S 6361: Hvilke forpligtelser har Odderbanen til at medtage passagerer, der bruger kørestol, og hvad vil konsekvensen være, hvis Odderbanen ikke kan leve op til disse forpligtelser?

Begrundelse: En ung pige på knap 17 år, med bopæl i Odder, skal starte skolegang i Viby J. i Århus Kommune. Derfor skal hun med toget fra Odder hver morgen kl. 7.30 og tilbage igen om eftermiddagen. Odderbanen har imidlertid skriftligt meddelt pigens forældre, at Odderbanen ikke »har ressourcer til dagligt, fast at kunne levere personale til rådighed for ind/udlæsning på sliske i et fast morgentog/eftermiddagstog et helt skoleår frem«. Mundtligt har forældrene dog fået oplyst, at hjælp kan forventes i »langt de fleste tilfælde«. Det er indlysende, at en ung piges skolegang ikke kan baseres på »langt de fleste tilfælde«, idet pigen naturligvis må have sikkerhed for, at hun kan komme i skole hver dag lige som andre unge. I stedet henviser Odderbanen til Århus Amts kørselskontor for handicapbefordring, men det forekommer da ikke hensigtsmæssigt, at Århus Amt skal sørge for en særskilt befordring, når der kører et tog, som pigen kan benytte, og som hun endog helst vil benytte, fordi hun gerne vil være sammen med sine kammerater. Princippet om sektoransvarlighed er helt grundlæggende i dansk handicappolitik. Til forskel fra alle andre passagerer (med eller uden kørestol) kan pigen oven i købet et helt år frem i tiden oplyse om sine rejseplaner, så hvis hun ikke kan blive befordret med Odderbanen, kan man nære alvorlig tvivl om, hvorledes andre kørestolebrugere kan blive befordret med Odderbanen, når de ikke har mulighed for at give Odderbanen tilnærmelsesvis samme varsel om deres behov for befordring. Spørgsmålet er derfor, hvilke forpligtelser med hensyn til handicapbefordring, der påhviler Odderbanen som betingelse for koncessionen til at forestå offentlig transport, og om ministeren har mulighed for at overføre koncessionen til andre udbydere, hvis Odderbanen ikke vil påtage sig at befordre en pige i kørestol, der skal i skole hver dag.

Sagstrin

  • Supplerende besvarelse
    2007-03-15T00:00:00.000Z

  • Skriftlig besvarelse
    2006-08-17T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2006-08-03T22:00:00.000Z

Dokumenter