S 5803: Vil ministeren vurdere kvaliteten af de seneste rapporter fra internationale institutioner om Danmark (ECRI’s 3. rapport om Danmark af 16. maj 2006 og FN’s særlige rapportør Doudou Diéne’s rapport om bl.a. Danmark af 13. februar 2006), og finder ministeren det rimeligt, at de relevante internationale institutioner, der er finansieret af bl.a. Danmark, anvender deres ressourcer til at fabrikere videnskabeligt uunderbyggede partsindlæg om forhold i Danmark?

Begrundelse: Danmark har igennem de seneste måneder været særdeles kritisk omtalt i flere rapporter fra internationale institutioner. Således udgav Den Europæiske Kommission om Racisme og Intolerance (ECRI) den 16. maj 2006 en kritisk rapport angående niveauet af racisme og intolerance i det danske samfund. Tidligere på året (13. februar 2006) kom der en rapport om bl.a. Danmark udarbejdet af FN's særlige rapportør i spørgsmål om moderne former for racisme, racediskrimination, fremmedhad og intolerance, Doudou Diène. Udover at være kritiske overfor bl.a. den danske regering, de danske medier og Dansk Folkeparti har ovennævnte rapporter det til fælles, at de er præget af faktuelle fejl, udokumenterede påstande og en stærkt politiserende tilgang. Om FN rapporten er det bl.a. kommet frem, at FN's såkaldte »særlige rapportør«, Doudou Diéne aldrig havde været i Danmark. Som videnskab betragtet lader disse rapporter med andre ord ganske meget tilbage at ønske. De omtalte rapporter er da også blevet mødt med stærk kritik i Danmark, herunder fra spørgeren, og deres konklusioner er generelt blevet afvist. For både ECRI og FN gælder det, at deres arbejde er finansieret af medlemslandene, herunder Danmark. Spørgeren finder det dybt problematisk, at dele af disse institutioners arbejde i realiteten tager form af skattefinansierede partsindlæg om danske forhold. Det er ikke mindre problematisk, at disse partsindlæg typisk er karakteriseret af en fundamental mangel på viden om forholdene i det danske samfund

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2006-06-29T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2006-06-25T22:00:00.000Z

Dokumenter