S 5746: Vil ministeren forklare rimeligheden i, at praksis viser, at det næsten er umuligt at få dispensation for afbrydelsen af et medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag, også i et tilfælde, hvor afbrydelsen alene udgør fire måneder, og hvor borgeren i de sidste ti år, på baggrund af oplysninger fra borgerens a-kasse, har haft en berettiget forventning om, at han havde ret til at modtage efterløn, og vil ministeren forklare regeringens hensigt med den meget snævre adgang, der er til at give dispensation på lige præcis et område, der er så afgørende for det enkelte, som retten til efterløn?

Begrundelse: Spørgsmålet stilles på baggrund af to afgørelser fra Arbejdsmarkedets Ankenævn, hvor der ikke blev givet dispensation for afbrydelsen af et medlemskab og indbetaling af efterlønsbidrag, hvorfor borgeren således ikke på noget tidspunkt kan opnå retten til at modtage efterløn og således heller ikke kan opnå retten til et efterlønsbevis. Dette uanset, at borgeren havde indbetalt kontingent samt været medlem af en a-kasse siden 1992 alene med en uforskyldt afbrydelse i medlemskabet i fire måneder, hvor borgeren endda efter denne afbrydelse fra sin a-kasse har fået at vide, at medlemsancienniteten ifølge a-kassen ikke var tabt, hvorfor borgeren således havde en klar berettiget forventning om, at han stadig havde mulighed for at oppebære en ret til efterløn og således også en ret til et efterlønsbevis.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2006-06-30T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2006-06-21T22:00:00.000Z

Dokumenter