S 4221: Vil ministeren tage initiativ til at ændre lovgivningen, således at det bliver ulovligt, at en hundeejer lader sin hund efterlade hundeekskrementer på offentlig vej, og dermed sikre, at uskyldige grundejere ikke bliver gjort ansvarlige for hundes efterladenskaber?

Begrundelse: I svaret på spørgsmål nr. S 3145 af 8. marts 2006 har ministeren forklaret, hvorledes modsætningen imellem den generelle politivedtægt og de lokale kommunale regler er opstået. En modsætning der ikke alene fratager en hundeejer ansvaret for sin hunds gøren og laden, men som også helt grotesk flytter ansvaret over på den tilfældige og uskyldige grundejer. Yderste konsekvens for den grundejer, der bl.a. ikke fjerner hundeefterladenskaber, kan blive en politianmeldelse fra de kommunale myndigheder. Der er et stigende problem med hundeefterladenskaber på gade og vej. Antallet af hunde er stigende, og det årlige produkt af hundeekskrementer er over 200 ton. Specielt er børn udsat, idet der i hundeekskrementer kan være spoleorm, som via indtagelse bl.a. kan skade børns øjne. Organisationer af hundeejere har også givet udtryk, at de ønsker at have en lovgivning, der klart viser hvad man må og ikke må som hundeejer. Dette fremgår generelt af hundeloven, men det aktuelle forhold er ikke beskrevet. Ønsket om en ændring af den generelle politivedtægt eller hundeloven handler ikke om at give politiet merarbejde, men om at skabe en ramme som borgere og i yderste konsekvens politiet kan anvende til at imødekomme et stigende problem. Alternativt vil en ændring af de 271/98 kommunale reglementer for renholdelse af fortov og offentlig vej - så grundejeren ikke har ansvaret for hundeefterladenskaber - betyde lovløshed på området.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2006-05-02T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2006-04-21T00:00:00.000Z

Dokumenter