S 2301: Kan ministeren oplyse, hvor langt man fra Beskæftigelsesministeriets side er nået i samarbejdet med den færøske arbejdsløshedsforsikring ALS, som ministeren nævnte i besvarelsen af spørgsmål nr. S 1778, og vil ministeren bekræfte, at formålet med samarbejdet er at sikre, at danske statsborgere fra Færøerne med fast bopæl i Danmark og dimmitendsats i danske a-kasser vil få mulighed for at være jobsøgende på Færøerne og have ophold der i en periode uden at miste retten til dimmitendsatsen?

Begrundelse: Det er af stor betydning, at færinger, der bor i Danmark og er færdige med deres studier i Danmark, får de bedste muligheder for at rejse til Færøerne i en periode for at søge arbejde uden at miste dimittendsatsen fra a-kasser i Danmark. Færøerne kæmper netop i disse år mod en markant fraflytning, og ovennævnte mulighed vil utvivlsomt kunne medvirke til, at flere nyuddannede fra Færøerne flytter tilbage til øerne efter endt uddannelse i Danmark. Adgangen til at rejse ud af Danmark for at søge arbejde med dimittendsatsen i ryggen er i dag begrænset til at omfatte EØS-lande, og Færøerne er som bekendt ikke medlem af EØS. Det forekommer dog særdeles underligt, at færinger som danske statsborgere på denne måde f.eks. godt kan rejse til Norge eller Island for at søge arbejde, men er afskåret fra at rejse til hjemlandet, Færøerne, for at søge arbejde uden at miste retten til dimittendsats. Dette, selv om Færøerne og Danmark er en del af samme rigsfællesskab. Hvorfor ikke rydde denne forskellige behandling af nordiske lande af vejen, og hvorfor ikke fjerne denne grænsehindring inden for rigsfællesskabets grænser. Så vidt vides skal der en regelændring til, for at færøske studerende med fast bopæl i Danmark skal kunne få ret til nævnte mulighed. Hertil kommer, så vidt vides, at en ændring af reglerne vil være udgiftsneutral for Danmark, idet a-kasserne ikke vil komme til at afholde meromkostninger. Man kan endda stille spørgsmålet, om ikke det på længere sigt kan være med til at aflaste danske a-kasser, at man giver a-kassemedlemmer mulighed for også at søge arbejde på Færøerne. Det er vigtigt at se, at nævnte ændring af reglerne utvivlsomt har minimal betydning for Danmark, mens den kan være afgørende for Færøerne. Ministeren har i besvarelsen af spørgsmål nr. S 1778 givet udtryk for, at man nu ville indlede et samarbejde med den færøske arbejdsløshedsforsikring, ALS, med henblik på at finde en løsning på ovenstående problem, og det er i dette lys, at spørgsmålet stilles ministeren.

Sagstrin

  • Besvarelse, skriftlig
    2013-09-03T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2013-08-29T00:00:00.000Z

Dokumenter