S 1268: Vil ministeren bekræfte, at kommunerne er forpligtet til at foretage nødvendig vedligeholdelse og renovation af mindre havne på de danske småøer, f.eks. Baagø havn?

Begrundelse: Spørgeren er forundret over, at vores danske småøer ikke bliver holdt ved lige. Dette gælder bl.a. deres havneområder, som er en vigtig del af øernes infrastruktur. I løbet af sommeren er der mange turister og lystbåde, der besøger de mindre øer. I den lille Baagø Havn har der - som følge af den dårlige vedligeholdelse - været et uheld, hvor en mand faldt i havnen grundet råddent træværk. Når vedligeholdelsespligten henhører under kommunerne, er det forkasteligt, at kommunerne i nogle tilfælde ikke vedkender sig deres ansvar og gør noget ved disse problemer. Efter spørgerens mening burde der foreligge en flerårig vedligeholdelsesplan for alle mindre havne, så man ikke venter med at reparere, til tingene er ved at falde fra hinanden. Derudover er spørgeren blevet informeret om, at havnen på Baagø blev bygget i 1938 og væltede i havet samme år under en storm. I 1939 blev den genopbygget af samme materialer, altså genbrug, hvilket førte til en ustabil, gammel og sundhedsfarlig havn. Der er derfor et behov for at ombygge havnen med materialer, der er stabile og uden sundhedsrisiko for miljø og brugere. Men der er efter de oplysninger, som spørgeren har modtaget, flere andre havne på småøerne, der trænger til en alvorlig genopretning. Derfor ønsker spørgeren, at ministeren i sin besvarelse oplyser, hvilke muligheder de lokale øboer på danske småøer har for at forlange, at kommunerne lever op til deres forpligtelser og vedligeholder de kommunalt ejede havne, herunder hvilke klageinstanser borgerne kan benytte sig af, hvis gentagne henvendelser til en kommune ikke afføder nogen reaktioner.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2005-12-09T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2005-11-30T23:00:00.000Z

Dokumenter