S 2740: Vil ministeren redegøre for, om der findes et retsgrundlag under den danske grundlov, ifølge hvilket der vil kunne stilles særlige krav til danske statsborgere med grønlandsk baggrund i forbindelse med udbetaling af offentlige ydelser, således som det er foreslået af blandt andre den konservative sociale ordfører Tom Behnke?

Begrundelse: I Kristelig Dagblad d. 26. juli 2005 under overskriften »Socialdemokraterne og De Konservative vil fratage grønlændere i Danmark kontanthjælpen hvis de ikke er gode nok til dansk« udtaler de Konservatives socialordfører Tom Behnke bl.a.: »Jeg mener absolut, at grønlændere skal have frataget deres kontanthjælp, hvis de ikke kan tale dansk godt nok«. Han udtaler endvidere, at det ikke er den danske stat, der skal tilbyde danskkurser for at integrere grønlændere på arbejdsmarkedet, men at de skal have lært dansk i skolerne i Grønland, og at deres sprogkundskaber derfor er et grønlandsk problem. På den baggrund må man opfatte det som et konservativt ønske, dels at der skal kunne gribes ind over for grønlændere i forbindelse med udbetaling af kontanthjælp i den del af det danske rige, der udgøres af Jylland og øerne, samt at det skal kunne forlanges, at den grønlandske regering etablerer et undervisningssystem inden for samme område. Det forekommer vanskeligt at se, på hvilken juridisk baggrund denne forventning hviler, i og med at grønlændere i Jylland og øerne er danske statsborgere, og bl.a. derfor - af den nuværende regering - er blevet nægtet de sprogundervisningsmuligheder, der ellers foreligger inden for det danske rige for mindretal fra udlandet ifølge de europæiske konventioner. Det er derfor væsentligt at få opklaret, om denne nye konservative politik over for grønlændere er baseret på det retsgrundlag, der findes inden for den nuværende grundlovs rammer, eller om Det Konservative Folkeparti med dette forslag i virkeligheden lægger op til en grundlovsændring.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2005-08-11T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2005-07-26T22:00:00.000Z

Dokumenter