S 2022: Vil ministeren oplyse, hvor de to tidligere Scandlinesfærger »Rügen« og »Dronning Margrethe II« befinder sig, og hvad man gør for at hindre, at de bliver ophugget under uacceptable forhold i f.eks. Bangladesh?

Begrundelse: De to færger var angiveligt ankommet fra Dubai til ophugningspladsen ved Alang i Indien, hvor de dog blev afvist. Derefter sejlede de fra Indien, men der er endnu ingen underretninger om, hvor de befinder sig nu. Færgerne blev solgt af Scandlines for ca. 18 mio. kr., og man forsøgte senere at købe dem tilbage for at undgå ophugning i Indien. Man skønnede imidlertid, at et tilbagekøb ville blive for dyrt, men efter at færgerne blev afvist af de indiske myndigheder, må det antages, at de er faldet drastisk i pris, og det skulle derfor være muligt for Scandlines at købe dem tilbage for nogenlunde samme beløb, som salgsprisen var. Dette kan være nødvendigt, da det ikke kan udelukkes, at færgerne ikke er sejlet tilbage til Dubai, men derimod er sejlet videre til en ophugningsplads i Bangladesh. Hvis det er tilfældet, vil færgerne blive ophugget under helt uacceptable forhold, og det må være i Transport- og Energiministeriets og rederiets klare interesse, at dette ikke sker.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2005-06-27T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2005-06-06T22:00:00.000Z

Dokumenter