S 1683: Vil ministeren bekræfte, at konkrete afgørelser i Det Sociale Nævn har pålagt kommuner at yde merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 med tilbagevirkende kraft i tilfælde, hvor kommunerne ikke har levet op til deres rådgivnings- og vejledningsforpligtelse, samt at disse afgørelser er i overensstemmelse med principperne i en Højesteretsdom fra 2004?

Begrundelse: Som begrundelse for spørgsmål nr. S 593 henviste spørgeren til tidligere socialminister Henriette Kjærs tilkendegivelse som svar på spørgsmål nr. S 299 (Folketingsåret 2003/2004) om, »at tilbudet om rådgivning også skal omfatte opsøgende arbejde«. I besvarelsen af spørgsmål nr. S 593 og S 918 er ministeren imidlertid særdeles tillidsfuld med hensyn til, at borgere modtager den merudgiftsydelse, de er berettiget til, selv om både Muskelsvindfonden og Diabetesforeningen har givet udtryk for, at dette ikke er tilfældet, og at handicaporganisationerne må bruge ressourcer på ansøgninger om merudgiftsydelser, der forlængst burde være bevilget på kommunens eget initiativ. Derfor bør det i det mindste fastslås, at selv om kommunerne ikke lever op til deres pligt til aktiv og opsøgende rådgivning- og vejledning, vil kommunerne have pligt til at udbetale ydelsen med tilbagevirkende kraft, hvis det på et senere tidspunkt viser sig, at en borger ikke har modtaget den ydelse, som vedkommende har haft ret til, således at borgerens ret består, selv om kommunen forsømmer sine pligter. Ministeren bedes derfor bekræfte, at der faktisk er truffet afgørelser i Det Sociale Nævn, blandt andet i Fyns Amt og Viborg Amt, der netop fastslår dette princip. Der tænkes konkret på en afgørelse i Det Sociale Nævn i Fyns Amt fra november 2004. Der tænkes endvidere på en afgørelse i Det Sociale Nævn i Viborg Amt fra april 2005. Spørgeren er endvidere bekendt med, at blandt andre Rødovre og Pandrup Kommuner uden videre har accepteret at betale merudgiftsydelsen med tilbagevirkende kraft, fordi rådgivningen oprindelig havde været forkert, mangelfuld eller ikke-eksisterende. Der tænkes endelig på, at Højesteret i 2004 afgjorde, at en kommune skulle betale erstatning til en person, fordi kommunen havde givet dårlig rådgivning.

Dokumenter