S 26: Hvorfor kan skattemyndighederne ikke skrive ud til selvstændigt erhvervsdrivende om, at de har penge til gode i forbindelse med ulovligt opkrævet arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag, når myndighederne (f.eks. kommunernes socialforvaltninger og årsopgørelser fra kommunerne) har oplysninger om, hvem der har modtaget sygedagpenge og andre dagpengeydelser m.m.?

Begrundelse: I Jyllands-Posten torsdag den 17. februar 2005, sektion økonomi & erhverv, forsiden og side 2, fremgår det, at der er forskellige procedurer og administration omkring behandlingen af ansøgningen om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag af sygedagpenge m.m. Samtidig er dokumentationskravene så store, at mange selvstændige må opgive at få arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag tilbage. Spørgeren finder det krænkende for retssikkerheden og fuldstændigt urimeligt, at myndighederne ikke er mere fleksible, når der skal tilbagebetales ulovligt opkrævede skatter og afgifter. Samtidig bør tilbagebetalingen ske hurtigere. I det hele taget undrer det spørgeren, at skattemyndighederne ikke i højere grad fungerer som ”serviceorgan”, når der er tale om, at der er opkrævet ulovlige skatter og afgifter, som under alle omstændigheder burde tilbagebetales. Det drejer sig f.eks. om, at mange kommuner kræver så omfattende dokumentation, at det ikke er muligt for selvstændigt erhvervsdrivende at fremskaffe f.eks. gamle årsopgørelser og udbetalingsoversigter, som offentlige myndigheder i forvejen burde have adgang til.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2005-03-02T23:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2005-02-23T23:00:00.000Z

Dokumenter