S 1761: Vil ministeren oplyse, om han ikke finder det nødvendigt allerede på det foreliggende grundlag at træffe foranstaltninger til at informere befolkningen for at beskytte den imod strålefare fra mobiltelefoner?

Begrundelse: I efteråret 2004 har der til både spørgeren og til ministeren været en række borgerhenvendelser om strålefare ved mobiltelefoner. Her er strålefaren belyst gennem diverse informationsmateriale. Af artiklen 'Forsøg påviser strålefare fra mobilen' i Berlingske Tidendes Magasin den 27. december 2004 fremgår det af laboratorieforsøg, der er foretaget i forbindelse med det europæiske REFLEKS-forskningsprojekt, at stråling fra mobiltelefoner ødelægger dna i menneskeceller. Af artiklen fremgår det endvidere, at forskerne mener, at flere undersøgelser er nødvendige for at kunne fastslå, om strålefare f.eks. øger risikoen for svulster. Af artiklen 'Mobilen kan give svulster på hørenerven' i bladet Hørelse 01-05 fremgår det, at risikoen for at få svulster på hørenerven er dobbelt så stor hos NMT-mobiltelefonbrugere som normalt og fire gange større på den side af hovedet, hvor telefonen bliver holdt op til. Disse svulster kan medføre tinnitus og tiltagende høretab. Det forekommer spørgeren, at det allerede nu ser ud til, at der er en strålefare ved mobiltelefoni, men at yderligere forskning er nødvendig for snarest muligt at fastslå, hvilke konsekvenser det kan få for det menneskelige helbred. Uanset at de fleste danske mobiltelefoner i dag er GSM-telefoner, så forekommer det spørgeren, at det haster med at træffe foranstaltninger til at informere befolkningen for at beskytte den imod strålefare ved mobiltelefoni. Danmark er ét af de lande i verden, hvor befolkningen har flest mobiltelefoner pr. indbygger. Strålefare ved mobiltelefoni har formentlig allerede ramt en del af denne, og den vil fortsat ramme en meget stor del af befolkningen. Også derfor forekommer det spørgeren, at der allerede nu påhviler ministeren et stort ansvar i forhold til at informere befolkningen om strålefaren ved mobiltelefoni.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2005-01-17T23:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2005-01-07T00:00:00.000Z

Dokumenter