S 1389: Hvornår og hvordan vil regeringen meddele FN, at Danmark har givet FN vildledende og fejlagtig information om Færøerne i 1999 og 2001, og hvordan vil regeringen sikre, at Danmark fremover afgiver sandfærdige oplysninger til FN om Færøerne og Grønland?

Begrundelse: Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget har iværksat en undersøgelse af Færøernes og Grønlands folkeretlige stilling i det internationale samfund. Undersøgelsen er foretaget under ledelse af internationalt anerkendte folkeretlige eksperter, og resultaterne er udgivet i rapporten: ’The Right To National Self-Determination – The Faroe Islands and Greenland’. I rapporten afdækkes hidtil ukendte forhold vedrørende Danmarks oplysninger til FN om Grønland og Færøerne. Rapporten afdækker dels den historiske proces – hvor man særligt kan fremhæve den forkastelige måde, hvorpå danske regeringer har vildledt FN og det grønlandske folk, da Grønland blev lagt under den danske grundlov i 1953. Men rapporten dokumenterer ligeledes, at det ikke blot er tilbage i 50’erne, at Danmark har vildledt FN ved at afgive fejlagtige informationer. Så sent som i 1999 har Danmark oplyst til FN’s komité for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, at der ingen planer var for en folkeafstemning om fuld selvstændighed i Grønland og Færøerne. (‘There were no plans for a referendum on the full independence of the two territories’ – ovennævnte rapport, p. 171). Der er tale om direkte fejlagtige oplysninger. På dette tidspunkt sad der en flertalsregering i Færøerne, som i sin koalitionsaftale ville opnå fuld selvstændighed gennem en folkeafstemning, og den danske regering havde i 1998 bundet sig til at forhandle om fuld færøsk suverænitet. I 2001 har en dansk regeringsdelegation oplyst til FN, at færinger og grønlændere opfatter sig selv som danske. (‘The people of Greenland and The Faroe Islands had never considered themselves as minorities; they considered themselves as being Danish, the delegation said.’ – ovennævnte rapport, p. 174). Denne oplysning er så absurd, at den næppe behøver nærmere kommentarer.

Sagstrin

  • Supplerende besvarelse
    2005-01-18T23:00:00.000Z

  • Skriftlig besvarelse
    2004-12-23T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2004-12-09T23:00:00.000Z

Dokumenter