S 1341: Vil ministeren vurdere, om der er lovgivningsmæssig hjemmel til, at Anette Papuga kan undgå at betale børnebidrag for sine to sønner på 15 og 16 år, som efter at være kidnappet til Libanon af faderen for syv år siden er tilbage i Danmark, hvor børnene ønsker at bo hos faderen - eller vil ministeren i tilfælde af, at moderen er forpligtet til at betale børnebidraget, tage initiativ til en lovgivningsmæssig ændring, så andre kvinder ikke havner i en tilsvarende krænkende situation?
Begrundelse: Anette Papugas tre børn blev for syv år siden bortført af hendes eksmand, som tog dem med til Libanon, hvor manden oprindelig kommer fra. Nu har eksmanden imidlertid bedt hende om frit lejde, således at han kan flytte tilbage til Danmark. Dette har Anette Papuga indvilget i på betingelse af, at børnene bringes med. Imidlertid har hendes eksmand kun taget de to ældste børn - to drenge på 15 og 16 år - med tilbage til Danmark, mens det yngste barn - en datter på 10 år - stadig opholder sig hos sine bedsteforældre i Libanon. Anette Papuga har forældremyndigheden over børnene, men da de to drenge er mere end 12 år gamle, kan de selv vælge, hos hvilken af de to forældre de ønsker at bo - og har valgt at bo hos faderen. I det hele taget er Anette Papugas kontakt med sine to sønner særdeles begrænset, hvilket efter al sandsynlighed hænger sammen med, at hun har mistet kontakten med børnene som følge af faderens uretmæssige bortførelse af børnene. Ikke desto mindre har faderen gjort krav på børnebidrag på ca. 2.000 kr. månedligt fra Anette Papuga, som hun af Ringkøbing Statsamt er blevet pålagt at betale fra juli måned 2004 og frem. Efter det oplyste finder spørgeren det umiddelbart anstødeligt og krænkende, at faderen først har kidnappet børnene og dermed har frataget moderen muligheden for en normal og sund relation til sine børn, hvorefter han kræver børnebidrag fra hende til disse børn. Anette Papugas sag er blevet omtalt i radioprogrammet Domino i DR/Midt og Vest onsdag den 1. december 2004.
Aktører
Socialudvalget
Relevant forMinisteriet for Familie- og Forbrugeranliggender
Ministerområdefamilie- og forbrugerministeren
MinisterHenriette Kjær
TilTove Videbæk
Spørger
Sagstrin
Skriftlig besvarelse
2004-12-17T00:00:00.000ZAnmeldelse
2004-12-07T23:00:00.000Z