S 1219: Hvad vil statsministeren gøre for at rette op på det klare brud på demokratiske spilleregler og den klare tilsidesættelse af det færøske Lagtings myndighed, som den danske regering igen har foretaget ved ensidigt at sætte danske love og internationale traktater i kraft for Færøerne, uden at det færøske Lagting har behandlet sagerne eller truffet nogen beslutning herom?

Begrundelse: I 2003 besluttede den danske regering at sætte en række militære love og bekendtgørelser i kraft for Færøerne, på trods af at et enigt færøsk Lagting havde besluttet det modsatte. Efterfølgende besluttede et enigt Lagting endnu engang at opfordre regeringen til at rette op på dette brud på det færøske Lagtings hævdvundne rettigheder, nemlig at ingen lovgivning sættes i kraft i Færøerne uden Lagtingets samtykke. Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget rejste derefter sagen som et beslutningsforslag i Folketinget om at pålægge regeringen at tilbagekalde den militære lovgivning. I den forbindelse blev der indtrængende advaret om, at hvis det ikke blev gjort, ville det kunne tages som udtryk for, at regeringen agtede at fortsætte disse brud på Lagtingets rettigheder og ensidigt sætte love og internationale traktater i kraft for Færøerne. Det er desværre præcis det, der er sket. Sidst i november 2004 bliver atter en række love og internationale traktater bekendtgjort i det færøske Kundgørelsesblad, som det færøske Lagting ikke har truffet beslutning om. Der er tale om ændringer i NATO-traktaten og lovgivning i forbindelse med internationale krigsforbryderdomstole. Det er umuligt at se, hvordan dette harmonerer med de gentagne løfter fra den danske regering om gensidigt respekt og ligestilling mellem Danmark, Grønland og Færøerne og ikke mindst med løfterne om øgede udenrigspolitske beføjelser for Færøerne og Grønland.

Sagstrin

  • Mundtlig besvarelse (Spørgetid)
    2004-12-08T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2004-12-01T23:00:00.000Z