S 1112: Har omfanget og udbredelsen af korruption i Tyrkiet nogen indflydelse på den danske regerings holdning til et eventuelt tyrkisk medlemskab af EU, og vil ministeren i bekræftende fald oplyse, om den udbredte korruption i Tyrkiet får nogen indflydelse på, hvad den danske regering vil stemme, når Det Europæiske Råd i december 2004 skal beslutte, hvorvidt EU skal påbegynde optagelsesforhandlinger med Tyrkiet?

Begrundelse: Den internationale organisation, Transparency International (TI), hvis formål det er at bekæmpe korruption på verdensplan, har år efter år påvist, at Tyrkiet er et af de mest korrupte lande i verden. Den seneste vurdering fra TI viser, at Tyrkiet indtager pladsen som nr. 77 – samme placering som sidste år, hvilket indikerer, at Tyrkiet, på trods af megen snak om det modsatte, ikke har taget de nødvendige skridt i kampen mod korruption. I en artikel i Information den 17. november 2004 er den omfattende korruption i Tyrkiet beskrevet meget indgående. Kampen mod korruption er stort set ikke eksisterende, fordi korruption findes på alle niveauer i samfundet. Der er ikke nogen uafhængig revision af offentlige institutioner. Der forekommer uregelmæssigheder eller direkte svindel ved stort set alle licitationstilbud. En tyrkisk statsrevisor udtaler: ’Der er blevet lavet fusk med så godt som hvert eneste licitationstilbud i Ministeriet for Offentlige Arbejder med ministerens fulde vished og samtykke…Der bliver ikke uddelt nogen kontrakter uden at ministeren er fuldt vidende om det’. Dette understøttes af Verdensbanken, som har konstateret, at udbudsvilkårene oftest er uigennemsigtige, og ’at resultatet allerede er givet på forhånd, før licitationsrunden er gået i gang’. Den omfattende korruption i Tyrkiet viser med al tydelighed, at Tyrkiet ikke er klar til at blive optaget i EU, og korruptionen er ikke faldende - tværtimod. Det virker besynderligt, hvis den danske regering ikke vil lade dette indgå i dens overvejelser inden den beslutter at stemme for, at EU kan indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2004-12-05T23:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2004-11-25T23:00:00.000Z

Dokumenter