S 845: Vil ministeren på baggrund af den i begrundelsen beskrevne retshjælpsordning til forbrugere oplyse, om retshjælpen er ophørt, uden at man har fået kendskab til, hvordan forsøgsordningen er forløbet, om ordningen har været en hjælp for forbrugerne, om Forbrugerrådet har ansøgt om en permanent ordning, og om ministeren vil sikre en fortsat bevilling?

Begrundelse: Økonomi- og erhvervsministeren bevilgede i 2003 450.000 kr. til oprettelse af en forsøgsordning om retshjælp, som skal hjælpe forbrugere. Mere præcist drejer det sig om, at forbrugeren skal have hjælp til at gå til domstolene, hvis en erhvervsdrivende ikke vil efterleve en kendelse i et godkendt ankenævn eller i Forbrugerklagenævnet. Hensigten med ordningen er selvfølgelig at hjælpe de forbrugere, som kommer i klemme, men endnu vigtigere er den præventive effekt. Alene det, at der er udsigt til at komme for domstolene, får jo mange af de modvillige erhvervsdrivende til at efterleve kendelsen. Når en sag er udvalgt til at være omfattet af ordningen, koster det ikke forbrugeren noget at føre sagen. Retshjælpsordningen sørger for advokatbistand m.v. og betaling af samtlige sagens omkostninger, dvs. retsafgift og eventuelle omkostninger, der pålægges forbrugeren i forbindelse med sagens førelse. Forbrugerrådet sikrer, at eventuel mulighed for at få godtgjort omkostningerne i form af fri proces og/eller dækning fra en retshjælpsforsikring udnyttes. Hvis forbrugeren har fri proces, udgør advokatens vederlag det beløb, som retten eller forsikringsselskabet fastsætter. Selvrisiko i henhold til retshjælpsforsikringen dækkes af Forbrugerrådet. Forbrugerrådets retshjælpsordning har nu eksisteret i mere end et år. Ordningen skal ifølge projektbevillingen evalueres på dette tidspunkt. Konklusionen på evalueringen er, at der er brug for ordningen for at sikre et velfungerende ankenævnssystem. Ordningen er nødvendig for at sikre et velfungerende privat ankenævnssystem, herunder at forbrugerne har tillid til, at det nytter at indbringe deres sager for et ankenævn frem for at gå direkte til domstolene.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2004-11-23T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2004-11-14T23:00:00.000Z

Dokumenter