S 583: Vil ministeren oplyse, hvilke konkrete standarder og kontroller der er lagt til grund for at sikre fuldt tilgængelig postudlevering og –betjening ved overgang fra posthuse til lokale postbetjeningssteder, og hvordan sikrer man, at • adgangen til postbetjeningsstedet er niveaufri? • døren kan åbnes af kørestolsbrugere? • indgangsdøren ikke er for tung? • skranken ikke er for høj? • dankortautomaten kan betjenes af en kørestolsbruger? • indretningen i butikken er, så der er plads at manøvrere på?

Begrundelse: I Langå har man f.eks. lukket posthuset, der havde niveaufri adgang med automatiske døre, og flyttet postudleveringen til den lokale boghandler. Indgangens placering og udformning medfører, at den ikke fungerer i forhold til alle i målgrupper. Boghandleren havde et trin på ca. 20 cm. til butikken. Det besluttes, at der skal etableres en ny indgang, som kan benyttes af personer med handicap. Den nye indgang har et mindre trin på 7-8 cm., så den ikke er niveaufri, døren er placeret med håndtaget ind i et hjørne, hvilket medfører, at den er vanskelig at åbne for kørestolsbrugere. Desuden er døren meget tung. Lige inden for døren er der placeret butiksinventar/salgsudstilling, som står i vejen for manøvrering af kørestol. Skranken er for høj og Dankortterminalen er placeret for højt, hvilket medfører, at man, som kørestolsbruger skal give sin pin-kode til en anden for at kunne betale med kort. Det er vigtigt, at kommune, butiksindehaver og Post Danmark ved, hvor problemerne ligger for forskellige brugere. Det er jo især gruppen af ældre og mennesker med handicap, der er henvist til det lokale postudlevering, og man er i Langå gået fra at have et rimeligt velfungerende posthus til at have en postudlevering, der ikke kan bruges af kørestolsbrugere og kun med besvær af folk med andre funktionsbegrænsninger.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2004-11-11T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2004-10-31T23:00:00.000Z

Dokumenter