S 574: Vil udenrigsministeren oplyse, om det er korrekt, at der i Tyrkiets nye straffelov åbnes op for, at personer kan straffes med fængsel, såfremt de fremsætte udtalelser, som den tyrkiske regering mener er i strid med nationale interesser, og vil udenrigsministeren i bekræftende fald oplyse, om disse fakta blev udeladt i Kommissionens rapport til EU's ministerråd?

Begrundelse: Den nye tyrkiske straffelov er vedtaget af det tyrkiske parlament og godkendt af den tyrkiske ministerpræsident, men træder først i kraft i 2005. Ifølge Den Europæiske Armenske Føderation fremgår det af artikel 306 i loven, at personer, der fremsætter udtalelser, der vurderes til at være imod de nationale interesser, kan idømmes fængselsstraf i op til ti år. Som eksempler nævnes udtalelser som 'Armenerne blev udsat for folkemord under det ottomanske imperium', og 'Den tyrkiske hær skal trække sig tilbage fra Cypern'. En bestemmelse, der indskrænker ytringsfriheden i et sådant omfang, kan næppe være i overensstemmelse med Københavnskriterierne. Da det er opfyldelsen af disse kriterier, der er afgørende for, om EU kan indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, finder spørgeren det besynderligt, hvis medlemslandene vælger at indlede optagelsesforhandlinger med et land, som ikke respekterer ytringsfriheden. Spørgeren ønsker således udenrigsministerens vurdering i den pågældende sag.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2004-11-08T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2004-10-31T23:00:00.000Z

Dokumenter