S 37: Er ministeren indstillet på at overveje at imødekomme Ishøj Kommunes ønske om en letbanelinjeføring ad Ishøj Strandvej og videre af Ishøj Stationsvej til Ishøj Station i stedet for de to foreslåede linjeføringer af Vejledalen henholdsvis gennem stien i Kondiskoven og forbi Gildbroparken, der har mødt massiv lokal modstand fra beboerne i området?

Begrundelse: Den planlagte letbane langs ring 3 kører i størstedelen af ruteføringen i i forvejen tæt trafikerede områder. I Ishøj er den planlagte placering af ruten imidlertid igennem et beboelseskvarter ligesom tilfældet med den alternative ruteføring, som borgmester Ole Bjørstorp har foreslået i lyset af protesterne mod den første rute. I Ishøj ønskes en videreføring af ruten langs Ishøj Strandvej - Ring 3's forlængelse, der som de øvrige dele af ruten er tæt trafikeret. Det er imidlertid blevet anført fra Ishøj Kommunes side, at staten står i vejen for denne ruteføring, idet staten ønsker et stoppested tæt op af Cph West. Det er imidlertid spørgerens opfattelse, at dette sagtens kan opnås ved den af Ishøj forslåede løsning, idet Cph West er placeret umiddelbart i krydset mellem Vejlebrovej og Ishøj Stationsvej, og dermed sagtens kan betjenes via den af Ishøj foreslåede løsning. Derfor undrer spørgeren sig over, hvorfor staten angiveligt skulle stå så stejlt på en ruteføring af Vejlebrovej, når ønsket nu er et andet lokalt, og den hidtil anførte begrundelse for Vejlebrovej-løsningen sagtens kan imødekommes ved en linjeføring langs Ishøj Strandvej og Ishøj Stationsvej.

Sagstrin

  • Besvarelse, skriftlig
    2015-08-10T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2015-08-03T22:00:00.000Z