S 1283: Mener ministeren, at der i undervisningen i den danske folkeskole og ved de gymnasiale uddannelser bliver gjort nok for at sikre, at vidensniveauet om rigsfællesskabet, Færøerne og Grønland, er tilstrækkelig højt, således at eleverne kan opnå det nødvendige kendskab til landenes fællesskab og samarbejde?

Begrundelse: Der er grund til at tro, at der er behov for at højne vidensniveauet om rigsfællesskabet, Færøerne og Grønland, i den danske folkeskole og ved de gymnasiale uddannelser. I bogen »Færøerne og Danmark« fra 2012 af cand.mag. Tina Adele Hoff fremgår det bl.a., at gymnasieelevers viden om Færøerne er begrænset. Tina Adele Hoff har foretaget en række undersøgelser, hvoraf en viser, at 70 pct. af de deltagende gymnasieelever ikke er i stand til at nævne så meget som én eneste by på Færøerne. Anderledes står det til med pensionisterne. Ved besvarelsen af samme spørgsmål, er 90 pct. i stand til at nævne i hvert fald én færøsk by, se bogens side 121-123. Undersøgelsens resultater kunne tyde på, at der i de seneste år ikke er undervist og informeret effektivt nok om rigsfællesskabet, Færøerne og Grønland. Grundlæggende viden om kongeriget og rigsfællesskabet bør erhverves allerede i folkeskolen og ved de gymnasiale uddannelser. Ovenstående kunne tyde på, at der er behov for en mere effektiv undervisning, der kan højne vidensniveauet om rigsfællesskabet, Færøerne og Grønland, ved de pågældende uddannelsesinstitutioner.

Sagstrin

  • Besvarelse, skriftlig
    2013-03-14T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2013-03-06T23:00:00.000Z

Dokumenter