S 2632: Vil ministeren garantere, at der på danske minkfarme ikke forekommer samme vanrøgt af dyrene, som åbenbart finder sted i Sverige?

Begrundelse: Af TV-Avisen 9. august fremgik det, at dyrene på svenske minkfarme lever under stærkt kritisable forhold. Tv-billederne viste svenske minkfarme, hvor dyrene led af omfattende bidskader, og hvor forrådnende kadavere lå i burene side om side med de levende dyr: Efter spørgerens mening var tv-billederne direkte modbydelige at se på. Desværre gav de mindelser om, at der tidligere er blevet vist tv-indslag, der dokumenterede, at der også findes brådne kar i dansk pelsdyravl. Spørgeren ønsker derfor ministerens garanti for, at forholdene på de danske minkfarme er i orden, og at den skandaløse behandling af dyrene, som åbenbart forekommer i Sverige, ikke finder sted i Danmark. Spørgeren så allerhelst, at minkavl ligesom rævefarme helt blev forbudt i Danmark, men indtil der kan samles flertal for det, må der i det mindste tilvejebringes sikkerhed for, at danske minkavlere lever op til den gældende lovgivning. I fald ministeren ikke ser sig i stand til at udstede en sådan garanti, ønsker spørgeren en tilbundsgående undersøgelse af den danske pelsdyrbranche, så der kan skabes klarhed om, hvorvidt danske mink behandles anstændigt.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2010-08-18T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2010-08-11T22:00:00.000Z

Dokumenter