S 2546: Er ministeren enig med Dansk Folkeparti i, at ejere af de nu forbudte såkaldte muskelhunde selv skal aflive dem, hvis dyrlægen nægter at medvirke, og vil ministeren oplyse, om hjemmeaflivninger hele tiden har været forudsat i forbindelse med udarbejdelsen af den nye hundelov?
Begrundelse: I Ekstra Bladet den 8. juli 2010 udtalte MF Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, at hundeejere selv skal aflive deres muskelhunde, hvis dyrlægen af samvittighedsgrunde nægter at udføre aflivningen. Spørgeren ønsker oplyst, om ministeren er enig i dette synspunkt, samt hvorvidt sådanne hjemmeaflivninger hele tiden har været forudsat i forbindelse med udarbejdelsen af den nye hundelov. I bekræftende fald ønskes ligeledes oplyst, hvorledes sådanne aflivninger tænkes foretaget, eksempelvis ved drukning, skydning, hængning, kvælning, gasning, brug af stik- eller slagvåben etc. Efter spørgerens mening er det nærmest afsindigt at opfordre folk til selv at aflive deres hunde, hvilket i mange tilfælde vil være direkte ulovligt. Men eftersom det er almindeligt kendt, at Dansk Folkeparti har været medinitiativtager til hundeloven og haft stor indflydelse på dens udformning, må det antages, at regeringen og dette parti i fællesskab har overvejet lovens konsekvenser, herunder omtalte hjemmeaflivninger. Sagen viser i øvrigt, hvor absurd forbuddet mod de 13 hunderacer er. Dyrlægeforeningen var netop blandt de mange fagfolk, der var meget skeptiske overfor loven, og det kan ikke komme bag på nogen, at dyrlægerne siger fra. Dyrlæger er sat i verden for at helbrede og hjælpe syge dyr og ikke for helt meningsløst at aflive sunde og raske hunde.
Aktører
Retsudvalget
Relevant forChristian H. Hansen
Spørgerjustitsministeren
MinisterJustitsministeriet
MinisterområdeLars Barfoed
Til
Sagstrin
Skriftlig besvarelse
2010-07-25T22:00:00.000ZAnmeldelse
2010-07-09T00:00:00.000Z