S 1842: Finder ministeren det rimeligt, at en tysk kunstner deltager i den danske pavillon med et stykke installationskunst, der indebærer, at de besøgende kan trampe på personer, der har forsvaret ytringsfriheden, såsom blandt andet Kurt Westergaard og Flemming Rose, og dermed snarere end at sende et signal om, at vi i Danmark fremmer ytringsfriheden, således sender et signal om, at ytringsfriheden skal begrænses for personer, der er uenige med den pågældende tyske kunstners opfattelser af dette og hint?

Begrundelse: Spørgeren henviser til, at der ved Biennalen i Venedig optræder et kunstværk af den tyske kunstner Thomas Killper der indebærer, at besøgende skal trampe på blandt andet portrætter af Anders Fogh Rasmussen, Kurt Westergaard og Flemming Rose, der alle er personer, der har forsøgt at fremme ytringsfriheden. Med sit ytringsfrihedsfjendske kunstværk sender kunstneren det budskab, at kun personer, der er enige med kunstneren, skal have ret til at fremsætte ytringer. Dermed går installationskunstværket direkte imod temaet om ytringsfrihed, som jo skulle være det overordnede tema for det danske bidrag ved Biennalen. Spørgeren finder det besynderligt, at den pågældende skal have 240.000 kroner i honorar fra de danske myndigheder for at have opført et installationskunstværk, der opfordrer til at begrænse ytringsfriheden. Den pågældende er selvfølgelig i sin gode ret til at agitere for en begrænsning heraf, men det bør efter spørgerens mening ikke ske for danske skatteborgeres penge.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2011-06-14T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2011-06-05T22:00:00.000Z

Dokumenter