S 3932: Mener ministeren ikke, at det mest logiske ville være, at regeringen udskyder lovændringen vedrørende børnechecken, til man har fundet en løsning, og derved ikke vedtager ændringen af børne- og ungeydelsen, som efter spørgerens mening er ren lovsjusk?

Begrundelse: I forbindelse med den omstridte forskelsbehandling mellem ægtefolk og samlevende – til fordel for sidstnævnte – i udbetalingen af børnecheck, er skatteministeren i Politiken den 20. august 2012 citeret for følgende: »Det er forkert, at differentieringen af børnechecken kun gælder for gifte og ikke også for samlevende« samt »Jeg tror, alle er enige om, at det mest logiske ville være, hvis samlevende og gifte behandles ens. Det er baggrunden for, at vi vil undersøge, om der kan findes en teknisk løsning på et teknisk problem«. Hvis man står og er ved at grave et hul, og så finder ud af, at man graver det forkerte sted, så stopper man op med at grave og venter, til man har fundet det rigtige sted, inden man graver igen der. På samme måde giver det ikke nogen mening, at partierne bag skattereformen vil ændre loven om børne- og ungeydelsen, når alle er enige om, at det ikke kan lade sig gøre på en fornuftig måde på nuværende tidspunkt. Derfor bør loven udskydes, indtil man finder den rigtige løsning, og ikke som ministeren foreslår, at man vedtager loven, og så ser, om man kan løse problemet bagefter. Provenuet fra ændringen er på 120 mio. kr. ud af en samlet reform på 14 mia. kr., hvilket vil sige, at det er en beskeden finansieringskilde, så det burde være muligt at finde den midlertidige finansiering, indtil man løser de tekniske problemer. Hvis ikke er det spørgerens holdning, at det er rent lovsjusk.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2012-08-29T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2012-08-22T22:00:00.000Z

Dokumenter