Svar på spm. nr. S 1037: Mener ministeren, at der er behov for at ændre på reglerne, således at SKAT ikke automatisk indgiver konkursbegæring over danske virksomheder, der har en skattegæld?

Tilhører sager:

Aktører:


Svar på spm. S 1037.docx

https://www.ft.dk/samling/20211/spoergsmaal/s1037/svar/1894951/2596289.pdf

Til Folketingets Lovsekretariat
Hermed sendes svar på spørgsmål S 1037 af 13. juni 2022, indleveret af Michael Aastrup
Jensen (V).
Jeppe Bruus
/ Magnus Rønning-Andersson
20. juni 2022
J.nr. 2022 - 4928
Offentligt
Skatteudvalget 2021-22
Side 2 af 2
Spørgsmål
Mener ministeren, at der er behov for at ændre på reglerne, således at SKAT ikke auto-
matisk indgiver konkursbegæring over danske virksomheder, der har en skattegæld?
Svar
Jeg mener ikke, at der er behov for at ændre på reglerne. Det er min grundlæggende hold-
ning, at borgere og virksomheder, der har stiftet gæld til det offentlige, også skal betale
gælden tilbage. Der må af hensyn til retsfølelsen hos de borgere og virksomheder, som
svarer enhver sit, ikke være en opfattelse af, at det er uden konsekvenser at skylde penge
til det offentlige.
Når en virksomhed fx undlader at betale skat eller moms, sendes virksomhedens gæld til
inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Gældsstyrelsens inddrivelsesskridt over for virksomhe-
derne er altid baseret på en individuel vurdering af virksomhedens situation. Fx vurderes
det, om gælden er opbygget systematisk igennem en længere periode, eller om gælden er
opstået pludseligt på grund af særlige forhold, fx som COVID-19-nedlukningen. Gælds-
styrelsen vurderer først og fremmest, om det er realistisk for virksomheden at tilbagebe-
tale sin gæld til det offentlige, fx gennem en kortvarig afdragsordning, hvis virksomhe-
dens økonomiske forhold tillader det. Herefter vurderes det, om der skal gøres udlæg i
virksomhedens aktiver, eller om der skal indledes konkursbehandling mod virksomheden.
Det er vigtigt, at virksomhederne overholder afdragsordninger og reagerer på varsler om
udlæg eller konkursbegæring, hvis de har mulighed for at betale gælden inden fristen.
Det er vanskeligt at inddrive gæld fra virksomheder, når de først er gået konkurs. Gælds-
styrelsen indleder derfor først konkursbehandling, hvis det vurderes, at der er risiko for,
at virksomheden oparbejder yderligere gæld. Gældsstyrelsen anvender således primært
konkursindsatser for at afværge yderligere tab for det offentlige.
Jeg kan desuden oplyse, at skifteretten, jf. konkurslovens § 17, skal påse, at konkursbetin-
gelserne er opfyldt, dvs. at virksomheden er insolvent og dermed ikke kan betale gælden.