Endelig rapport for uanmeldt tilsynsbesøg den 25/2-2022 hos Psykiatrien Aalborg Universitetshospital, Intensivt Sengeafsnit 6

Tilhører sager:

Aktører:


    Endlig rapport, Aalborg S6

    https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/§71/bilag/94/2591352.pdf

    Side 1 | 3
    Endelig rapport om § 71-tilsynets uanmeldte tilsynsbesøg hos
    Psykiatrien Aalborg Universitetshospital, Intensivt Sengeafsnit 6, den
    25. februar 2022
    1. Indledning
    Den 25. februar 2022 ca. kl. 13.45-15.15 aflagde § 71-tilsynet et
    uanmeldt tilsynsbesøg hos Psykiatrien Aalborg Universitetshospital,
    Intensivt Sengeafsnit 6.
    Fra § 71-tilsynet deltog formand Julie Skovsby (S), næstformand
    Liselott Blixt (UFG), Maja Torp (V) (indskiftet) og Christina Thorholm
    (RV). Desuden deltog udvalgssekretær Karoline Ove Dahl og
    udvalgsassistent Gitte Ravn Jensen.
    Tilsynet mødte op ved afdelingen, og bad om at blive vist rundt. Under
    rundvisningen fik tilsynet lejlighed til at tale med en patient og stille
    spørgsmål til de ansatte.
    Tilsynet blev mødt og vist rundt af sygeplejerske, Tine Paterson og
    sygeplejerske Tina Uhrenholt Jensen.
    2. Tilsynet udtaler
    Tilsynet finder det positivt, at stedet havde faciliteter for patienterne til
    at udfolde sig, kreativt såvel som fysisk.
    Tilsynet finder det beklageligt, at der ikke er struktureret aktiviteter for
    patienterne – f.eks. gennem et ugeskema, men noterer sig svaret til
    tilsynet om, at afdelingen, efter tidspunktet for tilsynets besøg, har ansat
    aktivitetsmedarbejdere, der skal skærpe fokus herpå.
    Tilsynet finder det desuden beklageligt, at faciliteterne fremstod
    nedslidte i det omfang, som det var tilfældet på tidspunktet for tilsynets
    besøg, men noterer sig, at afdelingen står over for at skulle flytte i nye
    rammer, der er både mere indbydende og moderne.
    3. Kort om afdelingen
    Intensivt Sengeafsnit 6 har 12 sengepladser til patienter med psykiske
    lidelser, der indlægges på afsnittet, når de har behov for intensiv pleje og
    behandling, fordi de er hårdt belastet af deres sygdom.
    4. Tilsynets rundgang
    Efter ankomsten og modtagelsen blev tilsynet vist rundt på det Intensive
    Sengeafsnit 6.
    Tilsynet fik under besøget lejlighed til at se afdelingens motionsrum,
    opholdsrum, spiserum, gangarealer, en patientstue, skærmningsmiljøet,
    medicinrummet, samtaleværelset og udendørsarealerne, herunder
    ”multibanen”. På gangarealet hang der både en husorden og en
    kontrolrapport vedrørende maden.
    Afdelingen er af ældre dato og er spartansk indrettet. Tilsynet noterede
    desuden, at der var begrænset lysindfald på afdelingen.
    7. juni 2022
    § 71-tilsynet
    Karoline Ove Dahl
    Udvalgssekretær
    Karoline.dahl@ft.dk
    Folketinget
    Christiansborg
    1240 København K
    3337 5500
    ft@ft.dk
    www.ft.dk
    Offentligt
    §71 Alm.del - Bilag 94
    Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2021-22
    Side 2 | 3
    Afdelingen tilbyder træningsfaciliteter i motionsrummet, bordtennis i
    spiselokalet og boldspil m.v. på ”multibanen”. Personalet oplyste
    ligeledes, at der til tider igangsættes kreative aktiviteter i
    opholdsrummet. Opholdsrummet var bl.a. indrettet med sofaer, specielle
    stole til afstresning, tv, playstation, klaver, borde, stole, spil, og ting til
    kreativ udfoldelse.
    § 71-tilsynet så personalekontoret, og fik fremvist tvangsprotokollen. På
    kontoret var havde personalet overblik over de indskrevne patienter og
    dagens personalesammensætning via skærme.
    Der er ikke et fast ugeskema på afdelingen, og derfor heller ikke
    ugentlige aktiviteter. Personalet oplyste, at det tidligere har været
    tilfældet, men at aktiviteterne for ofte måtte aflyses på grund af
    manglende ressourcer, hvorfor man er gået væk fra dette.
    § 71-tilsynet så en patientstue. Hver stue har eget bad og toilet.
    Patienterne kan låse deres stuer indefra, men de kan ikke låses inde på
    stuen. Der er ikke muligt at åbne vinduerne.
    Skærmningsmiljøet er indrettet mellem to patientstuer. Der er et
    tekøkken, sofa, bord, stole og fjernsyn. Skærmningsmiljøet har desuden
    tilknyttet have. Personalet oplyste, at skærmningsmiljøet sjældent
    anvendes som tvangsforanstaltning, og at det i højere grad anvendes
    efter ønske fra patienter der ønsker det.
    Medicinrummet var aflåst, men medicinen var ikke låst yderligere inde.
    Personalet så dog ikke umiddelbart behov for yderligere
    sikkerhedsforanstaltninger omkring medicinen.
    Til afdelingen er også tilknyttet en udendørs lukket gård med bænke og
    beplantning, og her forefindes også ”multibanen”, der kan bruges til
    diverse sportsaktiviteter. Personalet oplyste, at andre afdelinger også
    bruger banen, og at afdelingerne til tider arrangerer aktiviteter sammen
    på banen.
    Afsnittet fremstod roligt på besøgsdagen, og tilsynet så ikke mange
    patienter.
    Under rundgangen fik tilsynet lejlighed til at tale med en patient, i
    samtaleværelset, der desuden fungerer som besøgsrum, og som bestod af
    et bord og nogle stole, og fungerede ligeledes til opbevaring. Der var
    ikke ansatte til stede i lokalet under samtalerne.
    Under rundgangen fik tilsynet lejlighed til at tale fortroligt med en
    patient. Der var ikke ansatte til stede i lokalet under samtalen.
    5. Øvrigt
    Personalet oplyste, at bæltefiksering foregår på patientens eget værelse,
    men at bæltefiksering foregår relativt sjældent og ofte er i kortere tid i
    forbindelse med medicinering. Personalet anslog bæltefikseringer til
    ”normalvis” at tage ca. 30 minutter. Hvis andre patienter overværer en
    bæltefiksering, så forsøger man at holde eftersamtaler med dem. Forud
    Side 3 | 3
    for bæltefiksering vil man også ofte advare andre patienter, som er
    særligt sårbare over for at overvære bæltefiksering.
    Om maden på stedet fik tilsynet oplyst, at maden kommer fra hospitalets
    køkken, men at man anretter det – enten som portioner eller på fade – for
    at få det til at virke mere hjemligt. Om torsdagen serveres der brunch, og
    i weekenderne laver patienterne mad sammen med personalet.
    Tilsynet fik desuden oplyst, at afdelingen står over for at flytte ind i nye
    rammer. Personalet mente, at dette skulle ske i år 2024. Det glædede
    personalet sig til, fordi den sparsomme plads og de slidte rammer kan
    være en hindring for, at patienterne får en god hverdag på afdelingen.
    Man håber blandt andet på en mere åben indretning, hvor
    indelukketheden ikke er så synlig i indretningen.