B 147 - svar på spm. 1, om beslutningsforslaget er i strid med EU-retten, herunder grundrettighederne i EU-Chartret og bestemmelserne i TEUF om varernes fri bevægelighed (artikel 34-36), den fri etableringsret (artikel 49), tjenesteydelsernes fri bevægelighed (artikel 56) og andre EU-retlige regler og principper, fra transportministeren

Transportministeren
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon 41 71 27 00
Transportudvalget
Folketinget
7. juni 2022
2022-3491
Transportudvalget har i brev af 24. maj 2022 stillet mig følgende
spørgsmål vedrørende B 147 Forslag til folketingsbeslutning om at
indføre forbud mod bilreklamer og krav til bilreklamer, som jeg
hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kristian
Pihl Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 1:
Vil ministeren redegøre for, om beslutningsforslaget er i strid med
EU-retten, herunder grundrettighederne i EU-Chartret og bestem-
melserne i TEUF om varernes fri bevægelighed (artikel 34-36), den
fri etableringsret (artikel 49), tjenesteydelsernes fri bevægelighed
(artikel 56) og andre EU-retlige regler og principper? Der henvises
bl.a. til direktiv 2005/29/EF, som totalharmoniserer reglerne for
virksomheders handelspraksis over for forbrugere, hvorfor de en-
kelte medlemsstater ikke må indføre strengere regler end direkti-
vet, medmindre området er specifikt undtaget direktivets anven-
delsesområde, jf. bl.a. Kommissionens besvarelse af 20. maj 2021
(forespørgslens reference: E-001346/2021), ligesom der henvises
til Kammeradvokatens ”Notat vedrørende markedsføringslovens §
11 b” af 3. februar 2021 til Erhvervsministeren, som bl.a. beskriver
begrænsningerne for national regulering ift. direktiv 2005/29/EF.
Svar:
Jeg har indhentet bidrag fra Erhvervsministeriet i forhold til be-
slutningsforslagets forenelighed med EU-retten for så vidt angår
Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og
direktiv 2005/29/EF. For så vidt angår spørgsmålets del om EU’s
Charter om Grundlæggende Rettigheder (Charteret) har jeg ind-
hentet bidrag fra Justitsministeriet.
Erhvervsministeriet bemærker følgende:
”Det bemærkes, at bidraget alene vedrører spørgsmålet om beslut-
ningsforslagets forenelighed med direktiv 2005/29/EF om urime-
lig handelspraksis og bestemmelserne i TEUF om varernes fri be-
vægelighed (artikel 34-36), den fri etableringsret (artikel 49) og
Offentligt
B 147 - endeligt svar på spørgsmål 1
Transportudvalget 2021-22
Side 2/5
tjenesteydelsernes fri bevægelighed (artikel 56). Erhvervsministe-
riet har ikke foretaget en vurdering af, om de enkelte dele af B 147
er i strid med EU-retten.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj
2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbru-
gerne på det indre marked (herefter direktivet om urimelig han-
delspraksis) er et totalharmoniseringsdirektiv. Det indebærer, at
kravene til markedsføringen inden for direktivets anvendelsesom-
råde - dvs. urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes øko-
nomiske interesser - er ens i alle medlemsstater, og at medlemssta-
terne ikke må indføre strengere eller lempeligere regler end dem,
der allerede følger af direktivet.
Begrebet handelspraksis er defineret i direktivets art. 2, litra d,
hvoraf det fremgår, at en handelspraksis er en handling, udela-
delse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, her-
under reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende
med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt
til forbrugerne.
EU-Domstolen har i flere domme1 slået fast, at direktivet udgør en
udtømmende harmonisering af reglerne om virksomhedernes uri-
melige handelspraksis over for forbrugerne, og at medlemsstaterne
derfor ikke, som det udtrykkeligt fastslås i direktivets artikel 4, kan
vedtage foranstaltninger, der er mere restriktive end dem, der
fremgår af direktivet, ej heller med henblik på at sikre et højere for-
brugerbeskyttelsesniveau.
I dommene slog EU-Domstolen fast, at nationale generelle forbud
mod former for handelspraksis (i de konkrete sager nationale for-
bud mod brugen af tilgift og salgsfremmende konkurrencer) er
uforenelige med direktivet, herunder artikel 4. Et forbud mod re-
klamer for biler med høj CO2 udledning vil derfor som udgangs-
punkt være i strid med direktivet.
Nationale restriktioner for handelspraksis, der ikke forfølger målet
om beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, men andre
mål såsom miljøbeskyttelse, falder uden for anvendelsesområdet
for direktivet om urimelig handelspraksis. Direktivet om urimelig
handelspraksis indskrænker derfor ikke medlemsstaternes mulig-
hed for ud fra hensyn til forbrugernes sundhed og sikkerhed eller
miljøhensyn at fastsætte regler for handelspraksis.
1 Dommen i de forenede sager C-261/07 og C-299/07 præmis 52, dommen i
sag C-304/08, præmis 41 og dommen i sag C-540/08 præmis 3.
Side 3/5
Hvis nationale regler for reklame falder uden for anvendelsesområ-
det for direktiv 2005/29/EF, vil de imidlertid stadig skulle være i
overensstemmelse med EU-retten og navnlig med de grundlæg-
gende frihedsrettigheder, der er fastsat i TEUF (herunder artikel
34-36 i TEUF, artikel 49 og 56 i TEUF og artikel 114, stk. 5 og 6, i
TEUF), jf. Europa-Kommissionens svar af 30. april 2020 på Eu-
ropa-Parlamentsspørgsmålet E-8/2020.2 Det betyder, at sådanne
regler skal være ikke-diskriminerende, begrundet i tvingende al-
mene hensyn og være proportionale.
Proportionalitetsprincippet indebærer, at der ikke må anvendes
mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foran-
staltninger er tilstrækkelige, herunder om de eksisterende bestem-
melser, f.eks. produktsikkerheds- eller forbrugerbeskyttelseslovgiv-
ning, kan være tilstrækkelige til at nå det tilstræbte mål. Indgrebet
skal stå i rimeligt forhold til målet, og foranstaltningen skal også
være egnet til at opnå det tilstræbte formål. Hvorvidt forbuddet vil
kunne anses for at være proportionalt, afhænger således blandt an-
det af, hvor store klimagevinster man opnår ved et reklameforbud
for biler med høj CO2 udledning til klima og miljø, og om disse ge-
vinster kunne være opnået på en anden og mindre indgribende
måde. De samme vurderinger vil skulle foretages i forhold til for-
slagets øvrige dele.
I svaret af 30. april 2020 på Europa-Parlamentsspørgsmålet E-
8/20201 udtalte Europa-Kommissionen, at en national foranstalt-
nings forenelighed med EF-retten skal vurderes konkret, da den af-
hænger af den nationale foranstaltnings nøjagtige ordlyd, de frem-
lagte beviser, dens begrundelse og de mål, den forfølger. Det be-
mærkes generelt, at det vil kræve yderligere udboring før B 147 kan
vurderes i overensstemmelse med ovenstående.”
Justitsministeriet bemærker følgende:
”Efter Justitsministeriets opfattelse vil de forslag, der indgår i be-
slutningsforslaget, afhængig af den nærmere udformning kunne
udgøre indgreb i rettigheder omfattet af EU’s Charter om Grund-
læggende Rettigheder (Charteret). Det fremgår bl.a. af Charterets
artikel 51, stk. 1, at bestemmelserne i Charteret kun er rettet til
medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Det følger af EU-
Domstolens faste praksis, at dette er tilfældet, hvor medlemssta-
terne påberåber sig undtagelser fra f.eks. den primære EU-ret
(traktaterne), herunder de frie bevægeligheder i Traktaten om Den
2 https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/E-9-2020-000008-
ASW_EN.html
Side 4/5
Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).
Justitsministeriet kan i den forbindelse oplyse følgende:
Det følger af Charterets artikel 11, stk. 1, at enhver har ret til yt-
ringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at mod-
tage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra
offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.
Det følger af EU-Domstolens praksis om bestemmelsen, jf. bl.a.
dom af 4. maj 2016 i sag C-547/14, Philip Morris Brands m.fl., at
bestemmelsen også omfatter rent kommercielle ytringer som f.eks.
reklamer. Retten til ytringsfrihed i Charterets artikel 11, stk. 1, sva-
rer til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK)
artikel 10 om retten til ytringsfrihed, jf. Charterets artikel 52, stk.
3, og forklaringerne til Chartrets artikel 11. Ytringsfrihedsbeskyttel-
sen efter Charterets artikel 11, stk. 1, herunder eventuelle begræns-
ninger i ytringsfriheden, skal således fortolkes i overensstemmelse
med EMRK artikel 10, herunder i lyset af retspraksis fra Den Euro-
pæiske Menneskerettighedsdomstol.
Det fremgår desuden af Charterets artikel 16, at friheden til at op-
rette og drive egen virksomhed anerkendes i overensstemmelse
med EU-retten og national lovgivning og praksis. Bestemmelsen
omfatter ifølge praksis fra EU-Domstolen bl.a. krav til oplysninger
i reklamer.
Nationale markedsføringsregler af den karakter, der foreslås med
beslutningsforslaget, vil efter omstændighederne kunne udgøre et
indgreb i retten til kommerciel ytringsfrihed og retten til erhvervs-
frihed, jf. Charterets artikel 11 og 16. Sådanne begrænsninger skal
bedømmes efter Charterets artikel 52, stk. 1, hvoraf det fremgår, at
enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der
anerkendes i Charteret, skal være fastlagt i lovgivningen og skal re-
spektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Un-
der iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres
begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til
mål af almen interesse, der er anerkendt af EU, eller et behov for
beskyttelse af andres rettigheder og friheder.
Ved vurderingen af de forslag, der fremgår af beslutningsforslaget,
vil retten til kommerciel ytringsfrihed og retten til at drive erhverv
dermed skulle afvejes over for mål af almen interesse, der er aner-
kendt af EU, under hensyntagen til proportionalitetsprincippet.”.
Side 5/5
Med venlig hilsen
Trine Bramsen