B 72 - svar på spm. 25 om reglerne om kommercielt surrogati i de øvrige nordiske lande, fra ministeren for ligestilling

Ministeren for ligestilling
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon 41 71 27 00
Ligestillingsudvalget
Folketinget
1. juni 2022
2022-1075
Ligestillingsudvalget har i brev af 25. marts 2022 stillet mig føl-
gende spørgsmål 25 (B 72), som jeg hermed skal besvare. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 25:
”Vil ministeren redegøre for reglerne vedrørende kommercielt sur-
rogati i de øvrige nordiske lande, herunder hvilken beskyttelse der
er mod økonomisk udnyttelse af den fødende, regler for barnets
rettigheder, hvis de ikkefødende forældre fortryder, ved fødselsska-
der psykisk og fysisk samt barnets ret til at søge tilbage og kende
eget ophav?”
Svar:
Som det fremgår af det foreløbige svar af 30. marts 2022 har So-
cial- og Ældreministeriet oplyst, at det er nødvendigt at indhente
bidrag fra de nordiske lande til brug for besvarelsen af spørgsmå-
let.
Social- og Ældreministeriet har indhentet nedenstående bidrag om
de nordiske landes regulering af surrogataftaler:
”Svensk ret
Det svenske Justitiedepartementet har oplyst følgende:
”Sundhedslovgivningen i Sverige giver ikke mulighed for at gen-
nemføre surrogataftaler med sundhedsvæsenets hjælp. Efter
svensk ret er det ikke forbudt at indgå surrogataftaler, men afta-
lerne er ikke bindende og har således ikke retsvirkninger. Det er
ikke forbudt at annoncere efter surrogatmødre eller på anden
måde formidle kontakt mellem barnløse og surrogatmødre.
Offentligt
B 72 - endeligt svar på spørgsmål 25
Ligestillingsudvalget 2021-22
Side 2/7
Efter svensk ret anses den kvinde, der føder barnet, for barnets
retlige mor, mens faderskabet til barnet kan fastslås efter de al-
mindelige regler om faderskab.
Efter svensk adoptionslovgivning gælder et betalingsforbud,
hvilket betyder, at en adoption ikke må meddeles, hvis nogen
har givet eller lovet betaling eller aftalt betaling til barnets un-
derhold. Det har været diskuteret, om forbuddet mod betaling
ville udgøre en hindring for adoption ved surrogataftaler. En
statslig undersøgelse fra 2016 undersøgte disse sager. Da der
ikke efter svensk lovgivning kræves samtykke fra surrogatmoren
for, at den, der er gift med faderen, kan adoptere barnet, ville
det ifølge undersøgelsen i den situation ofte være vanskeligt at
påstå, at der er sket betaling for adoptionen. Ifølge undersøgel-
sen kunne betalingen til surrogatmoren derfor ikke anses for at
være betaling for en adoption, der senere gennemføres i Sverige.
Der er dog både eksempler på svenske domme, hvor forbuddet
mod betaling har været og ikke har været en hindring for adop-
tion ved surrogataftaler. Det har ikke været prøvet af Højesteret
i Sverige.
Hvis en tiltænkt forælder er gift eller samboende med barnets
retlige far, kan der søges om stedbarnsadoption, også selvom
surrogatmoren har modtaget vederlag. Der er ikke gennem reg-
ler eller praksis opstillet begrænsninger vedrørende vederlagets
størrelse. Stedbarnsadoption kan søges umiddelbart efter, at fa-
derskabet er fastslået. Som det fremgår er der dog også eksem-
pler på, at betalingsforbuddet har været en hindring for adop-
tion ved surrogataftaler.
De gældende svenske regler giver således mulighed for, at det
retlige forældreskab til et barn, der er resultatet af en surrogat-
aftale, kan fastsættes i forlængelse af barnets fødsel ved en sted-
barnsadoption i overensstemmelse med de tiltænkte forældres
og surrogatmorens intentioner.
Afgørelsen om stedbarnsadoption træffes efter de almindelige
regler om adoption, hvorefter der altid skal foretages en konkret
vurdering, og barnets bedste altid er afgørende. Der gælder i
den forbindelse ikke særlige krav eller begrænsninger i forhold
til den surrogataftale, som barnet er kommet til verden på bag-
grund af. Det tillægges således ikke betydning, om aftalen inde-
holder punkter fx om barnets rettigheder, herunder muligheden
for at søge tilbage til sit ophav, om de ikkefødende forældres
mulighed for at fortryde og om betydningen af at barnet ved
fødslen er fysisk eller mentalt skadet. Endvidere tillægges det
Side 3/7
ikke betydning, om der forud for surrogataftalens indgåelse er
stillet særlige krav til surrogatmorens økonomiske og sociale si-
tuation, eller om aftalen indeholder punkter om beskyttelsen af
surrogatmoren. Disse forhold vil dog efter omstændighederne
kunne påvirke udfaldet af vurderingen af, om adoption kan
meddeles. Disse spørgsmål er dog ikke prøvet af Højesteret i
Sverige.
Ved en afgørelse om stedbarnsadoption foretages der således en
vurdering af, om adoptionen vil være bedst for barnet. I den for-
bindelse vurderes det, om barnet lever i en stabil familierelation
med den tiltænkte forælder, og om barnet har behov for trygge
retlige rammer til den tiltænkte forælder. Hvis der er tale om et
lille barn, og der derfor ikke har været et langt samliv mellem
barnet og den tiltænkte forælder, vurderes det, om den tiltænkte
forælder har et reelt ønske om at opfostre barnet, og om barnet
har behov for, at den tiltænkte forælder også er retlig forælder.”
Norsk ret
Det norske Barne- og familiedepartementet har oplyst følgende:
”Surrogatmoderskab er ikke tilladt i Norge, og der er ingen sær-
lige regler for etablering eller overførsel af forældreskab i til-
fælde af en surrogataftale. Det betyder, at de almindelige regler
for faderskab og moderskab gælder. Selvom surrogataftaler ikke
er tilladt i Norge, er det ikke forbudt at indgå aftaler om surro-
gatmoderskab. Aftalerne er dog ikke bindende, og har ingen
retsvirkninger. Bioteknologiloven (lov om human medicinsk an-
vendelse af bioteknologi mv.) giver ikke mulighed for at tilbyde
assisteret befrugtning (insemination eller prøverørsbefrugtning)
ved surrogatmoderskab.
Et befrugtet æg kan kun indsættes i livmoderen på den kvinde,
der skal være barnets mor, jf. § 2-15, 1. led. Der er også betingel-
ser for, hvornår man kan udføre insemination, og forudsætnin-
gen er, at det er kvinden, der modtager assisteret befrugtning,
der skal være barnets mor. Den, der overtræder loven eller reg-
ler udstedt i medfør af loven, kan straffes med bøder eller fæng-
sel indtil 3 måneder. Det samme gælder den, der medvirker til
en sådan overtrædelse. Strafansvar gælder dog ikke for private,
der ansøger om eller benytter tilbud, der er i strid med loven,
herunder surrogatmoderskab. Privatpersoner, der i Norge for-
midler eller tilbyder ydelser til andre, som ikke er tilladt efter
loven, kan dog efter omstændighederne være omfattet af straffe-
Side 4/7
bestemmelsen, herunder ansvar for medvirken. Det samme gæl-
der virksomheder, foreninger eller organisationer, der medvir-
ker til overtrædelse af loven, typisk gennem formidlingsvirk-
somhed.
I perioden fra 8. marts 2013 til 31. december 2015 gjaldt en
midlertidig lov om surrogatmoderskab i Norge (lov af 8. marts
2013 nr. 9 om overførsel af forældreskab for børn i Norge født af
surrogatmor i udlandet mv.). Efter den midlertidige lov kunne
ægtefællen, samleveren eller den registrerede partner til barnets
far ansøge om at få forældremyndigheden overført til sig selv fra
surrogatmoren. En forudsætning for en sådan overdragelse var,
at både barnets far og ansøger var part i surrogataftalen, og at
surrogatmoderen gav samtykke til overdragelsen, hvis hun
havde del i forældremyndigheden. Formålet med den midlerti-
dige lov var at gøre det lettere for børn at have en juridisk til-
knytning til begge sine omsorgspersoner. Siden loven blev op-
hævet i 2015, er der ikke stillet forslag for Stortinget om lovgiv-
ning om surrogatmoderskab.
Efter norsk ret anses den kvinde, der føder barnet, som barnets
retlige mor, mens faderskabet til barnet kan fastslås efter de al-
mindelige regler om faderskab.
Hvis en tiltænkt forælder er gift eller samlevende med barnets
retlige far, kan der søges om stedbarnsadoption, selvom surro-
gatmoderen har modtaget vederlag. Der er ikke gennem regler
eller praksis opstillet begrænsninger vedrørende vederlagets
størrelse.
Afgørelsen om stedbarnsadoption træffes efter de almindelige
regler om adoption. Udgangspunktet for stedbarnsadoption er,
at den, der søger om at adoptere ægtefællens barn, skal have op-
fostret barnet i mindst 5 år og ønske at opfostre barnet yderli-
gere. Når særlige grunde taler herfor, kan der gøres undtagelse
til kravet om længden af opfostring. Undtagelse fra kravet om
længden af opfostring er relevant, hvis barnet har behov for to
retlige forældre. Vurderingen må her tage udgangspunkt i bar-
nets bedste. Ved vurderingen er barnets holdning central, men
også forældrenes synspunkter vægtes. Barnets tilknytning til
ansøgeren, barnets kontakt med den forælder, det søges adopte-
ret fra, eventuelle konflikter mellem de oprindelige forældre og
varigheden af forholdet mellem ansøgeren og barnets forælder,
behov for juridisk tilknytning til ansøgeren, familietilknytnin-
gen, som vil bortfalde ved eventuel adoption, hensynet til even-
Side 5/7
tuelle søskende, som ansøgeren samtidig skal adoptere, er rele-
vante forhold. I praksis lægges der stor vægt på, om barnet er
blevet til ved surrogatmoderskab. Dette skyldes, at det udtryk-
keligt fremgår af lovforarbejderne, at brugen af surrogatmoder-
skab kan indikere, at der skal gøres undtagelse fra kravet om
mindst 5 års opfostring. De her nævnte forhold har derfor min-
dre vægt i sager om stedbarnsadoption ved surrogatmoderskab
end i almindelige sager om stedbarnsadoption.
Med hensyn til selve surrogataftalen gennemgår man denne for
at sikre, at der ikke er noget, der tyder på, at surrogatmoderen
har handlet under tvang. Det kontrolleres også, om ansøgeren
er aftalepart, da det er vigtigt, om barnet er planlagt i fælles-
skab. Aftalen skal indsendes i original eller bekræftet kopi.”
Finsk ret
Det finske Justitsministerium har oplyst følgende:
”Den finske lovgivning om assisteret fertilitetsbehandling giver
ikke mulighed for at gennemføre surrogataftaler med fertilitets-
klinikkers hjælp. Efter finsk ret er det forbudt at tilbyde fertili-
tetsbehandling med henblik på at muliggøre surrogataftaler.
Der gælder ikke et særskilt forbud mod at annoncere efter sur-
rogatmødre eller på anden måde formidle kontakt mellem barn-
løse og surrogatmødre.
Efter finsk ret anses den kvinde, der føder barnet, som barnets
juridiske mor, mens faderskabet til barnet fastlægges efter de
almindelige regler om faderskab.
Det følger af den finske lov om moderskab, at en udenlandsk af-
gørelse, der fastslår en person som mor til et barn i stedet for
den fødende kvinde, kun anerkendes i Finland, hvis afgørelsen
er truffet i den stat, hvor kvinden, der anses for at være mor har
sit sædvanlige opholdssted på tidspunktet for barnets fødsel.
Hun skal desuden have opholdt sig samme sted uden afbrydelse
i mindst et år før barnets fødsel. En sådan afgørelse anerkendes
også i Finland, hvis afgørelsen anerkendes i den stat, hvor kvin-
den, der anses for barnets mor, har sit sædvanlige opholdssted i
den stat på tidspunktet for barnets fødsel, og hvor hun har haft
ophold uden afbrydelse i mindst et år før barnets fødsel.
Formålet hermed er, at den tiltænkte forælder har haft tilstræk-
kelig tilknytning til den stat, hvor afgørelsen er truffet, og på
Side 6/7
denne måde forhindres omgåelse af det finske forbud mod sur-
rogatmoderskab.
I nogle tilfælde vil denne retstilstand kunne medføre, at et etab-
leret forhold mellem en tiltænkt mor og et barn ikke kan aner-
kendes, selvom det ville være til barnets bedste. Forholdet vil i
stedet kunne fastslås ved en adoption.
Efter finsk adoptionslovgivning gælder et betalingsforbud, hvil-
ket betyder, at en adoption ikke må meddeles, hvis nogen har
givet eller lovet betaling for adoptionen.
Der er dog nogle få domme fra finske distriktsdomstole, hvor en
stedbarnsadoption er blevet tilladt (når en tiltænkt forælder er
gift med barnets retlige far), selvom det har været kendt, at bar-
net er blevet født på grundlag af en international surrogataftale,
hvor surrogatmoren har modtaget betaling. Disse domstole har
begrundet afgørelserne med hensynet til barnets bedste. Hver
sag er blevet bedømt konkret og individuelt. Der er ingen præ-
cedens for denne praksis ved Højesteret i Finland.”
Islandsk ret
Det islandske Justitsministerium har oplyst følgende:
”I Island er surrogasi defineret i lov om kunstig befrugtning og
brug af menneskelige kønsceller og embryoer til stamcelleforsk-
ning nr. 55/1996, som en kunstig befrugtning udført på en
kvinde, der har til hensigt at bære et barn for en anden kvinde,
og som før graviditeten har accepteret at give afkald på barnet
umiddelbart efter fødslen. Lovgivningen hører under Sundheds-
ministeriet i Island. Af lovens § 5 fremgår det, at surrogatmo-
derskab ikke er tilladt. En surrogataftale, som er indgået i Is-
land om surrogatmoderskab, vil formodentlig blive betragtet
som ugyldig, og det vil derfor ikke være muligt at støtte ret på
dens indhold. En surrogataftale kan derfor ikke tilsidesætte de
grundlæggende principper, der gælder om moderskab og fader-
skab og retsvirkningerne, der følger heraf. En kvinde, der føder
et barn, kan derimod med faderens samtykke bortadoptere sit
barn eller overlade forældremyndigheden til en anden. I begge
tilfælde skal myndighederne dog sikre, at det vil være til barnets
bedste. Der gives således ikke adoptionstilladelse, medmindre
det efter en undersøgelse foretaget af det relevante børnebeskyt-
telsesudvalg af spørgsmålet om det kommende adoptivbarn og
dem, der anmoder om adoption, godtgøres, at adoption er til
Side 7/7
barnets bedste. En aftale om overdragelse af forældremyndighe-
den til tredjemand træder i kraft ved bekræftelse fra distrikts-
kommissæren efter at have modtaget indstilling fra børne-
værnsudvalget.
Der er ikke nylige lovændringer i Island vedrørende surrogat-
moderskab. I oktober 2015 blev et lovforslag, der havde til for-
mål at tillade surrogataftaler til altruistiske formål, forelagt det
islandske parlament af sundhedsministeren. Lovforslaget blev
førstebehandlet og henvist til udvalgsbehandling, hvor der ikke
blev afgivet udtalelse om lovforslaget, som derfor ikke blev an-
denbehandlet. Lovforslaget er ikke blevet forelagt parlamentet
igen.
I Island har der været tilfælde, hvor børn er født i udlandet af
surrogatmødre og bragt til Island. Disse situationer er blevet be-
handlet fra sag til sag. Hvis det fastslås, at den islandske ægte-
mand faktisk er den biologiske far til et barn, er det muligt at
anerkende faderskabet, men hvis surrogatmoderen er gift, be-
tragtes hendes mand som faderen. Surrogatmoderen anses altid
for at være mor til barnet, og derfor er den eneste mulighed for
den islandske hustru (kvinde) at adoptere barnet.”
Med venlig hilsen
Trine Bramsen