B 143 - svar på spm. 4 om henvendelserne af 27/5 og 30/5-22 fra Jan Bækgaard Nielsen, Farum, fra social- og ældreministeren

1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
sm@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 30. maj 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 4 (B 143) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 4:
”Vil ministeren kommentere henvendelserne af 27. maj og 30. maj 2022 fra Jan
Bækgaard Nielsen, Farum, jf. B 143 - bilag 6, 7 og 8.”
Svar:
Med spørgsmål 4 til B 143 har udvalget sendt en række nye henvendelser fra
Jan Bækgaard Nielsen. Henvendelserne spænder i indhold meget bredt og
relaterer sig også til spørgsmål og problemstillinger, som ligger uden for det
stillede beslutningsforslag. Henvendelserne er derfor vanskelige at adressere
mere detaljeret inden for rammerne af besvarelse af udvalgsspørgsmål, hvorfor
mine kommentarer er mere overordnede.
I forhold til bilag 6, som adresserer mit tidligere svar på spørgsmål 9 (B 125),
kan jeg oplyse, at svaret på spørgsmål 9 skal afspejle, at det stillede
beslutningsforslag vedrører muligheden for at fastsætte overvåget
kontaktbevarende samvær og indføre en ”fast track”-ordning til hurtig afgørelse
af højkonfliktsager i det familieretlige system. Derfor har jeg ved besvarelsen
alene forholdt mig til børnehusenes rolle i familieretlige tvister.
Jeg henholder mig i øvrigt til mit svar på spørgsmål 3 til B 143, hvoraf det
fremgår, at henvendelsen af 19. maj 2022 til udvalget om standardiseret
minimumssamvær beror på den misforståelse, at der altid opereres med et
standardiseret minimumssamvær, også ved fastsættelse af almindeligt løbende
samvær, hvilket ikke er tilfældet.
Med hensyn til kommentarerne til VIVEs analyse og forskning på området, må
der lægges vægt på, at der har været nedsat en følgegruppe med forskere m.fl.
til at følge VIVEs tilrettelæggelse og gennemførelse af analysearbejdet, og jeg
finder på det foreliggende grundlag ikke anledning til at rejse tvivl om VIVEs
konklusioner. Samtidig vil jeg henholde mig til mit svar på spørgsmål 3 til B
143, hvor det fremgår, at ministeriet er bekendt med, at der findes en række
studier, som viser, at børn med deleordninger trives bedre end børn med
mindre omfattende ordninger.
For nærmere om fuldbyrdelse af forældreansvarssager henviser jeg til VIVEs
undersøgelse: ”Fuldbyrdelsesager efter forældreansvarsloven. Før og efter den
Sagsnr.
2022 - 1319
Doknr.
577960
Dato
01-06-2022
Offentligt
B 143 - endeligt svar på spørgsmål 4
Social- og Ældreudvalget 2021-22
2
familieretlige reform i 2019”, som er offentliggjort i marts 2022 og dermed
indeholder nyeste viden om fuldbyrdelsesområdet.
Endelig skal jeg om det, der i henvendelsen henvises til som et ”efterværn” i
forældreansvarssager, bemærke, at der er tale om civilretlige partstvister
mellem to forældre, som ikke kan enes om deres barn og derfor må inddrage
myndighederne. Myndighederne handler i øvrigt kun efter ansøgning. I det
familieretlige system er det muligt at lave prøveordninger ved midlertidige
afgørelser, der så kan følges op af en endelig afgørelse.
Er et barn i mistrivsel, fx på grund af en meget konfliktfyldt skilsmisse, er det
kommunen, der kan vurdere, om der er behov for særlig støtte til barnet.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
Bilag
B 125 – svar på spørgsmål 9
B 143 – svar på spørgsmål 3


1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
sm@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 9. maj 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 9 (B 125) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 9:
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 9. maj 2022 fra Jan Bækgaard
Nielsen, Farum, jf. B 125 - bilag 2.”
Svar:
Den vedlagte henvendelse giver mig anledning til indledningsvist at
understrege, at efter § 1 i forældreansvarsloven skal hensynet til barnets
bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række i alle
forhold, som er omfattet af loven. Loven hviler på et princip om, at det er bedst
for et barn at have kontakt med begge sine forældre, men i nogle få tilfælde gør
hensynet til barnets bedste og ret til trivsel og beskyttelse, at kontakten skal
begrænses eller afskæres, herunder mens en sag behandles.
I et mindre antal af de samværssager, Familieretshuset behandler, kan det på
grund af helt særlige udfordringer være svært at bevare barnets relation til
samværsforælderen under sagens behandling. Det er sager, hvor det på grund
af uafklarede sociale risikofaktorer eller et højt konfliktniveau ikke er muligt at
fastsætte et standardiseret kontaktbevarende samvær.
Familieretshuset har oplyst, at der er særligt fokus på disse sager for at undgå
unødige afbrydelser af kontakten mellem barn og forælder.
Derfor vurderer Familieretshuset løbende under sagens behandling, om
sagsoplysningen både skal tage sigte på muligheden for at fastsætte et
standardiseret kontaktbevarende samvær og på muligheden for at fastsætte et
almindeligt midlertidigt samvær. Dermed bliver den samlede sagsbehandling
frem mod et eventuelt almindeligt midlertidigt samvær kortere, da behandlingen
ikke afventer afgørelsen om kontaktbevarende samvær.
Det er korrekt, at Familieretshuset i sin afdækning af forholdene i en sag ofte er
afhængig af oplysninger fra andre myndigheder, og dette kan have betydning
for sagsbehandlingstiden. Jeg kan dog oplyse, at Familieretshuset i sidste
kvartal af 2021 overholdt fristen på 3 uger i sager om kontaktbevarende
samvær i mere end 90 pct. af sagerne.
Særligt for så vidt angår børnehusene skal jeg bemærke, at de skal anvendes
af kommunerne som led i den børnefaglige undersøgelse af et barns forhold i
Sagsnr.
2022 - 1236
Doknr.
573420
Dato
25-05-2022
Offentligt
B 125 - endeligt svar på spørgsmål 9
Social- og Ældreudvalget 2021-22
Offentligt
B 143 - endeligt svar på spørgsmål 4
Social- og Ældreudvalget 2021-22
2
tilfælde, hvor der er viden eller mistanke om, at et barn har været udsat for
overgreb, og når politi eller sygehusvæsen er involveret i sagen. Børnehusene
er således ikke et fast element i behandlingen af familieretlige tvister mellem to
forældre.
Med venlig hilsen
Astrid Krag


1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
sm@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 20. maj 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 3 (B 143) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 3:
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 19. maj 2022 fra Jan Bækgaard
Nielsen, Farum, jf. B 143 - bilag 5.”
Svar:
I henvendelsen problematiserer Jan Bækgaard Nielsen, at der i reguleringen af
et barns samvær med den forælder, barnet ikke bor hos, opereres med et
standardiseret minimumssamvær, jf. § 8 i forældreansvarsbekendtgørelsen.
Han peger i forlængelse heraf på, at der gennemføres en belysning af
betydningen af samværets omfang.
Indledningsvist vil jeg gerne slå fast, at ovenstående beror på den
misforståelse, at der altid opereres med et standardiseret minimumssamvær,
også ved fastsættelse af almindeligt løbende samvær, hvilket ikke er tilfældet.
Bestemmelsen i § 8 i bekendtgørelsen vedrører alene fastsættelse af
kontaktbevarende samvær, hvor der opereres med et standardiseret samvær
for at sikre en hurtig retablering af kontakt i situationer, hvor der ikke er grund
til, at kontakten mellem barn og forælder er blevet brudt. Når kontakten er
retableret, kan der under sagens videre behandling fastsættes yderligere
samvær, hvor det vurderes at være bedst for barnet.
I situationer hvor det standardiserede samvær er mindre, end det samvær
forælderen tidligere havde, kan der i stedet træffes en almindelig midlertidig
afgørelse om fastsættelse af samvær i større omfang, end hvad der følger af §
8 i forældreansvarsbekendtgørelsen.
Herudover kan jeg oplyse, at forældreansvarsloven bygger på en formodning
om, at det er bedst for barnet at have kontakt med begge sine forældre.
Samværets omfang fastsættes endvidere altid ud fra, hvad der vurderes at
være bedst for det enkelte barn. De eksempler på situationer, hvor et samvær
kan ophæves, der henvises til i henvendelsen, er ikke udtryk for, at kontakten
så altid vil blive afskåret. Det vil som nævnt afhænge af, hvad der vurderes at
være bedst for barnet i den konkrete situation.
Endelig kan jeg oplyse, at ministeriet er bekendt med, at der findes en række
studier, som viser, at børn med deleordninger trives bedre end børn med
Sagsnr.
2022 - 1319
Doknr.
575192
Dato
25-05-2022
Offentligt
B 143 - endeligt svar på spørgsmål 3
Social- og Ældreudvalget 2021-22
Offentligt
B 143 - endeligt svar på spørgsmål 4
Social- og Ældreudvalget 2021-22
2
mindre omfattende ordninger. I forlængelse heraf skal jeg bemærke, at VIVE
har gennemført en analyse, som har til formål at afdække, om samværets
omfang kan isoleres på denne måde, eller om der er flere forhold i familierne,
som har betydning for børns trivsel dette. Analysen konkluderer bl.a. følgende:
”Ved første øjekast ser børn i deleordninger ud til at trives lidt bedre end
børn med mindre omfattende samværsordninger og dem, der intet
samvær har. Analysen har vist, at betydningen af selve
samværsarrangementet reduceres, når vi tager højde for en række af de
ovennævnte karakteristika ved familierne, herunder om barnet har et
handicap. Når vi tillige kontrollerer for betydningen af relationelle
faktorer, særligt om forældrerelationen er konfliktfyldt, opløses den
statistiske sammenhæng mellem samværsarrangementet og
børnetrivsel. Analyseresultatet giver imidlertid ikke anledning til at drage
konklusioner om, at indretningen af samværet er underordnet. Analysen
viser netop, at en god relation til moren og faren hver især bidrager
positivt til barnets trivsel. At udvikle relationer indebærer selvsagt, at
man har mulighed for at tilbringe tid sammen.”
Analysen kan læses i udgivelsen ”Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel
2018”.
I min optik må hensynet bag en samværsordning være, at den skal afspejle
barnets konkrete situation for på den måde at skabe den bedst mulige løsning
for det enkelte barn. For nogle børn er en deleordning, den rigtige løsning, og
for andre børn er et mindre omfattende samvær den rette vej. Det er også dette
princip om individuel stillingtagen, myndighederne arbejder ud fra, når der skal
træffes afgørelse om samvær.
Derfor mener jeg ikke, at der er grundlag for at iværksætte en nærmere
belysning af samværsordninger.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
3
Bilag:
[Her anføres bilagsnummer og -titel for hvert vedlagt bilag, adskilt med linjeskift.]