Henvendelse af 31/5-22 fra Jan Bækgaard Nielsen, Farum

Folketinget
Social- og Ældreudvalget
Farum d. 31. maj 2022
I forlængelse af sag hvor Folketingets Ombudsmand 4. maj 2021 udtalte stærk kritik af Familieretshusets på
området overvåget samvær, henvendte Folketingets Ombudsmand sig igen til Familieretshuset d. 10.
december 2021, denne gang vedrørende den generelle ventetid på udarbejdelse af børnesagkyndige
undersøgelser og sagkyndige erklæringer.
På tidspunktet for henvendelsen forlød det:
”Ventetiden for børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer i
København og omegn er efter det oplyste omkring 8 måneder, og det er
Familieretshusets forventning, at ventetiden vil være den samme for resten af
2021.”
Kan ministeren oplyse om Folketingets Ombudsmand har fået svar på spørgsmålet fra
seneste henvendelse, der lød:
”Jeg vil i midten af 2022 bede Familieretshuset om at underrette mig om
status på ventetider på børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige
erklæringer med henblik på at følge op på, om de iværksatte tiltag har ført til
nedbringelse af ventetiden.”
Supplerende spørgsmål:
Kan ministeren oplyse udvikling i den samlede sagsbehandlingstid pr. kvartal pr. år – fra
henvendelse til Familieretshuset til når afgørelse foreligger for hhv. §6 og §7 sager hvori der
enten indgår børnesagkyndige undersøgelser eller sagkyndige erklæringer? Gerne således at
regionale forskelle belyses, samt at gennemsnitlig, korteste og længste ventetid fremgår.
Kan ministeren oplyse henholdsvis gennemsnitlig, korteste og længste ventetid for en sags
behandling i sin helhed; altså hvor lang tid går fra afslutningen af en fase til påbegyndelse af
en ny fase? Med ventetid forstås at der fra myndighedsside ikke foregår aktiv
sagsbehandling.
Kan ministeren oplyse om der i sager med sager med en meget lang sagsbehandlingstid, hvor
der eksempelvis er gået +6 måneder før end børnesagkyndige undersøgelser er påbegyndt,
er defineret særlige forhold som den sagsansvarlige psykolog skal være opmærksom på at
inddrage/belyse, som følge af at kontakten mellem barn og den ene forælder på tidspunktet
allerede kan have været afbrudt i 6-12 måneder eller længere?
Familieretshusets opererer med at kunne afslå at fastsætte eller ophæve samvær med begrundelsen ”der
har været lang tids adskillelse mellem barnet og samværsforælderen”.
Kan ministeren oplyse hvorledes ”lang tid” defineres?
Offentligt
B 143 - Bilag 10
Social- og Ældreudvalget 2021-22
Kan ministeren oplyse om formuleringen også gælder en ikke uegnet samværsforælder, der
har haft 7/7 ordning frem til samværets afbrydelse? Årsagen til status som samværsforælder
kan ofte være, at man ikke har haft aftalt delt bopæl, hvilket først blev muligt 1. april 2019.
Kan ministeren oplyse om sager med meget lang behandlingstid, hvor samværet har været
afbrudt i 6 måneder eller mere, men hvor der ingen særlige risikofaktorer foreligger, er
omfattet af forholdet ”der har været lang tids adskillelse mellem barnet og
samværsforælder” eller der er udarbejdet retningslinjer, der har til formål at reetablere
samvær? I så fald hvilke retningslinjer er gældende?
Kan ministeren oplyse det videnskabeligt undersøgte og evidensbaserede grundlag for at det
skulle være til barnets bedste at ikke reetablere samvær som følge af ”lang tids adskillelse”?
I bortførelsessager: Det er vel gældende praksis at bortførelse af et barn
indebærer at reetablering af samvær med en ikke uegnet forælder, ikke
efterfølgende afvises med begrundelsen ”lang tids adskillelse”?
Nye samliv: Når forældre indgår i nye relationer efter samlivsbrud,
introduceres barnet ofte til nye voksne såvel børn, som på forskellig vis bliver
en del af de nære relationer, dog ofte med efterfølgende brud til følge, dette
for 75% af tilfældene. Derfor synes det bemærkelsesværdigt at man ikke
ønsker at sikre barnet god kontakt til en ikke uegnet forælder og dennes
familie igennem hele barnets opvækst, uanset de omskiftelige relationer deres
forældre ellers måtte indgå i.
Denne forespørgsel vedrører således ikke følgende forhold, der vedrører Folketingets Ombudsmands kritik
af 4. maj 2021:
For 2021 er sagsbehandlingstid for kontaktbevarende samvær oplyst ved at
sagsbehandlingstid er angivet til at tage gns. 3,4 uger med et maksimum på 22 uger
For 2021 er sagsbehandlingstid for midlertidige afgørelser om samvær oplyst til gns. 8,6 uge
uden angivelse af maksimum.
For 2021 er ventetid på overvåget samvær oplyst til gns 11 uger med et maksimum på 45,7
uger.
For 2021 er oplyst at 11% af §6 sagerne er omvisiteret til §7 sag efter indledende visitering
mens 24% er omvisiteret til §7 sag under selve sagens behandling.
For 2021 er oplyst at 17% af §7 sagerne er omvisiteret til §6 sag efter indledende visitering
mens 15% er omvisiteret til §7 sag under selve sagens behandling.
Med venlig hilsen
Jan Bækgaard Nielsen
Gammelgårdsvej 17
3520 Farum
Bilag
Folketingets Ombudsmand – henvendelser på eget initiativ
04.05.2021 Link:
https://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/samtykke_til_sagkyndig/brev_til_familie
retshuset/
21.10.2021 Link:
https://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/for_lange_sagsbehandlingstider/udtalel
se/
Familieretshuset retningslinjer
Link: https://familieretshuset.dk/foraeldreansvar/foraeldreansvar/samvaer


Bilag 6
Kronik i Politiken
KRONIKEN 28. MAJ 2022 KL. 15.06
JAN LINDELL PER SCHULTZ JØRGENSEN JANE BÆKGAARD JØRN NEDERGAARD ANDERS WENDT JENSEN
MORTEN KJÆR EGEBJERG
Jan Lindell er specialist i samværsjura. Per Schultz Jørgensen er professor emeritus, dr. phil. Jane Bækgaard er aut.
psykolog, medlem af Dansk Psykologforenings Selskab for Børnesagkyndige. Jørn Nedergaard er mediator og advokat.
Anders Wendt Jensen er journalist og indehaver af podcasten Uden min datter. Morten Kjær Egebjerg er medlem af
socialministerens Rådgivende Udvalg i Familieretshuset, tidl. dir. for Fonden Fundamentet.
TV 2 har med udsendelserne ’Med børnene som våben’ igen sat fokus på problemerne i vores familieretlige
system, som ser ud til at være magtesløst over for de forældre, der efter en skilsmisse vil holde den anden
forælder væk fra deres fælles barn med falske påstande.
Ifølge stationen var det sidste år mere end 300 børn, der mistede kontakten til den ene forælder.
Problemet er langt fra nyt. I oktober afholdt Folketingets Social- og Ældreudvalg således en høring om det
familieretlige system. Høringen resulterede i 28 anbefalinger til forbedringer. De er efterfølgende alle
blevet afvist af social- og ældreministeren, som ønsker at afvente en stor evaluering af hele
familieretsreformen fra 2019, som først skal finde sted i 2023.
Et gensyn med høringen (som ligger på www.ft.dk) viser da desværre også, at der ikke er sket noget på
området i løbet af det sidste halve år.
Jo, takket være en tilførsel af 342 mio. kr. er forældrenes ventetid på det første møde med Familieretshuset
blevet nedbragt til 65 dage i de komplekse sager (§7-sagerne).
Men som formanden for familieadvokaterne, Anne Broksø, ganske rigtigt påpegede i B.T. 15. april, gør
kortere ventetid på det første møde »ikke nødvendigvis, at ventetiden i den samlede sagsbehandling er
nedbragt«.
Det er en meget væsentlig pointe! Og det ville være nyttigt, hvis Familieretshuset ville fremlægge en
opgørelse over, hvor lang sagsbehandlingstiden er fra første møde, indtil en midlertidig afgørelse bliver
truffet, og derfra indtil en sag er endelig afgjort i Familieretshuset eller oversendes til Familieretten. Men
det fører huset vist ikke statistik over – selv om statistik var noget af det, der blev efterlyst på høringen.
En af oplægsholderne på høringen, lektor og ph.d. ved Aarhus Universitet Caroline Adolphsen, gjorde
opmærksom på, hvor vigtigt det er i den familieretlige lovgivning at holde fast i, at barnet grundlæggende
har ret til to forældre. Og at også forældrene har ret til et familieliv.
Disse rettigheder er konventionssikret, og derved har staten ansvar for at sikre dem. Så når staten griber
ind og fratager barnet retten til to forældre og fratager den ene forælder retten til et familieliv, skal dette
være begrundet med de undtagelser, som konventionerne nævner. Hvilket vil sige: At det ikke er til barnets
bedste at bevare kontakten til den ene eller begge forældre.
Her anfører staten med Familieretshuset som udførende part, at sociale risikofaktorer såsom misbrug,
psykisk sygdom og vold udgør tilstrækkeligt grundlag til at ophæve retten til indbyrdes kontakt mellem barn
Offentligt
B 143 - Bilag 10
Social- og Ældreudvalget 2021-22
og forælder. Ét stort problem her er imidlertid, at man ikke ophæver barnets og forælderens rettigheder på
grundlag af en faktisk eksisterende og veldokumenteret risikofaktor, men på grundlag af en påstand om, at
en sådan risikofaktor for barnet er i spil hos den pågældende forælder.
Som vicedirektør i Familieretshuset Jacob Buch sagde på høringen:
»I de tunge sager, hvor vi har de her sociale risikofaktorer som misbrug, vold eller psykisk sygdom, skal vi
være særligt opmærksomme på barnets situation ifm. brud, konflikter og chikane. Her skærmer vi barnet
ved at lade tvivlen komme barnet til gode, og det kan betyde, at der ikke fastsættes kontaktbevarende eller
midlertidigt samvær«.
Rettighederne fratages altså på basis af en tvivl.
Men hvad betyder det egentlig »at lade tvivlen komme barnet til gode« som et redskab til at ’skærme
barnet’?
Hvilken tvivl? Tvivlen på, om samværsforælderen er en tryg forælder for barnet? Eller tvivlen på, om de
påstande, som den ene forælder fremfører om den anden, er sande eller usande?
Ingen af delene kan Familieretshuset på dette tidspunkt vide noget sikkert om. Hvis kun den første tvivl skal
komme barnet til gode, betyder det, at man anser tabet af kontakt i længere tid for uskadeligt for barnet.
Men er det det? Det er der en del forskning, der giver det modsatte svar på.
Men kan man da ikke skærme barnet ved at lade begge slags tvivl komme barnet til gode? Imens man
undersøger, hvad der er op og ned, hvad der er påstand og reel virkelighed? Jo, det kan man. Nemlig – som
flere var inde på i høringen – ved at sætte det vilkår for samvær, som hedder overvågning.
Familieretshuset anførte videre på høringen: »Skulle tvivlen så blive afkræftet, og det bliver den jo
lykkeligvis ofte, så sætter vi noget i gang, hvor vi får det startet op. Det kan være støttet/overvåget
samvær«.
Desværre er erfaringen, at dette i realiteten betyder: Når vi efter månedlange afbrydelser af kontakten
mellem barn og samværsforælder finder ud af, at der ikke var nogen reel grund til at fratage barnet dets ret
til samvær, så begynder vi langsomt på at genoprette forbindelsen imellem barn og forælder. (Hvis altså
ikke bopælsforælderen modsætter sig det, for så er Familieretshuset reelt magtesløst).
Men her er der altså sandsynligvis gået mange måneder forud, hvor barnet har været frataget dets ret til
kontakt.
Hvis barnet havde været bortført fra den ene forælder til udlandet, ville vi så være ligeglade med, om vi fik
bragt barnet tilbage efter 1, 3, 6 eller 18 måneder?
Bare den bortførende forælder var sød ved barnet? Hvorfor er vi så ligeglade med den tid, der går i disse
sager inden for landets grænser? Bliver der overhovedet ført statistik over, hvor mange sager samværet
bliver afbrudt i, hvorfor, eller hvor længe det er afbrudt?
Familieretshuset sagde også på høringen: »I skal se for jer, at i de her sager har vi i Familieretshuset på
sagen kvalificerede oplysninger om vold, overgreb, alkoholisme, stalking, trusler, I kan selv fortsætte listen.
Og det er jo noget, vi typisk vil have dokumenteret igennem kontakten til skadestue, politi, retsvæsen,
krisecentre, børnehaver, skoler, som vi er i dialog med op til den her afgørelse«.
Hvis barnet havde været bortført fra den ene forælder til udlandet, ville vi så være ligeglade med, om vi fik
bragt barnet tilbage efter 1, 3, 6 eller 18 måneder?
Men hvor god er egentlig kvaliteten af disse ’kvalificerede oplysninger’. En politianmeldelse dokumenterer
jo ikke noget som helst andet, end at en person har henvendt sig til politiet med en påstand. Skader kan
være opstået på mange måder. En krisecentererklæring så tidligt i forløbet som i sager om
kontaktbevarende samvær vil ofte bygge på meget begrænsede faglige observationer suppleret med
beboerens egne udsagn.
Det er kort sagt et meget tyndt materiale at bygge en så indgribende foranstaltning på, som fratagelse af
barnets og forælderens konventionssikrede rettigheder er.
Som Caroline Adolphsen sagde i en appel på høringen om ikke at glemme de oprindelige rettigheder for
børn og forældre: »Vi har selvfølgelig mulighed for at fastsætte vilkår om overvåget samvær og om alle
mulige andre ting«.
Ved påstande om misbrug eller andet må der fastsættes vilkår om urinprøve, om støtte til samvær,
overvåget samvær, inddragelse af pas, hvad det nu skal være. »Det er langt mindre indgribende, at der er
et vilkår om, at vi ikke må drikke alkohol, når vi er sammen med vores barn, end at vi har en afgørelse om,
at vi ikke må se vores barn. Så (lad os få) meget mere fokus på at bruge vilkår, hvis vi er i tvivl. … Så der er
samvær under sagen. Enten kontaktbevarende eller andre former for samvær. … Så har man dog en
kontakt. Så mister man ikke rettighederne, mens vi sagsbehandler, og barnet mister ikke retten til sine
forældre, mens vi sagsbehandler«.
Det er imidlertid netop dette, som Familieretshuset og ministeren vedholdende afviser, når det gælder
kontaktbevarende samvær efter § 29a, som skal besluttes inden 3 uger efter ansøgning herom. Man vil kun
fastsætte vilkår ifm. midlertidigt samvær efter § 29, og det kan betyde kvarte, halve eller hele års
samværsafbrydelse. Hvorfor? For at beskytte barnet imod det, der viser sig ’lykkeligvis ofte’ at være en
ikke-eksisterende fare.
Vi synes, at det er langt mere ønskeligt og nærliggende at sige:
En politianmeldelse dokumenterer ikke andet, end at en person har henvendt sig til politiet med en
påstand
Hvis den påståede risiko for barnet er samvær med en beruset forælder: så gør samværet betinget af at
møde upåvirket op.
Hvis risikoen påstås at være en fysisk voldelig forælder, så gør samværet overvåget af en fagperson, så at
der ikke kan finde vold sted.
Hvis risikoen er psykisk voldsudsættelse, så lad samværet blive overvåget af en erfaren børnesagkyndig,
som er i stand til at registrere, hvordan barnet umiddelbart reagerer på forælderen, og hvad der foregår i
samspillet mellem forælder og barn. Er det overvågerens opfattelse, at der sker noget ’skævt’, har
vedkommende myndighed til at afbryde samværet.
Om overvåget samvær står der i den såkaldte forældreansvarsbekendtgørelses § 11: »Der kan træffes
afgørelse om overvåget samvær, når det skønnes nødvendigt i det enkelte tilfælde«.
Hverken her eller andre steder i lovgivningen fremgår det, at denne nødvendighed ikke kan gælde ved
kontaktbevarende samvær efter § 29a.
Men hvis det virkelig er en urokkelig opfattelse hos Familieretshuset, så må man håbe, at politikerne vil
være positive over for det beslutningsforslag, der for ganske nylig er rejst i Folketinget, som går ud på at
skabe en ny mulighed for samvær – kontaktbevarende overvåget samvær – som det normale i tilfælde af
påstande og tvivl. Så bliver der tid til at undersøge sagen grundigt, UDEN at en isolation af barnet hos den
ene forælder kommer til at påvirke den senere afgørelse.
Som høringen og TV 2’s programmer har understreget, er det helt store problem i den familieretlige
håndtering af de komplekse sager, at Familieretshuset – alle gode intentioner til trods – abonnerer på en
meget snæver definition af ’barnets trivsel’.
Forældreansvarsloven siger i § 4: »Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal
medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter
barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold«.
Det opfatter Familieretshuset tilsyneladende sådan, at man sikrer barnets trivsel BLOT VED AT beskytte
barnet mod vold osv.
Men nej, hvis den beskyttelse sker ved at afbryde kontakten til den ene forælder uden tilstrækkelig årsag
(hvilket ifølge huset som nævnt sker ’lykkeligvis ofte’), så SKADER man barnets trivsel og dets udvikling.
Denne skade synes Familieretshuset imidlertid at være blind for.
I modsætning hertil siger en af de mest erfarne dommere ved Familieretten, Anni Højmark: Børnenes
»udvikling er påvirket af situationen. Jeg er bekymret for deres fremtid«.
Som dommer må hun ofte opgive at genskabe relationen, fordi Familieretshuset ikke griber ind, når de ser
et fremmedgjort barn. Inden sagen når til familieretten har barnet »i så lang en periode været uden kontakt
med den anden forælder, så den ene forælders modstand mod den anden forælder er blevet virkelighed
for barnet … Så barnet har den frygt, som det er blevet påført«.
Tilsvarende udtalte formanden for Danske Psykologforenings Selskab for Børnesagkyndige, Lise Andersen, i
programmet på TV 2: »Det går ud over børnene, og det går ud over deres fremtidige udvikling. Det går ud
over deres evne til på et senere tidspunkt i deres liv at have gode, trygge, langvarige relationer. Det går ud
over deres selvbillede. Det går ud over deres selvværd«.
TV 2 lod også fire nu voksne skilsmissebørn komme til orde. I et debatindlæg i Politiken 24. april skriver de
fire: »Hver især har vi oplevet, at enten den ene eller begge forældre optrappede konflikten og forhindrede
vores anden forælder i at have samvær med os. Vi blev involveret i falske anklager om alt fra vold og incest
til alkoholisme og psykopati. Lodrette løgne om den anden forælder, som vi fik at vide var sandheden«.
Familieretshuset derimod siger til TV 2, at det ikke ser børn, der er forældrefremmedgjort, og at hele husets
børnesyn bygger på, »at når vi møder børnene, så er de kompetente, og de er eksperter i eget liv. Og det
betyder jo, at vi har rigtigt meget brug for at lytte
Men ved på den måde næsten at betragte børnene som sandhedsorakler sætter huset dem i en meget
udsat position i forhold til pres fra en eller begge forældre, hvilket de 4 skilsmissebørn beskriver resultatet
af: »Vi arbejder fortsat med ar på sjælen, som vil følge os for livet«.
Fordi denne del af børnenes trivsel ikke indgår i Familieretshusets definition, indgår den heller ikke i dets
beskyttelse af børnene. Jacob Buchs sidste bemærkning til TV 2 forekommer i den forbindelse
opsigtsvækkende: »Jeg er også bare nødt til at sige, at der er jo nogle ganske få familier, som vi ikke kan nå.
Der er vi ikke det rigtige tilbud«. For hvor efterlader det disse familier? Er det de mere end 300 børn, der i
2021 mistede kontakten til den ene forælder?
Hvis den udtalelse skal forstås sådan, at Familieretshuset smider håndklædet i ringen over for de
pågældende familier, så er der des mere behov for, at vores politikere tager opgaven op – endnu en gang –
med at beskytte børnenes trivsel og udvikling.
Et hurtigt redskab til at forbedre den beskyttelse vil være at tage overvåget kontaktbevarende samvær i
brug. Vil det koste flere penge? Sandsynligvis. Men ligesom med de tidligere nævnte 342 mio. kr. vil det
vise, at børnenes bedste faktisk er vigtigt for os.
Spørgsmålet er nemlig ikke, om vi kan beskytte barnet både imod vold og andre overgreb OG SAMTIDIGT
beskytte det imod at miste retten til begge dets forældre. Spørgsmålet er, om vi vil.