B 63 - svar på spm. 2 om, hvordan regeringens ønske om at udbrede de eksisterende velfærdsaftaler adskiller sig fra Venstres beslutningsforslag B 63 om udvidede frikommuneforsøg m.v., fra social- og ældreministeren

1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
sm@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg
Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg har d. 7. april 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 2 (B 63) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anni Matthiesen (V) og Christina
Thorholm (RV).
Spørgsmål nr. 2:
”Vil ministeren redegøre for, hvordan regeringens ønske om at udbrede de
eksisterende velfærdsaftaler adskiller sig fra Venstres beslutningsforslag B 63
(2021-22) om udvidede frikommuneforsøg, hvor ønsket er at give mulighed for
at frisætte kommunerne fra statslig regulering på ét eller flere områder efter
eget valg?”
Svar:
Udbredelsen af velfærdsaftalerne er en opfølgning på de velfærdsaftaler, som
regeringen på baggrund af aftaler med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative, Ny Borgerlige,
Liberal Alliance og Alternativet fsva. folkeskole- og dagtilbudsområdet og
Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Frie Grønne og
Alternativet fsva. ældreområdet indgik i 2020 med i alt syv kommuner i en 3-
årig forsøgsperiode.
Formålet med at udbrede velfærdsaftalerne er at give alle landets kommuner
mulighed for at få samme frihed fra statslige regler, som de eksisterende syv
velfærdsaftalekommuner. Samtidig forpligter kommunerne sig til at se kritisk på
egne krav. Dermed skaber velfærdsaftalerne grobund for, at den kommunale
forvaltning i tæt samspil med institutioner og skoler mv. kan udvikle nye
indsatser og arbejdsgange, der skaber en bedre og mere nærværende velfærd
for borgerne. Med afsæt heri er det regeringens klare ambition at komme
unødvendigt bureaukrati til livs.
Det fremgår af B63, at forslagsstillerne konkret foreslår, at alle kommuner skal
have mulighed for at ansøge om at blive en del af en ny udvidet
frikommuneforsøgsordning på et eller flere områder efter eget valg. Det
fremgår dog ikke af bemærkningerne, hvordan man konkret ønsker at etablere
udvidede frikommuneforsøg. Navnet henleder tankerne på de tidligere
frikommuneforsøg, hvor kommunerne på baggrund af tunge
ansøgningsprocedurer fik mulighed for at blive fritaget fra enkeltbestemmelser.
Frikommuneforsøgene var endda så bureaukratiske for kommunerne at
deltage i, at KL til sidst anbefalede kommunerne ikke at søge om at deltage.
Sagsnr.
2022 - 2204
Doknr.
559035
Dato
29-04-2022
Offentligt
B 63 - endeligt svar på spørgsmål 2
Indenrigs- og Boligudvalget 2021-22
2
Frikommuneforsøgene og velfærdsaftalerne har derfor begge til formål at give
kommunerne mulighed for at afprøve nye løsninger, men den centrale forskel
er metoden. Den logik, der prægede frikommuneforsøgene, er i
velfærdsaftalerne vendt på hovedet. I stedet for at kommunerne skal ansøge
om at blive dispenseret fra enkelte regler i den statslige lovgivning, er der med
velfærdsaftalerne tale om fuld frisættelse med få centrale hegnspæle, som
blandt andet skal sikre retssikkerheden for børn, elever og de ældre samt
kvaliteten i landets velfærdstilbud. Integreret i velfærdsaftalerne er derudover
den væsentlige dimension, at der er tale om en gensidig forpligtelse, hvor
kommunerne tilsvarende skal frisætte sig fra kommunale regler. Det er endnu
en væsentlig forskel mellem velfærdsaftalerne og frikommuneforsøgene.
Jeg forstår derfor intentionen bag forslaget. Men en reel frisættelse, som
kommunerne får tilbud om med velfærdsaftalerne, rummer helt nye muligheder
for at skabe forandringer, der kan mærkes blandt kommunernes borgere. Det
er dog også en krævende opgave, hvor et stort engagement og fokus er
nødvendigt i den enkelte kommune. Derfor inviteres hver kommune til at kunne
indgå en velfærdsaftale på ét af de tre nuværende områder, folkeskole,
dagtilbud og ældre, som er kerneområder i den nære velfærd. Det betyder dog
ikke, at der ikke kan være andre områder, hvor velfærdsaftaler også har
potentiale til at skabe mere effektive og bedre løsninger, og som
velfærdsaftalerne senere kan udvides til at omfatte.
Med velfærdsaftalerne giver vi altså kommunerne en større frihed på det
område, de frisættes på, end hvad de har haft under frikommuneforsøgene, og
vi sparer kommunerne for bureaukrati i selve frisættelsesprocessen. Dertil
rummer velfærdsaftalerne en forpligtigelse til tilsvarende frisættelse fra lokale
regler. Den omfattende frihed kan kommunerne udnytte kreativt og på forskellig
vis rundt om i daginstitutioner, skoler og ældreplejen.
Med venlig hilsen
Astrid Krag