Skriftlig fremsættelse (28. april 2022)

Tilhører sager:

Aktører:


    CS1264

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20211/lovforslag/l189/20211_l189_fremsaettelsestale.pdf

    Skriftlig fremsættelse (28. april 2022)
    Udlændinge- og integrationsministeren (Mattias Tesfaye):
    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
    Forslag til lov om ændring af udlændingeloven,
    lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.,
    hjemrejseloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
    (Indskrænkning af retten til at drive virksomhed i visse
    tilfælde ved overtrædelse af reglerne om beskæftigelse
    af udlændinge, hurtig jobstart for kandidatdimittender,
    prøvelse af udvisning, afskaffelse af klippekortet for
    selvforsørgede kursister, ophævelse af muligheden for
    forlængelse af opholdstilladelse for greencardhavere og
    optimering af Startup Denmark m.v.)
    (Lovforslag nr. L 189)
    Med lovforslaget foreslås det, at den, som dømmes for
    under særligt skærpende omstændigheder at overtræde ud-
    lændingelovens regler om beskæftigelse af udlændinge, skal
    kunne frakendes retten til at deltage i ledelsen af den form
    for erhvervsvirksomhed, som pågældende udøvede på tids-
    punktet for overtrædelsen af udlændingeloven.
    Med lovforslaget foreslås det endvidere, at udenlandske
    kandidatdimittender, der har afsluttet en kandidatuddannelse
    i Danmark, og som har ansøgt om opholdstilladelse grundet
    tilbud om fuldtidsbeskæftigelse, skal have mulighed for at
    påbegynde deres fuldtidsarbejde uden at skulle afvente sags-
    behandlingen i Styrelsen for International Rekruttering og
    Integration.
    Herudover indeholder lovforslaget forslag om at lukke
    helt ned for den såkaldte greencardordning. Lovforslaget
    indeholder således forslag om at ophæve den gældende mu-
    lighed for forlængelse af opholdstilladelse for greencardha-
    vere og deres medfølgende familie med virkning fra 1. april
    2024.
    Lovforslaget indeholder også forslag om at optimere
    sagsbehandlingen af ansøgninger til Startup Denmark-ord-
    ningen.
    Lovforslaget indeholder ligeledes forslag om at ophæve
    klippekortet for selvforsørgerkursister på danskuddannelse,
    da ordningen har vist sig tung at administrere i praksis og
    sammenholdt med senere justeringer af lov om danskuddan-
    nelse til voksne udlændinge m.fl. ikke længere vurderes at
    have en nævneværdig eller selvstændig adfærdsregulerende
    virkning.
    Endvidere indeholder lovforslaget forslag om at ophæve
    den revisionsbestemmelse, der blev indført vedrørende den
    nationale sanktionsliste. Det er regeringens opfattelse, at
    revisionsbestemmelsen bør ophæves, da der fortsat er behov
    for en national sanktionsliste med henblik på at forhindre
    indrejse af navngivne omrejsende udenlandske religiøse for-
    kyndere, som formidler ekstreme værdier og holdninger i
    strid med grundlæggende demokratiske værdier.
    På baggrund af en nyere dom fra Den Europæiske Men-
    neskerettighedsdomstol foreslås det ligeledes at ændre i reg-
    lerne om prøvelse af en domsudvisning med henblik på at
    sikre, at domstolene foretager en tilstrækkelig fyldestgøren-
    de prøvelse af udvisningen i tilfælde, hvor udlændingen på
    grund af psykisk sygdom har fået en behandlingsdom.
    Det foreslås også at ændre i reglerne om adgangen til
    at få prøvet en domsudvisning ved væsentlige ændringer
    i udlændingens forhold med henblik på i lovgivningen at
    tydeliggøre adgangen til denne prøvelse.
    Med lovforslaget lægges der desuden op til at indføre
    udtrykkelig hjemmel til, at domstolene i forbindelse med
    en prøvelse af en domsudvisning kan forkorte varigheden
    af det indrejseforbud, der blev meddelt ved den oprindelige
    udvisning, således at varigheden af et indrejseforbud ikke
    står i vejen for, at en udvisning kan opretholdes inden for
    rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.
    Der lægges endvidere op til en ændring af hjemrejselo-
    vens regler om hjemrejsestøtte med henblik på, at udlændin-
    ge, som er udelukket efter Flygtningekonventionens artikel
    1 F om krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden,
    mv., vil være afskåret fra at modtage hjemrejsestøtte.
    Endelig lægges der op til at foretage ændringer af straf-
    fuldbyrdelseslovens regler om straksudsendelse med henblik
    på at rette op på nogle utilsigtede uhensigtsmæssigheder.
    Arbejdet med udfærdigelsen af lovforslaget har medført,
    at lovforslaget fremsættes efter den 1. april 2022. Lovforsla-
    get ønskes vedtaget i indeværende folketingssamling.
    Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
    bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
    Høje Tings velvillige behandling.
    Til lovforslag nr. L 189 Folketinget 2021-22
    Udlændinge- og Integrationsmin., j.nr. 2021-19670
    CS001264