Fremsat den 27. april 2022 af justitsministeren (Nick Hækkerup)

Fremsat den 27. april 2022 af justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af konkursloven
(Indførelse af regler om forebyggende rekonstruktion, revision af reglerne om rekonstruktion og gældssanering, herunder
implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet)
§ 1
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 3. maj
2021, som ændret ved § 2 i lov nr. 447 af 9. juni 2004, § 1 i
lov nr. 530 af 27. marts 2021 og § 5 i lov nr. 1169 af 8. juni
2021, foretages følgende ændringer:
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023
af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekon-
struktion, gældssanering og udelukkelse og om foran-
staltninger med henblik på mere effektive procedurer
for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssane-
ring og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekon-
struktions- og insolvensdirektivet), EU-Tidende 2019,
nr. L 172, side 18.«
2. I § 1, stk. 1, indsættes som nr. 4:
»4) Den dag, hvor skifteretten under en forebyggende re-
konstruktionsbehandling traf bestemmelse om fyldest-
gørelsesforbud.«
3. I § 1 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Hvis en forebyggende rekonstruktionsbehandling
ophører, regnes dagen, hvor skifteretten traf bestemmelse
om fyldestgørelsesforbud, som fristdag, hvis skifteretten in-
den 3 uger efter ophøret modtager begæring om rekonstruk-
tionsbehandling, konkurs eller gældssanering.«
4. Efter § 2 indsættes:
»§ 2 a. Ved mikrovirksomheder, små og mellemstore
virksomheder (SMV) forstås i denne lov:
1) Virksomheder omfattet af regnskabsklasse A, jf. års-
regnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 1, som på tidspunktet
for rekonstruktionsforslagets fremsættelse i to på hin-
anden følgende regnskabsår ikke overskrider to af føl-
gende størrelser:
a) En balancesum på 156 mio. kr.,
b) en nettoomsætning på 313 mio. kr. og
c) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet
af regnskabsåret på 250.
2) Mikrovirksomheder omfattet af regnskabsklasse B, jf.
årsregnskabslovens § 22 a, stk. 1, 2. pkt.
3) Små virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, jf.
årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, nr. 1,
4) Mellemstore virksomheder omfattet af regnskabsklasse
C, jf. årsregnskabslovens § 7, stk.1, nr. 3, jf. stk. 2, nr.
2, eller
5) Virksomheder omfattet af regnskabsklasse D, jf. års-
regnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 4, som på tidspunktet
for rekonstruktionsforslagets fremsættelse i to på hin-
anden følgende regnskabsår ikke overskrider to af føl-
gende størrelser:
a) En balancesum på 156 mio. kr.,
b) en nettoomsætning på 313 mio. kr. og
c) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet
af regnskabsåret på 250.«
5. I § 3, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 128, 2. pkt., indsæt-
tes før »rekonstruktionsbehandling«: »forebyggende rekon-
struktionsbehandling,«.
6. §§ 9-10 a ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 9. Begæring om forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling, rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssane-
ring offentliggøres ikke.
Stk. 2. Enhver, der har retlig interesse deri, kan hos skifte-
retten få oplysning om, hvorvidt og hvornår en skyldner har
indgivet begæring som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Har en begæring som nævnt i stk. 1 været fremlagt
i et offentligt retsmøde, gælder retsplejelovens kapitel 3 a.
Lovforslag nr. L 181 Folketinget 2021-22
Justitsmin., j.nr. 2022-4000-0202
AA013073
Afsnit IA
Forebyggende rekonstruktion
Kapitel 1 a
Indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling
§ 9 a. En skyldner, der er insolvent, jf. § 17, stk. 2, eller
som følge af økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed
for at blive insolvent, skal tages under forebyggende rekon-
struktionsbehandling, når det begæres af skyldneren. § 22,
stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1 finder ikke anvendelse på en
skyldner, hvorom Erhvervsstyrelsen har truffet beslutning
om tvangsopløsning, eller som er en fysisk person, der ikke
udøver erhvervsvirksomhed.
Stk. 3. Skifteretten indleder forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling straks efter modtagelsen af begæringen. Har
skyldneren i sin begæring ikke anmodet om beskikkelse af
rekonstruktør, skal skifteretten dog indkalde skyldneren til et
møde, hvor skifteretten beslutter, om der skal indledes fore-
byggende rekonstruktionsbehandling. Skyldneren skal give
møde personligt. Udebliver skyldneren fra mødet, anses be-
gæringen for bortfaldet.
Stk. 4. Efter indledningen af den forebyggende rekon-
struktionsbehandling kan begæring herom ikke tilbagekal-
des.
§ 9 b. Anmoder skyldneren i forbindelse med begæringen
om forebyggende rekonstruktionsbehandling eller på et se-
nere tidspunkt herom, skal skifteretten træffe bestemmelse
om, at der er fyldestgørelsesforbud under den forebyggende
rekonstruktionsbehandling. En anmodning om fyldestgørel-
sesforbud anses tillige for en anmodning om beskikkelse af
rekonstruktør.
Stk. 2. Skifteretten beskikker en eller flere rekonstruktø-
rer, hvis skyldneren anmoder herom. Skyldneren kan kom-
me med forslag til en eller flere rekonstruktører, der skal
være vedlagt en erklæring fra de pågældende om, at de er
villige hertil og opfylder betingelserne i § 238. Skifteretten
er ikke bundet af skyldnerens forslag. En beskikket rekon-
struktør kan antage fornøden sagkyndig bistand.
Stk. 3. Skifteretten skal beskikke en regnskabskyndig til-
lidsmand, hvis skyldneren i forbindelse med begæringen om
forebyggende rekonstruktionsbehandling eller på et senere
tidspunkt anmoder herom. Stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsva-
rende anvendelse.
Stk. 4. § 11 a, stk. 6 og 7, og § 11 g finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 5. Skifteretten skal afbeskikke en rekonstruktør og en
tillidsmand, hvis skyldneren anmoder herom. Afbeskikkelse
af rekonstruktøren kan dog ikke ske, hvis der er truffet be-
stemmelse om fyldestgørelsesforbud.
§ 9 c. Træffes der bestemmelse om fyldestgørelsesforbud
efter § 9 b, skal skifteretten fastsætte tidspunktet for et
møde med fordringshaverne. Mødet skal holdes senest 4
uger efter, at bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud blev
truffet. Reglerne i § 11 a, stk. 2, 3. og 4. pkt., § 11 b, stk. 1
og 2, §§ 11 c og 11 d, og § 11 e, stk. 4, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. Rekonstruktøren skal, inden tre måneder efter
at der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud og
derefter med højst to måneders mellemrum, sende en rede-
gørelse til samtlige kendte fordringshavere og skifteretten
om alle væsentlige forhold vedrørende den forebyggende
rekonstruktionsbehandling. § 11 f finder tilsvarende anven-
delse. Såfremt der ikke sendes en redegørelse efter 1. pkt.,
kan skifteretten træffe bestemmelse om, at den forebyggen-
de rekonstruktionsbehandling ophører.
Kapitel 1 b
Retsvirkninger af forebyggende rekonstruktionsbehandling
§ 9 d. Hvis der er beskikket en rekonstruktør, finder reg-
lerne i § 12, stk. 1-3, tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Har skifteretten truffet bestemmelse om fyldestgø-
relsesforbud efter § 9 b, finder reglerne i §§ 12 c, 12 f og 12
g tilsvarende anvendelse. Reglerne i § 12 c finder dog ikke
anvendelse på fyldestgørelse af krav fra ansatte, hvis krav i
konkurs omfattes af §§ 94 og 95. Ved anvendelsen af § 12
g træder bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud i stedet for
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Stk. 3. Indledning af forebyggende rekonstruktionsbe-
handling fratager ikke skyldneren en adgang, som bestod
forud for den forebyggende rekonstruktionsbehandling, til at
udskille aktiver fra et pant. 1. pkt. finder tilsvarende anven-
delse på rettigheder stiftet ved retsforfølgning.
§ 9 e. Uanset modstående bestemmelse i en gensidigt be-
byrdende aftale kan medkontrahenten ikke hæve aftalen som
følge af, at skyldneren er under forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling eller har indgivet begæring herom.
Stk. 2. Er der truffet bestemmelse om fyldestgørelsesfor-
bud efter § 9 b, kan skyldneren med rekonstruktørens sam-
tykke videreføre en gensidigt bebyrdende aftale. § 12 o, stk.
4, § 12 p, § 12 q, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, og § 58, stk.
2, finder tilsvarende anvendelse. Ved anvendelsen af § 12 p
træder bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud i stedet for
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 anvendes kun, hvis ikke andet følger af
andre lovbestemmelser eller af vedkommende retsforholds
beskaffenhed. Stk. 2 finder dog anvendelse uanset købelo-
vens regler.
Stk. 4. § 12 s finder tilsvarende anvendelse på ydelser, der
overgives til skyldneren, efter at der blev truffet bestemmel-
se om fyldestgørelsesforbud efter § 9 b.
Kapitel 1 c
Gennemførelse af rekonstruktion under forebyggende
rekonstruktionsbehandling
§ 9 f. En skyldner under forebyggende rekonstruktionsbe-
handling kan fremsætte rekonstruktionsforslag. Reglerne i
§§ 10-10 c, § 13, stk. 2-4, og §§ 13 b-13 f finder tilsvarende
anvendelse. Ved anvendelsen af § 10 a, stk. 5, nr. 2 og
3, træder rekonstruktionsforslagets fremsættelse i stedet for
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
2
Stk. 2. Er der truffet bestemmelse om fyldestgørelsesfor-
bud efter § 9 b, kan der ske virksomhedsoverdragelse efter
reglerne i § 13 g.
§ 9 g. Stadfæster skifteretten et rekonstruktionsforslag,
finder reglerne i §§ 14-14 b, § 14 c, stk. 1, §§ 14 d og 14 e
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Stadfæstes et rekonstruktionsforslag, der indehol-
der bestemmelse om tvangsakkord, finder reglerne i §§ 12
h-12 m tilsvarende anvendelse. Ved anvendelsen af § 12 h
træder bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud efter § 9 b i
stedet for rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Kapitel 1 d
Ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling
§ 9 h. Ud over de tilfælde, der er nævnt i § 9 c og §
9 f, jf. § 13 c, stk. 2, og § 13 f, træffer skifteretten bestem-
melse om, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling
ophører, hvis
1) skyldneren hverken er insolvent eller har sandsynlighed
for at blive insolvent,
2) skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer for-
dringshavernes ret i fare,
3) skyldneren begærer det,
4) den forebyggende rekonstruktionsbehandling er ud-
sigtsløs, herunder hvis skyldnerens regnskabs- og bog-
føringsmateriale er så mangelfuldt, at det vil indebære
uforholdsmæssige omkostninger at opnå tilstrækkelig
indsigt i skyldnerens økonomiske forhold,
5) Erhvervsstyrelsen træffer beslutning om tvangsopløs-
ning af skyldneren, eller
6) der er forløbet et år siden indledningen af den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling.
Stk. 2. Skifteretten afviser en begæring om forebyggen-
de rekonstruktionsbehandling, der indgives tidligere end 1
måned efter en forudgående forebyggende rekonstruktions-
behandlings ophør.
§ 9 i. Skifteretten bekendtgør ophøret af den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling i Statstidende, medmindre
skyldnerens bo samtidig tages under konkursbehandling el-
ler rekonstruktionsbehandling. Er skyldneren en sammen-
slutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekon-
struktøren samtidig registrere ophøret af den forebyggende
rekonstruktionsbehandling i Erhvervsstyrelsens it-system.
Stk. 2. Rekonstruktøren skal sende en meddelelse om
ophøret af den forebyggende rekonstruktionsbehandling til
samtlige kendte fordringshavere og andre, der blev berørt
af den forebyggende rekonstruktionsbehandling, medmindre
skyldnerens bo samtidig tages under konkursbehandling el-
ler rekonstruktionsbehandling.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder alene anvendelse, hvis
der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud efter §
9 b. Er der ikke truffet sådan bestemmelse, skal skyldneren
eller en eventuelt beskikket rekonstruktør kun sende med-
delelse om ophøret af den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling til fordringshavere, som har været orienteret om
den forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Kapitel 1 e
Tidlig varsling
§ 9 j. Erhvervsministeren kan efter forhandling med ju-
stitsministeren og skatteministeren fastsætte regler om tidlig
varsling som angivet i artikel 3 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer
for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udeluk-
kelse og om foranstaltninger med henblik på mere effekti-
ve procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og
gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132
(rekonstruktions- og insolvensdirektivet), herunder om Er-
hvervsstyrelsens behandling af oplysninger til brug for tidlig
varsling.
Afsnit IB
Rekonstruktion
Kapitel 2
Indholdet af en rekonstruktion
§ 10. En rekonstruktion skal indeholde mindst et af føl-
gende elementer:
1) Tvangsakkord, jf. § 10 a.
2) Virksomhedsoverdragelse, jf. § 10 b.
3) Andre tiltag, der alene eller tilsammen med de øvrige
dele af rekonstruktionen medfører, at skyldneren ophø-
rer med at være insolvent.
§ 10 a. En tvangsakkord kan gå ud på procentvis ned-
sættelse eller bortfald af fordringerne mod skyldneren. En
tvangsakkord kan endvidere gå ud på betalingsudsættel-
se. En tvangsakkord kan betinges af, at skyldnerens formue
eller en del af denne fordeles mellem fordringshaverne.
Stk. 2. En tvangsakkord kan ikke omfatte:
1) Fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse
af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmel-
se om tvangsakkord, jf. dog stk. 6.
2) Pantefordringer, i det omfang pantet strækker til. Pant-
haverne bindes derimod af tvangsakkorden, for så vidt
angår den del af deres personlige fordring, som ikke
dækkes af pantet. Har skifteretten i medfør af § 12 e
fastsat værdien af et pantsat aktiv, er den fastsatte værdi
bindende ved opgørelse af panthaverens fordring efter
1. pkt.
3) Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af §§
94-96.
Stk. 3. En tvangsakkord kan alene omfatte én af følgende
grupper af fordringer:
1) Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af § 97
eller § 98, nr. 2, bortset fra krav på konventionalbod, i
det omfang boden ikke er erstatning for et lidt tab.
2) Fordringer, der i henhold til aftale står tilbage for de
øvrige fordringshavere i tilfælde af skyldnerens kon-
kurs, medmindre det fremgår af aftalen, at den ikke
gælder i tilfælde af skyldnerens rekonstruktion.
3) Krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er
erstatning for et lidt tab.
3
Stk. 4. Det skal fremgå af tvangsakkorden, hvilken af
de i stk. 3 nævnte grupper af fordringer tvangsakkorden
omfatter. Det kan bestemmes i tvangsakkorden, at fordringer
under et vist mindre beløb ikke omfattes, hvis det må anses
rimeligt begrundet under hensyn til skyldnerens forhold og
øvrige omstændigheder. Fordringer tilhørende samme ford-
ringshaver sammenlægges. Fordringer, som overstiger det
fastsatte beløb, giver ret til udbetaling af mindst dette beløb.
Stk. 5. En tvangsakkord medfører bortfald af
1) gaveløfter,
2) krav på renter for tiden efter rekonstruktionsbehandlin-
gens indledning af de fordringer, der er omfattet af
tvangsakkorden,
3) krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren
at anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt
må anses for finansiel leasing, på løbende ydelser, der
angår perioden efter rekonstruktionsbehandlingens ind-
ledning, og som ikke er omfattet af § 94, i det omfang
fordringshaveren ikke kan godtgøre, at ydelserne må
sidestilles med afdrag, og
4) fordringer, der efter stk. 3 er placeret i en lavere gruppe
end den, som omfattes af tvangsakkorden.
Stk. 6. En tvangsakkord som nævnt i stk. 3, nr. 1, om-
fatter krav på B-skat og acontoskat, der er forfaldne ved
skifterettens modtagelse af rekonstruktionsforslaget. Det kan
bestemmes i tvangsakkorden, at denne omfatter krav på
restskat vedrørende det indkomstår, hvor rekonstruktionsfor-
slaget blev fremsat. Indeholder tvangsakkorden en sådan
bestemmelse, fastsætter skifteretten, hvilken beløbsmæssig
del af kravet der omfattes af tvangsakkorden, ud fra et
skøn over, hvilken del af kravet der skyldes dispositioner
foretaget inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller
forslagets indhold.
Stk. 7. Uforfaldne fordringer omfattet af tvangsakkorden
kan kræves betalt samtidig med andre fordringer.
Stk. 8. Er skyldneren et aktieselskab eller anpartsselskab,
kan det bestemmes i tvangsakkorden, at selskabskapitalen
nedsættes til 0 kr. og samtidig forhøjes med ny selskabska-
pital, der skal opfylde kravene i selskabsloven. Det skal
fremgå af tvangsakkorden, hvem der tegner den nye selska-
bskapital. Indbetaling af den nye selskabskapital skal ske
kontant. Reglerne i 1.-3. pkt. finder alene anvendelse, hvis
skyldneren er insolvent, og det må antages, at en konkursbe-
handling ikke vil give fuld dækning til samtlige fordringsha-
vere.«
7. I § 11 a, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »indledning«: », jf.
dog § 15, stk. 1, nr. 5«.
8. I § 11 a, stk. 6, 1. pkt., udgår »yderligere«, og efter »virk-
somhed« indsættes: », i det skifteretten herved skal tage en
eventuel stillet sikkerhed efter stk. 5 i betragtning«.
9. I § 11 a, stk. 6, indsættes som 3. pkt.:
»En af skyldneren stillet sikkerhed for de i 1. pkt. nævnte
omkostninger er ikke gyldig, hvis den ikke er bestemt af
skifteretten.«
10. I § 11 e, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »uger«: », jf. dog §
15, stk. 1, nr. 5«.
11. I § 12 a, stk. 3, ændres »§ 13 d« til: »§ 13 d, stk. 1-4«.
12. I § 12 g, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»Angår aftalen løbende eller successive ydelser, gælder
reglen i 1. pkt., uanset om kravene er konnekse.«
13. § 12 k, stk. 1, 3. pkt., affattes således:
»§ 13 d, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.«
14. § 12 p, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes af § 94
alene medkontrahentens krav på vederlag for tiden efter re-
konstruktionsbehandlingens indledning og indtil en eventuel
opsigelse i medfør af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk.
1, samt krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af
skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen.«
15. I § 12 p indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Angår aftalen successive ydelser, omfattes af § 94
den del af medkontrahentens krav, der vedrører ydelser præ-
steret under rekonstruktionsbehandlingen efter rekonstrukti-
onsbehandlingens indledning.«
16. I § 12 t, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Opsiges skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller
en andelsforening, kan skyldneren kræve sit indestående be-
talt senest 3 måneder efter opsigelsen.«
17. I § 13, stk. 1, indsættes efter »rekonstruktionsforslaget«:
», jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5«.
18. I § 13, stk. 2, 1. pkt., ændres »så vidt muligt senest 14
dage« til: »senest 5 hverdage«.
19. I § 13, stk. 2, indsættes som 3. og 4. pkt.:
»Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om
akkordering af restskat efter § 10 a, stk. 6, 2. pkt., skal
den i § 13 b, stk. 1, nr. 2, nævnte beregning sendes til skatte-
forvaltningen senest 10 hverdage før mødets afholdelse. Så-
fremt skyldneren er en SMV, skal en eventuel begæring om
inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser
fremsendes sammen med rekonstruktionsforslaget.«
20. I § 13 a, stk. 1, indsættes efter »§ 13, stk. 1,«: »jf. dog §
15, stk. 1, nr. 5,«.
21. I § 13 a, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 13 d« til: »§ 13 d, stk.
1-4«.
22. I § 13 b, stk. 1, nr. 2, indsættes som litra d:
»d) En beregning af skyldnerens forventede restskat for
det indkomstår, hvor rekonstruktionsforslaget fremsæt-
tes, med angivelse af, hvilket beløb heraf der skyldes
dispositioner foretaget inden rekonstruktionsforslagets
fremsættelse eller forslagets indhold, hvis rekonstrukti-
onsforslaget indeholder bestemmelse om akkordering
af restskat efter § 10 a, stk. 6, 2. pkt. Beregningen
4
skal være foretaget af tillidsmanden, hvis en sådan er
beskikket, og ellers af en revisor, der er godkendt efter
revisorlovens § 3.«
23. I § 13 b, stk. 1, nr. 3, indsættes som litra j:
»j) Oplysning om, hvorvidt skyldneren er en SMV.«
24. I § 13 b, stk. 1, indsættes som nr. 4:
»4) Forslag til inddeling af fordringshaverne i særskilte af-
stemningsklasser, medmindre skyldneren er en SMV,
og der ikke fremsættes begæring efter § 13, stk. 2.«
25. § 13 d affattes således:
Ȥ 13 d. Et rekonstruktionsforslag er vedtaget, hvis et
flertal af de fordringshavere, der er repræsenteret på det i §
13 c, stk. 1, nævnte møde, og som deltager i afstemningen,
stemmer for.
Stk. 2. Der stemmes efter fordringernes beløb. §§ 120 og
121 og § 123, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Indehol-
der rekonstruktionsforslaget bestemmelse om tvangsakkord,
er der uanset størrelsen af den tilbudte dividende tillige
stemmeret på de fordringer, der omfattes af akkorden efter
§ 10 a, stk. 4. En fordring, der bortfalder ved akkorden som
følge af fordringshaverens indvilligelse heri i forbindelse
med rekonstruktionsbehandlingen, giver alene stemmeret,
hvis bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stad-
fæstelse. Hvis flere grupper af fordringer giver stemmeret
efter reglerne i 2.-4. pkt., har samtlige fordringshavere i de
nævnte grupper stemmeret.
Stk. 3. De fordringshavere, hvis fordring er bestridt,
deltager foreløbig i afstemningen om rekonstruktionsforsla-
get. Viser afstemningen, at disse stemmer vil være afgøren-
de for udfaldet, bestemmer skifteretten, hvilke af dem der
giver stemmeret og for hvilke beløb.
Stk. 4. Fordringer, der tilhører skyldnerens nærtstående,
giver ikke stemmeret.
Stk. 5. Fordringshaverne skal inddeles i særskilte afstem-
ningsklasser, der afspejler et tilstrækkeligt interessesammen-
fald mellem fordringshaverne i den enkelte klasse. En grup-
pe af fordringshavere, jf. § 10 a, stk. 3, og §§ 95-98, kan
inddeles i flere afstemningsklasser. En fordring, der ikke gi-
ver stemmeret, jf. stk. 2-4, indgår ikke i nogen afstemnings-
klasse. Pantefordringer har dog stemmeret uanset reglen i
stk. 2, jf. § 120, stk. 2, og skal udgøre en særskilt afstem-
ningsklasse.
Stk. 6. Der stemmes i hver afstemningsklasse for sig. Ved-
tages rekonstruktionsforslaget af et flertal af afstemnings-
klasserne, anses rekonstruktionsforslaget for vedtaget.
Stk. 7. Reglerne i stk. 5 og 6 finder alene anvendelse,
hvis skyldneren ved fremsendelsen af rekonstruktionsforsla-
get har begæret inddeling i afstemningsklasser, eller hvis
skyldneren ikke er en SMV.«
26. I § 13 e indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse
om tvangsakkord, og skyldneren er en fysisk person, gælder
endvidere følgende:
1) Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis skyldneren
som følge af strafbare forhold eller groft uforsvarlig
forretningsførelse ikke ville kunne opnå en gældssane-
ring, jf. § 197, stk. 2, nr. 3 og 4, jf. § 197, stk. 3.
2) Skifteretten kan nægte stadfæstelse, hvis skyldneren
som følge af uforsvarlige handlinger i økonomiske an-
liggender eller erstatningspådragende forhold ikke ville
kunne opnå en gældssanering, jf. § 197, stk. 2, nr. 2 og
3, jf. § 197, stk. 3.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.
27. § 13 e, stk. 5, der bliver stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis rekon-
struktionsforslaget medfører, at en eller flere fordringshave-
re får en ringere grad af fyldestgørelse end under en kon-
kursbehandling. Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder
bestemmelse om tvangsakkord, og skyldneren er en fysisk
person, der ikke udøver erhvervsvirksomhed, skal skifteret-
ten endvidere nægte stadfæstelse, hvis det samlede beløb,
som skyldneren skal betale ifølge rekonstruktionsforslaget,
er mindre end det samlede beløb, som skyldneren ville skul-
le betale i tilfælde af gældssanering.«
28. Efter § 13 g indsættes før kapitel 2 d:
Ȥ 13 h. En skyldner, hvis bo er taget under konkursbe-
handling, kan anmode skifteretten om at indkalde en skifte-
samling til behandling af og afstemning om et af skyldneren
fremsat rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse
om tvangsakkord.
Stk. 2. Ved sagens videre behandling finder reglerne i
dette afsnit anvendelse med de af forholdets natur følgende
ændringer samt med følgende begrænsninger:
1) Begæringen skal fremsættes inden den i § 150, stk. 2,
nævnte dato.
2) Afstemning om rekonstruktionsforslaget kan ikke finde
sted før afholdelse af det i § 131 nævnte møde til
fordringernes prøvelse.
3) Boet må ikke udleveres til skyldneren, forinden de, der
har krav på forlods dækning, er fyldestgjort.
Stk. 3. Så længe rekonstruktionsforslaget ikke er forkastet
eller nægtet stadfæstet, skal bostyret kun foretage, hvad der
ikke tåler opsættelse.«
29. I § 14, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Uanset reglen i 1. pkt. har tvangsakkorden ingen indfly-
delse på skatteforvaltningens adgang til at modregne krav
omfattet af § 10 a, stk. 6, 1. pkt., i overskydende skat vedrø-
rende samme indkomstår.«
30. I § 14 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Tvangsakkordens bestemmelser om ny selska-
bskapital efter § 10 a, stk. 8, træder i stedet for generalfor-
samlingens beslutning herom. Indbetaling af den nye selska-
bskapital skal ske senest to uger efter tvangsakkordens stad-
fæstelse. Rekonstruktøren skal uden unødigt ophold efter
indbetalingen registrere den nye selskabskapital og nedsæt-
telsen af den hidtidige selskabskapital i Erhvervsstyrelsen.«
5
31. § 15, stk. 1, affattes således:
»§ 15. Ud over i de tilfælde, der er nævnt i § 11 a, stk. 6,
§ 11 c, stk. 4, § 11 d, stk. 2, § 11 e, stk. 3, § 11 g, stk. 3, §
13, stk. 5, § 13 c, stk. 2, og § 13 f, stk. 1 og 3, bestemmer
skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, hvis:
1) Skyldneren ikke er insolvent, jf. § 17, stk. 2, og § 18.
2) Skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer for-
dringshavernes ret i fare.
3) Skyldneren begærer det.
4) Rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs.
5) Rekonstruktionsbehandlingen sammenlagt med den pe-
riode, hvor der under en foregående forebyggende re-
konstruktionsbehandling har været fyldestgørelsesfor-
bud efter § 9 b, har varet i en periode på et år. Har
skyldneren forud for rekonstruktionsbehandlingen væ-
ret under forebyggende rekonstruktionsbehandling med
fyldestgørelsesforbud efter § 9 b, medregnes varighe-
den af fyldestgørelsesforbuddet i den i 1. pkt. nævnte
periode, medmindre den forebyggende rekonstruktions-
behandling ophørte mindst en måned før indledningen
af rekonstruktionsbehandlingen.«
32. I § 24 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Er skyldneren under forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling og har fremsat et rekonstruktionsforslag,
kan skifteretten udsætte afgørelsen om konkurs, indtil det
er afgjort, om rekonstruktionsforslaget vedtages og stadfæ-
stes. Dette gælder dog kun, hvis der er beskikket en rekon-
struktør.«
33. I § 27, stk. 1, 2. pkt., ændres »stk. 4 eller 5« til: »stk. 3
eller 4«.
34. I § 42 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. En fordringshaver kan ikke anvende et krav om-
fattet af § 97 til modregning i boets krav i medfør af en
aftale, som skyldneren har videreført efter § 9 e eller § 12 o,
eller som boet er indtrådt i efter § 55. Angår aftalen løbende
eller successive ydelser, gælder reglen i 1. pkt., uanset om
kravene er konnekse.«
35. § 56, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes af §
93 alene medkontrahentens krav på vederlag for tiden efter
konkursbehandlingens indledning og indtil en eventuel op-
sigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk.
1, samt krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af
konkursboet.«
36. I § 56 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Angår aftalen successive ydelser, omfattes af §
93 alene den del af medkontrahentens krav, der vedrører
ydelser præsteret efter konkursbehandlingens indledning.«
37. I § 61, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Opsiges skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller
en andelsforening, kan skyldneren kræve sit indestående be-
talt senest 3 måneder efter opsigelsen.«
38. I § 72, stk. 3, 1. pkt., indsættes før »godkendt«: »efter
fristdagen«.
39. I § 110, stk. 2, og § 217, stk. 1, indsættes før »re-
konstruktionsbehandling«: »forebyggende rekonstruktions-
behandling eller«.
40. § 197 affattes således:
»§ 197. Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsi-
ge kendelse om gældssanering, såfremt skyldneren godtgør,
at skyldneren er insolvent. Skyldneren anses for insolvent
efter 1. pkt., hvis skyldneren ikke er i stand til og inden for
de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine
gældsforpligtelser. Kendelse om gældssanering er endvidere
betinget af, at det må antages, at gældssanering vil føre til en
varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.
Stk. 2. Kendelse om gældssanering kan i almindelighed
ikke afsiges, såfremt
1) skyldnerens økonomiske indtægts- og udgiftsforhold
er uafklarede i afdragsperioden, jf. dog § 197 a, eller
skyldneren er under uddannelse,
2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske an-
liggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld
a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude
af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtel-
ser, medmindre der er tale om forretningsmæssigt
velbegrundet stiftelse af erhvervsgæld eller en vel-
begrundet låneomlægning,
b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget
sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til
skyldnerens økonomiske situation,
c) er stiftet med henblik på forbrug, medmindre
gældsstiftelsen som følge af særlige omstændighe-
der fremstår som rimelig, eller
d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet syste-
matisk,
3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller
erstatningspådragende forhold, medmindre der er tale
om gæld i form af sagsomkostninger pålagt i straffesa-
ger,
4) skyldneren, som deltager i ledelsen af en virksomhed,
har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, medmin-
dre det ikke ville være rimeligt at pålægge konkurska-
rantæne som følge heraf,
5) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv
om skyldneren som følge af sin løbende indkomst el-
ler andre indtægter har haft rimelig mulighed herfor,
medmindre der var tale om et mindre væsentligt beløb,
der blev udbetalt inden indgivelsen af begæring om
gældssanering,
6) skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssane-
ring, eller
7) skyldneren stifter ny gæld, efter at gældssaneringssag
er indledt, medmindre gældsstiftelsen som følge af sær-
lige omstændigheder fremstår som rimelig.
Stk. 3. Ved skifterettens afgørelse efter stk. 2 skal der
lægges vægt på gældens alder.
6
Stk. 4. Uanset stk. 2 kan skifteretten nægte gældssanering,
såfremt der foreligger andre omstændigheder, som taler af-
gørende imod gældssanering.
Stk. 5. Ved afgørelse om gældssanering skal det ikke tages
i betragtning, hvorvidt skyldneren har mulighed for at opnå
eftergivelse af gæld efter anden lovgivning.
Stk. 6. Kendelse om gældssanering kan kun afsiges for så
vidt angår skyldnere, som er fysiske personer.«
41. Efter § 197 indsættes:
»§ 197 a. Var skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller
samlever eller et selskab, som de nævnte personer direkte el-
ler indirekte ejer en væsentlig del af, under konkursbehand-
ling, da skifteretten modtog forslaget om gældssanering, er
uafklarede forhold, der skyldes konkursen, ikke til hinder
for afsigelse af kendelse om gældssanering.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis skyldnerens
gæld i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig virksom-
hed, og ledelsen af virksomheden i ikke uvæsentligt omfang
har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring,
momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat og
indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder eller
lignende eller i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt
at lede virksomheden forsvarligt.«
42. I § 199 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Er skyldneren under konkursbehandling, omfatter
kendelsen om gældssanering alene fordringer, der er stiftet
inden konkursdekretets afsigelse, jf. dog § 30. Når særlige
forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen
skal omfatte fordringer stiftet inden et af skifteretten andet
fastsat tidspunkt, der dog ikke kan fastsættes til et tidspunkt
senere end skifterettens afgørelse om at indlede sag om
gældssanering, jf. § 206.
Stk. 3. Kendelsen om gældssanering omfatter alene krav
på B-skat, der er forfaldet inden det tidspunkt, der efter
reglerne i stk. 1 og 2 er afgørende for, om øvrige fordringer
omfattes af kendelsen. Kendelsen omfatter endvidere krav
på restskat vedrørende det indkomstår, som udløber efter det
nævnte tidspunkt.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 4.
43. I § 200 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Omfatter kendelsen alene fordringer stiftet inden
konkursdekretets afsigelse, jf. § 199, stk. 2, bortfalder krav
på renter af de af kendelsen omfattede fordringer alene for
tiden efter konkursdekretets afsigelse.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
44. I § 202 indsættes som nyt stykke efter stk. 2:
»Stk. 3. Er skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller sam-
lever eller et selskab, som de nævnte personer direkte
eller indirekte ejer en væsentlig del af, under konkursbe-
handling, anmoder skifteretten kurator om oplysning om,
hvorvidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler
imod gældssanering. Kurator skal afgive erklæringen senest
samtidig med sin redegørelse efter § 125, stk. 2 og 3, eller,
såfremt denne er afgivet, snarest muligt. Angår konkursbe-
handlingen ikke skyldneren selv, gælder 1. pkt. dog kun,
hvis skyldnerens gæld i det væsentligste stammer fra kau-
tion eller anden hæftelse for krav mod konkursboet.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
45. I § 204, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Mødet med skyldneren kan afholdes ved anvendelse af
telekommunikation.«
46. I § 208, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»I de i § 197 a, stk. 1, nævnte tilfælde, skal genparten
indeholde opfordring om at fremkomme med oplysninger
om omstændigheder af betydning for afgørelsen efter § 197
a, stk. 2.«
47. I § 208 b indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Hvis skyldneren er under konkursbehandling, fin-
der stk. 1 ikke anvendelse på de fordringer, der er anmeldt i
konkursboet.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
48. I § 209, stk. 5, ændres »§ 208 b, stk. 1 og 4 « til: »§ 208
b, stk. 1 og 5«.
49. § 216, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»En kendelse, der helt eller delvis tager skyldnerens for-
slag til følge, skal angive, hvilken del af skyldnerens gæld
der berøres af kendelsen med angivelse af den procent,
hvortil fordringerne nedsættes, eller, hvor dette ikke er mu-
ligt, de afdrag, som skyldneren skal betale.
Stk. 2. Udgør det beløb, som skyldneren efter stk. 1 i
alt skal betale i afdragsperioden, alene et uvæsentligt beløb,
bortfalder skyldnerens gæld, jf. § 198, når sagen er sluttet
med kendelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1. I øvrige
tilfælde anvendes 1. pkt. således, at der bortses fra fordrin-
ger, som kun vil afkaste et uvæsentligt beløb. Reglen i 2.
pkt. anvendes særskilt på hver enkelt fordring, begyndende
med den mindste, indtil de resterende fordringer hver især
afkaster mere end et uvæsentligt beløb. Fordringer omfattet
af 2. pkt. bortfalder, når sagen er sluttet med kendelse om
gældssanering, jf. § 218, stk. 1. § 208 b, stk. 5, nr. 1, finder
tilsvarende anvendelse. Justitsministeren kan fastsætte nær-
mere regler om anvendelse af 1.-3. pkt.«
Stk. 2-7 bliver herefter stk. 3-8.
50. § 216, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Træffes der bestemmelse om, at skyldneren skal
have henstand med betaling af den del af gælden, som fort-
sat skal bestå, skal kendelsen angive afdragsperiodens læng-
de samt størrelsen af og forfaldstiden for de afdrag, som
skyldneren skal betale i afdragsperioden. Afdragsperioden
udgør tre år. Afdragsperioden kan være længere, hvis dette
er nødvendigt for, at skyldneren kan opretholde sin bolig
eller aktiver, der anvendes af skyldneren i eller i forbindelse
med dennes erhverv. Hvis den væsentligste del af skyldne-
rens gæld er studiegæld, og skyldneren ikke har gæld fra er-
hvervsmæssig virksomhed, kan afdragsperioden forlænges,
dog således at afdragsperioden højst kan udgøre seks år.«
7
51. I § 216, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »længde efter
stk. 3« til: »begyndelse efter stk. 4«.
52. I § 216, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres
»stk. 6« til: »stk. 7«.
53. Efter § 216 indsættes:
»§ 216 a. Er skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever
eller et selskab, som skyldneren eller de nævnte personer
tilsammen direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af,
under konkursbehandling, kan kendelse om gældssanering
tidligst afsiges, når kurator i konkursboet har afgivet endelig
indstilling efter § 202, stk. 3. Angår konkursbehandlingen
ikke skyldneren selv, gælder 1. pkt. dog kun, hvis skyldne-
rens gæld i det væsentligste stammer fra kaution eller anden
hæftelse for krav mod konkursboet.
Stk. 2. Er skyldneren under konkursbehandling på det
tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering, skal
skyldneren betale afdrag, jf. § 216, til skifterettens medhjæl-
per, der udlodder det modtagne beløb til fordringshaverne
omfattet af gældssaneringskendelsen, når konkursboet er
sluttet. Er afdragsperioden ikke udløbet på tidspunktet for
konkursboets slutning, skal skyldneren betale de resterende
afdrag direkte til fordringshaverne. Er skyldneren ved af-
dragsperiodens udløb fortsat under konkursbehandling, ind-
betaler medhjælperen det modtagne beløb til konkursboet,
der i forbindelse med udbetaling af dividenden, jf. § 152,
udlodder det modtagne beløb til fordringshaverne i overens-
stemmelse med § 200. Sluttes boet efter § 143, kan kurator
overlade udlodning af det modtagne beløb til skifterettens
medhjælper.«
54. I § 218, stk. 1, ændres »§ 202, stk. 3« til: »§ 202, stk. 4«.
55. I § 219, stk. 1, ændres »§§ 208, 208 a, stk. 3, 209, stk.
2, 210, 213-214, 216, stk. 5 og 2018, stk. 2-3« til: »§ 208, §
208 a, stk. 3, § 209, stk. 2, §§ 210 og 213-214, § 216, stk. 6,
og § 218, stk. 2 og 3«.
56. I § 219, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Er eller har skyldneren tidligere været under konkurs-
behandling, kan de nævnte forretninger ikke overlades til
konkursboets kurator.«
57. I § 219 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om medhjæl-
pernes behandling af betroede midler.«
58. I § 220 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Er skyldneren under konkursbehandling, afholdes om-
kostningerne ved behandlingen af gældssaneringssagen af
konkursboet efter § 93, nr. 2, i det omfang der er dækning
hertil af boets midler.«
59. § 226, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Kendelsen befrier skyldneren for den del af gæl-
den, der omfattes af kendelsen, jf. § 199, og som bortfalder
ved kendelsen, over for fordringshaveren selv og over for
kautionister og andre, der hæfter for gælden. Uanset reglen
i 1. pkt. har kendelsen ingen indflydelse på skatteforvaltnin-
gens adgang til at modregne krav på B-skat i overskydende
skat vedrørende samme indkomstår.«
60. I § 228, stk. 1, 1. pkt. og 2, 1. pkt., ændres »§ 216, stk. 1
og 3« til: »§ 216, stk. 1 og 4«.
61. I § 228 indsættes som stk. 3 og 4:
»Stk. 3. Har skyldneren på det tidspunkt, hvor kendelsen
om gældssanering afsiges, uafklarede økonomiske forhold,
jf. § 197 a, kan skifteretten i afdragsperioden på begæring af
en fordringshaver genoptage gældssaneringssagen med hen-
blik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat,
eller de i kendelsen fastsatte afdrag, såfremt der er indtrådt
forhold, der medfører, at skyldneren må anses for at være
i stand til at betale mindst 1.000 kr. om måneden ud over
det, der følger af kendelsen. Forhøjelsen sker med det beløb,
der overstiger de nævnte 1.000 kr. om måneden. Såfremt
forhøjelsen alene vil ske med et beløb, der er mindre end
det beløb, der er nævnt i § 216, kan skifteretten undlade at
forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, eller de
fastsatte afdrag.
Stk. 4. I de i stk. 3 nævnte tilfælde skal skyldneren in-
den rimelig tid underrette skifteretten og fordringshaverne,
såfremt der indtræder forhold, der medfører, at skyldneren
må anses for at være i stand til at betale mindst 1.000 kr. om
måneden ud over det, der følger af kendelsen. Skyldneren
skal efter skifterettens nærmere bestemmelse fremsende do-
kumentation for sine økonomiske forhold til skifteretten og
fordringshaverne.«
62. § 229, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Gældssaneringskendelsen kan på begæring af en ford-
ringshaver ophæves af skifteretten,
1) hvis det oplyses, at skyldneren under gældssaneringssa-
gen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold,
2) hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge
gældssaneringskendelsen, eller
3) hvis skyldneren tilsidesætter sine pligter efter § 228,
stk. 4.
Stk. 2. Skifteretten ophæver gældssaneringskendelsen,
hvis skyldneren efter afsigelsen af kendelsen pålægges kon-
kurskarantæne efter § 157, og den groft uforsvarlige forret-
ningsførelse, der begrunder pålægget af konkurskarantænen,
er foregået, inden kendelsen om gældssanering blev afsagt.
Stk. 3. Forinden skifteretten træffer afgørelse efter stk. 1
og 2, indkaldes skyldneren og fordringshaverne til et møde
i skifteretten. Når skyldnerens sociale forhold taler derfor,
indkaldes desuden en repræsentant for kommunen til mø-
det.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
63. I § 230 indsættes før stk. 1 som nyt stykke:
»Er skyldneren under konkursbehandling på tidspunktet
for afsigelsen af en kendelse om gældssanering, har for-
dringshaverne krav på dividende i konkursboet uden hensyn
til kendelsen, jf. dog § 220, 2. pkt.«
Stk. 1 bliver herefter stk. 2.
8
64. Kapitel 29 ophæves.
65. I § 237 a indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Kurator, rekonstruktør, tillidsmand og medhjæl-
per skal kunne modtage meddelelser, der sendes som digital
kommunikation. Hvis en fordringshaver har anmeldt sit krav
til en af de i 1. pkt. nævnte personer ved anvendelse af
digital kommunikation, kan meddelelser til fordringshaveren
sendes som digital kommunikation.«
66. I § 238, stk. 5, indsættes efter »i medfør af«: »§ 9
b, stk. 3,«, og »rekonstruktionsbehandlingens indledning«
ændres til: »indledningen af den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling eller rekonstruktionsbehandlingen«.
67. Efter § 238 indsættes:
»§ 238 a. Ingen må handle som kurator, skifterettens
medhjælper, rekonstruktør eller tillidsmand, hvis der er tvivl
om, hvorvidt den pågældende har de fornødne kvalifikatio-
ner hertil. En person kan ikke udpeges eller beskikkes til
de i 1. pkt. nævnte hverv, hvis vedkommende ikke forinden
har givet skifteretten en kort, skriftlig redegørelse for sin i
forhold til hvervet relevante uddannelse og erfaring.«
68. I § 249, 1. pkt., indsættes efter »§ 8,«: »§ 9 b, stk. 1, 1.
pkt.,«.
69. I § 249, ændres »§ 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt.« til: »§ 13 d,
stk. 3, § 13 d, stk. 5«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 17. juli 2022.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på rekonstrukti-
onsbehandling eller konkursbehandling indledt før lovens
ikrafttræden. For sådanne behandlinger finder de hidtil gæl-
dende regler anvendelse.
Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på begæringer om
gældssanering indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne
begæringer finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf.
dog stk. 4.
Stk. 4. Skifteretten kan på skyldnerens begæring bestem-
me, at loven skal finde anvendelse på begæringer om gælds-
sanering, der er indgivet før lovens ikrafttræden, i det om-
fang dette skønnes at være til skyldnerens fordel.
Stk. 5. Er en kendelse om gældssanering afsagt efter de
hidtil gældende regler, skal spørgsmål om genoptagelse eller
ophævelse af kendelsen behandles efter de hidtil gældende
regler.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
henholdsvis grønlandske forhold tilsiger.
9
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets baggrund
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Revision af reglerne om rekonstruktion, herunder indførelse af en ny procedure om forebyggende rekonstruktion
3.1.1. Anvendelsesområdet for den forebyggende rekonstruktion
3.1.1.1. Gældende ret
3.1.1.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.1.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.1.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.
3.1.2. Den forebyggende rekonstruktionsbehandling
3.1.2.1. Gældende ret
3.1.2.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.2.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.2.3.1. Indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling
3.1.2.3.1.1. Begæring om forebyggende rekonstruktion, begrebet »sandsynlighed
for insolvens« og formkrav
3.1.2.3.1.2. Anmodning om fyldestgørelsesforbud og beskikkelse af rekonstruktør
eller regnskabskyndig tillidsmand
3.1.2.3.1.3. Inddragelse af fordringshaverne ved bestemmelse om fyldestgørelses-
forbud
3.1.2.3.2. Retsvirkninger af den forebyggende rekonstruktionsbehandling
3.1.2.3.3. Gennemførelse af rekonstruktion under forebyggende rekonstruktionsbehandling
3.1.2.3.4. Ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling
3.1.2.4 Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.3. Tidlig varsling
3.1.3.1. Gældende ret
3.1.3.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.3.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.3.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.4. Små og mellemstore virksomheder
3.1.4.1. Gældende ret
3.1.4.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.4.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.4.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.5. Arbejdstageres stilling i forbindelse med den forebyggende rekonstruktion
10
3.1.5.1. Gældende ret
3.1.5.1.1. Information og høring
3.1.5.1.1.1. Konkursloven
3.1.5.1.1.2. Lønmodtagerhøringsloven
3.1.5.1.1.3. Lov om europæiske samarbejdsudvalg
3.1.5.1.1.4. Lov om kollektive afskedigelser
3.1.5.1.2. Virksomhedsoverdragelse under rekonstruktionsbehandling
3.1.5.1.3. Dækning via Lønmodtagernes Garantifond
3.1.5.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.5.2.1. Sikring af arbejdstagerrettigheder
3.1.5.2.2. Information og høring
3.1.5.2.3. Virksomhedsoverdragelse
3.1.5.2.4. Sikring af arbejdstagerkrav
3.1.5.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.5.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.6. Rekonstruktionsplan og indholdet af et rekonstruktionsforslag
3.1.6.1. Gældende ret
3.1.6.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.6.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.6.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.7. Behandlingen af skattekrav i forbindelse med rekonstruktion, herunder latente skatter
3.1.7.1. Gældende ret
3.1.7.2. Konkursrådets overvejelser
3.1.7.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.8. Vedtagelse af rekonstruktionsplaner og afstemningsregler
3.1.8.1. Gældende ret
3.1.8.1.1. Stemmeret og afstemningsregler
3.1.8.1.2. Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseinddeling
3.1.8.1.3. Retsvirkningerne af vedtagelse af et rekonstruktionsforslag
3.1.8.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.8.2.1. Stemmeret
3.1.8.2.2. Klasseinddeling
3.1.8.2.3. Afstemningsregler
3.1.8.2.4. Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseinddeling
3.1.8.2.5. Retsvirkningerne af vedtagelse af en rekonstruktionsplan
3.1.8.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.8.3.1. Majoritetskrav til vedtagelse af rekonstruktionsplan
3.1.8.3.2. Stemmeret
3.1.8.3.3. Klasseinddeling og afstemning i klasser
11
3.1.8.3.4. Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseinddeling
3.1.8.3.5. Retsvirkningerne af vedtagelse af et rekonstruktionsforslag
3.1.8.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.9. Stadfæstelse, herunder nægtelse af rekonstruktion
3.1.9.1. Gældende ret
3.1.9.1.1. Stadfæstelse af rekonstruktionsforslag og kære heraf
3.1.9.1.2. Retsvirkninger af stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag
3.1.9.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.9.2.1. Krav om stadfæstelse af rekonstruktionsplaner
3.1.9.2.2. Betingelserne for stadfæstelse af en rekonstruktionsplan
3.1.9.2.3. Gennemtvingelse overfor alle kreditorer
3.1.9.2.4. Afgørelsen om stadfæstelse af rekonstruktionsplanen, herunder værdiansættelse af
skyldnerens virksomhed
3.1.9.2.5. Retsvirkninger af stadfæstelse af en rekonstruktionsplan
3.1.9.2.6. Adgang til at påklage stadfæstelse eller afvisning af en rekonstruktionsplan m.v.
3.1.9.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.9.3.1. Implementering af direktivets regler om stadfæstelse mv.
3.1.9.3.2. Rekonstruktionens virkninger
3.1.9.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.10.Gensidigt bebyrdende aftaler
3.1.10.1. Gældende ret
3.1.10.1.1. Skyldnerens ret til at videreføre gensidigt bebyrdende aftaler under rekonstruktion
3.1.10.1.2. Skyldnerens adgang til at opsige løbende aftaler
3.1.10.1.3. Skyldnerens ret til at opsige aftaler om et vedvarende retsforhold
3.10.1.1.4. Særligt om videreførelse af arbejdsaftaler
3.10.1.1.5. Retsvirkninger af videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler
3.10.1.1.6. Modregning i skyldnerens krav i henhold til en videreført aftale
3.1.10.1.7. Retsvirkning af ikke at videreføre gensidigt bebyrdende aftaler
3.1.10.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.10.2.1. Retsvirkningerne af et fyldestgørelsesforbud i relation til gensidigt bebyrdende afta-
ler
3.1.10.2.2. Ipso facto-klausuler
3.1.10.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.10.3.1. Regulering af skyldnerens gensidigt bebyrdende aftaler under forebyggende rekon-
struktionsbehandling
3.1.10.3.2. Retsvirkningerne af videreførelse af gensidigt bebyrdende aftaler
3.1.10.3.3. Modregning i skyldnerens krav i henhold til en videreført aftale
3.1.10.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.11. Ny finansiering og midlertidig finansiering
3.1.11.1. Gældende ret
12
3.1.11.1.1. Konkursloven
3.1.11.1.1. Tinglysningsloven
3.1.11.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.11.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.11.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.12.Omstødelse
3.1.12.1. Gældende ret
3.1.12.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.12.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.12.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.13.Tvangsakkord under konkurs
3.1.13.1. Gældende ret
3.1.13.2. Konkursrådets overvejelser
3.1.13.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede bestemmelse
3.2. Modernisering og revision af reglerne om gældssanering
3.2.1. Anvendelsesområdet for gældssanering og sammenlægning af reglerne for gældssanering
3.2.1.1. Gældende ret
3.2.1.1.1. De »almindelige« gældssaneringsregler
3.2.1.1.2. De lempeligere regler om gældssanering for skyldnere, hvis gæld hidrører fra er-
hvervsmæssig virksomhed
3.2.1.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.1.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.1.4. Justitsministeriets overvejelser
3.2.1.5. Den foreslåede ordning
3.2.2. Insolvensbetingelsen og betingelsen om varig forbedring
3.2.2.1. Gældende ret
3.2.2.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.2.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.2.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.3. Udelukkelse af gældssanering
3.2.3.1. Uafklarede økonomiske forhold
3.2.3.1.1. Gældende ret
3.2.3.1.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.3.1.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.1.4. Justitsministeriets overvejelser
3.2.3.1.5. Den foreslåede ordning
3.2.3.2. Skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender
3.2.3.2.1. Gældende ret
3.2.3.2.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
13
3.2.3.2.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.2.4. Justitsministeriets overvejelser
3.2.3.2.5. Den foreslåede ordning
3.2.3.3. En ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold
3.2.3.3.1. Gældende ret
3.2.3.3.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.3.3.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.3.4. Justitsministeriets overvejelser
3.2.3.3.5. Den foreslåede ordning
3.2.3.4. Skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig grund herfor
3.2.3.4.1. Gældende ret
3.2.3.4.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.3.4.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.4.4. Justitsministeriets overvejelser
3.2.3.4.5. Den foreslåede ordning
3.2.3.5. Skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssanering
3.2.3.5.1. Gældende ret
3.2.3.5.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.3.5.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.5.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.3.6. Skyldneren stifter ny gæld, efter gældssanering er indledt
3.2.3.6.1. Gældende ret
3.2.3.6.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.3.6.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.6.4. Justitsministeriets overvejelser
3.2.3.6.5. Den foreslåede ordning
3.2.3.7. Tilsidesættelse af forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og afreg-
ning af A-skat og undladelse af at lede virksomheden forsvarligt
3.2.3.7.1. Gældende ret
3.2.3.7.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.3.7.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.7.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.3.7.5. Den foreslåede ordning
3.2.3.8. Andre omstændigheder, der taler mod gældssanering
3.2.3.8.1. Gældende ret
3.2.3.8.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.3.8.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.8.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.3.9. Særligt om forholdet til konkurskarantænereglerne
14
3.2.3.9.1. Gældende ret
3.2.3.9.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.3.9.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.9.4. Justitsministeriets overvejelser
3.2.3.9.5. Den foreslåede ordning
3.2.3.10. Betydningen af høje boligudgifter
3.2.3.10.1. Gældende ret
3.2.3.10.2. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.10.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.3.11. Nægtelse af gældssanering uden afholdelse af retsmøde
3.2.3.11.1. Gældende ret
3.2.3.11.2. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.11.3. Justitsministeriets overvejelser
3.2.3.11.4. Den foreslåede ordning
3.2.4. Kurators indstilling om forhold, der udelukker gældssanering
3.2.4.1. Gældende ret
3.2.4.2. Konkursrådets overvejelser
3.2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.4.4. Den foreslåede ordning
3.2.5. Pligten til at betale afdrag, afdragsperiodens længde og henstand som alternativ til gældssanering
3.2.5.1. Gældende ret
3.2.5.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.2.5.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.5.4. Justitsministeriets overvejelser
3.2.5.5. Den foreslåede ordning
3.2.6. Tidspunktet for indledning og afsigelse af kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs og
indstilling fra kurator
3.2.6.1. Gældende ret
3.2.6.2. Konkursrådets overvejelser
3.2.6.3. Justitsministeriets overvejelser
3.2.6.4. Den foreslåede ordning
3.2.7. Skatteretlige spørgsmål i relation til gældssanering
3.2.7.1. Gældende ret
3.2.7.2. Konkursrådets overvejelser
3.2.7.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.8. Registrering af skyldner
3.2.8.1. Gældende ret
3.2.8.2. Konkursrådets overvejelser
3.2.8.3. Justitsministeriets overvejelser
15
3.3. Krav til aktører, der beskæftiger sig med insolvensbehandlingen
3.3.1. Faglige krav til dommere og øvrige domstolsjurister
3.3.1.1. Gældende ret
3.3.1.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.3.1.3. Konkursrådets overvejelser
3.3.1.4. Justitsministeriets overvejelser
3.3.2. Krav til kuratorer, rekonstruktører og tillidsmænd
3.3.2.1. Gældende ret
3.3.2.1.1. Kurator
3.3.2.1.1.1. Udpegning og faglige krav til kurator samt krav til kurators habilitet og
integritet
3.3.2.1.1.2. Afsættelse og fratræden
3.3.2.1.1.3. Tilsyn med kurator
3.3.2.1.2. Rekonstruktører
3.3.2.1.2.1. Udpegning og faglige krav til rekonstruktører samt krav til habilitet og
integritet
3.3.2.1.2.2. Afsættelse og fratræden
3.3.2.1.2.3. Tilsyn med rekonstruktører
3.2.3.1.3. Tillidsmænd
3.2.3.1.3.1. Udpegning og faglige krav til tillidsmænd samt krav til habilitet og
integritet
3.2.3.1.3.2. Afsættelse og fratræden
3.2.3.1.3.3. Tilsyn med tillidsmænd
3.2.3.1.4. Medhjælpere
3.2.3.1.4.1. Udpegning og faglige krav til medhjælpere samt krav til habilitet og
integritet
3.2.3.1.4.2. Afsættelse og fratræden
3.2.3.1.4.3. Tilsyn med medhjælpere
3.3.2.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.3.2.2.1. Krav til aktørernes faglighed baseret på forordning (EU) 2015/848
3.3.2.2.2. Krav til aktørernes faglighed
3.3.2.2.3. Krav til sagsbehandlernes habilitet og integritet
3.3.2.2.4. Krav vedrørende udpegning, afsættelse og fratræden af sagsbehandlere
3.3.2.2.5. Tilsyn med sagsbehandlere og sagsbehandleres ansvar
3.3.2.2.6. Vederlag
3.3.2.3. Konkursrådets overvejelser
3.3.2.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
16
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
11. Sammenfattende skema
Bilag 1
Bilag 2
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er først og fremmest at imple-
mentere Europarlamentet og Rådets direktiv 2019/1023 af
20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion,
gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med
henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion,
insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af
direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivet) (bilag 1) i dansk ret.
Direktivet tager sigte på at fjerne hindringer for udøvelsen
af grundlæggende frihedsrettigheder såsom frie kapitalbe-
vægelser og etableringsfriheden ved at sikre at levedygtige
virksomheder og iværksættere i finansielle vanskeligheder
har adgang til effektive nationale rammer for en forebyggen-
de rekonstruktionsbehandling, at insolvente og svært gæld-
tyngede iværksættere kan drage fordel af fuld gældssanering
efter en rimelig periode og derved få en ny chance, og at
effektiviteten af procedurerne for rekonstruktion, insolvens-
behandling og gældssanerings forbedres.
Direktivet skal være implementeret i dansk ret senest den
17. juli 2022.
Det foreslås, at der indsættes et nyt afsnit i konkursloven,
der indeholder bestemmelser om en forebyggende rekon-
struktionsbehandling, ligesom det foreslås, at der foretages
en vis revision af regelsættet for den almindelige rekon-
struktionsbehandling med henblik på at gøre proceduren
mere effektiv.
De foreslåede regler om forbyggende rekonstruktion skal
sikre, at erhvervsdrivende har mulighed for på et tidligere
tidspunkt, end hvad der er mulighed for efter de gældende
regler, at få adgang til rammer, der kan sikre, at levedygtige
virksomheder i finansielle vanskeligheder kan fortsætte drif-
ten.
Afsnittet om forebyggende rekonstruktion indeholder på den
baggrund mulighed for, at erhvervsdrivende kan få beskik-
ket en rekonstruktør, og endvidere at skifteretten kan træffe
bestemmelse om et fyldestgørelsesforbud, men uden at der
er krav om, at en rekonstruktion skal indeholde en tvangsak-
kord, virksomhedsoverdragelse eller andre tiltag, der alene
eller sammen med de øvrige dele af rekonstruktionen med-
fører, at skyldneren ophører med at være insolvent. Skyld-
neren har i medfør af reglerne om forebyggende rekonstruk-
tion stadig mulighed for at gennemføre en rekonstruktion
under den forebyggende rekonstruktionsbehandling ved at
fremsætte et rekonstruktionsforslag.
En skyldner kan med de foreslåede regler tages under fore-
byggende rekonstruktion, hvis skyldneren er insolvent eller
som følge af økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed
for at blive insolvent.
Lovforslaget indeholder endvidere en revision af rekon-
struktionsreglerne, der har til formål at udvide virksomhe-
dernes mulighed for at opnå en rekonstruktion, herunder
at gøre adgangen til at gennemføre en rekonstruktion mere
effektiv. Desuden forslå en ændring af, hvad der under en
rekonstruktion skal kunne akkorderes samt aktuelle skatte-
mæssige problemstillinger, der bl.a. har medført at B-skat,
acontoskat og restskat foreslås omfattes af en akkord. Lov-
forslaget indeholder ligeledes ændring af reglerne om af-
stemning om et rekonstruktionsforslag.
Formålet med lovforslaget er endvidere, at modernisere reg-
lerne om gældssanering med det formål at forbedre iværk-
sætteres muligheder for at påbegynde ny virksomhed efter
konkurs. Det foreslås derfor, at der foretages en række
ændringer af gældssaneringsreglerne i konkursloven, som
udover at implementere reglerne fra rekonstruktions- og
insolvensdirektivet, sigter mod at gøre det nemmere for er-
hvervsdrivende skyldnere at opnå gældssanering.
De foreslåede ændringer i reglerne om gældssanering inde-
holder derfor bl.a. en sammenlægning af reglerne om gælds-
sanering i og uden for konkurs.
Lovforslaget har endelig til formål at skabe rammerne for
tidlige varslingsmekanismer, der kan være med til at sikre,
at skyldnere kan konstatere finansielle vanskeligheder og
træffe passende tiltag tidligere, og derved undgå en forestå-
ende insolvens, eller, hvis der er tale om en virksomhed,
17
hvis levedygtighed er permanent svækket, effektivt og ord-
net kan afvikle virksomheden.
Lovforslaget bygger på Konkursrådets betænkning nr.
1578/2022 om modernisering og revision af reglerne om
gældssanering, herunder implementering af rekonstrukti-
ons- og insolvensdirektivet (herefter blot »betænkning nr.
1578/2022«), og Konkursrådets betænkning nr. 1579/2022
om revision af reglerne om rekonstruktion, herunder imple-
mentering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet (heref-
ter blot »betænkning nr. 1579/2022«).
2. Lovforslagets baggrund
I maj 2014 anmodede Justitsministeriet Konkursrådet om at
overveje, hvordan iværksætteres muligheder for at påbegyn-
de ny virksomhed efter konkurs kunne forbedres. Justitsmi-
nisteriet anmodede i den forbindelse Konkursrådet om at
vurdere, om konkurslovens gældssaneringsregler i tilstræk-
kelig grad tager hensyn til iværksættere, der er gået kon-
kurs og ønsker at starte på ny, samt at overveje ulemper
og fordele ved at afkorte den periode, i hvilken skyldner
skal afdrage på gæld, at anvende henstand som alternativ til
gældssanering, samt at meddele gældssanering før konkurs-
boets afslutning.
Den 20. juni 2019 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet
rekonstruktions- og insolvensdirektivet, hvis hovedindhold
skulle være implementeret i medlemsstaterne senest den 17.
juli 2021.
Justitsministeriet anmodede på baggrund heraf i oktober
2019 endvidere Konkursrådet om at vurdere de lovgivnings-
mæssige konsekvenser af rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivet.
På baggrund af Justitsministeriets bidrag til koordineringen
af den samlede indsats mod COVID-19 og lovgivningen
relateret hertil, rettede ministeriet i januar 2021 henvendelse
til EU-Kommissionen med anmodning om 1 års udsættelse
af fristen for at implementere direktivet i dansk ret. EU-
Kommissionen imødekom denne anmodning, sådan at fri-
sten for implementeringen af direktivet blev rykket til den
17. juli 2022.
Konkursrådets arbejde har resulteret i betænkning nr.
1578/2022 og betænkning nr. 1579/2022.
Regeringens lovforslag svarer med enkelte ændringer til
Konkursrådets lovudkast.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Revision af reglerne om rekonstruktion, herunder
indførelse af en ny procedure om forebyggende rekon-
struktion
3.1.1. Anvendelsesområdet for den forebyggende rekon-
struktion
3.1.1.1. Gældende ret
Med lov nr. 718 af 25. juni 2010 om ændring af konkurs-
loven og forskellige andre love (Rekonstruktion m.v.) blev
reglerne om rekonstruktion indført i konkurslovens afsnit
IA.
Formålet med reglerne om rekonstruktion er at forbedre
mulighederne for, at virksomheder, der er levedygtige, men
som har aktuelle økonomiske vanskeligheder, kan viderefø-
res i stedet for at blive erklæret konkurs.
Udgangspunktet for, hvem der kan undergives rekonstruk-
tionsbehandling, fremgår ikke direkte af konkursloven. Til-
svarende indeholder konkursloven ikke regler, som undtager
visse skyldnere fra anvendelsesområdet for rekonstruktions-
behandling. Enhver fysisk og juridisk person kan derfor
som hovedregel undergives rekonstruktionsprocedurer. Re-
konstruktionsbehandling er tilgængelig i relation til både
erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende skyldnere.
Finansielle enheder er ikke undtaget fra konkurslovens reg-
ler om rekonstruktion. Nødlidende eller forventeligt nødli-
dende finansielle enheders forhold reguleres dog i stedet
af lov om rekonstruktion og afvikling af visse finansielle
virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 1. april 2019
og af andre særregler.
Der er ikke i dansk ret regler, som hindrer personer, som
tidligere har undergået rekonstruktionsbehandling, i på ny
at undergå sådanne procedurer, idet skifteretten i medfør af
konkurslovens § 15, stk. 5, dog skal afvise en begæring
om rekonstruktionsbehandling, der indgives tidligere end
en måned efter en forudgående rekonstruktionsbehandlings
ophør, hvis den forudgående rekonstruktionsbehandling er
ophørt, uden at der er vedtaget en rekonstruktionsplan. Med
denne bestemmelse sikres det, at skyldneren ikke med
hjemmel i konkurslovens § 24, 2. pkt., kan afværge en
konkursbehandling, hvis en rekonstruktionsbehandling for
nylig er ophørt, uden at der blev vedtaget en rekonstrukti-
onsplan. Fordringshaverne vil dermed kunne få skyldnerens
bo taget under konkursbehandling, selv om der efterfølgen-
de indgives begæring om rekonstruktion.
Der er endvidere i dansk ret ikke noget til hinder for, at
personer, som tidligere er dømt for alvorlig kriminalitet, som
relaterer sig til deres virksomhedsudøvelse, kan undergives
rekonstruktionsbehandling. Konkurslovens § 157 indeholder
imidlertid mulighed for under visse nærmere betingelser at
pålægge personer, der har deltaget i ledelsen af skyldnerens
18
virksomhed, konkurskarantæne, hvis det må antages, at den
pågældende på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse
er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksom-
hed. Det følger af konkurslovens § 159, at den, der er
pålagt konkurskarantæne, ikke må deltage i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset
for virksomhedens forpligtelser. Personer, som tidligere er
idømt konkurskarantæne, må under visse yderligere betin-
gelser heller ikke deltage i ledelsen af en erhvervsvirksom-
hed med personlig og ubegrænset hæftelse for virksomhe-
dens forpligtelser.
For en nærmere gennemgang af konkurslovens regler om
rekonstruktion henvises til lovforslagets pkt. 3.1.2.1.
3.1.1.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Rekonstruktions- og insolvensdirektivets regler om rekon-
struktion har til formål at sikre, at levedygtige virksomheder
og iværksættere i finansielle vanskeligheder har adgang til
effektive nationale regler vedrørende forebyggende rekon-
struktion, således at de får mulighed for at fortsætte driften.
Direktivets afsnit I fastsætter direktivets anvendelsesområde
og afgrænser endvidere udtrykkeligt, hvilke skyldnere, der
ikke er omfattet af direktivet.
Direktivet finder således for det første ikke anvendelse, så-
fremt de i artikel 1, stk. 1, nævnte procedurer omfatter vis-
se skyldnere, herunder fysiske personer, som ikke er iværk-
sættere, jf. artikel 1, stk. 2. Ved ”iværksætter” forstås en
fysisk person, som driver forretning eller virksomhed eller
udøver et fag eller erhverv, jf. direktivets artikel 2, stk. 1,
nr. 9. Direktivet berører dog ikke medlemsstaternes adgang
til at indføre tilsvarende bestemmelser for fysiske personer,
som ikke er iværksættere. Denne mulighed er begrundet i,
at iværksætteres finansielle vanskeligheder alternativt kan
håndteres effektivt ved hjælp af procedurer, som fører til
gældssanering, eller ved hjælp af uformelle rekonstruktioner
på grundlag af kontraktmæssige aftaler, jf. direktivets artikel
1, stk. 4, og præambelbetragtning nr. 20.
Direktivet finder for det andet ikke anvendelse på visse
finansielle enheder, der yder finansielle tjenester, jf. artikel
1, stk. 2, litra a-f. Herunder finder direktivet ikke anvendelse
på:
– Forsikrings- og genforsikringsselskaber som defineret i
direktivets artikel 13, nr. 1 og 4, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/138/EF (artikel 1, stk. 2, litra a).
– Kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr.
1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2013/575 (artikel 1, stk. 2, litra b).
– Investeringsselskaber og kollektive investeringsordnin-
ger som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 2 og 7, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2013/575
(artikel 1, stk. 2, litra c).
– Centrale modparter som defineret i artikel 2, nr. 1, i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2012/648
(artikel 1, stk. 2, litra d).
– Værdipapircentraler som defineret i artikel 2, stk. 1, nr.
1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2014/909 og andre finansieringsinstitutter og enheder,
der er anført i artikel 1, stk. 1, første afsnit, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2014/59 (artikel 1,
stk. 2, litra e).
– Andre finansieringsinstitutter og enheder, der er anført i
artikel 1, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2014/59 (artikel 1, stk. 2, litra f).
Medlemsstaterne kan også udelukke andre finansielle enhe-
der, der yder finansielle tjenester, og som er omfattet af sam-
menlignelige ordninger og indgrebsbeføjelser, jf. direktivets
artikel 1, stk. 3.
Undtagelsen af de ovennævnte skyldnere er ifølge præam-
belbetragtning nr. 19 begrundet i, at sådanne skyldnere er
omfattet af særordninger, og at de nationale tilsyns- og
afviklingsmyndigheder har vidtgående indgrebsbeføjelser i
forhold til dem.
For det tredje finder direktivet ikke anvendelse på offentlige
organer i henhold til national ret, jf. direktivets artikel 1,
stk. 2, litra g. Det følger af præambelbetragtning nr. 20, at
undtagelsen af disse skyldnere skyldes de samme hensyn,
som gør sig gældende vedrørende finansielle enheder, der
yder finansielle tjenester, jf. ovenfor.
Derudover kan medlemsstaterne opretholde eller indføre en
levedygtighedstest i henhold til national ret, forudsat at en
sådan test har til formål at udelukke skyldnere uden udsigt
til at opnå levedygtighed fra adgangen til den forebyggende
rekonstruktionsprocedure, og at den kan gennemføres uden
at være til skade for skyldnerens aktiver. Testen kan gen-
nemføres på en sådan måde, at der bevilges et fyldestgørel-
sesforbud, eller at testen udføres uden unødig forsinkelse. At
testen ikke bør være til skade for skyldnerens aktiver, bør
dog ikke forhindre medlemsstater i at kræve, at skyldner for
egen regning dokumenterer sin levedygtighed, jf. direktivets
artikel 4, stk. 3, og præambelbetragtning nr. 26.
Medlemsstaterne kan endvidere fastsætte bestemmelser om,
at skyldnere, der er dømt for alvorlige overtrædelser af
regnskabsmæssige eller bogføringsmæssige forpligtelser i
henhold til national ret, først kan få adgang til en ramme for
forebyggende rekonstruktion, efter de pågældende skyldnere
har truffet fyldestgørende foranstaltninger til at afhjælpe de
19
forhold, der gav anledning til dommen, med henblik på give
fordringshaverne de oplysninger, de behøver, for at kunne
træffe en beslutning under rekonstruktionsforhandlingerne,
jf. artikel 4, stk. 2.
Den omstændighed, at medlemsstaterne kan begrænse ad-
gangen til en rekonstruktionsramme for skyldnere, der er
dømt for alvorlige overtrædelser af deres regnskabs- eller
bogføringsmæssige forpligtelser, bør ikke forhindre med-
lemsstaterne i også at begrænse deres adgang til rammer
for forebyggende rekonstruktion, hvis deres bøger og forret-
ningspapirer er ufuldstændige eller mangelfulde i en grad,
der gør det umuligt at fastslå deres aktiviteter og finansielle
situation, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 27.
Anvendelsesområdet for rammerne for forebyggende rekon-
struktion kan ydermere udvides til også at omfatte situa-
tioner, hvor skyldnere har ikke-finansielle vanskeligheder,
f.eks. at skyldneren har mistet en kontrakt, der har central
betydning for vedkommende. Det er dog en forudsætning
herfor, at sådanne vanskeligheder medfører en reel og alvor-
lig trussel mod en skyldners aktuelle eller fremtidige evne
til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, jf.
præambelbetragtning nr. 28.
Den relevante tidsramme for fastlæggelse af en trussel som
den ovennævnte, kan udgøre en periode på flere måneder el-
ler endnu længere for at tage hensyn til tilfælde, hvor skyld-
ner har ikke-finansielle vanskeligheder, der truer skyldne-
rens aktiviteters status som en ”going concern” og på mel-
lemlang sigt likviditet, jf. præambelbetragtning nr. 28.
Medlemsstaterne kan herudover begrænse det antal gange,
en skyldner inden for en bestemt periode kan få adgang til
en ramme for forebyggende rekonstruktion, jf. direktivets
artikel 4, stk. 4; bestemme, at direktivets rammer for fore-
byggende rekonstruktion alene skal finde anvendelse på ju-
ridiske personer, jf. artikel 1, stk. 4, 2. pkt.; samt fastsætte,
at visse fordringer er udelukket fra, eller ikke berøres af,
rammerne for forebyggende rekonstruktion, jf. artikel 1, stk.
5, litra a-c.
At visse fordringer er udelukket fra eller ikke berøres af
rammerne for forebyggende rekonstruktion omfatter for det
første nuværende eller tidligere arbejdstageres eksisterende
og fremtidige tilgodehavender, for det andet underholdskrav,
der er opstået i forbindelse med et familieforhold, forælder-
barn-forhold, ægteskab eller svogerskab, og for det tredje
fordringer som følge af skyldners erstatningsansvar uden for
kontraktforhold.
Medlemsstaterne skal herudover sikre, at rammerne for fore-
byggende rekonstruktion ikke påvirker arbejdsmarkedspen-
sionsrettigheder, der blev opnået på et tidspunkt forud for
rekonstruktionen, jf. direktivets artikel 1, stk. 6, og præam-
belbetragtning nr. 20.
Medlemsstaterne kan bestemme, om fordringer, der forfal-
der eller indtræder efter, at en begæring om at indlede
en forebyggende rekonstruktionsprocedure er indgivet, eller
efter indledning af proceduren, er omfattet af den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling, jf. direktivets præambel-
betragtning nr. 25.
Endelig indeholder direktivets afsnit I regler om skyldneres
adgang til tidlige varslingsmekanismer, som kan afsløre for-
hold, der kan give anledning til sandsynlighed for insolvens,
og som kan indikere over for dem, at det er nødvendigt
straks at træffe foranstaltninger.
3.1.1.3. Konkursrådets overvejelser
Det følger som ovenfor anført af rekonstruktions- og insol-
vensdirektivets artikel 1, stk. 2, litra h, at direktivet ikke
finder anvendelse på skyldnere, der ikke er iværksættere,
dvs. fysiske personer, som ikke driver forretning eller virk-
somhed eller udøver et fag eller erhverv.
Det følger som anført endvidere af direktivets artikel 1,
stk. 4, at medlemsstaterne kan begrænse forebyggende re-
konstruktion til at angå juridiske personer.
Det er Konkursrådets opfattelse, at såvel fysiske som juridi-
ske personer bør have adgang til at anvende reglerne om
forebyggende rekonstruktion, og at det i almindelighed bør
være en betingelse herfor, at de pågældende er erhvervsdri-
vende. Det bemærkes, at direktivets iværksætterbegreb må
forstås i overensstemmelse med det danske begreb erhvervs-
drivende.
Begrebet juridiske personer bør i relation til forebyggende
rekonstruktion defineres på samme måde, som ved rekon-
struktion efter de eksisterende regler i konkursloven. Juridi-
ske personer vil normalt være erhvervsdrivende og bør som
sådan have adgang til den forebyggende rekonstruktionspro-
cedure. Konkursrådet finder, at praktiske hensyn tilsiger,
at det begrænsede antal juridiske personer, som ikke er er-
hvervsdrivende, tillige tillades adgang til den forebyggende
rekonstruktionsprocedure.
For så vidt angår fysiske personer, finder Konkursrådet, at
kun erhvervsdrivende bør have adgang til den forebyggende
rekonstruktionsproces. Konkursrådet har herved lagt vægt
på, at fysiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, i ste-
det vil kunne anvende reglerne om gældssanering. Fysiske
personer, som ikke er erhvervsdrivende, vil også fortsat kun-
ne anvende de eksisterende rekonstruktionsregler, ligesom
det er tilfældet for så vidt angår juridiske personer og fysi-
ske personer, som er erhvervsdrivende.
20
Konkursrådet har overvejet, hvordan det skal vurderes, om
en fysisk person er erhvervsdrivende.
I konkurslovens § 3, stk. 1 og 2, anvendes udtrykket ”er-
hvervsmæssig virksomhed”. Det er ikke nærmere defineret
i loven, hvad der skal forstås ved ”erhvervsmæssig virksom-
hed”. For en gennemgang af retspraksis på området henvises
til Konkursrådets betænkning 1579/2022, s. 58ff.
Konkursrådet finder, at det bør bero på en konkret vurde-
ring, om en fysisk person udøver erhvervsmæssig virksom-
hed. I denne vurdering kan der lægges vægt på, om skyld-
neren er indehaver af en virksomhed, i hvilken han udøver
virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå
et økonomisk overskud. Konkursrådet finder derudover, at
skyldneren skal deltage aktivt i driften af virksomheden for
at udøve erhvervsvirksomhed. Det betyder bl.a., at skyldne-
ren som udgangspunkt ikke bør anses for at udøve erhvervs-
mæssig virksomhed alene fordi skyldneren er deltager i et
interessentskab, eller fordi skyldneren er stifter af et kapital-
selskab.
Ved vurderingen af, om en fysisk person er erhvervsdri-
vende, bør den omstændighed, at vedkommende har et
CVR-nummer, i almindelighed anses som udtryk for, at
den pågældende er erhvervsdrivende. Der vil dog kunne
forekomme tilfælde, hvor en erhvervsdrivende på grund af
lav omsætning eller af andre grunde ikke har et CVR-num-
mer. Omvendt vil det kunne forekomme, at en fysisk person,
som har et CVR-nummer, f.eks. aldrig har startet virksom-
hed.
Fysiske personer, f.eks. kautionister eller kapitalejere, som
tidligere har drevet erhvervsmæssig virksomhed, bør – uan-
set om gælden kan henføres til den erhvervsmæssige aktivi-
tet – ikke omfattes af reglerne om forebyggende rekonstruk-
tion.
I tilfælde, hvor skyldneren ophører med at være erhvervs-
drivende under den forebyggende rekonstruktionsprocedure,
bør skifteretten ikke bringe den forebyggende rekonstrukti-
onsprocedure til ophør.
Konkursrådet har overvejet, hvorvidt konkurslovens regler
om rekonstruktion bør ændres, således at fysiske personer,
som ikke er erhvervsdrivende, tillige udelukkes fra at an-
vende den eksisterende rekonstruktionsprocedure, men har
ikke fundet, at der er anledning til at foretage en sådan æn-
dring. Konkursrådet har herved lagt vægt på, rekonstruktion
efter de eksisterende regler forudsætter insolvens, og at en
fysisk person derfor efter omstændighederne kan have en
legitim interesse i at anvende disse regler til at opnå en
akkord, mens en fysisk person, der ikke driver virksomhed,
ikke bør kunne anvende regler om forebyggende rekonstruk-
tion, da en sådan person ikke nødvendigvis er insolvent, og
der ikke består et hensyn til at bevare en virksomhed.
Konkursrådet har endvidere overvejet om den forebyggen-
de rekonstruktionsprocedure alene bør kunne anvendes af
skyldnere, der endnu ikke er insolvente, men kun har sand-
synlighed for at blive insolvent. Konkursrådet finder imid-
lertid ikke grundlag for at afskære en insolvent skyldner
fra at anvende den forebyggende rekonstruktionsprocedure
frem for den nugældende rekonstruktionsprocedure, hvis
skyldneren måtte foretrække dette.
For en nærmere gennemgang af begrebet »sandsynlighed for
at blive insolvent« henvises til pkt. 3.1.2.3.1.1.
Konkursrådet finder, at der ikke er et praktisk behov for at
udvide den forebyggende rekonstruktionsproces til også at
omfatte skyldnere, som har ikke-finansielle vanskeligheder.
Konkursrådet finder herudover, at skyldnere, i relation til
hvilke Erhvervsstyrelsen har truffet beslutning om tvangs-
opløsning, ikke bør kunne anvende reglerne om forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet har herved
lagt vægt på formålet med ordningen om forebyggende
rekonstruktion. Modtager skifteretten en begæring om fore-
byggende rekonstruktion samtidig med eller senere end en
tvangsopløsningsbegæring, udsættes skifterettens behand-
ling af begæringen om forebyggende rekonstruktion på be-
handling af tvangsopløsningssagen. Er forebyggende rekon-
struktionsbehandling indledt på tidspunktet for tvangsopløs-
ningsbegæringens modtagelse, sætter skifteretten den fore-
byggende rekonstruktionsproces i bero, indtil det er afklaret,
om opløsningsbegæringen afværges af skyldneren. Afværger
skyldneren ikke opløsningsbegæringen, bringer skifteretten
den forebyggende rekonstruktionsprocedure til ophør uden,
at der herved gælder krav om forudgående høring af skyld-
neren.
Det fremgår af direktivets artikel 4, stk. 2, at medlemssta-
terne kan fastsætte bestemmelser om, at skyldnere, der er
dømt for alvorlige overtrædelser af regnskabsmæssige eller
bogføringsmæssige forpligtelser i henhold til national ret,
først kan få adgang til en ramme for forebyggende rekon-
struktion, efter de pågældende skyldnere har truffet fyldest-
gørende foranstaltninger til at afhjælpe de forhold, der gav
anledning til dommen, med henblik på at give fordrings-
haverne de oplysninger, de behøver for at kunne træffe
en beslutning under rekonstruktionsforhandlingerne. Dette
hindrer efter direktivets præambelbetragtning nr. 27 ikke
medlemsstaterne i også at begrænse skyldneres adgang til
rammer for forebyggende rekonstruktion, hvis deres bøger
og forretningspapirer er ufuldstændige eller mangelfulde i
en grad, der gør det umuligt at fastslå skyldners aktiviteter
og finansielle situation.
21
Konkursrådet har overvejet, hvorvidt, og i så fald i hvil-
ke tilfælde, personer, som tidligere er straffet for alvorli-
ge overtrædelser af regnskabs- eller bogføringsmæssige for-
pligtelser, bør udelukkes fra den forebyggende rekonstruk-
tionsprocedure. Konkursrådet har herunder overvejet paral-
leliteten med reglerne om gældssanering, hvorefter fysiske
personers gæld hidrørende fra strafbare forhold ikke kan sa-
neres, medmindre der er forløbet nogle år, siden gælden blev
stiftet, samt paralleliteten med de eksisterende rekonstrukti-
onsregler, som ikke indeholder særlige regler vedrørende
skyldnere, som har gjort sig skyldige i strafbare forhold.
Det er Konkursrådets opfattelse, at der med henblik på at
undgå misbrug bør etableres visse lovgivningsmæssige sik-
kerhedsmekanismer, som hindrer skyldnere, som er straffet
for alvorlige overtrædelser af regnskabs- eller bogførings-
mæssige forpligtelser, i at benytte den forebyggende rekon-
struktionsbehandling, såfremt den af skyldneren begåede
kriminalitet indebærer, at fordringshaverne ikke har et til-
strækkeligt grundlag for at træffe en beslutning under rekon-
struktionsforhandlingerne.
Konkursrådet finder, at der bør gælde en formodningsregel,
hvorefter skyldnerens erkendelse af insolvens eller sandsyn-
lighed for insolvens, som udgangspunkt vil kunne danne
grundlag for indledning af forebyggende rekonstruktionsbe-
handling. Skifteretten bør således ikke i forbindelse med
indledning af forebyggende rekonstruktion stille som krav,
at skyldneren fremlægger en straffeattest.
Konstateres det ved den forebyggende rekonstruktionsbe-
handlings indledning eller senere, at skyldnerens regnskabs-
og bogføringsmateriale som følge af skyldnerens forsøm-
melse af sine pligter er af en sådan karakter, at fordrings-
haverne ikke deraf kan få et sådant indblik i skyldnerens
økonomiske forhold, at de er i stand til at træffe beslutninger
af betydning for rekonstruktionen, bør skifteretten kunne
nægte at indlede forebyggende rekonstruktionsbehandling
eller bringe den forebyggende rekonstruktionsbehandling
til ophør. Dette bør efter Konkursrådets opfattelse gælde,
uanset om skyldneren er straffet for forsømmelsen af sine
regnskabs- og bogføringsmæssige forpligtelser, jf. nærmere
herom pkt. 3.1.2.3.4.
Etablering af en regel, hvorefter det ikke er afgørende, om
skyldneren er straffet for den eller de overtrædelser af regn-
skabs- eller bogføringsmæssige forpligtelser, som bevirker
den ufuldstændige eller mangelfulde kreditorinformation,
vil medføre, at den foreslåede regel ikke rammer fysiske
personer hårdere end juridiske personer. Det vil herunder
navnlig ikke være afgørende, om det er skyldneren eller ek-
sempelvis selskabets direktør, der er straffet for overtrædelse
af de nævnte forpligtelser.
Konkursrådet bemærker, at den omstændighed, at en skyld-
ner er idømt konkurskarantæne, ikke i sig selv afskærer den
pågældende fra at benytte den forebyggende rekonstrukti-
onsprocedure. En skyldner der er pålagt en konkurskarantæ-
ne i medfør af konkurslovens § 159, stk. 1, pkt., må således
gerne drive virksomhed med personlig og ubegrænset hæf-
telse for virksomhedens forpligtelser.
Konkursrådet finder ydermere, at der ved forebyggende re-
konstruktion bør gælde en regel svarende til konkurslovens
§ 15, stk. 5, således at det også ved forebyggende rekon-
struktion kan sikres, at skyldneren ikke med hjemmel i kon-
kurslovens § 24, 2. pkt., kan afværge en konkursbehandling,
hvis en forebyggende rekonstruktionsbehandling for nylig
er ophørt, ved umiddelbart herefter at indgive en ny anmod-
ning om forebyggende rekonstruktion.
Konkursrådet finder, at der ikke i øvrigt bør opstilles regler,
som alene med den begrundelse, at skyldneren tidligere har
været undergivet forebyggende rekonstruktionsbehandling,
forhindrer skyldneren i på ny at indgive anmodning om
forebyggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet har
herved lagt vægt på, at skifteretten vil kunne afslå at indlede
en ny forebyggende rekonstruktionsbehandling, såfremt en
sådan behandling må anses for udsigtsløs, og at opstilling
af generelle regler, som hindrer gengangere i at indgive
ny begæring om forebyggende rekonstruktion, må antages i
højere grad at ramme fysiske end juridiske personer.
Konkursrådet finder slutteligt, at der for så vidt angår de
kreditorkrav, som omfattes af den forebyggende rekonstruk-
tionsprocedure, bør gælde regler, som svarer til de eksister-
ende regler om rekonstruktion i konkursloven.
3.1.1.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning.
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets vurdering af om-
fanget af anvendelsesområdet for den forbyggende rekon-
struktion.
Justitsministeriet finder dog anledning til at tydeliggøre, at
reglerne om forebyggende rekonstruktion ikke finder anven-
delse på de finansielle virksomheder, som er oplistet i direk-
tivets artikel 1, stk. 2, litra a-f. Baggrunden herfor er, at
disse virksomheder er reguleret i særlovgivningen, jf. også
præambelbetragtning nr. 19 i direktivet.
3.1.2. Den forebyggende rekonstruktionsbehandling
3.1.2.1. Gældende ret
3.1.2.1.1. Konkurslovens regler om rekonstruktion findes i
afsnit IA, der består af kapitel 2-2 e. Kapitel 2 omhandler
indholdet af en rekonstruktion, kapitel 2 b retsvirkninger
af rekonstruktionsbehandling, kapitel 2 c gennemførelse af
22
rekonstruktion, kapitel 2 d rekonstruktionens virkninger og
kapitel 2 e rekonstruktionsbehandlingens ophør.
Kapitel 2 omhandler indholdet af en rekonstruktion og om-
fatter §§ 10-10 c. For en nærmere gennemgang af §§ 10-10
b henvises til pkt. 3.1.6.1. Det følger af § 10 c, at fordrings-
haverne skal behandles lige, medmindre de samtykker i en
mindre gunstig behandling eller andet følger af lovens øvri-
ge bestemmelser.
Konkurslovens kapitel 2 a omhandler indledning af rekon-
struktionsbehandling og omfatter §§ 11-11 h.
Betingelserne for, hvornår en skyldner skal tages under re-
konstruktionsbehandling følger af konkurslovens § 11, stk.
1, hvorefter en skyldner, der er insolvent, jf. § 17, stk. 2
og § 18, skal tages under rekonstruktionsbehandling, når det
begæres af skyldneren eller en fordringshaver.
Ved begrebet »insolvent« forstås en skyldner, der ikke kan
opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder,
medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være
forbigående, jf. konkurslovens § 17, stk. 2. Det afgørende er,
om skyldneren mangler likviditet til at betale sine løbende
forpligtelser. Såfremt skyldneren er i stand til at betale de
løbende forpligtelser, er det uden betydning, om gælden
er større end aktiverne, eller om der er fuld dækning til
fordringshaverne, jf. Konkursrådets betænkning, nr. 606 af
1971, s. 73.
Videre forstås ifølge konkurslovens § 18, at insolvens i al-
mindelighed antages at foreligge, hvis skyldneren erkender
at være insolvent eller inden for de seneste tre uger har
været eller er under rekonstruktionsbehandling, har standset
sine betalinger, eller hvis der ved udlæg inden for de sidste
tre måneder før modtagelsen af begæringen om rekonstruk-
tionsbehandling ikke har kunne opnås dækning hos skyldne-
ren, jf. Folketingstidende 2009-10 (1. samling), A, L 199
som fremsat, s. 84.
Om begrebet »sandsynlighed for at blive insolvent« henvi-
ses til punkt 3.1.2.3.1.1.
Kravet om insolvens gælder, uanset om det er skyldneren
eller fordringshaveren, der indgiver en begæring om rekon-
struktionsbehandling. Indgives begæringen af fordringsha-
veren, skal der foretages en vurdering af, om skyldneren
er insolvent, og om fordringshaver har et krav hos skyld-
neren. Fremsættes begæringen af skyldneren selv, vil der
normalt ikke være behov for en nærmere prøvelse af insol-
venskravet, idet skyldneren ved indgivelsen af begæringen
erkender at være insolvent, jf. Folketingstidende 2009-10 (1.
samling), A, L 199 som fremsat, s. 84.
3.1.2.1.2. En begæring om rekonstruktionsbehandling er
uden virkning, hvis den ikke indeholder forslag til beskik-
kelse af en eller flere rekonstruktører samt en erklæring fra
de pågældende om, at de er villige til at påtage sig hvervet
og opfylder habilitetsbetingelserne i konkurslovens § 238,
jf. § 11, stk. 2.
Indgives en begæring om rekonstruktionsbehandling af
skyldneren, indleder skifteretten rekonstruktionsbehandlin-
gen straks ved begæringens modtagelse, jf. konkurslovens §
11, stk. 3.
Såfremt begæringen om rekonstruktionsbehandling indgives
af en fordringshaver, er det et krav for skifterettens indled-
ning af rekonstruktionsbehandling, at skyldneren samtykker
i begæringen. Foreligger skyldnerens samtykke ikke, indkal-
des skyldneren til et møde i skifteretten, hvori begæringen
behandles, jf. konkurslovens § 11, stk. 4. Det følger af §
11, stk. 5, at hvis der ikke foreligger et samtykke til en for-
dringshavers anmodning om rekonstruktionsbehandling se-
nest på mødet, anses anmodningen for en konkursbegæring,
som straks skal behandles. Tilsvarende gælder, hvis skyldne-
ren er en sammenslutning, hvori mindst en af deltagerne
hæfter personligt og direkte for sammenslutningens forplig-
telser. Manglende samtykke fra andre skyldnere, f.eks. ak-
tie- eller anpartsselskaber, er ikke til hinder for, at skifteret-
ten straks indleder rekonstruktionsbehandling, såfremt betin-
gelserne for rekonstruktionsbehandling i øvrigt er opfyldt.
En begæring om rekonstruktion kan ikke tilbagekaldes, når
rekonstruktionsbehandlingen er indledt, jf. konkurslovens §
11, stk. 6. Skyldneren kan dog, indtil en rekonstruktionsplan
er vedtaget, anmode om, at rekonstruktionsbehandlingen op-
hører, uden at skyldneren derved går konkurs, jf. konkurs-
lovens § 15, stk. 3. For en nærmere gennemgang af rekon-
struktionsbehandlingens ophør henvises til pkt. 3.1.2.3.4.
nedenfor.
En anmodning om rekonstruktion indgives til skifteretten på
det sted, hvorfra skyldnerens erhvervsmæssige virksomhed
udøves. I de områder, der er henlagt under Københavns
Byret, Retten på Frederiksberg og retterne i Glostrup og
Lyngby, indgives begæring om rekonstruktionsbehandling
dog til Sø- og Handelsretten, jf. konkurslovens §§ 3 og 4.
Udøver skyldneren ikke erhvervsmæssig virksomhed i Dan-
mark, indgives rekonstruktionsbegæring til skifteretten i den
retskreds, hvor skyldneren har sit hjemting, jf. konkurslo-
vens § 3, stk. 2.
Skifteretten skal henvise begæringen til rette skifteret, så-
fremt begæringen er indgivet til den forkerte skifteret, lige-
som en rekonstruktionsbegæring kan henvises til en anden
skifteret, hvor dette må anses for hensigtsmæssigt, jf. kon-
kurslovens § 5, stk. 1.
23
Det fremgår af konkurslovens § 7, stk. 1, at en begæring
om rekonstruktion skal indgives skriftligt og så vidt muligt
med angivelse af skyldnerens fulde navn, personnummer og
bopæl, det navn, hvorunder han eventuelt driver forretning
(firma), hans erhvervsgren, samt hvorfra hans erhvervsvirk-
somhed drives. Er skyldneren et aktie- eller anpartsselskab,
skal CVR-nummeret så vidt muligt angives.
Begæringen om rekonstruktion skal vedlægges de dokumen-
ter, der påberåbes, jf. konkurslovens § 7, stk. 1.
Skifteretten kan bestemme, at en meddelelse til skifteretten
skal forsynes med original underskrift, når skifteretten fin-
der anledning hertil, jf. konkurslovens § 237 a.
Skifteretten beskikker ved indledningen af rekonstruktions-
behandlingen en eller flere rekonstruktører, jf. konkurslo-
vens § 11 a, stk. 1, 1. pkt. Rekonstruktøren skal i samarbejde
med skyldneren undersøge mulighederne for at rekonstruere
virksomheden. Rekonstruktøren skal udarbejde et forslag
til en rekonstruktionsplan med forslag til, hvordan virksom-
heden skal rekonstrueres og som endvidere indeholder en
tvangsakkord og/eller en virksomhedsoverdragelse. Planen
skal efter § 11 c, stk. 1, fremsendes til samtlige kendte
fordringshavere samt skifteretten senest en uge før et mø-
de med fordringshaverne, som skifteretten i medfør af §
11 a, stk. 2, indkalder til. Skifteretten indrykker straks en
bekendtgørelse i Statstidende, hvor fordringshaverne indkal-
des til mødet. Er skyldneren en sammenslutning registeret i
Erhvervsstyrelsen, skal mødeindkaldelsen straks registreres
i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. § 11 a, stk. 2, 3. og 4.
pkt. Skifteretten kan samtidig hermed bestemme, at rekon-
struktøren skal overtage ledelsen af virksomheden, såfremt
rekonstruktionsbehandlingen er indledt uden skyldnerens
samtykke, jf. § 11 a, stk. 3.
Skyldneren kan vælge at anmode om beskikkelse af en regn-
skabskyndig tillidsmand i forbindelse med begæringen om
rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 4. I
de tilfælde hvor skyldneren ikke i forbindelse med rekon-
struktionsbehandlingens indledning har anmodet om beskik-
kelse af en regnskabskyndig tillidsmand, er skyldneren ikke
udelukket fra på et senere tidspunkt at stille krav herom, jf.
§ 11 a, stk. 4. Skyldneren kan frem til tidspunktet for mødet
med fordringshaverne om forslaget til rekonstruktionsplanen
kræve en regnskabskyndig tillidsmand beskikket.
Samtidig kan rekonstruktøren eller fordringshaverne på mø-
det om rekonstruktionsplanen eller senere kræve, at der be-
skikkes en regnskabskyndig tillidsmand, jf. konkurslovens §
11 a, stk. 4.
Rekonstruktøren kan på et hvilket som helst tidspunkt an-
tage fornøden sagkyndig bistand, der ikke er beskikket af
skifteretten, jf. konkurslovens 11 a, stk. 1, sidste pkt.
Når det er skyldneren, der indgiver en begæring om rekon-
struktion, er det et krav, at begæringen vedlægges en opgø-
relse over skyldnerens aktiver og passiver samt en kreditor-
liste, jf. konkurslovens § 11, stk. 1, jf. § 22, stk. 1. Såfremt
rekonstruktionsbegæringen er indgivet af en fordringshaver,
skal fordringshaveren angive de omstændigheder, hvorpå
begæring om rekonstruktion støttes, ligesom begæringen
skal indgives i to eksemplarer, jf. konkurslovens § 11, stk. 1,
jf. § 23, stk. 1. Skifteretten kan meddele den, som indgiver
rekonstruktionsbegæringen, en kort frist, i almindelighed ik-
ke ud over en uge, til at fremskaffe manglende oplysninger,
jf. konkurslovens § 8.
Indledning af rekonstruktionsbehandling uden skyldnerens
samtykke er betinget af sikkerhedsstillelse for omkostnin-
gerne ved rekonstruktørens og en eventuel tillidsmands virk-
somhed, jf. konkurslovens 11 a, stk. 5.
En fordringshaver, der har begæret rekonstruktionsbehand-
ling, hæfter ikke for omkostningerne ved rekonstruktions-
behandlingen ud over sikkerhedsstillelsen, og alene i det
omfang omkostningerne ikke dækkes af skyldnerens midler,
jf. konkurslovens § 11 a, stk. 5.
Skifteretten kan efter rekonstruktørens begæring bestemme,
at der skal stilles yderligere sikkerhed for omkostningerne
ved rekonstruktørens og en eventuel tillidsmands virksom-
hed. Stilles sikkerheden ikke, lader skifteretten rekonstrukti-
onsbehandlingen ophøre, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 6.
Skifteretten kan undtagelsesvis bestemme, at statskassen in-
destår for omkostninger ved rekonstruktørens og en eventuel
tillidsmands virksomhed, der ikke kan dækkes af skyldne-
rens midler og en eventuel stillet sikkerhed, jf. konkurslo-
vens § 11 a, stk. 7.
Det følger af retsafgiftslovens § 18, stk. 1, at der skal svares
retsafgift med 1.500 kr. for skifterettens behandling af en
begæring fra en fordringshaver om rekonstruktion.
3.1.2.1.3. Konkurslovens kapitel 2 b omhandler retsvirknin-
ger af rekonstruktionsbehandling og omfatter §§ 12-12 u.
Det følger af § 12, stk. 1, at skyldneren ikke må foretage
dispositioner af væsentlig betydning uden rekonstruktørens
samtykke og at betaling af gæld kun må ske i overensstem-
melse med konkursordenen, eller hvis betaling er nødvendig
for at afværge tab. Det følger af stk. 2, at virksomheds-
overdragelse alene må ske i overensstemmelse med et re-
konstruktionsforslag, der er stadfæstet af skifteretten eller i
medfør af § 13 g.
24
Under en iværksat rekonstruktionsbehandling er fordrings-
haverne som udgangspunkt afskåret fra at søge sig fyldest-
gjort i skyldnerens aktiver gennem individualforfølgning,
jf. konkurslovens § 12 c. Dette gælder ligeledes under en
iværksat konkursbehandling, jf. konkurslovens § 31. Fyl-
destgørelsesforbuddet indtræder automatisk ved rekonstruk-
tionsbehandlingens indledning.
Forbuddet mod individualforfølgning under rekonstruktions-
behandling og konkurs bygger på et princip om kreditorlig-
hed, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat,
side 83.
Konkurslovens § 12 c, stk. 1, fastsætter de nærmere be-
grænsninger for fordringshaverne i adgangen til at søge sig
fyldestgjort i skyldnerens aktiver gennem individualforfølg-
ning, når der er iværksat rekonstruktionsbehandling.
Arrest og udlæg kan herefter ikke foretages, når der er
iværksat rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens § 12
c, stk. 1, nr. 1. Det betyder, at usikrede fordringshavere efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning ikke kan opnå en
retspanteret til skade for de øvrige fordringshavere. Det be-
tyder endvidere, at fordringshavere, der har pant eller anden
sikkerhedsret i skyldnerens aktiver, ikke kan foretage udlæg
under rekonstruktionsbehandlingen.
Det bemærkes i den sammenhæng, at udlæg, der er foreta-
get før rekonstruktionsbehandlingens indledning, bortfalder,
hvis de er foretaget senere end tre måneder før fristdagen, jf.
konkurslovens §§ 12 i og 12 j, stk. 2, 1. pkt. Udlæg kan også
falde bort, fordi de bliver ekstingveret af rekonstruktionsbe-
handlingen, jf. konkurslovens § 12 h. Arrest, der er foretaget
før rekonstruktionsbehandlingens indledning, bortfalder, jf.
§ 12 j, stk. 2, 2. pkt.
For udlæg foretaget før rekonstruktionsbehandlingens ind-
ledning gælder, at der under rekonstruktionsbehandlingen
ikke uden rekonstruktøren og skyldnerens samtykke kan sø-
ges fyldestgørelse på grundlag heraf, jf. konkurslovens § 12
c, stk. 1, nr. 4. Det betyder, at tvangsauktion ikke uden de-
res samtykke kan foretages, når rekonstruktionsbehandling
er iværksat. Har rekonstruktøren overtaget ledelsen, udgør
rekonstruktørens samtykke til fyldestgørelse samtidig skyld-
nerens samtykke.
For udlæg foretaget før rekonstruktionsbehandlingens ind-
ledning gælder endvidere, at der ikke på grundlag heraf kan
udøves rådighedsberøvelse, jf. konkurslovens § 12 c, stk.
1, nr. 3. Dette indebærer, at der efter rekonstruktionsbehand-
lingens indledning ikke kan iværksættes rådighedsberøvelse
på grundlag af et udlæg, og at rådighedsberøvelse foranstal-
tet inden rekonstruktionsbehandlingen ophører. Det betyder
navnlig, at det udlagte ikke kan fratages skyldneren efter
retsplejelovens § 523, og at tvangsadministration af fast
ejendom m.v. efter retsplejelovens § 520, stk. 2, ikke kan
fortsættes eller iværksættes under rekonstruktionsbehandlin-
gen, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat,
side 100-105 (vedrørende de specielle bemærkninger til § 12
c).
Brugspanteret kan heller ikke udøves under rekonstruktions-
behandlingen, jf. konkurslovens § 12 c, stk. 1, nr. 2. Dette
indebærer, at skyldnerens ejendom ikke kan tages til bruge-
ligt pant af en panthaver efter rekonstruktionsbehandlingens
indledning, og at et allerede etableret brugspanteforhold op-
hører ved rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Det følger af ovenstående regler om forbud mod fyldestgø-
relse i skyldnerens aktiver under rekonstruktionsbehandlin-
gen, at panthaver eller en indehaver af en anden sikkerheds-
ret som udgangspunkt ikke kan søge sig fyldestgjort i pantet
eller sikkerheden under rekonstruktionsbehandlingen. Der
gælder imidlertid en række undtagelser til det nævnte forbud
mod fyldestgørelse i pantet eller sikkerheden.
Konkurslovens § 12 c stk. 3, fastsætter som undtagelse til
fyldestgørelsesforbuddet i stk. 1, at foretagelse af udlæg
og fyldestgørelse i tilbageholdte ejendele i medfør af en
tilbageholdsret kan ske efter rekonstruktionsbehandlingens
indledning. Udlæg kan dog kun gøres, hvis skyldneren trods
opfordring fremsat efter rekonstruktionsbehandlingens ind-
ledning og mindst 14 dage inden udlæggets foretagelse ikke
har betalt beløbet.
Det er yderligere en undtagelse til fyldestgørelsesforbuddet
i stk. 1, at adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret
ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret eller ved
virksomhedspant i fordringer, jf. tinglysningslovens § 47 c,
stk. 3, nr. 1, eller fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47
d, ikke berøres af rekonstruktionsbehandlingen, jf. konkurs-
lovens § 12 c, stk. 4.
Herudover udgør det en undtagelse til fyldestgørelsesfor-
buddet i stk. 1, at iværksættelse af rekonstruktionsbehand-
ling ikke berører panthavers mulighed for at søge fyldestgø-
relse i det pantsatte aktiv, såfremt skyldneren ikke rettidigt
betaler en ydelse, jf. konkurslovens § 12 c, stk. 5. Dette
hænger sammen med, at skyldneren efter anmodning skal
betale de løbende ydelser, der vedrører tiden efter rekon-
struktionsbehandlingens indledning, på pantefordringer, der
ikke vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, og som ikke
omfattes af konkurslovens § 12 c, stk. 4. Dermed sikres,
at skyldneren løbende kompenserer panthaveren for den for-
del, som skyldneren opnår som følge af fyldestgørelsesfor-
buddet i pantet under rekonstruktionsbehandlingen. Et fyl-
destgørelsesforbud uden løbende kompensation ville ellers
kunne få negative konsekvenser for navnlig sekundære prio-
25
riteter i fast ejendom, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L
199 som fremsat, side 168.
De nævnte retsvirkninger af en iværksat rekonstruktion for
så vidt angår foretagelse og fyldestgørelse på grundlag af
udlæg, gælder endelig ikke udlæg i fordringer, jf. konkurslo-
vens § 12 c, stk. 2. Dette indebærer, at fordringshaverne kan
udøve rådighedsberøvelse og søge fyldestgørelse på grund-
lag af udlæg i fordringer også efter rekonstruktionsbehand-
lingens indledning. Det betyder konkret, at fordringshaveren
efter retsplejelovens regler kan sælge den udlagte fordring
på tvangsauktion eller indkassere den, efterhånden som den
forfalder, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som frem-
sat, side 100-105 (vedrørende de specielle bemærkninger til
§ 12 c).
Direktivet hindrer ikke, at skyldnere som led i den normale
drift indfrier krav i forhold til fordringshavere, der ikke er
berørt af et fyldestgørelsesforbud, og krav i forhold til for-
dringshavere, der er berørt af fyldestgørelsesforbuddet, som
opstår under fyldestgørelsesforbuddet, jf. direktivets præam-
belbetragtning nr. 39.
For en nærmere gennemgang af reglerne i kapitel 2 b om
gensidigt bebyrdende aftaler og omstødelse henvises til
hhv. pkt. 3.1.10. og pkt. 3.1.12.
For en nærmere gennemgang af reglerne i kapitel 2 c om
gennemførelse af rekonstruktion henvises til pkt. 3.1.6. for
så vidt angår krav til rekonstruktionsplaner og rekonstruk-
tionsforslag og pkt. 3.1.8. for så vidt angår vedtagelse af
rekonstruktionsplaner og afstemningsregler.
For en nærmere gennemgang af reglerne i kapitel 2 d om
rekonstruktionens virkninger henvises til pkt. 3.1.9.
3.1.2.1.4. Kapitel 2 e omhandler rekonstruktionsbehandlin-
gens ophør og omfatter §§ 15-15 b.
Det fremgår af konkurslovens § 15, stk. 1, at rekonstrukti-
onsbehandlingen bringes til ophør, når skyldneren ikke er
insolvent, skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer
fordringshavernes ret i fare, skyldneren begærer det, eller
rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs.
Som ophørsgrunde angiver konkurslovens § 15, stk. 1, end-
videre, at skyldneren ikke stiller en af skifteretten krævet
sikkerhed, at forslaget til rekonstruktionsplan ikke opfylder
kravene hertil senest på mødet med fordringshaverne, at
skyldneren udebliver fra mødet, hvori rekonstruktionspla-
nen skal behandles, at rekonstruktionsplanen ikke vedtages,
at rekonstruktøren afsættes, og der ikke kan beskikkes en
ny rekonstruktør, at rekonstruktionsforslaget og materialet
nævnt i konkurslovens § 13 b ikke fremsendes rettidigt,
at skyldneren udebliver fra mødet, hvori der skal stemmes
om rekonstruktionsforslaget, at rekonstruktionsforslaget for-
kastes, nægtes stadfæstelse eller stadfæstes, og at en virk-
somhedsoverdragelse tiltrædes af erhververen, eller fristen
herfor overskrides, jf. konkurslovens § 13 f, stk. 3.
Rekonstruktionsbehandlingens ophør bekendtgøres i Statsti-
dende og registreres i Erhvervsstyrelsens it-system, ligesom
meddelelse herom sendes til samtlige kendte fordringshave-
re og andre, der blev berørt af rekonstruktionsbehandlingen,
medmindre skyldnerens bo samtidig tages under konkursbe-
handling, jf. konkurslovens § 15 b.
3.1.2.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.2.2.1. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet fastsætter
rammerne for forebyggende rekonstruktion i direktivets af-
snit II, der består af kapitel 1-5. Kapitel 1 omhandler adgan-
gen til rammer for forebyggende rekonstruktion, kapitel 2
lettelse af forhandlinger om forebyggende rekonstruktions-
planer, kapitel 3 rekonstruktionsplaner, kapitel 4 beskyttelse
af ny finansiering, midlertidig finansiering og andre rekon-
struktionsrelaterede dispositioner og kapitel 5 ledelsens plig-
ter. For en nærmere gennemgang af kapitel 3 og 4 henvises
til lovforslagets pkt. 3.1.6. for så vidt angår rekonstrukti-
onsplaner og rekonstruktionsforslag og pkt. 3.1.11. om ny
finansiering og midlertidig finansiering. For så vidt angår
kapitel 5 bemærkes, at det er Konkursrådets opfattelse, at
der ikke bør finde regler anvendelse om tvungen gennemfø-
relse af ledelsesovertagelse for en skyldner, der ikke hæfter
personligt og direkte under den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling, jf. betænkning nr. 1579/2022, kapitel 11,
s. 111ff.
Kapitel 1 indeholder direktivets artikel 4, der fastlægger
adgangen til rammer for forebyggende rekonstruktion. Det
følger således artikel 4, stk. 7, at skyldneren på begæring
skal have adgang til rammer for forebyggende rekonstruk-
tion.
Medlemsstaterne skal derved sikre, at en skyldner allerede
ved sandsynlighed for insolvens har adgang til en ramme for
forebyggende rekonstruktion, jf. direktivets artikel 4. Dette
indebærer ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 24, at
der bør være adgang til en rekonstruktionsramme, før en
skyldner bliver insolvent i henhold til national ret, dvs.
før skyldner opfylder betingelserne i national ret for at bli-
ve genstand for kollektiv insolvensbehandling, der normalt
medfører, at skyldner fuldt ud mister rådigheden over sine
aktiver, og at der udpeges en kurator. For at undgå misbrug
bør skyldnerens finansielle vanskeligheder afspejle en sand-
synlighed for insolvens. Rekonstruktionsplanen bør endvi-
dere kunne afværge skyldnerens insolvens og sikre virksom-
hedens levedygtighed, uden at det berører andre løsninger
for at undgå insolvens, og dermed beskytte arbejdspladser
26
og opretholde erhvervsaktiviteten, jf. direktivets artikel 4,
stk. 1.
Rammerne for forebyggende rekonstruktion bør først og
fremmest gøre det muligt for skyldnere at rekonstruere ef-
fektivt på et tidligt tidspunkt og med henblik på at undgå
insolvens og derved begrænse unødig afvikling af levedygti-
ge virksomheder, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 2.
Rammerne for forebyggende rekonstruktion i henhold til di-
rektivet kan bestå i en eller flere procedurer, foranstaltninger
eller bestemmelser, hvoraf nogle kan gennemføres udenrets-
ligt, uden at dette berører eventuelle andre rammer for re-
konstruktion i henhold til national ret. Medlemsstaterne skal
sikre, at rammen for rekonstruktion på en sammenhængende
måde giver skyldnere og berørte parter de rettigheder og
garantier, der er fastsat i direktivets afsnit II, jf. direktivets
artikel 4, stk. 5.
De nationale rammer for forebyggende rekonstruktion bør
inkludere fleksible procedurer, og skyldnere bør have ad-
gang til alle de rettigheder og garantier, der er fastsat i
direktivet, med henblik på at opnå effektiv rekonstruktion,
jf. direktivets præambelbetragtning nr. 29.
Direktivets begreber »insolvens« og »sandsynlighed for in-
solvens« skal forstås som defineret i henhold til national ret,
jf. direktivets artikel 2, stk. 2. Om begreberne se nedenfor i
pkt. 3.1.2.3.1.1.
Medlemsstaterne kan herudover fastsætte, at rammer for
forebyggende rekonstruktion i henhold til direktivet også er
tilgængelige på anmodning fra fordringshavere og arbejdsta-
gerrepræsentanter med skyldners samtykke. Medlemsstater-
ne kan begrænse dette krav om opnåelse af skyldners sam-
tykke til tilfælde, hvor skyldnerne er små eller mellemstore
virksomheder, jf. direktivets artikel 4, stk. 8.
Endvidere kan medlemsstaterne i tilfælde, hvor judicielle
eller administrative myndigheders inddragelse ikke er obli-
gatorisk i henhold til direktivet, indføre bestemmelser, som
begrænser disses inddragelse i rammer for forebyggende re-
konstruktion til tilfælde, hvor den er nødvendig og forholds-
mæssig, samtidig med at det sikres, at berørte parters og
relevante interessenters rettigheder beskyttes og der tages
hensyn til målet om at mindske forsinkelser og omkostnin-
ger ved procedurerne, jf. direktivets artikel 4, stk. 6, og
præambelbetragtning nr. 29.
Det følger heraf forudsætningsvis, at en begæring om fore-
byggende rekonstruktion i almindelighed vil skulle behand-
les af en judiciel eller administrativ myndighed. Denne
forudsætning kommer også til udtryk i direktivets bestem-
melser om f.eks. stadfæstelse af en rekonstruktionsplan, jf.
nærmere herom pkt. 3.1.9.
3.1.2.2.2. Direktivets kapitel 2 omfatter artikel 5-7 om
hhv. skyldners bevarelse af rådighed, suspension af kreditor-
forfølgning og konsekvenser af en suspension af individuel
kreditorforfølgning.
3.1.2.2.2.1. Medlemsstaterne skal efter rekonstruktions- og
insolvensdirektivets artikel 5, stk. 1, sørge for, at skyldneren
under en forebyggende rekonstruktion bevarer fuld eller i
det mindste delvis kontrol over sine aktiver og sin virksom-
heds daglige drift.
Den judicielle eller administrative myndighed træffer beslut-
ning om udpegelse af en rekonstruktør fra sag til sag afhæn-
gigt af sagens omstændigheder eller skyldnerens specifikke
behov. I visse tilfælde kan medlemsstaterne dog kræve, at
udpegelse af en sådan rekonstruktør altid er obligatorisk, jf.
direktivets artikel 5, stk. 2, og præambelbetragtning nr. 30.
En rekonstruktør kan i henhold til direktivets artikel 5,
stk. 3, som minimum udpeges til at bistå skyldneren og
fordringshaverne i forhandlingerne om og udarbejdelsen af
en rekonstruktionsplan, når der nedlægges et fyldestgørel-
sesforbud, og en rekonstruktør er nødvendig for at beskytte
parternes interesser, når rekonstruktionsplanen skal stadfæ-
stes af en judiciel eller administrativ myndighed ved gen-
nemtvingelse over for alle kreditorklasser efter direktivets
artikel 11, eller når skyldneren eller et flertal af fordrings-
haverne anmoder herom, forudsat i sidstnævnte tilfælde at
omkostningerne til rekonstruktøren afholdes af fordringsha-
verne.
Medlemsstaterne kan desuden bestemme, at udpegelse af
en rekonstruktør altid er nødvendig under visse omstændig-
heder, såsom hvis skyldner har fordel af et fyldestgørelses-
forbud, rekonstruktionsplanen skal stadfæstes ved gennem-
tvingelse over for alle kreditorklasser, rekonstruktionsplanen
omfatter foranstaltninger, der berører arbejdstagernes rettig-
heder, eller skyldner eller ledelsen har handlet på en krimi-
nel, svigagtig eller skadelig måde i forretningsforbindelser-
ne, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 30.
3.1.2.2.2.2. Artikel 6, stk. 1, fastlægger skyldnerens mulig-
hed for at opnå et fyldestgørelsesforbud for at understøtte
forhandlingerne om en rekonstruktionsplan under en fore-
byggende rekonstruktionsbehandling.
Som et fyldestgørelsesforbud defineres i direktivets artikel
2, stk. 1, nr. 1, en af en judiciel eller administrativ myn-
dighed meddelt eller på lov støttet midlertidig suspension
af en fordringshavers ret til at fuldbyrde et krav mod en
skyldner og, hvis dette er foreskrevet i national ret, mod
27
en tredjepartssikkerhedsstiller i forbindelse med en retslig,
administrativ eller anden procedure eller af retten til at
beslaglægge eller udenretligt at realisere skyldners aktiver
eller virksomhed.
Skyldnere bør kunne opnå et fyldestgørelsesforbud, hvad
enten et sådant forbud indrømmes af en judiciel eller admi-
nistrativ myndighed eller støttes på lov, med det formål at
kunne fortsætte sin drift eller i det mindste bevare værdien
af sit bo under forhandlingerne, jf. direktivets præambelbe-
tragtning nr. 32.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at de judicielle eller admini-
strative myndigheder kan afvise at indrømme et fyldestgø-
relsesforbud, hvis et sådant fyldestgørelsesforbud ikke er
nødvendigt, eller hvis fyldestgørelsesforbuddet ikke ville
opfylde formålet om at understøtte forhandlingerne om en
rekonstruktionsplan som led i en ramme for forebyggende
rekonstruktion.
Sådanne afvisningsgrunde kan omfatte manglende støtte fra
det påkrævede flertal af fordringshaverne eller, hvis dette
er foreskrevet i national ret, skyldners faktiske manglende
evne til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, jf.
direktivets artikel 6, stk. 1, og præambelbetragtning nr. 32.
Med henblik på at lette og fremskynde sagsbehandlingen
kan der med hensyn til forekomsten af grunde til at afvise at
nedlægge et fyldestgørelsesforbud opstilles formodningsreg-
ler, som kan afkræftes. Dette kan f.eks. være, hvis skyldne-
ren udviser en adfærd, der er typisk for en skyldner, som er
ude af stand til at betale sin gæld, efterhånden som den for-
falder – såsom en væsentlig betalingsmisligholdelse over for
arbejdstagere eller skatte- eller socialsikringsorganer – eller
hvis skyldneren eller den aktuelle ledelse af en virksomhed
har begået økonomisk kriminalitet, der giver grund til at tro,
at et flertal af fordringshaverne ikke vil støtte indledning af
forhandlingerne, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 33.
Artikel 6, stk. 2, fastsætter, at medlemsstaterne – uden at det
berører artikel 6, stk. 4 og 5 – skal sikre, at et fyldestgørel-
sesforbud kan omfatte alle typer af krav, herunder privilege-
rede krav.
Dette indebærer ikke, at alle typer af krav skal omfattes af
et fyldestgørelsesforbud, men medlemsstaterne kan beslutte,
at det skal være tilfældet, jf. direktivets artikel 6, stk. 3. Et
fyldestgørelsesforbud kan således være generelt og omfatte
alle krav eller være begrænset og omfatte en eller flere
individuelle krav eller kategorier af krav. Begrænses fyldest-
gørelsesforbuddet, finder det kun anvendelse på de krav,
som er blevet underrettet om forhandlinger om rekonstrukti-
onsplanen eller om fyldestgørelsesforbuddet i overensstem-
melse med national ret.
Medlemsstaterne kan således f.eks. udelukke bestemte krav
eller kategorier af krav fra anvendelsesområdet for et fyl-
destgørelsesforbud, hvor en sådan udelukkelse er behørigt
begrundet, og såfremt kreditorforfølgning ikke kan antages
at bringe rekonstruktionen af virksomheden i fare, eller et
fyldestgørelsesforbud kan antages at ville være til urimelig
skade for de pågældende fordringshavere, jf. direktivets ar-
tikel 6, stk. 4. Dette kan f.eks. være i relation til sikrede
krav, hvor de tilknyttede aktivers fjernelse ikke vil bringe en
rekonstruktion i fare, eller krav hvis suspension vil påføre
fordringshaver urimelig skade, såsom ved et ikkekompen-
seret tab eller værdiforringelse af sikkerhedsstillelsen, jf.
direktivets præambelbetragtning nr. 34.
Medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at et fyldestgørel-
sesforbud kan omfatte alle krav, finder udtrykkeligt ikke
anvendelse for så vidt angår arbejdstageres tilgodehavender,
medmindre betaling af sådanne tilgodehavender er garante-
ret på et tilsvarende beskyttelsesniveau som led i en ramme
for forebyggende rekonstruktion, jf. direktivets artikel 6, stk.
5. Ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 61 bør med-
lemsstaterne således pålægges at undtage arbejdstagernes
tilgodehavender fra et eventuelt fyldestgørelsesforbud, uan-
set om disse tilgodehavender opstår før eller efter fyldestgø-
relsesforbuddet nedlægges. Et fyldestgørelsesforbud bør, for
så vidt angår arbejdstageres tilgodehavender, kun være til-
ladt for de beløb og den periode, hvor betalingen af sådanne
tilgodehavender reelt garanteres på et tilsvarende niveau ved
andre midler i henhold til national ret. Hvis der i henhold til
national ret gælder begrænsninger af garantiinstitutionernes
ansvar med hensyn til enten garantiens længde eller det
beløb, der udbetales til arbejdstagere, bør arbejdstagere have
mulighed for at gøre deres tilgodehavender gældende over
for arbejdsgiveren, selv under fyldestgørelsesforbuddet. Al-
ternativt bør medlemsstaterne kunne udelukke arbejdstager-
nes tilgodehavender fra anvendelsesområdet for rammerne
af forebyggende rekonstruktion og sørge for, at de beskyttes
i henhold til national ret.
Medlemsstaterne kan bestemme, om krav, der forfalder eller
indtræder efter, at en begæring om at indlede en forebyggen-
de rekonstruktionsprocedure er indgivet, eller efter indled-
ning af proceduren, er omfattet af et fyldestgørelsesforbud,
jf. direktivets præambelbetragtning nr. 25.
Fyldestgørelsesforbud bør, hvor dette er foreskrevet i natio-
nal ret, også kunne finde anvendelse på sikkerhed, der er
stillet af tredjemand, herunder kautionister og sikkerheds-
stillere, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 32.
For at sikre, at fordringshavere med krav, der er opstået før
indledning af en rekonstruktionsprocedure eller nedlæggelse
af et fyldestgørelsesforbud, ikke presser skyldner til at indfri
disse krav, som ellers ville blive nedskrevet ved gennemfø-
relsen af rekonstruktionsplanen, bør medlemsstaterne kunne
28
foreskrive et fyldestgørelsesforbud for så vidt angår betaling
af disse krav, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 39.
Artikel 6, stk. 6, fastsætter, at den indledningsvise varighed
af et fyldestgørelsesforbud skal være begrænset til højst fire
måneder. Denne maksimumperiode skal sikre en rimelig ba-
lance mellem skyldners og fordringshavernes rettigheder, jf.
direktivets præambelbetragtning nr. 35.
Medlemsstaterne kan under visse betingelser forlænge va-
righeden af et fyldestgørelsesforbud eller indrømme et nyt
fyldestgørelsesforbud, f.eks. hvor de er tale om en kompleks
rekonstruktion, jf. artikel 6, stk. 7, 1. pkt., og præambelbe-
tragtning nr. 35.
Træffer den judicielle eller administrative myndighed ikke
afgørelse om forlængelse, inden fyldestgørelsesforbuddet
udløber, bør fyldestgørelsesforbuddet ophøre med at have
virkning ved fyldestgørelsesforbudsperiodens udløb, jf. di-
rektivets præambelbetragtning nr. 35.
Den samlede varighed af fyldestgørelsesforbuddet, inklusive
forlængelser og fornyelser, må under hensyn til retssikkerhe-
den ikke overstige et år. Bliver skyldneren insolvent i hen-
hold til national ret, kan der dog fastsættes et tidsubegrænset
fyldestgørelsesforbud, jf. direktivets artikel 6, stk. 8, og præ-
ambelbetragtning nr. 35.
Medlemsstaterne kan bestemme, om et kort midlertidigt
fyldestgørelsesforbud, indtil en judiciel eller administrativ
myndighed har truffet afgørelse om adgang til rammen for
forebyggende rekonstruktion, skal være underlagt tidsfrister-
ne i direktivet, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 35.
Medlemsstaterne kan bestemme, hvem der er berettiget til
at anmode om ophævelse af et fyldestgørelsesforbud, jf.
præambelbetragtning nr. 37.
Et fyldestgørelsesforbud skal kunne ophæves, når det ikke
længere opfylder formålet om at støtte forhandlingerne om
rekonstruktionsplanen, f.eks. hvis det viser sig, at en bestemt
andel af fordringshaverne ikke ønsker at fortsætte forhand-
lingerne, når skyldneren eller rekonstruktøren anmoder her-
om, når en eller flere fordringshavere eller kreditorklasser
vil lide urimelig skade som følge af fyldestgørelsesforbud-
det, eller når fyldestgørelsesforbuddet giver anledning til en
fordringshavers insolvens, jf. direktivets artikel 6, stk. 9. I
de to sidstnævnte tilfælde kræves, at det er foreskrevet i
national ret.
Ved bestemmelsen af, om fordringshavere lider urimelig
skade, bør judicielle eller administrative myndigheder kunne
tage hensyn til, om fyldestgørelsesforbuddet vil bevare boets
samlede værdi, og om skyldner handler i ond tro eller med
det formål at forårsage skade eller generelt handler i strid
med den samlede kreditormasses berettigede forventninger,
jf. direktivets præambelbetragtning nr. 36.
En enkelt fordringshaver eller klasse af fordringshavere an-
ses for at lide urimelig skade som følge af fyldestgørelses-
forbuddet, hvis deres krav eksempelvis stilles væsentligt
ringere som følge af fyldestgørelsesforbuddet, end hvis fyl-
destgørelsesforbuddet ikke fandt anvendelse, eller hvis for-
dringshaveren stilles ringere end andre fordringshavere i en
lignende situation, jf. direktivets præambelbetragtning nr.
37. Det bemærkes, at direktivet ikke omfatter bestemmelser
om kompensation eller garantier for fordringshavere, hvis
sikkerhedsstillelse sandsynligvis vil falde i værdi under fyl-
destgørelsesforbuddet.
Medlemsstaterne kan ophæve et fyldestgørelsesforbud for
fordringshavere eller en eller flere klasser af fordringshave-
re, som har lidt urimelig skade som følge af fyldestgørelses-
forbuddet, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 37.
Beføjelsen til at ophæve et fyldestgørelsesforbud kan be-
grænses til situationer, hvor fordringshaverne ikke har haft
mulighed for at blive hørt, før fyldestgørelsesforbuddet tråd-
te i kraft eller blev forlænget, jf. direktivets artikel 6, stk. 9.
Der kan fastsættes en minimumsperiode, der ikke overstiger
et år, inden for hvilken fyldestgørelsesforbuddet ikke kan
ophæves, jf. direktivets artikel 6, stk. 9.
3.1.2.2.2.3. Opstår der under et fyldestgørelsesforbud i hen-
hold til national ret pligt for en skyldner til selv at begære
indledning af insolvensbehandling, der kan resultere i kon-
kurs, skal medlemsstaterne sikre, at denne pligt udsættes, så
længe fyldestgørelsesforbuddet varer, jf. artikel 7, stk. 1. Et
fyldestgørelsesforbud udsætter endvidere en kreditoranmod-
ning om indledning af konkursbehandling, jf. artikel 7, stk.
2.
Direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, kan fraviges, hvis skyldne-
ren ikke kan betale sin gæld, efterhånden som den forfalder,
jf. artikel 7, stk. 3. I sådanne tilfælde, hvor skyldneren er
insolvent, skal det sikres, at et fyldestgørelsesforbud kan
opretholdes, hvis det efter omstændighederne må lægges til
grund, at indledning af konkursbehandling, ikke ville være i
fordringshavernes almindelige interesse.
Det kan bestemmes, at et fyldestgørelsesforbud ikke finder
anvendelse på visse aftaler på finansielle markeder, energi-
markeder og råvaremarkeder, jf. artikel 7, stk. 6 og. direkti-
vets præambelbetragtning nr. 94.
Medlemsstaterne sikrer, at udløb af et fyldestgørelsesforbud
uden vedtagelse af en rekonstruktionsplan ikke i sig selv
29
giver anledning til indledning af en insolvensprocedure, der
kan resultere i skyldners afvikling, medmindre de øvrige
betingelser i national ret for en sådan indledning er opfyldt,
jf. direktivets artikel 7, stk. 7.
Medlemsstaterne kan frit bestemme, om et fyldestgørelses-
forbud skal have indflydelse på forfaldne renter af fordrin-
ger, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 25.
3.1.2.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.2.3.1. Indledning af forebyggende rekonstruktionsbe-
handling
Det er Konkursrådets opfattelse, at det bør være en forud-
sætning for en forebyggende rekonstruktionsbehandling, at
skyldneren fremsætter – eller arbejder mod at fremsætte –
et rekonstruktionsforslag eller på anden måde sigter mod at
opnå en samlet ordning af sine økonomiske forhold. Der
henvises til lovforslagets pkt. 3.1.6. for en nærmere gennem-
gang af rekonstruktionsforslag.
Skyldnerens valgfrihed i forhold til at forsøge at afværge
sine økonomiske problemer bør ikke indskrænkes ved op-
stilling af en sådan regel som i konkurslovens § 10, hvoref-
ter en rekonstruktion skal indeholde en tvangsakkord eller
virksomhedsoverdragelse.
Konkursrådet finder således, at skyldneren også bør have
adgang til den forebyggende rekonstruktionsprocedure f.eks.
med det formål at opnå en ramme for en forhandling med
fordringshaverne om en frivillig akkord, henstand m.v. eller
med kapitalejerne om indskud. En forebyggende rekonstruk-
tionsprocedure bør således kunne indledes, uden at dette har
til hensigt at sætte et rekonstruktionsforslag til afstemning.
Konkursrådet finder derimod ikke, at et fyldestgørelsesfor-
bud i sig selv bør kunne udgøre et formål med forebyggende
rekonstruktion, men alene bør være et middel, som giver
skyldneren mulighed for at opnå arbejdsro til at afværge
sine økonomiske vanskeligheder. For en nærmere gennem-
gang af Konkursrådets overvejelser om fyldestgørelsesfor-
bud henvises til lovforslagets pkt. 3.1.2.3.1.2.
For at sikre fremme af den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling og hindre, at der pågår forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling, som må anses for udsigtsløs, finder Kon-
kursrådet det nødvendigt, at der opstilles visse rammer for,
hvor længe skyldneren kan forblive i den forebyggende re-
konstruktionsproces.
Det er Konkursrådets opfattelse, at en skyldner, som ikke
har anmodet om et fyldestgørelsesforbud ikke skal indkaldes
til møder eller afgive skriftlige redegørelser til skifteretten.
Hvis der er beskikket en rekonstruktør eller anmodet om fyl-
destgørelsesforbud, skal rekonstruktøren give en statusopda-
tering til skifteretten hver anden måned. Skifteretten bør
kunne indkalde til et møde med rekonstruktøren med hen-
blik på at drøfte sagen. Hvis rekonstruktøren anmoder om
et møde med skifteretten, bør skifteretten i almindelighed
indkalde til et møde.
Det er endvidere Konkursrådet opfattelse, at der bør fastsæt-
tes en øvre tidsmæssig grænse for, hvor længe den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling kan udstrækkes. Konkurs-
rådet har i den forbindelse overvejet, om den øvre tidsmæs-
sige grænse bør fastsættes til over et år under hensyn til
skyldnerens eventuelle uafklarede skattemæssige forhold.
Konkursrådet finder, at forebyggende rekonstruktionsbe-
handling med fyldestgørelsesforbud ikke bør kunne ud-
strækkes til at vare mere end et år fra tidspunktet for
skifterettens bestemmelse om fyldestgørelsesforbud. Hvis
skyldneren overgår til rekonstruktionsbehandling, bør skif-
teretten bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen ophører,
hvis rekonstruktionsbehandlingen sammenlagt med varighe-
den af fyldestgørelsesforbuddet har varet i et år. Hvis den
forebyggende rekonstruktionsbehandling ophørte en måned
før indledningen af rekonstruktionsbehandlingen, skal varig-
heden af den forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke
medregnes.
3.1.2.3.1.1. Begæring om forebyggende rekonstruktion, be-
grebet »sandsynlighed for insolvens« og formkrav
Som det fremgår ovenfor skal medlemsstaterne sikre, at en
skyldner ved sandsynlighed for insolvens har adgang til en
ramme for forebyggende rekonstruktion.
Konkursrådet har overvejet om den forebyggende rekon-
struktionsprocedure alene bør kunne anvendes af skyldnere,
der endnu ikke er insolvente, men kun har sandsynlighed for
at blive det. Konkursrådet finder imidlertid ikke grundlag
for at afskære en insolvent skyldner fra at anvende den
forebyggende rekonstruktionsprocedure frem for den nugæl-
dende rekonstruktionsprocedure, hvis skyldneren måtte fore-
trække dette.
Konkursrådet har i relation hertil overvejet, om begrebet
»insolvens«, som det er defineret i konkursloven, kan op-
retholdes i lyset af det indførte begreb om »sandsynlighed
for at blive insolvent« i direktivet, eller om dette bør give
anledning til at indføre en selvstændig insolvensdefinition
i forhold til konkurslovens regler om forebyggende rekon-
struktion.
Det er Konkursrådets vurdering, at direktivets bestemmelser
om, at skyldnere, allerede før de er insolvente, skal have
30
adgang til en ramme for forebyggende rekonstruktion, inde-
bærer, at skyldnere skal have adgang til en rekonstruktions-
procedure på et tidligere tidspunkt, end skyldnere har det
efter lovgivningen i dag. Konkursrådet noterer sig herudo-
ver, at direktivet ikke fastsætter nærmere krav til, hvordan
begrebet »sandsynlighed for at blive insolvent« skal define-
res i national ret. På baggrund heraf vurderer Konkursrådet,
at konkursloven bør indeholde et selvstændigt begreb om
sandsynlighed for at blive insolvent.
Ved »sandsynlighed for at blive insolvent« skal således for-
stås, at en skyldner har sandsynlighed for at blive insolvent,
når skyldneren har økonomiske vanskeligheder. Konkursrå-
det finder, at »økonomiske vanskeligheder« skal fortolkes
bredt. Konkursrådet vurderer for det første, at sandsynlighed
for at blive insolvent i almindelighed må antages at forelig-
ge, hvis skyldneren erkender, at der foreligger sandsynlig-
hed for insolvens. Stemmer erkendelsen med de foreliggen-
de oplysninger, vil en videre undersøgelse i almindelighed
være overflødig. Skønner skifteretten derimod, at erkendel-
sen ikke svarer til de faktiske forhold, må skifteretten forlan-
ge yderligere oplysninger, og, hvis disse ikke stemmer med
skyldnerens erklæring om, at skyldneren har sandsynlighed
for at blive insolvent, forkaste begæringen om forebyggende
rekonstruktion. Denne prøvelse bør ikke overstige intensite-
ten af prøvelsen ved skyldnerens erklæring om insolvens, jf.
konkurslovens § 18, nr. 1.
Konkursrådet finder for det andet, at tærsklen for, hvornår
en skyldner har sandsynlighed for at blive insolvent, ikke
bør sættes for højt, idet hensynene bag reglerne om forebyg-
gende rekonstruktion tilsiger, at skyldnere opfordres til at
reagere på økonomiske krisetegn på et tidligere stadie.
Konkursrådet finder for det tredje, at der kan foreligge en
sandsynlighed for insolvens i relation til en skyldner, som er
forbigående insolvent.
For det fjerde bør det efter Konkursrådets opfattelse være
tilstrækkeligt til at anse sandsynlighed for skyldnerens insol-
vens for at foreligge, hvis det på baggrund af skyldnerens
seneste årsregnskaber kan konstateres, at skyldneren i en
årrække har haft likviditetsmæssige vanskeligheder.
Sådanne likviditetsmæssige vanskeligheder vil eksempelvis
kunne konstateres på baggrund af oplysninger om, at skyld-
neren efter forhandlinger med långivere og investorer ikke
har kunnet fremskaffe den fornødne kapital.
Oplysninger om indskrænkninger i skyldnerens kreditfacili-
teter vil endvidere kunne indgå i en vurdering af, om der
foreligger sandsynlighed for skyldnerens insolvens.
Konkursrådet bemærker, at likviditetsmæssige vanskelighe-
der også vil kunne konstateres på grundlag af en revisorpå-
tegning i årsregnskabet om, at årsregnskabet ikke giver et
retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finan-
sielle stilling.
Likviditetsmæssige vanskeligheder vil tillige kunne være
indikeret af en oplysning i årsrapporten om usikkerhed ved-
rørende virksomhedens fortsatte drift.
Konkursrådet finder for det femte, at en løbende underba-
lance i skyldnerens regnskab bør tillægges afgørende vægt
i vurderingen af, om betingelsen om sandsynlighed for, at
skyldneren bliver insolvent, er opfyldt. Kan det f.eks. på
baggrund af skyldnerens seneste årsregnskaber konstateres,
at der løbende har været ikke uvæsentlige underskud, som
har ført til tab af en væsentlig del af skyldnerens kapital, bør
dette være tilstrækkeligt til konstatere, at sandsynlighed for
insolvens foreligger.
For det sjette vil oplysninger om, at skyldneren har indgå-
et forlig med samarbejdspartnere, som ikke er blevet over-
holdt, i almindelighed medføre, at der foreligger sandsynlig-
hed for, at skyldneren bliver insolvent.
For det syvende er det Konkursrådets opfattelse, at oplys-
ninger om indkaldelse af skyldneren til fogedretten efter
omstændighederne bør kunne begrunde, at der foreligger
sandsynlighed for, at skyldneren bliver insolvent. Dette bør
efter rådets opfattelse gælde i tilfælde, hvor skyldneren flere
gange har været indkaldt til møder i fogedretten, som følge
af, at skyldneren ikke har overholdt sine afdragsordninger
eller i øvrigt ikke har betalt sin gæld.
For det ottende finder Konkursrådet, at det ved vurderingen
af sandsynligheden for, at skyldneren bliver insolvent, efter
en konkret vurdering tillige bør kunne tillægges betydning,
om skyldneren har opnået udsættelse af gældende betalings-
frister eller henstand med betalingen af sin gæld til offentli-
ge eller private fordringshavere. Hvis skyldneren må formo-
des ikke at ville kunne honorere sine økonomiske forpligtel-
ser, såfremt en sådan udsættelse eller henstand ikke var ydet,
bør dette være tilstrækkeligt til at begrunde sandsynlighed
for, at skyldneren bliver insolvent. Konkursrådet har herved
lagt vægt på, at udsættelse eller henstand alene indebærer en
midlertidig forbedring af skyldnerens likviditet.
Slutteligt finder Konkursrådet, at de omstændigheder, som
kan give anledning til tidlig varsling, som udgangspunkt
vil indebære sandsynlighed for, at skyldneren bliver insol-
vent. Om »tidlig varsling« henvises til lovforslagets pkt.
3.1.3.
Konkursrådet bemærker, at ovenstående betragtninger navn-
lig har relevans i tilfælde, hvor skyldnerens erkendelse kon-
31
kret ikke vurderes tilstrækkelig til at statuere sandsynlighed
for at blive insolvent.
3.1.2.3.1.1.1. Konkursrådet har endvidere overvejet, om det
kun er skyldneren selv, der skal kunne fremsætte begæring
om den foreslåede forebyggende rekonstruktionsprocedure,
eller om en sådan forebyggende rekonstruktionsprocedure
også skal kunne iværksættes på begæring af en fordringsha-
ver.
Konkursrådet fremhæver i den forbindelse, at skyldnere, der
har adgang til den forebyggende rekonstruktionsprocedure,
ikke nødvendigvis er insolvente, hvilket taler for at begræn-
se iværksættelse af den forebyggende rekonstruktionspro-
cedure til tilfælde, hvor dette begæres af skyldneren. Det
er under alle omstændigheder Konkursrådets opfattelse, at
der ikke bør kunne indledes en forebyggende rekonstrukti-
onsprocedure uden skyldnerens samtykke.
Konkursrådet har overvejet, om det overhovedet giver me-
ning at tildele fordringshaverne adgang til at begære rekon-
struktionsbehandling, når rekonstruktionsbehandlingen efter
Konkursrådets opfattelse alligevel kun bør kunne indledes
med skyldnerens samtykke. I overensstemmelse med Kon-
kursrådets tidligere synspunkter i betænkning nr. 1512/2009
om rekonstruktion mv. kan det efter rådets opfattelse ikke
udelukkes, at en sådan adgang kan udgøre det fornødne af-
sæt for, at fordringshaverne kan få iværksat en forebyggen-
de rekonstruktionsbehandling for skyldnere, der enten ikke
er bevidste om muligheden herfor eller i en situation med
økonomiske vanskeligheder ikke selv formår at iværksætte
et sådant forløb, eller er opmærksomme på de økonomiske
risici, der kan være forbundet med ikke at reagere i virksom-
hedens øjeblikkelige situation. Konkursrådet henviser i den
forbindelse til Konkursrådets betænkning nr. 1512/2009 om
rekonstruktion mv., side 70.
Konkursrådet har tidligere i betænkning 1512/2009 rede-
gjort for, at det efter rådets opfattelse ikke kan udelukkes,
at en adgang for fordringshaverne til at begære rekonstruk-
tionsbehandling kan føre til en forøgelse af antallet af virk-
somheder, der underkastes forebyggende rekonstruktionsbe-
handling. Dette vil kunne bidrage til, at flere levedygtige
virksomheder overlever til gavn for såvel skyldnere som for-
dringshavere. I praksis forekommer det dog sjældent, at en
fordringshaver begærer rekonstruktionsbehandling, hvilket
taler imod at indføre en adgang til kreditorbegæret forebyg-
gende rekonstruktion.
Samlet set er det Konkursrådets vurdering, at der ikke
er et behov for at indføre en regel om, at en fordringsha-
ver kan begære en skyldner undergivet forebyggende rekon-
struktion.
Konkursrådet bemærker, at heller ikke arbejdstagere, uanset
om disse er fordringshavere eller ej, bør have adgang til
at begære en skyldner undergivet forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling.
Det er i øvrigt Konkursrådets opfattelse, at den forebyg-
gende rekonstruktionsprocedure generelt bør baseres på et
princip om frivillighed. Det indebærer, at skyldnere, der
har begæret iværksættelsen af en forebyggende rekonstruk-
tionsprocedure, bør kunne bringe den forebyggende rekon-
struktionsbehandling til ophør, også selv om forebyggende
rekonstruktionsbehandling er indledt, jf. nærmere herom i
pkt. 3.1.2.3.4.
3.1.2.3.1.1.2. For så vidt angår iværksættelsen af en fore-
byggende rekonstruktion, finder Konkursrådet, at procedu-
ren bør iværksættes ved, at skyldneren indgiver begæring
om forebyggende rekonstruktionsbehandling til skifteret-
ten. Det er hertil Konkursrådets opfattelse, at værnetingsreg-
lerne for rekonstruktionsbehandling i konkurslovens §§ 3-5
samt udgangspunktet om, at en begæring om rekonstruktion
ikke offentliggøres, jf. § 9, bør finde tilsvarende anvendelse
for så vidt angår begæringer om forebyggende rekonstruk-
tion.
Konkursrådet finder, at skyldnerens begæring om forebyg-
gende rekonstruktion bør opfylde de formkrav, som fremgår
af konkurslovens § 7, stk. 1.
Konkursrådet finder, at en skyldners begæring om forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling ikke behøver at være nær-
mere begrundet, da skyldnerens begæring til skifteretten
formodes at indeholde en erkendelse af at skyldneren er
insolvent, eller at skyldneren som følge af økonomiske van-
skeligheder har sandsynlighed for at blive insolvent.
En begæring om forebyggende rekonstruktion må efter Kon-
kursrådets opfattelse i almindelighed forventes indgivet af
skyldneren med henblik på at fremsætte et rekonstruktions-
forslag og opnå et fyldestgørelsesforbud, og skyldneren bør
under en forebyggende rekonstruktion således have mulig-
hed for at fremsætte sådanne begæringer. Konkursrådet fin-
der dog, at det ikke bør være en betingelse for indgivelse af
begæringen om forebyggende rekonstruktion til skifteretten,
at skyldneren i sin begæring oplyser at have til hensigt at
fremsætte sådanne anmodninger. Konkursrådet har herved
lagt vægt på, at skyldneren bør have en smidig adgang til at
fremsætte en anmodning om forebyggende rekonstruktion,
samt formålet med det indledende møde i skifteretten, jf.
pkt. 3.1.2.3.1.1.4. Konkursrådet har endvidere lagt vægt på,
at skifteretten vil kunne bringe en forebyggende rekonstruk-
tionsproces til ophør, såfremt denne må anses for udsigtsløs,
jf. nærmere herom pkt. 3.1.2.3.4.
Konkursrådet har endvidere overvejet, hvorvidt og i så fald i
hvilket omfang, skyldneren ved indgivelse af en anmodning
32
om forebyggende rekonstruktion til skifteretten bør pålæg-
ges at vedlægge oplysninger om sine økonomiske forhold.
Det er Konkursrådets opfattelse, at skyldnere, som i begæ-
ringen om forebyggende rekonstruktion ikke har anmodet
om en rekonstruktør eller et fyldestgørelsesforbud, bør på-
lægges at vedlægge en opgørelse over aktiver og passiver
og en liste over fordringshavere i overensstemmelse med,
hvad der kræves ved skyldnerens begæring om indledning
af rekonstruktionsbehandling, jf. konkurslovens § 22, stk. 1,
jf. § 11, stk. 1, sidste pkt. Det er endvidere Konkursrådets
opfattelse, at såfremt der er beskikket en rekonstruktør, bør
det være rekonstruktøren, som tilvejebringer de nødvendige
oplysninger om skyldnerens økonomi.
Konkursrådet har ved fastlæggelsen af de foreslåede krav
til skyldnerens begæring lagt vægt på nødvendigheden af
at tilvejebringe en række grundlæggende informationer om
skyldnerens økonomiske forhold til brug for skifterettens
behandling af begæringen om forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling.
Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at sådanne grund-
læggende oplysninger om skyldnerens økonomiske forhold
bør tilvejebringes på det tidligst mulige tidspunkt med hen-
blik på senere at kunne konstatere et eventuelt misbrug af
den forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet har i modsat retning lagt vægt på, at hensynet
til at sikre reglernes effektivitet tilsiger, at der ikke opstilles
unødigt høje krav til udformningen af begæringen om fore-
byggende rekonstruktionen. Vigtigheden af ikke at opstille
for høje krav til, hvilke oplysninger skyldneren bør frem-
sende med en begæring om forebyggende rekonstruktion,
understøttes af, at det må forventes, at erhvervsdrivende, der
driver en mindre virksomhed, oftest ikke vil have advokatbi-
stand i forbindelse med udformning af anmodningen.
Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at der henset til,
at skyldnerens erkendelse af sandsynlighed for insolvens,
eller insolvens i sig selv, bør medføre en formodning for, at
betingelserne for indledning af forebyggende rekonstruktion
er til stede, ikke er praktisk behov for at stille yderligere
krav til de oplysninger, som skyldneren skal fremkomme
med i forbindelse med begæringen.
Konkursrådet finder ud fra en samlet vurdering, at en begæ-
ring om rekonstruktion skal vedlægges oplysninger i over-
ensstemmelse med konkurslovens § 22, stk. 1.
3.1.2.3.1.1.3. Det er Konkursrådets opfattelse, at der ikke
bør stilles krav om sikkerhedsstillelse for en eventuel rekon-
struktørs og tillidsmands virksomhed, medmindre skifteret-
ten træffer bestemmelse herom.
Konkursrådet har overvejet, i hvilke situationer skifteretten
kan træffe bestemmelse om, at der skal stilles sikkerhed
for rekonstruktørs og tillidsmands virksomhed i forbindelse
med en forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Det fremgår af betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion
mv., side 223, at skifteretten efter rekonstruktørens begæring
kan bestemme, at der ud over i de tilfælde, der er nævnt
i konkurslovens § 11 a, stk. 4 (nu stk. 5), skal stilles pas-
sende sikkerhed for omkostningerne ved rekonstruktørens
og tillidsmandens virksomhed. Dette er kommet til udtryk i
konkurslovens § 11 a, stk. 6, hvor det fremgår, at skifteretten
efter rekonstruktørens begæring kan bestemme, at der skal
stilles yderligere sikkerhed for omkostningerne ved rekon-
struktørens og eventuel tillidsmands virksomhed.
Det er Konkursrådets opfattelse, at rekonstruktørens adgang
til at begære sikkerhed efter konkurslovens § 11 a, stk. 6,
skal finde tilsvarende anvendelse i en forebyggende rekon-
struktionsbehandling. Konkursrådet finder dog, at det bør
præciseres, at bestemmelsen også kan finde anvendelse ved
egenbegæringer. Konkursrådet finder derudover, at det kun
bør være muligt for skyldneren at stille sikkerhed over for
rekonstruktør/tillidsmand, hvis det er bestemt af skifteretten,
da det i forhold til øvrige § 94-kreditorer ikke er rimeligt,
at en sådan sikkerhed stilles uden skifterettens godkendel-
se. Dette bør dog ikke hindre, at tredjemand – f.eks. skyld-
ners bankforbindelse - stiller sikkerhed over for rekonstruk-
tør/tillidsmand uden skifterettens godkendelse.
Er det ikke muligt for skyldneren at stille sikkerhed, når
skifteretten har truffet bestemmelse om sikkerhedsstillelse,
bør skifteretten kunne bringe den forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling til ophør.
Konkursrådet finder endvidere, at konkurslovens § 11 a,
stk. 7, skal finde tilsvarende anvendelse i en forebyggende
rekonstruktionsbehandling, således at skifteretten undtagel-
sesvis skal kunne bestemme, at omkostninger, der ikke kan
dækkes af skyldnerens og en eventuelt stillet sikkerhed, be-
tales af statskassen. Konkursrådet har navnlig lagt vægt på,
at det overordnede samfundsmæssige hensyn til videreførel-
se af levedygtige virksomheder tilsiger, at statskassen bør
kunne indestå for omkostninger forbundet med en forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet finder slutteligt, at der bør gælde regler om
betaling af retsafgift, som svarer til reglerne for indgivelse
af en begæring om rekonstruktion, jf. herved retsafgiftslo-
vens § 18.
3.1.2.3.1.1.4. Skifterettens funktion ved indledningen af en
forebyggende rekonstruktionsbehandling bør efter Konkurs-
rådets opfattelse begrænses til at tage imod skyldnerens be-
gæring om forebyggende rekonstruktion og efter en under-
33
søgelse af, om begæringen opfylder det i pkt. 3.1.2.3.1.1.2.
ovenfor anførte om formkrav, indkalde skyldneren til et mø-
de, hvori begæringen kan behandles. Mødet bør afholdes
snarest muligt.
Konkursrådet finder, at indkaldelse af skyldneren til det ind-
ledende møde bør kunne foretages ved almindeligt brev,
som så vidt muligt bør kunne fremsendes til skyldnerens
e-Boks. Henset til, at forebyggende rekonstruktion alene kan
iværksættes ved en begæring fra skyldneren, finder Kon-
kursrådet det ikke nødvendigt, at indkaldelsen forkyndes for
skyldneren.
Konkursrådet finder videre, at fordringshaverne – henset til
karakteren og stadiet af den forebyggende rekonstruktions-
proces samt for i videst muligt omfang at give skyldnere
incitament til at indgive begæring om forebyggende rekon-
struktionsbehandling – ikke bør indkaldes til det indledende
møde i skifteretten.
Det er Konkursrådets opfattelse, at der i relation til fore-
byggende rekonstruktionsbehandling består sådanne særligt
tungtvejende hensyn til at sikre skyldnerens personlige
fremmøde, når denne ikke har anmodet om en rekonstruktør,
at der bør indføres en yderligere indskrænkning i skyldne-
rens ret til at lade sig repræsentere ved fuldmægtig. Kon-
kursrådet har herved lagt vægt på de vidtgående konsekven-
ser, som iværksættelse af en forebyggende rekonstruktions-
procedure kan have for skyldneren.
Det bør overlades til skifterettens nærmere bestemmelse at
beslutte, hvorvidt et retsmøde skal afholdes digitalt, i det
omfang der er hjemmel til det.
Det indledende møde med skyldneren har til formål at afkla-
re, om der er grundlag for, at skifteretten indleder forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling, herunder ved at afklare,
om der foreligger sandsynlighed for, at skyldneren bliver
insolvent, eller om skyldneren er insolvent. På mødet bør
skifteretten endvidere afklare, om skyldneren ønsker et fyl-
destgørelsesforbud, eller om skyldneren ønsker beskikkelse
af en rekonstruktør. Skifteretten bør herudover søge afklaret,
om skyldneren ønsker en regnskabskyndig tillidsmand.
Konkursrådet har overvejet, om det indledende møde med
skyldneren, såfremt denne ikke ønsker en rekonstruktør be-
skikket, bør have karakter af et vejledningsmøde, hvorunder
skifteretten har pligt til at vejlede skyldneren om fremgangs-
måden ved forebyggende rekonstruktion, muligheden for
udpegning af en rekonstruktør og mulighederne for at søge
yderligere bistand hos early warning-ordninger, advokat el-
ler revisor.
Konkursrådet finder, at det må anses for bedst stemmende
med domstolenes udvidede vejledningspligt over for selv-
mødere og hensynene bag direktivet, at skifteretten pålæg-
ges en sådan vejledningspligt. Konkursrådet finder dog ikke,
at skifterettens vejledningspligt bør udstrækkes til at omfatte
en undersøgelse af skyldnerens økonomiske situation eller
en vurdering af skyldnerens chancer for at opnå en løsning
med fordringshaverne. Konkursrådet finder endvidere, at
skifteretten ikke bør pålægges at yde skyldneren konkret
bistand til udformning af de dokumenter, som skyldneren
skal udarbejde til skifteretten og fordringshaverne som led i
den forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet bemærker, at skifterettens vejledningspligt
eventuelt vil kunne opfyldes ved udlevering af skriftligt vej-
ledningsmateriale til skyldneren.
3.1.2.3.1.1.5. Finder skifteretten på det indledende møde, at
skyldnerens begæring kan danne grundlag for forebyggende
rekonstruktionsbehandling, beslutter skifteretten at indlede
en sådan behandling og afslår i modsat fald at indlede fore-
byggende rekonstruktionsbehandling.
Det er Konkursrådets opfattelse, at skifteretten bør afslå at
indlede forebyggende rekonstruktion, såfremt skyldnerens
begæring ikke opfylder de ovenfor anførte krav, eller der
foreligger en eller flere ophørsgrunde som vil kunne medfø-
re, at skifteretten bringer en allerede indledt forebyggende
rekonstruktionsbehandling til ophør, jf. nærmere herom pkt.
3.1.2.3.4. Afslag på at indlede forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling forudsætter, at skyldneren har haft lejlighed
til at udtale sig om de omstændigheder, som begrunder af-
slaget.
Skifteretten bør derudover afslå at indlede en forebyggende
rekonstruktionsbehandling, når det begæres af en skyldner,
som er en fysisk person, der ikke udøver erhvervsvirksom-
hed. Skifteretten bør endvidere afslå at indlede en forebyg-
gende rekonstruktion, når det begæres af en skyldner, hvor-
om Erhvervsstyrelsen har truffet beslutning om tvangsopløs-
ning.
Indledning af en forebyggende rekonstruktionsbehandling
meddeles ikke fordringshaverne, medmindre skyldneren an-
moder om et fyldestgørelsesforbud eller fremsætter et re-
konstruktionsforslag.
Konkursrådet finder, at en begæring om forebyggende re-
konstruktionsbehandling ikke bør kunne tilbagekaldes, når
den forebyggende rekonstruktionsbehandling er indledt. En
skyldner må derfor begære, at den forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling ophører, såfremt dette ønskes, jf. den fore-
slåede § 9 h, stk. 1, nr. 3. For en nærmere beskrivelse heraf
henvises til pkt. 3.1.2.3.4. nedenfor eller til bemærkningerne
til lovforslagets § nr. 6.
34
3.1.2.3.1.1.6. Udebliver skyldneren fra det indledende mø-
de i skifteretten uden at have meddelt lovligt forfald, fin-
der Konkursrådet, at begæringen om forebyggende rekon-
struktion i overensstemmelse med almindelige processuelle
grundsætninger og tilsvarende, hvad der gør sig gældende
ved konkursbehandling, jf. konkurslovens § 22, stk. 3, må
anses for bortfaldet.
Konkursrådet har overvejet, at der i praksis vil kunne fo-
rekomme situationer, hvor de tilgængelige oplysninger om
skyldneren og skyldnerens økonomiske situation er så ringe,
at skifteretten er ude af stand til at foretage en vurdering
af, om der foreligger sandsynlighed for, at skyldneren bliver
insolvent eller er insolvent, selv om skyldneren giver møde.
Konkursrådet lægger som anført ovenfor i pkt. 3.1.2.3.1.1.2.
op til, at skifteretten som udgangspunkt lægger skyldnerens
tilkendegivelse om, at der foreligger sandsynlighed for, at
skyldneren bliver insolvent, eller at skyldneren er insolvent,
til grund. Konkursrådet finder dog, at det for at muliggø-
re skifterettens behandling af sagen og undgå misbrug er
nødvendigt at indføre en regel, hvorefter skyldnerens ufyl-
destgørende besvarelse af spørgsmål kan tillægges proces-
suel skadevirkning. Samarbejder skyldneren således ikke
loyalt, vil skifteretten kunne afslå at indlede forebyggende
rekonstruktionsbehandling eller bringe en allerede indledt
forebyggende rekonstruktionsbehandling til ophør som ud-
sigtsløs.
3.1.2.3.1.2. Anmodning om fyldestgørelsesforbud og beskik-
kelse af rekonstruktør eller regnskabskyndig tillidsmand
Skifteretten beskikker ved indledningen af forebyggende
rekonstruktionsbehandling eller senere én eller flere rekon-
struktører, såfremt skyldneren anmoder herom, eller betin-
gelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Rekonstruktøren skal i
samarbejde med skyldneren undersøge mulighederne for at
rekonstruere den nødlidende virksomhed.
Det er en forudsætning for beskikkelse, at skifteretten vur-
derer, at rekonstruktøren har de fornødne kvalifikationer til
opgaven, jf. nærmere herom nedenfor i pkt. 3.3.2.1.2. Det er
endvidere en forudsætning for beskikkelse som rekonstruk-
tør, at rekonstruktøren afgiver en erklæring om at være villig
til at påtage sig hvervet og opfylde betingelserne i konkurs-
lovens § 238.
Anmoder skyldneren om beskikkelse af en rekonstruktør,
skal skyldneren fremsende et forslag til rekonstruktør, der
skal opfylde kravene hertil. Anmoder skyldneren ikke om en
bestemt rekonstruktør, vælger skifteretten en rekonstruktør.
Der kan under en forebyggende rekonstruktion udpeges en
regnskabskyndig tillidsmand, ligesom rekonstruktøren kan
antage anden sagkyndig bistand.
Konkursrådet finder, at konkurslovens § 11 g skal finde
anvendelse i forbindelse med en forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling, således at skifteretten kan afsætte en rekon-
struktør, hvis særlige grunde taler for det.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om det skal være
muligt for skyldneren at skifte rekonstruktør og tillidsmand.
Konkursrådet finder, at skifteretten skal afbeskikke rekon-
struktøren og tillidsmanden, hvis skyldneren anmoder her-
om. Skyldneren skal i den forbindelse have ret til at foreslå
en ny rekonstruktør og tillidsmand. Det skal imidlertid ikke
være muligt for skyldneren at få afbeskikket rekonstruktø-
ren, hvis der er truffet afgørelse om fyldestgørelsesforbud. I
sådanne tilfælde kan afbeskikkelse alene ske efter reglerne
i § 11 g. Det vil derimod være muligt at få afbeskikket en
tillidsmand, selvom der er truffet afgørelse om fyldestgørel-
sesforbud.
Det er Konkursrådets opfattelse, at der ikke bør stilles krav
om sikkerhedsstillelse for en eventuel rekonstruktørs og
tillidsmands virksomhed, medmindre skifteretten træffer be-
stemmelse herom.
Konkursrådet finder, at det ikke skal være muligt at beskik-
ke en advokat for skyldneren under den forebyggende re-
konstruktionsprocedure.
En anmodning om fyldestgørelsesforbud bør tillige anses for
en anmodning om beskikkelse af rekonstruktør.
Konkursrådet har overvejet, om det gældende forbud mod
retsforfølgning af skyldneren under rekonstruktionsbehand-
lingen bør finde tilsvarende anvendelse under en forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling, herunder om et forbud
automatisk bør gælde skyldnere i den forebyggende rekon-
struktionsbehandling. Konkursrådet bemærker hertil, at et
sådant automatisk fyldestgørelsesforbud allerede meddeles
insolvente skyldnere, der begærer eller får indledt rekon-
struktion efter de gældende regler i konkursloven, som ikke
foreslås ændret.
Det er Konkursrådets vurdering, at direktivets artikel 6 må
læses sådan, at der under en forebyggende rekonstruktion
ikke gælder et automatisk fyldestgørelsesforbud, dvs. at et
sådant fyldestgørelsesforbud kræver en begæring fra skyld-
neren.
Det er på den baggrund Konkursrådets opfattelse, at der ikke
automatisk bør træffes bestemmelse om et fyldestgørelses-
35
forbud til skyldnere i den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling. Konkursrådet finder dog, at de personer, som kan
tages under en forebyggende rekonstruktionsbehandling, og-
så skal kunne anmode om at få nedlagt et fyldestgørelsesfor-
bud.
Det er Konkursrådets opfattelse, at et fyldestgørelsesforbuds
længde, inklusive forlængelser og fornyelser, ikke bør kunne
overstige et år. Konkursrådet har herved lagt vægt på, at
den forebyggende rekonstruktionsproces bør have en mere
komprimeret karakter.
Fyldestgørelsesforbuddet kan, første gang det nedlægges,
ikke overstige fire ugers varighed. Det indebærer, at skifte-
retten på det møde, som bør afholdes med fordringshaver-
ne fire uger efter, der er blevet truffet bestemmelse om
fyldestgørelsesforbuddet første gang, skal træffe beslutning
om ophør af fyldestgørelsesforbuddet. Hvis ikke skifteretten
træffer beslutning om ophør af fyldestgørelsesforbuddet på
dette møde, vil fyldestgørelsesforbuddet automatisk blive
forlænget.
Konkursrådet har overvejet, om fyldestgørelsesforbuddet
kan vare i længere end et år, hvis skyldneren overgår fra
forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvor der er ned-
lagt fyldestgørelsesforbud, til en rekonstruktionsbehandling.
Det er hertil Konkursrådets opfattelse, at et fyldestgørel-
sesforbud har en indgribende karakter over for fordringsha-
verne, hvorfor fyldestgørelsesforbuddet ikke bør kunne ud-
strækkes længere end 1 år.
Det indebærer, at hvis der har været nedlagt et fyldestgø-
relsesforbud under en forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling, og skyldneren efterfølgende overgår til en rekonstruk-
tionsbehandling, skal skifteretten bestemme, at rekonstrukti-
onsbehandlingen skal ophøre, når fyldestgørelsesforbuddets
varighed samlet har varet i et år. Varigheden af fyldestgø-
relsesforbuddet under den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling skal således medregnes ved overgangen til rekon-
struktionsbehandling.
Konkursrådet finder, at såfremt den forebyggende rekon-
struktionsbehandling med fyldestgørelsesforbud er ophørt
mindst en måned før indledningen af rekonstruktionsbe-
handlingen, bør varigheden af fyldestgørelsesforbuddet ikke
medregnes.
For så vidt angår ophør af et fyldestgørelsesforbud er det
Konkursrådets opfattelse, at der bør indføres en ordning,
hvorefter et fyldestgørelsesforbud ophører, samtidig med
at den forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvorunder
fyldestgørelsesforbuddet er nedlagt, bringes til ophør.
Konkursrådet har ikke fundet behov for at foreslå en re-
gel, hvorefter et fyldestgørelsesforbud kan bringes til ophør
uafhængigt af selve den forebyggende rekonstruktionspro-
ces. En fordringshaver, som ønsker et fyldestgørelsesforbud
bragt til ophør, må således henvises til at søge den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling bragt til ophør.
Konkursrådet finder ikke, at fyldestgørelsesforbuddet bør
suspendere muligheden for at begære skyldneren kon-
kurs. Det er således Konkursrådets opfattelse, at såfremt en
kreditor indgiver en konkursbegæring mod skyldneren under
en forebyggende rekonstruktion, hvor der samtidig er ned-
lagt et fyldestgørelsesforbud, må skyldneren indgive begæ-
ring om rekonstruktionsbehandling, hvis skyldneren ønsker
at afværge konkursbegæringen.
Konkursrådet finder, at skyldneren som led i en forebyggen-
de rekonstruktion skal kunne fremsætte anmodning om et
fyldestgørelsesforbud med henblik på at opnå arbejdsro til at
få gennemført et rekonstruktionsforslag eller finde en anden
samlet løsning på sin økonomiske situation
Skyldneren skal kunne fremsætte sin anmodning om et
fyldestgørelsesforbud i begæringen om forebyggende rekon-
struktionsbehandling, eller på et hvilket som helst tidspunkt,
efter forebyggende rekonstruktionsprocedure er indledt.
Konkursrådet finder, at der ikke skal opstilles formkrav til
skyldnerens begæring om et fyldestgørelsesforbud. Skyldne-
ren vil således f.eks. kunne fremsætte sin anmodning skrift-
ligt, herunder i begæringen om forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling, eller mundtligt under et møde i skifteretten.
Modtager skifteretten en anmodning om et fyldestgørelses-
forbud, skal anmodningen behandles straks. Skifteretten skal
have mulighed for at behandle anmodningen på skriftligt
grundlag, såfremt skifteretten finder det hensigtsmæssigt.
Konkursrådet finder, at skifteretten skal nedlægge et fyl-
destgørelsesforbud, medmindre skifteretten vurderer, at den
forebyggende rekonstruktionsbehandling skal bringes til op-
hør. Konkursrådet har overvejet, om et sådant udgangs-
punkt, hvorefter fyldestgørelsesforbud nedlægges, medmin-
dre forholdene taler for at bringe den forebyggende rekon-
struktionsbehandling til ophør, indebærer en risiko for mis-
brug. Det er dog Konkursrådets vurdering, at den misbrugs-
mulighed, som består ved, at der nedlægges fyldestgørel-
sesforbud over for skyldnerne, som kan være solvente, er
begrænset, og at en sådan misbrugsrisiko vil kunne imøde-
gås ved forslaget om, at skifteretten bør kunne bringe den
forebyggende rekonstruktionsproces til ophør og dermed
samtidigt fyldestgørelsesforbuddet.
Henset til det anførte om, at skifteretten skal nedlægge et
36
fyldestgørelsesforbud, medmindre skifteretten finder, at den
forebyggende rekonstruktionsmulighed skal bringes til op-
hør, bør der ikke gælde krav om høring af fordringshaverne,
inden skifteretten træffer afgørelse herom. Der skal endvide-
re heller ikke gælde krav om underretning af virksomheds-
panthavere eller andre panthavere.
Det er som anført ovenfor en betingelse for nedlæggelse af
et fyldestgørelsesforbud, at der beskikkes en rekonstruktør.
Fyldestgørelsesforbuddet træder i kraft på klokkeslættet for
skifterettens beslutning om at imødekomme skyldnerens an-
modning.
Konkursrådet finder, at der ikke skal være en adgang for
fordringshaverne til at kære et fyldestgørelsesforbud, idet
enhver fordringshaver kan indgive konkursbegæring.
3.1.2.3.1.3. Inddragelse af fordringshaverne ved bestemmel-
se om fyldestgørelsesforbud
Træffer skifteretten afgørelse om et fyldestgørelsesforbud,
indkalder skifteretten straks fordringshaverne til et møde,
som skal afholdes senest fire uger efter bestemmelsen om
fyldestgørelsesforbud blev truffet. Indkaldelse sker ved ind-
rykning af en bekendtgørelse i Statstidende jf. konkurslo-
vens § 11, a, stk. 2, 3. pkt. Hvis skyldneren er en sammen-
slutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, registrerer re-
konstruktøren straks mødeindkaldelsen i Erhvervsstyrelsens
it-system, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 2, 4. pkt.
Skyldneren, rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand skal
være til stede på mødet med fordringshaverne, jf. konkurs-
lovens § 11 d, stk. 1. Udebliver skyldneren uden lovligt
forfald, bestemmer skifteretten, at den forebyggende rekon-
struktionsbehandling ophører, jf. § 11 d, stk. 2.
Konkursrådet finder, at konkurslovens § 11 c skal finde
anvendelse, således at rekonstruktøren senest en uge før
mødet med fordringshaverne skal sende et forslag til en
rekonstruktionsplan. I modsætning til en almindelig rekon-
struktionsbehandling, skal der på mødet ikke stemmes om
rekonstruktionsplanen. Konkursrådet bemærker derudover,
at det endelige rekonstruktionsforslag ikke nødvendigvis
skal harmonere med den plan, som er blevet fremsat.
Konkursrådet finder, at konkurslovens § 11 b, stk. 1 og 2,
skal finde anvendelse, således at rekonstruktøren senest en
uge efter beskikkelsen skal sende en meddelelse til skyld-
nerens kendte fordringshavere og skifteretten om den fore-
byggende rekonstruktionsbehandling. Meddelelsen skal ved-
lægges skyldnerens seneste årsrapport samt oplysninger om
skyldnerens vigtigste aktiver og passiver mv.
På mødet i skifteretten gives skyldneren og fordringshaver-
ne lejlighed til at udtale sig om opretholdelse og eventu-
el forlængelse af den forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling. Skifteretten kan på mødet beskikke en eller flere yder-
ligere rekonstruktører eller beskikke en anden tillidsmand,
jf. konkurslovens § 11 e, stk. 4.
Konkursrådet finder, at rekonstruktøren, inden tre måneder
efter der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud og
derefter med højest to måneders mellemrum, skal sende en
redegørelse til samtlige kendte fordringshavere og skifteret-
ten om alle væsentlige forhold vedrørende den forebyggen-
de rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet finder derudover, at de løbende redegørelser
skal ske efter samme model som konkurslovens § 11 f. Der
skal imidlertid ikke stemmes om eventuelle ændringer i re-
konstruktionsplanen.
Konkursrådet finder endvidere, at såfremt der ikke sendes en
redegørelse senest tre måneder efter, at der er truffet bestem-
melse om fyldestgørelsesforbud, kan skifteretten træffe be-
stemmelse om, at den forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling ophører.
Skifteretten forlænger fyldestgørelsesforbuddet, medmindre
der fremkommer oplysninger, der bevirker, at den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling bør bringes til ophør, jf.
nærmere herom nedenfor i pkt. 3.1.2.3.4. Skifteretten vil
herunder kunne bringe den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling til ophør, såfremt den må anses for udsigtsløs. Det-
te vil kunne være tilfældet, hvis skyldneren er insolvent, og
det står klart, at skyldneren ikke kan reddes, f.eks. hvis et
flertal af de stemmeberettigede fordringshavere erklærer, at
de er imod en rekonstruktion. Det vil f.eks. også kunne være
tilfældet, hvis skyldneren er solvent og ikke har brug for at
anvende den forebyggende rekonstruktionsprocedure, men
alene søger at udnytte et fyldestgørelsesforbud på urimelig
vis. Skifteretten træffer efter anmodning sin afgørelse om
at bringe den forebyggende rekonstruktionsbehandling til
ophør ved kendelse.
Et fyldestgørelsesforbud skal første gang meddeles frem til
det ovenfor nævnte møde med fordringshaverne. Fyldestgø-
relsesforbuddet skal således, første gang det meddeles, hø-
jest meddeles for fire uger. Fyldestgørelsesforbuddets sam-
lede længde, inklusive forlængelser og fornyelser, kan ikke
overstige et år.
Konkursrådet bemærker, at en forlængelse af fyldestgørel-
sesforbuddet ikke forhindrer fordringshaverne i at begære
skyldneren konkurs og derved bringe den forebyggende
rekonstruktion til ophør. Skyldneren vil i den forbindelse
overgå til konkurs eller til rekonstruktion efter de eksisteren-
de regler i konkursloven.
37
3.1.2.3.2. Retsvirkninger af den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling
Som det fremgår af pkt. 3.1.2.2. følger det af rekonstrukti-
ons- og insolvensdirektivets artikel 6, stk. 3, at medlemssta-
terne kan bestemme, at et fyldestgørelsesforbud kan gælde
generelt og omfatte alle krav eller kan være begrænset og
omfatte en eller flere individuelle krav eller kategorier af
krav.
Konkursrådet har på denne baggrund overvejet, om et fyl-
destgørelsesforbud under forebyggende rekonstruktion bør
omfatte alle fordringshaverne, eller om skyldneren i stedet
må henvises til at anmode om et fyldestgørelsesforbud i
forhold til hver enkelt fordringshaver. Konkursrådet har end-
videre overvejet, om der bør være en mellemform, således at
skyldneren bør kunne anmode om et fyldestgørelsesforbud i
forhold til visse kategorier af fordringshavere.
Det er Konkursrådets vurdering, at der ikke er praktisk be-
hov for et fyldestgørelsesforbud i forhold til enkeltkredito-
rer eller visse kreditorkategorier. Et fyldestgørelsesforbud
i forhold til enkelte fordringshavere eller visse kreditorkate-
gorier vil endvidere stride mod ligedelingsprincippet. Det
er således Konkursrådets opfattelse, at et fyldestgørelsesfor-
bud som udgangspunkt bør gælde i forhold til samtlige for-
dringshavere, men med de begrænsninger der gælder efter
konkurslovens § 12 c, stk. 2-5. Det er Konkursrådets vurde-
ring, at denne model er i overensstemmelse med direktivets
artikel 6, stk. 3.
Konkursrådets finder samlet, at et fyldestgørelsesforbud
under en forebyggende rekonstruktionsbehandling bør ha-
ve tilsvarende anvendelse som under en rekonstruktionsbe-
handling, jf. konkurslovens § 12 c.
Konkursrådet finder endvidere, at såfremt der er truffet
bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, bør der kunne ske
virksomhedsoverdragelse efter konkurslovens § 13 g, jf.
nærmere herom nedenfor i pkt. 3.1.2.3.3.
Hvis der er beskikket en rekonstruktør, bør reglerne i kon-
kurslovens § 12, stk. 1-3, finde anvendelse.
Konkursrådet finder, at det ikke skal være muligt for re-
konstruktøren at anvende tvangsmidler over for skyldne-
ren. Hvis skyldneren ikke samarbejder loyalt, må den fore-
byggende rekonstruktionsbehandling i stedet bringes til op-
hør. Dette kan i praksis ske ved, at rekonstruktøren anmoder
skifteretten om at bringe den forebyggende rekonstruktions-
behandling til ophør.
Hvis skifteretten har truffet bestemmelse om fyldestgørel-
sesforbud, bør reglerne i konkurslovens § 12 c, 12 f og
12 g, stk. 1-2, og stk. 4, finde anvendelse. I forhold til
retsvirkningerne af et fyldestgørelsesforbud henvises der til
pkt. 3.1.2.3.1.2.
Konkursrådet finder, at indledningen af den forebyggende
rekonstruktionsbehandling ikke skal medføre at virksom-
heds- og fordringspant fryses. Hvis skyldneren forud for
indledningen af den forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling havde adgang til at udskille aktiver fra et pant, skal
dette fortsat være en mulighed for skyldneren. Dette gælder
også rettigheder stiftet ved retsforfølgning.
Om gensidigt bebyrdende aftaler henvises til pkt. 3.1.10.
nedenfor.
3.1.2.3.3. Gennemførelse af rekonstruktion under forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling
Konkursrådet finder, at skyldneren som led i en forebyggen-
de rekonstruktion skal kunne fremsætte et rekonstruktions-
forslag. Det skal ikke være et krav for skyldnerens frem-
sættelse af et rekonstruktionsforslag, at der beskikkes en
rekonstruktør.
Modtager skifteretten et rekonstruktionsforslag, indkalder
skifteretten fordringshaverne til et møde, som så vidt muligt
skal afholdes senest fire uger efter, at rekonstruktionsforsla-
get er fremsat, jf. nærmere herom ovenfor i pkt. 3.1.2.3.1.3.
Konkursrådet har overvejet, om skifteretten i tilfælde, hvor
et rekonstruktionsforslag er fremsat af skyldneren og ikke en
rekonstruktør, bør gennemgå rekonstruktionsforslaget, inden
der sker indkaldelse af fordringshaverne. Konkursrådet har
efter en samlet afvejning fundet, at skifteretten af ressource-
mæssige hensyn ikke skal pålægges at foretage en sådan
gennemgang. Det bemærkes herved, at skifteretten kan be-
stemme, at et rekonstruktionsforslag ikke sættes til afstem-
ning, såfremt forslaget er åbenbart uegnet hertil. Skifteretten
skal desuden nægte stadfæstelse, hvis forslaget er i strid med
loven, jf. § 13 e, stk. 3, nr. 2, hvorfor skifteretten kan afvise
at holde afstemning om et forslag, der er åbenbart i strid
med loven.
Konkursrådet har overvejet, om samtlige fordringshavere
skal indkaldes til mødet eller alene de fordringshavere, som
berøres af rekonstruktionsforslaget. Konkursrådet finder, at
praktiske hensyn tilsiger, at samtlige fordringshavere indkal-
des til mødet. Konkursrådet har herved navnlig lagt vægt på,
at det ikke skal pålægges skifteretten at foretage en nærmere
gennemgang af skyldnerens rekonstruktionsforslag og kre-
ditorliste, og at samtlige fordringshavere skal have mulighed
for at gøre sig bekendt med rekonstruktionsforslaget.
Konkursrådet finder, at indkaldelse til mødet skal ske i over-
ensstemmelse med fremgangsmåden i konkurslovens § 13,
38
stk. 2, 1. pkt. Skyldneren eller en eventuel rekonstruktør
skal således senest fem hverdage før mødets afholdelse sen-
de rekonstruktionsforslaget og det nedenfor nævnte materi-
ale til skifteretten og samtlige kendte fordringshavere og
andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af forsla-
get, med oplysning om tidspunktet for mødet.
Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i
Erhvervsstyrelsen, registrerer skyldneren eller en eventuelt
udpeget rekonstruktør i overensstemmelse med reglen i kon-
kurslovens § 13, stk. 2, sidste pkt., samtidig en meddelelse i
Erhvervsstyrelsens it-system, hvoraf det fremgår, at materia-
let er udsendt og ligger til gennemsyn i skifteretten.
Konkursrådet finder, at det udsendte materiale skal opfylde
formkravene i konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 1 og 2,
og såfremt en rekonstruktør eller tillidsmand er beskikket,
tillige formkravene i konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3.
Skifteretten skal så vidt muligt senest 14 dage før mødets
afholdelse indrykke en bekendtgørelse i Statstidende, hvori
fordringshaverne indkaldes til mødet. I bekendtgørelsen op-
fordres fordringshavere, hvis fordringer ikke tidligere er
gjort gældende, til at anmelde disse til skyldneren eller en
eventuel rekonstruktør, jf. den tilsvarende regel i konkurslo-
vens § 13, stk. 3. Bestrides en fordring, skal dette meddeles
fordringshaveren ved anbefalet brev eller på anden betryg-
gende måde, jf. konkurslovens § 13, stk. 4.
Konkursrådet har overvejet, om en skyldner i et tilfælde,
hvor der ikke er beskikket en rekonstruktør, kan forventes
at være i stand til at iagttage den ovennævnte fremgangs-
måde for indkaldelse til kreditormøde og de angivne form-
krav. Konkursrådet bemærker, at det må forventes, at der i
praksis oftest vil være udpeget en rekonstruktør under en
forebyggende rekonstruktionsproces, og at skyldneren har
mulighed for at anmode om udpegning af en rekonstruktør
på ethvert tidspunkt under sagens behandling, såfremt skyld-
neren ikke ser sig i stand til at varetage processen. Kon-
kursrådet har på denne baggrund ikke fundet anledning til
at fastsætte lempeligere formkrav. Konkursrådet har herved
også lagt vægt på, at skifteretten har en videregående vej-
ledningsforpligtelse i tilfælde, hvor der ikke er udpeget en
rekonstruktør.
Konkursrådet finder, at skyldneren og en eventuel rekon-
struktør og/eller regnskabskyndig tillidsmand skal være til
stede på mødet med fordringshaverne, og at skifteretten,
såfremt skyldneren udebliver uden lovligt forfald, bør kunne
bestemme, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling
ophører.
På mødet stemmer fordringshaverne om rekonstruktionsfor-
slaget.
Forkastes rekonstruktionsforslaget, nægtes stadfæstelse el-
ler stadfæster skifteretten forslaget, bør den forebyggende
rekonstruktionsbehandling ophøre i overensstemmelse med
reglerne i konkurslovens § 13 f, herunder med de i § 13
f, stk. 2 og 3, angivne undtagelser. Dette medfører ikke i
sig selv skyldnerens konkurs, ligesom skyldneren ikke nød-
vendigvis vil overgå til rekonstruktionsbehandling efter de
eksisterende regler. For en nærmere gennemgang af ophør af
forebyggende rekonstruktionsbehandling henvises til lovfor-
slagets pkt. 3.1.2.3.4. nedenfor.
Konkursrådet finder henset til forslaget om en komprimeret
forebyggende rekonstruktionsproces, at det ikke bør være
muligt for skyldneren at fremsætte et nyt rekonstruktionsfor-
slag under samme forebyggende rekonstruktionsprocedure,
såfremt et forslag forkastes af fordringshaverne eller stad-
fæstelse nægtes.
En skyldner, som ønsker at fremsætte et nyt rekonstruktions-
forslag, efter dennes forslag er blevet forkastet eller nægtet
stadfæstelse under en forebyggende rekonstruktionsproced-
ure, kan anmode om at overgå til rekonstruktionsbehandling
efter de eksisterende regler i konkursloven.
Forkastes et rekonstruktionsforslag eller nægtes stadfæstel-
se, bør skyldneren eller fordringshaverne straks kunne ind-
give konkursbegæring, hvis betingelserne herfor i øvrigt er
opfyldt. En sådan konkursbegæring vil kunne behandles på
mødet med fordringshaverne efter afstemningen om rekon-
struktionsforslaget.
Konkursrådet bemærker, at vedtagelse og stadfæstelse af et
rekonstruktionsforslag ikke er til hinder for indgivelse af en
konkursbegæring, såfremt skyldneren efter forslagets vedta-
gelse er insolvent.
Konkursrådet bemærker endvidere, at den situation, hvor
skyldneren under den forebyggende rekonstruktionsproced-
ure ophører med at være erhvervsdrivende, ikke bør medfø-
re ophør af behandlingen af den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling, da der skal være mulighed for at lave akkord
efter salg eller likvidation af virksomheden.
For så vidt angår omstødelsesreglernes anvendelse i forbin-
delse med en forebyggende rekonstruktion henvises der til
pkt.3.1.12. nedenfor.
3.1.2.3.4. Ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling
3.1.2.3.4.1. Skifteretten skal ved det indledende møde med
skyldneren afklare, om der er grundlag for, at skifteretten
indleder forebyggende rekonstruktionsbehandling, herunder
ved at afklare om der foreligger sandsynlighed for, at
skyldneren er eller bliver insolvent. Der henvises til pkt.
39
3.1.2.3.1.1. ovenfor for en nærmere beskrivelse af begrebet
»sandsynlighed for insolvens«.
Konkursrådet finder for det første, at den forebyggende re-
konstruktionsbehandling bør ophøre, hvis skyldneren hver-
ken er insolvent eller har sandsynlighed for at blive insol-
vent.
Det er således muligt, at skifteretten indleder en forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling, fordi skyldneren vurderes
være insolvent eller har sandsynlighed for at blive insolvent,
men at skifteretten på et senere tidspunkt kommer frem
til, at skyldneren er solvent, og at skyldneren ikke har sand-
synlighed for at blive insolvent. I sådanne situationer bør
skifteretten træffe bestemmelse om, at den forebyggende
rekonstruktionsbehandling ophører.
For det andet finder Konkursrådet, at den forebyggende re-
konstruktionsbehandling skal ophøre, hvis skyldneren ikke
samarbejder loyalt eller bringer fordringshavernes ret i fare.
En skyldner samarbejder ikke loyalt, hvis skyldneren til-
bageholder væsentlige oplysninger om sin økonomi. For-
dringshavernes ret kan bl.a. bringes i fare, hvis en væsentlig
forudsætning for en effektiv gennemførelse af den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling brister, og behandlingen
således ikke længere har et rimeligt formål.
Konkursrådet bemærker, at der gælder en tilsvarende regel
i konkurslovens § 15, stk. 1, nr. 2, som kan medføre, at en
rekonstruktionsbehandling bringes til ophør.
For det tredje er det Konkursrådets opfattelse, at skifteret-
ten bør træffe bestemmelse om, at den forebyggende rekon-
struktionsbehandling ophører, hvis skyldneren begærer det.
Konkursrådet lægger i den forbindelse vægt på, at en fore-
byggende rekonstruktionsbehandling er baseret på et princip
om frivillighed. Skyldnerens begæring om ophør af den
forebyggende rekonstruktionsbehandling bør derfor medfø-
re, at skifteretten træffer bestemmelse herom.
Det er for det fjerde Konkursrådet opfattelse, at skifteretten
bør kunne bringe den forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling til ophør, såfremt den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling må anses for udsigtsløs.
Skifteretten må efter Konkursrådets vurdering forventes
navnlig at anvende denne mulighed, såfremt de opfølgen-
de møder med skyldneren eller den skriftlige status fra en
eventuel rekonstruktør viser, at der ikke er fremdrift i den
forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet bemærker, at skifterettens mulighed for at
bringe den forebyggende rekonstruktionsbehandling til op-
hør som udsigtsløs bør kræve, at der er er sket en forudgåen-
de høring af skyldneren og en eventuel rekonstruktør.
Som eksempel herpå må anses tilfælde, hvor det står klart,
at en insolvent skyldner ikke kan reddes, f.eks. hvis et flertal
af de stemmeberettigede fordringshavere erklærer, at de er
imod en rekonstruktion, eller hvor en solvent skyldner ikke
har brug for at anvende den forebyggende rekonstruktions-
proces, men alene søger at udnytte et fyldestgørelsesforbud
på urimelig vis.
Hvis skyldnerens regnskabs- og bogføringsmateriale er så
mangelfuldt, at det vil indebære uforholdsmæssige omkost-
ninger at opnå tilstrækkelig indsigt i skyldnerens økonomi-
ske forhold, bør skifteretten træffe bestemmelse om ophør
af den forebyggende rekonstruktionsbehandling. Det er i den
forbindelse en forudsætning, at skifteretten bliver bekendt
med, at regnskabs- og bogføringsmaterialet er mangelfuldt.
Konkursrådet finder, at høring efter skifterettens nærmere
bestemmelse bør kunne foretages på skriftligt grundlag eller
eventuelt telefonisk.
Konkursrådet finder for det femte, at skifteretten bør træf-
fe bestemmelse om, at den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling skal ophøre, hvis Erhvervsstyrelsen træffer beslut-
ning om tvangsopløsning af skyldneren.
Skifteretten bør træffe beslutning om, at den forebyggende
rekonstruktionsbehandling skal ophøre, når skifteretten har
modtaget Erhvervsstyrelsens beslutning om tvangsopløsning
af skyldneren.
Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at skyldnere i
relation til hvilke Erhvervsstyrelsen har truffet beslutning
om tvangsopløsning, ikke bør kunne anvende reglerne om
forebyggende rekonstruktionsbehandling, jf. nærmere herom
pkt. 3.1.2.3.1.1.
Endelig finder Konkursrådet, at en forebyggende rekon-
struktionsbehandling ikke bør kunne udstrækkes ud over
et år. Overstiger processen et år, bringer skifteretten den
forebyggende rekonstruktionsbehandling til ophør. Et even-
tuelt nedlagt fyldestgørelsesforbud ophører samtidig med
den forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet bemærker, at ophør af forebyggende rekon-
struktionsbehandling ikke i sig selv medfører skyldnerens
konkurs, ligesom skyldneren ikke nødvendigvis vil overgå
til rekonstruktionsbehandling efter de eksisterende regler.
3.1.2.3.4.2. Konkursrådet finder, at skifteretten skal afvise
40
en begæring om forebyggende rekonstruktionsbehandling,
der indgives tidligere end 1 måned efter en forudgående
forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet har lagt vægt på, at det ikke skal være muligt
for skyldneren at misbruge retsmidlerne i forbindelse med
en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Det skal f.eks.
ikke være muligt for skyldneren at misbruge muligheden for
at få nedlagt et fyldestgørelsesforbud.
Konkursrådet lægger endvidere vægt på, at hvis det i første
omgang ikke er lykkedes skyldneren at afværge sine økono-
miske problemer ved den første forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling, må skyldneren overveje, om der i stedet skal
indgives en begæring om rekonstruktions- eller konkursbe-
handling.
Konkursrådet finder dertil, at skyldneren under den forebyg-
gende rekonstruktion skal kunne anmode om at overgå til
rekonstruktion eller konkurs, forudsat at skyldneren er insol-
vent.
En rekonstruktør, som har været udpeget under en forebyg-
gende rekonstruktionsproces, bør som udgangspunkt fort-
sætte under rekonstruktionsbehandlingen. Det samme gæl-
der en tillidsmand, som har været udpeget under den fore-
byggende rekonstruktionsproces, såfremt skyldneren ønsker
en tillidsmand udpeget under rekonstruktionsbehandlingen.
Konkursrådet bemærker, at forebyggende rekonstruktion ik-
ke i sig selv bør kunne medføre udsættelse af en fordrings-
havers anmodning om konkurs, jf. konkurslovens § 24.
Hvis en fordringshaver indgiver konkursbegæring mod en
skyldner under forebyggende rekonstruktion, behandles be-
gæringen på et møde, hvor skyldneren kan bede om at få
indledt rekonstruktion. En sådan anmodning fra skyldneren
vil kunne udsætte fordringshavers konkursbegæring i over-
ensstemmelse med reglen i konkurslovens § 24.
Konkursrådet har overvejet, om en konkursbegæring, der
er indgivet efter, at der er fremsat et rekonstruktionsforslag
under en forebyggende rekonstruktionsbehandling, men før
afstemningen om forslaget, bør kunne udsættes, indtil det
er afgjort, om rekonstruktionsforslaget vedtages og stadfæ-
stes. Hensynet til stringensen i de insolvensretlige regler
taler for, at en skyldner, som er insolvent, ikke bør kunne
opnå et ”helle” i en sådan periode mellem rekonstruktions-
forslagets fremsættelse og afstemningen herom. Omvendt
taler praktiske hensyn for, at også en forebyggende rekon-
struktionsbehandling bør kunne udsætte konkursbegæringen
i denne situation.
Det er Konkursrådets opfattelse, at en afvejning af disse
hensyn bør føre til, at skifteretten kan udsætte en konkurs-
begæring, som er indgivet efter, at rekonstruktionsforslaget
er fremsat, til behandling på det møde med fordringshaver-
ne, hvori rekonstruktionsforslaget skal behandles. Med hen-
blik på beskyttelse af fordringshavernes interesser, bør en
sådan udsættelse dog forudsætte, at der er beskikket en re-
konstruktør på det tidspunkt, hvor skyldneren har fremsat
rekonstruktionsforslaget.
Konkursrådet finder, at såfremt skyldneren er overgået fra
en forebyggende rekonstruktionsbehandling med fyldestgø-
relsesforbud til en rekonstruktionsbehandling, bør rekon-
struktionsbehandlingen sammenlagt kun kunne vare i et
år. Dette år bør regnes fra det tidspunkt, hvor der blev
nedlagt fyldestgørelsesforbud. Dette bør gælde, uanset om
der sker direkte overgang til rekonstruktion, eller dette først
sker efter tre uger, jf. princippet om fristdag.
Konkursrådet er opmærksom på, at det nævnte afkortnings-
princip kan medføre, at en rekonstruktionsbehandling bliver
forhastet eller ligefrem illusorisk. Konkursrådet finder dog,
at hensynet til fordringshavernes interesser og den almin-
delige kreditgivning afgørende taler for, at fyldestgørelses-
forbuddet ikke udstrækkes til mere end et år før en kon-
kurs. Skifteretten bør derfor afvise en begæring om rekon-
struktionsbehandling, såfremt skyldneren på tidspunktet for
begæringens indgivelse har været undergivet et fyldestgørel-
sesforbud i et år. Det bemærkes, at skifteretten kan afvise
at indlede rekonstruktionsbehandling, såfremt der resterer
en så kort periode af det mulige fyldestgørelsesforbud, at
rekonstruktionsbehandling må anses for udsigtsløs.
3.1.2.3.4.3. Det er Konkursrådets opfattelse, at ophør af
forebyggende rekonstruktionsbehandling bør annonceres i
Statstidende, såfremt der har været nedlagt et fyldestgørel-
sesforbud. Annoncering bør dog ikke ske, hvis skyldnerens
bo samtidig tages under konkursbehandling eller behandling
efter de eksisterende rekonstruktionsregler.
Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret
i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren samtidig registre-
re den forebyggende rekonstruktionsbehandlings ophør i Er-
hvervsstyrelsens it-system.
Rekonstruktøren bør endvidere sende en meddelelse om den
forebyggende rekonstruktionsbehandlings ophør til samtlige
kendte fordringshavere og andre, der blev berørt af den
forebyggende rekonstruktionsbehandling, medmindre skyld-
nerens bo samtidig tages under konkursbehandling eller be-
handling efter de eksisterende rekonstruktionsregler.
Har der ikke været nedlagt et fyldestgørelsesforbud, skal
skyldneren eller en eventuelt beskikket rekonstruktør alene
sende meddelelse om ophøret af den forebyggende rekon-
41
struktionsbehandling til fordringshavere, som har været ori-
enteret om den forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Hvis skyldneren overgår til rekonstruktionsbehandling, bør
rekonstruktøren i sin meddelelse til kreditorerne informere
om, at skyldneren således er overgået fra forebyggende re-
konstruktionsbehandling til rekonstruktionsbehandling.
3.1.2.4 Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er overvejende enig i Konkursrådets over-
vejelser, og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmel-
se hermed med Konkursrådets lovudkast i betænkning nr.
1579/2022. Justitsministeriet bemærker dog, at et fyldest-
gørelsesforbud efter Justitsministeriets opfattelse, ikke bør
omfatte lønmodtagere, hvis krav i tilfælde af en konkurs
er omfattet af konkurslovens §§ 94 og 95. Hensynet til
lønmodtagerne, herunder særligt på grund af, at lønindtæg-
ten i mange tilfælde vil være lønmodtagerens primære for-
sørgelsesgrundlag samt hensynet til effektiv anvendelse af
reglerne om forebyggende rekonstruktion, tilsiger efter Ju-
stitsministeriets opfattelse, at lønkrav ikke skal omfattes af
fyldestgørelsesforbuddet i en forebyggende rekonstruktions-
behandling. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.5.4. nedenfor.
Konkursrådets overvejelser om forebyggende rekonstruktion
foreslås på den baggrund udmøntet i et nyt afsnit IA, som
inddeles i fire kapitler.
Kapitel 1 a, indeholdende §§ 9 a-9 c, omhandler indledning
af forebyggende rekonstruktion og fastsætter rammen for,
hvornår en skyldner, der er insolvent eller har sandsynlighed
for at blive insolent, skal tages under forebyggende rekon-
struktion, jf. den foreslåede § 9 a. Kapitel 1 a omhandler
endvidere, under hvilke omstændigheder der kan eller skal
beskikkes en rekonstruktør samt muligheden for at anmo-
de om fyldestgørelsesforbud under den forebyggende rekon-
struktion, jf. den foreslåede § 9 b. Slutteligt fastsætter § 9 c
fordringshavernes retstilling i tilfælde af, at der bliver truffet
bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.
Kapitel 1 b, indeholdende §§ 9 d og 9 e, omhandler retsvirk-
ninger af forebyggende rekonstruktion.
Den foreslåede § 9 d fastlægger bl.a., at de samme begræns-
ninger, som gælder for en skyldner og en fordringshaver
under en rekonstruktionsbehandling, tilsvarende finder an-
vendelse under forebyggende rekonstruktion, hvis der er
beskikket en rekonstruktør eller truffet bestemmelse om fyl-
destgørelsesforbud. Det fastslås endvidere, at lønmodtagere
ikke er omfattet af fyldestgørelsesforbuddet.
Den foreslåede § 9 e omhandler tilfælde, hvor skyldneren er
part i en gensidigt bebyrdende aftale.
Kapitel 1 c, indeholdende §§ 9 f og 9 g, omhandler gennem-
førelse af rekonstruktion under forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling. Det følger således af den foreslåede § 9 f, at
en skyldner under forebyggende rekonstruktionsbehandling
kan fremsætte rekonstruktionsforslag, herunder at reglerne i
§§ 10-10 c om, hvad en rekonstruktion skal indeholde, samt
§§ 13 b - 13 f om krav til mødet om rekonstruktionsforslag,
finder tilsvarende anvendelse. Det følger af bestemmelsens
stk. 2, at konkurslovens § 13 g om virksomhedsoverdragelse
inden der er vedtaget en rekonstruktionsplan finder tilsva-
rende anvendelse, hvis forslaget indeholder bestemmelse om
fyldestgørelsesforbud. Den foreslåede § 9 g fastlægger, at
konkurslovens regler om rekonstruktionens virkning, jf. §§
14-14 b, § 14 c, stk. 1, § 14 d og § 14 e, ligeledes finder til-
svarende anvendelse. Det følger af § 9 g, stk. 2, at konkurs-
lovens regler i §§ 12 h-12 m finder tilsvarende anvendelse,
hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om en
tvangsakkord.
Kapitel 1 d, indeholdende §§ 9 h og 9 i, omhandler ophør
af forebyggende rekonstruktionsbehandling. Bestemmelser-
ne fastsætter, under hvilke omstændigheder skifteretten skal
træffe bestemmelse om, at en forebyggende rekonstruktion
skal ophøre, jf. den foreslåede § 9 h. § 9 i fastlægger, at
skifteretten skal bekendtgøre ophøret, medmindre skyldne-
rens bo samtidig tages under konkurs- eller rekonstruktions-
behandling.
For en nærmere gennemgang af de enkelte bestemmelser
henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 og bemærkningerne her-
til.
3.1.3. Tidlig varsling
3.1.3.1. Gældende ret
Der er ikke i national ret fastsat bestemmelser, som sikrer, at
skyldnere har adgang til tidlige varslingsmekanismer.
Foranstaltninger, som kan afsløre forhold, der kan give an-
ledning til sandsynlighed for insolvens, og indikere over for
skyldnere, at det er nødvendigt straks at træffe foranstaltnin-
ger, tilbydes af private rådgivningstjenester, hvoraf nogle er
støttet af offentlige midler.
En af disse rådgivningstjenester er Early Warning-program-
met, som blev etableret af Erhvervsministeriet i 2007. Pro-
grammet drives i dag som et offentlig-privat samarbejde, der
tilbyder kriseramte virksomheder i hele landet gratis adgang
til kompetent sparring og vejledning fra konsulenter i de
tværkommunale erhvervshuse og et korps af frivillige rådgi-
vere samt tilknyttede insolvensadvokater. De frivillige råd-
42
givere i programmet har selv ledelseserfaring fra forskellige
brancher og hjælper virksomhedsejerne med at afgøre, om
og hvordan den konkurstruede virksomhed kan fortsætte.
Programmet administreres i dag af de tværkommunale er-
hvervshuse og er i 2020-2022 finansieret af Danmarks Er-
hvervsfremmebestyrelse. Erhvervshusene har status som et
særligt forvaltningssubjekt, hvorved forstås en selvstændig
juridisk enhed inden for den offentlige forvaltning, som en
del af den kommunale erhvervsfremmestruktur.
Siden 2007 har omkring 7.000 små og mellemstore virk-
somheder i krise fået vejledning via Early Warning-pro-
grammet.
3.1.3.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Medlemsstaterne skal sikre, at skyldnere har adgang til en
eller flere klare og gennemsigtige tidlige varslingsmekanis-
mer, som kan afsløre forhold, der kan give anledning til
sandsynlighed for insolvens, og som kan indikere over for
dem, at det er nødvendigt straks at træffe foranstaltninger, jf.
rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 3, stk. 1.
Kravet om, at skyldnere skal have adgang til tidlige
varslingsmekanismer (”early warning”-mekanismer), er be-
grundet i, at jo tidligere en skyldner kan konstatere sine fi-
nansielle vanskeligheder og tage passende tiltag, desto større
er sandsynligheden for, at vedkommende kan undgå en fore-
stående insolvens, eller, hvis der er tale om en virksomhed,
hvis levedygtighed er permanent svækket, desto mere ordnet
og effektivt kan afviklingen finde sted, jf. direktivets præ-
ambelbetragtning nr. 22.
Tidlige varslingsmekanismer kan omfatte ordninger, som
varsler, når skyldneren ikke har foretaget visse typer betalin-
ger, f.eks. skatter og afgifter eller bidrag til socialsikrings-
ordninger, jf. direktivets artikel 3, stk. 2, litra a, og præam-
belbetragtning nr. 22.
Endvidere kan tidlige varslingsmekanismer omfatte rådgiv-
ningstjenester fra offentlige eller private organisationer, eller
foranstaltninger, der motiverer revisorer, skattemyndigheder,
sociale sikringsmyndigheder eller andre tredjeparter til at
gøre skyldneren opmærksom på en negativ udvikling, jf.
direktivets artikel 3, stk. 2, litra b og c.
Medlemsstaterne har valgfrihed i forhold til, om tidlige
varslingsmekanismer udvikles af medlemsstaterne eller den
private sektor, når blot målet nås, jf. direktivets præambel-
betragtning nr. 22.
Ved indførelsen af sådanne foranstaltninger bør der tages
hensyn til, at SMV᾽er har begrænsede ressourcer til at an-
sætte eksperter, og medlemsstaterne kan tilpasse foranstalt-
ningerne til virksomhedens størrelse, jf. direktivets præam-
belbetragtning nr. 17 og 22.
Oplysninger om tidlige varslingsmekanismer skal gøres of-
fentligt tilgængelige online og, navnlig for SMV’er, præsen-
teres på en let tilgængelig og brugervenlig måde. Skyldnere
og medarbejderrepræsentanter skal endvidere have adgang
til relevante og ajourførte oplysninger om de tilgængelige
tidlige varslingsmekanismer samt om procedurerne og for-
anstaltningerne vedrørende forebyggende rekonstruktion og
gældssanering. Informationen om den forebyggende rekon-
struktionsprocedure bør være tydelig, ajourført, koncis og
brugervenlig, jf. direktivets artikel 3, stk. 3 og 4, og præam-
belbetragtning nr. 22.
3.1.3.3. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet finder, at tidlige varslingsmekanismer bør
etableres ved, at det eksisterende Early Warning-pro-
gram gøres permanent, herunder at Early Warning gives
permanent finansiering på finansloven.
Konkursrådet har overvejet, hvordan yderligere tidlige var-
slingsmekanismer kan etableres.
Konkursrådet har ved disse overvejelser lagt vægt på, at tid-
lige varslingsmekanismer ud fra praktiske og omkostnings-
mæssige hensyn så vidt muligt bør knyttes til allerede ek-
sisterende mekanismer. Eksempler på sådanne eksisterende
mekanismer kan være offentlige myndigheders konstatering
af skyldnerens manglende betaling af skat og moms, mang-
lende indberetninger eller manglende aflæggelse af regn-
skab. Indgivelse af begæringer til fogedretten mod skyld-
neren, herunder om foretagelse af udlæg, udpantning eller
tvangsauktion, kan ligeledes udgøre eksempler på sådanne
eksisterende mekanismer.
Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at tidlige varsling-
smekanismer for at være tilstrækkelig effektive bør give
skyldnere information om, at det er nødvendigt straks at
træffe foranstaltninger, i en særskilt meddelelse. En sådan
meddelelse kan eksempelvis indeholde information til den
pågældende om mulighederne for bistand hos skyldnerens
bankforbindelse, revisor eller advokat samt oplysninger om
gratis rådgivningstjenester, som kan være skyldneren be-
hjælpelig, f.eks. rådgivning ved Early Warning-programmet.
Konkursrådet har desuden lagt vægt på, at tidlige varsling-
smekanismer bør målrettes skyldnere, som reelt er nødliden-
de, hvorfor information, som indikerer over for skyldnere,
at det er nødvendigt straks at træffe foranstaltninger, ikke
automatisk bør udsendes ved enhver overskridelse af frister
for betalinger eller indberetninger til det offentlige eller lig-
nende. Konkursrådet er dog opmærksom på, at en sådan
43
selektering i praksis kan vise sig vanskelig og omkostnings-
tung, ligesom det vil åbne op for, at visse skyldnere ikke
modtager den relevante information.
Konkursrådet finder samlet, at domstolene og Erhvervssty-
relsen (og evt. Skatteforvaltningen) bør foretage tidlig vars-
ling af skyldneren i de tilfælde, hvor skyldneren reelt er
nødlidende.
For så vidt angår Erhvervsstyrelsen, finder Konkursrådet, at
varsling bør ske gennem videreudvikling af en eksisterende
kontrolplatform, der er udviklet i samarbejde med Skattefor-
valtningen og baseret på machine learning. Såfremt det ikke
bliver muligt for Erhvervsstyrelsen at lave en videreudviklet
machine learning-model, som kan anvende virksomhedsda-
ta fra Skatteforvaltningen, bør Skatteforvaltningen også ud-
sende varslingsmeddelelser, når en virksomheds debetsaldo
overstiger den i opkrævningsloven fastsatte beløbsgrænse
for, hvornår en virksomhed rykkes for betaling af skatter og
afgifter.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 41 ff.
3.1.3.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet forudsætter, at en opretholdelse af det ek-
sisterende Early Warning-program – suppleret af Skattefor-
valtningens udsendelse af relevante varslingsmeddelelser –
vil udgøre en tilstrækkelig implementering af direktivets
krav om tidlig varsling.
Herudover er Justitsministeriet enig med Konkursrådet i, at
en udvikling af de af Konkursrådet foreslåede machine lear-
ning-modeller i regi af Erhvervsstyrelsen, som evt. også kan
anvende virksomhedsdata fra Skatteforvaltningen, vil kunne
udgøre en effektiv yderligere tidlig varslingsmekanisme.
Udvikling og anvendelse af de nævnte machine learning-
modeller som effektiv tidlig varslingsmekanisme forudsæt-
ter, at Erhvervsstyrelsen har klare rammer for indsamling,
behandling og samkøring af oplysninger fra andre offentlige
myndigheder, offentligt tilgængelige kilder samt oplysnin-
ger, som Erhvervsstyrelsen i øvrigt er i besiddelse af.
Det foreslås på baggrund af ovenstående, at erhvervsmini-
steren efter forhandling med justitsministeren og skattemini-
steren kan fastsætte regler om tidlig varsling som angivet
i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende
rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foran-
staltninger med henblik på mere effektive procedurer for
rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og
om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions-
og insolvensdirektivet), herunder om Erhvervsstyrelsens be-
handling af oplysninger til brug for tidlig varsling.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (forslag til konkurs-
lovens § 9 j) og bemærkningerne hertil.
3.1.4. Små og mellemstore virksomheder
3.1.4.1. Gældende ret
Konkursloven indeholder ikke en definition af små og mel-
lemstore virksomheder (SMV’er) og sondrer ikke mellem
SMV’er og store virksomheder i relation til anvendelsen af
lovens regler.
I årsregnskabsloven inddeles virksomheder i fire regnskabs-
klasser fra A-D, jf. § 7.
Regnskabsklasse A gælder for virksomheder, der ikke har
pligt til at aflægge årsrapport efter årsregnskabslovens § 3,
stk. 1, men som efter § 3, stk. 2, frivilligt aflægger en års-
rapport, der ikke udelukkende anvendes til virksomhedens
eget brug, jf. § 7, stk. 1, nr. 1. Virksomheder, der aflægger
årsrapport efter regnskabsklasse A, kan f.eks. være person-
ligt ejede virksomheder, interessentskaber og kommanditsel-
skaber, hvori en eller flere ansvarlige deltagere ikke er ka-
pitalselskaber, og meget små virksomheder med begrænset
ansvar omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksom-
heder. Disse virksomheder er uanset størrelse altid omfattet
af klasse A.
Regnskabsklasse B omfatter mikrovirksomheder og andre
små virksomheder, jf. årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 2,
og § 22 a, stk. 1. De omfattede virksomheder, som har pligt
til at aflægge årsrapport efter årsregnskabslovens § 3, stk. 1,
kan f.eks. være aktie- og anpartsselskaber, partnerselskaber,
interessentskaber og kommanditselskaber, hvori alle ansvar-
lige deltagere er kapitalselskaber, erhvervsdrivende fonde
og virksomheder med begrænset ansvar omfattet af lov om
visse erhvervsdrivende virksomheder, medmindre disse er
omfattet af regnskabsklasse A.
Som mikrovirksomheder anses ifølge årsregnskabslovens §
22 a, stk. 1, meget små virksomheder omfattet af regnskabs-
klasse B, som i to på hinanden følgende regnskabsår på ba-
lancetidspunktet ikke overskrider to af følgende størrelses-
grænser: en balancesum på 2,7 mio. kr., en nettoomsætning
på 5,4 mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftige-
de i løbet af regnskabsåret på 10. Uanset, at størrelsesgræn-
serne i § 22 a, stk. 1, er opfyldt, kan visse virksomheder
være undtaget i henhold til reglerne i samme bestemmelses
stk. 3.
Som små virksomheder anses i øvrigt virksomheder, som i
to på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet
44
ikke overskrider to af følgende størrelsesgrænser: en balan-
cesum på 44 mio. kr., en nettoomsætning på 89 mio. kr.
og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af
regnskabsåret på 50, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, nr. 1.
Regnskabsklasse C omfatter både mellemstore og store virk-
somheder, som har pligt til at aflægge årsrapport efter års-
regnskabslovens § 3, stk. 1.
Regnskabsklasse ”mellemstor” C omfatter erhvervsdrivende
virksomheder, der ikke er omfattet af klasse A og B, og
som i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetids-
punktet ikke overskrider to af følgende størrelsesgrænser: en
balancesum på 156 mio. kr., en nettoomsætning på 313 mio.
kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af
regnskabsåret på 250, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 2.
Regnskabsklasse stor C omfatter erhvervsdrivende virksom-
heder, der ikke er omfattet af regnskabsklasse A, B og mel-
lemstore C, og som i to på hinanden følgende regnskabsår
overskrider to af følgende størrelsesgrænser: en balancesum
på 156 mio. kr., en nettoomsætning på 313 mio. kr. og
et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regn-
skabsåret på 250, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 3.
Regnskabsklasse D omfatter børsnoterede og statslige aktie-
selskaber uanset størrelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 4.
Som det fremgår af det ovenfor anførte, anses i henhold
til årsregnskabsloven som små og mellemstore virksomhe-
der således virksomheder, som i to på hinanden følgende
regnskabsår på balancetidspunktet ikke overskrider to af føl-
gende størrelsesgrænser: en balancesum på 156 mio. kr., en
nettoomsætning på 313 mio. kr. og et gennemsnitligt antal
heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250.
Årsregnskabslovens fastsættelse af tærsklerne er baseret på
regnskabsdirektivets artikel 3, hvis tærskler er udnyttet fuldt
ud i medfør af direktivets artikel 3, stk. 9. Der henvises
herom til Folketingstidende 2014-15, A, L 117 som fremsat,
side 132 (vedrørende de specielle bemærkninger til § 7, stk.
2).
3.1.4.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Rekonstruktions- og insolvensdirektivet baserer sig i en
række henseender på en sondring mellem små og mellem-
store virksomheder (SMV’er) og store virksomheder.
Hvad der skal anses som SMV’er afhænger af, hvordan det-
te begreb er defineret i henhold til national ret, jf. direktivets
artikel 2, stk. 2, litra c. Medlemsstaterne bør ved den nati-
onale fastlæggelse af SMV-begrebet tage behørigt hensyn
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2013/34
om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende
beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om
ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF
(årsregnskabsdirektivet) eller til Kommissionens henstilling
af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små
og mellemstore virksomheder (2003/361/EF), jf. rekonstruk-
tions- og insolvensdirektivets præambelbetragtning nr. 18.
Det følger af årsregnskabsdirektivets artikel 3, at kategori-
en mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder
(svarende til SMV’er) i henhold til dette direktiv omfatter
virksomheder, der på balancetidspunktet ikke overskrider de
numeriske grænser for mindst to af følgende tre kriterier:
en balancesum på 20 mio. EUR, en nettoomsætning på 40
mio. EUR og et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af
regnskabsåret på 250. Direktivet indeholder i artikel 3, stk.
9, en mulighed for, at medlemsstater, der ikke har indført
euroen, ved omregning til nationale valutaer, kan runde de
angivne beløb op eller ned med indtil 5 % til et helt beløb i
de nationale valutaer.
Det fremgår af Kommissionens henstilling af 6. maj 2003
om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore
virksomheder (svarende til SMV’er) i artikel 1, stk. 2, litra
a, at medlemsstaterne opfordres til at anvende en definition,
hvorefter virksomheder, som beskæftiger under 250 person-
er og har en årlig omsætning på ikke over 50 mio. EUR
eller en årlig samlet balance på ikke over 43 mio. EUR
anses for SMV’er. De anførte tærskler er maksimalsatser, og
medlemsstaterne kan i særlige tilfælde vælge at fastsætte la-
vere takster, jf. henstillingens artikel 2. Ved gennemførelsen
af visse af deres politikker kan medlemsstaterne vælge ude-
lukkende at anvende kriteriet om antallet af beskæftigede,
undtagen på de områder, der er omfattet af de forskellige
regler om statsstøtte.
3.1.4.3. Konkursrådets overvejelser
Det fremgår som ovenfor anført af rekonstruktions- og in-
solvensdirektivets artikel 2, stk. 2, litra c, at direktivets
SMV-begreb skal forstås som defineret i henhold til national
ret.
Som ligeledes anført ovenfor, fremgår det af direktivets
præambelbetragtning nr. 18, at medlemsstaterne ved defini-
tionen af SMV᾽er bør tage behørigt hensyn til årsregnskabs-
direktivet eller Kommissionens henstilling af 6. maj 2003
om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore
virksomheder.
Konkursrådet har overvejet, i hvilket omfang det på bag-
grund af ovenstående er overladt til medlemsstaterne frit
at afgrænse den kreds af virksomheder, som i national ret
defineres som SMV’er.
45
Det er Konkursrådets vurdering, at medlemsstaterne er over-
ladt et vist skøn ved definitionen af SMV’er i forhold til
definitionerne af dette begreb i årsregnskabsdirektivet og
Kommissionens henstilling af 6. maj 2003.
Konkursrådet finder, at en national definition af begrebet
SMV’er bør fastlægges på baggrund af kriterier om stør-
relsen af virksomhedens balance, omsætning og antallet af
ansatte. Konkursrådet har herved lagt vægt på, at disse kri-
terier anvendes i såvel årsregnskabsdirektivet som Kommis-
sionens henstilling af 6. maj 2003.
Konkursrådet finder, at det ud fra praktiske hensyn må anses
for mest hensigtsmæssigt at fastsætte sådanne numeriske
værdier vedrørende virksomhedens balance, omsætning og
antallet af ansatte til værdier, som svarer til de numeriske
værdier i årsregnskabslovens § 7 for så vidt angår regn-
skabsklasse mellemstor C. Disse værdier svarer til værdier-
ne i årsregnskabsdirektivets artikel 3.
Konkursrådet finder, at disse numeriske værdier også bør
gælde i relation til selskaberne omfattet af årsregnskabslo-
vens regnskabsklasse A og D.
Som SMV’er bør således anses virksomheder omfattet af
regnskabsklasse B og mellemstor C. Endvidere bør som
SMV’er anses de i regnskabsklasse A og D omhandlede
selskaber, som på tidspunktet for rekonstruktionsforslagets
fremsættelse i to på hinanden følgende regnskabsår ikke
overskrider to af følgende størrelsesgrænser: en balancesum
på 156 mio. kr., en nettoomsætning på 313 mio. kr., og
et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regn-
skabsåret på 250.
3.1.4.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser og
det foreslås, at hvor lovforslagets bestemmelser anvender
betegnelsen »SMV« skal dette forstås i overensstemmelse
med Konkursrådets forslag. Det er i tilknytning hertil Ju-
stitsministeriets vurdering, at der bør indsættes en egentlig
definitionsbestemmelse i konkursloven, hvor det defineres
nærmere, hvad der forstås ved begrebet SMV.
Det foreslås derfor at indsætte en ny § 2 a, hvoraf fremgår,
hvad der skal forstås ved en SMV. Begrebet SMV skal efter
den foreslåede ordning forstås i overensstemmelse med defi-
nitionen af virksomheder omfattet af regnskabsklasse A, jf.
årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 1, som på tidspunktet for
rekonstruktionsforslagets fremsættelse i to på hinanden føl-
gende regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrelser:
a) en balancesum på 156 mio. kr., b) en nettoomsætning på
313 mio. kr., og c) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftige-
de i løbet af regnskabsåret på 250, regnskabsklasse B, jf.
årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 1 og 2 og § 22, stk. 1,
regnskabsklasse C, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 2, og
regnskabsklasse D, jf. § 7, stk. 1, nr. 4, som på tidspunktet
for rekonstruktionsforslagets fremsættelse i to på hinanden
følgende regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrel-
ser: a) En balancesum på 156 mio. kr., b) en nettoomsætning
på 313 mio. kr. og c) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæfti-
gede i løbet af regnskabsåret på 250.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. nr. 4 (forslag
til konkurslovens § 2 a), nr. 19, nr. 23 og nr. 25 og bemærk-
ningerne hertil.
3.1.5. Arbejdstageres stilling i forbindelse med den fore-
byggende rekonstruktion
3.1.5.1. Gældende ret
3.1.5.1.1. Information og høring
3.1.5.1.1.1. Konkursloven
Det er som udgangspunkt alene arbejdstagere, som er for-
dringshavere, der nyder rettigheder i henhold til konkurslo-
vens bestemmelser.
Krav fra personer, som har tilgodehavender vedr. løn mv. for
arbejde udført i skyldnerens tjeneste, anses som privilegere-
de krav, jf. konkurslovens § 95, stk. 1, og dækkes således
i forbindelse med en konkursbehandling før krav, der er
omfattet af lovens §§ 96-98.
Virksomhedens egentlige ledere eller personer, som i hoved-
sagen har arbejdet selvstændigt uden personligt underord-
nelsesforhold, har ikke privilegium. Ligeledes kan skyldne-
rens nærtstående nægtes fortrinsret, såfremt en sådan for-
trinsret under hensyn til løn- og arbejdsvilkår, til ydelse af
henstand samt til eventuel økonomisk interesse i virksomhe-
dens drift ikke findes rimeligt begrundet, jf. § 95, stk. 2.
Skyldnerens ansatte vil således i relation til konkurslovens
bestemmelser have status som fordringshavere, når den an-
satte har et krav på løn mv.
Den ansatte har som følge heraf krav på samme information,
som tilkommer boets øvrige fordringshavere. Dette omfatter
information om bl.a. indledning af rekonstruktion, jf. kon-
kurslovens § 11 a, stk. 2, og § 11 b, stk. 1 og 2, samt om
rekonstruktionsplan og -forslag, jf. henholdsvis § 11 c, stk. 1
og 2, og § 13, stk. 2, og § 13 b.
Den ansatte har endvidere bl.a. adgang til at deltage i f.eks.
mødet, hvor der stemmes om rekonstruktionsplanen og -for-
slaget, jf. henholdsvis § 11 e, stk. 1 og 2, og § 13 d.
46
Alle arbejdstagere, herunder også de, der ikke har forfald-
ne krav mod skyldneren, informeres om ophør af rekon-
struktionsbehandling, medmindre der er direkte overgang
til konkurs, jf. konkurslovens § 15 b. Dette sker ved såvel
bekendtgørelse i Statstidende, jf. § 15 b, stk. 1, som ved
rekonstruktørens meddelelse herom til fordringshavere og
andre, der blev berørt af rekonstruktionsbehandlingen, jf. §
15 b, stk. 2.
Bestemmelsen i § 15 b, stk. 2, er indsat ved lov nr. 530
af 27. marts 2021. Det følger af forarbejderne til bestemmel-
sen, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 65 som fremsat,
side 31 f., at bestemmelsen er begrundet i hensynet til
fordringshavernes retssikkerhed, idet reglen giver fordrings-
haverne mulighed for at indgive en konkursbegæring, der
bevarer den oprindelige fristdag.
De gældende regler i konkursloven indeholder ikke en regu-
lering af, hvornår arbejdstagere eller disses repræsentanter
skal have adgang til generel information om rekonstrukti-
ons- og gældssaneringsprocedurer m.v.
3.1.5.1.1.2. Lønmodtagerhøringsloven
Lønmodtagerhøringsloven gennemfører Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om
indførelse af en generel ramme for information og høring af
arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab i dansk ret.
Det følger af lønmodtagerhøringsloven, at alle ansatte i virk-
somheder med mindst 35 ansatte via deres repræsentanter
har ret til at blive informeret og hørt om forhold, som har
eller vil få væsentlig betydning for deres ansættelse og ar-
bejdsmæssige forhold, jf. §§ 1 og 2.
En sådan pligt for arbejdsgiveren til at informere og høre
arbejdstagere kan alternativt følge af en kollektiv overens-
komst eller aftale, jf. lønmodtagerhøringslovens § 3.
Arbejdstagerrepræsentanterne skal efter lønmodtagerhø-
ringslovens § 4, stk. 1, som minimum informeres om den
seneste udvikling og den forventede udvikling i virksom-
hedens aktiviteter, virksomhedens økonomiske situation og
fremtidsudsigter, herunder om ordre- og markedssituationen
samt produktionsforhold, om virksomhedens beskæftigel-
sesforhold, herunder hvis beskæftigelsen på virksomheden
er truet, og planer om større ændringer og foranstaltninger,
som får betydning for beskæftigelsen, samt om virksomhe-
dens beslutninger, som kan medføre betydelige ændringer i
arbejdets tilrettelæggelse og ansættelsesforholdene.
Disse oplysninger skal gives jævnligt og på passende tids-
punkter, ligesom det så vidt muligt skal ske skriftligt, jf. § 4,
stk. 2.
Informationen skal kunne danne grundlag for den høring,
som i medfør af § 4, stk. 3, skal ske af lønmodtagerrepræ-
sentanterne om de pågældende forhold.
I særlige tilfælde, hvor det alvorligt vil kunne skade eller på-
virke virksomhedens drift eller skade virksomheden at give
information eller foretage høring efter § 4, er virksomheden
ikke forpligtet hertil, jf. lønmodtagerhøringslovens § 5.
Efter omstændighederne kan informationen til arbejdstager-
repræsentanterne være fortrolig, jf. lønmodtagerhøringslo-
vens § 7, såfremt dette tilsiges af virksomhedens legitime
interesser. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 610,
at sådanne legitime interesser efter omstændighederne bl.a.
kan være oplysninger om, at virksomheden er i en vanskelig
økonomisk situation eller overvejer at sælge.
3.1.5.1.1.3. Lov om europæiske samarbejdsudvalg
Lov om europæiske samarbejdsudvalg gennemfører Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/38/EF af 6. maj 2009
om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en pro-
cedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner
med henblik på at informere og høre arbejdstagerne i dansk
ret.
Loven om europæiske samarbejdsudvalg har til formål at
forbedre arbejdstageres muligheder for information og hø-
ring om spørgsmål, der berører de ansatte i flere medlems-
stater i fællesskabsvirksomheder eller -koncerner, jf. lovens
§§ 2 og 2 a, i det omfang en kollektiv overenskomst eller
aftale ikke indeholder forpligtelser og rettigheder, der som
minimum svarer til bestemmelserne, jf. § 3.
Denne forbedring af arbejdstageres muligheder for informa-
tion og høring skal ifølge loven ske ved oprettelse af euro-
pæiske samarbejdsudvalg eller indførelse af en informati-
ons- og høringsprocedure.
Det europæiske samarbejdsudvalg skal især have informa-
tion om og høres om virksomhedens struktur, dennes økono-
miske og finansielle situation, den forventede udvikling, for
så vidt angår dens aktiviteter, produktion og salg, beskæfti-
gelsessituationen og dennes sandsynlige udvikling, investe-
ringer, væsentlige ændringer i organisationen, indførelsen
af nye arbejdsmetoder eller produktionsprocesser, produkti-
onsoverførsler, fusioner, nedskæringer eller lukning af virk-
somheder, bedrifter eller væsentlige dele heraf og kollektive
afskedigelser, jf. lov om europæiske samarbejdsudvalg § 21.
47
Fortrolighed om oplysningerne kan pålægges i medfør af
reglerne i kapitel 6 i lov om europæiske samarbejdsudvalg.
3.1.5.1.1.4. Lov om kollektive afskedigelser
Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afske-
digelser er gennemført i dansk ret ved lov om kollektive
afskedigelser.
Det følger af lov om kollektive afskedigelser bl.a., at ar-
bejdsgivere, som agter at foretage et større antal afskedigel-
ser, jf. lovens § 1, har pligt til så tidligt som muligt at indle-
de forhandlinger med de ansatte eller disses repræsentanter
med henblik på at undgå eller forsøge at mindske antallet
af opsigelser og at afbøde virkningerne for de personer, der
opsiges, jf. § 5.
Til brug for de nævnte forhandlinger, skal arbejdsgiveren gi-
ve de ansatte eller disses repræsentanter al relevant informa-
tion, herunder bl.a. om årsagen til de påtænkte afskedigelser,
jf. lov om kollektive afskedigelser § 6.
Agter arbejdsgiveren efter forhandlingerne fortsat at foreta-
ge afskedigelser omfattet af § 1, skal arbejdsgiveren foreta-
ge varsling i medfør af lov om kollektive afskedigelser § 7,
herunder af arbejdstagerne og disses repræsentanter.
Arbejdsgiveren kan pålægge de ansatte eller disses repræ-
sentanter m.v. ikke at videregive oplysninger, der udtrykke-
ligt er givet som fortrolige i henhold til loven, jf. lov om
kollektive afskedigelser § 10.
3.1.5.1.2. Virksomhedsoverdragelse under rekonstruktions-
behandling
Det følger af konkurslovens § 10, nr. 2, at en rekonstruk-
tion kan indeholde en virksomhedsoverdragelse. En sådan
virksomhedsoverdragelse kan gå ud på overdragelse til eje
af skyldnerens igangværende virksomhed eller en del heraf,
der bevarer sin identitet, og som udgør en økonomisk enhed,
der er organiseret med henblik på udøvelse af en økonomisk
aktivitet, jf. konkurslovens § 10 b.
I et tilfælde, hvor et rekonstruktionsforslag indeholder be-
stemmelse om en virksomhedsoverdragelse, skal forslaget
indeholde oplysning om overdragelsessummen, hvilke akti-
ver, passiver og gensidigt bebyrdende aftaler der omfattes af
overdragelsen og om erhververen, jf. konkurslovens § 13 b,
stk. 1, nr. 1.
En virksomhedsoverdragelse under rekonstruktionsbehand-
ling må ifølge konkurslovens § 12, stk. 2, alene ske i over-
ensstemmelse med et rekonstruktionsforslag, der er stadfæ-
stet af skifteretten, eller i henhold til den ved lov nr. 530
af 27. marts 2021 indførte bestemmelse i konkurslovens
§ 13 g om en særlig ”fast track”-procedure, hvorefter re-
konstruktion i form af en virksomhedsoverdragelse med re-
konstruktørens samtykke kan ske, inden der er vedtaget en
rekonstruktionsplan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at
bevare værdien af skyldnerens virksomhed, og medmindre
indsigelse mod overdragelsen fra et flertal af fordringsha-
verne er kommet frem til rekonstruktøren inden en nærmere
angiven frist.
En virksomhedsoverdragelse, der gennemføres på grundlag
af et stadfæstet rekonstruktionsforslag, kan ikke omstødes,
jf. konkurslovens § 14 c, stk. 1.
Det følger af virksomhedsoverdragelsesloven, at erhverve-
ren af en virksomhed, der helt eller delvist overdrages, ind-
træder umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der be-
stod på overtagelsestidspunktet i henhold til aftaler mv. om
løn og arbejdsforhold, jf. virksomhedsoverdragelseslovens §
2, stk. 1.
Virksomhedsoverdragelsesloven gennemfører Rådets direk-
tiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af med-
lemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes
rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder
eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter i
dansk ret.
Det fremgår af virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 4,
at såfremt virksomhedsoverdragelsen finder sted under over-
dragerens rekonstruktionsbehandling, indtræder erhververen
dog kun i rettigheder og forpligtelser, der vedrører tiden
efter rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Det indebærer, at Lønmodtagernes Garantifond udbetaler
den løn til ansatte, der vedrører tiden inden indledning af
rekonstruktionsbehandling, og at erhververen kun indtræder
i krav, der vedrører tiden efter rekonstruktionsbehandlingens
indledning.
Med bestemmelsen i virksomhedsoverdragelseslovens § 2,
stk. 4, som blev indført ved lov nr. 530 af 27. marts 2021, si-
destilles reglerne for dækning i forbindelse med rekonstruk-
tionsbehandling med reglerne ved konkursbehandling.
3.1.5.1.3. Dækning via Lønmodtagernes Garantifond
Lov om Lønmodtagernes Garantifond (LG-loven) gennem-
fører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af
22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde
af arbejdsgiverens insolvens i dansk ret.
Det følger af LG-lovens § 1, stk. 1, nr. 4, at arbejdstageres
48
krav på løn m.v. også sikres i tilfælde, hvor arbejdsgiveren
kommer under rekonstruktionsbehandling.
I tilfælde af rekonstruktionsbehandling omfatter garantien
ifølge LG-lovens § 2 a, stk. 1, 1. pkt., krav fra lønmodtage-
re, der før eller under rekonstruktionsbehandlingen er opsagt
og fritstillet. Lønmodtagernes Garantifond skal således ud-
betale alle krav, herunder krav vedrørende opsigelsesperio-
den, til ansatte, der ikke beskæftiges af arbejdsgiveren under
rekonstruktionsbehandlingen.
Modsætningsvis skal Lønmodtagernes Garantifond ikke ud-
betale krav ved rekonstruktionsbehandlingens indledning til
ansatte, som fortsat beskæftiges af arbejdsgiveren under re-
konstruktionen. Sådanne krav kan dog betales af fonden
som led i låneordningen i LG-lovens § 2 a, stk. 3 og 4.
Overdrages arbejdsgiverens virksomhed eller en del heraf,
omfatter garantien krav fra overdragne arbejdstagere, der
vedrører tiden inden rekonstruktionsbehandlingens indled-
ning, jf. LG-lovens § 2 a, stk. 1, 2. pkt. Det er ifølge stk. 1,
sidste pkt., en forudsætning, at kravene i tilfælde af konkurs
vil være omfattet af konkurslovens § 63, stk. 2, 1. pkt., eller
§ 95, stk. 1, nr. 1-5, jf. stk. 2. Garantien omfatter i disse
tilfælde tilsvarende krav, som kan støttes på konkurslovens
§ 94, nr. 2, såfremt den skifteret, der behandler rekonstrukti-
onssagen, attesterer, at det for tiden ikke er muligt at opfylde
kravene.
Lønmodtagernes Garantifond kan med rekonstruktørens
samtykke udbetale op til tre måneders løn, der forfalder
under rekonstruktionsbehandlingen, til arbejdstagere, som
fortsat er beskæftiget af skyldneren. Endvidere kan fonden
med rekonstruktørens samtykke via arbejdsgiveren udbetale
op til en måneds løn m.v., der forfaldt inden rekonstrukti-
onsbehandlingen, til sådanne arbejdstagere, idet udbetalin-
gen dog ikke omfattes af konkurslovens § 94, jf. § 2, stk. 2
i LG-loven. Dvs. i praksis omfattes kravet typisk af § 95 i
konkursloven.
Rekonstruktørens samtykke kræves, da garantien for udbe-
taling af løn under rekonstruktion reelt er et lån til den
rekonstruktionsramte virksomhed, jf. § 14 i bekendtgørelse
nr. 1002 af 8. august 2013 om Lønmodtagernes Garantifond
udstedt i medfør af LG-lovens § 7, stk. 2. Udbetaling af ga-
rantien for krav, der forfalder under rekonstruktionsbehand-
ling, kan således ikke gøres gældende af den enkelte ansatte,
men er en mulighed for arbejdsgiveren.
Erklæres virksomheden efterfølgende konkurs, indtræder
Lønmodtagernes Garantifond i arbejdstagerens krav mod
arbejdsgiveren, jf. LG-lovens § 7, stk. 1, og fonden vil på
den baggrund kunne anmelde sit krav, der enten er omfattet
af konkurslovens § 94 eller § 95, i boet.
3.1.5.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.5.2.1. Sikring af arbejdstagerrettigheder
Medlemsstaterne skal efter rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivets artikel 13, stk. 1, sikre, at individuelle og kollek-
tive arbejdstagerrettigheder i henhold til EU-arbejdsret og
national arbejdsret ikke berøres af rammen for forebyggende
rekonstruktion.
Som eksempel på rettigheder, der ikke berøres, angives i
artikel 13, stk. 1, litra a, forhandlingsretten og retten til
kollektive skridt.
Artikel 13, stk. 1, litra b, angiver endvidere som eksempel
på rettigheder, der ikke berøres, retten til information og
høring i overensstemmelse med direktiv 2002/14/EF og di-
rektiv 2009/38 om europæiske samarbejdsudvalg.
Som eksempel på rettigheder, der ikke berøres, angiver
artikel 13, stk. 1, litra c, videre, rettighederne garanteret
i direktiv 98/59/EF om kollektive afskedigelser, direktiv
2001/23/EF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse
med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele
af virksomheder eller bedrifter og direktiv 2008/94/EF om
beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens
insolvens.
Arbejdstagere nyder således fuldstændig arbejdsretlig be-
skyttelse under en forebyggende rekonstruktionsbehandling,
herunder forbliver forpligtelserne i henhold til den nationale
ret, der gennemfører de nævnte direktiver, uforandrede, jf.
direktivets præambelbetragtning nr. 60.
3.1.5.2.2. Information og høring
Som anført i pkt. 3.1.5.2.1 skal medlemsstaterne i medfør
af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 13, stk. 1,
litra b, sikre bl.a., at rekonstruktions- og insolvensdirektivets
ramme for forebyggende rekonstruktion ikke berører retten
til information og høring i overensstemmelse med direktiv
2002/14/EF og direktiv 2009/38/EF.
De nævnte direktivers bestemmelser om, at arbejdstagerre-
præsentanter bl.a. har ret til at modtage information om både
den seneste og forventede udvikling i virksomhedens eller
forretningsstedets aktiviteter og økonomiske situation, der
gør det muligt for dem at tilkendegive deres bekymringer
over for skyldner med hensyn til virksomhedens situation og
for så vidt angår behovet for at overveje rekonstruktionsord-
ninger, berøres således ikke.
Ligeledes berøres ikke de nævnte direktivers bestemmelser
om, at arbejdstagerrepræsentanter har ret til information om
49
en eventuel procedure for forebyggende rekonstruktion, som
kan have betydning for beskæftigelsen, såsom arbejdstager-
nes mulighed for at få dækket deres lønkrav og fremtidige
betalinger, herunder arbejdsmarkedspensioner.
Endelig berøres ikke de nævnte direktivers bestemmelser
om, at arbejdstagerrepræsentanter har ret til at blive infor-
meret og hørt om rekonstruktionsplaner, før de fremlægges
til vedtagelse eller stadfæstelse i overensstemmelse med re-
konstruktions- og insolvensdirektivets henholdsvis artikel 9
og 10.
Herudover skal en arbejdsgiver, som påtænker at foretage
kollektive afskedigelser, bl.a. indlede konsultationer med ar-
bejdstagernes repræsentanter og forsyne disse med en ræk-
ke nærmere angivne oplysninger i overensstemmelse med
artikel 2 i direktiv 98/59/EF, herunder om årsagen til de
påtænkte afskedigelser. Disse rettigheder berøres ikke af re-
konstruktions- og insolvensdirektivet, jf. artikel 13, stk. 1,
litra c.
Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel
3, stk. 3, at medarbejderrepræsentanter ligesom skyldneren
skal sikres adgang til relevante og ajourførte oplysninger om
de tilgængelige tidlige varslingsmekanismer samt om pro-
cedurerne og foranstaltningerne vedrørende forebyggende
rekonstruktion og gældssanering. Oplysningerne skal være
offentligt tilgængelige online og præsenteres på en bruger-
venlig måde, jf. artikel 3, stk. 4.
Direktivet indeholder i artikel 3, stk. 5, endvidere en mu-
lighed for, at medlemsstaterne kan yde støtte til arbejdsre-
præsentanter i forbindelse med vurderingen af skyldnerens
økonomiske situation.
Herudover indeholder direktivets artikel 13, stk. 2, en be-
stemmelse om, at hvis rekonstruktionsplanen omfatter for-
anstaltninger, der medfører ændringer i arbejdstilrettelæg-
gelsen eller de kontraktlige forhold med arbejdstager, skal
sådanne foranstaltninger godkendes af disse arbejdstagere,
hvis national ret eller kollektive overenskomster indeholder
bestemmelser om godkendelse i sådanne tilfælde.
3.1.5.2.3. Virksomhedsoverdragelse
Som anført ovenfor under pkt. 3.1.5.2.1, følger det af rekon-
struktions- og insolvensdirektivets artikel 13, stk. 1, litra c,
at rammerne for forbyggende rekonstruktion ikke berører ar-
bejdstagerrettighederne i direktiv 2001/23/EF, der bl.a. om-
handler arbejdstagerrettigheder i forbindelse med virksom-
hedsoverdragelse.
I et tilfælde, hvor en forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling indebærer overdragelse af en virksomhed eller bedrift,
beskyttes arbejdstagerrettigheder, herunder navnlig retten til
løn, således i overensstemmelse med artikel 3 og 4 i direk-
tiv 2001/23/EF, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets
præambelbetragtning nr. 62.
Det følger af artikel 3 navnlig, at overdragerens rettigheder
og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et
arbejdsforhold, som bestod på tidspunktet for overførslen,
som udgangspunkt overgår til erhververen. Efter overførslen
skal erhververen opretholde de løn- og arbejdsvilkår, som
ifølge en kollektiv overenskomst gjaldt for overdrageren,
indtil den kollektive overenskomst opsiges eller udløber,
eller en anden kollektiv overenskomst træder i kraft eller får
virkning.
Af artikel 4 fremgår navnlig, at overdragelse af en virksom-
hed eller bedrift m.v. almindeligvis ikke i sig selv giver
overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at fo-
retage afskedigelser.
I et tilfælde, hvor der er indledt insolvensbehandling mod
overdrageren på overførselstidspunktet, og reglerne i artikel
3 og 4 finder anvendelse, kan en medlemsstat i henhold til
artikel 5, stk. 2, litra a, efter omstændighederne bestemme
bl.a., at overdragerens økonomiske forpligtelser i henhold
til arbejdskontrakter eller arbejdsforhold, som skal opfyldes
inden overførslen eller indledningen af insolvensbehandling,
ikke skal overgå til erhververen, forudsat at denne behand-
ling i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning
indebærer en beskyttelse svarende til direktiv 2008/94/EF.
3.1.5.2.4. Sikring af arbejdstagerkrav
Som anført ovenfor under pkt. 3.1.5.2.1, følger det af rekon-
struktions- og insolvensdirektivets artikel 13, stk. 1, litra a,
at direktivet ikke berører rettighederne i henhold til direktiv
2008/94/EF om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af
arbejdsgiverens insolvens om dækning af visse arbejdstager-
tilgodehavender via nationale garantiinstitutioner.
Hvis og i det omfang en medlemsstat sikrer, at betaling
af arbejdstageres tilgodehavender er garanteret som led i
en ramme for forebyggende rekonstruktion, kan en med-
lemsstat bestemme, at sådanne tilgodehavender omfattes af
et fyldestgørelsesforbud, jf. rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivets artikel 6, stk. 5.
I modsat fald omfattes arbejdstagertilgodehavender ikke af
et fyldestgørelsesforbud nedlagt under en forebyggende re-
konstruktionsprocedure, jf. artikel 6, stk. 5, jf. stk. 2. Dette
gælder ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 61, uanset
om arbejdstagernes tilgodehavender er opstået før eller efter
nedlæggelse af fyldestgørelsesforbuddet.
Et fyldestgørelsesforbud er således alene tilladt for så vidt
angår arbejdstageres tilgodehavender for de beløb og den
50
periode, hvor betalingen af sådanne tilgodehavender reelt
garanteres på et tilsvarende niveau ved andre midler i hen-
hold til national ret, jf. præambelbetragtning nr. 61.
Medlemsstaterne kan alternativt fastsætte, at nuværende el-
ler tidligere arbejdstageres eksisterende og fremtidige tilgo-
dehavender som udgangspunkt ikke er omfattet af rammerne
for forebyggende rekonstruktion, jf. direktivets artikel 1, stk.
5, litra a.
3.1.5.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.5.3.1. Konkursrådet har overvejet, om der bør foretages
ændringer i de eksisterende regler i konkursloven om infor-
mation til ansatte under rekonstruktionsbehandling, og hvil-
ke regler der skal gælde med hensyn til sådan information
under forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at arbejds-
tageren efter konkurslovens gældende regler som udgangs-
punkt alene modtager information under en arbejdsgivers
rekonstruktionsbehandling, når arbejdstageren har et forfal-
dent krav mod skyldneren.
Det er Konkursrådets opfattelse, at denne sondring mellem
ansatte med og uden forfaldne krav på løn m.v. umiddelbart
kan forekomme kunstig, herunder fordi alle ansatte må an-
tages at have uforfaldne krav, i og med at de har udført
arbejde. Dette kan tale for, at information, som under rekon-
struktionsbehandling tilkommer fordringshavere, fremover
skal gives også til ansatte, som ikke har forfaldne krav mod
skyldneren.
I samme retning taler, at alle ansatte i medfør af konkurs-
lovens § 15 b, stk. 2, skal informeres om ophøret af rekon-
struktionsbehandling.
Modsætningsvis taler det imod, at ansatte, som ikke er for-
dringshavere, skal modtage samme information, at en sådan
øget informationspligt vil kunne udgøre en byrde for skyld-
neren og rekonstruktøren, uden at der, så vidt det er Kon-
kursrådet bekendt, har været ytret ønske fra fagforeninger
m.v. om at udvide informationspligten.
Det er samlet set Konkursrådets vurdering, at alle ansatte
skal have oplysningerne, uanset om den ansatte har et forfal-
dent krav mod skyldneren. Det betyder, at ansatte modtager
information på samme vilkår som kreditorerne.
For så vidt angår forebyggende rekonstruktionsbehandling,
finder Konkursrådet, at der i tilfælde, hvor der er nedlagt
fyldestgørelsesforbud, bør gælde samme regler om informa-
tion til arbejdstagere, som under rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet har herudover overvejet, i hvilket omfang der
i de tilfælde, hvor der ikke er nedlagt et fyldestgørelsesfor-
bud, skal gælde regler om information til arbejdstagere.
Da der i disse tilfælde ikke er pligt til at informere for-
dringshaverne, taler det afgørende for, at der heller ikke
skal være pligt til at informere de ansatte, uanset om disse
er fordringshavere eller ej. Dette skyldes det under pkt.
3.1.2.3.1.1. ovenfor omtalte hensyn til, at skyldneren kan
undergive sig forebyggende rekonstruktionsbehandling uden
at orientere fordringshaverne herom, så længe der ikke er
truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud. Det er såle-
des Konkursrådets opfattelse, at der ikke bør indføres reg-
ler i konkursloven, som pålægger skyldneren at informere
sine ansatte om en forebyggende rekonstruktionsbehandling,
når der ikke er nedlagt et fyldestgørelsesforbud. Der skal
i disse tilfælde således alene gives information til arbejds-
tagerrepræsentanterne, i det omfang det følger af allerede
eksisterende regler.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 170 f.
3.1.5.3.2. Konkursrådet har overvejet betydningen af øvrige
regelsæt om information i forhold til implementeringen af
rekonstruktions- og insolvensdirektivet.
Konkursrådet bemærker, direktivets artikel 13, stk. 1, ikke
indeholder nye rettigheder for arbejdstagere, men angiver, at
de gældende EU-retlige regler om information til arbejdsta-
gere m.v. ikke berøres af direktivet.
De i artikel 13, stk. 1, nævnte regelsæt, herunder direktiver-
ne 2002/14, 2009/38, 98/59, 2001/23 og 2008/94, er gen-
nemført i dansk ret. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.5.1.1.2,
3.1.5.1.1.3 og 3.1.5.1.1.4 ovenfor.
Det er Konkursrådets opfattelse, at Danmark i kraft af im-
plementeringen af disse EU-retsakter, og da de af Konkurs-
rådet fremsatte forslag ikke indebærer ændringer heri, lever
op til rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 13,
stk. 1.
Konkursrådet bemærker, at informationspligten i lønmodta-
gerhøringslovens § 4, hvorefter arbejdsgiveren har pligt til
via arbejdstagerepræsentanterne at give de ansatte fyldestgø-
rende oplysninger om forhold af væsentlig betydning for
de ansatte på virksomheden, i lyset af rekonstruktions- og
insolvensdirektivet må fortolkes således, at der i forbindel-
se med forebyggende rekonstruktion skal gives information
som nævnt i artikel 13, stk. 1, litra b. Konkursrådet finder
således, at der ikke er behov for at lave udtrykkelige regler
herom i lønmodtagerhøringsloven.
Konkursrådet bemærker endvidere, at lønmodtagerhørings-
51
loven angår information til arbejdstagerrepræsentanter og
ikke direkte til alle ansatte, og at virksomheden efter § 7 ef-
ter omstændighederne kan pålægge repræsentanterne ikke at
videregive oplysningerne, hvilket navnlig kan være relevant
ved indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling
uden fyldestgørelsesforbud.
Tilsvarende bør efter Konkursrådets opfattelse gælde i re-
lation til de lignende bestemmelser i lov om europæiske
samarbejdsudvalg og lov om kollektive afskedigelser.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 171 f.
3.1.5.3.3. Konkursrådet har overvejet, om der ved forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling skal gælde en regel sva-
rende til virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 4, således
at en erhverver af en virksomhed ikke hæfter for restancer
forud for indledning af den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling.
Virksomhedsoverdragelsesloven gennemfører direktiv
2001/23. En eventuel ændring af virksomhedsoverdragelses-
loven kan således alene ske, i det omfang det er foreneligt
med direktivet.
Direktiv 2001/23 artikel 5, stk. 2, litra a, giver hjemmel
til, at en medlemsstat i tilfælde af insolvensbehandling kan
fastsætte, at erhververen ikke hæfter for restancer vedrøren-
de arbejdskontrakter eller arbejdsforhold, som hidrører fra
perioden forud for overførslen eller indledningen af insol-
vensbehandlingen, forudsat at der gives arbejdstageren en
beskyttelse, som mindst svarer til direktiv 2008/94, der i
dansk ret er implementeret ved lov om Lønmodtagernes
Garantifond.
Direktiv 2001/23 er opretholdt fuldt ud ved indførelsen af
rekonstruktions- og insolvensdirektivet, jf. sidstnævnte di-
rektivs artikel 13, stk. 1, litra c.
Konkursrådet har overvejet, om forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling kan anses for en insolvensbehandling, der
giver mulighed for at fritage erhververen for hæftelse for
restancer efter direktiv 2001/23 artikel 5, stk. 2. Rekonstruk-
tions- og insolvensdirektivets præambelbetragtning nr. 62
henviser dog til bl.a. artikel 5, stk. 2, i direktiv 2001/23,
hvilket efter Konkursrådets opfattelse må fortolkes således,
at det er muligt i national ret at fritage erhververen for at
hæfte for restancer også i tilfælde, hvor overdragelsen sker
under en forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Spørgsmålet er herefter, om virksomhedsoverdragelseslo-
vens § 2, stk. 4, bør ændres til også at omfatte forebyggende
rekonstruktionsbehandling.
Direktiv 2001/23, artikel 5, stk. 2, giver mulighed for at læg-
ge skæringstidspunktet for hæftelsen enten ved overførslen
af virksomheden eller indledningen af insolvensbehandlin-
gen. Derimod vil det næppe være foreneligt med direktivet
at lægge skæringstidspunktet eksempelvis på tidspunktet for
nedlæggelse af et fyldestgørelsesforbud.
Det synes efter Konkursrådets opfattelse betænkeligt at an-
vende overførselstidspunktet som skæringspunkt under fore-
byggende rekonstruktionsbehandling, når det efter de gæl-
dende regler om rekonstruktion er tidspunktet for behand-
lingens indledning, som anvendes. I så fald ville erhverve-
ren blive stillet bedre under forebyggende rekonstruktions-
behandling end under rekonstruktionsbehandling.
Der synes imidlertid også at være betænkeligheder ved
at anvende tidspunktet for indledning af forebyggende re-
konstruktionsbehandling som skæringspunkt, idet der ikke
nødvendigvis er etableret fristdag herved, og de ansatte i
øvrigt ikke altid vil være bekendt med, at der er indledt fore-
byggende rekonstruktionsbehandling. En ansats privilegium
efter konkurslovens § 95 kan afhænge af tidspunktet for
fristdagen, og den ansattes mulighed for dækning i Lønmod-
tagernes Garantifond kan være afhængig heraf. Det synes
derfor tvivlsomt foreneligt med direktiv 2001/23, artikel
5, stk. 2, at fritage erhververen for hæftelse for restancer
vedrørende perioden forud for indledning af forebyggende
rekonstruktionsbehandling, da der ikke altid vil være dæk-
ning af disse krav via Lønmodtagernes Garantifond under en
efterfølgende konkursbehandling.
Konkursrådet finder, at der samlet set således er mest, der
taler for at undlade at udvide virksomhedsoverdragelseslo-
vens § 2, stk. 4, til også at omfatte forebyggende rekonstruk-
tion.
Det er således Konkursrådets opfattelse, at den, som erhver-
ver en virksomhed under en forebyggende rekonstruktions-
behandling, må acceptere at hæfte fuldt ud for forpligtelser-
ne over for de overdragne ansatte. Erhververen må således
tage dette i betragtning ved forhandlingen af vilkårene for
overdragelsen, herunder prisen.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 172 ff.
3.1.5.3.4. Konkursrådet har overvejet sikringen af arbejdsta-
gerkrav ved forebyggende rekonstruktion.
Konkursrådet bemærker, at det følger af rekonstruktions- og
insolvensdirektivets artikel 6, stk. 5, at en medlemsstat kan
fastsætte, at et fyldestgørelsesforbud mod skyldneren også
omfatter inddrivelse af arbejdstagertilgodehavender, hvis og
i det omfang medlemsstaten sikrer, at betaling af sådanne til-
godehavender er garanteret som led i en ramme for forebyg-
52
gende rekonstruktion på et tilsvarende beskyttelsesniveau,
jf. direktivets artikel 6, stk. 5.
Konkursrådet finder, at det er uhensigtsmæssigt, såfremt ar-
bejdstagertilgodehavender ikke omfattes af et fyldestgørel-
sesforbud, idet en mulighed for fortsat at inddrive sådanne
tilgodehavender mod skyldneren under forebyggende rekon-
struktionsbehandling må antages i praksis at ville kunne
udgøre en hindring for formålet med den nævnte procedure.
Konkursrådet finder således, at betaling af lønmodtagertil-
godehavender bør garanteres på et tilsvarende beskyttelses-
niveau som omtalt i artikel 6, stk. 5.
Et sådant beskyttelsesniveau kan efter Konkursrådets opfat-
telse imødekommes ved, at den ansatte omfattes af lov om
Lønmodtagernes Garantifond.
Konkursrådet har derfor overvejet, om reglerne om dækning
af lønmodtagerkrav m.v. via Lønmodtagernes Garantifond
i forbindelse med arbejdsgiverens rekonstruktion også bør
gælde under forebyggende rekonstruktionsbehandling, såle-
des at fonden skal udbetale dækning til fritstillede ansatte,
udbetale tilgodehavender til ansatte, der virksomhedsover-
drages, og yde lån til skyldneren til betaling af løn m.v., eller
om en anden løsning vil kunne anses for lige så betryggen-
de.
Det er Konkursrådets opfattelse, at det alene er relevant at
overveje, hvorvidt Lønmodtagernes Garantifond bør fortage
en sådan udbetaling af dækning af løn m.v. eller yde lån,
i tilfælde, hvor der under en forebyggende rekonstruktions-
procedure er nedlagt et fyldestgørelsesforbud. Dette skyldes,
at det må anses for betænkeligt i forhold til Lønmodtagernes
Garantifond at foretage udbetaling eller yde lån i situationer,
hvor fondens regreskrav ville kunne blive forringet som
følge af, at sådanne midler ville kunne gøres til genstand for
individualforfølgning fra andre fordringshavere.
I tilfælde, hvor der under en forebyggende rekonstruktions-
procedure er nedlagt et fyldestgørelsesforbud, kan der efter
Konkursrådets opfattelse argumenteres for, at Lønmodtager-
nes Garantifond bør foretage udbetaling til fritstillede ansat-
te, således at disse stilles på samme måde som under rekon-
struktionsbehandling. Udbetaling under disse omstændighe-
der indebærer ikke en større risiko for Lønmodtagernes Ga-
rantifond, idet der er etableret en fristdag, som fonden vil
kunne sikre fastholdt ved at indgive konkursbegæring ved
den forebyggende rekonstruktionsbehandlings ophør. Tilsva-
rende gælder, hvor en rekonstruktionsbehandling ophører
inden vedtagelsen af en rekonstruktionsplan.
Omvendt finder Konkursrådet, at det ikke er nødvendigt at
give fritstillede ansatte ret til udbetaling, selv om der er
nedlagt et fyldestgørelsesforbud, som også omfatter arbejds-
tagertilgodehavender. Dette skyldes, at arbejdstagere som
andre fordringshavere har mulighed for at indgive rekon-
struktions- eller konkursbegæring og dermed tvinge skyld-
neren over i rekonstruktionsbehandling med deraf følgende
udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond.
Konkursrådet lægger i samme retning vægt på, at hensynet
til Lønmodtagernes Garantifonds administration taler imod
at gøre et fyldestgørelsesforbud nedlagt under forebyggende
rekonstruktionsbehandling til udbetalingsgrund.
Hertil kommer, at forebyggende rekonstruktionsbehandling
kan anvendes af skyldnere, der alene har sandsynlighed for
insolvens, hvilket øger sandsynligheden for, at skyldneren
ved ophøret af behandlingen er solvent (eventuelt som følge
af en akkord), hvilket vil medføre, at Lønmodtagerens Ga-
rantifond vil kunne blive påført omkostninger til inddrivelse
af de udbetalte beløb hos skyldneren.
Det er Konkursrådets vurdering, at der samlet set er mest,
som taler for ikke at give fritstillede ansatte ret til udbetaling
under en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Fritstil-
lede ansatte med tilgodehavender må således i stedet indgive
rekonstruktions- eller konkursbegæring og dermed tvinge
skyldneren over i rekonstruktionsbehandling, hvorefter der
kan ske udbetaling fra Lønmodtagernes Garantifond.
En sådan ordning er efter Konkursrådets opfattelse tilstræk-
kelig til at opfylde kravene til beskyttelse af arbejdstagertil-
godehavender i direktivets artikel 6, stk. 5. Arbejdstagertil-
godehavender vil således også kunne omfattes af et fyldest-
gørelsesforbud nedlagt under forebyggende rekonstruktions-
behandling.
For så vidt angår ansatte overdraget i forbindelse med en
virksomhedsoverdragelse under forebyggende rekonstruk-
tion, finder Konkursrådet, at der, uanset at forebyggende
rekonstruktionsbehandling i relation til virksomhedsoverdra-
gelsesloven ikke sidestilles med rekonstruktionsbehandling,
ikke bør indføres regler om, at sådanne ansatte kan kræ-
ve restancer betalt af Lønmodtagernes Garantifond allere-
de under den forebyggende rekonstruktionsbehandling. I så
fald ville overdragne ansatte blive stillet bedre end fritstille-
de ansatte, som må afvente udbetaling, indtil der indledes
rekonstruktionsbehandling eller konkurs, jf. ovenfor. Det sy-
nes derfor rimeligst at opretholde, at overdragne ansatte og-
så først kan kræve betaling af Lønmodtagernes Garantifond,
når der indledes rekonstruktionsbehandling eller konkurs.
I relation til låneadgangen i lov om Lønmodtagernes Garan-
tifond, finder Konkursrådet ligeledes, at den ovenfor nævnte
sandsynlighed for, at fonden vil få omkostninger til at ind-
drive lån ydet til skyldnere, der bliver solvente, taler imod
at indføre en låneadgang under forebyggende rekonstrukti-
53
onsbehandling. En udvidelse af lånemuligheden vil i øvrigt
medføre, at der skulle laves komplekse regler om samspillet
mellem låneadgang under forebyggende rekonstruktionsbe-
handling og rekonstruktionsbehandling, idet der samlet set
ikke bør kunne lånes mere end efter de nugældende reg-
ler. Der ses da heller ikke at være tungtvejende argumenter
for at udvide låneadgangen til at gælde under en forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling, herunder henset til, at en
skyldner, der har brug for et lån i Lønmodtagernes Garan-
tifond, vil kunne opnå dette ved anmode om behandling
efter de eksisterende regler om rekonstruktion. Samlet set
taler mest således for ikke at give adgang til lån i Lønmodta-
gernes Garantifond under forebyggende rekonstruktionsbe-
handling.
Samlet vurderes Konkursrådet således, at der ikke er behov
for at foretage ændringer i lov om Lønmodtagernes Garanti-
fond som følge af de nye regler om en forebyggende rekon-
struktionsprocedure.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 174 ff.
3.1.5.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er overordnet enig i Konkursrådets syns-
punkter og vurderinger, og lovforslaget er derfor udformet
delvist i overensstemmelse med Konkrursrådets lovudkast i
betænkning nr. 1579/2022.
Det er dog Justitsministeriets vurdering, at det for at sik-
re den effektive anvendelse af reglerne om forebyggende
rekonstruktion er uhensigtsmæssigt, hvis den forebyggen-
de rekonstruktionsbehandling ophører som følge af, at en
lønmodtager, der som regel har lønindtægten som det pri-
mære forsørgelsesgrundlag, føler sig nødsaget til at tvinge
arbejdsgiveren over i en almindelig rekonstruktion eller
konkurs. Hensynet til lønmodtagerne og hensynet til at sik-
re den effektive anvendelse af reglerne om forebyggende
rekonstruktion, taler således efter Justitsministeriet opfattel-
se med vægt for at undtage lønmodtagerkrav fra fyldestgø-
relsesforbuddet i forbindelse med den forebyggende rekon-
struktionsbehandling, hvilket også er udgangspunktet efter
rekonstruktions- og insolvensdirektivet.
Det foreslås på den baggrund at fyldestgørelse af krav fra
ansatte, hvis krav i konkurs ville være omfattet af konkurs-
lovens §§ 94 og 95, ikke skal være omfattet af fyldestgørel-
sesforbud i forbindelse med den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (forslag til konkurs-
lovens § 9 d) og bemærkningerne hertil.
3.1.6. Rekonstruktionsplan og indholdet af et rekon-
struktionsforslag
3.1.6.1. Gældende ret
Det følger af konkurslovens § 10, at et rekonstruktionsfor-
slag som minimum skal indeholde forslag om en tvangsak-
kord efter konkurslovens § 10 a, og/eller en virksomheds-
overdragelse efter konkurslovens § 10 b.
En rekonstruktion, der ikke indeholder mindst ét af disse
elementer, vil således ikke kunne behandles efter reglerne
om rekonstruktion i konkurslovens afsnit IB.
Bestemmelsen i konkurslovens § 10 giver dog mulighed
for, at andre tiltag end tvangsakkord og virksomhedsover-
dragelse kan inddrages i rekonstruktionen. Det er følger
således af forarbejdende til bestemmelsen, jf. Folketingsti-
dende 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 81, at disse
andre tiltag f.eks. kan bestå i at indsætte en ny ledelse i
virksomheden, udvide aktiekapitalen, reducere antallet af
ansatte eller indgå aftale med tredjemand om samhandel på
visse nærmere vilkår.
Konkurslovens § 10 a angår det nærmere indhold af en
tvangsakkord.
Det fremgår således af konkurslovens § 10 a, stk. 1, at
en tvangsakkord kan gå ud på procentvis nedsættelse eller
bortfald af fordringerne mod skyldneren, ligesom en tvangs-
akkord kan gå ud på betalingsudsættelse. Endvidere kan en
tvangsakkord betinges af, at skyldnerens formue eller en del
af denne fordeles mellem fordringshaverne.
En tvangsakkord kan efter konkurslovens § 10 a, stk. 2, ikke
omfatte:
– fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse
af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse
om tvangsakkord,
– pantefordringer, i det omfang pantet strækker til
– fordringer, der har fortrin frem for almindelige fordrin-
ger i tilfælde af konkurs, og
– fordringer under et vist mindre beløb, hvis det er bestemt
i tvangsakkorden, og det må anses rimeligt begrundet
under hensyn til skyldnerens forhold og øvrige omstæn-
digheder.
Efter konkurslovens § 10 a, stk. 3, medfører en tvangsak-
kord bortfald af:
– gaveløfter,
– krav på renter for tiden efter rekonstruktionsbehandlin-
gens indledning af de fordringer, der er omfattet af
tvangsakkorden,
– krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren at
anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt må
54
anses for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår
perioden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning,
og som ikke er omfattet af § 94, i det omfang fordrings-
haveren ikke kan godtgøre, at ydelserne må sidestilles
med afdrag,
– krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er
erstatning for et lidt tab, og
– fordringer, der i henhold til aftale står tilbage for de
øvrige fordringshavere i tilfælde af skyldnerens konkurs,
medmindre det fremgår af aftalen, at den ikke gælder i
tilfælde af skyldnerens rekonstruktion.
Konkurslovens § 13 b indeholder formkravene til rekon-
struktionsforslaget og det materiale, som skal ledsage rekon-
struktionsforslaget.
Det følger for det første af konkurslovens § 13 b, stk.
1, nr. 1, at rekonstruktionsforslaget, hvis det indeholder
bestemmelse om virksomhedsoverdragelse, skal indeholde
oplysning om erhververen, overdragelsessummen og hvilke
aktiver, passiver og gensidigt bebyrdende aftaler, der omfat-
tes af overdragelsen.
Det følger for det andet af konkurslovens § 13 b, stk. 1,
nr. 2, at rekonstruktionsforslaget skal ledsages af en over-
sigt over skyldnerens status. Denne status skal indeholde en
oversigt over skyldnerens aktiver med oplysning om værdi-
en af de enkelte aktiver. Statussen skal endvidere indeholde
en oversigt over skyldnerens pantsatte aktiver, panterettighe-
dernes art samt størrelsen af pantefordringerne og eventuel
friværdi i de enkelte aktiver. Statussen skal endelig indehol-
de en oversigt over usikrede krav, herunder pantesikrede
krav, i det omfang pantet ikke strækker til, med angivelse
af fordringshaverne og opdelt efter kravenes placering i kon-
kursordenen.
For det tredje følger det af konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr.
3, at rekonstruktionsforslaget skal ledsages af en redegørelse
fra rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand. Redegørel-
sen skal indeholde følgende:
– eventuelle kommentarer til den statusoversigt, der er
nævnt i nr. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra a),
– en redegørelse for sammenhængen mellem den statuso-
versigt, der er nævnt i nr. 2, og skyldnerens senest aflag-
te regnskab (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra b),
– oplysning om forhold, der vil kunne søges omstødt, om
anlagte omstødelsessager og om rettigheder, der er bort-
faldet efter § 12 j, stk. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra c),
– oplysning om skyldnerens eventuelle ansvarspådragende
forhold (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra d),
– oplysning om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde
konkurskarantæne (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra e),
– oplysning om årsagen til skyldnerens økonomiske van-
skeligheder (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra f),
– anslået dividende i tilfælde af skyldnerens konkurs (§ 13
b, stk. 1, nr. 3, litra g),
– forløbet af samarbejdet med skyldneren under rekon-
struktionsbehandlingen (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra h), og
– en erklæring fra rekonstruktøren og en eventuel tillids-
mand om, hvorvidt rekonstruktionsforslaget efter deres
skøn er rimeligt og frembyder en tilstrækkelig betryggel-
se for forslagets opfyldelse (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra i).
3.1.6.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel
2, stk. 1, nr. 1, at som rekonstruktion anses foranstaltninger,
som sigter på at rekonstruere skyldners virksomhed og inde-
bærer en ændring af sammensætningen af, vilkårene for el-
ler strukturen i skyldners aktiver og passiver eller af enhver
anden del af skyldners kapitalstruktur, såsom salg af aktiver
eller dele af virksomheden og, hvis dette er foreskrevet i
national ret, frasalg af virksomheden som en going concern
samt eventuelle nødvendige driftsændringer, eller en kombi-
nation af disse elementer.
En rekonstruktionsplan indeholder de foranstaltninger, som
skyldneren foreslår gennemført med henblik på at afværge
skyldnerens insolvens og sikre virksomhedens levedygtig-
hed, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 24.
Det fremgår af rekonstruktions- og insolvensdirektivets ar-
tikel 9, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at skyldner,
uanset hvem der ansøger om en procedure for forebyggende
rekonstruktion i overensstemmelse med artikel 4, har ret
til at forelægge rekonstruktionsplaner til vedtagelse af de
berørte parter.
Direktivet fastsætter ikke udtrykkelige krav til det materielle
indhold af en rekonstruktionsplan, og det er herunder ikke et
krav, at rekonstruktionsplanen indeholder en tvangsakkord
eller en virksomhedsoverdragelse.
Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel
8, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at rekonstruktions-
planer, som indgives til vedtagelse eller stadfæstelse, som
minimum opfylder en række formkrav, der er nærmere be-
skrevet i artikel 8, stk. 1, litra a – h.
Rekonstruktionsplanen skal for det første indeholde oplys-
ning om skyldnerens identitet, jf. direktivets artikel 8, stk. 1,
litra a.
Rekonstruktionsplanen skal for det andet indeholde oplys-
ning om skyldners aktiver og passiver på tidspunktet for
indgivelsen af rekonstruktionsplanen, jf. direktivets artikel
8, stk. 1, litra b. Det er herunder et krav, at planen inde-
holder oplysning om værdien af skyldnerens aktiver og en
beskrivelse af skyldners økonomiske situation. Det er endvi-
dere herunder et krav, at planen indeholder oplysning om
55
arbejdstagernes stilling og en beskrivelse af årsagerne til og
omfanget af skyldners vanskeligheder.
For det tredje opstilles der i direktivets artikel 8, stk. 1, litra
c, krav om, at rekonstruktionsplanen skal indeholde en angi-
velse af de parter, der er berørt af rekonstruktionsplanen,
samt de af disses krav eller interesser, der er omfattet her-
af. De berørte parter kan angives individuelt eller beskrevet
ved gældskategorier i overensstemmelse med national ret.
Rekonstruktionsplanen skal for det fjerde, hvor dette er rele-
vant, angive de klasser, som de berørte parter er inddelt i
med henblik på vedtagelsen af rekonstruktionsplanen, og de
respektive værdier af kravene og interesserne i hver klasse,
jf. direktivets artikel 8, stk. 1, litra d.
Det er for det femte et krav, at rekonstruktionsplanen, hvor
dette er relevant, indeholder oplysning om de parter, som
ikke er berørt af rekonstruktionsplanen, og en redegørelse
for grundene til, hvorfor det foreslås, at de ikke skal berø-
res. Disse parter kan angives individuelt eller beskrevet ved
gældskategorier i overensstemmelse med national ret.
Direktivets artikel 8, stk. 1, litra f, opstiller for det sjette
krav om, at rekonstruktionsforslaget, hvor dette er relevant,
indeholder oplysning om rekonstruktørens identitet.
I direktivets artikel 8, stk. 1, litra g, opstilles for det syvende
krav om, at rekonstruktionsplanen indeholder oplysning om
planens betingelser. Herunder skal der navnlig oplyses om
følgende:
i) eventuelle foreslåede rekonstruktionsforanstaltninger, jf.
direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 1,
ii) hvor det er relevant, den foreslåede varighed af eventuel-
le foreslåede rekonstruktionsforanstaltninger,
iii) ordningerne vedrørende information og høring af ar-
bejdstagerrepræsentanterne i overensstemmelse med EU-ret-
ten og national ret,
iv) hvor det er relevant, generelle konsekvenser for beskæf-
tigelsen såsom afskedigelser, arbejdsfordelingsordninger el-
ler lignende,
v) debitors skønnede pengestrømme, hvis dette er foreskre-
vet i national ret, og
vi) forventet ny finansiering som led i rekonstruktionen og
grundene til, at det er nødvendigt med ny finansiering for at
gennemføre den pågældende plan.
Rekonstruktionsplanen skal endelig i henhold til direktivets
artikel 8, stk. 1, litra h, indeholde en begrundelse for, hvor-
for rekonstruktionsplanen har rimelig udsigt til at afvær-
ge skyldners insolvens og sikre virksomhedens levedygtig-
hed. Begrundelsen skal herunder indeholde en angivelse af
de nødvendige forudsætninger for, at planen lykkes. Med-
lemsstaterne kan kræve, at denne begrundelse udarbejdes
eller valideres enten af en ekstern ekspert eller af rekon-
struktøren, hvis en sådan rekonstruktør er udpeget.
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 42, at medlemssta-
terne foruden de i direktivet fastsatte minimumsstandarder
for indholdet af en rekonstruktionsplan, kan kræve yderlige-
re forklaringer i rekonstruktionsplanen, f.eks. vedrørende de
kriterier, efter hvilke fordringshaverne er inddelt i grupper,
hvilket kan være relevant i tilfælde, hvor en gæld kun er
delvis sikret.
Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets arti-
kel 8, stk. 2, at medlemsstaterne skal gøre en omfattende
tjekliste for rekonstruktionsplaner tilgængelig på internettet,
og tjeklisten skal være tilpasset SMV᾽ers behov og særlige
forhold, jf. også præambelbetragtning nr. 17.
Det følger endvidere af artikel 8, stk. 2, at tjeklisten skal
indeholde praktiske retningslinjer for, hvordan rekonstrukti-
onsplanen skal udarbejdes i henhold til national ret.
Det fremgår endelig af artikel 8, stk. 2, at tjeklisten skal of-
fentliggøres på medlemsstatens officielle sprog, og at med-
lemsstaterne skal overveje at gøre tjeklisten tilgængelig på
mindst et andet sprog, navnlig et sprog der bruges i det
internationale erhvervsliv.
Af direktivets præambelbetragtning nr. 17 følger, at sådanne
tjeklister på nationalt plan bør udvikles og gøres tilgænge-
lige for skyldnere på internettet med henblik på at hjælpe
disse med at rekonstruere med lave omkostninger.
Det anføres i præambelbetragtning nr. 17, at især når
SMV᾽er er i finansielle vanskeligheder, har de ofte ikke
de fornødne ressourcer til at gennemføre bekostelige rekon-
struktioner og drage fordel af de mere effektive rekonstruk-
tionsprocedurer, der kun er til rådighed i nogle medlemssta-
ter, og at SMV’er, som udgør 99 % af alle virksomheder
i EU, derfor i højere grad risikerer at gå konkurs end at
blive rekonstrueret, da de har uforholdsmæssigt højere om-
kostninger end større virksomheder.
3.1.6.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.6.3.1. Konkursrådet bemærker indledningsvis, at rekon-
struktions- og insolvensdirektivet anvender begrebet »re-
konstruktionsplan« om det, der i konkursloven er benævnt
»rekonstruktionsforslag« (dvs. konkurslovens § 10).
Konkursrådet har overvejet, hvorvidt denne uoverensstem-
56
melse mellem det i direktivet anvendte udtryk og i kon-
kursloven anvendte udtryk bør medføre en ændring af den
eksisterende terminologi med henblik på at kunne indføre
ensartet begrebsanvendelse i relation til direktivet, de eksi-
sterende regler om rekonstruktion og de foreslåede regler
om forbyggende rekonstruktion.
Konkursrådet har fundet det mest hensigtsmæssigt at beva-
re den eksisterende terminologi i konkursloven og foreslår
således, at betegnelsen »rekonstruktionsforslag« i dansk ret
anvendes om det, der i direktivet betegnes »rekonstruktions-
plan«.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 123 f.
3.1.6.3.2. Konkursrådet finder generelt, at der ikke bør gæl-
de begrænsninger i skyldnerens muligheder for at foreslå
løsninger på sine økonomiske problemer. Der bør således
ikke være begrænsninger i, hvad skyldneren kan angive i et
rekonstruktionsforslag, så længe forslaget tjener til at løse
skyldnerens økonomiske problemer. Hensynet til fordrings-
haverne bør i stedet komme til udtryk via stemmereglerne.
Et rekonstruktionsforslag bør således kunne omfatte enhver
tvangsakkord, virksomhedsoverdragelse eller andre tiltag,
der alene eller tilsammen med de øvrige dele af rekon-
struktionen medfører, at skyldneren ophører med at være
insolvent eller har sandsynlighed for at blive insolvent. Kon-
kursrådet foreslår følgelig, at konkurslovens § 10 ændres
således, at det ikke er et krav, at rekonstruktionsforslaget
indeholder bestemmelse om virksomhedsoverdragelse eller
tvangsakkord.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 125.
3.1.6.3.3. Konkurslovens § 10 a giver kun mulighed for at
akkordere § 97-krav. Konkursrådet har overvejet, om kon-
kurslovens § 10 a bør ændres, således at det også er muligt
at akkordere andre krav.
Konkursrådet finder, at bestemmelsen bør ændres, således at
der også er mulighed for at lave en tvangsakkord af ansvar-
lig lånekapital eller af et efterstillet krav på konventional-
bod. Der kan således forekomme tilfælde, hvor der er udsigt
til fuld dækning af § 97-kravene, og hvor en akkordering
af en af de nævnte typer efterstillede krav kan føre til, at
skyldneren bliver solvent.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om det skal være mu-
ligt at lave en tvangsakkord af § 95-krav. Det kan anføres,
at dette kunne være hensigtsmæssigt i tilfælde, hvor der kun
er udsigt til delvis dækning af § 95-krav, idet det for LG
og skatteforvaltningen efter omstændighederne kunne være
en fordel med en tvangsakkord frem for en konkurs. Kon-
kursrådet finder imidlertid, at der i forhold til skyldnerens
fortsat ansatte er betænkeligheder ved at give mulighed for
en tvangsakkord af § 95-krav, idet det kunne føre til, at
disses ansatte kunne få deres krav nedskrevet, selv om de
stemte imod akkorden, da LG og skatteforvaltningen ofte
vil kunne udgøre stemmeflertallet. Konkursrådet foreslår på
denne baggrund, at der ikke bør gives mulighed for tvangs-
akkord af § 95-krav.
Konkursrådet finder, at en tvangsakkord af § 97-krav bør
omfatte visse skattekrav vedrørende det indkomstår, hvor
rekonstruktionsforslaget fremsættes.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 125 f., samt
til pkt. 3.1.7. nedenfor der angår akkordering af skattekrav.
3.1.6.3.4. Konkursrådet foreslår, at en tvangsakkord ved-
rørende et kapitalselskab kan indeholde bestemmelse om,
at den eksisterende selskabskapital nedsættes til 0 kr. og
samtidig forhøjes med en ny selskabskapital.
Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel
12, at medlemsstaterne skal sikre, at kapitalejerne ikke har
mulighed for urimeligt at forhindre vedtagelsen eller stadfæ-
stelsen af et rekonstruktionsforslag eller i øvrigt urimeligt
at hindre eller skabe hindringer for gennemførelsen af en
rekonstruktion.
Konkursrådet bemærker, at kapitalejere ikke har stemmeret
efter konkurslovens § 13 d, og at Konkursrådet ikke stiller
forslag om at give kapitalejerne stemmeret.
En kapitalejer, der tillige er fordringshaver, kan dog stemme
i sin egenskab af fordringshaver, forudsat at kapitalejeren
ikke er skyldnerens nærtstående, dvs. hvor den pågældende
ikke ejer en væsentlig del af selskabets kapital. Da kapitale-
jerne ikke i deres egenskab af sådanne kan hindre vedtagel-
sen eller stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag, er der
ikke behov for yderligere regler herom.
Imidlertid kan kapitalejerne efter omstændighederne hindre
gennemførelsen af en rekonstruktion. Hvis en rekonstruk-
tion går ud på, at der skal tilføres ny selskabskapital, kan
de eksisterende kapitalejere således blokere herfor, idet en
kapitaludvidelse skal vedtages på generalforsamlingen. Af
samme årsag kan de eksisterende kapitalejere blokere for,
at disses selskabskapital nedskrives til 0 kr., uanset om det-
te konkret ikke er rimeligt, fordi deres kapitalandele må
anses for værdiløse som følge af skyldnerens (selskabets)
insolvens.
Hvis kapitalejerne ikke ønsker at medvirke til, at der tilføres
ny selskabskapital, kan det hindre gennemførelsen af en
rekonstruktion bestående i en tvangsakkord kombineret med
57
kapitaltilførsel. Der vil ikke altid være hensigtsmæssigt, at
rekonstruktionen i stedet gennemføres ved en virksomheds-
overdragelse, da der eksempelvis kan være administrative,
kontraktuelle eller skattemæssige fordele ved en tvangsak-
kord. Under alle omstændigheder kan det ikke anses for
foreneligt med direktivet, hvis de eksisterende kapitalejere
kan blokere for en tvangsakkord kombineret med en kapital-
tilførsel.
Konkursrådet foreslår på denne baggrund, at en tvangsak-
kord vedrørende et kapitalselskab kan indeholde bestemmel-
se om, at den eksisterende selskabskapital nedsættes til 0 kr.
og samtidig forhøjes med en ny selskabskapital. Det skal
af forslaget fremgå, hvem der tegner den nye selskabskapi-
tal. Den nye selskabskapital kan tegnes af investorer eller af
fordringshavere. Der er ikke fortegningsret for de hidtidige
kapitalejere eller andre, dvs. at det kan frit bestemmes i
akkordforslaget, hvem der tegner den nye selskabskapital.
Reglen foreslås at gælde såvel aktie- som anpartsselska-
ber og foreslås ikke begrænset til selskaber, der ikke er
SMV’ere. Konkursrådet har herved lagt vægt på, at selska-
bslovens udgangspunkt er, at der bør gælde samme regler
for aktie- og anpartsselskaber.
Konkursrådet finder, at den nye selskabskapital skal teg-
nes kontant, idet det derved sikres, at selskabet efter re-
konstruktion opfylder selskabslovens krav til minimumska-
pital. Konkursrådet er opmærksom på, at man herved princi-
pielt afskærer en rekonstruktion bestående i gældskonverte-
ring. Imidlertid vil man i praksis kunne anvende den nye
regel på en måde, der i al væsentlighed svarer til en gælds-
konvertering. Det kan således bestemmes i tvangsakkorden,
at en bestemt gruppe fordringshaveres krav nedskrives til
0 kr., og at disse fordringshavere til gengæld tegner den
nye selskabskapital, der kan fastsættes til selskabslovens
minimum.
Konkursrådet finder, at de foreslåedes regler om ændring af
selskabskapitalen som led i en tvangsakkord alene bør finde
anvendelse, hvis skyldneren er insolvent, og det må anta-
ges, at en konkursbehandling af selskabet ikke vil give fuld
dækning til alle fordringshaverne. Disse betingelser sikrer,
at ændring af selskabskapitalen som led i en tvangsakkord
alene kan ske, når den eksisterende selskabskapital må anses
for værdiløs. I og med at ændringen af selskabskapitalen
sker uden samtykke fra de eksisterende kapitalejere, er det
afgørende, at ændringen alene kan ske under de nævnte
betingelser, da der i modsat fald kunne forekomme tilfæl-
de, hvor ændringen af selskabskapitalen kunne anses for et
indgreb i de eksisterende kapitalejeres grundlovsbeskyttede
ejendomsret.
En skyldner under rekonstruktionsbehandling vil i alminde-
lighed være insolvent. Når det alligevel foreslås eksplicit
at gøre det til en betingelse, at skyldneren er insolvent
for ændringen af selskabskapital, skyldes det, dels mulig-
hed for at skyldneren kan være blevet solvent under rekon-
struktionsbehandlingen, dels at rekonstruktionsforslaget om
ændring af selskabskapitalen kan fremsættes under en fore-
byggende rekonstruktionsbehandling, hvor skyldneren ikke
nødvendigvis er insolvent. Betingelsen om, at der ikke må
være udsigt til fuld dækning af samtlige fordringer i tilfælde
af konkurs, harmonerer med det selskabsretlige insolvens-
begreb i selskabslovens § 233, stk. 2. Selv om et selskab
efter konkursloven anses for insolvent, bør ændring af sel-
skabskapitalen som led i en tvangsakkord således alene kun-
ne ske, hvis en konkursbehandling ikke ville resultere i et
overskud, der skal udbetales til kapitalejerne.
En stadfæstelse af en tvangsakkord, der indeholder bestem-
melse om nedskrivning af den eksisterende selskabskapital
og forhøjelse med ny selskabskapital træder selskabsretligt i
stedet for generalforsamlingens beslutning herom. Kapitale-
jerne kan således ikke blokere registreringen af ændringen
af selskabskapital i Erhvervsstyrelsen.
Konkursrådet bemærker, at ovenstående forslag ikke vil
ændre ved, at man efter selskabslovens regler kan gennem-
føre gældskonvertering, hvis der ikke er behov for at gen-
nemtvinge en nedsættelse af den eksisterende selskabskapi-
tal til 0 kr.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 126 ff.
3.1.6.3.5. Konkursrådet finder, at de krav, som bør stilles
til et rekonstruktionsforslag fremsat i en forebyggende re-
konstruktion, bør svare til de krav, som er indeholdt i rekon-
struktions- og insolvensdirektivets artikel 8.
Konkursrådet finder, at det materiale, der skal udsendes ef-
ter konkurslovens § 13 b generelt opfylder de krav, som
direktivet stiller til et rekonstruktionsforslag. Konkursrådet
bemærker herved, at direktivets artikel 8, stk. 1, litra g,
nr. iii-iv, må anses for implementeret ved ansættelsesretlig
lovgivning og overenskomster.
Konkursrådet finder, at der i almindelighed ikke bør væ-
re forskel på, hvilke typer rekonstruktionsforslag, der kan
fremsættes under henholdsvis rekonstruktionsbehandling og
forebyggende rekonstruktionsbehandling. Det vil således
være uhensigtsmæssigt, hvis mulighederne for at opnå en
rekonstruktion, skulle afhænge af, om skyldneren har valgt
den ene eller den anden procedure. Herudover taler hensy-
net til, at det samlede regelkompleks ikke bliver unødigt
kompliceret for, at samme typer rekonstruktionsforslag kan
fremsættes under henholdsvis rekonstruktionsbehandling og
forebyggende rekonstruktionsbehandling.
58
Konkursrådet finder på den baggrund, at konkurslovens §§
10-10 c og § 13 b bør finde tilsvarende anvendelse i en fore-
byggende rekonstruktionsbehandling. Det bemærkes herved,
at hvis en skyldner under forebyggende rekonstruktionsbe-
handling ikke er solvent, skal rekonstruktionsforslaget sikre,
at skyldner ikke længere har sandsynlighed for at blive in-
solvent.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 124 f. og
pkt. 3.1.1. og 3.1.2. ovenfor om den forebyggende rekon-
struktionsbehandling.
3.1.6.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1579/2022.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (forslag til konkurs-
lovens § 10 og § 10 a) og nr. 30 (forslag til konkurslovens §
14, stk. 5) og bemærkningerne hertil.
3.1.7. Behandlingen af skattekrav i forbindelse med re-
konstruktion, herunder latente skatter
3.1.7.1. Gældende ret
Skatteforvaltningens krav på indkomstskat opstår i henhold
til princippet om indkomstårets udelelighed ved indkomstå-
rets udløb, jf. Højesterets dom af 31. maj 1985 (som gengi-
vet i U 1985.619 H). I dommen afviste Højesteret, at et
krav på B-skat vedrørende det år, hvor konkursdekretet blev
afsagt, kunne anmeldes i konkursboet. Det bemærkes, at
det nu følger af konkurslovens § 38, at man i relation til
selskaber og fonde kan anmelde krav på skat vedrørende det
år, hvor konkursdekretet blev afsagt, i konkursboet.
Den ved Højesterets dom af 27. oktober 1987 (som gengivet
i U 1987.925 H) anlagte retspraksis medfører, at hvis der
som led i rekonstruktionsbehandling fremsættes et forslag til
tvangsakkord i et givent år, medfører dette, at skattetilsva-
ret (B-skat for fysiske personer og acontoskat for selskaber
mv.) for dette indkomstår anses for stiftet efter forslagets
fremsættelse og dermed ikke omfattes af en tvangsakkord,
selvom der er tale om krav, der forfaldt inden forslagets
fremsættelse.
Det fremgår af forarbejderne til reglerne om rekonstruktion,
jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199, som fremsat, side
72-73, at det i forbindelse med reglernes indførelse overve-
jedes, om der burde foretages ændringer i skattelovgivnin-
gen eller indføres særlige regler i konkursloven med henblik
på at håndtere eventuelle uhensigtsmæssigheder, som kunne
følge af denne retstilstand, således at mulighederne for at
gennemføre en rekonstruktion ikke hæmmedes på grund af
latente skattekrav.
Konkursrådet pegede i betænkning nr. 1215/2009 om rekon-
struktion mv., side 252 ff., bl.a. på, at det kunne fremstå
som urimeligt i forhold til de øvrige fordringshavere, hvis
skattetilsvaret i en situation som den nævnte hovedsageligt
var begrundet i indtægter, der lå forud for forslagets frem-
sættelse, da de øvrige fordringshaveres krav stiftet inden
dette tidspunkt omfattes af akkorden. Konkursrådet pegede
endvidere på, at der bestod et særligt problem i relation
til afskrivninger, herunder beskatning af genvundne afskriv-
ninger. Som eksempel herpå angav Konkursrådet den situ-
ation, at et aktiv ved rekonstruktionsbehandlingens indled-
ning skattemæssigt er afskrevet til en værdi, der ligger under
markedsværdien, og der ved salg af aktivet til markedsværdi
eller mere kan opstå genvundne skrivninger, som indgår
i den skattepligtige indkomst i salgsåret. En sådan latent
skattepligt, som består ved fremsættelsen af et rekonstruk-
tionsforslag og udløses for skyldneren, påvirkes ikke af
tvangsakkorden. Konkursrådet pegede endelig på, at proble-
mer svarende til problemstillingen vedrørende genvundne
afskrivninger kunne foreligge i forhold til momsregulerings-
forpligtelser vedrørende fast ejendom og løsøre.
Skatteministeriet afgav i forbindelse med udarbejdelsen af
lovforslag nr. L 199 af 26. marts 2010 om ændring af kon-
kursloven og forskellige andre love (Rekonstruktion m.v.)
en vurdering vedrørende de skatteretlige problemstillinger,
som Konkursrådet havde peget på. Det var Skatteministeri-
ets vurdering, at der ikke var grundlag for at fravige det
grundlæggende skatteretlige princip om indkomstårets ude-
lelighed, og at der ikke burde indføres særlige regler for
genvundne afskrivninger i forbindelse med rekonstruktions-
behandling. Om Skatteministeriets vurdering og baggrunden
herfor henvises nærmere til Folketingstidende 2009-10, A, L
199 som fremsat, side 71-72.
Indførelsen af reglerne om rekonstruktion gav på denne bag-
grund ikke anledning til ændringer i skattelovgivningen eller
indførelsen af særlige regler i konkursloven om håndtering
af skattekrav.
3.1.7.2. Konkursrådets overvejelser
3.1.7.2.1. Konkursrådet har tidligere overvejet en skatte-
mæssig opdeling af indkomståret, således at der skattemæs-
sigt ansættes separat skat for henholdsvis perioden ind-
til rekonstruktionsforslagets fremsættelse (der omfattes af
tvangsakkorden), og perioden fra forslagets fremsættelse og
indtil indkomstårets udløb (der ikke omfattes af tvangsakk-
orden), jf. betænkning nr. 1215/2009 om rekonstruktion mv.,
side 253.
Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at det ikke er
realistisk at få gennemført en sådan opdeling af indkomst-
59
året. Konkursrådet finder derfor ikke anledning til at frem-
sætte et forslag herom. Princippet om indkomstårets ude-
lelighed må således lægges til grund for Konkursrådets
overvejelser om, hvordan indkomstskat for et igangværende
indkomstår kan akkorderes.
Konkursrådet har overvejet, hvordan det insolvensretligt kan
gøres muligt, at en tvangsakkord kan omfatte indkomstskat
vedrørende det igangværende indkomstår.
Den ved Højesterets dom af 27. oktober 1987 (som gen-
givet i U 1987.925 H) anlagte retspraksis medfører, efter
Konkursrådets vurdering, at hvis der som led i rekonstruk-
tionsbehandling fremsættes et forslag til tvangsakkord i et
givent år, medfører dette, at B-skat for fysiske personer og
acontoskat for selskaber mv. for dette indkomstår anses for
stiftet efter forslagets fremsættelse og dermed ikke omfattes
af en tvangsakkord, selvom der er tale om krav, der forfaldt
inden forslagets fremsættelse.
Det har afgørende betydning, hvorledes man insolvensretligt
behandler krav på B-skat og acontoskat. Dette skyldes, at
skyldneren ved beregningen af restskat for indkomståret
godskrives B-skatten hhv. acontoskatten, uanset om den ikke
er betalt, jf. kildeskattelovens § 60 hhv. selskabsskattelovens
§ 29 B, stk. 4. Hvis en skyldner eksempelvis skulle have
betalt 4 rater B-skat på i alt 400.000 kr. inden akkordfor-
slagets fremsættelse, men har undladt at betale disse rater
som følge af likviditetsvanskeligheder, vil de 400.000 kr.
således alligevel fragå ved beregningen af årets restskat, der
således bliver den samme, uanset de 400.000 kr. er betalt
eller ikke. De 400.000 kr. udgør med andre ord et selvstæn-
digt krav og ikke en del af restskatten. En insolvensretlig
regel, der alene omhandler årets restskat, vil således ikke
være tilstrækkelig, dvs. at der må forholdes til, i hvilket
omfang krav på B-skat og acontoskat skal omfattes af en
tvangsakkord.
Da krav på B-skat og acontoskat udskrives i starten af året
(eller i slutningen af det foregående indkomstår), har Kon-
kursrådet overvejet, om sådanne krav bør anses for stiftede
inden akkordforslagets fremsættelse, herunder de rater, der
forfalder efter akkordforslagets fremsættelse.
Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at det vil være
ganske vidtgående at lade akkorden omfatte de rater, der
forfalder efter akkordforslagets fremsættelse, da disse rater
må anses som foreløbig beskatning af den indkomst, som
skyldneren må forvente at få efter akkordforslagets fremsæt-
telse.
Konkursrådet finder derfor, at rater på B-skat og acontoskat,
der forfalder inden akkordforslagets fremsættelse bør omfat-
tes af en tvangsakkord, hvorimod rater, der først forfalder
senere, ikke bør omfattes af akkorden.
Det bemærkes, at der ikke foreslås ændringer i relation til
krav på moms. Det betyder, at det fortsat vil være afgørende,
om kravet vedrører en momsperiode, der er udløbet inden
forslagets fremsættelse. Krav på moms vedrørende virksom-
hed, der udøves under rekonstruktionsbehandlingen, vil ty-
pisk være omfattet af konkurslovens § 94 og dermed falde
uden for tvangsakkorden. Tilsvarende gælder krav på A-skat
af løn vedrørende arbejde, der er udført af skyldnerens an-
satte under rekonstruktionsbehandlingen.
Konkursrådets har overvejet, om skatteforvaltningens krav
på restskat for det igangværende indkomstår helt eller del-
vist bør omfattes af tvangsakkorden, hvis det er bestemt i
akkorden.
B-skat og acontoskat fastsættes ud fra et skøn over skyld-
nerens forventede årsindkomst. Hvis det ved indkomstårets
udløb viser sig, at skønnet var nogenlunde retvisende, vil
årets eventuelle restskat være af en beløbsmæssig beskeden
størrelse. Det vil i så fald ikke være af afgørende betydning,
om kravet på restskat omfattes af akkorden eller ikke. Der
kan imidlertid være tilfælde, hvor årsindkomsten markant
overstiger den skønnede årsindkomst, der lå til grund for be-
regningen af B-skat hhv. acontoskat. Dette kan eksempelvis
skyldes, at skyldneren i løbet af indkomståret har realiseret
aktiver, hvor salget har udløst skattepligtige genvundne af-
skrivninger eller avance.
Det er Konkursrådets opfattelse, at hvis de dispositioner, der
er årsag til restskatten, er foretaget inden akkordforslagets
fremsættelse, bør kravet på restskat omfattes af akkorden.
Det bemærkes, at en sådan regel ikke i praksis kan forventes
at indebære et større provenutab for skatteforvaltningen, da
en skyldner i mangel af en sådan regel ofte vil kunne speku-
lere i at udsætte akkordforslagets fremsættelse indtil efter
indkomstårets udløb og dermed få kravet på restskat omfat-
tet af akkorden. Det er uhensigtsmæssigt, hvis skyldneren
af denne årsag venter med at fremsætte akkordforslag, da
det kan skade mulighederne for at redde virksomheden, hvis
skyldneren fastholdes i en unødig lang rekonstruktionsbe-
handling. Endvidere vil det i nogle tilfælde ikke være muligt
at udsætte akkordforslaget, hvorved kravet på restskat kan
hindre, at der opnås en rekonstruktion af skyldneren.
Konkursrådet har overvejet, hvor stor en del af kravet på
restskat, der bør omfattes af akkorden, samt hvordan skyld-
nerens restskat bør opgøres.
Konkursrådet finder, at kriteriet for, hvor stor en beløbs-
mæssig del af restskatten, der bør omfattes af akkorden,
bør være om restskatten skyldes dispositioner foretaget in-
den akkordforslagets fremsættelse. Dispositioner bør i den
forbindelse forstås bredt, således at dispositioner omfatter
60
alle skyldnerens skattepligtige aktiviteter, herunder salg af
aktiver.
På tidspunktet for akkordforslagets fremsættelse er det ikke
muligt beløbsmæssigt endeligt at opgøre kravet på restskat,
fordi det bl.a. afhænger af skyldnerens indkomst efter ak-
kordforslagets fremsættelse og den begrænsning af eventuel
underskudsfremførsel, som sker ved akkorden. Dette kunne
tale for, at man først efter udløbet af indkomståret, dvs. når
skatteforvaltningen har fastsat restskatten, tager stilling til,
hvor stor en del af denne, der omfattes af akkorden. Det
er imidlertid uhensigtsmæssigt, hvis skifteretten alene af
denne grund på ny skal behandle tvangsakkorden i det ef-
terfølgende år. Endvidere vil det medføre, at der efter om-
stændighederne vil skulle ske separat udlodning af den for-
del, der opnås ved akkorderingen af restskattekravet, hvilket
vil komplicere akkordreglerne og kunne medføre øgede om-
kostninger ved tvangsakkorden.
Konkursrådet finder derfor, at der ved akkordforslagets
fremsættelse må ske en fastsættelse af, hvilken beløbsmæs-
sig del af restskatten, der omfattes af tvangsakkorden. Dette
indebærer endvidere den fordel, at der opnås klarhed over,
hvilket beløb, som skatteforvaltningen har stemmeret for.
Det er Konkursrådets opfattelse, at skifterettens fastsættelse
af hvilke beløb af restskatten, der omfattes af tvangsakkor-
den, må ske ud fra et skøn, idet der som nævnt ikke på dette
tidspunkt kan foretages en eksakt opgørelse af restskattekra-
vet.
For at give skifteretten grundlag herfor, finder Konkursrå-
det, at det skal tilføjes til konkurslovens § 13 b, at der
i det materiale, der udsendes sammen med rekonstruktions-
forslaget, skal indgå en beregning af den forventede restskat,
herunder hvilket beløb heraf, som hidrører fra dispositioner
foretaget inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller
dettes indhold. Beregningen må således tage højde for, at
skyldneren ved akkorden får reduceret sin underskudsfrem-
førsel med virkning fra det igangværende indkomstår. End-
videre må det indgå i beregningen, hvis skyldneren forud for
rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller som led i dette
afhænder aktiver og dermed udløser beskatning af avance
eller genvundne afskrivninger. Hvis der er beskikket en til-
lidsmand, bør beregningen foretages af denne. Er der ikke
beskikket tillidsmand, bør beregningen foretages af en god-
kendt revisor.
Konkursrådet finder, at beregningen bør udsendes til skatte-
forvaltningen 10 hverdage før mødets afholdelse. Skattefor-
valtningen får dermed mulighed for over for skifteretten at
kommentere på den foretagne beregning, inden skifteretten
foretager sit skøn. Skifteretten er ved sit skøn således ikke
bundet af den fremlagte beregning. Hvis skifteretten på bag-
grund af skatteforvaltningens kommentarer eller af andre
grunde mener, at der er begrundet tvivl om beregningen,
bør skifteretten ved sit skøn kunne fastsætte et beløb, der er
lavere end det, der fremgår af beregningen, eller helt afvise
at lade nogen del af restskattekravet omfatte af akkorden,
dvs. skønne beløbet til 0 kr.
Det ovenfor anførte kan blive relevant, hvis skyldneren be-
vidst har formået at få nedsat sin B-skat/acontoskat med
henblik på at forøge restskattekravet. En sådan spekulation
vil dog formentlig kun forekomme, hvis tvangsakkordforsla-
get forventes fremsat relativt sent i indkomståret, da skyld-
nerens største fordel ved at få ansat B-skat/acontoskat for
lavt er i relation til de rater, der forfalder efter forslagets
fremsættelse (og dermed ikke akkorderes).
Det bør ikke anses som spekulation, at skyldneren undlader
at få sat sin B-skat/acontoskat op som følge af, at skyldne-
ren inden forslagets fremsættelse har solgt aktiver, der har
udløst avance eller genvundne afskrivninger, idet den deraf
følgende restskat netop bør omfattes af tvangsakkorden. En
skyldner, der er insolvent eller har sandsynlighed herfor,
vil ofte kunne have et skattemæssigt underskud, der kan
have medført, at skyldnerens B-skat/acontoskat er ansat til
et mindre beløb. Det kan heller ikke ses som udtryk for
spekulation, idet skyldneren ikke forud for tvangsakkordens
stadfæstelse kan agere ud fra en forventning om, at dennes
underskudsfremførsel reduceres ved tvangsakkorden. Hvis
skyldneren efter tvangsakkordens stadfæstelse anmoder om
at få ændret sin B-skat for den resterende del af indkomst-
året, bør skatteforvaltningen være berettiget til at afslå an-
modningen, hvis denne som følge af tvangsakkorden, herun-
der den deraf følgende begrænsning af underskudsfremfør-
sel, ikke er berettiget.
Konkursrådet har overvejet, om skatteforvaltningen bør ha-
ve adgang til at modregne krav på B-skat/ acontoskat i over-
skydende skat.
Det er Konkursrådets opfattelse, at selv om kravet på B-
skat/acontoskat og restskat behandles som særskilte krav, er
der en nær indbyrdes sammenhæng mellem kravene. Hvis
der ansættes en for høj B-skat/acontoskat, vil dette således
udløse overskydende skat. En skyldner kan spekulere i at
få ansat B-skat/acontoskat for højt og dermed få akkorderet
B-skat/acontoskat, der er forfaldet inden rekonstruktionsfor-
slagets fremsættelse og samtidig få overskydende skat.
Konkursrådet finder det ikke rimeligt, at en skyldner vedrø-
rende samme indkomstår kan få akkorderet krav på B-skat/
acontoskat og samtidig få udbetalt overskydende skat. Kon-
kursrådet finder derfor, at skatteforvaltningen bør have ad-
gang til at modregne krav på B-skat/acontoskat vedrørende
det igangværende indkomstår med det oprindelige beløb,
dvs. uden hensyn til akkorden, i krav på overskydende skat
vedrørende dette år.
61
Konkursrådet bemærker, at adgangen til at spekulere i en for
høj ansættelse af B-skat/acontoskat i øvrigt begrænses af det
forhold, at skatteforvaltningen har stemmeret for det beløb,
som udgøres af ubetalte krav på B-skat/acontoskat, der er
forfaldet inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 206 ff.
3.1.7.2.2. Konkursrådet har overvejet, om latente skattekrav
skal kunne omfattes helt eller delvist af en tvangsakkord.
Konkursrådet bemærker, at såfremt en skyldner fremsætter
et akkordforslag, vil latente skatteretlige krav på avancer
og genvundne afskrivninger vedrørende aktiver, som skyld-
neren ikke sælger i det indkomstår, hvor akkordforslaget
fremsættes, ikke blive omfattet af akkorden. Dermed vil en
senere afhændelse af aktivet potentielt kunne medføre, at
skyldneren bliver insolvent.
Konkursrådet har overvejet, om der bør indføres en skatte-
retlig regel, hvorved en stadfæstelse af en tvangsakkord bør
medføre, at skyldneren med virkning fra akkordforslagets
fremsættelse anses for at have afstået (og erhvervet) sine
aktiver til den pris, som tillidsmanden måtte have vurderet
aktiverne til. Hensynet til, at prisen fastsættes retvisende,
taler således for, at reglen alene bør kunne benyttes, hvis
aktivet er vurderet af en tillidsmand.
Det kan imod denne løsning indvendes, at skyldneren ikke
altid har en interesse i at udløse de latente skattekrav. Skyld-
neren kan således foretrække en latent skattegæld frem for
her og nu at skulle betale dividende af denne. Dette kan dog
imødegås ved kun at lade latente skattekrav være omfattet
af akkorden, hvis det fremgår af akkordforslaget, dvs. hvis
skyldneren har valgt det.
Det kan derudover indvendes, at en regel om at sidestille
tvangsakkord med afståelse medfører, at skyldneren (som
erhverver) på ny får mulighed for at afskrive på aktiverne
til erhvervelsesprisen, selv om skyldneren alene betaler divi-
dende af kravet på genvundne afskrivninger. Omvendt kan
det anføres, at samme situation vil gøre sig gældende, hvis
rekonstruktionen i stedet gennemføres som en virksomheds-
overdragelse (til et selskab med samme ejerkreds som skyld-
neren), idet det erhvervende selskab i så fald har afskriv-
ningsret. En sådan virksomhedsoverdragelse vil typisk ske
til en pris fastsat ud fra tillidsmandens vurdering og giver
dermed ikke større betryggelse for, at prisen er retvisende.
Det er Konkursrådets opfattelse, at det ud fra et insolvens-
retligt perspektiv vil være hensigtsmæssigt, hvis der er ad-
gang til skatteretligt at sidestille en tvangsakkord med en
virksomhedsoverdragelse. Det er Konkursrådets opfattelse,
at valget af rekonstruktionsform dermed i højere grad vil
blive uafhængig af skatteretlige overvejelser, men i stedet
afhængig af hvilken rekonstruktionsform der er bedst egnet
til at redde virksomheden. Endvidere vil det i nogle brancher
være vanskeligt at gennemføre en rekonstruktion i form af
en virksomhedsoverdragelse, hvilket taler for, at man som
skyldner behandles på samme måde, uanset om rekonstruk-
tionen sker ved tvangsakkord eller virksomhedsoverdragel-
se.
Konkursrådet finder samlet set, at der insolvensretligt er
gode argumenter for at sidestille en tvangsakkord med en
afståelse. Konkursrådet finder imidlertid også, at det ikke på
det foreliggende grundlag kan anbefales, at en tvangsakkord
sidestilles med en afståelse, da det vil kræve yderligere skat-
teretlige overvejelser.
Der henvises til betænkning 1579/2022 side 211 f.
3.1.7.2.3. I en række andelsselskaber har andelshaveren
(skyldneren) en konto, hvis indestående udbetales en årræk-
ke efter akkorden. Det er almindeligt, at andelshaveren kan
pantsætte kontoen. Skatteretligt anses andelshaveren først
for at have erhvervet kontoindeståendet i takt med, at der
sker udbetaling. Hvis kontoen er pantsat – typisk til skyld-
nerens bankforbindelse – vil udbetalingen ske til banken,
men det vil fortsat være andelshaveren, der har skatteplig-
ten. Hvis andelshaveren (skyldneren) er blevet insolvent, vil
denne ikke være i stand til at betale skattekravet. Selvom
skyldneren opnår en tvangsakkord, vil akkorden ikke omfat-
te krav, der stiftes efter akkordforslagets fremsættelse.
Det er Konkursrådets opfattelse, at det ud fra en insolvens-
retlig synsvinkel er urimeligt, at skyldneren ikke kan få
akkorderet krav på skat af de fremtidige udlodninger fra
andelsselskabet, når disse er pantsat til f.eks. banken inden
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Konkursrådet har på den baggrund overvejet, hvordan
skyldnerens problem med at betale skat af udbetalinger i
efterfølgende indkomstår fra andelsselskabet kan løses. Det
bemærkes, at bankens panteret ikke berøres af akkorden.
Konkursrådet har overvejet en skatteretlig løsning, hvor
udlodningerne fra andelsselskabet skatteretligt anses for er-
hvervet på et tidligere tidspunkt end udlodningstidspunktet,
f.eks. ved en pantsætning. Denne løsning vil imidlertid stri-
de imod det skatteretlige retserhvervelsesprincip, som ikke
kan forventes ændret.
Det vil derudover næppe være muligt at løse problemet med
en insolvensretlig regel om, at skat af fremtidige udlodnin-
ger omfattes af en tvangsakkord. Der beregnes således ikke
et særskilt skattekrav vedrørende den enkelte udlodning, idet
denne blot indgår som en del af årets indkomst og dermed
62
implicit i fastsættelsen af det enkelte indkomstårs samlede
skat. En insolvensretlig løsning af problemet vil kræve en
regel, hvor der er hel eller delvis adgang til akkordering af
restskat for det igangværende indkomstår samt skat, herun-
der B-skat og acontoskat, for efterfølgende indkomstår. Det
vil imidlertid være meget uhensigtsmæssigt, hvis skifteret-
ten over en årrække skal træffe afgørelser om, hvor meget af
skyldnerens skat, der skal akkorderes.
Konkursrådet har derudover overvejet en løsning, hvor
tvangsakkorden kunne have den virkning, at pantsatte, frem-
tidige udlodninger er skattefri. Det kan enten ske ved en
eksplicit regel om skattefrihed, eller ved at man på trods
af akkorden giver skyldneren adgang til at fremføre et skat-
temæssigt underskud svarende til de pantsatte fremtidige
udlodninger. En sådan samlet løsning vil efter Skattemini-
steriets vurdering indebære et umiddelbart mindre provenu
på ca. 10 mio. kr. årligt. Herudover kan det indvendes, at
løsningen er for fordelagtig for skyldnerens øvrige kredito-
rer, idet lighedsprincippet taler for, at skyldneren skal beta-
le akkorddividende af skattekravet. Løsningen vil desuden
efter Skatteministeriets vurdering ikke kunne forbeholdes
landbrug, idet der ellers efter Skatteministeriets vurdering
vil kunne være tale om ulovlig statsstøtte.
Konkursrådet har endvidere overvejet en løsning, hvor an-
delsselskabet i tilfælde af, at en andelshaver tages under
rekonstruktionsbehandling, udbetaler hele andelshaverens
indestående på én gang, således at udbetalingen indgår i
den skattepligtige indkomst i det år, hvor akkordforslaget
fremsættes og dermed kan omfattes af akkorden efter den
foreslåede regel i lovudkastets § 10 a, stk. 6.
Det er i den forbindelse en mulighed, at andelsselskaberne
selv indfører en ordning, hvor andelshaverens indestående
udbetales, hvis andelshaveren tages under rekonstruktions-
behandling.
Visse af de store andelsselskaber har i deres vedtægter mu-
lighed for, at man i tilfælde af en andelshavers udtræden
i forbindelse med konkurs kan beslutte at udbetale indestå-
endet på en andelshavers konto med et engangsbeløb. Det
bemærkes dog, at de nævnte vedtægtsvilkår ikke omfatter
rekonstruktion og gældssanering, samt at vedtægterne ikke
giver et egentligt retskrav på udbetaling. Sidstnævnte inde-
bærer, at andelsselskabet efter omstændighederne kan betin-
ge udbetaling af en dekort i indeståendet, som panthaveren
ikke nødvendigvis vil acceptere, hvilket i så fald vil hindre
udbetaling (og beskatning), da panthaveren skal samtykke
til, at indeståendet udbetales. Det bemærkes endvidere, at de
øvrige andelsselskaber så vidt vides ikke har indført tilsva-
rende bestemmelser.
Samlet set er det Konkursrådets opfattelse, at det er meget
tvivlsomt, om problemet på sigt vil blive løst ved, at an-
delsselskaberne giver adgang til udbetaling uden dekort i
tilfælde af insolvensbehandling.
Konkursrådet har endelig overvejet, om en skyldner
under rekonstruktionsbehandling henholdsvis skyldnerens
konkursbo under en konkursbehandling kan kræve at få ud-
betalt hele sit indestående efter reglerne om insolvensregule-
ring i konkurslovens § 12 t eller § 61.
Det antages, at disse regler giver et konkursbo adgang til at
opsige en interessentskabsaftale med henblik på at få udbe-
talt skyldnerens kapitalindestående i interessentskabet. Det
må derfor antages, at reglerne tillige giver adgang til at
opsige en deltagelse i et andelsselskab. Heraf følger dog
ikke nødvendigvis, at opsigelsen giver krav på, at der med
det samme sker en samlet udbetaling af skyldnerens inde-
stående på andelskontoen. Der kan således argumenteres
for, at en insolvensregulering kun giver adgang til udtræden
af andelsselskabet, men ikke på førtidig udbetaling af inde-
ståendet. Reglerne om insolvensregulering giver således i
almindelighed næppe en skyldner krav på førtidig indfrielse
fra sine debitorer, hvilket kan støttes på en modsætningsslut-
ning fra konkurslovens § 41, der giver skyldneren adgang til
førtidig indfrielse af sine forpligtelser, men ikke til at kræve
førtidig indfrielse af sine krav mod tredjemand.
Selvom det måtte antages, at reglerne om insolvensregule-
ring skulle give adgang til at kræve udbetaling af indestå-
ende på en andelshaverkonto, vil der ikke kunne kræves
udbetaling straks, men alene med sædvanligt eller rimeligt
varsel, jf. konkurslovens §§ 12 t og 61. Hvis domstolene
finder, at et sådant varsel eksempelvis er 6 måneder, vil
der ofte være risiko for, at udbetalingen ikke sker i det
indkomstår, hvor akkordforslaget blev fremsat, men først i
det efterfølgende indkomstår. Dermed vil en eventuel akkor-
dering af skattekravet efter den ovenfor foreslåede regel i §
10 a, stk. 6, ikke omfatte skattekravet for det sidstnævnte
indkomstår. Det bemærkes derudover, at det ikke kan ude-
lukkes, at domstolene vil anse et sædvanligt eller rimeligt
varsel på udbetaling af indeståendet på en andelshaverkonto
for at være længere end de 6 måneder.
Det er Konkursrådets opfattelse, at såfremt problemet skal
løses via reglerne om insolvensregulering, vil det formentlig
kræve en ændring af konkurslovens §§ 12 t og 61, der sikrer,
at skyldneren henholdsvis dennes konkursbo kan kræve at
få udbetalt sit samlede indestående på andelshaverkontoen
inden for en vis kortere tidsfrist, som skal give stor sand-
synlighed for udbetaling i det igangværende indkomstår, og
som samtidig giver selskabet passende tid til at foretage
udbetalingen. Det vil implicit følge af en sådan regel, at an-
delsselskabet ikke kan betinge udbetaling af en dekort. Det
bemærkes, at en panthaver i andelskontoen ikke vil kunne
nægte at modtage førtidig indfrielse via udbetalingen, jf.
konkurslovens § 41.
63
Det er Konkursrådets opfattelse, at der også er udfordringer
forbundet med at lave en ændring af konkurslovens §§ 12 t
og 61 som beskrevet ovenfor. Det er således en udfordring
at sikre, at reglen ikke får utilsigtede vidtgående konsekven-
ser. Det bør bl.a. undgås, at reglen generelt regulerer, i
hvilket omfang en skyldner henholdsvis et konkursbo kan
forlange førtidig indfrielse af pengekrav mod tredjemand,
idet en regulering herom må forudsætte mere dybdegående
overvejelser.
Konkursrådet har overvejet, om reglen kun skal angå an-
delsselskaber og andelsforeninger (bortset fra andelsbolig-
foreninger), eller om reglen også skal omfatte f.eks. interes-
sentskaber og lignende med den virkning, at der efter om-
stændighederne bliver krav på udbetaling af kapitalkontoen
med et kortere varsel end efter de gældende regler.
På den ene side kan et interessentskab sammenlignes med et
andelsselskab, hvilket taler for, at det også skal være muligt
for en skyldner i et interessentskab at få udbetalt sit indestå-
ende via en regel om insolvensregulering. Omvendt finder
Konkursrådet, at reglen ikke bør have utilsigtede vidtgående
konsekvenser, hvorfor reglen udelukkende skal gælde for
andelsselskaber.
Konkursrådet finder ud fra en samlet vurdering, at der ved
udtræden eller opsigelse af en aftale om deltagelse i et an-
delsselskab eller en andelsforening bør kunne kræves udbe-
taling af kapitalindeståendet inden for en i loven bestemt
tidsfrist. Konkursrådet vurderer, at dette bedst sikres ved at
tilføje en bestemmelse herom i konkurslovens §§ 12 t og 61.
Konkursrådet finder endvidere, at konkurslovens § 12 t ikke
bør finde anvendelse under en forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling, da krav på førtidig indfrielse er vidtgående,
hvis skyldneren ikke med sikkerhed er insolvent.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 212 ff.
3.1.7.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1579/2022.
Justitsministeriet bemærker, at det længe har været et pro-
blem for en insolvent andelshaver (særligt i landbruget),
at andelshaveren i mange år efter en afsluttet rekonstrukti-
onsbehandling mødes med et skattekrav, som følge af løben-
de udbetalinger fra andelsselskaber. Dette gør det ligeledes
umuligt for andelshaveren at opnå en gældssanering, da an-
delshaveren ikke vil have udsigt til at kunne opnå en varig
forbedring af sine økonomiske forhold, så længe der ude-
står betalinger fra andelsselskabet og dermed skattekrav. Ju-
stitsministeriet finder, at den af Konkursrådets foreslåede
løsning er tilstrækkelig til at kunne løse problemstillingen
for den insolvente andelshaver. Justitsministeriet bemærker i
den forbindelse, at det alene er det aktuelle indestående, som
kan kræves udbetalt, dvs. at der ikke skal ske diskontering
til fremtidsværdi i det omfang andelshaverkontoen forrentes
af andelsselskabet. Det er således Justitsministeriets vurde-
ring, at hensynet til at sikre, at insolvente andelshavere, her-
under landmænd, har mulighed for at komme på fode igen,
må veje tungere end den potentielle byrde, som et andelssel-
skab eller en andelsforening bliver pålagt i forbindelse med
udbetalingen. Justitsministeriet er på den baggrund enig i
Konkursrådets forslag herom.
Der henvises for så vidt angår muligheden for at få akkorde-
ret skattekrav til de foreslåede bestemmelser i lovforslagets
§ 1, nr. 6 (forslaget til konkurslovens § 10 a, stk. 6), nr. 19
(forslag til konkurslovens § 13, stk. 2), nr. 22 (forslag til
konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 2, litra d) og nr. 29 (forslag
til konkurslovens § 14, stk. 2) og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår muligheden for at få udbetalt det samlede
indestående på en andelshaverkonto i forbindelse med en
rekonstruktions og konkursbehandling henvises til de fore-
slåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 16 (forslag til
konkurslovens § 12 t, stk. 1) og nr. 37 (forslag til konkurslo-
vens § 61, stk. 1) og bemærkningerne hertil.
3.1.8. Vedtagelse af rekonstruktionsplaner og afstem-
ningsregler
3.1.8.1. Gældende ret
3.1.8.1.1. Stemmeret og afstemningsregler
Det følger af konkurslovens § 13 c, stk. 1, at afstemningen
om rekonstruktionsforslaget finder sted på et møde, hvor
skyldneren, rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand skal
deltage, og hvor fordringshaverne kan deltage.
Det følger af konkurslovens § 13 d, stk. 1, at et rekonstrukti-
onsforslag er vedtaget, medmindre et flertal af de fordrings-
havere, der er repræsenteret på mødet og deltager i afstem-
ningen, stemmer imod.
Der stemmes, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 2, efter fordrin-
gernes størrelse. Antallet af fordringer eller andre forhold i
øvrigt er således uden betydning.
Det er udgangspunktet i dansk ret, at alle fordringshavere
har stemmeret. Der gælder dog visse undtagelser hertil.
Det følger således af konkurslovens § 13 d, stk. 2, jf. § 120,
stk. 1, at en fordring eller en del af en sådan, som uanset
64
afstemningens udfald efter skifterettens skøn vil opnå fuld
eller ingen dækning, ikke giver stemmeret. Det følger af for-
arbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2009-10,
A, L 199 som fremsat, side 124, at skifteretten udøver et
relativt forsigtigt skøn og giver, hvis der er rimelig tvivl
om, hvorvidt en fordring vil opnå dividerende i tilfælde af
konkurs, den pågældende fordring stemmeret. Reglen har
i praksis navnlig betydning for privilegerede krav, jf. kon-
kurslovens §§ 94-96, og for den del af fordringshavernes
fordringer, som efter skifterettens skøn er dækket af pant
eller anden sikkerhed, jf. konkursloven § 13 d, stk. 2, jf. §
120, stk. 2.
Det følger videre af konkurslovens § 13 d, stk. 3, at fordrin-
ger, der tilhører skyldnerens nærtstående, ikke giver stem-
meret.
Endeligt følger det af konkurslovens § 13 d, stk. 4, at så-
fremt rekonstruktionsforslaget indeholder en bestemmelse
om tvangsakkord, giver fordringer kun stemmeret, i det om-
fang de berøres af akkorden uden at bortfalde ved denne. En
fordring, der bortfalder som følge af fordringshaverens ind-
villigelse heri i forbindelse med rekonstruktionsbehandlin-
gen, giver dog stemmeret, hvis bortfaldet er betinget af
rekonstruktionsforslagets stadfæstelse.
Er en fordring betinget, kan stemmeret udøves, selv om be-
tingelsen endnu ikke er opfyldt. Tilkommer fordringen flere
efter hinanden, udøves stemmeretten af den, der for tiden
må anses for nærmest berettiget, jf. konkurslovens § 13 d,
stk. 2, jf. § 121.
Fordringshavere, hvis krav er bestridt, deltager foreløbigt i
afstemningen om rekonstruktionsforslaget. Viser afstemnin-
gen, at disse stemmer vil være afgørende for udfaldet, be-
stemmer skifteretten, hvilke af kravene, der giver stemmeret
og for hvilke beløb, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 2, 2. og 3.
pkt.
3.1.8.1.2. Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseind-
deling
Skifteretten træffer afgørelse om stemmeret på mødet med
afstemningen om rekonstruktionsforslaget.
Skifterettens afgørelser kan som udgangspunkt kæres, jf.
dog de i konkurslovens § 249 nærmere angivne undtagelser.
3.1.8.1.3. Retsvirkningerne af vedtagelse af et rekonstrukti-
onsforslag
Det er efter konkurslovens § 13 e, stk. 1, en betingelse for et
rekonstruktionsforslags gyldighed, at forslaget stadfæstes af
skifteretten.
Stadfæstes rekonstruktionsforslaget, er det bindende for al-
le fordringshavere, herunder fordringshaverne, der ikke har
meldt sig, jf. konkurslovens § 14.
3.1.8.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.8.2.1. Stemmeret
Medlemsstaterne skal, jf. rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivets artikel 9, stk. 2, sørge for, at berørte parter har ret
til at stemme om vedtagelsen af en rekonstruktionsplan.
Parter, der ikke er berørt af rekonstruktionsplanen, har om-
vendt ikke stemmeret, og der bør derfor heller ikke stilles
krav om deres støtte for at godkende planen, jf. direktivets
artikel 9, stk. 2, og præambelbetragtning nr. 43.
Medlemsstaterne kan, jf. direktivets artikel 9, stk. 3, udeluk-
ke visse berørte parter fra at stemme. En sådan undtagelse
kan gøres for så vidt angår kapitalejere (artikel 9, stk. 3,
litra a), fordringshavere, hvis krav rangerer efter ordinære
usikrede fordringshavere i den normale prioritetsrækkefølge
i en konkurs (artikel 9, stk. 3, litra b), og/eller en eventu-
el nærtstående part til skyldner eller skyldners virksomhed
med en interessekonflikt i henhold til national ret (artikel 9,
stk. 3, litra b).
Medlemsstaterne kan regulere, hvordan bestridte fordringer
skal håndteres med henblik på tildeling af stemmerettighe-
der, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 46.
Kapitalejere, som udelukkes fra anvendelsen af direktivets
artikel 9-11, skal af medlemsstaterne hindres i på anden må-
de urimeligt at forhindre eller skabe forhindringer for vedta-
gelsen, stadfæstelsen eller gennemførelsen af en rekonstruk-
tionsplan, jf. direktivets artikel 12, stk. 1 og 2. Medlemssta-
terne kan tilpasse, hvad det vil sige urimeligt at forhindre
eller skabe hindringer i henhold til denne bestemmelse. Så-
danne tilpasninger kan foretages for bl.a. at tage hensyn
til, hvorvidt skyldner er en SMV, de foreslåede rekonstruk-
tionsforanstaltninger, der berører kapitalejernes rettigheder,
kapitalejertypen, om skyldner er en juridisk eller fysisk per-
son, eller om parterne i en virksomhed har begrænset eller
personlig hæftelse, jf. direktivets artikel 12, stk. 3. Som
»kapitalejer« defineres i direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 3, en
person, som har en ejendomsinteresse i en skyldner eller en
skyldners virksomhed, herunder en aktionær, for så vidt den
pågældende person ikke er fordringshaver.
Medlemsstaterne kan ifølge direktivets præambelbetragtning
nr. 57 benytte forskellige midler til at nå dette mål, f.eks.
ikke at give kapitalejere ret til at stemme om en rekonstruk-
tionsplan og ved ikke at gøre vedtagelsen af en rekonstrukti-
onsplan betinget af samtykke fra kapitalejere, der efter en
værdiansættelse af virksomheden ikke ville modtage nogen
65
betaling eller anden erstatning, hvis den normale prioritets-
rækkefølge i en konkurs blev anvendt.
Det er i direktivets præambelbetragtning nr. 59 anført, at
med henblik på gennemførelsen af rekonstruktionsplanen
bør planen gøre det muligt for kapitalejere i SMV᾽er at yde
et ikkeøkonomisk bidrag til rekonstruktionen, f.eks. i form
af erfaring, omdømme eller forretningsforbindelser.
3.1.8.2.2. Klasseinddeling
Medlemsstaterne skal sikre, at berørte parter med henblik på
vedtagelsen af en rekonstruktionsplan behandles i særskilte
klasser, der afspejler et tilstrækkeligt interessesammenfald
baseret på verificerbare kriterier, der modsvarer kriterierne
for klasseinddeling i national ret, jf. direktivets artikel 9, stk.
4. Det fremgår ikke af direktivet, hvilke kriterier der anses
for verificerbare.
Det følger, som nævnt under pkt. 3.1.6.1.2 ovenfor, af direk-
tivets artikel 8, stk. 1, litra d, at en rekonstruktionsplan skal
indeholde oplysninger om de klasser, som de berørte parter
er inddelt i med henblik på vedtagelsen af rekonstruktions-
planen, og de respektive værdier af kravene og interesserne i
hver klasse.
Afstemning om rekonstruktionsplanen skal således efter di-
rektivets regler ikke ske i én samlet pulje, men ud fra den
inddeling i afstemningsklasser, som den, der har udarbejdet
rekonstruktionsplanen, har foretaget.
Klasseinddelingssystemet har til formål at sikre en højere
grad af beskyttelse for mindretalskreditorer, hvis interesse
i skyldnerens overlevelse eller alternativ konkurs er forskel-
lig fra flertallets. Klasseopdeling skal endvidere ske for at
sikre, at rettigheder, som i al væsentlighed ligner hinanden,
behandles ensartet, og at rekonstruktionsplaner kan vedtages
uden urimelig skade for de berørte parters rettigheder, jf.
direktivets præambelbetragtning nr. 44.
Ved inddelingen af fordringshaverne i klasser, skal med-
lemsstaterne som minimum sikre, at fordringshavere med
sikrede og usikrede krav behandles i særskilte klasser, og
herunder bør medlemsstaterne kunne fastsætte, at sikrede
krav kan opdeles i sikrede og usikrede dele baseret på en
værdiansættelse af sikkerheden, jf. direktivets artikel 9, stk.
4, og præambelbetragtning nr. 44.
Inddelingen skal endvidere ske med særligt henblik på be-
skyttelse af sårbare fordringshavere så som arbejdstagere el-
ler små leverandører, hvilket f.eks. kan ske ved fastlæggelse
af specifikke regler, som støtter klasseinddeling, hvis ikkedi-
versificerede eller på anden vis særligt sårbare fordringsha-
vere kan drage fordel af dannelsen af en sådan klasse, jf.
direktivets artikel 9, stk. 4, og præambelbetragtning nr. 44.
Endelig bør medlemsstaterne sikre en passende behandling
i national ret af spørgsmål af særlig betydning for klasseind-
delingen, såsom fordringer fra forbundne parter, og at natio-
nal ret indeholder regler om eventualfordringer og bestridte
fordringer, jf. præambelbetragtning nr. 46.
Medlemsstaterne kan bestemme, at skyldnere, som er
SMV᾽er, kan vælge ikke at behandle berørte parter i særskil-
te klasser, jf. direktivets artikel 9, stk. 4. Dette begrundes i
direktivets præambelbetragtning nr. 45 med disse selskabers
forholdsvis enkle kapitalstruktur. Hvor SMV’er har valgt
kun at danne én afstemningspulje, og denne stemmer imod
planen, bør skyldnerne kunne forelægge en anden plan i
overensstemmelse med direktivets generelle principper.
Der kan være behov for flere klasser af kapitalejere, når der
findes forskellige klasser af kapitalandele med forskellige
rettigheder, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 58.
3.1.8.2.3. Afstemningsregler
En rekonstruktionsplan vedtages af de berørte parter, hvis
der opnås et flertal af enten størrelsen af kravene eller inte-
resserne i hver klasse. Medlemsstaterne kan desuden kræve,
at vedtagelsen forudsætter et flertal af antallet af berørte
parter i hver klasse, jf. direktivets artikel 9, stk. 6.
Medlemsstaterne fastsætter selv størrelsen af de nævnte fler-
tal, som dog højest må udgøre 75 % af størrelsen af kravene
eller interesserne i hver klasse eller, hvor dette er relevant,
af antallet af berørte parter i hver klasse, jf. direktivets arti-
kel. 9, stk. 6.
Det bør i national ret sikres, at et mindretal af berørte parter
i hver klasse ikke kan hindre vedtagelsen af en rekonstrukti-
onsplan, der ikke forringer deres rettigheder eller interesser
i urimeligt omfang. Dette er ifølge direktivets præambelbe-
tragtning nr. 47 begrundet i, at det uden en flertalsregel,
som binder sikrede fordringshavere, der ikke samtykker, i
mange tilfælde ikke ville være muligt at gennemføre en
tidlig rekonstruktion, f.eks. når der er behov for en finansiel
rekonstruktion, men virksomheden ellers er levedygtig.
Medlemsstaterne bør kunne fastsætte regler med hensyn til
berørte parter med stemmeret, der ikke udøver retten på
korrekt vis eller ikke er repræsenteret, såsom regler om at
tage disse berørte parter i betragtning i forbindelse med en
deltagelsestærskel eller ved beregningen af et flertal. Med-
lemsstaterne bør også kunne fastsætte en tærskel for delta-
gelse i afstemningen, jf. direktivets præambelbetragtning nr.
47.
Er der flertal i den pågældende afstemningsklasse, er re-
konstruktionsplanen i udgangspunktet bindende for samtlige
66
parter, der er placeret i denne klasse, og som har deltaget
i rekonstruktionen, jf. direktivets artikel 15. Vedtagelse af
rekonstruktionsplanen har derimod ingen betydning for par-
ter, der er placeret i en anden afstemningsklasse, dog er det
under visse omstændigheder muligt at gennemtvinge rekon-
struktionsplanen over for disse.
Afstemningen om vedtagelsen af en rekonstruktionsplan kan
tage form af en formel afstemningsproces eller af en høring
og aftale med det påkrævede flertal af berørte parter. Tager
afstemningen form af en aftale med det påkrævede flertal,
kan de berørte parter, som ikke var involveret i aftalen,
gives mulighed for at tilslutte sig rekonstruktionsplanen, jf.
rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 9, stk. 7, og
præambelbetragtning nr. 43.
3.1.8.2.4. Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseind-
deling
Stemmerettigheder og klasseinddeling efterprøves af en ju-
diciel eller administrativ myndighed, når en begæring om
stadfæstelse af rekonstruktionsplanen indgives, jf. rekon-
struktions- og insolvensdirektivets artikel 9, stk. 5.
Det kan dog fastsættes, at en judiciel eller administrativ
myndighed kan efterprøve og stadfæste stemmerettigheder-
ne og klasseinddelingen forud for indgivelse af begæringen
om stadfæstelse af rekonstruktionsplanen. Dette bør kunne
ske, hvis forslagsstilleren til rekonstruktionsplanen søger
forudgående validering eller vejledning, jf. direktivets arti-
kel 9, stk. 5, og præambelbetragtning nr. 46.
3.1.8.2.5. Retsvirkningerne af vedtagelse af en rekonstrukti-
onsplan
Medlemsstaterne skal sikre, at en rekonstruktionsplan, der er
stadfæstet af den relevante myndighed, er bindende for alle
berørte parter, jf. direktivets artikel 8, stk. 1.
En rekonstruktionsplan er ikke bindende for kreditorer, der
ikke har deltaget i planens vedtagelse, jf. direktivets artikel
8, stk. 2. Imidlertid har medlemsstaterne valgfrihed i forhold
til at bestemme, hvad det indebærer for en fordringshaver
at deltage i vedtagelsen af en rekonstruktionsplan. Dette
gælder f.eks. i forhold til tilfælde af ukendte fordringsha-
vere eller fordringshavere for fremtidige fordringer, eller
f.eks. hvordan fordringshavere, der er underrettet på korrekt
vis, men som ikke har deltaget i procedurerne, skal håndte-
res, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets præambelbe-
tragtning nr. 64.
3.1.8.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.8.3.1. Majoritetskrav til vedtagelse af rekonstruktions-
plan
Konkursrådet finder ud fra rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivets artikel 9, stk. 6, at det almindelige udgangspunkt
bør være, at et rekonstruktionsforslag, som er fremsat under
en forebyggende rekonstruktionsbehandling, er vedtaget, så-
fremt et flertal af de fordringshavere, der er repræsenteret på
mødet og deltager i afstemningen, stemmer for.
Det er derudover Konkursrådets holdning, at der skal stem-
mes efter fordringernes beløb (og ikke efter antal), jf. den
foreslåede bestemmelse i konkurslovens § 13, d, stk. 2, 1.
pkt.
Som konsekvens af den foreslåede ændring af § 13 d, stk.
1, vil det også ved afstemninger om andre emner end rekon-
struktionsforslag være således, at den generelle regel bliver,
at vedtagelse kræver, at der er et flertal for, idet reglerne om
disse afstemninger i almindelighed henviser til § 13 d, stk.
1.
Konkursrådet er dog opmærksom på, at der i reglen i § 11 e
ikke henvises til § 13 d, stk. 1. Konkursrådet foreslår ingen
ændring af § 11 e, idet Konkursrådet finder, at forkastelse
af en rekonstruktionsplan fortsat bør kræve, at der er et
flertal imod, og at dette flertal repræsenterer mindst 25 % af
det samlede kendte beløb, der ved repræsentation ville give
stemmeret.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 135.
3.1.8.3.2. Stemmeret
Konkursrådet bemærker, at det følger af rekonstruktions- og
insolvensdirektivets artikel 9, stk. 2, at berørte parter har ret
til at stemme om vedtagelsen af et rekonstruktionsforslag.
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om det ude-
lukkende er fordringshaverne, som bør have stemmeret ved
vedtagelsen af et rekonstruktionsforslag, eller om f.eks. ik-
ke-nærtstående kapitalejere også bør have stemmeret.
En forebyggende rekonstruktion adskiller sig fra en rekon-
struktion ved, at skyldneren ikke nødvendigvis er insolvent
ved vedtagelsen af et rekonstruktionsforslag. Kapitalejernes
økonomiske interesse i selskabet er således ikke nødvendig-
vis tabt, da selskabet måske ikke er insolvent, hvilket kan
tale til fordel for, at kapitalejerne har en berettiget interesse
i at have en stemmeret ved beslutninger om selskabets frem-
tid. Omvendt bør kapitalejernes indskudte selskabskapital
fungere som en sikkerhed for selskabets kreditorer. I en
situation, hvor selskabet er insolvent eller der er sandsynlig-
hed herfor, vejer hensynet til fordringshavere tungere end
hensynet til kapitalejere.
Konkursrådet finder derfor, at det kun bør være fordringsha-
67
vere, der har stemmeret. Det bemærkes i den forbindelse,
at direktivet giver mulighed for at udelukke kapitalejere fra
retten til at stemme om et rekonstruktionsforslag.
Konkursrådet finder, at de gældende regler om stemmeret
i konkurslovens § 13 d som udgangspunkt bør oprethol-
des. Disse regler er generelt baseret på et princip om, at
der alene er stemmeret på fordringer, der berøres af rekon-
struktionsforslaget, og som ikke tilhører skyldnerens nært-
stående. Konkursrådet finder fortsat, at dette bør være det
bærende princip ved udformningen af reglerne om stemme-
ret.
Konkursrådet foreslår dog nogle mindre justeringer af reg-
lerne om stemmeret. Efter de gældende regler i konkurslo-
ven, er det ikke klart, hvilken gruppe af fordringshavere, der
har stemmeret, når udfaldet af afstemningen er afgørende
for, hvilken gruppe fordringshavere, der påvirkes. Det kunne
eksempelvis være en situation, hvor vedtagelsen af et for-
slag om en virksomhedsoverdragelse forventes at resultere
i, at der i en efterfølgende konkurs bliver dividende til §
97-kravene, mens en forkastelse af forslaget vil medføre,
at der kun bliver dividende til § 95-kravene. Konkursrådet
finder i et sådant tilfælde, at det er rimeligst og bedst stem-
mende med direktivet, hvis begge grupper fordringshavere
har stemmeret. Der skal med andre ord i et sådant tilfælde
afholdes en afstemning blandt samtlige § 95- og § 97-for-
dringshavere, således at disse hver især kan stemme efter
størrelsen af deres fordring (uden hensyn til om denne om-
fattes af § 95 eller § 97), og således at de nævnte fordrings-
havere udgør én gruppe ved afstemningen.
Konkursrådet finder, at det fortsat bør være således, at der
ved afstemning om et forslag om tvangsakkord altid er
stemmeret på de fordringer, der omfattes af akkorden uden
at bortfalde ved denne. Dette gælder således, uanset om
den tilbudte dividende er på 0 %, og de nævnte fordringsha-
vere dermed ikke påvirkes af, om forslaget vedtages eller
ikke, hvis den forventede konkursdividende til de nævnte
fordringshavere tillige er 0 %. Konkursrådet finder dog
i overensstemmelse med det ovenfor anførte, at der også
ved afstemning om en tvangsakkord bør være stemmeret
på fordringer, der påvirkes af, om forslaget vedtages eller
forkastes. Hvis der tilbydes en akkorddividende på 5 % til
krav omfattet af § 97, og det anslås, at der ved forkastelse af
forslaget alene vil være dividende (og ikke fuld dækning) til
§ 95-kravene, bør § 95-kravene således tillige have stemme-
ret om akkordforslaget.
Konkursrådet foreslår på denne baggrund at ændre § 13 d,
således at stemmeretten for de fordringshavere, der omfattes
af akkorden uden at bortfalde ved denne, dvs. de fordringer
der omfattes af den foreslåede regel i konkurslovens § 10 a,
stk. 4, ikke fratager øvrige fordringshavere, der berøres af
forslaget, deres stemmeret.
Konkursrådet foreslår i øvrigt § 13 d, stk. 2, teknisk udfor-
met således, at den tager udgangspunkt i, at der er stemme-
ret på de fordringer, der påvirkes af forslaget. Dette skal
herefter anses for hovedreglen, der således finder anvendel-
se på andre afstemninger end afstemninger om rekonstruk-
tionsforslag (med de respektive særregler der måtte gælde
herom). Reglen om, at der tillige er stemmeret på fordrin-
ger, der omfattes af en tvangsakkord uden at bortfalde ved
denne, uanset at den tilbudte dividende måtte være på 0 %
(eller 100 %), har således kun betydning ved afstemning om
rekonstruktionsforslag.
Endelig bemærkes det, at Konkursrådet på baggrund af di-
rektivet foreslår, at der er stemmeret på pantsikrede krav i de
tilfælde, hvor der sker en klasseinddeling af fordringshaver-
ne, jf. også pkt. 3.1.9.2.3. nedenfor.
Konkursrådet foreslår ingen ændringer i reglerne om stem-
meret på bestridte fordringer og for nærtstående, men alene
at disse regler som af ændringen af konkurslovens § 13 d,
stk. 2, flyttes til konkurslovens § 13 d, stk. 3 og 4.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 137.
3.1.8.3.4 Klasseinddeling og afstemning i klasser
Konkursrådet har overvejet, hvordan det sikres, at fordrings-
haverne kan opdeles i flere afstemningsklasser, jf. direkti-
vets artikel 9, stk. 4.
Efter Konkursrådets opfattelse er direktivets regler om ind-
deling i afstemningsklasser unødigt komplicerede, og reg-
lerne kan nemt føre til en forøgelse af udgifterne ved en
rekonstruktion, dels fordi de forskellige afstemningsklasser
ofte vil have behov for separate rådgivere, dels fordi der kan
opstå tvister om selve inddelingen i klasser. Endvidere anser
Konkursrådet det for betænkeligt, at man via klasseindde-
ling efter omstændigheder kan skabe et flertal af klasser, der
kan vedtage et rekonstruktionsforslag, uanset at kreditorerne
i dette klasseflertal ikke tilsammen repræsenterer mere end
halvdelen af den samlede gæld.
Uanset ovenstående betragtninger vurderer Konkursrådet
dog, at ordlyden af rekonstruktions- og insolvensdirektivets
artikel 9, stk. 4, indebærer, at der skal være regler om klas-
seinddeling i konkursloven. Konkursrådet foreslår på den
baggrund, at reglerne om klasseinddeling skal anvendes ved
virksomheder, der ikke er SMV’er, samt at SMV’er skal
have mulighed for at begære klasseinddeling.
Konkursrådet foreslår dog, at reglerne om klasseinddeling
alene skal finde anvendelse ved afstemning om rekonstruk-
tionsforslag, men ikke ved andre afstemninger under rekon-
struktionsbehandlingen, eksempelvis om ledelsesovertagelse
eller salg af omstødelseskrav. Klasseinddelingen skal heller
68
ikke finde anvendelse ved ”fast-track”-virksomhedsoverdra-
gelse efter konkurslovens § 13 g.
I de tilfælde, hvor reglerne om klasseinddeling finder an-
vendelse, foreslår Konkursrådet, at skifteretten skal opdele
fordringshaverne i flere afstemningsklasser.
Skyldnerens forslag til inddeling af fordringshaverne i sær-
skilte afstemningsklasser skal, efter Konkursrådets opfattel-
se, fremgå af det rekonstruktionsforslag, som skal fremsen-
des til skifteretten inden mødet, hvor der skal stemmes om
rekonstruktionsforslaget, jf. § 13. På den baggrund foreslår
Konkursrådet en ændring af § 13 b om indholdet af rekon-
struktionsforslaget. For en SMV vil dette kun være relevant,
hvis skyldneren ønsker at fremsætte begæring om klasseind-
deling. Konkursrådet foreslår desuden, at rekonstruktions-
forslaget skal fremsendes senest fem hverdage inden mødet
om afstemning om rekonstruktionsforslaget. Det vil sige, at
såfremt mødet skal afholdes mandag, skal materialet frem-
sendes senest mandagen før. Hvis der er en eller flere hellig-
dage i den pågældende uge, der ikke falder på en lørdag
eller søndag, forlænges fristen med den eller de pågældende
helligdage. Hvis forslaget ikke udsendes rettidigt, skal skif-
teretten udsætte afstemningen.
Hvis en SMV først fremsætter begæringen om afstemnings-
klasser på det møde, hvor der skal stemmes om rekonstrukti-
onsforslaget, skal skifteretten afvise begæringen, dvs. afhol-
de afstemningen uden klasseinddeling.
Direktivet kæver som minimum, at berørte fordringshavere
skal inddeles i særskilte afstemningsklasser, der afspejler et
tilstrækkeligt interessesammenfald mellem fordringshaverne
i den enkelte klasse. Konkursrådet har i den forbindelse
overvejet, hvilke fordringshavere der kan anses for at være
berørte.
Fordringshavere, der har stemmeret efter reglerne i konkurs-
lovens § 13 d, stk. 2-4, må anses for berørte fordringshavere,
der kan inddeles i forskellige klasser. Endvidere må pantha-
vere på baggrund af direktivet indgå i en afstemningsklas-
se. En fordringshaver, der er nærtstående, har ikke stemme-
ret og skal derfor ikke indgå i klasseinddelingen, uanset om
den nærtstående fordringshaver påvirkes af afstemningen.
Fordringshavere, der er omfattet af en tvangsakkord efter
den foreslåede regel i § 10 a, stk. 4, jf. stk. 3, kan inddeles
i flere forskellige afstemningsklasser. På tilsvarende måde
kan der ved afstemning om en virksomhedsoverdragelse ske
inddeling af de i §§ 95-98 nævnte grupper af fordringer, der
har stemmeret i flere forskellige afstemningsklasser. Eksem-
pelvis kan en klasseinddeling af krav omfattet af § 10 a,
stk. 3, nr. 1, eller af § 97 ske således, at krav tilhørende det
offentlige placeres i én afstemningsklasse, krav tilhørende
finansielle kreditorer i en anden afstemningsklasse og øvrige
krav i en tredje afstemningsklasse. Panthavere placeres i
relation til deres sikrede krav i én særskilt afstemningsklas-
se, jf. direktivets artikel 9, stk. 4. Hvis en panthavers krav
overstiger den skønnede værdi af pantet, placeres den reelt
usikrede del af kravet efter de førnævnte principper i en
af de klasser, der opstår ved inddelingen af § 97-kravene
(forudsat der er stemmeret på disse krav). Dette kan, men
behøver ikke, være i en afstemningsklasse sammen med
andre § 97-krav.
Konkursrådet har overvejet, om panthavere i relation til den
reelt sikrede del af deres krav skal kunne inddeles i flere
afstemningsklasser. Konkursrådet anser det imidlertid for
uhensigtsmæssigt, da panthavere i relation til den reelt sikre-
de del af deres krav ikke påvirkes af rekonstruktionsforsla-
get, hvorfor det ikke vil være rimeligt, hvis panthavernes
indflydelse kunne forøges ved at inddele disse i flere klasser.
Når der er sket klasseinddeling, stemmes der separat i de
forskellige afstemningsklasser, således at det herved afgøres,
om den enkelte klasse er for eller imod rekonstruktionsfor-
slaget. Rekonstruktionsforslaget er vedtaget, hvis et flertal
af afstemningsklasserne stemmer for forslaget. Dette gælder,
uanset om de fordringshavere, der har stemt for (i deres
respektive afstemningsklasser) repræsenterer et mindre be-
løb end de fordringshavere, der har stemt imod. Hvis der
er lige mange klasser, der er for henholdsvis imod, er re-
konstruktionsforslaget forkastet. Dette gælder, uanset om de
fordringshavere, der har stemt for (i deres respektive afstem-
ningsklasser) repræsenterer et større beløb end de fordrings-
havere, der har stemt imod. Konkursrådet bemærker, at dette
er en konsekvens af direktivets regler. Det ligger implicit
i de nævnte regler, at et rekonstruktionsforslag alene kan
vedtages, hvis mindst én klasse af usikrede fordringshavere
stemmer for, idet panthaverne i relation til deres sikrede
krav udgør én afstemningsklasse, der dermed ikke alene kan
udgøre et flertal af klasserne.
Konkursrådet foreslår, at de beskrevne regler om klasseind-
deling ved afstemning om rekonstruktionsforslag bør gælde
såvel under rekonstruktionsbehandling som under forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling. Der bør således gælde de
samme stemmeregler, uanset hvilken af de to procedurer,
der anvendes. Reglerne om klasseinddeling foreslås ikke
indført under konkursbehandling.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 137 ff.
3.1.8.3.4. Efterprøvelse af stemmerettigheder og klasseind-
deling
Stemmerettigheder og klasseinddeling skal i medfør af di-
rektivets artikel 9, stk. 5, efterprøves af en judiciel eller
administrativ myndighed.
69
Konkursrådet finder, at reglerne i den foreslåede § 13
d, jf. §§ 120-122, er i overensstemmelse med direktivets
krav. Konkursrådet bemærker derudover, at det vil være
skifteretten, som efter de ovenfor foreslåede regler bør ind-
dele fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser, herun-
der hvis en SMV begærer klasseinddeling.
Konkursrådet finder ikke, at det skal være muligt at kære
skifterettens afgørelse om klasseinddeling, da det vil med-
føre en uhensigtsmæssig forsinkelse af afstemningen, der
potentielt kan føre til, at rekonstruktionen mislykkes. Dette
harmonerer med, at der i forvejen gælder kærebegrænsning
vedrørende en række andre afgørelser i forhold til afstem-
ningen, jf. konkurslovens § 249.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 140.
3.1.8.3.5. Retsvirkningerne af vedtagelse af et rekonstrukti-
onsforslag
Konkursrådet finder, at konkurslovens § 13 e skal finde
tilsvarende anvendelse i en forebyggende rekonstruktion, så-
ledes at det vedtagne rekonstruktionsforslag ikke er gyldigt,
før det er stadfæstet af skifteretten.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 140 f.
3.1.8.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1579/2022.
Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at justitsmini-
steriet ligesom Konkursrådet finder, at der bør gælde samme
afstemningsregler i forbindelse med en forebyggende re-
konstruktionsbehandling og en almindelig rekonstruktions-
behandling. Justitsministeriet har i den forbindelse lagt vægt
på hensynet til at undgå såkaldt ’forum-shopping’, hvor en
virksomhed, som ville have bedst gavn af at anvende en me-
re uformel forebyggende rekonstruktionsbehandling – alene
på baggrund af en forskel i afstemningsreglerne – tvinges
til at indlede en almindelige rekonstruktionsbehandling. Det
er ligeledes vurderingen, at det af administrative hensyn er
mest hensigtsmæssigt, at der gælder ensartede stemmeregler
på tværs af procedurerne. Desuden vil det med indførelsen
af reglerne om klasseindeling blive sværere for enkeltkre-
ditorer at forhindre vedtagelse af et rekonstruktionsforslag,
der er vedtaget af en majoritet af klasseinddelingerne. Der-
med sikres også en effektiv anvendelse af reglerne om for-
byggende rekonstruktion. Justitsministeriet er på den bag-
grund enig med Konkursrådets anbefalinger herom, idet der
henvises til pkt. 3.1.8.3.4 ovenfor.
Der henvises til de foreslåede bestemmelser i § 1, nr. 11
(forslag til konkurslovens § 13, stk. 2), nr. 13 (forslag til
konkurslovens § 12 k, stk. 1), nr. 21 (forslag til konkurslo-
vens § 13 a, stk. 1, nr. 2), nr. 24 (forslag til konkurslovens §
13 b, stk. 1, nr. 4) og nr. 25 (forslag til konkurslovens § 13
d) og bemærkningerne hertil.
3.1.9. Stadfæstelse, herunder nægtelse af rekonstruktion
3.1.9.1. Gældende ret
3.1.9.1.1. Stadfæstelse af rekonstruktionsforslag og kære
heraf
Det følger af konkurslovens § 13 e, stk. 1, at et vedtaget
rekonstruktionsforslag ikke gyldigt, før det er stadfæstet af
skifteretten.
Afgørelsen om stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag
træffes almindeligvis af skifteretten under det møde, hvor
der stemmes om rekonstruktionsforslaget, jf. konkurslovens
§ 13 e, stk. 2.
Indsigelse mod stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag skal
efter konkurslovens § 13 e, stk. 2, fremsættes senest i det
møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget. Skif-
teretten kan give en kort frist til nærmere at begrunde indsi-
gelsen. En sådan indsigelse kan fremsættes af enhver, der
har retlig interesse heri, dvs. enhver fordringshaver, der hav-
de stemmeret om rekonstruktionsforslaget, eller andre, f.eks.
en nærtstående fordringshaver uden stemmeret, som berøres
af forslaget.
Skifteretten skal i en række situationer nægte at stadfæste et
rekonstruktionsforslag.
Dette gælder for det første, når der er begået fejl ved
fremgangsmåden under behandlingen af rekonstruktionsfor-
slaget, eller der er ufuldstændighed i de tilvejebragte oplys-
ninger, som må antages at have haft væsentlig betydning for
resultatet af stemmeafgivningen, jf. konkurslovens § 13 e,
stk. 3, nr. 1. Skifteretten kan udsætte sin afgørelse, indtil
rekonstruktionsforslaget har været underkastet en ny afstem-
ning inden for fristen i konkurslovens § 13, stk. 1 – dvs.
inden for seksmånedersfristen - eller en eventuel forlænget
frist, jf. § 13 a, jf. § 13 e, stk. 4.
Skifteretten skal for det andet nægte at stadfæste rekonstruk-
tionsforslaget, hvis det indeholder bestemmelse om tvangs-
akkord, der ikke er forenelig med konkurslovens § 10 a,
eller forslaget i øvrigt er i strid med loven, jf. konkurslovens
§ 13 e, stk. 3, nr. 2. Skifteretten kan efter omstændighederne
af egen drift nægte at stadfæste et rekonstruktionsforslag,
uanset om der fremkommer en indsigelse. Dette gælder
70
f.eks., hvis indholdet af rekonstruktionsforslaget er i strid
med loven, jf. § 13 e, stk. 3, nr. 2.
For det tredje skal skifteretten nægte stadfæstelse, når skyld-
neren eller tredjemand for at indvirke på afstemningen har
tilsagt en fordringshaver fordele uden for rekonstruktionen,
jf. konkurslovens § 13 e, stk. 3, nr. 3.
Skifteretten kan herudover nægte stadfæstelse, hvis vilkå-
rene i rekonstruktionsforslaget står i misforhold til skyld-
nerens økonomiske stilling, jf. konkurslovens § 13 e, stk.
5. Det fremgår af bemærkningerne af bestemmelsen, jf. Fol-
ketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 126, at
bestemmelsen har til formål at sikre, at ingen fordringshaver
bliver stillet væsentligt ringere, end den pågældende ford-
ringshaver ville være blevet stillet i tilfælde af skyldnerens
konkurs.
Skifteretten kan endelig betinge stadfæstelsen af, at skyld-
neren undergiver sig tilsyn af rekonstruktøren, jf. konkurslo-
vens § 13 e, stk. 6. Et sådant tilsyn skal påse, at skyldneren
overholder vilkårene for rekonstruktionen og ikke ved sin
forretningsførelse eller sit forbrug bliver ude af stand hertil,
og om fornødent foretage indberetning til skifteretten.
Hvis skyldneren bringer fordringshavernes ret i fare, skal til-
synet give indberetning herom til skifteretten, som skal gøre
fordringshaverne bekendt med indberetningen. Fordringsha-
verne må herefter overveje, om de vil fremsætte begæring
om ophævelse af rekonstruktionen efter konkurslovens § 14
e, stk. 1, nr. 2.
Reglerne i konkurslovens afsnit IA om rekonstruktion blev
indsat ved lov nr. 718 af 25. juni 2010. Reglerne er baseret
på Konkursrådets betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruk-
tion mv.
Af Konkursrådets betænkning nr. 1512/2009, side 64, frem-
går bl.a. at det altovervejende hovedområde og sigtet for
reglerne om rekonstruktion vil være selskaber og andre
erhvervsdrivende. For fysiske personer udgør reglerne om
bl.a. gældssanering et lettere alternativ. Konkursrådet fandt
imidlertid ikke, at fysiske personer, som ikke driver er-
hvervsvirksomhed, skulle udelukkes fra reglerne om rekon-
struktion. Dette indebærer, at en fysisk person efter omstæn-
dighederne kan få saneret sin gæld efter reglerne om tvangs-
akkord og reglerne om gældssanering.
Gældssanering kan nægtes af en række grunde, herunder
systematisk oparbejdelse af gæld til det offentlige, at gælden
i det væsentligste stammer fra strafbare eller erstatningspå-
dragende forhold mv., og gældssanering i forbindelse med
rekonstruktion eller konkurs kan yderligere nægtes som føl-
ge af bl.a. manglende indberetning og betaling af A-skat og
AM-bidrag. Disse nægtelsesgrunde gælder ikke i forbindel-
se med rekonstruktionsbehandling. Der henvises i øvrigt til
pkt. 3.2.3, hvor de enkelte nægtelsesgrunde gennemgås.
Anvendelsesområdet for bestemmelsen i konkurslovens § 13
e, stk. 5, har været behandlet af Højesteret i to kendelser.
I kendelse af 12. juni 2018 (som gengivet i U 2018.3090
H) nægtede Højesteret at stadfæste et vedtaget rekonstrukti-
onsforslag. Højesteret udtalte, at formålet med reglerne om
rekonstruktion må inddrages ved vurderingen af, i hvilke
tilfælde retten bør nægte at stadfæste et vedtaget rekonstruk-
tionsforslag i medfør af konkurslovens § 13 e, stk. 5. Det
fremgår af forarbejderne til reglerne om rekonstruktion bl.a.,
at det ikke er et selvstændigt formål med rekonstruktion
at forbedre skyldnerens retsstilling. Højesteret anførte end-
videre bl.a., at de krav, som var rejst under rekonstruktions-
behandlingen, hovedsagelig vedrørte skyldnerens personlige
konkurs i 2012, og at rekonstruktionsforslaget således næs-
ten udelukkende ville tilgodese skyldnerens interesse i at få
slettet en personlig gæld. Højesteret lagde endelig vægt på,
at rekonstruktionsforslaget gik ud på, at skyldneren skulle
betale ca. 250.000 kr. ud af en samlet gæld på over 23 mio.
kr., hvilket svarede til en dividende på 1,03 %. I tilfælde af
konkurs ville dividenden være 0 %.
I kendelse af 28. marts 2019 (som gengivet i U 2019.1859
H) stadfæstede Højesteret et vedtaget rekonstruktionsfor-
slag. Højesteret henviste til begrundelsen i den ovenfor
omtalte kendelse af 12. juni 2018. I den konkrete sag lag-
de Højesteret vægt på, at de krav, der var rejst under re-
konstruktionsbehandlingen, ikke var krav, som bestod efter
en personlig konkurs. Højesteret lagde endvidere vægt på,
at rekonstruktionsforslaget ville indebære en dividende på
4,8 %, mens dividenden i tilfælde af konkurs ville være
0 %. Højesteret fandt herefter, at rekonstruktionsforslaget
ikke kunne anses for næsten udelukkende at ville tilgodese
skyldnerens interesse i at få slettet en personlig gæld, og at
rekonstruktionsforslaget således ikke kunne anses for at stå i
misforhold til skyldnerens økonomiske stilling.
En afgørelse om stadfæstelse eller afvisning af et rekon-
struktionsforslag kan kæres, jf. konkurslovens § 249, mod-
sætningsvist.
Herudover kan en rekonstruktion på begæring af en ford-
ringshaver eller et eventuelt tilsyn ophæves af skifteretten,
hvis skyldneren har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold,
eller skyldneren eller andre med skyldnerens vidende i øv-
rigt forud for rekonstruktionens stadfæstelse hemmeligt har
indrømmet nogen fordringshaver fordele frem for de øvrige,
eller skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge rekon-
struktionen, jf. konkurslovens § 14 e. Det er en forudsætning
for en sådan ophævelse, at der forinden har været afholdt et
møde som omhandlet i konkurslovens § 14 e, stk. 2.
71
Ophæves en rekonstruktion, bortfalder en tvangsakkord og
en af tredjemand stillet sikkerhed eller kaution for opfyldel-
se af en tvangsakkord, medmindre tredjemanden vidste eller
burde vide, at det svigagtige forhold som beskrevet ovenfor
forelå, eller har medvirket til, at skyldneren har tilsidesat
sine pligter ifølge rekonstruktionen, jf. konkurslovens § 14
e, stk. 3, nr. 1 og 2.
Ophævelse af en rekonstruktion medfører, for så vidt angår
en virksomhedsoverdragelse, der er gennemført på grundlag
af rekonstruktionen, at virksomhedsoverdragelsen kan om-
stødes, jf. konkurslovens § 14 e, stk. 3, nr. 3.
3.1.9.1.2. Retsvirkninger af stadfæstelse af et rekonstrukti-
onsforslag
Det følger af konkurslovens § 13 f, stk. 1, at hvis skifteret-
ten stadfæster rekonstruktionsforslaget, ophører rekonstruk-
tionsbehandlingen.
Skifteretten kan dog i medfør af konkurslovens § 13 f, stk.
2, bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen skal fortsætte,
hvis det fremgår af det stadfæstede forslag, at der vil blive
fremsat yderligere rekonstruktionsforslag inden for fristen
i konkurslovens § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget
frist, jf. § 13 a, jf. § 13 f, stk. 1 og 2. Det gælder dog
ikke, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder
bestemmelse om tvangsakkord, jf. konkurslovens § 13 f, stk.
4, idet en skyldner, som herved bliver solvent, ikke længere
bør kunne være undergivet insolvensbehandling.
Skifteretten kan i andre tilfælde end ved fremsættelse af
nyt rekonstruktionsforslag bestemme, at rekonstruktionsbe-
handlingen skal fortsætte, hvis det stadfæstede rekonstrukti-
onsforslag indeholder bestemmelse om en virksomhedsover-
dragelse, som endnu ikke er tiltrådt af erhververen, jf. kon-
kurslovens § 13 f, stk. 3. Rekonstruktionsbehandlingen kan
dog ikke fortsætte ud over fristen i konkurslovens § 13,
stk. 1, eller en eventuel forlænget frist, jf. § 13 a. Skifteret-
ten fastsætter en frist for erhververens tiltrædelse af aftalen
om virksomhedsoverdragelse på højest fire uger. Når virk-
somhedsoverdragelsen er tiltrådt af erhververen, eller når
den frist, skifteretten har fastsat, er udløbet, uden at aftalen
er tiltrådt af erhververen, bestemmer skifteretten, at rekon-
struktionsbehandlingen ophører, jf. konkurslovens § 13 f,
stk. 3. Det gælder dog ikke, hvis det stadfæstede rekonstruk-
tionsforslag indeholder bestemmelse om tvangsakkord, jf.
konkurslovens § 13 f, stk. 4, idet en skyldner, som herved
bliver solvent, ikke længere bør kunne være undergivet in-
solvensbehandling.
Hvis rekonstruktionsforslaget vedtages af fordringshaverne,
og det vedtagne forslag herefter stadfæstes af skifteretten,
vil rekonstruktionen have forskellige retsvirkninger afhæn-
gig af det vedtagne rekonstruktionsforslags indhold.
Hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder be-
stemmelse om en tvangsakkord, følger det af konkurslovens
§ 14, stk. 2, at skyldneren befris for den gæld, der efter
det stadfæstede forslag skal nedsættes eller bortfalde. En
tvangsakkord har virkning som et retsforlig, jf. lovens § 14,
stk. 1, hvilket bl.a. har den betydning, at tvangsakkorden
kan bruges som eksekutionsfundament, jf. retsplejelovens §
478, stk. 1, nr. 2.
Hovedvirkningen af tvangsakkorden er således, at skyldne-
ren befries for den gæld, der efter det stadfæstede forslag
skal nedsættes eller bortfalde. Denne retsvirkning indtræder
også for fordringshavere, der ikke har accepteret det vedta-
get rekonstruktionsforslag. En tvangsakkord omfatter efter
konkurslovens § 14, stk. 3, ikke fordringshavernes krav mod
kautionister.
Kan et afdrag på en fordring omfattet af en tvangsakkord
ikke betales, fordi fordringen er omtvistet eller afhængig af
en endnu ikke opfyldt betingelse, kan skifteretten i medfør
af konkurslovens § 14 a, stk. 1, bestemme, at beløbet skal
indsættes på en særlig konto i et pengeinstitut.
Skal de midler, der er afsat til dækning af bestridte eller
betingende fordringer, ikke benyttes, fordi det viser sig, at
kravet ikke består, eller at betingelsen ikke vil blive opfyldt,
skal de som udgangspunkt tilfalde kreditorerne som yderli-
gere dividende, medmindre det er bestemt i akkorden, at
beløbet skal tilbagebetales til skyldneren, jf. konkurslovens
§ 14 b, stk. 2.
Såfremt der er stadfæstet en rekonstruktion, der indeholder
en tvangsakkord, regulerer bestemmelsen i konkurslovens §
14 b anmeldelsesretten for akkorderede fordringer i en efter-
følgende ny rekonstruktion, der indeholder en tvangsakkord,
en gældssanering eller en konkurs. De akkorderede fordrin-
ger kan således anmeldes med deres fulde beløb fratrukket
eventuelle afdrag på akkorden. Fordringshaverne kan dog
ikke få en højere dividende end den i akkorden opnåede,
medmindre rekonstruktionen ophæves efter konkurslovens §
14 e.
Gennemføres der som led i en stadfæstet rekonstruktion en
virksomhedsoverdragelse, kan den efter konkurslovens § 14
c, stk. 1, ikke omstødes i forbindelse med en efterfølgende
insolvensbehandling. Ophæves rekonstruktionen efter kon-
kurslovens § 14 e, kan virksomhedsoverdragelsen omstødes.
Konkurslovens § 14 c, stk. 2-4 indeholder regler om lov-
bestemt debitorskifte og om behandlingen af pantesikrede
aktiver, der indgår i en virksomhedsoverdragelse.
Det er muligt at gennemføre en virksomhedsoverdragelse
72
med rekonstruktørens samtykke, inden der er vedtaget et
rekonstruktionsforslag, jf. konkurslovens § 13 g, stk. 1.
Gennemføres der en virksomhedsoverdragelse i medfør af
konkurslovens § 13 g, kan der ikke ske omstødelse af selve
virksomhedsoverdragelsen i en efterfølgende konkurs, jf.
konkurslovens § 72, stk. 3.
3.1.9.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.1.9.2.1. Krav om stadfæstelse af rekonstruktionsplaner
Det er nødvendigt, at en judiciel eller administrativ myndig-
hed stadfæster en rekonstruktionsplan, for at sikre, at ind-
skrænkningen af fordringshavernes rettigheder eller kapita-
lejernes interesser står i forhold til fordelene ved rekonstruk-
tionen, og at de har adgang til et effektivt retsmiddel, jf. re-
konstruktions- og insolvensdirektivets præambelbetragtning
nr. 48.
Direktivet opstiller dog ikke et absolut krav om stadfæs-
telse som betingelse for rekonstruktionsplanens bindende
virkning, men overlader en vis valgfrihed til medlemsstater-
ne. En vedtaget rekonstruktionsplan kan således være gyl-
dig, selv om den ikke er stadfæstet.
Medlemsstaterne skal dog i medfør af direktivets artikel
10, stk. 1, som minimum sikre, at en rekonstruktionsplan
kun er bindende for parterne, hvis den er stadfæstet af en
judiciel eller administrativ myndighed, når planen berører
krav eller interesser for parter, der ikke samtykker (artikel
10, stk. 1, litra a), når planen indebærer ny finansiering
(artikel 10, stk. 1, litra b) eller når planen indebærer tab af
mere end 25 % af arbejdsstyrken, hvis et sådant tab er tilladt
i henhold til national ret (artikel 10, stk. 1, litra c). Sidst-
nævnte bør kun være tilladt, hvis national ret tillader, at
forebyggende rekonstruktion omfatter foranstaltninger, der
har direkte indvirkning på arbejdskontrakter, jf. direktivets
præambelbetragtning nr. 48.
Medlemsstaterne kan bestemme, at stadfæstelse ved en judi-
ciel eller administrativ myndighed også er nødvendig i andre
tilfælde, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 48.
3.1.9.2.2. Betingelserne for stadfæstelse af en rekonstrukti-
onsplan
Medlemslandene skal opstille klart definerede betingelser
for, hvornår en judiciel eller administrativ myndighed kan
stadfæste en rekonstruktionsplan, jf. rekonstruktions- og in-
solvensdirektivets artikel 10, stk. 2.
Som betingelse for stadfæstelse af en rekonstruktionsplan
skal det kræves, at rekonstruktionsplanen er vedtaget i over-
ensstemmelse med direktivets artikel 9, jf. artikel 10, stk. 2,
litra a. Dvs. at reglerne om, hvem der kan forelægge en re-
konstruktionsplan, og stemmereglerne skal være overholdt.
Det skal også stilles som krav, at fordringshavere med til-
strækkeligt interessefællesskab i samme klasse behandles
lige og på en måde, der står i forhold til deres fordringer, jf.
direktivets artikel 10, stk. 2, litra b.
Det skal yderligere kræves, at rekonstruktionsplanen er
meddelt alle berørte parter i overensstemmelse med national
ret, jf. direktivets artikel 10, stk. 2, litra c. Det står medlems-
staterne frit i hvilket format og på hvilket tidspunkt, under-
retning skal ske, ligesom medlemsstaterne frit kan fastsætte
bestemmelser om underretning i relation til ukendte fordrin-
ger. Medlemsstaterne kan også bestemme, at ikke-berørte
parter skal underrettes om rekonstruktionsplanen, jf. præam-
belbetragtning nr. 51.
Rekonstruktionsplanen skal, såfremt der er fordringshavere,
der ikke samtykker, desuden opfylde kriteriet om kreditorer-
nes bedste interesse, jf. direktivets artikel 10, stk. 2, litra d.
Ved »kriteriet om kreditorernes bedste interesse« er, jf. di-
rektivets artikel 2, stk. 1, nr. 6, et kriterium, der udstykker en
rimelighedsstandard, hvorefter en rekonstruktionsplan ikke
må stille en ikkesamtykkende fordringshaver ringere, end
han måtte være stillet i tilfælde af konkurs, uanset om der er
tale om en gradvis afvikling eller frasalg som en going con-
cern, eller i tilfælde af det næstbedste alternativ, hvis rekon-
struktionsplanen ikke var blevet vedtaget. Med sidstnævnte
henvises til, hvad der realistisk vil ske med skyldneren,
såfremt rekonstruktionsplanen ikke gennemføres. Medlems-
staterne har ved gennemførslen af direktivet valgfrihed i for-
hold til hvilket sammenligningskriterium, der skal anvendes,
jf. direktivets præambelbetragtning nr. 52. Det sammenlig-
ningskriterium, som anvendes, bør angives, jf. direktivets
præambelbetragtning nr. 49.
Som følge af kriteriet om »kreditorernes bedste interesse«
kan medlemsstaterne fastsætte, at rekonstruktionsplanen,
hvor offentlige institutionelle fordringshavere har en privile-
geret status i henhold til national ret, ikke kan pålægge disse
fordringshavere et fuldstændigt eller delvist bortfald af deres
fordringer, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 52.
Hvor dette er relevant, skal det endvidere kræves som en
betingelse for stadfæstelse, at rekonstruktionsplanen inde-
holder bestemmelse om en eventuel ny finansiering, der er
nødvendig for rekonstruktionsplanens gennemførelse og ik-
ke urimeligt skader fordringshavernes rettigheder, jf. direkti-
vets artikel 10, stk. 2, litra e.
De ovennævnte betingelser i direktivets artikel 10, stk. 2,
litra a-e for stadfæstelse er minimumskrav, og medlemssta-
73
terne kan således fastsætte yderligere betingelser for, at en
rekonstruktionsplan kan stadfæstes. Dette kan f.eks. være
for at sikre tilstrækkelig beskyttelse af kapitalejere, jf. direk-
tivets præambelbetragtning nr. 50.
Den judicielle eller administrative myndighed skal prøve, at
de ovenfor nævnte betingelser er opfyldt, idet betingelsen
om, at kriteriet om kreditorernes bedste interesse er opfyldt,
dog kun skal efterprøves, hvis der gøres indsigelse mod re-
konstruktionsplanen på dette grundlag, jf. direktivets artikel
10, stk. 2. I øvrigt kan medlemsstaterne bestemme, at andre
betingelser for stadfæstelse skal undersøges på eget initiativ,
jf. direktivets præambelbetragtning nr. 50.
Judicielle eller administrative myndigheder skal herudover
have en fakultativ adgang til at afvise at stadfæste en re-
konstruktionsplan, hvis planen ikke har rimelig udsigt til
at afværge skyldners insolvens eller sikre virksomhedens
levedygtighed, jf. direktivets artikel 10, stk. 3.
3.1.9.2.3. Gennemtvingelse overfor alle kreditorer
Det følger af direktivets artikel 11, stk. 1, at medlemsstater-
ne skal sikre, at en rekonstruktionsplan, der ikke er tiltrådt
af det fornødne antal berørte parter i hver afstemningsklasse
i overensstemmelse med reglerne i direktivets artikel 9, stk.
6, på skyldners forslag eller med skyldners samtykke kan
stadfæstes af en judiciel eller administrativ myndighed og
gøres bindende for afstemningsklasser, der ikke samtykker
til rekonstruktionsplanen.
Medlemsstaterne kan begrænse kravet i direktivets artikel
9, stk. 6, om indhentelse af skyldners samtykke til tilfælde,
hvor skyldnerne er SMV᾽er, og dermed gøre gennemtvin-
gelse af rekonstruktionsplanen over for SMV’er frivillig,
jf. direktivets præambelbetragtning nr. 58. Medlemsstater-
nes valgfrihed i denne henseende skyldes, at kapitalejere i
SMV᾽er, der ikke blot er investorer, men ejere af virksomhe-
den og bidrager til virksomheden på andre måder, såsom
med ledelsesekspertise, ikke nødvendigvis har incitament til
at rekonstruere under sådanne forhold.
Hvis der er tale om en juridisk person, kan medlemsstaterne
bestemme, om skyldner med henblik på vedtagelse eller
stadfæstelse af en rekonstruktionsplan skal forstås som den
juridiske persons bestyrelse eller et vist flertal af aktionærer
eller kapitalejere, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 53.
Det skal generelt sikres, at berørte parter, der ikke samtyk-
ker, ved gennemtvingelse over for alle kreditorklasser, ikke
lider urimelig skade i henhold til den foreslåede rekonstruk-
tionsplan, og at disse ydes tilstrækkelig beskyttelse, jf. di-
rektivets præambelbetragtning nr. 55.
En rekonstruktionsplan skal som minimum kunne gennem-
tvinges overfor alle kreditorklasser, når den opfylder følgen-
de kumulative betingelser:
– planen overholder direktivets artikel 10, stk. 2 og 3, som
angivet ovenfor under pkt. 3.1.10.2.2,
– planen er blevet tiltrådt af enten:
vii) et flertal af afstemningsklasserne af berørte parter, for-
udsat at mindst én af disse klasser er en klasse af sikrede
fordringshavere eller har forrang for klassen af ordinære
usikrede fordringshavere, eller, hvis dette ikke er tilfældet,
viii) mindst én afstemningsklasse af berørte parter eller, hvis
dette er foreskrevet i national ret, skadelidte parter, der ik-
ke er en klasse af kapitalejere, eller enhver anden klasse,
som efter værdiansættelse af skyldner som en going concern
ikke ville blive fyldestgjort eller bevare eventuelle interes-
ser, eller som, hvis dette er foreskrevet i national ret, med
rimelighed kan antages ikke at ville blive fyldestgjort eller
bevare eventuelle interesser, hvis den normale prioritetsræk-
kefølge i en konkurs fandt anvendelse i henhold til national
ret. Medlemsstaterne kan øge minimumsantallet af klasser af
berørte parter eller, hvis dette er foreskrevet i national ret,
skadelidte parter, der skal tiltræde planen. Ved skadelidte
fordringshavere bør forstås, at der sker en værdiforringelse
af deres fordringer, jf. direktivets præambelbetragtning nr.
54.
– planen sikrer, at afstemningsklasser af berørte fordrings-
havere, der ikke samtykker, behandles mindst lige så
gunstigt som enhver anden klasse af samme rangorden
og gunstigere end enhver lavere prioriteret klasse. Med-
lemsstaterne kan dog i henhold til reglen om absolut
fortrinsstilling fastsætte, at fordringerne hos fordringsha-
verne i en afstemningsklasse, der ikke samtykker, fyl-
destgøres fuldt ud på samme eller tilsvarende måde, hvis
en lavere prioriteret klasse skal fyldestgøres eller bevare
eventuelle interesser i henhold til rekonstruktionsplanen,
ligesom medlemsstaterne kan opretholde eller indføre
bestemmelser, der fraviger dette, hvis det er nødvendigt
for at nå målene med rekonstruktionsplanen, og hvis re-
konstruktionsplanen ikke urimeligt skader eventuelle be-
rørte parters rettigheder eller interesser. Medlemsstaterne
er overladt et skøn ved gennemførelsen af konceptet
med fuld betaling, herunder for så vidt angår tidspunk-
tet for betaling, så længe hovedkravet og, i tilfælde af
sikrede fordringshavere, sikkerhedsstillelsens værdi be-
skyttes. Medlemsstaterne kan også fastsætte, med hvilke
tilsvarende midler den oprindelige fordring kan fyldest-
gøres fuldt ud, jf. direktivets præambelbetragtning nr.
55. Medlemsstaterne kan fravige reglen om absolut for-
trinsstilling, f.eks. når det skønnes rimeligt, at kapitaleje-
re bevarer visse interesser i henhold til planen, selv om
en højere prioriteret klasse er forpligtet til at acceptere
en nedsættelse af sine krav, eller at væsentlige leveran-
dører, der er omfattet af et fyldestgørelsesforbud, betales
før højere prioriterede kreditorklasser. Medlemsstaterne
bør kunne vælge, hvilken af de ovennævnte beskyttel-
sesmekanismer de vil indføre, jf. direktivets præambel-
betragtning nr. 56.
74
– planen sikrer, at ingen klasse af berørte parter får eller
bevarer mere end det fulde beløb af sine fordringer eller
interesser.
Medlemsstaterne bør ikke for stadfæstelse kræve samtykke
fra alle klasser. Hvis der kun er to kreditorklasser, bør sam-
tykke fra mindst én klasse betragtes som fyldestgørende,
hvis de øvrige betingelser for gennemtvingelse over for al-
le kreditorklasser er opfyldt, jf. direktivets præambelbetragt-
ning nr. 54.
Hvis kapitalejere har ret til at stemme om en rekonstrukti-
onsplan, kan planen stadfæstes ved at anvende reglerne om
gennemtvingelse over for alle kreditorklasser, uanset om
en eller flere klasser af kapitalejere ikke samtykker. Det er
ikke et krav, at medlemsstater, som udelukker kapitalejere
fra at stemme, anvender reglen om absolut fortrinsstilling i
forholdet mellem fordringshavere og kapitalejere. Et andet
muligt middel til at sikre, at kapitalejere ikke urimeligt for-
hindrer vedtagelsen af rekonstruktionsplaner, ville være at
sikre, at rekonstruktionsforanstaltninger, som direkte berører
kapitalejeres rettigheder og skal godkendes på en general-
forsamling af aktionærer i henhold til selskabsretten, ikke er
underlagt urimeligt høje flertalskrav, og at kapitalejere ingen
kompetence har i forhold til rekonstruktionsforanstaltninger,
der ikke direkte berører deres rettigheder, jf. direktivets præ-
ambelbetragtning nr. 57.
3.1.9.2.4. Afgørelsen om stadfæstelse af rekonstruktionspla-
nen, herunder værdiansættelse af skyldnerens virksomhed
Medlemsstaterne skal jf. direktivets artikel 10, stk. 4, sikre,
at afgørelsen i de tilfælde, hvor en judiciel eller administra-
tiv myndighed skal stadfæste en rekonstruktionsplan, for
at den bliver bindende, træffes på en effektiv måde med
henblik på en hurtig behandling af spørgsmålet.
Det følger af direktivets artikel 14, stk. 1, at den judiciel-
le eller administrative myndighed skal træffe afgørelse om
værdiansættelsen af skyldners virksomhed, hvis en berørt
part, der ikke samtykker, gør indsigelse mod en rekonstruk-
tionsplan. Medlemsstaterne kan efter direktivets artikel 14,
stk. 3, bestemme, at en sådan indsigelse kan fremsættes i
forbindelse med en klage over en afgørelse om stadfæstelse
af en rekonstruktionsplan.
Berørte parter er efter direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 2,
fordringshavere, herunder, hvis det er relevant i henhold
til national ret, arbejdstagere, eller kreditorklasser og, hvis
det er relevant i henhold til national ret, kapitalejere, hvis
fordringer henholdsvis interesser berøres direkte af en re-
konstruktionsplan.
Det er efter direktivets artikel 14, stk. 1, endvidere en betin-
gelse for, at den judicielle eller administrative myndighed
skal foretage en værdiansættelse, at indsigelsen fra den be-
rørte part er begrundet i enten kriteriet om kreditorernes
bedste interesse, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, nr. 6, eller i
betingelserne for gennemtvingelse over for alle kreditorklas-
ser, jf. direktivets artikel 11, stk. 1, litra b, nr. ii.
Det følger af direktivets artikel 14, stk. 1, modsætningsvis,
at berørte parter i henhold til direktivet kun har krav på, at
judicielle eller administrative myndigheder træffer afgørelse
om værdifastsættelse i de nævnte situationer.
Judicielle eller administrative myndigheder bør kun træffe
afgørelse om en værdiansættelse af en virksomhed enten ved
konkurs eller i tilfælde af det næstbedste alternativ, hvis re-
konstruktionsplanen ikke blev stadfæstet, såfremt en berørt
part, der ikke samtykker, gør indsigelse mod rekonstrukti-
onsplanen. Dette forhindrer dog ikke medlemsstaterne i at
foretage værdiansættelser i anden sammenhæng i henhold til
national ret, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 63.
Det påhviler medlemsstaterne at sikre, at de judicielle eller
administrative myndigheder med henblik på at træffe afgø-
relse om en værdiansættelse kan udpege eller høre behørigt
kvalificerede sagkyndige, jf. rekonstruktions- og insolvens-
direktivets artikel 14, stk. 2.
Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at kræve en udtalelse
fra en sagkyndig om værdien af aktiver, som skal være
angivet i rekonstruktionsplanen, jf. direktivets præambelbe-
tragtning nr. 42.
Judicielle eller administrative myndigheders afgørelse om
værdifastsættelse kan også bestå i en godkendelse af en vær-
diansættelse foretaget af en sagkyndig eller en værdiansæt-
telse, som skyldner eller en anden part har fremlagt i sagen
på et tidligere tidspunkt, jf. direktivets præambelbetragtning
nr. 63.
Medlemsstaterne kan fastsætte særlige bestemmelser, som er
adskilt fra den almindelige civile retspleje, for værdiansæt-
telse i tilfælde af rekonstruktion med henblik på at sikre, at
den foretages hurtigt, jf. direktivets præambelbetragtning nr.
63.
Direktivets bestemmelser berører ikke bevisbyrdereglerne i
henhold til national ret i tilfælde af en værdiansættelse, jf.
direktivets præambelbetragtning nr. 63.
3.1.9.2.5. Retsvirkninger af stadfæstelse af en rekonstrukti-
onsplan
Medlemsstaterne skal sikre, at rekonstruktionsplaner, der er
stadfæstet af en judiciel eller administrativ myndighed, er
bindende for alle berørte parter, som af forslagsstilleren er
75
nævnt eller beskrevet i rekonstruktionsplanen i overensstem-
melse med artikel 8, stk. 1, litra c, jf. rekonstruktions- og
insolvensdirektivets artikel 15, stk. 1.
Medlemsstaterne skal modsætningsvis sikre, at fordringsha-
vere, som ikke har deltaget i rekonstruktionsplanens vedta-
gelse i henhold til national ret, ikke berøres af planen, jf.
direktivets artikel 15, stk. 2. Det er den enkelte medlemsstat,
der bestemmer, hvad det indebærer for en fordringshaver at
deltage, herunder i tilfælde af ukendte fordringshavere, og
den enkelte medlemsstat beslutter, hvordan fordringshaver-
ne, der er blevet underrettet, men som ikke har deltaget, skal
håndteres, jf. præambelbetragtning nr. 64.
En stadfæstet rekonstruktionsplan er bindende for fordrings-
havere eller kreditorklasser og, hvis det er relevant i henhold
til national ret, kapitalejere, som har deltaget i vedtagelsen
af rekonstruktionsplanen, også selvom disse var en del af et
mindretal, jf. direktivets artikel 15, stk. 1, jf. artikel 8, stk. 1,
litra c.
3.1.9.2.6. Adgang til at påklage stadfæstelse eller afvisning
af en rekonstruktionsplan m.v.
Medlemsstaterne skal sikre, at en eventuel klage i henhold
til national ret over en judiciel myndigheds afgørelse om at
stadfæste eller afvise en rekonstruktionsplan kan indbringes
for en højere judiciel myndighed, jf. rekonstruktions- og
insolvensdirektivets artikel 16, stk. 1.
Medlemsstaterne kan dog fastsætte og begrænse begrundel-
serne for en klage, jf. direktivets præambelbetragtning nr.
65.
Som klageberettigede i relation til en afgørelse om stadfæs-
telse af en rekonstruktionsplan bør anses interesserede be-
rørte parter, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 65.
Medlemsstaterne kan efter direktivets artikel 14, stk. 1,
fastsætte, at en indsigelse vedrørende værdiansættelse af
skyldnerens virksomhed kan fremsættes i forbindelse med
en klage over en afgørelse om stadfæstelse af en rekonstruk-
tionsplan.
Klagesager skal behandles på en effektiv måde med henblik
på en hurtig behandling med henblik på at mindske usikker-
hed, jf. direktivets artikel 16, stk. 2, og præambelbetragtning
nr. 65.
En klage over en afgørelse om stadfæstelse af en rekon-
struktionsplan har således ikke opsættende virkning for pla-
nens gennemførelse, idet medlemsstaterne dog kan fastsæt-
te, at judicielle myndigheder kan udsætte gennemførelsen af
rekonstruktionsplanen eller dele heraf, hvis dette er nødven-
digt og hensigtsmæssigt for at beskytte en parts interesser,
jf. direktivets artikel 16, stk. 3.
Hvis den judicielle myndighed beslutter, at en klage har
opsættende virkning, bør national ret kunne håndtere en
potentiel ny suspension eller forlængelse af suspensionen,
jf. præambelbetragtning nr. 65.
Medlemsstaterne skal sikre, at den judicielle myndighed,
hvis en klage over en afgørelse om stadfæstelse af en re-
konstruktionsplan tages til følge, enten kan omstøde rekon-
struktionsplanen eller stadfæste rekonstruktionsplanen enten
med ændringer, hvis dette er foreskrevet i national ret, eller
uden ændringer, jf. rekonstruktions- og insolvensdirektivets
artikel 16, stk. 4.
Eventuelle ændringer af planen bør kunne foreslås af parter-
ne eller sættes til afstemning af parterne på eget initiativ
eller efter anmodning fra den judicielle myndighed, jf. di-
rektivets præambelbetragtning nr. 65.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at der kan ydes kompensa-
tion til en part, som har fået medhold i en klage over en
afgørelse om stadfæstelse af en rekonstruktionsplan, såfremt
rekonstruktionsplanen stadfæstes enten med ændringer, hvis
dette er foreskrevet i national ret, eller uden ændringer. Det
er en forudsætning herfor, at parten har lidt et pengetab, jf.
direktivets artikel 16, stk. 4.
Påklages afgørelsen om planens stadfæstelse, bør medlems-
staterne kunne tillade den judicielle myndighed at udstede
en foreløbig eller kortfattet afgørelse, der beskytter gennem-
førelsen og anvendelsen af planen mod konsekvenserne af,
at den verserende klage tages til følge, jf. direktivets præam-
belbetragtning nr. 65.
3.1.9.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.9.3.1. Implementering af direktivets regler om stadfæs-
telse mv.
Konkursrådet anser det for mest hensigtsmæssigt, at der
gælder samme regler om vedtagelse og stadfæstelse under
henholdsvis rekonstruktionsbehandling og forebyggende re-
konstruktionsbehandling. De følgende overvejelser om stad-
fæstelse gælder således generelt stadfæstelse under begge
procedurer.
Konkursrådet finder, at de gældende regler i konkurslovens
§ 13 e generelt opfylder direktivets regler om stadfæstel-
se. Afgørelsen om stadfæstelse eller nægtelse træffes såle-
des af skifteretten. Skifteretten har ud fra det materiale,
der fremlægges sammen med rekonstruktionsforslaget efter
konkurslovens § 13 b, de fornødne oplysninger om værdien
af skyldnerens virksomhed m.v. til at kunne træffe afgørelse
76
om, hvorvidt der bør ske stadfæstelse af det vedtagne for-
slag, herunder om det står i rimeligt forhold til skyldnerens
økonomiske stilling.
Direktivets regler om mulighed for at opdele fordringsha-
verne i klasser, således at et flertal af disse klasser kan
gennemtvinge forslaget, er behandlet i kapitel 13 og fore-
slås således implementeret som en del af afstemningsregler-
ne. Skifteretten påser ved sin afgørelse om stadfæstelse såle-
des generelt, at afstemningen er foregået i overensstemmelse
med reglerne herom. (Der henvises til pkt. 3.1.9.1 ovenfor,
omhandlende de gældende regler om stadfæstelse).
Konkursrådet finder på baggrund af ovenstående, at de gæl-
dende regler om stadfæstelse som udgangspunkt bør opret-
holdes. Konkursrådet foreslår på denne baggrund ikke no-
gen ændring af reglen i konkurslovens § 13 e, stk. 1, om
at stadfæstelse er en betingelse for det vedtagne rekonstruk-
tionsforslags gyldighed, eller af reglen i konkurslovens § 13
e, stk. 2, om at indsigelse mod stadfæstelse skal fremsættes
senest på afstemningsmødet. Konkursrådet finder endvidere,
at reglerne i konkurslovens § 13 e, stk. 3, om nægtelse af
stadfæstelse i de tre tilfælde, der er nævnt i bestemmelsen,
skal opretholdes uændret.
Konkursrådet finder derimod, at der på baggrund retspraksis
og af direktivet er behov for en justering af reglen i konkurs-
lovens § 13 e, stk. 5, herunder for at regulere samspillet
mellem rekonstruktion og gældssanering.
Konkursrådet foreslår, at konkurslovens § 13 e, stk. 5, æn-
dres således, at skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis re-
konstruktionsforslaget medfører, at en eller flere fordrings-
havere får en ringere grad af fyldestgørelse end under en
konkursbehandling. Dette er et mere præcist kriterium end
det nuværende, hvor det er uklart i hvilket omfang andre
faktorer end den forventede konkursdividende kan inddra-
ges ved vurderingen af, om et rekonstruktionsforslag står i
misforhold til skyldnerens økonomiske stilling. Endvidere
harmonerer det foreslåede kriterium bedre med direktivet,
idet kriteriet er udtryk for, at man opfylder betingelsen om
»kreditorernes bedste interesse« ved at sammenligne rekon-
struktionsforslaget med konkursalternativet. Det bemærkes i
denne forbindelse, at den forventede konkursdividende ikke
nødvendigvis skal beregnes ud fra en forudsætning om, at
skyldnerens virksomhed lukkes (likvideres) ved konkursbe-
handlingens indledning, men må ske ud fra en konkret vur-
dering af, hvilken dividende, der kan forventes opnået i en
konkurs, herunder under hensyn til de konkrete muligheder
for, at konkursboet ville kunne sælge skyldnerens virksom-
hed helt eller delvist.
Konkursrådet finder endvidere, at der er behov for yderlige-
re regler, der regulerer samspillet mellem rekonstruktion og
gældssanering.
Hvis skyldneren er en fysik person, der ikke er erhvervsdri-
vende, finder Konkursrådet, at en skyldner alene bør kun-
ne opnå tvangsakkord, hvis den tilbudte akkorddividende
mindst svarer til den dividende, som skyldneren skulle be-
tale under en gældssanering. I sådanne tilfælde skal den
tilbudte akkorddividende med andre ord mindst svare til så-
vel konkursdividenden som gældssaneringsdividenden. Når
skyldneren ikke udøver erhvervsvirksomhed, er der efter
Konkursrådets opfattelse ikke tilstrækkeligt tungtvejende
hensyn, der taler for, at et »skyldnervenligt« kreditorflertal
skal kunne gennemtvinge en tvangsakkord, der stiller min-
dretallet ringere end en konkurs eller en gældssanering.
Konkursrådet bemærker, at hvis den tilbudte akkorddividen-
de overstiger den forventede konkursdividende og gælds-
saneringsdividende, bør der fremover ikke ske nægtelse
af stadfæstelse, uanset om skyldneren ville være i stand
til at betale yderligere dividende ved at ophæve sin pen-
sionsopsparing. Når det skal beregnes, hvad den forventede
gældssaneringsdividende vil udgøre, skal pensionsopsparin-
ger således alene indgå med de beløb, der følger af gælds-
saneringsreglerne, herunder konkurslovens § 222 a og reg-
lerne om gældssaneringsbudgettet. Den foreslåede regel vil
medføre en ændring af retstilstanden i forhold til Vestre
Landsrets kendelse af 12. januar 2021 (som gengivet i U
2021.1270 V), hvor skyldnerens pensionsopsparing blev til-
lagt betydning ved landsrettens stadfæstelse af skifterettens
kendelse om at nægte stadfæstelse af rekonstruktionsforsla-
get. Det bemærkes dog herved, at skyldneren også fremover
vil kunne inddrage pensioner i videre omfang end ved en
gældssanering, hvis det skønnes nødvendigt for at få tvangs-
akkorden vedtaget, dvs. at den foreslåede ændring alene
angår skifterettens stadfæstelse.
Hvis skyldneren er erhvervsdrivende, finder Konkursrådet
ikke, at den tilbudte akkorddividende skal sammenlignes
med en anslået gældssaneringsdividende, dels fordi en sådan
er vanskelig at anslå for erhvervsdrivende, dels fordi det
synes tvivlsomt, om det vil være foreneligt med direktivet,
hvis man afskærer erhvervsdrivende fra at opnå rekonstruk-
tion alene med henvisning til, at skyldneren ville skulle
betale en højere dividende i en gældssanering.
Konkursrådet finder dog ikke, at ovenstående forslag er
tilstrækkeligt til at regulere samspillet med rekonstruktion
og gældssanering. Selv om skyldneren tilbyder en akkorddi-
vidende, der overstiger den anslåede gældssaneringsdividen-
de, kan det efter omstændighederne virke stødende, hvis
skyldneren får stadfæstet en tvangsakkord i en situation,
hvor denne ville blive nægtet en gældssanering eksempelvis
som følge af, at en væsentlig del af gælden er pådraget ved
strafbare handlinger.
Konkursrådet finder ikke grundlag for at fastsætte en re-
gel om, at skifteretten skal nægte stadfæstelse af en tvangs-
akkord, hvis skyldneren ikke opfylder betingelserne for
77
gældssanering. I og med at tvangsakkorden er vedtaget,
er det udtryk for, at et flertal af fordringshaverne ikke er
imod tvangsakkorden. Det bør derfor efter Konkursrådets
opfattelse kræve skærpede omstændigheder sammenlignet
med gældssanering, hvis skifteretten skal nægte at stadfæste
tvangsakkorden. Endvidere bemærkes det, at uafklarede for-
hold ikke bør være til hinder for stadfæstelse af en tvangsak-
kord.
Konkursrådet foreslår, at skifteretten skal nægte at stadfæste
en tvangsakkord, hvis skyldneren som følge af strafbare
forhold eller groft uforsvarlig forretningsførelse ikke ville
kunne opnå en gældssanering. Nægtelse som følge af groft
uforsvarlig forretningsførelse skal ske i samme omfang som
under gældssanering, dvs. uanset om skyldneren er pålagt
konkurskarantæne, men er skyldneren frifundet i en forud-
gående konkurskarantænesag, fordi retten ikke anså skyld-
nerens adfærd for groft uforsvarlig forretningsførelse, må
skifteretten ved sin afgørelse om stadfæstelse lægge den
forudgående afgørelse til grund.
Endvidere foreslår Konkursrådet, at skifteretten kan nægte
at stadfæste en tvangsakkord, hvis skyldneren som følge
af uforsvarlige handlinger i økonomiske anliggender eller
erstatningspådragende forhold ikke ville kunne opnå en
gældssanering. I disse tilfælde skal skifteretten således fore-
tage en konkret vurdering af, hvor graverende de konkrete
omstændigheder er.
Konkursrådet foreslår, at de nævnte regler om, at stadfæstel-
se skal eller kan nægtes som følge af de omtalte omstændig-
heder ved gældens stiftelse, skal finde anvendelse, uanset
om skyldneren er erhvervsdrivende eller ej. Selv om det kan
anføres, at der er et særligt hensyn til at give erhvervsdri-
vende skyldnere mulighed for at opnå tvangsakkord, finder
Konkursrådet at hensynet til at undgå stødende afgørelser
vejer tungere.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 156 ff.
3.1.9.3.2. Rekonstruktionens virkninger
Konkursrådet finder, at hvis skifteretten i forbindelse med
en forebyggende rekonstruktion stadfæster et rekonstruk-
tionsforslag, bør reglerne i konkurslovens kapitel 2 d
om rekonstruktionens virkninger finde tilsvarende anvendel-
se. Udgangspunktet bør således være, at retsvirkningerne
af en stadfæstet rekonstruktion ikke bør afhænge af, om
rekonstruktionen er opnået under rekonstruktionsbehandling
eller forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at konkurslovens
§ 14 c, stk. 2-4, ikke skal finde tilsvarende anvendelse
under en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Det er
Konkursrådets vurdering, at muligheden for at anvende så-
danne regler under en forebyggende rekonstruktion vil være
for vidtgående, når det ikke vides om skyldneren er insol-
vent eller kun har sandsynlighed for at blive insolvent.
Konkursrådet har overvejet, hvordan det sikres, at stadfæ-
stelsen af rekonstruktionsforslaget får selskabsretlig virk-
ning.
Konkursrådet foreslår, at skifterettens stadfæstelse af en
tvangsakkord, som indeholder en samtidig nedsættelse og
forhøjelse af selskabskapitalen træder i stedet for generalfor-
samlingens beslutning herom.
Konkursrådet finder derudover, at indbetalingen af den nye
selskabskapital bør ske senest to uger efter tvangsakkordens
stadfæstelse. Konkursrådet finder endvidere, at rekonstruk-
tøren uden unødigt ophold efter indbetalingen bør registrere
den nye selskabskapital og nedsættelsen af den gamle sel-
skabskapital i Erhvervsstyrelsen.
Konkursrådet bemærker, at det bør være rekonstruktørens
opgave at registrere den nye selskabskapital, selvom perso-
nen efter stadfæstelsen ikke længere fungerer som rekon-
struktør. Der er således tale om en accessorisk pligt for
rekonstruktøren til at registrere selskabskapitalen, og det bør
derfor også indgå i rekonstruktørens vederlag for udførelsen
af arbejdet i forbindelse med rekonstruktionen.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 158 f.
3.1.9.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1579/2022.
Der henvises for så vidt angår implementeringen af direkti-
vets bestemmelser om stadfæstelse og betingelserne samt
forholdet mellem rekonstruktions- og gældssaneringsregler-
ne til de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 26
(forslag til konkurslovens § 13 e, stk. 5) og nr. 27 (forslag til
konkurslovens § 13 e, stk. 6).
For så vidt angår den selskabsretlige virkning af et stad-
fæstet rekonstruktionsforslag henvises til den foreslåede be-
stemmelse i lovforslagets § 1, nr. 30 (forslag til konkurslo-
vens § 14, stk. 5).
3.1.10. Gensidigt bebyrdende aftaler
3.1.10.1. Gældende ret
78
3.1.10.1.1. Skyldnerens ret til at videreføre gensidigt bebyr-
dende aftaler under rekonstruktion
Det følger af konkurslovens § 12 o, stk. 1, 1. pkt., at skyld-
neren kan videreføre en gensidigt bebyrdende aftale under
en rekonstruktionsbehandling, såfremt rekonstruktøren sam-
tykker heri. Denne adgang omfatter efter konkurslovens §
12 o, stk. 1, 2. pkt., også aftaler, som medkontrahenten in-
den for de seneste fire uger før, rekonstruktionsbehandlingen
iværksættes, har ophævet på grund af skyldnerens mislighol-
delse, medmindre medkontrahenten har disponeret i henhold
til ophævelsen.
Skyldneren kan dog ikke uden medkontrahentens samtykke
videreføre en aftale, hvis medkontrahenten bortset fra rekon-
struktionsbehandlingen havde adgang til at hæve aftalen af
andre årsager end skyldnerens forsinkelse med egen ydelse,
jf. konkurslovens § 12 o, stk. 2.
Medkontrahenten kan med hjemmel i konkurslovens § 12 o,
stk. 3, forlange, at skyldneren uden ugrundet ophold tager
stilling til, om en gensidigt bebyrdende aftale skal viderefø-
res. For arbejdsaftaler med ansatte i skyldnerens virksomhed
gælder dette dog først efter udløbet af fristen i konkurslo-
vens § 12 u, stk. 1, 1. pkt.
3.1.10.1.2. Skyldnerens adgang til at opsige løbende aftaler
Det fremgår af konkurslovens § 12 o, stk. 4, at løbende afta-
ler, der er videreført efter konkurslovens § 12 o, stk. 1, altid
kan opsiges af skyldneren med rekonstruktørens samtykke
med en måneds varsel.
Medkontrahenten kan i et sådant tilfælde kræve erstatning
for tab, ved at opsigelsen er sket med forkortet varsel, med-
mindre andet følger af konkurslovens § 12 t.
3.1.10.1.3. Skyldnerens ret til at opsige aftaler om et vedva-
rende retsforhold
Skyldneren kan opsige aftaler om et vedvarende retsforhold
med sædvanligt eller rimeligt varsel, selv om længere varsel
eller uopsigelighed er aftalt, når rekonstruktøren samtykker
hertil. Dette gælder dog ikke, hvis længere varsel er sikret
mod skyldnerens fordringshavere ved tinglysning eller an-
den lignende offentlig registrering, jf. konkurslovens § 12 t,
stk. 1.
Når særlige grunde taler derfor, kan medkontrahenten kræve
det derved forvoldte tab erstattet af skyldneren, jf. konkurs-
lovens § 12 t, stk. 2.
3.10.1.1.4. Særligt om videreførelse af arbejdsaftaler
Af konkurslovens § 12 u, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at hvis
skyldneren inden 14 dage efter rekonstruktionsbehandlin-
gens indledning erklærer ikke at ville videreføre en arbejds-
aftale med en ansat i skyldnerens virksomhed, jf. konkurs-
lovens § 12 o, er kravet på arbejdsvederlag for tiden efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning stillet som veder-
lag for den forudgående periode.
Dette gælder efter konkurslovens § 12 u, stk. 1, 2. pkt., dog
ikke krav på vederlag for den tid, den ansatte faktisk har
udført arbejde for skyldneren under rekonstruktionsbehand-
lingen, idet et sådant vederlag er omfattet af konkurslovens
§ 94.
Afgiver skyldneren først efter 14-dagesfristens udløb erklæ-
ring om ikke at ville videreføre arbejdsaftalen, er kravet for
tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning til afgi-
velsen af skyldnerens erklæring omfattet af konkurslovens §
94, jf. konkurslovens § 12 u, stk. 1, sidste pkt.
Det følger af konkurslovens § 12 o, stk. 3, at arbejdstagere
først efter udløbet af 14-dagesfristen kan forlange, at skyld-
neren uden ugrundet ophold tager stilling til, om arbejdsaf-
talen skal videreføres.
Den ansatte kan hæve arbejdsaftalen, hvis den af rekon-
struktionen følgende ændring af arbejdsforholdene giver den
pågældende særlig grund hertil, jf. konkurslovens § 12 u,
stk. 2.
3.10.1.1.5. Retsvirkninger af videreførelse af gensidigt be-
byrdende aftaler
Videreføres en aftale efter konkurslovens § 12 o, omfattes
medkontrahentens krav af konkurslovens § 94, jf. konkurs-
lovens § 12 p, stk. 1. Dette gælder, for så vidt angår lø-
bende aftaler dog alene medkontrahentens krav for tiden
efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf. § 12 p,
stk. 2. Medkontrahentens krav for tiden efter en eventuel
afsigelse af konkursdekret omfattes ikke af konkurslovens §
94.
Hvis der er tale om en aftale om successive ydelser (ramme-
aftale mv.) kan det i medfør af konkurslovens § 12 p, stk.
1, diskuteres, om videreførelse medfører, at samtlige krav
vedrørende aftalen får § 94-status, eller om det kun gælder
krav vedrørende leverancer foretaget under rekonstruktions-
behandlingen. Dette afhænger af, om aftalen anses for én
aftale med den virkning, at samtlige krav vedrørende aftalen
anses for konnekse og stiftet ved aftalens indgåelse, eller
om aftalen kun anses for en ”paraply” med den virkning, at
de enkelte leverancer anses for separate aftaler, der ikke er
indbyrdes konnekse.
Sidstnævnte er den mest rekonstruktionsfremmende løsning,
idet den muliggør, at man kan videreføre aftaler vedrørende
79
leverancer under rekonstruktionsbehandlingen uden dermed
at pådrage sig § 94-status for krav vedrørende forudgåen-
de leverancer. Den løsning harmonerer også bedst med lig-
hedsprincippet, idet medkontrahenten i relation til leveran-
cer foretaget inden rekonstruktionsbehandlingen i alminde-
lighed ikke bør behandles bedre end andre simple kreditorer.
Højesterets afgørelse af 16. oktober 2020 (som gengivet
i U 2021.114 H) har imidlertid skabt tvivl om, hvorvidt
ovenstående om successive aftaler er gældende ret. Sagen
vedrørte modregning, men kan have en afsmittende virkning
på successive aftaler generelt.
I sagen, som angik successive ydelser i form af opmagasi-
nering, fandt Højesteret, at krav vedrørende aftalen var kon-
nekse. Dette er i overensstemmelse med Højesterets afgørel-
se af 1. februar 2011 (som gengivet i U 2011.1267 H), hvor
Højesteret ligeledes fandt, at der forelå konneksitet mellem
krav vedrørende forskellige leverancer under en aftale om
successive ydelser. Højesterets afgørelse af 1. februar 2011
angik modregning over for tredjemand og ikke modregning
under insolvensbehandling.
I Højesterets afgørelse af 16. oktober 2020 var parterne eni-
ge om, at krav vedrørende opmagasinering inden fristdagen
skulle anses for stiftet inden fristdagen, mens krav vedrøren-
de opmagasinering efter fristdagen skulle anses stiftet efter
fristdagen. Da Højesteret eksplicit nævner parternes enighed
herom, er det tvivlsomt, om denne del af afgørelsen har
nogen præjudikatsværdi.
Hvis Højesteret anser krav vedrørende en aftale om succes-
sive ydelser for konnekse, må det ses som udtryk for, at man
anser aftalen for én aftale. Dette vil have den konsekvens, at
man ved videreførelse af en sådan aftale pådrager sig § 94-
status for samtlige krav i medfør af aftalen, herunder krav
vedrørende perioden inden rekonstruktionsbehandlingen.
Medkontrahenten kan ikke kræve sikkerhedsstillelse for sine
krav, når en gensidigt bebyrdende aftale videreføres, jf. kon-
kurslovens § 12 q, stk. 1, nr. 1.
Medkontrahenten kan ligeledes ikke holde sin ydelse tilbage
eller hindre dens overgivelse som følge af rekonstruktions-
behandling eller skyldnerens økonomiske forhold i øvrigt,
når en gensidigt bebyrdende aftale videreføres, jf. konkurs-
lovens § 12 q, stk. 1, nr. 2.
Ved videreførelse af en gensidigt bebyrdende aftale kan
medkontrahenten ikke kræve, at skyldneren som følge af
rekonstruktionsbehandlingen eller skyldnerens økonomiske
forhold i øvrigt præsterer sin ydelse før forfaldstid, jf. kon-
kurslovens § 12 q, stk. 1, nr. 3.
Medkontrahenten kan ved videreførelse af en gensidigt be-
byrdende aftale endvidere ikke hæve aftalen som følge af
forsinkelse med skyldnerens ydelse, medmindre medkontra-
hentens krav på ydelsen omfattes af konkurslovens § 94,
og skyldneren ikke præsterer ydelsen uden ugrundet ophold
efter videreførelsen af aftalen, jf. konkurslovens § 12 q, stk.
1, nr. 4. Præsterer skyldneren i et sådant tilfælde ikke sin
ydelse uden ugrundet ophold, vil medkontrahenten kunne
hæve og kræve erstatning, hvilket erstatningskrav vil være
omfattet af konkurslovens § 94.
Personer, der er ansat i skyldnerens virksomhed, og som
vederlægges periodevis bagud, kan efter konkurslovens § 12
q, stk. 2, kræve, at skyldneren stiller betryggende sikkerhed
for det til enhver tid først forfaldende vederlag, i det omfang
det vedrører tiden efter rekonstruktionsbehandlingens ind-
ledning. Stilles en sådan sikkerhed ikke inden 14 dage eller,
hvis tiden for den ansattes ydelse til skyldneren er kommet,
uden ugrundet ophold, kan den ansatte hæve arbejdsaftalen.
3.10.1.1.6. Modregning i skyldnerens krav i henhold til en
videreført aftale
Det følger af konkurslovens § 12 g, stk. 3, at en fordringsha-
ver ikke kan anvende et simpelt krav omfattet af konkurslo-
vens § 97 til modregning i skyldnerens krav i medfør af en
aftale, der er videreført efter konkurslovens § 12 o.
Højesteret har dog ved dom af 16. oktober 2020 (som gengi-
vet i U 2021.114 H) fundet, at konkurslovens § 12 g, stk.
3, ikke hindrer retten til konneksmodregning. I sagen kunne
et § 97-krav vedrørende opmagasinering inden rekonstrukti-
onsbehandlingens indledning således modregnes i skyldne-
rens krav på vederlag for opmagasinering i rekonstruktions-
behandlingsperioden.
Hvis en skyldner viderefører en aftale om en løbende ydelse,
må det således antages, at medkontrahenten kan modregne
et § 97-krav fra perioden før rekonstruktionsbehandlingens
indledning i skyldnerens tilgodehavende for perioden efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
3.1.10.1.7. Retsvirkning af ikke at videreføre gensidigt be-
byrdende aftaler
Videreføres en gensidigt bebyrdende aftale ikke efter kon-
kurslovens § 12 o, således at medkontrahentens krav dermed
er omfattet af konkurslovens § 94, kan medkontrahenten
hæve aftalen, jf. konkurslovens § 12 r, stk. 1.
Medkontrahenten kan i et sådant tilfælde efter almindelige
obligationsretlige regler kræve sin positive opfyldelsesinte-
resse erstattet, medmindre andet følger af konkurslovens §
12 t.
80
En medkontrahent, som helt eller delvist har erlagt sin
ydelse, kan kun hæve en ikke videreført gensidigt bebyrden-
de aftale og kræve det erlagte tilbage, hvis reglerne om
vedkommende retsforhold berettiger den pågældende til det,
jf. konkurslovens § 12 r, stk. 2.
Har medkontrahenten efter rekonstruktionsbehandlingens
indledning overgivet en ydelse til skyldneren, for hvilken
der skal svares vederlag, kan medkontrahenten kræve ydel-
sen tilbage, jf. konkurslovens § 12 s, stk. 1, når aftalen ikke
videreføres. Er der under rekonstruktionsbehandlingen rådet
over ydelsen på en sådan måde, at den ikke kan tilbageleve-
res i væsentlig uforandret stand, omfattes medkontrahentens
krav af konkurslovens § 94.
3.1.10.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Som en gensidigt bebyrdende aftale anses efter rekonstrukti-
ons- og insolvensdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 5, en aftale
mellem en skyldner og en eller flere fordringshavere, i hen-
hold til hvilken der stadig påhviler parterne forpligtelser på
det tidspunkt, hvor et fyldestgørelsesforbud nedlægges eller
anvendes.
Direktivets præambelbetragtning nr. 41 nævner som typiske
eksempler leasing- og licensaftaler, langsigtede leveringsaf-
taler og franchiseaftaler.
3.1.10.2.1. Retsvirkningerne af et fyldestgørelsesforbud i re-
lation til gensidigt bebyrdende aftaler
Medlemsstaterne skal i medfør af direktivets artikel 7, stk.
4, fastsætte regler, der forhindrer fordringshavere omfattet
af et fyldestgørelsesforbud i at tilbageholde en ydelse el-
ler ophæve, fremskynde eller på nogen anden måde ændre
væsentlige gensidigt bebyrdende aftaler vedrørende gæld,
der er opstået, før fyldestgørelsesforbuddet blev nedlagt, til
skade for skyldner alene på grund af, at gælden ikke er
blevet betalt af skyldneren. Dette er dog ikke til hinder for,
at medlemsstaterne giver sådanne fordringshavere passende
garantier med henblik på at forhindre, at de lider urimelig
skade som følge heraf.
Medlemsstaterne bør modsætningsvis ikke opstille regler,
som forhindrer sådanne fordringshavere i at tilbageholde
en ydelse eller ophæve, fremskynde eller på nogen anden
måde ændre væsentlige gensidigt bebyrdende aftaler vedrø-
rende gæld, der er opstået før fyldestgørelsesforbuddet blev
nedlagt, i tilfælde, hvor skyldneren ikke opfylder de af sine
forpligtelser i henhold til sådanne aftaler, der forfalder efter
nedlæggelsen af fyldestgørelsesforbuddet, jf. direktivets ar-
tikel 7, stk. 4, sammenholdt med præambelbetragtning nr.
41.
Medlemsstaterne kan bestemme, at ovenstående også skal
finde anvendelse på ikkevæsentlige gensidigt bebyrdende
aftaler, jf. direktivets artikel 7, stk. 4.
Det følger af direktivets artikel 7, stk. 6, at medlemsstaterne
kan fastsætte, at et fyldestgørelsesforbud ikke finder anven-
delse på visse aftaler på finansielle markeder, energimarke-
der og råvaremarkeder.
3.1.10.2.2. Ipso facto-klausuler
Rekonstruktions- og insolvensdirektivet beskriver i præam-
belbetragtning nr. 40 muligheden for, at nogle af skyldne-
rens leverandører på det tidspunkt, hvor skyldneren bliver
genstand for en insolvensprocedure eller ansøger om fore-
byggende rekonstruktionsforanstaltninger, kan have kon-
traktlige rettigheder i form af såkaldte ipso facto-klausuler,
som berettiger dem til at ophæve kontrakten alene på grund
af disse forhold, selv om skyldneren behørigt har opfyldt
sine forpligtelser.
En sådan tidlig ophævelse af kontrakten kan ifølge direk-
tivets præambelbetragtning nr. 40 få negativ indvirkning
på skyldners virksomhed og en vellykket redning af den-
ne. Dette gør sig særligt gældende i relation til kontrakter
om væsentlige leverancer af betydning for driften så som
gas, elektricitet, vand, telekommunikation og betalingskort-
tjenester, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 41.
Direktivets artikel 7, stk. 5, fastsætter på denne baggrund,
at det skal sikres, at fordringshavere ikke ved at indføre
klausuler herom i en aftale med skyldneren har ret til at til-
bageholde ydelsen eller ophæve, fremskynde eller på nogen
anden måde ændre gensidigt bebyrdende aftaler til skade
for skyldner alene på grund af en begæring om indledning
af forebyggende rekonstruktion, en begæring om et fyldest-
gørelsesforbud, indledning af forebyggende rekonstruktion
eller nedlæggelse af et fyldestgørelsesforbud.
3.1.10.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.10.3.1. Regulering af skyldnerens gensidigt bebyrdende
aftaler under forebyggende rekonstruktionsbehandling
Konkursrådet finder på baggrund af direktivet, at der er be-
hov for regler, der regulerer skyldnerens gensidigt bebyrden-
de aftaler under forebyggende rekonstruktionsbehandlingen.
De hensyn, der ligger bag direktivets regler om gensidigt
bebyrdende aftaler, svarer til de hensyn, der ligger bag kon-
kurslovens regler, der regulerer gensidigt bebyrdende aftaler
under rekonstruktionsbehandling.
På denne baggrund og ud fra hensynet til, at der gæl-
der ensartede regelsæt under rekonstruktionsbehandling og
forebyggende rekonstruktionsbehandling, finder Konkurs-
81
rådet, at der som udgangspunkt bør gælde samme reg-
ler om gensidigt bebyrdende aftaler under henholdsvis re-
konstruktionsbehandling og forebyggende rekonstruktions-
behandling. Der er imidlertid den afgørende forskel, at en
skyldner under forebyggende rekonstruktionsbehandling ik-
ke nødvendigvis er insolvent, og at der ikke altid vil væ-
re fyldestgørelsesforbud og dermed heller ikke være etable-
ret fristdag under en forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling. Disse forhold bevirker efter Konkursrådets opfattelse,
at der må gøres visse undtagelser til udgangspunktet om, at
der bør gælde samme regler under rekonstruktionsbehand-
ling og forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet finder på denne baggrund ikke, at reglen i
konkurslovens § 12 o i sin helhed bør gælde tilsvarende
under forebyggende rekonstruktionsbehandling. Når skyld-
neren ikke nødvendigvis er insolvent, bør der ikke være
adgang til at ”genoplive” ophævede aftaler efter konkurslo-
vens § 12 o, stk. 1. Endvidere bør medkontrahenten ikke
kunne forlange, at skyldneren tager stilling til, om aftalen
videreføres. Konkursrådet foreslår derfor, at der under fore-
byggende rekonstruktionsbehandling i stedet skal gælde en
regel om, at medkontrahenten ikke kan ophæve aftalen som
følge af, at skyldneren er under forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling eller har indgivet begæring herom. Bestem-
melsen, der skal gælde uanset modstående bestemmelse i
den gensidigt bebyrdende aftale, gennemfører direktivets ar-
tikel 7, stk. 5, hvorefter ipso facto klausuler ikke skal kunne
gøres gældende over for medkontrahenten.
En sådan regel er dog efter Konkursrådets opfattelse ikke
tilstrækkelig til at varetage hensynet til at opnå rekonstruk-
tion under forebyggende rekonstruktionsbehandling. Hvis
der ikke gælder regler, der giver mulighed for at videreføre
aftaler, vil medkontrahenten kunne udøve almindelige obli-
gationsretlige beføjelser, herunder de som følger af købelo-
vens § 39 og obligationsrettens regler om anticiperet mislig-
holdelse. Konkursrådet finder derfor, at der – som parallel til
mulighed for at opnå ny finansiering med § 94-status – bør
være mulighed for at videreføre aftaler, hvis der er nedlagt
fyldestgørelsesforbud og dermed er etableret fristdag.
Det er en betingelse for at videreføre aftalen, at rekonstruk-
tøren udtrykkeligt samtykker hertil.
Konkursrådet finder under hensyntagen til, at skyldneren ik-
ke nødvendigvis er insolvent, at medkontrahenten – ligesom
i tilfælde af konkursbehandling – bør bevare sin ret til at hæ-
ve aftalen som følge af forudgående væsentlig misligholdel-
se, uanset om denne misligholdelse består i forsinkelse. Det
vil således være indgribende over for medkontrahenten, hvis
en solvent skyldner skal kunne afskære medkontrahentens
mulighed for at ophæve en aftale. Hvis skyldneren viser
sig at være insolvent, vil skyldneren have mulighed for at
indgive en begæring om rekonstruktionsbehandling og på
den måde hindre en ophævelse af aftalen. Konkursrådet
foreslår følgelig, at konkurslovens § 58, stk. 2, skal finde
tilsvarende anvendelse under forebyggende rekonstruktions-
behandling. Det afgørende tidspunkt bør i denne sammen-
hæng være tidspunktet for iværksættelsen af fyldestgørelses-
forbuddet.
Hvis medkontrahenten ikke har hæveadgang som følge af en
sådan forudgående misligholdelse, finder Konkursrådet, at
reglerne i konkurslovens § 12 q, stk. 1, nr. 1-3, jf. dog stk.
2, skal finde tilsvarende anvendelse og dermed begrænse
medkontrahentens beføjelser, hvis aftalen videreføres.
Endvidere foreslår Konkursrådet, at reglerne i konkurslo-
vens § 12 p om retsvirkningerne af videreførelse skal finde
tilsvarende anvendelse på en aftale, der videreføres under en
forebyggende rekonstruktionsbehandling. Er der tale om en
aftale om en løbende ydelse, foreslås det, at konkurslovens
§ 12 o, stk. 4, endvidere skal finde tilsvarende anvendelse,
således at aftalen kan opsiges med en måneds varsel.
Hvis skyldneren ikke viderefører en aftale, afgøres det efter
de obligationsretlige regler, hvilke beføjelser medkontrahen-
ten kan udøve over for skyldneren, jf. dog den foreslåede
regel om at ophævelse ikke kan ske som følge af den
forebyggende rekonstruktionsbehandling. Reglen i konkurs-
lovens § 12 r, stk. 1, foreslås således ikke overført til fore-
byggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet finder
dog, at konkurslovens § 12 s bør finde anvendelse under
en forebyggende rekonstruktionsbehandling, når der er ned-
lagt fyldestgørelsesforbud. Konkursrådet finder derimod ik-
ke, at konkurslovens § 12 s skal kunne finde anvendelse
under en forebyggende rekonstruktionsbehandling, når der
ikke er nedlagt fyldestgørelsesforbud. Konkursrådet har i
den forbindelse lagt vægt på, at man kan sammenligne en
forebyggende rekonstruktionsbehandling uden et fyldestgø-
relsesforbud med en udenretlig rekonstruktion. Ved en uden-
retlig rekonstruktion vil medkontrahenten ikke kunne kræve
ydelsen leveret tilbage, medmindre de obligationsretlige be-
tingelser for et krav på tilbagelevering er opfyldt.
Det er Konkursrådets opfattelse, at det ovenfor beskrevne
bør finde anvendelse, medmindre andet følger af andre lov-
bestemmelser. Det skal dog – ligesom under rekonstrukti-
onsbehandling – være muligt at videreføre gensidigt bebyr-
dende aftaler i forebyggende rekonstruktion, når der er ned-
lagt fyldestgørelsesforbud, uanset købelovens regler.
Konkursrådet har overvejet om retsforholdets beskaffenhed
bør kunne begrunde, at en gensidigt bebyrdende aftale ik-
ke skal kunne videreføres under forebyggende rekonstruk-
tion. Det er Konkursrådets opfattelse, at dette spørgsmål
særligt påkalder sig interesse i forhold til videreførelse af
kreditaftaler med banken, som f.eks. en kassekredit, hvor
skyldneren kan have en uudnyttet trækningsret.
82
På den ene side er formålet med forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling at redde og videreføre virksomheden, og
medkontrahentens stilling vil derfor ikke nødvendigvis blive
dårligere af, at skyldneren får lov til at videreføre en aftale
om f.eks. en trækningsret på en uudnyttet kassekredit. Der-
udover vil det være af væsentlig betydning for skyldnerens
mulighed for overlevelse fortsat at have adgang til likvidi-
tet. Omvendt bør det ikke være muligt for en skyldner
at låne flere penge ved yderligere træk på en kassekredit,
hvis det er sandsynligt, at skyldneren bliver insolvent, eller
skyldneren ligefrem er insolvent.
Konkursrådet finder herefter, at retsforholdets beskaffenhed
også skal begrænse muligheden for at videreføre gensidigt
bebyrdende aftaler i forebyggende rekonstruktion i samme
omfang som under en rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet finder ikke, at reglerne om insolvensregule-
ring i konkurslovens § 12 t bør finde anvendelse under
en forebyggende rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet
finder, at det vil være for vidtgående at give adgang til
insolvensregulering, når skyldneren ikke nødvendigvis er
insolvent. Følgelig vil der heller ikke ved opsigelse af en
aftale efter den foreslåede § 9 e, stk. 2, jf. § 12 o, stk.
4, kunne ske insolvensregulering under den forebyggende
rekonstruktionsbehandling af medkontrahentens erstatnings-
krav efter sidste led i § 12 o, stk. 4. Hvis skyldneren er in-
solvent, og insolvensregulering har væsentlig betydning for
mulighederne for at opnå en rekonstruktion, må skyldneren
således begære rekonstruktionsbehandling.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 184 ff.
3.1.10.3.2. Retsvirkningerne af videreførelse af gensidigt be-
byrdende aftaler
Konkursrådet finder, at der er et behov for at ændre kon-
kurslovens § 12 p, dvs. ændre reglerne om retsvirknin-
gen af videreførelse af en gensidigt bebyrdende aftale bå-
de under rekonstruktionsbehandling og forebyggende rekon-
struktionsbehandling.
Hvad angår retsvirkningen af en videreførelse af en aftale
om en løbende ydelse, følger det af konkurslovens § 12 p,
stk. 2, at medkontrahenten har § 94-status for krav for tiden
efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og indtil en
eventuel opsigelse. Ordlyden af bestemmelsen svarer ikke
helt til den tilsvarende regel om konkurs i konkurslovens
§ 56, stk. 2, der hjemler massekravstatus for medkontrahen-
tens vederlag for tiden efter konkursdekretet og indtil en
eventuel opsigelse.
Konkursrådet er opmærksom på, at Østre Landsret har af-
sagt to domme om sidstnævnte bestemmelse, hvori det er
fastslået, at krav på henholdsvis en stay-on bonus og et
indretningstilskud ikke kan anses som periodiske vederlag
og derfor ikke omfattes af konkurslovens § 56, stk. 2. I
afgørelserne blev det implicit lagt til grund, at de nævnte
krav heller ikke havde § 93-status efter konkurslovens § 56,
stk. 1. Der henvises nærmere til Østre Landsrets domme
af den 8. november 2021 i Sag BS-41244/2020 og Sag
BS-39950/2020. Konkursrådet finder, at resultatet i de to
afgørelser er korrekt og udtryk for en hensigtsmæssig retstil-
stand. Imidlertid bemærker Konkursrådet, at man ikke nød-
vendigvis ville være nået til samme resultat, hvis der havde
været tale om aftaler, der var videreført under en rekonstruk-
tionsbehandling, da ordet »krav« i konkurslovens § 12 p,
stk. 2, kan forstås bredere end (periodisk) vederlag.
Konkursrådet foreslår derfor, at man også anvender udtryk-
ket »vederlag« i konkurslovens § 12 p, stk. 2.
Konkursrådet finder i øvrigt, at det bør præciseres i konkurs-
lovens § 12 p, stk. 2, og § 56, stk. 2, at disse bestemmel-
ser udtømmende regulerer medkontrahentens stilling, når
der er tale om en løbende ydelse. I den forbindelse finder
Konkursrådet, at medkontrahenten tillige bør have § 94-sta-
tus for krav, som skyldes skyldnerens faktiske dispositioner
under rekonstruktionsbehandlingen, henholdsvis § 93-status
for krav, der skyldes faktiske dispositioner foretaget af kon-
kursboet. Det vil eksempelvis medføre, at hvis skyldneren
viderefører en lejeaftale, vil krav vedrørende skyldnerens
beskadigelse af det lejede under rekonstruktionsbehandlin-
gen være et § 94-krav. Derimod vil et krav vedrørende en
skade, der er sket inden rekonstruktionsbehandlingen, ikke
være et § 94-krav, uanset at det lejede først tilbagegives til
medkontrahenten under rekonstruktionsbehandling, og med-
kontrahenten først på dette tidspunkt konstaterer skaden. En
stay-on bonus vil ikke have § 94-status, hvis den er tilsagt
inden rekonstruktionsbehandlingens indledning, uanset at
denne bonus er betinget af, at den ansatte udfører arbejde
i en periode, der først udløber under rekonstruktionsbehand-
lingen.
Konkursrådet bemærker endvidere, at Højesterets dom af
16. oktober 2020 (som gengivet i U 2021.114 H) har skabt
tvivl om, hvorvidt videreførelse af en aftale om successive
ydelser medfører, at samtlige krav vedrørende aftalen får §
94-status, eller om det alene gælder krav vedrørende ydelser
præsteret under rekonstruktionsbehandlingen. Tilsvarende
tvivl gælder med hensyn til retsvirkningerne af et konkurs-
bos indtræden i en aftale om successive ydelser.
Konkursrådet har overvejet, hvad der nærmere skal forstås
ved successive ydelser kontra en delydelse.
Det er Konkursrådets opfattelse, at en successiv ydelse er
kendetegnet ved, at ydelsen kan stå alene. Der kan eksem-
pelvis være indgået en aftale mellem skyldneren og med-
kontrahenten om, at medkontrahenten skal levere varer til
83
skyldneren efterhånden. En delydelse kan derimod ikke stå
alene. Hvis der eksempelvis skal leveres et tag til et hus,
som opføres af et typehusfirma, vil der ikke være tale om en
successiv ydelse, da leveringen af huset uden tag ikke kan
stå alene.
Konkursrådet finder, at såfremt en aftale angår successive
ydelser, bør den del af medkontrahentens krav, der vedrører
ydelser præsteret efter rekonstruktionsbehandlingens indled-
ning, omfattes af § 94. Dette bør tilsvarende gælde i en
forebyggende rekonstruktion og konkurs, hvor det i konkurs
vil være omfattet af § 93. Konkursrådet finder derimod ikke,
at en videreførelse af en aftale, der angår successive ydelser,
skal medføre § 94-status for krav vedrørende ydelser præste-
ret før rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Det er Konkursrådets vurdering, at det anførte om successi-
ve ydelser bør gælde, uanset om alle medkontrahentens krav
hidrørende fra aftalen anses som ét (konnekst) krav. Det
bør også gælde, uanset om medkontrahentens ydelse har
karakter af en vare eller en tjenesteydelse.
Det er endvidere Konkursrådets vurdering, at det ovenfor
anførte om successive ydelser bør gælde, uanset om det
er medkontrahenten eller skyldneren, der skal levere real-
ydelsen. Situationen kunne eksempelvis være, at skyldneren
månedligt leverer varer til medkontrahenten. Hvis aftalen
videreføres, omfattes medkontrahentens krav vedrørende va-
rer leveret under rekonstruktionsbehandlingen af § 94, dvs.
såvel kravet på naturalopfyldelse som et eventuelt erstat-
ningskrav vedrørende disse varer. Et erstatningskrav vedrø-
rende varer leveret inden den forebyggende rekonstruktions-
behandling eller rekonstruktionsbehandlingen bør derimod
ikke have § 94-status.
Konkursrådet har overvejet, om der bør gøres en undtagelse
til det ovenfor beskrevne, hvis aftalen om successive ydelser
fastsætter en minimumsaftageforpligtelse.
På den ene side kan der argumenteres for, at hvis medkon-
trahenten eksempelvis har forpligtet sig til at bestille mindst
1 palle varer pr. måned i 5 måneder, bør situationen ikke
behandles anderledes end, hvis medkontrahenten på én gang
havde bestilt 5 paller varer. Følgelig kunne det overvejes,
om medkontrahenten bør have § 94-status for krav vedrø-
rende samtlige 5 paller, uanset om kun 2 af disse er leveret
under rekonstruktionsbehandlingen. I modsat fald vil med-
kontrahentens eventuelle erstatningskrav for de 3 paller, der
blev leveret inden rekonstruktionsbehandlingen, ikke kunne
kræves dækket som § 94-krav, uanset at medkontrahenten
skal betale for de 2 øvrige paller. På den anden side kan
der argumenteres for, at dette netop er en hensigtsmæssig
retstilstand, da § 94-status alene bør haves i relation til ydel-
ser, der er leveret under rekonstruktionsbehandlingen, og at
situationen derfor adskiller sig fra tilfældet, hvor der på én
gang bestilles 5 paller.
Konkursrådet finder, at der ikke bør gøres en undtagelse
i forhold til aftaler om successive ydelser, der fastsætter
en minimumsaftageforpligtelse, hvorfor det i disse aftaler
også bør gælde, at det kun er krav vedrørende ydelser, der
er eller skulle præsteres under rekonstruktionsbehandlingen,
som bør have § 94-status.
Konkursrådet bemærker, at det ovenfor foreslået kan med-
føre, at medkontrahenten stilles ringere under insolvensbe-
handling end i forhold til skyldnerens transportshavere efter
gældsbrevsloven, jf. U 2011.1267 H.
Hvis dette skal undgås, vil Konkursrådet skulle fremsætte
et forslag om en mere generel regulering af, hvornår krav
ifølge aftaler om successive ydelser skal anses for konnek-
se, hvilket synes at være for omfattende og vidtgående at
gøre. Der findes i øvrigt andre eksempler på, at retsstillingen
under insolvensbehandling adskiller sig for retsstillingen i
forhold til transporthavere. Dette gælder eksempelvis reglen
i konkurslovens § 12 o om adgang til »genoplivning« af
ophævede aftaler.
Konkursrådet finder derfor ikke, at der er noget påtrængen-
de behov for at gå videre end at foreslå insolvensretlig regu-
lering.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at det reguleres i
konkurslovens § 12 p og den tilsvarende regel i konkurslo-
vens § 56, i hvilket omfang der er § 94-status henholdsvis §
93-status for krav ifølge en aftale om successive ydelser.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side
3.1.10.3.3. Modregning i skyldnerens krav i henhold til en
videreført aftale
Videreføres en aftale om løbende eller successive ydelser
under en rekonstruktionsbehandling, vil det ofte resultere i,
at skyldneren får et krav mod medkontrahenten vedrørende
perioden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning. Det
er Konkursrådets opfattelse, at dette krav bør komme alle
fordringshavere til gode, således at det beløb, som med-
kontrahenten skal betale, bør fordeles efter konkurs- eller
rekonstruktionsordenen. Kravet bør således ikke kunne op-
fyldes ved, at medkontrahenten modregner med krav, som
denne måtte have for perioden inden rekonstruktionsbehand-
lingen. Det er derfor bestemt i konkurslovens § 12 g, stk.
3, at medkontrahenten ikke kan modregne et § 97-krav i
dennes gæld i henhold til en videreført aftale.
Højesteret har ved dom af 16. oktober 2020 (som gengivet
84
i U 2021.114 H) fundet, at § 12 g, stk. 3, ikke begrænser
retten til konneks modregning. Det er Konkursrådets opfat-
telse, at denne retstilstand er uhensigtsmæssig og strider
mod formålet med konkurslovens § 12 g, stk. 3.
Selvom Konkursrådet foreslår, at der indføres regler om,
at der alene haves § 94-krav for ydelser præsteret under
rekonstruktionsbehandlingen, løser det efter Konkursrådets
vurdering ikke modregningsproblemet. I modregningssitua-
tionen er der således ikke tale om at afgøre, om medkontra-
henten har et § 94-krav, men derimod om medkontrahenten
har en gæld vedrørende rekonstruktionsperioden, som søges
berigtiget ved modregning.
Konkursrådet finder på den baggrund, at modregningsbe-
grænsningen i konkurslovens § 12 g, stk. 3, bør gælde for
krav vedrørende løbende eller successive ydelser, uanset
om kravene er konnekse. Konkursrådet finder endvidere, at
dette også bør gælde under forebyggende rekonstruktionsbe-
handling.
Konkursrådet bemærker, at dette ikke bør indebære en æn-
dring af, hvad der forstås ved konneksitet, men bør blot
udvide konkurslovens § 12 g, stk. 3, til at gælde for løbende
eller successive ydelser.
Konkursrådet bemærker endvidere, at hvis domstolene fort-
sat anser krav vedrørende samme aftale om successive ydel-
ser (rammeaftaler mv.) for konnekse, er det nærliggende at
antage, at man også vil anse kravene for stiftet samtidigt,
hvilket vil sige ved aftalens indgåelse. Dermed er udgangs-
punktet, at der kan ske modregning, jf. konkurslovens §
12 g, jf. § 42, stk. 1 og 2. Konkurslovens § 12 g, stk. 3,
indeholder imidlertid en undtagelse til dette udgangspunkt,
hvorfor det vil være tilstrækkeligt, at § 12 g, stk. 3, hindrer
konneks modregning med et § 97-krav i et krav, som tilkom-
mer skyldneren vedrørende perioden efter rekonstruktions-
behandlingen.
Konkursrådet har i lyset af Højesterets dom af 16. oktober
2020 (U 2021.114 H) overvejet, om der i konkurslovens bør
indføres en generel begrænsning i konkurslovens § 12 g til
konneks modregning i forhold til videreførte aftaler.
Det er Konkursrådets opfattelse, at det vil være for vidtgåen-
de at udstrække denne ændring til enkeltstående aftaler, der
ikke har karakter af successive ydelser. Konsekvensen vil
være, at en skyldner – f.eks. en entreprenør – ville kunne
videreføre en aftale om opførelse af et sommerhus og kræve
effektiv betaling for den del af arbejdet, der udføres under
rekonstruktionsbehandlingen, uden at medkontrahenten –
f.eks. bygherren – ville kunne foretage modregning heri med
krav vedrørende mangler og forsinkelse ved arbejdet udført
inden rekonstruktionsbehandlingen.
Derudover vil en generel udvidelse af konkurslovens § 12 g
kunne have utilsigtede virkninger. Det vil eksempelvis nød-
vendiggøre overvejelser om, hvorvidt man ønsker at fravige
den retstilstand, som Højesteret i dommen af 16. oktober
2020 (som gengivet i U 2021.114 H) har fastlagt vedrørende
konneks modregning med momskrav.
Konkursrådet finder, at de hensyn, der taler for den nævnte
ændring af § 12 g, gør sig tilsvarende gældende i relation
til modregning i konkurs. Konkursrådet foreslår følgelig,
at konkurslovens § 42 ændres således, at modregning i
gæld vedrørende aftaler, der angår løbende eller successi-
ve ydelser, og som konkursboet er indtrådt i, bør begræn-
ses i samme omfang som modregning i gæld vedrørende
sådanne aftaler, der er videreført under en rekonstruktions-
behandling. Hvis medkontrahenten under en forudgående
rekonstruktionsbehandling eller forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling er kommet i gæld til skyldneren, bør denne
gæld ikke efter konkursens indtræden kunne opfyldes ved
modregning med § 97-krav vedrørende den videreførte afta-
le.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 190 f.
3.1.10.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1579/2022.
Der henvises for så vidt angår de foreslåede bestemmelser
om reguleringen af gensidigt bebyrdende aftaler under en
forebyggende rekonstruktion til lovforslagets § 1, nr. 6 (for-
slag til konkurslovens § 9 e) og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår de foreslåede ændringer af reglerne om
gensidigt bebyrdende aftaler i forbindelse med rekonstruk-
tion og konkurs henvises til lovforslagets § 1, nr. 12 (forslag
til konkurslovens § 12 g, stk. 3), nr. 14 (forslag til konkurs-
lovens § 12 p, stk. 2), nr. 15 (forslag til konkurslovens § 12
p, stk. 3), nr. 34 (forslag til konkurslovens § 42, stk. 5), nr.
35 (forslag til konkurslovens § 56, stk. 2) og nr. 36 (forslag
til konkurslovens § 56, stk. 3) og bemærkningerne hertil.
3.1.11. Ny finansiering og midlertidig finansiering
3.1.11.1. Gældende ret
3.1.11.1.1. Konkursloven
Det følger af konkurslovens § 94, nr. 2, at anden gæld, som
skyldneren efter fristdagen har pådraget sig med samtykke
af en rekonstruktør, der er beskikket af skifteretten, opnår
fortrinsret i prioritetsstillingen mellem fordringshaverne i en
85
rekonstruktion. Denne gæld skal således indfries førend krav
omfattet af §§ 95-98 kan indfries.
Bestemmelsen gør det muligt for skyldnere at påtage sig
nye forpligtelser på kredit. Dette kommer bl.a. til udtryk i
konkurslovens § 12 s, hvorefter en ydelse, der skal svares
vederlag for, og som er overgivet til skyldneren efter rekon-
struktionsbehandlingens indledning, kan kræves tilbage. Det
gælder medmindre aftalen videreføres efter konkurslovens §
12 o. I dette tilfælde vil medkontrahenten opnå en fortrinsret
for sit krav i medfør af konkurslovens § 12 o, jf. § 12 p,
jf. § 94. Der henvises endvidere til pkt. 3.10.1.1.5 ovenfor
om retsvirkningen af videreførelse af gensidigt bebyrdende
aftaler.
3.1.11.1.1. Tinglysningsloven
Det følger af tinglysningslovens § 47 c, stk. 1, at in-
dehaveren af en erhvervsvirksomhed ved anvendelse af
skadesløsbrev eller ejerpantebrev kan underpantsætte, hvad
virksomheden ejer og fremtidig erhverver.
Efter tinglysningslovens § 47 f, stk. 2, omfatter virksom-
hedspant, der er stiftet inden skifterettens beslutning om ind-
ledning af rekonstruktionsbehandling, ikke aktiver erhvervet
efter beslutningen.
Bestemmelsen indebærer, at virksomhedspantet »fryses«
ved indledning af rekonstruktionsbehandling. Formålet er
at sikre, at skyldnerens indtægter under rekonstruktionsbe-
handlingen ikke anvendes til indkøb af aktiver, der omfattes
af pantet, og som dermed fører til en styrkelse af panthavers
stilling.
Det følger endvidere af konkurslovens § 12 d, stk. 1, at
skyldnerens adgang til at udskille aktiver fra virksomheds-
pantet som led i regelmæssig drift af virksomheden ophører,
når rekonstruktionsbehandlingen er indledt.
3.1.11.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 66, at en
rekonstruktionsplans succes afhænger af, om der ydes finan-
siel bistand til skyldner til at støtte dels virksomhedens drift
under rekonstruktionsforhandlingerne, dels gennemførelsen
af rekonstruktionsplanen efter stadfæstelsen heraf. Finansiel
bistand bør i denne sammenhæng forstås bredt og herunder
i form af ydelse af penge eller garantier fra tredjemand og
levering af materiel, lagerbeholdning, råvarer og forsynin-
ger, f.eks. ved at indrømme skyldner en længere tilbagebeta-
lingsperiode.
Risiko for anfægtelsessøgsmål mod ny finansiering og mid-
lertidig finansiering samt en risiko for, at nye långivere kan
pådrage sig civilretlige, forvaltningsretlige eller strafferetli-
ge sanktioner for kreditgivning til skyldnere i finansielle
vanskeligheder, kan bringe adgangen til den finansiering,
der er nødvendig for en vellykket forhandling om og gen-
nemførelse af en rekonstruktionsplan, i fare, jf. direktivets
præambelbetragtning nr. 67.
Som »ny finansiering« defineres i direktivets artikel 2, stk.
1, nr. 7, enhver finansiel bistand, der tilvejebringes af en
eksisterende eller ny fordringshaver for at gennemføre en
rekonstruktionsplan, og som er omfattet af den pågældende
rekonstruktionsplan.
Som »midlertidig finansiering« defineres i direktivets artikel
2, stk. 1, nr. 8, enhver ny finansiel bistand, der tilvejebringes
af en eksisterende eller ny fordringshaver, og som mindst
omfatter finansiel bistand under et fyldestgørelsesforbud og
er rimelig og umiddelbart nødvendig for, at skyldners virk-
somhed kan fortsætte sin drift eller for at bevare eller øge
værdien af denne virksomhed.
For at opmuntre nye långivere til at tage den øgede risiko
ved at investere i en levedygtig skyldner i finansielle van-
skeligheder kan der være behov for yderligere incitamenter
såsom i det mindste at prioritere sådan finansiering højere
end usikrede krav i forbindelse med senere insolvensproce-
durer, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 68.
Medlemsstaterne skal på baggrund af de ovenfor anførte
grunde sikre, at ny finansiering og midlertidig finansiering
beskyttes i passende omfang, jf. rekonstruktions- og insol-
vensdirektivets artikel 17, stk. 1.
Det skal for det første sikres, at ny finansiering og midler-
tidig finansiering ikke erklæres ugyldig, omstødelig eller
umulig at håndhæve i tilfælde at skyldnerens eventuelle se-
nere insolvens, jf. direktivets artikel 17, stk. 1, litra a.
Det skal for det andet som minimum sikres, at ydere af en
sådan finansiering ikke kan pådrage sig et civilretligt, admi-
nistrativt eller strafferetligt ansvar med den begrundelse, at
finansieringen er skadelig for den samlede kreditormasse,
medmindre der foreligger andre yderligere grunde fastlagt i
national ret, jf. direktivets artikel 17, stk. 1, litra b.
Sådanne andre grunde kan bl.a. omfatte svig, ond tro eller
et særligt forhold mellem parterne, der kan være forbundet
med en interessekonflikt, såsom i tilfælde af dispositioner
mellem nærtstående parter eller mellem aktionærerne og
virksomheden, og dispositioner, hvor en part har modtaget
værdier eller sikkerhedsstillelse uden at have ret til det på
dispositionstidspunktet eller med hensyn til den måde, det er
foregået på, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 67.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at beskyttelsen i direktivets
86
artikel 17, stk. 1, kun gælder i relation til ny finansiering,
hvis rekonstruktionsplanen er blevet stadfæstet af en judiciel
eller administrativ myndighed, og kun gælder i relation til
midlertidig finansiering, som har undergået en forudgående
kontrol jf. direktivets artikel 17, stk. 2.
En forudgående kontrolmekanisme for midlertidig finansie-
ring eller andre dispositioner kan udøves af en rekonstruk-
tør, af et kreditorudvalg eller af en judiciel eller administra-
tiv myndighed, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 68
Medlemsstaterne kan endvidere fastsætte, at beskyttelsen
i artikel 17 stk. 1, ikke finder anvendelse på midlertidig
finansiering, som ydes efter, at skyldner er blevet ude af
stand til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder
(insolvenstidspunktet), jf. direktivets artikel 17, stk. 3.
Ved ydelse af midlertidig finansiering ved parterne ikke,
om rekonstruktionsplanen i sidste ende vil blive stadfæstet
eller ej. Medlemsstaterne bør derfor ifølge direktivets præ-
ambelbetragtning nr. 68 ikke være forpligtet til at begræn-
se beskyttelsen af midlertidig finansiering til tilfælde, hvor
planen vedtages af fordringshavere eller stadfæstes af en
judiciel eller administrativ myndighed.
Medlemsstaterne kan herudover fastsætte, at ydere af ny
finansiering eller midlertidig finansiering ved senere insol-
vensprocedurer har fortrinsret til fyldestgørelse i forhold
til andre fordringshavere, der ellers ville have foranstillede
eller ligeværdige krav, jf. direktivets artikel 17, stk. 4.
For at undgå et eventuelt misbrug er det kun finansiering,
der er rimelig og umiddelbart nødvendig for fortsættelsen
eller overlevelsen af skyldners virksomhed eller for at beva-
re eller forøge virksomhedens værdi i afventning af planens
stadfæstelse, der bør beskyttes, jf. direktivets præambelbe-
tragtning nr. 68.
3.1.11.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.11.3.1. Konkursrådet har overvejet, hvordan ny finan-
siering og midlertidig finansiering kan beskyttes i overens-
stemmelse med direktivets krav herom.
Som beskrevet i pkt. 3.1.12.3.2. nedenfor, finder Konkursrå-
det, at konkurslovens regler om omstødelse bør finde tilsva-
rende anvendelse i en forebyggende rekonstruktion, når der
er stadfæstet en tvangsakkord.
Konkursrådet finder, at konkurslovens § 72, stk. 3, yder en
passende beskyttelse mod omstødelse af gæld, som skyldne-
ren med rekonstruktørens samtykke har stiftet efter fristda-
gen. Der henvises til pkt. 3.1.12.1. nedenfor om indholdet af
bestemmelsen.
Som beskrevet i pkt. 3.1.12.3.1. nedenfor finder Konkurs-
rådet, at fristdagen under en forebyggende rekonstruktion
bør være det tidspunkt, hvor der træffes bestemmelse om
fyldestgørelsesforbud.
Konkursrådet har overvejet, om det skal være muligt for
skyldneren under en forebyggende rekonstruktion at påtage
sig gældsforpligtelser, som bør have fortrinsret i medfør af
konkurslovens § 94, nr. 2.
Det er Konkursrådets opfattelse, at det vil være vanskeligt
for en skyldner at opnå finansiering af en nødlidende virk-
somhed, hvis ikke långiver kan opnå en sikkerhed for sit
krav i form af § 94-status.
Konkursrådet har dernæst overvejet, om det skal være mu-
ligt for skyldneren at stifte gæld, som er omfattet af fortrins-
retten i konkurslovens § 94 uden samtykke fra en rekon-
struktør.
Det er Konkursrådets opfattelse, at skyldnerens gældsstif-
telse kun skal have § 94-status, hvis der er nedlagt et
fyldestgørelsesforbud. Konkursrådet finder derudover, at re-
konstruktøren bør samtykke til gældsstiftelsen, førend långi-
ver kan opnå § 94-status for sit krav.
Konkursrådet har lagt vægt på, at der bør være en vis kon-
trol med omfanget af fortrinsstillingen, hvilket efter rådets
opfattelse bedst sikres ved, at rekonstruktøren skal have
godkendt gældsstiftelsen. Derudover har rådet lagt vægt på,
at hensynet til fordringshaverne tilsiger, at der skal være
offentlighed om skyldnerens økonomiske situation, når der
stiftes gæld med mulighed for fortrinsret i medfør af kon-
kurslovens § 94.
Konkursrådet finder på den baggrund, at långivere skal have
§-94 status for deres krav, når der under en forebyggende
rekonstruktion er nedlagt et fyldestgørelsesforbud, og rekon-
struktøren har samtykket til gældsstiftelsen.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 195 f.
3.1.11.3.2. Konkursrådet har undladt nærmere at overveje,
om væsentlige ændringer af reglerne om virksomhedspant
ud fra rekonstruktionsretlige synspunkter generelt måtte væ-
re ønskelige, idet rådet har noteret sig, at der pågår overve-
jelser i Justitsministeriet om en bredere evaluering af virk-
somhedspanteordningen.
Konkursrådet henviser til rådets udtalelse af 3. juli 2020 om
ændringer i rekonstruktionsreglerne som følge af covid-19
3.1.11.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
87
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag.
Det foreslås således, som anført af Konkursrådet, at skyld-
nerens gældsstiftelse under en forebyggende rekonstruktion
alene skal have § 94-status i forbindelse med en senere
konkurs, hvis der er nedlagt et fyldestgørelsesforbud og re-
konstruktøren har samtykket til gældsstiftelsen.
3.1.12. Omstødelse
3.1.12.1. Gældende ret
Det følger af konkurslovens § 1, stk. 1, nr. 1, at som frist-
dag anses den dag, hvor skifteretten modtog begæring om
rekonstruktionsbehandling, medmindre skifteretten forinden
har modtaget begæring om konkurs eller gældssanering. I
tilfælde af sidstnævnte regnes fristdagen fra det tidligste af
disse tidspunkter.
Tilbagekaldes eller afslås en begæring om rekonstruktions-
behandling, regnes dagen for modtagelsen af begæringen for
fristdag, hvis skifteretten inden tre uger efter tilbagekaldel-
sen eller afslaget modtager ny begæring om rekonstruktions-
behandling eller begæring om konkurs eller gældssanering,
jf. konkurslovens § 1, stk. 2. Tilsvarende gælder i henhold
til samme bestemmelse, hvis en rekonstruktionsbehandling
ophører, og skifteretten inden tre uger modtager begæring
om konkurs eller gældssanering.
Indgives en begæring om rekonstruktion, inden tre uger ef-
ter en konkursbegæring er tilbagekaldt eller afslået, regnes
fristdagen fra modtagelsen af konkursbegæringen, jf. kon-
kurslovens § 1, stk. 3. Tilsvarende gælder efter konkurslo-
vens § 1, stk. 4, hvis skifteretten modtager en begæring om
rekonstruktion inden tre uger efter en begæring om gældssa-
nering er tilbagekaldt, eller gældssanering er nægtet.
Fristdagen har bl.a. betydning for beregningen af omstødel-
sesfristerne i konkursloven.
Det fremgår af konkurslovens § 12 i, at konkurslovens reg-
ler om omstødelse i konkurs i §§ 64-80 finder tilsvarende
anvendelse fra indledning af rekonstruktionsbehandling.
Adgangen til omstødelse ved rekonstruktion er begrundet i,
at fordringshaverne ellers ville kunne have et uheldigt inci-
tament til at begære skyldneren konkurs frem for at forsøge
rekonstruktion, jf. betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruk-
tion mv., side 199 og de almindelige til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat side 60.
Konkurslovens § 72 om omstødelse af betalinger og andre
dispositioner foretaget efter fristdagen, undtager fra omstø-
delse bl.a. betaling af gæld dækket efter reglerne om kon-
kursordenen, nødvendige dispositioner af hensyn til bevarel-
se af skyldnerens virksomhed, dispositioner til rimelig vare-
tagelse af fordringshavernes fælles interesser og betalinger
og dispositioner foretaget af en beskikket rekonstruktør.
Krav på omstødelse gøres gældende af fordringshaverne
ved søgsmål, medmindre skifteretten bestemmer andet, jf.
konkurslovens § 12 j, stk. 1, ligesom fordringshaveren efter
konkurslovens § 12 j, stk. 2 kan sælge retten til at gøre et
krav på omstødelse gældende.
Forslag om anlæg af en omstødelsessag eller salg af retten
til at gøre omstødelse gældende kan i medfør af konkurs-
lovens § 12 k, stk. 1, stilles af enhver stemmeberettiget
fordringshaver, dog senest på det møde, hvor der stemmes
om rekonstruktionsforslaget. Ved afstemningen om forslaget
finder stemmereglerne i konkurslovens § 13 d tilsvarende
anvendelse, idet dog mindst en fordringshaver skal stemme
for forslaget om anlæg af omstødelsessag, og den begunsti-
gede – dvs. den, som sagen forslås anlagt imod – har ikke
stemmeret.
Vedtages sagsanlæg, udpeger skifteretten efter reglerne i
konkurslovens § 12 k, stk. 3, en advokat til at føre sag-
en. Fordringshavere, der stemte for sagsanlægget, hæfter
solidarisk for omkostningerne ved omstødelsessagen, dog
således at fordringshaverne i det indbyrdes forhold hæfter
i forhold til størrelsen af deres fordring mod skyldnerne jf.
konkurslovens § 12 k, stk. 2.
Vedtages et forslag om sagsanlæg eller salg af retten til at
gøre omstødelse gældende ikke kan enhver stemmeberetti-
get fordringshaver, jf. konkurslovens § 12 k, stk. 4, anlægge
omstødelsessag, hvis fordringshaveren senest på det møde,
hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget, giver skifte-
retten meddelelse herom, og skifteretten finder, at anlæg af
omstødelsessag ikke vil stride mod fordringshavernes fælles
interesser.
Fristen for anlæg af omstødelsessag udløber senest fire uger
efter rekonstruktionsbehandlingens ophør, jf. konkurslovens
§ 12 k, stk. 5.
Afsiges der dom om omstødelse i en sag anlagt efter de
nævnte bestemmelser, indbetales det eventuelt idømte beløb
til skifteretten, som heraf afholder sagens rimelige omkost-
ninger og udlodder resten til fordringshaverne efter samme
fordeling som ved rekonstruktionen, jf. konkurslovens § 12
l. I et tilfælde, hvor retten til at gøre omstødelseskrav gæl-
dende sælges, indbetales salgssummen efter konkurslovens
§ 12 m til rekonstruktøren, der fordeler beløbet til fordrings-
haverne efter samme fordeling som ved rekonstruktionen,
medmindre andet er bestemt ved beslutningen om salget.
88
Rimelige omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en
samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold ved re-
konstruktion, afvikling, akkord eller på anden måde, er iføl-
ge konkurslovens § 94, nr. 1, alene efterstillet massekravene.
Det indebærer, at rimelige omkostninger forbundet med et
forsøg på at gennemføre en samlet ordning af skyldnerens
økonomiske forhold nyder en fortrinsret i tilfælde af en
stadfæstet tvangsakkord eller en efterfølgende konkurs.
Fortrinsretten omfatter omkostninger til rekonstruktøren og
en eventuel tillidsmand i forhold til det honorar, skifteretten
fastsætter, jf. konkurslovens § 239. Såfremt rekonstruktøren
eller tillidsmanden med rekonstruktørens samtykke antager
anden sagkyndig hjælp, kan honoraret hertil også være for-
trinsstillet.
3.1.12.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Rekonstruktions- og insolvensdirektivet angiver ikke, hvor-
når omstødelse skal eller bør kunne finde sted, men fastsæt-
ter i stedet en række regler, som beskytter visse dispositioner
mod omstødelse.
Det fremgår af direktivets artikel 18, stk. 1, at medlemssta-
terne skal sikre, at dispositioner, der er rimelige og umid-
delbart nødvendige for forhandlingerne om en rekonstrukti-
onsplan, i tilfælde af en skyldners eventuelle senere insol-
vens ikke erklæres ugyldige, omstødelige eller umulige at
håndhæve med den begrundelse, at sådanne dispositioner
er skadelige for den samlede kreditormasse, medmindre der
foreligger andre gyldige grunde fastlagt i national ret.
Beskyttelsen af sådanne dispositioner er begrundet i et øns-
ke om at fremme en kultur, som tilskynder til tidlig forebyg-
gende rekonstruktion, ved at øge sikkerheden med hensyn til
dispositioner med virksomheder, der vides at være i finan-
sielle vanskeligheder, og fjerne fordringshaveres og investo-
rers frygt for, at sådanne dispositioner eventuelt erklæres
ugyldige, hvis rekonstruktionen mislykkes, jf. direktivets
præambelbetragtning nr. 69.
Dispositioner som omhandlet i direktivets artikel 18, stk. 1,
skal som minimum, jf. direktivets artikel 18, stk. 4, omfatte
betaling af vederlag for og udgifter til forhandling, vedtagel-
se eller stadfæstelse af en rekonstruktionsplan, betaling af
vederlag for og udgifter til professionel rådgivning i tæt
forbindelse med rekonstruktionen, betaling af arbejdstageres
løn for arbejde, der allerede er udført, uden at dette berører
øvrig beskyttelse i henhold til EU-retten og national ret,
samt enhver anden betaling eller udgift som led i den nor-
male drift.
Medlemsstaterne kan bestemme, at dispositioner, som fore-
tages efter, at skyldneren er blevet ude af stand til at betale
sin gæld, efterhånden som den forfalder (insolvenstidspunk-
tet), ikke skal nyde den nævnte beskyttelse, jf. direktivets
artikel 18, stk. 3.
Medlemsstaterne kan endvidere bestemme, at dispositioner
kun skal nyde beskyttelse efter direktivets artikel 18, stk. 1,
hvor planen er stadfæstet af en judiciel eller administrativ
myndighed, eller hvis sådanne dispositioner har undergået
forudgående kontrol, jf. direktivets artikel 18, stk. 2.
Ved vurderingen af, om omkostninger og gebyrer er rimeli-
ge og umiddelbart nødvendige, bør judicielle og administra-
tive myndigheder f.eks. kunne tage hensyn til de prognoser
og skøn, der er fremlagt for berørte parter, et kreditorudvalg,
en rekonstruktør eller den judicielle eller administrative
myndighed selv. Medlemsstaterne bør med henblik herpå
kunne kræve, at skyldner fremlægger og ajourfører relevante
skøn, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 69.
Medlemsstaterne kan fastsætte et tidspunkt, før en procedure
for forebyggende rekonstruktion indledes, og et fyldestgø-
relsesforbud nedlægges, fra hvilket gebyrer og omkostnin-
ger til forhandling, vedtagelse, stadfæstelse eller professio-
nel rådgivning vedrørende rekonstruktionsplanen begynder
at nyde beskyttelsen mod anfægtelsessøgsmål, jf. præambel-
betragtning nr. 69. I relation til andre betalinger og udgifter
samt beskyttelse af betaling af arbejdsløn kan starttidspunk-
tet ifølge direktivets præambelbetragtning nr. 69 også være,
når fyldestgørelsesforbud nedlægges, eller proceduren for
den forebyggende rekonstruktion indledes.
Det påhviler efter direktivets artikel 18, stk. 5, medlemssta-
terne at sikre, at dispositioner, der er rimelige og umiddel-
bart nødvendige for gennemførelsen af en rekonstruktions-
plan, og som gennemføres i overensstemmelse med den
af en judiciel eller administrativ myndighed stadfæstede re-
konstruktionsplan, i tilfælde af skyldners eventuelle senere
insolvens ikke erklæres ugyldig, omstødelig eller umulig at
håndhæve med den begrundelse, at sådanne dispositioner
er skadelige for den samlede kreditormasse, medmindre der
foreligger andre yderligere grunde fastlagt i national ret.
Som anført ovenfor under pkt. 3.1.11.2. indeholder direkti-
vets artikel 17 særlige regler om beskyttelse af ny finansie-
ring og midlertidig finansiering. Bestemmelserne i direkti-
vets artikel 18 finder således ikke anvendelse på sådanne
dispositioner. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.11.2. ovenfor.
3.1.12.3. Konkursrådets overvejelser
3.1.12.3.1. Konkursrådet har overvejet, hvorvidt der er be-
hov for at indføre en regel om etablering af fristdag, jf.
konkurslovens § 1, i forbindelse med en forebyggende re-
konstruktion.
89
Det er Konkursrådets opfattelse, at der bør etableres fristdag
fra det tidspunkt, hvor skifteretten måtte træffe bestemmelse
om et fyldestgørelsesforbud.
Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at hvis en fore-
byggende rekonstruktionsbehandling ophører, regnes dagen,
hvor skifteretten traf bestemmelse om fyldestgørelsesforbud,
som fristdag, hvis skifteretten inden 3 uger efter ophøret
modtager begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs
eller gældssanering.
Konkursrådet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ind-
ledning af en forebyggende rekonstruktionsbehandling ikke
i sig selv indebærer et behov for etablering af en fristdag,
men at hensynet til fordringshavernes mulighed for omstø-
delse, muligheden for modregning m.v. kræver, at fristdag
etableres, når skyldneren opnår et fyldestgørelsesforbud.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 201.
3.1.12.3.2. Konkursrådet har overvejet, hvilke regler om
omstødelse, der bør gælde i forbindelse med forebyggende
rekonstruktion.
Konkursrådet bemærker, at rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivet ikke opstiller krav til, hvornår fordringshaverne skal
have adgang til omstødelsesregler i forbindelse med fore-
byggende rekonstruktion, men alene begrænsninger i omstø-
delsesadgangen for så vidt angår visse dispositioner.
Det er Konkursrådets opfattelse, at der også i forbindelse
med forebyggende rekonstruktionsbehandling bør være ad-
gang til omstødelse, da fordringshaverne ellers ville kunne
have et uheldigt incitament til at begære skyldneren kon-
kurs.
Konkursrådet har overvejet, om konkurslovens §§ 64-80
om omstødelse bør kunne anvendes allerede fra indledning
af den forebyggende rekonstruktionsbehandling, eller om
omstødelse bør forudsætte, at der er stadfæstet en tvangsak-
kord eller en virksomhedsoverdragelse. Konkursrådet har
alternativt overvejet, om omstødelse alene bør være mulig,
hvis skyldneren efterfølgende overgår til konkurs- eller re-
konstruktionsbehandling.
Under en forebyggende rekonstruktion er der ikke sikkerhed
for, at skyldneren er insolvent, og det vil derfor være be-
tænkeligt at tillade omstødelse fra indledningen af forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling.
Det er Konkursrådets opfattelse, at hvis der er stadfæstet
en tvangsakkord, vil fordringshaverne have lagt til grund,
at skyldneren er insolvent, og det vil derfor ikke være be-
tænkeligt at give mulighed for omstødelse efter stadfæstelse
af en tvangsakkord.
Omvendt vil det være muligt under en forebyggende rekon-
struktion at stadfæste en virksomhedsoverdragelse, uden
at fordringshaverne har vurderet, at skyldneren er insol-
vent. Det vil således være betænkeligt at tillade omstødelse
fra tidspunktet for stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag,
som kun indeholder en virksomhedsoverdragelse.
Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at muligheden for
at foretage en virksomhedsoverdragelse uden stadfæstelse af
et rekonstruktionsforslag efter konkurslovens § 13 g, også
bør finde anvendelse i en forebyggende rekonstruktion, når
skifteretten har truffet bestemmelse om fyldestgørelsesfor-
bud.
Konkursrådet finder, at det kun bør være muligt at anvende
konkurslovens regler om omstødelse, når der er stadfæstet
en tvangsakkord.
Konkursrådet finder derudover, at konkurslovens regler om,
at omstødelse kan gøres gældende ved vedtagelse af sags-
anlæg, ved salg af omstødelseskravet, eller ved at fordrings-
haverne anlægger omstødelsessag, bør finde anvendelse i
forebyggende rekonstruktion.
Konkursrådet finder endvidere, at konkurslovens regel om,
at indledning af rekonstruktionsbehandling i relation til sik-
ringsakters foretagelse og retsvirkning sidestilles med afsi-
gelse af konkursdekret, bør finde tilsvarende anvendelse i
forebyggende rekonstruktion. Det er imidlertid Konkursrå-
dets opfattelse, at den ekstinktive virkning skal være betin-
get af, at der stadfæstes en tvangsakkord.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 201 ff.
3.1.12.3.3. Konkursrådet har overvejet, hvordan nødvendige
dispositioner, jf. direktivets artikel 18, stk. 1, kan beskyttes.
Som anført ovenfor under pkt. 3.1.12.3.2 finder Konkurs-
rådet, at det skal være muligt at anvende de eksisterende
regler i konkursloven om omstødelse under forebyggende
rekonstruktionsbehandling.
Det er Konkursrådets opfattelse, at konkurslovens § 72 vil
opfylde direktivets krav om beskyttelse af nødvendige dis-
positioner fra omstødelse.
Konkursrådet har ved denne vurdering lagt vægt på, at beta-
ling af gæld eller andre dispositioner, der er foretaget efter
fristdagen ikke kan fordres omstødt, når dispositionen var
nødvendig af hensyn til bevarelse af skyldnerens virksom-
90
hed eller rimelig varetagelse af fordringshavernes fælles in-
teresser, jf. § 72, stk. 2-3. Konkursrådet har endvidere lagt
vægt på, at betalinger eller dispositioner godkendt af rekon-
struktøren, kun kan omstødes, hvis rekonstruktøren åbenbart
har overskredet sine beføjelser, jf. § 72, stk. 3.
Som anført under pkt. 3.1.12.3.1., finder Konkursrådet, at
fristdagen etableres på dagen, hvor skifteretten træffer be-
stemmelse om fyldestgørelsesforbud. Konkursrådet finder
som følge heraf, at det i konkurslovens § 72, stk. 3, bør
præciseres, at der kun kan ske omstødelse efter fristdagen
efter denne bestemmelse.
Konkursrådet har overvejet, om betaling af arbejdstageres
løn for arbejde, der allerede er udført, jf. direktivets artikel
18, stk. 1, jf. stk. 4, litra c, skal kunne beskyttes mod omstø-
delse.
Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at det følger af
direktivets artikel 18, stk. 3, at det er muligt at undlade be-
skyttelse af dispositioner, som er foretaget, efter skyldneren
er blevet insolvent.
Eftersom omstødelse efter konkurslovens §§ 72 og 74, for-
udsætter at skyldneren var insolvent ved betalingen, er det
Konkursrådets vurdering, at der ikke er behov for at ind-
skrænke anvendelsen af de omhandlede bestemmelser, såle-
des at det ikke er muligt at omstøde betaling af løn for
arbejde, som allerede er udført af arbejdstagere.
Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at konkurslovens
§ 94, nr. 1, bør sikre, at omkostninger i forbindelse med at
opnå en samlet ordning under en forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling har fortrinsret som § 94-krav i forhold til en
tvangsakkord eller en efterfølgende konkurs.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 203 f.
3.1.12.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1579/2022.
Der henvises for så vidt angår den foreslåede bestemmelse
om fastsættelse af fristdagen i den forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til kon-
kurslovens § 1, stk. 1, nr. 4) og bemærkningerne hertil.
Der henvises for så vidt angår adgangen til omstødelse i
forbindelse med en forebyggende rekonstruktion til lovfor-
slagets § 1, nr. 6 (forslag til konkurslovens § 9 g) og be-
mærkningerne hertil.
For så vidt angår den foreslåede præcisering af konkurslo-
vens § 72, stk. 3 henvises til lovforslagets § 1, nr. 38 (forslag
til konkurslovens § 72, stk. 3) og bemærkningerne hertil.
3.1.13. Tvangsakkord under konkurs
3.1.13.1. Gældende ret
Det fremgår af konkurslovens § 17, stk. 1, at en skyldner,
som er insolvent, skal tages under konkursbehandling, når
det begæres af skyldneren eller en fordringshaver.
Skifteretten påser ex officio, om skyldneren er insolvent,
således som nærmere defineret i konkurslovens § 17, stk. 2.
Bliver skyldneren under en konkurs solvent, må konkursbe-
handlingen ophøre, jf. konkurslovens § 144. Bestemmelsen
har betydning, f.eks. hvor der fremkommer aktiver, som
ikke kunne forudses ved konkursbehandlingens indledning.
Det fremgår af konkurslovens § 144, stk. 1, at såfremt
skyldneren efter udløbet af anmeldelsesfristen fremlægger
samtykke fra samtlige fordringshavere eller bevis for, at de
er fyldestgjort, sluttes boet straks, og dets aktiver udleveres
til skyldneren med fradrag af omkostningerne ved boets
behandling.
Bestemmelsen indebærer, at det er muligt for skyldneren
at slutte boet ved at indgå en frivillig gældsordning med
kreditorerne.
Konkursloven indeholder ikke regler om skyldners mulig-
hed for at få gennemført en tvangsakkord i en konkursbe-
handling.
3.1.13.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har overvejet, om der er behov for at indføre
en regel i konkursloven, som regulerer muligheden for en
tvangsakkord under konkurs.
Det er et almindeligt princip, at konkursbehandling har til
formål at afvikle skyldnerens aktiver og aktiviteter med hen-
blik på, at fordringshaverne kan få den bedst mulige dæk-
ning for deres krav. Omvendt har en rekonstruktionsbehand-
ling til formål at videreføre levedygtige virksomheder. Hvis
skyldneren mener, der er grundlag for at blive rekonstrueret,
bør skyldneren gå i rekonstruktionsbehandling med henblik
på at få vedtaget og stadfæstet en tvangsakkord. Denne mu-
lighed består også selvom, der er indgivet en konkursbegæ-
ring, idet skyldneren kan få udsat afgørelsen om konkurs
ved at indgive en begæring om rekonstruktionsbehandling,
jf. konkurslovens § 24.
91
Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at der i praksis
kan opstå behov for at lave en tvangsakkord i en konkurs, og
at der i øvrigt ikke er tungtvejende insolvensretlige hensyn,
som taler imod muligheden for at kunne lave en tvangsak-
kord i en konkurs. I praksis vil det navnlig være relevant,
hvor det er en personlig skyldner, som er gået konkurs, og
hvor den personlige skyldner har hjulpet med at få realiseret
aktiverne bedst muligt, således at kreditorerne vil være ind-
stillet på at stemme for en akkord.
Konkursrådet bemærker, at det tidligere har været muligt at
gennemføre en tvangsakkord i konkurs, men at muligheden
herfor blev ophævet ved lov nr. 718 af 2010, hvor regler-
ne om rekonstruktionsbehandling erstattede de dagældende
regler om betalingsstandsning og tvangsakkord, herunder
reglen om muligheden for tvangsakkord i konkurs. Konkurs-
rådets holdning var dengang, at hvis en skyldner ønskede
hjælp til at afværge sine økonomiske vanskeligheder, måtte
skyldneren gå i rekonstruktion.
Konkursrådet finder, at der bør genindføres en regel i kon-
kursloven, som gør det muligt for skyldneren at kunne frem-
sætte et rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse
om tvangsakkord under konkurs. Bestemmelsen bør have
samme indhold og retsvirkninger som den tidligere regel
i konkurslovens § 196, jf. Folketingstidende 1976-77 (2.
saml.), tillæg A, spalte 321 ff.
Konkursrådet har overvejet, om kurator skal hjælpe skyldne-
ren med at fremsætte et rekonstruktionsforslag.
Konkursrådet finder, at kurator skal hjælpe skyldneren med
at fremsætte et rekonstruktionsforslag indeholdende bestem-
melse om tvangsakkord. Det er dog en forudsætning for
kurators hjælp, at kurator vurderer, at det vil være en god
idé at fremsætte et rekonstruktionsforslag indeholdende be-
stemmelse om tvangsakkord. Hvis kurator vurderer, at det
ikke giver mening at bruge fordringshavernes penge på at
udarbejde og fremsætte et rekonstruktionsforlag indeholden-
de bestemmelse om tvangsakkord, bør skyldneren selv have
ansvaret for at udarbejde og fremsætte forslaget.
Konkursrådet har endvidere overvejet, hvilket organ der bør
have mulighed for at fremsætte forslag, såfremt det er et
kapitalselskab, som er skyldner.
Konkursrådet finder i den forbindelse, at det bør være kapi-
talejerne, som bør have mulighed for at fremsætte et rekon-
struktionsforslag indeholdende bestemmelse om en tvangs-
akkord.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 218.
3.1.13.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
bestemmelse
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1579/2022.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 28 (forslag til konkurs-
lovens § 13 h) og bemærkningerne hertil.
3.2. Modernisering og revision af reglerne om gældssane-
ring
3.2.1. Anvendelsesområdet for gældssanering og sam-
menlægning af reglerne for gældssanering
3.2.1.1. Gældende ret
3.2.1.1.1. De »almindelige« gældssaneringsregler
Konkursloven indeholder i afsnit IV (kapitel 25-28) regler
om gældssanering for fysiske personer.
En gældssanering efter konkursloven går i hovedtræk ud på,
at skyldnerens samlede usikrede gæld, det vil sige gæld,
der ikke er sikret ved en panteret eller anden sikkerhedsret,
nedskrives eller bortfalder. Formålet er få skyldnerens gæld
nedsat til et sådant beløb, at den pågældende sættes i stand
til at afvikle den resterende del i løbet af en overskuelig
periode. Denne periodes længde og dermed den procent,
hvortil fordringerne skal nedsættes, skal fastsættes i lyset af
den enkelte skyldners forhold.
Nedskrives gælden, skal skyldneren således betale en vis
del af sin fremtidige indtægt til fordringshaverne, som er
omfattet af gældssaneringen.
Den periode, hvori skyldneren pålægges at betale en vis del
af sin indtægt til fordringshaverne, fastsættes typisk til fem
år. Der henvises tillige til pkt. 3.2.5.1.
Det er kun muligt at opnå gældssanering, hvis skyldneren er
kvalificeret insolvent, det vil sige ikke er i stand til og inden
for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde
sine gældsforpligtelser. Det er ligeledes en betingelse, at en
gældssanering må antages at føre til en varig forbedring af
skyldnerens forhold. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1.
Reglerne om gældssanering er en fravigelse af de almindeli-
ge regler om, at en fordringshaver kan gøre en gyldig stiftet
fordring gældende mod en skyldner.
Grundtanken bag reglerne er, at hvor betingelserne for
gældssanering er opfyldt, vil det reelt være i både for-
92
dringshavernes og skyldnerens interesse, at skyldneren op-
når gældssanering, idet fordringshaverne således ikke skal
afholde udgifter til udsigtsløse inddrivelsesforsøg, og idet
skyldneren motiveres til at afdrage en del af gælden.
Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsi-
ges, såfremt skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,
hvis skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske an-
liggender, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved
strafbare eller erstatningspådragende forhold, hvis skyldne-
ren på trods af rimelig mulighed herfor har undladt at afdra-
ge på sin gæld, hvis skyldneren har indrettet sig med henblik
på gældssanering, eller hvis skyldneren stifter ny gæld, efter
at gældssaneringssag er indledt. Der lægges ved vurderingen
generelt vægt på gældens alder. Der henvises i øvrigt til pkt.
3.2.3.
3.2.1.1.2. De lempeligere regler om gældssanering for
skyldnere, hvis gæld hidrører fra erhvervsmæssig virksom-
hed
Konkurslovens kapitel 29 indeholder et særligt lempeligt
regelsæt om gældssanering i forbindelse med konkurs og
rekonstruktionsbehandling.
Efter konkurslovens § 231, stk. 1, finder reglerne i kapi-
tel 29 anvendelse, hvis en skyldner indgiver begæring om
gældssanering, inden skifteretten indkalder til afsluttende
skiftesamling i et konkursbo, og konkursbehandlingen ve-
drører skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever,
forudsat at skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra
kaution eller lignende hæftelse for gæld, som ægtefællen
eller samleveren har pådraget sig ved erhvervsmæssig virk-
somhed, eller et selskab, hvis kapital skyldneren, dennes
ægtefælle eller samlever tilsammen direkte eller indirekte
ejer en væsentlig del af.
Reglerne i konkurslovens kapitel 29 finder efter konkurslo-
vens § 231, stk. 2, desuden anvendelse, hvis en skyldner
indgiver en begæring om rekonstruktion, inden fire uger ef-
ter stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag, der indeholder
bestemmelser om tvangsakkord for et selskab, hvis kapital
skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever tilsammen di-
rekte eller indirekte ejer en væsentlig del af, forudsat at
skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller
lignende hæftelse for selskabets gæld.
Såfremt skyldnerens gæld ikke i det væsentligste stammer
fra erhvervsmæssig virksomhed, kan skyldneren kun under
særlige omstændigheder meddeles gældssanering efter reg-
lerne i kapitel 29, jf. konkurslovens § 231 b.
Det følger af forarbejderne til konkurslovens § 231, stk. 1,
nr. 2, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A,
s. 334, at erhvervsmæssig virksomhed omfatter de tilfælde,
hvor virksomheden har været ægtefællen eller samleverens
hovedbeskæftigelse. Virksomheder af mere hobbybetonet
karakter, herunder f.eks. »garagesalg« af vin og lignende, vil
ikke give skyldneren eller dennes ægtefælle eller samlever
mulighed for at få gældssanering efter reglerne i kapitel
29. Det samme gælder i det tilfælde, hvor en lønmodtager
har pådraget sig gæld ved fejlslagne investeringsprojekter
f.eks. ved tegning af anparter uden sammenhæng med skyld-
nerens erhvervsudøvelse.
Reglerne i konkurslovens kapitel 29 adskiller sig for det
første fra de almindelige regler om gældssanering i kapitel
25-28 ved, at det i modsætning til de almindelige regler om
gældssanering ikke er et krav, at skyldnerens økonomiske
forhold er afklarede. Dette indebærer, at der vil kunne afsi-
ges kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs
eller rekonstruktionsbehandling, selvom skyldnerens økono-
miske forhold er usikre og uafklarede. Herved sikres det, at
også skyldnere, der er berørt af virksomhedssammenbrud,
og som på afgørelsestidspunktet befinder sig i en økono-
misk overgangsperiode, har mulighed for at opnå gældssa-
nering. For de øvrige betingelser for at kunne opnå gældssa-
nering, henvises i til pkt. 3.2.2.1. og 3.2.3.
Endvidere adskiller reglerne i kapitel 29 sig fra de alminde-
lige regler i konkurslovens kapitel 25-28 ved, at en skyldner
som udgangspunkt kun skal afdrage på sin gæld i tre år mod
de normale fem år. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.5.
Iværksættere, der ønsker at genstarte, kan være omfattet af
persongruppen i kapitel 29.
Konkursrådet overvejede i betænkning nr. 1449/2004 om
gældssanering, s. 372-373, om det var muligt at afgrænse
gruppen af iværksættere fra øvrige erhvervsdrivende. En så-
dan afgrænsning skulle foretages med henblik på at adskille
gruppen af konkursramte erhvervsdrivende, der ønskede at
påbegynde ny erhvervsvirksomhed efter sammenbruddet af
den pågældendes (første) erhvervsvirksomhed, og konkurs-
ramte erhvervsdrivende, der ønskede at overgå til lønarbejde
mv.
Konkursrådet fandt det dengang ikke muligt at fastsætte til-
strækkeligt klare og praktisk anvendelige objektive kriterier,
der adskiller gruppen af iværksættere fra andre erhvervsdri-
vende. Vurderingen måtte således i vidt omfang bero på den
pågældendes eget udsagn herom.
Konkursrådet foreslog i stedet, at afgrænsningen skete på
baggrund af gældens karakter.
3.2.1.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Rekonstruktions- og insolvensdirektivets regler om gældssa-
93
nering omfatter ikke skyldnere, som er fysiske personer, der
ikke er iværksættere, jf. direktivets artikel 1, stk. 2, litra h.
Ved »iværksætter« forstås, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, nr.
9 en fysisk person, der driver forretning eller virksomhed
eller udøver et fag eller hverv.
Medlemsstaterne kan dog i medfør af direktivets artikel 1,
stk. 4, udvide anvendelsesområdet for direktivet regler om
gældssanering til også at omfatte fysiske personer, som ikke
er iværksættere. Det fremgår i den forbindelse af direktivets
præambelbetragtning nr. 21, at det er tilrådeligt, at medlems-
staterne snarest muligt anvender direktivets bestemmelser
om gældssanering også på forbrugere, selv om direktivet
ikke indeholder bindene regler om forbrugeres overgælds-
sætning.
3.2.1.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.1.3.1. Konkursrådet har på ny overvejet, om det er mu-
ligt at definere en iværksætter, således at der kan gennemfø-
res regler for gældssanering, der udelukkende skal kunne
anvendes af iværksættere, herunder iværksættere, der ønsker
at påbegynde ny virksomhed efter konkurs eller rekonstruk-
tionsbehandling.
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om det skal
være en betingelse for gældssanering på eventuelt lempe-
ligere vilkår, at skyldneren har stiftet ny erhvervsvirksom-
hed. Dette vil imidlertid efter Konkursrådets opfattelse ikke
være hensigtsmæssigt, idet en sådan betingelse nemt kan
omgås ved stiftelse af virksomhed, som ikke har reel drift,
men som kun stiftes med gældssanering for øje. Et krav om
en vis aktivitet eller omsætning vil efter Konkursrådets op-
fattelse heller ikke kunne anvendes. En sådan betingelse vil
være unødigt byrdefuld, idet en del iværksættere i opstart-
sperioden har begrænset eller ingen indtægt og omsætning.
Der kan efter Konkursrådets opfattelse heller ikke ses på
forholdene forud for konkursen. Det ville således være vil-
kårligt, hvis gældssaneringsreglerne var gunstigere for ek-
sempelvis skyldnere med personligt drevne virksomheder
frem for skyldnere, der har drevet erhvervsvirksomhed i
selskabsform, hvor den pågældende har været ejer og leder
og har kautioneret for selskabets gæld, eller hvor den på-
gældendes gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller
lignende hæftelse for ægtefællens erhvervsgæld. Det skal
desuden efter Konkursrådets opfattelse ikke være afgørende,
hvor længe og hvor mange gange skyldneren har forsøgt sig
med selvstændig erhvervsvirksomhed.
Konkursrådet anfører, at Konkursrådet er opmærksom på, at
rekonstruktions- og insolvensdirektivet indeholder en defini-
tion af en iværksætter. Efter Konkursrådets opfattelse kan
der dog ikke af denne afgrænsning af begrebet udledes et
klart og praktisk anvendeligt objektivt kriterium, der kan
anvendes til at adskille gruppen af iværksættere fra andre
erhvervsdrivende.
Konkursrådet finder på den baggrund fortsat, at en iværk-
sætter vanskeligt lader sig definere ud fra faste kriteri-
er. Konkursrådet har i stedet overvejet, om konkurslovens
§ 231 b bør revideres, således at bestemmelsen i højere grad
definerer, hvilken type gæld der kan anses som erhvervs-
mæssig.
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet en række mo-
menter, der kan indgå i vurderingen af, om der er tale om
erhvervsmæssig gæld.
Konkursrådet har bl.a. overvejet at lægge vægt på, om der
er tale om driftsgæld (i modsætning til gæld vedrørende en
passiv investering).
Konkursrådet anfører i den forbindelse, at hvis der er tale
om gæld hidrørende fra spekulation eller en investering i
varige formuegoder, f.eks. fast ejendom, værdipapirer mv.,
taler det efter Konkursrådets opfattelse for, at gælden ikke
er erhvervsmæssig. Dette følger imidlertid allerede af den
gældende afgrænsning af konkurslovens § 231 b, idet gæld,
som skyldnere har pådraget sig ved fejlslagne investering-
sprojekter uden tilknytning til skyldnerens erhvervsvirksom-
hed, ikke betragtes som erhvervsmæssig, jf. betænkning nr.
1449/2004 om gældssanering, s. 493.
Konkursrådet finder – bl.a. som følge af sin sammensæt-
ning – fortsat ikke at burde tage stilling til, om der ud
fra erhvervspolitiske samt erhvervs- og samfundsøkonomi-
ske hensyn bør være særlige regler om gældssanering for
erhvervsdrivende.
Konkursrådet finder derfor fortsat ikke, at man kan basere
reglerne om gældssanering på en definition af en iværksæt-
ter.
Der henvises til betænkning 1578/2022 side 46 ff.
3.2.1.3.2. Konkursrådet har overvejet, om der ud fra en
insolvensretlig vurdering burde ske en sammenlægning af
reglerne om gældssanering i og uden for konkurs og rekon-
struktionsbehandling med henblik på at mindske forskellen
på, om der søges gældssanering vedrørende erhvervsmæssig
gæld eller anden gæld.
Konkursrådet påpeger i denne sammenhæng på, at en af de
grundlæggende forskelle på de to regelsæt er varigheden af
den periode, hvori skyldneren efter en kendelse om gældssa-
nering skal afdrage på sin gæld, samt at der ikke ud fra en
94
insolvensretlig vurdering er forhold, der afgørende begrun-
der forskellige afdragsperioder.
En sammenlægning af reglerne vil medføre en reduktion
af afdragsperioden fra frem til tre år i tilfælde, hvor der
ikke er tale om gældssanering i forbindelse med konkurs el-
ler rekonstruktionsbehandling. Det taler efter Konkursrådets
opfattelse for at forkorte perioden for gældssanering efter
de almindelige regler i konkurslovens kapitel 25-28, at en
periode på tre år under nutidens forhold normalt må anses
for tilstrækkeligt til, at skyldneren udviser vilje og evne til at
afvikle sin gæld, at en afdragsperiode på tre år må anses for
at være i overensstemmelse med udviklingen internationalt,
samt at de skyldnere, der undtagelsesvist ikke overholder
afdragsaftalen, erfaringsmæssigt ofte først misligholder af-
dragsaftalen efter udløbet af afdragsperioden tredje år.
Konkursrådet finder på den baggrund, at der for at mindske
forskellen på gældssanering vedrørende erhvervsmæssig og
ikke-erhvervsmæssig gæld bør gælde den samme afdragspe-
riode.
Konkursrådet foreslår derfor, at visse af de materielle regler
for gældssanering i og udenfor konkurs og rekonstruktions-
behandling ensrettes.
Konkursrådet anfører i den forbindelse, at en sammenlæg-
ning af reglerne om gældssanering i og uden for konkurs og
rekonstruktionsbehandling vil medføre visse fundamentale
ændringer i de gældende regler om gældssanering i kapitel
25-28.
En sammenlægning af reglerne, herunder muligheden for
gældssanering på trods af uafklarede økonomiske forhold,
vil indebære, at der i et vist omfang gøres op med udgangs-
punktet om, at der med skifterettens kendelse om gældssa-
nering er taget endelig stilling til spørgsmålet om sanering af
skyldnerens gæld.
Dette taler imidlertid efter Konkursrådets opfattelse ikke
afgørende for at bevare to forskellige regelsæt, idet man
om nødvendigt kan lave særregler for uafklarede forhold for
erhvervsdrivende.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at visse af de mate-
rielle regler vedrørende gældssanering i og uden for konkurs
og rekonstruktionsbehandling ensrettes.
Der vil imidlertid efter Konkursrådets opfattelse fortsat være
behov for, at de processuelle regler varierer afhængigt af,
om der er tale om gældssanering i eller uden for konkurs og
rekonstruktionsbehandling. Det skyldes, at der vil være tids-
mæssige betingelser knyttet til en anmodning om gældssa-
nering i forbindelse med konkurs og rekonstruktionsbehand-
ling, som ikke finder anvendelse ved gældssanering uden for
konkurs- og rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at de særlige pro-
cessuelle regler for gældssanering i kapitel 29 i et vist om-
fang videreføres efter sammenlægningen af de materielle
regler vedrørende gældssanering i og uden for konkurs og
rekonstruktionsbehandling.
Der henvises til betænkning 1578/2022 side 48 f.
3.2.1.4. Justitsministeriets overvejelser
Som anført under pkt. 3.2.1.3.1. finder Konkursrådet ikke,
at der bør gælde særlige regler for iværksættere, herunder
iværksættere der ønsker at påbegynde ny virksomhed efter
konkursbehandling, idet det ikke kan udledes et klart og
praktisk anvendeligt objektivt kriterium, der kan anvendes
til at adskille gruppen af iværksættere fra andre erhvervsdri-
vende.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Konkursrådets vurdering
af, at det i relation til reglerne om gældssanering ikke
vil være hensigtsmæssigt at søge at afgrænse gruppen af
»iværksættere« i forhold til andre erhvervsdrivende, men
at reglerne som hidtil bør fokusere på om der er tale om
erhvervsmæssig gæld eller ej.
Som anført ovenfor under pkt. 3.2.1.3.2 foreslår Konkursrå-
det, at der sker en vis sammenlægning af reglerne om gælds-
sanering i og udenfor konkurs og rekonstruktionsbehandling
med henblik på at mindske forskellen på gældssanering ved-
rørende erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig gæld.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Konkursrådets synspunkter
om, at der ikke synes at være vægtige hensyn, der begrun-
der, hvorfor afdragsperioden skal være forskellig alt efter
om der er tale om gældssanering af erhvervsmæssig gæld
eller ikke-erhvervsmæssig gæld. Ministeriet bemærker i den
forbindelse, at hovedformålet med gældssaneringsinstituttet
dels er at hindre de betydelige skadevirkninger for skyldne-
ren og dennes familie, som håbløs forgældelse må antages
at have, samt dels at sikre kreditorerne i, at der sker en
betryggende konstatering af, om skyldnerens gæld nu også
virkelig er håbløs, og at betalingen af den realistiske del
af gælden sættes i system. Samfundshensynene bag regler-
ne om gældssanering består dels i almene resocialiserings-
hensyn, dels i interessen i så vidt muligt at undgå, at de
sociale budgetter belastes med udgifter, som må tilskrive
eksistensen af håbløse gældsbyrder og de dermed forbudne
skadevirkninger for den enkelte og samfundet.
I lyset af dette anses det for formålstjenesteligt, at reglerne i
vidt omfang ensrettes, dog således at der i overensstemmel-
se med Konkursrådets anbefalinger sker en vis fastholdelse
95
af de særlige regler, der gælder for gældssanering i forbin-
delse med konkurs, hvor gælden i det væsentligste stammer
fra erhvervsmæssig virksomhed, og hvor der består et hen-
syn til at sikre at en personlig skyldner, der er påvirket af
virksomhedssammenbrud, hjælpes videre.
3.2.1.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at ophæve konkurslovens kapitel 29 og sam-
menlægge reglerne for gældssanering.
For så vidt går de foreslåede ændringer, som ensretningen
af de to regelsæt medfører, henvises til lovforslagets § 1, nr.
40-43, nr. 46, 47, 49, 50, 53, 58 og nr. 61-63.
Der henvises endvidere til pkt. 3.2.2. – 3.2.11, hvor de for-
skellige ændringer bliver berørt.
3.2.2. Insolvensbetingelsen og betingelsen om varig for-
bedring
3.2.2.1. Gældende ret
Det er en betingelse for skifterettens imødekommelse af en
skyldners begæring om gældssanering, at skyldneren ikke
er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har
til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser. Denne betingel-
se gælder uanset, om begæringen vedrører gældssanering
i eller uden for konkurs og rekonstruktionsbehandling, jf.
konkurslovens § 197, stk. 1, og § 231 a, stk. 1.
Det angivne insolvenskrav for gældssanering, hvorefter det
for afsigelse af kendelse om gældssanering er et krav, at be-
talingsudygtigheden er længerevarende, er skærpet i forhold
til det generelle insolvenskrav i konkurslovens § 17, stk. 2,
hvorefter en skyldner er insolvent, hvis han ikke kan opfylde
sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre
betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående.
Det er yderligere en betingelse for skifterettens imødekom-
melse af en skyldners begæring om gældssanering, at det må
antages, at gældssanering vil føre til en varig forbedring af
skyldnerens økonomiske forhold, jf. konkurslovens § 197,
stk. 1, og § 231 a, stk. 1. Det bemærkes, at denne betingelse
ikke udgør en del af insolvenskravet, men gælder ved siden
af kravet om insolvens.
For at gældssanering kan føre til en varig forbedring af
skyldnerens økonomiske forhold, kræves det, at skyldneren
ved gældssanering får en reel mulighed for at afvikle den
bestående del af gælden og for at kunne opfylde sine frem-
tidige forpligtelser. Hvis en skyldner forsat er nødt til at
stifte gæld for at kunne overholde sine forpligtelser, har
gældssaneringen ikke noget formål, idet den ikke vil føre til
en varig forbedring, hvorfor gældssanering bør nægtes.
3.2.2.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel
20, stk. 1, at medlemsstaterne er forpligtede til at sikre, at
insolvente iværksættere har adgang til mindst én procedure,
der kan føre til fuld gældssanering i overensstemmelse med
direktivet.
I henhold til direktivets artikel 2, stk. 2, litra a, defineres
»insolvens« efter national ret.
Det følger videre af rekonstruktions- og insolvensdirektivets
artikel 23, stk. 2, at medlemsstaterne, kan opretholde eller
indføre bestemmelser om, at gældssanering kan nægtes el-
ler begrænses, eller at adgangen til gældssanering kan til-
bagekaldes, eller fastsætte længere frister for opnåelse af
fuld gældssanering eller længere udelukkelsesperioder, når
sådanne undtagelser er behørigt begrundet. Dette vil ifølge
bestemmelsen bl.a. være tilfældet, hvis iværksætteren væ-
sentligt har tilsidesat forpligtelserne i henhold til en tilba-
gebetalingsplan, eller enhver anden retlig forpligtelse, som
skal sikre fordringshavernes interesser, jf. artikel 23, stk. 2,
litra a, hvis den insolvente iværksætter ikke har overholdt
oplysnings- eller samarbejdsforpligtelser i henhold til EU-
retten og national ret, jf. artikel 23, stk. 2, litra b, hvis der
er uretmæssige ansøgninger om gældssanering, jf. artikel 23,
stk. 2, litra c, hvis der er en ny ansøgning om gældssanering
inden for en bestemt frist, efter at den insolvente iværksæt-
ter fik bevilget en fuld gældssanering eller blev nægtet en
fuld gældssanering som følge af en alvorlig krænkelse af
oplysnings- eller samarbejdsforpligtelser, jf. litra d, hvis der
ikke er dækning for omkostningerne i forbindelse med den
procedure, der fører til gældssanering, jf. artikel 23, stk. 2,
litra e, eller hvis en undtagelse er nødvendig for at sikre
balancen mellem skyldners rettigheder og en eller flere for-
dringshaveres rettigheder, jf. artikel 23, stk. 2, litra f.
3.2.2.3. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har overvejet samspillet mellem insolvensbe-
tingelsen i konkursloven for at opnå gældssanering og direk-
tivets definition af »insolvens«, som skal defineres i henhold
til national ret, jf. direktivets artikel 2, stk. 2, litra a.
Konkursrådet foreslår, at konkurslovens § 197, stk. 1, affat-
tes således, at den eksplicit definerer, hvad der forstås ved
»insolvens« som betingelse for gældssanering. Ved den fore-
slåede affattelse af konkurslovens § 197, stk. 1, fastlægges
den danske definition af insolvens, der dermed er afgørende
for, hvornår direktivets regler finder anvendelse.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om den yderligere
96
betingelse for at kunne opnå gældssanering, jf. konkurslo-
vens § 197, stk. 1, og § 231 a, stk. 1, om en varig forbedring
af skyldnerens økonomiske forhold, kan opretholdes med
hjemmel i direktivets artikel 23, stk. 2. Denne betingelse kan
ikke anses som en del af insolvenskravet. Det er dog Kon-
kursrådets vurdering, at også denne yderligere betingelse for
at opnå gældssanering kan anses for behørigt begrundet i
hensynet til at undgå en formålsløs gældssanering, jf. direk-
tivets artikel 23, stk. 2.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 24 og side
33.
3.2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser og
vurderinger, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
med Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1578/2022.
Det foreslås, at nyaffatte konkurslovens § 197, stk. 1, såle-
des at bestemmelsen eksplicit definerer, hvad der forstås ved
»insolvens« som betingelse for gældssanering. Der tilsigtes
ikke nogen ændring af retsstillingen i øvrigt.
Der henvises til lovforslaget nr. 40 (forslag til konkurslo-
vens § 197) og bemærkningerne hertil.
3.2.3. Udelukkelse af gældssanering
3.2.3.1. Uafklarede økonomiske forhold
3.2.3.1.1. Gældende ret
3.2.3.1.1.1. Ved gældssanering efter de almindelige regler
i konkurslovens kapitel 25-28 nægtes gældssanering, hvis
skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, jf. konkurs-
lovens § 197, stk. 2, nr. 1.
Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketings-
tidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 320, at usikkerhed
omkring skyldnerens økonomiske forhold for det første vil
have betydning for skifterettens vurdering af, om skyldneren
kan godtgøre ikke at være i stand til at opfylde sine økono-
miske forpligtelser, ligesom det kan have indvirkning på,
om det må antages, at gældssanering vil føre til en varig for-
bedring af skyldnerens økonomiske forhold. Det følger end-
videre, at usikkerhed om skyldnerens økonomiske forhold
vil have betydning for, om skifteretten har et tilstrækkeligt
sikkert grundlag for at tilrettelægge skyldnerens afdragsord-
ning.
Skyldnerens økonomiske forhold dækker over flere elemen-
ter, dels skyldnerens indkomstforhold, dels skyldnerens lø-
bende forpligtelser, herunder udgifter til bolig, leveomkost-
ninger mv, og dels skyldnerens gældsforpligtelser.
Skyldnerens økonomiske forhold anses i almindelighed som
uafklarede, hvis skyldneren er arbejdsløs eller under uddan-
nelse. Hvis skyldneren har en tidsbegrænset ansættelse, be-
ror det på en konkret vurdering af skyldnerens nuværende
og tidligere ansættelsesforhold, om skyldnerens økonomiske
forhold anses som uafklarede. Er der usikkerhed om skyld-
nerens boligforhold, medfører dette typisk også, at skyldne-
rens økonomiske forhold anses for uafklarede.
For relevant praksis vedrørende anvendelse af bestemmelsen
henvises i øvrigt til betænkning nr. 1578/2022, s. 55 f.
Har skifteretten afsagt kendelse om gældssanering, og viser
det sig senere, at skyldnerens økonomiske forhold ændrer
sig, f.eks. fordi skyldneren skifter til et lavere lønnet arbej-
de, kan der i forbindelse med gældssanering efter reglerne i
konkurslovens kapitel 25-28 ske genoptagelse af gældssane-
ringssagen, jf. konkurslovens § 228, stk. 1.
Det følger af konkurslovens § 228, stk. 1, at skifteretten,
når ganske særlige hensyn til skyldneren taler derfor, på be-
gæring kan genoptage gældssaneringssagen med henblik på
en ændring af gældssaneringskendelsens bestemmelser om
dividende, henstandsperiodens længde og afdragenes stør-
relse. Skifteretten kan dog ikke forhøje den procent, hvortil
fordringerne er nedsat. Der er således ikke i forbindelse med
gældssanering efter kapitel 25-28 mulighed for at genoptage
sagen med henblik på fastsættelse af et højere afdrag for
derved at sikre en større dividende til fordringshaverne.
3.2.3.1.1.2. Ved gældssanering i forbindelse med konkurs el-
ler rekonstruktionsbehandling efter reglerne i konkurslovens
kapitel 29 finder betingelsen i konkurslovens § 197, stk. 2,
nr. 1, om, at skyldnerens økonomiske forhold ikke må være
uafklarede, som udgangspunkt ikke anvendelse, jf. konkurs-
lovens § 231 a, stk. 2, 1. pkt., modsætningsvis.
Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketings-
tidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 336, at formålet
hermed er at muliggøre gældssanering for skyldnere, som
er berørt af virksomhedssammenbrud, og som på afgørelses-
tidspunktet befinder sig i en økonomisk overgangsperiode.
Der skal imidlertid efter retspraksis sondres mellem uafkla-
rede forhold, der udspringer af selve konkursen, som ikke
medfører, at gældssanering udelukkes, f.eks. fordi skyldne-
ren herved har mistet sit job eller sin hidtidige bolig, og
uafklarede forhold, der ikke har med konkursen at gøre, og
som umiddelbart kan medføre, at gældssanering udelukkes.
Hvis de uafklarede forhold intet har at gøre med selve
97
konkursen, er det afgørende formentligt, om de uafklarede
forhold beror på omstændigheder, som skyldneren har ind-
flydelse på, herunder om det beror på et egentlig valg fra
skyldnerens side.
For retspraksis vedrørende bestemmelsen henvises i øvrigt
til betænkning nr. 1578/2022, s. 61 ff.
Det følger af konkurslovens § 236 a, stk. 1, at konkurslo-
vens § 228 om genoptagelse også finder anvendelse ved
gældssanering i forbindelse med konkurs eller rekonstrukti-
onsbehandling.
Det følger imidlertid endvidere af konkurslovens § 236 a,
stk. 2, at hvis skyldneren havde uafklarede økonomiske for-
hold på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering
blev afsagt, kan skifteretten i henstandsperioden på begæ-
ring af en fordringshaver genoptage gældssaneringssagen
med henblik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne
er nedsat, såfremt der er indtrådt en væsentlig forbedring i
skyldnerens økonomiske forhold.
Bestemmelsen er baseret på Konkursrådets forslag i betænk-
ning nr. 1449/2004 om gældssanering. Heraf fremgår af
s. 508, at det alene er væsentlige budgetforbedringer, som
udspringer af skyldnerens arbejde enten som lønmodtager
eller selvstændig erhvervsdrivende, der kan medføre krav
om yderligere betaling til fordringshaverne. Det omfatter
også væsentlige budgetforbedringer for skyldneren, som
skyldes en stigning i ægtefællens eller samleverens arbejds-
indkomst. En budgetforbedring, som medfører, at skyldne-
rens betalingsevne forbedres med 1.000 kr. om måneden,
betragtes som en væsentlig budgetforbedring.
3.2.3.1.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Efter direktivets artikel 23, stk. 2, kan medlemsstaterne,
opretholde eller indføre bestemmelser om, at gældssanering
bl.a. kan nægtes eller begrænses, når sådanne undtagelser er
behørigt begrundet.
Dette vil ifølge bestemmelsen bl.a. være tilfældet, hvis
iværksætteren væsentligt har tilsidesat forpligtelserne i hen-
hold til en tilbagebetalingsplan, eller enhver anden retlig
forpligtelse, som skal sikre fordringshavernes interesser, jf.
artikel 23, stk. 2, litra a, hvis den insolvente iværksætter
ikke har overholdt oplysnings- eller samarbejdsforpligtelser
i henhold til EU-retten og national ret, jf. artikel 23, stk. 2,
litra b, hvis der er uretmæssige ansøgninger om gældssane-
ring, jf. artikel 23, stk. 2, litra c, hvis der er en ny ansøgning
om gældssanering inden for en bestemt frist, efter at den
insolvente iværksætter fik bevilget en fuld gældssanering
eller blev nægtet en fuld gældssanering som følge af en
alvorlig krænkelse af oplysnings- eller samarbejdsforpligtel-
ser, jf. litra d, hvis der ikke er dækning for omkostningerne
i forbindelse med den procedure, der fører til gældssanering,
jf. artikel 23, stk. 2, litra e, eller hvis en undtagelse er nød-
vendig for at sikre balancen mellem skyldners rettigheder og
en eller flere fordringshaveres rettigheder, jf. artikel 23, stk.
2, litra f.
3.2.3.1.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.1.3.1. Konkursrådet har for det første overvejet, om
betingelsen om, at skyldneren ikke må have uafklarede øko-
nomiske forhold, udgør en uforholdsmæssig hindring for
gældssanering efter den almindelige regler i konkurslovens
kapitel 25-28.
Hensynet bag betingelsen er, dels at skifteretten skal kunne
vurdere, om skyldneren er ude af stand til og ikke bliver i
stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, dels om
gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens
økonomiske forhold, ligesom skyldnerens økonomiske for-
hold er afgørende ved fastsættelsen af skyldnerens evne til
at afdrage på gælden.
Disse hensyn taler efter Konkursrådets opfattelse afgørende
for, at der fortsat skal stilles krav om en vis afklaring af
skyldnerens økonomiske forhold.
Det må efter Konkursrådets opfattelse som minimum kræ-
ves, at der er en sådan klarhed over skyldnerens gældsfor-
pligtelser, at skifteretten sættes i stand til at vurdere, om
skyldneren er ude af stand til og inden for de nærmeste år
ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser,
jf. konkurslovens § 197, stk. 1.
Konkursrådet foreslår dog, at der i den forbindelse, kun
bør stilles krav om, at gældsforpligtelserne er tilstrækkeligt
afklarede til, at det kan vurderes, om skyldneren er håbløst
forgældet. Der bør således fremover kun stilles krav om, at
skyldnerens gældsforpligtelser er tilstrækkeligt afklarede til,
at det kan vurderes, om skyldneren er kvalificeret insolvent.
Konkursrådet anfører videre, at der ved vurderingen af, om
skyldnerens forhold er uafklarede, må indgå oplysninger om
skyldnerens indkomstforhold, da skifteretten skal sættes i
stand til at vurdere, om skyldneren er håbløst forgældet,
og om en gældssanering vil føre til en varig forbedring af
skyldnerens økonomiske forhold.
Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at der endvide-
re i forbindelse med en gældssanering skal fastsættes en
afdragsperiode til afvikling af den del af gælden, der består
efter kendelsen om gældssanering, og at skyldnerens ind-
komstmæssige og budgetmæssige forhold skal ligge fast i
denne afdragsperiode.
98
Hvis der ikke er klarhed over skyldnerens indkomstforhold,
vil skifteretten ikke kunne vurdere, om skyldneren kan godt-
gøre ikke at være i stand til og navnlig også i fremtiden ikke
vil blive i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,
ligesom skifteretten ikke vil have et tilstrækkeligt sikkert
grundlag for at godkende skyldnerens forslag til afdragsord-
ning. Hertil kommer, at det kan virke stødende for fordrings-
haverne, såfremt disse ikke får det, de ellers ville være
berettiget til, hvis afsigelsen af kendelsen om gældssanering
havde afventet en afklaring af skyldnerens indkomstforhold.
Konkursrådet bemærker, at der allerede i dag er mulighed
for at se bort fra kravet om klarhed, når der er tale om
gældssanering i forbindelse med konkurs eller rekonstrukti-
onsbehandling, der behandles efter reglerne i konkurslovens
kapitel 29. Baggrunden herfor er bl.a., at en konkursramt
skyldners arbejds- og boligforhold, hvad enten den pågæl-
dende har drevet virksomhed i eget navn eller gennem
et selskab, i en tid efter konkursen eller rekonstruktionsbe-
handlingen ofte vil være uafklarede.
Disse mere lempelige regler kan imidlertid udelukkende
anvendes af skyldnere, hvis gæld i hovedsagen er erhvervs-
mæssig. Reglerne tilgodeser ikke skyldnere, der har drevet
selvstændig erhvervsvirksomhed, men som har indstillet
driften, inden det kom så vidt, at den pågældende blev
erklæret konkurs. I betænkning nr. 1449/2004 om gældssa-
nering, s. 380 ff. vurderede Konkursrådet således, at en
gruppe af erhvervsdrivende, som ikke har mulighed for at
rejse fornødne midler til etablering af en akkord, eller som
ikke (længere) har aktiver til en konkursbehandling, vil væ-
re henvist til at søge gældssanering efter de almindelige
regler om gældssanering uden for konkurs. At en skyldner,
der har pådraget sig erhvervsmæssig gæld, i disse tilfælde
ikke vil kunne drage fordel af de lempeligere regler, fandtes
ikke at kunne opveje det forhold, at det alene ved en nøje
gennemgang af skyldnerens virksomhed og forretningsførel-
se i forbindelse med tilvejebringelse af likvidationsakkord
eller konkursbehandling vil kunne sikres, at der ikke sker
gældsfrigørelse i tilfælde, hvor udøvelsen af virksomheden
og forretningsførelsen ikke har været forsvarlig. En sådan
skyldner, hvis gæld ligeledes kan være erhvervsmæssig, er
således nødsaget til at søge gældssanering efter de alminde-
lige regler.
Forskellen i reglerne kan efter Konkursrådets opfattelse
medføre uhensigtsmæssige situationer, hvor en skyldner op-
når en bedre retsstilling ved at gennemgå en konkursbehand-
ling, som potentielt afsluttes uden nogen form for dækning
til fordringshaverne.
Der kan desuden være skyldnere, hvis gæld ikke er er-
hvervsmæssig, men hvis løbende, faste udgifter ligeledes
midlertidigt er uafklarede. Sådanne skyldnere kan efter de
gældende regler ikke opnå gældssanering.
Uanset at der kan findes gode argumenter for en lempelse af
kravet om, at skyldnerens indkomstforhold skal være afkla-
rede uden for konkurs og rekonstruktionsbehandling, er det
fortsat Konkursrådets opfattelse, at der består tungtvejende
grunde til at opretholde betingelsen ved gældssanering efter
de almindelige regler.
Konkursrådet har overvejet, om uafklarede økonomiske ind-
komstforhold, som skyldes, at skyldneren befinder sig i en
kort overgangsperiode, fordi skyldneren er midlertidigt ar-
bejdsløs eller i udredning for fastlæggelse af arbejdsevne,
fortsat skal udelukke gældssanering efter de almindelige
regler i konkurslovens kapitel 25-28.
Hvis der tages udgangspunkt i skyldnerens aktuelle ind-
tægtsforhold, som midlertidigt kan være en arbejdsløsheds-
understøttelse eller lignende, vil det formentlig føre til, at
der i videre omfang vil blive givet gældssanering, uden
at skyldneren kan tilbyde nogen (yderligere) betaling til
sine fordringshavere. Dette vil efter Konkursrådets opfattel-
se kunne virke urimeligt over for fordringshaverne i tilfæl-
de, hvor skyldneren på afgørelsestidspunktet netop befinder
sig i en økonomisk overgangsperiode, og hvor det senere
viser sig, at skyldneren i den (forventede) afdragsperiode
oppebærer indtægter, som ville have medført betaling til
fordringshaverne. Endvidere vil reglerne på denne måde,
indebære en risiko for, at skyldneren indretter sine forhold
med henblik på at have en lav eller ingen indkomst på
afgørelsestidspunktet for at undgå at skulle betale noget til
fordringshaverne.
Dette kan efter Konkursrådets vurdering imødegås ved, at
den manglende udelukkelse af gældssanering i disse tilfæl-
de modsvares af regler, der giver skifteretten mulighed for
at udsætte gældssaneringssagen eller genoptage denne, når
skyldnerens økonomiske forhold bliver afklarede. En sådan
genoptagelsesmulighed vil på den anden side give anledning
til yderligere sagsskridt for både skyldnere og fordringsha-
vere. Det vil også give anledning til et betydeligt merarbejde
for skifteretterne at udsætte og genoptage sagerne. Efter
Konkursrådets opfattelse bør der derfor ikke fastsættes yder-
ligere genoptagelsesregler.
Det er på den baggrund Konkursrådets vurdering, at det ikke
vil være hensigtsmæssigt at fravige kravet om, at skyldne-
rens indkomstforhold skal være afklarede, når der ikke er
tale om en gældssanering i forbindelse med konkurs, selv
om de uafklarede indkomstforhold er forårsaget af, at skyld-
neren befinder sig i en kort overgangsperiode.
Er der derimod ikke tale om en kort overgangsperiode, må
gældssanering efter Konkursrådets opfattelse også være ude-
lukket. Har skyldneren eksempelvis påbegyndt en uddannel-
se, må gældssanering som udgangspunkt være udelukket, så
længe den pågældende fortsat er under uddannelse.
99
Konkursrådet har overvejet, om der bør ske lempelser i
betingelsen om, at skyldnerens løbende, faste udgifter skal
være afklarede.
En eventuel usikkerhed om skyldnerens løbende, faste ud-
gifter vil have betydning for skifterettens vurdering af, om
skyldneren kan godtgøre ikke at være i stand til og navnlig
også i fremtiden ikke vil blive i stand til at opfylde sine
økonomiske forpligtelser. Det har således betydning for, om
skifteretten har et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at god-
kende skyldnerens forslag til afdragsordning. Dette taler for,
at usikkerhed om skyldnerens løbende faste udgifter fortsat
skal medføre, at der som altovervejende udgangspunkt ikke
kan indledes gældssaneringssag for skyldneren.
Konkursrådet har overvejet, om uafklarede udgiftsforhold,
som skyldes, at skyldnerens lejemål er tidsbegrænset, eller
at skyldneren er logerende og dermed kan opsiges med kort
varsel, fortsat skal udelukke gældssanering.
Hensynet til de skyldnere, der på grund af den aktuelle
tilstand på boligmarkedet visse steder i landet, må acceptere
korte tidsbegrænsede lejemål, tilsiger, at gældssanering ikke
uden videre skal være udelukket for denne kategori af skyld-
nere.
En undtagelse fra kravet om afklarede økonomiske udgifts-
forhold i disse tilfælde vil efter Konkursrådets opfattelse
ikke skulle modsvares af regler, som giver mulighed for
genoptagelse i tilfælde af ændringer i skyldnerens boligud-
gifter. Det er i denne sammenhæng Konkursrådets opfattel-
se, at det ikke er hensigtsmæssigt at fastsætte yderligere
genoptagelsesregler. I tilfælde af indførelsen af en sådan
ordning, vil det således være skyldnerens eget ansvar at
leve for det beløb, der blev afsat til udgifter i budgettet ved
kendelsens afsigelse.
Imod en sådan ordning taler, at det må forventes, at nog-
le skyldnere vil misligholde gældssaneringskendelsen, hvis
skyldneren i gældssaneringsperioden må finansiere en anden
og dyrere bolig, idet der ikke i budgettet vil være økonomi-
ske midler hertil. Manglende udelukkelse af gældssanering
ved uafklarede forhold, der skyldes tidsbegrænsede lejemål,
vil dermed, uagtet at der ikke gives adgang til genoptagelse,
alligevel kunne føre til øget administration ved skifteretter-
ne, der i kraft af en sådan ordning kan risikere at blive
mødt med begæringer fra fordringshavere om ophævelse af
gældssaneringskendelsen, jf. konkurslovens § 229, stk. 1, nr.
2.
Hertil kommer, at det som følge af Konkursrådets forslag
om at afkorte afdragsperioden fra fem år til tre år allerede
efter gældende ret i nogle tilfælde vil blive lettere for skyld-
nere med tidsbegrænsede lejemål at opfylde betingelsen om
afklarede økonomiske forhold.
Det er på baggrund af ovenstående betragtninger Konkurs-
rådets vurdering, at mest taler for, at uafklarede udgiftsfor-
hold, som skyldes tidsbegrænsede lejemål fortsat skal ude-
lukke gældssanering.
Sammenfattende foreslår Konkursrådet, at skyldnerens øko-
nomiske forhold fortsat skal være afklarede for så vidt angår
skyldnerens indkomstforhold og løbende, faste udgifter i
forbindelse med en gældssanering efter de almindelige reg-
ler i konkurslovens kapitel 25-28, dog således at der for
så vidt angår skyldnerens gældsforpligtelser fremover kun
stilles krav om, at disse er tilstrækkeligt afklarede til det kan
vurderes, om skyldneren er kvalificeret insolvent.
Der henvises til betænkning nr. 1528/2022 side 56 ff.
3.2.3.1.3.2. I relation til gældssanering i forbindelse med
konkurs eller rekonstruktionsbehandling har Konkursrådet
overvejet, om det for erhvervsdrivende fortsat skal være så-
ledes, at gældssanering skal nægtes som følge af, at skyldne-
ren har uafklarede økonomiske forhold, der ikke udspringer
af konkursen, herunder uafklarede økonomiske forhold hos
skyldnerens ægtefælle.
På den ene side taler hensynet til, at skyldnere, der er berørt
af et virksomhedssammenbrud, og som befinder sig i en
økonomisk overgangsperiode efter en konkurs, skal have
mulighed for at opnå en gældssanering, efter Konkursrådets
opfattelse for, at forhold, der ikke udspringer af konkursen,
heller ikke skal kunne medføre, at gældssanering udelukkes.
På den anden side vil det efter Konkursrådets opfattelse give
anledning til flere genoptagelsessager, såfremt erhvervsdri-
vende får mulighed for at opnå gældssanering trods uafkla-
rede økonomiske forhold, der ikke udspringer af konkur-
sen. Flere genoptagelsessager vil medføre yderligere sagsad-
ministration for skifteretterne og længere sagsforløb for de
involverede parter. Det følger således af konkurslovens §
236 a, stk. 2, at gældssaneringssagen kan genoptages på
begæring af en fordringshaver, såfremt skyldneren på det
tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering blev afsagt,
havde uafklarede økonomiske forhold.
Konkursrådet vurderer på den baggrund, at det for erhvervs-
drivende på lige fod med ikke-erhvervsdrivende skal tillæg-
ges betydning, såfremt skyldneren har uafklarede økonomi-
ske forhold, der ikke udspringer af konkursen.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 63 f.
3.2.3.1.3.3. Konkursrådet har overvejet, om betingelsen om,
at skyldnerens økonomiske forhold skal være afklarede, jf.
100
konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 1, kan opretholdes med
hjemmel i direktivets artikel 23, stk. 2.
Konkursrådet vurderer i den forbindelse, at nægtelse af
gældssanering i tilfælde af usikkerhed omkring husstandens
fremtidige situation må anses for at være behørigt begrundet
i hensynet til at undgå en formløs gældssanering, hvorfor
bestemmelsen kan opretholdes efter direktivets artikel 23,
stk. 2.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 33.
3.2.3.1.4. Justitsministeriets overvejelser
Som anført ovenfor under pkt. 3.2.3.1.3.1 finder Konkursrå-
det forsat, at det bør være en betingelse for at opnå gældssa-
nering uden for konkurstilfælde, at skyldnerens økonomiske
forhold er afklarede. Konkursrådet har i den forbindelse lagt
afgørende vægt på de hensyn, der begrunder betingelsen
herom, herunder at usikkerhed om skyldnerens økonomiske
forhold gør det vanskeligt at fastslå, om skyldneren lever op
til betingelserne for at kunne få en gældssanering, samt og i
forlængelse heraf at tilrettelægge og fastsætte en afdragsord-
ning for skyldneren.
Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at reglerne om
gældssanering er en fravigelse fra de almindelige regler om,
at en fordringshaver kan gøre en gyldig stiftet fordring gæl-
dende mod en skyldner. Reglerne har således undtagelsens
karakter, og sigter alene mod håbløst forgældede skyldne-
re. Det er derfor væsentligt, at det er muligt at fastslå om
skyldneren er kvalificeret insolvent, ligesom det er væsent-
ligt, at det er muligt at tilrettelægge og fastsætte en afdrags-
periode, som kan føre skyldneren ud af denne insolvens og
føre til en varig forbedring. Selvom der er hensyn, der kan
tale for, at der ikke stilles krav om, at skyldnerens økono-
miske forhold er afklarede, er Justitsministeriet dog enig i
Konkursrådets vurdering af, at der forsat skal stilles krav
om, at skyldnerens forhold er tilstrækkeligt afklaret, når der
er tale om gældssanering uden for konkurstilfælde.
Uafklarede forhold foreligger bl.a., hvis skyldneren befinder
sig i en kort overgangsperiode, hvilket er tilfældet, hvis
skyldneren er under uddannelse. Konkursrådet vurderer i
den forbindelse, jf. pkt. 3.2.3.1.3.1. ovenfor, at når der er ta-
le om en sådan kortere overgangsperiode, må gældssanering
være udelukket, og den pågældende må henvises til – efter
endt studium – at udnytte sin erhvervsevne, før der søges
gældssanering. Justitsministeriet bemærker hertil, at en ud-
dannelse er en investering i fremtiden, og man kan derfor of-
te forvente en stigende og/eller mere fast indkomst efter endt
studie. Selvom det på den ene side er uhensigtsmæssigt, at
en nyuddannet starter på arbejdsmarkedet med en betydelig
gæld, må det dog på den anden side anses for hensigtsmæs-
sigt, at når den pågældende har fået en fast indtjening, at
det herefter vil være muligt at fastlægge et budget, der fører
til en varig forbedring af skyldnerens økonomi. Justitsmini-
steriet er på den baggrund enig i Konkursrådets vurdering
heraf.
Justitsministeriet er endvidere enig i Konkursrådets forslag
om, at der for så vidt angår skyldnerens gældsforpligtelser
fremover alene skal stilles krav om, at disse skal være til-
strækkeligt afklarede til, at det kan vurderes, om skyldneren
er kvalificeret insolvent. Justitsministeriet bemærker i den
forbindelse, at der forsat bør stilles krav om, at skyldnerens
indtægts- og udgiftsforhold er tilstrækkeligt afklarede, da
dette har afgørende betydning for, dels om gældssaneringen
vil føre til en varig forbedring samt dels om skifteretten
har et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastlægge skyld-
nerens afdragsordning.
Justitsministeriet er ligeledes enig med Konkursrådet i, der
i forhold til gældssanering i forbindelse med en konkurs-
behandling mv. skal lægges vægt på, om skyldnerens uaf-
klarede økonomiske forhold udspringer af konkursen. Som
anført under pkt. 3.2.3.1.1.2. er formålet med ikke at stille
krav om, at skyldnerens økonomiske forhold er afklarede,
at sikre, at skyldnere, der som følge af et virksomhedssam-
menbrud, og som på afgørelsestidspunktet befinder sig i en
økonomisk overgangsperiode, har mulighed for at opnå en
gældssanering. Det bemærkes i den forbindelse, at fravigel-
sen i forhold til, hvad der gælder for en skyldner uden for
konkursbehandling, modsvares af en adgang til at genoptage
gældssaneringssagen ved væsentlige budgetforbedringer.
Justitsministeriet er sammenfattende enig i Konkursrådets
synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i over-
ensstemmelse med Konkursrådets lovudkast i betænkning
nr. 1578/2022.
3.2.3.1.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås at nyaffatte betingelsen i konkurslovens § 197,
stk. 2, nr. 1, således at en kendelse om gældssanering fremo-
ver ikke kan afsiges, hvis skyldnerens økonomiske indtægts-
og udgiftsforhold er uafklarede, ligesom det foreslås, at det
kommer til at fremgå eksplicit, at gældssanering ikke kan
afsiges, hvis skyldneren er under uddannelse.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 40 (forslag til konkurs-
lovens § 197) og bemærkningerne hertil
Som konsekvens af den sammenlægning af gældssanerings-
reglerne, som foreslås med nærværende lovforslag, jf. pkt.
3.2.1.5. ovenfor, foreslås det, at der indsættes en særregel,
hvorefter uafklarede forhold, der skyldes konkursen, ikke
er til hinder for afsigelse af kendelse om gældssanering i
forbindelse med konkurs.
101
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 41 (forslag til konkurs-
lovens § 197 a) og bemærkningerne hertil.
Det foreslås ligeledes, som en konsekvens af sammenlæg-
ningen af regelsættene, at reglen om genoptagelse i tilfælde,
hvor skyldneren havde uafklarede økonomiske forhold, vi-
dereføres.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 61 (forslag til konkurs-
lovens § 228, stk. 3 og 4) og bemærkningerne hertil.
3.2.3.2. Skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske
anliggender
3.2.3.2.1. Gældende ret
Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsi-
ges, såfremt skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomi-
ske anliggender, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, og §
231 a, stk. 2, 1. pkt.
Ved vurderingen af, om skyldneren har handlet uforsvarligt
i økonomiske anliggender, henses til hvor stor en andel af
skyldnerens samlede gæld, der skyldes uforsvarlige forhold.
Det følger i den forbindelse af bestemmelsen forarbejder, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 322, at
en gældspost vil kunne være »ikke uvæsentlig« både ud fra
en relativ vurdering i forhold til skyldnerens samlede gæld
og ud fra en absolut vurdering. For en skyldner, der har en
samlet gæld på 250.000 kr., vil en gældforøgelse på f.eks.
2.500 kr. i almindelighed være uvæsentlig. Har skyldneren
på den anden side en gæld på flere millioner kroner, vil
en gældsforøgelse, der alene udgør få procent af gældens
samlede størrelse, men som i absolutte tal er betydelig, efter
omstændighederne kunne være væsentlig.
Konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, oplister nogle ikke ud-
tømmende eksempler på, hvornår skyldneren har handlet
uforsvarligt i økonomiske anliggender, således at den pågæl-
dende skyldner i almindelighed ikke kan meddeles gældssa-
nering.
Det anses for det første som uforsvarligt, hvis en ikke uvæ-
sentlig gæld, er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var
ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, jf.
§ 197, stk. 2, nr. 2, litra a. Det følger af bestemmelsens for-
arbejder, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg
A, side 321, at dette f.eks. vil være tilfældet, hvis en skyld-
ner optager nye lån for at kunne afdrage på sine allerede
forfaldne gældsforpligtelser.
Det anses for det andet som uforsvarligt, hvis en ikke uvæ-
sentlig gæld, er opstået som følge af, at skyldneren har
påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til
skyldnerens økonomiske situation, jf. § 197, stk. 2, nr. 2,
litra b. Dette vil ifølge forarbejderne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 321,
være tilfældet, hvis skyldneren på et tidspunkt, hvor den på-
gældende var insolvent eller risikerede at blive insolvent ved
den påtagne risiko, har foretage økonomiske transaktioner,
der må karakteriseres som spekulationsprægede. Dette kan
f.eks. være forpligtelser, der er påtaget uden sammenhæng
med skyldnerens erhvervsudøvelse. Bestemmelsen omfatter
således ikke sædvanlige og forsvarlige dispositioner foreta-
get som led i skyldnerens erhvervsudøvelse.
Det anses for det tredje som uforsvarligt, hvis en ikke uvæ-
sentlig gæld er stiftet med henblik på forbrug, jf. § 197, stk.
2, nr. 2, litra c. Det følger af bestemmelsens forarbejder,
jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 322,
at bestemmelsen omfatter lån stiftet til indkøb af større for-
brugsgoder og til almindelige dagligvarer.
Endelig anses det for det fjerde som uforsvarligt, hvis der
er tale om gæld til det offentlige, som er oparbejdet systema-
tisk, jf. § 197, stk. 2, nr. 2, litra d. Heri ligger f.eks. skyldig
moms, skat, børnepenge og licens. Gælden anses ifølge be-
stemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2004-05 (2.
samling), tillæg A, s. 322, som oparbejdet systematisk, hvis
skyldneren over en årrække har benyttet de offentlige kasser
som en ”selvbestaltet kredit”. Denne type gæld er bl.a. ka-
rakteriseret ved, at den ensidigt er stiftet af skyldneren, uden
at det offentlige har haft mulighed for at forhindre kravets
opståen, herunder eksempelvis hvis skyldneren bevidst har
udfyldt sin forskudsregistrering urigtigt eller har undladt at
betale børnebidrag.
Det følger generelt af konkurslovens § 197, stk. 3, at der ved
skifterettens afgørelse af, om der foreligger forhold, der i
almindelighed kan udelukke gældssanering efter stk. 2, skal
lægges vægt på gældens alder.
Det følger af forarbejderne til bestemmelsen i § 197, stk. 3,
jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 322
f., at reglen er udtryk for et princip om, at jo yngre gælden
er, desto mere tungtvejende for afgørelsen om gældssanering
bliver omstændighederne ved gældens pådragelse. Det frem-
går videre, at der ikke kan fastsættes en absolut grænse for,
hvornår en gældspost har nået en alder, hvor betydningen af
de forhold vedrørende gældsstiftelsen er aftaget i en sådan
grad, at gældssanering ikke længere er udelukket. Gældens
alder skal således vurderes i sammenhæng med omstændig-
hederne ved gældens pådragelse, herunder grovheden af det
forhold, der udelukker gældssanering.
Princippet om betydningen af gældens alder finder, jf. kon-
kurslovens § 231 a, stk. 3, ligeledes anvendelse ved sager,
der behandles efter reglerne i kapitel 29.
Der henvises i øvrigt til den retspraksis vedrørende anven-
102
delsen af bestemmelsen i konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2,
der er gennemgået i betænkning nr. 1578/2022 side 64 ff.
3.2.3.2.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Efter artikel 23, stk. 1, at skal medlemsstaterne opretholde
eller indføre bestemmelser om, at gældssanering kan nægtes
eller begrænses, eller at adgangen til gældssanering kan til-
bagekaldes, eller at der kan fastsættes længere frister for
opnåelse af fuld gældssanering eller længere udelukkelses-
perioder, hvis iværksætteren har handlet uhæderligt eller i
ond tro over for fordringshavere eller andre interessenter i
forbindelse med optagelsen af gælden, under insolvenspro-
ceduren eller under afviklingen af gælden.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 79, at
der ved bedømmelsen af, om en iværksætter har handlet
uhæderligt, eventuelt kan tages hensyn til omstændigheder
såsom: gældens karakter og omfang, tidspunktet for gælds-
stiftelsen, iværksætterens indsats for at betale gælden og
overholde retlige forpligtelser, herunder krav om offentlig
licens og behovet for korrekt bogføring, tiltag fra iværksæt-
terens side for at modarbejde regres fra fordringshavere,
opfyldelse af forpligtelser ved sandsynlighed for insolvens,
som påhviler de iværksættere, der er direktører i et selskab,
samt overholdelse af EU-retlig og national konkurrencelov-
givning og arbejdsret. Undtagelser bør også kunne indføres,
hvis iværksætteren ikke har opfyldt visse retlige forpligtel-
ser, herunder forpligtelser til at maksimere udbyttet til kre-
ditorer, hvilket kan tage form af en generel forpligtelse til
at generere indkomst eller aktiver. Der bør desuden kunne
indføres særlige undtagelser, hvis det er nødvendigt for at
sikre balancen mellem skyldneres rettigheder og en eller
flere kreditorers rettigheder, såsom hvis kreditor er en fysisk
person, som har behov for større beskyttelse end skyldner.
3.2.3.2.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.2.3.1. Konkursrådet har i lyset af, at retspraksis viser,
at selv en relativt lille forbrugsgæld kan føre til nægtelse af
gældssanering, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, litra c,
overvejet, om bestemmelsen bør afgrænses med henvisning
til genstande omfattet af trangsbeneficiet i retsplejelovens
§ 509, hvorefter udlæg ikke kan foretages i aktiver, der
er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem eller
levefod for skyldneren og dennes husstand.
Det er Konkursrådets opfattelse, at anskaffelse af genstande
omfattet af trangsbeneficiet i hvert fald ikke skal føre til, at
gældssanering nægtes, også selv om genstandene er anskaf-
fet for lånte midler.
Dog skal gældssanering efter Konkursrådets opfattelse fort-
sat nægtes, hvis det forventes, at skyldneren fremadrettet vil
stifte gæld til brug for køb af almindelige dagligvarer som
fødevarer og produkter til personlig pleje og rengøring, idet
gældssanering i disse tilfælde ikke kan antages at ville føre
til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at § 197, stk. 2,
nr. 2, litra c, ændres således, at gældssanering nægtes, hvis
gælden er stiftet med henblik på forbrug, medmindre der
foreligger særlige omstændigheder, og den stiftede gæld må
anses som rimelig.
Særlige omstændigheder vil efter Konkursrådets opfattelse
eksempelvis foreligge, når det er nødvendigt at stifte gæld
for at finansiere anskaffelsen af genstande, som skyldneren
er afhængig af. Det kan eksempelvis være udskiftning eller
reparation af en fryser, et køleskab eller briller, der er gået i
stykker.
Forbrugsgæld, der er stiftet med henblik på overforbrug,
herunder anskaffelse af luksusgenstande, vil efter Konkurs-
rådets vurdering, ikke kunne anses som rimelig. Genstande,
der er nødvendige til opretholdelse af en beskeden levefod
for skyldneren og dennes husstand, kan i den forbindelse ik-
ke anses som luksusgenstande, og gældsstiftelsen vil derfor
i sig selv kunne anses som rimelig. Det samme må efter
Konkursrådets opfattelse gælde tandlægeregninger og andre
omkostninger til sundhedsrelaterede ydelser, medmindre der
er tale om rent kosmetiske behandlinger.
Hvis der er tale om genstande, der ikke er omfattet af
trangsbeneficiet, skal det vurderes, om der er tale om over-
forbrug. Er der tale om overforbrug, vil den stiftede gæld
ikke kunne anses som rimelig, og der vil heller ikke forelig-
ge særlige omstændigheder, der kan begrunde den stiftede
gæld til forbrug. Overforbrug må i den forbindelse vurderes
i forhold til skyldnerens økonomiske forhold. Det vil således
alene være gæld til forbrug, der ikke stod mål med skyldne-
rens økonomiske forhold på gældsoptagelsestidspunktet, der
anses som overforbrug.
Overforbrug må efter Konkursrådets opfattelse tillige omfat-
te rejser og anskaffelse af tjenesteydelser, herunder restau-
rantbesøg, når udgifterne hertil ikke står mål med skyldne-
rens økonomiske forhold.
Der skal ses på skyldnerens samlede forbrug. Således vil
anskaffelse af mange varer og tjenesteydelser, som isoleret
set ikke kan anses som luksus, ud fra en samlet vurdering af
omfanget føre til, at der alligevel foreligger et overforbrug.
Konkursrådet er opmærksom på, at en række selvstændigt
erhvervsdrivende i perioder vil være nødsaget til og tilbø-
jelige til at leve for lånte midler for ikke at trække på
virksomhedens kapitalberedskab i perioder med dårlig om-
sætning. Dette vil efter gældende ret føre til, at gældssane-
ring udelukkes. Konkursrådet foreslår, at gældssanering ikke
103
skal nægtes i sådanne situationer, hvor skyldneren over en
kortere periode optager lån for at dække faste udgifter og
rimelige leveomkostninger for derved at undlade at trække
penge ud af virksomheden i et forsøg på at redde denne. Et
sådant forbrug for lånte midler skal naturligvis ligge inden
for rimelighedens grænser. Er der således tale om overfor-
brug, må gældssanering fortsat nægtes. Konkursrådet fore-
slår i den forbindelse, at der kan sammenlignes med en
tilsvarende lønmodtagers indtægtsforhold. Overforbrug må i
denne henseende ligeledes forstås som anskaffelse af luksus-
genstande samt rejser og tjenesteydelser, der ikke står mål
med skyldnerens økonomiske forhold.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 67 ff.
3.2.3.2.3.2. Konkursrådet har overvejet muligheden for, at
der ved den foreslåede sammenlægning af reglerne om
gældssanering angives forskellige momenter for, hvornår
der foreligger uforsvarlighed i økonomiske anliggender, alt
efter om skyldnerens gæld er erhvervsmæssig eller ej.
Det kan efter Konkursrådets opfattelse være hæmmende for
muligheden for at opnå gældssanering i forbindelse med
konkurs eller rekonstruktionsbehandling, hvis eksempelvis
træk på en kassekredit forud for konkursen medfører, at
gældssanering nægtes, jf. § 197, stk. 2, nr. 2, litra a. På
samme måde må erhvervsdrivende efter Konkursrådets op-
fattelse have en videre adgang til at foretage investeringer
og dermed påtage sig finansielle risici i forbindelse med
erhvervsudøvelsen, uden at dette medfører, at gældssanering
nægtes, jf. § 197, stk. 2, nr. 2, litra b. Derudover har for-
brugsgæld, jf. § 197, stk. 2, nr. 2, litra c, ikke et erhvervs-
mæssigt sigte.
En ophævelse af § 197, stk. 2, nr. 2, for så vidt angår
erhvervsdrivende, kan virke vidtgående, idet uforsvarlig ad-
færd i økonomisk henseende efter Konkursrådets opfattelse
fortsat skal kunne medføre, at gældssanering udelukkes.
Konkursrådet foreslår i stedet, at vurderingen af, hvornår
der foreligger økonomisk ansvarlig adfærd, lempes for er-
hvervsdrivende skyldnere.
Det vil indebære, at der i stedet for at se på, om gælden er
stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til
at opfylde sine økonomiske forpligtelser, jf. den nugælden-
de § 197, stk. 2, nr. 2, litra a, for erhvervsdrivende skal
ses på, om gældsstiftelsen var forretningsmæssigt begrun-
det. Erhvervsdrivende kan således til tider have behov for
at foretage træk på en kassekredit for at foretage betalinger,
uden at dette efter Konkursrådets opfattelse skal medføre, at
gældssanering udelukkes, når blot trækket på kassekreditten
er sædvanligt eller forretningsmæssigt begrundet. Der kan
ses på, om gældsstiftelsen er sket på et tidspunkt, hvor
skyldneren burde have erkendt, at der ikke længere var
rimelig mulighed for at videreføre virksomheden, hvilket ef-
ter Konkursrådets opfattelse skal medføre, at gældssanering
udelukkes.
På samme måde må man i stedet for at se på, om gælden
er optaget for at dække allerede forfaldne gældsforpligtelser,
se på, om gældsstiftelsen er sket som led i en velbegrundet
låneomlægning. En låneomlægning, der er foretaget med
henblik på at opnå mere attraktive lånevilkår, bør ikke i sig
selv anses for uansvarligt. Optagelse af gæld til forbrug med
det formål at indfri et tidligere optaget forbrugslån til en me-
re insisterende fordringshaver bør fortsat udelukke gældssa-
nering. Det må således bero på en konkret vurdering, om
gæld optaget med henblik på at dække allerede forfalden
gæld kan anses for velbegrundet og dermed ikke udelukke
gældssanering.
Konkursrådet foreslår desuden, at spekulationstilfældene,
der fremgår af § 197, stk. 2, nr. 2, litra b, ligeledes gælder
erhvervsdrivende. Det præciseres i den forbindelse, at det
ikke er i overensstemmelse med god virksomhedsledelse at
påtage sig risici i forbindelse med investeringer, der ligger
uden for virksomhedens erhvervsudøvelse.
Konkursrådet har desuden overvejet, at det kunne være hen-
sigtsmæssigt at uddybe nærmere, hvornår der foreligger spe-
kulation, og hvornår dette skal føre til, at gældssanering
nægtes.
Er der således tale om investeringer, der ikke relaterer sig
til virksomhedens øvrige drift, kan det efter Konkursrådets
opfattelse betragtes som spekulation. Det kan indgå i vurde-
ringen, om der er tale om en investering i formuegoder for
f.eks. at opnå en skattebesparelse eller andet, som f.eks. ak-
tier eller anparter, kommanditselskaber, eller fast ejendom,
i modsætning til investeringer i driftsmidler, der anvendes i
skyldnerens virksomhed.
Nægtelsesgrunden i konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, litra
c, om gæld, der er stiftet med henblik på forbrug, synes
ikke at have et erhvervsmæssigt sigte. Når det er afgrænset,
at skyldnerens gæld hovedsagelig skal hidrøre fra erhvervs-
virksomhed, jf. konkurslovens § 231 b, synes der ikke at
være behov for at udelukke gældssanering, såfremt der er
tale om gæld til forbrug. Det kan dog ikke helt udelukkes,
at det alligevel kan have betydning for en afgørelse om
gældssanering for eksempel i tilfælde, hvor skyldneren har
foretaget hævninger på en kapitalpension med henblik på
forbrug, mens virksomheden har givet underskud. Denne
situation må imidlertid efter Konkursrådets opfattelse vur-
deres på baggrund af, om virksomhedens underskud skyl-
des uforsvarlig virksomhedsledelse, som også medfører, at
gældssanering udelukkes, jf. konkurslovens § 231 a, stk. 2,
nr. 2, der som nævnt ovenfor efter en sammenlægning af
reglerne skal samles med de øvrige nægtelsesgrunde.
104
Der kan ligeledes forekomme en situation, hvor skyldnerens
gæld hovedsagelig hidrører fra erhvervsvirksomhed, mens
den øvrige del af skyldnerens gæld hidrører fra overfor-
brug. I en sådan situation skal gældssanering efter Konkurs-
rådets opfattelse som udgangspunkt være udelukket. Kon-
kursrådet foreslår på den baggrund, at kendelse om gældssa-
nering i almindelighed fortsat ikke kan afsiges, hvis en ikke
uvæsentlig del af skyldnerens gæld er stiftet med henblik på
forbrug, også i de tilfælde, hvor skyldnerens gæld hovedsa-
gelig er erhvervsmæssig.
Gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk, jf. §
197, stk. 2, nr. 2, litra d, skal, efter Konkursrådets opfattel-
se fortsat udelukke gældssanering, også når der er tale om
skyldnere, hvis gæld hovedsagelig hidrører fra erhvervsvirk-
somhed.
Sammenfattende foreslår Konkursrådet på baggrund af
ovenstående, at der angives forskellige momenter for, hvor-
når der foreligger uforsvarlighed i økonomiske anliggender
alt efter, om skyldnerens gæld er erhvervsmæssig eller ikke-
erhvervsmæssig.
Konkursrådet har desuden overvejet, om ovenstående for-
slag om lempelse af gældssaneringsreglerne, herunder næg-
telsesgrundene, vil kunne indebære en risiko for, at skyldne-
rens fordringshavere, som selv kan være iværksættere, får
mindre af deres fordring mod skyldneren indfriet. Dette kan
i værste fald medføre insolvens hos en eller flere fordrings-
havere, navnlig små og mellemstore virksomheder.
Det følger imidlertid af konkurslovens § 231 a, stk. 1, at det
er en betingelse for gældssanering, at skyldneren godtgør, at
han ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen
udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser. De
fordringshavere, hvis krav bortfalder ved en gældssanering,
havde således under alle omstændigheder ingen udsigt til at
modtage betaling.
Konkursrådet finder på den baggrund, at hensynet til for-
dringshaverne ikke taler afgørende imod en lempelse af
nægtelsesgrundene, da hensynet varetages gennem den øko-
nomiske betingelse for at opnå gældssanering.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 69 ff.
3.2.3.2.3.3. Det er Konkursrådets vurdering, at skyldneren
vil have handlet uhæderligt eller i ond tro i rekonstruktions-
og insolvensdirektivets forstand, såfremt skyldneren gør sig
skyldig i de handlinger eller undladelser, der er nævnt i
konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2-6, og § 231 a, stk. 2, og
som i dag som udgangspunkt udelukker gældssanering. Det
er således Konkursrådets vurdering, at skyldneren bl.a. vil
have handlet uhæderligt eller i ond tro i direktivets forstand,
hvis skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske an-
liggender.
Konkursrådet har overvejet, hvordan betingelsen i direkti-
vets artikel 23, stk. 1, om, at den uhæderlige adfærd el-
ler adfærden begået i ond tro skal have fundet sted, da
vedkommende blev forgældet, skal fortolkes. Konkursrådet
har særligt overvejet, om dette indebærer, at handlingen skal
have været gældsudløsende for, at den kan eller skal begrun-
de en udelukkelse af gældssanering.
Bestemmelsen i konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, om
uforsvarlig adfærd i økonomiske anliggender angår tilfælde,
hvor den uforsvarlige handling skal have udløst en gæld,
men det er dog ikke en betingelse, at al skyldnerens gæld
skyldes den uforsvarlige adfærd. Konkurslovens § 197, stk.
2, nr. 3, der angår de tilfælde, hvor en ikke uvæsentlig del
af skyldnerens gæld er pådraget ved strafbare eller erstat-
ningspådragende forhold. Herudover angår konkurslovens §
197, stk. 2, nr. 4, de tilfælde, hvor skyldneren har undladt
at afdrage på sin gæld, selvom skyldneren havde rimelig
mulighed herfor, ikke gældsstiftende handlinger. På samme
måde angår konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 5, om indretning
med henblik på gældssanering, ikke gældsudløsende dispo-
sitioner, men generelle dispositioner, herunder f.eks. anbrin-
gelse af aktiver i kreditorly eller indbetaling af et beløb på
en pensionsordning.
Den franske og engelske version af direktivets artikel 23,
stk. 1, bidrager ikke umiddelbart til en nærmere afklaring
af, hvordan formuleringen skal forstås. I den franske version
af direktivet anvendes formuleringen ”lorsqu᾽il s᾽est endet-
té”. I den engelske version anvendes formuleringen ”when
becoming indebted”.
Det fremgår heller ikke nærmere af direktivet, hvordan be-
stemmelsen skal fortolkes. Dog fremgår det af præambelbe-
tragtning nr. 79, at der ved bestemmelsen af, om en iværk-
sætter har været uhæderlig, kan tages hensyn til omstændig-
heder, såsom iværksætterens indsats for at betale gælden og
overholde retlige forpligtelser, herunder krav om offentlig
licens og behovet for korrekt bogføring. I direktivet nævnes
således eksempler på uhæderlige handlinger, der ikke nød-
vendigvis er gældsudløsende. Dette taler for, at det anførte
i direktivets artikel 23, stk. 1, ikke skal forstås som et krav
om, at den uhæderlige handling eller handlingen begået i
ond tro har udløst en gæld for at skulle udelukke gældssane-
ring.
På den anden side kan det på baggrund af en ordlydsfortolk-
ning af de forskellige sproglige versioner af direktivet ikke
udelukkes, at den pågældende handling skal have bevirket,
at skyldneren blev forgældet, dvs. at handlingen skal have
været gældsudløsende, jf. formuleringerne ”when becoming
105
indebted”, ”lorsqu’il s’est endetté” samt ”da vedkommende
blev forgældet”.
På baggrund af ovenstående er det Konkursrådets opfattelse,
at der samlet set er mest, som taler for, at også ikke-gælds-
udløsende handlinger kan, og efter omstændighederne skal,
udelukke gældssanering i medfør af direktivets artikel 23,
stk. 1. Formuleringen i artikel 23, stk. 1, om, at handlingen
skal have fundet sted, da vedkommende blev forgældet, må
antages at indebære, at handlingen, hvis ikke den har været
gældsudløsende, skal have fundet sted på et tidspunkt, hvor
skyldneren har haft en betydelig gæld. Det er Konkursrådets
vurdering, at udelukkelsesgrundene i national ret i overens-
stemmelse hermed forudsætter, at skyldneren enten allerede
var insolvent ved foretagelsen af den udelukkelsesbegrun-
dende handling eller pådrog sig en ikke uvæsentlig gæld ved
handlingen.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 30 ff.
3.2.3.2.4. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår under pkt. 3.2.3.2.3.1. ovenfor, foreslår
Konkursrådet, at gæld, som er stiftet med henblik på for-
brug, ikke skal føre til nægtelse af gældssanering, hvis der
foreligger særlige omstændigheder, og den stiftede gæld må
anses for rimelig. Justitsministeriet er enig i Konkursrådets
overvejelser og vurdering heraf, idet ministernet bemærker,
at det ikke er hensigtsmæssigt, hvis gældssanering nægtes
for en håbløs forgældet skyldner, der alene har søgt at frem-
skaffe de genstande, som er nødvendige for opretholdelsen
af en beskeden levefod. Justitsministeriet bemærker dog
samtidig, at det forhold, at man over en længere periode le-
ver over evne, og det overforbrug, der er forbundet hermed,
forsat bør føre til, at gældssanering nægtes.
Konkursrådet foreslår, jf. pkt. 3.2.3.2.3.2. ovenfor, at vur-
deringen af, hvornår der foreligger økonomisk uansvarlig
adfærd, lempes for erhvervsdrivende. Dette skal bl.a. ske
ved, at der skal ses på, om gældsstiftelsen er sædvanlig og
forretningsmæssigt begrundet, hvilket eksempelvis vil være
tilfældet, hvis gældsstiftelsen sker som led i en velbegrundet
låneomlægning. Justitsministeriet er enig i Konkursrådets
overvejelser og vurdering, idet ministeriet bemærker, at det
er hensigtsmæssigt, at iværksætteren, der i øvrigt har fore-
taget forretningsmæssigt velbegrundede gældsstiftelse, ikke
skal nægtes gældssanering. Det vil dog i alle tilfælde bero
på en konkret vurdering.
Justitsministeriet er sammenfattende i Konkursrådets syns-
punkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overens-
stemmelse med Konkursrådets lovudkast i betænkning nr.
1578/2022.
3.2.3.2.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås at nyaffatte betingelsen i konkurslovens § 197,
stk. 2, nr. 2, hvorefter kendelse om gældssanerings i almin-
delighed ikke kan afsiges, hvis skyldneren har handlet ufor-
svarlig i økonomiske anliggender, i overensstemmelse med
Konkursrådets forslag.
Det foreslås således som det første, at det bl.a. skal anses
som økonomisk uforsvarligt, hvis en ikke uvæsentlig gæld
er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand
til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, medmindre der
er tale om forretningsmæssigt velbegrundet stiftelse af er-
hvervsgæld. Hermed sikres, at for så vidt angår erhvervs-
drivende ses på, om gældsstiftelsen er forretningsmæssigt
velbegrundet.
Det foreslås som det andet, at det skal anses som økonomisk
uforsvarligt, hvis en ikke uvæsentlig gæld er opstået som
følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der
stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation.
Det foreslås som det tredje, at det skal anses som økonomisk
uforsvarligt, hvis en ikke uvæsentlig gæld er stiftet med
henblik på forbrug, medmindre gældsstiftelsen som følge af
særlige omstændigheder fremstår som rimelig. Hermed sik-
res, at bl.a. genstande omfattet af trangsbeneficiet ikke skal
føre til, at gældssanering nægtes, også selvom genstandene
er anskaffet for lånte midler.
Det foreslås som det fjerde, at det skal anses som økono-
misk uforsvarligt, hvis en ikke uvæsentlig gæld er gæld til
det offentlige, som er oparbejdet systematisk.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 40 (forslag til konkurs-
lovens § 197) og bemærkningerne hertil.
3.2.3.3. En ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare
eller erstatningspådragende forhold
3.2.3.3.1. Gældende ret
Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsi-
ges, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved straf-
bare eller erstatningspådragende forhold, jf. konkurslovens §
197, stk. 2, nr. 3, og 231 a, stk. 2, 1. pkt.
Det fremgår af forarbejderne til § 197, stk. 2, nr. 3, at
sagsomkostninger m.v. forbundet med en straffesag må hen-
regnes til gæld, der er pådraget ved strafbare forhold, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 322.
Det følger endvidere af forarbejderne til § 197, stk. 2, nr.
3, at en gældspost vil kunne være ”ikke uvæsentlig” både
ud fra en relativ vurdering i forhold til skyldnerens samlede
gæld og ud fra en absolut vurdering, jf. Folketingstidende
106
2004-05 (2. samling), tillæg A, side 322. For en skyldner,
der har en samlet gæld på 250.000 kr., vil en gældforøgelse
på f.eks. 2.500 kr. i almindelighed være uvæsentlig. Har
skyldneren på den anden side f.eks. en gæld på flere millio-
ner kroner, vil en gældsforøgelse, der alene udgør få procent
af gældens samlede størrelse, men som i absolutte tal er
betydelig, efter omstændighederne kunne være væsentlig.
Som anført ovenfor under pkt. 3.2.3.2.1. følger det generelt
af konkurslovens § 197, stk. 3 og § 231 a, stk. 3, at der ved
skifterettens afgørelse af, om der foreligger forhold, der i
almindelighed kan udelukke gældssanering efter stk. 2, skal
lægges vægt på gældens alder.
Det følger i den forbindelse af forarbejderne til bestemmel-
sen i § 197, stk. 3, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. sam-
ling), tillæg A, side 322, at det vil kunne virke særligt
stødende, hvis der saneres gæld, der er pådraget ved straf-
bare eller erstatningspådragende forhold, i umiddelbar for-
længelse af den begivenhed, der udløste kravet, og derfor
skal sådanne krav være noget ældre end anden gæld, før de
kan gældssaneres. Længden af den periode, der skal være
forløbet, inden der kan meddeles gældssanering, når gælden
stammer fra strafbare eller erstatningspådragende forhold,
vil afhænge af en konkret vurdering af omstændighederne
ved pådragelsen af kravet.
3.2.3.3.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Efter artikel 23, stk. 1, at skal medlemsstaterne opretholde
eller indføre bestemmelser om, at gældssanering kan nægtes
eller begrænses, eller at adgangen til gældssanering kan til-
bagekaldes, eller at der kan fastsættes længere frister for
opnåelse af fuld gældssanering eller længere udelukkelses-
perioder, hvis iværksætteren har handlet uhæderligt eller i
ond tro over for fordringshavere eller andre interessenter i
forbindelse med optagelsen af gælden, under insolvenspro-
ceduren eller under afviklingen af gælden.
Der henvises til pkt. 3.2.3.2.2. for så vidt angår den nærmere
beskrivelse af bestemmelsen.
3.2.3.3.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.3.3.1. Konkursrådet har overvejet, om det er for byr-
defuldt, at erstatningspådragende adfærd kan medføre, at
gældssanering nægtes. Det bemærkes imidlertid, at et krav
på erstatning i kontraktforhold ikke uden videre kan anses
for omfattet af konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 3.
I forhold til gæld, der er pådraget ved strafbare forhold,
eller som skyldes erstatning uden for kontrakt, er det Kon-
kursrådets opfattelse, at denne type gæld forsat skal kunne
udelukke gældssanering. Det må dog bero på et politisk
skøn i hvilket omfang, f.eks. gæld, der angår straffesagens
omkostninger, bør udelukke gældssanering.
Konkursrådet finder på ovennævnte baggrund ikke anled-
ning til at foreslå ændringer af konkurslovens § 197, stk. 2,
nr. 3.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 74.
3.2.3.3.3.2. Konkursrådet vurderer endvidere, som anført
under pkt. 3.2.3.2.3. at en skyldner vil have handlet uhæder-
ligt eller i ond tro i rekonstruktions- og insolvensdirektivets
forstand, såfremt skyldneren gør sig skyldig i de handlinger
eller undladelser, der er nævnt i konkurslovens § 197, stk. 2,
nr. 2-6, og § 231 a, stk. 2, og som i dag som udgangspunkt
udelukker gældssanering.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 30 ff.
3.2.3.3.4. Justitsministeriets overvejelser
Mange dømte står efter endt afsoning i en situation med
betydelig gæld til det offentlige som følge af sagsomkost-
ninger i forbindelse med en eller flere straffesager. Denne
gæld kan være en væsentlig hindring for de dømte til at tage
skridt mod et liv uden kriminalitet.
Som reglerne er i dag, kan gældssanering efter konkursloven
i almindelighed ikke finde sted, hvis en ikke uvæsentlig
gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende
forhold. Det omfatter bl.a. gæld, der udspringer af straffe-
sagsomkostninger.
For at motivere dømte til ikke at begå ny kriminalitet og
dermed skabe mulighederne for et tryggere Danmark er
aftalepartierne bag aftalen om kriminalforsorgens økonomi
2022-2025 enige om at forbedre mulighederne for, at tidli-
gere dømte kan blive fri for gæld fra sagsomkostninger,
såfremt de ved deres adfærd gør sig fortjent til det, og de
ikke har økonomiske muligheder for at afdrage på gælden.
Som en del af flerårsaftalen er aftalepartierne derfor enige
om, at bl.a. reglerne gældssanering ændres, så gæld i form af
straffesagsomkostninger sidestilles med anden gæld.
3.2.3.3.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 3,
således at gæld i form af straffesagsomkostninger ikke læn-
gere vil føre til nægtelse af gældssanering. Dette vil ligele-
des gælde, selvom gælden i form af straffesagsomkostninger
udgør en ikke uvæsentlig del af den samlede gæld. Gæld
i form af straffesagsomkostninger sidestilles på den måde
med anden gæld. Ved ”sagsomkostninger pålagt i straffesa-
ger” forstås sagsomkostninger pålagt i medfør af retsplejelo-
vens § 1008.
Det foreslåede indebærer endvidere, at den eksisterende for-
udsætning i forarbejderne til konkurslovens § 197, stk. 2, nr.
107
3, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side
322, om, at gæld, der er pådraget ved strafbare eller erstat-
ningspådragende forhold, skal være noget ældre end anden
gæld, før den kan gældssaneres, ikke vil gælde i relation til
gæld i form af straffesagsomkostninger.
Formålet med ordningen er, at gæld, der består af straffe-
sagsomkostninger, ikke i sig selv skal være en hindring for
gældssanering og dermed potentielt være til hinder for, at
tidligere dømte kan komme videre med en kriminalitetsfri
tilværelse.
Der henvises endvidere til den foreslåede bestemmelse i §
1, nr. 40 (forslag til konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 3) og
bemærkningerne hertil.
3.2.3.4. Skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv
om skyldneren har haft rimelig grund herfor
3.2.3.4.1. Gældende ret
Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsi-
ges, hvis skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld,
selvom skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. kon-
kurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, og § 231 a, stk. 2, 1. pkt.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
de 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 322, at mulighed for
afdrag på gælden f.eks. kan bestå i, at skyldneren har haft
en indtægt, der muliggjorde afdrag, eller at der i øvrigt er
tilfaldet skyldneren ophævede pensionsordninger, gavebeløb
og lignende, hvor skyldneren i stedet for at betale af på
gælden selv har forbrugt beløbet.
Ved vurderingen af skyldnerens evne til at betale afdrag
ses der i praksis på skyldnerens rådighedsbeløb. Selv hvor
skyldneren har haft mindre beløb til rådighed, kan gældssa-
nering nægtes, hvis beløbet ikke er anvendt til at afdrage på
gælden.
Der kan også forekomme situationer, hvor skyldneren har
afdraget på gælden, men hvor gældssanering afslås, fordi
skyldneren efter en konkret vurdering ikke har afdraget nok.
Som anført ovenfor under pkt. 3.2.3.2.1. følger det generelt
af konkurslovens § 197, stk. 3 og § 231 a, stk. 3, at der
ved skifterettens afgørelse af, om der foreligger forhold, der
i almindelighed kan udelukke gældssanering, skal lægges
vægt på gældens alder.
Det følger i den forbindelse eksplicit af forarbejderne til
bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling),
tillæg A, s. 322 f., at det forhold, at skyldneren har undladt
at afdrage på sin gæld, selvom skyldneren har haft rimelig
mulighed herfor, efter en længere årrække ikke i sig selv vil
udelukke gældssanering.
Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1578/2022 side 74
f., for så vidt angår praksis vedrørende anvendelsen af be-
stemmelsen.
3.2.3.4.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Efter artikel 23, stk. 1, skal medlemsstaterne opretholde
eller indføre bestemmelser om, at gældssanering bl.a. kan
nægtes eller begrænses, hvis iværksætteren har handlet uhæ-
derligt eller i ond tro over for fordringshavere eller andre
interessenter i forbindelse med optagelsen af gælden, under
insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden.
Som det fremgår af beskrivelsen af bestemmelsen i pkt.
3.2.3.2.2. følger det af præambelbetragtning nr. 79, at der
ved bedømmelsen af, om en iværksætter har handlet uhæ-
derligt, kan tages hensyn til omstændigheder såsom bl.a.
gældens karakter og omfang, tidspunktet for gældsstiftelsen,
og iværksætterens indsats for at betale gælden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.2.2 ovenfor for så vidt
angår en nærmere beskrivelse af bestemmelsen.
3.2.3.4.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.4.3.1. Konkursrådet anfører, at konkurslovens § 197,
stk., 2, nr. 4, i praksis anvendes til at nægte gældssanering
ved selv små beløb, der kunne være anvendt til afdrag.
Det er Konkursrådets opfattelse, at reglen i nogle tilfælde
anvendes på en måde, der medfører en uforholdsmæssig
hindring for at opnå gældssanering.
Som eksempel på en anvendelse af reglen i § 197, stk. 2,
nr. 4, der efter Konkursrådets opfattelse medfører en ufor-
holdsmæssig hindring for at opnå gældssanering, henviser
Konkursrådet til Højesterets kendelse af 30. marts 2016
(som gengivet U 2016.2159 H), hvor gældssanering blev
nægtet med den begrundelse, at det fremgår af forarbejderne
til bestemmelsen i konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, at
muligheden for at afdrage på gælden f.eks. kan bestå i, at
skyldneren har haft en indtægt, der muliggjorde afdrag. Hø-
jesteret lagde til grund, at skyldneren igennem flere år havde
haft mulighed for at afdrage på sin gæld, da skyldneren
havde haft 4.800 kr. til rådighed, der oversteg rådighedsbe-
løbet. Konkursrådet fortolker Højesterets afgørelse således,
at ikke hele det overskydende beløb nødvendigvis skulle
være betalt til fordringshaverne, men at der skulle være
udvist en vilje til at afdrage på gælden.
Konkursrådet foreslår, at skyldnerens mulighed for at afdra-
ge på gælden som hidtil kan følge af såvel skyldnerens
løbende indkomst som andre indtægter. Andre indtægter kan
f.eks. være pensionsudbetalinger, bonusser, lottogevinster
108
eller gaver. Gaver dog kun såfremt disse fra givers side
ikke er undtaget fra kreditorforfølgning. Hvis der er tale
om en gave, der er undtaget fra kreditorforfølgning, kan
skyldneren efter omstændighederne vælge at give afkald på
beskyttelsen og anvende gaven til at afdrage på gælden, men
skyldneren er ikke forpligtet til dette, og der skal derfor ikke
nægtes gældssanering som følge af, at skyldneren ikke har
anvendt en sådan gave til at afdrage på sin gæld.
I de tilfælde, hvor muligheden for at afdrage på gælden be-
står i udbetaling af et engangsbeløb, foreslår Konkursrådet,
at gældssanering kun nægtes, såfremt der er tale om væsent-
lige beløb ca. i størrelsesordenen 10.000 kr. eller derover.
Dog er det Konkursrådets opfattelse, at selv mindre beløb
også skal kunne føre til, at gældssanering nægtes i tilfælde,
hvor udbetaling af beløbet ligger efter tidspunktet for ind-
ledningen af gældssaneringssagen. Dette forudsætter, som
ved udbetaling af større beløb før gældssaneringssagens
indledning, at skyldneren har haft rimelig mulighed for at
afdrage.
I de tilfælde hvor beløbet overstiger en vis størrelse, eller
hvor beløbet er udbetalt efter gældssaneringssagens indled-
ning, skal det efter Konkursrådets opfattelse indgå i vur-
deringen, om skyldnerens rådighedsbeløb er anvendt til
dagligdagsfornødenheder eller til overforbrug, herunder til
anskaffelse af luksusgenstande. Overforbrug skal efter Kon-
kursrådets opfattelse bl.a. omfatte den situation, der forelå i
Vestre Landsrets kendelse af 2. januar 2013 (som gengivet
i U 2013.1249 V), hvor en skattebesparelse på 60.000 kr.
som følge af et fremført underskud blev brugt til at betale et
efterskoleophold for skyldnerens børn.
Undladelse af at afdrage på gælden, som skyldes anskaffelse
af genstande omfattet af trangsbeneficiet, skal ikke udelukke
gældssanering. Der kan eksempelvis være tale om en undla-
delse af at afdrage, som skyldes anskaffelse af genstande,
som skyldneren er afhængig af. Det kan eksempelvis være
anskaffelse af briller eller lignende. Der kan også være tale
om nødvendige betalinger af tandlægeregninger eller andre
omkostninger til sundhedsrelaterede ydelser, medmindre der
er tale om rent kosmetiske behandlinger.
I de tilfælde hvor muligheden for at afdrage på gælden
består i løbende udbetalinger, foreslår Konkursrådet, at det
skal være afgørende, om skyldneren har udvist vilje til
at afdrage på gælden. Konkursrådet finder derfor ikke, at
løbende udbetaling af ethvert beløb, der overstiger rådig-
hedsbeløbet, i sig selv bør kunne føre til, at gældssanering
nægtes. Der bør heller ikke være krav om, at hele det over-
skydende beløb skal betales til fordringshaverne, når blot
der fra skyldnerens side udvises vilje til at afdrage.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 75 ff.
3.2.3.4.3.2. Konkursrådet vurderer endvidere, som anført
under pkt. 3.2.3.2.3.3., at en skyldner vil have handlet
uhæderligt eller i ond tro i rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivets forstand, såfremt skyldneren gør sig skyldig i de
handlinger eller undladelser, der er nævnt i konkurslovens §
197, stk. 2, nr. 2-6, og § 231 a, stk. 2, og som i dag som
udgangspunkt udelukker gældssanering.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 30 ff.
3.2.3.4.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1578/2022.
Justitsministeriet finder det således uhensigtsmæssigt, hvis
bestemmelsen medfører en uforholdsmæssig hindring for at
opnå gældssanering for en skyldner, som i øvrigt loyalt har
udvist vilje til at afdrage på gældende. En undladelse af at
afdrage på gæld, som skyldes anskaffelse af genstande, som
er omfattet af trangsbeneficiet, bør således ikke udelukke
gældssanering.
3.2.3.4.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kendelse om gældssanering i almindelighed
ikke kan afsiges, hvis skyldneren har undladt at afdrage
på sin gæld, selvom skyldneren som følge af sin løbende
indkomst eller andre indtægter har haft rimelig mulighed
herfor, medmindre der er tale om et mindre væsentlige
beløb, der blev udbetalt inden indgivelsen af begæringen
om gældssanering. Forslaget medfører, at gældssanering kun
skal nægtes, såfremt der er tale om udbetalingen af væsentli-
ge beløb. Hvis skyldneren i kraft af sin løbende indkomst
har haft mulighed for at afdrage på gælden, skal det indgå
i vurderingen, om skyldneren har udvist vilje til at afdrage,
ligesom det skal indgå i vurderingen om beløbet, som kunne
være anvendt til at afdrage på gælden, er anvendt til daglig-
dagsfornødenheder eller til overforbrug.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 40 (forslag til konkurs-
lovens § 197) og bemærkningerne hertil.
3.2.3.5. Skyldneren har indrettet sig med henblik på gælds-
sanering
3.2.3.5.1. Gældende ret
Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsi-
ges, hvis skyldneren har indrettet sig med henblik på gælds-
sanering, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 5, og § 231 a,
stk. 2, 1. pkt.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
109
de 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 322, at dette f.eks.
vil være tilfældet, hvis den pågældende inden indgivelse af
begæring om gældssanering har bragt aktiver i ly for sine
fordringshavere eller indbetalt et beløb på en pensionsord-
ning, der ikke kan tilbagekøbes og dermed ikke kan indgå i
sagen om gældssanering,
Retspraksis peger endvidere på, at dette desuden kan være
tilfældet, hvor en skyldner, der har drevet en personlig virk-
somhed, reelt viderefører virksomheden, men som ansat i
et selskab, der ejes af en nærtstående, idet der henvises til
betænkning nr. 1578/2022 side 77 f.
Har skyldneren søgt at bringe sine aktiver i sikkerhed for
fordringshaverne, f.eks. ved en ægtepagt til fordel for ægte-
fællen eller ved at drive virksomhed i ægtefællens navn, er
gældssanering som hovedregel ligeledes udelukket.
Som anført ovenfor under pkt. 3.2.3.2.1. følger det generelt
af konkurslovens § 197, stk. 3 og § 231 a, stk. 3, at der ved
skifterettens afgørelse af, om der foreligger forhold, der i
almindelighed kan udelukke gældssanering efter stk. 2, skal
lægges vægt på gældens alder.
3.2.3.5.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Efter artikel 23, stk. 1, skal medlemsstaterne opretholde
eller indføre bestemmelser om, at gældssanering bl.a. kan
nægtes eller begrænses, hvis iværksætteren har handlet uhæ-
derligt eller i ond tro over for fordringshavere eller andre
interessenter i forbindelse med optagelsen af gælden, under
insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.2.2. for så vidt angår en
nærmere beskrivelse af bestemmelsen.
3.2.3.5.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.5.3.1. I forhold til skyldnere, der har indrettet sig med
henblik på gældssanering, består der efter Konkursrådets
opfattelse fortsat tungtvejende hensyn til, at disse skyldnere
skal være udelukket fra gældssanering.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 78.
3.2.3.5.3.2. Konkursrådet vurderer endvidere, som anført
under pkt. 3.2.3.2.3.3., at en skyldner vil have handlet
uhæderligt eller i ond tro i rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivets forstand, såfremt skyldneren gør sig skyldig i de
handlinger eller undladelser, der er nævnt i konkurslovens §
197, stk. 2, nr. 2-6, og § 231 a, stk. 2, og som i dag som
udgangspunkt udelukker gældssanering.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 30 ff.
3.2.3.5.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter, og
der foreslås på den baggrund ikke en ændring af de nugæl-
dende regler for så vidt angår de tilfælde, hvor skyldneren
har indrettet sig med henblik på gældssanering.
3.2.3.6. Skyldneren stifter ny gæld, efter gældssanering er
indledt
3.2.3.6.1. Gældende ret
Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsi-
ges, såfremt skyldneren stifter ny gæld, efter at gældssane-
ringssag er indledt, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 6, og
§ 231 a, stk. 2, 1. pkt.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
de 2004-05, tillæg A, s. 322, at selv helt små lånoptagelser
eller nye restancer er omfattet af bestemmelsen.
Det bemærkes endvidere i forarbejderne til konkurslovens §
231 a, stk. 2, 1. pkt. jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A,
side 336, at det forhold, at skyldneren har stiftet ny gæld,
efter at der er indledt en sag om gældssanering, i praksis
oftere vil kunne være mere berettiget ved gældssanering
i forbindelse med konkurs end ved almindelig gældssane-
ring. Stiftelse af ny gæld, efter at der er indledt en sag
om gældssanering, indebærer normalt, at skyldneren skal
betale renter af og eventuel afdrage på denne gæld i den
periode, hvor skyldneren også skal afdrage på den del af den
gamle gæld, der forsat består efter kendelsen om gældssane-
ring. Dette vil i praksis medføre, at skyldneren kan betale en
mindre dividende i gældssaneringssagen, og det bør derfor
i almindelighed tale afgørende mod gældssanering, at der er
indledt sag om gældssanering, medmindre gælden er stiftet i
forbindelse med skyldnerens erhvervsvirksomhed.
Som anført ovenfor under pkt. 3.2.3.2.1. følger det generelt
af konkurslovens § 197, stk. 3 og § 231 a, stk. 3, at der ved
skifterettens afgørelse af, om der foreligger forhold, der i
almindelighed kan udelukke gældssanering efter stk. 2, skal
lægges vægt på gældens alder.
Betydningen af gældens alder har som udgangspunkt ingen
praktisk betydning i relation til konkurslovens § 197, stk.
2, nr. 6, idet gælden i almindelighed altid vil være af nyere
dato.
Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1578/2022 side 79,
for så vidt angår praksis vedrørende bestemmelsen i kon-
kurslovens § 197, stk. 2, nr. 6.
110
3.2.3.6.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Efter artikel 23, stk. 1, skal medlemsstaterne opretholde
eller indføre bestemmelser om, at gældssanering bl.a. kan
nægtes eller begrænses, hvis iværksætteren har handlet uhæ-
derligt eller i ond tro over for fordringshavere eller andre
interessenter i forbindelse med optagelsen af gælden, under
insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.2.2 for så vidt angår en
nærmere beskrivelse af bestemmelsen.
Efter artikel 23, stk. 4, kan medlemsstaterne desuden bl.a.
begrænse adgangen til gældssanering, når sådanne begræns-
ninger er behørigt begrundet. Dette er bl.a., jf. artikel 23,
stk. 4, litra e, tilfældet, hvis der er tale om gæld stiftet efter
ansøgning om eller indledning af den procedure, der fører til
gældssanering.
3.2.3.6.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.6.3.1. Konkursrådet anfører, at reglen i konkurslovens
§ 197, stk. 2, nr. 6, efter rådets opfattelse fortolkes strengt i
praksis.
Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om bestem-
melsen i stedet skal afgrænses, således at alene stiftelse af
bestemte typer af gæld efter indledning af gældssaneringssa-
gen skal medføre, at gældssanering nægtes.
Der kan efter Konkursrådets opfattelse forekomme situatio-
ner, hvor optagelse af lån er velbegrundet med henblik på,
at skyldneren kan anskaffe sig genstande, som skyldneren er
afhængig af. Det kan f.eks. være anskaffelse af briller eller
lignende på en afbetalingsordning eller nødvendige tandlæ-
gebesøg, der ligeledes betales gennem en afdragsordning.
På den baggrund foreslår Konkursrådet, at stiftelse af gæld
efter indledning af gældssaneringssag fortsat som udgangs-
punkt skal udelukke gældssanering, medmindre der forelig-
ger særlige omstændigheder som f.eks. de ovenfor anførte.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 79 f.
3.2.3.6.3.2. Konkursrådet vurderer endvidere, som anført
under pkt. 3.2.3.2.3.3., at en skyldner vil have handlet
uhæderligt eller i ond tro i rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivets forstand, såfremt skyldneren gør sig skyldig i de
handlinger eller undladelser, der er nævnt i konkurslovens §
197, stk. 2, nr. 2-6, og § 231 a, stk. 2, og som i dag som
udgangspunkt udelukker gældssanering.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 30 ff.
3.2.3.6.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1578/2022.
Justitsministeriet finder det således uhensigtsmæssigt, hvis
bestemmelsen medfører en uforholdsmæssig hindring for
at opnå gældssanering i tilfælde, hvor optagelsen af lån er
velbegrundet med henblik, at skyldneren kan anskaffe sig
genstande, som skyldneren er absolut afhængige af. Der kan
således foreligge særlige omstændigheder, som medfører at
gældssanering undtagelsesvist bør tillades til trods for at der
er stiftet ny gæld.
3.2.3.6.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kendelse om gældssanering i almindelighed
ikke skal kunne afsiges, hvis skyldneren stifter ny gæld
efter gældssaneringssagen er indledt, medmindre gældsstif-
telsen som følge af særlige omstændigheder fremstår som
rimelig. Hermed sikres, at gæld, der stiftes med henblik på
at anskaffe genstande, som skyldneren er afhængig af, ikke
udelukker gældssanering.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 40 (forslag til konkurs-
lovens § 197) og bemærkningerne hertil.
3.2.3.7. Tilsidesættelse af forpligtelser med hensyn til bogfø-
ring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat og
undladelse af at lede virksomheden forsvarligt
3.2.3.7.1. Gældende ret
Konkurslovens § 231 a, stk. 2, nr. 1 og 2, indeholder en
række yderligere omstændigheder, der normalt vil udelukke
gældssanering i forbindelse med konkurs eller rekonstrukti-
onsbehandling.
Det er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 307, at de
særlige regler om sanering af erhvervsmæssig gæld ikke
skal give anledning til misbrug, hvorfor der i almindelig-
hed ikke skal kunne meddeles gældssanering i tilfælde,
hvor skyldnerens erhvervsvirksomhed eller den virksomhed,
hvorfra skyldnerens erhvervsmæssige gæld hidrører, har væ-
ret drevet på en måde, der fremtræder som illoyal eller ufor-
svarlig overfor kreditorerne, herunder offentlige myndighe-
der.
Det følger derfor for det første af konkurslovens § 231 a,
stk. 2, nr. 1, at kendelse om gældssanering i almindelighed
ikke kan afsiges, såfremt skyldneren, skyldnerens ægtefælle
eller samlever, eller ledelsen i det selskab, der er omfattet
af konkursbehandlingen eller har fået stadfæstet et rekon-
struktionsforslag, i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat
111
sine forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning,
indeholdelse og afregning af A-skat og indsendelse af oplys-
ninger til offentlige myndigheder eller lign.
Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingsti-
dende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 337, at vurde-
ringen af, om en tilsidesættelse er væsentlig nok til at ude-
lukke gældssanering, må bero på en konkret vurdering af
den enkelte sags omstændigheder. F.eks. bør enhver formel
overtrædelse af bogføringsreglerne ikke føre til, at der ikke
kan afsiges gældssanering. Det er på den anden side heller
ikke hensigten, at gældssanering kun skal være udelukket,
hvis der er tale om en overtrædelse af straffelovens § 302,
om særlig grove overtrædelser af bogføringsreglerne. Skyld-
neren bør dog som udgangspunkt være udelukket fra at få
gældssanering, hvis virksomhedens bogføringsmateriale er
bortkommet, og skyldneren ikke kan give en meget trovær-
dig forklaring på, hvorfor virksomhedens regnskabsmateria-
le ikke er umiddelbart tilgængelig for kurator.
Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1578/2022 side 52,
for så vidt angår retspraksis vedrørende bestemmelsen.
Det følger for det andet af konkurslovens § 231 a, stk. 2,
nr. 2, at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke
kan afsiges, såfremt skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller
samlever, eller ledelsen i det selskab, der er omfattet af
konkursbehandlingen eller har fået stadfæstet et rekonstruk-
tionsforslag, i øvrigt i ikke uvæsentlig grad har undladt at
lede den virksomhed, der er eller har været undergivet kon-
kursbehandling, forsvarligt.
Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingsti-
dende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 337, at dette
f.eks. vil være tilfældet, hvis virksomheden har ydet ulov-
lige aktionær- eller anpartshaverlån. Endvidere vil reglen
kunne anvendes, hvis virksomheden har begunstiget eller
søgt at begunstige enkelte kreditorer, idet der dog herved
må forudsættes, at den potentielt omstødelige disposition
kan bebrejdes skyldneren eller den relevante konkursramte
virksomhed, som har foretaget dispositionen.
Det er endvidere forudsat i forarbejderne, jf. Folketingsti-
dende 2004-05 (2. samling), tillæg A, side 337, at de særlige
udelukkelsesgrunde i konkurslovens § 231 a, stk. 2, nr. 1 og
2, ikke kun gælder, hvor det er skyldneren, der er under kon-
kurs. Er det skyldnerens virksomhed eller skyldnerens ægte-
fælles eller samleveres virksomhed, som er under konkurs,
vil forholdene i den konkursramte virksomhed således have
afsnittende virkning på skyldnerens gældssaneringssag. Det-
te vil f.eks. indebære, at skyldneren bør nægtes gældssane-
ring i forbindelse med konkurs i tilfælde, hvor ledelsen i
et aktieselskab i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine
forpligtelser til bogføring mv. Det samme vil gælde, hvis
det er skyldnerens ægtefælle eller samler, der har forsømt
sine pligter ved ledelse af virksomheden, og hvorfra skyld-
nerens gældsforpligtelse stammer. Den, der har påtaget sig
en kautionsforpligtelse, vil således i relation til de særlige
regler om gældssanering for erhvervsdrivende i forbindelse
med konkurs eller rekonstruktionsbehandling kunne blive
påvirket af forholdene i den pågældende virksomhed.
Som anført ovenfor under pkt. 3.2.3.2.1. følger det generelt
af bl.a. konkurslovens § 231 a, stk. 3, at der ved skifterettens
afgørelse af, om der foreligger forhold, der i almindelighed
kan udelukke gældssanering efter skal lægges vægt på gæl-
dens alder.
3.2.3.7.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Efter artikel 23, stk. 1, skal medlemsstaterne opretholde
eller indføre bestemmelser om, at gældssanering bl.a. kan
nægtes eller begrænses, hvis den insolvente iværksætter har
handlet uhæderligt eller i ond tro over for fordringshavere
eller andre interessenter i forbindelse med optagelsen af
gælden, under insolvensproceduren eller under afviklingen
af gælden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.2.2 for så vidt angår en
nærmere beskrivelse af bestemmelsen.
3.2.3.7.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.7.3.1. Konkursrådet har, som anført ovenfor under pkt.
3.2.1.3.2, foreslået, at reglerne om gældssanering i og uden
for konkurs- og rekonstruktionsbehandling sammenlægges.
Konkursrådet finder det ikke hensigtsmæssigt fuldstændigt
at ophæve de erhvervsrettede nægtelsesgrunde i konkurslo-
vens § 231 a, stk. 2.
Konkursrådet foreslår derfor, at disse yderligere nægtelses-
grunde samles med de øvrige nægtelsesgrunde i konkurslo-
vens § 197. Det foreslås på den baggrund, at der i forlængel-
se af § 197 tilføjes en ny bestemmelse om, at kendelse om
gældssanering i forbindelse med konkurs i almindelighed
endvidere ikke afsiges som følge af de nægtelsesgrunde, der
er i dag findes i konkurslovens § 231 a, stk. 2, nr. 1 og 2.
Tilføjelsen af en sådan ny bestemmelse i forlængelse af §
197, der viderefører de erhvervsrettede nægtelsesgrunde i
kapitel 29, indebærer, at kravet om afklarede økonomiske
forhold ikke skal fraviges ved gældssanering i forbindelse
med konkurs, når skyldneren m.fl. har tilsidesat forpligtelser
med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og
afregning af A-skat mv. eller i ikke uvæsentligt omfang har
undladt at lede virksomheden forsvarligt. Der vil principielt
kunne meddeles gældssanering på de almindelige vilkår om,
at skyldnerens økonomiske forhold skal være afklarede, hvis
skyldneren opfylder de øvrige betingelser for gældssanering
112
i § 197. Dette vil dog ikke være tilfældet, hvis det er skyld-
neren selv, der har undladt at lede virksomheden forsvarligt.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 53 f.
3.2.3.7.3.2. Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at
der ikke fremover skal kunne meddeles gældssanering på de
mere lempelige vilkår for erhvervsdrivende i tilfælde, hvor
et selskab som skyldneren m.fl. ejer en væsentlig del af, og
som skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra som føl-
ge af en kaution eller lignende hæftelse for selskabets gæld,
har fået stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder
bestemmelse om tvangsakkord.
Reglerne om gældssanering er som udgangspunkt tiltænkt
håbløst forgældede skyldnere, som typisk er standset som
selvstændigt erhvervsdrivende, eventuelt efter en konkurs,
og således ikke længere ejer væsentlige ubehæftede aktiver,
hvorimod formålet med reglerne om rekonstruktion er at
undgå konkurs og i almindelighed gøre det muligt at fort-
sætte en erhvervsaktivitet gennem en tvangsakkord og/eller
en virksomhedsoverdragelse. Hovedanvendelsesområdet for
kapitel 29 er da også de sager, hvor gældssanering indledes i
forbindelse med en konkurs.
Udvidelsen af reglerne om gældssanering i forbindelse med
konkurs, jf. kapitel 29, til også at omfatte gældssanering
for en personlig skyldner i forbindelse med rekonstruktions-
behandling, var nyt i forhold til Konkursrådets forslag i
betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion. Konkursrådet
finder det fortsat ikke hensigtsmæssigt at lovgive om de
marginale situationer, hvor en gældssanering indledes i for-
bindelse med en rekonstruktionsbehandling, herunder sær-
ligt ikke efter de i Konkursrådets betænkning nr. 1578/2022
foreslåede udligninger af forskellene mellem de to regelsæt
om gældssanering.
På baggrund af ovenstående vurderer Konkursrådet, at det er
mest hensigtsmæssigt ikke at lade de mere lempelige gælds-
saneringsregler for erhvervsdrivende aktiveres af et stadfæ-
stet rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om
tvangsakkord.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 54.
3.2.3.7.3.3. Konkursrådet har desuden overvejet, om krave-
ne til forsvarlig virksomhedsledelse i § 231 a, stk. 2, nr.
2, skal ændres fra det nuværende udgangspunkt, hvor en
undladelse af at lede virksomheden forsvarligt skal medføre,
at en kendelse om gældssanering ikke kan afsiges, til, at
alene groft uforsvarlig virksomhedsledelse skal medføre, at
kendelse om gældssanering ikke kan afsiges.
Den nuværende afgrænsning, hvorefter uforsvarlig virksom-
hedsledelse omfatter bl.a. optagelse af ulovlige kapitalejer-
lån eller foretagelse af omstødelige dispositioner, varetager
efter Konkursrådets opfattelse en passende balance mellem
på den ene side skyldneren, der skal have mulighed for at
komme videre efter en konkurs, og på den anden side for-
dringshaverne. Konkursrådet foreslår på den baggrund ingen
ændringer af kravene til forsvarlig virksomhedsledelse i §
231 a, stk. 2, nr. 2.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 54 f.
3.2.3.7.3.4. Konkursrådet har endelig overvejet, om der
bør lempes på skyldnerens forpligtelser til at afregne skat,
moms, afgifter samt lede virksomheden forsvarligt mm. som
betingelse for gældssanering. Konkursrådet finder dog, at
der fortsat består tungtvejende hensyn, som tilsiger, at der
ikke lempes på § 231 a, stk. 2, nr. 1 og 2, samt stk. 4.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 55.
3.2.3.7.3.5. Konkursrådet vurderer endvidere, som anført
under pkt. 3.2.3.2.3.3., at en skyldner vil have handlet uhæ-
derligt eller i ond tro i rekonstruktions- og insolvensdirekti-
vets forstand, såfremt skyldneren gør sig skyldig i de hand-
linger eller undladelser, der er nævnt i konkurslovens § 231
a, stk. 2, nr. 1 og 2, som i dag som udgangspunkt udelukker
gældssanering.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 30 ff.
3.2.3.7.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet har i lyset af Konkursrådet anbefalinger
overvejet, om de mere lempelige gældssaneringsregler for
erhvervsdrivende forsat skal finde anvendelse i de tilfælde,
hvor skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra en kau-
tion eller lignende hæftelse for et selskab, hvor der er stad-
fæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse
om tvangsakkord.
Som anført af Konkursrådet lægges der op til en udlig-
ning af forskellene mellem de to regelsæt om gældssane-
ring. Konkursrådet anfører videre, at reglerne om gældssa-
nering og rekonstruktion grundlæggende har vidt forskelligt
sigte. Konkursrådet anbefaler bl.a. på den baggrund, at det
er mest hensigtsmæssigt ikke at lade de særlige regler for
erhvervsdrivende aktiveres af et stadfæstet rekonstruktions-
forslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord.
Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at hvis en per-
son driver virksomhed i regi af et selskab, som tages under
rekonstruktionsbehandling, vil der kunne opstå situationer,
hvor en gældssanering kan fremstå som den mest nærliggen-
113
de mulighed, hvis den pågældende ønsker at få saneret gæld,
der i det væsentlige stammer fra kaution eller lignende hæf-
telse for selskabets gæld. På den anden side lægges der, som
anført af Konkursrådet, op til, at der foretages en udligning
af forskellene i mellem de to tidligere regelsæt, hvorefter
den væsentligste forskel kommer til at bestå i, at der ved
gældssanering i konkurs tilfælde kan afsiges kendelse om
gældssanering selvom skyldnerens forhold er uafklarede. Ju-
stitsministeriet er på baggrund heraf, herunder i lyset af det
af Konkursrådet anførte, enig i Konkursrådets vurdering af,
at de særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende
alene bør sigte på erhvervsdrivende skyldnere, som har væ-
ret udsat for et økonomisk sammenbrud, og som derfor ikke
har nogen igangværende virksomhed, hvori gælden søges
saneret.
Justitsministeriet er således enig i Konkursrådets overvejel-
ser og vurderinger, og lovforslaget er udformet i overens-
stemmelse med Konkursrådets lovudkast i betænkning nr.
1578/2022.
3.2.3.7.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at man ikke viderefører muligheden for, at
erhvervsdrivende skyldnere i et tilfælde, hvor et selskab som
skyldneren m.fl. ejer en væsentlig del af, og som skyldne-
rens gæld i det væsentlige stammer fra som følge af en
kaution eller lignende hæftelse for selskabets gæld, har fået
stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestem-
melse om tvangsakkord, skal kunne meddeles gældssanering
selvom skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede. I
disse tilfælde må gældssanering afvente afklaringen skyld-
nerens økonomiske forhold.
Som konsekvens af den sammenlægning af gældssanerings-
reglerne, som foreslås med nærværende lovforslag, jf. pkt.
3.2.1.4. ovenfor, foreslås det, at der indsættes en særregel,
hvorefter uafklarede forhold, der skyldes konkursen, ikke er
til hinder for afsigelse af kendelse om gældssanering i for-
bindelse med konkursbehandling. Det foreslås i den forbin-
delse, at særreglen ikke skal finde anvendelse, hvis skyld-
nerens gæld i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig
virksomhed, og ledelsen af virksomheden i ikke uvæsentligt
omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bog-
føring, momsafregning, indeholdelse af afregning af A-skat
og indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder
eller lignende, eller i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har
undladt at lede virksomheden forsvarligt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 41 (forslag til konkurs-
lovens § 197 a) og bemærkningerne hertil.
3.2.3.8. Andre omstændigheder, der taler mod gældssane-
ring
3.2.3.8.1. Gældende ret
Efter konkurslovens § 197, stk. 4, og § 231 a, stk. 4, kan
skifteretten nægte gældssanering, såfremt der foreligger an-
dre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssane-
ring.
Bestemmelserne giver således skifteretten hjemmel til efter
en konkret vurdering at nægte at afsige kendelse om gælds-
sanering, selv om de omstændigheder, der er nævnt i hen-
holdsvis § 197, stk. 2, og § 231 a, stk. 2, ikke foreligger. Be-
stemmelserne har karakter af opsamlingsbestemmelser, og
det kræves i alle tilfælde, at der foreligger omstændigheder,
der taler afgørende imod gældssanering.
Det er forudsat i forarbejderne, jf. Folketingstidende
2004-05 (2. samling), tillæg A, side 322-323, at bestemmel-
serne efter omstændighederne f.eks. vil kunne finde anven-
delse, hvis skyldneren afdrager på usikret gæld under gælds-
saneringssagen, samt hvor skyldneren eller et medlem af
skyldnerens husstand har valgt ikke at udnytte sin erhvervs-
evne fuldt ud ved f.eks. alene at have deltidsbeskæftigelse
eller lignende.
Der henvises endvidere til betænkning nr. 1578/2022 side 80
f. for retspraksis vedrørende bestemmelsen.
3.2.3.8.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Efter artikel 23, stk. 1, skal medlemsstaterne opretholde
eller indføre bestemmelser om, at gældssanering bl.a. kan
nægtes eller begrænses, hvis iværksætteren har handlet uhæ-
derligt eller i ond tro over for fordringshavere eller andre
interessenter i forbindelse med optagelsen af gælden, under
insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.2.2 for så vidt angår en
nærmere beskrivelse af bestemmelsen.
3.2.3.8.3. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har overvejet, om der bør angives flere ek-
sempler på andre omstændigheder, som skal tale afgørende
imod gældssanering.
Illoyalitet over for samarbejdspartnere og andre fordringsha-
vere bør ifølge Konkursrådet i overensstemmelse med hidti-
dig praksis anses som omstændigheder, der kan føre til, at
gældssanering skal nægtes med hjemmel i konkurslovens §
197, stk. 4, eller § 231 a, stk. 4. Har skyldneren således
gennem illoyal optræden ikke i rimeligt omfang varetaget
sine aftaleparters og andre fordringshaveres interesser, kan
gældssanering efter omstændighederne nægtes med hjem-
mel heri.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 81.
114
3.2.3.8.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er således enig i Konkursrådets overvejel-
ser og vurderinger, og lovforslaget er udformet i overens-
stemmelse med Konkursrådets lovudkast i betænkning nr.
1578/2022.
Det foreslås at videreføre den gældende bestemmelse i kon-
kurslovens § 197, stk. 4, dog således at det præciseres, at
illoyalitet overfor samarbejdspartnere og andre fordringsha-
vere efter omstændighederne kan føre til at gældssanering
nægtes.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 40 (forslag til konkurs-
lovens § 197) og bemærkningerne hertil.
3.2.3.9. Særligt om forholdet til konkurskarantænereglerne
3.2.3.9.1. Gældende ret
Reglerne om konkurskarantæne indebærer, at en person,
der har deltaget i ledelsen af en virksomhed, der er gået
konkurs, kan få forbud imod at deltage i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset
for virksomhedens forpligtelser, jf. konkurslovens § 159, 1.
pkt.
Hovedbetingelsen for at kunne pålægge konkurskarantæne
er, at personen på grund af groft uforsvarlig forretningsfø-
relse må anses for uegnet til at deltage i ledelsen af en
erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 157, stk. 1.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelse i § 157, jf.
Folketingstidende 2012-13, A, L 131, som fremsat side 28
f., at der med groft uforsvarlig forretningsførelse menes
misbrugslignende forhold eller forhold af grov karakter i
øvrigt. Som typiske eksempler på groft uforsvarlig forret-
ningsførelse nævnes betydelige køb på kredit eller forudbe-
talinger fra kunder kombineret med manglende bogføring
i en længere periode og/eller helt utilstrækkelig økonomi-
styring, fortsættelse af virksomhedens drift, selv om den
pågældende måtte indse, at en videreførelse af driften ville
medføre betydelige tab, og salg af virksomhedens aktiver
til underpris, eller uden at der sker en reel betaling af købe-
summen, på et tidspunkt hvor den pågældende måtte indse,
at virksomheden var eller ved salget blev insolvent. Endvi-
dere nævnes som andre typiske eksempler, tilsidesættelse i
væsentligt omfang af forpligtelser med hensyn til bogføring,
regnskabsaflæggelse, momsangivelse og momsafregning og
indeholdelse og afregning af A-skat, f.eks. hvis virksomhe-
dens bogføring eller bogføringsmateriale er bortkommet, og
skyldneren ikke kan give en troværdig forklaring på, hvor-
for virksomhedens regnskabsmateriale ikke umiddelbart er
tilgængeligt for kurator.
Det fremgår af konkurslovens § 157, stk. 2, at der ved
afgørelsen af, om den pågældende skal idømmes konkurska-
rantæne, skal lægges vægt på, om det under hensyn til den
pågældendes handlemøder og omstændigheder i øvrigt er
rimeligt at pålægge konkurskarantæne.
Som anført ovenfor under pkt. 3.2.3.2.1., kan kendelse om
gældssanering kan i almindelighed ikke afsiges, såfremt
skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggen-
der, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2, og § 231 a, stk. 2,
1. pkt.
Som det ovenfor under pkt. 3.2.3.7.1.., kan kendelse om
gældssanering i forbindelse med konkurs og rekonstrukti-
onsbehandling i almindelighed ikke afsiges, hvis skyldne-
ren, skyldnerens ægtefælle eller samlever, eller ledelsen i
det selskab, der er omfattet af konkursbehandlingen eller har
fået stadfæstet et rekonstruktionsforslag, i ikke uvæsentligt
omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bog-
føring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat
og indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder
eller lign., jf. konkurslovens § 231 a, stk. 2, nr. 1, eller i øv-
rigt i ikke uvæsentlig grad har undladt at lede den virksom-
hed, der er eller har været undergivet konkursbehandling,
forsvarligt, jf. konkurslovens § 231 a, stk. 2, nr. 2.
3.2.3.9.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Efter artikel 23, stk. 1, skal medlemsstaterne opretholde
eller indføre bestemmelser om, at gældssanering bl.a. kan
nægtes eller begrænses, hvis iværksætteren har handlet uhæ-
derligt eller i ond tro over for fordringshavere eller andre
interessenter i forbindelse med optagelsen af gælden, under
insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.2.2 for så vidt angår en
nærmere beskrivelse af bestemmelsen.
3.2.3.9.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.9.3.1. Konkursrådet har overvejet, om en person, der
er pålagt konkurskarantæne, skal udelukkes fra at opnå
gældssanering.
Det taler for, at gældssanering i disse tilfælde skal være
udelukket, at det kan være stridende mod retsfølelsen, at en
person, der har ageret på en sådan måde, at det begrunder
pålæg af konkurskarantæne, kan frigøres fra den gæld, der
kan være en følge af de forhold, der førte til karantænen.
Det vil efter Konkursrådets opfattelse imidlertid være hø-
jest utænkeligt, at en person, der har ageret på en sådan
måde i et konkursramt selskab, at det begrunder pålæg af
konkurskarantæne, efter de gældende regler vil opfylde be-
tingelserne for sanering af gæld, der hidrører fra samme
115
konkurs. Den groft uforsvarlige forretningsførelse, der be-
grunder pålæg af konkurskarantæne, må således antages og-
så at føre til, at gældssanering udelukkes.
Konkursrådet finder dog, at en udelukkelse af gældssanering
i tilfælde af, at skyldneren har udvist en adfærd, der begrun-
der pålæg af konkurskarantæne, bedst sikres gennem regler
herom i lovteksten. Hertil kommer, at medlemsstaterne efter
rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 23, stk. 1,
skal opretholde eller indføre bestemmelser om nægtelse af
adgangen til gældssanering, hvis iværksætteren har handlet
uhæderligt eller i ond tro overfor fordringshavere eller andre
interessenter, da vedkommende blev forgældet, under insol-
vensprocessen eller under afvikling af gælden.
Konkursrådet anbefaler på den baggrund, at der fastsættes
særskilte regler, der regulerer forholdet mellem konkurska-
rantæne og gældssanering, og som udelukker gældssanering
for personer, der har udvist groft uforsvarlig forretningsfø-
relse som anført i konkurslovens § 157, stk. 1.
Konkursrådet anbefaler, at en sådan person nægtes gældssa-
nering, uanset denne person ikke pålægges konkurskarantæ-
ne, eksempelvis fordi den groft uforsvarlige forretningsfø-
relse fandt sted tidligere end et år før fristdagen, jf. konkurs-
lovens § 157, stk. 1, eller fordi skyldneren allerede er pålagt
konkurskarantæne i anledning af skyldnerens ledelse af en
koncernforbundet virksomhed, jf. konkurslovens § 157, stk.
3. Hvis skyldneren ikke pålægges konkurskarantæne, fordi
det konkret ikke findes rimeligt at pålægge konkurskarantæ-
ne, jf. konkurslovens § 157, stk. 2, skal skyldneren dog
have mulighed for at opnå gældssanering, medmindre skyld-
nerens adfærd indebærer, at skyldneren må anses for at have
handlet så uforsvarligt i økonomiske anliggender, at gælds-
sanering skal nægtes efter konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2.
Hvis der er gået en årrække siden, at skyldneren har udvist
groft uforsvarlig forretningsførelse (og eventuelt blev pålagt
konkurskarantæne), kan der efter omstændighederne ud fra
en konkret vurdering undlades at nægte gældssanering, idet
der forsat ved afgørelsen af, om gældssanering skal nægtes,
skal lægges generelt vægt på gældens alder, jf. konkurslo-
vens § 197, stk. 3.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 86 f.
3.2.3.9.3.2. Konkursrådet har overvejet, hvordan den skifte-
ret, der behandler sagen om gældssanering, skal få medde-
lelse om, at der er indledt en sag eller afsagt en kendelse
om konkurskarantæne, eller at kurator har indstillet, at der
indledes sag herom, hvis det ikke er den samme skifteret,
der behandler konkurskarantænesagen.
Konkursrådet finder, at skyldneren er den nærmeste til at gø-
re skifteretten bekendt med relevante oplysninger om skyld-
nerens verserende eller afgjorte sag om konkurskarantæne
ved en anden skifteret.
Skyldneren bør således efter Konkursrådets opfattelse for-
pligtes til i sin ansøgning om gældssanering at angive even-
tuelle relevante oplysninger om konkurskarantæne. Viser det
sig efter indledning af gældssaneringssagen eller efter afsi-
gelse af gældssaneringskendelse, at skyldneren har fortiet
eller afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med ansøg-
ningen, må det bero på en konkret vurdering fra skifteretten,
om det skal føre til nægtelse af gældssanering eller ophæ-
velse af kendelse herom. Det vil også bero på en konkret
vurdering, om selve fortielsen eller afgivelsen af urigtige
oplysninger om en verserende konkurskarantænesag, uan-
set konkurskarantænesagens udfald, vil skulle begrunde en
nægtelse af gældssanering eller en ophævelse af en eventuel
afsagt kendelse herom, jf. konkurslovens § 197, stk. 4, §
212, stk. 1, nr. 2, eller 229, stk. 1, nr. 1.
Konkursrådet foreslår på baggrund af ovennævnte, at gælds-
saneringsbekendtgørelsens blanket tilpasses Konkursrådets
foreslåede regulering af forholdet mellem konkurskarantæne
og gældssanering, således at skyldnere, mod hvem der er
indledt eller afgjort sag om konkurskarantæne, vil skulle
angive oplysninger herom.
Konkursrådet anbefaler i den forbindelse tillige, at det i
skyldnerens forslag til gældens sanering angives, at der ik-
ke er verserende sager om konkurskarantæne mod skyldne-
ren. Samtidig bør medhjælperen i praksis anmode skyldne-
ren om at underskrive skyldnerens forslag til gældens sane-
ring. På den måde forpligtes skyldneren til på tidspunktet
umiddelbart forud for skifterettens afsigelse af kendelse om
gældssanering at overveje, om de i forbindelse med begæ-
ringen angivne oplysninger om konkurskarantæne fortsat er
korrekte.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 87 f.
3.2.3.9.3.3. Konkursrådet foreslår, at der indføres en særskilt
hjemmel til at ophæve gældssaneringskendelsen i de tilfæl-
de, hvor skyldneren efter kendelsen om gældssanering er
afsagt, bliver pålagt konkurskarantæne på grundlag af en
adfærd, der er udvist inden afsigelsen af gældssaneringsken-
delsen.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 88 f.
3.2.3.9.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet finder ligesom Konkursrådet, at det må
anses som stødende, hvis en person, der har ageret på en
sådan måde, at det begrunder pålæg af konkurskarantæne,
kan frigøres fra den gæld, der kan være en følge af de
116
forhold, der førte til karantænen. Forholdet mellem gælds-
saneringsreglerne og konkurskarantæne reglerne bør derfor
normeres klart i loven. Justitsministeriet er samtidig enig i
Konkursrådets betragtninger om, at det afgørende må være,
om den pågældende reelt har udvist en groft uforsvarlig
forretningsførelse, og ikke om den pågældende rent faktisk
er blevet pålagt en konkurskarantæne. Der bør således i
overensstemmelse med Konkursrådets forslag indføres en
klar hjemmel til at nægte gældssanering i disse tilfælde.
Ligesom Konkursrådet finder Justitsministeriet det endvide-
re hensigtsmæssigt, at det fremgår klart af loven, at det skal
føre til en ophævelse af gældssaneringskendelsen, hvis en
skyldner, der efter at have opnået gældssanering, pålægges
konkurskarantæne, og den groft uforsvarlige adfærd, der
begrunder karantænen, er foregået inden gældssaneringsken-
delsens afsigelse. Justitsministeriet er således enig i Kon-
kursrådets overvejelser og forslag herom.
Det skal, som anført af Konkursrådet, sikres, at den skifte-
ret, der behandler sagen om gældssanering, modtager oplys-
ninger om, at der er indledt en sag eller afsagt en kendelse
om konkurskarantæne, eller at kurator har indstillet, at der
indledes en sag herom. Justitsministeriet er derfor enig med
Konkursrådet i, at det bør fremgå klart af ansøgningen om
gældssanering, om der er indledt eller afgjort en sag om
konkurskarantæne vedrørende skyldneren. Justitsministeriet
agter således efter vedtagelsen af lovforslaget, at foretage de
ændringer af gældssaneringsbekendtgørelsen, som Konkurs-
rådet foreslår, således at skyldneren fremadrettet forpligtes
til i sin ansøgning om gældssanering at angive eventuelle
relevante oplysninger om konkurskarantæne.
3.2.3.9.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at indsætte en særskilt hjemmel, hvorefter
gældssanering i almindelighed skal nægtes, såfremt skyldne-
ren, som deltager i ledelsen af en virksomhed, har udvist
groft uforsvarlig forretningsførelse, medmindre det ikke vil-
le være rimeligt at pålægge konkurskarantæne som følge
heraf.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 40 (forslag til konkurs-
lovens § 197) og bemærkningerne hertil.
Det foreslås endvidere, at der indsættes en særskilt hjem-
mel, hvorefter en kendelse om gældssanering ophæves, hvis
skyldneren efter gældssaneringskendelsens afsigelse pålæg-
ges konkurskarantæne efter konkurslovens § 157, og den
groft uforsvarlige forretningsførelse, der begrunder pålægget
af konkurskarantænen er, er foregået inden kendelsen om
gældssanering blev afsagt.
Der henvises til lovforslaget § 1, nr. 62 (forslag til konkurs-
lovens § 229, stk. 1 og 2) og bemærkningerne hertil.
3.2.3.10. Betydningen af høje boligudgifter
3.2.3.10.1. Gældende ret
Som anført under pkt. 3.2.2.1. ovenfor er det en betingelse
for at kunne opnå gældssanering, at gældssaneringen vil føre
til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold,
jf. konkurslovens § 197, stk. 1 og § 231 a, stk. 1.
Efter konkurslovens § 202, stk. 1, skal en begæring om
gældssanering bl.a. indeholde oplysninger om skyldnerens
og dennes husstand indkomst samt øvrige oplysninger af
betydning for skifterettens afgørelse af, hvorvidt gældssane-
ringssagen kan indledes.
Begæringen skal, jf. gældssaneringsbekendtgørelsens § 1,
stk. 1, indgives på den blanket, der er medtaget som bilag
til bekendtgørelsen. Det fremgår af pkt. IV i blanketten, at
begæringen bl.a. skal indeholde oplysninger om skyldnerens
boligudgift.
Hvis der indledes en gældssaneringssag skal skyldneren, jf.
konkurslovens § 213, fremkomme med et forslag til gældens
sanering. Forslaget skal ledsages af en opgørelse af skyldne-
rens og den øvrige husstands indtægter og udgifter.
Efter konkurslovens § 216, stk. 1, skal en kendelse, der helt
eller delvist tager skyldnerens forslag til gældens sanering til
følge, angive, hvilken del af skyldnerens gæld der berøreres
af kendelsen med angivelse af den procent, hvortil fordrin-
gerne nedsættes.
Som anført under pkt. 3.2.1.1.1 ovenfor skal skyldneren,
såfremt skyldnerens gæld nedskrives, betale en vis del af sin
fremtidige indtægt til de fordringshavere, der er omfattet af
gældssaneringen.
Det følger af gældssaneringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1,
at det månedlige afdrag udgøres af skyldnerens og denne
ægtefælles månedlige indkomst, med fradrag af en række
nærmere specificeret udgifter. Efter bekendtgørelsens § 3,
stk. 1, nr. 1, skal der således fradrages rimelige udgifter til
en bolig.
Det er forudsat i forarbejderne til lov nr. 365 af 24. maj
2005, jf. Folketingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A,
side 274, at boligudgifter bør omfatte en efter forholdene i
lokalområdet rimelig udgift til husleje eller ydelser på prio-
ritetsgæld, eventuelle faste fællesudgifter, ejendomsskatter,
almindelig ejendomsforsikring og udgifter til vand, strøm
og varme. Det fremgår endvidere, at vurderingen af, om
boligudgiften er rimelig, som udgangspunkt skal ske allere-
de ved sagens indledning og ikke først i forbindelse med
godkendelsen af budgettet. Finder skifteretten på det tids-
117
punkt, hvor gældssaneringssagen indledes, at boligudgiften
ikke er rimelig, og kan ægtefællen eller samleveren ikke
betale den ”urimelige” del af boligudgiften ved siden af den
del af fællesudgifterne, der påhviler den på gældende, må
skifteretten afvise at indlede en gældssaneringssag, da der i
så fald ikke er udsigt til, at en gældssanering vil medføre en
varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.
Som følge af prisudviklingen på boliger navnlig i de større
byer, kan udgiften til en rimelig bolig efter omstændigheder-
ne være betydelig set i forhold til skyldnerens indtægt. Der
har i retspraksis været eksempler på, at gældssanering er
blevet nægtet som følge af, at boligudgiften ikke har været
anset for rimelig set i forhold til skyldnerens indtægt, jf.
eksempelvis Østre Landsrets kendelse af 20. februar 2020
(som gengivet i U 2020.1514 Ø), hvor landsretten nægtede
en skyldner gældssanering med følgende begrundelse:
”S’ nettoboligudgift udgør mere end halvdelen af hendes
samlede nettoindtægt, og hun har ikke i sit budget et øko-
nomisk råderum, der tillader, at hun kompenserer for bo-
ligudgiften ved regulering af rådighedsbeløbet. Landsretten
finder, at boligudgiften ikke kan anses for rimelig set i for-
hold til hendes nettoindkomst, jf. gældssaneringsbekendtgø-
relsens § 5, jf. § 3, stk. 1, nr. 1. Den omstændighed, at
boligen er anvist af kommunen, kan ikke føre til et andet
resultat. ”
Konsekvensen af den nævnte retspraksis er, at en skyldner
med bopæl i et område med høje boligudgifter kan være
afskåret fra at opnå gældssanering, uanset at skyldnerens
bolig har en rimelig størrelse og ikke er dyrere end boliger i
området generelt.
3.2.3.10.2. Konkursrådets overvejelser
3.2.3.10.2.1. Konkursrådet finder, at det af hensyn til skyld-
nerens kreditorer er rimeligt, at skyldneren alene kan med-
tage en rimelig boligudgift i gældssaneringsbudgettet. Kon-
kursrådet kan i den forbindelse tilslutte sig besvarelse af
spørgsmål nr. 10 af 9. marts 2005 fra Folketingets Retsud-
valg vedrørende forslag til lov om ændring af konkursloven
og konkursskatteloven (Revision af reglerne om gældssane-
ring), hvoraf følgende fremgår:
”Vurderingen af, om skyldnerens boligudgift må anses for
rimelig, må ske på grundlag af en konkret vurdering af den
enkelte sags omstændigheder, herunder ud fra en vurdering
af boligens geografiske beliggenhed, husstandens størrelse,
hvilke muligheder den pågældende har for at flytte til en
billigere bolig – og i den forbindelse også de hermed for-
bundne omkostninger f.eks. til mæglersalær ved salg af en
ejerbolig – samt efter omstændighederne skyldnerens og
dennes husstands helt særlige behov, f.eks. adgangsforhold
til bopælen for en kørestolsbruger. ”
Konkursrådet finder ikke, at der ved vurderingen af, om en
boligudgift er rimelig, bør ses på skyldnerens indtægt, da
skyldnerens indtægt ikke er afgørende for, om boligudgiften
er rimelig, men alene for, om skyldneren er i stand til at
betale den rimelige boligudgift.
Konkursrådet foreslår følgelig, at gældssaneringsbekendtgø-
relsen ændres således, at det eksplicit fremgår af bekendt-
gørelsen, at vurderingen af, om en boligudgift er rimelig,
skal ske ud fra husstandens størrelse, prisniveauet i det
geografiske område og skyldnerens mulighed for at finde
en billigere bolig i dette område. Herved præciseres det, at
skyldnerens indtægt ikke skal indgå i rimelighedsvurderin-
gen.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 83.
3.2.3.10.2.2. Konkursrådet finder, at selv om skyldnerens
indtægt ikke bør indgå i vurderingen af, om boligudgiften er
rimelig, kan en høj boligudgift efter omstændighederne være
til hinder for gældssanering.
Hvis boligudgiften medfører, at der er underskud på skyld-
nerens gældssaneringsbudget, og dette underskud ikke kan
udlignes ved at reducere rådighedsbeløbet, vil skyldneren
ikke opfylde betingelsen om, at gældssaneringen skal føre til
en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, jf.
konkurslovens § 197, stk. 1.
Konkursrådet finder ikke, at der bør fastsættes regler om,
hvor meget rådighedsbeløbet kan reduceres, idet dette må
bero på en konkret vurdering af, hvor lavt et rådighedsbeløb
skyldneren kan og vil leve for.
Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at en skyld-
ner, der ikke ønsker et lavere rådighedsbeløb end det, der
følger af gældssaneringsbekendtgørelsen, således må undla-
de at anmode om gældssanering, hvis skyldnerens boligud-
gifter alene kan rummes i budgettet, såfremt der sker en
reduktion af rådighedsbeløbet. Endvidere bemærkes, at i til-
fælde, hvor boligudgiften medfører et underskud på gælds-
saneringsbudgettet, vil dividenden blive 0 kr., dvs., at der
ikke kan kompenseres for boligudgiften ved at forlænge
afdragsperioden.
Det ovenfor anførte gælder tilsvarende, hvis en skyldner
ønsker at beholde sin bolig, selv om boligudgiften må anses
for at overstige den rimelige boligudgift. I sådanne tilfæl-
de kan skyldneren alene medtage et beløb svarende til en
rimelig boligudgift i gældssaneringsbudgettet, dvs. at skyld-
neren må afholde merudgiften af rådighedsbeløbet. Hvis det
ikke kan anses for realistisk, at skyldneren kan leve for det
herefter resterende rådighedsbeløb, må gældssanering dog
nægtes, jf. § 197, stk. 1.
118
Efter omstændighederne kan der som alternativ til at reduce-
re rådighedsbeløbet ske en forlængelse af afdragsperioden
efter den foreslåede regel i konkurslovens § 216, stk. 4,
3. pkt., idet der henvises til pkt. 3.2.5 nedenfor, således at
den dividende, som skyldneren i alt betaler i løbet af den
samlede afdragsperiode, bliver den samme som, hvis der
havde foreligget en rimelig boligudgift.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 84.
3.2.3.10.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser og
vurderinger, heriblandt de ændringer, som Konkursrådet har
foreslået i forhold til gældssaneringsbekendtgørelsen.
Justitsministeriet agter således efter vedtagelsen af lovfor-
slaget, at foretage de ændringer af gældssaneringsbekendt-
gørelsen, som Konkursrådet foreslår, således at det kommer
til at fremgå klart, at skyldnerens indtægt ikke skal indgå i
vurderingen af, om en boligafgift anses for rimelig.
3.2.3.11. Nægtelse af gældssanering uden afholdelse af rets-
møde
3.2.3.11.1. Gældende ret
Efter konkurslovens § 202, stk. 3, afviser skifteretten en
begæring om gældssanering, hvis den ikke lever op til de
formelle krav til begæringen, eller hvis der efter de fore-
liggende oplysninger ikke er rimelig udsigt til, at der kan
afsiges kendelse om gældssanering.
Hvis begæringen om gældssanering ikke afvises i medfør
af konkurslovens § 202, stk. 3, skal skifteretten i medfør af
konkurslovens § 204 snarest muligt indkalde skyldneren til
et møde.
Efter konkurslovens § 204, stk. 3, er det et krav at skyld-
neren skal møde personligt. Hvis skyldneren uden lovligt
forfald udebliver fra mødet, nægter skifteretten, jf. konkurs-
lovens § 205, stk. 1, nr. 2, at indlede gældssaneringssagen.
Under mødet afkræver skifteretten skyldneren nærmere op-
lysninger om skyldnerens og skyldnerens husstands forhold,
samt andre oplysninger af betydning for afgørelse af, om
gældssanering kan indledes, jf. konkurslovens § 204, stk. 1.
Skifteretten kan under mødet træffe afgørelse om, at gælds-
saneringssagen ikke skal indledes. Dette kan eksempelvis
være tilfældet efter konkurslovens § 205, stk. 1, nr. 1, hvis
der på baggrund af de oplysninger, der er fremkommet ikke
er rimelig udsigt til, at der kan afsiges kendelse om gældssa-
nering.
Hvis skifteretten ikke træffer afgørelse om at nægte gælds-
sanering, vejleder skifteretten skyldneren om betydningen
af gældssanering og om fremgangsmåden ved sagens videre
behandling.
3.2.3.11.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet bemærker, at udvalget om varetagelse af skif-
tesagsbehandlingen i udvalgets redegørelse af oktober 2013
anfører, at der anvendes betydelige ressourcer ved en del
skifteretter på at afholde møder i sager, hvor betingelserne
for gældssanering ikke er opfyldt. Udvalget anfører herved,
at dette i mange tilfælde vil være åbenbart for skifteretten
allerede ved den indledende vurdering af sagen, mens dette
andre gange først er tilfældet, efter der har været afholdt
det første møde i sagen. Udvalget anfører videre, at der ved
flere af landets skifteretter har udviklet sig en fast praksis,
hvor der følges op på helt åbenbart grundløse begæringer
om gældssanering ved, at der tages telefonisk kontakt til
skyldneren for at vejlede den pågældende om betingelserne
for gældssanering. Skifterettens administrative praksis fører
i disse tilfælde mange gange til, at skyldneren trækker begæ-
ringen tilbage, hvorefter sagen sluttes uden yderligere sags-
behandling fra skifterettens side. Udvalget fandt, at denne
praksis er hensigtsmæssig og tidsbesparende, men at det
bør overlades til Konkursrådet nærmere at vurdere, hvordan
forslaget skal fremmes.
Konkursrådet er grundlæggende enig i udvalgets synspunk-
ter om afholdelse af møder i skifteretten, hvor betingelser-
ne for gældssanering ikke er opfyldte. Konkursrådet finder
således, at det kan være velbegrundet at afholde et telefo-
nisk møde med skyldneren i de tilfælde, hvor det på det
foreliggende grundlag er åbenbart, at forudsætningerne for
at opnå gældssanering ikke er til stede. Konkursrådet finder
endvidere, at skifteretten generelt bør have hjemmel til at
afholde møde med skyldneren ved anvendelse af telekom-
munikation.
Konkursrådet finder imidlertid, at hensynet til skyldnerens
retssikkerhed tilsiger, at mødet fortsat bør afholdes som et
retsmøde.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at det til den gæl-
dende § 204 i konkursloven tilføjes, at mødet med skyldne-
ren kan afholdes via telekommunikation.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 82.
3.2.3.11.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser og
vurderinger, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
med Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1578/2022.
119
3.2.3.11.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse, hvorefter det
indledende møde i konkurslovens § 204 kan afholdes ved
hjælp af telekommunikation.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 45 (forslag til konkurs-
lovens § 204) og bemærkningerne hertil.
3.2.4. Kurators indstilling om forhold, der udelukker
gældssanering
3.2.4.1. Gældende ret
Kurator er i forbindelse med behandlingen af et konkursbo
forpligtet til at redegøre for forskellige forhold, herunder
for forhold, der ikke har direkte økonomisk betydning for
fordringshaverne.
Det følger således af konkurslovens § 110, stk. 4, at såfremt
kurator finder, at de foreliggende oplysninger giver grundlag
for en politimæssig efterforskning mod skyldneren eller an-
dre, skal kurator give politiet meddelelse herom.
Det følger desuden af konkurslovens § 125, stk. 3, at kura-
tors redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 2, vedrøren-
de de vigtigste årsager til konkursen, skal indeholde kurators
begrundede indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at
indlede sag om konkurskarantæne.
Kurator skal med henblik på udtalelsen bl.a. undersøge, om
der er foretaget ledelsesmæssige dispositioner, som kan ud-
gøre groft uforsvarlig forretningsførelse.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i konkurslo-
vens § 125, stk. 3, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131,
som fremsat, s. 26, at kurators undersøgelser med hensyn til,
om der bør rejses en sag om konkurskarantæne, vil indgå
i kurators almindelige pligter som kurator, og vederlaget til
kurator for dette arbejde vil indgå i kurators samlede veder-
lag, der dækkes af boets midler, en eventuel sikkerhedsstil-
lelse efter konkurslovens § 11 a, stk. 7, § 27, stk. 1, 4 eller 5,
eller § 143, 2. pkt., og en eventuel indeståelse fra statskassen
efter konkurslovens § 27, stk. 3, eller i forbindelse med, at
skifteretten af egen drift har afsagt konkursdekret vedrøren-
de et selskab, der er under tvangsopløsning.
Vederlaget for kurators arbejde med indstillingen om sag om
konkurskarantæne afholdes således af boets midler.
3.2.4.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har overvejet mulighederne for at indføre en
pligt for kurator til at afgive en indstilling om, hvorvidt
skyldnerens gæld efter kurators vurdering er pådraget under
omstændigheder, der udelukker gældssanering, eller om der
foreligger andre udelukkelsesgrunde, samt om kurators un-
dersøgelser har givet anledning til at rejse et erstatnings-
krav mod skyldneren, som vil kunne ændre skyldnerens
økonomiske forhold væsentligt. Indstillingen kan eventuelt
indskrænkes til alene at angå kurators vurdering af, om der
foreligger omstændigheder, som klart taler imod gældssane-
ring.
Konkursrådet er opmærksom på, at kurator ikke kan udtale
sig om alle skyldnerens forhold, men kurator er den nærme-
ste til at have kendskab til skyldnerens forhold, herunder
om konkursen er begrundet i forhold, som efter kurators
opfattelse bør føre til, at der pålægges en konkurskarantæ-
ne. Kurators redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 3,
vil således efter omstændighederne også kunne indeholde en
indstilling til skifteretten om, at der efter kurators vurdering
ikke er grundlag til at indlede en gældssaneringssag.
Kurator vil ikke til brug for indstillingen skulle foretage
yderligere undersøgelser. Kurator vil alene skulle udtale sig
om forhold, som kurator er bekendt med. Indstillingen kan
således baseres på de oplysninger, der er indgået til brug
for kurators redegørelse efter § 125, stk. 3. Kurator bør på
denne baggrund kunne redegøre for, om der kurator bekendt
foreligger omstændigheder, der efter kurators opfattelse bør
føre til, at gældssanering udelukkes.
Udfordringen i den forbindelse er bl.a., at fordringshaverne
på den måde indirekte vil komme til at betale for en indstil-
ling til brug for skyldnerens gældssanering. Hvis indstillin-
gen indskrænkes til at angå eventuelle nægtelsesgrunde, vil
betænkelighederne herved være mindre.
Fordringshaverne betaler i forvejen indirekte for kurators
meddelelse til politiet efter konkurslovens § 110, stk. 4, og
for kurators indstilling om konkurskarantæne.
Fordringshaverne har ikke herved en direkte økonomisk
fordel af kurators arbejde, men meddelelsen til politiet,
henholdsvis indstillingen om konkurskarantæne, kan have
betydning for et eventuelt fremtidigt samarbejde med skyld-
neren.
Det vil efter Konkursrådets opfattelse sjældent kunne fore-
komme, at kurator både vil skulle give en meddelelse til
politiet efter § 110, stk. 4, og afgive oplysning om, hvor-
vidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler imod
gældssanering. Hvis skyldneren har begået strafbare forhold,
vil det i almindelighed ikke være relevant for skyldneren at
søge gældssanering.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om kurator skal væ-
120
re forpligtet til i alle tilfælde at afgive oplysning om, hvor-
vidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler imod
gældssanering, eller om kurators udtalelse kun afgives, så-
fremt skyldneren har indgivet begæring om gældssanering.
Den omstændighed, at kurator i forbindelse med indstillin-
gen vedrørende konkurskarantæne alligevel skal undersøge
de forhold, der har forårsaget konkursen, taler for, at kurator
i alle tilfælde skal afgive oplysning om, hvorvidt denne er
bekendt med omstændigheder, der taler imod gældssanering
i forbindelse med indstillingen efter § 125, stk. 3. Dette
bevirker ligeledes, at kurator ikke senere vil skulle foretage
vurderingen på ny, såfremt skyldneren måtte indgive begæ-
ring om gældssanering.
Konkursrådet finder det imidlertid mere hensigtsmæssigt, at
kurator alene skal afgive oplysning om, hvorvidt denne er
bekendt med omstændigheder, der taler imod gældssanering,
i de tilfælde, hvor skyldneren har indgivet en begæring om
gældssanering til skifteretten. Udtalelsen skal endvidere kun
afgives, hvis kurator bliver anmodet herom.
Konkursrådet foreslår på baggrund af ovenstående, at der
indføres en regel i konkursloven om, at kurator skal afgive
oplysning om, hvorvidt denne er bekendt med omstændig-
heder, der taler imod gældssanering, når skifteretten på bag-
grund af en anmodning om gældssanering fra skyldneren
har anmodet kurator herom. Herved sikres det, at kurator
alene afgiver en udtalelse i de tilfælde, hvor skyldneren har
anmodet om gældssanering, og hvor der er værneting for
gældssaneringssagen i Danmark.
Uanset om udtalelsen afgives samtidig med en redegørelse
efter § 125, stk. 2, 3 eller 4, finder Konkursrådet det mest
hensigtsmæssigt, at udtalelsen om, hvorvidt kurator er be-
kendt med omstændigheder, der taler imod gældssanering,
afgives som en selvstændig udtalelse til skifteretten. Kura-
tors redegørelser efter § 125, stk. 2- 4, fremsendes til samtli-
ge boets fordringshavere. En udtalelse om, hvorvidt kurator
er bekendt med omstændigheder, der taler imod gældssane-
ring, kan indeholde følsomme personoplysninger, som ale-
ne bør indgå i skifterettens sag vedrørende begæringen om
gældssanering. Skyldneren kan over for skifteretten komme
med kommentarer til kurators udtalelse, således at det kan
indgå i skifterettens samlede vurdering.
Konkursrådet har overvejet, om skifteretten også skal kun-
ne anmode kurator om en udtalelse om, hvorvidt denne er
bekendt med omstændigheder, der taler imod gældssanering
i de tilfælde, hvor konkursboet er sluttet, og hvor kurators
hverv dermed er ophørt.
Konkursrådet finder det mest hensigtsmæssigt, at skifteret-
ten i de tilfælde, hvor kurators hverv er ophørt, om muligt
forsyner medhjælperen med kurators redegørelser efter §
125, stk. 2-4. Kurators tidligere redegørelser må antages at
indeholde oplysninger om eventuelle omstændigheder, der
taler imod gældssanering. Kurators tidligere redegørelser i
forbindelse med konkursbehandlingen vil blive opbevaret af
skifteretten i en periode efter konkursboets slutning.
Hvorvidt oplysningerne i redegørelserne giver anledning til
at kontakte konkursboets tidligere kurator, må imidlertid be-
ro på en konkret vurdering.
Konkursrådet har ikke overvejet, om den foreslåede udvi-
delse af kurators pligter bør give anledning til at foretage
justeringer i konkurslovens § 27 om sikkerhed for omkost-
ningerne ved boets behandling, idet sådanne overvejelser
også og i højere grad vil angå andre pligter end de, der
følger af reglerne om gældssanering.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 108 ff.
3.2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1578/2022.
3.2.4.4. Den foreslåede ordning
Det forslås, at indsætte en bestemmelse om, at skifteretten
anmoder kurator om oplysning om, hvorvidt kurator er be-
kendt med omstændigheder, der taler mod gældssanering,
hvis skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever, eller
et selskab som de nævnte personer direkte eller indirekte
ejer en væsentlig del af, er under konkursbehandling. Kura-
tor skal afgive erklæringen senest samtidig med sin redegø-
relse efter § 125, stk. 2 og stk. 3, eller, såfremt denne er
afgivet snarest muligt. Hvis konkursbehandlingen ikke an-
går skyldneren selv, gælder dette kun hvis skyldnerens gæld
i det væsentlige stammer fra kaution eller anden hæftelse for
krav mod konkursboet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 44 (forslag til konkurs-
lovens § 202, stk. 3) og bemærkningerne hertil.
3.2.5. Pligten til at betale afdrag, afdragsperiodens læng-
de og henstand som alternativ til gældssanering
3.2.5.1. Gældende ret
Det fremgår af konkurslovens § 198, at en kendelse om
gældssanering kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af
skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der
træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis beta-
ling af den del af gælden, som fortsat skal bestå.
121
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
de 1983-84 (2. samling), tillæg A, spalte 635, at bestemmel-
sen med redaktionelle ændringer svarer til bestemmelsen i
lovudkastet i betænkning nr. 957/1982 om gældssanering
afgivet af et af justitsministeriet den 20. januar 1977 ned-
sat udvalg om gældssanering. Af betænkning nr. 957/1982
om gældssanering, s. 135, fremgår, at skifteretten kan gi-
ve skyldneren henstand med restgældens betaling, men at
kendelsen som modstykke hertil normalt bør indeholde be-
stemmelse om, at skyldneren forpligter sig til at opfylde
en realistisk afdragsordning angående restgælden. Henstand-
og afdragsperiodens samlede varighed bør således svare til
den periode, der ligger til grund for fastsættelsen af den
procent, hvortil fordringerne nedsættes.
Det er således forudsat, at en skyldner kan få henstand med
betaling af restgælden efter gældssaneringen, hvis skyldne-
ren forpligter sig til at foretage en afdragsvis betaling af
restgælden under henstandsperioden. En henstandsperiode
skal dermed normalt være knyttet til en tilsvarende afdrags-
periode
Det følger tillige af konkurslovens § 216, stk. 3, at såfremt
der træffes bestemmelse om, at skyldneren skal have hen-
stand med betalingen af den del af gælden, som fortsat
skal bestå, skal kendelsen angive henstandsperiodens læng-
de samt størrelsen af og forfaldstiden for de afdrag, som
skyldneren skal betale i henstandsperioden.
Det følger i den sammenhæng af gældssaneringsbekendtgø-
relsen § 2, at afdragsperioden i sager, der behandles efter
de almindelige regler om gældssanering i konkurslovens
kapitel 25-28, udgør 5 år, og afdragsperioden i sager, der be-
handles efter reglerne i konkurslovens kapitel 29, udgør tre
år. Afdragsperioden påbegyndes den første i måneden, efter
at gældssaneringskendelsen er blevet endelig, medmindre
retten fastsætter et senere begyndelsestidspunkt. Når særlige
forhold taler herfor, kan afdragsperioden være kortere eller
længere. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.1. ovenfor.
Det følger af konkurslovens § 216, stk. 1, 1. pkt., at en
kendelse, der helt eller delvis tager skyldnerens forslag til
følge, skal angive, hvilken del af skyldnerens gæld der be-
røres af kendelsen, med angivelse af den procent, hvortil
fordringerne nedsættes.
Gælden nedsættes til den realistiske procentdel, som skyld-
neren kan afdrage over en nærmere bestemt årrække. Den
realistiske procentdel beregnes med udgangspunkt i et bud-
get for skyldneren og dennes husstand, som fastsættes på
baggrund af gældssaneringsbekendtgørelsen.
Efter konkurslovens § 216, stk. 1, 2. pkt. og 3. pkt., kan
skifteretten bestemme, at der ved fastsættelse af den procent,
hvortil fordringerne nedsættes, skal bortset fra fordringer,
som kun vil afkaste et ubetydeligt beløb. Dækning af sådan-
ne fordringer bortfalder, når sagen er sluttet med kendelse
om gældssanering. Justitsministeren kan, jf. konkurslovens
§ 216, stk. 1, 5 pkt., fastsætte den nærmere beløbsgrænse
for, hvornår der skal bortses fra sådanne fordringer.
Det følger af gældssaneringsbekendtgørelsens § 14, at skif-
teretten kan bestemme, at der ved fastsættelsen af den pro-
cent, hvortil fordringerne nedsættes, skal bortses fra fordrin-
ger, som kun vil afkaste en samlet sum på 500 kr. over den
samlede afdragsperiode. Ved gældssaneringer, der behandles
efter konkurslovens kapitel 29, kan skifteretten bestemme,
at der skal bortses fra fordringer, som kun vil afkaste en
samlet sum på 300 kr.
Hvis skyldnerens økonomiske forhold var uafklarede på
tidspunktet for afsigelsen af kendelsen om gældssanering
efter reglerne i konkurslovens kapitel 29, kan skifteretten, jf.
konkurslovens § 236 a, stk. 2, på begæring af en fordrings-
haver genoptage gældssaneringssagen med henblik på at
forhøje den procent, hvortil fordringerne blev nedsat. Skifte-
rettens forhøjelse af procenten forudsætter, at der er sket en
væsentlig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.
I de ovenfor nævnte tilfælde skal skyldneren inden rimelig
tid underrette skifteretten og fordringshaverne, såfremt der
indtræder en væsentlig forbedring af skyldnerens økonomi-
ske forhold, jf. konkurslovens § 236 a, stk. 3.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstiden-
de 2005-04 (2. samling), tillæg A, side 341, at budgetfor-
bedringer, som medfører, at skyldnerens betalingsevne øges
med mindst 1.000 kr. om måneden, må anses for en væsent-
lig budgetforbedring, der kan føre til genoptagelse.
3.2.5.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel
20, stk. 2, at de medlemsstater, hvori en fuld gældssanering
er betinget af iværksætterens delvise tilbagebetaling af gæl-
den, sikrer, at den dermed forbundne betalingsforpligtelse er
baseret på iværksætterens individuelle situation og navnlig
står i forhold til iværksætterens indkomst og aktiver, som
kan gøres til genstand for udlæg eller er disponible i gælds-
saneringsperioden, og tager hensyn til kreditorernes rimelige
interesse.
Det følger videre af rekonstruktions- og insolvensdirektivets
artikel 21, at medlemsstaterne skal sikre, at iværksættere kan
være frigjort for al gæld senest tre år efter tidspunktet for
stadfæstelsen eller indledningen af gennemførelsen af tilba-
gebetalingsplanen i de tilfælde, hvor proceduren omfatter en
tilbagebetalingsplan, jf. stk. 1, litra a, eller, i tilfælde hvor
proceduren ikke omfatter en tilbagebetalingsplan, senest tre
år efter tidspunktet for indledningen af proceduren, eller
122
oprettelsen af det bo, der er under iværksætterens insolvens-
behandling, jf. stk. 1, litra b.
Det fremgår endelige af rekonstruktions- og insolvensdirek-
tivets artikel 23, stk. 3, at medlemsstaterne kan fastsætte
længere gældssaneringsperioder i tilfælde, hvor en judiciel
eller administrativ myndighed har godkendt eller beordret
beskyttelsesforanstaltninger for at beskytte den insolvente
iværksætters primære bolig og i givet fald iværksætterens
families bolig eller de væsentlige aktiver til, at iværksætte-
ren kan fortsætte med at drive sin forretning eller virksom-
hed eller udøve sit fag eller erhverv, jf. litra a, eller den
insolvente iværksætters primære bolig og i givet fald iværk-
sætterens families bolig ikke er realiseret, jf. litra b.
3.2.5.3. Konkursrådets overvejelser
3.2.5.3.1. Konkursrådet har overvejet, om der fortsat skal
bestå en pligt til at tilbagebetale gælden i det omfang, skyld-
neren har evner hertil, eller om en tilbagebetalingsordning
skal have undtagelsens karakter.
Efter Konkursrådets opfattelse bør der være en undergrænse
for størrelsen af de afdrag, skifteretten kan fastsætte, således
at helt bagatelagtige afdrag afskæres. Det er Konkursrådets
opfattelse, at der ikke skal bestå en pligt til at tilbagebetale
gælden i de tilfælde, hvor summen af de månedlige afdrag
til samtlige fordringshavere gennem hele afdragsperioden
ikke vil udgøre mere end et ubetydeligt beløb pr. måned i
størrelsesordenen 100 kr.
Konkursrådet har overvejet, om beløbene i ovennævnte til-
fælde i stedet for at bortfalde skal betales til statskassen ud
fra et synspunkt om, at en bagatelgrænse ikke bør komme
skyldneren til gode.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om den gældende
bagatelgrænse på 500 kr. (ved gældssanering efter de almin-
delige regler) og 300 kr. (ved gældssanering efter reglerne
i kapitel 29) for, hvornår skifteretten kan bestemme, at der
skal bortses fra fordringer, fortsat er egnet til at sikre, at om-
kostningerne ved at administrere de små afdrag ikke udhuler
indbetalingerne.
Det er Konkursrådets vurdering, at den nuværende beløbs-
grænse er for lav henset til fordringshavernes omkostninger
ved at administrere de indkomne betalinger. Konkursrådet
foreslår, at bagatelgrænsen fremover skal ligge ved 100 kr.
pr. måned også for den enkelte fordringshaver, således at
fordringer, som kun vil afkaste en samlet sum på 3.600 kr.
i hele afdragsperioden, skal bortfalde. Bagatelgrænsen bør
finde anvendelse på hver enkelt fordring, startende med den
mindste, indtil de resterende fordringer hver især afkaster
mere end det nævnte beløb i hele afdragsperioden.
Konkursrådet foreslår endvidere at videreføre konkurslo-
vens § 236 a, stk. 2, om skifterettens mulighed for at forøge
afdrag i afdragsperioden.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 91 f.
3.2.5.3.2. Konkursrådet har i overensstemmelse med kom-
missoriet af 14. maj 2014 overvejet, om henstand kan virke
som et alternativ til gældssanering, f.eks. således, at en
iværksætter, der ønsker at påbegynde ny virksomhed, først
skal afdrage på tilbageværende gæld, når der opnås indtæg-
ter fra ny virksomhed.
Konkursrådet bemærker, at der allerede består mulighed for
at give henstand. Gældssaneringsbekendtgørelsen fastsætter
alene afdragsperiodens længde, men der er ikke regler for,
hvor længe der kan ydes henstand. Henstandsperioden sva-
rer imidlertid normalt til afdragsperiodens længde.
Konkursrådet har på den baggrund overvejet muligheden
for at give henstand i en periode uden pligt til samtidig
afdragsvis betaling.
En sådan ordning vil sikre, at skyldneren vil have en periode
med afdragsfrihed, hvor skyldneren kan koncentrere sig om
at starte ny virksomhed, uden pligt til løbende afvikling af
gælden. Dette vil potentielt kunne føre til, at skyldneren, når
tilbagebetalingspligten indtræder, vil have mulighed for at
tilbagebetale et større beløb til sine fordringshavere.
Risikoen ved en sådan ordning kan imidlertid være, at
skyldneren, når tilbagebetalingspligten indtræder, vil have
stiftet yderligere gæld, herunder oparbejdet yderligere re-
stancer til det offentlige, hvorved skyldneren er i en endnu
mere håbløs situation.
Hertil kommer, at en yderligere henstandsordning efter Kon-
kursrådets opfattelse vil kunne påvirke skyldneres mulighed
for at optage lån. Det er således Konkursrådets opfattelse, at
en potentiel långiver vil være tilbageholdende som følge af
udsigten til, at tilbagebetalingspligten for en udskudt, delvist
saneret gæld indtræder.
Hensynet til, at skyldneren i rimelig forlængelse af konkurs-
behandlingen har en (endelig) afklaring af sine økonomiske
forhold, taler efter Konkursrådets opfattelse endvidere afgø-
rende for, at der ikke skal indføres yderligere mulighed for
henstand med tilbagebetaling.
Herudover taler også administrative og omkostningsmæssi-
ge hensyn for at begrænse skifterettens (og medhjælperens)
aktive medvirken og inddragelse i afdragsperioden, idet en
vid inddragelse af skifteretten (og medhjælperen) gennem
123
en længere periode vil have væsentlige administrative og
omkostningsmæssige konsekvenser.
Konkursrådet kan på den baggrund ikke anbefale, at der ind-
føres yderligere mulighed for henstand med tilbagebetaling.
Der henvises til betænkning 1578/2022 side 97 f.
3.2.5.3.3. Konkursrådet har på ny overvejet, om en afkort-
ning af den periode, hvori en erhvervsdrivende skyldner skal
afdrage på sin gæld, vil give bedre mulighed for opstart af
ny virksomhed efter konkurs.
Det er på den ene side oplagt, at det vil gøre det lettere at
starte ny virksomhed efter et virksomhedssammenbrud, hvis
skyldneren efter en kendelse om gældssanering skal tilbage-
betale et mindre beløb til sine fordringshavere end efter de
gældende regler. En reduktion af tilbagebetalingspligten vil
kunne medføre, at skyldneren kan anvende en større del af
sit rådighedsbeløb til opstart af ny virksomhed.
En afkortning af afdragsperioden eller helt bortfald af plig-
ten til at betale afdrag vil, efter Konkursrådets opfattelse,
kunne tilgodese dette hensyn.
Det kan på den anden side efter Konkursrådets opfattelse
virke stødende for retsfølelsen, hvis skyldnere, der på trods
af konkursen har en vis betalingsevne, ikke skal afdrage
over for sine fordringshavere eller kun skal afdrage i en
meget kort periode.
Den nuværende afdragsperiode bevirker, at en skyldner med
erhvervsmæssig gæld vil være frigjort fra sin gæld tre år
efter, at der er truffet afgørelse om gældssanering.
Det er Konkursrådets opfattelse, at den nuværende periode
på tre år afspejler en passende balance mellem hensynet til
skyldneren og fordringshaverne.
Henset til, at skyldneren alene skal foretage afdragsvis beta-
ling til sine fordringshavere i de situationer, hvor skyldneren
har en vis betalingsevne, finder Konkursrådet således ikke
anledning til at afkorte den periode, der skal forløbe, inden
skyldneren er frigjort for sin gæld.
Konkursrådet har i lyset af rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivets artikel 21 på ny overvejet afdragsperiodens læng-
de, herunder om fristen for, hvornår en skyldner er frigjort,
skal regnes fra et tidligere tidspunkt.
Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at den nuværende
afdragsperiode på tre år, når der er tale om erhvervsmæssig
gæld, er forenelig med direktivet.
Konkursrådet finder forsat ikke anledning til at tage stilling
til, om andre hensyn, herunder erhvervspolitiske samt er-
hvervs- og samfundsøkonomiske hensyn, vil kunne begrun-
de en kortere afdragsperiode for visse grupper af skyldnere.
Konkursrådet har imidlertid overvejet, om afdragsperioden
for gældssanering vedrørende gæld, der ikke er erhvervs-
mæssig (eller som ikke gældssaneres i forbindelse med kon-
kurs), skal forkortes, således at afdragsperioden i disse sager
fastsættes til tre år og ikke fem år som i dag. (Der henvises
i øvrigt til pkt. 3.2.1.3.2., om Konkursrådets overvejelser for
så vidt angår sammenlægningen af reglerne for gældssane-
ring).
Hensynet til at sikre helheden i gældssaneringssystemet taler
for, at der ikke skal gælde forskellige afdragsperioder.
Der er herudover efter Konkursrådets opfattelse ikke afgø-
rende hensyn til fordringshaverne, der taler for at opretholde
den nugældende periode på fem år. Konkursrådet bemærker
i den forbindelse, at den almindelige forældelsesfrist siden
revisionen af gældssaneringsreglerne i 2005 er blevet redu-
ceret fra fem år til tre år, jf. lov nr. 522 af 6. juni 2007 om
forældelse af fordringer.
Konkursrådet foreslår derfor, at afdragsperiodens længde for
al slags gæld, herunder gæld der ikke er erhvervsmæssig,
fastsættes til tre år. (Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1.2.3.,
om Konkursrådets overvejelser for så vidt angår sammen-
lægningen af reglerne for gældssanering).
Konkursrådet foreslår dog, at afdragsperioden kan være læn-
gere, hvis det er nødvendigt for, at skyldneren kan oprethol-
de sin bolig eller erhvervsaktiver. Denne regel implemente-
rer direktivets artikel 23, stk. 3. Da forlængelsen af afdrags-
perioden i disse tilfælde sker af hensyn til skyldneren, bør
forlængelsen af afdragsperioden ikke medføre, at skyldneren
i den samlede afdragsperiode betaler et større beløb i divi-
dende til kreditorerne, end hvis skyldneren havde opgivet
sin bolig henholdsvis erhvervsaktiver og følgelig havde fået
en treårig afdragsperiode.
Konkursrådet foreslår endvidere, at afdragsperioden kan
forlænges i op til seks år, hvis skyldnerens væsentligste
gæld er studiegæld, og skyldneren ikke har erhvervsmæs-
sig gæld. Forslaget skal ses på baggrund af, at man efter
retspraksis typisk fastsætter en længere afdragsperiode, når
der er tale om studiegæld, idet studiegæld i almindelighed
ikke afvikles på fem år, hvorfor dette heller ikke bør være
tilfældet ved gældssanering. Efter retspraksis forlænges af-
dragsperioden i disse tilfælde ofte op til ti år. I lyset af at den
124
almindelige afdragsperiode foreslås nedsat til tre år, foreslår
Konkursrådet, at der højst bør kunne ske forlængelse i op til
seks år. Adgang til at fastsætte en forlænget afdragsperiode
på op til seks år foreslås ikke at gælde i tilfælde, hvor skyld-
neren tillige har erhvervsmæssig gæld, da det ikke anses
for foreneligt med direktivet, hvis der fastsættes en længere
afdragsperiode end tre år for erhvervsmæssig gæld. Dette
gælder uanset, om der er tale om en erhvervsmæssig gæld af
mindre størrelse.
I lyset af at direktivet indeholder regler om afdragsperiodens
længde, foreslår Konkursrådet, at afdragsperiodens længde
fremover skal fremgå direkte af konkursloven.
Der henvises til betænkning 1578/2022 side 94 f.
3.2.5.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1578/2022.
Justitsministeriet agter endvidere i lyset af Konkursrådets
anbefalinger, at ændre gældssaneringsbekendtgørelsens §
14, således at bagatelgrænsen fremover skal ligge ved 100
kr. pr. måned, hvorefter fordringer, som kun vil afkaste en
samlet sum på 3.600 kr. i hele afdragsperioden, skal bortfal-
de.
3.2.5.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at konkurslovens ændres, således at det frem-
går, at afdragsperioden udgør tre år, men at afdragsperioden
kan være længere, hvis dette er nødvendigt for at skyldneren
kan opretholde sin bolig eller aktiver, der anvendes i den
forbindelse. Hvis den væsentligste del af skyldneren gæld
er studiegæld, og skyldneren ikke har gæld fra erhvervsvirk-
somhed, kan afdragsperioden forlænges, dog således at af-
dragsperioden højst kan udgøre seks år.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 50 (forslag til konkurs-
lovens § 216, stk. 4) og bemærkningerne hertil.
3.2.6. Tidspunktet for indledning og afsigelse af kendelse
om gældssanering i forbindelse med konkurs og indstil-
ling fra kurator
3.2.6.1. Gældende ret
3.2.6.1.1. Konkursloven fastsætter ikke udtrykkeligt, hvor
tidligt en gældssaneringssag kan indledes i forbindelse med
konkurs eller rekonstruktion.
For så vidt angår det tidligste tidspunkt for afsigelse af
kendelse om gældssanering følger det imidlertid af konkurs-
lovens § 232, stk. 1, at kendelse om gældssanering efter reg-
lerne i konkurslovens kapitel 29 om gældssanering i forbin-
delse med konkurs eller rekonstruktionsbehandling tidligst
kan afsiges i forbindelse med boets slutning som følge af
manglende midler efter konkurslovens § 143 eller i forbin-
delse med skifterettens stadfæstelse af udkast til regnskab og
udlodning, jf. konkurslovens § 151.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 338, at be-
stemmelsen bl.a. skal sikre, at forholdene i det relevante
konkursbo er afdækket i tilstrækkeligt omfang, således at
der er tilvejebragt et forsvarligt beslutningsgrundlag, inden
der træffes afgørelse om gældssanering. Det fremgår videre,
at der efter forslaget til konkurslovens § 231 a, stk. 2, 2.
pkt., i almindelighed ikke afsiges kendelse om gældssane-
ring i forbindelse med konkurs, hvis skyldnerens gæld er
pådraget i en virksomhed, hvor det i forbindelse med kon-
kursbehandlingen konstateres, at ledelsen i ikke uvæsentligt
omfang har undladt at lede den virksomhed, der er eller
har været undergivet konkursbehandling, forsvarligt. Denne
betingelse forudsætter, at forholdene i virksomheden er un-
dersøgt, inden der træffes afgørelse i gældssaneringssagen
Efter § 232, stk. 2, kan skifteretten under særlige omstæn-
digheder afsige kendelse om gældssanering på et tidligere
tidspunkt end anført i stk. 1.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 2004-05 (2. samling), tillæg A, s. 339, at be-
stemmelsen er en undtagelsesbestemmelse, som navnlig vil
kunne anvendes i tilfælde, hvor behandlingen af konkursbo-
et er særlig langvarig, og hvor konkursbehandlingen beror
på enkelte udestående spørgsmål, herunder f.eks. udfaldet
af en retssag eller lignende. Det må herved forudsættes, at
skyldnerens forhold i øvrigt er afdækket i tilstrækkeligt om-
fang, således at afgørelsen i gældssaneringssagen i det hele
kan træffes på et forsvarligt grundlag. Det fremgår endvide-
re, at i de tilfælde, hvor det er skyldneren, som er under kon-
kursbehandling, må det normalt være en forudsætning for at
afsige kendelse om gældssanering på et tidligere tidspunkt,
end det der er forudsat i stk. 1, at den del af skyldnerens
gæld, der ikke er dækket ved konkursen, ligger nogenlunde
fast, således at skifteretten har et klart overblik over, hvilken
gæld der skal indgå i gældssaneringskendelsen. Det er såle-
des alene den udækkede del af kravene fra konkursen, der
indgår i skyldnerens gældssaneringssag.
Efter konkurslovens § 232, stk. 3, træffer skifteretten i
øvrigt bestemmelse om, i hvilket omfang gældssaneringssa-
gens behandling skal afvente boets slutning.
Det følger af konkurslovens § 232, stk. 4, at de tidsmæssige
betingelser for afsigelse af kendelse om gældssanering, som
125
fremgår af § 232, stk. 1-3, alene finder anvendelse, hvis
skyldneren er under konkursbehandling. De tidsmæssige be-
tingelser finder således ikke anvendelse i de tilfælde, hvor
grundlaget for anvendelsen af kapitel 29 er, at et selskab,
skyldneren ejer, og hvis gæld skyldneren hæfter for gennem
kaution eller lignende, har fået stadfæstet et rekonstruktions-
forslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, jf.
§ 231, stk. 2. De tidsmæssige betingelser efter § 232, stk.
1-3, finder dog anvendelse, hvis skyldneren selv er under
konkursbehandling.
3.2.6.1.2. Efter konkurslovens § 219, stk. 1, antager skifte-
retten kan skifteretten, når den har truffet beslutning om
at indlede en gældssaneringssag, antage en medhjælper til
under sit tilsyn at udføre forskellige forretninger.
Det vil stå skifteretten frit for at antage en advokat, der
hører til skifterettens faste stab af medhjælpere, også hvor
skyldneren har anmodet skifteretten om at antage en anden
advokat.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.3.2.1.4. nedenfor omhand-
lende udpegning mv. af medhjælpere, samt til betænkning
nr. 1579/2022 side 249 f., hvor medhjælperens opgaver gen-
nemgås.
3.2.6.2. Konkursrådets overvejelser
3.2.6.2.1. Konkursrådet har overvejet, om skifteretten ud
over den mulighed, der allerede eksisterer i dag, skal have
yderligere adgang til at afsige kendelse om gældssanering,
før konkursbehandlingen er afsluttet, og om skifteretten i
så fald vil have et tilstrækkeligt fuldt indblik i skyldnerens
økonomiske forhold.
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om det er en
nødvendig forudsætning for en kendelse om gældssanering,
at der er klarhed over størrelsen af gælden i boet, eller om
en afgørelse om gældssanering kunne nøjes med at angive
det beløb, skyldneren skal betale månedligt.
Det er Konkursrådets opfattelse, at størrelsen af den samlede
gæld ikke har betydning for størrelsen af de afdrag, skyldne-
ren eventuelt kan betale som led i en gældssanering. Det vil
være tilstrækkeligt, at det månedlige afdrag, skyldneren kan
betale, opgøres på baggrund af skyldneren og dennes ægte-
fælles månedlige nettoindkomst med fradrag af de udgifter,
der er anført i § 3 i gældssaneringsbekendtgørelsen.
I de situationer, hvor det ikke er muligt at fastsætte den
procent, som gælden nedsættes til, foreslår Konkursrådet
derfor, at kendelsen i stedet går ud på, at skyldneren skal be-
tale et bestemt beløb pr. måned i afdragsperioden. Dette vil
typisk have relevans i tilfælde, hvor skyldnerens forhold på
kendelsestidspunktet er uafklaret som følge af en verserende
konkursbehandling.
De månedlige afdrag kan efter udløbet af den periode, hvor
der skal betales afdrag, fordeles til de fordringshavere, der
har anmeldt krav mod skyldneren.
En sådan ordning vil indebære, at kendelse om gældssane-
ring kan meddeles på et tidligere tidspunkt end efter de
nugældende regler.
Det er efter Konkursrådets opfattelse vigtigt, at der ikke
afsiges kendelse om gældssanering, før skyldnerens forhold
er afklarede i en sådan grad, at kendelsen kan træffes på
et forsvarligt grundlag. Der bør således være klarhed over,
om gælden er stiftet på en måde, som vil udelukke gældssa-
nering, jf. konkurslovens § 197 og § 231 a.
Konkursrådet har således overvejet, på hvilket stadium af en
konkurs det vil være muligt at have et tilstrækkeligt overblik
over, om der foreligger forhold, der i almindelighed vil kun-
ne udelukke gældssanering.
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om der vil
være et sådant overblik et år efter afsigelsen af konkursde-
kretet. Dette er som udgangspunkt fristen for anlæggelse af
omstødelsessager, jf. konkurslovens § 81, og kurator vil på
dette tidspunkt have overblik over de dispositioner, skyldne-
ren har foretaget op til konkursen.
Det vil imidlertid ikke i alle tilfælde medføre en væsentlig
forbedring af skyldnerens forhold, at tidspunktet for, hvor-
når gældssanering kan indledes, fremrykkes til et år efter
afsigelsen af konkursdekretet. Det skyldes, at konkursboet
f.eks. allerede kan være sluttet efter et år, hvis der ikke er
foretaget omstødelige dispositioner, og heller ikke er andre
krav, der skal forfølges.
En anden frist kunne være fristen for forældelse af eventu-
elle erstatningskrav mod ledelsen, der i medfør af forældel-
seslovens § 3, stk. 1, som udgangspunkt forældes efter tre
år. Dette vil imidlertid næppe medføre nogen forbedring af
skyldnerens mulighed for gældssanering.
Konkursrådet har desuden overvejet tidspunktet for kurators
meddelelse i medfør af konkurslovens § 110, stk. 4, om
kurators pligt til at give politiet meddelelse om eventuelle
strafbare forhold. Der er imidlertid ikke knyttet en egentlig
frist til denne meddelelse.
Derudover har Konkursrådet overvejet tidspunktet for kura-
tors redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2,
som skal foreligge senest fire måneder efter, at konkursde-
126
kretet er afsagt. Redegørelsen skal bl.a. indeholde en rede-
gørelse for de vigtigste årsager til konkursen samt oplysning
om de vigtigste regnskabstal for den periode, der er forløbet
siden det senest udarbejdede regnskab.
Samtidig med den i § 125, stk. 2, nævnte redegørelse skal
kurator afgive en begrundet indstilling om, hvorvidt der er
grundlag for at indlede sag om konkurskarantæne mod no-
gen, jf. § 125, stk. 3. Kan kurator ikke fremskaffe tilstræk-
kelige oplysninger til brug for afgivelse af en endelig ind-
stilling inden fire måneder, skal en sådan afgives så hurtigt
som muligt og senest ti måneder efter, at konkursdekretet
er afsagt, medmindre den, der er spørgsmål om at pålægge
konkurskarantæne, i væsentlig grad har modarbejdet kura-
tors undersøgelser.
Kurator skal på tidspunktet for sin afgivelse af indstilling
vedrørende konkurskarantæne have dannet sig et overblik
over, om der foreligger forhold, som vil kunne medføre kon-
kurskarantæne. Konkurskarantæne kan pålægges den, der på
grund af groft uforsvarlig virksomhedsledelse er uegnet til
at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, jf. konkurs-
lovens § 157.
I vurderingen indgår ifølge de specielle bemærkninger til §
157 navnlig, om konkursen har ført til betydelige tab for
fordringshaverne, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131,
som fremsat, s. 28. Det indgår desuden, om konkursen må
antages at skyldes, at ledelsen f.eks. har løbet uacceptable
risici, eller om konkursen i væsentligt omfang kan henføres
til ydre omstændigheder.
Det er Konkursrådets vurdering, at der vil være en naturlig
sammenhæng mellem de forhold, som indgår i vurderingen
af, om der skal indledes en sag om konkurskarantæne, og
de forhold, der indgår i vurderingen af, om der foreligger
omstændigheder, som udelukker gældssanering. Når kurator
har foretaget sine undersøgelser og vurderet, om skyldneren
har handlet på en sådan måde, at skyldneren er uegnet til at
deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, vil det dermed
også være afklaret, om der herved foreligger forhold, der i
almindelighed udelukker gældssanering.
Det er på den baggrund Konkursrådets opfattelse, at en
kendelse om gældssanering tidligst vil kunne afsiges, efter
skifteretten har modtaget kurators indstilling i medfør af §
125, stk. 3. I praksis vil det i øvrigt være sjældent, at der er
grundlag for at indlede en sag, før en sådan indstilling fra
kurator foreligger, og dermed vil skifteretten kunne afsige
kendelse om gældssanering, så hurtigt som sagen derefter er
behandlet færdig.
Kurators indstilling om konkurskarantæne skal som nævnt
afgives senest fire måneder efter konkursdekretets afsigel-
se, jf. konkurslovens § 125, stk. 2. Indstillingen foreligger
imidlertid erfaringsmæssigt fire til ti måneder efter konkurs-
dekretets afsigelse. Det skyldes, at kurator ofte har vanske-
ligt ved at fremskaffe bogføringsmateriale, oplysninger fra
Skatteforvaltningen og andre oplysninger vedrørende skyld-
nerens forhold.
Konkursrådet finder ikke anledning til at ændre på fristerne
for kurators indstilling vedrørende konkurskarantæne. I de
tilfælde, hvor skyldneren bidrager til sagens oplysning, vil
kurator typisk hurtigere kunne vurdere, om der er basis for
konkurskarantæne og dermed afgive sin indstilling.
Skyldneren vil således ved at samarbejde om tilvejebringel-
se af fornødne oplysninger kunne have indflydelse på, hvor
hurtigt kurator afgiver sin indstilling vedrørende konkurska-
rantæne. Hvis det er muligt at indlede en sag om gældssa-
nering fra tidspunktet for skifterettens modtagelse af kura-
tors indstilling vedrørende konkurskarantæne, vil udsigten
til tidligere gældssanering således kunne anvendes som inci-
tament for skyldneren til at forsyne kurator med fornødne
oplysninger.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 100 ff.
3.2.6.2.2. Konkursrådet anfører, at såfremt tidspunktet for
afsigelse af kendelse om gældssanering fremrykkes, vil det
kunne forekomme, at behandlingen af konkurssagen endnu
ikke er afsluttet på tidspunktet for indledningen af den peri-
ode, hvor skyldneren i henhold til kendelsen om gældssane-
ring vil skulle betale månedlige afdrag. Det vil også kunne
forekomme, at behandlingen af konkurssagen endnu ikke er
afsluttet på tidspunktet for udløbet af afdragsperioden. Der
vil i disse situationer ikke være klarhed over, hvordan afdra-
gene skal fordeles, idet der f.eks. ikke i konkursboet er fore-
taget fordringsprøvelse, ligesom dividenden i konkursboet
kan forrykkes som følge af udfaldet af verserende retssager.
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, hvortil eventu-
elle månedlige afdrag skal betales. Konkursrådet finder det
ikke hensigtsmæssigt, at beløbene akkumuleres hos skyldne-
ren, idet ovenstående uklarheder over, hvordan afdragene
skal fordeles mv., kan stå på over længere tid. De månedlige
afdrag bør derfor enten betales til den medhjælper, skifteret-
ten i medfør af konkurslovens § 219, stk. 1, har antaget,
eller direkte til kurator for skyldnerens konkursbo.
Konkursrådet finder det mest hensigtsmæssigt, at gældssa-
neringssagen og behandlingen af konkursboet i videst mu-
ligt omfang holdes adskilt.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at skyldneren, så-
fremt denne er under konkursbehandling på det tidspunkt,
hvor der afsiges kendelse om gældssanering, skal indbetale
de månedlige afdrag til en konto hos medhjælperen.
127
Konkursrådet har endvidere overvejet, hvornår de i forbin-
delse med gældssaneringen modtagne afdrag bør udloddes
til fordringshaverne og hvem, der skal forestå denne udlod-
ning. Udlodningen til fordringshaverne kan enten foretages
af medhjælperen, eller direkte af kurator for skyldnerens
konkursbo.
Efter Konkursrådets opfattelse bør spørgsmålet om, hvem
der skal foretage udlodningen af de i forbindelse med gælds-
saneringen modtagne afdrag, afhænge af, om konkursboet
sluttes før eller efter afdragsperiodens udløb.
I de tilfælde, hvor konkursboet sluttes før afdragsperiodens
udløb, er det Konkursrådets opfattelse, at medhjælperen bør
forestå udlodningen af det modtagne beløb til fordringsha-
verne omfattet af gældssaneringskendelsen. Skyldneren bør
i den resterende del af afdragsperioden selv betale afdrag
til fordringshaverne. Medhjælperen bør vejlede skyldneren i,
hvordan den resterende del af gælden skal afvikles.
I de tilfælde, hvor skyldneren ved afdragsperiodens udløb
fortsat er under konkursbehandling, bør medhjælperen kun-
ne indbetale det modtagne beløb til kurator, der i forbindelse
med udbetaling af dividenden, jf. konkurslovens § 152, ud-
lodder det modtagne beløb til fordringshaverne omfattet af
gældssaneringskendelsen.
Det er endvidere Konkursrådets vurdering, at medhjælperen
eller kurator først vil have klarhed over, hvilke fordrings-
havere der skal have del i de i forbindelse med gældssa-
neringen modtagne afdrag på tidspunktet for konkursboets
slutning. Ved udlodning af de i forbindelse med gældssane-
ringen modtagne afdrag skal der tages hensyn til kurators
fordringsprøvelse i konkursboet. Udlodning i konkursboet
bør gå forud for fastlæggelsen af, hvilke (rest)fordringer der
skal dækkes i forbindelse med gældssaneringssagen. På den-
ne måde sikres det, at kun fordringshavere, der ikke dækkes
gennem konkursen, modtager betaling.
Konkursrådet bemærker, at den omstændighed, at kurator
rent praktisk forestår udlodning af de i henhold til gældssa-
neringskendelsen modtagne afdrag, ikke indebærer, at der i
forbindelse med udlodningen skal foretages en prøvelse af
de enkelte fordringer.
Ved fordelingen af de i forbindelse med gældssaneringen
modtagne afdrag bør eventuelle restkrav, der følger af for-
trinsstillede krav og udækkede simple fordringer, behandles
lige. Udlodningen bør således ske efter konkurslovens § 200
uden hensyntagen til fordelingen af konkursmassen i hen-
hold til konkurslovens kapitel 10 (konkursordenen), jf. også
Konkursrådets betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering,
s. 283 f.
Endelig er det Konkursrådets opfattelse, at kurator i de til-
fælde, hvor boet sluttes efter konkurslovens § 143, bør kun-
ne overlade udlodning af det modtagne beløb til skifterettens
medhjælper. Dette er begrundet i, at der i disse tilfælde må
antages ikke at være midler til dækning af kurators omkost-
ninger forbundet med udlodning af beløbet til fordringsha-
verne omfattet af gældssaneringskendelsen.
Konkursrådet bemærker, at der vil være merarbejde forbun-
det med ovenstående opgaver for medhjælperen og kurator,
som dermed vil kunne få betydning for medhjælperens og
kurators vederlag.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 104 ff.
3.3.6.2.3. Konkursrådet bemærker om antagelse af medhjæl-
pere efter konkurslovens § 219, stk. 1, skifteretten ikke er
bundet af skyldnerens forslag til en medhjælper.
Der er foreligger dog praksis, hvor en anden advokat besid-
der et sådant kendskab til skyldnerens økonomiske forhold,
at skifteretten på skyldnerens anmodning må antage denne
advokat som medhjælper frem for en advokat, som hører
til skifterettens faste stab af medhjælpere. Dette har navnlig
være tilfældet, hvor en advokat inden gældssaneringssagens
indledning har været udpeget som kurator i skyldners kon-
kursbo.
En praksis, hvorefter skifterettens ønske om at udpege en
bestemt medhjælper må vige for andre hensyn, såsom ku-
rators konkrete kendskab til skyldnerens forhold, er efter
Konkursrådets opfattelse ikke hensigtsmæssig. Konkursrå-
det finder, at en person, der er eller tidligere har været udpe-
get som kurator i skyldnerens konkursbo, ikke bør kunne an-
tages som medhjælper, idet hvervene som henholdsvis kura-
tor og medhjælper ikke vurderes at være forenelige. Kurator
varetager fordringshavernes interesser, hvorimod medhjæl-
peren udfører opgaver for skifteretten på skifterettens vegne
under dennes tilsyn og instruktioner. Antagelse af medhjæl-
per sker således med det hovedformål at bistå skifteretten,
og skifterettens medhjælper er skifterettens repræsentant.
På baggrund af ovenstående foreslår Konkursrådet, at skif-
terettens skøn om antagelse af medhjælper kun bør kunne
tilsidesættes, hvis der foreligger helt særlige grunde, såsom
medhjælperens inhabilitet.
Der stilles imidlertid ikke i konkursloven krav om, at den
medhjælper, skifteretten antager, skal være advokat. Dette
kan give anledning til, at der kan fastsættes regler om
medhjælperens behandling af betroede midler såsom afdrag
modtaget efter den foreslåede § 216 a. Dette kan eventuelt
ske gennem en bemyndigelse til justitsministeren, svarende
128
til konkurslovens § 126, stk. 4, til at fastsætte nærmere
regler.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 106 f.
3.2.6.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1578/2022.
3.2.6.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås for det første, at hvor det i forbindelse med
afsigelsen af kendelsen om gældssanering ikke er muligt at
fastsætte den procent, hvortil fordringerne nedsættes, skal
kendelsen i stedet angive de afdrag som skyldneren skal
betale.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 49 (forslag til konkurs-
lovens § 216, stk. 1 og 2) og bemærkningerne hertil.
Det foreslås for det andet, at hvor skyldneren, dennes ægte-
fælle eller samlever eller et selskab, som skyldneren eller
de nævnte personer tilsammen direkte eller indirekte ejer en
væsentlig del af, er under konkursbehandling, kan kendelse
om gældssanering tidligst afsiges, når kuratoren i konkurs-
boet, har afgivet en endelig indstilling om, hvorvidt der efter
kurators vurdering, foreligge forhold, der taler afgørende
mod gældssanering. Hvis det ikke er skyldneren selv, der
er under konkursbehandling, skal dette dog kun gælde i
det omfang skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra
kaution eller anden hæftelse for krav mod konkursboet.
Det foreslås for det tredje, at hvis skyldneren er under kon-
kursbehandling på det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse
om gældssanering, skal skyldneren betale afdrag til skifte-
rettens medhjælper, der udlodder det modtagne beløb til
fordringshaverne omfattet af gældssaneringskendelsen, når
konkursboet er afsluttet. Hvis afdragsperioden ikke udløbet
på tidspunktet for konkursboets slutning, skal skyldneren
betale de resterende afdrag direkte til fordringshaverne. Hvis
konkursbehandlingen derimod ikke er afsluttet ved afdrags-
periodens udløb, indbetaler medhjælperen det modtagne be-
løb til konkursboet, der i forbindelse med udbetalingen af
dividende, udlodder det modtagne beløb. Hvis konkursboet
efter afdragsperiodens udløb sluttes efter konkurslovens §
143 (dvs. hvor der ikke er midler i boet til at dække omkost-
ningerne ved konkursbehandlingen) kan kurator overlade
udlodningen af det modtagne beløb til skifteretten.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 53 (forslag til konkurs-
lovens § 216 a) og bemærkningerne hertil.
Det forslås for det fjerde, at der indsættes en bestemmelse
om, at en person, der er eller tidligere har været udpeget
som kurator i skyldnerens konkursbo, ikke kan antages som
medhjælper i forbindelse med gældssaneringssagen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 56 (forslag til konkurs-
lovens § 219, stk. 1, 2. pkt.) og bemærkningerne hertil.
Det foreslås som det femte, at der indsættes en bemyndigel-
se til, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
medhjælperens behandling af betroede midler.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 57 (forslag til konkurs-
lovens § 219, stk. 3) og bemærkningerne hertil.
3.2.7. Skatteretlige spørgsmål i relation til gældssanering
3.2.7.1. Gældende ret
Det følger af statsskattelovens § 4, at som skattepligtig
indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtæg-
ter. Det følger videre af kildeskattelovens § 22, at den skat-
tepligtige indkomst opgøres på grundlag af indkomsten i
indkomståret. Indkomståret er kalenderåret.
En selvstændigt erhvervsdrivende kan dog anvende et andet
indkomstår end kalenderåret, hvis det er begrundet i hen-
syn til sæson, brancheændring, personaleferie eller nye for-
retningsforbindelser, jf. kildeskattelovens § 22, stk. 2. Har
den selvstændigt erhvervsdrivende et andet indkomstår end
kalenderåret, opgøres den skattepligtige indkomst efter de
regler, der gælder for det kalenderår, som det forskudte ind-
komstår træder i stedet for.
Den skattepligtige beskattes af sin nettoindkomst i hele ind-
komståret, som således enten udgør kalenderåret eller det
forskudte indkomstår. Den endelige indkomstskat og slut-
skat for personer beregnes og opgøres efter indkomstårets
udløb efter reglerne i kildeskatteloven. Efter kildeskattelo-
vens § 61 forfalder eventuel restskat til betaling i året efter
indkomståret, dog ikke restskat, der ifølge § 61, stk. 3,
indregnes i forskudsskatten for indkomståret efter året for
udskrivningen af årsopgørelsen, og tilbagebetaling af over-
skydende skat til den skattepligtige sker ligeledes i året efter
indkomståret, jf. kildeskattelovens § 62.
Kendelse om gældssanering efter konkurslovens kapitel
25-28 omfatter alene fordringer, der er stiftet inden gælds-
saneringssagens indledning, jf. konkurslovens § 199, stk. 1,
1. pkt. Gældssaneringssagen anses for indledt ved skifteret-
tens afgørelse herom, jf. konkurslovens § 206. Når særlige
forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen
kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifte-
retten fastsat tidligere tidspunkt, jf. § 199, stk. 1, 2. pkt.
129
Gældssanering efter konkurslovens kapitel 29 omfatter alene
fordringer, der er stiftet inden konkursdekretets afsigelse,
jf. konkurslovens § 233, stk. 2. Når særlige forhold taler
derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen skal omfatte
fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten andet fastsat
tidspunkt, der dog ikke kan fastsættes til et tidspunkt senere
end skifterettens afgørelse om at indlede sag om gældssane-
ring, jf. konkurslovens § 233, stk. 2.
Konkursskatteloven anvendes på visse skatteforhold i for-
bindelse med konkurs, herunder opgørelse af konkursind-
komst og begrænsning af underskudsfremførsel mv.
Det følger af konkursskattelovens § 6, at fysiske personer,
hvis bo tages under konkursbehandling, ikke er skatteplig-
tige af konkursindkomsten, medmindre Skatteforvaltningen
træffer beslutning herom efter konkursskattelovens kapitel
4. Konkursindkomsten omfatter ved fysiske personer skyld-
nerens indtægter og udgifter fra konkursboets aktiver og
passiver i perioden fra konkursdekretets afsigelse indtil kon-
kursens slutning, jf. konkursskattelovens § 7, stk. 1. Kon-
kursindkomsten omfatter endvidere skyldnerens indtægter
og udgifter fra begyndelsen af det indkomstår, hvori kon-
kursdekretet afsiges, og indtil dekretets afsigelse, dog med
undtagelse af skyldnerens A-indkomst eller indkomst fra
driften eller deltagelse i driften af en ægtefælles virksom-
hed, jf. konkursskattelovens § 7, stk. 2. Disse indtægter
og udgifter er derfor skattefrie, medmindre Skattestyrelsen
træffer afgørelse om skattepligt.
Det følger af konkursskattelovens § 14, 1. pkt., at Skatte-
forvaltningen træffer bestemmelse om skattepligt, hvis det
skønnes, at konkursindkomsten opgjort efter fradrag af tid-
ligere års underskud overstiger 100.000 kr. Skatteforvaltnin-
gen kan dog undlade at træffe bestemmelse herom, hvis det
må antages, at kun en mindre del af skatten kan inddrives, jf.
konkursskattelovens § 14, 2. pkt.
Afgørelsen om skattepligt skal som udgangspunkt træffes
inden tre måneder fra modtagelsen af bostyrets statusover-
sigt og redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 2, jf.
konkursskattelovens § 15, stk. 2. Der kan dog træffes afgø-
relse om skattepligt senere, hvis der indgår et aktiv i boet,
som enten ikke var nævnt i bostyrets oplysninger, eller hvis
det er usikkert eller omstridt, at aktivet tilhører boet, jf.
konkursskattelovens § 15, stk. 3.
Konkursskattelovens § 12 indebærer, at adgangen til un-
derskudsfremførsel som udgangspunkt bortfalder i det ind-
komstår, hvori konkursdekretet afsiges, og senere indkomst-
år. Det gælder både underskud i henhold til personskattelo-
vens § 13 og virksomhedsskattelovens § 13. Også adgangen
til at fremføre uudnyttede tab bortfalder. Det gælder tab, der
kan fremføres efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens
§ 13 A, stk. 2 og 3, kursgevinstlovens § 32, stk. 3, og
ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 3.
Konkursskatteloven gælder ikke for frivillig akkord i kon-
kurs, tvangsakkord i konkurs og gældssanering i forbindelse
med konkurs, jf. konkursskattelovens § 1, stk. 2. Dette inde-
bærer med hensyn til fremførsel af underskud, at adgangen
hertil ikke bortfalder, men alene nedsættes med den faktiske
gældseftergivelse, når der i forbindelse med konkursbehand-
lingen afsiges kendelse om gældssanering.
Konkursskatteloven finder som nævnt ikke anvendelse ved
gældssanering i forbindelse med konkurs. Dermed gælder
der ikke særlige regler ved gældssanering som ved konkurs
om konkursindkomst, konkursår mv.
Fysiske personer, for hvem der indledes gældssanering, be-
skattes dermed fortsat fuldt ud i overensstemmelse med
skattelovgivningens almindelige regler. Indkomsten omfat-
ter skyldnerens indtægter og udgifter for hele indkomståret,
også når gældssanering indledes.
En gældssanering i forbindelse med konkurs kan således
ikke omfatte skattekrav opstået og stiftet efter skifterettens
afgørelse om indledning af gældssaneringssagen. Skattekrav
for det indkomstår, hvor skifteretten indleder gældssanerin-
gen, falder uden for gældssaneringen, da disse krav først
anses som stiftet ved indkomstårets udgang og dermed efter
indledning af gældssaneringen. Endvidere vil latente skat-
tekrav tilsvarende ikke være omfattet af en kendelse om
gældssanering.
Skattemæssigt medfører en gældssanering – i lighed med
en tvangsakkord i forbindelse med en rekonstruktion –
at der sker nedsættelse af uudnyttede, fradragsberettigede
underskud og dernæst uudnyttede, fradragsberettigede kil-
deartsbegrænsede tab, der kan fremføres efter reglerne i ak-
tieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og ejendomsa-
vancebeskatningsloven fra det pågældende og tidligere ind-
komstår, med det beløb, hvormed gælden er nedsat, jf. per-
sonskattelovens § 13 a.
Nedsættelsesbeløbet formindskes med den del af skyldne-
rens indkomst, der hidrører fra den pågældendes frigørelse
for gældsforpligtelser. For personer, der er omfattet af per-
sonskattelovens regler om fremførsel af underskud, indebæ-
rer en gældssanering således, at uudnyttede, fradragsberetti-
gede underskud nedsættes med det beløb, som gælden er
nedsat med.
Retten til at fremføre underskud begrænses ikke, i det om-
fang gældseftergivelsen er skattepligtig. Gevinst på gæld
som følge af gældssanering medregnes ikke ved opgørelsen
130
af den skattepligtige indkomst, jf. kursgevinstlovens § 24,
stk. 2.
Det fremførselsberettigede underskud begrænses derfor med
det eftergivne beløb. Nedsættelsen af underskud sker med
virkning for det indkomstår, hvori kendelse om gældssane-
ring afsiges, og for senere indkomstår. Nedsættelse kan ske
såvel af underskud, der stammer fra det år, hvori kendelse
om gældssanering er afsagt (gældsnedsættelsesåret), som af
underskud fra tidligere år, der ikke er udnyttet ved begyndel-
sen af gældsnedsættelsesåret.
For andelshavere (landmænd m.v.) er der et særligt skatte-
retligt spørgsmål i relation til gældssanering, idet sådanne
andelshavere kan have et indestående på en andelshaverkon-
to, der først udbetales i indkomstårene efter det indkomstår,
hvor kendelsen om gældssanering blev afsagt. Skatteretligt
anses sådanne udbetalinger først for erhvervet på udbeta-
lingstidspunktet. Følgelig vil udbetalingerne indgå i bereg-
ningen af indkomstskatten for disse efterfølgende indkomst-
år, der ikke omfattes af gældssaneringen. Dette gælder, uan-
set om skyldneren (andelshaveren) inden gældssaneringen
måtte have pantsat sin andelskonto (typisk til sin bankfor-
bindelse), således at udbetalingerne sker til banken og ikke
til skyldneren selv.
3.2.7.2. Konkursrådets overvejelser
3.2.7.2.1. Det bemærkes, at selv om Konkursrådet foreslår
konkurslovens kapitel 29 ophævet, foreslås det, at reglen
i § 233, stk. 2, videreføres i den foreslåede § 199, stk.
2. Reglerne om skæringstidspunktet for, hvilke fordringer,
der omfattes af en gældssanering, foreslås med andre ord
opretholdt.
Det skatteretlige princip om indkomstårets udelelighed, jf.
kildeskattelovens § 22, medfører, at en kendelse om gælds-
sanering ikke vil omfatte skattekrav for det indkomstår, hvor
skifteretten indleder gældssaneringen, da disse krav insol-
vensretligt først anses som stiftet ved indkomstårets udgang
og dermed efter indledning af gældssaneringssagen.
Konkursrådet forslår, jf. pkt. 3.1.7 ovenfor, at man i rela-
tion til fysiske personer insolvensretligt indfører en sondring
mellem B-skat og restskat. Hvad angår B-skat foreslås det,
at krav på B-skat, der er forfaldne inden rekonstruktionsfor-
slagets fremsættelse, omfattes af en tvangsakkord. Konkurs-
rådet foreslår med samme begrundelse som i den nævnt
under pkt. 3.1.7 ovenfor, at krav på B-skat, der er forfaldne
inden skæringstidspunktet i en gældssanering, jf. den fore-
slåede § 199, skal omfattes af en kendelse om gældssane-
ring. Dog foreslås det – ligesom i relation til tvangsakkord –
at en gældssanering ikke skal begrænse Skatteforvaltningens
adgang til at modregne krav på B-skat med det fulde beløb i
skyldnerens eventuelle krav på overskydende skat vedrøren-
de samme indkomstår.
Hvad angår restskat for det igangværende indkomstår, fore-
slår Konkursrådet, jf. pkt. 3.1.7. ovenfor, at der sker en
skønsmæssig fastsættelse af, hvilken del af kravet på rest-
skat, der omfattes af tvangsakkorden. Til brug for dette skøn
foretager tillidsmanden eller en revisor en beregning af den
forventede restskat. Konkursrådet finder det ikke hensigts-
mæssigt, hvis der i gældssaneringssager skal indhentes revi-
sorberegninger af forventet restskat. Dette vil være omkost-
ningskrævende i forhold til, at restskatten i en gældssanering
typisk vil være af beløbsmæssigt beskeden størrelse. Kon-
kursrådet foreslår følgelig, at kravet på restskat vedrørende
det igangværende indkomstår fuldt ud omfattes af gældssa-
neringen.
Hermed vil skyldneren i det igangværende indkomstår alene
skulle betale A-skat af sin personlige indkomst og eventu-
elle B-skatterater, der forfalder efter gældssaneringssagens
indledning. Det bemærkes, at selv om en del af restskatten
måtte skyldes lønindkomst erhvervet under gældssanerings-
sagen, og at denne del af restskatten principielt ikke burde
gældssaneres, vil saneringen heraf ofte kun angå et mindre
beløb. Den fordel, som skyldneren opnår herved, tilfalder
ikke skyldneren personligt, men derimod fordringshaverne
i form af (en mindre) forøgelse af dividenden, idet skyldne-
ren skal betale afdrag svarende til sit overskud på gældssa-
neringsbudgettet. Skyldneren vil derfor som udgangspunkt
ikke have noget incitament til at spekulere i at opnå en høj
restskat. I og med at gældssaneringen omfatter kravet på
restskat, skal der alene afsættes midler til dividende heraf i
budgettet.
Hvis skyldneren forsøger at misbruge reglerne ved at ændre
sin forskudsopgørelse med åbenbart forkerte oplysninger om
lønindkomst eller fradrag for dermed at få nedsat sin A-/B-
skat (og øge restskatten), må gældssanering nægtes med
henvisning til, at skyldneren har indrettet sig med henblik på
gældssanering. Skyldneren bør dog ikke være forpligtet til at
ændre sin forskudsopgørelse ved at forhøje sin forskudsind-
komst med avancer/genvundne afskrivninger på aktiver, der
er solgt inden gældssaneringssagens indledning, da den her-
af følgende øgede skat netop bør indregnes i restskatten og
gældssaneres. Skyldneren må indrette sig på, at dennes skat
efter gældssaneringskendelsen må beregnes på baggrund af
denne, herunder den deraf følgende begrænsning af eventuel
underskudsfremførsel.
Konkursrådet er opmærksom på, at såfremt skyldneren er
under konkursbehandling på tidspunktet for afsigelsen af
kendelsen om gældssanering, vil gældssaneringen som ud-
gangspunkt kun omfatte fordringer, der var stiftet inden
konkursdekretets afsigelse, jf. den foreslåede regel i kon-
kurslovens § 199, stk. 2. Hvis konkursdekretet blev afsagt
i et tidligere indkomstår end det år, hvor gældssaneringen
blev indledt, vil skattekrav, herunder restskat, for sidstnævn-
te indkomstår dermed ikke blive omfattet af gældssanerin-
gen. Den foreslåede regel i § 199, stk. 2, åbner imidlertid
131
(ligesom den gældende regel i § 233, stk. 2) mulighed for, at
skæringstidspunktet i stedet sættes til tidspunktet for gælds-
saneringens indledning. Hvis der er eller forventes større
skattekrav vedrørende det indkomstår, hvor gældssanerings-
sagen blev indledt, bør man således anvende tidspunktet for
gældssaneringssagens indledning som skæringstidspunkt.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 114 ff.
3.2.7.2.2. Konkursrådet er opmærksom på, at der for en
skyldner, der er eller har været andelshaver, kan være sær-
lige problemer med krav på skat udløst af udbetalinger,
der foretages af andelsselskabet efter det indkomstår, hvor
gældssaneringssagen blev indledt.
Konkursrådet foreslår, jf. pkt. 3.1.7. ovenfor, at problemet
i rekonstruktion løses ved at udvide reglerne om insolvens-
regulering således, at skyldneren med tre måneders varsel
kan kræve sit indestående på andelshaverkontoen udbetalt
og dermed få udløst beskatningen heraf.
Reglerne om gældssanering indeholder ikke regler om insol-
vensregulering. Konkursrådet anser det derfor ikke for hen-
sigtsmæssigt at indføre en sådan regel i reglerne om gælds-
sanering. Konkursrådet foreslår imidlertid, jf. pkt. 3.1.7.
ovenfor, at adgangen til at kræve udbetaling med tre måne-
ders varsel tillige skal gælde under konkursbehandling. I de
tilfælde, hvor skyldneren er eller har været under konkurs-
behandling, inden skyldneren anmoder om gældssanering,
må indeståendet således kræves udbetalt under konkursbe-
handlingen, hvorved beskatningen udløses. Dermed vil det
deraf følgende skattekrav kunne omfattes af gældssanerin-
gen, forudsat at gældssaneringen indledes i det indkomstår,
hvor udbetalingen skete (forudsat at det ovenfor nævnte
forslag, om at restskatten vedrørende dette år omfattes af
gældssaneringen, gennemføres), eller i et efterfølgende ind-
komstår, og at man under gældssaneringssagen anvender
tidspunktet for dennes indledning som skæringstidspunkt.
Konkursrådet ser på baggrund heraf ikke behov for at indfø-
re en særskilt regel om udbetaling af indestående på andels-
haverkonti som følge af indledning af gældssaneringssag.
Konkursrådet bemærker i denne forbindelse, at en insolvent
andelshaver ofte må forventes at blive taget under konkurs-
behandling, inden der søges om gældssanering, og at en
insolvent andelshaver selv vil kunne indgive konkursbegæ-
ring, inden denne ansøger om gældssanering. Andelshaveren
må anses for at have fornøden retlig interesse heri, uanset
om det primære formål med egenbegæringen er at få udbe-
talt og beskattet indeståendet på andelshaverkontoen. Dette
gælder uanset, om kontoen ikke er pantsat, da skyldneren
har en interesse i at få udbetaling under en konkursbehand-
ling, da indeståendet på kontoen i modsat fald vil indgå
i vurderingen af, om skyldneren opfylder insolvensbetingel-
sen i den foreslåede § 197.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 116 f.
3.2.7.2.3. Konkursrådet foreslår, som anført under pkt.
3.2.1.3.2 ovenfor, at ophæve reglerne i konkurslovens ka-
pitel 29 om gældssanering i forbindelse med konkurs og
rekonstruktionsbehandling. Konkursrådet foreslår, at der i
stedet indføres regler, der giver mulighed for at opnå gælds-
sanering efter kapitel 25-28, uanset om skyldnerens forhold
måtte være uafklarede som følge af en igangværende kon-
kursbehandling. Konkursrådet foreslår i denne forbindelse,
at det skal være muligt at opnå gældssanering, selv om
der endnu ikke er sket fordringsprøvelse i konkursboet, og
skyldnerens gæld dermed ikke er opgjort. I sådanne tilfæl-
de kan kendelsen om gældssanering udformes således, at
den går ud på, at skyldneren skal betale bestemte afdrag i
afdragsperioden i stedet for en procentdel af gælden.
Konkursrådet har overvejet, om de nævnte ændringer kan
have utilsigtede skatteretlige konsekvenser. Overvejelserne
er foretaget på grundlag af et notat fra Skatteministeriet,
hvori en række forskellige eksempler behandles.
Der må skelnes mellem tilfælde, hvor skyldneren selv er
under konkursbehandling ved indgivelsen af begæringen om
gældssanering, og tilfælde, hvor det er en anden end skyld-
neren, der er under konkursbehandling, eksempelvis et af
skyldneren ejet selskab, hvor skyldneren har kautioneret for
noget af selskabets gæld.
I tilfælde, hvor skyldneren ikke selv er under konkursbe-
handling, afgøres de skatteretlige virkninger af gældssane-
ringen som hidtil navnlig af personskattelovens § 13 a. Efter
denne bestemmelse medfører kendelsen om gældssanering,
at skyldnerens eventuelle underskudsfremførsel reduceres
med det beløb, som bortfalder ved gældssaneringen. Hvis
kendelsen er udformet således, at skyldneren eksempelvis
skal betale 10 % i dividende, medfører kendelsen således,
at underskudsfremførslen reduceres med et beløb svarende
til de resterende 90 % af gælden. Efter de foreslåede regler
kan kendelsen, hvis gældens størrelse ikke er afklaret, udfor-
mes således, at skyldneren skal betale afdrag af en bestemt
størrelse i afdragsperioden. Hvis skyldneren i afdragsperio-
den i alt skal betale afdrag på eksempelvis 36.000 kr., med-
fører kendelsen, at skyldnerens gæld herudover bortfalder,
forudsat at gælden omfattes af kendelsen. Dermed vil det,
når konkursbehandlingen er så fremskreden, at skyldnerens
samlede gæld kan opgøres, kunne beregnes, hvor stor en
gæld, som er bortfaldet ved kendelsen. Denne beløbsmæssi-
ge nedsættelse af skyldnerens gæld vil reducere skyldnerens
underskudsfremførsel efter personskattelovens § 13 a. Som
det fremgår, stilles skyldneren skattemæssigt på samme må-
de, uanset om kendelsen går ud på, at skyldneren skal betale
132
en bestemt procentdel af gælden eller bestemte afdrag. Der
er følgelig ikke behov for at foreslå ændringer i personskat-
telovens § 13 a.
I de tilfælde, hvor det er skyldneren selv, der er under
konkursbehandling, er udgangspunktet, at adgangen til un-
derskudsfremførsel bortfalder efter de i afsnit 1 beskrev-
ne regler i konkursskatteloven. Konkursskatteloven finder
imidlertid ikke anvendelse på ”gældssanering i konkurs”,
jf. konkursskattelovens § 1, stk. 2. I sådanne tilfælde gæl-
der de ovenfor beskrevne regler i personskattelovens § 13
a. Skyldneren behandles således skattemæssigt ens, uanset
om gældssanering opnås i eller uden for konkurs.
Som følge af Konkursrådets forslag om at ophæve regler-
ne i konkurslovens kapitel 29, jf. pkt. 3.2.1.2.2, rejser
dette spørgsmålet, om konkursskattelovens § 1, stk. 2, fin-
der anvendelse på den foreslåede gældssanering under kon-
kurs. Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at reglen
i konkursskattelovens § 1, stk. 2, om ”gældssanering i
konkurs” har været gældende længere end reglerne i kon-
kurslovens kapitel 29 om gældssanering i forbindelse med
konkurs og rekonstruktion, hvilket taler for, at reglen i kon-
kursskatteloven ikke skal forstås som en henvisning til de
nugældende regler i konkurslovens kapitel 29, men derimod
som henvisning til tilfælde, hvor en skyldner, der er under
konkursbehandling, opnår gældssanering. Følgelig må det
antages, at konkursskatteloven § 1, stk. 2, finder anvendelse
i alle tilfælde, hvor der opnås gældssanering under konkurs,
dvs. uanset om gældssaneringen opnås efter reglerne i kon-
kurslovens kapitel 25-28 eller kapitel 29.
Endelig har Konkursrådet overvejet, om det forhold, at en
kendelse om gældssanering efter de foreslåede regler efter
omstændighederne kan gå ud på, at skyldneren skal betale
bestemte afdrag i stedet for en procentdel af gælden, kan på-
virke fordringshavernes adgang til at foretage skattemæssigt
fradrag for deres tab på fordringer mod skyldneren.
Hvis en fordringshaver anvender lagerprincippet, er det
principielt uden betydning, om kendelsen går ud på betaling
af en procentdel eller afdrag, da fordringshaveren under alle
omstændigheder kan fratrække faldet i værdien af fordrin-
gen. Skatteministeriet har oplyst, at selskaber som udgangs-
punkt skal anvende lagerprincippet på fordringer, bortset fra
fordringer, der er erhvervet som vederlag for leverede va-
rer og tjenesteydelser (vederlagsfordringer), jf. kursgevins-
tlovens § 25, stk. 3. Selskaber har dog mulighed for også
at vælge lagerprincippet for vederlagsfordringer, jf. kursge-
vinstlovens § 25, stk. 4. Banker og realkreditinstitutter skal
anvende de regnskabsmæssige hensættelsesprincipper, der
er underlagt Finanstilsynets kontrol, ved den skattemæssi-
ge indkomstopgørelse på udlån, jf. kursgevinstlovens § 25,
stk. 7, hvilket kan sammenlignes med lagerprincippet med
løbende værdiansættelse af fordringerne.
Hvis en fordringshaver ikke kan anvende lagerprincippet,
skal denne opgøre tab efter realisationsprincippet. I sådanne
tilfælde kan det forhold, at kendelsen udformes som en pligt
til at betale afdrag, medføre, at tabet først kan anses for
realiseret ved afdragsperiodens udløb, idet det typisk først
vil være der, at den enkelte fordringshaver ved, hvor stor
en del af afdragene, som tilkommer denne, og dermed hvor
stort et tab, som denne har haft på sin fordring mod skyldne-
ren. Principielt kan dette således medføre, at fordringshave-
rens fradragsret først indtræder ved afdragsperiodens udløb,
hvorimod den indtræder ved kendelsens afsigelse, hvis ken-
delsen går ud på betaling af en bestemt procentdel af gælden
(og dermed på at den øvrige procentdel af fordringshaverens
krav bortfalder). Imidlertid skal det her erindres, at alternati-
vet til en kendelse, der fastsætter afdrag, typisk ville være, at
man først kunne afsige kendelse om betaling af en procent-
del på et senere tidspunkt, når gældens samlede størrelse var
opgjort. Dermed ville fordringshaverens fradrag alligevel
først kunne ske på dette senere tidspunkt. Endvidere har
Skatteministeriet oplyst, at i de tilfælde, hvor skyldneren
er under konkursbehandling, vil en fordringshaver efter om-
stændighederne allerede kunne foretage fradrag helt eller
delvist på det tidspunkt, hvor kurator måtte erklære, at divi-
denden ikke vil overstige en bestemt procent.
Henset til disse forhold og til, at langt størstedelen af de
fordringer (ud over krav fra det offentlige), der omfattes
af en gældssanering, må vurderes at tilhøre fordringshave-
re, der kan anvende lagerprincippet, er det Konkursrådets
opfattelse, at de foreslåede ændringer i konkursloven ikke
vil medføre nævneværdige ændringer i fordringshavernes
adgang til at foretage skattemæssigt fradrag for tab på krav
mod skyldneren, og at der følgelig ikke er behov for ændrin-
ger af reglerne herom.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 117 ff.
3.2.7.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1578/2022.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 42 (forslag til konkurs-
lovens § 199, stk. 2 og 3) og bemærkningerne hertil.
3.2.8. Registrering af skyldner
3.2.8.1. Gældende ret
Databeskyttelseslovens kapitel 5 indeholder særlige regler
om behandling af oplysninger til bedømmelse af økonomisk
soliditet og kreditværdighed med henblik på videregivelse af
(kreditoplysninger).
133
Det fremgår bl.a. af reglerne i kapitel 5, at den, der ønsker at
drive et kreditoplysningsbureau, skal indhente tilladelse fra
Datatilsynet, inden behandlingen af oplysninger påbegyn-
des. Tilsynet kan i den forbindelse stille nærmere vilkår for
udførelsen af behandlingen til beskyttelse af de registreredes
privatliv.
Databeskyttelseslovens § 20 indeholder regler om, hvilke
oplysninger et kreditoplysningsbureau må behandle, mens
§ 21 indeholder regler om, i hvilken form oplysninger om
økonomisk soliditet og kreditværdighed må videregives,
samt i hvilket omfang summariske oplysninger om skyldfor-
hold må videregives.
Det fremgår af databeskyttelseslovens § 20, stk. 1, at kredit-
oplysningsbureauer kun må behandle oplysninger, som efter
deres art er af betydning for bedømmelse af økonomisk
soliditet og kreditværdighed.
Af § 20, stk. 3, fremgår det, at oplysninger om forhold,
der taler imod kreditværdighed, og som er mere end fem
år gamle, ikke må behandles, medmindre det i det enkelte
tilfælde er åbenbart, at forholdet er af afgørende betydning
for bedømmelsen af den pågældendes økonomiske soliditet
og kreditværdighed.
Femårsfristen i § 20, stk. 3, er en maksimumsfrist. Hvis en
oplysning på et tidligere tidspunkt end efter fem år har mi-
stet sin betydning for kreditvurdering, skal der ske sletning
tidligere.
Ifølge Datatilsynets faste praksis er der fastsat særlige vejle-
dende slettefrister, som er kortere end fem år.
Det følger heraf, at oplysninger om, at der er indledt en
sag om gældssanering, skal slettes efter fem år, eller når
gældssaneringen er endeligt godkendt af retten.
Det følger endvidere heraf, at hvis gældssaneringen bliver
nægtet, ophævet eller tilbagekaldt, skal oplysningen slettes
senest et år efter skifterettens afgørelse.
Oplysninger om at en gældssanering er stadfæstet af skifte-
retten skal slettes med det samme.
Det fremgår i øvrigt af databeskyttelseslovens § 21, stk. 3,
2. pkt., at oplysninger om endelig godkendt gældssanering
ikke må videregives. Ved oplysninger om »endelig godkendt
gældssanering« forstås oplysninger om endelige retsafgørel-
ser, hvorved en skyldners forslag om gældssanering er taget
helt eller delvist til følge, jf. Folketingstidende 1986-87, til-
læg B, spal-te 2640, ad ændringsforslag nr. 9, til lovforslag
nr. L 32.
Har der forud for gældssaneringen været afholdt tvangsauk-
tion over skyldnerens aktiver, må der tillige ses på de vejle-
dende sletningsfrister herfor.
Det følger heraf, at oplysninger om en tvangsauktion som
udgangspunkt skal slettes efter fem år. Hvis tvangsauktionen
bliver aflyst, skal oplysningen slettes efter et år.
Hvis eventuelle restkrav efter tvangsauktionen bliver betalt,
skal oplysningen slettes senest to år efter betalingen. Det
gælder også, hvis restkrav efter tvangsauktionen bliver be-
talt ved gældssanering. I det tilfælde regnes de to år fra
godkendelsen af gældssaneringen.
Har skyldneren forud for gældssaneringen været under kon-
kurs, gælder de vejledende slette-frister for konkurs.
Det følger endvidere af de vejledende sletningsfrister, at
oplysninger om konkurs som udgangspunkt skal slettes ef-
ter fem år. Hvis skyldneren betaler restkrav efter konkur-
sen, herunder gennem gældssanering, skal oplysningerne om
konkursen slettes senest to år efter betalingen.
Det er kreditoplysningsbureauet, som har ansvaret for, at
behandlingen af oplysninger lever op til kravene i databe-
skyttelseslovens § 20. Kreditoplysningsbureauet er således
gennem dets abonnementsvilkår og lignende ansvarlig for,
at abonnenterne (fordringshaverne) kender betingelserne for,
hvornår indberetning af skyldnere kan finde sted. Bureauet
må desuden gennem abonnementsvilkår eller lignende sikre
sig, at bureauets abonnenter giver bureauet besked om, at
skyldneren har betalt gælden, har fået godkendt gældssane-
ring mv. og derfor skal slettes.
Experians RKI-register, som er landets største register over
dårlige betalere, har oplyst, at registret er baseret på oplys-
ninger dels fra kunder, der indberetter dårlige betalere, dels
på oplysninger fra Statstidende.
Registrets abonnenter vil således ved at fremsøge personer
kunne finde oplysninger vedrørende den pågældende person
fra Statstidende og indberetninger fra fordringshavere.
En indberetning fra en fordringshaver til RKI-registeret om
en dårlig betaler skal indeholde fundamentet for kravet, som
kan være en dom, et udlæg, en skylderkendelse mv., navn
på fordringshaveren, beløbets størrelse, indberetningsdato
samt slettedato. Disse oplysninger vil være tilgængelige for
registrets abonnenter. Det er muligt, at en eller flere for-
dringshavere indberetter flere krav mod samme skyldner. I
dette tilfælde vil de nævnte oplysninger være tilgængelige
for hver enkelt fordring.
134
Foreligger der ikke et fundament for fordringshaverens krav,
fremgår en indberetning kun af et lukket register, hvor ind-
beretningen kun er tilgængelig for indberetteren selv.
Er gældssanering indledt, vil dette fremgå ved opslag i re-
gistret. Det samme gælder for konkurs.
Er konkurs eller gældssanering indledt, vil der ikke kunne
indberettes yderligere krav, men krav, der er indberettet
forud for indledningen af konkurs eller gældssanering, vil
fortsat fremgå ved opslag i registret.
3.2.8.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har overvejet, om den nugældende ordning,
hvor en skyldner, der har været under konkurs, fortsat kan
være registreret hos et kreditoplysningsbureau i op til to år
efter gældssanering, bør revideres.
På den ene side taler hensynet til potentielle långiveres
mulighed for at få kendskab til en netop overstået gældssa-
neringssag, der kan være afsluttet umiddelbart efter en kon-
kursbehandling, for at opretholde den nugældende ordning.
Omvendt kan hensynet til potentielle långivere varetages
gennem udelukkelsesgrundene for gældssanering i stedet
for gennem registrering hos et kreditoplysningsbureau. Har
skyldneren således pådraget sig gælden ved eksempelvis
kreditorbesvigende forhold, vil gældssanering være udeluk-
ket, og registreringen følger de almindelige regler. I de til-
fælde, hvor gældssanering ikke er udelukket og gennemført,
kan en registrering hos et kreditoplysningsbureau således
efter Konkursrådets opfattelse virke unødigt hæmmende for
den pågældendes muligheder for låneoptagelse efter gælds-
saneringen.
Hensynet til en skyldner, der er taget under konkursbehand-
ling under omstændigheder, der ikke udelukker gældssane-
ring, taler således efter Konkursrådets opfattelse for at revi-
dere reglerne for sletning efter gældssanering.
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om fristen for
sletning skal forkortes, eller om kendelse om gældssanering
helt skal medføre, at registrering slettes straks.
Hensynet til, at en skyldner, der ønsker at starte ny virksom-
hed, kan få adgang til finansiering, taler for, at der skal ske
sletning straks efter udløbet af appelfristen, når en kendelse
om gældssanering har fået retskraft.
Konkursrådet finder imidlertid, at hensynet til, at en skyld-
ner, der netop har oplevet et virksomhedssammenbrud, ikke
straks stifter ny gæld, taler for, at der fortsat kan være en
periode med registrering også efter kendelse om gældssane-
ring.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der fastsættes
regler, hvorefter en person maksimalt kan være registreret
for den pågældende gæld i et år hos et kreditoplysningsbu-
reau efter kendelse om gældssanering. Konkursrådet finder
ikke, at regler herom bør fastsættes i konkursloven, men
i anden lovgivning, hvor Justitsministeriet eller anden rele-
vant myndighed finder det relevant.
Sletningen må for at have den ønskede effekt også omfatte
sletning af eventuelle oplysninger om konkurs, tvangsauk-
tion mv. Hvis skyldneren imidlertid efter at være blevet
slettet forsømmer at efterleve en afdragsordning, må det dog
fortsat være muligt at registrere den pågældende som følge
af de nye restancer.
Fristen skal efter Konkursrådets opfattelse regnes fra ken-
delsen om gældssanering og ikke fra udløbet af appelfri-
sten. Det vil betyde, at en skyldners mulighed for at blive
slettet i kreditoplysningsbureauer ikke påvirkes af, om en
fordringshaver appellerer kendelsen, så længe kendelsen
stadfæstes.
Der henvises til betænkning nr. 1578/2022 side 122 f.
3.2.8.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser og
vurderinger. Justitsministeriet vil på baggrund heraf under-
søge nærmere, hvordan Konkursrådets forslag til sletning af
oplysninger hos kreditoplysningsbureauer sikres bedst.
3.3. Krav til aktører, der beskæftiger sig med insolvens-
behandlingen
3.3.1. Faglige krav til dommere og øvrige domstolsjuri-
ster
3.3.1.1. Gældende ret
Skiftesagsbehandling foretages af skifteretterne ved landets
byretter, idet behandling af begæringer om rekonstruktions,
konkurs eller gældssanering i de områder, der er henlagt
under Københavns Byret, Retten på Frederiksberg, Retten
i Glostrup og Retten i Lyngby, dog behandles af Sø- og
Handelsretten, jf. konkurslovens §§ 3 og 4. Undtagelse her-
fra gøres, hvis en skyldners konkursbo allerede er under
behandling ved en skifteret, og der indgives en ny begæring
om konkurs, jf. konkurslovens § 4, jf. § 3, stk. 3.
Der medvirker ved behandlingen af konkurs-, rekonstrukti-
ons- og gældssaneringssager i almindelighed kun én dom-
135
mer, jf. retsplejelovens §§ 12 og 16. Det vil ofte være en
dommerfuldmægtig, der behandler sagen.
Præsidenten ved den enkelte byret eller ved Sø- og Handels-
retten træffer efter forhandling med rettens øvrige dommere
bestemmelse om sagernes fordeling mellem dommerne og
om sagernes administrative behandling, jf. retsplejelovens §
12, stk. 1, 2. pkt. og § 16, stk. 1, 2. pkt.
Det er et krav for at kunne beskikkes som dommer ved
de almindelige domstole, at den pågældende har bestået ju-
ridisk kandidateksamen, jf. retsplejelovens § 42, stk. 3. Be-
skikkelse som dommer i by- eller landsret eller i Sø- og
Handelsretten kræver i reglen også, at den pågældendes eg-
nethed har været bedømt i landsretten, jf. retsplejelovens §
42, stk. 4.
Besættelsen af dommerstillinger skal efter retsplejelovens §
43 ske ud fra en samlet vurdering af ansøgernes kvalifika-
tioner til den pågældende stilling. Der skal herved lægges
afgørende vægt på ansøgernes juridiske og personlige kva-
lifikationer. Også bredden i ansøgernes juridiske erfarings-
grundlag skal tillægges vægt, ligesom det skal indgå i vur-
deringen, at der ved domstolene bør være dommere med
forskellig juridisk erhvervsbaggrund.
Det antages herudover at følge af forholdets natur, at de
pågældende er uberygtede og vederhæftige.
Beskikkelse af dommere foretages af Justitsministeren, som
træffer afgørelse på baggrund af en begrundet indstilling fra
Dommerudnævnelsesrådet, jf. retsplejelovens § 43 a.
Udviser dommeren forsømmelse eller skødesløshed i em-
bedsførelsen eller gør sig skyldig i et utilbørligt eller usøm-
meligt forhold, kan dommeren efter de i retsplejelovens
§§ 48-49 nærmere angivne regler efter omstændighederne
tildeles en advarsel, modtage en misbilligelse eller en bøde,
ligesom dommeren kan afsættes.
Det om dommere anførte gælder tilsvarende for konstituere-
de dommere.
For dommerfuldmægtige og retsassessorer gælder som ud-
gangspunkt alene et krav om, at de pågældende skal ha-
ve juridisk embedseksamen, jf. retsplejelovens § 52, stk.
2. Viser en dommerfuldmægtig eller retsassessor sig fagligt
uegnet med hensyn til juridiske kvalifikationer, evne til at
lede retsforhandlingerne, samarbejdsevner eller langsomme-
lighed i sagsbehandlingen, kan den pågældende afskediges,
jf. retsplejelovens § 54, stk. 1. Reglerne i retsplejelovens §§
48-49 finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår dom-
merfuldmægtige og retsassessorer. Det er retspræsidenten,
som afgør, hvilke sager der behandles af rettens dommer-
fuldmægtige og retsassessorer.
3.3.1.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
Det fremgår af rekonstruktions- og insolvensdirektivets ar-
tikel 25, litra a, at medlemsstaterne skal sikre, at medlem-
merne af de judicielle og administrative myndigheder, der
beskæftiger sig med procedurer for rekonstruktion, konkurs-
behandling og gældssanering modtager passende uddannelse
og har den fornødne ekspertise til at varetage deres ansvars-
områder.
En sådan træning og uddannelse bør efter direktivets præ-
ambelbetragtning nr. 86 gøre det muligt for de nævnte ak-
tører effektivt at træffe afgørelser, der potentielt kan have
betydelige økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser.
Passende uddannelse og ekspertise kan eventuelt erhverves
under udøvelsen af hvervet som medlem af en judiciel myn-
dighed eller administrativ myndighed, eller inden udnævnel-
sen til et sådant hverv, under udøvelsen af andre relevante
hverv, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 85.
De nævnte krav om træning og uddannelse indebærer efter
direktivets præambelbetragtning nr. 86 ikke, at medlemmer
af en judiciel myndighed udelukkende skal behandle spørgs-
mål om rekonstruktion, konkurs og gældssanering.
Det nævnes i direktivets præambelbetragtning nr. 86, at
oprettelsen af specialiserede domstole eller afdelinger eller
udnævnelse af specialiserede dommere i overensstemmelse
med national ret samt en koncentration af jurisdiktion hos et
begrænset antal judicielle eller administrative myndigheder
vil være effektive midler til at nå målene om retssikkerhed
og effektive procedurer.
Direktivets krav til aktørernes faglighed berører ikke rets-
væsenets uafhængighed og eventuelle forskelle i retssyste-
mernes opbygning i EU, jf. direktivets artikel 25.
3.3.1.3. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har overvejet, om rekonstruktions- og insol-
vensdirektivets bestemmelser om dommere, dommerfuld-
mægtige og retsassessorers uddannelse og ekspertise giver
anledning til at foreslå ændringer i de eksisterende regler i
retsplejeloven.
De eksisterende bestemmelser i retsplejeloven stiller krav
om, at dommere skal være juridisk uddannet, og indeholder
en angivelse af de elementer, der bør lægges vægt på ved
vurderingen af dommeres kvalifikationer. Udnævnelse som
dommer forudsætter endvidere som altovervejende hovedre-
136
gel, at den pågældendes egnethed har været bedømt i lands-
retten med henblik på at give Dommerudnævnelsesrådet et
sikkert grundlag for at vurdere den pågældende.
For så vidt angår dommerfuldmægtige og retsassessorer føl-
ger det af retsplejeloven, at disse skal være jurister, ligesom
dommerfuldmægtige og retsassessorer skal være egnede til
at bestride de opgaver, som de tildeles.
Konkursrådet har overvejet, om de eksisterende regler om
dommere, dommerfuldmægtige og retsassessorers uddannel-
se og ekspertise er tilstrækkelige til at opfylde direktivets
krav om uddannelse og ekspertise, når disse beskæftiger sig
med konkurs-, rekonstruktion- og gældssaneringsprocedurer.
Konkursrådet har herunder overvejet, om der bør stilles krav
om en yderligere specialisering af domstolsjurister, som
beskæftiger sig med konkurs-, rekonstruktion- og gældssa-
neringsprocedurer, henset til disse procedurers komplekse
karakter.
Konkursrådet har lagt vægt på, at retspræsidenten efter for-
handling med dommerne træffer bestemmelse om sagernes
fordeling, således at disse kan fordeles, som retterne finder
hensigtsmæssigt, herunder i relation til de enkelte domstol-
sjuristers ekspertise, erfaring m.v.
Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at behandling af
konkurs-, rekonstruktion- og gældssaneringssager i regi af
skifteretterne i sig selv indebærer en specialisering.
Behandling af konkurs-, rekonstruktion- og gældssanerings-
sager foretages således i praksis allerede af faste skifterets-
jurister, som er juridisk uddannede, og ved ansættelsen har
eller under udøvelsen af deres opgaver erhverver ekspertise i
behandlingen af disse sagstyper.
Det er derudover Konkursrådets opfattelse, at insolvensretli-
ge sager i visse tilfælde vil have en væsentlig kompleksitet,
og at der henset hertil må forventes, at sådanne sager vil
blive behandlet af en udnævnt dommer eller en juridisk
fuldmægtig med større erfaring.
Det er efter en samlet vurdering Konkursrådets opfattelse,
at der ikke er behov for stille yderligere krav til domstolsju-
risters uddannelse og ekspertise, herunder til specialisering.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 253 f.
3.3.1.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets overvejelser og
vurderinger, og der vil på baggrund heraf ikke blive stillet
forslag til ændring af reglerne for dommere mv.
3.3.2. Krav til kuratorer, rekonstruktører og tillidsmænd
3.3.2.1. Gældende ret
3.3.2.1.1. Kurator
3.3.2.1.1.1. Udpegning og faglige krav til kurator samt krav
til kurators habilitet og integritet
Skifteretten udpeger ved konkursdekretets afsigelse straks
én eller flere kuratorer, jf. konkurslovens § 107, efter at have
rådført sig med de fordringshavere, der er til stede. Skyldne-
ren, som normalt vil være til stede, har ikke nogen formel
indflydelse på valget, men kan høres.
Det fremgår af forarbejderne til konkurslovens § 107, jf.
Folketingstidende 1995-96, tillæg A, side 2189, at skifteret-
ten ved udpegningen af kurator alene skal lægge vægt på
kurators egnethed til at varetage hvervet og den pågælden-
des habilitet i den konkrete sag. Det er endvidere forudsat
i betænkning nr. 1273/1994 om rationalisering og moderni-
sering af konkursbehandlingen, s. 26, der ligger til grund
for bestemmelsen, at skifteretten udpeger en person, der er
kyndig i behandlingen af konkursboer, samt at skifteretten
bør lægge vægt på, om der efter boets beskaffenhed er be-
hov for særlig sagkyndig eller branchemæssig indsigt hos
kurator. Det skal desuden generelt tilstræbes, at der udpeges
en kurator, der også kan forventes eventuelt at blive valgt af
fordringshaverne.
For en nærmere beskrivelse af kurators opgave henvises i
øvrigt til betænkning nr. 1579/2022 side 226 ff.
Skifteretten kan i forbindelse med afsigelse af konkursde-
kretet bestemme, at der skal indkaldes til skiftesamling til
valg af kurator, som afholdes inden tre uger efter bekendt-
gørelsen om konkurs. Der skal endvidere indkaldes til kura-
torvalg inden tre uger fra en begæring herom fra kurator
eller en fordringshaver, jf. konkurslovens § 108, stk. 1 og
2. Kurator vælges på skiftesamlingen ved afstemning blandt
fordringshaverne efter stemmereglerne i konkurslovens §
113, stk. 1. Skiftesamlingen kan vedtage, at der skal vælges
flere kuratorer, jf. konkurslovens § 113, stk. 2.
Hvis særlige grunde taler derfor, kan skifteretten forkaste
valget af kurator. Fordringshaverne kan da foretage et nyt
kuratorvalg, jf. konkurslovens § 113, stk. 3. Skifteretten kan
af egen drift endvidere udpege yderligere en kurator, jf.
konkurslovens § 113, stk. 4.
Konkursloven stiller ikke krav om en bestemt uddannelse
for kurator, men det må anses for en almindelig forudsæt-
137
ning, at kurator er i stand til at varetage de opgaver, som
følger af hvervet, idet kurator dog kan antage sagkyndig
bistand til f.eks. at løse opgaver, som kræver kendskab til
forretningsforhold, jf. konkurslovens § 110, stk. 1, sidste
pkt.
Kurator har i praksis været en advokat. Det følger af be-
tænkning nr. 1273/1994 om rationalisering og modernise-
ring af konkursbehandlingen, side 26, at dette også må anses
for mest hensigtsmæssigt, idet de problemer, der skal løses
i forbindelse med en bobehandling, kræver et nøje kendskab
til retsreglerne på en række forskellige områder og til kon-
fliktbehandling og konfliktløsning. I den nævnte betænkning
er angivet, at også kendskab til forretnings- og markedsfor-
hold kan være af væsentlig betydning i forbindelse med
boets behandling, særligt når boet fortsætter driften af en
virksomhed i en periode eller i forbindelse med salg af virk-
somheden. Hvis kurator ikke selv er branchekyndig, vil han
derfor ofte med fordel kunne lade skyldneren, den tidligere
ledelse eller ledende medarbejdere fortsætte i virksomheden
under afviklingen. Er dette ikke hensigtsmæssigt, kan det
være påkrævet, at kurator antager sagkyndig bistand.
Ingen må handle som kurator, hvis han er en af skyldnerens
nærtstående, afhængig af skyldneren eller der som følge
af hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er
tvivl om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål, jf.
konkurslovens § 238, stk. 1. Vurderingen foretages af skif-
teretten, men kurator skal naturligvis også selv vurdere sin
habilitet og alene acceptere hvervet, såfremt inhabilitet ikke
foreligger.
Kurator, dennes nærtstående eller ansatte i disses virksom-
heder må ikke erhverve nogen del af boets aktiver, jf. kon-
kurslovens § 238, stk. 4.
Konkursloven indeholder ikke krav til kurators integri-
tet. Kurator vil som angivet typisk være advokat og dermed
undergivet de advokatetiske regler.
3.3.2.1.1.2. Afsættelse og fratræden
Skifteretten kan efter bestemmelsen i konkurslovens § 114,
stk. 1, 1. pkt., afsætte en kurator, såfremt særlige grunde
taler herfor. Sådanne særlige grunde kan f.eks. være udyg-
tighed, langsommelighed eller inhabilitet.
Er denne kurator valgt af fordringshaverne, vælger disse
en ny kurator. Er kuratoren udpeget af skifteretten, udpeger
skifteretten en anden kurator, jf. konkurslovens § 114, stk. 1,
2. og 3. pkt.
Dette gælder tilsvarende, hvis kurator fratræder, jf. konkurs-
lovens § 114, stk. 2.
3.3.2.1.1.3. Tilsyn med kurator
Skifteretten fik ved lov nr. 396 af 30. april 2007 om ændring
af konkursloven (hurtigere behandling af konkursboer) en
skærpet tilsynsrolle i forbindelse med bobehandlingen med
henblik på at varetage hensynet til, at sager ikke trækker
unødigt længe ud. Lovændringen hviler på Konkursrådets
anbefalinger i betænkning nr. 1484/2006 om hurtigere be-
handling af konkursboer, om indførelsen af en ordning,
hvorefter det sikredes, at skifteretten fører et reelt løbende
tilsyn med behandlingen med henblik på at sikre en hurtig
og effektiv bobehandling, samtidig med at der i det enkelte
tilfælde i fornødent omfang fuldt ud kan tages hensyn til
den tid, en forsvarlig bobehandling af høj kvalitet konkret
vil kræve. Fordringshaverne kan klage til skifteretten over
kurator også i relation til boets fremme.
Det er en følge af lovændringen, at kurator nu tillige skal
sende det i konkurslovens § 125, stk. 1-3, nævnte materi-
ale til skifteretten med henblik på, at skifteretten kan føl-
ge udviklingen i bobehandlingen og føre tilsyn med den
formelle del af bobehandlingen, herunder at boet fremmes
behørigt. Materialet skal derfor efter konkurslovens § 125,
stk. 2 og 3, indeholde oplysning om, hvilke opgaver kurator
har varetaget gennem forløbet af bobehandlingen, om den
tid, der er medgået til udførelsen af de enkelte opgaver, og
om hvornår opgaverne er udført. Halvårlige redegørelser for
boets forhold, jf. konkurslovens § 125, stk. 4, skal tilsvaren-
de redegøre for, hvilke opgaver kurator har varetaget siden
den senest afgivne redegørelse, tiden medgået til udførelsen
af de enkelte opgaver, tidspunktet for opgavernes udførelse,
samt hvorpå boet beror og om muligt, hvornår det forventes
afsluttet.
Skifteretten skal derimod ikke føre en egentlig almen kon-
trol med kurators bobehandling. Det er således op til for-
dringshaverne at reagere, i det omfang de f.eks. måtte væ-
re utilfredse med den materielle del af kurators bobehand-
ling. Skifterettens opgaver i forhold til den materielle bobe-
handling er begrænset til at behandle de tvister eller klager
over kurator, der kan indbringes for skifteretten.
Konkurslovens § 126, stk. 2, indeholder en hjemmel for
skifteretten til på ethvert tidspunkt at afkræve kurator yder-
ligere oplysninger om boets forhold, herunder hvorpå boet
beror, ligesom skifteretten kan pålægge kurator at udarbejde
statusoversigt eller redegørelser efter konkurslovens § 125,
stk. 2 og 4, uanset de almindelige tidsfrister herfor. Skifte-
retten kan endvidere pålægge kurator at foretage det fornød-
ne til fremme af boets behandling og slutning inden for en af
skifteretten fastsat frist.
Skyldneren eller en fordringshaver kan forlange, at skifteret-
ten benytter sine beføjelser efter konkurslovens § 126, stk.
2, og at skifteretten fastsætter tidspunktet for afholdelse af
skiftesamling efter konkurslovens § 143 eller § 150, hvis det
138
er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæ-
iske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen
inden for en rimelig frist, jf. konkurslovens § 127 a.
Skifteretten har herudover mulighed for at afsætte kurator,
hvis særlige grunde taler derfor, jf. konkurslovens § 114, stk.
1, 1. pkt. Dette kan f.eks. være, hvis kurator er ukyndig,
ikke lever op til sin forpligtelse til at fremme bobehandlin-
gen mest muligt, eller er blevet inhabil. Det forudsættes i
betænkning nr. 1484/2006 om hurtigere behandling af kon-
kursboer, side 71, at denne adgang alene benyttes ved gro-
vere eller gentagne tilfælde af forsømmelighed. Skifteretten
kan i sådanne tilfælde også lade kurators forsømmelighed
indgå i vurderingen af, om skifteretten på ny vil udpege
den pågældende som kurator i et andet konkursbo, herunder
eventuelt udnytte kompetencen efter konkurslovens § 113,
stk. 3, til at forkaste et valg af den pågældende som kurator i
et andet bo.
Handler kurator eller skiftesamlingen til skade for boet, eller
krænkes rettigheder, som tilkommer panthavere, skyldneren
eller andre, kan skifteretten tilsidesætte de trufne beslutnin-
ger, meddele kurator pålæg og foretage, hvad der i øvrigt
måtte være fornødent, jf. konkurslovens § 127.
Herudover forudsættes det i forarbejderne til konkurslovens
§ 239, at skifteretten kan tillægge kurators forsømmelig-
hed betydning ved vederlagsfastsættelsen, jf. betænkning nr.
1484/2006 om hurtigere behandling af konkursboer, side 71.
I medfør af konkurslovens § 126, stk. 4, har justitsministe-
ren udstedt bekendtgørelse nr. 137 af 12. februar 2016 om
tilsyn med konkursboer. Det følger bl.a. af bekendtgørelsen,
at kurator skal bestyre boets midler på en betryggende må-
de. Det gælder bl.a. for kurators håndtering af bogføring,
kontante midler og værdipapirer. Det følger endvidere af
bekendtgørelsens § 7, at tilsynet med kurators forvaltning
af boets beholdninger og værdipapirer føres af den skifteret,
der har afsagt konkursdekretet.
3.3.2.1.2. Rekonstruktører
3.3.2.1.2.1. Udpegning og faglige krav til rekonstruktører
samt krav til habilitet og integritet
Konkursloven fastsætter, at skifteretten ved indledning af re-
konstruktionsbehandling beskikker en eller flere rekonstruk-
tører, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 1, 1. pkt.
Det følger endvidere af konkursloven § 11, stk. 2, at en
begæring om rekonstruktionsbehandling er uden virkning,
hvis den ikke indeholder forslag til beskikkelse af en eller
flere rekonstruktører samt en erklæring fra de pågældende
om, at de er villige hertil og opfylder habilitetsbetingelserne
i § 238. Skifteretten er dog ikke bundet af de forslag til
rekonstruktører, der fremgår af begæringen, jf. § 11 a, stk. 1,
2. pkt.
Skifteretten kan på mødet, hvori der stemmes om rekon-
struktionsplanen, beskikke en eller flere yderligere rekon-
struktører, jf. konkurslovens § 11 e, stk. 4.
Konkursloven indeholder ikke krav til rekonstruktørens fag-
lige kvalifikationer.
Kravene til rekonstruktørens faglige kvalifikationer fremgår
i stedet af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L
199 af 26. marts 2010, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L
199 som fremsat, side 34, og betænkning nr. 1512/2009 om
rekonstruktion mv., afsnit 7.2.2.2, hvortil der henvises.
Det fremgår af de nævnte forarbejder til konkursloven, at
der ved vurderingen af, hvem skifteretten skal udpege som
rekonstruktør, skal lægges vægt på den pågældendes kompe-
tencer og erfaring.
Det fremgår yderligere af de nævnte forarbejder til konkurs-
loven, at skifteretten i den forbindelse bl.a. kan lægge vægt
på de præsenterede oplysninger om og eventuelle tidligere
erfaringer med den foreslåede kandidat, herunder særligt
kandidatens faglige baggrund, erfaring med rekonstruktions-
behandling, konkursbehandling og den foreslåedes rekon-
struktørs integritet, muligheden for at undgå en personlig
interessekonflikt eller anden inhabilitet og den konkrete
virksomheds størrelse og beskaffenhed.
En rekonstruktør har efter hidtidig praksis været advokat.
For en nærmere beskrivelse af rekonstruktørens opgaver
henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 239 ff.
Rekonstruktøren skal opfylde habilitetsbetingelserne i kon-
kurslovens § 238, stk. 1, hvorefter ingen kan virke som
rekonstruktør, hvis han er en af skyldnerens nærtstående
eller afhængig af skyldneren, eller hvis der som følge af
hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl
om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.
Rekonstruktøren, dennes nærtstående eller ansatte i disses
virksomheder må ikke erhverve nogen del af boets aktiver,
jf. konkurslovens § 238, stk. 4.
Konkursloven indeholder ikke krav til rekonstruktørens inte-
gritet. Rekonstruktøren vil som angivet typisk være advokat
og dermed tillige undergivet de advokatetiske regler, som
vil gælde for al virksomhed, som udøves af en advokat som
rekonstruktør.
139
3.3.2.1.2.2. Afsættelse og fratræden
En rekonstruktør kan som udgangspunkt ikke afbeskikkes,
når rekonstruktøren er beskikket ved indledningen af rekon-
struktionsbehandlingen.
Der kan dog opstå situationer, hvor det under rekon-
struktionsproceduren er nødvendigt at afsætte rekonstruktø-
ren. Skifteretten har således efter reglerne i konkurslovens §
11 g mulighed for at afbeskikke en rekonstruktør, hvis der
foreligger særlige grunde.
Det er forudsat i forarbejderne, jf. Folketingstidende
2009-10, A, L 199 som fremsat, side 36-37, at afsættelse af
en rekonstruktør efter konkurslovens § 11 g under hensyn til
den forsinkelse og de omkostninger, der er forbundet med en
sådan afsættelse, kun kan ske helt undtagelsesvist. Det frem-
går endvidere, at adgangen til afsættelse af en rekonstruktør
navnlig bør være forbeholdt tilfælde, hvor der foreligger
inhabilitet, eller behandlingsforløb, hvor det er åbenbart,
at rekonstruktøren ikke længere har fordringshavernes tillid
eller evner at udføre opgaven.
Skifteretten vil efter anmodning kunne afbeskikke en rekon-
struktør, som ønsker at fratræde, jf. konkurslovens § 11 g,
stk. 4.
Den, der har fremsat begæring om rekonstruktionsbehand-
ling, skal have lejlighed til over for skifteretten at fremsætte
forslag til beskikkelse af en ny rekonstruktør, jf. konkurslo-
vens § 11 g, stk. 3.
3.3.2.1.2.3. Tilsyn med rekonstruktører
Skifteretten har ved rekonstruktionsbehandling en mere til-
bagetrukket rolle, idet skifteretten dog orienteres om rekon-
struktionsarbejdet, jf. bl.a. konkurslovens § 11 f.
3.3.2.1.3. Tillidsmænd
3.3.2.1.3.1. Udpegning og faglige krav til tillidsmænd samt
krav til habilitet og integritet
Kravet om obligatorisk beskikkelse af en tillidsmand er op-
hævet ved lov nr. 530 af 27. marts 2021. Det er således
valgfrit for skyldneren, om denne ønsker beskikkelse af en
regnskabskyndig tillidsmand.
Det er alene skyldneren, som kan anmode om beskikkelse
af en tillidsmand, jf. konkurslovens § 11 a, stk. 4, 1. pkt.,
hvilket i praksis vil ske ved samarbejde med rekonstruk-
tøren. Skyldneren kan i henhold til samme bestemmelse
fremsætte en sådan anmodning fra indledning af rekonstruk-
tionsbehandling og helt frem til tidspunktet for mødet med
fordringshaverne om forslaget til rekonstruktionsplanen.
Fremsætter skyldneren en anmodning om beskikkelse af en
tillidsmand, har skyldneren krav herpå, jf. konkurslovens §
11 a, stk. 4, 1. pkt. Det er dog en forudsætning for beskik-
kelse, at skyldneren fremkommer med et forslag til tillids-
mand og en erklæring fra den pågældende om, at denne er
villig hertil og opfylder betingelserne i konkurslovens § 238.
Skifteretten kan på mødet, hvori der stemmes om rekon-
struktionsplanen, beskikke en anden tillidsmand, jf. kon-
kurslovens § 11 e, stk. 4.
Efter vedtagelsen af rekonstruktionsplanen kan rekonstruk-
tøren eller fordringshavere, der repræsenterer mindst 25 %
af det samlede kendte beløb, der ved repræsentation ville gi-
ve stemmeret, anmode om, at skifteretten beskikker en regn-
skabskyndig tillidsmand, hvis der ikke allerede er beskikket
en sådan, jf. konkurslovens § 11 e, stk. 6. Konkurslovens
§ 13 d, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse i relation
til afstemningen. Skifteretten skal i så fald snarest muligt
beskikke en tillidsmand, der opfylder betingelserne i § 238.
Den tillidsmand, som foreslås, skal være regnskabskyndig,
og skifteretten kan stille høje krav til denne. Skifteretten
kan lægge vægt på, om kandidaten må forventes at have
fordringshavernes tillid, ligesom skifteretten samtidig kan
inddrage tidligere erfaringer med den pågældende.
Tillidsmanden vil ofte være godkendt (statsautoriseret eller
registeret) revisor, men det er ikke et krav.
Om de faglige krav til tillidsmænd henvises nærmere
til betænkning nr. 1512/2009 om rekonstruktion mv., af-
snit 7.2.3.2. Der henvises endvidere til betænkning nr.
1579/2022 side 245 f., for en nærmere beskrivelse af tillids-
mandens opgaver.
Tillidsmanden skal opfylde konkurslovens almindelige habi-
litetsbetingelser i § 238, stk. 1, hvorefter ingen kan virke
som tillidsmand, hvis han er en af skyldnerens nærtstående
eller afhængig af skyldneren, eller hvis der som følge af
hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl
om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.
Tillidsmanden skal endvidere opfylde den almindelige ha-
bilitetsbetingelse i konkurslovens § 238, stk. 3, hvorefter
tillidsmanden, dennes nærtstående eller ansatte i disses virk-
somheder ikke må erhverve nogen del af boets aktiver.
Konkursloven stiller herudover i konkurslovens § 238, stk.
2 og 5, nogle skærpede krav til tillidsmænds habilitet med
henblik på at sikre dennes neutralitet og uafhængighed.
Heraf følger, at hvis skyldneren har drevet erhvervsvirksom-
140
hed, eller skyldneren er et selskab, en forening eller anden
organisation, må tillidsmanden ikke på nogen af de i kon-
kurslovens § 238, stk. 1, nævnte måder være knyttet til med-
lemmer af bestyrelse eller direktion, til kurator, skifterettens
medhjælper, en likvidator eller til virksomhedens eller or-
ganisationens kasserer eller bogholder, jf. konkurslovens §
238, stk. 2.
En person, der beskikkes som tillidsmand i medfør af kon-
kurslovens § 11 a, stk. 4, eller § 11 e, stk. 6, må endvidere
ikke have været revisor eller forretningsmæssig rådgiver for
skyldneren i to år forud for rekonstruktionsbehandlingens
indledning og må ikke virke som revisor eller forretnings-
mæssig rådgiver for skyldneren i en periode på to år efter at
have afsluttet hvervet som tillidsmand, jf. konkurslovens §
238, stk. 5.
En tillidsmand vil som nævnt ofte være godkendt revisor og
som sådan undergivet retningslinjer for godkendte revisorers
etiske adfærd.
3.3.2.1.3.2. Afsættelse og fratræden
Det følger af konkurslovens § 11 g, stk. 5, jf. stk. 1, 1.
pkt., at skifteretten kan afsætte en tillidsmand, hvis særlige
grunde taler for det.
Den, der har fremsat begæring om rekonstruktionsbehand-
ling, skal efter konkurslovens § 11 g, stk. 5, jf. stk. 2, 1. pkt.,
i så fald have lejlighed til over for skifteretten at fremsætte
forslag til beskikkelse af en ny tillidsmand. Der kan af skif-
teretten fastsættes en kort frist herfor, jf. konkurslovens § 11
g, stk. 5, jf. stk. 2, 2. pkt. Dette gælder efter konkurslovens §
11 g, stk. 5, jf. stk. 4, også, hvis tillidsmanden fratræder.
En afsat eller fratrådt tillidsmand har pligt til at aflevere do-
kumenter vedrørende boet til skifteretten, jf. konkurslovens
§ 11 g, stk. 5, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. § 114, og stk. 4, jf. stk. 1,
1. pkt., jf. § 114.
3.3.2.1.3.3. Tilsyn med tillidsmænd
Skifteretten har som anført pkt. 3.3.2.1.2.2 ovenfor, en me-
re tilbagetrukket rolle, i det skifteretten dog orienteres om
rekonstruktionsarbejdet.
Skifteretten kan dog afsætte en tillidsmand, hvis særlige
grunde taler for det, jf. konkurslovens § 11 g, stk. 5, jf. stk.
1, 1. pkt.
3.3.2.1.4. Medhjælpere
3.3.2.1.4.1. Udpegning og faglige krav til medhjælpere samt
krav til habilitet og integritet
Efter konkurslovens § 219, stk. 1, kan skifteretten antage en
medhjælper til under skifterettens tilsyn at udføre opgaver
i sager om gældssanering. Det er således også skifteretten,
som afgør, hvem der skal være medhjælper, og skifteretten
må derfor også sikre sig, at medhjælperen besidder de for-
nødne kvalifikationer.
Skifteretten antager i praksis en af de advokater, som hø-
rer til den faste stab af medhjælpere. Det vil almindeligvis
stå skifteretten frit for at antage en advokat, der hører til
skifterettens faste stab af medhjælpere, også hvor den, der
begærer gældssanering, har anmodet skifteretten om at an-
tage en anden advokat. Der henvises i øvrigt nærmere til
betænkning nr. 1578/2022 om modernisering og revision af
reglerne om gældssanering mv.
Skifteretten kan afvise at antage en person, som skyldneren
har anmodet om grundet dennes manglende kvalifikationer.
Konkursloven stiller ikke faglige krav til medhjælperen, idet
det dog er en forudsætning, at medhjælperen har den fornød-
ne uddannelse og erfaring til at varetage dennes opgaver.
For en nærmere beskrivelse af medhjælperens optager hen-
vises til betænkning nr. 1579/2022 side 249 ff.
Medhjælperen vil typisk være advokat, men det er ikke et
krav.
Medhjælperen skal opfylde habilitetsbetingelserne i kon-
kurslovens § 238, stk. 1, hvorefter ingen kan virke som
medhjælper, hvis han er en af skyldnerens nærtstående eller
afhængig af skyldneren, eller hvis der som følge af hans
interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om
hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.
Medhjælperen, dennes nærtstående eller ansatte i disse per-
soners virksomheder må endvidere ikke erhverve nogen del
af boets aktiver, jf. konkurslovens § 238, stk. 4.
Den omstændighed, at medhjælperen tidligere har været ad-
vokat for skyldneren, medfører ikke i sig selv inhabilitet. In-
habilitetsspørgsmålet må i stedet afgøres efter en konkret
vurdering.
Konkursloven indeholder ikke krav til medhjælperens inte-
gritet. Medhjælperen vil som angivet typisk være advokat
og dermed undergivet de advokatetiske regler.
3.3.2.1.4.2. Afsættelse og fratræden
Da medhjælperen, jf. konkurslovens § 219, er antaget af
skifteretten, kan skifteretten beslutte at afsætte medhjælpe-
141
ren. Dette vil dog forudsætte, at der foreligger særlige grun-
de. Skifteretten kan i et sådant tilfælde antage en ny med-
hjælper.
Fratræder en medhjælper, kan en ny medhjælper antages i
dennes sted, jf. konkurslovens § 219.
3.3.2.1.4.3. Tilsyn med medhjælpere
Det fremgår af konkurslovens § 219, at skifteretten fører
tilsyn med medhjælperen.
3.3.2.2. Rekonstruktions- og insolvensdirektivet
3.3.2.2.1. Krav til aktørernes faglighed baseret på forord-
ning (EU) 2015/848
Rekonstruktions- og insolvensdirektivet indeholder en ræk-
ke faglige krav til aktører, der beskæftiger sig med proce-
durer for rekonstruktion, konkurs og gældssanering. Disse
krav omfatter aktører i form af judicielle og administrative
myndigheder såvel som aktører i form af sagsbehandlere.
Som sagsbehandlere bør ifølge direktivets præambelbetragt-
ning nr. 87 anses insolvensbehandlere, således som defineret
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848
om insolvensbehandling, artikel 2, nr. 5. Af denne bestem-
melse følger, at en sagsbehandler er en person eller et organ,
som har til opgave – herunder midlertidigt – at prøve og an-
erkende fordringer i forbindelse med insolvensbehandling,
repræsentere fordringshavernes kollektive interesser, helt el-
ler delvis at forvalte aktiver, som skyldneren har mistet
rådigheden over, at afvikle de aktiver, som skyldneren har
mistet rådigheden over, eller at føre tilsyn med forvaltnin-
gen af skyldnerens forretninger. Medlemsstaterne kan ifølge
direktivets præambelbetragtning nr. 89 bestemme, at andre
sagsbehandlere også skal være omfattet af direktivet.
Det følger af direktivets præambelbetragtning 85, at krave-
ne til aktørernes faglighed er begrundet i de mekanismer
for forstærket samarbejde mellem retter og sagsbehandlere
i grænseoverskridende sager, der blev indført i henhold til
forordning (EU) 2015/848, idet det som følge af forordnin-
gen er nødvendigt, at alle involverede aktørers faglighed
bringes op på et ensartet højt niveau i hele EU.
I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks
stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Euro-
pæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde, er forordning (EU) 2015/848 ikke bindende
for og finder ikke anvendelse i Danmark.
3.3.2.2.2. Krav til aktørernes faglighed
Medlemsstaterne skal efter rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivets artikel 26, stk. 1, litra a, sikre, at sagsbehandlere,
der udpeges af en judiciel eller administrativ myndighed i
forbindelse med procedurer for rekonstruktion, konkurs og
gældssanering, modtager passende uddannelse og har den
fornødne ekspertise til deres ansvarsområde.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 87, at
passende uddannelse, kvalifikationer og ekspertise for sags-
behandlere også kan være erhvervet under udøvelsen af de-
res erhverv.
Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til selv at sørge for
den nødvendige uddannelse, men denne kan leveres af f.eks.
faglige sammenslutninger eller andre organer, jf. direktivets
præambelbetragtning nr. 87.
3.3.2.2.3. Krav til sagsbehandlernes habilitet og integritet
Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel
27, stk. 1, at medlemsstaterne via passende tilsyns- og regu-
leringsmekanismer skal sikre, at sagsbehandlere yder deres
tjenester på en måde, som i forhold til de involverede parter
er upartisk og uafhængig.
Medlemsstaterne bør sikre, at sagsbehandlere udfører deres
opgaver med integritet, og medlemsstaterne kan tilskynde
til, at sagsbehandlere udarbejder og følger adfærdskodekser,
jf. direktivets artikel 27, stk. 3, og præambelbetragtning nr.
87.
3.3.2.2.4. Krav vedrørende udpegning, afsættelse og fratræ-
den af sagsbehandlere
Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel
26, stk. 1, litra b, at medlemsstaterne skal sikre, at betingel-
serne for at kunne komme i betragtning som sagsbehandler,
der beskæftiger sig med rekonstruktion, konkurs og gælds-
sanering, er klare, gennemsigtige og retfærdige, jf. direkti-
vets artikel 26, stk. 1, litra b.
Procedurerne for udpegning, afsættelse og fratræden af så-
danne sagsbehandlere, skal ligeledes være klare, gennemsig-
tige og retfærdige, jf. direktivets artikel 26, stk. 1, litra b.
Medlemsstaterne skal sikre, at der ved udpegning af en
sagsbehandler til en bestemt sag, herunder sager med græn-
seoverskridende elementer, tages behørigt hensyn til dennes
erfaring og ekspertise og til sagens nærmere omstændighe-
der, jf. direktivets artikel 26, stk. 1, litra c.
Direktivet er ikke til hinder for, at medlemsstaterne fast-
sætter, at en sagsbehandler kan vælges af en skyldner, for-
dringshavere eller et kreditorudvalg fra en liste eller en pul-
142
je, der er forhåndsgodkendt af en judiciel eller administrativ
myndighed, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 88.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at en sagsbehandler vælges
ved en anden metode såsom tilfældig udvælgelse ved et
softwareprogram, forudsat at det sikres, at der ved anvendel-
se af disse metoder tages behørigt hensyn til sagsbehandle-
rens erfaring og ekspertise, jf. direktivets præambelbetragt-
ning nr. 88.
I sager med grænseoverskridende elementer bør der efter
direktivets præambelbetragtning nr. 88 ved udpegning af en
sagsbehandler bl.a. tages hensyn til sagsbehandlerens evne
til at opfylde forpligtelserne i henhold til forordning (EU)
2015/848 til at kommunikere og samarbejde med uden-
landske insolvensbehandlere og judicielle og administrative
myndigheder fra andre medlemsstater samt vedkommendes
menneskelige og administrative ressourcer til at håndtere
potentielt komplekse sager. Danmark er som anført under
pkt. 3.2.2.2.1 ovenfor ikke bundet af den nævnte forordning.
For at undgå enhver interessekonflikt skal skyldneren og
fordringshaverne have mulighed for at gøre indsigelse mod
udvælgelsen eller udpegningen af en sagsbehandler eller
kunne anmode om, at sagsbehandleren erstattes af en anden,
jf. direktivets artikel 26, stk. 1, litra d.
3.3.2.2.5. Tilsyn med sagsbehandlere og sagsbehandleres
ansvar
Det følger af rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel
27, stk. 1, at medlemsstaterne skal indføre passende tilsyns-
og reguleringsmekanismer med henblik på at sikre et effek-
tivt tilsyn med sagsbehandleres arbejde for at sikre, at deres
tjenester ydes på effektiv og kompetent måde og i forhold
til de involverede parter på upartisk og uafhængig vis. Disse
mekanismer skal også omfatte foranstaltninger for ansvaret
for sagsbehandlere, der har forsømt deres pligter.
Sådanne tilsyns- og reguleringsmekanismer bør omfatte
effektive foranstaltninger vedrørende ansvaret hos sagsbe-
handlere, der har forsømt deres pligter, såsom nedsættelse af
en sagsbehandlers vederlag, udelukkelse fra listen eller pul-
jen med sagsbehandlere, der kan udpeges i insolvenssager,
og, hvis det er relevant, disciplinære, administrative eller
strafferetlige sanktioner, jf. direktivets præambelbetragtning
nr. 89.
Sagsbehandlere vil herudover kunne ifalde civilretligt erstat-
ningsansvar ved tilsidesættelse af kontraktlige forpligtelser
eller forpligtelser uden for kontrakt, i det omfang dette føl-
ger af national ret, jf. direktivets præambelbetragtning nr.
89.
Direktivets præambelbetragtning nr. 87 fremhæver vigtighe-
den af, at sagsbehandlere, som beskæftiger sig med rekon-
struktion, konkurs og gældssanering, følger standarder for
sådanne opgaver, såsom at de opnår forsikring for erhvervs-
ansvar.
Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om de myndigheder
eller organer, der udøver tilsyn med sagsbehandlere, er of-
fentligt tilgængelige, jf. direktivets artikel 27, stk. 2. En
simpel henvisning til den judicielle eller administrative
myndighed vil være tilstrækkelig oplysning, jf. direktivets
præambelbetragtning nr. 89. Medlemsstaterne bør ikke være
forpligtet til at oprette specifikke myndigheder eller organer,
som kan udføre de nævnte tilsynsopgaver m.v., jf. direkti-
vets præambelbetragtning nr. 89.
Medlemsstaterne bør kunne udvide bestemmelserne om
kontrol med sagsbehandlere til også at omfatte andre sags-
behandlere, som ikke er dækket af dette direktiv, jf. direkti-
vets præambelbetragtning nr. 89.
3.3.2.2.6. Vederlag
Det fremgår af rekonstruktions- og insolvensdirektivets ar-
tikel 27, stk. 4, at medlemsstaterne skal sikre, at sagsbe-
handleres vederlag er omfattet af bestemmelser, der er i
overensstemmelse med målet om en effektiv afvikling af
procedurerne, ligesom medlemsstaterne skal sørge for, at der
findes hensigtsmæssige procedurer til løsning af eventuelle
tvister om vederlag.
Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at fastsætte,
at tvister vedrørende vederlag til sagsbehandlere skal priori-
teres frem for andre procedurer, jf. direktivets præambelbe-
tragtning nr. 89.
3.3.2.3. Konkursrådets overvejelser
3.3.2.3.1 Konkursrådet har overvejet om rekonstruktions- og
insolvensdirektivets bestemmelser om sagsbehandlere giver
anledning til at foreslå ændringer af de eksisterende regler i
konkursloven.
Konkursrådet finder i overensstemmelse med gældende ret,
at det alene bør være fysiske personer, der kan udpeges
henholdsvis beskikkes som kurator, rekonstruktør og tillids-
mand.
Konkursrådet har overvejet, om der skal gælde en certifi-
ceringsordning, således at personer skal certificeres for at
kunne komme i betragtning som kuratorer, rekonstruktører,
tillidsmænd og medhjælpere.
I den forbindelse har Konkursrådet ligeledes overvejet,
hvem der i givet fald bør certificere de pågældende person-
143
er. Konkursrådet har bl.a. overvejet muligheden for, at den
enkelte skifteret skulle have kompetencen til at certificere
personer, og at skifterettens certificering også ville gælde for
andre skifteretter.
Ulempen herved vil bl.a. være, at skifteretten vil mangle
kendskab til de personer, der er certificeret i andre retskred-
se. Derudover vil en generel certificering ikke kunne tage
højde for, at der afhængig af den konkrete sag (konkursbo)
kan være forskel på kvalifikationskravene. Der er således
forskel på at være kurator i et mindre konkursbo med få
aktiver og være kurator i et stort konkursbo med mange
aktiver, ansatte mv. Det samme gælder inden for rekonstruk-
tion. Hvis kravene til certificering sættes for lavt, er det
således ikke sikkert, at en certificeret person har de fornødne
kvalifikationer i den konkrete sag. Hvis der omvendt stilles
strenge krav til certificering, kan det indebære unødig ind-
skrænkning af konkurrencen og en væsentlig indskrænkning
af kreditorernes adgang til at vælge kurator eller rekonstruk-
tør. Det er således Konkursrådets opfattelse, at det generelt
er en vanskelig opgave for skifteretten eller andre at skulle
tage stilling til, hvem der generelt er kvalificeret til at være
kurator.
Konkursrådet har derudover overvejet en løsning, hvor hver
skifteret udpeger et antal personer, der ved den konkrete
skifteret er eneberettigede til at agere som kurator, rekon-
struktør, tillidsmand og medhjælper.
Ulempen ved denne løsning er, at den kan føre til, at det kun
vil være en meget begrænset personkreds, som vil kunne
udpeges. Løsningen vil derfor kunne virke konkurrencebe-
grænsende. Endvidere vil løsningen have praktiske ulemper,
da den vil forhindre, at en person er kurator for selskaber
i forskellige retskredse, selvom selskaberne er forbundne
(koncern mv.) og dermed ideelt set bør behandles af samme
kurator.
Konkursrådet har endvidere overvejet en løsning, hvor det
er den enkelte skifteret, som i hver enkelt sag konkret skal
vurdere, om en person er kvalificeret til at blive udpeget til
kurator, rekonstruktør mv.
En ulempe ved denne løsning kan være, at hensynet til en
ensartet praksis tilsiger, at den i visse tilfælde vanskelige
vurdering af, hvilke personer der har de fornødne kompeten-
cer og den fornødne erfaring til at blive aktør i en af de
nævnte procedurer, ikke bør overlades til de lokale skifteret-
ter. Omvendt vil den enkelte skifteret ved denne løsning få
muligheden for at vælge den mest kvalificeret person til den
konkrete sag uden at begrænse konkurrencen.
Konkursrådet finder på baggrund af ovenstående, at det bør
være den enkelte skifteret som i alle sager foretager en
konkret vurdering af, om en person er kvalificeret til at blive
kurator, rekonstruktør, tillidsmand eller medhjælper.
Konkursrådet bemærker, at skifteretten allerede efter gæl-
dende ret har en vis mulighed for at afvise en person med
henvisning til manglende kvalifikationer. Det er imidlertid
Konkursrådets opfattelse, at skifterettens adgang til at afvise
en person bør være bredere og fremgå eksplicit af konkurs-
loven.
Konkursrådet finder derfor, at skifteretten bør kunne afvise
en person ved tvivl om dennes kvalifikationer. Kvalifikatio-
ner forstås her både som uddannelse og erfaring. Konkursrå-
det finder derudover, at dette bør gælde generelt, hvorfor
kreditorerne heller ikke ved et kuratorvalg bør kunne vælge
en person, der ikke er kvalificeret efter de anførte kriterier.
Det er Konkursrådets opfattelse, at skifteretten bør have en
bred skønsmargin i dens vurdering af, hvem der er kvalifice-
ret til at løse den konkrete opgave.
Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at der ved vurde-
ringen af, hvem der er kvalificeret til at løse den konkrete
opgave, ikke bør stilles krav om en bestemt uddannelse. Per-
sonens uddannelse bør dog indgå i den samlede konkrete
vurdering af, om personen er kvalificeret til det konkrete
hverv.
Det indebærer, at en bestemt uddannelse ikke nødvendigvis
er tilstrækkelig til at blive anset som kvalificeret. En advo-
kat, der ikke tidligere har beskæftiget sig med konkurssager,
bør således i almindelighed som følge af sin manglende
erfaring ikke være kvalificeret som kurator. Tilsvarende bør
gælde i forhold til beskikkelse af en godkendt revisor som
tillidsmand. Omvendt kan en person som ikke tidligere har
været udpeget til en bestemt type hverv, eksempelvis kura-
tor, alligevel have opnået den fornødne erfaring til at blive
kvalificeret som kurator ved at have arbejdet for en kura-
tor. Skifteretten bør også lægge vægt på tidligere erfaringer,
såsom hvis en person tidligere – ved samme eller anden
skifteret – har udført tilsvarende hverv med dårlig kvalitet,
herunder for lang sagsbehandlingstid eller unødigt høje om-
kostninger.
Konkursrådet finder, at før en person udpeges som kurator
eller beskikkes som rekonstruktør eller tillidsmand, bør per-
sonen afgive en kort skriftlig redegørelse for sine kvalifika-
tioner i forhold til det konkrete hverv, hvilket navnlig vil
være en redegørelse for relevant uddannelse og erfaring.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 254 ff.
3.3.2.3.2. Konkursrådet finder, at aktørerne bør være under-
givet skifterettens tilsyn, således som det allerede er tilfæl-
144
det for de omhandlede procedurer, bortset fra forebyggende
rekonstruktion. Ved indførelsen af reglerne om forebyggen-
de rekonstruktion, foreslås regler om et sådant tilsyn også
for denne proces indført i konkursloven.
Der henvises til betænkning nr. 1579/2022 side 256 f.
3.3.2.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter og
forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med
Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1579/2022.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (forslag til konkurs-
lovens § 9 b), nr. 66 (forslag til konkurslovens § 238, stk. 5)
og nr. 67 (forslag til konkurslovens § 238 a) samt bemærk-
ningerne hertil.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
De foreslåede ændringer af rekonstruktionsreglerne og reg-
lerne om gældssanering vurderes at medføre økonomiske
konsekvenser for domstolene. Lovforslaget forventes at
medføre 0-100 flere sager årligt om gældssanering, hvilket
forventes at være forbundet med merudgifter for domstolene
på 0,0-1,8 mio. kr. årligt. Det forventes desuden, at der i
overgangsfasen til de nye regler vil være en række sager om
gældssanering, der vil blive tilbagetrukket og genfremsat,
hvilket ligeledes vil være forbundet med merudgifter for
domstolene. Hertil forventes lovforslaget at medføre et øget
ressourcetræk til behandling af rekonstruktionsager, idet der
bl.a. forventes en øget kompleksitet i sager om forbyggende
rekonstruktion.
Den forslåede regulering af skatter og afgifter i forbindelse
med rekonstruktionsbehandling og gældssaneringssager vur-
deres at medføre merudgifter for Skatteforvaltningen på 0,8
mio. kr. i 2022, 0,2 mio. kr. årligt i 2023-2026 og 0,1 mio.
kr. i 2027. Udgifterne kan henføres til manuel sagsbehand-
ling, implementering og systemtilpasninger.
I forhold til implementeringen af rekonstruktions- og insol-
vensdirektivets regler om tidlig varsling, vil Konkursrådets
forslag om at gøre den danske Early Warning-rådgivnings-
tjeneste permanent medføre årlige økonomiske omkostnin-
ger på Erhvervsministeriets område på ca. 6,0-7,0 mio. kr.
Erhvervsministeriet gives derudover med den foreslåede §
9 j hjemmel til at kunne fastsætte nærmere regler om tidlig
varsling som angivet i rekonstruktions- og insolvensdirekti-
vets artikel 3.
Der er lagt op til, at hjemlen bl.a. kan anvendes til at ud-
mønte Konkursrådets forslag om, at varsling af nødlidende
virksomheder bør ske målrettet ved anvendelse af en ma-
chine learning-model. Implementering og drift af modellen
forventes at medføre omkostninger på Erhvervsministeriets
område på ca. 2,5 mio. kr. det første år og dernæst 0,5 mio.
kr. i de efterfølgende år. Der vil desuden kunne være merud-
gifter for Skatteforvaltningen til eventuelt bidrag med virk-
somhedsdata. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at
estimere de mulige udgifter på Skatteministeriets område.
Lovforslaget efterlever princip 2 i forhold til principperne
for digitaliseringsklar lovgivning, idet lovforslaget giver
mulighed for digital kommunikation i det omfang, det giver
mening. De resterende principper for digitaliseringsklar lov-
givning er ikke relevante for lovforslaget.
Lovforslaget indeholder ikke implementeringskonsekvenser.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes ikke at have væsentlige administrati-
ve konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget er i overensstemmelse med principperne for
agil erhvervsrettet lovgivning.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslag vurderes ikke at have administrative konsekven-
ser for borgerne af betydning.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentet og
Rådets direktiv 2019/1023 af 20. juni 2019, om rammer for
forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse
og om foranstaltninger med henblik på mere effektive pro-
cedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssa-
nering og om ændring af direktiv 2017/1132, EU-Tidende
2019, nr. L 172, side 18, (rekonstruktions- og insolvensdi-
rektivet) i dansk ret.
Direktivet skal være gennemført i dansk ret senest den 17.
juli 2022.
145
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Konkursrådets betænkning nr. 1578/2022 og betænkning nr.
1579/2022, som dette lovforslag bygger på, har i perioden
fra den 1. februar 2022 til den 1. marts 2022 været i høring
hos følgende myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samt-
lige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerfor-
ening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Aka-
demikerne, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Association
of Danish Intellectual Property Attorneys, ATP, Autobranch-
en Danmark, BL – Danmark Almene Boliger, Business Dan-
mark, Bygherreforeningen, Centralorganisationernes Fælles-
udvalg, DA, Danish Venture Capital and Private Equi-
ty Association, Danmarks Automobilforhandler Forening,
Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Nationalbank, Dansk
Ejendomskredit, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk
Erhverv, Dansk Industri, Dansk Inkasso Brancheforening,
Dansk Kredit Råd, Dansk Revisorforening, Dansk Told og
Skatteforbund, Danske Advokater, Danske Inkassoadvoka-
ter, Danske Insolvensadvokater, Danske Rederier, Danske
Regioner, Danske Speditører, Datatilsynet, Den Danske Ak-
tuarforening, Det Faglige Hus, DI Byggeri, DJØF, Ejendom
Danmark, FH, Finans Danmark, Finans og Leasing, Finans-
forbundet, Finansforeningen/CFA Society Denmark, Finan-
siel Stabilitet A/S, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
Forbrugerrådet Tænk, Forenede Danske Motorejere, For-
eningen af Offentlige Anklagere, Forsikring og Pension,
FRIE, FSR – Danske Revisorer, Færøernes Hjemmestyre
(via Rigsombudsmanden på Færøerne), Garantifonden for
indskydere og investorer, Gartneri-, Land- og Skovbrugets
Arbejdsgivere, Grundejernes Landsorganisation, Grønlands
Selvstyre (via Rigsombudsmanden i Grønland), HK Dan-
mark, Institut for Menneskerettigheder, International Trans-
port Danmark, Justitia, KL, Kommunale tjenestemænd og
Overenskomstansatte, Kooperationen – Den Kooperative
Arbejdsgiver- og Interesseorganisation i Danmark, Kriste-
lig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Kurator-
foreningen, Københavns Retshjælp, Landsbrugsrådet, Land-
brug og Fødevarer, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Lederne, Lejernes Landsorganisation, Lokale Pengeinstitut-
ter, Lønmodtagernes Garantifond, Politidirektørforeningen,
Politiforbundet, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigs-
politiet, SMVdanmark, Aarhus Retshjælp og 3F Fagligt
Fælles Forbund.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning. Lovforslaget forventes at medføre økonomi-
ske konsekvenser for domstolene på op til
1,8 mio. kr. årligt.
Lovforslaget forventes endvidere at medføre
merudgifter for Skatteforvaltningen på 0,8
mio. kr. i 2022 faldende til 0,1 mio. kr. i
2027.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning. Ingen af betydning.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget skønnes at give bedre mu-
lighed for videreførelse af levedygtige
men insolvente eller sandsynligt insolven-
te virksomheder, samt at skabe bedre mu-
ligheder for ny virksomhed efter konkurs.
Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen af betydning. Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget implementerer dele af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2019/1023 af
20. juni 2019, om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkel-
se og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion,
146
insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv 2017/1132, EU-Tiden-
de 2019, nr. L 172, side 18, (rekonstruktions- og insolvensdirektivet) i dansk ret.
Direktivet skal være gennemført i dansk ret senest den 17. juli 2022.
Er i strid med de fem princip-
per for implementering af er-
hvervsrettet EU-regulering/Over-
implementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser
JA
X
NEJ
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (fodnoten)
Den nugældende konkurslov indeholder ikke en fodnote til
lovens titel.
Det foreslås, at der indsættes en fodnote til lovens titel,
således at det fremgår, at loven implementerer dele af rekon-
struktions- og insolvensdirektivet (Europa-Parlamentet og
Rådets direktiv 2019/1023 af 20. juni 2019, om rammer for
forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse
og om foranstaltninger med henblik på mere effektive pro-
cedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssa-
nering og om ændring af direktiv 2017/1132, EU-Tidende
2019, nr. L 172, side 18).
Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, nr. 4)
Det følger af konkurslovens § 1, stk. 1, at ved fristdagen
forstås i denne lov et af følgende tidspunkter: 1) Den dag,
da skifteretten modtog begæring om rekonstruktionsbehand-
ling, konkurs eller gældssanering. 2) Dagen for skyldnerens
død, hvis dødsboet behandles efter reglerne om insolven-
te boer, jf. §§ 69-72 i lov om skifte af dødsboer. 3) Dag-
en for beslutningen om likvidation eller tvangsopløsning
af et aktieselskab eller anpartsselskab, hvis skifteretten in-
den tre måneder efter denne beslutning modtager begæring
om rekonstruktionsbehandling eller konkurs eller af egen
drift indleder rekonstruktionsbehandling eller afsiger kon-
kursdekret.
Det foreslås, at indsætte et nyt § 1, stk. 1, nr. 4, der regulerer,
at der ved fristdagen også skal forstås, den dag, hvor skifte-
retten under en forebyggende rekonstruktionsbehandling traf
bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.
Det indebærer, at dagen for skifterettens beslutning om, at
der skal gælde et fyldestgørelsesforbud kan være fristdag,
hvilket forudsætter at skifterettens beslutning er truffet tidli-
gere end eksempelvis den dag, hvor skifteretten modtog be-
gæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gælds-
sanering, jf. § 1, nr. 1.
Fastsættelse af fristdagen har betydning for beregningen af
en række frister i konkursloven samt for anvendelsen af
forskellige af konkurslovens regler, eksempelvis hvornår det
efter konkursloven er muligt at omstøde dispositioner fore-
taget før og efter fristdagen, og muligheden for at anvende
reglerne om modregning.
Til nr. 3 (§ 1, stk. 5)
Det følger af konkurslovens § 1, stk. 2-4, at tilbagekaldes
eller afslås en begæring om rekonstruktionsbehandling eller
konkursbegæring, eller hvis en begæring om rekonstrukti-
onsbehandling eller gældssanering ikke fører til stadfæstelse
af rekonstruktion eller kendelse om gældssanering, kan frist-
dagen bevares, hvis ny begæring indkommer til skifteretten
inden for en frist på 3 uger.
Det foreslås at indsætte et nyt § 1, stk. 5, hvoraf det føl-
ger, at hvis en forebyggende rekonstruktionsbehandling op-
hører, regnes dagen, hvor skifteretten traf bestemmelse om
fyldestgørelsesforbud, som fristdag, hvis skifteretten inden
3 uger efter ophøret modtager begæring om rekonstruktions-
behandling, konkurs eller gældssanering.
Forslaget indebærer, at det vil være muligt at bevare dagen,
hvor skifteretten traf bestemmelse om fyldestgørelsesforbud,
som fristdag, hvis skifteretten modtager en ny begæring
om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering
inden 3 uger efter ophøret af den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling.
Reglerne i § 1, stk. 2-4, foreslås ikke ændret. En begæring
om forebyggende rekonstruktionsbehandling kan således ik-
ke fastholde en fristdag, der er etableret ved en begæring om
rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering.
Til nr. 4 (§ 2 a)
147
Det foreslås at indsætte § 2 a, der indeholder en definition af
begrebet SMV.
Bestemmelsen indføres på baggrund af rekonstruktions- og
insolvensdirektivets artikel 2, stk. 2, litra c), der foreskriver,
at begrebet ”mikrovirksomheder og små og mellemstore
virksomheder” skal defineres i henhold til national ret. Med-
lemsstaterne bør ved den nationale fastlæggelse af SMV-
begrebet tage behørigt hensyn til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2013/34 om årsregnskaber, konsolide-
rede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksom-
hedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv
78/660/EØF og 83/349/EØF (årsregnskabsdirektivet) eller
til Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitio-
nen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomhe-
der (2003/361/EF), jf. rekonstruktions- og insolvensdirekti-
vets præambelbetragtning nr. 18.
I dansk ret er der ved årsregnskabsloven blevet taget højde
for årsregnskabsdirektivet, der i artikel 3 angiver tærskler
for, hvornår en virksomhed skal anses for en SMV, jf. års-
regnskabslovens § 7. For en nærmere gennemgang heraf
henvises til Folketingstidende 2014-15, A, L 117, som frem-
sat, s. 132.
Det foreslås i § 2 a, stk. 1, nr. 1, at begrebet ”SMV” omfat-
ter virksomheder omfattet af regnskabsklasse A, jf. årsregn-
skabslovens § 7, stk. 1, nr. 1, som på tidspunktet for rekon-
struktionsforslagets fremsættelse i to på hinanden følgende
regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrelser: en
balancesum på 156 mio. kr., en nettoomsætning på 313 mio.
kr., og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af
regnskabsåret på 250.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at begrebet SMV endvidere om-
fatter mikrovirksomheder omfattet af regnskabsklasse B, jf.
årsregnskabslovens § 22 a, stk. 1, 2. pkt.
Det følger heraf, at der ved mikrovirksomheder skal forstås
meget små virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, der
i to på hinanden følgende regnskabsår på tidspunktet for
rekonstruktionsforslagets fremlæggelse ikke overskrider to
af følgende størrelser: en balancesum på 2.700.000 kr., en
nettoomsætning på 5.400.000 kr. og et gennemsnitligt antal
heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 10.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at der ved SMV også skal for-
stås små virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, jf.
årsregnskabslovens § 7, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 2, nr. 1.
Det følger heraf, at en SMV også kan være en lille virksom-
hed, der er omfattet af regnskabsklasse B, der i to på hin-
anden følgende regnskabsår på tidspunktet for rekonstrukti-
onsforslagets fremsættelse ikke overskrider to af følgende
størrelser: en balancesum på 44 mio. kr., en nettoomsætning
på 89 mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede
i løbet af regnskabsåret på 50.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at der ved SMV ydermere skal
forstås mellemstore virksomheder omfattet af regnskabs-
klasse C, jf. årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 3, jf. stk.
2, nr. 2.
Det følger heraf, at en SMV kan være mellemstore virksom-
heder omfattet af regnskabsklasse C, der ikke er små virk-
somheder, og som i to på hinanden følgende regnskabsår på
tidspunktet for rekonstruktionsforslagets fremsættelse ikke
overskrider to af følgende størrelser: en balancesum på 156
mio. kr., en nettoomsætning på 313 mio. kr. og et gennem-
snitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på
250
Endelig forslås det i stk. 1, nr. 5, at der ved SMV skal
forstås virksomheder omfattet af regnskabsklasse D, jf. års-
regnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 4, som på tidspunktet for
rekonstruktionsforslagets fremsættelse i to på hinanden føl-
gende regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrelser:
en balancesum på 156 mio. kr., en nettoomsætning på 313
mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i
løbet af regnskabsåret på 250.
Når det skal vurderes, om en virksomhed i to på hinanden
følgende regnskabsår overskrider to af de nærmere angivne
størrelser, skal der tages udgangspunkt i to på hinanden føl-
gende afsluttede regnskabsår. Det er således uden betydning,
hvornår på året der fremsættes et rekonstruktionsforslag,
idet der ikke skal ske årsomregning.
Til nr. 5 (§ 3, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 128)
Konkurslovens § 3, stk. 1, fastsætter værnetingsreglerne for
indgivelse af begæring om rekonstruktionsbehandling, kon-
kurs eller gældssanering.
Konkurslovens § 7, stk. 1, fastsætter formkrav til en begæ-
ring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssa-
nering. Det følger heraf, at begæringen skal indgives skrift-
ligt og så vidt muligt angive skyldnerens fulde navn, person-
nummer og bopæl, det navn, hvorunder skyldneren driver
forretning (firma), erhvervsgren, samt hvorfra erhvervsvirk-
somheden drives. Hvis skyldneren er et aktie- eller anparts-
selskab, skal CVR-nummeret så vidt muligt angives.
Konkurslovens § 128 fastsætter krav til skifterettens be-
kendtgørelse om konkurs, herunder at der skal oplyses om,
at anmeldelser, der er indgivet under en forudgående rekon-
struktionsbehandling, likvidation, indledt gældssanering el-
148
ler anden gældsordning, vil blive taget i betragtning uden
fornyet anmeldelse.
Det foreslås, at der i § 3, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 128 indsæt-
tes »forebyggende rekonstruktionsbehandling,« før »rekon-
struktionsbehandling«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forebyggende
rekonstruktionsbehandling indføres i konkursloven og vil
medføre, at de nævnte bestemmelser også finder anvendel-
se ved forebyggende rekonstruktionsbehandling. Det er en
forudsætning for at anvende reglen i § 128, 2. pkt., efter
en forudgående forebyggende rekonstruktionsbehandling, at
der var beskikket en rekonstruktør under denne.
Til nr. 6 (§§ 9-10 a)
Til § 9
Konkurslovens § 9, stk. 1, fastsætter, at en begæring om re-
konstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering ikke
offentliggøres.
Efter konkurslovens § 9, stk. 2, kan enhver, der har retlig
interesse deri, hos skifteretten få oplysninger om, hvorvidt
og hvornår en skyldner har indgivet en begæring som nævnt
i stk. 1.
Efter konkurslovens § 9, stk. 3, gælder retsplejelovens kapi-
tal 3 a, om aktindsigt, hvis en begæring som nævnt i stk. 1,
har været fremlagt i et offentligt retsmøde.
Det foreslås, at der i § 9, stk. 1, indsættes »forebyggende re-
konstruktionsbehandling« før »rekonstruktionsbehandling«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forebyggende
rekonstruktionsbehandling indføres i konkursloven og vil
medføre, at de nævnte bestemmelser i § 9, stk. 1 – 3, også
finder anvendelse ved forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling.
Der forslås ikke nogen ændringer af § 9, stk. 2 og 3, som
derfor indsættes uændret.
Til § 9 a
Det foreslås at indsætte en ny § 9 a om indgivelse af begæ-
ring om forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås i stk. 1, at en skyldner, der er insolvent, eller
som følge af økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed
for at blive insolvent, skal tages under forebyggende rekon-
struktionsbehandling, når det begæres af skyldneren. § 22,
stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.
For det første foreslås det, at der skal fremsættes begæ-
ring om forebyggende rekonstruktionsbehandling af skyld-
neren. Der vil normalt ikke være anledning til, at skifteretten
nærmere skal prøve, om betingelserne for at indlede fore-
byggende rekonstruktionsbehandling er opfyldt, idet skyld-
neren ved at indgive begæring om forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling erkender at være insolvent eller som følge
af økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed for at bli-
ve insolvent.
For det andet stilles der krav om, at skyldneren skal være
insolvent, jf. konkurslovens § 17, stk. 2, eller som følge af
økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed for at blive
insolvent.
Efter konkurslovens § 17, stk. 2, er skyldneren insolvent,
hvis skyldneren ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhån-
den som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må
antages blot at være forbigående. Efter § 18 antages insol-
vens i almindelighed at foreligge, hvis skyldneren erkender
at være insolvent.
Rekonstruktions- og insolvensdirektivets bestemmelser om,
at skyldnere, allerede før de er insolvente, skal have adgang
til en ramme for forebyggende rekonstruktion, indebærer, at
skyldnere skal have adgang til forebyggende rekonstruktion
på et tidligere tidspunkt end, når skyldneren allerede er in-
solvent.
Det foreslås i lyset heraf, at en skyldner, der som følge af
økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed for at blive
insolvent, skal have mulighed for at blive taget under fore-
byggende rekonstruktionsbehandling.
Ved vurderingen af om der foreligger økonomiske vanske-
ligheder, bør der anlægges en bred fortolkning, som tager
hensyn til, at formålet med en forebyggende rekonstruktion
bl.a. er at redde skyldnere, som endnu ikke er insolvente,
samt at økonomiske vanskeligheder kan antage forskellige
former. Ved vurderingen kan der f.eks. lægges vægt på,
om virksomheden er finansieret på en måde, som gør det
sandsynligt, at virksomheden i fremtiden kan blive insol-
vent. Der kan derudover lægges vægt på, om skyldneren
har eller har haft likviditetsmæssige vanskeligheder. Der
kan endvidere lægges vægt på, at skyldneren har opnået
udsættelse af gældende betalingsfrister eller henstand med
betalingen af gæld til offentlige og private fordringshavere.
For det tredje vil § 22, stk. 1 finde tilsvarende anvendel-
se. Konkurslovens § 22, stk. 1, fastslår, at skyldneren skal
149
vedlægge sin konkursbegæring en opgørelse over aktiver
og passiver samt en liste over fordringshavere. Skyldneren
skal således ved begæring om forebyggende rekonstruktion
vedlægge en opgørelse over aktiver og passiver.
I overensstemmelse med konkurslovens § 7 (som foreslås
konsekvensændret ved lovudkastets § 1 nr. 5) skal en begæ-
ring om forebyggende rekonstruktionsbehandling desuden
indgives skriftligt og så vidt muligt angive skyldnerens
fulde navn, personnummer og bopæl, det navn, hvorunder
skyldneren eventuelt driver forretning (firma), skyldnerens
erhvervsgren, samt hvorfra skyldnerens erhvervsvirksomhed
drives. Er skyldneren et aktie- eller anpartsselskab, skal
CVR-nr. så vidt muligt angives.
Manglende overholdelse af pligterne i § 7 fører ikke uden
videre til afvisning af begæringen om forebyggende rekon-
struktionsbehandling, idet skifteretten kan give en kort ud-
sættelse efter konkurslovens § 8 til at fremskaffe sådanne
oplysninger. Hvis skyldneren efter en sådan udsættelse fort-
sat ikke har fremlagt de nævnte oplysninger, vil skifteretten
efter omstændighederne kunne afslå at indlede en forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås i stk. 2, at reglerne i stk. 1, ikke skal finde
anvendelse på en skyldner, hvorom Erhvervsstyrelsen har
truffet beslutning om tvangsopløsning, eller som er en fysisk
person, der ikke udøver erhvervsvirksomhed.
Bestemmelsen medfører for det første, at skyldnere, i re-
lation til hvilke Erhvervsstyrelsen har truffet beslutning
om tvangsopløsning, ikke vil kunne anvende reglerne om
forebyggende rekonstruktionsbehandling. Bestemmelsen er
begrundet i, at formålet med ordningen om forebyggende
rekonstruktionsbehandling er at bevare virksomheden, og at
reglerne ikke bør kunne anvendes af skyldnere, som ikke
opfylder selskabslovgivningens regler.
Bestemmelsen medfører for det andet, at fysiske person-
er, der ikke udøver erhvervsvirksomhed, ikke vil kunne
anvende reglerne om forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling. Bestemmelsen er begrundet i, at fysiske personer,
som ikke er erhvervsdrivende, i stedet vil kunne anvende
reglerne om gældssanering. Fysiske personer, som ikke er
erhvervsdrivende, vil endvidere fortsat kunne anvende de
eksisterende regler om rekonstruktionsbehandling.
Ved anvendelsen af bestemmelsen vil det skulle vurderes,
om skyldneren er erhvervsdrivende. I konkurslovens § 3,
stk. 1 og 2, anvendes udtrykket »erhvervsmæssig virksom-
hed«. Det er ikke nærmere defineret i loven, hvad der skal
forstås ved »erhvervsmæssig virksomhed«, men der er fra
retspraksis eksempler på, hvordan det vurderes, om skyld-
neren driver erhvervsmæssig virksomhed. Der henvises i
den forbindelse til kapitel 7, afsnit 2.1.1 i betænkning nr.
1579/2022.
Ved vurderingen af, om en fysisk person er erhvervsdriven-
de, vil den omstændighed, at vedkommende har et CVR-
nummer, i almindelighed anses som udtryk for, at den
pågældende er erhvervsdrivende. Der vil dog under alle
omstændigheder skulle foretages en konkret vurdering, idet
der kan forekomme tilfælde, hvor en erhvervsdrivende, på
grund af lav omsætning eller af andre grunde, ikke har et
CVR-nummer, eller tilfælde, hvor en fysisk person, som har
et CVR-nummer, aldrig har startet en virksomhed.
Fysiske personer, f.eks. kautionister eller kapitalejere, som
tidligere har drevet erhvervsmæssig virksomhed, vil – uan-
set om gælden kan henføres til den erhvervsmæssige akti-
vitet – ikke være omfattet af reglerne om forebyggende
rekonstruktion.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at skifteretten indleder forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling straks efter modtagelsen af
begæringen.
Skifteretten vil således skulle indlede den forebyggende re-
konstruktionsbehandling straks efter modtagelsen af begæ-
ringen. Skyldnerens begæring om forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling behøver ikke at være nærmere begrundet,
da der vil være en formodning for, at skyldnerens begæring
til skifteretten indeholder en erkendelse af, at skyldneren
er insolvent, eller at skyldneren som følge af økonomiske
vanskeligheder har sandsynlighed for at blive insolvent. På
tilsvarende vis vil der ikke være krav om, at skyldneren i
sin begæring oplyser om at have til hensigt at fremsætte
en anmodning om fyldestgørelsesforbud eller beskikkelse af
rekonstruktør. Skyldneren vil således have en smidig adgang
til at fremsætte en anmodning om forebyggende rekonstruk-
tion.
Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med konkurslo-
vens § 22. Det følger heraf, at en skyldner vil skulle vedlæg-
ge en opgørelse over aktiver og passiver og en liste over
fordringshavere i overensstemmelse med, hvad der kræves
ved skyldnerens begæring om indledning af rekonstruktions-
behandling, jf. § 22, stk. 1, jf. det foreslåede stk. 1.
Skyldneren vil desuden skulle opfylde formkravene i kon-
kurslovens § 7, jf. den foreslåede ændring af § 7 i lovudkas-
tets § 1, nr. 5.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at hvis skyldneren i sin be-
gæring ikke har anmodet om beskikkelse af rekonstruktør,
skal skifteretten dog indkalde skyldneren til et møde, hvor
skifteretten beslutter, om der skal indledes forebyggende
rekonstruktionsbehandling.
150
Det følger heraf, at der ikke vil være et krav om, at der
skal beskikkes en rekonstruktør ved den forebyggende re-
konstruktionsbehandling. Bestemmelsen skal dog ses i sam-
menhæng med den foreslåede § 9 b (som foreslås indsat
ved lovudkastets § 1, nr. 6). Det følger heraf, at hvis skyld-
neren anmoder om, at skifteretten træffer bestemmelse om,
at der er fyldestgørelsesforbud under den forebyggende re-
konstruktionsbehandling, anses anmodningen om fyldestgø-
relsesforbud tillige for en anmodning om beskikkelse af
rekonstruktør.
Indkaldelse til mødet kan ske ved almindeligt brev, som så
vidt muligt sendes til skyldnerens e-boks. Det er ikke nød-
vendigt, at skifteretten forkynder indkaldelsen for skyldne-
ren, henset til at den forebyggende rekonstruktionsprocedure
alene kan indledes ved skyldnerens begæring.
Det foreslås i stk. 3, 3. pkt., at skyldneren skal give møde
personligt.
Bestemmelsen fastslår, at skyldneren vil skulle møde ved
det indledende møde personligt. Bestemmelsen fraviger så-
ledes udgangspunktet i retsplejelovens § 260, stk. 10, 1.
pkt., jf. stk. 1, hvoraf fremgår, at en part under en skiftebe-
handling kan give møde ved andre end de personer, der
er nævnt i stk. 2 og 3, og at indskrænkning i skyldnerens
adgang til at lade sig repræsentere af en fuldmægtig alene
gøres, hvis der skal foregå forhandling om en tvist, jf. §
260, stk. 10, 3. pkt. Fravigelsen af denne bestemmelse har
baggrund i, at tungtvejende hensyn tilsiger, at skyldneren
bør være personligt til stede på mødet, henset til de vidtgå-
ende konsekvenser som iværksættelse af en forebyggende
rekonstruktionsprocedure kan have for skyldneren.
Det foreslås i stk. 3, 4. pkt., at udebliver skyldneren fra
mødet, anses begæringen for bortfaldet.
Det foreslås i stk. 4, at efter indledningen af den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling kan begæring herom ikke
tilbagekaldes.
Det følger heraf, at ønsker skyldneren, at den forebyggen-
de rekonstruktionsbehandling afsluttes, vil skyldneren skulle
begære det efter den foreslåede § 9 h, stk. 1, nr. 3, jf. lovud-
kastets § 1, nr. 6.
Til § 9 b
Det foreslås at indsætte en ny § 9 b om fyldestgørelsesfor-
bud under den forebyggende rekonstruktionsbehandling, be-
skikkelse af rekonstruktør og tillidsmand og om sikkerheds-
stillelse for omkostningerne ved rekonstruktionsbehandlin-
gen mv.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at hvis skyldneren anmoder
herom, skal skifteretten træffe bestemmelse om, at der er
fyldestgørelsesforbud under den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling.
Det følger af bestemmelsen, at skyldneren vil have mulig-
hed for at anmode om et fyldestgørelsesforbud. Det følger
heraf, at der ikke vil gælde et automatisk fyldestgørelsesfor-
bud ved forebyggende rekonstruktion, idet skifteretten alene
vil skulle træffe bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, hvis
skyldneren anmoder herom. Skyldneren vil derfor kunne
vælge ikke at anmode om et fyldestgørelsesforbud og som
konsekvens heraf vente længere med at orientere sine for-
dringshavere om rekonstruktionsbestræbelserne.
Skyldneren vil kunne fremsætte sin anmodning om et fyl-
destgørelsesforbud i begæringen om forebyggende rekon-
struktion, eller på et hvilket som helst tidspunkt efter en
forebyggende rekonstruktionsprocedure er indledt. Der stil-
les ikke formkrav til skyldnerens begæring om et fyldestgø-
relsesforbud. Begæringen vil således kunne fremsætte både
skriftligt eller mundtligt, f.eks. i forbindelse med et møde i
skifteretten. Fyldestgørelsesforbuddet træder i kraft på klok-
keslættet for skifterettens beslutning om at imødekomme
skyldnerens anmodning.
Skifteretten vil skulle behandle en anmodning om fyldestgø-
relsesforbud straks. Skifteretten har mulighed for at behand-
le anmodningen på et skriftligt grundlag, såfremt skifteretten
finder det hensigtsmæssigt. Skifteretten bør nedlægge et fyl-
destgørelsesforbud, medmindre skifteretten vurderer, at den
forebyggende rekonstruktionsbehandling bør bringes til op-
hør. Der gælder ikke krav om, at skifteretten skal høre for-
dringshavere forinden, der træffes afgørelse om fyldestgø-
relsesforbud, eller at der skal ske underretning af virksom-
hedspanthavere eller panthavere, henset til, at skifteretten
alene bør nedlægge et fyldestgørelsesforbud, hvis skifteret-
ten ikke finder, at den forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling bør bringes til ophør.
Et fyldestgørelsesforbud er defineret som en af en judiciel
eller administrativ myndighed meddelt eller på lov støttet
midlertidig suspension af en fordringshavers ret til at fuld-
byrde et krav mod en skyldner, og hvis dette er foreskrevet i
national ret, mod en tredjepartssikkerhedsstiller i forbindelse
med en retslig, administrativ eller anden procedure eller
af retten til at beslaglægge eller udenretsligt at realisere
skyldners aktiver eller virksomhed, jf. rekonstruktions- og
insolvensdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 1.
Et meddelt fyldestgørelsesforbud gælder for samtlige for-
dringshavere, men begrænses af § 12 c, stk. 2-5, jf. § 9 d,
stk. 2, jf. lovudkastets § 1 nr. 6.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at en anmodning om fyldestgø-
151
relsesforbud tillige skal anses for en anmodning om beskik-
kelse af rekonstruktør.
Det følger af bestemmelsen, at såfremt skyldner anmoder
om et fyldestgørelsesforbud, vil skifteretten tillige skulle
anse det som en anmodning om beskikkelse af rekonstruk-
tør. Der vil således ikke kunne meddeles et fyldestgørelses-
forbud uden, at der samtidig beskikkes en rekonstruktør. Re-
konstruktøren skal i samarbejde med skyldneren undersøge
mulighederne for at rekonstruere den nødlidende virksom-
hed.
Bestemmelsen vil varetage hensynet til fordringshaverne,
som ved et fyldestgørelsesforbud ikke har mulighed for
at foretage individualforfølgning over for skyldner. Bestem-
melsen vil dermed sikre, at der skabes ro om den fore-
byggende rekonstruktionsproces, samt varetage hensynet til
princippet om ligelig fordeling af aktiverne blandt fordrings-
haverne.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at skifteretten beskikker en eller
flere rekonstruktører, hvis skyldneren anmoder herom.
Bestemmelsen giver mulighed for at beskikke flere rekon-
struktører. Dette svarer til, hvad der ved rekonstruktion gæl-
der om rekonstruktørbeskikkelse, jf. § 11 a, stk. 1, og til
hvad der i konkurs gælder om kuratorbeskikkelse, jf. § 107,
stk. 1. Det vil navnlig være relevant at beskikke flere rekon-
struktører ved større og mere komplicerede forebyggende
rekonstruktionsbehandlinger.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at skyldneren kan komme med
forslag til rekonstruktør. Ved forslaget skal der være vedlagt
en erklæring fra de pågældende om, at de er villige til at
være rekonstruktør og opfylder betingelserne i § 238.
Bestemmelsen giver skyldneren mulighed for at forslå be-
stemte personer til rollen som rekonstruktør. Skyldneren
skal samtidig vedlægge en erklæring fra den eller de foreslå-
ede personer om, at de er villige til at påtage sig rollen som
rekonstruktør, samt at de opfylder betingelserne i § 238.
Det følger af § 238, stk. 1, at ingen må handle som rekon-
struktør, hvis han er en af skyldnerens nærtstående eller er
afhængig af skyldneren, eller hvis der som følge af hans
interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om
hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål. Det følger
endvidere af § 238, stk. 4, at rekonstruktøren, nærtstående
til rekonstruktøren eller ansatte i rekonstruktørens virksom-
heder, ikke må erhverve nogen del af boets aktiver. Det
er en forudsætning for beskikkelse som rekonstruktør, at
vedkommende opfylder disse betingelser. De resterende be-
tingelser i § 238, stk. 2-3 og 5, er ikke relevante for rekon-
struktøren.
Det foreslås i stk. 2, 3. pkt., at skifteretten ikke er bundet af
skyldnerens forslag til rekonstruktør.
Det følger af bestemmelsen, at skifteretten kan vælge at
beskikke en anden rekonstruktør end den, der er foreslået
af skyldner. Det svarer til, hvad der også gælder ved rekon-
struktionsreglerne, jf. § 11 a, stk. 1. Såfremt skyldneren
ikke foreslår en rekonstruktør, eller skifteretten ikke vælger
at beskikke den rekonstruktør, som foreslås af skyldneren,
beskikker skifteretten en rekonstruktør.
Skifteretten vil f.eks. kunne afvise at udpege den af skyld-
neren foreslåede rekonstruktør, såfremt vedkommende ikke
opfylder kravene i den foreslåede § 238 a, jf. lovudkastets
§ 1, nr. 67. Det følger af denne bestemmelse, at ingen må
handle som kurator, skifterettens medhjælper, rekonstruktør
eller tillidsmand, hvis der er tvivl om, hvorvidt han har
de fornødne kvalifikationer hertil. Vedkommende vil efter
bestemmelsen endvidere skulle give skifteretten en kort,
skriftlig redegørelse for sin i forhold til hvervet relevante
uddannelse og erfaring.
Det foreslås i stk. 2, 4. pkt., at rekonstruktøren kan antage
fornøden sagkyndig bistand.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at skifteretten skal beskikke
en regnskabskyndig tillidsmand, hvis skyldneren anmoder
herom.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at stk. 2, 2. og 3. pkt., skal finde
tilsvarende anvendelse ved beskikkelsen af en tillidsmand.
Det følger heraf, at skyldneren vil have mulighed for at
komme med forslag til hvem, der skal beskikkes som til-
lidsmand ved den forebyggende rekonstruktion. Der skal
være vedlagt en erklæring fra den pågældende om, at
vedkommende er villig til at være tillidsmand og opfylder
betingelserne i § 238 ved skyldnerens forslag til tillids-
mand. Skifteretten vil ikke være bundet af skyldnerens for-
slag til tillidsmand. Skifteretten vil f.eks. kunne afvise at
udpege den af skyldneren foreslåede tillidsmand, såfremt
vedkommende ikke opfylder kravene i den foreslåede § 238
a, jf. lovudkastets § 1, nr. 67.
Det foreslås i stk. 4, at § 11 a, stk. 6 og 7, og § 11 g,
tilsvarende skal finde anvendelse ved forebyggende rekon-
struktion.
Konkurslovens § 11 a, stk. 6, foreslås ændret ved lovudkas-
tets § 1, nr. 9. Det følger heraf, at skifteretten, efter rekon-
struktørens begæring, vil kunne bestemme, at der skal stilles
sikkerhed for omkostningerne ved rekonstruktørens og en
eventuel tillidsmands virksomhed, idet skifteretten herved
skal tage en eventuel stillet sikkerhed efter § 11 a, stk. 5
152
i betragtning. Stilles sikkerheden ikke, bestemmer skifteret-
ten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, jf. § 11 a, stk.
6. Det foreslås i lovudkastets § 1, nr. 9, at en af skyldneren
stillet sikkerhed ikke er gyldig, hvis den ikke er bestemt af
skifteretten. Skifteretten vil endvidere undtagelsesvis kunne
bestemme, at statskassen indestår for omkostninger ved re-
konstruktørens og en eventuel tillidsmands virksomhed, der
ikke kan dækkes af skyldnerens midler og en eventuel stillet
sikkerhed, jf. § 11 a, stk. 7.
Der vil således ikke blive stillet krav om sikkerhedsstillelse
for rekonstruktørens eller tillidsmandens virksomhed ved
en forebyggende rekonstruktion, medmindre skifteretten har
truffet særskilt bestemmelse herom.
Skifteretten vil desuden kunne afsætte en rekonstruktør eller
tillidsmand, hvis særlige grunde taler for det, jf. henholdsvis
§ 11 g, stk. 1 og 5. Såfremt skifteretten træffer beslutning
om at afsætte en rekonstruktør, skal skyldneren have lejlig-
hed til over for skifteretten at fremsætte forslag til beskik-
kelse af en ny rekonstruktør eller tillidsmand. Skifteretten
kan give den pågældende en kort frist, i almindelighed ikke
over en uge, hertil, jf. § 11 g, stk. 2. Det samme vil gælde,
hvis rekonstruktøren eller tillidsmanden fratræder, jf. § 11 g,
stk. 4. Såfremt samtlige rekonstruktører afsættes, og der ik-
ke kan beskikkes en eller flere nye rekonstruktører, bestem-
mer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, jf.
§ 11 g, stk. 3.
Det foreslås i stk. 5, 1. pkt.¸ at skifteretten skal afbeskikke
rekonstruktøren og tillidsmanden, hvis skyldneren anmoder
skifteretten herom.
Såfremt skyldneren anmoder skifteretten om, at rekonstruk-
tøren eller tillidsmanden afbeskikkes, vil skyldneren have
ret til at foreslå en ny rekonstruktør eller tillidsmand.
Det foreslås i stk. 5, 2. pkt.¸ at afbeskikkelse – på skyld-
nerens anmodning – dog ikke kan ske, hvis der er truffet
bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at det vil være en be-
tingelse for meddelelse af fyldestgørelsesforbud, at der be-
skikkes en rekonstruktør. Det vil derfor ikke være muligt
for skyldneren at få afbeskikket rekonstruktøren, hvis der
er truffet afgørelse om fyldestgørelsesforbud, og i sådanne
tilfælde kan udskiftning af rekonstruktøren alene ske efter
reglerne i § 11 g. Det vil omvendt være muligt for skyldne-
ren at få afbeskikket en tillidsmand, selvom der er meddelt
fyldestgørelsesforbud, idet beskikkelse af en tillidsmand ik-
ke er en betingelse for meddelelse af fyldestgørelsesforbud.
Til § 9 c
Det foreslås at indsætte en ny § 9 c om formelle krav ved
bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, herunder om krave-
ne til den forebyggende rekonstruktionsbehandling ved mø-
der i skifteretten.
Det foreslås i stk. 1, at hvis der træffes bestemmelse om
fyldestgørelsesforbud efter § 9 b, skal skifteretten fastsætte
et tidspunkt for et møde med fordringshaverne. Mødet skal
holdes senest 4 uger efter bestemmelsen om fyldestgørelses-
forbuddet blev truffet. Det foreslås desuden, at reglerne i §
11 a, stk. 2, 3. og 4. pkt., § 11 b, stk. 1 og 2, § 11 c, § 11 d og
§ 11 e, stk. 4, tilsvarende skal finde anvendelse.
Det følger af bestemmelsen, at skifteretten straks indkalder
fordringshaverne til et møde, efter skifteretten har truffet af-
gørelse om et fyldestgørelsesforbud. Mødet vil skulle afhol-
des senest fire uger, efter bestemmelse om fyldestgørelses-
forbud er truffet. Indkaldelse til mødet sker ved indrykning
af en bekendtgørelse i Statstidende, jf. § 11 a, stk. 2, 3. pkt.
Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret
i Erhvervsstyrelsen, registrerer rekonstruktøren straks møde-
indkaldelsen i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. § 11 a, stk. 2,
4. pkt.
Det følger af henvisningen til § 11 b, stk. 1, at rekonstruktø-
ren senest en uge efter beskikkelsen vil skulle sende en med-
delelse om den forebyggende rekonstruktionsbehandling til
samtlige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyld-
nerens ansatte, der berøres af den forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling, og til skifteretten. Hvis skyldneren er en
sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, vil
rekonstruktøren samtidig skulle registrere meddelelsen i Er-
hvervsstyrelsens it-system.
Meddelelsen vil skulle vedlægges skyldnerens seneste års-
rapport eller efter omstændighederne uddrag heraf. Derud-
over vil meddelelsen skulle indeholde oplysning om skyld-
nerens vigtigste aktiver og passiver og så vidt muligt en
kreditorfortegnelse med angivelse af stillede sikkerheder,
oplysning om skyldnerens regnskabsføring, en redegørelse
for årsagerne til og formålet med rekonstruktionsbehandlin-
gen og oplysning om tidspunktet for mødet med fordrings-
haverne, jf. § 11 b, stk. 2.
Det følger af henvisningen til § 11 c, at senest en uge
før mødet med fordringshaverne, vil rekonstruktøren skulle
sende et forslag til en rekonstruktionsplan til samtlige kend-
te fordringshavere og skifteretten. Forslaget til rekonstrukti-
onsplanen skal indeholde følgende, jf. § 11 c, stk. 2:
- En begrundet redegørelse for, hvilken type forslag til re-
konstruktion, der agtes fremsat, og en vurdering af, om der
er væsentlige forhold, som kan være til hinder for en gen-
nemførelse af denne rekonstruktion, jf. nr. 1.
153
- Så vidt muligt oplysning om skyldnerens balance pr. dagen
for indledning af rekonstruktionsbehandlingen med angivel-
se af afvigelser som følge af senere indtrufne ændringer, jf.
nr. 2. Under en forebyggende rekonstruktionsbehandling vil
tidspunktet for bestemmelse om fyldestgørelsesforbud være
afgørende for fastsættelse af balancedag.
- Oplysning om, hvorvidt der er mangler ved skyldnerens
seneste årsrapport. Hvis der er beskikket en tillidsmand,
afgives oplysning herom af denne, jf. nr. 3.
- En redegørelse for de væsentligste skridt, der agtes foreta-
get under rekonstruktionsbehandlingen, jf. nr. 4.
Forslaget til den fremsendte rekonstruktionsplan skal være
tiltrådt af skyldneren. Forslaget vil desuden skulle vedlæg-
ges en vurdering af skyldnerens aktiver og en erklæring
fra rekonstruktøren om, hvorvidt planen efter dennes skøn
er gennemførlig. Hvis der er beskikket en tillidsmand, skal
denne tillige afgive udtalelse om, hvorvidt planen efter den-
nes skøn er gennemførlig, jf. § 11 c, stk. 3.
Hvis forslaget til rekonstruktionsplanen ikke opfylder krave-
ne til indholdet af forslaget senest på mødet, vil skifteretten
bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, jf. dog
§ 11 e, stk. 5, som tillader, at rekonstruktøren kan anmode
om, at skifteretten udsætter drøftelsen af forslaget til rekon-
struktionsplanen. Skifteretten bestemmer ligeledes, at rekon-
struktionsbehandlingen ophører, hvis der ikke foreligger op-
lysning om skyldnerens balance pr. dagen for indledningen
af rekonstruktionsbehandlingen, som nævnt i § 11 c, stk. 2,
nr. 2, senest på mødet med fordringshaverne, jf. § 11 c, stk.
4.
Skyldneren, rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand vil
skulle være til stede på mødet med fordringshaverne, jf.
henvisningen til § 11 d, stk. 1. Såfremt skyldneren udebliver
uden lovligt forfald, bestemmer skifteretten, at den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling ophører, jf. § 11 d, stk.
2. Undtagelsen i § 11 d, stk. 2, hvorefter skifteretten kan la-
de rekonstruktionsbehandlingen fortsætte, hvis det samtidig
bestemmes, at rekonstruktøren skal overtage ledelsen af
virksomheden efter §§ 12 a og 12 b, vil ikke være relevant
ved forebyggende rekonstruktion.
På mødet vil skifteretten kunne beskikke en eller flere yder-
ligere rekonstruktører eller beskikke en anden tillidsmand,
jf. henvisningen til § 11 e, stk. 4.
Der skal ikke stemmes om forslaget til rekonstruktions-
plan. Den forebyggende rekonstruktionsbehandling fortsæt-
ter således, selv om et flertal af de fremmødte fordringsha-
vere tilkendegiver, at de er imod planen. Hvis den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling må anses for udsigtsløs,
skal skifteretten dog bringe den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling til ophør, jf. den foreslåede § 9 h, stk. 1, nr. 4.
Det forhold, at der ikke er et flertal blandt fordringshaver-
ne for den fremlagte rekonstruktionsplan, medfører ikke
nødvendigvis, at der ikke senere kan være flertal blandt for-
dringshaverne for det fremlagte rekonstruktionsforslag. Det
kan f.eks. tages i betragtning, at der kan være fordringshave-
re, der ikke var repræsenterede på mødet, men som kunne
tænkes at stemme for et senere rekonstruktionsforslag. En
forebyggende rekonstruktionsbehandling må imidlertid brin-
ges til ophør, hvis et flertal af de stemmeberettigede for-
dringshavere erklærer, at de er imod en rekonstruktion, jf. i
øvrigt bemærkningerne til den foreslåede § 9 h, stk. 1, nr. 4,
jf. lovudkastets § 1, nr. 6.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at rekonstruktøren, inden tre
måneder efter der er truffet bestemmelse om fyldestgørelses-
forbud, og derefter med højst to måneders mellemrum, skal
sende en redegørelse til samtlige kendte fordringshavere og
skifteretten om alle væsentlige forhold vedrørende den for-
byggende rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås i 2. pkt., at § 11 f finder tilsvarende anvendelse.
Det følger af stk. 2, at rekonstruktøren skal sende løbende
redegørelser til fordringshaverne og skifteretten om alle væ-
sentlige forhold vedrørende den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling, samt at de løbende redegørelser skal ske
efter samme model som konkurslovens § 11 f.
Bestemmelsen vil sikre, at fordringshaverne får et indblik
i den forebyggende rekonstruktions forløb. På den måde
varetages hensynet til fordringshaverne, når der er meddelt
et fyldestgørelsesforbud.
Det følger af konkurslovens § 11 f, at rekonstruktøren, inden
tre måneder efter rekonstruktionsbehandlingens indledning,
skal sende en redegørelse til samtlige kendte fordringshave-
re og skifteretten om alle væsentlige forhold vedrørende
rekonstruktionsbehandlingen, herunder af en eventuel fortsat
drift af skyldnerens virksomhed, og oplysning om, hvornår
et rekonstruktionsforslag forventes sendt til fordringshaver-
ne, jf. stk. 1. Hvis forudsætningerne for rekonstruktionspla-
nen ændrer sig væsentligt, skal rekonstruktøren uden ugrun-
det ophold orientere fordringshaverne og skifteretten her-
om. I så fald indkalder skifteretten til et møde i skifteretten,
hvor der tages stilling til, om rekonstruktionsbehandlingen
skal ophøre, eller om rekonstruktionsplanen skal ændres, jf.
stk. 2.
Væsentlige ændringer i forudsætningerne for rekonstrukti-
onsplanen kan f.eks. være oplysninger, der afslører uforud-
sete forhindringer for gennemførelsen af rekonstruktionspla-
154
nen, oplysninger om skyldnerens forhold, der indebærer, at
rekonstruktionsplanen ikke længere kan anses for gennem-
førlig, eller oplysninger, der peger på helt andre – og bedre –
muligheder for rekonstruktion af virksomheden.
Det foreslås i 3. pkt., at såfremt der ikke sendes en redegø-
relse efter 1. pkt., kan skifteretten træffe bestemmelse om, at
den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophører.
Til § 9 d
Det foreslås at indsætte en ny § 9 d om retsvirkningerne
af en forebyggende rekonstruktionsbehandling, herunder når
der er meddelt fyldestgørelsesforbud.
Det foreslås i stk. 1, at hvis der er beskikket en rekonstruk-
tør, finder reglerne i § 12, stk. 1-3, tilsvarende anvendelse.
Det følger heraf, at skyldneren ikke må foretage disposition-
er under en forebyggende rekonstruktion af væsentlig betyd-
ning uden rekonstruktørens samtykke. Betaling af gæld må
endvidere kun ske i overensstemmelse med konkursordenen,
eller hvis betaling er nødvendig for at afværge tab, jf. § 12,
stk. 1. Det vil f.eks. være omfattet af bestemmelsen som
en disposition af væsentlig betydning, hvis virksomhedens
enkelte aktiver sælges, når det ikke sker i forbindelse med
en virksomhedsoverdragelse.
Det følger endvidere af henvisningen til § 12, at virksom-
hedsoverdragelse alene må ske i overensstemmelse med et
rekonstruktionsforslag, der er stadfæstet af skifteretten, eller
i medfør af § 13 g, jf. § 12, stk. 2. Virksomhedsoverdragelse
efter reglerne i § 13 g kan dog alene ske, hvis der er truffet
bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, jf. den foreslåede §
9 f, stk. 2.
Endelig følger det af henvisningen til § 12, at skyldneren
vil skulle aflægge regnskab over for rekonstruktøren efter
dennes nærmere bestemmelse, jf. § 12, stk. 3.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at hvis skifteretten har truffet
bestemmelse om fyldestgørelsesforbud efter § 9 b, finder
reglerne i §§ 12 c, 12 f og 12 g tilsvarende anvendelse.
Konkurslovens § 12 c omhandler begrænsninger i adgangen
til at søge fyldestgørelse i skyldnerens aktiver. Det følger
af henvisningen hertil, at skyldnerens fordringshavere som
udgangspunkt vil være afskåret fra at søge sig fyldestgjort
i skyldnerens aktiver gennem individualforfølgning, når der
er iværksat en forebyggende rekonstruktionsbehandling og
truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud. Det betyder,
at der under den forebyggende rekonstruktionsbehandling
ikke vil kunne foretages arrest eller udlæg, jf. stk. 1, nr.
1, udøves brugspant, jf. stk. 1, nr. 2, eller udøves rådigheds-
berøvelse på grundlag af udlæg, jf. stk. 1, nr. 3, ligesom
der ikke uden skyldnerens og rekonstruktørens samtykke vil
kunne søges fyldestgørelse på grundlag af udlæg, jf. stk. 1,
nr. 4. Forbuddet i stk. 1 gælder både i forhold til sikrede og
usikrede fordringer.
Fyldestgørelsesforbuddet vil dermed for det første omfatte
foretagelse af arrest og udlæg. Det følger af den foreslåede
§ 9 g, stk. 2, at såfremt skifteretten stadfæster et rekonstruk-
tionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord,
vil reglerne i §§ 12 h – 12 m, finde anvendelse. Som konse-
kvens heraf finder reglerne om bortfald af udlæg og arrest,
der er foretaget før fristdagen, først anvendelse, når skifte-
retten stadfæster et rekonstruktionsforslag med bestemmelse
om tvangsakkord. Arrest og udlæg, der er foretaget før frist-
dagen, bortfalder derfor ikke ved meddelelse af fyldestgørel-
sesforbuddet.
For det andet vil fyldestgørelsesforbuddet omfatte udøvelse
af brugspanteret. Dette indebærer, at skyldnerens ejendom
ikke vil kunne tages til brugeligt pant af en panthaver efter,
der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud, og at et
allerede etableret brugspanteforhold ophører.
For det tredje vil fyldestgørelsesforbuddet omfatte rådig-
hedsberøvelse på grundlag af udlæg. Reglen er relevant i
det omfang, der er foretaget udlæg før meddelelse om fyl-
destgørelsesforbuddet. Reglen indebærer både, at rådigheds-
berøvelse på grundlag af udlægget ikke kan iværksættes, og
at en allerede iværksat rådighedsberøvelse ophører, således
at skyldneren igen får rådighed over det pågældende aktiv.
For det fjerde vil fyldestgørelsesforbuddet medføre, at der
ikke kan søges fyldestgørelse på grundlag af udlæg uden
skyldnerens og rekonstruktørens samtykke. Reglen er rele-
vant i det omfang, der er foretaget udlæg før meddelelse
om fyldestgørelsesforbuddet. Reglen indebærer, at tvangs-
auktion, herunder ny auktion i medfør af retsplejelovens §
576, ikke uden skyldnerens og rekonstruktørens samtykke
vil kunne foretages efter der er meddelt et fyldestgørelses-
forbud. En tvangsauktion, der er gennemført før dette tids-
punkt, vil stå ved magt, hvis der ikke begæres ny auktion
i medfør af retsplejelovens § 576. Det følger af bestemmel-
sen, at der godt vil kunne foretages tvangsauktioner, her-
under en ny auktion, på grundlag af udlæg foretaget før
meddelelse af fyldestgørelsesforbuddet, hvis skyldneren og
rekonstruktøren samtykker heri. Både skyldneren og rekon-
struktøren skal samtykke.
Bestemmelsen angår alene fyldestgørelse i skyldnerens ak-
tiver. Bestemmelsen vil således f.eks. ikke være til hinder
for tilbagetagelse af en salgsgenstand solgt med gyldigt
ejendomsforbehold, hvis betingelserne herfor i øvrigt er op-
fyldt. En medkontrahent kan dog efter omstændighederne
155
være begrænset heri som følge af reglerne om videreførelse
af gensidigt bebyrdende aftaler.
Det følger af § 12 c, stk. 2, at stk. 1, nr. 3 og 4, ikke gælder
for udlæg i fordringer. Det følger heraf, at der fortsat vil
kunne foretages rådighedsberøvelse og søges fyldestgørelse
på grundlag af udlæg i fordringer, der er foretaget før med-
delelse af fyldestgørelsesforbuddet.
Det følger af § 12 c, stk. 3, at den, som har tilbageholdsret i
skyldnerens ejendele, indtil et bestemt beløb er betalt, uanset
stk. 1 kan foretage udlæg i de tilbageholdte ejendele og
søge fyldestgørelse deri. Udlæg kan dog kun gøres, hvis
skyldneren, trods opfordring fremsat efter rekonstruktions-
behandlingens indledning og mindst 14 dage inden udlæg-
gets foretagelse, ikke har betalt beløbet. Det følger heraf,
at den, som har tilbageholdsret – forudsat at betingelserne
herfor er opfyldt – vil kunne foretage udlæg i de tilbage-
holdte ejendele og søge fyldestgørelse deri efter meddelelse
af fyldestgørelsesforbud.
Det følger af § 12 c, stk. 4, at adgangen til fyldestgørelse
af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende
sikkerhedsret eller ved virksomhedspant i fordringer, jf. tin-
glysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 1, eller fordringspant, jf.
tinglysningslovens § 47 d, ikke berøres af rekonstruktions-
behandlingen. Det følger heraf, at adgangen til fyldestgørel-
se af de nævnte krav, ikke er afskåret ved meddelelse af et
fyldestgørelsesforbud.
Det følger af § 12 c, stk. 5, at skyldneren efter anmodning
skal betale de løbende ydelser, der vedrører tiden efter re-
konstruktionsbehandlingens indledning, på pantefordringer,
der ikke vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, og som
ikke omfattes af stk. 4. Hvis pantefordringen efter skifteret-
tens skøn helt eller delvis ikke dækkes af pantet, skal skyld-
neren dog kun betale en forholdsmæssig del af de løbende
ydelser svarende til forholdet mellem den del af hovedsto-
len, der efter skifterettens skøn dækkes af pantet, og hele
hovedstolen. Betaler skyldneren ikke rettidigt en ydelse, kan
panthaveren uanset stk. 1 søge fyldestgørelse i det pantsatte
aktiv. Det følger heraf, at skyldneren under visse betingelser
vil skulle betale de løbende ydelser, der vedrører tiden efter
meddelelse af et fyldestgørelsesforbud.
Anvendelsen af § 12 c ved en forebyggende rekonstruktion
forudsættes i øvrigt at være tilsvarende som ved en rekon-
struktionsbehandling, hvorfor der henvises til bemærknin-
gerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L
199 som fremsat, side 100-105.
Konkurslovens § 12 f omhandler betaling af skyldnerens
omkostninger ved salg og vurdering af et pantsat aktiv.
Bestemmelsens stk. 1 omhandler pantsatte aktiver, som sæl-
ges under rekonstruktionsbehandlingen, enten ved tvangs-
auktion eller ved frivilligt salg, mens bestemmelsens stk. 2
og 3 angår pantsatte aktiver, som ikke sælges under rekon-
struktionsbehandlingen, jf. stk. 4. Bestemmelsen finder ale-
ne anvendelse i en forebyggende rekonstruktionsbehandling,
hvis der er nedlagt et fyldestgørelsesforbud. Bestemmelsens
stk. 2 og 3 vil dog efter stk. 4 ikke finde anvendelse på
pantsatte aktiver, der er solgt under den forebyggende re-
konstruktionsbehandling.
Det følger af § 12 f, stk. 1, at skyldnerens rimelige omkost-
ninger ved salg af et pantsat aktiv og ved vurdering af pantet
betales af den, der køber det pantsatte aktiv. Bestemmelsen
medfører i praksis, at købesummen reduceres med størrelsen
af salgs- og vurderingsomkostninger. Bestemmelsen gælder
både for salg på tvangsauktioner og almindelige salg, herun-
der salg som led i en virksomhedsoverdragelse.
Det følger af § 12 f, stk. 2, at stadfæstes en rekonstruktion,
der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, kan skyldne-
ren kræve, at panthaveren betaler omkostningerne ved vur-
deringen af pantet, i det omfang disse efter skifterettens
skøn ikke dækkes af den ubehæftede del af det pantsatte
aktiv. Er aktivet pantsat til flere panthavere, påhviler forplig-
telsen den sidst prioriterede panthaver, hvis fordring efter
skifterettens skøn helt eller delvis dækkes at pantet.
Det følger af § 12 f, stk. 3, at erklæres skyldneren konkurs
uden at have fået stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der
indeholder bestemmelse om tvangsakkord, omfattes omkost-
ningerne ved vurdering af pantet af § 87, stk. 3 og 4. Det
betyder, at vurderingsomkostningerne skal betales af den,
der køber det pantsatte aktiv, hvad enten dette sker ved
tvangsauktion eller ved frivilligt salg.
Anvendelsen af § 12 f forudsættes i øvrigt at være tilsvaren-
de som ved rekonstruktionsproceduren, hvorfor der henvises
til bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
2009-10, A, L 199 som fremsat, side 108-109.
Konkurslovens § 12 g omhandler krav mod skyldnere, der er
under rekonstruktionsbehandling.
Det følger af § 12 g, stk. 1, at §§ 39-52 finder tilsvarende
anvendelse ved rekonstruktionsbehandling med de justerin-
ger, der følger af stk. 2-4. I stedet for konkursdekretets afsi-
gelse træder rekonstruktionsbehandlingens indledning. Hen-
visningen til § 12 g i den foreslåede bestemmelse medfører
således, at §§ 39-52 tilsvarende vil finde anvendelse ved
forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvor der er truffet
bestemmelser om fyldestgørelsesforbud. Ved forebyggende
rekonstruktionsbehandling vil det være tidspunktet for be-
stemmelse om fyldestgørelsesforbud, der er afgørende for
anvendelsen af §§ 39-52.
156
Det følger af § 12 g, stk. 2, at uanset § 42, stk. 1 og 2,
kan en fordringshaver ikke anvende et uforfaldent krav til
modregning.
Det følger endvidere af § 12 g, stk. 3, at en fordringshaver
ikke kan anvende et krav omfattet af § 97 til modregning i
skyldnerens krav i medfør af en aftale, der er videreført efter
§ 12 o. Ved lovudkastets § 1, nr. 12, foreslås det, at dette
også gælder aftaler om løbende eller successive ydelser,
uanset om kravene er konnekse.
Det følger endeligt af § 12 g, stk. 4, at hvis modregning
ikke er udelukket på grund af fordringernes beskaffenhed,
hindrer § 42, stk. 1 og 2, ikke modregning med krav omfat-
tet af § 94.
Anvendelsen af § 12 g forudsættes i øvrigt at være tilsvaren-
de som ved rekonstruktionsproceduren, hvorfor der henvises
til bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
2009-10, A, L 199 som fremsat, side 109-110.
Det foreslås i stk. 2, 2. pkt. at reglerne i § 12 c ikke finder
anvendelse på fyldestgørelse af krav fra ansatte, hvis krav i
konkurs omfattes af §§ 94 og 95.
Dette medfører, at såfremt der nedlægges et fyldestgørelses-
forbud i forbindelse med en forebyggende rekonstruktion,
vil en lønmodtagers krav, såfremt kravet i tilfælde af en
konkurs ville være omfattet af konkurslovens §§ 94 og 95,
være undtaget fra fyldestgørelsesforbuddet, og det vil stadig
være muligt for en lønmodtager at kræve sin løn udbetalt fra
skyldneren, herunder ved at inddrive sit krav gennem foged-
retten. Udgangspunktet for en forebyggende rekonstruktion
og en almindelig rekonstruktion vil således være forskelligt.
Forslaget er begrundet i hensynet til lønmodtagerne, herun-
der særligt det forhold at lønindtægten i mange tilfælde vil
være lønmodtagerens primære forsørgelsesgrundlag, samt
hensynet til effektiv anvendelse af reglerne om forebyggen-
de rekonstruktion, som efter Justitsministeriets opfattelse
tilsiger, at de ansattes krav ikke skal være omfattet af et
fyldestgørelsesforbud i forbindelse med den forebyggende
rekonstruktionsbehandling.
Med bestemmelsen implementeres rekonstruktions- og in-
solvensdirektivets artikel 6, stk. 5.
Det foreslås i stk. 3, at indledning af forebyggende rekon-
struktionsbehandling ikke fratager skyldneren en adgang,
som bestod forud for den forebyggende rekonstruktions-
behandling, til at udskille aktiver fra et pant. Bestemmel-
sen finder tilsvarende anvendelse på rettigheder stiftet ved
retsforfølgning. Bestemmelsen indeholder i modsætning til
reglen i § 12 d, stk. 1, ingen undtagelse vedrørende virk-
somhedspant. Skyldneren bevarer således under en forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling sin adgang til at foretage
regelmæssig udskillelse fra virksomhedspantet. Dette har-
monerer med, at det ikke foreslås, at virksomheds- og for-
dringspant ”fryses” som følge af indledningen af forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling, dvs. at der ikke foreslås
ændringer i tinglysningslovens § 47 f. Virksomheds- og for-
dringspant vil dermed omfatte aktiver, som skyldneren er-
hverver under den forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Til § 9 e
Det foreslås at indsætte en ny § 9 e om videreførelse af
gensidigt bebyrdende aftaler.
Det foreslås i stk. 1¸ at uanset modstående bestemmelse i en
gensidigt bebyrdende aftale, kan medkontrahenten ikke hæ-
ve denne som følge af, at skyldneren er under forebyggende
rekonstruktionsbehandling eller har indgivet begæring her-
om.
Bestemmelsen adresserer anvendelsen af såkaldte ipso fac-
to-klausuler, hvor en medkontrahent kan have kontraktretli-
ge rettigheder, som berettiger den pågældende til at ophæve
kontrakten alene på grund af, at skyldneren bliver genstand
for en insolvensprocedure eller ansøger om forebyggende
rekonstruktion, selv om skyldneren ellers har opfyldt sine
forpligtelser. Som følge af bestemmelsen vil sådanne klau-
suler ikke kunne gøres gældende over for skyldneren.
Bestemmelsen gennemfører rekonstruktions- og insolvens-
direktivets artikel 7, stk. 5.
Det foreslås i stk. 2, at såfremt der er truffet bestemmelse
om fyldestgørelsesforbud, kan skyldneren med rekonstruk-
tørens samtykke videreføre en gensidigt bebyrdende afta-
le. § 12 o, stk. 4, § 12 p, § 12 q, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, og §
58, stk. 2, finder i så fald tilsvarende anvendelse.
Konkurslovens § 58, stk. 2, fastslår, at medkontrahenten kan
hæve en aftale, såfremt han bortset fra konkursen havde
adgang hertil. Det følger heraf, at en medkontrahent kan
hæve en gensidigt bebyrdende aftale efter, der er truffet
bestemmelse om fyldestgørelsesforbud (fristdagen), såfremt
vedkommende ville have haft adgang til at hæve kontrakten,
hvis der ikke var truffet bestemmelse om fyldestgørelsesfor-
bud. Hæveadgangen efter § 58, stk. 2, gælder, hvad enten
hævegrunden kan henføres til skyldnerens forhold før kon-
kursen eller til boets optræden, jf. Betænkning nr. 606/1971
om konkurs og tvangsakkord, side 126. På tilsvarende vis
medfører bestemmelsen, at der under forebyggende rekon-
struktionsbehandling er hæveadgang, uanset om hævegrun-
157
den kan henføres til skyldnerens forhold før eller efter, der
blev truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke afskære medkontra-
henten fra at hæve en aftale som følge af forsinkelse. En
skyldner under en forebyggende rekonstruktion er ikke nød-
vendigvis insolvent, hvorfor det kan være indgribende over
for medkontrahenten, hvis skyldner har mulighed for at
afskære ophævelse på baggrund af forsinkelse. Medkontra-
hentens adgang til at hæve ved forsinkelse under en fore-
byggende rekonstruktion står i modsætning til retsstillingen
ved en rekonstruktion, jf. § 12 o, stk. 2. Hvis skyldneren
er insolvent, vil skyldneren derfor have mulighed for at
indgive en begæring om rekonstruktionsbehandling og på
den måde hindre en ophævelse af aftalen eller videreføre en
allerede ophævet aftale efter § 12 o, stk. 1, 2. pkt.
Konkurslovens § 12 p og § 12 q fastslår retsvirkningerne af,
at en gensidigt bebyrdende aftale videreføres efter § 12 o
under en rekonstruktionsbehandling. Henvisningen til § 12
p og § 12 q i den foreslåede § 9 e medfører, at tilsvarende
retsvirkninger vil gælde, når en aftale videreføres efter § 9
e, stk. 2, under en forebyggende rekonstruktionsbehandling,
når der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.
Det følger heraf, at såfremt en aftale videreføres efter § 9
e, stk. 2, omfattes medkontrahentens krav ifølge aftalen af §
94, jf. § 12 p, stk. 1.
Det følger af § 12 p, stk. 2, at angår aftalen en løbende
ydelse, omfattes medkontrahentens krav på vederlag for ti-
den efter rekonstruktionsbehandlingens indledning indtil en
eventuel opsigelse i medfør af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller §
12 t, stk. 1, af § 94. Medkontrahentens krav for tiden efter
en eventuel afsigelse af konkursdekret omfattes dog ikke af
§ 94. Det foreslås at affatte § 12 p, stk. 2, jf. lovudkastets
§ 1, nr. 14, således at krav vedrørende faktiske dispositioner
foretaget af skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen
omfattes af § 94. De henvises i øvrigt til bemærkningerne
hertil.
Under en forebyggende rekonstruktionsbehandling anvendes
§ 12 p, stk. 2, således at bestemmelsen om fyldestgørel-
sesforbud træder i stedet for rekonstruktionsbehandlingens
indledning. Følgelig medfører videreførelsen af aftalen §
94-status for krav på vederlag for perioden efter tidspunk-
tet for bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud og indtil
en eventuel opsigelse efter § 12 o, stk. 4, der ligeledes
finder tilsvarende anvendelse. Medkontrahentens eventuelle
erstatningskrav som følge af opsigelsen omfattes ikke af §
94. Det bemærkes, at § 12 t, stk. 1, ikke finder anvendelse
ved en forebyggende rekonstruktion. Medkontrahentens er-
statningskrav som følge af en opsigelse efter § 12 o, stk.
4, kan således ikke under den forebyggende rekonstruktions-
behandling insolvensreguleres efter § 12 t. Hvis skyldneren
efterfølgende tages under rekonstruktions- eller konkursbe-
handling, vil der dog efter omstændighederne kunne ske
insolvensregulering efter § 12 t eller § 61.
Det foreslås desuden at indsætte et nyt § 12 p, stk. 3, jf. lov-
udkastets § 1, nr. 15, hvoraf det vil fremgå, at hvis aftalen
angår successive ydelser, gælder reglen i 1. pkt., uanset om
kravene er konnekse.
Som beskrevet i afsnit 3.1.10.3.2, har Højesterets afgørelse
af 16. oktober 2020 (som gengivet i U 2021.114 H) skabt
tvivl om, hvorvidt videreførelse af en aftale om successive
ydelser medfører, at samtlige krav vedrørende aftalen får §
94-status, eller om det alene gælder krav vedrørende ydelser
præsteret under rekonstruktionsbehandlingen.
Successive ydelser er kendetegnet ved, at ydelsen kan stå
alene. I modsætning hertil står delleverancer, hvor ydelsen
ikke kan stå alene. Som eksempel herpå kan nævnes leve-
ring af tag til et hus, som opføres af et typehusfirma. I et
sådan tilfælde vil der være tale om en delleverance, idet
leveringen af huset uden tag ikke kan stå alene.
Såfremt en aftale angår successive ydelser, vil det følge
af den foreslåede § 12 p, stk. 3, at den del af medkontra-
hentens krav, der vedrører ydelser præsteret under den fore-
byggende rekonstruktionsbehandling og efter meddelelse af
fyldestgørelsesforbud, omfattes af § 94. Videreførelsen af
en aftale, der angår successive ydelser, vil derimod ikke
medføre, at krav vedrørende ydelser før meddelelse af fyl-
destgørelsesforbud får § 94-status. Dette vil gælde uanset,
om alle medkontrahentens krav hidrørende fra aftalen anses
som ét (konnekst) krav, og uanset om ydelsen har karakter
af en vare eller en tjenesteydelse. Ovenstående vil desuden
gælde, uanset om det er medkontrahenten eller skyldneren,
der skal levere realydelser. I tilfælde, hvor en skyldner må-
nedligt leverer varer til medkontrahenten, og aftalen videre-
føres, vil medkontrahentens krav vedrørende varer leveret
under den forebyggende rekonstruktion være omfattet af §
94, dvs. såvel kravet på naturalopfyldelse som et eventuelt
erstatningskrav vedrørende disse varer. Et erstatningskrav
på varer leveret inden meddelelse af fyldestgørelsesforbud
vil derimod ikke være omfattet af § 94. På tilsvarende vis
vil varer og krav opstået i relation hertil, som er leveret i
henhold til en aftale om successive ydelser inden meddelelse
af fyldestgørelsesforbud, heller ikke få § 94-status.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovudkastets §
1, nr. 15.
Det følger af henvisningen til § 12 q, stk. 1, nr. 1-3, og stk.
2, at hvis en aftale videreføres efter § 9 e, stk. 2, vil med-
kontrahenten være afskåret fra at gøre en række beføjelser
gældende som følge af skyldnerens anticiperede mislighol-
delse, jf. § 12 q, stk. 1, nr. 1-3. Som konsekvens heraf vil
158
medkontrahenten ikke kunne kræve sikkerhedsstillelse for
sine krav i medfør af aftalen, jf. nr. 1, ikke kunne holde
sin ydelse tilbage eller hindre dens overgivelse som følge af
rekonstruktionsbehandlingen eller skyldnerens økonomiske
forhold i øvrigt, jf. nr. 2, og ikke kunne kræve, at skyldne-
ren som følge af rekonstruktionsbehandlingen eller skyldne-
rens økonomiske forhold i øvrigt præsterer sin ydelse før
forfaldstid, jf. nr. 3.
Baggrunden for, at medkontrahenten afskæres fra at gøre
sådanne beføjelser gældende, er, at medkontrahentens krav
på vederlag i almindelighed må anses for tilstrækkeligt be-
trygget ved, at der i henhold til lovudkastets § 9 e, stk. 2,
2. pkt., jf. § 12 p, stk. 1, er sikret dækning i skyldnerens
eventuelle konkursbo på § 94-niveau.
Personer, der er ansat i skyldnerens virksomhed, vil ikke på
tilsvarende vis være afskåret fra at kræve, at skyldneren stil-
ler betryggende sikkerhed. Det følger af henvisningen til §
12 q, at personer, der er ansat i skyldnerens virksomhed, og
som vederlægges periodevis bagud, kan kræve, at skyldne-
ren stiller betryggende sikkerhed for det til enhver tid først
forfaldne vederlag, i det omfang det vedrører tiden efter,
der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud. Stilles
sikkerheden ikke inden 14 dage eller, hvis tiden for den
ansattes ydelse til skyldneren er kommet, uden ugrundet
ophold, kan den ansatte hæve arbejdsaftalen.
Det foreslås i stk. 3, at stk. 1 og 2 kun anvendes, hvis andet
ikke følger af andre lovbestemmelser eller af vedkommende
retsforholds beskaffenhed. Stk. 2 finder dog anvendelse uan-
set købelovens regler.
Det følger af bestemmelsen, at andre lovbestemmelser og
retsforholdets beskaffenhed kan føre til, at en gensidigt be-
byrdende aftale alligevel ikke vil kunne videreføres. Uanset
købelovens regler begrænses medkontrahentens adgang til
at udøve beføjelser som følge af skyldnerens anteciperede
misligholdelse dog af reglerne i § 12 q, når skyldneren har
videreført købsaftalen.
Retsforholdets beskaffenhed kan være særlig relevant i for-
hold til videreførelse af kreditaftaler med en bank, som
f.eks. en kassekredit, hvor skyldneren kan have en uudnyt-
tet trækningsret. På den ene side er formålet med den fore-
byggende rekonstruktionsbehandling at redde og videreføre
virksomheden. En videreførelse af en kassekredit kan have
en væsentlig betydning i den sammenhæng. På den anden
side bør det ikke være muligt for en skyldner at låne flere
penge, hvis det er sandsynligt, at skyldneren bliver insol-
vent. Der vil således skulle foretages en konkret vurdering
af omstændighederne omkring en aftale for at vurdere, om
retsforholdets beskaffenhed fører til, at en aftale ikke kan
kræves videreført.
Det foreslås i stk. 4, at § 12 s tilsvarende finder anvendelse
på ydelser, der overgives til skyldneren, efter der er truffet
bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.
Det følger af henvisningen til § 12 s, at hvis en ydelse,
for hvilken der skal svares vederlag, er overgivet til skyldne-
ren, efter der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesfor-
bud, vil ydelsen kunne kræves tilbage, medmindre aftalen
videreføres efter § 9 e. Hvis der under den forebyggende
rekonstruktionsbehandling efter bestemmelse om fyldestgø-
relsesforbud er rådet over ydelsen på en måde, hvor den
ikke kan tilbageleveres i væsentlig uforandret stand, omfat-
tes medkontrahentens krav på vederlag af § 94.
Til § 9 f
Det foreslås at indsætte § 9 f om gennemførelsen af en re-
konstruktion under en forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling.
Det foreslås i stk. 1, at en skyldner under forebyggende
rekonstruktionsbehandling kan fremsætte et rekonstruktions-
forslag. Reglerne i §§ 10 – 10 c og §§ 13 b – 13 f finder
tilsvarende anvendelse. Ved anvendelsen af § 10 a, stk. 5, nr.
2 og 3, træder rekonstruktionsforslagets fremsættelse i stedet
for rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Reglerne i konkurslovens §§ 10 – 10 c omhandler indholdet
af en rekonstruktion. Disse bestemmelser vil som følge af
§ 9 f, stk. 1, finde tilsvarende anvendelse ved forebyggende
rekonstruktioner, hvis der fremsættes et rekonstruktionsfor-
slag.
Det følger af § 10, at en rekonstruktion skal indeholde
mindst et af følgende elementer:
1) Tvangsakkord, jf. § 10 a
2) Virksomhedsoverdragelse, jf. § 10 b.
Med lovudkastet foreslås det at tilføje et tredje element,
nemlig andre tiltag, der alene eller tilsammen med de øvrige
dele af rekonstruktionen, medfører at skyldneren ophører
med at være insolvent, jf. den foreslåede § 1, nr. 6, som ind-
sætter § 10, nr. 3. Anvendelsen af den tredje mulighed under
en forebyggende rekonstruktionsbehandling forudsætter, at
forslaget ikke blot skal medføre, at skyldneren er eller bliver
solvent, men tillige at det ikke længere er sandsynligt, at
skyldneren bliver insolvent.
Med lovudkastet foreslås det at nyaffatte konkurslovens §
10 a om tvangsakkord, jf. den foreslåede § 1, nr. 6. Det
følger af bestemmelsen, at en tvangsakkord kan gå ud på
procentvis nedsættelse eller bortfald af fordringerne mod
skyldneren. En tvangsakkord kan endvidere gå ud på beta-
lingsudsættelse. En tvangsakkord kan betinges af, at skyld-
159
nerens formue eller en del af denne fordeles mellem for-
dringshaverne, jf. stk. 1.
Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det, hvilke fordringer en
tvangsakkord ikke kan omfatte. Det gælder for fordringer,
der er stiftet efter skifterettens modtagelse af et rekonstruk-
tionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord,
for pantefordringer, i det omfang pantet strækker til, og for
fordringer der i tilfælde af konkurs er omfattet af §§ 94-96.
Det følger af den foreslåede bestemmelses stk. 3, at en
tvangsakkord alene kan omfatte én af følgende gruppe af
fordringer:
1) Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af § 97
eller § 98, nr. 2, bortset fra krav på konventionalbod, i
det omfang boden ikke er erstatning for et lidt tab.
2) Fordringer, der i henhold til aftale står tilbage for de
øvrige fordringshavere i tilfælde af skyldnerens kon-
kurs, medmindre det fremgår af aftalen, at den ikke
gælder i tilfælde af skyldnerens rekonstruktion.
3) Krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er
erstatning for et lidt tab.
Det skal fremgå af tvangsakkorden, hvilken af de i stk.
3 nævnte gruppe af fordringer, som tvangsakkorden om-
fatter. Det kan bestemmes i tvangsakkorden, at fordringer
under et vist mindre beløb ikke omfattes, hvis det må anses
rimeligt begrundet under hensyn til skyldnerens forhold og
øvrige omstændigheder. Fordringer tilhørende samme ford-
ringshaver sammenlægges. Fordringer, som overstiger det
fastsatte beløb, giver ret til udbetaling af mindst dette beløb,
jf. det foreslåede stk. 4.
En tvangsakkord medfører bortfald af gaveløfter, krav på
renter for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indled-
ning af de fordringer, der er omfattet af tvangsakkorden,
krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren at an-
vise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt må anses
for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår perioden
efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, og som ikke
er omfattet af § 94, i det omfang fordringshaveren ikke kan
godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag, og fordrin-
ger, der efter stk. 3 er placeret i en lavere gruppe end den,
som omfattes af tvangsakkorden, jf. det foreslåede stk. 5.
En tvangsakkord som nævnt i stk. 3, nr. 1 (fordringer, der i
tilfælde af konkurs omfattes af § 97 eller § 98, nr. 2, bortset
fra krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er
erstatning for et lidt tab, omfatter krav på B-skat og aconto-
skat, der er forfaldne ved skifterettens modtagelse af rekon-
struktionsforslaget. Det kan bestemmes i tvangsakkorden, at
denne omfatter krav på restskat vedrørende det indkomstår,
hvor rekonstruktionsforslaget blev fremsat. Hvis tvangsakk-
orden indeholder en sådan bestemmelse, fastsætter skifteret-
ten, hvilken beløbsmæssig del af kravet, der omfattes af
tvangsakkorden, ud fra et skøn over, hvilken del af kravet,
der skyldes dispositioner foretaget inden rekonstruktionsfor-
slagets fremsættelse eller dettes indhold, jf. det foreslåede
stk. 6.
Uforfaldne fordringer omfattet af tvangsakkorden kan kræ-
ves betalt samtidig med andre fordringer, jf. det foreslåede
stk. 7.
Hvis skyldneren er et aktieselskab eller et anpartsselskab,
kan det bestemmes i tvangsakkorden, at selskabskapitalen
nedsættes til 0 kr. og samtidig forhøjes med ny selskabska-
pital, der skal opfylde kravene i selskabsloven. Det skal
fremgå af tvangsakkorden, hvem der tegner den nye selska-
bskapital. Indbetaling af den nye selskabskapital skal ske
kontant. Reglerne i 1.-3. pkt. finder alene anvendelse, hvis
skyldneren er insolvent, og det må antages, at en konkursbe-
handling ikke vil give fuld dækning til samtlige fordringsha-
vere, jf. det foreslåede stk. 8.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovudkastets §
1, nr. 6.
Det følger af § 10 b, at en virksomhedsoverdragelse kan
gå ud på overdragelse til eje af skyldnerens igangværende
virksomhed eller en del heraf, der bevarer sin identitet, og
som udgør en økonomisk enhed, der er organiseret med
henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet.
Det følger af § 10 c, at fordringshaverne skal behandles lige,
medmindre de samtykker i en mindre gunstig behandling,
eller andet følger af lovens øvrige bestemmelser.
Konkurslovens § 13 b indeholder formkrav til rekonstrukti-
onsforslag og det materiale, som skal ledsage rekonstrukti-
onsforslaget.
Af § 13 b, stk. 1, nr. 1, fremgår for det første, at rekon-
struktionsforslaget, hvis det indeholder bestemmelse om
virksomhedsoverdragelse, skal indeholde oplysning om er-
hververen, overdragelsessummen og hvilke aktiver, passiver
og gensidigt bebyrdende aftaler, der omfattes af overdragel-
sen.
Det følger for det andet af § 13 b, stk. 1, nr. 2, at rekonstruk-
tionsforslaget skal ledsages af en oversigt over skyldnerens
status. Denne status skal indeholde en oversigt over skyld-
nerens aktiver med oplysning om værdien af de enkelte
aktiver. Statussen skal endvidere indeholde en oversigt over
skyldnerens pantsatte aktiver, panterettighedernes art samt
størrelsen af pantefordringerne og eventuel friværdi i de
enkelte aktiver. Statussen skal endelig indeholde en oversigt
over usikrede krav, herunder pantsikrede krav, i det omfang
160
pantet ikke strækker til, med angivelse af fordringshaverne
og opdelt efter kravenes placering i konkursordenen.
Med lovudkastet foreslås det, at statussen, såfremt rekon-
struktionsforslaget indeholder bestemmelse efter det foreslå-
ede § 10 a, stk. 6, desuden skal indeholde en beregning
af skyldnerens forventede restskat for det indkomstår, hvor
rekonstruktionsforslaget fremsættes, med angivelse af, hvil-
ket beløb heraf, der skyldes dispositioner foretaget inden
rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller dettes indhold,
jf. lovudkastets § 1, nr. 22, som indsætter § 13 b, stk. 1,
nr. 2, litra d. Beregningen vil skulle være foretaget af tillids-
manden, hvis en sådan er beskikket, og ellers af en revisor,
der er godkendt efter revisorlovens § 3.
For det tredje følger det af § 13 b, stk. 1, nr. 3, at rekon-
struktionsforslaget skal ledsages af en redegørelse fra rekon-
struktøren og en eventuel tillidsmand. Redegørelsen skal
indeholde følgende:
– eventuelle kommentarer til den statusoversigt, der er
nævnt i nr. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra a),
– en redegørelse for sammenhængen mellem den statuso-
versigt, der er nævnt i nr. 2, og skyldnerens senest aflag-
te regnskab (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra b),
– oplysning om forhold, der vil kunne søges omstødt, om
anlagte omstødelsessager og om rettigheder, der er bort-
faldet efter § 12 j, stk. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra c),
– oplysning om skyldnerens eventuelle ansvarspådragende
forhold (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra d),
– oplysning om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde
konkurskarantæne (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra e),
– oplysning om årsagen til skyldnerens økonomiske van-
skeligheder (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra f),
– anslået dividende i tilfælde af skyldnerens konkurs (§ 13
b, stk. 1, nr. 3, litra g),
– forløbet af samarbejdet med skyldneren under rekon-
struktionsbehandlingen (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra h), og
– en erklæring fra rekonstruktøren og en eventuel tillids-
mand om, hvorvidt rekonstruktionsforslaget efter deres
skøn er rimeligt og frembyder en tilstrækkelig betryggel-
se for forslagets opfyldelse (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra i).
Med lovudkastets § 1, nr. 23 og 24, foreslås det desuden, at
det skal fremgå af redegørelsen, om skyldneren er en SMV,
jf. det foreslåede § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra j, samt at skyld-
nerens forslag til inddeling af fordringshaverne i særskilte
afstemningsklasser skal fremgå af det fremsendte materiale,
medmindre skyldneren er en SMV, og der ikke er fremsat
begæring efter det foreslåede § 13, stk. 2, jf. det foreslåede
§ 13 b, stk. 1, nr. 4. Dette skyldes navnlig, at der foreslås
særlige stemmeregler om klasseinddeling for en skyldner,
der ikke er en SMV, jf. de foreslåede regler i § 13 d, stk. 5-7,
jf. lovudkastets § 1, nr. 25.
Det følger af konkurslovens § 13 c, at skyldneren, rekon-
struktøren og en eventuel tillidsmand skal være til stede
på det møde, hvor der stemmes om rekonstruktionsforsla-
get. Det følger af stk. 2, at udebliver skyldneren uden
lovligt forfald, bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbe-
handlingen ophører. Undtagelsen i stk. 2, hvorefter skifteret-
ten kan lade rekonstruktionsbehandlingen fortsætte, hvis det
samtidig bestemmes, at rekonstruktøren skal overtage ledel-
sen af virksomheden efter §§ 12 a og 12 b, vil ikke være
relevant ved forebyggende rekonstruktion.
Konkurslovens § 13 d omhandler afstemningen om et rekon-
struktionsforslag. Bestemmelsen foreslås affattet ved lovud-
kastets § 1, nr. 25.
Det foreslås, at et rekonstruktionsforslag er vedtaget, hvis et
flertal af de fordringshavere, der er repræsenteret på mødet
og deltager i afstemningen, stemmer for, jf. det foreslåede
stk. 1.
Der stemmes efter fordringernes beløb. §§ 120 og 121 og
§ 123, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Indeholder re-
konstruktionsforslaget bestemmelse om tvangsakkord, er der
uanset størrelsen af den tilbudte dividende tillige stemmeret
på de fordringer, der omfattes af akkorden efter § 10 a,
stk. 4. En fordring, der bortfalder ved akkorden som følge
af fordringshaverens indvilligelse heri i forbindelse med
rekonstruktionsbehandlingen, giver alene stemmeret, hvis
bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stadfæs-
telse. Hvis flere grupper af fordringer er stemmeberettigede
efter reglerne i 2.-4. pkt., har samtlige fordringshavere i de
nævnte grupper stemmeret, jf. det foreslåede stk. 2.
De fordringshavere, hvis fordring er bestridt, deltager fore-
løbigt i afstemningen om rekonstruktionsforslaget. Viser af-
stemningen, at disse stemmer vil være afgørende for udfal-
det, bestemmer skifteretten, hvilke af dem, der giver stem-
meret og for hvilke beløb, jf. det foreslåede stk. 3.
Fordringer, der tilhører skyldnerens nærtstående, giver ikke
stemmeret, jf. det foreslåede stk. 4.
Fordringshaverne skal inddeles i særskilte afstemningsklas-
ser, der afspejler et tilstrækkeligt interessesammenfald mel-
lem fordringshaverne i den enkelte klasse. En gruppe af
fordringshavere, jf. § 10 a, stk. 3, og §§ 95-98, kan indde-
les i flere afstemningsklasser. En fordring, der ikke giver
stemmeret, jf. stk. 2-4, indgår ikke i nogen afstemningsklas-
se. Pantefordringer har dog stemmeret uanset reglen i stk. 2,
jf. § 120, stk. 2, og skal udgøre en særskilt afstemningsklas-
se, jf. det foreslåede stk. 5.
Der stemmes i hver afstemningsklasse for sig. Hvis rekon-
struktionsforslaget vedtages af et flertal af afstemningsklas-
161
serne, anses rekonstruktionsforslaget for vedtaget, jf. det
foreslåede stk. 6.
Det foreslås, at reglerne i stk. 5-6, alene skal finde anvendel-
se, hvis skyldneren ved fremsendelsen af rekonstruktions-
forslaget har begæret inddeling i afstemningsklasser, eller
hvis skyldneren ikke er en SMV, jf. det foreslåede stk. 7. Det
følger heraf, at klasseinddelingen vil være obligatorisk for
en skyldner, der ikke er en SMV, samt at en SMV, i for-
bindelse med fremsendelsen af rekonstruktionsforslaget, vil
kunne begære skifteretten om inddeling i nærmere definere-
de klasser.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovudkastets §
1, nr. 25.
Konkurslovens § 13 e omhandler stadfæstelse af rekonstruk-
tionsforslaget. Det følger af stk. 1, at det vedtagne rekon-
struktionsforslag ikke er gyldigt, før det er stadfæstet af
skifteretten. Indsigelse mod stadfæstelse af rekonstruktions-
forslaget skal fremsættes senest i det møde, hvor der stem-
mes om rekonstruktionsforslaget. Skifteretten kan give en
kort frist til nærmere begrundelse af indsigelsen, jf. stk. 2.
Det følger af § 13 e, stk. 3, at skifteretten skal nægte stad-
fæstelse i en række situationer.
Dette gælder for det første, når der er begået fejl ved
fremgangsmåden under behandlingen af rekonstruktionsfor-
slaget, eller der er ufuldstændighed i de tilvejebragte oplys-
ninger, som må antages at have haft væsentlig betydning for
resultatet af stemmeafgivningen, jf. § 13 e, stk. 3, nr. 1. Skif-
teretten kan udsætte sin afgørelse, indtil rekonstruktionsfor-
slaget har været underkastet en ny afstemning, forudsat at
den nye afstemning kan nå at blive afholdt inden for den
maksimale længde af den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling, jf. herved § 9 h, stk. 1, nr. 6.
Skifteretten skal for det andet nægte at stadfæste rekonstruk-
tionsforslaget, hvis det indeholder bestemmelse om tvangs-
akkord, der ikke er forenelig med konkurslovens § 10 a,
eller forslaget i øvrigt er i strid med loven, jf. § 13 e, stk. 3,
nr. 2.
For det tredje skal skifteretten nægte stadfæstelse, når skyld-
neren eller tredjemand for at indvirke på afstemningen har
tilsagt en fordringshaver fordele uden for rekonstruktionen,
jf. § 13 e, stk. 3, nr. 3.
Med lovudkastet foreslås det at indsætte et nyt § 13 e,
stk. 5, jf. lovudkastets § 1, nr. 26. Det vil følge heraf, at
hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om
tvangsakkord, og skyldneren er en fysisk person, vil skifte-
retten skulle nægte stadfæstelse, hvis skyldneren som følge
af strafbare forhold eller groft uforsvarlig forretningsførelse
ikke ville kunne opnå gældssanering, jf. § 197, stk. 2, nr. 3
og 4, jf. § 197, stk. 3. Skifteretten vil endvidere kunne næg-
te stadfæstelse, hvis skyldneren som følge af uforsvarlige
handlinger i økonomiske anliggender eller erstatningspådra-
gende forhold ikke ville kunne opnå en gældssanering, jf. §
197, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. § 197, stk. 3. Der henvises i øvrigt
til de foreslåede ændringer af reglerne, jf. lovudkastets § 1,
nr. 40 (ændringen af konkurslovens § 197).
Skifteretten skal desuden nægte stadfæstelse, hvis rekon-
struktionsforslaget medfører, at en eller flere fordringshave-
re får en ringere grad af fyldestgørelse end under en kon-
kursbehandling. Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder
bestemmelse om tvangsakkord, og skyldneren er en fysisk
person, der ikke driver erhvervsmæssig virksomhed, skal
skifteretten endvidere nægte stadfæstelse, hvis det samlede
beløb, som skyldneren skal betale ifølge rekonstruktionsfor-
slaget, er mindre end det samlede beløb, som skyldneren
ville skulle betale i tilfælde af gældssanering, jf. § 13 e,
stk. 5, som foreslås affattet ved lovudkastets § 1, nr. 26,
og som bliver stk. 6. Bestemmelsen regulerer skifterettens
adgang til at nægte stadfæstelse af et vedtaget rekonstrukti-
onsforslag og har til formål at sikre, at ingen fordringshaver
bliver stillet væsentligt ringere, end den pågældende ville
være blevet stillet i tilfælde af skyldnerens konkurs eller
gældssanering for så vidt angår fysiske personer, der ikke
driver erhvervsmæssig virksomhed.
Skifteretten kan endelig betinge stadfæstelsen af, at skyldne-
ren undergiver sig tilsyn af rekonstruktøren. Tilsynet skal
påse, at skyldneren overholder vilkårene for rekonstruktio-
nen og ikke ved sin forretningsførelse eller sit forbrug bliver
ude af stand hertil. Tilsynet kan i dette øjemed give skyldne-
ren særlige anvisninger. Skyldneren skal give tilsynet alle
fornødne oplysninger. Hvis skyldneren bringer fordringsha-
vernes ret i fare, skal tilsynet give indberetning herom til
skifteretten, der ved indkaldelse til møde eller på anden må-
de gør fordringshaverne bekendt med indberetningen, jf. §
13, stk. 6. Bestemmelsen er ikke relevant, hvis skyldnerens
bo tages under konkursbehandling samtidig med rekonstruk-
tionsbehandlingens ophør. Stk. 6 er derfor i praksis kun rele-
vant, hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse
om tvangsakkord eller på anden måde sikrer, at skyldneren
ikke tages under konkursbehandling.
Konkurslovens § 13 f omhandler ophør af rekonstrukti-
onsbehandlingen efter afstemning om rekonstruktionsforsla-
get. Det følger heraf, at stadfæster skifteretten rekonstruk-
tionsforslaget, ophører rekonstruktionsbehandlingen. Forka-
stes rekonstruktionsforslaget eller nægtes stadfæstelsen, op-
hører rekonstruktionsbehandlingen ligeledes, jf. stk. 1.
Ved stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag kan skifteret-
ten dog bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen skal fort-
sætte, hvis det fremgår af det stadfæstede forslag, at der vil
162
blive fremsat yderligere rekonstruktionsforslag under den
forebyggende rekonstruktionsbehandling. Det gælder dog
ikke, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder
bestemmelse om tvangsakkord, jf. stk. 4. Bestemmelsen er
begrundet i, at hvis skyldneren får stadfæstet et rekonstruk-
tionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord,
og dermed bliver solvent, bør skyldneren ikke længere kun-
ne være undergivet insolvensbehandling, jf. Folketingstiden-
de 2009-10, A, L 199 som fremsat, side 127. Selv om en
skyldner, der er blevet solvent som følge af en tvangsak-
kord, principielt fortsat kan have sandsynlighed for at blive
insolvent, er det fundet mest hensigtsmæssigt at fastholde,
at den forebyggende rekonstruktionsbehandling skal ophøre
som følge af tvangsakkorden.
Skifteretten kan endvidere ved stadfæstelse af et rekonstruk-
tionsforslag bestemme, at rekonstruktionsbehandlingen skal
fortsætte, hvis det stadfæstede rekonstruktionsforslag inde-
holder bestemmelse om en virksomhedsoverdragelse, som
endnu ikke er tiltrådt af erhververen. En forebyggende re-
konstruktionsbehandling kan dog ikke vare i mere end et
år. Skifteretten fastsætter en frist for erhververens tiltræ-
delse af aftalen om virksomhedsoverdragelse på højst fire
uger. Når virksomhedsoverdragelsen er tiltrådt af erhverve-
ren, eller når den frist, skifteretten har fastsat, er udløbet,
uden at erhververen har tiltrådt aftalen, bestemmer skifteret-
ten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, jf. § 13 f, stk.
3.
Det foreslås i stk. 2, at såfremt der er truffet bestemmelse
om fyldestgørelsesforbud, kan der ske virksomhedsoverdra-
gelse efter reglerne i § 13 g. Hvis der ikke er fyldestgørel-
sesforbud, er fordringshaverne ikke nødvendigvis bekendte
med den forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvorfor
der ikke bør kunne ske virksomhedsoverdragelse ved en
fast-track procedure.
Konkurslovens § 13 g blev indsat ved lov nr. 530 af 27.
marts 2021 og fastsætter en ny ”fast track” procedure for
virksomhedsoverdragelse, hvor der ikke er vedtaget og stad-
fæstet et rekonstruktionsforslag.
Det følger af § 13 g, stk. 1, at rekonstruktion i form af
en virksomhedsoverdragelse kan ske med rekonstruktørens
samtykke, inden der er vedtaget en rekonstruktionsplan, hvis
det skønnes hensigtsmæssigt for at bevare værdien af skyld-
nerens virksomhed, og medmindre indsigelse mod overdra-
gelsen fra et flertal af fordringshaverne er kommet frem
til rekonstruktøren inden 5 hverdage efter afsendelsen af
en meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og andre,
bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af rekonstruk-
tionshandlingen, og til skifteretten, jf. stk. 3. Flertallet af
fordringshaverne regnes blandt de fordringshavere, der efter
§ 13 d, stk. 2-4, har stemmeret vedrørende et rekonstrukti-
onsforslag indeholdende bestemmelse om tvangsakkord, jf.
stk. 2.
Konkurslovens § 13 g, stk. 4, fastsætter hvilke oplysninger,
der skal sendes til fordringshaverne med henblik på, at de
kan danne sig et overblik over, om der skal gøres indsigelse
mod overdragelsen. Det følger heraf, at der blandt andet skal
oplyses om overdragelsessummen, hvilke aktiver, passiver
og gensidigt bebyrdende aftaler, der omfattes af overdragel-
sen og om erhververen, jf. § 13 b, stk. 1, nr. 1, herunder om
erhververen er skyldnerens nærtstående. Meddelelsen skal
endvidere indeholde de oplysninger, der følger af § 11 b,
stk. 2, 1. pkt., og 2. pkt., nr. 1 og 2, i det omfang disse
oplysninger ikke allerede er udsendt i medfører af § 11 b
(om den meddelelse, der skal udsendes senest en uge efter
indledningen af en rekonstruktionsbehandling), jf. også den
foreslåede § 9 c. Endvidere skal der oplyses om værdiansæt-
telse af skyldnerens aktiver, og om hvortil en fordringshaver
kan rette henvendelse, hvis denne har indsigelser mod virk-
somhedsoverdragelsen og fristen for, hvornår en indsigelse
skal være kommet frem til rekonstruktøren. Endeligt skal
der gives en kort begrundelse for, hvorfor anvendelse af
”fast track”-proceduren skønnes hensigtsmæssig.
Senest fem hverdage efter fristen for indsigelser, skal re-
konstruktøren sende en meddelelse til samtlige kendte for-
dringshavere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der
berøres af rekonstruktionsbehandlingen, og til skifteretten,
hvor der redegøres for, om virksomhedsoverdragelsen blev
gennemført, jf. § 13 g, stk. 5.
Reglerne om tvunget debitorskifte i konkurslovens § 14 c,
stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse ved brug af ”fast
track”-proceduren, jf. § 13 g, stk. 6.
Til § 9 g
Det foreslås at indsætte en ny § 9 g om retsvirkningerne af
et stadfæstet rekonstruktionsforslag.
Det foreslås i stk. 1, at hvis skifteretten stadfæster et rekon-
struktionsforslag, finder reglerne i § 14, § 14 a, § 14 b, §
14 c, stk. 1, § 14 d og § 14 e tilsvarende anvendelse. Disse
regler regulerer retsvirkningerne af, at skifteretten har stad-
fæstet en rekonstruktion. Bestemmelsen overfører reglerne
om retsvirkninger af rekonstruktion til forebyggende rekon-
struktioner, dog undtaget § 14 c, stk. 2 – 4, der angår debi-
torskifte på videreførte aftaler og bindende vurdering, idet
sådanne regler vurderes for vidtgående, når det ikke vides,
om skyldneren er insolvent eller kun har sandsynlighed her-
for.
Konkurslovens §§ 14 – 14 b regulerer retsvirkningerne af
en bestemmelse om tvangsakkord og § 14 c regulerer rets-
virkningerne af en virksomhedsoverdragelse. Hvis et stad-
fæstet rekonstruktionsforslag indeholder bestemmelse om
både tvangsakkord og virksomhedsoverdragelse, finder beg-
163
ge regelsæt anvendelse. §§ 14 d og 14 e finder anvendelse
på alle rekonstruktioner.
Konkurslovens § 14 omhandler retsvirkningerne af en
rekonstruktion, der indeholder bestemmelse om tvangsak-
kord. Det følger heraf, at en tvangsakkord har virkning
som et retsforlig, jf. stk. 1. Tvangsakkorden befrier skyld-
neren for den del af gælden, der ikke overtages ved ak-
korden. Akkorden er bindende også for fordringshavere,
som ikke har meldt sig, og for kautionister og andre, der
hæfter for gælden, jf. stk. 2. Det foreslås i lovudkastet at
uanset, at akkorden er bindende for alle fordringshavere,
har tvangsakkorden ikke indflydelse på skatteforvaltningens
adgang til at modregne krav omfattet af det foreslåede § 10
a, stk. 6, 1. pkt., i overskydende skat vedrørende samme
indkomstår, jf. lovudkastets § 1, nr. 29 (forslag til § 14,
stk. 2, 3. pkt.). Tvangsakkorden har ingen indflydelse på
fordringshaveres rettigheder mod kautionister og andre, som
hæfter tillige med skyldneren, jf. stk. 3. En aftale, hvorved
skyldneren eller tredjemand giver en fordringshaver større
fordele end hjemlet ved tvangsakkorden, er ugyldig, jf. stk.
4. Ved den foreslåede § 10 a, stk. 8, gives mulighed for at
etablere ny selskabskapital som led i en tvangsakkord. Ved
det foreslåede § 14, stk. 5, fastsættes de nærmere retsvirk-
ninger heraf.
Konkurslovens § 14 a omhandler behandlingen af omtvi-
stede og betingede krav i en tvangsakkord. Det følger af
bestemmelsen, at kan et afdrag på en fordring omfattet af
en tvangsakkord ikke betales, fordi fordringen er omtvistet
eller afhængig af en endnu ikke opfyldt betingelse, kan skif-
teretten bestemme, at beløbet skal indsættes på en særlig
konto i et pengeinstitut, jf. stk. 1. Hvis det ved endelig
dom bliver fastslået, at beløbet ikke skyldes, hvis sagen om
berettigelsen af kravet ikke er anlagt inden en af skifteretten
fastsat frist, eller hvis det viser sig, at en betingelse ikke vil
blive opfyldt, hvor om skifteretten kan give attest, udloddes
beløbet til de fordringshavere, hvis fordringer omfattes af
tvangsakkorden uden at bortfalde ved denne, medmindre
det er bestemt i akkorden, at beløbet skal tilbagebetales til
skyldneren, jf. stk. 2. Det vil navnlig være hensigtsmæssigt
at tilbagebetale beløbet til skyldneren, hvis der alene er tale
om mindre krav, hvor det er uforholdsmæssigt omkostnings-
tungt at foretage efterudlodning af beløbet til fordringsha-
verne.
Konkurslovens § 14 b regulerer fordringshavernes dividende
i tilfælde, hvor skyldneren efter afslutningen af en rekon-
struktion, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, på
ny undergives insolvensbehandling, der medfører udbetaling
af dividende. Det følger af bestemmelsen, at tages skyldne-
rens bo under konkursbehandling, får skyldneren på ny stad-
fæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse
om tvangsakkord, eller meddeles skyldneren gældssanering,
efter at der er stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der inde-
holder bestemmelse om tvangsakkord, har de af akkorden
omfattede fordringshavere krav på udlæg i forhold til for-
dringernes beløb uden hensyn til den skete nedskrivning,
men efter fradrag af afbetalinger. Udlægget i konkursboet,
den nye tvangsakkord eller gældssaneringssagen i forbindel-
se med disse afbetalinger kan dog ikke overstige, hvad der
efter akkorden tilkommer de pågældende fordringshavere,
medmindre akkorden er bortfaldet efter § 14 e.
Konkurslovens § 14 c omhandler retsvirkningerne af en re-
konstruktion, der indeholder bestemmelse om virksomheds-
overdragelse. Det følger af stk. 1, at en virksomhedsoverdra-
gelse, der gennemføres på grundlag af et stadfæstet rekon-
struktionsforslag, ikke kan omstødes. Hvis rekonstruktionen
ophæves efter § 14 e, kan virksomhedsoverdragelsen dog i
givet fald omstødes, hvis betingelserne efter konkurslovens
§§ 64-80 er opfyldt.
Konkurslovens § 14 d omhandler tilsyn. Det følger heraf, at
må rekonstruktionens opfyldelse antages at være bragt i fare
ved skyldnerens forhold, kan skifteretten på begæring af en
fordringshaver bestemme, at skyldneren skal underkaste sig
tilsyn af rekonstruktøren. § 13 e, stk. 6, finder tilsvarende
anvendelse. Det følger heraf, at tilsynet skal påse, at skyld-
neren overholder vilkårene for rekonstruktionen og ikke ved
sin forretningsførelse eller sit forbrug bliver ude af stand
hertil. Tilsynet kan i dette øjemed give skyldneren særlige
anvisninger. Skyldneren skal give tilsynet alle fornødne op-
lysninger. Hvis skyldneren bringer fordringshavernes ret i
fare, skal tilsynet give indberetning herom til skifteretten,
der ved indkaldelse til møde eller på anden måde gør for-
dringshaverne bekendt med indberetningen. I det omfang
skyldneren allerede er underlagt tilsyn, eksempelvis af Fi-
nanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som fonds-
myndighed, skal tilsynet efter den foreslåede bestemmelse
koordineres med tilsynsmyndigheden.
Konkurslovens § 14 e omhandler skifterettens adgang til at
træffe beslutning om ophævelse af en rekonstruktion og om
retsvirkningerne af en sådan ophævelse. Det følger af stk.
1, at en rekonstruktion på begæring af en fordringshaver
eller tilsynet kan ophæves af skifteretten, hvis skyldneren
med hensyn til rekonstruktionen har gjort sig skyldig i svig-
agtigt forhold, eller skyldneren, eller andre med skyldne-
rens vidende, i øvrigt forud for rekonstruktionens stadfæstel-
se hemmeligt har indrømmet nogen fordringshaver fordele
frem for de øvrige fordringshavere, jf. nr. 1, eller hvis skyld-
neren groft tilsidesætter sine pligter ifølge rekonstruktionen,
jf. nr. 2. Inden skifteretten træffer afgørelse om ophævelse,
skal skifteretten indkalde skyldneren, fordringshaverne, re-
konstruktøren, en eventuel tillidsmand og eventuelle kautio-
nister for rekonstruktionen til et møde, jf. stk. 2. Det følger
af stk. 3, at ophævelse af en rekonstruktion medfører, at en
tvangsakkord bortfalder, jf. nr. 1, at en af tredjemand stillet
sikkerhed eller kaution for opfyldelse af en tvangsakkord
bortfalder, medmindre tredjemand vidste eller burde vide, at
de omstændigheder, der er beskrevet i stk. 1, nr. 1, forelå,
164
eller den pågældende har medvirket til, at skyldneren har
tilsidesat sine pligter som anført i stk. 1, nr. 2, jf. nr. 2, og at
en virksomhedsoverdragelse, der er gennemført på grundlag
af rekonstruktionen, ikke omfattes af § 14 c, stk. 1, jf. nr. 3.
Det foreslås i stk. 2, at stadfæstes et rekonstruktionsforslag,
der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, finder regler-
ne i §§ 12 h – 12 m tilsvarende anvendelse. Reglerne i §§ 12
h – 12 m finder således ikke anvendelse, hvis der stadfæstes
et rekonstruktionsforslag, der ikke indeholder bestemmelse
om tvangsakkord, såsom eksempelvis et rekonstruktionsfor-
slag, der alene går ud på virksomhedsoverdragelse.
Det følger af § 12 h, at indledning af rekonstruktionsbe-
handling sidestilles i relation til reglerne om sikringsakters
foretagelse og retsvirkning med afsigelse af konkursdek-
ret. Den ekstinktive virkning er efter stk. 2 betinget af,
at det stadfæstede rekonstruktionsforslag indeholder bestem-
melse om tvangsakkord. Ved forebyggende rekonstruktion
foreslås det, at tidspunktet for skifterettens bestemmelse
om fyldestgørelsesforbud er fristdagen, jf. det foreslåede §
1, stk. 1, nr. 4 (som indsat ved lovudkastets § 1, nr. 2),
og bestemmelsen herom træder i stedet for rekonstruktions-
behandlingens indledning. Ekstinktion vil således indtræde
med virkning fra skifterettens bestemmelse om fyldestgø-
relsesforbud, medmindre der kræves iagttagelse af særlige
sikringsakter. Er der tale om rettigheder over fast ejendom,
skibe, luftfartøjer, motorkøretøjer eller registrerede værdipa-
pirer, indtræder ekstinktion ved tinglysning eller registrering
af fyldestgørelsesforbuddet eller tvangsakkorden.
Det følger af § 12 i, at reglerne i §§ 64-80 finder tilsvarende
anvendelse, når rekonstruktionsbehandling er indledt. Hen-
visningen til bestemmelsen indebærer, at konkurslovens om-
stødelsesregler også finder anvendelse ved forebyggende
rekonstruktion, når der stadfæstet en tvangsakkord. Henvis-
ningen til reglerne om omstødelse omfatter ikke § 81 om
fristerne for anlæg af omstødelsessag i konkurs. I stedet
henvises der til §§ 12 j – 12 l om anlæggelse af omstødelses-
sager under rekonstruktioner. Fristdagen ved forebyggende
rekonstruktionsbehandling foreslås at være den dag, der er
meddelt et fyldestgørelsesforbud, jf. det foreslåede § 1, stk.
1, nr. 4 (som indsat ved lovudkastets § 1, nr. 2).
Det følger af § 12 j, at krav på omstødelse gøres gældende
af fordringshaverne ved søgsmål, medmindre skifteretten
bestemmer andet, jf. stk. 1. Søgsmål skal i givet fald anlæg-
ges ved de almindelige domstole, idet skifteretten ikke kan
behandle et sådant søgsmål. En sikkerhedsret, der omfattes
af § 71, bortfalder ved rekonstruktionsbehandlingens indled-
ning. Arrest foretaget inden rekonstruktionsbehandlingens
indledning bortfalder, jf. stk. 2. Bestemmelsen medfører, at
sikkerhedsrettigheder, der omfattes af § 71 (navnlig udlæg
foretaget senere end 3 måneder før fristdagen), og arrest
bortfalder, uden det er nødvendigt at anlægge omstødelses-
sag. I en forebyggende rekonstruktionsbehandling vil en
sikkerhedsret, der omfattes af § 71, bortfalde, når der er
stadfæstet en tvangsakkord. Det vil normalt være fogedret-
ten, der foretog udlægget eller arresten, der skal afgøre, om
et udlæg er bortfaldet efter bestemmelsen. Fogedretten kan
dog henvise parterne til civilt søgsmål, hvis afgørelsen af
tvisten nødvendiggør en bevisførelse, som på grund af dens
omfang eller beskaffenhed eller af andre særlige grunde bør
ske under almindelig rettergang, jf. retsplejelovens § 501,
stk. 4. Det følger endeligt af stk. 3, at fordringshaverne kan
sælge retten til at gøre et krav på omstødelse gældende. Salg
af omstødelseskrav vil i praksis forudsætte, at køberen får
adgang til oplysninger om kravet, herunder foreliggende be-
viser for dets berettigelse.
Konkurslovens § 12 k omhandler fremgangsmåden ved for-
dringshavernes søgsmål om omstødelse eller salg af krav på
omstødelse. Det følger af bestemmelsen, at enhver stemme-
berettiget fordringshaver kan stille forslag om anlæg af om-
stødelsessag eller salg af retten til at gøre omstødelse gæl-
dende. Forslag herom skal fremsættes senest på det møde,
hvor der stemmes om rekonstruktionsforslaget. § 13 d finder
tilsvarende anvendelse, idet dog mindst en fordringshaver
skal stemme for forslaget om anlæg af omstødelsessag. Den
begunstigede har ikke stemmeret, jf. stk. 1. Bestemmelsen
udelukker ikke, at den begunstigede er til stede på mødet
og ytrer sig på lige fod med andre fordringshavere. Det
bemærkes, at § 12 k, stk. 1, foreslås konsekvensrettet, jf.
lovudkastets § 1, nr. 13.
Konkurslovens § 12 k, stk. 1, indebærer, at afstemningen om
sagsanlæg eller salg af krav på omstødelse skal finde sted
på et møde i skifteretten, hvortil skyldneren, rekonstruktøren
og fordringshaverne er indkaldt. Hvis der både er fremsat
forslag om sagsanlæg og salg af krav på omstødelse vedrø-
rende samme disposition, afgør skifteretten, hvilket af for-
slagene der først skal sættes til afstemning. Vedtages det
forslag, der først sættes til afstemning, bortfalder det andet
forslag. Vedtagelse af et forslag om salg af krav på omstø-
delse forudsætter, at vilkårene for salget, herunder navnlig
den pris, som køberen skal betale, ligger fast. I praksis
vil det således være nødvendigt at forhandle med køberen,
før forslaget sættes til afstemning. Et forslag om sagsanlæg
eller salg af krav på omstødelse er vedtaget, hvis mindst
én fordringshaver stemmer for, og der ikke er et flertal af
de fordringshavere, der er repræsenteret på mødet og delta-
ger i afstemningen, som stemmer imod. Der stemmes efter
fordringernes beløb. Skifteretten bør notere oplysning om
navne og adresser på de fordringshavere, som stemmer for
sagsanlægget, samt størrelsen på deres fordring, i retsbogen
af hensyn til reglen om hæftelse i § 12 k, stk. 2.
Det følger af § 12 k, stk. 2, at vedtages sagsanlæg, hæf-
ter de fordringshavere, der stemte for sagsanlægget, solida-
risk for omkostningerne ved sagen. I det indbyrdes forhold
hæfter fordringshaverne i forhold til størrelsen af deres
fordring mod skyldneren. Det følger af stk. 3, at vedtages
165
sagsanlæg, udpeger skifteretten efter anmodning fra en ford-
ringshaver, der stemte for sagsanlægget, en advokat til at
føre sagen. Fremkommer der på mødet flere forslag, udpe-
ges den advokat, der har den største tilslutning blandt de
fordringshavere, der stemte for sagsanlægget. Skifteretten
fastlægger omfanget af advokatens rettergangsfuldmagt og
bestemmer herunder, hvilke anliggender der skal forelægges
for de nævnte fordringshavere til afstemning på et møde i
skifteretten. Advokatens honorar fastsættes af den ret, hvor
omstødelsessagen føres.
Konkurslovens § 12 k, stk. 4, angår de tilfælde, hvor der
hverken vedtages sagsanlæg eller salg af retten til at gøre
omstødelse gældende. I sådanne tilfælde kan enhver stem-
meberettiget fordringshaver anlægge omstødelsessag, hvis
fordringshaveren senest på det møde, hvor der stemmes om
rekonstruktionsforslaget, giver skifteretten meddelelse her-
om, og skifteretten ikke finder, at anlæg af omstødelsessag
vil stride mod fordringshavernes fælles interesser.
Omstødelsessager skal anlægges senest fire uger efter re-
konstruktionsbehandlingens ophør, jf. stk. 5. Fristen gælder
for alle omstødelsessager, dvs. både fordringshavernes fæl-
les søgsmål efter stk. 1-3, en fordringshavers søgsmål ef-
ter stk. 4 og en køber af omstødelseskravets søgsmål. For-
dringshavernes adgang til søgsmål efter § 12 k ophører dog,
hvis skyldneren går konkurs, idet spørgsmålet om anlæg
af omstødelsessag reguleres af §§ 81, 135 og 137 fra tids-
punktet for afsigelse af konkursdekret. Ved en forebyggende
rekonstruktion vil omstødelsessagen således skulle anlægges
senest fire uger efter stadfæstelsen af et rekonstruktionsfor-
slag med en tvangsakkord.
Der henvises i øvrigt til Folketingstidende 2009-10, A, L
199 som fremsat, side 111-113.
Konkurslovens § 12 l bestemmer, at hvis der afsiges dom
om omstødelse i en sag anlagt efter § 12 k, stk. 3 eller 4,
(dvs. et fælles søgsmål eller et individuelt søgsmål anlagt af
en fordringshaver), bestemmes det i dommen, at det idømte
skal betales til skifteretten, der heraf afholder sagens rime-
lige omkostninger og udlodder resten til fordringshaverne
efter samme fordeling som ved rekonstruktionen. I forhold
til forebyggende rekonstruktion vil det i praksis betyde, at
skifteretten skal udlodde beløbet i overensstemmelse med
tvangsakkorden, idet det forslåede § 9 g, stk. 2, alene finder
anvendelse ved bestemmelse om tvangsakkord. § 12 l finder
ikke anvendelse, hvis skyldnerens bo er under konkursbe-
handling på det tidspunkt, hvor dommen afsiges, idet § 136,
stk. 3, i stedet finder anvendelse.
Det følger af § 12 m, at sælges retten til at gøre omstødelse
gældende, indbetales salgssummen til rekonstruktøren, der
fordeler beløbet til fordringshaverne efter samme fordeling
som ved rekonstruktionen, medmindre andet er bestemt ved
beslutningen om salget. I forhold til forebyggende rekon-
struktion, vil det i praksis betyde, at skifteretten skal udlod-
de beløbet i overensstemmelse med tvangsakkorden, idet det
forslåede i § 9 g, stk. 2, alene finder anvendelse, når der
er stadfæstet en tvangsakkord, hvorefter rekonstruktørens
hverv er ophørt.
Til § 9 h
Det foreslås at indsætte § 9 h om ophør af forebyggende
rekonstruktionsbehandling.
Det forslås i stk. 1, at ud over de tilfælde, der er nævnt i § 9
c, og § 9 f, jf. § 13 c, stk. 2, og § 13 f, træffer skifteretten be-
stemmelse om, at den forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling ophører i en række nærmere angivne situationer.
Det følger heraf, at de angivne tilfælde medfører ophør af
forebyggende rekonstruktion, ud over de tilfælde, der er
nævnt i § 9 c (krav om redegørelse efter meddelelse af
fyldestgørelsesforbud), og § 9 f, jf. § 13 c, stk. 2 (skyldne-
rens udeblivelse uden lovligt forfald ved det møde, hvor der
stemmes om rekonstruktionsforslaget) og § 13 f (ophør som
følge af forkastelse af rekonstruktionsforslag, nægtelse af
stadfæstelse eller stadfæstelse af rekonstruktionsforslag).
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at skifteretten skal træffe be-
stemmelse om ophør af den forebyggende rekonstruktions-
behandling, hvis skyldneren hverken er insolvent eller har
sandsynlighed for at blive insolvent.
Det følger af den foreslåede § 9 a (som foreslås indsat ved
lovudkastets § 1, nr. 6), at en skyldner, der er insolvent, jf.
§ 17, stk. 2, eller som følge af økonomiske vanskeligheder
har sandsynlighed for at blive insolvent, skal tages under
forebyggende rekonstruktionsbehandling, når det begæres
af skyldneren. Henset til, at det er en forudsætning for, at
skyldneren kan tages under forebyggende rekonstruktion, at
skyldneren er insolvent eller har sandsynlighed for at blive
insolvent, er det en naturlig konsekvens heraf, at såfremt
denne forudsætning på et senere tidspunkt ikke længere er
opfyldt, skal skifteretten træffe bestemmelse om ophør af
den forebyggende rekonstruktionsbehandling. Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede § 9 a, jf.
lovudkastets § 1, nr. 6.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at skifteretten skal træffe be-
stemmelse om ophør af den forebyggende rekonstruktions-
behandling, hvis skyldneren ikke samarbejder loyalt eller
bringer fordringshavernes ret i fare.
En skyldner samarbejder ikke loyalt, hvis skyldneren f.eks.
tilbageholder væsentlige oplysninger om sin økonomi. For-
dringshavernes ret kan bl.a. bringes i fare, hvis en væsentlig
166
forudsætning for en effektiv gennemførelse af den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling brister, og behandlingen
således ikke længere har et rimeligt formål.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at skifteretten skal træffe be-
stemmelse om ophør af den forebyggende rekonstruktions-
behandling, hvis skyldneren begærer det.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at skifteretten skal træffe be-
stemmelse om ophør af den forebyggende rekonstruktions-
behandling, hvis den forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling er udsigtsløs, herunder hvis skyldnerens regnskabs- og
bogføringsmateriale er så mangelfuldt, at det vil indebære
uforholdsmæssige omkostninger at opnå tilstrækkelig ind-
sigt i skyldnerens økonomiske forhold.
Bestemmelsen vil navnlig være relevant, såfremt de opføl-
gende møder med skyldneren eller den skriftlige status fra
en eventuel rekonstruktør viser, at der ikke er fremdrift i den
forebyggende rekonstruktionsbehandling. Skifteretten skal
foretage en forudgående høring af skyldneren og en even-
tuel rekonstruktør. Høring kan efter skifterettens nærmere
bestemmelse eventuelt foretages på skriftligt grundlag eller
telefonisk.
Bestemmelsen kan f.eks. anvendes i tilfælde, hvor det står
klart, at en insolvent skyldner ikke kan reddes, f.eks. hvis et
flertal af de stemmeberettigede fordringshavere erklærer, at
de er imod en rekonstruktion, eller hvor en solvent skyldner
ikke har brug for at anvende den forebyggende rekonstrukti-
onsproces, men alene søger at udnytte et fyldestgørelsesfor-
bud på urimelig vis.
Det foreslås i stk. 1, nr. 5, at skifteretten skal træffe bestem-
melse om ophør af den forebyggende rekonstruktion, hvis
Erhvervsstyrelsen træffer beslutning om tvangsopløsning af
skyldneren.
Formålet med en forebyggende rekonstruktion vil være at
redde virksomheden. Af den årsag bør behandlingen ikke
fortsætte, hvis der er truffet beslutning om tvangsopløsning.
Det foreslås i stk. 1, nr. 6¸ at skifteretten skal træffe bestem-
melse om ophør af den forebyggende rekonstruktion, hvis
der er forløbet et år siden indledningen af den forebyggende
rekonstruktionsbehandling.
En forebyggende rekonstruktion bør ikke kunne udstrækkes
ud over et år, hvorfor skifteretten skal bringe den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling til ophør, hvis processen
overstiger et år. Et eventuelt nedlagt fyldestgørelsesforbud
ophører samtidig med den forebyggende rekonstruktions-
behandling. Ophør af forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling medfører ikke i sig selv skyldnerens konkurs, ligesom
skyldneren ikke nødvendigvis vil overgå til rekonstruktions-
behandling efter de eksisterende regler.
Det foreslås i stk. 2, at skifteretten afviser en begæring
om forebyggende rekonstruktionsbehandling, der indgives
tidligere end 1 måned efter en forudgående forebyggende
rekonstruktionsbehandlings ophør.
Til § 9 i
Det foreslås at indsætte § 9 i om bekendtgørelse af ophør af
den forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten bekendtgør ophøret af
den forebyggende rekonstruktionsbehandling i Statstidende,
medmindre skyldnerens bo samtidig tages under konkursbe-
handling eller rekonstruktionsbehandling. Hvis skyldneren
er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen,
skal rekonstruktøren samtidig registrere ophøret af den fore-
byggende rekonstruktionsbehandling i Erhvervsstyrelsens it-
system.
Det foreslås i stk. 2, at rekonstruktøren skal sende en med-
delelse om ophøret af den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling til samtlige kendte fordringshavere og andre, der
blev berørt af den forebyggende rekonstruktionsbehandling,
medmindre skyldnerens bo samtidig tages under konkursbe-
handling eller rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås i stk. 3, at reglerne i stk. 1 og 2 alene finder
anvendelse, hvis der er truffet bestemmelse om fyldestgørel-
sesforbud efter § 9 b. Er der ikke truffet sådan bestemmelse,
skal skyldneren eller en eventuelt beskikket rekonstruktør
alene sende meddelelse om ophøret af den forebyggende re-
konstruktionsbehandling til fordringshavere, som har været
orienteret om den forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Hvis skyldneren overgår til rekonstruktionsbehandling, bør
rekonstruktøren i sin meddelelse til kreditorerne informere
om, at skyldneren således er overgået fra forebyggende re-
konstruktionsbehandling til rekonstruktionsbehandling.
Til § 9 j
Det foreslås at indsætte § 9 j, der indeholder en bemyndigel-
se til, at erhvervsministeren efter forhandling med justitsmi-
nisteren og skatteministeren kan fastsætte regler om tidlig
varsling som angivet i artikel 3 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer
for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udeluk-
kelse og om foranstaltninger med henblik på mere effekti-
ve procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og
gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132
167
(rekonstruktions- og insolvensdirektivet), herunder om Er-
hvervsstyrelsens behandling af oplysninger til brug for tidlig
varsling.
Den foreslåede § 9 j har til formål at etablere det retlige
grundlag for fastsættelsen af nærmere regler, der sikrer, at
skyldnere har adgang til en eller flere klare og gennemsigti-
ge tidlige varslingsmekanismer, som kan afsløre forhold, der
kan give anledning til sandsynlighed for insolvens, og som
kan indikere over for dem, at det er nødvendigt straks at
træffe foranstaltninger.
Herudover har den foreslåede § 9 j til formål at etablere kla-
re rammer for, at Erhvervsstyrelsen kan indsamle, behandle
og samkøre en række oplysninger, når det er nødvendigt af
hensyn til at kunne foretage en vurdering af, om der er for-
hold hos virksomhederne, der gør at disse har en sandsynlig-
hed for insolvens. Det omfatter oplysninger, som Erhvervs-
styrelsen er i besiddelse af, herunder f.eks. oplysninger, som
virksomheder har indberettet til Erhvervsstyrelsen som følge
af deres indberetningspligter i selskabslovgivningen, eller
det kan være kontrolsager.
De oplysninger, der indsamles og behandles, vil bl.a. være
regnskabsdata og andre relevante virksomhedsoplysninger,
herunder CPR-, CVR- og SE-numre.
Erhvervsstyrelsens behandling af personoplysninger er regu-
leret af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslo-
ven, og fastsættelsen af regler efter den foreslåede § 9 j vil
således også skulle ske inden for rammerne af databeskyttel-
sesreglerne.
Det er ikke hensigten at fravige tavshedspligtbestemmelser
mv., og disse vil derfor fortsat skulle overholdes ved udnyt-
telse af oplysninger til deling og samkøring af data.
Udtrykket ”samkøring” er en fælles betegnelse for forskel-
lige tekniske løsninger, som vedrører sammenkobling af
oplysninger, der kommer fra forskellige registre. Under
samkøring hører maskinelle overførsler, hvorved et register
tilføres oplysninger fra et andet register, således at det mod-
tagende register udvides med disse oplysninger. Til begre-
bet samkøring henregnes endvidere maskinelle sammenstil-
linger af oplysninger fra forskellige registre, hvorved der
dannes et nyt ”uddata-projekt”, f.eks. et nyt register.
Såfremt machine learning-modellerne finder, at der for en
virksomhed er forhold, der gør, at den pågældende virksom-
hed har en sandsynlighed for insolvens, kan virksomheden
og dens ledelse varsles herom.
Det er en forudsætning for udvikling af machine learning-
modellerne, at der kan foretages test og læring med de op-
lysninger, der skal behandles som led i tidlig varsling. For-
målet er i læringsøjemed at udvikle modellerne, således at
de kan genkende mønstre mv. på tværs af de oplysninger,
der indsamles. Brug af oplysninger i testøjemed vil alene
ske i et begrænset omfang, og de almindelige krav om
proportionalitet samt dataminimering vil fortsat være gæl-
dende. Man kan med machine learning sammenholde store
mængder af data fra mange forskellige datakilder og ved
brug af avancerede algoritmer identificere behov for tidlig
varsling.
Til § 10
Konkurslovens § 10 omhandler kravene til en rekonstruk-
tion og fastslår, at en rekonstruktion skal indeholde mindst
et af følgende elementer:
1) Tvangsakkord, jf. § 10 a.
2) Virksomhedsoverdragelse, jf. § 10 b.
Det foreslås at tilføje nr. 3, i stk. 1, hvorefter en rekonstruk-
tion kan indeholde andre tiltag, der alene eller tilsammen
med de øvrige dele af rekonstruktionen, medfører, at skyld-
neren ophører med at være insolvent.
Hidtil har det været en forudsætning for gennemførelsen af
en rekonstruktion, at rekonstruktionen indeholder mindst en-
ten en tvangsakkord eller en virksomhedsoverdragelse. Der
er ikke noget til hinder for, at rekonstruktionen indeholder
begge dele eller andre tiltag.
Det foreslåede nr. 3 vil medføre, at andre former for tiltag
også kan være en del af en rekonstruktion, såfremt det sik-
res, at tiltagene alene eller tilsammen med andre dele af
en rekonstruktion medfører, at skyldneren ophører med at
være insolvent. Tilføjelsen vil således betyde, at andre tiltag
så som kapitaltilførsel eller gældskonvertering kan være en
del af en rekonstruktion uafhængigt af, om rekonstruktionen
også indeholder en tvangsakkord eller en virksomhedsover-
dragelse.
En rekonstruktion vil således kunne behandles efter regler-
ne i Afsnit I B om rekonstruktion, hvis den indeholder
en tvangsakkord, en virksomhedsoverdragelse, eller andre
tiltag der alene eller tilsammen medfører, at skyldneren op-
hører med at være insolvent.
Til § 10 a
Konkurslovens § 10 a omhandler indholdet af en tvangsak-
kord.
Det foreslås at nyaffatte § 10 a om indholdet af en tvangsak-
kord.
168
Bestemmelsen viderefører i vidt omfang den nuværende §
10 a, dog således at stk. 2, nr. 4, stk. 3, nr. 4, og stk. 3, nr. 5,
ikke videreføres. Krav på konventionalbod, jf. det nuværen-
de stk. 3, nr. 4, og efterstillede krav, jf. det nuværende stk.
3, nr. 5, foreslås rykket fra at være krav, der bortfalder ved
en tvangsakkord, til at være omfattet af det foreslåede stk.
3, som indeholder grupper af fordringer, hvoraf en tvangsak-
kord alene kan omfatte én af grupperne.
Det foreslås i stk. 1, at en tvangsakkord kan gå ud på pro-
centvis nedsættelse eller bortfald af fordringerne mod skyld-
neren. En tvangsakkord kan endvidere gå ud på betalingsud-
sættelse. En tvangsakkord kan betinges af, at skyldnerens
formue eller en del af denne fordeles mellem fordringsha-
verne.
Det foreslåede stk. 1 viderefører det nuværende § 10 a, stk.
1, og der er ikke tilsigtet ændringer ved anvendelsen.
Det foreslås i stk. 2, at en tvangsakkord ikke kan omfatte en
række forskellige fordringer.
Det følger heraf, at tvangsakkorden for det første ikke vil
kunne omfatte fordringer, der er stiftet efter skifterettens
modtagelse af et rekonstruktionsforslag, der indeholder be-
stemmelse om tvangsakkord, jf. dog stk. 6, jf. nr. 1.
Det foreslåede stk. 2, nr. 1, svarer til den nuværende affattel-
se af stk. 2, nr. 1, med undtagelsen af henvisningen til stk.
6, som foreslås indsat ved nærværende affattelse af § 10
a. Det følger heraf, at tvangsakkorden ikke vil kunne omfat-
te fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse af
rekonstruktionsforslaget. Henvisningen til stk. 6 indebærer,
at det fremover afgøres efter reglerne i stk. 6, i hvilket
omfang krav på indkomstskat omfattes af akkorden, dvs. at
der i relation til indkomstskat ikke skal ses på stiftelsestids-
punktet for kravet. Der henvises til stk. 6.
En tvangsakkord vil for det andet ikke kunne omfatte pan-
tefordringer, i det omfang pantet strækker til. Panthaverne
bindes derimod af tvangsakkorden, for så vidt angår den del
af deres personlige fordring, der ikke dækkes af pantet. Hvis
skifteretten i medfør af § 12 e har fastsat værdien af et
pantsat aktiv, er den fastsatte værdi bindende ved opgørelse
af panthaverens fordring efter 1. pkt. jf. nr. 2.
Det foreslåede stk. 2, nr. 2, svarer til den nuværende affat-
telse af stk. 2, nr. 2, og der er ikke tilsigtet ændringer ved
anvendelsen.
Endelig kan en tvangsakkord for det tredje ikke omfatte
fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af §§ 94-96, jf.
nr. 3.
Det foreslåede stk. 2, nr. 3, svarer indholdsmæssigt til den
nuværende affattelse af stk. 2, nr. 3, og der er ikke tilsigtet
ændringer ved anvendelsen. En tvangsakkord kan således
ikke omfatte fordringer, der har fortrin frem for almindelige
fordringer i tilfælde af konkurs.
Det følger desuden heraf, at en tvangsakkord ikke vil kunne
omfatte § 95-krav, da det er vurderet, at der vil være betænk-
eligheder i forhold til skyldnerens fortsat ansatte, idet det
kunne føre til, at disse ansatte kunne få deres krav nedskre-
vet, selv om de stemte imod akkorden.
Det foreslås i stk. 3, at en tvangsakkord alene kan omfatte én
af følgende grupper af fordringer: Fordringer, der i tilfælde
af konkurs omfattes af § 97 eller § 98, nr. 2, bortset fra krav
på konventionalbod, i det omfang boden ikke er erstatning
for et lidt tab, jf. nr. 1, fordringer, der i henhold til aftale
står tilbage for de øvrige fordringshavere i tilfælde af skyld-
nerens konkurs, medmindre det fremgår af aftalen, at den
ikke gælder i tilfælde af skyldnerens rekonstruktion, jf. nr. 2,
samt krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er
erstatning for et lidt tab, jf. nr. 3.
Hidtidig har § 10 a alene givet mulighed for tvangsakkord
af § 97-krav. Med den foreslåede ændring vil det også være
muligt at lave en tvangsakkord af ansvarlig lånekapital og af
efterstillede krav på konventionalbod. Det vil være relevant
i de situationer, hvor der er udsigt til fuld dækning af §
97-kravene, og hvor en akkordering af en af de nævnte
typer efterstillede krav vil føre til, at skyldneren bliver sol-
vent. Ændringen vil give en øget fleksibilitet vedrørende
indholdet af en tvangsakkord.
For så vidt angår nr. 2, som omhandler fordringer, der i
henhold til aftale står tilbage for de øvrige fordringshavere i
tilfælde af skyldnerens konkurs, medmindre det fremgår af
aftalen, at den ikke gælder i tilfælde af skyldnerens rekon-
struktion, bemærkes det, at en bestemmelse i aftalen om, at
efterstilling ikke gælder under rekonstruktion, bør fortolkes
således, at efterstillingen heller ikke gælder under en fore-
byggende rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås i stk. 4, at det skal fremgå af tvangsakkorden,
hvilken af de i stk. 3 nævnte grupper af fordringer, som
tvangsakkorden omfatter. Det kan bestemmes i tvangsakkor-
den, at fordringer under et vist beløb ikke omfattes, hvis
det må anses rimeligt begrundet under hensyn til skyldne-
rens forhold og øvrige omstændigheder. Fordringer tilhøren-
de samme fordringshaver sammenlægges. Fordringer, som
overstiger det fastsatte beløb, giver ret til udbetaling af
mindst dette beløb.
Det foreslås i stk. 5, at en tvangsakkord medfører bortfald af
en række forskellige krav.
169
For det første foreslås det, at en tvangsakkord medfører
bortfald af gaveløfter, jf. nr. 1.
Det foreslåede stk. 5, nr. 1, svarer til det nuværende stk. 3,
nr. 1, og der er ikke tilsigtet ændringer ved dets anvendelse.
For det andet foreslås det, at en tvangsakkord medfører
bortfald af krav på renter for tiden efter rekonstruktionsbe-
handlingens indledning af de fordringer, der er omfattet af
tvangsakkorden, jf. nr. 2.
Det foreslåede stk. 5, nr. 2, svarer til det nuværende stk. 3,
nr. 2, og der er ikke tilsigtet ændringer ved dets anvendelse.
For det tredje foreslås det, at en tvangsakkord medfører
bortfald af krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyld-
neren at anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt
må anses for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår
perioden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, og
som ikke er omfattet af § 94, i det omfang fordringshaveren
ikke kan godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag, jf.
nr. 3.
Det foreslåede stk. 5, nr. 3, svarer til det nuværende stk. 3,
nr. 3, og der er ikke tilsigtet ændringer ved dets anvendelse.
For det fjerde foreslås det, at en tvangsakkord medfører
bortfald af fordringer, der efter stk. 3 er placeret i en lavere
gruppe end den, som omfattes af tvangsakkorden, jf. nr. 4.
Det foreslåede stk. 5, nr. 4, vil således medføre, at de grup-
per af fordringer, der er placeret i en lavere gruppe end den,
som efter stk. 3 omfattes af tvangsakkorden, bortfalder. Så-
fremt tvangsakkorden omfatter § 97-kravene, vil det således
betyde, at ansvarlig lånekapital og krav på konventionalbod
bortfalder.
Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at en tvangsakkord som nævnt i
stk. 3, nr. 1, omfatter krav på B-skat og acontoskat, der er er
forfaldne ved skifterettens modtagelse af rekonstruktionsfor-
slaget.
Bestemmelsen har til formål at tage hånd om de praktiske
problemer, der opstår i forbindelse med krav på skat ved
en tvangsakkord. Skatteforvaltningens krav på indkomstskat
opstår i henhold til princippet om indkomstårets udelelighed
ved indkomstårets udløb, jf. Højesterets afgørelse af 31. maj
1985 (gengivet i U 1985.619 H.)
Bestemmelsen har endvidere til formål at tage hånd om den
ved Højesterets afgørelse af 27. oktober 1987 (gengivet i U
1987.925 H) anlagte retspraksis hvoraf følger, at såfremt der
som led i rekonstruktionsbehandlingen fremsættes et forslag
til tvangsakkord i et givent år, medfører dette, at skattetil-
svaret (B-skat for fysiske personer og acontoskat for selska-
ber mv.) for indkomståret anses for stiftet efter forslagets
fremsættelse og dermed ikke omfattes af en tvangsakkord,
selvom der er tale om krav, der forfaldt inden forslagets
fremsættelse.
Bestemmelsen vil medføre, at rater på B-skat og acontoskat,
der forfalder inden akkordforslagets fremsættelse vil omfat-
tes af tvangsakkorden, mens rater, der først forfalder senere,
ikke vil være omfattet af tvangsakkorden.
Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at det kan bestemmes i
tvangsakkorden, at denne omfatter krav på restskat vedrø-
rende det indkomstår, hvor rekonstruktionsforslaget blev
fremsat. Hvis tvangsakkorden indeholder en sådan bestem-
melse, fastsætter skifteretten, hvilken beløbsmæssig del af
kravet, der omfattes af tvangsakkorden, ud fra et skøn over,
hvilken del af kravet, der skyldes dispositioner foretaget in-
den rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller dettes ind-
hold, jf. 3. pkt.
B-skat og acontoskat fastsættes ud fra et skøn over skyldne-
rens forventede årsindkomst. Hvis det ved indkomstårets ud-
løb viser sig, at skønnet var nogenlunde retvisende, vil årets
restskat være af en beløbsmæssig beskeden størrelse. Det
vil i så fald ikke være af afgørende betydning, om kravet
på restskat omfattes af akkorden eller ikke. Det kan imidler-
tid være tilfældet, hvis årsindkomsten markant overstiger
den skønnede indkomst, der lå til grund for beregningen af
B-skat henholdsvis acontoskat. Den foreslåede bestemmelse
i stk. 6, 2. pkt., har til formål at adressere dette praktiske
problem.
Den foreslåede bestemmelse vil dermed medføre, at de krav
på restskat, der vedrører dispositioner, der er foretaget in-
den fremsættelse af akkordforslaget, vil være omfattet af
akkorden. Dispositioner vil skulle forstås bredt, således at
begrebet omfatter alle skyldnerens skattepligtige aktiviteter,
herunder salg af aktiver.
Bestemmelsen medfører, at der vil skulle foretages et skøn
over, hvilken beløbsmæssig del af restskatten, der omfattes
af tvangsakkorden, idet der på tidspunktet for fremsættelsen
af tvangsakkorden ikke er lavet en opgørelse af restskatte-
kravet. Det vil også have den fordel, at der opnås klarhed
over, hvilket beløb, skatteforvaltningen har stemmeret for.
Som følge heraf foreslås det, at der i det materiale, der
udsendes sammen med rekonstruktionsforslaget, skal indgå
en beregning af den forventede restskat, jf. forslaget til §
13 b, stk. 1, nr. 2, litra d, jf. lovudkastets § 1, nr. 22. Be-
regningen vil skulle tage højde for dettes (rekonstruktions-
forslaget) indhold, dvs. for, at skyldneren ved akkorden vil
få reduceret sin underskudsfremførsel med virkning fra det
170
igangværende indkomstår, og virkningen heraf skal således
indgå i skønnet. Det må endvidere indgå, hvis skyldneren
forud for rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller som
led i dette afhænder aktiver og dermed udløser beskatning af
avance eller genvundne afskrivninger. Hvis der er beskikket
en tillidsmand, bør beregningen foretages af denne. Såfremt
der ikke er beskikket en tillidsmand, vil beregningen skul-
le foretages af en godkendt revisor efter revisorlovens §
3. Skifteretten må ved sit skøn navnlig lægge vægt på den
efter § 13 b, stk. 1, nr. 2, litra d, fremlagte beregning og
skatteforvaltningens eventuelle kommentarer hertil.
Det foreslås i stk. 7, at uforfaldne fordringer omfattet af
tvangsakkorden kan kræves betalt samtidig med andre for-
dringer.
Det foreslåede stk. 7, svarer til det nuværende stk. 4, og der
er ikke tilsigtet ændringer i dets anvendelse.
Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at hvis skyldneren er et aktiesel-
skab eller et anpartsselskab, kan det bestemmes i tvangsakk-
orden, at selskabskapitalen nedsættes til 0 kr. og samtidig
forhøjes med ny selskabskapital, der skal opfylde kravene i
selskabsloven.
Bestemmelsen vil give mulighed for, at man som led i en
tvangsakkord erstatter den gamle selskabskapital med en
ny. Den nye selskabskapital skal opfylde minimumskravene
for selskabskapital og indbetaling heraf i selskabslovens §§
4 og 33.
Bestemmelsen vil implementere rekonstruktions- og insol-
vensdirektivets artikel 12(2), hvoraf det fremgår, at med-
lemsstaterne skal sikre, at kapitalejere ikke har mulighed for
urimeligt at forhindre eller skabe hindringer for gennemfø-
relsen af en rekonstruktionsbehandling. Hvis en rekonstruk-
tion f.eks. går ud på, at der skal tilføjes ny selskabskapi-
tal, kan de eksisterende kapitalejere blokere herfor, idet en
kapitaludvidelse skal vedtages på generalforsamlingen. De
eksisterende kapitalejere kan samtidig blokere for, at deres
selskabskapital nedskrives til 0 kr., uanset om dette kon-
kret er urimeligt, fordi deres kapitalandele må anses for
værdiløse som følge af skyldnerens insolvens. Kapitalejerne
vil således kunne hindre gennemførelsen af en rekonstruk-
tion bestående i en tvangsakkord kombineret med kapitaltil-
førsel. Den foreslåede bestemmelse vil adressere dette pro-
blem.
Bestemmelsen vil gælde for såvel aktie- som anpartssel-
skabet og foreslås ikke begrænset til selskaber, der ikke
er SMV’ere. Dette harmonerer med, at selskabslovens ud-
gangspunkt er, at der bør gælde samme regler for aktie- og
anpartsselskaber.
Det foreslås i 2. pkt., at det skal fremgå af tvangsakkorden,
hvem der tegner den nye selskabskapital.
Det følger af bestemmelsen, at det skal fremgå af tvangs-
akkorden, hvem der tegner den nye selskabskapital. Den
nye selskabskapital vil kunne tegnes af investorer eller af
fordringshavere. Det ligger implicit heri, at der ikke er en
fortegningsret for de tidligere aktionærer.
Det foreslås i 3. pkt., at indbetaling af den nye selskabskapi-
tal skal ske kontant.
Det følger heraf, at det ikke vil være muligt at indbetale
den nye selskabskapital ved f.eks. gældskonvertering eller
apportindskud. Denne begrænsning hænger sammen med,
at formålet med indbetaling af ny selskabskapital ved en re-
konstruktion, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord,
som beskrevet, er at redde den eksisterende virksomhed. Det
er vurderet, at det derfor vil have størst effekt, hvis det
kræves, at ny selskabskapital skal indbetales kontant, idet
der herved sikres ny kapital til virksomheden.
Det foreslås i 4. pkt., at reglerne i 1.-3. pkt. alene finder
anvendelse, hvis skyldneren er insolvent, og det må antages,
at en konkursbehandling ikke vil give fuld dækning til samt-
lige fordringshavere.
Det følger heraf, at en ændring af selskabskapitalen som led
i en tvangsakkord alene vil kunne ske, når den eksisterende
selskabskapital må anses for værdiløs. Da de foreslåede æn-
dringer af selskabskapital vil ske uden kapitalejernes sam-
tykke, er det afgørende, at ændringen alene vil kunne ske
under disse betingelser, idet der i modsat fald ville kunne
forekomme tilfælde, hvor ændringen af selskabskapital vil
kunne anses for et indgreb i de eksisterende kapitalejeres
grundlovsbeskyttede ejendomsret.
En skyldner under rekonstruktionsbehandling vil i alminde-
lighed være insolvent. Der kan dog tænkes tilfælde, hvor
skyldneren er blevet solvent under rekonstruktionsbehand-
lingen, eller er under en forebyggende rekonstruktionsbe-
handling, hvor skyldneren ikke nødvendigvis er insolvent,
hvorfor det er vurderet nødvendigt, at det fremgår eksplicit
af bestemmelsen, at skyldneren skal være insolvent. Betin-
gelsen om, at der ikke må være udsigt til fuld dækning af
samtlige fordringer i tilfælde af konkurs, harmonerer med
det selskabsretlige insolvensbegreb i selskabslovens § 233,
stk. 2. Selv om et selskab anses for insolvent, vil en ændring
af selskabskapital således alene kunne ske, hvis en eventuel
konkursbehandling ikke vil resultere i et overskud til kapita-
lejerne.
En stadfæstelse af en tvangsakkord, der indeholder bestem-
melse om nedskrivning af den eksisterende selskabskapital
171
og forhøjelse med ny selskabskapital, vil selskabsretligt træ-
de i stedet for generalforsamlingens beslutning herom. Ka-
pitalejerne vil således ikke kunne blokere registreringen af
ændringen af selskabskapitalen i Erhvervsstyrelsen, jf. også
det foreslåede § 14, stk. 5, jf. lovudkastets § 1, nr. 30.
Til nr. 7 (§ 11 a, stk. 2)
Konkurslovens § 11 a omhandler indledningen af rekon-
struktionsbehandlingen.
Det følger af § 11 a, stk. 2, at ved indledningen af re-
konstruktionsbehandlingen fastsætter skifteretten tidspunk-
tet for et møde med fordringshaverne. Mødet skal afholdes
senest fire uger efter rekonstruktionsbehandlingens indled-
ning. Skifteretten indrykker straks en bekendtgørelse i Stats-
tidende, hvori fordringshaverne indkaldes til mødet. Hvis
skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i Er-
hvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren straks registrere møde-
indkaldelsen i Erhvervsstyrelsens it-system.
Det foreslås at ændre § 11 a, stk. 2, 2. pkt. således at der
indsættes »jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5« efter rekonstruktions-
behandlingens indledning.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den
foreslåede tilføjelse af § 15, stk. 1, nr. 5, jf. lovudkastets
§ 1, nr. 31, som fastslår, at en rekonstruktionsbehandling
ophører, hvis rekonstruktionsbehandlingen sammenlagt med
den periode, hvor der under en forudgående forebyggende
rekonstruktionsbehandling har været fyldestgørelsesforbud
efter § 9 b, jf. lovudkastets § 1, nr. 6, har varet i en periode
på et år. Den foreslåede ændring vil gøre det klart, at fristen
på fire uger i § 11 a, stk. 2, er med forbehold for, at man
højst har et år inklusiv en eventuel forudgående fyldestgø-
relsesforbudsperiode i en forebyggende rekonstruktionsbe-
handling til at gennemføre rekonstruktionen.
Til nr. 8 og nr. 9 (§ 11 a, stk. 6)
Konkurslovens § 11 a omhandler beskikkelse af rekonstruk-
tør og tillidsmand og om sikkerhedsstillelse for omkostnin-
gerne ved rekonstruktionsbehandlingen mv.
Det følger af § 11 a, stk. 6, at skifteretten efter rekonstruktø-
rens begæring kan bestemme, at der skal stilles yderligere
sikkerhed for omkostningerne ved rekonstruktørens og en
eventuel tillidsmands virksomhed. Stilles sikkerheden ikke,
bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen op-
hører.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 11 a, stk.
5, hvoraf det følger, at indledning af rekonstruktionsbehand-
ling uden skyldnerens samtykke er betinget af sikkerheds-
stillelse for omkostningerne ved rekonstruktørens og en
eventuel tillidsmands virksomhed. En fordringshaver, der
har begæret rekonstruktionsbehandling, hæfter ikke for om-
kostningerne ved rekonstruktionsbehandlingen ud over sik-
kerhedsstillelsen, og alene i det omfang omkostningerne ik-
ke dækkes af skyldnerens midler.
Det følger således af stk. 6, at skifteretten efter rekonstruk-
tørens begæring kan bestemme, at der ud over det, der
fremgår af stk. 5, skal stilles yderligere sikkerhed for om-
kostningerne ved rekonstruktørens og tillidsmandens virk-
somhed. Begæring om yderligere sikkerhed kan således for
det første fremsættes i de tilfælde, hvor rekonstruktionsbe-
handlingen indledes med skyldnerens samtykke, og hvor der
derfor ikke kræves sikkerhedsstillelse efter stk. 5. Begærin-
gen vil for det andet kunne fremsættes, hvis det skønnes, at
der er behov for yderligere sikkerhed i forhold til den, der
er stillet efter stk. 5. Det kan f.eks. være aktuelt, hvis det
skønnes, at der ikke vil være dækning for rekonstruktørens
og tillidsmandens honorar på § 94-niveau i forbindelse med
en efterfølgende konkurs.
Der er ikke noget til hinder for, at krav om yderligere
sikkerhedsstillelse fastsættes straks ved rekonstruktionsbe-
handlingens indledning. Kravet kan dog ikke stilles som
betingelse for at indlede rekonstruktionsbehandlingen, og
rekonstruktionsbehandlingen skal således indledes, selvom
den yderligere sikkerhed ikke stilles. I sådanne situationer
bestemmer skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen op-
hører, når den frist, skifteretten har fastsat for at stille yderli-
gere sikkerhed, er udløbet, jf. stk. 6, 2. pkt.
Krav om yderligere sikkerhed bør i almindelighed efterkom-
mes, når rekonstruktøren begærer det, medmindre skifteret-
ten vurderer, at skyldnerens midler utvivlsomt dækker alle §
94-krav, herunder omkostninger til rekonstruktør og tillids-
mand. Skifteretten kan anmode om, at rekonstruktøren frem-
kommer med en erklæring om, hvor stor sikkerhedsstillelsen
bør være.
Hvis ingen fordringshaver ønsker at stille den påkrævede,
yderligere sikkerhed, er konsekvensen, at rekonstruktions-
behandlingen ophører, og skyldneren overgår til konkursbe-
handling, jf. stk. 6, 2. pkt., og konkurslovens § 15, stk. 3.
Sikkerhedsstillelse efter § 11 a, stk. 5 og 6, kan alene anven-
des til at dække omkostningerne ved rekonstruktørens og
tillidsmandens virksomhed. I det omfang sikkerhedsstillel-
sen anvendes til dette formål, indtræder den fordringshaver,
der har stillet sikkerheden, i kravet mod skyldneren. Dette
krav er ved en eventuel konkurs omfattet af konkurslovens
§ 94. Hvis der resterer yderligere sikkerhed, efter disse om-
kostninger er dækket, frigives sikkerheden til den fordrings-
haver, der har stillet den.
172
Det foreslås for det første at ændre § 11 a, stk. 6, 1. pkt.,
således at »yderligere« udgår og »i det skifteretten herved
skal tage en eventuel sikkerhed efter stk. 5 i betragtning«
indsættes efter virksomhed.
Den foreslåede ændring vil præcisere, at § 11 a, stk. 6,
også kan anvendes ved egenbegæringer, i modsætning til
bestemmelsens stk. 5, som alene finder anvendelse ved
rekonstruktionsbehandling, der indledes uden skyldnerens
samtykke. Skifteretten skal dog ved afgørelsen efter stk. 6
tage det med i betragtning, hvis der allerede er stillet sikker-
hed efter stk. 5.
Det foreslås for det andet at indsætte et nyt § 11 a, stk. 6, 3.
pkt., hvorefter det fremgår, at en af skyldneren stillet sikker-
hed for de i 1. pkt. nævnte omkostninger ikke er gyldig, hvis
den ikke er bestemt af skifteretten.
Den foreslåede ændring er begrundet i, at det ikke bør være
muligt for skyldneren at stille sikkerhed overfor rekonstruk-
tøren eller tillidsmanden, uden det er bestemt af skifteret-
ten. Den foreslåede bestemmelse varetager således et hensyn
til de øvrige § 94-kreditorer, idet det alene er rimeligt over
for disse, at en sådan sikkerhedsstillelse kræver skifterettens
godkendelse. Bestemmelsen hindrer ikke, at en tredjemand
(eksempelvis skyldnerens bankforbindelse) stiller sikkerhed
uden skifterettens godkendelse.
Til nr. 10 (§ 11 e, stk. 5)
Konkurslovens § 11 e omhandler afholdelse af mødet med
fordringshaverne.
Det følger af § 11 e, stk. 5, at hvis rekonstruktøren anmoder
herom, udsætter skifteretten drøftelsen af forslaget til rekon-
struktionsplan til et senere møde, som skal holdes inden fire
uger. § 11 c, § 11 d og stk. 1-4 finder tilsvarende anvendel-
se. Udsættelse kan ikke ske, hvis et flertal af fordringshaver-
ne stemmer imod, og dette flertal repræsenterer mindst 25
% af det samlede kendte beløb, der ved repræsentationen
ville give stemmeret. § 13 d, stk. 2 og 3, finder tilsvarende
anvendelse.
Det foreslås at ændre § 11 e, stk. 5, 1. pkt., således at der
indsættes »jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5« i 1. pkt.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den
foreslåede tilføjelse af § 15, stk. 1, nr. 5, jf. lovudkastets § 1,
nr. 31, som fastslår at en rekonstruktionsbehandling ophører,
hvis den har varet i en periode på et år. Den foreslåede
ændring vil gøre det klart, at fristen på fire uger i § 11 e,
stk. 5, er med forbehold for, at man højst har et år inklusiv
en eventuel forudgående fyldestgørelsesforbudsperiode i en
forebyggende rekonstruktionsbehandling til at gennemføre
rekonstruktionen.
Til nr. 11 (§ 12 a, stk. 3)
Konkurslovens § 12 a, stk. 3, omhandler rekonstruktørens
overtagelse af ledelsen af virksomheden under rekonstruk-
tion og fastslår, at skifteretten bestemmer, at rekonstruktøren
skal overtage ledelsen af virksomheden, hvis fordringsha-
verne vedtager dette efter § 13 d.
Det foreslås, at ændre § 12 a, stk. 3, således at bestemmel-
sen henviser til § 13 d, stk. 1-4, frem for § 13 d i sin helhed.
Med lovudkastets § 1, nr. 25, foreslås det at indsætte § 13 d,
stk. 5-7. Det er hensigten, at disse særlige regler om afstem-
ning alene vil gælde ved afstemning om rekonstruktionsfor-
slag. Som konsekvens heraf foreslås det, at henvisningen
i § 12 a, stk. 3, ændres, således at det er tydeligt, at de
foreslåede regler i § 13 d, stk. 5-7, ikke vil finde anvendelse
ved afstemning om rekonstruktørens overtagelse af ledelsen.
Med hensyn til stk. 2, som foreslås ændret ved lovudkastets
§ 1, nr. 25, vil det reelt kun være bestemmelsens 1., 2.
og 5. pkt., der har betydning, idet der på tidspunktet for
anvendelsen af § 12 a ikke er fremsat noget akkordforslag,
hvorfor særreglerne i 3.-4. pkt. om stemmeret ved akkord
ikke vil være relevante.
Til nr. 12 (§ 12 g, stk. 3)
Konkurslovens § 12 g omhandler fordringshaveres adgang
til modregning af krav mod skyldnere, der er under rekon-
struktionsbehandling.
Det følger af § 12 g, stk. 1, at §§ 39-52 finder tilsvarende
anvendelse ved rekonstruktionsbehandling. Det følger her-
af, at de almindelige betingelser for modregning i konkurs
også vil finde anvendelse under en rekonstruktionsbehand-
ling. Det vil sige, at kravene skal være udjævnelige, gensi-
dige og stiftet før fristdagen, jf. henvisningen til konkurslo-
vens § 42.
I modsætning til modregning under konkurs, fastholder §
12 g, stk. 2, at fordringerne skal være forfaldne ved modreg-
ning under en rekonstruktion.
Konkurslovens § 12 g, stk. 3, tager stilling til den situation,
hvor skyldneren har flere ikke-konnekse mellemværender
med samme fordringshaver. Det følger af bestemmelsen,
at fordringshaver ikke kan anvende et krav omfattet af kon-
kurslovens § 97 (simple krav) til modregning i skyldnerens
krav i medfør af en anden aftale med fordringshaveren, som
173
skyldneren med rekonstruktørens samtykke har videreført
efter konkurslovens § 12 o.
Bestemmelsen er begrundet i et hensyn til skyldnerens andre
kreditorer. Et beløb, som medkontrahenten skal betale til
skyldner i henhold til en aftale, der er videreført, bør således
komme alle kreditorer til gode. Beløbet bør derfor fordeles
efter konkurs- eller rekonstruktionsordningen. Kravet kan
således ikke opfyldes ved, at medkontrahenten modregner
med et krav, som denne måtte have for perioden inden re-
konstruktionsbehandlingen.
Højesteret har i afgørelse af 16. oktober 2020 (som gengivet
i U 2021.114 H) fundet, at § 12 g, stk. 3, ikke begrænser
retten til konneks modregning. I den konkrete sag kunne et §
97-krav vedrørende opmagasinering inden rekonstruktions-
behandlingens indledning modregnes i skyldneres krav på
vederlag for opmagasinering i rekonstruktionsbehandlings-
perioden. Henset til at Højesteret generelt har fastslået, at
§ 12 g, stk. 3, ikke begrænser konneks modregning, må
dommen antages også at have præjudikatsværdi i relation
til aftaler om løbende ydelser ud over aftaler om succes-
siv levering (rammeaftaler mv.), som dommen angår. Hvis
en skyldner viderefører en aftale om løbende ydelser, må
det således antages, at medkontrahenten kan modregne §
97-krav fra perioden før rekonstruktionsbehandlingens ind-
ledning i skyldnerens tilgodehavende for perioden efter re-
konstruktionsbehandlingens indledning.
Det foreslås at indsætte et nyt § 12 g, stk. 3, 2. pkt., således
at det fremgår, at hvis aftalen angår løbende eller successive
ydelser, gælder reglen i 1. pkt., uanset om kravene er kon-
nekse.
Den foreslåede ændring har til formål at imødekomme den
retsstilling, der er resultatet af Højesterets dom af 16. ok-
tober 2020 (som gengivet i U 2021.114 H). Som følge
af hensynet til princippet om kreditorlighed bør krav, der
opstår efter rekonstruktionsbehandlingens indledning ikke
kunne anvendes til modregning med krav, der er opstået før
rekonstruktionsbehandlingens indledning. Skyldnerens krav
på betaling bør således indgå i driften med henblik på at
rekonstruere virksomheden og derved komme alle fordrings-
havere til gode.
Det foreslåede 2. pkt., fastslår, at modregningsbegrænsnin-
gen i 1. pkt. gælder, uanset om der er tale om et konnekst
krav eller ej. Tilføjelsen ændrer ikke på, hvad der forstås ved
konneksitet.
Begrænsningen i adgangen til at modregne i konnekse krav
bør gælde for både løbende og successive ydelser. I praksis
vil problemet muligvis være mindre ved aftaler om løbende
ydelser end ved aftaler om successive leveringer, da en afta-
le om løbende ydelser, der videreføres af skyldneren, ofte
vil bestå i, at skyldneren modtager en realydelse. Skyldneren
vil følgelig ikke have en pengekrav mod medkontrahenten,
men i stedet pådrage sig en gæld til medkontrahenten for pe-
rioden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning. Der
kan dog tænkes situationer, hvor det vil være relevant også
for løbende aftaler. Det gælder f.eks., hvis skyldneren er et
leasingselskab og viderefører leasingaftaler.
Det er vurderet, at det vil være for vidtgående at udstrække
begrænsningen til videreførte aftaler generelt, dvs. også til
enkeltstående aftaler, der ikke har karakter af aftaler om
successive ydelser.
Ved aftaler om løbende ydelser forstås aftaler, hvor der fast
leveres den samme ydelse. Det kan f.eks. være aftaler om
lokaleleje, ansættelsesaftaler og lignende. Ved aftaler om
successive ydelser forstås levering af ydelser inden for en
nærmere defineret aftale, hvor der eksempelvis kan være
indgået en aftale om, at medkontrahenten skal levere varer
til skyldneren efterhånden. En aftale med en leverandør om
levering af råvarer til en restaurant, hvor leveringen kan va-
riere fra gang til gang, vil f.eks. udgøre en sådan aftale. En
successiv ydelse er således kendetegnet ved, at ydelsen kan
stå alene. En delydelse kan derimod ikke stå alene. Hvis der
eksempelvis skal leveres et tag til et hus, som opføres af et
typehusfirma, vil der ikke være tale om en successiv ydelse,
da leveringen af huset uden tag ikke kan stå alene. En sådan
aftale vil således udgøre en enkeltstående aftale, der ikke har
karakter af aftale om successiv levering.
Til nr. 13 (§ 12 k, stk. 1)
Konkurslovens § 12 k, stk. 1, omhandler forslag om og
vedtagelse af anlæg af omstødelsessager, og fastslår, at § 13
d finder tilsvarende anvendelse.
Det foreslås, at nyaffatte § 12 k, stk. 1, 3. pkt., således at den
nuværende formulering ændres til, at § 13 d, stk. 1-4, finder
tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede ændring vil for det første fjerne anden del
af 3. pkt., hvoraf det hidtil har fremgået, at mindst en ford-
ringshaver skal stemme for forslaget om anlæg af omstødel-
sessag. Med lovudkastets § 1, nr. 25 foreslås det at ændre §
13 d, stk. 1, således at et rekonstruktionsforslag er vedtaget,
hvis et flertal af de fordringshavere, der er repræsenteret på
mødet og deltager i afstemningen, stemmer for. Som følge
af dette forslag, vil det være overflødigt at skrive eksplicit
i § 12 k, at mindst en fordringshaver skal stemme for forsla-
get om anlæg af omstødelsessag.
Ændringen vil for det andet medføre, at der ikke henvises til
§ 13 d i sin helhed. Med lovudkastets § 1, nr. 25, foreslås det
at indsætte § 13 d, stk. 5-7. Det er hensigten, at disse særlige
174
regler om afstemning alene skal gælde ved afstemning om
rekonstruktionsforslag. Som konsekvens heraf foreslås det,
at henvisningen i § 12 k, stk. 1, ændres, således at det er ty-
deligt, at de foreslåede regler i § 13 d, stk. 5-7, ikke vil finde
anvendelse ved afstemning om anlæg af en omstødelsessag.
Til nr. 14 (§ 12 p, stk. 2)
Konkurslovens § 12 p regulerer sammen med § 12 q rets-
virkningerne af, at skyldneren med rekonstruktørens sam-
tykke viderefører en gensidigt bebyrdende aftale efter § 12
o.
Det følger af stk. 1, at videreføres en aftale efter § 12 o,
omfattes medkontrahentens krav ifølge aftalen af § 94. Det
følger af stk. 2, at angår aftalen en løbende ydelse, omfat-
tes medkontrahentens krav for tiden efter rekonstruktionsbe-
handlingens indledning indtil en eventuel opsigelse i medfør
af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, af § 94. Med-
kontrahentens krav for tiden efter en eventuel afsigelse af
konkursdekret omfattes dog ikke af § 94.
Det foreslås, at affatte § 12 p, stk. 2, således at angår aftalen
en løbende ydelse, omfattes alene medkontrahentens krav
på vederlag for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens
indledning og indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 12
o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, samt krav vedrørende
faktiske dispositioner foretaget af skyldneren under rekon-
struktionsbehandlingen, af § 94.
Ved den foreslåede ændring af 1. led sikres det, at bestem-
melsen ikke har et bredere anvendelsesområde end den til-
svarende regel i § 56, stk. 2, 1. led. Med bestemmelsens
2. led foreslås det, at krav vedrørende faktiske dispositioner
foretaget af skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen
omfattes af § 94, således at bestemmelsen ligeledes svarer
til det foreslåede 2. led i § 56, stk. 2. Samtidigt foreslås
det præciseret, at stk. 2 udtømmende regulerer medkontra-
hentens stilling, når der er tale om en løbende ydelse, dvs. at
denne ikke kan støtte § 94-status på § 12 p, stk. 1.
Bestemmelsens 2. led omfatter skyldnerens faktiske dispo-
sitioner under rekonstruktionsbehandlingen, dvs. at disposi-
tioner foretaget inden rekonstruktionsbehandlingen ikke kan
give grundlag for § 94-krav. En faktisk disposition kan
eksempelvis være en mangelfuld levering eller en skade-
gørende handling. Det er ikke tilstrækkeligt, at medkontra-
hentens krav tidsmæssigt kan henføres til rekonstruktionsbe-
handlingsperioden, hvis kravet skyldes dispositioner foreta-
get inden rekonstruktionsbehandlingen. Eksempelvis vil et
krav på stay-on bonus, som skyldneren har tilsagt medkon-
trahenten (den ansatte) inden rekonstruktionsbehandlingen,
ikke være omfattet, uanset denne bonus er betinget af, at den
ansatte udfører arbejde i en periode, der først udløber under
rekonstruktionsbehandlingen. På tilsvarende vis vil en med-
kontrahents (udlejers) krav mod skyldneren vedrørende fra-
flytning af et erhvervslejemål under rekonstruktionsbehand-
ling ikke være omfattet af § 12 p, stk. 2, hvis kravet skyldes
eksempelvis mangelfuld vedligeholdelse af lejemålet inden
rekonstruktionsbehandlingen. Selve dispositionen behøver
ikke være godkendt af rekonstruktøren, men aftalen skal
være videreført med rekonstruktørens samtykke, hvis kravet
som følge af dispositionen skal omfattes af § 12 p, stk.
2. Hvis skyldneren ikke har videreført aftalen med medkon-
trahenten, har medkontrahenten ikke § 94-status efter § 12
p, stk. 2, uanset om skyldneren eksempelvis har beskadiget
medkontrahentens ejendom under rekonstruktionsbehandlin-
gen.
Til nr. 15 (§ 12 p, stk. 3)
Konkurslovens § 12 p regulerer sammen med § 12 q rets-
virkningerne af, at skyldneren med rekonstruktørens sam-
tykke viderefører en gensidigt bebyrdende aftale efter § 12
o.
Det følger af stk. 1, at videreføres en aftale efter § 12 o,
omfattes medkontrahentens krav ifølge aftalen af § 94. Det
følger af stk. 2, at angår aftalen en løbende ydelse, omfat-
tes medkontrahentens krav for tiden efter rekonstruktionsbe-
handlingens indledning indtil en eventuel opsigelse i medfør
af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, af § 94. Med-
kontrahentens krav for tiden efter en eventuel afsigelse af
konkursdekret omfattes dog ikke af § 94.
Bestemmelsen har den virkning, at krav, der er opstået før
rekonstruktionsbehandlingens indledning, herunder f.eks.
erstatningskrav, der udspringer af en løbende aftale, ikke
omfattes af § 94.
Det kan diskuteres, om videreførelse af en aftale om succes-
sive ydelser medfører, at samtlige krav vedrørende aftalen
får § 94-status, eller om det alene vil gælde for ydelser
foretaget under rekonstruktionsbehandlingen. Det vil afhæn-
ge af, om aftalen om successive ydelser anses for én aftale
med den virkning, at samtlige krav vedrørende aftalen anses
for konnekse og stiftet ved aftalens indgåelse, eller om man
anser de enkelte leverancer under aftalen for separate aftaler,
der ikke er indbyrdes konnekse.
Højesteret har i dom af 16. oktober 2020 (som gengivet i
U 2021.114 H) fundet, at § 12 g, stk. 3, ikke begrænser
retten til konneks modregning. I den konkrete sag kunne et §
97-krav vedrørende opmagasinering inden rekonstruktions-
behandlingens indledning modregnes i skyldneres krav på
vederlag for opmagasinering i rekonstruktionsbehandlings-
perioden. Dommen vedrører modregning, men kan have en
afsmittende effekt på aftaler om successive ydelser gene-
relt. Såfremt krav vedrørende en aftale om successive ydel-
ser anses for konnekse, vil det være udtryk for, at aftalen
175
anses for én aftale. I så fald vil videreførelse af en aftale
om successive ydelser medføre, at samtlige krav i medfør
af aftalen får § 94-status. Dette inkluderer krav vedrørende
perioden inden rekonstruktionsbehandlingen.
Det foreslås at indsætte § 12 p, stk. 3, hvoraf det følger,
at angår aftalen successive ydelser, omfattes den del af
medkontrahentens krav, der vedrører ydelser præsteret under
rekonstruktionsbehandlingen, af § 94.
Reglen vil sikre, at videreførelse af en aftale om successive
ydelser alene vil medføre, at de krav, der er relateret til
ydelser leveret under rekonstruktionsbehandlingen, får sta-
tus som et § 94-krav. Denne retsstilling harmonerer med
lighedsprincippet, idet medkontrahenten i almindelighed ik-
ke bør stilles bedre end andre simple kreditorer for de leve-
rancer, der er foretaget inden rekonstruktionsbehandlingens
indledning.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse, uanset
om medkontrahentens ydelse har karakter af en vare eller
en tjenesteydelse. Bestemmelsen vil også finde anvendelse,
uanset om det er skyldneren eller medkontrahenten, der skal
levere realydelsen. Endelig vil bestemmelsen finde anven-
delse på aftaler om successive ydelser, uanset om der er
fastsat en minimumsaftageforpligtelse.
Til nr. 16 (§ 12 t, stk. 1)
Konkurslovens § 12 t omhandler skyldnerens opsigelse af en
aftale om et vedvarende retsforhold.
Det følger af § 12 t, stk. 1, at skyldneren med rekonstruk-
tørens samtykke kan opsige en aftale om et vedvarende
retsforhold med sædvanligt eller rimeligt varsel, selv om
længere varsel eller uopsigelighed er aftalt, jf. 1. pkt. Dette
gælder dog ikke, hvis længere varsel er sikret mod skyldne-
rens fordringshavere ved tinglysning eller anden lignende
offentlig registrering, jf. 2. pkt.
Når særlige grunde taler for det, kan det pålægges skyld-
neren at yde erstatning for medkontrahentens tab, ved at
skyldneren opsiger aftalen efter stk. 1, jf. stk. 2.
Konkurslovens § 12 t, stk. 1, gør det muligt for skyldneren
med rekonstruktørens samtykke at opsige en aftale om et
vedvarende retsforhold med sædvanligt eller rimeligt var-
sel, selv om der er aftalt et længere varsel eller uopsigelig-
hed. Det er antaget, at disse regler giver skyldneren mulig-
hed for at opsige en interessentskabsaftale med henblik på
at få udbetalt skyldnerens kapitalindestående i interessent-
skabet. På tilsvarende vis må det antages, at reglen tillige
giver skyldnere mulighed for at opsige sin deltagelse i et
andelsselskab. Det følger dog ikke heraf, at opsigelsen giver
skyldneren krav på en førtidig udbetaling af indeståendet.
Selvom det måtte antages, at bestemmelsen giver adgang
til at kræve udbetaling af indestående, kan udbetaling alene
kræves med sædvanligt eller rimeligt varsel. Der er således
en væsentlig risiko for, at udbetalingen ikke vil ske i det
indkomstår, hvor akkordforslaget er fremsat.
Det foreslås at indsætte § 12 t, stk. 1, 3. pkt., hvoraf det
følger, at opsiges skyldnerens deltagelse i et andelsselskab
eller en andelsforening, kan skyldneren kræve sit indeståen-
de betalt senest 3 måneder efter opsigelsen.
Bestemmelsen skal adressere det praktiske problem, der op-
står ved, at indestående på en andelskonto skatteretligt først
anses for at være erhvervet af andelshaveren i takt med,
at der sker udbetaling. Hvis kontoen er pantsat – typisk til
skyldnerens bankforbindelse – vil udbetalingen ske til ban-
ken, men det vil fortsat være andelshaveren, der er skatte-
pligtig. Hvis andelshaveren (skyldneren) er blevet insolvent,
vil denne ikke være i stand til at betale skattekravet. Selvom
skyldneren opnår en tvangsakkord, vil akkorden ikke omfat-
te krav, der er stiftet efter akkordforslagets fremsættelse.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede
§ 10 a, stk. 6, jf. lovudkastets § 1, nr. 6, hvorefter det fore-
slås, at krav på B-skat og acontoskat, der er forfaldne ved
skifterettens modtagelse af rekonstruktionsforslaget, omfat-
tes af tvangsakkorden. Det vil være hensigtsmæssigt, hvis
skattekrav, som følger af udbetalingen af indeståendet, på
tilsvarende vis kan omfattes af tvangsakkorden som følge af
§ 10 a, stk. 6. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.6 ovenfor.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis skyldne-
rens deltagelse i et andelsselskab eller en andelsforening op-
siges, kan skyldneren kræve sit indestående udbetalt senest
3 måneder efter opsigelsen. Bestemmelsen vil formentlig
give en stor sandsynlighed for, at indeståendet udbetales i
det igangværende indkomstår, men vil omvendt samtidig
give selskabet passende tid til at foretage udbetalingen. Det
følger implicit af reglen, at andelsselskabet ikke kan betinge
udbetalingen af en dekort. Det bemærkes, at en eventuel
panthaver i andelskontoen ikke vil kunne nægte at modtage
førtidig indfrielse via udbetalingen, jf. § 41, jf. § 12 g.
Det foreslåede 3. pkt. vil alene finde anvendelse ved in-
deståender i andelsselskaber eller andelsforeninger (bortset
fra andelsboligforeninger). Bestemmelsen vil således ikke
finde anvendelse ved skyldnerens deltagelse i et interessent-
skab. Bestemmelsen vil desuden ikke generelt regulere, i
hvilket omfang en skyldner kan kræve førtidig indfrielse af
et pengekrav mod tredjemand.
176
Det foreslåede 3. pkt. vil ikke finde anvendelse under en
forebyggende rekonstruktionsbehandling, da det er vurderet,
at et krav på førtidig indfrielse vil være for vidtgående, hvis
skyldneren ikke med sikkerhed er insolvent.
Til nr. 17 (§ 13, stk. 1)
Konkurslovens § 13 omhandler fristen for udsendelse af re-
konstruktionsforslag og afholdelse af møde, hvor fordrings-
haverne stemmer om vedtagelse af forslaget.
Det følger af § 13, stk. 1, at senest seks måneder efter mødet
med fordringshaverne, jf. § 11 e, skal der holdes møde i
skifteretten med henblik på afstemning om rekonstruktions-
forslaget.
Det foreslås at ændre § 13, stk. 1, således at der indsættes
»jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5« efter rekonstruktionsforslaget.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den
foreslåede tilføjelse af § 15, stk. 1, nr. 5, jf. lovudkastets
§ 1, nr. 31, som fastslår, at en rekonstruktionsbehandling op-
hører, hvis den har varet i en periode på et år. Den foreslåede
ændring vil gøre det klart, at fristen på seks måneder i § 13,
stk. 1, er med forbehold for, at man højst har et år inklusiv
en eventuel forudgående fyldestgørelsesforbudsperiode i en
forebyggende rekonstruktionsbehandling til at gennemføre
rekonstruktionen.
Til nr. 18 (§ 13, stk. 2)
Konkurslovens § 13 omhandler fristen for udsendelse af re-
konstruktionsforslag og afholdelse af møde, hvor fordrings-
haverne stemmer om vedtagelse af forslaget.
Det følger af § 13, stk. 1, at senest seks måneder efter mødet
med fordringshaverne, jf. § 11 e, skal der holdes møde i
skifteretten med henblik på afstemning om rekonstruktions-
forslaget. Da mødet med fordringshaverne skal afholdes in-
den 4 uger fra rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf.
§ 11 a, stk. 2, varer en rekonstruktion således som udgangs-
punkt ca. 7 måneder. Rekonstruktøren kan dog anmode om,
at skifteretten udsætter mødet om drøftelsen af forslaget til
rekonstruktionsplan til et senere møde, jf. § 11 e, stk. 5. Det-
te møde skal holdes inden 4 uger efter det afholdte møde
efter § 11 a, stk. 2, hvilket kan forlænge rekonstruktionsbe-
handlingen med 4 uger. Skifteretten kan endvidere forlænge
fristen i § 13, stk. 1, med indtil to måneder ad gangen, dog
ikke over fire måneder, jf. § 13 a, stk. 1. En rekonstruktion
kan således samlet vare ca. 12 måneder.
Såfremt fristen i stk. 1 overskrides, ophører rekonstruktions-
behandlingen, jf. § 13, stk. 5. Skyldneren vil i den forbindel-
se overgå til konkursbehandling, medmindre den pågælden-
de er eller er blevet solvent, jf. § 15, stk. 1, jf. stk. 3.
Bestemmelsens stk. 2, angår fremsendelse af rekonstrukti-
onsforslaget og det materiale, der er nævnt i § 13 b, til
skifteretten forud for mødet, samt underretning af fordrings-
haverne. Det følger heraf, at rekonstruktøren så vidt muligt
senest 14 dage før mødets afholdelse skal sende rekonstruk-
tionsforslaget og det øvrige materiale, der er nævnt i § 13 b,
til skifteretten og samtlige kendte fordringshavere og andre,
bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af forslaget, med
oplysning om tidspunktet for mødet. Hvis skyldneren er
en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen,
skal rekonstruktøren samtidig registrere en meddelelse i Er-
hvervsstyrelsens it-system, hvoraf det fremgår, at materialet
er udsendt og ligger til gennemsyn i skifteretten.
Det foreslås at ændre § 13, stk. 2, 1. pkt., således at »så vidt
muligt senest 14 dage« ændres til »senest 5 hverdage før«.
Bestemmelsen vil således fastsætte en egentlig frist for re-
konstruktørens fremsendelse af rekonstruktionsforslaget og
det øvrige materiale, der er nævnt i § 13 b. Bestemmelsen
vil dermed varetage hensynet til fordringshavernes mulighed
for at forholde sig til materialet. Den foreslåede bestemmel-
se skal ses i sammenhæng med forslaget til § 13, stk. 2, 3.
og 4. pkt., jf. lovudkastets § 1, nr. 19.
Bestemmelsen vil medføre, at rekonstruktøren skal fremsen-
de materialet senest 5 hverdage før mødets afholdelse. Det
vil sige, at såfremt mødet skal afholdes mandag, skal ma-
terialet fremsendes senest mandagen før. Hvis der er en
eller flere helligdage i den pågældende uge, der ikke falder
på en lørdag eller søndag, forlænges fristen med den eller
de pågældende helligdage, hvilket svarer til det anførte i
bemærkningerne til § 13 g, jf. Folketingstidende 2020-21,
A, L 65 som fremsat, side 28-30.
Såfremt fristen overskrides, vil det være nødvendigt at ud-
sætte afstemningen. Rekonstruktøren vil i den forbindelse
skulle være opmærksom på, at afstemningen i så fald po-
tentielt ikke kan afholdes inden den maksimale længde af
rekonstruktionsperioden.
Der tilsigtes med den foreslåede ændring ikke ellers ændrin-
ger ved anvendelsen af § 13.
Til nr. 19 (§ 13, stk. 2)
Konkurslovens § 13 omhandler fristen for udsendelse af re-
konstruktionsforslag og afholdelse af møde, hvor fordrings-
haverne stemmer om vedtagelse af forslaget.
177
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovudkastets §
1, nr. 18, hvor det foreslås at ændre fristen i § 13, stk. 2, for
fremsendelse af rekonstruktionsforslaget fra så vidt muligt
senest 14 dage før mødets afholdelse til senest 5 hverdage
før mødets afholdelse.
Det foreslås at indsætte § 13, stk. 2, 3. og 4. pkt., hvoraf det
følger, at hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestem-
melse efter § 10 a, stk. 6, 2. pkt., skal den i § 13 b, stk. 1, nr.
2, nævnte beregning sendes til skatteforvaltningen senest 10
hverdage før mødets afholdelse. Såfremt skyldneren er en
SMV, skal en evt. begæring om inddeling af fordringshaver-
ne i særskilte afstemningsklasser fremsendes sammen med
rekonstruktionsforslaget.
Det foreslåede § 13, stk. 2, 3. pkt., medfører, at den bereg-
ning af restskatten, som er nævnt i § 13 b, stk. 1, nr. 2, og
som skal udfærdiges, såfremt skyldneren ønsker at anvende
den foreslåede mulighed i § 10 a, stk. 6, 2. pkt., for at
akkordere restskat, skal fremsendes til skatteforvaltningen
senest 10 hverdage før mødets afholdelse. Bestemmelsen
varetager hensynet til skatteforvaltningens mulighed for at
tage stilling til beregningen af restskat for det igangværende
indkomstår. Såfremt fristen på 10 hverdage ikke overhol-
des, og skatteforvaltningen som følge heraf ikke mener at
kunne nå at forholde sig til beregningen inden mødet, må
mødet udsættes, således at skatteforvaltningen derved opnår
(mindst) 10 hverdage fra modtagelsen af beregningen. Alter-
nativt kan mødet fastholdes til det oprindelige tidspunkt,
hvis skyldneren ændrer forslaget, jf. § 13 b, stk. 3, således at
restskat ikke omfattes af akkordforslaget.
Det foreslåede i § 13, stk. 2, 4. pkt., medfører, at såfremt
skyldneren er en SMV, skal det fremgå af det fremsendte
rekonstruktionsforslag, hvis skyldneren ønsker en inddeling
af fordringshaverne i afstemningsklasser. Den foreslåede
ændring skal ses i sammenhæng med forslaget til § 13 d,
stk. 7, som fastslår at de særlige afstemningsregler i stk. 5-6
kun finder anvendelse for en SMV, hvis denne har begæret
det, jf. lovudkastets § 1, nr. 25.
Til nr. 20 (§ 13 a, stk. 1)
Konkurslovens § 13 a omhandler forlængelse af en rekon-
struktionsbehandling.
Det følger af bestemmelsen, at skifteretten kan forlænge
fristen i § 13, stk. 1, med indtil to måneder ad gangen,
dog ikke ud over fire måneder, hvis skyldneren med rekon-
struktørens samtykke anmoder herom, jf. stk. 1, nr. 1, og
fordringshaverne vedtager dette efter § 13 d, jf. stk. 1, nr. 2.
Det foreslås at ændre § 13, stk. 1, således at der indsættes
»jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5« efter »§ 13, stk. 1«.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den
foreslåede tilføjelse af § 15, stk. 1, nr. 5, jf. lovudkastets
§ 1, nr. 31, som fastslår, at en rekonstruktionsbehandling op-
hører, hvis den har varet i en periode på et år. Den foreslåede
ændring vil gøre det klart, at muligheden i § 13 a, stk. 1, for
at forlænge fristen efter § 13, stk. 1, er med forbehold for,
at man højst har et år inklusiv en eventuel forudgående fyl-
destgørelsesforbudsperiode i en forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling til at gennemføre rekonstruktionen.
Til nr. 21 (13 a, stk. 1)
Konkurslovens § 13 a omhandler forlængelse af en rekon-
struktionsbehandling.
Det følger af bestemmelsen, at skifteretten kan forlænge
fristen i § 13, stk. 1, med indtil to måneder ad gangen,
dog ikke ud over fire måneder, hvis skyldneren med rekon-
struktørens samtykke anmoder herom, jf. stk. 1, nr. 1, og
fordringshaverne vedtager dette efter § 13 d, jf. stk. 1, nr. 2.
Det foreslås, at ændre § 13 a, stk. 1, nr. 2, således at bestem-
melsen henviser til § 13 d, stk. 1-4, frem for § 13 d i sin
helhed.
Med lovudkastets § 1, nr. 25, foreslås det at indsætte § 13 d,
stk. 5-7. Det er hensigten, at disse særlige regler om afstem-
ning alene vil gælde ved afstemning om rekonstruktionsfor-
slag. Som konsekvens heraf foreslås det, at henvisningen i
§ 13 a, stk. 1, ændres, således at det er tydeligt, at de foreslå-
ede regler i § 13 d, stk. 5-7, ikke vil finde anvendelse ved
afstemning om forlængelse af en rekonstruktionsbehandling.
Til nr. 22-24 (§ 13 b, stk. 1)
Konkurslovens § 13 b indeholder formkrav til rekonstrukti-
onsforslag og det materiale, som skal ledsage rekonstrukti-
onsforslaget.
Af § 13 b, stk. 1, nr. 1, fremgår for det første, at det udsend-
te materiale skal indeholde rekonstruktionsforslaget. Hvis
forslaget indeholder bestemmelse om virksomhedsoverdra-
gelse, skal det indeholde oplysning om erhververen, over-
dragelsessummen og hvilke aktiver, passiver og gensidigt
bebyrdende aftaler, der omfattes af overdragelsen.
Det følger for det andet af § 13 b, stk. 1, nr. 2, at rekonstruk-
tionsforslaget skal ledsages af en oversigt over skyldnerens
status. Denne status skal indeholde en oversigt over skyld-
nerens aktiver med oplysning om værdien af de enkelte akti-
ver, jf. litra a. Statussen skal endvidere indeholde en oversigt
over skyldnerens pantsatte aktiver, panterettighedernes art
samt størrelsen af pantefordringerne og eventuel friværdi i
178
de enkelte aktiver, jf. litra b. Statussen skal endelig indehol-
de en oversigt over usikrede krav, herunder pantesikrede
krav, i det omfang pantet ikke strækker til, med angivelse
af fordringshaverne og opdelt efter kravenes placering i kon-
kursordenen, jf. litra c.
For det tredje følger det af § 13 b, stk. 1, nr. 3, at rekon-
struktionsforslaget skal ledsages af en redegørelse fra rekon-
struktøren og en eventuel tillidsmand. Redegørelsen skal
indeholde følgende:
– eventuelle kommentarer til den statusoversigt, der er
nævnt i nr. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra a),
– en redegørelse for sammenhængen mellem den statuso-
versigt, der er nævnt i nr. 2, og skyldnerens senest aflag-
te regnskab (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra b),
– oplysning om forhold, der vil kunne søges omstødt, om
anlagte omstødelsessager og om rettigheder, der er bort-
faldet efter § 12 j, stk. 2 (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra c),
– oplysning om skyldnerens eventuelle ansvarspådragende
forhold (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra d),
– oplysning om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde
konkurskarantæne (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra e),
– oplysning om årsagen til skyldnerens økonomiske van-
skeligheder (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra f),
– anslået dividende i tilfælde af skyldnerens konkurs (§ 13
b, stk. 1, nr. 3, litra g),
– forløbet af samarbejdet med skyldneren under rekon-
struktionsbehandlingen (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra h), og
– en erklæring fra rekonstruktøren og en eventuel tillids-
mand om, hvorvidt rekonstruktionsforslaget efter deres
skøn er rimeligt og frembyder en tilstrækkelig betryggel-
se for forslagets opfyldelse (§ 13 b, stk. 1, nr. 3, litra i).
Det foreslås at indsætte § 13 b, stk. 1, nr. 2, litra d, hvor-
efter det følger, at hvis rekonstruktionsforslaget indeholder
bestemmelse efter § 10 a, stk. 6, skal oversigten over skyld-
nerens status også inkludere en beregning af skyldnerens
forventede restskat for det indkomstår, hvor rekonstruktions-
forslaget fremsættes, med angivelse af, hvilket beløb heraf,
der skyldes dispositioner foretaget inden rekonstruktionsfor-
slagets fremsættelse eller dettes indhold. Beregningen skal
være foretaget af tillidsmanden, hvis en sådan er beskikket,
og ellers af en revisor, der er godkendt efter revisorlovens §
3.
Bestemmelsen vil sikre, at skifteretten og fordringshaverne
er oplyst om beregningen om restskat, når rekonstruktions-
forslaget indeholder bestemmelse om tvangsakkord, som
omfatter krav på restskat, jf. det foreslåede § 10 a, stk. 6,
jf. lovudkastets § 1, nr. 6.
Det vil være et krav, at beregningen er foretaget af tillids-
manden, hvis en sådan er beskikket, og ellers af en godkendt
revisor. Beregningen vil eventuelt kunne foretages af skyld-
nerens revisor. Tillidsmanden kan dog ikke være skyldne-
rens revisor, jf. konkurslovens § 238, hvorfor skyldnerens
revisor kun vil kunne bruges, hvis der ikke er beskikket en
tillidsmand.
Det foreslås endvidere at indsætte § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra
j, hvorefter redegørelsen fra rekonstruktøren og en eventu-
el tillidsmand også skal indeholde oplysning om, hvorvidt
skyldneren er en SMV.
Bestemmelsen vil sikre, at det er oplyst, om skyldneren er
en SMV. Det vil blandt andet være relevant at vide i forhold
til anvendelsen af de foreslåede stemmeregler i § 13 d, stk.
5-7, idet disse bestemmelser skal anvendes, hvis skyldneren
ikke er en SMV.
Ved afklaringen af, om en virksomhed er SMV, vil årsregn-
skabslovens § 7 skulle anvendes. Som SMV’er skal anses
virksomheder omfattet af regnskabsklasse B og mellemstor
C, samt de i regnskabsklasse A og D omhandlede selskaber,
som på tidspunktet for rekonstruktionsforslagets fremsættel-
se i to på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider
to af følgende størrelsesgrænser: en balancesum på 156 mio.
kr., en nettoomsætning på 313 mio. kr., og et gennemsnitligt
antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250.
Det foreslås endvidere at indsætte § 13 b, stk. 1, nr. 4,
hvorefter det udsendte materiale skal indeholde forslag til
inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser,
medmindre skyldneren er en SMV, og der ikke fremsættes
begæring efter § 13, stk. 2.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med indsættelsen af
§ 13 d, stk. 5-7, jf. lovudkastets § 1, nr. 25, som omhand-
ler klasseinddeling ved afstemning om rekonstruktionsfor-
slag. Det følger af det foreslåede stk. 7, at reglerne herom
finder anvendelse, hvis skyldneren har begæret det, eller
skyldneren ikke er en SMV. En skyldner, der ikke er SMV,
vil således altid skulle medsende et forslag til inddeling af
fordringshaverne, mens en SMV alene vil skulle fremsen-
de et sådan forslag, hvis skyldneren ønsker at begære klas-
seinddeling, jf. også forslaget til § 13, stk. 2, jf. lovudkastets
§ 1, nr. 19.
Til nr. 25 (§ 13 d)
Konkurslovens § 13 d omhandler stemmeregler.
Det følger af stk. 1, at et rekonstruktionsforslag er vedta-
get, medmindre et flertal af de fordringshavere, der er re-
præsenteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer
imod. Der stemmes efter fordringernes beløb, jf. stk. 2. An-
tallet af fordringer eller andre forhold i øvrigt er således
uden betydning.
179
Det er udgangspunktet i dansk ret, at alle fordringshavere
har stemmeret. En fordring eller en del af en sådan, som
uanset afstemningens udfald efter skifterettens skøn vil op-
nå fuld eller ingen dækning, giver dog ikke stemmeret, jf.
konkurslovens § 13 d, stk. 2, jf. § 120, stk. 1. Reglen har
i praksis navnlig betydning for privilegerede krav, jf. kon-
kurslovens §§ 94-96, og for den del af fordringshavernes
fordringer, som efter skifterettens skøn er dækket af pant
eller anden sikkerhed, jf. konkursloven § 13 d, stk. 2, jf.
§ 120, stk. 2. Skifteretten udøver et relativt forsigtigt skøn
og giver, hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt en fordring
vil opnå dividende i tilfælde af konkurs, de pågældende
fordringshavere stemmeret, jf. Folketingstidende 2009-10,
A, L 199 som fremsat, side 123-125.
Krav fra skyldneres nærtstående berettiger endvidere ikke til
stemmeret, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 3.
Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om
tvangsakkord, giver fordringer kun stemmeret, i det omfang
de berøres af akkorden uden at bortfalde ved denne. En
fordring, der bortfalder som følge af fordringshaverens ind-
villigelse heri i forbindelse med rekonstruktionsbehandlin-
gen, giver dog stemmeret, hvis bortfaldet er betinget af
rekonstruktionsforslagets stadfæstelse, jf. konkurslovens §
13 d, stk. 4.
Det er herudover et krav for at have stemmeret, at fordrings-
haveren er repræsenteret på det møde, hvori der skal stem-
mes om rekonstruktionsforslaget, jf. konkurslovens § 13 d,
stk. 1. Fordringshaveren kan på mødet afgive sin stemme
skriftligt eller mundtligt, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 2, jf.
§ 123, stk. 3.
Er en fordring betinget, kan stemmeret udøves, selv om be-
tingelsen endnu ikke er opfyldt. Tilkommer fordringen flere
efter hinanden, udøves stemmeretten af den, der for tiden
må anses for nærmest berettiget, jf. konkurslovens § 13 d,
stk. 2, jf. § 121.
Fordringshavere, hvis krav er bestridt, deltager foreløbigt i
afstemningen om rekonstruktionsforslaget. Viser afstemnin-
gen, at disse stemmer vil være afgørende for udfaldet, be-
stemmer skifteretten, hvilke af kravene, der giver stemmeret
og for hvilke beløb, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 2, 2. og 3.
pkt.
Regler om opdeling af fordringshaverne i afstemningsklas-
ser findes ikke i dansk ret, og alle stemmeberettigede for-
dringshaverne stemmer således samlet i én gruppe, jf. kon-
kurslovens § 13 d.
Det foreslås at nyaffatte § 13 d.
Det foreslås i § 13 d, stk. 1, at et rekonstruktionsforslag er
vedtaget, hvis et flertal af de fordringshavere, der er repræ-
senteret på mødet og deltager i afstemningen, stemmer for.
Det følger heraf, at et rekonstruktionsforslag fremover vil
være vedtaget, hvis et flertal af de repræsenterede fordrings-
havere på mødet stemmer for, fremfor hidtil, hvor et rekon-
struktionsforslag er vedtaget, medmindre et flertal af de
repræsenterede fordringshavere stemmer imod. Ændringen
gennemfører rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel
9, stk. 6, som forudsætter, at et rekonstruktionsforslag er
vedtaget, hvis et flertal stemmer for. Ændringen vil have be-
tydning, hvis der skulle opstå en situation, hvor det står lige
mellem stemmerne, hvilket – da der stemmes efter beløb –
formentlig kun kan forekomme i praksis, hvis ingen afgiver
stemme, og forslaget dermed ikke vil være vedtaget.
Det foreslås i stk. 2, 1. og 2. pkt., at der stemmes efter
fordringernes beløb, samt at §§ 120 og 121 og § 123, stk. 3,
finder tilsvarende anvendelse. Dette vil svare til den hidtidi-
ge retsstilling.
Det vil medføre, at det bærende princip, hvorefter alene for-
dringshavere, som berøres af rekonstruktionsforslaget, har
stemmeret, videreføres.
Det foreslås i 3. pkt., at indeholder rekonstruktionsforslaget
bestemmelse om tvangsakkord, er der uanset størrelsen af
den tilbudte dividende tillige stemmeret på de fordringer,
der omfattes af akkorden efter § 10 a, stk. 4.
Det følger af 3. pkt., at en fordringshaver, som omfattes
af tvangsakkorden, vil have stemmeret uanset, hvilken divi-
dende der tilbydes. Det vil således også gælde, hvis den
tilbudte dividende er på 0 %, og fordringshaveren dermed
ikke påvirkes af, om forslaget vedtages eller ikke, hvis den
forventede konkursdividende tillige er på 0 %. Stemmeret-
ten for de fordringshavere, der omfattes af akkorden uden at
bortfalde ved denne, dvs. de fordringer, der omfattes af den
foreslåede regel i § 10 a, stk. 4, jf. lovudkastets § 1, nr. 6, vil
ikke fratage øvrige fordringshavere, der berøres af forslaget,
deres stemmeret.
Det foreslås i 4. pkt., at en fordring, der bortfalder ved
akkorden som følge af fordringshavernes indvilligelse heri
i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingen, alene giver
stemmeret, hvis bortfaldet er betinget af rekonstruktionsfor-
slagets stadfæstelse.
Det vil medføre, at en fordringshaver som i forbindelse
med rekonstruktionsbehandlingen har accepteret, at dennes
fordring skal bortfalde ved en tvangsakkord ikke har stem-
meret, medmindre at fordringshaverens accept er betinget af
rekonstruktionsforslagets stadfæstelse. Derudover indebærer
180
forslaget, at en fordringshaver, hvis krav bortfalder ved ak-
korden efter § 10 a, stk. 5, ikke har stemmeret om akkord-
forslaget, da bortfaldet følger af loven og ikke af fordrings-
haverens indvilligelse heri.
Det foreslås i 5. pkt., at hvis flere grupper af fordringer er
stemmeberettigede efter reglerne i 2.-4. pkt., har samtlige
fordringshavere i de nævnte grupper stemmeret. Det følger
heraf, at der er stemmeret på fordringer, der påvirkes af, om
forslaget vedtages eller forkastes. Hvis der f.eks. tilbydes
en akkorddividende på 5 % til krav omfattet af § 97, og
det anslås, at der ved forkastelse af forslaget alene vil være
dividende og dermed ikke fuld dækning til § 95-kravene, vil
§ 95-kravene således også have stemmeret om akkordforsla-
get.
Det foreslås i stk. 3, at de fordringshavere, hvis fordring er
bestridt, deltager foreløbig i afstemningen om rekonstrukti-
onsforslaget. Viser afstemningen, at disse stemmer vil være
afgørende for udfaldet, bestemmer skifteretten, hvilke af
dem der giver stemmeret og for hvilke beløb.
Det foreslåede stk. 3 vil svare til, hvad der hidtidig har fulgt
af stk. 2, og lovudkastet vil således ikke ændre på reglerne
om stemmeret på bestridte fordringer.
Det foreslås i stk. 4, at fordringer, der tilhører skyldnerens
nærtstående, ikke giver stemmeret.
Det foreslåede stk. 4 svarer til, hvad der hidtidig har fulgt af
stk. 3, og lovudkastet vil således ikke ændre på, at nærtstå-
ende ikke har stemmeret.
Det foreslås i stk. 5-7, at indsætte regler om klasseinddeling.
Bestemmelserne i stk. 5-7 vil alene finde anvendelse ved
afstemninger om rekonstruktionsforslag, da det følger af §
13 d, stk. 1, at § 13 d kun finder anvendelse ved afstemning
om rekonstruktionsforslag. Det bemærkes, at der er visse ek-
sempler på, at reglerne i § 13 d, stk. 1-4, finder tilsvarende
anvendelse ved andre afstemninger, jf. f.eks. henvisningen
til § 13 d, stk. 1-4, i konkurslovens § 12 a, stk. 3, som
foreslås ændret ved lovudkastets § 1, nr. 11.
Det foreslås i stk. 6, at fordringshaverne skal inddeles i
særskilte afstemningsklasser, der afspejler et tilstrækkeligt
interessesammenfald mellem fordringshaverne i den enkelte
klasse. En gruppe af fordringshavere, jf. § 10 a, stk. 3, og §§
95-98, kan inddeles i flere afstemningsklasser. En fordring,
der ikke giver stemmeret, jf. stk. 2-4, indgår ikke i nogen af-
stemningsklasse. Pantefordringer har dog stemmeret uanset
reglen i stk. 2, jf. § 120, stk. 2, og skal udgøre en særskilt
afstemningsklasse.
Fordringshaverne, der omfattes af en tvangsakkord efter den
foreslåede regel i § 10 a, stk. 4, jf. stk. 3, vil kunne inddeles
i flere forskellige afstemningsklasser. Ved afstemning om en
virksomhedsoverdragelse vil der kunne ske inddeling af de
i §§ 95-98 nævnte grupper af fordringer, der har stemmeret
i flere forskellige afstemningsklasser. Eksempelvis vil en
klasseinddeling omfattet af § 10 a, stk. 3, nr. 1, eller af § 97
kunne ske således, at krav tilhørende det offentlige placeres
i én afstemningsklasse, krav tilhørende finansielle kreditorer
i en anden afstemningsklasse og øvrige krav i en tredje af-
stemningsklasse. Panthavere vil skulle placeres i én særskilt
afstemningsklasse i relation til deres sikrede krav, jf. rekon-
struktion- og insolvensdirektivet artikel 9, stk. 4. Såfremt
en panthavers krav overstiger den skønnede værdi af pantet,
vil den reelt usikrede del af kravet skulle placeres i en af
de andre afstemningsklasser, der opstår ved inddelingen af
kravet efter samme principper som de usikrede krav. Det vil
kunne, men behøver ikke, være i samme klasse som andre
§ 97 krav. De sikrede krav vil ikke kunne opdeles i flere
afstemningsklasser.
Det foreslås i stk. 6, at der stemmes i hver afstemningsklasse
for sig. Hvis rekonstruktionsforslaget vedtages af et flertal
af afstemningsklasserne, anses rekonstruktionsforslaget for
vedtaget.
Det følger af bestemmelsen, at der stemmes i de enkelte
afstemningsklasser. Rekonstruktionsforslaget vil være ved-
taget, hvis et flertal af de enkelte afstemningsklasser stem-
mer for forslaget. Dette vil gælde, uanset om de klasser, der
har stemt for, repræsenterer et mindre beløb end de klasser,
der har stemt imod. Hvis der er lige mange klasser, der
er for henholdsvis imod, vil rekonstruktionsforslaget være
forkastet.
Det foreslås i stk. 7, at reglerne i stk. 5-6 alene finder an-
vendelse, hvis skyldneren ved fremsendelsen af rekonstruk-
tionsforslaget har begæret inddeling i afstemningsklasser,
eller hvis skyldneren ikke er en SMV.
Det følger heraf, at klasseinddelingen vil være obligatorisk
for en skyldner, der ikke er en SMV, samt at en SMV i
forbindelse med fremsendelsen af rekonstruktionsforslaget
vil kunne begære skifteretten om inddeling i nærmere defi-
nerede klasser.
Ved afklaringen af, om en virksomhed er SMV, vil årsregn-
skabslovens § 7 skulle anvendes. Som SMV’er skal anses
virksomheder omfattet af regnskabsklasse B og mellemstor
C, samt de i regnskabsklasse A og D omhandlede selskaber,
som på tidspunktet for rekonstruktionsforslagets fremsættel-
se i to på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider
to af følgende størrelsesgrænser: en balancesum på 156 mio.
kr., en nettoomsætning på 313 mio. kr., og et gennemsnitligt
antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 250.
181
Reglerne i § 13 d vil finde anvendelse, uanset om der er
tale om en rekonstruktionsbehandling eller en forebyggende
rekonstruktionsbehandling, jf. i forhold til forebyggende re-
konstruktion den foreslåede bestemmelse i § 9 f, stk. 1, jf.
lovudkastets § 1, nr. 6.
Til nr. 26 (§ 13 e, stk. 5)
Konkurslovens § 13 e omhandler skifterettens stadfæstelse
af det vedtagne rekonstruktionsforslag.
Det følger af bestemmelsens stk. 1, at et vedtaget rekon-
struktionsforslag ikke er gyldigt, før det er stadfæstet af
skifteretten. Indsigelse mod stadfæstelse af rekonstruktions-
forslaget skal fremsættes senest i det møde, hvor der stem-
mes om rekonstruktionsforslaget, jf. stk. 2. Skifteretten kan
give en kort frist til nærmere begrundelse af indsigelsen.
Bestemmelsens stk. 3 indeholder en række tilfælde, hvor
skifteretten skal nægte stadfæstelse af rekonstruktionsforsla-
get. Det følger heraf, at skifteretten skal nægte stadfæstelse
hvis
– fejl ved fremgangsmåden under behandlingen af rekon-
struktionsforslaget eller ufuldstændighed i de tilveje-
bragte oplysninger må antages at have haft væsentlig
betydning for resultatet af stemmeafgivningen, jf. nr. 1,
– rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse om
tvangsakkord, der ikke er forenelig med § 10 a, eller
forslaget i øvrigt er i strid med loven, jf. nr. 2, eller
– skyldneren eller tredjemand for at indvirke på afstem-
ningen har tilsagt nogen fordringshaver fordele uden for
rekonstruktionen, jf. nr. 3.
Skifteretten kan udsætte sin afgørelse i de tilfælde, der er
nævnt i stk. 3, nr. 1 (fejl eller ufuldstændighed), indtil rekon-
struktionsforslaget har været underkastet en ny afstemning
inden for fristen i § 13, stk. 1, eller en eventuel forlænget
frist, jf. § 13 a, jf. bestemmelsens stk. 4.
Skifteretten kan desuden nægte stadfæstelse, hvis vilkårene
i rekonstruktionsforslaget står i misforhold til skyldnerens
økonomiske stilling, jf. bestemmelsens stk. 5. Det bemær-
kes, at bestemmelsen foreslås affattet ved lovudkastets § 1,
nr. 27.
Skifteretten kan endvidere betinge stadfæstelsen af, at skyld-
neren undergiver sig tilsyn af rekonstruktøren. Tilsynet kan
påse, at skyldneren overholder vilkårene for rekonstruktio-
nen og ikke ved sin forretningsførelse eller sit forbrug bliver
ude af stand hertil. Tilsynet kan i dette øjemed give skyldne-
ren særlige anvisninger. Skyldneren skal give tilsynet alle
fornødne oplysninger. Hvis skyldneren bringer fordringsha-
vernes ret i fare, skal tilsynet give indberetning herom til
skifteretten, der ved indkaldelse til møde eller på anden
måde gør fordringshaverne bekendt med indberetningen, jf.
bestemmelsens stk. 6.
Det foreslås at indsætte et nyt § 13 e, stk. 5, hvorefter føl-
gende endvidere gælder, hvis rekonstruktionsforslaget inde-
holder bestemmelse om tvangsakkord, og skyldneren er en
fysisk person:
– Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis skyldneren
som følge af strafbare forhold eller groft uforsvarlig for-
retningsførelse ikke ville kunne opnå en gældssanering,
jf. § 197, stk. 2, nr. 3 og 4, jf. § 197, stk. 3.
– Skifteretten kan nægte stadfæstelse, hvis skyldneren som
følge af uforsvarlige handlinger i økonomiske anliggen-
der eller erstatningspådragende forhold ikke ville kunne
opnå en gældssanering, jf. § 197, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. §
197, stk. 3.
Med bestemmelsen vil visse af nægtelsesgrundene i gælds-
saneringsreglerne blive overført til rekonstruktionsforslag,
der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, hvis skyldne-
ren er en fysisk person.
Det bemærkes, at § 197 foreslås nyaffattet, jf. lovudkastets
§ 1, nr. 40. Henvisningen i § 197, stk. 2, nr. 4, er således
til den affattelse af § 197, som foreslås i nærværende lovfor-
slag.
Bestemmelsen vil for det første medføre, at skifteretten skal
nægte stadfæstelse, hvis skyldneren som følge af strafbare
forhold eller groft uforsvarlig forretningsførelse ikke ville
kunne opnå en gældssanering. Nægtelse som følge af groft
uforsvarlig forretningsførelse vil skulle ske i samme om-
fang som under gældssanering, dvs. uanset om skyldneren
er pålagt konkurskarantæne. Er skyldneren frifundet i en
forudgående konkurskarantænesag, fordi retten ikke anså
skyldnerens adfærd for groft uforsvarlig forretningsførelse,
må skifteretten ved sin afgørelse om stadfæstelse dog lægge
den forudgående afgørelse til grund.
Bestemmelsen vil for det andet medføre, at skifteretten kan
nægte at stadfæste et forslag, hvis skyldneren som følge
af uforsvarlige handlinger i økonomiske anliggender eller
erstatningspådragende forhold ikke ville kunne opnå en
gældssanering. Det følger af bestemmelsen, at skifteretten
kan nægte stadfæstelse, og at skifteretten vil skulle foretage
en konkret vurdering af, hvor graverende de konkrete om-
stændigheder er.
Bestemmelsen finder anvendelse på alle skyldnere, der er
fysiske personer, uanset om skyldneren er erhvervsdrivende
eller ej.
Til nr. 27 (§ 13 e, stk. 6)
182
Konkurslovens § 13 e omhandler skifterettens stadfæstelse
af det vedtagne rekonstruktionsforslag.
Det følger af bestemmelsens stk. 5, som bliver stk. 6, jf.
lovudkastets § 1, nr. 26, at skifteretten kan nægte stadfæs-
telse af det vedtagne rekonstruktionsforslag, hvis vilkårene
i rekonstruktionsforslaget står i misforhold til skyldnerens
økonomiske stilling.
Det foreslås at affatte § 13 e, stk. 5, der bliver stk. 6, således
at skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis rekonstruktions-
forslaget medfører, at en eller flere fordringshavere får en
ringere grad af fyldestgørelse end under en konkursbehand-
ling. Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder bestemmelse
om tvangsakkord, og skyldneren er en fysisk person, der
ikke udøver erhvervsvirksomhed, skal skifteretten endvidere
nægte stadfæstelse, hvis det samlede beløb, som skyldneren
skal betale ifølge rekonstruktionsforslaget, er mindre end det
samlede beløb, som skyldneren ville skulle betale i tilfælde
af gældssanering.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at skifteretten for det
første vil skulle nægte stadfæstelse, hvis rekonstruktionsfor-
slaget medfører, at en eller flere fordringshavere får en
ringere grad af fyldestgørelse end de ville have fået under
en konkursbehandling. Den forventede konkursdividende
vil ikke nødvendigvis skulle beregnes ud fra en forudsæt-
ning om, at skyldnerens virksomhed lukkes (likvideres) ved
konkursbehandlingens indledning. Der vil derimod skulle
laves en konkret vurdering af, hvilken dividende, der kan
forventes opnået i en konkurs, herunder under hensyn til
de konkrete muligheder for, at konkursboet vil kunne sælge
skyldnerens virksomhed helt eller delvist.
Bestemmelsen vil for det andet medføre, at skifteretten skal
nægte stadfæstelse, hvis skyldneren er en fysisk person, der
ikke udøver erhvervsvirksomhed, hvis det samlede beløb,
som skyldneren skal betale ifølge rekonstruktionsforslaget,
er mindre end det samlede beløb, som skyldneren ville
skulle betale i tilfælde af gældssanering. Det følger heraf,
at den tilbudte akkorddividende mindst skal svare til så-
vel konkursdividenden som gældssaneringsdividenden. Hvis
den tilbudte akkorddividende overstiger den forventede kon-
kursdividende og gældssaneringsdividende, bør der ikke ske
nægtelse af stadfæstelse, uanset om skyldneren ville være i
stand til at betale yderligere dividende ved at ophæve sin
pensionsopsparing. Når der skal beregnes, hvad den forven-
tede gældssaneringsdividende ville udgøre, vil pensionsop-
sparinger således alene indgå med de beløb, der følger af
gældssaneringsreglerne, herunder konkurslovens § 222 a og
reglerne om gældssaneringsbudgettet.
Den foreslåede regel vil medføre en ændring af retstilstan-
den i forhold til Vestre Landsrets kendelse af 12. januar
2021 (som gengivet i U 2021.1270 V), hvor skyldnerens
pensionsopsparing blev tillagt betydning ved landsrettens
stadfæstelse af skifterettens kendelse om at nægte stadfæs-
telse af rekonstruktionsforslaget. Det bemærkes dog herved,
at skyldneren også fremover vil kunne inddrage pensioner i
videre omfang end ved en gældssanering, hvis det skønnes
nødvendigt for at få tvangsakkorden vedtaget, dvs. at den
foreslåede ændring alene angår skifterettens stadfæstelse.
Til nr. 28 (§ 13 h)
Det foreslås at indsætte § 13 h om tvangsakkord under kon-
kurs.
Den foreslåede bestemmelse genindfører med få sproglige
ændringer den tidligere regel i § 196, jf. Folketingstidende
1976-77 (2. saml.), tillæg A, spalte 321 ff. (forslag til kon-
kurslov). Bestemmelse blev ophævet ved lov nr. 718 af 25.
juni 2010.
Det foreslås i stk. 1, at en skyldner, hvis bo er taget under
konkursbehandling, kan anmode skifteretten om at indkalde
en skiftesamling til behandling af og afstemning om et af
skyldneren fremsat rekonstruktionsforslag indeholdende be-
stemmelse om tvangsakkord.
Det følger heraf, at skyldneren vil kunne anmode om,
at et rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse om
tvangsakkord behandles på en skiftesamling. Såfremt der
er tale om en fysisk person, der er under konkursbehand-
ling, vil det være den fysiske person, der er skyldneren i
bestemmelsens forstand, og som derved vil kunne anmode
herom. Såfremt der er tale om et kapitalselskab, vil det være
kapitalejerne, dvs. generalforsamlingen, der har forslagsret-
ten til at fremsætte et rekonstruktionsforslag, som indehol-
der bestemmelse om en tvangsakkord.
Kurator vil som udgangspunkt skulle hjælpe skyldneren
med at fremsætte et rekonstruktionsforslag indeholdende be-
stemmelse om tvangsakkord, såfremt skyldneren anmoder
herom. Det vil dog forudsætte, at kurator vurderer, at det
vil være en god idé. Såfremt kurator vurderer, at det ikke er
hensigtsmæssigt at anvende fordringshavernes penge på at
udarbejde og fremsætte et sådant forslag, må skyldneren i
stedet selv sørge for udarbejdelse og fremsættelse.
Det foreslås i stk. 2, at ved sagens videre behandling finder
reglerne i dette afsnit anvendelse med de af forholdets natur
følgende ændringer.
Med henvisningen til dette afsnit forstås Afsnit IA, som
indeholder reglerne om rekonstruktioner. En tvangsakkord
under konkurs vil derfor som udgangspunkt være underlagt
de samme regler som et rekonstruktionsforslag med bestem-
melse om tvangsakkord. Det følger dog videre af bestem-
183
melsen, at reglerne i afsnittet vil skulle anvendes med de af
forholdets natur følgende ændringer, der vil være nødvendi-
ge.
Det foreslås endvidere i stk. 2, at reglerne skal finde anven-
delse med en række andre ændringer:
Det foreslås således i stk. 2, nr. 1, at begæringen skal frem-
sættes inden den i § 150, stk. 2, jf. § 134, stk. 3, nævnte
dato.
Det foreslås endvidere i stk. 2, nr. 2, at afstemning om
rekonstruktionsforslaget ikke kan finde sted før afholdelse
af det i § 131 nævnte møde til fordringernes prøvelse.
Det følger heraf, at afstemning om rekonstruktionsforslaget
vil forudsætte, at anmeldelsesfristen er udløbet. Såvel kura-
tor som kreditor vil således have haft mulighed for at over-
veje, om nogen af de anmeldte fordringer skal bestrides.
Det foreslås endeligt i stk. 2, nr. 3, at boet ikke må udleveres
til skyldneren, forinden de, der har krav på forlods dækning,
er fyldestgjort.
Såfremt skyldneren rekonstrueres under en konkurs, vil skif-
teretten bringe konkursbehandlingen til ophør, jf. konkurs-
lovens § 15, stk. 1, nr. 1. Ved gennemførelsen af en rekon-
struktion under konkurs vil konkursboets aktiver herefter
skulle udleveres til skyldneren med fradrag af omkostnin-
gerne ved boets behandling i overensstemmelse med prin-
cippet i konkurslovens § 144.
Det foreslås i stk. 3, at så længe rekonstruktionsforslaget
ikke er forkastet eller nægtet stadfæstelse, skal bostyret kun
foretage, hvad der ikke tåler opsættelse.
Til nr. 29 (§ 14, stk. 2)
Konkurslovens § 14 omhandler tvangsakkordens virkninger.
Det følger af § 14, stk. 2, at tvangsakkorden befrier skyld-
neren for den del af gælden, der ikke overtages ved akkor-
den. Akkorden er bindende også for fordringshavere, som
ikke har meldt sig, og for kautionister og andre, der hæfter
for gælden.
Det foreslås at indsætte § 14, stk. 2, 3. pkt., hvorefter det
følger, at uanset reglen i 1. pkt. har tvangsakkorden ingen
indflydelse på skatteforvaltningens adgang til at modregne
krav omfattet af § 10 a, stk. 6, 1. pkt., i overskydende skat
vedrørende samme indkomstår.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede §
10 a, stk. 6, jf. lovudkastets § 1, nr. 6, og vil sikre skattefor-
valtningen en adgang til at modregne krav på overskydende
skat vedrørende samme indkomstår i skatteforvaltningens
fulde krav på B-skat eller acontoskat, uanset at disse krav er
omfattet af tvangsakkorden efter § 10 a, stk. 6, 1. pkt.
Til nr. 30 (§ 14, stk. 5)
Konkurslovens § 14 omhandler tvangsakkordens virkninger.
Det følger blandt andet af bestemmelsen, at tvangsakkorden
har virkning som et retsforlig, at tvangsakkorden befrier
skyldneren for den del af gælden, der ikke overtages ved
akkorden, og at aftaler, der giver en fordringshaver større
fordele end hjemlet ved tvangsakkorden, er ugyldige.
Det foreslås at indsætte § 14, stk. 5, hvorefter tvangsakkor-
dens bestemmelser efter § 10 a, stk. 8, træder i stedet for
generalforsamlingens beslutning herom. Indbetaling af den
nye selskabskapital skal ske senest to uger efter tvangsak-
kordens stadfæstelse. Rekonstruktøren skal uden unødigt
ophold efter indbetaling registrere den nye selskabskapital
og nedsættelsen af den hidtidige selskabskapital i Erhvervs-
styrelsen.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det foreslåede
§ 10 a, stk. 8, som giver mulighed for at nedsætte selska-
bskapitalen under en rekonstruktion og herefter indbetale ny
selskabskapital. Det fastsættes ved bestemmelsen, at tvangs-
akkordens bestemmelse herom vil træde i stedet for en gene-
ralforsamlingsbeslutning.
Den nye selskabskapital vil skulle indbetales senest to uger
efter tvangsakkordens stadfæstelse. Det vil endvidere være
et led i rekonstruktørens opfyldelse af sine opgaver at re-
gistrere den nye selskabskapital og nedsætte den hidtidige
selskabskapital i Erhvervsstyrelsen, uanset at det vil ske
efter tvangsakkordens stadfæstelse. Selv om vedkommende
formelt ikke længere vil fungere som rekonstruktør, vil det
således fortsat være en accessorisk opgave for rekonstruk-
tøren, der er knyttet til det almindelige arbejde som rekon-
struktør. Det må tilsvarende indregnes i honoraret.
Til nr. 31 (§ 15, stk. 1)
Konkurslovens § 15 omhandler rekonstruktionsbehandlin-
gens ophør.
Det følger af bestemmelsens stk. 1, at ud over i de tilfælde,
der er nævnt i § 11 a, stk. 6, § 11 c, stk. 4, § 11 d, stk. 2, §
11 e, stk. 3, § 11 g, stk. 3, § 13, stk. 5, § 13 c, stk. 2, og §
184
13 f, stk. 1 og 3, bestemmer skifteretten, at rekonstruktions-
behandlingen ophører, hvis
– skyldneren ikke er insolvent, jf. § 17, stk. 2, og § 18, jf.
nr. 1,
– skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer for-
dringshavernes ret i fare, jf. nr. 2,
– skyldneren begærer det, jf. nr. 3, eller
– rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs, jf. nr. 4.
Det foreslås at affatte § 15, stk. 1.
Det bemærkes, at der med affattelsen ikke tiltænkes ændrin-
ger i anvendelsen af § 15, stk. 1, nr. 1-4. Som noget nyt
foreslås indsat § 15, stk. 1, nr. 5, hvorefter skifteretten træf-
fer bestemmelse om rekonstruktionens ophør, hvis rekon-
struktionsbehandlingen har varet i en periode på et år. Hvis
skyldneren forud for rekonstruktionsbehandlingen har været
under forebyggende rekonstruktionsbehandling med fyldest-
gørelsesforbud efter § 9 b, medregnes varigheden af fyl-
destgørelsesforbuddet i den i 1. pkt. nævnte periode, med-
mindre den forebyggende rekonstruktionsbehandling ophør-
te mindst en måned før indledningen af rekonstruktionsbe-
handlingen.
Bestemmelsen skal sikre, at den periode, hvor der er et
fyldestgørelsesforbud, enten som led i den forebyggende re-
konstruktionsbehandling eller rekonstruktionsbehandlingen,
højest kan vare et år. Såfremt der har været en forudgående
forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvor der har væ-
ret truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud forud for
rekonstruktionsbehandlingen, vil den periode skulle regnes
med i opgørelsen, medmindre den forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling er ophørt mindst en måned før indledning af
rekonstruktionsbehandlingen.
Skifteretten vil kunne bringe rekonstruktionsbehandlingen
til ophør, hvis det er udsigtsløst at nå at gennemføre en re-
konstruktion inden for perioden på 1 år. Skifteretten træffer
i disse tilfælde bestemmelse om, at rekonstruktionsbehand-
lingen ophører uden at indhente udtalelse fra skyldneren,
rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand, jf. § 15, stk. 2,
modsætningsvis.
Til nr. 32 (§ 24, stk. 2)
Konkurslovens § 24 omhandler udsættelse af en afgørelse
om konkurs, hvis skyldneren er under rekonstruktionsbe-
handling.
Det følger af bestemmelsen, at hvis skyldneren er under
rekonstruktionsbehandling, udsættes afgørelsen om konkurs
indtil rekonstruktionsbehandlingens ophør. En begæring om
rekonstruktionsbehandling behandles før en begæring om
konkurs. En konkursbegæring bortfalder, hvis der stadfæstes
et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om
tvangsakkord for skyldneren.
Det foreslås at indsætte § 24, stk. 2, hvoraf det følger, at
hvis skyldneren er under forebyggende rekonstruktionsbe-
handling og har fremsat et rekonstruktionsforslag, kan skif-
teretten udsætte afgørelsen om konkurs, indtil det er afgjort,
om rekonstruktionsforslaget vedtages og stadfæstes. Dette
gælder dog kun, hvis der er beskikket en rekonstruktør.
Bestemmelsen vil give mulighed for at udsætte afgørelsen
om konkurs, hvis der under en forebyggende rekonstruktion
er fremsat et rekonstruktionsforslag inden konkursbegærin-
gen er fremsat. Bestemmelsen vil dermed være en undtagel-
se til reglen om, at forebyggende rekonstruktionsbehandling
ikke hindrer konkurs.
Til nr. 33 (§ 27, stk. 1)
Konkurslovens § 27 omhandler sikkerhedsstillelse i forbin-
delse med konkurs.
Det følger af konkurslovens § 27, stk. 1, 1. pkt. at afsigelse
af konkursdekretet er betinget af, at den, der har begæret
konkursen stiller sikkerhed for omkostningerne for boets
behandling. Det fremgår dog af stk. 1, 2. pkt., at sikkerheden
kan nedsættes til halvdelen, hvis der tillige kan kræves sik-
kerhed efter stk. 4 eller 5, medmindre den, der er forpligtet
til at stiller sikkerhed efter disse bestemmelser, må anses for
ude af stand hertil.
Ved lov nr. 530 af 27. marts 2021 blev § 27, stk. 2 ophæ-
vet. Der blev dog ikke foretaget en konsekvensrettelse af
bestemmelsens § 27, stk. 1, 2. pkt., hvorfor bestemmelsen
på nuværende tidspunkt henviser forkert.
Det foreslås derfor at konsekvensrette § 27, stk. 1, 2. pkt.,
således at henvisningen til »stk. 4 eller 5« ændres til »stk. 3
eller 4«.
Til nr. 34 (§ 42, stk. 5)
Konkurslovens § 42 omhandler adgangen til modregning i
konkurs.
Konkurslovens regler om modregning bygger på de almin-
delige regler om modregning. Uden for konkurstilfælde stil-
les der traditionelt en række almindelige betingelser for
modregning. Det følger heraf, at fordringerne skal være
gensidige, udjævnelige og afviklingsmodne, modfordringen
skal være retskraftig, og der skal afgives en modregningser-
klæring. Der kan som udgangspunkt modregnes, hvis disse
185
betingelser er opfyldt. Ved modregning med konnekse for-
dringer kan der være en udvidet adgang til modregning.
Konkurslovens § 42, stk. 1 og 2, indeholder nogle tidsmæs-
sige begrænsninger i adgangen til at modregne. Det følger
af stk. 1, at den, som på fristdagen havde en fordring på
skyldneren, kan, selv om fordringen ikke var forfalden, be-
nytte den til modregning med dens fulde beløb over for en
fordring, som da tilkom skyldneren, medmindre modregning
var udelukket på grund af fordringernes beskaffenhed. Det
følger af stk. 2, at modregning mellem fordringer, som beg-
ge er erhvervet efter fristdagen, men inden konkursdekretets
afsigelse, kan ske efter reglerne i stk. 1.
Det følger heraf, at der som udgangspunkt alene kan mod-
regnes med fordringer, der enten begge er stiftet senest
på fristdagen (§ 42, stk. 1) eller i mellemperioden mellem
fristdagen og konkursbehandlingens indledning (§ 42, stk.
2). Højesteret har dog dom af 19. august 2016 (som gengivet
i U 2016.3724 H) accepteret modregning mellem krav på
momsfradrag for tab på ikke betalte fakturaer og krav på
skyldig moms for fakturaer vedrørende samme afgiftsperio-
de i en situation, hvor virksomhedsdriften ikke var fortsat
under konkursen.
Det følger derudover af § 42, stk. 1, at modregning kan
ske, selv om fordringen ikke er forfalden, medmindre mod-
regning er udelukket på grund af fordringernes beskaffen-
hed. Det følger heraf, at de almindelige betingelser for mod-
regning som udgangspunkt finder anvendelse, dog med den
undtagelse, at en fordring ikke behøver være forfalden.
Konkurslovens § 42, stk. 3 og 4, omhandler begrænsninger
i adgangen til modregning og hviler på omstødelsesretlige
betragtninger.
Det foreslås at indsætte et nyt § 42, stk. 5, hvorefter en
fordringshaver ikke kan anvende et krav omfattet af § 97 til
modregning i boets krav i medfør af en aftale, som skyldne-
ren videreførte efter § 12 o, eller som boet er indtrådt i efter
§ 55. Angår aftalen løbende eller successive ydelser, gælder
reglen i 1. pkt., uanset om kravene er konnekse.
Den foreslåede bestemmelse svarer til hvad, der vil gælde
i rekonstruktion efter § 12 g, herunder som følge af den
foreslåede ændring af § 12 g, jf. lovudkastets § 1, nr. 12.
Det foreslåede stk. 5, vil for det første medføre, at en ford-
ringshaver ikke kan modregne et krav, som er omfattet af §
97 til modregning i et krav i medfør af en aftale, som skyld-
neren videreførte efter § 12 o, eller som boet er indtrådt i ef-
ter § 55. Denne del af bestemmelsen vedrører den situation,
hvor skyldneren har flere ikke-konnekse mellemværender
med den samme fordringshaver, og hvor et af disse vedrører
en aftale, der er videreført. Henvisningen til videreførte afta-
ler efter § 9 e medfører, at også aftaler, der er videreført
under en forebyggende rekonstruktion, jf. § 9 e, omfattes
af bestemmelsen. Det anførte svarer til, hvad der antages
at gælde ved et konkursbos indtræden i en gensidigt bebyr-
dende aftale. Bestemmelsen sikrer, at en medkontrahent, der
ikke under en forebyggende rekonstruktionsbehandling eller
en rekonstruktionsbehandling kunne modregne som følge af
§ 9 d henholdsvis § 12 g, ikke får mulighed for at modregne
som følge af, at skyldneren overgår til en konkursbehand-
ling, hvor § 42 regulerer modregningsadgangen.
Bestemmelsen vil for det andet medføre, at såfremt en aftale
angår løbende eller successive ydelser, gælder reglen i 1.
pkt., uanset om kravene er konnekse. Det svarer til den
foreslåede ændring for så vidt angår videreførelse af aftaler
om løbende eller successive ydelser under rekonstruktions-
behandling.
Forbuddet mod at modregne i en videreført aftale forudsæt-
ter, at den fristdag, der blev etableret under rekonstrukti-
onsbehandlingen eller den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling, bliver fastholdt under den senere konkursbehand-
ling, jf. § 1.
Til nr. 35 (§ 56, stk. 2)
Konkurslovens § 56 omhandler retsvirkningerne af konkurs-
boets indtræden i en gensidigt bebyrdende aftale.
Det følger således af stk. 1, at såfremt indtræder boet i
aftalen, bliver boet berettiget og forpligtet på aftalens vil-
kår. Aftalen skal således videreføres på samme vilkår, dog
således at medkontrahentens krav mod boet får status som et
§ 93-krav.
Der gælder særlige regler for kravets massekravsstatus ved
aftaler om løbende ydelser. Det følger således af stk. 2, at
angår aftalen en løbende ydelse til skyldneren, bliver boet
ved sin indtræden forpligtet til at udrede vederlaget for tiden
efter konkursdekretets afsigelse indtil en eventuel opsigelse
i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1, som
massekrav.
Det følger af bestemmelsen, at medkontrahentens krav på
vederlag, der er opstået efter konkursdekretets afsigelse, vil
have status som et massekrav. Det følger således omvendt
af bestemmelsen, at vederlaget fra før dekretets afsigelse
ikke får status som massekrav, uanset at boet indtræder i af-
talen. Det anses for rimeligt at lade boets indtræden i aftalen
alene få virkning for fremtiden, således at en restance, der
består, når konkursen erklæres, ikke berøres af boets indtræ-
den, jf. Betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsak-
kord, side 123-124.
186
Det foreslås at affatte § 56, stk. 2, således at hvis aftalen
angår en løbende ydelse, omfattes alene medkontrahentens
krav på vederlag for tiden efter konkursbehandlingens ind-
ledning og indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk.
3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1, samt krav vedrørende faktiske
dispositioner foretaget af konkursboet, af § 93.
Den foreslåede affattelse svarer til, hvad der foreslås at gæl-
de under en rekonstruktionsbehandling, jf. § 12 p, stk. 2. Af-
fattelsen skal præcisere, at det alene er krav på periodisk ve-
derlag for konkursperioden og indtil en evt. opsigelse samt
krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af konkurs-
boet, der omfattes af § 93. Den foreslåede bestemmelse gør
således udtømmende op med, hvilke krav, der opnår status
som et massekrav, hvis konkursboet viderefører en aftale om
en løbende ydelse, dvs. at medkontrahenten ikke kan støtte
massekravsstatus på § 56, stk. 1.
Til nr. 36 (§ 56, stk. 3)
Konkurslovens § 56 omhandler retsvirkningerne af konkurs-
boets indtræden i en gensidigt bebyrdende aftale.
Det følger af stk. 1, at indtræder boet i aftalen, bliver det be-
rettiget og forpligtet på aftalens vilkår. Aftalen skal således
videreføres på samme vilkår, dog således at medkontrahen-
tens krav mod boet får status som et § 93-krav. Bestemmel-
sens stk. 2, som foreslås affattet ved lovudkastets § 1, nr.
35, angår krav, der udspringer af en vedvarende aftale om
løbende ydelser, og fastslår, at medkontrahentens krav ved-
rørende en sådan aftale for tiden efter konkursbehandlingens
indledning og indtil en eventuel opsigelse omfattes af § 93.
Det kan diskuteres, om videreførelse af en aftale om succes-
sive ydelser medfører, at samtlige krav vedrørende aftalen
får § 93-status, eller om det alene vil gælde for ydelser
præsteret under rekonstruktionsbehandlingen. Det vil afhæn-
ge af, om aftalen anses for én aftale med den virkning,
at samtlige krav vedrørende aftalen anses for konnekse og
stiftet ved aftalens indgåelse, eller om man anser de enkelte
ydelser for separate aftaler, der ikke er indbyrdes konnekse.
Højesteret har i dom af 16. oktober 2020 (som gengivet i
U 2021.114 H) fundet, at § 12 g, stk. 3, ikke begrænser ret-
ten til konneks modregning under en rekonstruktion. I den
konkrete sag kunne et § 97-krav vedrørende opmagasinering
inden rekonstruktionsbehandlingens indledning modregnes
i skyldneres krav på vederlag for opmagasinering i rekon-
struktionsbehandlingsperioden. Dommen vedrører modreg-
ning under rekonstruktion, men kan have en afsmittende
effekt på aftaler om successive ydelser generelt. Såfremt
krav vedrørende en aftale om successive ydelser anses for
konnekse, vil det være udtryk for, at aftalen anses for én
aftale. I så fald vil videreførelse af en aftale om successive
ydelser medføre, at samtlige krav i medfør af aftalen får §
93-status. Dette inkluderer krav vedrørende perioden inden
indledningen af konkursbehandling.
Det foreslås at indsætte § 56, stk. 3, hvoraf det følger, at hvis
en aftale angår successive ydelser, omfattes alene den del af
medkontrahentens krav, der vedrører ydelser præsteret efter
konkursbehandlingens indledning, af § 93.
Det foreslåede stk. 3, svarer til § 12 p, stk. 3, som indsat ved
lovudkastets § 1, nr. 15, og vil sikre, at videreførelse af en
aftale om successive ydelser alene vil medføre, at de krav,
der er relateret til ydelser leveret under konkursbehandlin-
gen, får status som § 93-krav. Denne retsstilling harmonerer
med lighedsprincippet, idet medkontrahenten i almindelig-
hed ikke bør stilles bedre end andre simple kreditorer for
de leverancer, der er foretaget inden konkursbehandlingens
indledning.
Bestemmelsen ændrer ikke ved, at krav vedrørende ydelser
leveret under en forudgående rekonstruktion eller forebyg-
gende rekonstruktion omfattes af § 94 i medfør af § 12 p,
stk. 3.
Til nr. 37 (§ 61, stk. 1)
Konkurslovens § 61 omhandler konkursboets opsigelse af
en aftale om et vedvarende retsforhold.
Det følger af § 61, stk. 1, at boet kan, selv om længere
varsel eller uopsigelighed er aftalt, med sædvanligt eller ri-
meligt varsel opsige en aftale om et vedvarende retsforhold,
jf. 1. pkt. Dette gælder dog ikke, hvis længere varsel er
sikret mod skyldnerens fordringshavere ved tinglysning eller
anden lignende offentlig registrering, jf. 2. pkt.
Konkurslovens § 61, stk. 1, gør det muligt for konkursboet
at opsige en aftale om et vedvarende retsforhold med sæd-
vanligt eller rimeligt varsel, selv om der er aftalt et længere
varsel eller uopsigelighed. Det er antaget, at bestemmelsen
giver boet mulighed for at opsige en interessentskabsaftale
med henblik på at få udbetalt skyldnerens kapitalindeståen-
de i interessentskabet. På tilsvarende vis må det antages, at
reglen tillige giver skyldneren mulighed for at opsige sin
deltagelse i et andelsselskab. Det følger dog ikke heraf, at
opsigelsen giver skyldneren krav på en førtidig udbetaling af
indeståendet.
Selvom det antages, at bestemmelsen giver adgang til at
kræve udbetaling af indeståender, kan udbetalingen alene
kræves med sædvanligt eller rimeligt varsel. Der er således
en væsentlig risiko for, at udbetalingen ikke vil ske i det
indkomstår, hvor konkursbehandlingen indledes.
187
Det foreslås at indsætte § 61, stk. 1, 3. pkt., hvoraf følger,
at opsiges skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller en
andelsforening, kan skyldneren kræve sit indestående betalt
senest 3 måneder efter opsigelsen.
Den foreslåede tilføjelse svarer til det foreslåede § 12 t, stk.
1, 3. pkt., jf. lovudkastets § 1, nr. 16.
Bestemmelsen skal adressere det praktiske problem, der op-
står ved, at indestående på en andelskonto skatteretligt først
anses for at være erhvervet af andelshaveren i takt med,
at der sker udbetaling. Hvis kontoen er pantsat – typisk til
skyldnerens bankforbindelse – vil udbetalingen ske til ban-
ken, men det vil fortsat være andelshaveren, der er skatte-
pligtig. Hvis andelshaveren (skyldneren) er blevet insolvent,
vil denne ikke være i stand til at betale skattekravet. Hvis
udbetalingen sker over en årrække, kan dette således i prak-
sis udelukke skyldneren fra at søge gældssanering, da skyld-
neren ikke vil opnå en varig forbedring af sine økonomiske
forhold, så længe der udestår udbetalinger og deraf følgende
skattekrav.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis skyldne-
rens deltagelse i et andelsselskab eller en andelsforening op-
siges, kan skyldneren kræve sit indestående udbetalt senest
3 måneder efter opsigelsen. Bestemmelsen vil formentlig
give en stor sandsynlighed for, at indeståendet udbetales i
det igangværende indkomstår, men vil omvendt samtidig
give selskabet passende tid til at foretage udbetalingen. Det
følger implicit af reglen, at andelsselskabet ikke kan betinge
udbetalingen af en dekort. Det bemærkes, at en eventuel
panthaver i andelskontoen ikke vil kunne nægte at modtage
førtidig indfrielse via udbetalingen, jf. konkurslovens § 41.
Det foreslåede 3. pkt. vil alene finde anvendelse ved in-
deståender i andelsselskaber eller andelsforeninger (bortset
fra andelsboligforeninger). Bestemmelsen vil således ikke
finde anvendelse ved skyldnerens deltagelse i et interessent-
skab. Bestemmelsen vil desuden ikke generelt regulere, i
hvilket omfang en skyldner kan kræve førtidig indfrielse af
et pengekrav mod tredjemand.
Til nr. 38 (§ 72, stk. 3)
Konkurslovens § 72 omhandler omstødelse af betaling af
gæld og andre dispositioner foretaget efter fristdagen.
Det følger af stk. 3, at hvis en rekonstruktør, der er beskikket
af skifteretten, har godkendt betalingen eller dispositionen,
kan omstødelse kun ske, hvis rekonstruktøren åbenbart har
overskredet sine beføjelser. En rekonstruktørs samtykke i
medfør af § 13 g til en virksomhedsoverdragelse udelukker
ikke omstødelse over for andre end erhververen.
Det foreslås at ændre § 72, stk. 3, 1. pkt., således at der
indsættes ”efter fristdagen” før ”godkendt”.
Ændringen vil præcisere, at et rekonstruktørsamtykke alene
udelukker omstødelse, hvis samtykket er givet efter fristda-
gen. Ved en forebyggende rekonstruktionsbehandling vil det
betyde, at samtykket skal være givet efter, der er truffet
bestemmelse om fyldestgørelsesforbud.
Til nr. 39 (§ 110, stk. 2, og § 217)
Konkurslovens § 110, stk. 2, fastslår, at kurator antager en
eller flere sagkyndige personer, der snarest skal foretage
registrering og eventuelt vurdering af boets aktiver. Er der
umiddelbart før konkursen til brug for en rekonstruktionsbe-
handling tilvejebragt materiale som nævnt i § 13 b, kan
dette materiale lægges til grund ved konkursbehandlingen,
således at der kun redegøres for senere ændringer.
Konkurslovens § 217 fastsætter, at indledes der en rekon-
struktionsbehandling, udsættes behandlingen af sagen om
gældssanering.
Det foreslås, at ændre § 110, stk. 2, og § 217, således at
der indsættes ”forebyggende rekonstruktionsbehandling el-
ler” før rekonstruktionsbehandling.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forebyggende
rekonstruktionsbehandling indføres i konkursloven og vil
medføre, at de nævnte bestemmelser også finder anvendelse
ved forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Til nr. 40 (§ 197)
Konkurslovens § 197 omhandler de almindelige betingelser-
ne for at kunne opnå gældssanering. Der henvises for så vidt
angår en beskrivelse af gældende ret vedrørende bestem-
melsen til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.2.1., pkt.
3.2.3.1.1., pkt. 3.2.3.2.1., pkt. 3.2.3.3.1., pkt. 3.2.3.4.1. pkt.
3.2.3.5.1., pkt. 3.2.3.6.1., pkt. 3.2.3.8.1. og pkt. 3.2.3.10.1.
Det foreslås at nyaffatte § 197 om betingelserne for at kunne
opnå gældssanering.
Forslaget er begrundet i, at der som noget nyt foreslås en
sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden
for konkurs og dermed ophævelse af konkurslovens kapitel
29, jf. lovudkastets § 1, nr. 64. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
Det foreslås i stk. 1, at skifteretten skal kunne afsige ken-
delse om gældssanering, hvis skyldneren begærer dette, og
188
såfremt skyldneren godtgør, at denne er insolvent. Derved
forstås, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nær-
meste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsfor-
pligtelser. Kendelse om gældssanering er endvidere betinget
af, at det må antages, at gældssanering vil føre til en varig
forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, jf. stk. 1.
Forslaget indføres på baggrund af rekonstruktions- og insol-
vensdirektivets artikel 2, stk. 2, litra a), der foreskriver, at
begrebet ”insolvens” skal defineres i henhold til national ret.
Med forslaget præciseres det, at betingelsen om, at skyldne-
ren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen
udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, udgør
definitionen af, hvornår der foreligger insolvens ved gælds-
sanering efter § 197. I relation til § 201 om modregning og
§§ 221-224 om omstødelse bør konkurslovens almindelige
insolvensbegreb i § 17, stk. 2, fortsat gælde.
Der tilsigtes med forslagets § 197, stk. 1, ikke nogen æn-
dring i den vurdering, som skifteretten skal foretage af
skyldnerens insolvens. Det vil fortsat være en betingelse for
gældssanering, at skyldneren er håbløst forgældet.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at kendelse om gældssanering i
almindelighed ikke kan afsiges, såfremt skyldnerens økono-
miske indtægts- og udgiftsforhold er uafklarede i afdragspe-
rioden, jf. dog den foreslåede § 197 a (lovudkastet § 1, nr.
41), eller skyldneren er under uddannelse.
Det præciseres med forslaget, at alene uafklarede økonomi-
ske forhold i afdragsperioden skal udelukke gældssanering.
For så vidt angår skyldnerens indkomstforhold og løbende
faste udgifter, er der med forslaget ikke tilsigtet en ændring i
den vurdering, som skifteretten skal foretage af skyldnerens
økonomiske forhold. Vurderingen af, om skyldnerens ind-
komstforhold er uafklarede, skal således foretages i overens-
stemmelse med den nugældende retspraksis. Det indebærer
bl.a., at skyldneren for at opfylde betingelsen om afklarede
indkomstforhold skal udnytte sin erhvervsevne. Skyldnerens
økonomiske forhold vil således f.eks. være uafklarede, hvis
skyldneren er arbejdsløs eller under uddannelse.
Er der usikkerhed om skyldnerens løbende faste udgifter til
eksempelvis bolig, vil dette typisk også medføre, at skyldne-
rens økonomiske forhold må anses for uafklarede. Dette in-
debærer, at tidsbegrænsede lejemål, der udløber i afdragspe-
rioden, som udgangspunkt skal udelukke gældssanering. Det
gælder dog ikke, såfremt skyldneren bor i et tidsbegrænset
lejemål som følge af skyldnerens eller en nærtståendes kon-
kurs, jf. den foreslåede § 197 a, hvorefter uafklarede økono-
miske forhold ikke er til hinder for gældssanering (lovforsla-
gets § 1, nr. 40), og såfremt betingelserne i den foreslåede §
197 a i øvrigt er opfyldt.
For så vidt angår skyldnerens gældsforpligtelser, skal der
fremover kun stilles krav om, at disse er tilstrækkeligt af-
klarede til, at det kan vurderes, om skyldneren er kvalifice-
ret insolvent. Det indebærer, at såfremt skifteretten på et
tidspunkt, hvor skyldnerens gældsforpligtelser ikke er ende-
lig opgjort, med større sikkerhed kan fastslå, at skyldneren
er kvalificeret insolvent, skal uafklarede gældsforhold ikke
udelukke gældssanering.
En studerende, der har mere end tre år tilbage af sit studium,
kan dog efter omstændighederne siges at have afklarede ind-
komstforhold i afdragsperioden, forudsat at afdragsperioden
ikke forventes at blive fastsat til seks år efter den foreslåe-
de § 216, stk. 4 (lovudkastet § 1, nr. 50). En studerende
vil således principielt kunne siges at have afklarede økono-
miske forhold, uagtet at den studerende ikke udnytter sin
erhvervsevne. For at imødekomme denne situation, foreslås
det fastsat i lovteksten, at en studerende ikke opfylder be-
tingelserne for at opnå gældssanering, idet en studerende
generelt må henvises til – efter endt studium – at udnytte sin
erhvervsevne, før der søges om gældssanering.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, litra a-d, at kendelse af gældssa-
nering i almindelighed ikke skal kunne afsiges, hvis skyld-
neren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender.
Bestemmelsen angiver en række momenter, som skal indgå
i vurderingen af, om skyldneren har handlet uforsvarligt i
økonomiske anliggender, således at den pågældende ikke
kan meddeles gældssanering. Opregningen er ikke udtøm-
mende.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, litra a, at skyldneren skal anses
for at have handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender,
såfremt en ikke uvæsentlig gæld er stiftet på et tidspunkt,
hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økono-
miske forpligtelser, medmindre der er tale om forretnings-
mæssigt velbegrundet stiftelse af erhvervsgæld.
Bestemmelsen svarer i vidt omfang til den gældende be-
stemmelse i § 197, stk. 2, nr. 2, litra a, da der ikke foreslås
nogen ændring af, hvornår en gældspost anses for at være
ikke uvæsentlig.
Som noget nyt foreslås det, at det ikke skal anses for ufor-
svarligt i økonomisk henseende, at skyldneren har stiftet en
ikke uvæsentlig gæld på et tidspunkt, hvor skyldneren var
ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, når
der er tale om forretningsmæssigt velbegrundet stiftelse af
erhvervsgæld eller en velbegrundet låneomlægning.
Forslaget er begrundet i, at det kan være hæmmende for
muligheden for gældssanering i forbindelse med konkursbe-
189
handling, hvis eksempelvis træk på kassekredit forud for
konkursen medfører, at gældssanering nægtes.
Forslaget indebærer, at der i stedet for at se på, om gælden
er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand
til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, jf. nugælden-
de § 197, stk. 2, nr. 2, litra a, for erhvervsdrivende skal
ses på, om gældsstiftelsen var forretningsmæssigt begrun-
det. Erhvervsdrivende kan således til tider have behov for at
foretage træk på en kassekredit for at foretage betalinger,
uden at dette skal medføre, at gældssanering udelukkes,
når trækket på kassekreditten er sædvanligt eller forretnings-
mæssigt begrundet. Det skal tillægges betydning, om gælds-
stiftelsen er sket på et tidspunkt, hvor skyldneren burde
have erkendt, at der ikke længere var rimelig mulighed for
at videreføre virksomheden, hvilket fortsat skal medføre, at
gældssanering udelukkes.
Forslaget indebærer endvidere, at det skal vurderes, om
gældsstiftelsen er sket som led i en velbegrundet låneom-
lægning. En låneomlægning, der er foretaget med henblik
på at opnå mere attraktive lånevilkår, skal ikke i sig selv
udelukke gældssanering. Dog bør optagelse af gæld til for-
brug med det formål at indfri et tidligere optaget forbrugslån
til en anden mere pågående fordringshaver fortsat udelukke
gældssanering. Det må bero på en konkret vurdering, om
gæld optaget med henblik på at dække allerede forfalden
gæld kan anses for velbegrundet. Ved afgørelsen af, om
gældssanering skal nægtes, lægges generelt vægt på den
oprindelige gælds alder, jf.§ 197, stk. 3.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, litra b, at kendelse om gælds-
sanering i almindelighed ikke afsiges, såfremt skyldneren
har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder
såfremt en ikke uvæsentlig gæld opstået som følge af, at
skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i
misforhold til skyldnerens økonomiske situation.
Bestemmelsen viderefører den gældende bestemmelse i §
197, stk. 2, nr. 2, litra b.
Det præciseres dog i den sammenhæng, at det for erhvervs-
drivende som udgangspunkt skal betragtes som spekulation,
der skal føre til, at gældssanering nægtes, at skyldneren har
foretaget investeringer, der ikke relaterer sig til virksomhe-
dens øvrige drift. Det kan indgå i vurderingen, om der er
tale om en investering i formuegoder for f.eks. at opnå en
skattebesparelse eller andet, som f.eks. aktier eller anparter,
kommanditselskaber, eller fast ejendom, i modsætning til
investeringer i driftsmidler, der anvendes i skyldnerens virk-
somhed.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, litra c, at kendelse om gælds-
sanering i almindelighed ikke afsiges, såfremt skyldneren
har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder
såfremt en ikke uvæsentlig gæld er stiftet med henblik på
forbrug, medmindre gældsstiftelsen som følge af særlige
omstændigheder fremstår som rimelig.
Den foreslåede bestemmelse viderefører i vidt omfang den
gældende bestemmelse i § 197, stk. 2, nr. 2, litra c.
Som noget nyt foreslås det dog, at det ikke skal anses for
økonomisk uforsvarligt, at skyldneren har stiftet en ikke
uvæsentlig gæld med henblik på forbrug, når gældsstiftelsen
som følge af særlige omstændigheder fremstår som rimelig.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen er begrundet i, at
anvendelsen af den gældende § 197, stk. 2, nr. 2, litra c, fø-
rer til, at selv relativt små beløb til forbrugsgæld begrunder,
at gældssanering nægtes, hvilket gør det uforholdsmæssigt
vanskeligt at opnå gældssanering.
På den baggrund foreslås det, at gældssanering efter bestem-
melsen ikke skal nægtes, såfremt stiftelsen af forbrugsgæl-
den på grund af særlige omstændigheder fremstår som rime-
lig.
Den foreslåede ændring indebærer, at genstande omfattet af
trangsbeneficiet i hvert fald ikke skal føre til, at gældssane-
ring nægtes, også selv om genstandene er anskaffet for lånte
midler. Der kan eksempelvis være tale om gældsstiftelse,
der er nødvendig for at finansiere udskiftningen eller repa-
rationen af en fryser, et køleskab eller et par briller. Det
samme gælder tandlægeregninger og andre omkostninger til
sundhedsrelaterede ydelser, medmindre der er tale om rent
kosmetiske behandlinger. Gældssanering vil i disse tilfælde
ikke skulle nægtes med henvisning til den foreslåede § 197,
stk. 2, nr. 2, litra c.
Dog skal gældssanering fortsat nægtes, hvis det forventes,
at skyldneren fremadrettet vil stifte gæld til brug for køb
af almindelige dagligvarer som fødevarer og produkter til
personlig pleje og rengøring, idet gældssanering i disse til-
fælde ikke kan antages at ville føre til en varig forbedring
af skyldnerens økonomiske forhold. Gældssanering vil i en
sådan situation skulle nægtes med henvisning til den foreslå-
ede § 197, stk. 1.
Hvis der er tale om gældsstiftelse til brug for anskaffelse
af genstande, der ikke er omfattet af trangsbeneficiet, skal
det vurderes, om der er tale om overforbrug. Er der tale
om overforbrug, vil den stiftede gæld ikke kunne anses som
rimelig, og der vil heller ikke foreligge særlige omstændig-
heder, der kan begrunde den stiftede gæld til forbrug.
Overforbrug må i den forbindelse vurderes forholdsmæssigt
i relation til skyldnerens økonomiske forhold. Det vil såle-
des alene være gæld til forbrug, der ikke stod mål med
190
skyldnerens økonomiske forhold, der anses som overfor-
brug.
Overforbrug vil eksempelvis omfatte rejser og anskaffelse
af tjenesteydelser, herunder restaurantbesøg, når udgifter-
ne hertil ikke står mål med skyldnerens økonomiske for-
hold. Det afgørende vil være, om skyldnerens samlede for-
brug kan anses som luksusforbrug. Således vil anskaffelse
af mange varer og tjenesteydelser, som isoleret set ikke kan
anses som luksus, ud fra en samlet vurdering af omfanget
føre til, at der alligevel foreligger et overforbrug.
I vurderingen skal det også tillægges vægt, hvorvidt gælds-
stiftelsen ud fra det lånte beløbs størrelse må anses som
rimelig.
Gældssanering skal endvidere ikke nægtes efter den foreslå-
ede § 197, stk. 2, nr. 2, litra c, såfremt en selvstændigt
erhvervsdrivende skyldner i perioder har været nødsaget til
og tilbøjelig til at leve for lånte midler for ikke at trække
på virksomheden i perioder med dårlig omsætning. Det vil
efter bestemmelsen skulle anses som rimelig stiftelse af for-
brugsgæld, at skyldneren over en kortere periode optager lån
for at dække faste udgifter og rimelige leveomkostninger for
derigennem at undlade at trække penge ud af virksomheden
i et forsøg på at redde denne.
Et sådant forbrug for lånte midler skal naturligvis ligge
inden for rimelighedens grænser. Er der således tale om
overforbrug, må gældssanering fortsat nægtes. Ved vurderin-
gen af om der er tale om overforbrug kan der bl.a. henses
til, hvilken løn den erhvervsdrivende vil kunne oppebære,
såfremt denne var lønmodtager.
Overforbrug må i denne henseende tillige forstås som an-
skaffelse af luksusgenstande samt rejser og tjenesteydelser,
der ikke står mål med skyldnerens økonomiske forhold. Der
henvises i øvrigt til den ovenfor anførte om overforbrug.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, litra d, at kendelse om gælds-
sanering i almindelighed ikke afsiges, såfremt skyldneren
har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder
såfremt en ikke uvæsentlig gæld er gæld til det offentlige,
som er oparbejdet systematisk.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gæl-
dende bestemmelse i § 197, stk. 2, nr. 2, litra b.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at kendelse om gældssanering i
almindelighed ikke kan afsiges, såfremt en ikke uvæsentlig
gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende
forhold, medmindre der er tale om gæld fra sagsomkostnin-
ger pålagt i straffesager.
Ved ”sagsomkostninger pålagt i straffesager” forstås sags-
omkostninger pålagt i medfør af retsplejelovens § 1008.
Det foreslåede medfører, at gæld i form af straffesagsom-
kostninger vil kunne saneres i højere grad end efter de gæl-
dende regler, idet forekomst af gæld i form af straffesags-
omkostninger ikke længere vil føre til nægtelse af gældssa-
nering. Dette vil ligeledes være tilfældet, selvom gælden i
form af straffesagsomkostninger udgør en ikke uvæsentlig
del af den samlede gæld. Gæld i form af straffesagsomkost-
ninger sidestilles på den måde med anden gæld.
I forbindelse med begæring om gældssanering efter kon-
kursloven vil de almindelige krav om gældssanering fortsat
være gældende, herunder bl.a., at en væsentlig del af gælden
fortsat ikke må være pådraget ved strafbare eller erstatnings-
pådragende forhold, herunder eksempelvis bøder eller erstat-
ning til ofre for forbrydelser, medmindre der er tale om gæld
fra sagsomkostninger pålagt i straffesager.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at kendelse om gældssanering
i almindelighed ikke kan afsiges, såfremt skyldneren, som
deltager i ledelsen af en virksomhed, har udvist groft ufor-
svarlig forretningsførelse.
Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende § 197. Med
den foreslåede ændring indføres en særskilt regel, der regu-
lerer forholdet mellem konkurskarantæne og gældssanering,
og som udelukker sidstnævnte for personer, der har udvist
groft uforsvarlig forretningsførelse i overensstemmelse med
§ 157, stk. 1.
Ved »groft uforsvarlig forretningsførelse« forstås således,
hvad der svarer til »groft uforsvarlig forretningsførelse« i
§ 157 om konkurskarantæne. Der henvises i øvrigt til pkt.
3.2.3.9.1. om gældende ret vedrørende bestemmelse i kon-
kurslovens § 157.
Den foreslåede ændring beror først og fremmest på, at det
kan være stridende mod retsfølelsen, at en person, der har
ageret på en sådan måde, at det begrunder pålæg af konkurs-
karantæne, kan frigøres fra den gæld, der kan være en følge
af de forhold, der begrunder karantænen. En udelukkelse af
gældssanering i disse tilfælde sikres bedst gennem regler
herom i lovteksten.
Den foreslåede ændring beror dernæst på, at det følger af
rekonstruktions- og insolvensdirektivet artikel 23, stk. 1, at
gældssanering skal udelukkes for personer, der har handlet
uhæderligt eller i ond tro over for fordringshavere eller an-
dre interessenter. Da personer, der har ageret på en sådan
måde, at det begrunder pålæg af konkurskarantæne, også
må antages at have handlet uhæderligt eller i ond tro i di-
191
rektivets forstand, bør der indføres regler i lovteksten om
udelukkelse af gældssanering i disse tilfælde.
En skyldner kan i medfør af den foreslåede bestemmelse
nægtes gældssanering, uanset om denne person ikke på-
lægges konkurskarantæne, eksempelvis fordi den groft ufor-
svarlige forretningsførelse fandt sted tidligere end et år før
fristdagen, jf. § 157, stk. 1, eller fordi skyldneren allerede er
pålagt konkurskarantæne som følge af ledelse af et koncer-
nforbundet selskab, jf. § 157, stk. 3. Hvis det konkret ikke
findes rimeligt at pålægge konkurskarantæne, jf. § 157, stk.
2, skal den udviste adfærd dog ikke udelukke gældssanering
efter § 197, stk. 2, nr. 4, men adfærden kan efter omstændig-
hederne udelukke gældssanering efter § 197, stk. 2, nr. 2.
Ved afgørelsen af, om gældssanering skal nægtes, lægges
generelt vægt på gældens alder, jf. konkurslovens §197, stk.
3. Hvis der er gået en årrække siden, at skyldneren udviste
groft uforsvarlig forretningsførelse (og eventuelt blev pålagt
konkurskarantæne), kan det efter omstændighederne ud fra
en konkret vurdering undlades at nægte gældssanering.
Det foreslås i stk. 2, nr. 5, at kendelsen om gældssanering
i almindelighed ikke skal afsiges, såfremt skyldneren har
undladt at afdrage på sin gæld, selvom skyldneren som følge
af sin løbende indkomst eller andre indtægter har haft rime-
lig mulighed herfor, medmindre der er tale om et mindre
væsentligt beløb, der blev udbetalt inden indgivelsen af be-
gæring om gældssanering.
Baggrunden for forslaget er, at den nugældende bestemmel-
se i konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, som den anvendes
i dag, vurderes at gøre en uforholdsmæssig hindring for at
opnå gældssanering. I praksis nægtes gældssanering således
efter bestemmelsen ved selv små beløb, der kunne være
anvendt til at betale afdrag. Der henvises endvidere til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.3.4.1. og pkt. 3.2.3.4.3.1.
Skyldnerens mulighed for at afdrage på gælden kan som
hidtil følge af såvel skyldnerens løbende indkomst som an-
dre indtægter. Andre indtægter kan f.eks. være pensionsud-
betalinger, bonusser, lottogevinster eller gaver. Gaver dog
kun såfremt disse fra givers side ikke er undtaget fra kredit-
orforfølgning.
Det foreslås dog, at gældssanering kun skal nægtes, såfremt
der er tale om udbetaling af væsentlige beløb, der for en-
gangsudbetalinger er i størrelsesordenen 10.000 kr. eller der-
over. Dog skal udbetaling af selv mindre beløb også kunne
føre til, at gældssanering nægtes i tilfælde, hvor udbetaling
af beløbet ligger efter indgivelsen af begæring om gældssa-
nering.
I de tilfælde hvor skyldneren i kraft af sin løbende ind-
komst har haft mulighed for at afdrage på gælden, skal det
indgå i vurderingen, om skyldneren har udvist vilje til at
afdrage. Den foreslåede bestemmelse indebærer dog ikke
et krav om, at hele det overskydende beløb skal betales til
fordringshaverne, når blot der fra skyldnerens side har været
udvist vilje til at afdrage.
I de tilfælde, hvor engangsudbetalingen er af en vis størrel-
se, eller hvor skyldneren i kraft af sin løbende indkomst
har haft mulighed for at afdrage på gælden, skal det indgå
i vurderingen, om beløbet er anvendt til dagligdagsfornø-
denheder eller til overforbrug, herunder til anskaffelse af
luksusgenstande.
Undladelse af at afdrage på gælden, som skyldes anskaffelse
af genstande omfattet af trangsbeneficiet, skal ikke udelukke
gældssanering. Der kan eksempelvis være tale om en undla-
delse af at afdrage på gælden, som skyldes anskaffelse af
genstande, som skyldneren er afhængig af. Der kan også
være tale om nødvendige betalinger af tandlægeregninger og
andre omkostninger til sundhedsrelaterede ydelser, medmin-
dre der er tale om rent kosmetiske behandlinger.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at kendelse om gældssanering
i almindelighed ikke kan afsiges, såfremt skyldneren har
indrettet sig med henblik på gældssanering.
Den foreslåede bestemmelse i § 197, stk. 2, nr. 6, viderefø-
rer i uændret form, den gældende bestemmelse i § 197, stk.
2, nr. 5. Der henvises i den forbindelse til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.3.5.1. for en beskrivelse af gældende
ret vedrørende den gældende bestemmelse i § 197, stk. 2, nr.
5.
Det foreslås i stk. 2, nr. 7, at kendelse om gældssanering
i almindelighed ikke kan afsiges, såfremt skyldneren stifter
ny gæld, efter at gældssaneringssag er indledt, medmindre
gældsstiftelsen som følge af særlige omstændigheder frem-
står som rimelig.
Forslaget er begrundet i, at reglen, som den anvendes i
dag, vurderes at udgøre en uforholdsmæssig hindring for at
opnå gældssanering. Efter den gældende bestemmelse i §
197, stk. 2, nr. 6, kan selv helt små låneoptagelser eller nye
restancer føre til, at gældssanering nægtes. Der henvises i
øvrigt de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.3.6.1. omhand-
lende gældende ret.
Det foreslås, at stiftelse af gæld efter indledning af gælds-
saneringssagen som udgangspunkt fortsat skal udelukke
gældssanering, medmindre der foreligger særlige omstæn-
digheder. Dette kan f.eks. være anskaffelse af briller eller
lignende på en afbetalingsordning eller nødvendige tandlæ-
gebesøg, der ligeledes betales gennem en afdragsordning.
192
I de tilfælde, hvor gældsstiftelsen efter gældssaneringssa-
gen er begrundet i særlige omstændigheder og derfor ikke
udelukker gældssanering, vil gælden ikke være omfattet af
gældssaneringskendelsen, jf. § 199, stk. 1. Gælden vil derfor
skulle betales fuldt ud af skyldneren ved siden af eventuelt
fastsatte afdrag i gældssaneringskendelsen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, er en uændret viderefø-
relse af den gældende bestemmelse i § 197, stk. 3.
Det foreslås i stk. 4, at skifteretten skal kunne nægte at
afsige kendelse om gældssanering, selvom der ikke forelig-
ger omstændigheder som nævnt i stk. 2, hvis der foreligger
andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssa-
nering.
Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af
den gældende bestemmelse i § 197, stk. 4. Det præciseres
dog i denne sammenhæng, at illoyalitet over for samarbejds-
partnere og andre fordringshavere efter omstændighederne
skal kunne føre til, at gældssanering skal nægtes efter be-
stemmelsen.
De foreslåede bestemmelser i stk. 5 og 6 er en uændret
videreførelse af de gældende bestemmelser i § 197, stk. 5 og
6.
Til nr. 41 (§ 197 a)
Det foreslås at indsætte § 197 a, som skal gøre det muligt at
opnå gældssanering i konkurs selvom skyldneren har uafkla-
rede økonomiske forhold.
Det foreslås i stk. 1, at uafklarede forhold, der skyldes
konkursen, ikke er til hinder for afsigelse af kendelse om
gældssanering, når skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller
samlever eller et selskab, som de nævnte personer direkte
eller indirekte ejer en væsentlig del af, var under konkurs-
behandling, da skifteretten modtog forslaget om gældssane-
ring.
Den foreslåede bestemmelse i § 197 a, stk. 1 viderefører i
et vidst omfang gældende ret i henhold til § 231 a, stk. 2,
1. pkt., modsætningsvist, hvorefter betingelsen om, at skyld-
nerens økonomiske forhold ikke må være uafklarede, som
udgangspunkt ikke gælder ved gældssanering i forbindelse
med konkurs eller rekonstruktionsbehandling. Der henvises
til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.3.1.1.2. der inde-
holder en nærmere beskrivelse af gældende ret vedrørende
bestemmelsen i § 231 a, stk. 2, 1. pkt.
Forslaget er begrundet i, at der som noget nyt foreslås en
sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden
for konkurs og dermed ophævelse af konkurslovens kapitel
29, jf. lovudkastets § 1, nr. 64. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
I modsætning til den gældende retstilstand foreslås det, at
man ikke viderefører muligheden for, at en erhvervsdriven-
de skyldnere i et tilfælde, hvor et selskab som skyldneren
m.fl. ejer en væsentlig del af, og som skyldnerens gæld i
det væsentlige stammer fra som følge af en kaution eller
lignende hæftelse for selskabets gæld, har fået stadfæstet
et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om
tvangsakkord, skal kunne meddeles gældssanering selvom
skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede. I disse til-
fælde må gældssanering afvente afklaringen af skyldnerens
økonomiske forhold, jf. den foreslåede § 197, stk. 2, nr. 1
(lovudkastets § 1, nr. 40).
Ligesom efter den gældende retstilstand, skal der forsat
sondres mellem uafklarede forhold, der udspringer af selve
konkursen, som ikke medfører, at gældssanering udelukkes,
og uafklarede forhold, der ikke har med konkursen at gøre,
og som umiddelbart kan medføre, at gældssanering udeluk-
kes. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.2.3.1.1.2 og pkt. 3.2.3.1.3.2.
Da uafklarede økonomiske forhold hos skyldnerens ægte-
fælle eller samlever ligeledes også som udgangspunkt fører
til, at gældssanering nægtes, gælder den foreslåede regel
i § 197 a, stk. 1, også, når det er skyldnerens ægtefælle
eller samlever, der er under konkursbehandling. Da det end-
videre ikke skal have betydning for reglens anvendelse, om
konkursbehandlingen vedrører en erhvervsvirksomhed, som
er drevet i eget eller i ægtefællens/samleverens navn eller
gennem et selskab, gælder den foreslåede regel også i de
tilfælde, hvor et selskab, som skyldneren eller skyldnerens
ægtefælle eller samlever direkte eller indirekte ejer en væ-
sentlig del af, er under konkursbehandling.
Det foreslås i stk. 2, at reglen i stk. 1 ikke finder anvendel-
se, hvis skyldnerens gæld i det væsentligste stammer fra
erhvervsmæssig virksomhed, og ledelsen af virksomheden
i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser
med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og
afregning af A-skat, og indsendelse af oplysninger til offent-
ligt myndigheder el. lign. eller i øvrigt i ikke uvæsentligt
omfang har undladt at lede virksomheden forsvarligt.
Med den foreslåede bestemmelse videreføres de nægtelses-
grunde, der er nævnt i den gældende § 231 a, stk. 2, nr.
1 og 2. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
3.2.3.7.1. der indeholder en nærmere beskrivelse af gælden-
de ret vedrørende bestemmelsen i § 231 a, stk. 2, nr. 1 og 2.
Dette indebærer, at erhvervsdrivende skyldnere, hvis økono-
miske forhold er uafklarede, for at opnå gældssanering efter
193
den foreslåede § 197 a, stk. 1, ikke må have gjort sig skyldig
i de forhold, der i dag er nævnt i den gældende § 231 a, stk.
2, nr. 1 og 2, og som foreslås videreført i den foreslåede §
197 a, stk. 2.
Kravet om afklarede økonomiske forhold skal således ikke
skal fraviges ved gældssanering i forbindelse med konkurs,
når skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra erhvervs-
mæssig virksomhed og skyldneren m.fl. har tilsidesat for-
pligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning, inde-
holdelse og afregning af A-skat mv. eller i ikke uvæsentligt
omfang har undladt at lede virksomheden forsvarligt. Der
vil kunne meddeles gældssanering på de almindelige vilkår
om, at skyldnerens økonomiske forhold skal være afklarede,
hvis skyldneren i øvrigt opfylder betingelserne for gælds-
sanering, herunder at man ikke har handlet uforsvarligt i
økonomiske anliggender, jf. lovforslagets § 197, stk. 2, nr. 2.
Til nr. 42 (§ 199, stk. 2 og 3)
Konkurslovens § 199 angiver, hvilke fordringer der omfattes
af gældssaneringen.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2, hvorefter en kendelse
om gældssanering, såfremt skyldneren er under konkursbe-
handlingen, alene skal omfatte fordringer, der er stiftet inden
konkursdekretets afsigelse, jf. dog konkurslovens § 30. Når
særlige forhold taler derfor, skal skifteretten kunne bestem-
me, at kendelsen skal omfatte fordringer stiftet inden et af
skifteretten andet fastsat tidspunkt, der dog ikke kan fastsæt-
tes til et tidligere tidspunkt senere end skifterettens afgørelse
om at indlede sag om gældssanering, jf. § 206.
Forslaget er begrundet i, at der som noget nyt foreslås en
sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden
for konkurs og dermed ophævelse af konkurslovens kapitel
29, jf. lovudkastets § 1, nr. 64. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
Den foreslåede bestemmelse i § 199, stk. 2, viderefører gæl-
dende ret i henhold til § 233, stk. 2, 1. pkt. og 2. pkt.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 om gældssanering af
indkomstskat vedrørende igangværende indkomstår.
Efter de gældende regler omfatter en gældssanering ikke
krav på skat vedrørende det indkomstår, hvor gældssanerin-
gen indledes. Der henvises til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.2.7.1. der indeholder en nærmere beskrivelse af gæl-
dende ret.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at kendelsen om gældssanering
alene omfatter krav på B-skat, der er forfaldet inden det
tidspunkt, der efter reglerne i stk. 1 og 2 er afgørende for,
om øvrige fordringer omfattes af kendelsen.
Forslaget indebærer, at kendelsen om gældssanering omfat-
ter krav på B-skat, der er forfaldet inden gældssaneringens
indledning. Gældssaneringssagen anses for indledt ved skif-
terettens afgørelse herom, jf. § 206. Er skyldneren under
konkursbehandling omfatter kendelsen om gældssanering
krav på B-skat, der er forfaldet inden konkursdekretets afsi-
gelse.
Hvis skifteretten eksempelvis har indledt en gældssanerings-
sag eller afsagt konkursdekret den 1. august 2022, omfatter
gældssaneringen krav på eventuel B-skat der er forfaldet
inden den 1. august 2022. B-skat, der forfalder efter den 1.
august 2022, vil derimod ikke være omfattet af gældssane-
ringen.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at kendelsen om gældssane-
ring endvidere omfatter krav på restskat vedrørende det ind-
komstår, som udløber efter det nævnte tidspunkt.
Forslaget indebærer, at kendelsen om gældssanering omfat-
ter krav på restskat vedrørende det indkomstår, hvori gælds-
saneringen er blevet indledt, eller hvori konkursdekretet
blev afsagt.
Hvis skifteretten har indledt en gældssaneringssag eller af-
sagt konkursdekret i august måned 2022, omfatter gælds-
saneringen således krav på eventuel restskat for hele ind-
komståret 2022.
Til nr. 43 (§ 200, stk. 2)
Konkurslovens § 200 angår de krav, der automatisk bortfal-
der ved kendelse om gældssanering og konkursefterstillede
krav.
Det foreslås at indsætte et nyt § 200, stk. 2, der indebærer, at
såfremt gældssaneringskendelsen alene omfatter fordringer
stiftet inden konkursdekretets afsigelse, bortfalder krav på
renter af de af kendelsen omfattede fordringer alene for
tiden efter konkursdekretets afsigelse.
Forslaget er begrundet i, at der som noget nyt foreslås en
sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden
for konkurs og dermed ophævelse af konkurslovens kapitel
29, jf. lovudkastets § 1, nr. 64. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
Den foreslåede bestemmelse i § 200, stk. 2, viderefører gæl-
dende ret i henhold til § 233, stk. 2, 3. pkt.
Til nr. 44 (§ 202, stk. 3)
Konkurslovens § 202 indeholder kravene til udformningen
af gældssaneringsbegæringen og bilag, der skal ledsage be-
gæringen, samt om virkningen af, at disse krav ikke er op-
fyldt. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
3.2.3.10.1. og 3.2.3.11.1., der indeholder en beskrivelse af §
202.
194
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3, 1. og 2. pkt., hvorefter
skifteretten skal anmode kurator om oplysning om, hvorvidt
kurator er bekendt med omstændigheder, der taler imod
gældssanering, såfremt skyldneren, skyldnerens ægtefælle
eller samlever eller et selskab, som de nævnte personer
direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, er under
konkursbehandling. Kurator skal afgive erklæringen senest
samtidig med sin redegørelse efter § 125, stk. 3, eller, så-
fremt denne er afgivet, snarest muligt.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ind-
sættelse af § 216 a, jf. lovudkastets § 1, nr. 53, hvor det som
noget nyt foreslås, at kendelse om gældssanering tidligst
kan afsiges, når kurator i skyldnerens konkursbo har afgivet
oplysning om, hvorvidt denne er bekendt med omstændig-
heder, der taler imod gældssanering. Kendelse om gældssa-
nering behøves således ikke at afvente boets slutning efter
konkurslovens § 143, eller skifterettens stadfæstelse af ud-
kast til regnskab eller udlodning efter konkurslovens § 151.
Forslaget indebærer, at kurator på skifterettens begæring
skal oplyse, om gælden efter kurators vurdering er pådraget
under omstændigheder, der udelukker gældssanering, eller
om der foreligger andre udelukkelsesgrunde, samt om kura-
tors undersøgelser har givet anledning til at rejse et erstat-
ningskrav mod skyldneren, som vil kunne ændre skyldne-
rens økonomiske forhold væsentligt.
Kurator vil ikke til brug for indstillingen skulle foretage
yderligere undersøgelser. Kurator vil alene skulle udtale sig
om forhold, som kurator er bekendt med. Indstillingen kan
således baseres på de oplysninger, der er indgået til brug for
kurators redegørelse efter § 125, stk. 3.
Det foreslås, at kurator skal afgive erklæringen senest
samtidig med sin redegørelse efter § 125, stk. 3, eller, så-
fremt denne er afgivet, snarest muligt. Forslaget er begrun-
det i, at der vurderes at være en naturlig sammenhæng
mellem de forhold, der indgår i vurderingen af, om der
skal indledes en sag om konkurskarantæne, og de forhold,
der indgår i vurderingen af, om der foreligger forhold, der
udelukker gældssanering. På dette tidspunkt vil kurator have
foretaget sine undersøgelser og vurderet, om skyldneren har
handlet på en sådan måde, at skyldneren er uegnet til at del-
tage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed og dermed også,
om der foreligger forhold, der i almindelighed udelukker
gældssanering.
Såfremt konkursbehandlingen er afsluttet på tidspunktet for
skifterettens indledning af sagen om gældssanering, skal
skifteretten, i det omfang det er muligt, sende medhjælperen
kurators redegørelser efter § 125, stk. 2-4.
Det findes mest hensigtsmæssigt, at skifteretten, i det om-
fang det er muligt, sender medhjælperen kurators redegørel-
ser efter § 125, stk. 2-4, i de tilfælde hvor kurators hverv
er ophørt. Kurators tidligere redegørelser må antages at in-
deholde oplysninger om eventuelle omstændigheder, der ta-
ler imod gældssanering. Kurators redegørelser i forbindelse
med konkursbehandlingen vil som oftest blive opbevaret af
skifteretten i en periode efter, at konkursbehandlingen er
afsluttet.
Hvorvidt oplysningerne i redegørelserne giver anledning til
at kontakte konkursboets tidligere kurator, må bero på en
konkret vurdering.
Det endvidere at indsætte et stk. 3, 3. pkt., hvorefter skifte-
retten i de tilfælde, hvor konkursbehandlingen ikke angår
skyldneren selv, kun skal indhente en erklæring fra kurator,
hvis skyldnerens gæld i det væsentligste stammer fra kau-
tion eller anden hæftelse for krav mod konkursboet.
Forslaget hænger sammen med den foreslåede bestemmelse
i § 216 a, skt. 1, 2. pkt., jf. lovudkastets § 1, nr. 53, og
er er begrundet i, at kurator vanskeligt vil kunne udtale
sig om skyldnerens forhold, når konkursbehandlingen ikke
angår skyldneren, og når end ikke skyldnerens gæld i det
væsentlige stammer fra kaution eller anden hæftelse for krav
mod konkursboet.
Til nr. 45 (§ 204, stk. 1)
Konkurslovens § 204 angår afholdelsen af det indledende
møde med skyldneren i forbindelse med en gældssanerings-
sag. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.2.3.11.1
Det foreslås at indsætte et nyt § 204, stk. 1, 3. pkt., hvorefter
mødet med skyldneren kan afholdes ved anvendelse af tele-
kommunikation (eksempelvis telefonisk).
Forslaget er navnlig begrundet i, at der anvendes betydelige
ressourcer ved en del skifteretter på at afholde møder i sag-
er, hvor betingelserne for gældssanering ikke er opfyldt. Det
findes derfor hensigtsmæssigt at give hjemmel til, at det i §
204 nævnte møde kan afholdes ved anvendelse af telekom-
munikation.
Det er skifteretten, der afgør, om mødet skal afholdes som
almindeligt møde i skifteretten eller ved anvendelse af tele-
kommunikation. I praksis vil det navnlig være hensigtsmæs-
sigt at afholde mødet ved anvendelse af telekommunikation,
hvis det på det foreliggende grundlag er åbenbart, at forud-
sætningerne for at opnå gældssanering ikke er til stede. Reg-
len er dog ikke begrænset til sådanne tilfælde, dvs. at skifte-
retten efter den foreslåede regel generelt har hjemmel til at
afholde mødet ved anvendelse af telekommunikation.
Til nr. 46 (§ 208, stk. 3)
Konkurslovens § 208 omhandler reglerne for proklama i
gældsaneringssager.
Skifteretten skal, jf. konkurslovens § 208, stk. 1, straks
udstede proklamaet efter gældssaneringssagens indled-
ning. Proklamaet består som udgangspunkt af en bekendt-
195
gørelse, der indrykket i Statstidende, som skal indeholde
en række nærmere angivne oplysninger, jf. konkurslovens §
208, stk. 2.
Det følger af den gældende bestemmelse i konkurslovens
§ 208, stk. 3, at der straks skal fremsendes en genpart af
den bekendtgørelse, der er indrykket i Statstidende, til alle
fordringshavere som er eller bliver skifteretten bekendt.
Det foreslås at indsætte et nyt § 208, stk. 3, 2. pkt., hvorefter
genparten i de i § 197 a, stk. 1 nævnte tilfælde skal indehol-
de en opfordring om, at fremkomme med oplysninger, som
har betydning for afgørelsen efter § 197 a, stk. 2.
Forslaget er begrundet i, at der som noget nyt foreslås en
sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden
for konkurs og dermed ophævelse af konkurslovens kapitel
29, jf. lovudkastets § 1, nr. 64. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
Bestemmelsen viderefører den gældende § 233 a, stk. 2,
hvorefter genparten af bekendtgørelsen skal indeholde en
opfordring til at fremkomme med oplysninger om omstæn-
digheder af betydning for afgørelsen af, om betingelserne
for at kunne afsige kendelse om gældssanering er opfyldt,
med enkelte redaktionelle ændringer.
Til nr. 47 (§ 208 b, stk. 3)
Konkurslovens § 208 b angår reglerne om præklusion af
fordringer.
Det fremgår af bestemmelsen i konkurslovens § 208 b, stk.
1, at hvis en fordring, som vil være omfattet af gældssane-
ringen, ikke anmeldes rettidigt, bortfalder retten til dækning,
når sagen slutter med en kendelse af om gældssanering.
Det foreslås at indsætte et nyt § 208 b, stk. 3, hvorefter §
208 b, stk. 1, ikke skal finde anvendelse på de fordringer,
der er anmeldt i konkursboet, hvis skyldneren er under kon-
kursbehandling.
Forslaget er begrundet i, at der som noget nyt foreslås en
sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden
for konkurs og dermed ophævelse af konkurslovens kapitel
29, jf. lovudkastets § 1, nr. 64. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
Forslaget viderefører den gældende regel i § 233, stk. 3,
med enkelte redaktionelle ændringer.
Til nr. 48 (§ 209, stk. 5)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den
gældende bestemmelse i § 208 b, stk. 4 foreslås rykket til §
208 b, stk. 5, som følge af forslaget til om at indsætte en ny
bestemmelse i § 208 b, stk. 2 (lovudkastets § 1, nr. 47).
Til nr. 49 (216, stk. 1 og 2)
Konkurslovens § 216 omhandler indholdet af en gældssane-
ringskendelse. Der henvises til de almindelige bemærknin-
ger pkt. 3.2.5.1., der indeholder en nærmere beskrivelse af
gældende ret vedrørende bestemmelsen i konkurslovens §
216.
Forslaget til § 216, stk. 1, viderefører med visse ændringer
den gældende § 216, stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås som noget nyt i § 216, stk. 1, at en kendelse,
der helt eller delvis tager skyldnerens forslag til følge, skal
angive de afdrag, som skyldneren skal betale, hvis det ikke
er muligt at angive hvilken del af skyldnerens gæld, der
berøres af kendelsen med angivelse af den procent, hvortil
fordringerne nedsættes.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 216
a om muligheden for at afsige kendelse om gældssanering
før konkursboets slutning (lovudkastets § 1, nr. 53). Det vil
i disse situationer ikke være muligt at angive den procent,
hvortil fordringerne nedsættes, såfremt der ikke i konkurs-
boet er foretaget fordringsprøvelse, eller såfremt der fortsat
verserer retssager, hvis udfald kan påvirke dividenden i kon-
kursboet.
Den foreslåede regel om, at kendelsen kan fastsætte de af-
drag, som skyldneren skal betale, i stedet for den procent,
som gælden nedsættes til, vil i almindelighed kun have be-
tydning i tilfælde, hvor skyldnerens forhold er uafklarede, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 197 a (lovudkastets § 1, nr.
41).
I de tilfælde, hvor kendelsen går ud på, at skyldneren skal
betale afdrag, kan afdraget fastsættes som et årligt afdrag,
månedsvise afdrag eller på anden vis afhængigt af, hvad der
er hensigtsmæssigt i den konkrete sag. Selvom skyldnerens
restskat for det igangværende indkomstår ikke kan opgøres
på tidspunktet for afsigelsen af kendelsen, bør kendelsen gå
ud på, at skyldneren skal betale en procentdel af gælden,
hvis størrelsen af den øvrige gæld er afklaret på dette tids-
punkt. Fastsættelsen af procenten må i sådanne tilfælde ske
uden hensyntagen til den eventuelle restskat, dvs. en eventu-
el restskat skal betales med den fastsatte dividende.
Forslaget til § 216, stk. 2, viderefører med visse ændringer
dele af den gældende bestemmelse § 216, stk. 1, 2.-3. pkt.
Det foreslås som noget nyt i § 216, stk. 2, 1. pkt., at såfremt
det beløb, som skyldneren efter stk. 1 i alt skal betale i
afdragsperioden, alene udgør et uvæsentligt beløb, skal ken-
delsen gå ud på, at skyldnerens gæld bortfalder, jf. § 198.
Forslaget indebærer, at der ikke skal bestå en pligt til at
afdrage på gælden, i de tilfælde, hvor det beløb skyldneren i
alt skal betale i afdragsperioden, alene udgør et uvæsentligt
beløb i størrelsesordenen 3.600 kr.
Det foreslås endvidere som noget nyt i § 216, stk. 2, 2.
196
pkt., at fordringer, som kun vil afkaste et uvæsentligt beløb,
i øvrige tilfælde fremover bortfalder umiddelbart og ikke
efter skifterettens nærmere bestemmelse herom.
Det foreslås i § 216, stk. 2, 3. pkt., at reglen i 2. pkt., anven-
des særskilt på hver enkelt fordring, begyndende med den
mindste, indtil de resterende fordringer hver især afkaster
mere end et uvæsentligt beløb.
Med forslaget sikres det, at de fordringer, som bortfalder
efter den foreslåede § 216, stk. 2, 2. pkt., indgår i det beløb,
som skyldneren efter gældssaneringskendelsen skal betale til
de øvrige fordringshavere. Dette kan illustreres ved følgen-
de eksempel. Hvis skyldneren har tre fordringshavere, hvis
fordringer står til at afkaste henholdsvis 2.500 kr., 3.400 kr.
og 4.000 kr., vil den mindste fordring som følge af reglen
bortfalde først, hvorefter fordringen, som stod til at afkaste
3.400 kr., nu står til at afkaste mere og dermed ikke længere
bortfalder. Samtidig får den fordringshaver, hvis fordring
stod til at afkaste 4.000 kr., nu et højere afkast.
Det foreslås endvidere i § 216, stk. 2, 5. pkt., at fordringer
omfattet af 2. pkt. bortfalder, når sagen er sluttet med ken-
delse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1.
Dette er en uændret videreførelse af den gældende regel i §
216, stk. 1, 4. pkt.
Det foreslås endvidere i § 216, stk. 2, 6. pkt., at § 208 b, stk.
5, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse.
Dette er en uændret videreførelse af den gældende § 216,
stk. 1, 5. pkt.
Det foreslås i § 216, stk. 2, 7. pkt., at justitsministeren – ved
siden af adgangen til at fastsætte regler om anvendelsen af
§ 216, stk. 2, 1. pkt. – fremover også skal kunne fastsætte
regler om anvendelsen af § 216, stk. 2, 2. og 3. pkt.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det i § 216, stk.
2, 2. pkt., som noget nyt foreslås, at skyldnerens gæld bort-
falder, hvis det beløb, som skyldneren i alt skal betale i af-
dragsperioden, alene udgør et uvæsentligt beløb, samt at det
i § 216, stk. 2, 3. pkt. foreslås, at reglen anvendes særskilt på
hver fordring begyndende med den mindste.
Til nr. 50 (§ 216, stk. 4)
Konkurslovens § 216, stk. 3, fastsætter, at hvis der træffes
bestemmelse om, at skyldneren skal have henstand med be-
talingen af den del af gælden, som forsat skal bestå, skal
kendelsen angive henstandsperiodens længe, samt størrelsen
af og forfaldstiden for de afdrag, som skyldneren skal be-
tale i henstandsperioden. Der henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.5.1., der indeholder en nærmere be-
skrivelse af gældende ret vedrørende bestemmelsen i kon-
kurslovens § 216.
Det foreslås at ændre § 216, stk. 3, 1. pkt., der med forslaget
til den nye bestemmelse i § 216, stk. 2 (lovforslagets §
1, nr. 49) rykkes til stk. 4, således, at den periode, hvor
gælden afvikles efter afsigelsen af kendelsen om gældssane-
ring, fremover skal betegnes afdragsperioden i stedet for
henstandsperioden.
Forslaget er for det første begrundet i, at det findes mest
hensigtsmæssigt helt at afskære skifterettens mulighed for
at give skyldneren henstand med betalingen af gælden uden
pligt til samtidig afdragsvis betaling, da en ordning om hen-
stand uden afdragsvis betaling indebærer en risiko for, at
skyldneren, når tilbagebetalingspligten indtræder, vil have
stiftet yderligere gæld. Endvidere vil en sådan henstandsord-
ning kunne påvirke skyldneres mulighed for at optage lån,
idet potentielle långivere kan være tilbageholdende med at
yde lån som følge af udsigten til, at tilbagebetalingspligten
for en udskudt, delvist saneret gæld indtræder.
Forslaget er for det andet begrundet i hensynet til, at skyld-
neren i rimelig forlængelse af en eventuel konkursbehand-
ling får en afklaring af sine økonomiske forhold.
Forslaget er endelig begrundet i administrative og omkost-
ningsmæssige hensyn, der tilsiger, at skifterettens (og med-
hjælperens) aktive medvirken og inddragelse i afdragsperio-
den begrænses mest muligt. En vid inddragelse af skifteret-
ten (og medhjælperen) gennem en længere periode vurderes
således at have væsentlige administrative og omkostnings-
mæssige konsekvenser.
Det foreslås i pkt. 2, at det fremover fremgår direkte af
konkursloven, at afdragsperioden for gældssaneringssager
fremover udgør tre år.
Forslaget om en afdragsperiode på tre år indebærer, for så
vidt angår sager der behandles efter de gældende regler om
gældssanering i kapitel 29 ikke nogen ændring af gældende
ret.
Forslaget indebærer imidlertid en ændring af gældende ret
for så vidt angår afdragsperioden for gældssanering vedrø-
rende gæld, der ikke er erhvervsmæssig. Afdragsperioden
forkortes således med forslaget fra fem år til tre år.
Forslaget er først og fremmest begrundet i, at en afdrags-
periode på tre år vurderes at afspejle en passende balance
mellem hensynet til skyldneren og fordringshaverne. Hertil
kommer, at hensynet til at sikre helheden i gældssanerings-
systemet tilsiger, at der ikke skal gælde forskellige afdrags-
perioder.
Derudover er det vurderingen, at der ikke findes afgørende
hensyn til fordringshaverne, der taler for at opretholde den
nugældende periode på fem år. Endvidere kan det nævnes, at
den almindelige forældelsesfrist siden revisionen af gælds-
saneringsreglerne i 2005 ligeledes er blevet reduceret fra
fem år til tre år, jf. lov nr. 522 af 6. juni 2007.
Endelig følger det af rekonstruktions- og insolvensdirekti-
vets artikel 21, at medlemsstaterne skal sikre, at iværksætte-
re kan blive frigjort for al gæld senest tre år efter tidspunk-
197
tet for stadfæstelsen af tilbagebetalingsplanen i de tilfælde,
hvor proceduren omfatter en tilbagebetalingsplan, jf. stk.
1, litra a, eller, i tilfælde hvor proceduren ikke omfatter
en tilbagebetalingsplan, senest tre år efter tidspunktet for
indledningen af proceduren, eller oprettelsen af det bo, der
er under iværksætterens insolvensbehandling, jf. stk. 1, litra
b.
Det foreslås at indsætte et nyt 3. pkt., hvorefter afdragsperio-
den kan være længere, hvis dette er nødvendigt for, at skyld-
neren kan opretholde sin bolig eller aktiver, der anvendes af
skyldneren i eller i forbindelse med dennes erhverv.
Forlængelsen bør i disse tilfælde ikke medføre, at skyldne-
ren i afdragsperioden samlet set kommer til at betale et stør-
re beløb i dividende til fordringshavere end, hvis skyldneren
havde opgivet sin bolig henholdsvis sine erhvervsaktiver og
følgelig fået en gældssanering med en treårig afdragsperio-
de.
Forslaget gennemfører rekonstruktions- og insolvensdirekti-
vets artikel 23, stk. 3, litra a, hvorefter medlemsstaterne kan
fastsætte længere gældssaneringsperioder i tilfælde, hvor der
er truffet beskyttelsesforanstaltninger for at beskytte iværk-
sætterens primære bolig, eller hvis relevant, iværksætterens
families bolig, eller de væsentlige aktiver til, at iværksætte-
ren kan fortsætte med at drive sin forretning eller virksom-
hed eller udøve sit fag eller erhverv.
Det foreslås i 4. pkt., at hvis den væsentligste del af skyldne-
rens gæld er studiegæld, og skyldneren ikke har gæld fra er-
hvervsmæssig virksomhed, kan afdragsperioden forlænges,
dog således at afdragsperioden højst kan udgøre seks år.
Forslaget skal ses på baggrund af, at man efter den gælden-
de retspraksis typisk fastsætter en længere afdragsperiode,
når der er tale om studiegæld. Efter gældende retspraksis
forlænges afdragsperioden i disse tilfælde ofte op til ti år. I
lyset af at den almindelige afdragsperiode foreslås nedsat til
tre år, foreslås, det, at der højst bør kunne ske forlængelse i
op til seks år.
Adgang til at fastsætte en forlænget afdragsperiode på op
til seks år foreslås ikke at gælde i tilfælde, hvor skyldneren
tillige har erhvervsmæssig gæld, da det ikke anses for for-
eneligt med rekonstruktions- og insolvensdirektivet, hvis der
fastsættes en længere afdragsperiode end tre år for erhvervs-
mæssig gæld. Dette gælder uanset, om der er tale om en
erhvervsmæssig gæld af mindre størrelse.
Ved afgørelsen af, hvor meget afdragsperioden skal forlæn-
ges med, bør det afgørende være, hvor stor en del af skyld-
nerens samlede gæld, der er studiegæld. Hvis skyldnerens
gæld i al væsentlighed er studiegæld, bør afdragsperioden
forlænges til seks år.
Hvis der sker en forlængelse af afdragsperioden indebærer
dette – i modsætning til den foreslåede bestemmelse i 3. pkt.
– en tilsvarende forhøjelse af det beløb, som skyldneren i alt
skal betale i afdragsperioden.
Til nr. 51 (§ 216, stk. 7)
Konkurslovens § 216, stk. 6 bestemmer, at justitsministeren
kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse afdragene og
afdragsperiodens længde efter stk. 3.
Bestemmelsen foreslås med forslaget til den nye bestemmel-
se i § 216 stk. 2 (lovudkastets § 1, nr. 49) rykket til stk. 7.
Det foreslås at ændre det nye § 216, stk. 7, således at ju-
stitsministeren i stedet for at fastsætte nærmere regler om
afdragsperiodens længde skal kunne fastsætte nærmere reg-
ler om afdragsperiodens begyndelse.
Forslaget til ændring af § 216, stk. 7, skal ses i sammen-
hæng med, at det som noget nyt i foreslås, at afdragsperio-
dens længde fremover skal reguleres ved lov (lovforslagets
§ 1, nr. 49).
Til nr. 52 (§ 216, stk. 8)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at §
216, stk. 6 foreslås rykket til § 216, stk. 7, som følge af
forslaget om at indsætte et nt § 216, stk. 2 (lovforslagets § 1,
nr. 49).
Til nr. 53 (§ 216 a)
Det foreslås at indsætte en ny § 216 a.
Det foreslås i § 216 a, stk. 1, 1. pkt. at såfremt skyldneren,
dennes ægtefælle eller samlever eller et selskab, som skyld-
neren eller de nævnte personer tilsammen direkte eller indi-
rekte ejer en væsentlig del af, er under konkursbehandling,
kan kendelse om gældssanering tidligst afsiges, når kurator i
konkursboet har afgivet endelig indstilling efter den foreslå-
ede § 202, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse erstatter den gældende § 232,
hvorefter kendelse om gældssanering efter reglerne i kapi-
tel 29 tidligst kan afsiges i forbindelse med boets slutning
som følge af manglende midler efter konkurslovens § 143
eller i forbindelse med skifterettens stadfæstelse af udkast til
regnskab og udlodning efter konkurslovens § 151, men at
skifteretten under særlige omstændigheder kan afsige ken-
delse om gældssanering før boets slutning. Der henvises
i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.6.1., der
indeholder en nærmere beskrivelse af bestemmelsen i § 232.
Forslaget er begrundet i, at hensynet til skyldneren tilsiger,
at skifteretten i videre omfang skal have adgang til at afsige
kendelse om gældssanering, før konkursbehandlingen er af-
sluttet.
198
Bestemmelsen indebærer, at kendelse om gældssanering tid-
ligst vil kunne afsiges efter, at skifteretten har modtaget
kurators indstilling i medfør af den foreslåede bestemmelse i
§ 202, stk. 3 (lovudkastets § 1, nr. 44).
Det vil dog altid være en nødvendig forudsætning for afsi-
gelse af kendelse om gældssanering, at der skabes klarhed
over, om gælden er stiftet på en måde, som vil udelukke
gældssanering, jf. de foreslåede regler i §§ 197 (lovforsla-
gets § 1, nr. 40) og 197 a (lovforslagets § 1, nr. 41).
Det forslås i § 216 a, stk. 2, 2. pkt., at såfremt konkursbe-
handlingen ikke angår skyldneren selv, gælder 1. pkt. dog
kun, hvis skyldnerens gæld i det væsentligste stammer fra
kaution eller anden hæftelse for krav mod konkursboet.
Forslaget er begrundet i, at kurator vanskeligt vil kunne
udtale sig om skyldnerens forhold, når konkursbehandlingen
ikke angår skyldneren, og når end ikke skyldnerens gæld i
det væsentlige stammer fra kaution eller anden hæftelse for
krav mod konkursboet.
Ved »krav mod boet« forstås krav omfattet af konkurslovens
kapitel 6.
Det foreslås i § 216 a, stk. 2, 1. pkt., at hvis en skyldner er
under konkursbehandling på det tidspunkt, hvor der afsiges
kendelse om gældssanering, skal skyldneren betale afdrag
efter den foreslåede bestemmelse i § 216 (lovudkastets §
1, nr. 49), til skifterettens medhjælper, der udlodder det
modtagne beløb til fordringshaverne omfattet af gældssane-
ringen, når konkursboet er sluttet.
Forslaget er begrundet i, at det som følge af den foreslåede
§ 216 a, stk. 1, vil kunne forekomme, at behandlingen af
konkursboet endnu ikke er afsluttet på tidspunktet for skifte-
rettens afsigelse af kendelse om gældssanering, og der vil i
disse situationer ikke være klarhed over, hvordan afdragene
skal fordeles, idet der ikke nødvendigvis i konkursboet er
foretaget fordringsprøvelse, ligesom dividenden i konkurs-
boet kan påvirkes af udfaldet af verserende retssager.
Det foreslås derfor, at skyldneren skal indbetale afdragene
til en konto hos medhjælperen.
Medhjælperen bør én gang årligt kontrollere kontoen med
henblik på at efterse, om skyldneren har indbetalt af-
drag. Såfremt dette ikke er tilfældet, skal fordringshaverne
informeres herom.
Ved konkursboets slutning udlodder medhjælperen det mod-
tagne beløb til fordringshaverne omfattet af gældssanerings-
kendelsen. Medhjælperen tager ved udlodningen hensyn
til kurators fordringsprøvelse i konkursboet. Dette indebæ-
rer, at en i konkursboet underkendt fordring ikke skal
dækkes i forbindelse med udlodningen af gældssanerings-
beløbet. Medhjælperen sørger også for, at kun fordringsha-
vere, der ikke dækkes gennem konkursen, modtager beta-
ling. Dividenden i konkursboet beregnes således først, hvor-
ved gældssaneringsdividenden beregnes ud fra restfordrin-
gerne. Medhjælperen sikrer endelig, at restkrav, der følger af
fortrinsstillede krav og udækkede simple fordringer, dækkes
lige, jf. § 200.
Medhjælperens udgifter forbundet med at føre en separat
klientkonto til brug for modtagelsen af beløbene til for-
dringshaverne omfattet af gældssaneringskendelsen skal fra-
trækkes det beløb, der endeligt udloddes til fordringshaverne
ved konkursboets slutning. Det drejer sig bl.a. om omkost-
ninger forbundet med oprettelsen af kontoen og eventuelle
negative renter.
Det foreslås i § 216 a, stk. 2, 2. pkt., at såfremt afdrags-
perioden ikke er udløbet på tidspunktet for konkursboets
slutning, skal skyldneren betale de resterende afdrag direkte
til fordringshaverne.
Medhjælperen skal vejlede skyldneren i, hvordan den rester-
ende del af gælden skal afvikles i afdragsperioden. Med-
hjælperen skal som led i sin vejledning af skyldneren foreta-
ge konkrete beregninger af, hvordan gælden skal afvikles i
den resterende del af afdragsperioden.
et foreslås i § 216 a, stk. 2, 3. pkt., at medhjælperen, i
de tilfælde hvor behandlingen af konkursboet ikke er afslut-
tet, når perioden for afdragsbetalingen udløber, overfører
de modtagne afdrag til kurator, der i forbindelse med udbe-
taling af dividenden i konkursboet, jf. § 152, udlodder det
i forbindelse med gældssaneringen modtagne beløb til for-
dringshaverne omfattet af gældssaneringskendelsen i over-
ensstemmelse med § 200.
Kurator skal ved udlodningen tage hensyn til fordringsprø-
velsen i konkursboet, ligesom restkrav, der følger af for-
trinsstillede krav og udækkede simple fordringer, dækkes
lige. Samtidig skal kurator sikre, at kun fordringshavere,
der ikke dækkes gennem konkursen, modtager betaling. Det
vurderes, at kurator først vil have klarhed over, hvilken
gæld, der indgår i gældssaneringskendelsen på tidspunktet
for kurators udbetaling af dividenden i konkursboet, jf. §
152.
Det foreslås i § 216 a, stk. 2, 4. pkt., at kurator i de tilfælde,
hvor boet sluttes efter § 143 kan overlade udlodning af det
modtagne beløb til skifterettens medhjælper.
Forslaget er begrundet i, at der i disse tilfælde ikke antages
at være midler til dækning af omkostningerne forbundet
med kurators udlodning af beløbet.
Til nr. 54 (§ 218, stk. 1)
Den foreslåede ændring af § 218, stk. 1, hvorefter henvis-
ningen til lovens § 202, stk. 3, ændres til § 202, stk. 4,
er en konsekvensændring af lovudkastets § 1, nr. 44, om
ændringen af § 202.
Til nr. 55 (§ 219, stk. 1)
199
Den foreslåede ændring af § 219, stk. 1, hvorefter henvis-
ningen til lovens § 216, stk. 5, ændres til § 216, stk. 6,
er en konsekvensændring af lovudkastets § 1, nr. 49, om
ændringen af § 216. Der er endvidere tale om en lovteknisk
ændring af opregningen af de angivne bestemmelser. Der er
ikke i øvrigt tilsigtet nogle ændringer med den foreslåede
ændring.
Til nr. 56 (§ 219, stk. 1)
Konkurslovens § 219, stk. 1 angår skifterettens antagelse
af en medhjælper til under skifterettens tilsyn at udføre en
række nærmere angivne forretninger.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.6.2.2.
og pkt. 3.2.3.2.1.4. omhandlende medhjælperen.
Det foreslås, at indsætte et nyt i § 219, stk. 1, 2. pkt., hvor-
efter de i pkt. 1, nævnte forretninger ikke kan overlades til
konkursboets kurator.
Forslaget er begrundet i, at praksis, hvorefter skifterettens
ønske om at udpege en bestemt medhjælper må vige for
andre hensyn, såsom kurators konkrete kendskab til skyld-
nerens forhold, vurderes ikke at være hensigtsmæssig. En
person, der er eller tidligere har været udpeget som kurator
i skyldnerens konkursbo, bør ikke kunne antages som med-
hjælper, idet hvervene som henholdsvis kurator og medhjæl-
per ikke vurderes at være forenelige. Kurator varetager for-
dringshavernes interesser, hvorimod medhjælperen udfører
opgaver for skifteretten på skifterettens vegne under dennes
tilsyn og instruktioner.
Skifterettens antagelse af medhjælperen skal derfor ikke
kunne tilsidesættes med henvisning til, at skyldneren eller
fordringshaverne foretrækker en anden medhjælper.
Skifterettens skøn om antagelse af medhjælper skal kun
kunne tilsidesættes, hvis der foreligger helt særlige grunde,
såsom hvis det måtte vise sig, at medhjælperen er inhabil
efter § 238, herunder hvis denne har en særlig tilknytning
til skyldneren eller en fordringshaver, der bevirker tvivl om
medhjælperens upartiskhed.
Til nr. 57 (§ 219, stk. 3)
Konkurslovens § 219, stk. 1 angår skifterettens antagelse
af en medhjælper til under skifterettens tilsyn at udføre en
række nærmere angivne forretninger.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.6.2
og pkt. 3.2.3.2.1.4. omhandlende udpegning mv. af med-
hjælpere, samt til betænkning nr. 1579/2022 side 249 f.,
hvor medhjælperens opgaver gennemgås.
Det foreslås at indsætte et nyt § 219, stk. 3, hvorefter ju-
stitsministeren fastsætter nærmere regler om medhjælperens
behandling af betroede midler.
Forslaget er begrundet i, at det ikke er et krav, at den med-
hjælper, skifteretten antager, skal være advokat. Der bør der-
for fastsættes nærmere regler om medhjælperens behandling
af de beløb, som medhjælperen oppebærer på fordringsha-
vernes vegne.
Til nr. 58 (§ 220)
Konkurslovens § 220 omhandler afholdelsen af omkostnin-
ger behandling af sager om gældssanering.
Det følger af konkurslovens § 220, 1. pkt., afholdes omkost-
ningerne ved gældssaneringssagens behandlingen af stats-
kassen, i det omfang skifteretten ikke har krævet sikkerhed
for omkostningerne ved sagens behandling.
Det følger af konkurslovens § 220, 2. pkt., at når den pro-
cent, hvortil fordringerne nedsættes, skyldnerens forhold,
eller omstændighederne i øvrigt taler derfor, kan skifteretten
i forbindelse med sagens slutning bestemme, at omkostnin-
gerne helt eller delvist skal erstattes af skyldneren.
Det foreslås at indsætte et nyt § 220, 2. pkt., hvorefter om-
kostningerne ved behandlingen af gældssaneringssagen skal
afholdes af konkursboet efter § 93, nr. 2, i det omfang der
er dækning hertil af boets midler, når skyldneren er under
konkursbehandling.
Forslaget er begrundet i, at der som noget nyt foreslås en
sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden
for konkurs og dermed ophævelse af konkurslovens kapitel
29, jf. lovudkastets § 1, nr. 64. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
Den nye foreslåede bestemmelse i § 220, 2. pkt., viderefører
den gældende ret i henhold til § 236, stk. 2, 2. pkt.
Til nr. 59 (§ 226, stk. 2)
Konkurslovens § 226, stk. 2 angår virkningen af en kendelse
om gældssanering.
Det foreslås at ændre § 226, stk. 2, 1. pkt. således at kendel-
sen befrier skyldneren for den del af gælden, der omfattes af
kendelsen jf. § 199, og som bortfalder ved kendelsen, såvel
over for fordringshaveren selv som over for kautionister og
andre, der hæfter for gælden.
Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge
af den foreslåede ændring af § 199 (lovudkastets § 1, nr. 42).
Med ændringen af § 226, stk. 2, 1. pkt. præciseres det,
at kendelsen befrier skyldner for den del af gælden, der
omfattes af kendelsen og bortfalder ved denne. Dette skal
således – efter indsættelse af den foreslåede § 199, stk. 2
(lovudkastets § 1, nr. 42) – afgøres af § 199 i sin helhed og
ikke alene af § 199, stk. 1.
Det foreslås at indsætte et nyt § 226, stk. 2, 2. pkt., hvorefter
kendelsen om gældssanering, uanset reglen i 1. pkt., ingen
200
indflydelse på skatteforvaltningens adgang til at modregne
krav på B-skat i overskydende skat vedrørende samme ind-
komstår.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ind-
sættelse af § 199, stk. 3, der angår sanering af B-skat og
restskat (lovudkastets § 1, nr. 42).
Baggrunden for forslaget er, at det ikke vil være hensigts-
mæssigt, hvis en skyldner via en høj ansættelse af B-skat,
der omfattes af gældssaneringen, kunne få udbetalt oversky-
dende skat vedrørende samme indkomstår.
Forslaget indebærer, at skatteforvaltningen vil kunne mod-
regne krav på B-skat og a-conto skat vedrørende det igang-
værende indkomstår med det oprindelige beløb, uden hen-
syn til gældssaneringen, i skyldnerens eventuelle oversky-
dende skat for dette indkomstår.
Til nr. 60 (§ 228, stk. 1 og 2)
Den foreslåede ændring af § 228, stk. 1 og 2, hvorefter
henvisningen til lovens § 216, stk. 1 og 3, ændres til § 216,
stk. 1 og 4, er en konsekvensændring af lovudkastets § 1, nr.
49, om ændringen af § 216.
Til nr. 61 (§ 228, stk. 3 og 4)
Konkurslovens § 228 omhandler reglerne om genoptagelse.
Det foreslås at indsætte et nyt i § 228, stk. 3, og stk. 4,
der angår reglerne om genoptagelse i tilfælde, hvor skyld-
neren på tidspunktet for gældssaneringen havde uafklarede
forhold, jf. den foreslåede bestemmelse i § 197 a (lovudka-
stet § 1, nr. 41).
De foreslåede bestemmelser er en delvis videreførelse af de
gældende bestemmelser i konkurslovens § 236 a, stk. 2 og 3.
Efter de gældende bestemmelser i konkurslovens § 236 a,
stk. 2 og 3, kan skifteretten, såfremt skyldneren på det tids-
punkt, hvor kendelsen om gældssanering afsiges, har uafkla-
rede økonomiske forhold, genoptage gældssaneringssagen i
afdragsperioden på begæring af en fordringshaver med hen-
blik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat,
såfremt der er indtrådt en væsentlig forbedring i skyldnerens
økonomiske forhold. Bestemmelsen finder anvendelse for
gældssanering ved konkursbehandling. I de nævnte tilfæl-
de skal skyldneren inden rimelig tid underrette skifteretten
og fordringshaverne, såfremt der indtræder en væsentlig
forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Skyldneren
skal efter skifterettens nærmere bestemmelse fremsende do-
kumentation for sine økonomiske forhold til skifteretten og
fordringshaverne.
Forslaget er begrundet i, at der som noget nyt foreslås en
sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden
for konkurs og dermed ophævelse af konkurslovens kapitel
29, jf. lovudkastets § 1, nr. 64. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
Det foreslås i § 228, stk. 3, 1. pkt. og 2. pkt., at dersom
skyldneren på det tidspunkt, hvor kendelse om gældssane-
ring afsiges, havde uafklarede forhold, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 197 a (lovudkastets § 1, nr. 41), kan skifte-
retten på begæringen af en fordringshaver genoptage gælds-
saneringssagen med henblik at forhøje den procent, hvortil
fordringerne er nedsat, eller de i kendelsen fastsatte afdrag,
såfremt der er indtrådt forhold, der medfører, at skyldneren
må anses for at være i stand til at betale mindst 1.000 kr. om
måneden ud over det, der følger af kendelsen. Forhøjelsen
sker med det beløb, der overstiger de nævnte 1.000 kr. om
måneden.
Bestemmelsen er en delvis videreførelse af bestemmelsen i
konkurslovens § 236 a, stk. 2.
I den videreførte bestemmelse i § 228, stk. 1, 1. pkt., er
henstandsperioden ændret til afdragsperioden, som følge af
den foreslåede ændring af § 216, stk. 4 (lovudkastets § 1, nr.
50), hvortil der henvises.
Som noget nyt foreslås det i § 228, stk. 3, 1. pkt., at der
som et alternativ til en forhøjelse af den procent, hvortil
fordringerne er nedsat, kan ske en forhøjelse af de fastsatte
afdrag. Ændringen er følge af den foreslåede ændring af §
216, stk. 1 (lovudkastets § 1, nr. 49), hvortil der henvises.
Det præciseres endvidere i § 228, stk. 3, 2. pkt., at de
fastsatte afdrag eller nedskrivningen af den procent, hvortil
fordringerne er nedsat, alene skal forhøjes med den del af
beløbet, der overstiger 1.000 kr.
Det foreslås i § 228, stk. 3, 3. pkt., at såfremt forhøjelsen
alene vil ske med et beløb, der er mindre end det beløb,
der er nævnt i § 216, kan skifteretten fremover undlade at
forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat eller det
månedlige afdrag. Der henvises til de specielle bemærknin-
ger den foreslåede § 216, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 49),
hvor beløbet aktuelt er 100 kr. om måneden.
Det bemærkes, at i de tilfælde, hvor der i henhold til den
foreslåede bestemmelse i § 216, stk. 2, 1. pkt. (lovudkastets
§ 1, nr. 49), træffes bestemmelse om bortfald af skyldnerens
gæld, vil der fortsat gælde en teknisk afdragsperiode på tre
år. I denne periode kan der ske genoptagelse af gældssane-
ringssagen med henblik på at fastsætte en dividende. Tilsva-
rende gælder, hvis kendelsen er udformet som en engangs-
betaling.
Det foreslås i § 228, stk. 4, at skyldneren i de i stk. 3
nævnte tilfælde inden rimelig tid skal underrette skifteret-
ten og fordringshaverne, såfremt der indtræder forhold, der
medfører, at skyldneren må anses for i stand til at betale
mindst 1.000 kr. om måneden ud over det, der følger af
kendelsen. Skyldneren skal efter skifterettens nærmere be-
201
stemmelse fremsende dokumentation for sine økonomiske
forhold til skifteretten og fordringshaverne.
Bestemmelsen er, en delvis videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 236 a, stk. 3, dog med den forskel, at
det præciseres, at underretningspligten alene indtræder, hvis
skyldnerens betalingsevne forbedres med 1.000 kr. om må-
neden. Der henvises til betænkning nr. 1449/2004 om gælds-
sanering, side 508, hvoraf fremgår, at en budgetforbedring,
som medfører, at skyldnerens betalingsevne forbedret med
1.000 kr. om måneden må betragtes som en væsentlig bud-
getforbedring.
Til nr. 62 (§ 229)
Konkurslovens § 229 fastsætter de nærmere regler for, hvor-
når der kan ske ophævelse af en gældssaneringskendelse.
Det foreslås i § 229, stk. 1, nr. 1 og 2, at skifteretten på
begæring af en fordringshaver kan ophæve gældssanerings-
kendelsen, hvis det oplyses at skyldneren under gældssane-
ringssagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, eller
hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge gælds-
saneringskendelsen.
Bestemmelserne er en videreførelse af de gældende regler i
§ 229, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 229, stk. 1, nr. 3, hvor-
efter gældssaneringskendelsen på begæring af en fordrings-
haver kan ophæves af skifteretten, hvis skyldneren groft
tilsidesætter sine pligter efter § 228, stk. 3.
Den foreslåede § 229, stk. 1, nr. 3, viderefører den gældende
§ 236 b, stk. 2.
Forslaget er begrundet i, at der som noget nyt foreslås en
sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden
for konkurs og dermed ophævelse af konkurslovens kapitel
29, jf. lovudkastets § 1, nr. 64. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1.
Det foreslås at der indsættes et nyt § 229, stk. 2, hvorefter
skifteretten ophæver gældssaneringskendelsen, hvis skyld-
neren efter afsigelsen af gældssaneringskendelsen pålægges
konkurskarantæne efter § 157, og den groft uforsvarlige for-
retningsførelse, der begrunder pålægget af konkurskarantæ-
nen, er foregået, inden gældssaneringskendelsen blev afsagt.
Den foreslåede ændring beror på, at det kan synes urimeligt,
at en person, der pålægges konkurskarantæne, kan frigøres
fra den gæld, der kan være en følge af de forhold, der førte
til karantænen, hvorfor det foreslås, at der indføres en regel,
der regulerer forholdet mellem en gældssanering og en sene-
re pålagt konkurskarantæne.
Med den foreslåede bestemmelse indføres en hjemmel for
skifteretten til ex officio at ophæve gældssaneringskendel-
sen, såfremt den groft uforsvarlige forretningsførelse, der
begrunder pålægget af konkurskarantænen, er foregået før
gældssaneringskendelsen blev afsagt.
Skyldneren bør oplyse den skifteret, der har afsagt ken-
delsen om gældssanering, om den pålagte konkurskarantæ-
ne. Skyldneren har dog i sagens natur ikke noget incitament
til at gøre dette. Hvis kurator, der har ført konkurskarantæn-
esagen, er bekendt med, at skyldneren har opnået gældssa-
nering, bør kurator derfor orientere den skifteret, der har
afsagt gældssaneringskendelsen, om, at skyldneren er pålagt
konkurskarantæne. Dette gælder, uanset om gældssanerings-
kendelsen er afsagt af den samme skifteret som den, der
har afsagt kendelsen om konkurskarantæne, da afsigelsen af
kendelsen om gældssaneringskendelsen i så fald kan været
sket, fordi skyldneren har undladt at oplyse om den verse-
rende konkurskarantænesag. En fordringshaver, der måtte
blive bekendt med kendelsen om konkurskarantæne, kan
vælge at give underretning om denne kendelse til den skifte-
ret, der har afsagt kendelsen om gældssanering.
Hvis skifteretten allerede under gældssaneringssagen er be-
kendt med, at skyldneren har udvist groft uforsvarlig forret-
ningsførelse, vil gældssanering i almindelighed blive nægtet,
jf. den foreslåede § 197 (lovudkastets § 1, nr. 40). Skyldne-
ren skal i øvrigt allerede i forbindelse med ansøgningen om
gældssanering angive eventuelle relevante oplysninger om
konkurskarantæne.
Det foreslås i § 229, stk. 3, at skifteretten, forinden der
træffes afgørelse efter stk. 1 og 2, indkalder skyldneren og
fordringshaverne til et møde i skifteretten. Når skyldnerens
sociale forhold taler derfor, indkaldes desuden en repræsen-
tant for kommunen til mødet.
Bestemmelsen er en revideret videreførelse af den gældende
bestemmelse i § 229, stk. 2. Bestemmelsen foreslås revide-
ret som konsekvensændring af forslaget til § 229, stk. 2, der
regulerer forholdet mellem konkurskarantæne og gældssane-
ring. Det foreslås, at skifteretten fremover også indkalder
skyldneren til et møde, forinden der træffes afgørelse efter
stk. 2 vedrørende konkurskarantæne.
Til nr. 63 (§ 230)
Konkurslovens § 230 omhandler gældssaneringskreditorer-
nes dividenderet i en senere insolvensbehandling.
Det foreslås at indsætte et nyt § 230, stk. 1, hvorefter for-
dringshaverne, såfremt skyldneren er under konkursbehand-
ling på tidspunktet for kendelsen om gældssanering, har
krav på dividende i konkursboet uden hensyn til gældssane-
ringskendelsen, jf. dog § 220, 2. pkt.
Forslaget indebærer, at konkursbehandlingen skal fortsætte,
selvom der afsiges kendelse om gældssanering.
Med henvisningen til den foreslåede § 220, 2. pkt. (lovfor-
slagets § 1, nr. 58) understreges det, at konkursboet skal af-
holde omkostningerne ved behandlingen af gældssanerings-
202
sagen efter § 93, nr. 2, i det omfang der er dækning hertil
af boets midler. Dette vil kunne forringe fordringshaverne
dividende i konkursboet.
Til nr. 64 (kapitel 29)
Det foreslås, at det gældende kapitel 29 ophæves.
Forslaget er begrundet i, at der som noget nyt foreslås en
sammenlægning af regelsættene for gældssanering i og uden
for konkurs og dermed ophævelse af konkurslovens kapitel
29. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.2.1.
Til nr. 65 (§ 237 a, stk. 3)
Konkurslovens § 237 a vedrører digital kommunikation med
skifteretten.
Det følger af stk. 1, at krav om skriftlighed ikke er til hin-
der for, at meddelelser til skifterettens sendes som digital
kommunikation. Det følger af stk. 2. at skifteretten kan be-
stemme, at en meddelelse til skifteretten kan forsynes med
original underskrift, når den finder anledning til det.
Bestemmelsen indebærer, at det vil være udgangspunktet, at
meddelelser til skifteretten kan fremsendes digitalt, f.eks.
som e-mail eller med digital post, jf. Folketingstidende
2020-21, A, L 212 som fremsat, side 81.
Det foreslås at indsætte § 237 a, stk. 3, om digital kommuni-
kation til kurator, rekonstruktør, tillidsmand, medhjælper og
fordringshaver.
Det foreslås i 1. pkt., at kurator, rekonstruktør, tillidsmand
og medhjælper skal kunne modtage meddelelser, der sendes
som digital kommunikation.
Reglen indebærer, at de nævnte personer skal kunne mod-
tage meddelelser såsom e-mails. Dette kan bl.a. være en
meddelelse fra en fordringshaver, som ønsker at anmelde
et krav via e-mail. Det vil være tilstrækkeligt, hvis de nævn-
te personer kan modtage digital kommunikation i form af
e-mail, som overholder de databeskyttelsesretlige regler.
Bestemmelsen gennemfører rekonstruktions- og insolvens-
direktivets artikel 28.
Det foreslås i 2. pkt., at hvis en fordringshaver har anmeldt
sit krav til en af de i 1. pkt. nævnte personer ved anvendelse
af digital kommunikation, kan meddelelser til fordringsha-
veren sendes som digital kommunikation.
Det følger heraf, at såfremt en fordringshaver har anmeldt
sit krav via f.eks. e-mail, så har fordringshaveren også
accepteret at modtage meddelelser fra de i bestemmelsen
nævnte personer via e-mail. Hvis en fordringshaver har an-
meldt sit krav ved fysisk brev, vil der ikke være noget til
hinder for, at fordringshaveren senere samtykker i at modta-
ge meddelelser digitalt.
Ved kommunikation via e-mail og andre digitale kommuni-
kationsformer forudsættes det, at de databeskyttelsesretlige
regler overholdes.
Til nr. 66 (§ 238, stk. 5)
Konkurslovens § 238, stk. 5, fastslår, at en person, der be-
skikkes som tillidsmand i medfør af § 11 a, stk. 4, eller § 11
e, stk. 6, ikke må have været revisor eller forretningsmæssig
rådgiver for skyldneren i to år forud for rekonstruktionsbe-
handlingens indledning og ikke må virke som revisor eller
forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i en periode på to
år efter at have afsluttet hvervet som tillidsmand.
Det foreslås, at ændre § 238, stk. 5, således at der indsættes
en henvisning til § 9 b, stk. 3, og således at ”rekonstrukti-
onsbehandlingens indledning” ændres til ”indledning af den
forebyggende rekonstruktionsbehandling eller rekonstrukti-
onsbehandlingen”.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at forebyggende
rekonstruktionsbehandling indføres i konkursloven, og vil
medføre, at den nævnte bestemmelse også finder anvendelse
ved forebyggende rekonstruktionsbehandling, hvor at det
foreslås, at der beskikkes en tillidsmand, hvis skyldneren
begærer det, jf. det foreslåede § 9 b, stk. 3, som foreslås
indsat ved lovudkastets § 1, nr. 6, og at denne skal opfylde
habilitetskravene i § 238.
Til nr. 67 (§ 238 a)
Der gælder en række krav til de aktører, som beskæftiger sig
med rekonstruktion, konkurs og gældssanering. De gælden-
de krav til dommere, kuratorer, rekonstruktører, tillidsmænd
og medhjælpere er nærmere beskrevet i pkt. 3.3.
Konkurslovens § 238 indeholder en række habilitetskrav til
aktørerne.
Det følger heraf, at ingen må handle som kurator, skifte-
rettens medhjælper, medlem af kreditorudvalget, sagkyndig
bistand, forretningskyndig medhjælp, revisor, rekonstruktør,
tillidsmand eller vurderingsmand, hvis han er en af skyldne-
rens nærtstående eller er afhængig af skyldneren, eller hvis
der som følge af hans interesse i sagens udfald eller af
203
andre grunde er tvivl om hans upartiskhed i det foreliggende
spørgsmål, jf. stk. 1.
Har skyldneren drevet erhvervsvirksomhed, eller er skyldne-
ren et selskab, en forening eller anden organisation, må revi-
sor, tillidsmand eller vurderingsmand heller ikke på nogen
af de i stk. 1 nævnte måder være knyttet til medlemmer af
bestyrelsen eller direktionen, til kurator, skifterettens med-
hjælper, en likvidator eller til virksomhedens eller organisa-
tionens kasserer eller bogholder, jf. stk. 2.
En vurderingsmand må ikke have økonomisk interesse hos
aftager og må ikke medvirke ved afhændelse af boets akti-
ver, medmindre vurderingsmanden i egenskab af auktions-
holder alene har foretaget vurdering til brug for bortsalg på
offentlig auktion, jf. stk. 3.
De i stk. 1 nævnte personer, nærtstående til disse personer
eller ansatte i disse personers virksomheder må ikke erhver-
ve nogen del af boets aktiver, jf. stk. 4.
En person, der beskikkes som tillidsmand i medfør af § 11 a,
stk. 4, eller § 11 e, stk. 6, må ikke have været revisor eller
forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i to år forud for
rekonstruktionsbehandlingens indledning og må ikke virke
som revisor eller forretningsmæssig rådgiver for skyldneren
i en periode på to år efter at have afsluttet hvervet som
tillidsmand, jf. stk. 5.
Konkursloven indeholder ikke eksplicitte krav til aktørernes
kvalifikationer. Ud fra forarbejder og almindelige forudsæt-
ninger kan der dog udledes visse krav.
Konkursloven stiller ikke krav om en bestemt uddannelse
for kurator, men det må anses for en almindelig forudsæt-
ning, at kurator er i stand til at varetage de opgaver, som
følger af hvervet, idet kurator dog kan antage sagkyndig
bistand til f.eks. at løse opgaver, som kræver kendskab til
forretningsforhold, jf. konkurslovens § 110, stk. 1, sidste
pkt.
Kurator har i praksis været en advokat. Det følger af be-
tænkning nr. 1273/1994 om rationalisering og modernise-
ring af konkursbehandlingen, side 26, at dette også må anses
for mest hensigtsmæssigt, idet de problemer, der skal løses
i forbindelse med en bobehandling, kræver et nøje kendskab
til retsreglerne på en række forskellige områder og til kon-
fliktbehandling og -løsning. I den nævnte betænkning er
angivet, at også kendskab til forretnings- og markedsforhold
kan være af væsentlig betydning i forbindelse med boets
behandling, særligt når boet fortsætter driften af en virksom-
hed i en periode eller i forbindelse med salg af virksomhe-
den. Hvis kurator ikke selv er branchekyndig, vil han derfor
ofte med fordel kunne lade skyldneren, den tidligere ledelse
eller ledende medarbejdere fortsætte i virksomheden under
afviklingen. Er dette ikke hensigtsmæssigt, kan det være
påkrævet, at kurator antager sagkyndig bistand.
Skifteretten kan afsætte en kurator, såfremt særlige grunde
taler herfor, jf. konkurslovens § 114, stk. 1, 1. pkt. Sådanne
særlige grunde kan f.eks. være udygtighed, langsommelig-
hed eller inhabilitet.
Konkursloven indeholder ikke krav til rekonstruktørens fag-
lige kvalifikationer.
Kravene til rekonstruktørens faglige kvalifikationer fremgår
i stedet af de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L
199 af 26. marts 2010, jf. Folketingstidende 2009-10, A, L
199 som fremsat, side 34, og betænkning nr. 1512/2009 om
rekonstruktion mv., afsnit 7.2.2.2, hvortil der henvises.
Det fremgår endvidere af de nævnte forarbejder til konkurs-
loven, at der ved vurderingen af, hvem skifteretten skal
udpege som rekonstruktør, skal lægges vægt på den pågæl-
dendes kompetencer og erfaring.
Det fremgår yderligere af de nævnte forarbejder til kon-
kursloven, at skifteretten i den forbindelse bl.a. kan lægge
vægt på de præsenterede oplysninger om og eventuelle
tidligere erfaringer med den foretrukne kandidat, herunder
særligt kandidatens faglige baggrund, erfaring med rekon-
struktionsbehandling, konkursbehandling og den foreslåede
rekonstruktørs integritet, muligheden for at undgå en per-
sonlig interessekonflikt eller anden inhabilitet og den kon-
krete virksomheds størrelse og beskaffenhed.
En rekonstruktør har efter hidtidig praksis været advokat.
En rekonstruktør kan som udgangspunkt ikke afbeskikkes,
når rekonstruktøren er beskikket ved indledningen af rekon-
struktionsbehandlingen.
Der kan dog opstå situationer, hvor det under rekon-
struktionsproceduren er nødvendigt at afsætte rekonstruktø-
ren. Skifteretten har således efter reglerne i konkurslovens §
11 g mulighed for at afbeskikke en rekonstruktør, hvis der
foreligger særlige grunde.
Det fremgår af forarbejderne til konkursloven, at afsættelse
af en rekonstruktør efter konkurslovens § 11 g under hensyn
til den forsinkelse og de omkostninger, der er forbundet
med en sådan afsættelse, kun kan ske helt undtagelsesvist,
jf. Folketingstidende 2009-10, A, L 199 som fremsat side
36-37 (lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.3.2).
Det fremgår endvidere af forarbejderne, at adgangen til af-
204
sættelse af en rekonstruktør navnlig bør være forbeholdt
tilfælde, hvor der foreligger inhabilitet, eller behandlingsfor-
løb, hvor det er åbenbart, at rekonstruktøren ikke længere
har fordringshavernes tillid eller evner at udføre opgaven.
Den tillidsmand, som foreslås, skal være regnskabskyndig,
og skifteretten kan stille høje krav til denne. Skifteretten
kan lægge vægt på, om kandidaten må forventes at have
fordringshavernes tillid, ligesom skifteretten samtidig kan
inddrage tidligere erfaringer med den pågældende.
Tillidsmanden vil ofte være godkendt (statsautoriseret eller
registeret) revisor, men det er ikke et krav.
Det følger af konkurslovens § 11 g, stk. 5, jf. stk. 1, 1.
pkt., at skifteretten kan afsætte en tillidsmand, hvis særlige
grunde taler for det.
Konkursloven stiller ikke faglige krav til medhjælperen, idet
det dog er en forudsætning, at medhjælperen har den fornød-
ne uddannelse og erfaring til at varetage opgaverne.
Medhjælperen vil typisk være advokat, men det er ikke et
krav.
Da medhjælperen, jf. konkurslovens § 219, er antaget af
skifteretten, kan skifteretten beslutte at afsætte medhjælpe-
ren. Dette vil dog forudsætte, at der foreligger særlige grun-
de. Skifteretten kan i et sådant tilfælde antage en ny med-
hjælper.
Det foreslås at indsætte § 238 a om aktørernes kvalifikatio-
ner.
Det foreslås i 1. pkt., at ingen må handle som kurator, skif-
terettens medhjælper, rekonstruktør eller tillidsmand, hvis
der er tvivl om, hvorvidt den pågældende har de fornødne
kvalifikationer hertil.
Den enkelte skifteret vil således skulle vurdere i hver enkelt
sag, om de foreslåede aktører har de fornødne kvalifikatio-
ner. Såfremt der er tvivl om, hvorvidt vedkommende har
de fornødne kvalifikationer, vil skifteretten have mulighed
for at afvise vedkommende. Ved kvalifikationer forstås både
relevant uddannelse og erfaring. Der stilles ikke krav om
en bestemt uddannelse, men personens uddannelse vil dog
indgå i den konkrete vurdering. Skifteretten bør også lægge
vægt på tidligere erfaringer, såsom hvis en person tidligere
har udført tilsvarende hverv med dårlig kvalitet, lange sags-
behandlingstider eller unødigt høje omkostninger. Skifteret-
ten har en vid skønsmargin ved vurderingen, og der vil der-
for kun rent undtagelsesvis være grundlag for at tilsidesætte
skifterettens skøn.
Det foreslås i 2. pkt., at en person ikke kan udpeges eller
beskikkes til de i 1. pkt. nævnte hverv, hvis vedkommende
ikke forinden har givet skifteretten en kort, skriftlig redegø-
relse for sin i forholdet til hvervet relevante uddannelse og
erfaring.
Til nr. 68 (§ 249, 1. pkt.)
Konkurslovens § 249 omhandler muligheden for at indbrin-
ge skifterettens afgørelser for en højere ret. Bestemmelsen
indebærer, at en række af skifterettens afgørelser ikke kan
indbringes for højere ret.
Det foreslås at der i konkurslovens § 249, 1. pkt. indsættes
en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 1,
1. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 6). Dette indebærer, at skifteret-
tens afgørelse om, at der skal nedlægges et fyldestgørelses-
forbud i forbindelse med den forebyggende rekonstruktions-
behandling, ikke kan indbringes for højere ret.
Til nr. 69 (§ 249)
Konkurslovens § 249 omhandler muligheden for at indbrin-
ge skifterettens afgørelse for en højere ret. Bestemmelsen
indebærer, at en række at skifterettens afgørelser ikke kan
indbringes for højere ret.
Det foreslås at ændre § 249, således at »§ 13 d, stk. 2, 3. og
4. pkt.« bliver til: »§ 13 d, stk. 3, § 13 d, stk. 5«.
Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med de
foreslåede ændringer af § 13 d (lovudkastets § 1, nr. 25). Det
følger for det første heraf, at § 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt., flyt-
tes til § 13 d, stk. 3, jf. lovudkastets § 1, nr. 25, hvorfor det
tilsvarende foreslås konsekvensrettet i § 249. Det følger for
det andet af de foreslåede ændringer, at § 13 d, stk. 5, ind-
sættes, jf. lovudkastets § 1. nr. 25. Skifterettens afgørelse om
inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser,
der afspejler et interessesammenfald, vil dermed ikke kunne
indbringes for en højere ret.
Til § 2
Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 17. juli
2022.
Det bemærkes, at den foreslåede ikrafttrædelse af den 17.
juli 2022 fraviger hovedreglen om, at erhvervsrettet lovgiv-
ning skal træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli.
Det er Justitsministeriets vurdering, at fravigelsen er begrun-
det i vægtige hensyn til, at de aktører, der beskæftiger sig
med insolvensretlig lovgivning, skal have mest mulig tid
til at indrette sig på og omstille sig til anvendelsen af de
nye regler, således at de erhvervsdrivende sikres den bedst
205
mulige rådgivning og behandling af deres sag. Det vil derfor
være en ulempe for danske virksomheder, hvis reglerne træ-
der i kraft før implementeringsfristen.
Det foreslås i stk. 2, at loven ikke skal finde anvendelse på
rekonstruktionsbehandlinger eller konkursbehandlinger, der
er indledt før lovens ikrafttrædelse.
Dette medfører, at lovens regler alene vil skulle finde anven-
delse, hvor den forebyggende rekonstruktionsbehandling,
rekonstruktionsbehandling eller konkursbehandling indledes
efter lovens ikrafttrædelse. Er rekonstruktionsbehandlingen
eller konkursbehandlingen indledt før lovens ikrafttræden,
vil de hidtil gældende regler finde anvendelse.
Det foreslås i stk. 3, at loven ikke skal finde anvendelse på
begæringer om gældssanering indgivet før lovens ikrafttræ-
den. For sådanne regler vil de hidtil gældende regler finder
anvendelse, jf. dog stk. 4.
Dette medfører, lovens regler om gældssanering som ud-
gangspunkt alene vil skulle finde anvendelse, hvor begærin-
gen om gældssaneringen er indgivet efter lovens ikrafttræ-
delse. Er begæringen om gældssanering indgivet før lovens
ikrafttræden, vil de hidtil gældende regler finde anvendelse,
jf. dog stk. 4.
Det foreslås i stk. 4, at skifteretten på begæring fra skyld-
neren kan bestemme, at loven skal finde anvendelse på
begæringer om gældssanering, der er indgivet før lovens
ikrafttræden, i det omfang dette skønnes at være til skyldne-
rens fordel.
Bestemmelsen medfører, at skifteretten vil blive sat i stand
til at gøre undtagelse i forhold til bestemmelsen i § 2, stk.
3, hvorefter lovens regler om gældssanering som udgangs-
punkt alene gælder i forhold til begæringer om gældssane-
ring indgivet efter lovens ikrafttræden.
Det er skyldneren, der skal anmode skifteretten om, at
gældssaneringssagen skal behandles efter de nye regler, men
det vil være op til skifteretten at vurdere om anvendelsen af
de nye regler vil skønnes at være til skyldnerens fordel.
Det bemærkes særligt i den forbindelse, at begæringer indgi-
vet efter reglerne i konkurslovens kapitel 29, skal behandles
færdig efter reglerne i dette kapitel, uagtet at det ophæves
ved nærværende lov.
Det foreslås i stk. 5, at hvor en kendelse om gældssanering
er afsagt efter de hidtil gældende regler, skal spørgsmål om
genoptagelse eller ophævelse af kendelsen behandles efter
de hidtil gældende regler.
Til § 3
Bestemmelsen angår territoriale gyldighed.
Det foreslås i lovens § 3, at loven ikke skal gælde for Færø-
erne og Grønland, men ved kongelig anordning skal kunne
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
206
Bilag 1
EUROPA-PARLAMENTETS OF RÅDETS DIREKTIV (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019
om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger
med henblik på at sikre mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og
gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet)
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53 og 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget2),
efter den almindelige lovgivningsprocedure3),
og ud fra følgende betragtninger:
1) Formålet med dette direktiv er at bidrage til et velfungerende indre marked og fjerne hindringer
for udøvelsen af grundlæggende frihedsrettigheder såsom frie kapitalbevægelser og etableringsfrihe-
den, der skyldes forskelle mellem de nationale lovgivninger om og procedurer for forebyggende
rekonstruktion, insolvensbehandling, gældssanering og udelukkelse. Uden at dette berører arbejdsta-
gernes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, tager dette direktiv sigte på at fjerne sådanne
hindringer ved at sikre, at: levedygtige virksomheder og iværksættere i finansielle vanskeligheder
har adgang til effektive nationale rammer for forebyggende rekonstruktion, så de får mulighed for
at fortsætte driften, at ærlige insolvente eller svært gældstyngede iværksættere kan drage fordel af
fuld gældssanering efter en rimelig periode og derved kan få en ny chance, og at effektiviteten af
procedurerne for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering forbedres, navnlig for at gøre
dem kortere.
2) Rekonstruktion bør gøre det muligt for skyldnere i finansielle vanskeligheder helt eller delvist at
fortsætte driften ved at ændre sammensætningen af eller vilkårene eller strukturen for deres aktiver
og passiver eller en anden del af deres kapitalstruktur, herunder gennem salg af aktiver eller dele
af virksomheden eller, hvor dette er foreskrevet i national ret, virksomheden som helhed, samt ved
at gennemføre driftsændringer. Medmindre andet udtrykkeligt er fastsat i national ret, bør driftsæn-
dringer, såsom opsigelse eller ændring af kontrakter eller salg eller anden afhændelse af aktiver,
overholde de generelle krav, der er fastsat i national ret for sådanne foranstaltninger, navnlig de civil-
og arbejdsretlige regler. Eventuel konvertering af gæld til aktier bør ligeledes overholde de garantier,
der er fastsat i national ret. Rammerne for forebyggende rekonstruktion bør først og fremmest gøre
207
det muligt for skyldnere at rekonstruere effektivt på et tidligt tidspunkt og med henblik på at undgå
insolvens og derved begrænse unødig likvidation af levedygtige virksomheder. Disse rammer bør
medvirke til at forhindre tab af arbejdspladser og tab af knowhow og kompetencer samt maksimere
den samlede værdi for kreditorer i forhold til, hvad de ville modtage i tilfælde af likvidation af
virksomhedens aktiver eller i tilfælde af det næstbedste alternativ i mangel af en plan, samt for ejere
og økonomien som helhed.
3) Rammer for forebyggende rekonstruktion bør også forhindre akkumulering af misligholdte lån. Ad-
gang til effektive rammer for forebyggende rekonstruktion ville sikre, at der skrides ind, før virk-
somhederne misligholder deres lån, og dermed bidrage til at mindske risikoen for, at lån bliver
misligholdt i nedgangstider, og således afbøde den negative indvirkning på den finansielle sektor. En
betydelig procentdel af virksomhederne og arbejdspladserne ville kunne reddes, hvis der fandtes fore-
byggende rammer i alle de medlemsstater, hvor virksomhederne har forretningssteder, aktiver eller
kreditorer. Under rammerne for rekonstruktion bør alle parters, herunder arbejdstageres, rettigheder
beskyttes på en afbalanceret måde. Samtidig bør virksomheder, der ikke er levedygtige, og som ikke
har udsigt til at kunne overleve, afvikles hurtigst muligt. Hvis en skyldner i finansielle vanskeligheder
ikke er økonomisk levedygtig eller ikke umiddelbart kan få genetableret sin økonomiske levedygtig-
hed, kan rekonstruktionsbestræbelser resultere i fremskyndelse og akkumulering af tab til skade for
kreditorer, arbejdstagere og andre interessenter samt for økonomien som helhed.
4) Der er forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til de forskellige procedurer, som skyldnere
i finansielle vanskeligheder har adgang til med henblik på at rekonstruere deres virksomhed. Nogle
medlemsstater har et begrænset antal procedurer, som alene tillader virksomhederne at rekonstruere
på et relativt sent tidspunkt som led i en insolvensprocedure. I andre medlemsstater er der mulighed
for en rekonstruktion på et tidligere tidspunkt, men de tilgængelige procedurer er ikke så effektive,
som de kunne være, eller de er meget formelle, navnlig fordi de begrænser brug af udenretslige ord-
ninger. Forebyggende løsninger er en voksende tendens inden for insolvensret. Tendensen foretræk-
ker tilgange, der til forskel fra den klassiske tilgang med likvidation af en virksomhed i finansielle
vanskeligheder har til formål at genoprette den til en sund tilstand eller i det mindste redde de af
dens enheder, der stadig er økonomisk levedygtige. Denne tilgang bidrager ofte blandt andre fordele
for økonomien til at bevare arbejdspladser eller reducere tab af arbejdspladser. Desuden varierer
inddragelsen af judicielle eller administrative myndigheder eller personer udpeget af disse fra ingen
eller minimal inddragelse i visse medlemsstater til fuld inddragelse i andre medlemsstater. På samme
måde er der også forskelle mellem de nationale regler, der giver iværksættere en ny chance, navnlig
gennem sanering af den gæld, de har stiftet i forbindelse med deres virksomhed, for så vidt angår
gældssaneringens varighed og kriterierne for at bevilge sådan gældssanering.
5) I mange medlemsstater tager det over tre år for iværksættere, der er insolvente, men ærlige, at opnå
gældssanering og starte på en frisk. Ineffektive rammer for gældssanering og udelukkelse resulterer
i, at iværksættere må flytte til andre jurisdiktioner for at kunne starte på en frisk inden for en rimelig
tidshorisont, hvilket medfører betydelige meromkostninger for både kreditorerne og iværksætterne
selv. Langvarige udelukkelser fra udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ofte ledsager en procedure,
der fører til gældssanering, skaber hindringer for friheden til at påbegynde og udøve selvstændig
erhvervsvirksomhed.
6) De uforholdsmæssigt lange procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering i
flere medlemsstater er stærkt medvirkende til de lave inddrivelsesrater og til at afholde investorer fra
at drive forretning i jurisdiktioner, hvor procedurerne risikerer at være for langvarige og urimeligt
dyre.
208
7) Forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til procedurerne for rekonstruktion, insolvensbehand-
ling og gældssanering resulterer i meromkostninger for investorer i forbindelse med vurdering af
risikoen for, at skyldnere kommer i finansielle vanskeligheder i en eller flere medlemsstater, eller
risikoen ved at investere i levedygtige virksomheder i finansielle vanskeligheder samt yderligere
omkostninger ved rekonstruktion af virksomheder, der har forretningssteder, kreditorer eller aktiver
i andre medlemsstater. Dette er navnlig tilfældet i forbindelse med rekonstruktion af internationale
koncerner. Investorer anfører usikkerheden omkring insolvens reglerne eller risikoen for en langvarig
eller kompleks insolvensprocedure i en anden medlemsstat som værende en af hovedårsagerne til
ikke at investere eller etablere forretningsforbindelser uden for den medlemsstat, hvor de hører hjem-
me. Denne usikkerhed har en afskrækkende virkning, som skaber hindringer for virksomhedernes
etableringsfrihed og fremme af iværksættervirksomhed og hæmmer det indre marked i at fungere
korrekt. Navnlig mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (»SMV᾽er«) har for
størstedelens vedkommende de nødvendige ressourcer til at foretage en risikovurdering i forbindelse
med grænseoverskridende aktiviteter.
8) Forskellene mellem medlemsstaterne med hensyn til procedurerne for rekonstruktion, insolvensbe-
handling og gældssanering resulterer i uens vilkår for kreditadgang og i uens inddrivelsesrater i
medlemsstaterne. En højere grad af harmonisering inden for rekonstruktion, insolvensbehandling,
gældssanering og udelukkelse er derfor altafgørende for et velfungerende indre marked generelt og
for en fungerende kapitalmarkedsunion i særdeleshed samt for de europæiske økonomiers modstands-
dygtighed, herunder bevarelse og skabelse af arbejdspladser.
9) Meromkostningerne i forbindelse med risikovurdering og kreditorernes grænseoverskridende inddri-
velse af fordringer hos svært gældstyngede iværksættere, der flytter til en anden medlemsstat for at få
gældssanering meget hurtigere, bør også reduceres. De meromkostninger, som iværksættere pådrager
sig som følge af behovet for at flytte til en anden medlemsstat for at få gældssanering, bør også
reduceres. De hindringer, der følger af langvarige udelukkelser fra udøvelse af erhvervsvirksomhed
grundet en iværksætters insolvens eller overgældsætning, hæmmer desuden iværksættervirksomhed.
10) Enhver omstrukturering bør, navnlig hvis den er større og har betydelig indvirkning, bygge på
en dialog med interessenterne. Denne dialog bør dække valget af de påtænkte foranstaltninger
set i forhold til målsætningerne med omstruktureringen samt alternative løsninger, og der bør ske
passende inddragelse af arbejdstagerrepræsentanterne som fastsat i EU-retten og national ret.
11) Hindringerne for udøvelsen af grundlæggende frihedsrettigheder begrænser sig ikke til rent grænse-
overskridende situationer. Et stadig mere sammenkoblet indre marked med fri bevægelighed for
varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdstagere og med en stadig større digital dimension betyder,
at meget få virksomheder er rent nationale, hvis alle relevante elementer tages i betragtning, såsom
deres kundegrundlag, forsyningskæde, virksomhedsområder, investorer og kapitalgrundlag. Selv
rent nationale tilfælde af insolvens kan påvirke det indre markeds funktion gennem den såkaldte
dominoeffekt af insolvens, hvor en skyldners insolvens kan udløse yderligere tilfælde af insolvens i
forsyningskæden.
12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/8481) omhandler kompetence, anerkendelse
og fuldbyrdelse, lovvalg og samarbejde i forbindelse med grænseoverskridende insolvensbehandling
samt sammenkobling af insolvensregistre. Dens anvendelsesområde dækker forebyggende procedu-
rer, der styrker forudsætningerne for at redde økonomisk levedygtige skyldnere, og procedurer for
at give iværksættere og andre fysiske personer gældseftergivelse. Nævnte forordning adresserer
imidlertid ikke forskellene mellem de nationale lovgivninger vedrørende disse procedurer. Desuden
vil et instrument, der alene begrænser sig til grænseover skridende tilfælde af insolvens, ikke fjerne
209
alle hindringer for den frie bevægelighed, og det vil heller ikke være muligt for investorerne på for-
hånd at bestemme den grænseoverskridende eller indenlandske karakter af en skyldners potentielle
finansielle vanskeligheder i fremtiden. Det er derfor nødvendigt at gå videre end retligt samarbejde
og fastsætte indholdsmæssige minimumsstandarder for forebyggende rekonstruktionsprocedurer og
procedurer, der fører til gældssanering for iværksættere.
13) Dette direktiv bør ikke berøre anvendelsesområdet for forordning (EU) 2015/848, men tilsigter at
være fuldt ud foreneligt med og supplere nævnte forordning ved at pålægge medlemsstaterne at
indføre forebyggende rekonstruktionsprocedurer, der overholder visse minimumsprincipper om ef-
fektivitet. Det ændrer ikke den tilgang, der er valgt i nævnte forordning, der tillader medlemsstaterne
at opretholde eller indføre procedurer, som ikke opfylder betingelsen om bekendtgørelse med hen-
blik på underretning i henhold til nævnte forordnings bilag. Selv om dette direktiv ikke stiller krav
om, at procedurerne inden for dets anvendelsesområde opfylder alle betingelserne for underretning
i henhold til nævnte bilag, tager det sigte på at lette den grænseoverskridende anerkendelse af disse
procedurer samt anerkendelse af retsafgørelser og deres eksigibilitet.
14) Fordelen ved anvendelsen af forordning (EU) 2015/848 er, at den fastsætter garantier mod misbrug
af flytning af centret for skyldners hovedinteresser under den grænseoverskridende insolvensbehand-
ling. Der bør også gælde visse restriktioner for de procedurer, der ikke er omfattet af nævnte
forordning.
15) Det er nødvendigt at reducere rekonstruktionsomkostningerne for både skyldnere og kreditorer. De
forskelle mellem medlemsstaterne, der hindrer en tidlig rekonstruktion af levedygtige skyldnere
i finansielle vanskeligheder og muligheden for gældssanering for ærlige iværksættere, bør derfor
reduceres. Reduktion af sådanne forskelle bør føre til større gennemsigtighed, retssikkerhed og
forudsigelighed i hele Unionen. Det bør maksimere afkastet for alle typer kreditorer og investorer og
fremme grænseoverskridende investeringer. En bedre sammenhæng mellem procedurer for rekon-
struktion og insolvensbehandling bør også lette rekonstruktion af koncerner, uanset hvor i Unionen
koncernens medlemmer befinder sig.
16) Fjernelse af hindringerne for en effektiv forebyggende rekonstruktion af levedygtige skyldnere i
finansielle vanskeligheder bidrager til at minimere tabet af arbejdspladser og tabene for kreditorer
i forsyningskæden, bevarer knowhow og kompetencer og er dermed til fordel for økonomien som
helhed. Ved at gøre det nemmere for iværksættere at få gældssanering bidrages der til, at de undgår
at blive ekskluderet fra arbejdsmarkedet, og de får mulighed for at genstarte deres iværksættervirk-
somhed ved at trække på deres tidligere erfaring. Desuden vil en afkortning af rekonstruktionsproce-
durerne resultere i højere inddrivelsesrater for kreditorer, for jo længere tid, der går, desto større tab
vil skyldner eller skyldners virksomhed normalt lide. Endelig vil effektive rammer for forebyggende
rekonstruktion muliggøre en bedre vurdering af de risici, der er forbundet med beslutninger om
långivning og lånoptagelse, og lette tilpasningsprocessen for insolvente eller svært gældstyngede
skyldnere og dermed minimere de økonomiske og sociale omkostninger i forbindelse med deres
gældsafvikling. Dette direktiv bør give medlemsstaterne fleksibilitet til at anvende fælles principper,
samtidig med at de nationale retssystemer respekteres. Medlemsstaterne bør kunne opretholde eller
indføre rammer for forebyggende rekonstruktion end dem, der er fastsat i dette direktiv, i deres
nationale retssystemer.
17) Virksomhederne, og navnlig SMV᾽er, som udgør 99 % af alle virksomheder i Unionen, bør drage
fordel af en mere kohærent tilgang på EU-plan. SMV᾽er risikerer i højere grad at blive likvideret
end at blive rekonstrueret, da de har uforholdsmæssigt højere omkostninger end større virksomhe-
der. Især når SMV᾽er er i finansielle vanskeligheder, har de ofte ikke de fornødne ressourcer til
210
at gennemføre bekostelige rekonstruktioner og drage fordel af de mere effektive rekonstruktionspro-
cedurer, der kun er til rådighed i nogle medlemsstater. For at hjælpe sådanne skyldnere med at
rekonstruere med lave omkostninger bør der også på nationalt plan udvikles omfattende tjeklister
for rekonstruktionsplaner, som er tilpasset SMV᾽ers behov og særlige forhold, og disse tjeklister
bør gøres tilgængelige på internettet. Desuden bør der indføres tidlige varslingsmekanismer, der
kan advare skyldnere om, at der er et presserende behov for handling, idet der tages hensyn til, at
SMV᾽er har begrænsede ressourcer til at ansætte eksperter.
18) Ved definitionen af SMV᾽er bør medlemsstaterne tage behørigt hensyn til Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2013/34/EU2) eller Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af
mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder3).
19) Dette direktivs anvendelsesområde bør ikke omfatte skyldnere, der er forsikrings- og genforsikrings-
selskaber som defineret i artikel 13, nr. 1) og 4), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/
EF4), kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) nr. 575/20135), investerings selskaber og kollektive investeringsordninger som defineret
i artikel 4, stk. 1, nr. 2) og 7), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013,
centrale modparter som defineret i artikel 2, nr. 1), i Europa- Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 648/20126), værdipapircentraler som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 909/20147) og andre finansieringsinstitutter og enheder, der er
anført i artikel 1, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU8). Så-
danne skyldnere er omfattet af særordninger, og de nationale tilsyns- og afviklingsmyndigheder
har vidtgående indgrebsbeføjelser i forhold til dem. Medlemsstaterne bør kunne udelukke andre
finansielle enheder, der yder finansielle tjenester, og som er omfattet af sammenlignelige ordninger
og indgrebsbeføjelser.
20) Af tilsvarende grunde bør offentlige organer i henhold til national ret også udelukkes fra dette
direktivs anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør også kunne begrænse adgangen til rammer for
forebyggende rekonstruktion til juridiske personer, da iværksætteres finansielle vanskeligheder kan
håndteres effektivt ikke blot ved hjælp af forebyggende rekonstruktionsprocedurer, men også ved
hjælp af procedurer, som fører til gældssanering, eller ved hjælp af uformelle rekonstruktioner på
grundlag af kontraktmæssige aftaler. Medlemsstater med forskellige retssystemer, hvor samme type
enhed har en anden retlig status i disse retssystemer, bør kunne anvende en ensartet ordning for
sådanne enheder. En ramme for forebyggende rekonstruktion fastsat i dette direktiv bør ikke påvirke
krav og rettigheder over for en skyldner, som følger af arbejdsmarkedspensionsordninger, hvis disse
krav og rettigheder blev opnået på et tidspunkt forud for rekonstruktionen.
21) Svært gældstyngede forbrugere er et stort økonomisk og socialt problem, som har tæt relation til
nedbringelsen af den alt for store gældsætning. Desuden er det ofte ikke muligt at skelne klart mel-
lem iværksætteres gæld stiftet som led i driften af vedkommendes forretning eller virksomhed eller i
udøvelsen af et fag eller erhverv og gæld stiftet uden for rammerne af disse aktiviteter. Iværksættere
vil reelt ikke drage fordel af en ny chance, hvis de skal følge særskilte procedurer med forskellige
adgangsbetingelser og gældssaneringsperioder for at få afviklet deres forretningsgæld og øvrige
gæld stiftet uden for rammerne af deres forretning. Derfor er det tilrådeligt, at medlemsstaterne
snarest muligt anvender dette direktivs bestemmelser om gældssanering også på forbrugere, selv om
dette direktiv ikke indeholder bindende regler om forbrugeres overgældsætning.
22) Jo tidligere en skyldner kan konstatere sine finansielle vanskeligheder og træffe passende tiltag,
desto større er sandsynligheden for, at vedkommende kan undgå en forestående insolvens, eller, hvis
211
der er tale om en virksomhed, hvis levedygtighed er permanent svækket, desto mere ordnet og effek-
tivt kan afviklingen finde sted. Der bør derfor udformes tydelig, ajourført, koncis og brugervenlig
information om de tilgængelige procedurer for forebyggende rekonstruktion og etableres en eller
flere tidlige varslingsmekanismer, der kan give skyldnere, der begynder at opleve finansielle vanske-
ligheder, incitament til hurtig handling. Tidlige varslingsmekanismer i form af varslingsmekanismer,
som angiver, når skyldner ikke har foretaget visse typer betalinger, kan f.eks. udløses af manglende
betaling af skatter og afgifter eller bidrag til socialsikringsordninger. Sådanne værktøjer kan enten
udvikles af medlemsstaterne eller af den private sektor, forudsat at målet nås. Medlemsstaterne bør
gøre oplysninger om den tidlige varslingsmekanisme tilgængelige på internettet, f.eks. på et særligt
websted eller en særlig webside. Medlemsstaterne bør kunne tilpasse de tidlige varslingsmekanismer
til virksomhedens størrelse og fastsætte særlige bestemmelser om tidlige varslingsmekanismer for
store virksomheder og koncerner under hensyntagen til deres særlige karakteristika. Dette direktiv
bør ikke pålægge medlemsstater noget ansvar for eventuelle skader som følge af rekonstruktionspro-
cedurer, som er udløst af sådanne tidlige varslingsmekanismer.
23) For at øge støtten til arbejdstagere og deres repræsentanter bør medlemsstaterne sikre, at arbejds-
tagerrepræsentanterne får adgang til relevante og ajourførte oplysninger om tilgængelige tidlige
varslingsmekanismer, og det bør også være muligt dem at yde støtte til arbejdstagerrepræsentanterne
ved vurderingen af skyldners økonomiske situation.
24) Skyldnere, herunder juridiske enheder og, hvor dette er foreskrevet i national ret, fysiske personer
og koncerner, bør have adgang til en rekonstruktionsramme for at sætte dem i stand til at tackle
deres finansielle vanskeligheder på et tidligt tidspunkt, hvor det forekommer sandsynligt, at deres
insolvens kan forhindres, og at virksomhedens levedygtighed kan sikres. Der bør være adgang til en
rekonstruktionsramme, før en skyldner bliver insolvent i henhold til national ret, dvs. før skyldner
opfylder betingelserne i national ret for at blive genstand for kollektiv insolvensbehandling, der
normalt medfører, at skyldner fuldt ud mister rådigheden over sine aktiver, og at der udpeges en
kurator. For at undgå misbrug af rammer for rekonstruktion bør skyldners finansielle vanskeligheder
afspejle en sandsynlighed for insolvens, og rekonstruktionsplanen bør kunne afværge skyldners
insolvens og sikre virksomhedens levedygtighed.
25) Medlemsstaterne bør kunne bestemme, hvorvidt fordringer, der forfalder eller indtræder efter, at en
begæring om at indlede en forebyggende rekonstruktionsprocedure er indgivet, eller efter indledning
af proceduren, er omfattet af foranstaltningerne for forebyggende rekonstruktion eller suspensionen
af individuel kreditorforfølgning. Medlemsstaterne bør frit kunne bestemme, om suspensionen af
individuel kreditorforfølgning skal have indflydelse på forfaldne renter af fordringer.
26) Medlemsstaterne bør kunne indføre en levedygtighedstest som betingelse for adgang til den forebyg-
gende rekonstruktionsprocedure, der er fastsat i dette direktiv. En sådan test bør foretages uden
at være til skade for skyldners aktiver, hvilket kan ske på den måde, at der bevilges midlertidig
suspension, eller at testen udføres uden unødig forsinkelse. At testen ikke er til skade, bør dog ikke
forhindre medlemsstater i at kræve, at skyldner for egen regning dokumenterer sin levedygtighed.
27) Den omstændighed, at medlemsstaterne kan begrænse adgangen til en rekonstruktionsramme for
skyldnere, der er dømt for alvorlige overtrædelser af deres regnskabs- eller bogføringsmæssige
forpligtelser, bør ikke forhindre medlemsstaterne i også at begrænse skyldneres adgang til rammer
for forebyggende rekonstruktion, hvis deres bøger og forretningspapirer er ufuldstændige eller
mangelfulde i en grad, der gør det umuligt at fastslå skyldners aktiviteter og finansielle situation.
212
28) Medlemsstaterne bør kunne udvide anvendelsesområdet for de i dette direktiv fastsatte rammer
for forebyggende rekonstruktion til også at omfatte situationer, hvor skyldnere har ikkefinansielle
vanskeligheder, forudsat at sådanne vanskeligheder medfører en reel og alvorlig trussel mod en
skyldners aktuelle eller fremtidige evne til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder. Den
relevante tidsramme for fastlæggelse af en sådan trussel kan udgøre en periode på flere måneder
eller endnu længere for at tage hensyn til tilfælde, hvor skyldner har ikkefinansielle vanskeligheder,
der truer vedkommendes aktiviteters status som en going concern og på mellemlang sigt vedkom-
mendes likviditet. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis skyldner har mistet en kontrakt, der har
central betydning for vedkommende.
29) For at fremme effektiviteten og mindske forsinkelser og omkostninger bør de nationale rammer for
forebyggende rekonstruktion inkludere fleksible procedurer. Hvis dette direktiv gennemføres ved
hjælp af mere end én procedure inden for en rekonstruktionsramme, bør skyldner have adgang
til alle de rettigheder og garantier, der er fastsat i dette direktiv, med henblik på at opnå effektiv
rekonstruktion. Med undtagelse af de tilfælde, hvor inddragelse af judicielle eller administrative
myndigheder er obligatorisk som fastsat i dette direktiv, bør medlemsstaterne kunne begrænse
inddragelsen af sådanne myndigheder til tilfælde, hvor den er nødvendig og forholdsmæssig, idet
der samtidig bl.a. tages hensyn til målet om at beskytte skyldneres og berørte parters rettigheder og
interesser og målet om at mindske forsinkelser og omkostninger ved procedurerne. Hvis kreditorer
eller arbejdstagerrepræsentanter har mulighed for at indlede en rekonstruktionsprocedure i henhold
til national ret, og hvis skyldner er en SMV, bør medlemsstaterne kræve samtykke fra skyldner som
en forudsætning for at indlede proceduren, og de bør også kunne udvide dette krav til også at gælde
skyldnere, som er store virksomheder.
30) For at undgå unødvendige omkostninger, afspejle det forhold, at forebyggende rekonstruktion an-
vendes på et tidligt tidspunkt, og tilskynde skyldnere til at ansøge om forebyggende rekonstruktion
på et tidligt tidspunkt i en periode med finansielle vanskeligheder bør de i princippet bevare kontrol-
len over deres aktiver og virksomhedens daglige drift. Udpegelsen af en rekonstruktør til at føre
tilsyn med en skyldners aktiviteter eller delvis overtage kontrollen over den daglige drift bør ikke
være obligatorisk i alle tilfælde, men bør afgøres fra sag til sag afhængigt af sagens omstændigheder
eller skyldners specifikke behov. Imidlertid bør medlemsstaterne kunne bestemme, at udpegelsen af
en rekonstruktør altid er nødvendig under visse omstændigheder, såsom hvis: skyldner har fordel af
en generel suspension af individuel kreditorforfølgning, rekonstruktionsplanen skal stadfæstes ved
gennemtvingelse over for alle kreditorklasser, rekonstruktionsplanen omfatter foranstaltninger, der
berører arbejdstagernes rettigheder, eller skyldner eller ledelsen har handlet på en kriminel, svigagtig
eller skadelig måde i forretningsforbindelserne.
31) Medlemsstaterne bør dog fastsætte bestemmelser om obligatorisk udpegelse af en rekonstruktør
med henblik på at bistå parterne med at forhandle og udarbejde en rekonstruktionsplan, når en
judiciel eller administrativ myndighed bevilger skyldner en generel suspension af individuel kredit-
orforfølgning, forudsat at en rekonstruktør i et sådant tilfælde er nødvendig for at beskytte parternes
interesser, at rekonstruktionsplanen skal stadfæstes af en judiciel eller administrativ myndighed
ved gennemtvingelse over for alle kreditorklasser, at den blev begæret af skyldner, eller at den
begæres af et flertal af kreditorer, forudsat at kreditorerne dækker rekonstruktørens omkostninger og
honorarer.
32) En skyldnere bør kunne opnå midlertidig suspension af individuel kreditorforfølgning, hvad enten
den indrømmes af en judiciel eller administrativ myndighed eller støttes på lov, med det formål at
kunne fortsætte sin drift eller i det mindste bevare værdien af sit bo under forhandlingerne. Hvis
dette er foreskrevet i national ret, bør suspensionen også kunne finde anvendelse på sikkerhed, der
213
er stillet af tredjemand, herunder kautionister og sikkerhedsstillere. Medlemsstaterne bør dog kunne
foreskrive, at de judicielle eller administrative myndigheder kan afvise at bevilge en suspension
af individuel kreditorforfølgning, hvis en sådan suspension ikke er nødvendig, eller hvis den ikke
vil opfylde målet om at støtte forhandlingerne. Afvisningsgrunde kan omfatte manglende støtte fra
det påkrævede flertal af kreditorer eller, hvis dette er foreskrevet i national ret, skyldners faktiske
manglende evne til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder.
33) For at lette og fremskynde sagsbehandlingen bør medlemsstaterne kunne opstille formodninger, som
kan afkræftes, med hensyn til forekomsten af grunde til at afvise suspension, f.eks. hvis skyldner
udviser adfærd, der er typisk for en skyldner, som er ude af stand til at betale sin gæld, efterhånden
som den forfalder — såsom en væsentlig betalingsmisligholdelse over for arbejdstagere eller skatte-
eller socialsikringsorganer — eller hvis skyldneren eller den aktuelle ledelse af en virksomhed har
begået økonomisk kriminalitet, der giver grund til at tro, at et flertal af kreditorerne ikke vil støtte
indledning af forhandlingerne.
34) En suspension af individuel kreditorforfølgning kan være generel, således at den angår alle kredito-
rer, eller den kan gælde kun visse individuelle kreditorer eller kategorier af kreditorer. Medlemssta-
terne bør under nærmere fastsatte omstændigheder kunne udelukke visse fordringer eller kategorier
af fordringer fra suspensionens anvendelsesområde, såsom fordringer, der er sikret med aktiver,
hvis fjernelse ikke ville bringe virksomhedsrekonstruktionen i fare, eller fordringer, hvis suspension
ville påføre kreditor urimelig skade, såsom ved et ikkekompenseret tab eller værdiforringelse af
sikkerhedsstillelsen.
35) For at sikre en rimelig balance mellem skyldners og kreditorernes rettigheder bør en suspension
af individuel kreditorforfølgning finde anvendelse for en maksimumperiode på højst fire måne-
der. Komplekse rekonstruktioner kan imidlertid kræve længere tid. Medlemsstaterne bør kunne
bestemme, at forlængelser af den indledende suspensionsperiode i sådanne tilfælde kan bevilges
af den judicielle eller administrative myndighed. Hvis en judiciel eller administrativ myndighed
ikke træffer en afgørelse om forlængelse af en suspension, inden den udløber, bør suspensionen
ophøre med at have virkning ved suspensionsperiodens udløb. Af hensyn til retssikkerheden bør
suspensionens samlede varighed ikke overstige tolv måneder. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte
tidsubegrænset suspension, når skyldner bliver insolvent i henhold til national ret. Medlemsstater-
ne bør kunne bestemme, om en kort midlertidig suspension, indtil en judiciel eller administrativ
myndighed har truffet afgørelse om adgang til rammen for forebyggende rekonstruktion, skal være
underlagt tidsfristerne i dette direktiv.
36) For at sikre, at kreditorer ikke lider unødig skade, bør medlemsstaterne fastsætte, at judicielle eller
administrative myndigheder kan ophæve en suspension af individuel kreditorforfølgning, hvis den
ikke længere opfylder målet om at støtte forhandlingerne, f.eks. hvis det viser sig, at det påkrævede
flertal af kreditorer ikke ønsker at fortsætte forhandlingerne. Suspensionen bør også ophæves, hvis
kreditorer lider urimelig skade som følge af suspensionen, hvor medlemsstaterne foreskriver en
sådan mulighed. Medlemsstaterne bør kunne begrænse muligheden for at ophæve suspensionen til
situationer, hvor kreditorer ikke har haft mulighed for at blive hørt, før den trådte i kraft eller
blev forlænget. Medlemsstaterne bør også kunne fastsætte en minimumsperiode, inden for hvilken
suspensionen ikke kan ophæves. Ved bestemmelsen af, om kreditorer lider urimelig skade, bør
judicielle eller administrative myndigheder kunne tage hensyn til, om suspensionen vil bevare boets
samlede værdi, og om skyldner handler i ond tro eller med det formål at forårsage skade eller
generelt handler i strid med den samlede kreditormasses berettigede forventninger.
214
37) Dette direktiv omfatter ikke bestemmelser om kompensation eller garantier for kreditorer, hvis
sikkerhedsstillelse sandsynligvis vil falde i værdi under suspensionen. En enkelt kreditor eller klasse
af kreditorer vil lide urimelig skade som følge af suspensionen, hvis deres krav eksempelvis stilles
væsentligt ringere som følge af suspensionen, end hvis suspensionen ikke fandt anvendelse, eller
hvis kreditor stilles ringere end andre kreditorer i en lignende situation. Medlemsstaterne bør kunne
fastsætte, at en suspension, når en eller flere kreditorer eller en eller flere klasser af kreditorer har
lidt urimelig skade, kan ophæves for disse kreditorer eller klasser af kreditorer eller for alle kredito-
rer. Medlemsstaterne bør kunne bestemme, hvem der er berettiget til at anmode om ophævelse af
suspensionen.
38) En suspension af individuel kreditorforfølgning bør også føre til udsættelse af en skyldners forplig-
telse til at begære eller af indledning på kreditors anmodning af en insolvensprocedure, som kan
ende i skyldners likvidation. Sådanne insolvensprocedurer bør ud over dem, der er begrænset ved
lov til kun at have skyldners likvidation som muligt udfald, også omfatte procedurer, der kan
muliggøre en rekonstruktion af skyldner. Suspension af en insolvensprocedure, der indledes på
begæring af kreditorer, bør ikke kun finde anvendelse, når medlemsstaterne fastsætter en generel
suspension af individuel kreditorforfølgning, som omfatter alle kreditorer, men også når medlems-
staterne fastsætter en mulighed for suspension af individuel kreditorforfølgning, der kun dækker et
begrænset antal kreditorer. Medlemsstaterne bør dog kunne bestemme, at insolvensbehandling kan
indledes på begæring af offentlige myndigheder, som ikke handler i egenskab af kreditorer, men i
den almene interesse, såsom en offentlig anklager.
39) Dette direktiv bør ikke være til hinder for, at skyldnerne som led i den normale drift indfrier krav
i forhold til kreditorer, der ikke er berørt af suspensionen, og krav i forhold til kreditorer, der er
berørt af suspensionen, som opstår under suspensionen af individuel kreditorforfølgning. For at
sikre, at kreditorer med krav, der er opstået før indledningen af en rekonstruktionsprocedure eller
en suspension af individuel kreditorforfølgning, ikke presser skyldner til at indfri disse krav, som
ellers ville nedskrevet ved gennemførelsen af rekonstruktionsplanen, bør medlemsstaterne kunne
foreskrive suspension af skyldneres forpligtelse for så vidt angår betaling af disse krav.
40) Hvis en skyldner bliver genstand for en insolvensprocedure, kan nogle leverandører eventuelt
have kontraktlige rettigheder, der fremgår af såkaldte ipso facto-klausuler og berettiger dem til
at ophæve kontrakten alene som følge af insolvensen, selv om skyldner behørigt har opfyldt sine
forpligtelser. Ipso facto-klausuler kan også udløses, når en skyldner ansøger om forebyggende
rekonstruktionsforanstaltninger. Hvis sådanne klausuler påberåbes, når skyldner blot forhandler om
en rekonstruktionsplan eller anmoder om en suspension af individuel kreditorforfølgning, eller
påberåbes i forbindelse med enhver hændelse forbundet med suspensionen, kan en tidlig ophævelse
få negativ indvirkning på skyldners virksomhed og en vellykket redning af virksomheden. I sådanne
tilfælde er det derfor nødvendigt, at kreditorerne ikke kan påberåbe sig ipso facto klausuler, der
henviser til forhandlinger om en rekonstruktionsplan eller en suspension eller enhver tilsvarende
hændelse forbundet med suspensionen.
41) En tidlig afslutning kan bringe en virksomheds evne til at fortsætte driften under rekonstruktions-
forhandlinger i fare, især hvis det drejer sig om kontrakter om væsentlige leverancer såsom gas,
elektricitet, vand, telekommunikation og betalingskorttjenester. Medlemsstaterne bør fastsætte, at
kreditorer, der er omfattet af suspensionen af individuel kreditorforfølgning, og hvis fordringer
er indtrådt før suspensionen og ikke er blevet betalt af en skyldner, ikke har mulighed for at
tilbageholde en ydelse, ophæve, fremskynde eller på nogen anden måde ændre væsentlige gensidigt
bebyrdende aftaler i løbet af suspensionsperioden, forudsat at skyldner opfylder de af sine forpligtel-
215
ser i henhold til sådanne aftaler, der forfalder under suspensionen. Gensidigt bebyrdende aftaler er
f.eks. leasing- og licensaftaler, langsigtede leveringsaftaler og franchiseaftaler.
42) Dette direktiv bør fastsætte minimumsstandarder for indholdet af en rekonstruktionsplan. Medlems-
staterne bør dog kunne kræve yderligere forklaringer i rekonstruktionsplanen, f.eks. vedrørende de
kriterier, efter hvilke kreditorerne er inddelt i grupper, hvilket kan være relevant i tilfælde, hvor en
gæld kun er delvis sikret. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtede til at kræve en udtalelse fra en
sagkyndig om værdien af aktiver, som skal være angivet i planen.
43) Kreditorer, der berøres af en rekonstruktionsplan, herunder arbejdstagere, og, hvor dette er fore-
skrevet i national ret, aktionærer bør have ret til at stemme om vedtagelsen af rekonstruktionspla-
nen. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte begrænsede undtagelser til denne regel. Parter, der ikke
berøres af rekonstruktionsplanen, bør ikke have stemmeret i forhold til planen, og der bør ikke
stilles krav om deres støtte for at godkende planen. Begrebet »berørte parter« bør kun omfatte ar-
bejdstagere i deres egenskab af kreditorer. Hvis medlemsstaterne beslutter at undtage arbejdstageres
tilgodehavender fra rammen for forebyggende rekonstruktion, bør arbejdstagere derfor ikke anses
som berørte parter. Afstemningen om vedtagelsen af en rekonstruktionsplan kan tage form af en for-
mel afstemningsproces eller af en høring og aftale med det påkrævede flertal af berørte parter. Hvis
afstemningen tager form af en aftale med det påkrævede flertal, kan de berørte parter, som ikke var
involveret i aftalen, ikke desto mindre gives mulighed for at tilslutte sig rekonstruktionsplanen.
44) For at sikre, at rettigheder, som i alt væsentligt ligner hinanden, behandles ensartet, og at rekonstruk-
tionsplaner kan vedtages uden urimelig skade for de berørte parters rettigheder, bør de berørte parter
behandles i særskilte klasser, der modsvarer kriterierne for klasseinddeling i national ret. »Klas-
seinddeling« indebærer inddelingen af de berørte parter i grupper med henblik på vedtagelsen
af en plan på en sådan måde, at deres rettigheder og gældsklasser, der er knyttet deres krav og
interesser, afspejles. Som et minimum bør sikrede og usikrede kreditorer altid behandles i særskilte
klasser. Medlemsstaterne bør dog kunne kræve, at der oprettes mere end to klasser af kreditorer,
herunder forskellige klasser af usikrede eller sikrede kreditorer og klasser af kreditorer med efterstil-
lede krav. Medlemsstaterne bør også kunne behandle typer kreditorer, der ikke har tilstrækkeligt
ensartede interesser, i særskilte klasser, f.eks. skatte- eller socialsikringsmyndigheder. Medlemssta-
terne bør kunne fastsætte, at sikrede krav kan opdeles i sikrede og usikrede dele baseret på en
værdiansættelse af sikkerheden. Medlemsstaterne bør desuden kunne fastlægge specifikke regler,
som støtter klasseinddeling, såfremt ikkediversificerede eller på anden vis særligt sårbare kreditorer,
såsom arbejdstagere eller små leverandører, kunne drage fordel af dannelsen af en sådan klasse.
45) Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at skyldnere, der er SMV᾽er, som følge af deres forholdsvis
enkle kapitalstruktur kan fritages fra forpligtelsen til at behandle berørte parter i særskilte klasser. I
tilfælde, hvor SMV᾽er har valgt kun at danne én afstemningsklasse, og denne klasse stemmer imod
planen, bør skyldnerne kunne forelægge en anden plan i overensstemmelse med dette direktivs
generelle principper.
46) Medlemsstaterne bør under alle omstændigheder sikre en passende behandling i national ret af
spørgsmål af særlig betydning for klasseinddelingen, såsom fordringer fra forbundne parter, og at
deres nationale ret indeholder regler om eventualfordringer og bestridte fordringer. Medlemsstater-
ne bør kunne regulere, hvordan bestridte fordringer skal håndteres, med henblik på tildeling af
stemmerettigheder. Den judicielle eller administrative myndighed bør undersøge klasseinddeling,
herunder udvælgelsen af kreditorer, der berøres af planen, når en rekonstruktionsplan forelægges til
stadfæstelse. Medlemsstaterne bør imidlertid kunne foreskrive, at sådanne myndigheder også kan
216
undersøge klasseinddeling på et tidligere tidspunkt, hvis forslagsstilleren til planen søger forudgåen-
de validering eller vejledning.
47) National ret bør fastlægge regler om påkrævede flertal for at sikre, at et mindretal af berørte parter
i hver klasse ikke kan hindre vedtagelsen af en rekonstruktionsplan, der ikke forringer deres rettig-
heder eller interesser i urimeligt omfang. Uden en flertalsregel, som binder sikrede kreditorer, der
ikke samtykker, ville det i mange tilfælde ikke være muligt at gennemføre en tidlig rekonstruktion,
f.eks. når der er behov for en finansiel rekonstruktion, men virksomheden ellers er levedygtig. For
at sikre, at parter har indflydelse på vedtagelsen af rekonstruktionsplaner i en grad, der står i forhold
til deres interesser i virksomheden, bør det påkrævede flertal baseres på størrelsen af kreditorernes
krav eller kapitalejernes interesser i en given klasse. Medlemsstaterne bør desuden kunne kræve,
at der er flertal blandt antallet af berørte parter i hver klasse. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte
regler med hensyn til berørte parter med stemmeret, der ikke udøver retten på korrekt vis eller ikke
er repræsenteret, såsom regler om at tage disse berørte parter i betragtning i forbindelse med en
deltagelsestærskel eller ved beregningen af et flertal. Medlemsstaterne bør også kunne fastsætte en
tærskel for deltagelse i afstemningen.
48) Det er nødvendigt, at en judiciel eller administrativ myndighed stadfæster en rekonstruktionsplan,
for at sikre, at indskrænkningen af kreditorernes rettigheder eller kapitalejernes interesser står i for-
hold til fordelene ved rekonstruktionen, og at de har adgang til et effektivt retsmiddel. Stadfæstelse
er navnlig nødvendigt, hvis: der findes berørte parter, der ikke samtykker, rekonstruktionsplanen in-
deholder bestemmelser om ny finansiering, eller planen indebærer et tab af over 25 % af arbejdsstyr-
ken. Medlemsstaterne bør dog kunne bestemme, at stadfæstelse ved en judiciel eller administrativ
myndighed også er nødvendig i andre tilfælde. En stadfæstelse af en plan, som indebærer et tab
af over 25 % af arbejdsstyrken, bør kun være nødvendig, hvis national ret giver mulighed for, at
rammer for forebyggende rekonstruktion omfatter foranstaltninger, som har direkte indvirkning på
arbejdskontrakter.
49) Medlemsstaterne bør sikre, at en judiciel eller administrativ myndighed kan afvise en plan, når
det er blevet fastslået, at den forringer rettighederne for kreditorer eller kapitalejere, der ikke
samtykker, enten til et niveau under det, som de med rimelighed kunne forvente at modtage i
tilfælde af likvidation af skyldners virksomhed, uanset om der er tale om en gradvis likvidation
eller frasalg af virksomheden som en going concern, afhængigt af den enkelte skyldners specifikke
omstændigheder, eller til et niveau under det, som de med rimelighed kunne forvente i tilfælde
af det næstbedste alternativ, hvis rekonstruktionsplanen ikke er stadfæstet. Hvis planen imidlertid
stadfæstes gennem en mekanisme til gennemtvingelse over for alle kreditorklasser, bør der hen-
vises til den beskyttelsesmekanisme, der anvendes i forbindelse med et sådant alternativ. Hvis
medlemsstaterne vælger at foretage en værdiansættelse af skyldner som en going concern, bør der
i going concern-værdien tages højde for skyldners virksomhed på længere sigt i modsætning til
likvidationsværdien. Going concern-værdien er som hovedregel højere end likvidationsværdien, da
den er baseret på den antagelse, at virksomheden fortsætter sine aktiviteter med færrest mulige
forstyrrelser, nyder kreditorernes, aktionærernes og kundernes tillid, fortsætter med at generere
indtægter og begrænser konsekvenserne for arbejdstagerne.
50) Mens overholdelse af kriteriet om kreditorernes bedste interesse kun bør undersøges af en judiciel
eller administrativ myndighed, hvis der gøres indsigelse mod rekonstruktionsplanen med den be-
grundelse, bør medlemsstaterne for at undgå, at der foretages en værdiansættelse i alle sager, kunne
bestemme, at andre betingelser for stadfæstelse kan undersøges på eget initiativ. Medlemsstaterne
bør kunne tilføje andre betingelser, der skal være opfyldt for at stadfæste en rekonstruktionsplan,
såsom hvorvidt kapitalejere er tilstrækkelig beskyttet. Judicielle eller administrative myndigheder
217
bør kunne afvise at stadfæste rekonstruktionsplaner, som ikke har rimelig udsigt til at afværge
skyldners insolvens eller sikre virksomhedens levedygtighed. Medlemsstaterne bør dog ikke være
forpligtede til at sikre, at en sådan vurdering foretages på eget initiativ.
51) En af betingelserne for stadfæstelse af en rekonstruktionsplan bør være, at alle berørte parter under-
rettes herom. Det bør stå medlemsstaterne frit for at fastlægge underretningens format og fastsætte
tidspunktet for, hvornår den skal foretages, og fastsætte bestemmelser for behandling af ukendte
fordringer for så vidt angår underretning. De bør også kunne bestemme, at ikkeberørte parter skal
underrettes om rekonstruktionsplanen.
52) Opfyldelse af kriteriet om »kreditorernes bedste interesse« bør anses for at betyde, at kreditorer,
der ikke samtykker, ikke stilles ringere i henhold til rekonstruktionsplanen, end det ville have
været tilfældet enten i tilfælde af likvidation, uanset om der er tale om en gradvis likvidation eller
frasalg af virksomheden som en going concern, eller i tilfælde af det næstbedste alternativ, hvis
rekonstruktionsplanen ikke ville blive stadfæstet. Medlemsstaterne bør have mulighed for at vælge
en af disse tærskler ved gennemførelsen i national ret af kriteriet om kreditorernes bedste interes-
se. Dette kriterium bør anvendes i alle tilfælde, hvor en plan skal stadfæstes for at være bindende
for kreditorer, der ikke samtykker, eller i givet fald klasser af kreditorer, der ikke samtykker. Som
følge af kriteriet om »kreditorernes bedste interesse« kan medlemsstaterne fastsætte, at planen, hvor
offentlige institutionelle kreditorer har en privilegeret status i henhold til national ret, ikke kan
pålægge disse kreditorer et fuldstændigt eller delvist bortfald af deres fordringer.
53) En rekonstruktionsplan bør altid vedtages, hvis det påkrævede flertal i hver berørt klasse støtter
planen, men en rekonstruktionsplan, der ikke støttes af det påkrævede flertal i hver berørt klasse,
bør stadig kunne stadfæstes af en judiciel eller administrativ myndighed på forslag af en skyldner
eller med skyldners samtykke. Hvis der er tale om en juridisk person, bør medlemsstaterne kunne
bestemme, om skyldner med henblik på vedtagelse eller stadfæstelse af en rekonstruktionsplan skal
forstås som den juridiske persons bestyrelse eller et vist flertal af aktionærer eller kapitalejere. For at
planen kan stadfæstes i tilfælde af en gennemtvingelse over for alle kreditorklasser, bør den støttes
af et flertal af stemmeberettigede klasser af berørte parter. Mindst én af disse klasser bør være en
klasse af sikrede kreditorer eller have forrang for klassen af ordinære usikrede kreditorer.
54) Der bør være mulighed for, hvis et flertal af stemmeberettigede klasser ikke støtter rekonstruktions-
planen, at planen alligevel kan stadfæstes, hvis den støttes af mindst én berørt eller skadelidt klasse
af kreditorer, som efter en værdiansættelse af skyldner som en going concern fyldestgøres eller beva-
rer eventuelle interesser eller, hvor dette er foreskrevet i national ret, med rimelighed kan formodes
at blive fyldestgjort eller bevare eventuelle interesser, hvis den normale prioritetsrækkefølge i en
likvidation anvendes i henhold til national ret. I et sådant tilfælde bør medlemsstaterne kunne øge
antallet af klasser, der skal godkende planen, uden nødvendigvis at kræve, at alle disse klasser efter
en værdiansættelse af skyldner som en going concern fyldestgøres eller bevarer eventuelle interesser
i henhold til national ret. Medlemsstaterne bør imidlertid ikke kræve samtykke fra alle klasser. Hvis
der kun er to kreditorklasser, bør samtykke fra mindst én klasse følgelig betragtes som fyldestgøren-
de, hvis de øvrige betingelser for anvendelsen af en mekanisme til gennemtvingelse over for alle
kreditorklasser er opfyldt. Ved skadelidte kreditorer bør forstås, at der sker en værdiforringelse af
deres fordringer.
55) Ved anvendelse af mekanismen til gennemtvingelse over for alle kreditorklasser bør medlemsstater-
ne sikre, at klasser af berørte kreditorer, der ikke samtykker, ikke lider urimelig skade i henhold
til den foreslåede plan, og medlemsstaterne bør yde sådanne klasser, der ikke samtykker, tilstræk-
kelig beskyttelse. Medlemsstaterne bør kunne beskytte en klasse af berørte kreditorer, der ikke
218
samtykker, ved at sikre, at den behandles mindst lige så gunstigt som enhver anden klasse af
samme rang og gunstigere end enhver lavere prioriteret klasse. Alternativt kan beskytte en klasse
af berørte kreditorer, der ikke samtykker, ved at sikre, at en sådan klasse modtager fuld betaling,
hvis en lavere prioriteret klasse modtager en udlodning eller bevare eventuelle interesser i henhold
til rekonstruktionsplanen (»reglen om absolut fortrinsstilling«). Medlemsstaterne bør overlades et
skøn ved gennemførelsen af konceptet med fuld betaling, herunder for så vidt angår tidspunktet
for betaling, så længe hovedkravet og, i tilfælde af sikrede kreditorer, sikkerhedsstillelsens værdi
beskyttes. Medlemsstaterne bør også kunne fastsætte, med hvilke tilsvarende midler den oprindelige
fordring kan fyldestgøres fuldt ud.
56) Medlemsstaterne bør have mulighed for at fravige reglen om absolut fortrinsstilling, f.eks. når det
skønnes rimeligt, at kapitalejere bevarer visse interesser i henhold til planen, selv om en højere
prioriteret klasse er forpligtet til at acceptere en nedsættelse af sine krav, eller at væsentlige leveran-
dører, der er omfattet af bestemmelsen om suspension af individuel kreditorforfølgning, betales før
højere prioriterede kreditorklasser. Medlemsstaterne bør kunne vælge, hvilken af de ovennævnte
beskyttelsesmekanismer de vil indføre.
57) Samtidig med, at aktionærernes og andre kapitalejeres legitime interesser bør beskyttes, bør med-
lemsstaterne sikre, at de ikke urimeligt kan forhindre vedtagelsen af rekonstruktionsplaner, der vil
kunne genskabe skyldners levedygtighed. Medlemsstaterne bør kunne benytte forskellige midler
til at nå dette mål, f.eks. ved at vælge ikke at give kapitalejere ret til at stemme om en rekon-
struktionsplan og ved ikke at gøre vedtagelsen af en rekonstruktionsplan betinget af samtykke
fra kapitalejere, der efter en værdiansættelse af virksomheden ikke ville modtage nogen betaling
eller anden erstatning, hvis den normale prioritetsrækkefølge i en likvidation blev anvendt. Når
kapitalejere har ret til at stemme om en rekonstruktionsplan, bør en judiciel eller administrativ
myndighed imidlertid kunne stadfæste planen ved at anvende reglerne om gennemtvingelse over for
alle kreditorklasser, uanset om en eller flere klasser af kapitalejere ikke samtykker. Det bør ikke
kræves af medlemsstater, som udelukker kapitalejere fra at stemme, at de anvender reglen om abso-
lut fortrinsstilling i forholdet mellem kreditorer og kapitalejere. Et andet muligt middel til at sikre,
at kapitalejere ikke urimeligt forhindrer vedtagelsen af rekonstruktionsplaner, ville være at sikre,
at rekonstruktionsforanstaltninger, som direkte berører kapitalejeres rettigheder og skal godkendes
på en generalforsamling af aktionærer i henhold til selskabsretten, ikke er underlagt urimeligt høje
flertalskrav, og at kapitalejere ingen kompetence har i forhold til rekonstruktionsforanstaltninger, der
ikke direkte berører deres rettigheder.
58) Der kan være behov for flere klasser af kapitalejere, når der findes forskellige klasser af kapitalan-
dele med forskellige rettigheder. Kapitalejere i SMV᾽er, der ikke blot er investorer, men ejere af
virksomheden og bidrager til virksomheden på andre måder, såsom med ledelsesekspertise, har ikke
nødvendigvis incitament til at rekonstruere under sådanne forhold. Derfor bør gennemtvingelsen
over for alle kreditorklasser forblive frivillig for skyldnere, der er SMV᾽er.
59) Med henblik på gennemførelsen af rekonstruktionsplanen bør planen gøre det muligt for kapitalejere
i SMV᾽er at yde et ikkeøkonomisk bidrag til rekonstruktionen, f.eks. i form af erfaring, omdømme
eller forretningsforbindelser.
60) Arbejdstagerne bør nyde fuldstændig arbejdsretlig beskyttelse under procedurerne for forebyggende
rekonstruktion i deres helhed. Navnlig bør dette direktiv ikke berøre arbejdstagernes rettigheder i
henhold til Rådets direktiv 98/59/EF9) og 2001/23/EF10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/14/EF11), 2008/94/EF12) og 2009/38/EF13). Forpligtelserne vedrørende information og høring
af arbejdstagere i henhold til den nationale ret, der gennemfører nævnte direktiver, forbliver helt
219
uforandrede. Dette inkluderer forpligtelsen til at informere og høre arbejdstagerrepræsentanterne om
beslutninger om at anvende en ramme for forebyggende rekonstruktion i overensstemmelse med
direktiv 2002/14/EF.
61) Arbejdstagerne og deres repræsentanter bør modtage oplysninger om den foreslåede rekonstrukti-
onsplan, for så vidt som det er fastsat i EU-retten, således at de har mulighed for at foretage en
tilbundsgående vurdering af de forskellige scenarier. Arbejdstagerne og deres repræsentanter bør
desuden inddrages, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde høringskravene i EU-retten. Grun-
det behovet for at sikre arbejdstagere et passende beskyttelsesniveau bør medlemsstaterne pålægges
at undtage arbejdstagernes tilgodehavender fra en eventuel suspension af individuel kreditorforfølg-
ning, uanset om disse tilgodehavender opstår før eller efter bevilling af suspensionen. En suspension
af forfølgning af arbejdstageres tilgodehavender bør kun være tilladt for de beløb og den periode,
hvor betalingen af sådanne tilgodehavender reelt garanteres på et tilsvarende niveau ved andre
midler i henhold til national ret. Hvis der i henhold til national ret gælder begrænsninger af garan-
tiinstitutionernes ansvar med hensyn til enten garantiens længde eller det beløb, der udbetales til
arbejdstagere, bør arbejdstagere have mulighed for at gøre deres tilgodehavender gældende over for
arbejdsgiveren, selv under suspensionen. Alternativt bør medlemsstaterne kunne udelukke arbejdsta-
gernes tilgodehavender fra anvendelsesområdet for rammerne for forebyggende rekonstruktion og
sørge for, at de beskyttes i henhold til national ret.
62) Når en rekonstruktion medfører overførsel af en del af en virksomhed eller bedrift, bør de arbejds-
tagerrettigheder, der følger af en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, navnlig retten til løn,
beskyttes i overensstemmelse med artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23/EF, jf. dog de særlige regler,
der finder anvendelse i tilfælde af insolvensbehandling i henhold til nævnte direktivs artikel 5, og
navnlig de muligheder, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 5, stk. 2. Nærværende direktiv bør
ikke berøre den ret til information og høring, der er garanteret ved direktiv 2002/14/EF, herunder
om beslutninger, der kan medføre betydelige ændringer i arbejdstilrettelæggelsen eller i kontraktlige
forhold, med henblik på at nå en aftale om sådanne beslutninger. Desuden bør arbejdstagere, hvis
tilgodehavender berøres af en rekonstruktionsplan, i henhold til nærværende direktiv have ret til at
stemme om planen. Med henblik på afstemningen om en rekonstruktionsplan bør medlemsstaterne
kunne beslutte at placere arbejdstagerne i en anden klasse end andre kreditorer.
63) Judicielle eller administrative myndigheder bør kun træffe afgørelse om en værdiansættelse af en
virksomhed enten i likvidationsfasen eller i tilfælde af det næstbedste alternativ, hvis rekonstruk-
tionsplanen ikke blev stadfæstet, hvis en berørt part, der ikke samtykker, gør indsigelse mod
rekonstruktionsplanen. Dette bør ikke forhindre medlemsstaterne i at foretage værdiansættelser i
anden sammenhæng i henhold til national ret. En sådan afgørelse bør dog også kunne bestå i en
godkendelse af en værdiansættelse foretaget af en sagkyndig eller en værdiansættelse, som skyldner
eller en anden part har fremlagt i sagen på et tidligere tidspunkt. Hvis der træffes afgørelse om
at foretage en værdiansættelse, bør medlemsstaterne kunne fastsætte særlige bestemmelser, som er
adskilt fra den almindelige civile retspleje, for værdiansættelse i tilfælde af rekonstruktion med
henblik på at sikre, at den foretages hurtigt. Intet i dette direktiv bør berøre bevisbyrdereglerne i
henhold til national ret i tilfælde af en værdiansættelse.
64) En rekonstruktionsplans bindende virkning bør være begrænset til de berørte parter, der har deltaget
i vedtagelsen af planen. Medlemsstaterne bør kunne bestemme, hvad det indebærer for en kreditor at
deltage, herunder i tilfælde af ukendte kreditorer eller kreditorer for fremtidige fordringer. Medlems-
stater bør f.eks. kunne beslutte, hvordan kreditorer, der er blevet underrettet på korrekt vis, men som
ikke har deltaget i procedurerne, skal håndteres.
220
65) Interesserede berørte parter bør kunne påklage en administrativ myndigheds afgørelse om stad-
fæstelse af en rekonstruktionsplan. Medlemsstaterne bør også kunne indføre en mulighed for at
påklage en judiciel myndigheds afgørelse om stadfæstelse af en rekonstruktionsplan. For at sikre,
at planen er effektiv, mindske usikkerheden og undgå unødige forsinkelser bør klager dog som
hovedregel ikke have opsættende virkning og derfor ikke være til hinder for gennemførelsen af
rekonstruktionsplanen. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte og begrænse begrundelserne for en
klage. Hvis afgørelsen om planens stadfæstelse påklages, bør medlemsstaterne kunne tillade den
judicielle myndighed at udstede en foreløbig eller kortfattet afgørelse, der beskytter gennemførelsen
og anvendelsen af planen mod konsekvenserne af, at den verserende klage tages til følge. Hvis en
klage tages til følge, bør de judicielle eller administrative myndigheder have mulighed for som et
alternativ til omstødelse af planen at overveje muligheden for at ændre planen, hvis medlemsstaterne
giver mulighed herfor, samt at stadfæste planen uden ændringer. Eventuelle ændringer af planen bør
kunne foreslås af parterne eller sættes til afstemning af parterne på eget initiativ eller efter anmod-
ning fra den judicielle myndighed. Medlemsstaterne kunne også yde kompensation for økonomisk
tab til den part, hvis klage tages til følge. National ret bør kunne håndtere en potentiel ny suspension
eller forlængelse af suspensionen, hvis den judicielle myndighed beslutter, at klagen har opsættende
virkning.
66) En rekonstruktionsplans succes afhænger ofte af, om der ydes finansiel bistand til skyldner til at
støtte dels virksomhedens drift under rekonstruktionsforhandlingerne, dels gennemførelsen af rekon-
struktionsplanen efter stadfæstelsen heraf. Finansiel bistand bør forstås i bred forstand, herunder
ydelse af penge eller garantier fra tredjemand og levering af materiel, lagerbeholdning, råvarer
og forsyninger, f.eks. ved at indrømme skyldner en længere tilbagebetalingsperiode. Midlertidig
finansiering og ny finansiering bør derfor være undtaget fra anfægtelsessøgsmål, der søger at erklære
en sådan finansiering ugyldig, omstødelig eller umulig at håndhæve, som en handling til skade for
kreditormassen i forbindelse med senere insolvensprocedurer.
67) National insolvenslovgivning, der giver mulighed for anfægtelsessøgsmål mod midlertidig og ny
finansiering, eller som bestemmer, at nye långivere kan pådrage sig civilretlige, forvaltningsretlige
eller strafferetlige sanktioner for kreditgivning til skyldnere i finansielle vanskeligheder, kan bringe
adgangen til den finansiering, der er nødvendig for en vellykket forhandling om og gennemførelse
af en rekonstruktionsplan, i fare. Dette direktiv bør ikke berøre andre grunde til at erklære ny eller
midlertidig finansiering ugyldig, omstødelig eller umulig at håndhæve eller til at udløse civilretligt,
strafferetligt eller forvaltningsretligt ansvar for udbydere af sådan finansiering som fastsat i national
ret. Sådanne andre grunde kan bl.a. omfatte svig, ond tro eller et særligt forhold mellem parterne, der
kan være forbundet med en interessekonflikt, såsom i tilfælde af dispositioner mellem nærtstående
parter eller mellem aktionærerne og virksomheden, og dispositioner, hvor en part har modtaget
værdier eller sikkerhedsstillelse uden at have ret til det på dispositionstidspunktet eller med hensyn
til den måde, det er foregået på.
68) Ved ydelse af midlertidig finansiering ved parterne ikke, om rekonstruktionsplanen i sidste ende vil
blive stadfæstet eller ej. Medlemsstaterne bør derfor ikke være forpligtet til at begrænse beskyttelsen
af midlertidig finansiering til tilfælde, hvor planen vedtages af kreditorer eller stadfæstes af en
judiciel eller administrativ myndighed. For at undgå et eventuelt misbrug er det kun finansiering,
der er rimelig og umiddelbart nødvendig for fortsættelsen eller overlevelsen af skyldners virksomhed
eller for at bevare eller forøge virksomhedens værdi i afventning af planens stadfæstelse, der bør
beskyttes. Derudover bør dette direktiv ikke forhindre medlemsstaterne i at indføre en forudgående
kontrolmekanisme for midlertidig finansiering. Medlemsstaterne bør kunne begrænse beskyttelsen
af ny finansiering til tilfælde, hvor planen stadfæstes af en judiciel eller administrativ myndighed,
221
og af midlertidig finansiering til tilfælde, hvor den er underlagt en forudgående kontrol. En forud-
gående kontrolmekanisme for midlertidig finansiering eller andre dispositioner kan udøves af en
rekonstruktør, af et kreditorudvalg eller af en judiciel eller administrativ myndighed. Beskyttelse
mod anfægtelsessøgsmål og beskyttelse mod personlig hæftelse er minimumsgarantier, der bør ind-
rømmes ved midlertidig finansiering og ny finansiering. For at opmuntre nye långivere til at tage den
øgede risiko ved at investere i en levedygtig skyldner i finansielle vanskeligheder kan der imidlertid
være behov for yderligere incitamenter såsom i det mindste at prioritere sådan finansiering højere
end usikrede krav i forbindelse med senere insolvensprocedurer.
69) For at fremme en kultur, som tilskynder til tidlig forebyggende rekonstruktion, er det ønskeligt,
at dispositioner, der er rimelige og umiddelbart nødvendige for forhandlingerne om eller gennemfø-
relsen af en rekonstruktionsplan, også beskyttes mod anfægtelsessøgsmål i forbindelse med senere
insolvensprocedurer. Judicielle eller administrative myndigheder bør, når de skal fastslå, om omkost-
ninger og gebyrer er rimelige og umiddelbart nødvendige, f.eks. kunne tage hensyn til de prognoser
og skøn, der er fremlagt for berørte parter, et kreditorudvalg, en rekonstruktør eller den judicielle
eller administrative myndighed selv. Medlemsstaterne bør med henblik herpå også kunne kræve,
at skyldner fremlægger og ajourfører relevante skøn. En sådan beskyttelse bør øge sikkerheden
med hensyn til dispositioner med virksomheder, der vides at være i finansielle vanskeligheder, og
fjerne kreditorers og investorers frygt for, at sådanne dispositioner eventuelt erklæres ugyldige, hvis
rekonstruktionen mislykkes. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte et tidspunkt, før en procedure for
forebyggende rekonstruktion indledes, og suspension af individuel kreditorforfølgning bevilges, fra
hvilket gebyrer og omkostninger til forhandling, vedtagelse, stadfæstelse eller professionel rådgiv-
ning vedrørende rekonstruktionsplanen begynder at nyde beskyttelsen mod anfægtelsessøgsmål. I
tilfælde af andre betalinger og udgifter og beskyttelse af betaling af arbejdsløn kunne starttidspunk-
tet herfor også være, når suspensionen bevilges, eller proceduren for den forebyggende rekonstruk-
tion indledes.
70) For yderligere at fremme forebyggende rekonstruktion er det vigtigt at sikre, at virksomhedsledere
ikke afskrækkes fra at foretage rimelige forretningsmæssige vurderinger eller tage rimelige forret-
ningsmæssige risici, navnlig når dette ville forbedre mulighederne for rekonstruktion af potentielt le-
vedygtige virksomheder. Hvis selskabet har finansielle vanskeligheder, bør dets ledelse tage skridt til
at mindske tab og undgå insolvens, f. eks. søge professionel rådgivning, herunder om rekonstruktion
og insolvens, f.eks. ved, hvor det er relevant, at anvende tidlige varslingsmekanismer, at beskytte
virksomhedens aktiver for at maksimere værdien og undgå tab af vigtige aktiver, at se nærmere på
virksomhedens struktur og funktioner for at undersøge levedygtigheden og mindske udgifterne, at
afstå fra at udsætte virksomheden for typer af dispositioner, der kunne blive genstand for anfægtel-
sessøgsmål, medmindre der er en passende forretningsmæssig begrundelse, at fortsætte med at drive
forretning under omstændigheder, hvor det er hensigtsmæssigt for at maksimere værdien som going
concern, samt at forhandle med kreditorer og indlede procedurer til forebyggende rekonstruktion.
71) Hvis skyldner er tæt på insolvens, er det også vigtigt at beskytte kreditorers berettigede interesser
mod ledelsesbeslutninger, der kan få indvirkning på skyldners bo, navnlig når sådanne beslutninger
kan bevirke en yderligere mindskelse af værdien af den del af boet, der er tilgængelig til rekonstruk-
tion eller udlodning til kreditorer. Det er derfor nødvendigt at sikre, at virksomhedsledere under
sådanne omstændigheder undgår forsætlige eller groft uagtsomme handlinger, der resulterer i en
personlig gevinst på bekostning af interessenter, og at de undgår at godkende dispositioner til under
markedsværdi eller tager skridt, der fører til, at der gives en urimelig fordel til en eller flere interes-
senter. Medlemsstaterne bør kunne gennemføre de tilsvarende bestemmelser i dette direktiv ved
at sikre, at judicielle eller administrative myndigheder, når de vurderer, om en ledelse skal drages
222
til ansvar for ikke at have udvist rettidig omhu, tager dette direktivs regler om ledelsens pligter i
betragtning. Dette direktiv tager ikke sigte på at skabe en rangorden mellem de forskellige parter,
hvis interesser der skal tages behørigt hensyn til. Det bør dog stå medlemsstaterne frit for at fastsætte
en sådan rangorden. Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes nationale bestemmelser om
beslutningsprocesserne i en virksomhed.
72) Iværksættere, der driver forretning eller virksomhed eller udøver et fag eller uafhængigt selvstændigt
erhverv, kan risikere at blive insolvente. Forskellene mellem medlemsstaterne, hvad angår en ny
chance, kan tilskynde svært gældstyngede eller insolvente iværksættere til at flytte en anden med-
lemsstat end den, hvor de er etableret, for at drage fordel af kortere gældssaneringsperioder eller
gunstigere betingelser for gældssanering, hvilket fører til yderligere retsusikkerhed og yderligere
omkostninger for kreditorerne, når de skal inddrive deres krav. Virkningerne af insolvens, navnlig
den sociale stigmatisering, dens juridiske konsekvenser såsom udelukkelse af iværksættere fra at
optage og drive erhvervsvirksomhed og den forsatte manglende betalingsevne, afholder mange
iværksættere fra at søge at starte virksomhed eller at opnå en ny chance, selv om alt tyder på, at der
er større chancer for, at en iværksætter, der er blevet insolvent én gang, får bedre held med næste
gang.
73) Der bør derfor tages skridt til at mindske de negative virkninger af overgældsætning eller insolvens
for iværksættere, navnlig ved at muliggøre en fuld gældssanering efter en vis tid og ved at begrænse
varigheden af afgørelser om udelukkelse fra udøvelse af erhvervsvirksomhed udstedt i forbindelse
med en skyldners overgældsætning eller insolvens. Begrebet »insolvens« bør defineres i henhold til
national ret, og det kan tage form af overgældsætning. Begrebet »iværksætter« som omhandlet i det-
te direktiv bør ikke berøre direktører eller bestyrelsesmedlemmer, som bør behandles i overensstem-
melse med national ret. Medlemsstaterne bør kunne beslutte, hvordan adgangen til gældssanering
skal kunne opnås, herunder muligheden for at kræve, at skyldner anmoder om gældssanering.
74) Medlemsstaterne bør kunne give mulighed for at tilpasse insolvente iværksætteres tilbagebetalings-
forpligtelser, når der er en betydelig ændring i deres finansielle situation, hvad enten den forbedres
eller forværres. Dette direktiv bør ikke stille krav om, at en tilbagebetalingsplan, opnår støtte fra
et flertal af kreditorerne. Medlemsstaterne bør kunne bestemme, at iværksættere ikke forhindres i
at starte ny virksomhed inden for samme eller et andet område under gennemførelsen af tilbagebeta-
lingsplanen.
75) En gældssanering bør være til rådighed i procedurer, der omfatter en tilbagebetalingsplan, realisering
af aktiver eller en kombination heraf. I forbindelse med gennemførelsen af disse bestemmelser bør
medlemsstaterne kunne vælge frit mellem disse alternativer. Hvis der i henhold til national ret er
mere end én procedure, der fører til gældssanering, til rådighed, bør medlemsstaterne sikre, at mindst
én af disse procedurer giver insolvente iværksættere mulighed for at få en fuld gældssanering inden
for en periode på højst tre år. I tilfælde af procedurer, der kombinerer realisering af aktiver og en
tilbagebetalingsplan, bør gældssaneringsperioden påbegyndes senest den dato, hvor tilbagebetalings-
planen stadfæstes af en domstol, eller dens gennemførelse påbegyndes, f.eks. fra den første rate i
henhold til tilbagebetalingsplanen, men den kan også begynde på et tidligere tidspunkt, såsom når
der træffes en afgørelse om at indlede proceduren.
76) I procedurer, der ikke omfatter en tilbagebetalingsplan, bør gældssaneringsperioden indledes senest
den dato, hvor afgørelsen om at indlede proceduren træffes af en judiciel eller administrativ myndig-
hed, eller på datoen for oprettelsen af det bo, der er under insolvensbehandling. Medlemsstaterne
bør med henblik på beregning af gældssaneringsperiodens varighed i henhold til dette direktiv
kunne fastsætte, at begrebet »indledning af proceduren« ikke omfatter foreløbige foranstaltninger
223
såsom retsbevarende foranstaltninger eller udpegelse af en foreløbig insolvensbehandler, medmindre
sådanne foranstaltninger giver mulighed for realisering af aktiver, herunder afhændelse og udlodning
af aktiver til kreditorerne. Oprettelsen af det bo, der er under insolvensbe handling, bør ikke nødven-
digvis indebære en formel afgørelse eller en formel stadfæstelse fra en judiciel eller administrativ
myndigheds side, hvis en sådan afgørelse ikke kræves i henhold til national ret, og kan bestå i
forelæggelse af opgørelsen over aktiver og passiver.
77) Når det proceduremæssige spor, der fører til en gældssanering, indebærer en realisering af en
iværksætters aktiver, bør medlemsstaterne ikke være forhindret i at fastsætte, at anmodningen om
gældssanering behandles særskilt fra realiseringen af aktiverne, forudsat at en sådan anmodning
udgør en integreret del af det proceduremæssige spor, der fører til gældssanering i henhold til
dette direktiv. Medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte bevisbyrde reglerne, for at gældssaneringen
kan fungere, hvilket betyder, at iværksættere bør kunne være retligt forpligtet til at godtgøre, at
vedkommende overholder sine forpligtelser.
78) En fuld gældssanering eller ophævelse af udelukkelsen efter en periode på højst tre år er ikke
egnet i alle tilfælde, hvorfor undtagelser fra denne regel, som er behørigt begrundede af årsager
fastsat i national ret, eventuelt bør indføres. Sådanne undtagelser bør f.eks. indføres for tilfælde,
hvor skyldner er uhæderlig eller har handlet i ond tro. Hvis iværksættere ikke er omfattet af en
formodning om at være hæderlig og handle i god tro i henhold til national ret, bør bevisbyrden for,
at de er hæderlige og handler i god tro, ikke gøre det unødigt vanskeligt eller byrdefuldt for dem at
blive genstand for proceduren.
79) Ved bestemmelsen af, om en iværksætter har været uhæderlig, kan de judicielle eller administrati-
ve myndigheder eventuelt tage hensyn til omstændigheder såsom: gældens karakter og omfang,
tidspunktet for gældsstiftelsen, iværksætterens indsats for at betale gælden og overholde retlige
forpligtelser, herunder krav om offentlig licens og behovet for korrekt bogføring, tiltag fra iværksæt-
terens side for at modarbejde regres fra kreditorer, opfyldelse af forpligtelser ved sandsynlighed
for insolvens, som påhviler de iværksættere, der er direktører i et selskab, samt overholdelse af
Unionens og national konkurrencelovgivning og arbejdsret. Undtagelser bør også kunne indføres,
hvis iværksætteren ikke har opfyldt visse retlige forpligtelser, herunder forpligtelser til at maksimere
udbyttet til kreditorer, hvilket kan tage form af en generel forpligtelse til at generere indkomst eller
aktiver. Der bør desuden kunne indføres særlige undtagelser, hvis det er nødvendigt for at sikre
balancen mellem skyldners rettigheder og en eller flere kreditorers rettigheder, såsom hvis kreditor
er en fysisk person, som har behov for større beskyttelse end skyldner.
80) En undtagelse kan også være begrundet, når omkostningerne i forbindelse med den procedure,
der fører til gældssanering, herunder vederlag til judicielle og administrative myndigheder og
sagsbehandlerne, ikke dækkes. Medlemsstaterne bør også kunne fastsætte, at fordelene ved fuld
gældssanering kan tilbagekaldes, f. eks. hvis skyldners økonomiske situation forbedres betydeligt på
grund af uforudsete omstændigheder, såsom hvis skylder vinder i et lotteri eller kommer i besiddelse
af en arv eller gave. Medlemsstaterne bør ikke forhindres i at indføre yderligere undtagelser under
nærmere fastsatte omstændigheder, og når det er behørigt begrundet.
81) Når der er en behørigt begrundet årsag i henhold til national ret, kan det være hensigtsmæssigt at
begrænse muligheden for gældssanering til visse gældskategorier. Medlemsstaterne bør kun kunne
udelukke sikret gæld fra muligheden for gældssanering op til værdien af sikkerhedsstillelsen som
fastsat i national ret, mens resten af gælden bør behandles som usikret gæld. Medlemsstaterne bør
kunne udelukke yderligere gældskategorier, når det er behørigt begrundet.
224
82) Medlemsstaterne bør kunne bestemme, at judicielle eller administrative myndigheder enten på
eget initiativ eller efter anmodning fra en person med en berettiget interesse kan kontrollere, om
iværksætterne har opfyldt betingelserne for at opnå en fuld gældssanering.
83) Hvis en iværksætters tilladelse eller licens til at udøve et bestemt fag, drive en bestemt virksomhed
eller forretning eller udøve et bestemt erhverv er blevet nægtet eller tilbagekaldt som følge af en
udelukkelse fra udøvelse af erhvervsvirksomhed, bør dette direktiv ikke forhindre medlemsstaterne
i at kræve, at iværksætteren indgiver en ansøgning om en ny tilladelse eller licens, når udelukkelses-
perioden er udløbet. Når en medlemsstatsmyndighed vedtager en afgørelse vedrørende en aktivitet,
der specifikt er ført tilsyn med, bør den også, selv efter udelukkelsesperioden er udløbet, kunne tage
hensyn til, at den insolvente iværksætter har opnået gældssanering i overensstemmelse med dette
direktiv.
84) Personlig og erhvervsmæssig gæld, som ikke med rimelighed kan adskilles, f.eks. hvor et aktiv
anvendes såvel som led i iværksætterens erhvervsmæssige virksomhed som uden for denne virk-
somhed, bør behandles i en enkelt procedure. Hvis medlemsstaterne fastsætter, at sådan gæld er
omfattet af forskellige insolvensprocedurer, er det nødvendigt at koordinere disse procedurer. Dette
direktiv bør ikke berøre muligheden for, at medlemsstaterne vælger at behandle en iværksætters
samlede gæld i en enkelt procedure. Medlemsstater, der tillader iværksættere at fortsætte deres
virksomhed for egen regning under insolvensbehandlinger, bør ikke forhindres i at fastsætte, at
sådanne iværksættere kan gøres til genstand for en ny insolvensbehandling, hvis en sådan fortsat
virksomhed bliver insolvent.
85) Det er nødvendigt at fastholde og øge gennemsigtigheden og forudsigeligheden i procedurerne
med hensyn til levering af resultater, der er gunstige for bevarelsen af virksomheder og for, at
iværksættere kan gives en ny chance, eller som muliggør en effektiv likvidation af ikkelevedygtige
virksomheder. Det er også nødvendigt at afkorte de uforholdsmæssigt lange insolvensprocedurer i
mange medlemsstater, der resulterer i retsusikkerhed for kreditorer og investorer og lave inddrivel-
sesrater. I betragtning af de mekanismer for forstærket samarbejde mellem retter og sagsbehandlere i
grænseoverskridende sager, der blev indført i henhold til forordning (EU) 2015/848, er det desuden
nødvendigt, at alle involverede aktørers faglighed bringes op på et ensartet højt niveau i hele
Unionen. For at nå disse mål bør medlemsstaterne sikre, at medlemmerne af de judicielle og
administrative organer, der beskæftiger sig med procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling
og gældssanering, er passende uddannet og har den fornødne ekspertise i forhold til deres ansvars-
områder. Sådan passende uddannelse og ekspertise kan eventuelt også erhverves under udøvelsen af
hvervene som medlem af en judiciel eller administrativ myndighed eller, inden udnævnelsen til et
sådant hverv, under udøvelsen af andre relevante hverv.
86) Sådan træning og uddannelse bør gøre det muligt effektivt at træffe afgørelser, der potentielt kan
have betydelige økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser, og bør ikke forstås således, at
medlemmer af en judiciel myndighed udelukkende skal behandle spørgsmål om rekonstruktion,
insolvens og gældssanering. Medlemsstaterne bør sikre, at procedurerne for rekonstruktion, insol-
vensbehandling og gældssanering kan håndteres effektivt og hurtigt. Oprettelsen af specialiserede
domstole eller afdelinger eller udnævnelse af specialiserede dommere i overensstemmelse med
national ret samt en koncentration af jurisdiktion hos et begrænset antal judicielle eller admini-
strative myndigheder vil være effektive midler til at nå målene om retssikkerhed og effektive
procedurer. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at kræve, at procedurer for rekonstruktion,
insolvensbehandling og gældssanering prioriteres frem for andre procedurer.
225
87) Medlemsstaterne bør også sikre, at sagsbehandlere inden for rekonstruktion, insolvens og gældssa-
nering, som udpeges af judicielle eller administrative myndigheder (»sagsbehandlere«), er passende
uddannet, udpeges på gennemsigtig vis under behørig hensyntagen til behovet for at sikre effektive
procedurer, kontrolleres i forbindelse med udførelsen af deres opgaver og udfører deres opgaver
med integritet. Det er vigtigt, at sagsbehandlere følger standarder for sådanne opgaver, såsom
at de opnår forsikring for erhvervsansvar. Passende uddannelse, kvalifikationer og ekspertise for
sagsbehandlere kan også være erhvervet under udøvelsen af deres erhverv. Medlemsstaterne bør
ikke være forpligtet til selv at sørge for den nødvendige uddannelse, men denne kan leveres af f.eks.
faglige sammenslutninger eller andre organer. Insolvensbehandlere som defineret i forordning (EU)
2015/848 bør være omfattet af nærværende direktivs anvendelsesområde.
88) Dette direktiv bør ikke hindre medlemsstaterne i at fastsætte, at sagsbehandleren vælges af en
skyldner, kreditorer eller et kreditorudvalg fra en liste eller en pulje, der er forhåndsgodkendt af en
judiciel eller administrativ myndighed. Når sagsbehandleren vælges, kan skyldner, kreditorerne eller
kreditorudvalget gives en skønsmargin for så vidt angår sagsbehandlerens ekspertise og erfaring i
almindelighed og kravene i den konkrete sag. Skyldnere, som er fysiske personer, kan helt fritages
for en sådan forpligtelse. I sager med grænseoverskridende elementer bør der ved udpegelsen af
sagsbehandleren bl.a. tages hensyn til sagsbehandlerens evne til at opfylde forpligtelserne til i hen-
hold til forordning (EU) 2015/848 at kommunikere og samarbejde med udenlandske insolvensbe-
handlere og judicielle og administrative myndigheder fra andre medlemsstater samt vedkommendes
menneskelige og administrative ressourcer til at håndtere potentielt komplekse sager. Medlemssta-
terne bør ikke forhindres i at fastsætte, at en sagsbehandler vælges ved en anden metode såsom
tilfældig udvælgelse ved et softwareprogram, forudsat at det sikres, at der ved anvendelse af disse
metoder tages behørigt hensyn til sagsbehandlerens erfaring og ekspertise. Medlemsstaterne bør
kunne fastsætte, hvordan der gøres indsigelse mod udvælgelsen eller udpegelsen af en sagsbehandler
eller anmodes om, at sagsbehandleren erstattes af en anden, f.eks. via et kreditorudvalg.
89) Sagsbehandlere bør underlægges tilsyns- og reguleringsmekanismer, hvilket bør omfatte effektive
foranstaltninger vedrørende ansvaret hos sagsbehandlere, der har forsømt deres pligter, såsom: en
nedsættelse af en sagsbehandlers vederlag, udelukkelse fra listen eller puljen med sagsbehandlere,
der kan udpeges i insolvenssager, og, hvis det er relevant, disciplinære, administrative eller straf-
feretlige sanktioner. Sådanne tilsyns- og reguleringsmekanismer bør ikke berøre bestemmelser i
national ret om civilretligt erstatningsansvar ved tilsidesættelse af kontraktlige forpligtelser eller
forpligtelser uden for kontrakt. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at oprette specifikke
myndigheder eller organer. Medlemsstaterne bør sikre, at oplysninger om de myndigheder eller
organer, der udøver tilsyn med sagsbehandlere, er offentligt tilgængelige. F.eks. bør en simpel
henvisning til den judicielle eller administrative myndighed være tilstrækkelig oplysning. Sådanne
standarder bør i princippet kunne nås, uden at der er behov for at skabe nye erhverv eller kvalifikati-
oner i henhold til national ret. Medlemsstaterne bør kunne udvide bestemmelserne om uddannelse af
og kontrol med sagsbehandlere til også at omfatte andre sagsbehandlere, som ikke er dækket af dette
direktiv. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at fastsætte, at tvister vedrørende vederlag til
sagsbehandlere skal prioriteres frem for andre procedurer.
90) For yderligere at afkorte procedurernes varighed, lette bedre deltagelse af kreditorer i procedurer
for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og sikre ensartede vilkår for kreditorer,
uanset hvor de befinder sig i Unionen, bør medlemsstaterne indføre bestemmelser, der giver skyld-
nere, kreditorer, sagsbehandlere samt judicielle og administrative myndigheder mulighed for at
anvende elektroniske kommunikationsmidler. Det bør således være muligt, at proceduremæssige
skridt, såsom kreditorers anmeldelse af krav, underretning af kreditorer eller indgivelse af indsigelser
226
og klager, kan foretages ved hjælp af elektroniske kommunikationsmidler. Medlemsstaterne bør
kunne fastsætte, at underretninger af kreditor kun kan foretages elektronisk, hvis den pågældende
kreditor tidligere har samtykket til anvendelse af elektronisk kommunikation.
91) Parterne i procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering bør ikke være for-
pligtet til at anvende elektroniske kommunikationsmidler, hvis sådan anvendelse ikke er obligatorisk
i henhold til national ret, uden at dette dog forhindrer medlemsstaterne i at indføre et obligatorisk
system til elektronisk indgivelse og forkyndelse af dokumenter i procedurer for rekonstruktion,
insolvensbehandling og gældssanering. Medlemsstaterne bør selv kunne vælge de elektroniske kom-
munikationsmidler. Eksempler på sådanne midler kan omfatte et specifikt system til elektronisk
overførsel af sådanne dokumenter eller brug af e-mail, uden at dette forhindrer medlemsstaterne
i at indføre funktioner til at sikre sikker elektronisk overførsel, såsom elektronisk signatur eller
tillidstjenester, såsom elektroniske leveringstjenester, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. 910/201414).
92) Det er vigtigt at indsamle pålidelige og sammenlignelige data om resultaterne af procedurerne
for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering for at kunne overvåge gennemførelsen
og anvendelsen af dette direktiv. Derfor bør medlemsstaterne indsamle og aggregere data, der er
tilstrækkeligt detaljerede til at muliggøre en nøjagtig vurdering af, hvordan direktivet fungerer i
praksis, og meddele Kommissionen disse data. Den meddelelsesformular, der skal anvendes til
overførsel af sådanne data til Kommissionen, bør udformes af Kommissionen bistået af et udvalg
som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/201115). Formularen bør
omfatte en liste over de vigtigste resultater af procedurerne, som er fælles for alle medlemsstaterne. I
forbindelse med eksempelvis en rekonstruktionsprocedure kunne de vigtigste resultater være følgen-
de: planen stadfæstes af en domstol, planen stadfæstes ikke af en domstol, rekonstruktionsprocedurer
bliver til likvidationsprocedurer eller lukkes, fordi der blev indledt en likvidationsprocedure, inden
planen blev stadfæstet af en domstol. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at fremlægge
en opdeling efter typer af resultater af de procedurer, der afsluttes, før relevante foranstaltninger
er truffet, men kan i stedet oplyse ét samlet tal for alle procedurer, som erklæres uantagelige til
behandling, afvises eller trækkes tilbage, inden de indledes.
93) Meddelelsesformularen bør indeholde en liste med valgmuligheder, som medlemsstaterne kan tage
i betragtning, når de fastslår en skyldners størrelse, med henvisning til et eller flere af elementerne
i definitionen af SMV᾽er og store virksomheder, og som er de fælles for alle medlemsstater. Listen
bør omfatte muligheden for at fastslå en skyldners størrelse alene på grundlag af antallet af arbejds-
tagere. Formularen bør: definere elementerne gennemsnitsomkostninger og gennemsnitlig inddrivel-
sesrate, som medlemsstaterne bør kunne indsamle data om på frivillig basis, give vejledning om
forhold, som kan tages i betragtning, når medlemsstaterne gør brug af en stikprøveudtagningsmeto-
de, f.eks. stikprøvernes størrelse for at sikre, at de er repræsentative med hensyn til geografisk
fordeling, skyldners størrelse og branche, og give medlemsstaterne mulighed for at give eventuelle
yderligere tilgængelige oplysninger, f.eks. om den samlede størrelse af skyldners aktiver og passiver.
94) Stabiliteten på finansmarkederne afhænger i høj grad af aftaler om finansiel sikkerhed, navnlig når
sikkerheden stilles i forbindelse med deltagelse i udpegede systemer eller i centralbanktransaktioner,
og når der gives marginer til centrale modparter. Eftersom værdien af finansielle instrumenter,
der stilles som sikkerhed, kan være meget ustabil, er det vigtigt at realisere deres værdi hurtigt,
inden den falder. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF16) og 2002/47/
EF17) og forordning (EU) nr. 648/2012 bør derfor finde anvendelse uanset bestemmelserne i nær-
værende direktiv. Medlemsstaterne bør kunne undtage nettingaftaler, herunder close- out-netting,
227
fra virkningerne af suspension af individuel kreditorforfølgning, selv under omstændigheder, hvor
de ikke er omfattet af direktiv 98/26/EF og 2002/47/EF og forordning (EU) nr. 648/2012, hvis
sådanne aftaler er kan håndhæves i henhold til lovgivningen i den relevante medlemsstat, selv om
der indledes insolvensbehandling. Dette kan være tilfældet for et betydeligt antal masteraftaler,
der anvendes bredt på finans-, energi- og råvaremarkederne, både af ikkefinansielle og finansielle
modparter. Sådanne aftaler reducerer systemiske risici, navnlig på derivatmarkederne. De kunne
derfor undtages fra de restriktioner, som insolvenslovgivningen pålægger gensidigt bebyrdende
aftaler. Medlemsstaterne bør derfor også have mulighed for at undtage lovbestemte netting- aftaler
fra virkningerne af suspension af individuel kreditorforfølgning, herunder close-out-netting-aftaler,
som er gældende på tidspunktet for indledning af insolvensbehandling. Det beløb, der hidrører fra
dispositioner i forbindelse med netting-aftaler, herunder close-out-netting-aftaler, bør imidlertid være
omfattet af suspensionen af individuel kreditorforfølgning.
95) Medlemsstater, der er parter i konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr
undertegnet i Cape Town den 16. november 2001 og dennes protokoller, bør fortsat kunne opfylde
deres eksisterende internationale forpligtelser. Dette direktivs bestemmelser vedrørende rammer for
forebyggende rekonstruktion bør finde anvendelse med de undtagelser, der er nødvendige for at
sikre, at anvendelsen af disse bestemmelser ikke berører anvendelsen af nævnte konvention og
protokollerne dertil.
96) Effektiviteten i processen for vedtagelse og gennemførelse af rekonstruktionsplanen bør ikke bringes
i fare af selskabsret. Medlemsstaterne bør derfor kunne fravige kravene i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2017/113218) angående forpligtelserne til at indkalde til generalforsamling og
til fortrinsvis at tilbyde aktierne til eksisterende aktionærer i det omfang og den periode, det er
nødvendigt for at sikre, at aktionærer ikke forpurrer rekonstruktionsbestræbelser ved at misbruge
deres rettigheder i henhold til nævnte direktiv. For eksempel kan medlemsstaterne være nødt til
at fravige forpligtelsen til at indkalde til en generalforsamling af aktionærer eller til at fravige de
normale perioder, i tilfælde hvor ledelsen omgående skal træffe foranstaltninger til at beskytte virk-
somhedens aktiver, f.eks. ved at anmode om suspension af individuel kreditorforfølgning, og hvis
der er betydelige og pludselige tab på den tegnede kapital og sandsynlighed for insolvens. Undtagel-
ser fra selskabsret kan også være påkrævet, når rekonstruktionsplanen foreskriver udstedelse af nye
aktier, som kan tilbydes med forkøbsret til kreditorer som konvertering af gæld til aktier, eller ned-
sættelse af beløbet for den tegnede kapital i tilfælde af overførsel af dele af virksomheden. Sådanne
undtagelser bør være tidsbegrænsede, i det omfang medlemsstaterne anser sådanne undtagelser for
nødvendige for oprettelsen af en ramme for forebyggende rekonstruktion. Medlemsstaterne bør ikke
være forpligtet til helt eller delvis at fravige selskabsret for en ubestemt eller en begrænset periode,
hvis de sikrer, at deres selskabsretlige krav ikke bringer rekonstruktionsprocessens effektivitet i fare,
eller hvis medlemsstaterne har indført andre lige så effektive midler til at sikre, at aktionærerne ikke
lægger urimelige hindringer i vejen for vedtagelsen eller gennemførelsen af en rekonstruktionsplan,
der kan genoprette virksomhedens levedygtighed. I denne forbindelse bør medlemsstaterne lægge
særlig vægt på effektiviteten i bestemmelserne om suspension af individuel kreditorforfølgning og
stadfæstelse af rekonstruktionsplanen, hvilket ikke bør bringes ubehørigt i fare af indkaldelser til
eller resultaterne af generalforsamlinger. Direktiv (EU) 2017/1132 bør derfor ændres i overensstem-
melse hermed. Medlemsstaterne bør have en skønsmargin til at vurdere, hvilke undtagelser der er
nødvendige inden for rammerne af national selskabsret for effektivt at gennemføre nærværende
direktiv, og bør også kunne fastsætte tilsvarende undtagelser fra direktiv (EU) 2017/1132 i tilfælde
af insolvensbehandling, der ikke er omfattet af nærværende direktiv, men giver mulighed for, at der
træffes rekonstruktionsforanstaltninger.
228
97) Hvad angår udarbejdelse og senere ændringer af datameddelelsesformularen, bør Kommissionen
tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med forordning
(EU) nr. 182/2011.
98) Kommissionen bør foretage en undersøgelse for at evaluere, om det er nødvendigt at fremsætte lov-
givningsforslag til at håndtere insolvens hos personer, som ikke driver forretning eller virksomhed
eller udøver et fag eller erhverv, og som i deres egenskab af forbrugere i god tro enten midlertidigt
eller permanent ikke er i stand til at betale deres gæld, efterhånden som den forfalder. En sådan
undersøgelse bør udrede, om der er behov for at beskytte adgang til basale varer og tjenesteydelser
for disse personer for at sikre, at de nyder godt af anstændige levevilkår.
99) I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne
og Kommissionen om forklarende dokumenter19) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde,
hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere
dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de
nationale gennemførelsesinstrumenter. Hvad angår dette direktiv, finder lovgiver det berettiget at
oversende sådanne dokumenter.
100) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, fordi forskelle
mellem de nationale rekonstruktions- og insolvensrammer fortsat vil skabe hindringer for kapita-
lens frie bevægelighed og etableringsfriheden, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor
vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om
Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går
dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
101) Den Europæiske Centralbank afgav udtalelse den 7. juni 201720) —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
AFSNIT I
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde
1. Ved dette direktiv fastsættes der bestemmelser om:
a) rammer for forebyggende rekonstruktion, der står til rådighed for skyldnere i finansielle vanskelig-
heder med sandsynlighed for insolvens, med henblik på at afværge insolvensen og sikre skyldners
levedygtighed
b) procedurer for gældssanering af insolvente iværksættere og
c) foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og
gældssanering.
2. Dette direktiv finder ikke anvendelse på procedurer som omhandlet i stk. 1, der omfatter skyldnere,
som er:
229
a) forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber som defineret i artikel 13, nr. 1) og 4), i direktiv
2009/138/EF
b) kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013
c) investeringsselskaber eller kollektive investeringsordninger som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 2) og
7), i forordning (EU) nr. 575/2013
d) centrale modparter som defineret i artikel 2, nr. 1), i forordning (EU) nr. 648/2012
e) værdipapircentraler som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 909/2014
f) andre finansieringsinstitutter og enheder, der er anført i artikel 1, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2014/59/EU
g) offentlige organer i henhold til national ret og
h) fysiske personer, som ikke er iværksættere.
3. Medlemsstaterne kan udelukke de i stk. 1 omhandlede procedurer, der vedrører skyldnere, der er
andre finansielle enheder end de i stk. 2 omhandlede, og som yder finansielle tjenester, der er omfat-
tet af særordninger, under hvilke de nationale tilsyns- eller afviklingsmyndigheder har vidtgående
indgrebsbeføjelser svarende til dem, der i EU-retten og national ret er fastsat vedrørende de i stk.
2 omhandlede finansielle enheder, fra dette direktivs anvendelsesområde. Medlemsstaterne meddeler
Kommissionen disse særordninger.
4. Medlemsstaterne kan udvide anvendelsen af de i stk. 1, litra b), omhandlede procedurer til at omfatte
insolvente fysiske personer, som ikke er iværksættere.
Medlemsstaterne kan begrænse anvendelsen af stk. 1, litra a), til juridiske personer.
5. Medlemsstaterne kan fastsætte, at følgende fordringer er udelukket fra eller ikke berøres af de i stk. 1,
litra a), omhandlede rammer for forebyggende rekonstruktion:
a) nuværende eller tidligere arbejdstageres eksisterende og fremtidige tilgodehavender
b) underholdskrav, der er opstået i forbindelse med et familieforhold, forælder-barn-forhold, ægteskab
eller svogerskab, eller
c) fordringer som følge af skyldners erstatningsansvar uden for kontraktforhold.
6. Medlemsstaterne sikrer, at rammerne for forebyggende rekonstruktion ikke påvirker optjente arbejds-
markedspensionsrettigheder.
Artikel 2
Definitioner
1. I dette direktiv forstås ved:
1) »rekonstruktion«: foranstaltninger med sigte på at rekonstruere skyldners virksomhed, som indebærer
en ændring af sammensætningen af, vilkårene for eller strukturen i skyldners aktiver og passiver eller
af enhver anden del af skyldners kapitalstruktur, såsom salg af aktiver eller dele af virksomheden og,
230
hvis dette er foreskrevet i national ret, frasalg af virksomheden som en going concern samt eventuelle
nødvendige driftsændringer, eller en kombination af disse elementer
2) »berørte parter«: kreditorer, herunder, hvis det er relevant i henhold til national ret, arbejdstagere,
eller kreditorklasser og, hvis det er relevant i henhold til national ret, kapitalejere, hvis fordringer
henholdsvis interesser berøres direkte af en rekonstruktionsplan
3) »kapitalejer«: en person, som har en ejendomsinteresse i en skyldner eller en skyldners virksomhed,
herunder en aktionær, for så vidt den pågældende person ikke er kreditor
4) »suspension af individuel kreditorforfølgning«: en af en judiciel eller administrativ myndighed med-
delt eller på lov støttet midlertidig suspension af en kreditors ret til at fuldbyrde et krav mod en
skyldner og, hvis dette er foreskrevet i national ret, mod en tredjepartssikkerhedsstiller i forbindelse
med en retslig, administrativ eller anden procedure eller af retten til at beslaglægge eller udenretsligt
at realisere skyldners aktiver eller virksomhed
5) »gensidigt bebyrdende aftale«: en aftale mellem en skyldner og en eller flere kreditorer, i henhold
til hvilken der stadig påhviler parterne forpligtelser på det tidspunkt, hvor suspension af individuel
kreditorforfølgning meddeles eller anvendes
6) »kriteriet om kreditorernes bedste interesse«: et kriterium, der er opfyldt, hvis ingen kreditor, der
ikke samtykker, vil blive stillet ringere i en rekonstruktionsplan, end en sådan kreditor ville blive,
hvis den normale prioritetsrækkefølge i en likvidation i henhold til national ret var blevet anvendt,
enten i tilfælde af likvidation, uanset om der er tale om en gradvis afvikling eller frasalg som en
going concern, eller i tilfælde af det næstbedste alternativ, hvis rekonstrukti onsplanen ikke var blevet
stadfæstet
7) »ny finansiering«: enhver ny finansiel bistand, der tilvejebringes af en eksisterende eller ny kreditor
for at gennemføre en rekonstruktionsplan, og som er omfattet af den pågældende rekonstruktionsplan
8) »midlertidig finansiering«: enhver ny finansiel bistand, der tilvejebringes af en eksisterende eller ny
kreditor, og som mindst omfatter finansiel bistand under suspension af individuel kreditorforfølgning
og er rimelig og umiddelbart nødvendig for, at skyldners virksomhed kan fortsætte sin drift eller for
at bevare eller øge værdien af denne virksomhed
9) »iværksætter«: en fysisk person, som driver forretning eller virksomhed eller udøver et fag eller
erhverv
10) »fuld gældssanering«: det forhold, at håndhævelse over for iværksættere af deres udestående gæld
omfattet af gældssanering udelukkes, eller at udestående gæld omfattet af gældssanering som sådan
bortfalder, som led i en procedure, der kan omfatte realisering af aktiver eller en tilbagebetalingsplan
eller begge
11) »tilbagebetalingsplan«: et betalingsprogram for den insolvente iværksætter for betaling af bestemte
beløb på bestemte datoer til kreditorer eller en periodisk overførsel til kreditorer af en vis del af
iværksætterens disponible indkomst i løbet af gældssaneringsperioden
12) »rekonstruktør«: en person eller et organ, som er udpeget af en judiciel eller administrativ myndig-
hed med henblik på at varetage navnlig en eller flere af følgende opgaver:
a) at bistå skyldner eller kreditorerne i udarbejdelsen af eller forhandlingerne om en rekonstrukti-
onsplan
231
b) at føre tilsyn med skyldners aktivitet under forhandlingerne om en rekonstruktionsplan og rap-
portere til en judiciel eller administrativ myndighed
c) at overtage den delvise kontrol over skyldners aktiver eller anliggender under forhandlingerne.
2. I dette direktiv forstås følgende begreber som defineret i henhold til national ret:
a) insolvens
b) sandsynlighed for insolvens
c) mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (»SMV᾽er«).
Artikel 3
Tidlig varsling og adgang til oplysninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at skyldnere har adgang til en eller flere klare og gennemsigtige tidlige var-
slingsmekanismer, som kan afsløre forhold, der kan give anledning til sandsynlighed for insolvens, og
som kan indikere over for dem, at det er nødvendigt straks at træffe foranstaltninger.
Med henblik på første afsnit kan medlemsstaterne gøre brug af ajourførte IT-teknologier til meddelelser
og kommunikation.
2. Tidlige varslingsmekanismer kan omfatte følgende:
a) varslingsmekanismer, når skyldner ikke har foretaget visse typer betalinger
b) rådgivningstjenester fra offentlige eller private organisationer
c) motivationsfremmende foranstaltninger i henhold til national ret for tredjeparter med relevante oplys-
ninger om skyldner såsom revisorer samt skatte- og socialsikringsmyndigheder til at gøre skyldner
opmærksom på en negativ udvikling.
3. Medlemsstaterne sørger for, at skyldnere og arbejdstagerrepræsentanter har adgang til relevante og
ajourførte oplysninger om de tilgængelige tidlige varslingsmekanismer samt om procedurerne og
foranstaltningerne vedrørende rekonstruktion og gældssanering.
4. Medlemsstaterne sørger for, at oplysninger om adgang til tidlige varslingsmekanismer er offentligt til-
gængelige online, og at de, navnlig for SMV᾽er, er let tilgængelige og præsenteres på en brugervenlig
måde.
5. Medlemsstaterne kan yde støtte til arbejdstagerrepræsentanter i forbindelse med vurderingen af skyld-
ners økonomiske situation.
AFSNIT II
RAMMER FOR FOREBYGGENDE REKONSTRUKTION
KAPITEL 1
Adgang til rammer for forebyggende rekonstruktion
Artikel 4
Adgang til rammer for forebyggende rekonstruktion
232
1. Medlemsstaterne sikrer, at en skyldner ved sandsynlighed for insolvens har adgang til en ramme for
forebyggende rekonstruktion, som sætter skyldner i stand til at gennemføre en rekonstruktion, med
henblik på at afværge insolvens og sikre levedygtighed, uden at det berører andre løsninger for at
undgå insolvens, og dermed beskytte arbejdspladser og opretholde erhvervsaktiviteten.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om, at skyldnere, der er dømt for alvorlige overtrædel-
ser af regnskabsmæssige eller bogføringsmæssige forpligtelser i henhold til national ret, først kan
få adgang til en ramme for forebyggende rekonstruktion, efter de pågældende skyldnere har truffet
fyldestgørende foranstaltninger til at afhjælpe de forhold, der gav anledning til dommen, med henblik
på give kreditorerne de oplysninger, de behøver for at kunne træffe en beslutning under rekonstrukti-
onsforhandlingerne.
3. Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre en levedygtighedstest i henhold til national ret, forudsat
at en sådan test har til formål at udelukke skyldnere uden udsigt til at opnå levedygtighed, og at den
kan gennemføres uden at være til skade for skyldners aktiver.
4. Medlemsstaterne kan begrænse det antal gange, en skyldner inden for en bestemt periode kan få
adgang til en ramme for forebyggende rekonstruktion i henhold til dette direktiv.
5. Rammen for forebyggende rekonstruktion i henhold til dette direktiv kan bestå i en eller flere
procedurer, foranstaltninger eller bestemmelser, hvoraf nogle kan gennemføres udenretsligt, uden at
dette berører eventuelle andre rammer for rekonstruktion i henhold til national ret.
Medlemsstaterne sikrer, at en sådan ramme for rekonstruktion giver skyldnere og berørte parter de i dette
afsnit fastsatte rettigheder og garantier på en sammenhængende måde.
6. Medlemsstaterne kan indføre bestemmelser, som begrænser inddragelsen af en judiciel eller admini-
strativ myndighed i rammer for forebyggende rekonstruktion til tilfælde, hvor den er nødvendig og
forholdsmæssig, samtidig med at det sikres, at berørte parters og relevante interessenters rettigheder
beskyttes.
7. Skyldnere skal på begæring have adgang til rammer for forebyggende rekonstruktion i henhold til
dette direktiv.
8. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at rammer for forebyggende rekonstruktion i henhold til dette
direktiv er tilgængelige på anmodning fra kreditorer og arbejdstagerrepræsentanter med skyldners
samtykke. Medlemsstaterne kan begrænse dette krav om opnåelse af skyldners samtykke til tilfælde,
hvor skyldnerne er SMV᾽er.
KAPITEL 2
Lettelse af forhandlinger om forebyggende rekonstruktionsplaner
Artikel 5
Skyldners bevarelse af rådighed
1. Medlemsstaterne sikrer, at en skyldner, der bliver genstand for en procedure for forebyggende rekon-
struktion, bevarer fuld eller i det mindste delvis kontrol over sine aktiver og sin virksomheds daglige
drift.
233
2. Om nødvendigt træffes beslutningen om den judicielle eller administrative myndigheds udpegelse af
en rekonstruktør fra sag til sag, undtagen under visse omstændigheder, hvor medlemsstaterne kan
kræve, at udpegelse af en sådan rekonstruktør er obligatorisk i alle tilfælde.
3. Medlemsstaterne fastsætte, at der udpeges en rekonstruktør til at bistå skyldner og kreditorerne i
forhandlingerne om og udarbejdelsen af planen i mindst følgende tilfælde:
a) hvis en generel suspension af individuel kreditorforfølgning i overensstemmelse med artikel 6,
stk. 3, bevilges af en judiciel eller administrativ myndighed, og den judicielle eller administrative
myndighed beslutter, at en sådan rekonstruktør er nødvendig for at beskytte parternes interesser
b) hvis rekonstruktionsplanen skal stadfæstes af en judiciel eller administrativ myndighed ved gennem-
tvingelse over for alle kreditorklasser efter artikel 11, eller
c) hvis skyldner eller et flertal af kreditorerne anmoder herom, forudsat at omkostningerne i forbindelse
med rekonstruktøren afholdes af kreditorerne i sidstnævnte tilfælde.
Artikel 6
Suspension af individuel kreditorforfølgning
1. Medlemsstaterne sørger for, at skyldner kan opnå suspension af individuel kreditorforfølgning for
at understøtte forhandlingerne om en rekonstruktionsplan som led i en ramme for forebyggende
rekonstruktion.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at de judicielle eller administrative myndigheder kan afvise at indrømme
suspension af individuel kreditorforfølgning, hvis en sådan suspension ikke er nødvendig, eller hvis den
ikke ville opfylde formålet i første afsnit.
2. Uden at dette berører stk. 4 og 5, sikrer medlemsstaterne, at suspension af individuel kreditorforfølg-
ning kan omfatte alle typer af krav, herunder sikrede krav og privilegerede fordringer.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at suspension af individuel kreditorforfølgning kan gælde generelt og
omfatte alle kreditorer eller kan være begrænset og omfatte en eller flere individuelle kreditorer eller
kategorier af kreditorer.
Hvis en suspension er begrænset, finder suspensionen kun anvendelse på de kreditorer, der er blevet
underrettet om forhandlinger som omhandlet i stk. 1 om rekonstruktionsplanen eller suspensionen i
overensstemmelse med national ret.
4. Medlemsstaterne kan udelukke bestemte fordringer eller kategorier af fordringer fra anvendelsesom-
rådet for suspensionen af individuel kreditorforfølgning under nærmere fastsatte omstændigheder,
hvor en sådan udelukkelse er behørigt begrundet, og såfremt:
a) kreditorforfølgning ikke antages at bringe rekonstruktionen af virksomheden i fare, eller
b) suspension ville være til urimelig skade for de pågældende fordringers kreditorer.
5. Stk. 2 finder ikke anvendelse på arbejdstageres tilgodehavender.
En medlemsstat kan uanset første afsnit anvende stk. 2 på arbejdstageres tilgodehavender, hvis og i det
omfang medlemsstaten sikrer, at betaling af sådanne tilgodehavender er garanteret som led i en ramme for
forebyggende rekonstruktion på et tilsvarende beskyttelsesniveau.
234
6. Den indledningsvise varighed af en suspension af individuel kreditorforfølgning skal være begrænset
til højst fire måneder.
7. Uanset stk. 6 kan medlemsstaterne bestemme, at de judicielle eller administrative myndigheder
på skyldners, en kreditors eller, hvor dette er relevant, en rekonstruktørs anmodning kan forlænge
varigheden af suspension af individuel kreditorforfølgning eller indrømme en ny suspension. En
sådan forlængelse eller ny suspension af individuel kreditorfor følgning indrømmes udelukkende,
hvis nærmere fastsatte omstændigheder viser, at sådan forlængelse eller ny suspension er behørigt
begrundede, såsom hvis:
a) der er gjort relevante fremskridt i forhandlingerne om rekonstruktionsplanen
b) videreførelsen af suspensionen af individuel kreditorforfølgning ikke urimeligt skader nogen af de
berørte parters rettigheder eller interesser, eller
c) der med hensyn til skyldner endnu ikke er indledt insolvensbehandling, som kan resultere i skyldners
likvidation i henhold til national ret.
8. Den samlede varighed af suspensionen af individuel kreditorforfølgning, inklusive forlængelser og
fornyelser, må ikke overstige 12 måneder.
Hvis medlemsstaterne vælger at gennemføre dette direktiv ved hjælp af en eller flere procedurer eller
foranstaltninger, som ikke opfylder betingelserne for underretning i henhold til bilag A til forordning
(EU) 2015/848, begrænses den samlede varighed af suspensionen under sådanne procedurer til højst fire
måneder, hvis centret for skyldners hovedinteresser er blevet overført fra en anden medlemsstat senest tre
måneder før indgivelsen af en begæring om indledning af forebyggende rekonstruktionsprocedurer.
9. Medlemsstaterne sørger for, at de judicielle eller administrative myndigheder kan ophæve en suspen-
sion af individuel kreditorforfølgning i følgende tilfælde:
a) suspensionen opfylder ikke længere formålet om at støtte forhandlingerne om rekonstruktionsplanen,
f.eks. hvis det viser sig, at en bestemt andel af kreditorer, som efter national ret ville kunne blokere
for vedtagelsen af rekonstrukti onsplanen, ikke ønsker at fortsætte forhandlingerne
b) skyldner eller rekonstruktøren anmoder herom
c) hvis dette er foreskrevet i national ret, en eller flere kreditorer eller en eller flere klasser af kreditorer
vil eller ville lide urimelig skade som følge af suspensionen af individuel kreditorforfølgning, eller
d) hvis dette er foreskrevet i national ret, suspensionen giver anledning til en kreditors insolvens.
Medlemsstaterne kan begrænse beføjelsen til at ophæve suspension af individuel kreditorforfølgning til at
omfatte situationer, hvor kreditorerne ikke havde haft mulighed for at blive hørt, før suspensionen trådte i
kraft, eller før perioden blev forlænget af en judiciel eller administrativ myndighed.
Medlemsstaterne kan fastsætte en minimumsperiode, der ikke overstiger den periode, der er omhandlet i
stk. 6, inden for hvilken suspension af individuel kreditorforfølgning ikke kan ophæves.
Artikel 7
235
Konsekvenser af en suspension af individuel kreditorforfølgning
1. Hvis der under suspension af individuel kreditorforfølgning opstår pligt for en skyldner til i henhold
til national ret at begære indledning af insolvensbehandling, der kan resultere i skyldners likvidation,
udsættes denne pligt, så længe den pågældende suspension varer.
2. En Suspension af individuel kreditorforfølgning i henhold til artikel 6 udsætter, så længe den pågæl-
dende suspension varer, på begæring af en eller flere kreditorer indledning af insolvensbehandling,
som kan resultere i skyldners likvidation.
3. Medlemsstaterne kan fravige stk. 1 og 2, hvis skyldner ikke kan betale sin gæld, efterhånden som den
forfalder. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at en judiciel eller administrativ myndighed kan
beslutte at opretholde suspensionen af individuel kreditorforfølgning, hvis det under hensyntagen til
sagens omstændigheder må lægges til grund, at indledning af insolvensbehandling, der kan resultere i
skyldners likvidation, ikke ville være i kreditorernes almindelige interesse.
4. Medlemsstaterne fastsætter regler, der forhindrer kreditorer, der er omfattet af suspensionen, i at
tilbageholde en ydelse eller ophæve, fremskynde eller på nogen anden måde ændre væsentlige
gensidigt bebyrdende aftaler vedrørende gæld, der er opstået før suspensionen, til skade for skyldner
alene på grund af at gælden ikke er blevet betalt af skyldner. Ved væsentlige gensidigt bebyrdende
aftaler forstås aftaler, som er nødvendige for opretholdelsen af virksomhedens daglige drift, herunder
med hensyn til leverancer, for hvilke suspension ville medføre en indstilling af skyldners aktiviteter.
Første afsnit er ikke til hinder for, at medlemsstaterne giver sådanne kreditorer passende garantier med
henblik på at forhindre, at sådanne kreditorer lider urimelig skade som følge af nævnte afsnit.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at dette stykke også finder anvendelse på ikkevæsentlige gensidigt bebyr-
dende aftaler.
5. Medlemsstaterne sikrer, at kreditorer ikke har ret til at tilbageholde ydelsen eller ophæve, fremskynde
eller på nogen anden måde ændre gensidigt bebyrdende aftaler til skade for skyldner ved at indføre en
klausul om sådanne foranstaltninger i aftalen alene på grund af:
a) en begæring om indledning af forebyggende rekonstruktion
b) en begæring om suspension af individuel kreditorforfølgning
c) indledning af forebyggende rekonstruktion eller
d) indrømmelse af suspension af individuel kreditorforfølgning som sådan.
6. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en suspension af individuel kreditorforfølgning ikke finder anven-
delse på nettingaftaler, herunder close-out-netting-aftaler, på finansielle markeder, energimarkeder og
råvaremarkeder, selv under omstændigheder, hvor artikel 31, stk. 1, ikke finder anvendelse, hvis så-
danne aftaler kan håndhæves i henhold til national insolvensret. Suspensionen finder dog anvendelse
på en kreditors håndhævelse af en fordring mod en skyldner, der opstår som følge af virkningen af en
nettingaftale.
Første afsnit finder ikke anvendelse på aftaler om levering af varer, tjenesteydelser eller energi, der er
nødvendige for driften af skyldners virksomhed, medmindre sådanne aftaler tager form af en position,
der handles på en børs eller et andet marked, således at den til enhver tid kan erstattes til den aktuelle
markedsværdi.
236
7. Medlemsstaterne sikrer, at udløb af suspension af individuel kreditorforfølgning uden vedtagelse af
en rekonstruktionsplan ikke i sig selv giver anledning til indledning af en insolvensprocedure, der
kan resultere i skyldners likvidation, medmindre de øvrige betingelser i national ret for en sådan
indledning er opfyldt.
KAPITEL 3
Rekonstruktionsplaner
Artikel 8
Indholdet af en rekonstruktionsplan
1. Medlemsstaterne fastsætter, at rekonstruktionsplaner, som indgives til vedtagelse i overensstemmelse
med artikel 9 eller til stadfæstelse ved en judiciel eller administrativ myndighed i overensstemmelse
med artikel 10, skal indeholde mindst følgende oplysninger:
a) skyldners identitet
b) skyldners aktiver og passiver på tidspunktet for indgivelsen af rekonstruktionsplanen, herunder vær-
dien af aktiverne, en beskrivelse af skyldners økonomiske situation og arbejdstagernes stilling og en
beskrivelse af årsagerne til og omfanget af skyldners vanskeligheder
c) de berørte parter, enten nævnt individuelt eller beskrevet ved gældskategorier i overensstemmelse
med national ret, samt de af deres krav eller interesser, der er omfattet af rekonstruktionsplanen
d) hvor dette er relevant, de klasser, som de berørte parter er inddelt i med henblik på vedtagelsen af
rekonstruktionsplanen, og de respektive værdier af kravene og interesserne i hver klasse
e) hvor dette er relevant, de parter, enten nævnt individuelt eller beskrevet ved gældskategorier i
overensstemmelse med national ret, som ikke er berørt af rekonstruktionsplanen, sammen med en
redegørelse for grundene til, hvorfor det foreslås, at de ikke skal berøres
f) hvor dette er relevant, rekonstruktørens identitet
g) rekonstruktionsplanens betingelser, herunder navnlig:
i) eventuelle foreslåede rekonstruktionsforanstaltninger, jf. artikel 2, stk. 1, nr. 1)
ii) hvor det er relevant, den foreslåede varighed af eventuelle foreslåede rekonstruktionsforanstalt-
ninger
iii) ordningerne vedrørende information og høring af arbejdstagerrepræsentanterne i overensstem-
melse med EU- retten og national ret
iv) hvor det er relevant, generelle konsekvenser for beskæftigelsen såsom afskedigelser, arbejdsfor-
delingsordninger eller lignende
v) debitors skønnede finansielle strømme, hvis dette er foreskrevet i national ret, og
vi) oplysninger om forventet ny finansiering som led i rekonstruktionen og grundene til, at det er
nødvendigt med ny finansiering for at gennemføre den pågældende plan
h) en begrundelse for, hvorfor rekonstruktionsplanen har rimelig udsigt til at afværge skyldners insol-
vens og sikre virksomhedens levedygtighed, herunder de nødvendige forudsætninger for, at planen
lykkes. Medlemsstaterne kan kræve, at denne begrundelse udarbejdes eller valideres enten af en
ekstern ekspert eller af rekonstruktøren, hvis en sådan rekonstruktør er udpeget.
2. Medlemsstaterne gør en omfattende tjekliste for rekonstruktionsplaner tilgængelig på internettet,
som er tilpasset SMV᾽ers behov. Tjeklisten skal indeholde praktiske retningslinjer for, hvordan
rekonstruktionsplanen skal udarbejdes i henhold til national ret.
237
Tjeklisten offentliggøres på medlemsstatens officielle sprog. Medlemsstaterne skal overveje at gøre
tjeklisten tilgængelig på mindst et andet sprog, navnlig et sprog der bruges i det internationale erhvervsliv.
Artikel 9
Vedtagelse af rekonstruktionsplaner
1. Medlemsstaterne sikrer, at skyldner, uanset hvem der ansøger om en procedure for forebyggende
rekonstruktion i overensstemmelse med artikel 4, har ret til at forelægge rekonstruktionsplaner til
vedtagelse af de berørte parter.
Medlemsstaterne kan også fastsætte, at kreditorer og rekonstruktører har ret til at forelægge rekonstrukti-
onsplaner og på hvilke betingelser.
2. Medlemsstaterne sikrer, at berørte parter har ret til at stemme om vedtagelsen af en rekonstruktions-
plan.
Parter, der ikke er berørt af en rekonstruktionsplan, har ikke stemmeret ved vedtagelsen af den pågælden-
de plan.
3. Uanset stk. 2 kan medlemsstaterne udelukke følgende fra retten til at stemme:
a) kapitalejere
b) kreditorer, hvis krav rangerer efter ordinære usikrede kreditorer i den normale prioritetsrækkefølge i
en likvidation, eller
c) en eventuel nærtstående part til skyldner eller skyldners virksomhed med en interessekonflikt i
henhold til national ret.
4. Medlemsstaterne sikrer, at berørte parter behandles i særskilte klasser, der afspejler et tilstrækkeligt
interesse sammenfald baseret på verificerbare kriterier i overensstemmelse med national ret. Som et
minimum skal kreditorer med sikrede og usikrede krav behandles i særskilte klasser med henblik på
vedtagelse af en rekonstruktionsplan.
Medlemsstaterne kan også fastsætte, at arbejdstageres tilgodehavender behandles i en særskilt klasse.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at skyldnere, som er SMV᾽er, kan vælge ikke at behandle berørte parter i
særskilte klasser.
Medlemsstaterne indfører passende foranstaltninger til at sikre, at klasseinddelingen sker med særligt
henblik på beskyttelse af sårbare kreditorer såsom små leverandører.
5. Stemmerettigheder og klasseinddelingen efterprøves af en judiciel eller administrativ myndighed, når
en begæring om stadfæstelse af rekonstruktionsplanen indgives.
Medlemsstaterne kan kræve, at en judiciel eller administrativ myndighed kan efterprøve og stadfæste
stemmeret tighederne og klasseinddelingen på et tidligere tidspunkt end det i første afsnit omhandlede.
6. En rekonstruktionsplan vedtages af de berørte parter, forudsat at der opnås et flertal af størrelsen af
kravene eller interesserne i hver klasse. Medlemsstaterne kan desuden kræve, at der opnås et flertal af
antallet af berørte parter i hver klasse.
238
Medlemsstaterne fastsætter de flertal, der kræves for vedtagelse af en rekonstruktionsplan. Disse flertal
må højst udgøre 75 % af størrelsen af kravene eller interesserne i hver klasse eller, hvor dette er relevant,
af antallet af berørte parter i hver klasse.
7. Uanset stk. 2-6 kan medlemsstaterne fastsætte, at en formel afstemning om vedtagelse af en rekon-
struktionsplan kan erstattes af en aftale, som skyldner har opnået med det krævede flertal.
Artikel 10
Stadfæstelse af rekonstruktionsplaner
1. Medlemsstaterne sikrer, at mindst følgende former for rekonstruktionsplaner kun er bindende for
parterne, hvis de er stadfæstet af en judiciel eller administrativ myndighed:
a) rekonstruktionsplaner, der berører fordringer eller interesser for parter, der ikke samtykker
b) rekonstruktionsplaner, der indebærer ny finansiering
c) rekonstruktionsplaner, der indebærer tab af mere end 25 % af arbejdsstyrken, hvis et sådant tab er
tilladt i henhold til national ret.
2. Medlemsstaterne sikrer, at betingelserne for en judiciel eller administrativ myndigheds stadfæstelse af
en rekonstruktionsplan er klart definerede og mindst omfatter krav om:
a) at rekonstruktionsplanen er vedtaget i overensstemmelse med artikel 9
b) at kreditorer med tilstrækkeligt interessefællesskab i samme klasse behandles lige og på en måde, der
står i forhold til deres fordringer
c) at rekonstruktionsplanen er meddelt alle berørte parter i overensstemmelse med national ret
d) at rekonstruktionsplanen, såfremt der er kreditorer, der ikke samtykker, opfylder kriteriet om kreditor-
ernes bedste interesse
e) hvor dette er relevant, en eventuel ny finansiering, der er nødvendig for rekonstruktionsplanens
gennemførelse og ikke urimeligt skader kreditorernes rettigheder.
Overholdelsen af første afsnit, litra d), efterprøves kun af en judiciel eller administrativ myndighed, hvis
der gøres indsigelse mod rekonstruktionsplanen på dette grundlag.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de judicielle eller administrative myndigheder kan afvise at stadfæste en
rekonstruktionsplan, hvis planen ikke har rimelig udsigt til at afværge skyldners insolvens eller sikre
virksomhedens levedygtighed.
4. Medlemsstaterne sikrer, at afgørelsen i de tilfælde, hvor en judiciel eller administrativ myndighed
skal stadfæste en rekonstruktionsplan, for at den bliver bindende, træffes på en effektiv måde med
henblik på en hurtig behandling af spørgsmålet.
Artikel 11
Gennemtvingelse over for alle kreditorklasser
1. Medlemsstaterne sikrer, at en rekonstruktionsplan, der ikke er tiltrådt af berørte parter, jf. artikel 9,
stk. 6, i hver afstemningsklasse, på skyldners forslag eller med skyldners samtykke kan stadfæstes af
239
en judiciel eller administrativ myndighed og gøres bindende for afstemningsklasser, der ikke samtyk-
ker til rekonstruktionsplanen, når rekonstruktionsplanen som minimum opfylder følgende betingelser:
a) den overholder artikel 10, stk. 2 og 3
b) den er blevet tiltrådt af:
i) et flertal af afstemningsklasserne af berørte parter, forudsat at mindst én af disse klasser er en
klasse af sikrede kreditorer eller har forrang for klassen af ordinære usikrede kreditorer, eller,
hvis dette ikke er tilfældet, af
ii) mindst én afstemningsklasse af berørte parter eller, hvis dette er foreskrevet i national ret,
skadelidte parter, der ikke er en klasse af kapitalejere, eller enhver anden klasse, som efter vær-
diansættelse af skyldner som en going concern ikke ville blive fyldestgjort eller bevare eventuelle
interesser, eller som, hvis dette er foreskrevet i national ret, med rimelighed kan antages ikke at
ville blive fyldestgjort eller bevare eventuelle interesser, hvis den normale prioritetsrækkefølge i
en likvidation fandt anvendelse i henhold til national ret
c) den sikrer, at afstemningsklasser af berørte kreditorer, der ikke samtykker, behandles mindst lige så
gunstigt som enhver anden klasse af samme rangorden og gunstigere end enhver lavere prioriteret
klasse, og
d) ingen klasse af berørte parter kan i henhold til rekonstruktionsplanen få eller bevare mere end det
fulde beløb af sine fordringer eller interesser.
Uanset første afsnit kan medlemsstaterne begrænse kravet om indhentelse af skyldners samtykke til
tilfælde, hvor skyldnerne er SMV᾽er.
Medlemsstaterne kan øge minimumsantallet af klasser af berørte parter eller, hvis dette er foreskrevet i
national ret, skadelidte parter, der skal tiltræde planen, jf. første afsnit, litra b) nr. ii).
2. Uanset stk. 1, litra c), kan medlemsstaterne fastsætte, at fordringerne hos kreditorerne i en afstem-
ningsklasse, der ikke samtykker, fyldestgøres fuldt ud på samme eller tilsvarende måde, hvis en
lavere prioriteret klasse skal fyldestgøres eller bevare eventuelle interesser i henhold til rekonstrukti-
onsplanen.
Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre bestemmelser, der fraviger første afsnit, hvis det er nødven-
digt for at nå målene med rekonstruktionsplanen, og hvis rekonstruktionsplanen ikke urimeligt skader
eventuelle berørte parters rettigheder eller interesser.
Artikel 12
Kapitalejere
1. Hvis medlemsstaterne udelukker kapitalejere fra anvendelsen af artikel 9-11, sikrer de på anden må-
de, at de pågældende kapitalejere ikke har mulighed for urimeligt at forhindre eller skabe hindringer
for vedtagelsen og stadfæstelsen af en rekonstruktionsplan.
2. Medlemsstaterne sikrer også, at kapitalejere ikke har mulighed for urimeligt at forhindre eller skabe
hindringer for gennemførelsen af en rekonstruktionsplan.
240
3. Medlemsstaterne kan tilpasse betydningen af, hvad det vil sige urimeligt at forhindre eller skabe
hindringer i henhold til denne artikel, for bl.a. at tage hensyn til, hvorvidt skyldner er en SMV eller en
stor virksomhed, de foreslåede rekonstruktionsforanstaltninger, der berører kapitalejernes rettigheder,
kapitalejertype, om skyldner er en juridisk eller fysisk person, eller om parterne i en virksomhed har
begrænset eller personlig hæftelse.
Artikel 13
Arbejdstagere
1. Medlemsstaterne sikrer, at individuelle og kollektive arbejdstagerrettigheder i henhold til EU-arbejds-
ret og national arbejdsret ikke berøres af rammen for forebyggende rekonstruktion, såsom:
a) forhandlingsretten og retten til kollektive skridt og
b) retten til information og høring i overensstemmelse med direktiv 2002/14/EF og direktiv 2009/38/EF,
navnlig:
i) information til arbejdstagerrepræsentanterne om den seneste udvikling og den forventede udvikling
i virksomhedens eller forretningsstedets aktiviteter og økonomiske situation, der gør det muligt for
dem at tilkendegive deres bekymringer over for skyldner med hensyn til virksomhedens situation
og for så vidt angår behovet for at overveje rekonstruktionsordninger
ii) information til arbejdstagerrepræsentanterne om en eventuel procedure for forebyggende rekon-
struktion, som kan have betydning for beskæftigelsen, såsom arbejdstagernes mulighed for at få
dækket deres lønkrav og fremtidige betalinger, herunder arbejdsmarkedspensioner
iii) information til og høring af arbejdstagerrepræsentanterne om rekonstruktionsplaner, før de frem-
lægges til vedtagelse i overensstemmelse med artikel 9 eller til stadfæstelse ved en judiciel eller
administrativ myndighed i overensstemmelse med artikel 10
c) de rettigheder, som direktiv 98/59/EF, 2001/23/EF og 2008/94/EF garanterer.
2. Hvis rekonstruktionsplanen omfatter foranstaltninger, der medfører ændringer i arbejdstilrettelæggel-
sen eller de kontraktlige forhold med arbejdstager, skal disse foranstaltninger godkendes af disse
arbejdstager, hvis national ret eller kollektive overenskomster indeholder bestemmelser om en sådan
godkendelse i sådanne tilfælde.
Artikel 14
Den judicielle eller administrative myndigheds værdiansættelse
1. Den judicielle eller administrative myndighed træffer kun afgørelse om værdiansættelsen af skyldners
virksomhed, hvis der af en berørt part, der ikke samtykker, gøres indsigelse mod en rekonstruktions-
plan begrundet i enten:
a) kriteriet om kreditorernes bedste interesse, jf. artikel 2, stk. 1, nr. 6), eller
b) betingelserne for gennemtvingelse over for alle kreditorklasser, jf. artikel 11, stk. 1, litra b), nr. ii).
2. Medlemsstaterne sikrer, at de judicielle eller administrative myndigheder med henblik på at træffe
afgørelse om en værdiansættelse i henhold til stk. 1 kan udpege eller høre behørigt kvalificerede
sagkyndige.
241
3. Medlemsstaterne sikrer med henblik på stk. 1, at en berørt part, der ikke samtykker, kan gøre indsi-
gelse over for den judicielle eller administrative myndighed, der er blevet anmodet om at stadfæste
rekonstruktionsplanen.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at en sådan indsigelse kan fremsættes i forbindelse med en klage over en
afgørelse om stadfæstelse af en rekonstruktionsplan.
Artikel 15
Virkningerne af en rekonstruktionsplan
1. Medlemsstaterne sikrer, at rekonstruktionsplaner, der er stadfæstet af en judiciel eller administrativ
myndighed, er bindende for alle berørte parter, som er nævnt eller beskrevet i overensstemmelse med
artikel 8, stk. 1, litra c).
2. Medlemsstaterne sikrer, at kreditorer, som ikke har deltaget i rekonstruktionsplanens vedtagelse i
henhold til national ret, ikke berøres af planen.
Artikel 16
Klageadgang
1. Medlemsstaterne sikrer, at en eventuel klage i henhold til national ret over en judiciel myndigheds
afgørelse om at stadfæste eller afvise en rekonstruktionsplan indbringes for en højere judiciel myn-
dighed.
Medlemsstaterne sikrer, at en klage over en administrativ myndigheds afgørelse om at stadfæste eller
afvise en rekonstruktionsplan indbringes for en judiciel myndighed.
2. Klagesager skal behandles på en effektiv måde med henblik på en hurtig behandling.
3. En klage over en afgørelse om stadfæstelse af en rekonstruktionsplan har ikke opsættende virkning
for planens gennemførelse.
Uanset første afsnit kan medlemsstaterne fastsætte, at judicielle myndigheder kan udsætte gennemførel-
sen af rekonstruk tionsplanen eller dele heraf, hvis dette er nødvendigt og hensigtsmæssigt for at beskytte
en parts interesser.
4. Medlemsstaterne sikrer, at den judicielle myndighed, hvis en klage i henhold til stk. 3 tages til følge,
enten kan:
a) omstøde rekonstruktionsplanen eller
b) stadfæste rekonstruktionsplanen enten med ændringer, hvis dette er foreskrevet i national ret, eller
uden ændringer.
Medlemsstaterne kan fastsætte, at der, hvis en plan stadfæstes i henhold til første afsnit, litra b), ydes
kompensation til en eventuel part, som har lidt pengetab, og hvis klage tages til følge.
242
KAPITEL 4
Beskyttelse af ny finansiering, midlertidig finansiering og andre rekonstruktionsrelaterede disposition­
er
Artikel 17
Beskyttelse af ny finansiering og midlertidig finansiering
1. Medlemsstaterne sikrer, at ny finansiering og midlertidig finansiering beskyttes i passende omfang. I
tilfælde af skyldners eventuelle senere insolvens må som et minimum
a) ny finansiering og midlertidig finansiering ikke erklæres ugyldig, omstødelig eller umulig at håndhæ-
ve, og
b) ydere af en sådan finansiering ikke kunne pådrage sig et civilretligt, administrativt eller strafferetligt
ansvar med den begrundelse, at en sådan finansiering er skadelig for den samlede kreditormasse,
medmindre der foreligger andre yderligere grunde fastlagt i national ret.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at stk. 1 kun finder anvendelse på ny finansiering, hvis rekonstrukti-
onsplanen er blevet stadfæstet af en judiciel eller administrativ myndighed, og kun på midlertidig
finansiering, som har undergået forudgående kontrol.
3. Medlemsstaterne kan udelukke midlertidig finansiering, som ydes, efter at skyldner er blevet ude af
stand til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, fra anvendelsen af stk. 1.
4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at ydere af ny eller midlertidig finansiering ved senere insolvenspro-
cedurer har fortrinsret til fyldestgørelse i forhold til andre kreditorer, der ellers ville have foranstillede
eller ligeværdige krav.
Artikel 18
Beskyttelse af andre rekonstruktionsrelaterede dispositioner
1. Uden at det berører artikel 17, sikrer medlemsstaterne, at dispositioner, der er rimelige og umiddel-
bart nødvendige for forhandlingerne om en rekonstruktionsplan, i tilfælde af en skyldners eventuelle
senere insolvens ikke erklæres ugyldige, omstødelige eller umulige at håndhæve med den begrundel-
se, at sådanne dispositioner er skadelige for den samlede kreditormasse, medmindre der foreligger
andre yderligere grunde fastlagt i national ret.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at stk. 1 kun finder anvendelse, hvis planen er stadfæstet af en judiciel
eller administrativ myndighed, eller hvis sådanne dispositioner har undergået forudgående kontrol.
3. Medlemsstaterne kan udelukke dispositioner, som foretages, efter at skyldner er blevet ude af stand til
at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, fra anvendelsen af stk. 1.
4. Dispositioner som omhandlet i stk. 1 skal som minimum omfatte:
a) betaling af vederlag for og udgifter til forhandling, vedtagelse eller stadfæstelse af en rekonstrukti-
onsplan
b) betaling af vederlag for og udgifter til professionel rådgivning i tæt forbindelse med rekonstruktionen
243
c) betaling af arbejdstageres løn for arbejde, der allerede er udført, uden at dette berører øvrig beskyttel-
se i henhold til EU-retten og national ret
d) enhver anden betaling eller udgift som led i den normale drift end dem, der er omhandlet i litra a)-c).
5. Uden at det berører artikel 17, sikrer medlemsstaterne, at dispositioner, der er rimelige og umiddelbart
nødvendige for gennemførelsen af en rekonstruktionsplan, og som gennemføres i overensstemmelse med
den af en judiciel eller administrativ myndighed stadfæstede rekonstruktionsplan, i tilfælde af skyldners
eventuelle senere insolvens ikke erklæres ugyldig, omstødelig eller umulig at håndhæve med den begrun-
delse, at sådanne dispositioner er skadelige for den samlede kreditormasse, medmindre der foreligger
andre yderligere grunde fastlagt i national ret.
KAPITEL 5
Ledelsens pligter
Artikel 19
Ledelsens pligter ved sandsynlighed for insolvens
Medlemsstaterne sikrer, at ledelsen ved sandsynlighed for insolvens som minimum tager behørigt hensyn
til følgende:
a) kreditorers, kapitalejeres og andre interessenters interesser
b) behovet for at tage skridt for at undgå insolvens og
c) behovet for at afstå fra enhver forsætlig eller groft uagtsom handling, der bringer virksomhedens
levedygtighed i fare.
AFSNIT III
GÆLDSSANERING OG UDELUKKELSE
Artikel 20
Adgang til gældssanering
1. Medlemsstaterne sikrer, at insolvente iværksættere har adgang til mindst én procedure, der kan føre til
en fuld gældssanering i overensstemmelse med dette direktiv.
Medlemsstaterne kan kræve, at den forretning, virksomhed eller udøvelse af et fag eller erhverv, som en
insolvent iværksætters gæld vedrører, er ophørt.
2. De medlemsstater, hvori en fuld gældssanering er betinget af iværksætterens delvise tilbagebetaling
af gælden, sikrer, at den dermed forbundne betalingsforpligtelse er baseret på iværksætterens indivi-
duelle situation og navnlig står i forhold til iværksætterens indkomst og aktiver, som kan gøres til
genstand for udlæg eller er disponible i gældssanerings perioden, og tager hensyn til kreditorernes
rimelige interesse.
244
3. Medlemsstaterne sikrer, at iværksættere, der har fået gældssanering, kan drage fordel af eksisterende
nationale rammer, der yder erhvervsstøtte til iværksættere, herunder adgang til relevante og ajourførte
oplysninger om disse rammer.
Artikel 21
Gældssaneringsperiode
1. Medlemsstaterne sikrer, at perioden, ved hvis udløb insolvente iværksættere kan være fuldstændig
frigjort for deres gæld, ikke er på over tre år regnet senest fra datoen for enten:
a) i tilfælde af en procedure, der omfatter en tilbagebetalingsplan, den judicielle eller administrative
myndigheds afgørelse om stadfæstelse af planen eller indledning af gennemførelsen af planen eller
b) i tilfælde af enhver anden procedure, den judicielle eller administrative myndigheds afgørelse om at
indlede proceduren, eller oprettelsen af det bo, der er under iværksætterens insolvensbehandling.
2. Medlemsstaterne sikrer, at insolvente iværksættere, der har opfyldt deres forpligtelser, hvis sådanne
forpligtelser findes i henhold til national ret, er frigjort for deres gæld ved gældssaneringsperiodens
udløb, uden at det er nødvendigt at indgive en begæring til en judiciel eller administrativ myndighed
med henblik på at indlede en yderligere procedure end de procedurer, der er omhandlet i stk. 1.
Uden at det berører første afsnit, kan medlemsstaterne opretholde eller indføre bestemmelser, der gør
det muligt for den judicielle eller administrative myndighed at kontrollere, om iværksætterne har opfyldt
betingelserne for at opnå gældssanering.
3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en fuld gældssanering ikke er til hinder for opretholdelsen af en
insolvensprocedure, som indebærer realisering og udlodning af en iværksætters aktiver, der indgik
i denne iværksætters bo, der var under insolvensbehandling, på datoen for gældssaneringsperiodens
udløb.
Artikel 22
udelukkelsesperiode
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver udelukkelse fra start af en forretning eller virksomhed eller udøvelse
af et fag eller erhverv alene af den grund, at iværksætteren er insolvent, ophører senest ved gældssane-
ringsperiodens udløb, når en insolvent iværksætter opnår gældssanering i overensstemmelse med dette
direktiv.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 omhandlede udelukkelser ved gældssaneringsperiodens udløb
ophører med at have virkning, uden at det er nødvendigt at indgive begæring til en judiciel eller admini-
strativ myndighed med henblik på at indlede en yderligere procedure end de procedurer, der er omhandlet
i artikel 21, stk. 1.
Artikel 23
Undtagelser
245
1. Uanset artikel 20-22 opretholder eller indfører medlemsstaterne bestemmelser, der nægter, begrænser
eller tilbagekalder adgangen til gældssanering eller fastsætter længere frister for opnåelse af en fuld
gældssanering, længere udelukkelsesperioder, hvis den insolvente iværksætter efter national ret har
handlet uhæderligt eller i ond tro over for kreditorer eller andre interessenter i henhold til national ret,
da vedkommende blev forgældet, under insolvensproceduren eller under afviklingen af gælden, uden
at dette berører nationale bevisbyrderegler.
2. Uanset artikel 20-22 kan medlemsstaterne opretholde eller indføre bestemmelser, der under nærmere
fastsatte omstændigheder nægter, begrænser eller tilbagekalder adgangen til gældssanering eller fast-
sætter længere frister for opnåelse af en fuld gældssanering eller længere udelukkelsesperioder, når
sådanne undtagelser er behørigt begrundet, såsom hvis
a) den insolvente iværksætter har væsentligt tilsidesat forpligtelserne i henhold til en tilbagebetalings-
plan eller enhver anden retlig forpligtelse, som har til formål at sikre kreditorernes interesser, herun-
der forpligtelsen til at maksimere udbyttet til kreditorer
b) den insolvente iværksætter ikke har overholdt oplysnings- eller samarbejdsforpligtelser i henhold til
EU-retten og national ret
c) der er uretmæssige ansøgninger om gældssanering
d) der er en ny ansøgning om gældssanering inden for en bestemt frist, efter at den insolvente iværksæt-
ter fik bevilget en fuld gældssanering eller blev nægtet en fuld gældssanering som følge af en alvorlig
krænkelse af oplysnings- eller samarbejdsforpligtelser
e) der ikke er dækning for omkostningerne i forbindelse med den procedure, der fører til gældssanering,
eller
f) en undtagelse er nødvendig for at sikre balancen mellem skyldners rettigheder og en eller flere
kreditorers rettigheder.
3. Uanset artikel 21 kan medlemsstaterne fastsætte længere gældssaneringsperioder i tilfælde, hvor:
a) en judiciel eller administrativ myndighed har godkendt eller beordret beskyttelsesforanstaltninger
for at beskytte den insolvente iværksætters primære bolig og i givet fald iværksætterens families
bolig eller de væsentlige aktiver til, at iværksætteren kan fortsætte med at drive sin forretning eller
virksomhed eller udøve sit fag eller erhverv, eller
b) den insolvente iværksætters primære bolig og i givet fald iværksætterens families bolig ikke er
realiseret.
4. Medlemsstaterne kan udelukke særlige gældskategorier fra gældssanering eller begrænse adgangen til
gældssanering eller fastsætte en længere gældssaneringsperiode, når sådanne udelukkelser, begræns-
ninger eller længere perioder er behørigt begrundet, såsom i tilfælde af:
a) sikret gæld
b) gæld som følge af eller i forbindelse med strafferetlige sanktioner
c) gæld som følge af erstatningsansvar uden for kontraktforhold
d) gæld vedrørende underholdspligt, der er opstået i forbindelse med et familieforhold, forælder-barn-
forhold, ægteskab eller svogerskab
e) gæld stiftet efter ansøgning om eller indledning af den procedure, der fører til gældssanering, og
f) gæld som følge af en forpligtelse til at betale omkostningerne ved den procedure, der fører til
gældssanering.
5. Uanset artikel 22 kan medlemsstaterne fastsætte længere eller tidsubegrænsede udelukkelsesperioder,
når den insolvente iværksætter udøver et erhverv:
246
a) for hvilket der gælder særlige etiske regler eller specifikke regler om omdømme eller ekspertise, og
iværksætteren har tilsidesat disse regler, eller
b) der beskæftiger sig med forvaltning af andres ejendom.
c)
Første afsnit finder også anvendelse, hvis en insolvent iværksætter anmoder om adgang til et erhverv som
omhandlet i litra a) eller b).
6. Dette direktiv berører ikke nationale regler vedrørende udelukkelser, som pålægges af en anden
judiciel eller administrativ myndighed end dem, der er omhandlet i artikel 22.
Artikel 24
Samling af behandlingen af erhvervsmæssig og personlig gæld
1. Medlemsstaterne sikrer, at al gæld omfattet af gældssanering behandles i en enkelt procedure med
henblik på at opnå en fuld gældssanering, når insolvente iværksættere har erhvervsmæssig gæld stiftet
som led i driften af deres forretning eller virksomhed eller i udøvelsen af et fag eller erhverv såvel
som personlig gæld stiftet uden for rammerne af disse aktiviteter, som ikke med rimelighed kan
adskilles.
2. Medlemsstaterne kan bestemme, at denne gæld, hvis den erhvervsmæssige gæld og den personlige
gæld kan adskilles, behandles enten ved særskilte, men koordinerede procedurer eller i samme
procedure med henblik på at opnå en fuld gældssanering.
AFSNIT IV
FORANSTALTNINGER MED HENBLIK PÅ MERE EFFEKTIVE PROCEDURER FOR RE-
KONSTRUKTION, INSOLVENSBEHANDLING OG GÆLDSSANERING
Artikel 25
Judicielle og administrative myndigheder
Uden at retsvæsenets uafhængighed og eventuelle forskelle i retssystemernes opbygning i Unionen
berøres, sikrer medlemsstaterne, at:
a) medlemmerne af de judicielle og administrative myndigheder, der beskæftiger sig med procedurer
for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering, modtager passende uddannelse og har den
fornødne ekspertise til deres ansvarsområder, og
b) procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering behandles på en effektiv måde
med henblik på en hurtig behandling af procedurerne.
Artikel 26
247
Sagsbehandlere i forbindelse med procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssa-
nering
1. Medlemsstaterne sikrer, at:
a) sagsbehandlere, der udpeges af en judiciel eller administrativ myndighed i forbindelse med procedu-
rer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering (»sagsbehandlere«), modtager passende
uddannelse og har den fornødne ekspertise til deres ansvarsområder
b) betingelserne for at kunne komme i betragtning samt procedurerne for sagsbehandleres udpegelse,
afsættelse og fratræden er klare, gennemsigtige og retfærdige
c) der ved udpegelse af en sagsbehandler til en bestemt sag, herunder sager med grænseoverskridende
elementer, tages behørigt hensyn til sagsbehandlerens erfaring og ekspertise og til sagens nærmere
omstændigheder, og
d) skyldnere og kreditorer for at undgå enhver interessekonflikt har mulighed for enten at gøre indsi-
gelse mod udvælgelsen eller udpegelsen af en sagsbehandler eller anmode om, at sagsbehandleren
erstattes af en anden.
2. Kommissionen fremmer udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne med henblik på at
forbedre uddannelsens kvalitet i hele Unionen, herunder ved hjælp af udveksling af erfaringer og
kapacitetsopbygning.
Artikel 27
Tilsyn med og vederlag til sagsbehandlere
1. Medlemsstaterne indfører passende tilsyns- og reguleringsmekanismer med henblik på at sikre et
effektivt tilsyn med sagsbehandleres arbejde for at sikre, at deres tjenester ydes på effektiv og
kompetent og i forhold til de involverede parter upartisk og uafhængig vis. Disse mekanismer skal
også omfatte foranstaltninger for ansvaret for sagsbehandlere, der har forsømt deres pligter.
2. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om de myndigheder eller organer, der udøver tilsyn med
sagsbehandlere, er offentligt tilgængelige.
3. Medlemsstaterne kan tilskynde til, at sagsbehandlere udarbejder og følger adfærdskodekser.
4. Medlemsstaterne sikrer, at sagsbehandleres vederlag er omfattet af bestemmelser, der er i overens-
stemmelse med målet om en effektiv afvikling af procedurerne.
Medlemsstaterne sørger for, at der findes hensigtsmæssige procedurer til løsning af eventuelle tvister om
vederlag.
Artikel 28
Anvendelse af elektroniske kommunikationsmidler
I forbindelse med procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering sikrer medlems-
staterne, at parterne i proceduren, sagsbehandleren og den judicielle eller administrative myndighed som
248
minimum kan foretage følgende dispositioner ved anvendelse af elektroniske kommunikationsmidler,
herunder i grænseoverskridende situationer:
a) anmeldelse af krav
b) forelæggelse af rekonstruktions- eller tilbagebetalingsplaner
c) underretning af kreditorer
d) indgivelse af indsigelser og klager.
AFSNIT V
OVERVÅGNING AF PROCEDURER FOR REKONSTRUKTION, INSOLVENSBEHANDLING
OG GÆLDSSANERING
Artikel 29
Dataindsamling
1. Medlemsstaterne indsamler og aggregerer årligt på nationalt plan data om procedurer for rekonstruk-
tion, insolvens behandling og gældssanering opdelt efter type af procedurer og omfattende mindst
følgende aspekter:
a) antallet af procedurer, der blev begæret eller indledt, såfremt indledning af en sådan procedure er
foreskrevet i national ret, og af procedurer, der verserede eller blev afsluttet
b) procedurernes gennemsnitlige varighed fra indgivelse af begæringen eller fra indledningen heraf,
såfremt indledning af en sådan procedure er foreskrevet i national ret, og til de afsluttes
c) antallet af andre procedurer end dem, der kræves i henhold til litra d), inddelt efter typen af resultat
d) antallet af begæringer om rekonstruktionsprocedurer, som ikke kunne antages til behandling, blev
afvist eller blev trukket tilbage, inden de blev indledt.
2. Medlemsstaterne indsamler og aggregerer årligt på nationalt plan data om antallet af skyldnere,
der har været genstand for procedurer for rekonstruktion eller insolvensbehandling, og som inden
for de tre år forud for indgivelsen af begæring om eller indledning af sådanne procedurer, såfremt
indledning af en sådanne procedurer er foreskrevet i national ret, havde fået en rekonstruktionsplan
stadfæstet i forbindelse med en tidligere rekonstruktionsprocedure til gennemførelse af afsnit II.
3. Medlemsstaterne kan årligt på nationalt plan indsamle og aggregere data om:
a) gennemsnitsomkostningerne for hver type procedure
b) den gennemsnitlige inddrivelsesrate for sikrede og usikrede kreditorer og, hvis det er relevant, for
andre typer kreditorer særskilt
c) antallet af iværksættere, der efter at have gennemgået en procedure i henhold til artikel 1, stk. 1, litra
b), starter en ny virksomhed
d) antallet af tabte arbejdspladser i forbindelse med procedurer for rekonstruktion og insolvensbehand-
ling.
4. Medlemsstaterne opdeler de i stk. 1, litra a)-c), omhandlede data og, hvis det er relevant, og de
foreligger, de i stk. 3 omhandlede data efter:
a) størrelsen på de skyldnere, der ikke er fysiske personer
b) hvorvidt de skyldnere, der er genstand for procedurer for rekonstruktion eller insolvensbehandling, er
fysiske eller juridiske personer, og
c) hvorvidt de procedurer, der fører til gældssanering, kun vedrører iværksættere eller alle fysiske
personer.
249
5. Medlemsstaterne kan indsamle og aggregere de i stk. 1-4 omhandlede data ved hjælp af en stik-
prøveudtagningsmetode, der sikrer, at stikprøverne er repræsentative for så vidt angår størrelse og
forskellighed.
6. Medlemsstaterne indsamler og aggregerer de i stk. 1, 2 og 4 og, hvor det er relevant, stk. 3 omhand-
lede data i hele kalenderår, som afsluttes den 31. december hvert år, første gang det første hele
kalenderår efter den anvendelsesdatoen for de i stk. 7 omhandlede gennemførelsesretsakter. Disse da-
ta meddeles årligt Kommissionen på grundlag af en standardiseret datameddelelsesformular, hvilket
senest skal ske den 31. december i det på indsamlingsåret følgende kalenderår.
7. Kommissionen fastlægger den meddelelsesformular, der er omhandlet i stk. 6, ved hjælp af gennem-
førelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 30,
stk. 2.
8. Kommissionen offentliggør de data, der er meddelt i overensstemmelse med stk. 6, på sit websted på
en tilgængelig og brugervenlig måde.
Artikel 30
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr.
182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt,
og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 finder anvendelse.
AFSNIT VI
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 31
Forholdet til andre retsakter og internationale instrumenter
1. Følgende retsakter finder anvendelse uanset dette direktiv:
a) direktiv 98/26/EF
b) direktiv 2002/47/EF og
c) forordning (EU) nr. 648/2012.
2. Dette direktiv berører ikke de beskyttelseskrav for midler til betalingsinstitutter, som er fastsat i
Europa- Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/23661), og for e-pengeinstitutter, som er fastsat i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF2).
3. Dette direktiv berører ikke anvendelsen af konventionen om internationale sikkerhedsrettigheder i
mobilt udstyr og protokollen til nævnte konvention om specifikke forhold for flymateriel, undertegnet
250
i Cape Town den 16. november 2001, som visse medlemsstater er parter til på tidspunktet for
vedtagelsen af dette direktiv.
Artikel 32
Ændring af direktiv (EU) 2017/1132
I artikel 84 i direktiv (EU) 2017/1132 tilføjes følgende stykke:
»4. Medlemsstaterne fraviger artikel 58, stk. 1, artikel 68, 72, 73 og 74, artikel 79, stk. 1, litra b), artikel
80, stk. 1, og artikel 81 i det omfang og i den periode, der er nødvendig for oprettelsen af de rammer
for forebyggende rekonstruktion, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023
(*).
Første afsnit berører ikke princippet om lige behandling af aktionærer.
(*) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggen-
de rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive
procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU)
2017/1132 (rekonstruktions — og insolvensdirektivet) (EUT L 172 af 26.6.2019, s. 18).«
Artikel 33
Revision
Senest den 17. juli 2026 og hvert femte år derefter forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet
og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen og virkningen af dette
direktiv, herunder om anvendelsen af klasseinddeling og stemmerettigheder for sårbare kreditorer, f.eks.
arbejdstagere. På grundlag af denne vurdering forelægger Kommissionen, hvis det er hensigtsmæssigt, et
lovgivningsforslag, hvori der overvejes yderligere foranstaltninger til at konsolidere og harmonisere den
retlige ramme for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering.
Artikel 34
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 17. juli 2021 de love og administrative bestem-
melser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, med undtagelse af de bestemmelser,
som er nødvendige for at efterkomme artikel 28, litra a), b) og c), som skal være vedtaget og
offentliggjort senest den 17. juli 2024, og de bestemmelser, som er nødvendige for at efterkomme
artikel 28, litra d), som skal være vedtaget og offentliggjort senest den 17. juli 2026. De meddeler
straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
251
De anvender de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv,
fra den 17. juli 2021, med undtagelse af de bestemmelser, som er nødvendige for at efterkomme artikel
28, litra a), b) og c), som finder anvendelse fra den 17. juli 2024, og de bestemmelser, som er nødvendige
for at efterkomme artikel 28, litra d), som finder anvendelse fra den 17. juli 2026.
2. Uanset stk. 1 skal medlemsstater, der har særlige vanskeligheder med at gennemføre dette direktiv,
kunne opnå en forlængelse på højst et år efter den gennemførelsesperiode, der er fastsat i stk.
1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om behovet for at gøre brug af muligheden for at
forlænge gennemførelsesperioden senest den 17. januar 2021.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 35
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 36
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juni 2019.
På Europa-Parlamentets
vegne
A. TAJANI
Formand
På Rådets vegne
G. CIAMBA
Formand
252
1) EUT C 209 af 30.6.2017, s. 21.
2) EUT C 342 af 12.10.2017, s. 43.
3) Europa-Parlamentets holdning af 28.3.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 6.6.2019.
1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 19).
2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse
virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF
(EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).
3) Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36).
4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed
(Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).
5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om
ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).
6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktions registre (EUT L 201
af 27.7.2012, s. 1).
7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014 af 23. juli 2014 om forbedring af værdipapirafviklingen i Den Europæiske Union og om
værdipapircentraler samt om ændring af direktiv 98/26/EF og 2014/65/EU samt forordning (EU) nr. 236/2012 (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 1).
8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringssel-
skaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF,
2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190).
9) Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (EFT L 225 af 12.8.1998,
s. 16).
10) Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse
med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT L 82 af 22.3.2001, s. 16).
11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i
Det Europæiske Fællesskab (EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29).
12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EUT L
283 af 28.10.2008, s. 36).
13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/38/EF af 6. maj 2009 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirk-
somheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne (EUT L 122 af
14) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske
transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73).
15) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal
kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
16) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklings systemer (EFT L 166
af 11.6.1998, s. 45).
17) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/47/EF af 6. juni 2002 om aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse (EFT L 168 af 27.6.2002, s. 43).
18) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 af 14. juni 2017 om visse aspekter af selskabsretten (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 46).
19) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
20) EUT C 236 af 21.7.2017, s. 2.
1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv
2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).
2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som
udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF
(EUT L 267 af 10.10.2009, s. 7).
253
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 3. maj 2021,
som ændret ved § 5 i lov nr. 1169 af 8. juni 2021 foretages
følgende ændringer:
1. Som fodnote til lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Eu-
ropa-Parlamentet og Rådets direktiv 2019/1023 af 20. juni
2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssa-
nering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik
på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvens-
behandling og gældssanering og om ændring af direktiv
2017/1132, EU-Tidende 2019, nr. L 172, side 18.«
§ 1. --- 2. I § 1, stk. 1, indsættes som nr. 4:
Stk. 1. --- »4) Den dag, hvor skifteretten under en forebyggende re-
konstruktionsbehandling traf bestemmelse om fyldestgørel-
sesforbud.«
Stk. 2-4. --- 3. I § 1 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Hvis en forebyggende rekonstruktionsbehandling
ophører, regnes dagen, hvor skifteretten traf bestemmelse
om fyldestgørelsesforbud, som fristdag, hvis skifteretten in-
den 3 uger efter ophøret modtager begæring om rekonstruk-
tionsbehandling, konkurs eller gældssanering.«
4. Efter § 2 indsættes:
»§ 2 a. Ved mikrovirksomheder, små og mellemstore virk-
somheder (SMV) forstås i denne lov:
1) Virksomheder omfattet af regnskabsklasse A, jf. års-
regnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 1, som på tidspunktet for
rekonstruktionsforslagets fremsættelse i to på hinanden føl-
gende regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrelser:
a) En balancesum på 156 mio. kr.,
b) en nettoomsætning på 313 mio. kr. og
c) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af
regnskabsåret på 250.
2) Mikrovirksomheder omfattet af regnskabsklasse B, jf.
årsregnskabslovens § 22 a, stk. 1, 2. pkt.
3) Små virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, jf.
årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, nr. 1,
4) Mellemstore virksomheder omfattet af regnskabsklasse
C, jf. årsregnskabslovens § 7, stk.1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 2,
eller
5) Virksomheder omfattet af regnskabsklasse D, jf. års-
regnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 4, som på tidspunktet for
rekonstruktionsforslagets fremsættelse i to på hinanden føl-
gende regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrelser:
a) En balancesum på 156 mio. kr.,
b) en nettoomsætning på 313 mio. kr. og
254
c) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af
regnskabsåret på 250.«
§ 3. Begæring om rekonstruktionsbehandling eller konkurs
indgives til skifteretten på det sted, hvorfra skyldnerens er-
hvervsmæssige virksomhed udøves.
5. I § 3, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 128, 2. pkt., indsæt-
tes før »rekonstruktionsbehandling«: »forebyggende rekon-
struktionsbehandling,«.
§ 7. Begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs el-
ler gældssanering indgives skriftligt og skal så vidt muligt
angive skyldnerens fulde navn, personnummer og bopæl,
det navn, hvorunder han eventuelt driver forretning (firma),
hans erhvervsgren, samt hvorfra hans erhvervsvirksomhed
drives. Er skyldneren et aktie- eller anpartsselskab, skal regi-
streringsnummeret så vidt muligt angives. Dokumenter, der
påberåbes, vedlægges.
5. I § 3, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 128, 2. pkt., indsæt-
tes før »rekonstruktionsbehandling«: »forebyggende rekon-
struktionsbehandling,«.
§ 128. Skifteretten skal i bekendtgørelsen om konkurs,
jf. § 109, opfordre enhver, der har en fordring eller andet
krav mod skyldneren, til inden 4 uger at anmelde dette over
for kurator. I bekendtgørelsen kan optages meddelelse om,
at anmeldelser, der er indgivet under en forudgående rekon-
struktionsbehandling, likvidation, indledt gældssanering eller
anden gældsordning, vil blive taget i betragtning uden forny-
et anmeldelse.
5. I § 3, stk. 1, § 7, stk. 1, og § 128, 2. pkt., indsæt-
tes før »rekonstruktionsbehandling«: »forebyggende rekon-
struktionsbehandling,«.
§ 9. Begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs el-
ler gældssanering offentliggøres ikke.
6. §§ 9-10 a ophæves, og i stedet indsættes:
Stk. 2. Enhver, der har retlig interesse deri, kan hos skifte-
retten få oplysning om, hvorvidt og hvornår en skyldner har
indgivet begæring som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Har en begæring som nævnt i stk. 1 været fremlagt i
et offentligt retsmøde, gælder retsplejelovens kapitel 3 a.
»§ 9. Begæring om forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling, rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssane-
ring offentliggøres ikke.
Stk. 2. Enhver, der har retlig interesse deri, kan hos skifte-
retten få oplysning om, hvorvidt og hvornår en skyldner har
indgivet begæring som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Har en begæring som nævnt i stk. 1 været fremlagt
i et offentligt retsmøde, gælder retsplejelovens kapitel 3 a.
Afsnit IA
Forebyggende rekonstruktion
Kapitel 1 a
Indledning af forebyggende rekonstruktionsbehandling
§ 9 a. En skyldner, der er insolvent, jf. § 17, stk. 2, eller
som følge af økonomiske vanskeligheder har sandsynlighed
for at blive insolvent, skal tages under forebyggende rekon-
struktionsbehandling, når det begæres af skyldneren. § 22,
stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1 finder ikke anvendelse på en
skyldner, hvorom Erhvervsstyrelsen har truffet beslutning
om tvangsopløsning, eller som er en fysisk person, der ikke
udøver erhvervsvirksomhed.
Stk. 3. Skifteretten indleder forebyggende rekonstruktions-
behandling straks efter modtagelsen af begæringen. Har
skyldneren i sin begæring ikke anmodet om beskikkelse af
rekonstruktør, skal skifteretten dog indkalde skyldneren til
et møde, hvor skifteretten beslutter, om der skal indledes
255
forebyggende rekonstruktionsbehandling. Skyldneren skal
give møde personligt. Udebliver skyldneren fra mødet, anses
begæringen for bortfaldet.
Stk. 4. Efter indledningen af den forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling kan begæring herom ikke tilbagekaldes.
§ 9 b. Anmoder skyldneren i forbindelse med begæringen
om forebyggende rekonstruktionsbehandling eller på et se-
nere tidspunkt herom, skal skifteretten træffe bestemmelse
om, at der er fyldestgørelsesforbud under den forebyggende
rekonstruktionsbehandling. En anmodning om fyldestgørel-
sesforbud anses tillige for en anmodning om beskikkelse af
rekonstruktør.
Stk. 2. Skifteretten beskikker en eller flere rekonstruktører,
hvis skyldneren anmoder herom. Skyldneren kan komme
med forslag til en eller flere rekonstruktører, der skal være
vedlagt en erklæring fra de pågældende om, at de er villige
hertil og opfylder betingelserne i § 238. Skifteretten er ikke
bundet af skyldnerens forslag. En beskikket rekonstruktør
kan antage fornøden sagkyndig bistand.
Stk. 3. Skifteretten skal beskikke en regnskabskyndig til-
lidsmand, hvis skyldneren i forbindelse med begæringen om
forebyggende rekonstruktionsbehandling eller på et senere
tidspunkt anmoder herom. Stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsva-
rende anvendelse.
Stk. 4. § 11 a, stk. 6 og 7, og § 11 g finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 5. Skifteretten skal afbeskikke en rekonstruktør og en
tillidsmand, hvis skyldneren anmoder herom. Afbeskikkelse
af rekonstruktøren kan dog ikke ske, hvis der er truffet be-
stemmelse om fyldestgørelsesforbud.
§ 9 c. Træffes der bestemmelse om fyldestgørelsesforbud
efter § 9 b, skal skifteretten fastsætte tidspunktet for et møde
med fordringshaverne. Mødet skal holdes senest 4 uger efter,
at bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud blev truffet. Reg-
lerne i § 11 a, stk. 2, 3. og 4. pkt., § 11 b, stk. 1 og 2, §§ 11 c
og 11 d, og § 11 e, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Rekonstruktøren skal, inden tre måneder efter at der
er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud og derefter
med højst to måneders mellemrum, sende en redegørelse til
samtlige kendte fordringshavere og skifteretten om alle væ-
sentlige forhold vedrørende den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling. § 11 f finder tilsvarende anvendelse. Såfremt
der ikke sendes en redegørelse efter 1. pkt., kan skifteretten
træffe bestemmelse om, at den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling ophører.
Kapitel 1 b
Retsvirkninger af forebyggende rekonstruktionsbehandling
§ 9 d. Hvis der er beskikket en rekonstruktør, finder reg-
lerne i § 12, stk. 1-3, tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Har skifteretten truffet bestemmelse om fyldestgø-
relsesforbud efter § 9 b, finder reglerne i §§ 12 c, 12 f og 12
g tilsvarende anvendelse. Reglerne i § 12 c finder dog ikke
256
anvendelse på fyldestgørelse af krav fra ansatte, hvis krav i
konkurs omfattes af §§ 94 og 95. Ved anvendelsen af § 12
g træder bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud i stedet for
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Stk. 3. Indledning af forebyggende rekonstruktionsbehand-
ling fratager ikke skyldneren en adgang, som bestod forud
for den forebyggende rekonstruktionsbehandling, til at ud-
skille aktiver fra et pant. 1. pkt. finder tilsvarende anvendel-
se på rettigheder stiftet ved retsforfølgning.
§ 9 e. Uanset modstående bestemmelse i en gensidigt be-
byrdende aftale kan medkontrahenten ikke hæve aftalen som
følge af, at skyldneren er under forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling eller har indgivet begæring herom.
Stk. 2. Er der truffet bestemmelse om fyldestgørelsesfor-
bud efter § 9 b, kan skyldneren med rekonstruktørens sam-
tykke videreføre en gensidigt bebyrdende aftale. § 12 o, stk.
4, § 12 p, § 12 q, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, og § 58, stk.
2, finder tilsvarende anvendelse. Ved anvendelsen af § 12 p
træder bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud i stedet for
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 anvendes kun, hvis ikke andet følger af
andre lovbestemmelser eller af vedkommende retsforholds
beskaffenhed. Stk. 2 finder dog anvendelse uanset købelo-
vens regler.
Stk. 4. § 12 s finder tilsvarende anvendelse på ydelser, der
overgives til skyldneren, efter at der blev truffet bestemmel-
se om fyldestgørelsesforbud efter § 9 b.
Kapitel 1 c
Gennemførelse af rekonstruktion under forebyggende rekon-
struktionsbehandling
§ 9 f. En skyldner under forebyggende rekonstruktionsbe-
handling kan fremsætte rekonstruktionsforslag. Reglerne i
§§ 10-10 c, § 13, stk. 2-4, og §§ 13 b-13 f finder tilsvarende
anvendelse. Ved anvendelsen af § 10 a, stk. 5, nr. 2 og
3, træder rekonstruktionsforslagets fremsættelse i stedet for
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Stk. 2. Er der truffet bestemmelse om fyldestgørelsesfor-
bud efter § 9 b, kan der ske virksomhedsoverdragelse efter
reglerne i § 13 g.
§ 9 g. Stadfæster skifteretten et rekonstruktionsforslag,
finder reglerne i §§ 14-14 b, § 14 c, stk. 1, §§ 14 d og 14 e
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Stadfæstes et rekonstruktionsforslag, der indeholder
bestemmelse om tvangsakkord, finder reglerne i §§ 12 h-12
m tilsvarende anvendelse. Ved anvendelsen af § 12 h træder
bestemmelsen om fyldestgørelsesforbud efter § 9 b i stedet
for rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Kapitel 1 d
Ophør af forebyggende rekonstruktionsbehandling
257
§ 9 h. Ud over de tilfælde, der er nævnt i § 9 c og §
9 f, jf. § 13 c, stk. 2, og § 13 f, træffer skifteretten bestem-
melse om, at den forebyggende rekonstruktionsbehandling
ophører, hvis
1) skyldneren hverken er insolvent eller har sandsynlighed
for at blive insolvent,
2) skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer for-
dringshavernes ret i fare,
3) skyldneren begærer det,
4) den forebyggende rekonstruktionsbehandling er ud-
sigtsløs, herunder hvis skyldnerens regnskabs- og bogfø-
ringsmateriale er så mangelfuldt, at det vil indebære ufor-
holdsmæssige omkostninger at opnå tilstrækkelig indsigt i
skyldnerens økonomiske forhold,
5) Erhvervsstyrelsen træffer beslutning om tvangsopløs-
ning af skyldneren, eller
6) der er forløbet et år siden indledningen af den forebyg-
gende rekonstruktionsbehandling.
Stk. 2. Skifteretten afviser en begæring om forebyggende
rekonstruktionsbehandling, der indgives tidligere end 1 må-
ned efter en forudgående forebyggende rekonstruktionsbe-
handlings ophør.
§ 9 i. Skifteretten bekendtgør ophøret af den forebyggende
rekonstruktionsbehandling i Statstidende, medmindre skyld-
nerens bo samtidig tages under konkursbehandling eller re-
konstruktionsbehandling. Er skyldneren en sammenslutning,
der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren
samtidig registrere ophøret af den forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling i Erhvervsstyrelsens it-system.
Stk. 2. Rekonstruktøren skal sende en meddelelse om
ophøret af den forebyggende rekonstruktionsbehandling til
samtlige kendte fordringshavere og andre, der blev berørt
af den forebyggende rekonstruktionsbehandling, medmindre
skyldnerens bo samtidig tages under konkursbehandling el-
ler rekonstruktionsbehandling.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder alene anvendelse, hvis
der er truffet bestemmelse om fyldestgørelsesforbud efter §
9 b. Er der ikke truffet sådan bestemmelse, skal skyldneren
eller en eventuelt beskikket rekonstruktør kun sende med-
delelse om ophøret af den forebyggende rekonstruktionsbe-
handling til fordringshavere, som har været orienteret om
den forebyggende rekonstruktionsbehandling.
Kapitel 1 e
Tidlig varsling
§ 9 j. Erhvervsministeren kan efter forhandling med ju-
stitsministeren og skatteministeren fastsætte regler om tid-
lig varsling som angivet i artikel 3 i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om
rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og
udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere
effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling
og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132
258
(rekonstruktions- og insolvensdirektivet), herunder om Er-
hvervsstyrelsens behandling af oplysninger til brug for tidlig
varsling.
Afsnit IA Afsnit IB
Rekonstruktion Rekonstruktion
Kapitel 2 Kapitel 2
Indholdet af en rekonstruktion Indholdet af en rekonstruktion
§ 10. En rekonstruktion skal indeholde mindst et af følgen-
de elementer:
1) Tvangsakkord, jf. § 10 a.
2) Virksomhedsoverdragelse, jf. § 10 b.
§ 10. En rekonstruktion skal indeholde mindst et af føl-
gende elementer:
1) Tvangsakkord, jf. § 10 a.
2) Virksomhedsoverdragelse, jf. § 10 b.
3) Andre tiltag, der alene eller tilsammen med de øvrige
dele af rekonstruktionen medfører, at skyldneren ophører
med at være insolvent.
§ 10 a. En tvangsakkord kan gå ud på procentvis ned-
sættelse eller bortfald af fordringerne mod skyldneren. En
tvangsakkord kan endvidere gå ud på betalingsudsættel-
se. En tvangsakkord kan betinges af, at skyldnerens formue
eller en del af denne fordeles mellem fordringshaverne.
Stk. 2. En tvangsakkord kan ikke omfatte:
1) Fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse
af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om
tvangsakkord.
2) Pantefordringer, i det omfang pantet strækker til. Pant-
haverne bindes derimod af tvangsakkorden, for så vidt angår
den del af deres personlige fordring, som ikke dækkes af
pantet. Hvis skifteretten i medfør af § 12 e har fastsat værdi-
en af et pantsat aktiv, er den fastsatte værdi bindende ved
opgørelse af panthaverens fordring efter 1. pkt.
3) Fordringer, der har fortrin frem for almindelige fordrin-
ger i tilfælde af konkurs.
4) Fordringer under et vist mindre beløb, hvis det er be-
stemt i tvangsakkorden og det må anses rimeligt begrundet
under hensyn til skyldnerens forhold og øvrige omstændig-
heder. Fordringer tilhørende samme fordringshaver sammen-
lægges. Fordringer, som overstiger det fastsatte beløb, giver
ret til udbetaling af mindst dette beløb.
§ 10 a. En tvangsakkord kan gå ud på procentvis ned-
sættelse eller bortfald af fordringerne mod skyldneren. En
tvangsakkord kan endvidere gå ud på betalingsudsættel-
se. En tvangsakkord kan betinges af, at skyldnerens formue
eller en del af denne fordeles mellem fordringshaverne.
Stk. 2. En tvangsakkord kan ikke omfatte:
1) Fordringer, der er stiftet efter skifterettens modtagelse
af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om
tvangsakkord, jf. dog stk. 6.
2) Pantefordringer, i det omfang pantet strækker til. Pant-
haverne bindes derimod af tvangsakkorden, for så vidt angår
den del af deres personlige fordring, som ikke dækkes af
pantet. Har skifteretten i medfør af § 12 e fastsat værdien af
et pantsat aktiv, er den fastsatte værdi bindende ved opgørel-
se af panthaverens fordring efter 1. pkt.
3) Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af §§
94-96.
Stk. 3. En tvangsakkord medfører bortfald af
1) gaveløfter,
Stk. 3. En tvangsakkord kan alene omfatte én af følgende
grupper af fordringer:
1) Fordringer, der i tilfælde af konkurs omfattes af § 97
eller § 98, nr. 2, bortset fra krav på konventionalbod, i det
omfang boden ikke er erstatning for et lidt tab.
2) krav på renter for tiden efter rekonstruktionsbehandlin-
gens indledning af de fordringer, der er omfattet af tvangs-
akkorden,
2) Fordringer, der i henhold til aftale står tilbage for de
øvrige fordringshavere i tilfælde af skyldnerens konkurs,
medmindre det fremgår af aftalen, at den ikke gælder i til-
fælde af skyldnerens rekonstruktion.
3) krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren at
anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt må anses
3) Krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er
erstatning for et lidt tab.
259
for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår perioden
efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, og som ikke
er omfattet af § 94, i det omfang fordringshaveren ikke kan
godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag,
4) krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er
erstatning for et lidt tab, og
5) fordringer, der i henhold til aftale står tilbage for de øv-
rige fordringshavere i tilfælde af skyldnerens konkurs, med-
mindre det fremgår af aftalen, at den ikke gælder i tilfælde af
skyldnerens rekonstruktion.
Stk. 4. Uforfaldne fordringer omfattet af tvangsakkorden
kan kræves betalt samtidig med andre fordringer.
Stk. 4. Det skal fremgå af tvangsakkorden, hvilken af de
i stk. 3 nævnte grupper af fordringer tvangsakkorden om-
fatter. Det kan bestemmes i tvangsakkorden, at fordringer
under et vist mindre beløb ikke omfattes, hvis det må anses
rimeligt begrundet under hensyn til skyldnerens forhold og
øvrige omstændigheder. Fordringer tilhørende samme ford-
ringshaver sammenlægges. Fordringer, som overstiger det
fastsatte beløb, giver ret til udbetaling af mindst dette beløb.
Stk. 5. En tvangsakkord medfører bortfald af
1) gaveløfter,
2) krav på renter for tiden efter rekonstruktionsbehandlin-
gens indledning af de fordringer, der er omfattet af tvangs-
akkorden,
3) krav ifølge en leasingaftale, der pålægger skyldneren at
anvise en køber af det leasede aktiv eller i øvrigt må anses
for finansiel leasing, på løbende ydelser, der angår perioden
efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, og som ikke
er omfattet af § 94, i det omfang fordringshaveren ikke kan
godtgøre, at ydelserne må sidestilles med afdrag, og
4) fordringer, der efter stk. 3 er placeret i en lavere gruppe
end den, som omfattes af tvangsakkorden.
Stk. 6. En tvangsakkord som nævnt i stk. 3, nr. 1, om-
fatter krav på B-skat og acontoskat, der er forfaldne ved
skifterettens modtagelse af rekonstruktionsforslaget. Det kan
bestemmes i tvangsakkorden, at denne omfatter krav på
restskat vedrørende det indkomstår, hvor rekonstruktionsfor-
slaget blev fremsat. Indeholder tvangsakkorden en sådan
bestemmelse, fastsætter skifteretten, hvilken beløbsmæssig
del af kravet der omfattes af tvangsakkorden, ud fra et
skøn over, hvilken del af kravet der skyldes dispositioner
foretaget inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller
forslagets indhold.
Stk. 7. Uforfaldne fordringer omfattet af tvangsakkorden
kan kræves betalt samtidig med andre fordringer.
Stk. 8. Er skyldneren et aktieselskab eller anpartsselskab,
kan det bestemmes i tvangsakkorden, at selskabskapitalen
nedsættes til 0 kr. og samtidig forhøjes med ny selskabska-
pital, der skal opfylde kravene i selskabsloven. Det skal
fremgå af tvangsakkorden, hvem der tegner den nye selska-
bskapital. Indbetaling af den nye selskabskapital skal ske
kontant. Reglerne i 1.-3. pkt. finder alene anvendelse, hvis
skyldneren er insolvent, og det må antages, at en konkursbe-
260
handling ikke vil give fuld dækning til samtlige fordringsha-
vere.«
§ 11 a. ---
Stk. 2. Samtidig fastsætter skifteretten tidspunktet for et
møde med fordringshaverne. Mødet skal holdes senest fi-
re uger efter rekonstruktionsbehandlingens indledning. Skif-
teretten indrykker straks en bekendtgørelse i Statstidende,
hvori fordringshaverne indkaldes til mødet. Hvis skyldneren
er en sammenslutning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen,
skal rekonstruktøren straks registrere mødeindkaldelsen i Er-
hvervsstyrelsens it-system.
7. I § 11 a, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »indledning«: », jf.
dog § 15, stk. 1, nr. 5«.
Stk. 3-5. ---
Stk. 6. Skifteretten kan efter rekonstruktørens begæring be-
stemme, at der skal stilles yderligere sikkerhed for omkost-
ningerne ved rekonstruktørens og en eventuel tillidsmands
virksomhed. Stilles sikkerheden ikke, bestemmer skifteret-
ten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører.
8. I § 11 a, stk. 6, 1. pkt., udgår »yderligere«, og efter »virk-
somhed« indsættes: », i det skifteretten herved skal tage en
eventuel stillet sikkerhed efter stk. 5 i betragtning«.
9. I § 11 a, stk. 6, indsættes som 3. pkt.:
»En af skyldneren stillet sikkerhed for de i 1. pkt. nævnte
omkostninger er ikke gyldig, hvis den ikke er bestemt af
skifteretten.«
§ 11 e. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Hvis rekonstruktøren anmoder herom, udsætter
skifteretten drøftelsen af forslaget til rekonstruktionsplan til
et senere møde, som skal holdes inden fire uger. § 11 c, § 11
d og stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse. Udsættelse kan
ikke ske, hvis et flertal af fordringshaverne stemmer imod
og dette flertal repræsenterer mindst 25 pct. af det samlede
kendte beløb, der ved repræsentation ville give stemmeret. §
13 d, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
10. I § 11 e, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »uger«: », jf. dog §
15, stk. 1, nr. 5«.
§ 12 a. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Skifteretten bestemmer, at rekonstruktøren skal
overtage ledelsen af virksomheden, hvis fordringshaverne
vedtager dette efter § 13 d.
11. I § 12 a, stk. 3, ændres »§ 13 d« til: »§ 13 d, stk. 1-4«.
§ 12 g.
Stk. 2. ---
Stk. 3. En fordringshaver kan ikke anvende et krav omfat-
tet af § 97 til modregning i skyldnerens krav i medfør af en
aftale, der er videreført efter § 12 o.
12. I § 12 g, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»Angår aftalen løbende eller successive ydelser, gælder
reglen i 1. pkt., uanset om kravene er konnekse.«
Stk. 4. ---
§ 12 k. Enhver stemmeberettiget fordringshaver kan stille
forslag om anlæg af omstødelsessag eller salg af retten til
at gøre omstødelse gældende. Forslag herom skal fremsættes
13. § 12 k, stk. 1, 3. pkt., affattes således:
»§ 13 d, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse.«
261
senest på det møde, hvor der stemmes om rekonstruktions-
forslaget. § 13 d finder tilsvarende anvendelse, idet dog
mindst en fordringshaver skal stemme for forslaget om an-
læg af omstødelsessag. Den begunstigede har ikke stemme-
ret.
Stk. 2-5. ---
§ 12 p. ---
Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes medkon-
trahentens krav for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens
indledning indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 12 o,
stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk. 1, af § 94. Medkontrahentens
krav for tiden efter en eventuel afsigelse af konkursdekret
omfattes dog ikke af § 94.
14. § 12 p, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes af § 94
alene medkontrahentens krav på vederlag for tiden efter re-
konstruktionsbehandlingens indledning og indtil en eventuel
opsigelse i medfør af § 12 o, stk. 4, 1. pkt., eller § 12 t, stk.
1, samt krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af
skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen.
15. I § 12 p indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Angår aftalen successive ydelser, omfattes af § 94
den del af medkontrahentens krav, der vedrører ydelser præ-
steret under rekonstruktionsbehandlingen efter rekonstrukti-
onsbehandlingens indledning.«
§ 12 t. Skyldneren kan med rekonstruktørens samtykke
opsige en aftale om et vedvarende retsforhold med sædvan-
ligt eller rimeligt varsel, selv om længere varsel eller uopsi-
gelighed er aftalt. Dette gælder dog ikke, hvis længere varsel
er sikret mod skyldnerens fordringshavere ved tinglysning
eller anden lignende offentlig registrering.
16. I § 12 t, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Opsiges skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller en
andelsforening, kan skyldneren kræve sit indestående betalt
senest 3 måneder efter opsigelsen.«
Stk. 2. ---
§ 13. Der skal senest seks måneder efter mødet med for-
dringshaverne, jf. § 11 e, holdes møde i skifteretten med
henblik på afstemning om rekonstruktionsforslaget.
17. I § 13, stk. 1, indsættes efter »rekonstruktionsforslaget«:
», jf. dog § 15, stk. 1, nr. 5«.
Stk. 2. Rekonstruktøren skal så vidt muligt senest 14 dage
før mødets afholdelse sende rekonstruktionsforslaget og det
øvrige materiale, der er nævnt i § 13 b, til skifteretten og
samtlige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyld-
nerens ansatte, der berøres af forslaget, med oplysning om
tidspunktet for mødet. Hvis skyldneren er en sammenslut-
ning, der er registreret i Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruk-
tøren samtidig registrere en meddelelse i Erhvervsstyrelsens
it-system, hvoraf det fremgår, at materialet er udsendt og
ligger til gennemsyn i skifteretten.
18. I § 13, stk. 2, 1. pkt., ændres »så vidt muligt senest 14
dage« til: »senest 5 hverdage«.
19. I § 13, stk. 2, indsættes som 3. og 4. pkt.:
»Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse om ak-
kordering af restskat efter § 10 a, stk. 6, 2. pkt., skal den
i § 13 b, stk. 1, nr. 2, nævnte beregning sendes til skatte-
forvaltningen senest 10 hverdage før mødets afholdelse. Så-
fremt skyldneren er en SMV, skal en eventuel begæring om
inddeling af fordringshaverne i særskilte afstemningsklasser
fremsendes sammen med rekonstruktionsforslaget.«
Stk. 3-5. ---
262
§ 13 a. Skifteretten kan forlænge fristen i § 13, stk. 1, med
indtil to måneder ad gangen, dog ikke ud over fire måneder,
hvis
1) ---
2) fordringshaverne vedtager dette efter § 13 d.
20. I § 13 a, stk. 1, indsættes efter »§ 13, stk. 1,«: »jf. dog §
15, stk. 1, nr. 5,«.
21. I § 13 a, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 13 d« til: »§ 13 d, stk.
1-4«.
Stk. 2-3. ---
§ 13 b. ---
1) ---
2) Oversigt over skyldnerens status, der skal indeholde:
a-c) ---
22. I § 13 b, stk. 1, nr. 2, indsættes som litra d:
»d) En beregning af skyldnerens forventede restskat for det
indkomstår, hvor rekonstruktionsforslaget fremsættes, med
angivelse af, hvilket beløb heraf der skyldes dispositioner
foretaget inden rekonstruktionsforslagets fremsættelse eller
forslagets indhold, hvis rekonstruktionsforslaget indeholder
bestemmelse om akkordering af restskat efter § 10 a, stk.
6, 2. pkt. Beregningen skal være foretaget af tillidsmanden,
hvis en sådan er beskikket, og ellers af en revisor, der er
godkendt efter revisorlovens § 3.«
3) En redegørelse fra rekonstruktøren og en eventuel til-
lidsmand, der skal indeholde:
a-i) ----
23. I § 13 b, stk. 1, nr. 3, indsættes som litra j:
»j) Oplysning om, hvorvidt skyldneren er en SMV.«
24. I § 13 b, stk. 1, indsættes som nr. 4:
»4) Forslag til inddeling af fordringshaverne i særskilte
afstemningsklasser, medmindre skyldneren er en SMV, og
der ikke fremsættes begæring efter § 13, stk. 2.«
Stk. 2-3. ---
§ 13 d. Et rekonstruktionsforslag er vedtaget, medmindre
et flertal af de fordringshavere, der er repræsenteret på mø-
det og deltager i afstemningen, stemmer imod.
Stk. 2. Der stemmes efter fordringernes beløb. §§ 120
og 121 og § 123, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. De
fordringshavere, hvis fordring er bestridt, deltager foreløbig i
afstemningen om rekonstruktionsforslaget. Viser afstemnin-
gen, at disse stemmer vil være afgørende for udfaldet, be-
stemmer skifteretten, hvilke af dem der giver stemmeret og
for hvilke beløb.
Stk. 3. Fordringer, der tilhører skyldnerens nærtstående,
giver ikke stemmeret.
Stk. 4. Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse
om tvangsakkord, giver fordringer stemmeret, i det omfang
de berøres af akkorden uden at bortfalde ved denne. En ford-
ring, der bortfalder som følge af fordringshaverens indvilli-
gelse heri i forbindelse med rekonstruktionsbehandlingen,
giver dog stemmeret, hvis bortfaldet er betinget af rekon-
struktionsforslagets stadfæstelse.
25. § 13 d affattes således:
Ȥ 13 d. Et rekonstruktionsforslag er vedtaget, hvis et
flertal af de fordringshavere, der er repræsenteret på det i §
13 c, stk. 1, nævnte møde, og som deltager i afstemningen,
stemmer for.
Stk. 2. Der stemmes efter fordringernes beløb. §§ 120 og
121 og § 123, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Indehol-
der rekonstruktionsforslaget bestemmelse om tvangsakkord,
er der uanset størrelsen af den tilbudte dividende tillige
stemmeret på de fordringer, der omfattes af akkorden efter
§ 10 a, stk. 4. En fordring, der bortfalder ved akkorden som
følge af fordringshaverens indvilligelse heri i forbindelse
med rekonstruktionsbehandlingen, giver alene stemmeret,
hvis bortfaldet er betinget af rekonstruktionsforslagets stad-
fæstelse. Hvis flere grupper af fordringer giver stemmeret
efter reglerne i 2.-4. pkt., har samtlige fordringshavere i de
nævnte grupper stemmeret.
Stk. 3. De fordringshavere, hvis fordring er bestridt,
deltager foreløbig i afstemningen om rekonstruktionsforsla-
263
get. Viser afstemningen, at disse stemmer vil være afgørende
for udfaldet, bestemmer skifteretten, hvilke af dem der giver
stemmeret og for hvilke beløb.
Stk. 4. Fordringer, der tilhører skyldnerens nærtstående,
giver ikke stemmeret.
Stk. 5. Fordringshaverne skal inddeles i særskilte afstem-
ningsklasser, der afspejler et tilstrækkeligt interessesammen-
fald mellem fordringshaverne i den enkelte klasse. En grup-
pe af fordringshavere, jf. § 10 a, stk. 3, og §§ 95-98, kan
inddeles i flere afstemningsklasser. En fordring, der ikke gi-
ver stemmeret, jf. stk. 2-4, indgår ikke i nogen afstemnings-
klasse. Pantefordringer har dog stemmeret uanset reglen i
stk. 2, jf. § 120, stk. 2, og skal udgøre en særskilt afstem-
ningsklasse.
Stk. 6. Der stemmes i hver afstemningsklasse for sig. Ved-
tages rekonstruktionsforslaget af et flertal af afstemnings-
klasserne, anses rekonstruktionsforslaget for vedtaget.
Stk. 7. Reglerne i stk. 5 og 6 finder alene anvendelse,
hvis skyldneren ved fremsendelsen af rekonstruktionsforsla-
get har begæret inddeling i afstemningsklasser, eller hvis
skyldneren ikke er en SMV.«
§ 13 e. ---
Stk. 2-4. ---
26. I § 13 e indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Indeholder rekonstruktionsforslaget bestemmelse
om tvangsakkord, og skyldneren er en fysisk person, gælder
endvidere følgende:
1) Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis skyldneren
som følge af strafbare forhold eller groft uforsvarlig forret-
ningsførelse ikke ville kunne opnå en gældssanering, jf. §
197, stk. 2, nr. 3 og 4, jf. § 197, stk. 3.
2) Skifteretten kan nægte stadfæstelse, hvis skyldneren
som følge af uforsvarlige handlinger i økonomiske anligg-
ender eller erstatningspådragende forhold ikke ville kunne
opnå en gældssanering, jf. § 197, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. § 197,
stk. 3.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.
Stk. 5. Skifteretten kan nægte stadfæstelse, hvis vilkårene
i rekonstruktionsforslaget står i misforhold til skyldnerens
økonomiske stilling.
27. § 13 e, stk. 5, der bliver stk. 6, affattes således:
»Stk. 6. Skifteretten skal nægte stadfæstelse, hvis rekon-
struktionsforslaget medfører, at en eller flere fordringshave-
re får en ringere grad af fyldestgørelse end under en kon-
kursbehandling. Hvis rekonstruktionsforslaget indeholder
bestemmelse om tvangsakkord, og skyldneren er en fysisk
person, der ikke udøver erhvervsvirksomhed, skal skifteret-
ten endvidere nægte stadfæstelse, hvis det samlede beløb,
som skyldneren skal betale ifølge rekonstruktionsforslaget,
er mindre end det samlede beløb, som skyldneren ville skul-
le betale i tilfælde af gældssanering.«
Stk. 6. Skifteretten kan betinge stadfæstelsen af, at skyld-
neren undergiver sig tilsyn af rekonstruktøren. Tilsynet skal
264
påse, at skyldneren overholder vilkårene for rekonstruktio-
nen og ikke ved sin forretningsførelse eller sit forbrug bliver
ude af stand hertil. Tilsynet kan i dette øjemed give skyldne-
ren særlige anvisninger. Skyldneren skal give tilsynet alle
fornødne oplysninger. Hvis skyldneren bringer fordringsha-
vernes ret i fare, skal tilsynet give indberetning herom til
skifteretten, der ved indkaldelse til møde eller på anden må-
de gør fordringshaverne bekendt med indberetningen.
28. Efter § 13 g indsættes før kapitel 2 d:
Ȥ 13 h. En skyldner, hvis bo er taget under konkursbe-
handling, kan anmode skifteretten om at indkalde en skifte-
samling til behandling af og afstemning om et af skyldneren
fremsat rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse
om tvangsakkord.
Stk. 2. Ved sagens videre behandling finder reglerne i
dette afsnit anvendelse med de af forholdets natur følgende
ændringer samt med følgende begrænsninger:
1) Begæringen skal fremsættes inden den i § 150, stk. 2,
nævnte dato.
2) Afstemning om rekonstruktionsforslaget kan ikke finde
sted før afholdelse af det i § 131 nævnte møde til fordringer-
nes prøvelse.
3) Boet må ikke udleveres til skyldneren, forinden de, der
har krav på forlods dækning, er fyldestgjort.
Stk. 3. Så længe rekonstruktionsforslaget ikke er forkastet
eller nægtet stadfæstet, skal bostyret kun foretage, hvad der
ikke tåler opsættelse.«
§ 14. ---
Stk. 2. Tvangsakkorden befrier skyldneren for den del af
gælden, der ikke overtages ved akkorden. Akkorden er bin-
dende også for fordringshavere, som ikke har meldt sig, og
for kautionister og andre, der hæfter for gælden.
29. I § 14, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Uanset reglen i 1. pkt. har tvangsakkorden ingen indfly-
delse på skatteforvaltningens adgang til at modregne krav
omfattet af § 10 a, stk. 6, 1. pkt., i overskydende skat vedrø-
rende samme indkomstår.«
Stk. 3-4. --- 30. I § 14 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Tvangsakkordens bestemmelser om ny selska-
bskapital efter § 10 a, stk. 8, træder i stedet for generalfor-
samlingens beslutning herom. Indbetaling af den nye selska-
bskapital skal ske senest to uger efter tvangsakkordens stad-
fæstelse. Rekonstruktøren skal uden unødigt ophold efter
indbetalingen registrere den nye selskabskapital og nedsæt-
telsen af den hidtidige selskabskapital i Erhvervsstyrelsen.«
§ 15. Ud over i de tilfælde, der er nævnt i § 11 a, stk. 6,
§ 11 c, stk. 4, § 11 d, stk. 2, § 11 e, stk. 3, § 11 g, stk. 3, §
13, stk. 5, § 13 c, stk. 2, og § 13 f, stk. 1 og 3, bestemmer
skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, hvis
1) skyldneren ikke er insolvent, jf. § 17, stk. 2, og § 18,
2) skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer for-
dringshavernes ret i fare,
3) skyldneren begærer det eller
31. § 15, stk. 1, affattes således:
»§ 15. Ud over i de tilfælde, der er nævnt i § 11 a, stk. 6,
§ 11 c, stk. 4, § 11 d, stk. 2, § 11 e, stk. 3, § 11 g, stk. 3, §
13, stk. 5, § 13 c, stk. 2, og § 13 f, stk. 1 og 3, bestemmer
skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen ophører, hvis:
1) Skyldneren ikke er insolvent, jf. § 17, stk. 2, og § 18.
2) Skyldneren ikke samarbejder loyalt eller bringer for-
dringshavernes ret i fare.
265
4) rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs. 3) Skyldneren begærer det.
4) Rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs.
5) Rekonstruktionsbehandlingen sammenlagt med den pe-
riode, hvor der under en foregående forebyggende rekon-
struktionsbehandling har været fyldestgørelsesforbud efter §
9 b, har varet i en periode på et år. Har skyldneren forud
for rekonstruktionsbehandlingen været under forebyggende
rekonstruktionsbehandling med fyldestgørelsesforbud efter
§ 9 b, medregnes varigheden af fyldestgørelsesforbuddet i
den i 1. pkt. nævnte periode, medmindre den forebyggende
rekonstruktionsbehandling ophørte mindst en måned før ind-
ledningen af rekonstruktionsbehandlingen.«
Stk. 2-5. ---
§ 24. --- 32. I § 24 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Er skyldneren under forebyggende rekonstruk-
tionsbehandling og har fremsat et rekonstruktionsforslag,
kan skifteretten udsætte afgørelsen om konkurs, indtil det
er afgjort, om rekonstruktionsforslaget vedtages og stadfæ-
stes. Dette gælder dog kun, hvis der er beskikket en rekon-
struktør.«
§ 27. Afsigelse af konkursdekret er betinget af, at den,
der har begæret konkursen, stiller sikkerhed for omkostnin-
gerne ved boets behandling. Sikkerhedsstillelsen nedsættes
til halvdelen, hvis der tillige kan kræves sikkerhedsstillelse
efter stk. 4 eller 5, medmindre den, der er forpligtet til at
stille sikkerhed efter disse bestemmelser, må anses for at
være ude af stand hertil. Har flere begæret konkursen, på-
hviler forpligtelsen til at stille sikkerhed disse solidarisk og
indbyrdes lige.
33. I § 27, stk. 1, 2. pkt., ændres »stk. 4 eller 5« til: »stk. 3
eller 4«.
Stk. 2-5. ---
§ 42. ---
Stk. 2-4. ---
34. I § 42 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. En fordringshaver kan ikke anvende et krav om-
fattet af § 97 til modregning i boets krav i medfør af en
aftale, som skyldneren har videreført efter § 9 e eller § 12 o,
eller som boet er indtrådt i efter § 55. Angår aftalen løbende
eller successive ydelser, gælder reglen i 1. pkt., uanset om
kravene er konnekse.«
§ 56. ---
Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse til skyldneren, bli-
ver boet ved sin indtræden forpligtet til at udrede vederlaget
for tiden efter konkursdekretets afsigelse indtil en eventuel
opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1,
som massekrav.
35. § 56, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse, omfattes af §
93 alene medkontrahentens krav på vederlag for tiden efter
konkursbehandlingens indledning og indtil en eventuel op-
sigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk.
1, samt krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af
konkursboet.«
36. I § 56 indsættes som stk. 3:
266
»Stk. 3. Angår aftalen successive ydelser, omfattes af § 93
alene den del af medkontrahentens krav, der vedrører ydelser
præsteret efter konkursbehandlingens indledning.«
§ 61. Boet kan, selv om længere varsel eller uopsigelighed
er aftalt, med sædvanligt eller rimeligt varsel opsige en aftale
om et vedvarende retsforhold. Dette gælder dog ikke, hvis
længere varsel er sikret mod skyldnerens fordringshavere
ved tinglysning eller anden lignende offentlig registrering.
37. I § 61, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Opsiges skyldnerens deltagelse i et andelsselskab eller en
andelsforening, kan skyldneren kræve sit indestående betalt
senest 3 måneder efter opsigelsen.«
Stk. 2-3. ---
§ 72. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Har en rekonstruktør, der er beskikket af skifteret-
ten, godkendt betalingen eller dispositionen, kan omstødelse
kun ske, hvis rekonstruktøren åbenbart har overskredet sine
beføjelser. En rekonstruktørs samtykke i medfør af § 13 g til
en virksomhedsoverdragelse udelukker ikke omstødelse over
for andre end erhververen.
38. I § 72, stk. 3, 1. pkt., indsættes før »godkendt«: »efter
fristdagen«.
§ 110. ---
Stk. 2. Kurator antager en eller flere sagkyndige personer,
der snarest skal foretage registrering og eventuelt vurdering
af boets aktiver. Er der umiddelbart før konkursen til brug
for en rekonstruktions-behandling tilvejebragt materiale som
nævnt i § 13 b, kan dette materiale lægges til grund ved kon-
kursbehandlingen, således at der kun redegøres for senere
ændringer.
39. I § 110, stk. 2, og § 217, stk. 1, indsættes før »re-
konstruktionsbehandling«: »forebyggende rekonstruktions-
behandling eller«.
Stk. 3-4. ---
§ 217. Indledes der rekonstruktionsbehandling, udsættes
behandlingen af sagen om gældssanering.
Stk. 2. ---
39. I § 110, stk. 2, og § 217, stk. 1, indsættes før »re-
konstruktionsbehandling«: »forebyggende rekonstruktions-
behandling eller«.
§ 197. Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige
kendelse om gældssanering, såfremt skyldneren godtgør, at
skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år
ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser,
og det må antages, at gældssanering vil føre til en varig
forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.
Stk. 2. Kendelse om gældssanering kan i almindelighed
ikke afsiges, såfremt
1) skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,
2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske an-
liggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld
a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af
stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,
b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en
finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økono-
miske situation,
c) er stiftet med henblik på forbrug eller
40. § 197 affattes således:
»§ 197. Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsi-
ge kendelse om gældssanering, såfremt skyldneren godtgør,
at skyldneren er insolvent. Skyldneren anses for insolvent
efter 1. pkt., hvis skyldneren ikke er i stand til og inden for
de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine
gældsforpligtelser. Kendelse om gældssanering er endvidere
betinget af, at det må antages, at gældssanering vil føre til en
varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.
Stk. 2. Kendelse om gældssanering kan i almindelighed
ikke afsiges, såfremt
1) skyldnerens økonomiske indtægts- og udgiftsforhold er
uafklarede i afdragsperioden, jf. dog § 197 a, eller skyldne-
ren er under uddannelse,
2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske an-
liggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld
267
d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,
3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller
erstatningspådragende forhold,
4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om
skyldneren har haft rimelig mulighed herfor,
5) skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssane-
ring eller
6) skyldneren stifter ny gæld, efter at gældssaneringssag er
indledt.
Stk. 3. Ved skifterettens afgørelse efter stk. 2 skal der
lægges vægt på gældens alder.
Stk. 4. Uanset stk. 2 kan skifteretten nægte gældssanering,
såfremt der foreligger andre omstændigheder, som taler af-
gørende imod gældssanering.
Stk. 5. Ved afgørelsen om gældssanering skal det ikke
tages i betragtning, hvorvidt skyldneren har mulighed for at
opnå eftergivelse efter anden lovgivning.
Stk. 6. Kendelse om gældssanering kan kun afsiges for så
vidt angår skyldnere, som er fysiske personer.
a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af
stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, medmin-
dre der er tale om forretningsmæssigt velbegrundet stiftelse
af erhvervsgæld eller en velbegrundet låneomlægning,
b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en
finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økono-
miske situation,
c) er stiftet med henblik på forbrug, medmindre gældsstif-
telsen som følge af særlige omstændigheder fremstår som
rimelig, eller
d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systema-
tisk,
3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller
erstatningspådragende forhold, medmindre der er tale om
gæld i form af sagsomkostninger pålagt i straffesager,
4) skyldneren, som deltager i ledelsen af en virksomhed,
har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, medmindre
det ikke ville være rimeligt at pålægge konkurskarantæne
som følge heraf,
5) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om
skyldneren som følge af sin løbende indkomst eller andre
indtægter har haft rimelig mulighed herfor, medmindre der
var tale om et mindre væsentligt beløb, der blev udbetalt
inden indgivelsen af begæring om gældssanering,
6) skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssane-
ring, eller
7) skyldneren stifter ny gæld, efter at gældssaneringssag
er indledt, medmindre gældsstiftelsen som følge af særlige
omstændigheder fremstår som rimelig.
Stk. 3. Ved skifterettens afgørelse efter stk. 2 skal der
lægges vægt på gældens alder.
Stk. 4. Uanset stk. 2 kan skifteretten nægte gældssanering,
såfremt der foreligger andre omstændigheder, som taler af-
gørende imod gældssanering.
Stk. 5. Ved afgørelse om gældssanering skal det ikke tages
i betragtning, hvorvidt skyldneren har mulighed for at opnå
eftergivelse af gæld efter anden lovgivning.
Stk. 6. Kendelse om gældssanering kan kun afsiges for så
vidt angår skyldnere, som er fysiske personer.«
41. Efter § 197 indsættes:
»§ 197 a. Var skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller
samlever eller et selskab, som de nævnte personer direkte el-
ler indirekte ejer en væsentlig del af, under konkursbehand-
ling, da skifteretten modtog forslaget om gældssanering, er
uafklarede forhold, der skyldes konkursen, ikke til hinder for
afsigelse af kendelse om gældssanering.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis skyldnerens
gæld i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig virksom-
hed, og ledelsen af virksomheden i ikke uvæsentligt omfang
har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring,
momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat og ind-
sendelse af oplysninger til offentlige myndigheder eller lig-
268
nende eller i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at
lede virksomheden forsvarligt.«
§ 199. ---
Stk. 2. Kendelse om gældssanering omfatter dog ikke pan-
tefordringer i det omfang, pantet strækker til. Panthaverne
bindes derimod af kendelsen for så vidt angår den del af
deres personlige fordring mod skyldneren, som ikke dækkes
af pantet.
42. I § 199 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Er skyldneren under konkursbehandling, omfatter
kendelsen om gældssanering alene fordringer, der er stiftet
inden konkursdekretets afsigelse, jf. dog § 30. Når særlige
forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen
skal omfatte fordringer stiftet inden et af skifteretten andet
fastsat tidspunkt, der dog ikke kan fastsættes til et tidspunkt
senere end skifterettens afgørelse om at indlede sag om
gældssanering, jf. § 206.
Stk. 3. Kendelsen om gældssanering omfatter alene krav
på B-skat, der er forfaldet inden det tidspunkt, der efter
reglerne i stk. 1 og 2 er afgørende for, om øvrige fordringer
omfattes af kendelsen. Kendelsen omfatter endvidere krav
på restskat vedrørende det indkomstår, som udløber efter det
nævnte tidspunkt.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 4.
§ 200. ---
Stk. 2. De øvrige i § 98 nævnte krav har ved gældssanering
samme stilling som de almindelige fordringer.
Stk. 3. I øvrigt skal fordringshaverne behandles lige, med-
mindre de samtykker i en mindre gunstig behandling.
43. I § 200 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Omfatter kendelsen alene fordringer stiftet inden
konkursdekretets afsigelse, jf. § 199, stk. 2, bortfalder krav
på renter af de af kendelsen omfattede fordringer alene for
tiden efter konkursdekretets afsigelse.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
§ 202. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Skifteretten afviser en begæring, der ikke opfylder
kravene i stk. 1 eller i regler, der er fastsat i medfør af stk.
2. Det samme gælder, når der efter de foreliggende oplysnin-
ger ikke er rimelig udsigt til, at der kan afsiges kendelse om
gældssanering. En begæring, der afvises efter 1. eller 2. pkt.,
anses ikke for modtaget.
44. I § 202 indsættes som nyt stykke efter stk. 2:
»Stk. 3. Er skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller sam-
lever eller et selskab, som de nævnte personer direkte
eller indirekte ejer en væsentlig del af, under konkursbe-
handling, anmoder skifteretten kurator om oplysning om,
hvorvidt denne er bekendt med omstændigheder, der taler
imod gældssanering. Kurator skal afgive erklæringen senest
samtidig med sin redegørelse efter § 125, stk. 2 og 3, eller,
såfremt denne er afgivet, snarest muligt. Angår konkursbe-
handlingen ikke skyldneren selv, gælder 1. pkt. dog kun,
hvis skyldnerens gæld i det væsentligste stammer fra kaution
eller anden hæftelse for krav mod konkursboet.«
Stk. 4. --- Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
§ 204. Skifteretten indkalder snarest muligt skyldneren til
et møde. Under mødet afkræver skifteretten skyldneren nær-
mere oplysninger om skyldnerens og skyldnerens husstands
forhold samt andre oplysninger af betydning for afgørelsen
af, om gældssaneringssag skal indledes.
45. I § 204, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»Mødet med skyldneren kan afholdes ved anvendelse af
telekommunikation.«
Stk. 2-3. ---
§ 208. ---
Stk. 2. ---
269
Stk. 3. Genpart af bekendtgørelsen sendes straks til alle
fordringshavere, som er eller bliver skifteretten bekendt.
46. I § 208, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»I de i § 197 a, stk. 1, nævnte tilfælde, skal genparten
indeholde opfordring om at fremkomme med oplysninger
om omstændigheder af betydning for afgørelsen efter § 197
a, stk. 2.«
Stk. 4-5. ---
§ 208 b. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Er en anmeldt fordring betinget, bortfalder retten til
dækning af fordringen, når sagen er sluttet med afgørelse om
gældssanering, jf. § 218, stk. 1, såfremt betingelsen ikke er
indtrådt på det tidspunkt, hvor skifteretten afsiger kendelse
om gældssanering.
47. I § 208 b indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Hvis skyldneren er under konkursbehandling, fin-
der stk. 1 ikke anvendelse på de fordringer, der er anmeldt i
konkursboet.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
Stk. 4. En fordring, der er bortfaldet efter stk. 1, kan gøres
gældende med det fulde beløb
1) over for skyldneren, hvis gældssaneringen ophæves i
medfør af § 229, eller
2) hvis skyldnerens bo tages under konkursbehandling,
hvis skyldneren får stadfæstet en rekonstruktion, der inde-
holder bestemmelse om tvangsakkord, eller hvis skyldneren
på ny meddeles gældssanering, jf. § 230.
§ 209. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. § 208 b, stk. 1 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
48. I § 209, stk. 5, ændres »§ 208 b, stk. 1 og 4 « til: »§ 208
b, stk. 1 og 5«.
§ 216. En kendelse, der helt eller delvis tager skyldnerens
forslag til følge, skal angive, hvilken del af skyldnerens gæld
der berøres af kendelsen, med angivelse af den procent,
hvortil fordringerne nedsættes. Ved fastsættelse af den pro-
cent, hvortil fordringerne nedsættes, kan skifteretten bestem-
me, at der skal bortses fra fordringer, som kun vil afkaste
et ubetydeligt beløb. Dækningen af disse fordringer bortfal-
der, når sagen er sluttet med kendelse om gældssanering,
jf. § 218, stk. 1. § 208 b, stk. 4, nr. 1, finder tilsvarende
anvendelse. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler
om anvendelsen af 2. pkt.
Stk. 2. Uforfaldne fordringer kan kræves betalt samtidig
med andre fordringer.
49. § 216, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»En kendelse, der helt eller delvis tager skyldnerens for-
slag til følge, skal angive, hvilken del af skyldnerens gæld
der berøres af kendelsen med angivelse af den procent, hvor-
til fordringerne nedsættes, eller, hvor dette ikke er muligt, de
afdrag, som skyldneren skal betale.
Stk. 2. Udgør det beløb, som skyldneren efter stk. 1 i alt
skal betale i afdragsperioden, alene et uvæsentligt beløb,
bortfalder skyldnerens gæld, jf. § 198, når sagen er sluttet
med kendelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1. I øvrige
tilfælde anvendes 1. pkt. således, at der bortses fra fordrin-
ger, som kun vil afkaste et uvæsentligt beløb. Reglen i 2.
pkt. anvendes særskilt på hver enkelt fordring, begyndende
med den mindste, indtil de resterende fordringer hver især
afkaster mere end et uvæsentligt beløb. Fordringer omfattet
af 2. pkt. bortfalder, når sagen er sluttet med kendelse om
gældssanering, jf. § 218, stk. 1. § 208 b, stk. 5, nr. 1, finder
tilsvarende anvendelse. Justitsministeren kan fastsætte nær-
mere regler om anvendelse af 1.-3. pkt.«
Stk. 2-7 bliver herefter stk. 3-8.
Stk. 3. Træffes der bestemmelse om, at skyldneren skal
have henstand med betalingen af den del af gælden, som
fortsat skal bestå, skal kendelsen angive henstandsperiodens
50. § 216, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Træffes der bestemmelse om, at skyldneren skal
have henstand med betaling af den del af gælden, som
fortsat skal bestå, skal kendelsen angive afdragsperiodens
270
længde samt størrelsen af og forfaldstiden for de afdrag, som
skyldneren skal betale i henstandsperioden.
længde samt størrelsen af og forfaldstiden for de afdrag, som
skyldneren skal betale i afdragsperioden. Afdragsperioden
udgør tre år. Afdragsperioden kan være længere, hvis dette
er nødvendigt for, at skyldneren kan opretholde sin bolig
eller aktiver, der anvendes af skyldneren i eller i forbindelse
med dennes erhverv. Hvis den væsentligste del af skyldne-
rens gæld er studiegæld, og skyldneren ikke har gæld fra er-
hvervsmæssig virksomhed, kan afdragsperioden forlænges,
dog således at afdragsperioden højst kan udgøre seks år.«
Stk. 4. Er en anmeldt fordring bestridt, skal der afsættes
midler til dækning af fordringen. Kendelsen skal angive,
hvordan de afsatte midler skal fordeles mellem de øvrige
fordringshavere, såfremt der ikke anlægges sag om fordrin-
gen, jf. § 209, stk. 3, eller såfremt det ved dom eller for-
lig fastslås, at fordringen ikke består. Kan et afdrag på en
fordring ikke betales, fordi fordringen er omtvistet eller af-
hængig af en endnu ikke opfyldt betingelse, kan skifteretten
bestemme, at beløbet skal indsættes på en særlig konto i et
pengeinstitut.
Stk. 5. Tages skyldnerens forslag helt eller delvis til føl-
ge, vejleder skifteretten skyldneren om dennes retsstilling,
herunder om tidspunktet for realisation af de af skyldnerens
aktiver, der skal indgå i gældssaneringssagen, og om tilrette-
læggelsen af skyldnerens betaling af afdrag i henstandsperio-
den.
Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
fastsættelsen af afdragene og afdragsperiodens længde efter
stk. 3.
51. I § 216, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »længde efter
stk. 3« til: »begyndelse efter stk. 4«.
Stk. 7. Beløb, der fastsættes i medfør af stk. 6, reguleres
hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket til-
pasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. De regulerede beløb afrundes opad
til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10. Regu-
leringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet
gældende beløb før afrunding. Justitsministeren bekendtgør
hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.
52. I § 216, stk. 7, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., ændres
»stk. 6« til: »stk. 7«.
53. Efter § 216 indsættes:
»§ 216 a. Er skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever
eller et selskab, som skyldneren eller de nævnte personer
tilsammen direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af,
under konkursbehandling, kan kendelse om gældssanering
tidligst afsiges, når kurator i konkursboet har afgivet endelig
indstilling efter § 202, stk. 3. Angår konkursbehandlingen
ikke skyldneren selv, gælder 1. pkt. dog kun, hvis skyldne-
rens gæld i det væsentligste stammer fra kaution eller anden
hæftelse for krav mod konkursboet.
Stk. 2. Er skyldneren under konkursbehandling på det tids-
punkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering, skal
skyldneren betale afdrag, jf. § 216, til skifterettens medhjæl-
per, der udlodder det modtagne beløb til fordringshaverne
omfattet af gældssaneringskendelsen, når konkursboet er
sluttet. Er afdragsperioden ikke udløbet på tidspunktet for
konkursboets slutning, skal skyldneren betale de resterende
271
afdrag direkte til fordringshaverne. Er skyldneren ved af-
dragsperiodens udløb fortsat under konkursbehandling, ind-
betaler medhjælperen det modtagne beløb til konkursboet,
der i forbindelse med udbetaling af dividenden, jf. § 152,
udlodder det modtagne beløb til fordringshaverne i overens-
stemmelse med § 200. Sluttes boet efter § 143, kan kurator
overlade udlodning af det modtagne beløb til skifterettens
medhjælper.«
§ 218. Gældssaneringssagen anses for sluttet, når fristen
for kære af skifterettens afgørelse om afvisning af begæring,
jf. § 202, stk. 3, eller om nægtelse af at indlede gældssa-
neringssag, jf. § 205, eller vedrørende gældssanering, jf.
§§ 212 og 216, er udløbet, uden at kære er sket, eller når
kæreinstansens kendelse er afsagt, eller når skyldnerens be-
gæring er tilbagekaldt, eller når gældssaneringssagen er bort-
faldet, jf. § 217, stk. 2.
54. I § 218, stk. 1, ændres »§ 202, stk. 3« til: »§ 202, stk. 4«.
§ 219. Skifteretten kan antage en medhjælper til under
skifterettens tilsyn at udføre de i §§ 208, 208 a, stk. 3, 209,
stk. 2, 210, 213-214, 216, stk. 5 og 218, stk. 2-3, nævnte
forretninger.
55. I § 219, stk. 1, ændres »§§ 208, 208 a, stk. 3, 209, stk.
2, 210, 213-214, 216, stk. 5 og 2018, stk. 2-3« til: »§ 208, §
208 a, stk. 3, § 209, stk. 2, §§ 210 og 213-214, § 216, stk. 6,
og § 218, stk. 2 og 3«.
56. I § 219, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Er eller har skyldneren tidligere været under konkursbe-
handling, kan de nævnte forretninger ikke overlades til kon-
kursboets kurator.«
Stk. 2. ---
57. I § 219 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om medhjælper-
nes behandling af betroede midler.«
§ 220. I det omfang skifteretten ikke har krævet sikker-
hed for omkostningerne ved sagens behandling, afholdes
omkostningerne af statskassen. Når den procent, hvortil for-
dringerne nedsættes, skyldnerens forhold eller omstændighe-
derne i øvrigt taler derfor, kan skifteretten i forbindelse med
sagens slutning bestemme, at omkostningerne helt eller del-
vis skal erstattes af skyldneren.
58. I § 220 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Er skyldneren under konkursbehandling, afholdes om-
kostningerne ved behandlingen af gældssaneringssagen af
konkursboet efter § 93, nr. 2, i det omfang der er dækning
hertil af boets midler.«
§ 226. ---
Stk. 2. Kendelsen befrier skyldneren for den del af en før
gældssaneringssagens indledning, jf. dog § 199, stk. 1, 2.
pkt., stiftet gæld, som bortfalder ved kendelsen, såvel over
for fordringshaveren selv som over for kautionister og andre,
der hæfter for gælden.
59. § 226, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Kendelsen befrier skyldneren for den del af gæl-
den, der omfattes af kendelsen, jf. § 199, og som bortfalder
ved kendelsen, over for fordringshaveren selv og over for
kautionister og andre, der hæfter for gælden. Uanset reglen
i 1. pkt. har kendelsen ingen indflydelse på skatteforvaltnin-
gens adgang til at modregne krav på B-skat i overskydende
skat vedrørende samme indkomstår.«
Stk. 3. ---
§ 228. Når ganske særlige hensyn til skyldneren taler der-
for, kan skifteretten på begæring genoptage gældssanerings-
sagen med henblik på ændring af gældssaneringskendelsens
bestemmelser efter § 216, stk. 1 og 3. Skifteretten kan ikke
forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat
60. I § 228, stk. 1, 1. pkt. og 2, 1. pkt., ændres »§ 216, stk. 1
og 3« til: »§ 216, stk. 1 og 4«.
272
Stk. 2. Forinden skifteretten træffer afgørelse om ændring
af gældssaneringskendelsens bestemmelser efter § 216, stk.
1 og 3, indkaldes skyldneren og fordringshaverne til et møde
i skifteretten. Når skyldnerens sociale forhold taler derfor,
indkaldes desuden en repræsentant for kommunen til mødet.
61. I § 228 indsættes som stk. 3 og 4:
»Stk. 3. Har skyldneren på det tidspunkt, hvor kendelsen
om gældssanering afsiges, uafklarede økonomiske forhold,
jf. § 197 a, kan skifteretten i afdragsperioden på begæring af
en fordringshaver genoptage gældssaneringssagen med hen-
blik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat,
eller de i kendelsen fastsatte afdrag, såfremt der er indtrådt
forhold, der medfører, at skyldneren må anses for at være
i stand til at betale mindst 1.000 kr. om måneden ud over
det, der følger af kendelsen. Forhøjelsen sker med det beløb,
der overstiger de nævnte 1.000 kr. om måneden. Såfremt
forhøjelsen alene vil ske med et beløb, der er mindre end
det beløb, der er nævnt i § 216, kan skifteretten undlade at
forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, eller de
fastsatte afdrag.
Stk. 4. I de i stk. 3 nævnte tilfælde skal skyldneren in-
den rimelig tid underrette skifteretten og fordringshaverne,
såfremt der indtræder forhold, der medfører, at skyldneren
må anses for at være i stand til at betale mindst 1.000 kr. om
måneden ud over det, der følger af kendelsen. Skyldneren
skal efter skifterettens nærmere bestemmelse fremsende do-
kumentation for sine økonomiske forhold til skifteretten og
fordringshaverne.«
§ 229. Gældssaneringskendelsen kan på begæring af en
fordringshaver ophæves af skifteretten:
1) hvis det oplyses, at skyldneren under gældssaneringssa-
gen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, eller
2) hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge
gældssaneringskendelsen.
Stk. 2. Forinden skifteretten træffer afgørelse efter stk. 1,
indkaldes skyldneren og fordringshaverne til et møde i skif-
teretten. Når skyldnerens sociale forhold taler derfor, indkal-
des desuden en repræsentant for kommunen til mødet.
62. § 229, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Gældssaneringskendelsen kan på begæring af en ford-
ringshaver ophæves af skifteretten,
1) hvis det oplyses, at skyldneren under gældssaneringssa-
gen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold,
2) hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge
gældssaneringskendelsen, eller
3) hvis skyldneren tilsidesætter sine pligter efter § 228,
stk. 4.
Stk. 2. Skifteretten ophæver gældssaneringskendelsen,
hvis skyldneren efter afsigelsen af kendelsen pålægges kon-
kurskarantæne efter § 157, og den groft uforsvarlige forret-
ningsførelse, der begrunder pålægget af konkurskarantænen,
er foregået, inden kendelsen om gældssanering blev afsagt.
Stk. 3. Forinden skifteretten træffer afgørelse efter stk. 1
og 2, indkaldes skyldneren og fordringshaverne til et møde
i skifteretten. Når skyldnerens sociale forhold taler derfor,
indkaldes desuden en repræsentant for kommunen til mø-
det.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
Stk. 3. Ophæves en kendelse om gældssanering, bortfalder
en for denne af tredjemand stillet sikkerhed eller kaution,
medmindre tredjemand vidste eller burde vide, at de i stk. 1,
nr. 1, beskrevne omstændigheder forelå, eller den pågælden-
273
de har medvirket til, at skyldneren har tilsidesat sine pligter
som anført i stk. 1, nr. 2.
§ 230. Tages skyldnerens bo under konkursbehandling,
meddeles skyldneren på ny gældssanering, eller får skyldne-
ren stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder be-
stemmelse om tvangsakkord, efter at der er afsagt kendelse
om gældssanering, har de af gældssanerings-kendelsen om-
fattede fordringshavere krav på udlæg i forhold til fordrin-
gernes beløb uden hensyn til den skete nedskrivning, men
efter fradrag af afbetalinger. Udlægget i konkursboet, gælds-
saneringssagen eller tvangsakkorden i forbindelse med disse
afbetalinger kan dog ikke overstige, hvad der efter gældssa-
neringskendelsen tilkommer de pågældende fordringshavere,
medmindre kendelsen er bortfaldet efter § 229.
63. I § 230 indsættes før stk. 1 som nyt stykke:
»Er skyldneren under konkursbehandling på tidspunktet
for afsigelsen af en kendelse om gældssanering, har for-
dringshaverne krav på dividende i konkursboet uden hensyn
til kendelsen, jf. dog § 220, 2. pkt.«
Stk. 1 bliver herefter stk. 2.
§ 231. Reglerne i dette kapitel anvendes, hvis en skyld-
ner indgiver begæring om gældssanering, inden skifteretten
indkalder til afsluttende skiftesamling i et konkursbo, og
konkursbehandlingen vedrører
1) skyldneren,
2) skyldnerens ægtefælle eller samlever, såfremt skyldne-
rens gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller lignende
hæftelse for gæld, som ægtefællen eller samleveren har på-
draget sig ved erhvervsmæssig virksomhed, eller
3) et selskab, hvis kapital skyldneren, dennes ægtefælle
eller samlever tilsammen direkte eller indirekte ejer en væ-
sentlig del af, forudsat at skyldnerens gæld i det væsentlige
stammer fra kaution eller lignende hæftelse for selskabets
gæld.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel anvendes endvidere, hvis
en skyldner indgiver begæring om gældssanering inden fire
uger efter stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag, der in-
deholder bestemmelse om tvangsakkord, for et selskab, hvis
kapital skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever tilsam-
men direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, forudsat
at skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra kaution
eller lignende hæftelse for selskabets gæld.
Stk. 3. Reglerne i dette kapitel anvendes endvidere, hvis
1) skyldnerens bo, efter at der er indgivet begæring om
gældssanering, tages under konkursbehandling eller
2) skyldneren indgiver begæring om gældssanering og der
samtidig efter reglerne i dette kapitel behandles en begæring
om gældssanering vedrørende skyldnerens ægtefælle eller
samlever.
Stk. 4. Skifteretten kan anvende reglerne i dette kapitel,
selv om skyldneren indgiver begæring på et senere tidspunkt
end nævnt i stk. 1.
Stk. 5. Er konkursboet sluttet med regnskab og udlodning,
jf. §§ 151 og 152, eller i medfør af § 143, kan skifteretten
bestemme, at gældssaneringssag alene skal indledes, for så
vidt angår de fordringer, som er nævnt i § 233. I så fald
finder reglerne i dette kapitel tilsvarende anvendelse.
64. Kapitel 29 ophæves.
274
§ 231 a. Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsi-
ge kendelse om gældssanering efter reglerne i dette kapitel,
såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til
og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne
opfylde sine gældsforpligtelser og det må antages, at gælds-
sanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens øko-
nomiske forhold.
Stk. 2. Kendelse om gældssanering efter reglerne i dette
kapitel kan i almindelighed ikke afsiges, såfremt der forelig-
ger forhold som nævnt i § 197, stk. 2, nr. 2-6. Kendelse om
gældssanering efter reglerne i dette kapitel kan i almindelig-
hed endvidere ikke afsiges, såfremt skyldneren, skyldnerens
ægtefælle eller samlever, jf. § 231, stk. 1, nr. 2, og stk. 3, nr.
2, eller ledelsen i det selskab, der er omfattet af konkursbe-
handlingen eller har fået stadfæstet et rekonstruktionsforslag,
1) i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtel-
ser med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse
og afregning af A-skat og indsendelse af oplysninger til
offentlige myndigheder el. lign. eller
2) i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede
den virksomhed, der er eller har været undergivet konkursbe-
handling, forsvarligt.
Stk. 3. Ved skifterettens afgørelse efter stk. 2 skal der
lægges vægt på gældens alder.
Stk. 4. Uanset stk. 2 kan skifteretten nægte gældssanering,
såfremt der foreligger andre omstændigheder, som taler af-
gørende imod gældssanering.
Stk. 5. Ved afgørelse om gældssanering efter reglerne i
dette kapitel skal det ikke tages i betragtning, hvorvidt skyld-
neren har mulighed for eftergivelse efter andre regler.
Stk. 6. Gældssaneringssag efter reglerne i dette kapitel kan
ikke indledes, hvis der inden for de seneste 10 år er afsagt
kendelse om gældssanering for skyldneren efter reglerne i
dette kapitel.
Stk. 7. Kendelse om gældssanering efter reglerne i dette
kapitel kan kun afsiges, for så vidt angår skyldnere, som er
fysiske personer.
§ 231 b. Såfremt en skyldners gæld ikke i det væsentlige
stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, kan skyldneren
kun under særlige omstændigheder meddeles gældssanering
på andre betingelser og vilkår, end hvad der følger af regler-
ne om gældssanering efter kapitel 25-28.
§ 232. Kendelse om gældssanering efter reglerne i dette
kapitel kan tidligst afsiges i forbindelse med boets slutning
efter § 143 eller i forbindelse med skifterettens stadfæstelse
af udkast til regnskab og udlodning, jf. § 151.
Stk. 2. Under særlige omstændigheder kan skifteretten af-
sige kendelse om gældssanering på et tidligere tidspunkt end
anført i stk. 1.
Stk. 3. I øvrigt træffer skifteretten bestemmelse om, i hvil-
ket omfang gældssaneringssagens behandling skal afvente
boets slutning.
275
Stk. 4. I de tilfælde, der er nævnt i § 231, stk. 2, finder
stk. 1-3 kun anvendelse, hvis skyldneren er under konkurs-
behandling.
§ 233. § 199, stk. 1, og § 200 finder tilsvarende anvendel-
se, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Er skyldneren under konkursbehandling, omfatter
kendelsen om gældssanering alene fordringer, der er stiftet
inden konkursdekretets afsigelse, jf. dog § 30. Når særlige
forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen
skal omfatte fordringer stiftet inden et af skifteretten andet
fastsat tidspunkt, der dog ikke kan fastsættes til et tidspunkt
senere end skifterettens afgørelse om at indlede sag om
gældssanering, jf. § 206. Træffes sådan bestemmelse ikke,
bortfalder krav på renter af de af kendelsen omfattede for-
dringer for tiden efter konkursdekretets afsigelse.
§ 233 a. §§ 208-208 b finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Den genpart af bekendtgørelsen om proklama, som
skifteretten efter § 208, stk. 3, sender til alle kendte for-
dringshavere, skal indeholde opfordring om at fremkomme
med oplysninger om omstændigheder af betydning for afgø-
relsen af sagen, jf. § 231 a, stk. 1-4.
Stk. 3. For fordringer, der er anmeldt i skyldnerens kon-
kursbo, bortfalder retten til dækning ikke, når begæring om
gældssanering indgives, inden konkursboet er afsluttet.
§ 234. Skifteretten tilvejebringer de yderligere oplysnin-
ger, som anses for nødvendige for en stillingtagen til begæ-
ringen om gældssanering, og som ikke er eller bliver tilveje-
bragt i forbindelse med behandlingen af konkursboet eller
rekonstruktionsbehandlingen.
§ 235. Skifteretten kan overlade de i § 219, stk. 1, nævnte
forretninger til konkursboets kurator eller skifterettens med-
hjælper.
§ 236. § 203 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. § 220, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Er
skyldneren under konkursbehandling, afholdes omkostnin-
gerne ved behandlingen af en sag om gældssanering efter
reglerne i dette kapitel af konkursboet efter § 93, nr. 2, i det
omfang der er dækning hertil af boets midler.
Stk. 3. Når den procent, hvortil fordringerne nedsættes,
skyldnerens forhold eller omstændighederne i øvrigt taler
derfor, kan skifteretten i forbindelse med sagens slutning
bestemme, at omkostningerne skal erstattes af skyldneren.
§ 236 a. § 228 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Har skyldneren på det tidspunkt, hvor kendelsen
om gældssanering afsiges, uafklarede økonomiske forhold,
kan skifteretten i henstandsperioden på begæring af en ford-
ringshaver endvidere genoptage gældssaneringssagen med
henblik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er
nedsat, såfremt der er indtrådt en væsentlig forbedring i
skyldnerens økonomiske forhold.
276
Stk. 3. I de i stk. 2 nævnte tilfælde skal skyldneren in-
den rimelig tid underrette skifteretten og fordringshaverne,
såfremt der indtræder en væsentlig forbedring af skyldnerens
økonomiske forhold. Skyldneren skal efter skifterettens nær-
mere bestemmelse fremsende dokumentation for sine økono-
miske forhold til skifteretten og fordringshaverne.
§ 236 b. § 229 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Gældssaneringskendelsen kan på begæring af en
fordringshaver endvidere ophæves, hvis skyldneren tilside-
sætter sine pligter efter § 236 a, stk. 3. § 208 b, stk. 4, nr. 1,
finder tilsvarende anvendelse.
§ 237. I øvrigt finder ved behandlingen af sager om gælds-
sanering efter reglerne i dette kapitel reglerne i kapitel 25-28
anvendelse med de af forholdets natur følgende ændringer.
§ 237 a. ---
Stk. 2. ---
65. I § 237 a indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Kurator, rekonstruktør, tillidsmand og medhjælper
skal kunne modtage meddelelser, der sendes som digital
kommunikation. Hvis en fordringshaver har anmeldt sit krav
til en af de i 1. pkt. nævnte personer ved anvendelse af
digital kommunikation, kan meddelelser til fordringshaveren
sendes som digital kommunikation.«
§ 238. ---
Stk. 2-4. ---
66. I § 238, stk. 5, indsættes efter »i medfør af«: »§ 9
b, stk. 3,«, og »rekonstruktionsbehandlingens indledning«
ændres til: »indledningen af den forebyggende rekonstrukti-
onsbehandling eller rekonstruktionsbehandlingen«.
67. Efter § 238 indsættes:
»§ 238 a. Ingen må handle som kurator, skifterettens med-
hjælper, rekonstruktør eller tillidsmand, hvis der er tvivl om,
hvorvidt den pågældende har de fornødne kvalifikationer
hertil. En person kan ikke udpeges eller beskikkes til de
i 1. pkt. nævnte hverv, hvis vedkommende ikke forinden
har givet skifteretten en kort, skriftlig redegørelse for sin i
forhold til hvervet relevante uddannelse og erfaring.«
§ 249. Skifterettens afgørelser efter § 8, § 13 d, stk. 2, 2.
pkt., jf. §§ 120 og 121, § 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt., § 13 e,
stk. 4, § 21, § 113, stk. 2, § 115, stk. 2, §§ 120-122 og § 232,
stk. 3, kan ikke indbringes for højere ret. Det samme gælder
afgørelser efter § 11 e, stk. 2 eller 5, § 12 a, stk. 1 eller 3, §
12 k, stk. 1, herunder jf. § 223, stk. 1, 2. pkt., eller § 13 a,
stk. 1, jf. § 13 d, stk. 2, 2. pkt., jf. §§ 120 og 121, og jf. § 13
d, stk. 2, 3. og 4. pkt.
68. I § 249, 1. pkt., indsættes efter »§ 8,«: »§ 9 b, stk. 1, 1.
pkt.,«.
69. I § 249, ændres »§ 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt.« til: »§ 13 d,
stk. 3, § 13 d, stk. 5«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 17. juli 2022.
277
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på rekonstruktionsbe-
handling eller konkursbehandling indledt før lovens ikraft-
træden. For sådanne behandlinger finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på begæringer om
gældssanering indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne
begæringer finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf.
dog stk. 4.
Stk. 4. Skifteretten kan på skyldnerens begæring bestem-
me, at loven skal finde anvendelse på begæringer om gælds-
sanering, der er indgivet før lovens ikrafttræden, i det om-
fang dette skønnes at være til skyldnerens fordel.
Stk. 5. Er en kendelse om gældssanering afsagt efter de
hidtil gældende regler, skal spørgsmål om genoptagelse eller
ophævelse af kendelsen behandles efter de hidtil gældende
regler.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske
henholdsvis grønlandske forhold tilsiger.
278