Fremsat den 27. april 2022 af Justitsministeren (Nick Hækkerup)

Fremsat den 27. april 2022 af Justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre
love (Effektivisering af straffesagskæden og nævnsprocessen m.v. i
Ungdomskriminalitetsnævnet, øget adgang til videregivelse og optagelse af
fotos, forbedring af politiets muligheder for efterforskning m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20.
september 2021, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 452
af 20. april 2022, foretages følgende ændring:
1. Efter § 79 c indsættes i 9. kapitel:
Ȥ 79 d. De oplysninger, som politiet kan videregive i
medfør af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk.
13, omfatter bl.a. fotografier af de pågældende personer,
herunder
1) personfotografier optaget i medfør af stk. 2,
2) personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens
kapitel 72,
3) personfotografier optaget eller registreret i medfør af
udlændingelovens § 40 b, og
4) personfotografier optaget af kriminalforsorgen i medfør
af retsplejelovens § 776 a eller straffuldbyrdelseslovens
§ 61.
Stk. 2. Politiet kan med henblik på videregivelse i medfør
af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13, optage
personfotografier af personer, der ved endelig dom
1) er dømt for en eller flere af de overtrædelser, som er
nævnt i § 79 b, stk. 1,
2) er idømt et opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2,
eller
3) er idømt et opholdsforbud efter § 236, stk. 1, nr. 1.
Stk. 3. Optagelse af personfotografier efter stk. 2 skal
foretages i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens
§ 792 e, stk. 1 og 2.«
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15.
september 2021, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 291
af 8. marts 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 41 f, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »§ 41 e,«: » stk. 1,
2. pkt., og«.
2. Efter § 107 indsættes i kapitel 10:
Ȥ 107 a. Danske myndigheder og domstole kan behandle
anmodninger om retshjælp fra og fremsende anmodninger
om retshjælp til Den Europæiske Anklagemyndighed (EP-
PO) efter almindelige regler om staters gensidige retshjælp
i straffesager. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler
herom.«
3. I § 788, stk. 2, nr. 2, udgår »og«.
4. I § 788, stk. 2, nr. 3, ændres »forsendelsen.« til: »forsen-
delsen, og«.
5. I § 788, stk. 2, indsættes som nr. 4:
»4) ved registrering af en persons færden ved hjælp af en
gps eller et andet lignende apparat til personen, hvis
færden registreres, samt til kendte brugere af det køre-
tøj eller den ejendom, registreringen angår.«
6. I § 791 a, stk. 8, 2. pkt., ændres »stk. 5« til: »stk. 5, nr.
1,«.
7. I § 791 a, stk. 8, indsættes som 3. pkt. og 4. pkt.:
»Reglerne i § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 4, og § 788,
stk. 4, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 5, nr.
Lovforslag nr. L 182 Folketinget 2021-22
Justitsmin., j.nr. 2021-0090-3592
AA013076
2, omhandlede tilfælde, dog således at underretning i disse
tilfælde gives af politiet, ligesom kompetencen til at træffe
beslutning om at undlade eller udsætte underretning i et
nærmere fastsat tidsrum i disse tilfælde tilkommer politiet,
jf. dog 4. pkt. Skal politiet med henblik på placering eller
montering af en gps eller et andet lignende apparat tilgå bo-
liger og andre husrum og lignende eller indholdet af aflåste
genstande eller tilgå andre genstande eller lokaliteter uden
for husrum, som en person, der ikke er mistænkt, har rådig-
hed over, finder reglerne i §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788,
stk. 2, nr. 4, og § 788, stk. 3 og 4, tilsvarende anvendelse.«
8. I § 791 d, stk. 1, ændres » eller 119 a« til: », 119 a, § 263,
stk. 1, § 263 a, § 264 d, stk. 2, §§ 279, 279 a, 281, 290, 290
a, 300 a eller 301«.
9. I § 791 d, stk. 4, ændres »kendelser efter stk. 2« til:
»blokeringer«.
10. I § 791 d indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Såfremt øjemedet med blokeringen efter stk. 1
vedrørende straffelovens § 263, stk. 1, §§ 263 a, 279, 279
a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301 ville forspildes, hvis rets-
kendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om
blokering. Ved beslutning efter 1. pkt. skal politiet snarest
muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse
forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om
indgrebet kan godkendes, og om det kan opretholdes. Burde
indgrebet efter rettens opfattelse ikke have været foretaget,
skal retten give meddelelse herom til Rigsadvokaten. Ind-
greb, der efter rettens opfattelse ikke burde være foretaget
af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justitsmini-
steriet.«
11. Efter § 819 indsættes i kapitel 75 a:
»§ 820. Er der en særligt bestyrket mistanke om, at en
person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en lov-
overtrædelse, der efter denne lov kan medføre fængsel i 6
år eller derover, kan politiet offentliggøre et fotografi, et
signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at
identificere den pågældende, i presse, radio, fjernsyn eller
anden form for medie, med henblik på at identificere vidner,
såfremt vidnernes forklaringer må antages at være af afgø-
rende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller
for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende
grovhed.
Stk. 2. I forbindelse med offentliggørelse af oplysninger
som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den på-
sigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder
navn, stilling og bopæl.
Stk. 3. Offentliggørelse som nævnt i stk. 1 må ikke foreta-
ges, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning
og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at
forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæs-
sigt indgreb.
Stk. 4. Afgørelse om offentliggørelse træffes af politiet.«
§ 3
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1710 af 13.
august 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 2396 af 14.
december 2021 og § 22 i lov nr. 2601 af 28. december 2021,
foretages følgende ændring:
1. I § 118 c, stk. 6, indsættes som 2. pkt.:
»Der kan uanset straffelovens § 26, stk. 2, pålægges
enkeltmandsvirksomheder strafansvar efter reglerne i straf-
felovens §§ 25 og 27 uanset virksomhedens størrelse og
organisation.«
§ 4
I hjemrejseloven, lov nr. 982 af 26. maj 2021, som senest
ændret ved § 12 i lov nr. 452 af 20. april 2022, foretages
følgende ændring:
1. I § 14 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. Retten kan bestemme, at en udlænding deltager i
et retsmøde efter stk. 1 eller 2 om varetægtsfængsling eller
anden frihedsberøvende foranstaltning efter retsplejelovens
kapitel 70 alene med henblik på udsendelse som følge af
beslutning ved endelig dom om udvisning ved anvendelse
af telekommunikation med billede, når retten finder det
ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens
øvrige omstændigheder.
Stk. 5. Deltager en udlænding i et retsmøde ved anvendel-
se af telekommunikation med billede, jf. stk. 4, skal den
beskikkede advokat deltage i retsmødet på samme sted som
udlændingen, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at
den beskikkede advokat i stedet møder frem i retten eller
deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede
fra et andet sted end udlændingen.
Stk. 6. Deltager en udlænding i et retsmøde om varetægts-
fængsling efter stk. 1 eller 2 ved anvendelse af telekommu-
nikation med billede, deltager anklageren i retsmødet ved
anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre
retten undtagelsesvis bestemmer andet.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 7.
§ 5
I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
1270 af 29. november 2019, som ændret ved § 2 i lov nr.
1174 af 8. juni 2021, foretages følgende ændring:
1. Efter § 5 indsættes:
»§ 5 a. På steder, hvor der efter lov om knive og blankvå-
ben m.v. § 1 gælder forbud mod at besidde eller bære knive
m.v., kan politiet besigtige en persons legeme samt undersø-
ge tøj og andre genstande med henblik på at kontrollere, om
vedkommende er i besiddelse af eksplosivstoffer.
Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1
kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebyg-
ge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer
fare for personers liv, helbred eller velfærd.
2
Stk. 3. Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter
stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne be-
myndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indehol-
de en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum,
som beslutningen gælder for.
Stk. 4. Politiet kan tilbageholde en person, der undersøges
i medfør af stk. 1, i det tidsrum, der er nødvendigt til gen-
nemførelse af undersøgelsen.«
§ 6
I lov nr. 1705 af 17. december 2018 om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, som ændret ved § 3 i lov nr. 2394 af
14. december 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, 3. pkt., ændres »med,« til »med«.
2. I § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, ændres »personfarlig
kriminalitet« til: »overtrædelse af bestemmelser omfattet af
straffelovens kapitel 25 og 26 samt straffelovens §§ 119, 119
b, 123, 180, 216-225, 266, 281 og 288«.
3. I § 5, stk. 2, ændres »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3,
§ 30, stk. 3, eller § 51, stk. 3« til: »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, §
29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 36 a, stk. 2, § 42, stk. 2, eller § 51,
stk. 3«.
4. I § 6, stk. 1, ændres »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk.
3, § 30, stk. 3, og § 51, stk. 3« til: »jf. dog § 21, stk. 3 og 6,
§ 29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 36 a, stk. 2, § 42, stk. 2, og § 51,
stk. 3«.
5. I § 6 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Formanden eller næstformanden kan træffe afgø-
relse om, at Ungdomskriminalitetsnævnet, ud over de i stk.
2 nævnte tilfælde, bistås af en børnesagkyndig i sager vedrø-
rende unge i alderen 15 til 17 år, når det skønnes særdeles
påkrævet af hensyn til den unge.«
6. § 8 affattes således:
»§ 8. Ungdomskriminalitetsnævnet fastsætter selv sin for-
retningsorden.«
7. § 9 affattes således:
»§ 9. Til Ungdomskriminalitetsnævnet tilknyttes et sekre-
tariat.
Stk. 2. Domstolsstyrelsen varetager Ungdomskriminali-
tetsnævnets bevillingsmæssige og administrative forhold.«
8. § 12, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om erstat-
ning og godtgørelse til børn og unge for skader, der pådra-
ges ved udførelse af straksreaktioner fastsat efter stk. 1.«
9. I § 22 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Forud for, at et forbedringsforløb fastsat i medfør
af § 13 ophører, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om hjemgivelse efter reglerne i § 68, stk. 1-4, i lov om
social service.«
10. I § 23, stk. 1, 1. pkt., udgår »i nævnet, jf. dog stk. 2«, og
2. pkt. ophæves.
11. I § 23, stk. 2, udgår »i nævnet«.
12. I § 23 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Fornyet afgørelse, jf. stk. 1 eller 2, træffes af
kommunens børn- og unge-udvalg efter reglerne i § 62 i lov
om social service inden forbedringsforløbets udløb, når en
anbringelse uden samtykke skal opretholdes efter udløb.«
13. I § 31, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:
»Kommunen kan iværksætte en psykologisk undersøgel-
se af forældremyndighedsindehaveren. Iværksætter kommu-
nen en sådan undersøgelse, skal den foretages af en autorise-
ret psykolog.«
14. I § 33, 1. pkt., og § 34, stk. 1, ændres »§ 31,« til: »§§ 31
og 32,«.
15. I § 34, stk. 2, indsættes som nr. 4:
»4) En vurdering af forældremyndighedsindehaverens
kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller
den unge og tage hånd om barnets eller den unges
særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter lov
om social service eller anden relevant lovgivning.«
16. Efter § 36 indsættes før overskriften før § 37:
Ȥ 36 a. Kommunen kan indstille til Ungdomskriminali-
tetsnævnet, at der ikke iværksættes foranstaltninger, jf. §§
12-14, af hensyn til svært nedsat psykisk funktionsevne hos
barnet eller den unge. Ungdomskriminalitetsnævnet træffer
afgørelse om foranstaltninger efter §§ 12-14 på baggrund af
kommunens indstilling herom.
Stk. 2. Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse, jf. stk. 1,
2. pkt., kan træffes af formanden eller en næstformand. Af-
gørelser truffet af formanden eller en næstformand skal ske
på skriftligt grundlag.«
17. I § 42 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Formanden eller en næstformand kan træffe af-
gørelse på skriftligt grundlag, om afvisning af en sag på
baggrund af den unges alder, jf. stk. 1, 2. pkt.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
18. I § 43, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Beslutning efter 1. pkt. kan træffes af formanden eller
en næstformand.«
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2022, jf. dog stk. 2
og 3.
Stk. 2. §§ 8 og 9 i lov om nr. 1705 af 17. december 2018
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som ændret ved §
3 i lov nr. 2394 af 14. december 2021, som affattet ved
denne lovs § 6, nr. 6 og 7, træder i kraft den 1. januar 2023.
3
Stk. 3. § 107 a i retsplejeloven, som affattet ved denne
lovs § 2, nr. 2, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 8
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 4 og 5 kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som henholdsvis færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udvidelse af politiets adgang til at blokere hjemmesider
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Fremstilling via videokommunikation af udlændinge efter afsoning med henblik på udsendelse
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Adgang for politiet til at registrere en mistænkts eller anden persons færden ved brug af gps eller et andet
lignende apparat uden retskendelse
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Adgang for politiet til at foretage stikprøvekontroller for eksplosivstoffer
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Optagelse og videregivelse af personfotografier i forbindelse med kontakt- og opholdsforbud
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Aktindsigt i anklageskrifter
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Udvidelse af politiets mulighed for at offentliggøre fotografier mv. mhp. identifikation af vidner
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Justitsministeriets overvejelser
2.7.3. Den foreslåede ordning
2.8. Automatisk udstedelse af bøder til enkeltmandsvirksomheder ved visse hastighedsovertrædelser i ATK-syste-
met
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Justitsministeriets overvejelser
5
2.8.3. Den foreslåede ordning
2.9. Udvidelse af anvendelsesområdet for ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, om person-
farlig kriminalitet
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Justitsministeriets overvejelser
2.9.3. Den forslåede ordning
2.10. Mulighed for at undtage børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne fra nævnsbehandling
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Justitsministeriets overvejelser
2.10.3. Den foreslåede ordning
2.11. Øget mulighed for at anvende børnesagkyndige i sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Justitsministeriets overvejelser
2.11.3. Den foreslåede ordning
2.12. Øget brug af straksreaktioner mv.
2.12.1. Gældende ret
2.12.2. Justitsministeriets overvejelser
2.12.3. Den forselåede ordning
2.13. Sekretariatsbistand til Ungdomskriminalitetsnævnet
2.13.1. Gældende ret
2.13.2. Justitsministeriets overvejelser
2.13.3. Den forselåede ordning
2.14. Øget mulighed for at træffe afgørelser på skriftligt grundlag
2.14.1. Gældende ret
2.14.2. Justitsministeriets overvejelser
2.14.3. Den forselåede ordning
2.15. Mulighed for udsættelse af en sag inden nævnsmøde
2.15.1. Gældende ret
2.15.2. Justitsministeriets overvejelser
2.15.3. Den forselåede ordning
2.16. Smidigere overgang til den sociale indsats
2.16.1. Gældende ret
2.16.2. Justitsministeriets overvejelser
2.16.3. Den forselåede ordning
2.17. Forældremyndighedsindehaverens kompetencer
2.17.1. Gældende ret
2.17.2. Justitsministeriets overvejelser
2.17.3. Den forselåede ordning
2.18. Præcisering af retsgrundlaget for danske myndigheders og domstoles samarbejde med EPPO
6
2.18.1. Gældende ret
2.18.2. Justitsministeriets overvejelser
2.18.3. Den forselåede ordning
3. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
9.1. Udvidelse af politiets mulighed for at offentliggøre fotografier mv. mhp. identifikation af vidner
9.2. Præcisering af retsgrundlaget for danske myndigheders og domstoles samarbejde med EPPO
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Rettidig og effektiv sagsbehandling er en grundlæggende
forudsætning for et retssamfund. Lange sagsbehandlingsti-
der i straffesager har betydning for både forurettede, sigtede
og tiltalte, men også for mulighederne for at opklare forbr-
ydelser og for den generelle retsfølelse i samfundet. Smidige
og effektive efterforskningsmuligheder er samtidig væsentli-
ge for politiets opklaring af forbrydelser.
Det er i den forbindelse vigtigt, at strafferetsplejen er indret-
tet hensigtsmæssigt og tidssvarende. En løbende tilpasning
af strafferetsplejen skal således medvirke til at sikre, at rets-
forfølgning sker hurtigt og konsekvent, og at ressourcerne
hos politi, anklagemyndighed og domstole anvendes effek-
tivt og hensigtsmæssigt.
Lovforslaget indeholder på den baggrund en række forslag
til ændringer af straffeloven, retsplejeloven, ungdomskrimi-
nalitetsloven og forskellige andre love, der overordnet har
til formål at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af politiets,
anklagemyndighedens, domstolenes, kriminalforsorgens og
Ungdomskriminalitetsnævnets ressourcer, herunder ved at
forbedre politiets efterforskningsmuligheder.
Lovforslaget indeholder for det første et forslag om at udvi-
de politiets muligheder for at blokere hjemmesider, hvorfra
der bliver begået visse straffelovsovertrædelser. Udvidelsen
skal bl.a. gøre det muligt at blokere hjemmesider, der an-
vendes til såkaldt phishing. Da indgreb i forhold til phish-
ing-kampagner i særlig grad er tidskritiske, foreslås det,
at politiet i forhold til straffelovens bestemmelser om ube-
rettiget adgang til et datasystem, udbredelse af adgang til
et datasystem og de formueforbrydelser, for hvilke der nu
foreslås indført en adgang til at blokere hjemmesider, skal
have mulighed for at træffe beslutning om blokering uden
forudgående retskendelse, såfremt indgrebets øjemed ville
forspildes, hvis retskendelse skulle afventes.
Med lovforslaget foreslås det for det andet at udvide mulig-
heden for at afholde retsmøder med anvendelse af telekom-
munikation med billede ved varetægtsfængsling af udlæn-
dinge i medfør af visse af hjemrejselovens regler. Ændrin-
gen vil indebære, at retten kan bestemme, at et retsmøde
efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 eller 2, hvor der efter dom
og afsoning første gang skal tages stilling til, om betingel-
serne for varetægtsfængsling er opfyldt, gennemføres ved
anvendelse af telekommunikation med billede, når retten
finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og
sagens øvrige omstændigheder.
Lovforslaget indeholder for det tredje et forslag om ændring
af retsplejelovens regler om politiets registrering af en mis-
tænkts eller anden persons færden ved hjælp af en gps eller
et andet lignende apparat, således at dette vil kunne ske
uden retskendelse.
Med lovforslaget foreslås det for det fjerde at give politi-
et adgang til at lave stikprøvekontroller for eksplosivstof-
fer. Det foreslås, at der i politiloven indsættes en ny bestem-
melse, hvorefter politiet på steder, hvor der efter lov om
knive og blankvåben m.v. § 1 gælder forbud mod at besidde
eller bære knive mv., kan besigtige en persons legeme samt
undersøge tøj og andre genstande med henblik på at kontrol-
lere, om vedkommende er i besiddelse af eksplosivstoffer.
Det foreslås for det femte at indsætte en bestemmelse i straf-
7
feloven, hvori det præciseres, at de oplysninger, som politiet
kan videregive i medfør af straffelovens regler om opholds-
og kontaktforbud bl.a. omfatter personfotografier optaget af
politiet og kriminalforsorgen, og der skabes hjemmel til, at
politiet kan optage personfotografier med det specifikke for-
mål, at fotografierne kan videregives i medfør af de nævnte
regler om opholds- og kontaktforbud.
Lovforslaget indeholder for det sjette et forslag til ændring
af retsplejelovens regler om massemediers adgang til aktind-
sigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer. Den foreslåe-
de ændring vil indebære, at der – for at sikre, at ansøgerens
reelle interesse i imødekommelse af ansøgningen står mål
med det ressourceforbrug, som myndigheden vil skulle an-
vende for at behandle anmodningen – stilles krav om, at an-
modninger om aktindsigt i et større antal anklageskrifter og
retsmødebegæringer skal være rimeligt begrundede, ligesom
det allerede i dag gælder for anmodninger om aktindsigt
i et større antal straffesager mv. Kravet foreslås udformet
således, at det ikke hindrer medier i at få en sådan adgang
til aktindsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer, som
er nødvendig for, at de kan vurdere, om en konkret sag kan
have offentlighedens interesse, og for i givet fald at omtale
sagen forud for hovedforhandling og dom.
Lovforslaget indeholder for det syvende et forslag om at
udvide politiets muligheder for at offentliggøre signalement
og fotografier af en formodet gerningsperson med det for-
mål at finde frem til den angiveligt forurettede eller andre
vidner. Adgangen foreslås begrænset til de groveste forbr-
ydelser i straffeloven og til tilfælde, hvor politiet har en
særligt bestyrket mistanke om, at vedkommende er skyldig
i lovovertrædelsen, og hvor vidnets forklaring må antages at
være af afgørende betydning for straffeforfølgningens gen-
nemførelse eller for at forebygge nye lovovertrædelser.
Lovforslaget indeholder for det ottende forslag om at ændre
færdselslovens regler om adgangen til at pålægge juridiske
personer strafansvar for hastighedsovertrædelser, der kon-
stateres ved ATK (automatisk trafikkontrol), som ikke kan
medføre frakendelse af førerretten eller kørselsforbud, sådan
at strafansvaret for sådanne overtrædelser kan pålægges en-
keltmandsvirksomheder uanset størrelsen på og organiserin-
gen af virksomheden.
Lovforslaget indeholder for det niende en række forslag
om at ændre ungdomskriminalitetsloven, således at der bl.a.
sikres en øget brug af straksreaktioner, og at nævnsproces-
sen effektiviseres og smidiggøres, herunder overgangen fra
kriminalitetsforebyggende indsatser efter ungdomskrimina-
litetsloven til sociale indsatser efter serviceloven.
Forslagene følger op på delevalueringerne ”Nævnsmø-
det. En delevaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet”,
”Screening og henvisning. En delevaluering af Ungdomskri-
minalitetsnævnet” og ”Ungefaglige undersøgelser og indstil-
linger. En delevaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet”.
Lovforslaget indeholder for det tiende et forslag om, at det
præciseres ved lov, at danske myndigheder og domstole kan
behandle anmodninger om retshjælp fra og fremsende an-
modninger om retshjælp til Den Europæiske Anklagemyn-
dighed (EPPO) efter almindelige regler om staters gensidige
retshjælp i straffesager, og et forslag om, at justitsministeren
kan fastsætte nærmere regler herom. Formålet er at præcise-
re retsgrundlaget for samarbejdet mellem Den Europæiske
Anklagemyndighed (EPPO) og danske myndigheder samt
domstole i relation til strafbare handlinger, der skader Uni-
onens finansielle interesser. Denne præcisering skal ses i
sammenhæng med, at det er hensigten, at der snarest muligt
skal indgås en samarbejdsaftale med EPPO, som skal sikre
klare rammer for samarbejdet.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Udvidelse af politiets adgang til at blokere hjemme-
sider
2.1.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 791 d, stk. 1, kan der ske blokering
af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der
fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§
114-114 i (terrorisme), 119 (vold og trusler om vold mod
personer i offentlig tjeneste) eller 119 a (chikane mod per-
soner i offentlig tjeneste).
Ved »blokering« forstås en ordning, der er rettet mod dan-
ske internetudbydere med henblik på direkte DNS-blokering
fra udbyderens side af hjemmesider med ulovligt materia-
le. DNS-blokering medfører, at forsøg på at opnå adgang til
siden automatisk afvises af internetudbyderen. Det er dog
muligt at omgå en blokering af en hjemmeside for en person
med en vis teknisk indsigt. Bestemmelsen forudsætter, at
afvisningen vil være ledsaget af en tekst, hvoraf det fremgår,
at politiet har opnået rettens kendelse til at blokere den
pågældende hjemmeside, og at eventuelle indsigelser kan
rettes til politiet, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 192
som fremsat, side 32.
Kravet om, at der skal være »grund til at antage«, skal
forstås i overensstemmelse med det tilsvarende udtryk i
retsplejelovens §§ 803 og 804 om beslaglæggelse over for
ikke-mistænkte og edition, jf. Folketingstidende 2016-17, A,
L 192 som fremsat, side 32.
Kravet om, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af
straffelovens §§ 114-114 i (terrorisme), 119 (vold og trusler
om vold mod personer i offentlig tjeneste) eller 119 a (chi-
kane mod personer i offentlig tjeneste), indebærer, at siden
skal indeholde tekst, video eller lyd mv., der udgør en sådan
8
overtrædelse, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 192 som
fremsat, side 32.
Efter § 791 d, stk. 2, træffes afgørelse om blokering af
en hjemmeside af retten ved kendelse efter politiets begæ-
ring. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i
sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er
opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Det forudsættes endvidere, at såfremt politiet bliver bekendt
med, at grundlaget for kendelsen ikke længere er til stede
– for eksempel fordi det ulovlige indhold er fjernet fra
hjemmesiden – skal politiet hurtigst muligt foranledige, at
blokeringen fjernes. Politiet er dog ikke hermed pålagt en
pligt til løbende at kontrollere blokerede hjemmesider, jf.
Folketingstidende 2016-17, A, L 192 som fremsat, side 32.
Politiet forudsættes at foretage underretning af den, som
indgrebet retter sig mod, dvs. af lejeren (registranten) af den
hjemmeside, som retten har givet tilladelse til at blokere. In-
deholder hjemmesiden ikke kontaktoplysninger, og kan poli-
tiet ikke umiddelbart fremskaffe disse oplysninger på anden
vis, kan underretning undlades. Underretning af personer i
udlandet vil ske efter de almindelige retshjælpsregler om
underretning til personer i andre lande, jf. Folketingstidende
2016-17, A, L 192 som fremsat, side 32.
Blokering må ikke foretages, såfremt indgrebet står i misfor-
hold til sagens betydning og den ulempe, som indgrebet må
antages at medføre, jf. bestemmelsens stk. 3.
Det påhviler udbydere af elektroniske kommunikationsnet
og -tjenester og administratorer af internetdomæner at bistå
politiet ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Afviser
udbyderen eller administratoren uden lovlig grund at bistå
politiet, finder bestemmelsen i retsplejelovens § 178 tilsva-
rende anvendelse, jf. bestemmelsens stk. 4.
Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning
herom, skal politiet snarest muligt forelægge sagen for ret-
ten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal oprethol-
des, jf. bestemmelsens stk. 5.
Det følger af retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt., at gen-
stande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed
over, kan beslaglægges som led i efterforskningen af en
lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der
er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis, bør
konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen,
som kan kræve den tilbage.
Efter retspraksis omfatter genstande også hjemmesider og
dokumenter på hjemmesider, og der kan derfor ske beslag-
læggelse heraf, jf. f.eks. Højesterets kendelse af 13. april
2007 som gengivet i UfR 2007.1831 H og Østre Landsrets
kendelse af 23. marts 2018 som gengivet i TfK 2018.681.
Afgørelse om beslaglæggelse træffes af retten ved kendelse
efter politiets begæring, jf. retsplejelovens § 806, stk. 1 og 2.
Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendel-
se skulle afventes, kan politiet dog træffe beslutning om
beslaglæggelse. Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter
sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest
inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse
afgør, om indgrebet kan godkendes, jf. § 806, stk. 4.
En retskendelse sendes til administratoren af den pågælden-
de hjemmeside (ved danske hjemmesider DK Hostmaster),
hvorefter administratoren træffer de fornødne tekniske for-
anstaltninger til at overføre rettighederne til hjemmesiden til
politiet.
Beslaglæggelse af hjemmesider er hovedsageligt blevet an-
vendt af politiet i sager, hvor hjemmesiden administreres
i Danmark. Det vil i praksis være hjemmesider, der ender
på ”. dk”, som administreres af DK Hostmaster. I det om-
fang, der er tale om en hjemmeside, som administreres i
udlandet, kan det i praksis være vanskeligt at gennemføre
en beslaglæggelse, idet det kræver bistand fra det land, hvor
hjemmesiden administreres. Det er muligt at anmode uden-
landske myndigheder om retshjælp til gennemførelsen af en
beslaglæggelse af en udenlandsk hjemmeside, men det er
ofte meget tidskrævende, og erfaringsmæssigt er der lande,
hvor det ikke er muligt at få denne retshjælp.
I sager om besiddelse og udbredelse af seksuelt overgrebs-
materiale med børn anvendes blokering af hjemmesider ak-
tuelt i Danmark på aftalebaseret basis i form af den såkaldte
”Netfilterordning”.
Rigspolitiet har siden 2005 samarbejdet med Red Barnet og
størstedelen af internetudbyderne i Danmark – som deltager
på frivillig basis – i bestræbelserne på at forhindre adgang
via internettet til materiale vedrørende seksuelt misbrug af
børn. Som led i samarbejdet med internetudbyderne vide-
regiver Rigspolitiet løbende på grundlag af konkrete sam-
arbejdsaftaler oplysninger til internetudbydere om interneta-
dresser, der efter Rigspolitiets vurdering indeholder ulovligt
materiale af den omtalte karakter. Internetudbyderen iværk-
sætter herefter en DNS-blokering af hjemmesiden.
En DNS-blokering, der er iværksat i forbindelse med Net-
filterordningen, medfører, at man i forbindelse med forsøg
på at tilgå en blokeret hjemmeside vil blive mødt med en
besked om, at adgangen til den hjemmeside, som man har
forsøgt at tilgå, er blokeret, fordi hjemmesiden indeholder
materiale, som er omfattet af straffelovens § 235 (om be-
9
siddelse og udbredelse af seksuelt overgrebsmateriale med
børn). Det er dog muligt at omgå en sådan blokering for en
person med en vis teknisk indsigt.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af aftale om politiets og anklagemyndighedens
økonomi for 2021-2023 indgået af Regeringen (Socialdemo-
kratiet) og Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk
Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og
Nye Borgerlige, at aftaleparterne vil bekæmpe den stigende
it-relaterede kriminalitet og finde nye måder til at forebygge
og forhindre kriminaliteten.
Med afsæt i aftalen blev der i 2021 igangsat et arbejde
i Rigspolitiet med at undersøge mulige nye initiativer om
forebyggelse og forhindring (”disruption”) af økonomisk og
it-relateret kriminalitet for at imødegå den eksplosive vækst
inden for særligt it-relateret økonomisk kriminalitet. Under-
søgelsen blev desuden igangsat med henblik på eventuel
fremsættelse af forslag om nødvendige lovændringer i afta-
leperioden. Forslaget om blokering af hjemmesider udsprin-
ger af dette arbejde.
Som led i håndteringen af covid-19-epidemien i Danmark
vedtog Folketinget den 2. april 2020 lov nr. 349 om ændring
af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven (Skærpet
straf for lovovertrædelser med baggrund i eller sammen-
hæng med covid-19 og blokering af hjemmesider, hvorfra
der begås visse lovovertrædelser, som har baggrund i eller
sammenhæng med covid-19). Loven indeholdt bl.a. en mid-
lertidig bestemmelse i retsplejelovens § 791 d, stk. 1, 2. pkt.,
hvorefter der kunne ske blokering af hjemmesider, hvis der
var grund til at antage, at der fra hjemmesiden blev begået
en overtrædelse af straffelovens §§ 161, 163, 171 eller 189,
§ 263, stk. 1, eller §§ 263 a, 276, 278-283, 289-290 a, 300
a, 301 eller 303, som havde baggrund i eller sammenhæng
med covid-19-epidemien i Danmark.
Der blev endvidere indsat en periculum in mora-regel i rets-
plejelovens § 791 d, stk. 6, hvorefter politiet kunne træffe
beslutning om blokering af en hjemmeside i de tilfælde,
hvor indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse
skulle afventes. Politiet skulle snarest muligt og senest inden
24 timer efter indgrebets iværksættelse forelægge sagen for
retten.
De midlertidige bestemmelser blev bl.a. indført, på bag-
grund af, at både Center for Cybersikkerhed (CFCS) og
Rigspolitiet havde konstateret en stigning i antallet af hjem-
mesider, der via phishing-kampagner forsøgte at udnytte
covid-19-epidemien til at franarre privatpersoner deres kre-
ditkortoplysninger, som derefter blev misbrugt.
Under hensyn til bestemmelsernes formål og kontekst blev
bestemmelserne omfattet af solnedgangsklausulen i lov nr.
349 af 2. april 2020, som blev udskudt ved lov nr. 289 af 27.
februar 2021. Retsplejelovens § 791 d, stk. 1, 2. pkt., og stk.
6, blev derfor automatisk ophævet den 1. januar 2022.
Det har vist sig, at bestemmelserne har været et effektivt
redskab for politiet i bekæmpelsen af covid-19-relateret kri-
minalitet begået via internettet.
Rigspolitiet har samtidig konstateret en stigning i antallet af
falske hjemmesider, hvorfra der iværksættes phishing-kam-
pagner, som ikke relaterer sig til covid-19-epidemien. Stør-
stedelen af hjemmesiderne fremstår som tilhørende Danske
Bank, skattemyndighederne, Nets mv. og har til formål at
franarre borgere oplysninger om eksempelvis MitID eller
betalingsmidler. En række af de anmeldelser, som politiet
modtager, ses at vedrøre udenlandske domæner, herunder
”. net”, ”. com” eller ”. eu”.
Der vil således ofte være tale om formueforbrydelser, ube-
rettiget adgang til et datasystem eller udbredelse af adgang
til et datasystem, som ikke er omfattet af den nuværende be-
stemmelse om blokering af hjemmesider, og politiet vil der-
for i givet fald skulle anvende reglerne om beslaglæggelse i
det omfang, denne fremgangsmåde er praktisk anvendelig.
Det er Justitsministeriets vurdering, at reglerne om beslag-
læggelse ikke i tilstrækkelig grad sikrer en effektiv bekæm-
pelse af kriminalitet begået på internettet. Der lægges derfor
op til at udvide adgangen til at blokere hjemmesider. Det be-
mærkes i den forbindelse, at DNS-blokeringer som udgangs-
punkt er et simplere og hurtigere indgreb end beslaglæggel-
se, og at DNS-blokering derfor i nogle tilfælde er den mest
effektive løsning i sager, hvor indgrebet er tidskritisk. DNS-
blokering er særligt relevant i sager om udenlandsk baserede
hjemmesider, hvor det ofte er tidskrævende og forbundet
med praktiske vanskeligheder at beslaglægge en hjemmesi-
de.
Politiet har i dag, som anført under pkt. 2.1.1, i medfør
af retsplejelovens § 791 d, stk. 1, adgang til at blokere en
hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra hjem-
mesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114
i (terrorisme), 119 (vold og trusler om vold mod personer
i offentlig tjeneste) eller 119 a (chikane mod personer i
offentlig tjeneste).
Der er – bl.a. i lyset af politiets erfaringer med reglerne
om blokering af hjemmesider, hvorfra der begås visse co-
vid-19-relaterede lovovertrædelser – efter Justitsministeriets
opfattelse behov for at udvide denne adgang for politiet til at
blokere en hjemmeside, så blokeringsmuligheden fremadret-
tet kan anvendes i flere sager og uden, at lovovertrædelsen
har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien
i Danmark.
10
Det bemærkes, at det fremgår af bemærkningerne til L 192,
hvorved den nugældende § 791 d om blokering blev indsat
i retsplejeloven, at Justitsministeriet ville tilstræbe at gen-
nemføre en evaluering af erfaringerne med den foreslåede
ordning 3 år efter lovforslagets ikrafttræden. Henset til bl.a.
politiets erfaringer med reglerne om blokering af hjemmesi-
der, hvorfra der begås visse covid-19-relaterede lovovertræ-
delser, samt det forhold, at der nu lægges op til en udvidelse
af bestemmelsen, er det Justitsministeriets vurdering, at der
ikke længere er behov for at foretage en evaluering af den
nugældende ordning.
En udvidelse af adgangen til at blokere hjemmesider bør ef-
ter Justitsministeriets vurdering alene omfatte visse straffe-
lovovertrædelser, som primært begås på internettet, og hvor
der vurderes at være et praktisk behov for at kunne blokere
hjemmesider for at forebygge (yderligere) straffelovsover-
trædelser eller begrænse konsekvenserne af en igangværen-
de overtrædelse. Det gælder efter ministeriets vurdering en
række formueforbrydelser i straffeloven samt visse freds- og
ærekrænkelser, herunder straffelovens § 264 d, stk. 2, om
uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder vedrø-
rende private forhold under særligt skærpende omstændig-
heder.
For så vidt angår straffelovens § 264 d, stk. 2, vurderes ad-
gangen til at foretage beslaglæggelse ikke at være tilstræk-
keligt til at sikre en effektiv bekæmpelse af overtrædelser af
bestemmelsen begået på internettet, da det i nogle tilfælde,
f.eks. hvor der er sket videregivelse af drabsvideoer, har vist
sig ikke at være muligt at få udenlandske administratorer til
at bistå til beslaglæggelse af hjemmesider, hvorfra der begås
sådanne overtrædelser.
Fælles for formueforbrydelserne er, at de ofte begås via
phishing-kampagner på internettet.
Der bør efter ministeriets vurdering indføres en mulighed
for, at politiet i denne type sager – ligesom det var tilfældet
for politiet efter den nu ophævede bestemmelse i retspleje-
lovens § 791 d, stk. 6 – vil kunne iværksætte indgrebet,
hvis indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse
skulle afventes. Det skal ses i lyset af, at indgreb i forhold
til phishing-kampagner i særlig grad er tidskritiske, da kri-
minelle i løbet af få minutter og med få omkostninger kan
udsende store mængder e-mails eller sms-beskeder til et
stort antal personer, der franarres personoplysninger, kredit-
kortoplysninger eller lignende, som de kriminelle derefter
kan misbruge. Det kan således efter en konkret vurdering
være nødvendigt for politiet at kunne iværksætte blokering
inden, at der indhentes en retskendelse, hvis det skal sikres,
at det domænenavn, som kampagnen linker til, blokeres,
inden et stort antal personer har reageret på kampagnen.
Efter ministeriets vurdering er der ikke behov for en tilsva-
rende mulighed for så vidt angår straffelovens § 264 d, stk. 2
(uberettiget videregivelse af meddelelser eller billeder ved-
rørende private forhold under særligt skærpende omstændig-
heder), idet der som udgangspunkt ikke på samme måde er
tale om straffelovsovertrædelser, der er særligt tidskritiske.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at retsplejelovens § 791 d, stk. 1, udvides, så
blokering af en hjemmeside kan ske, hvis der er grund til
at antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse
af straffelovens § 263, stk. 1, (uberettiget adgang til et data-
system), § 263 a (udbredelse af adgang til et datasystem),
§ 264 d, stk. 2 (uberettiget videregivelse af meddelelser
eller billeder vedrørende private forhold under særligt skær-
pende omstændigheder), §§ 279, 300 a (hhv. forsætlig og
groft uagtsomt bedrageri), 279 a (databedrageri), 281 (af-
presning), 290 (hæleri), 290 a (hvidvask) eller 301 (uberetti-
get anvendelse af betalingsoplysninger).
Forslaget indebærer, at der på samme måde som for hjem-
mesider, hvorfra der begås overtrædelser af straffelovens
§§ 114-114 i (terrorisme), 119 (vold og trusler om vold
mod personer i offentlig tjeneste) eller 119 a (chikane mod
personer i offentlig tjeneste), fremover efter en konkret vur-
dering vil kunne ske blokering, når der er tale om en over-
trædelse af straffelovens § 263, stk. 1, § 263 a, § 264 d, stk.
2, §§ 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301.
Det følger af retsplejelovens § 791 d, stk. 3, at blokering
ikke må foretages, såfremt indgrebet står i misforhold til
sagens betydning og den ulempe, som indgrebet må antages
at medføre. Der vil således skulle foretages en proportionali-
tetsafvejning, inden der træffes afgørelse om blokering.
Det skal bl.a. indgå i vurderingen, at det på nuværende tids-
punkt alene er teknisk muligt ved hjælp af DNS-blokering
at blokere en hel hjemmeside, også selvom det kun er en
del af indholdet på hjemmesiden, der udgør en lovovertræ-
delse. Det skal derfor indgå i vurderingen, om det efter en
konkret vurdering vil være for indgribende at blokere en
hel hjemmeside, hvis det kun er en lille del af indholdet på
siden, der er ulovligt. Det vil f.eks. ikke i dag være muligt
alene at DNS-blokere en profil på et socialt medie. Med en
DNS-blokering er det således kun på nuværende tidspunkt
muligt at blokere hele det sociale medie, hvilket generelt
må antages at være et disproportionalt indgreb. Tilsvarende
må det i almindelighed antages at være et disproportionalt
indgreb at blokere en hel hjemmeside, hvis der i et kommen-
tarspor eller lignende er linket til en hjemmeside, hvorfra
der udsendes phishing-kampagner, eller hvor der videregi-
ves indhold i strid med straffelovens § 264 d, stk. 2. Det skal
indgå i vurderingen, om den hjemmeside, det overvejes at
blokere, må antages at være oprettet med det formål at begå
en af de omfattede straffelovsovertrædelser, eller om der må
antages at være tale om en hjemmeside med et legitimt for-
11
mål, som af tredjemand forsøges anvendt til at begå en af de
omfattede straffelovsovertrædelser. I den forbindelse kan det
indgå i vurderingen, om ejeren af hjemmesiden trods hen-
vendelse fra politiet ikke fjerner indhold på undersider eller i
kommentarspor eller lignende, hvor der f.eks. er linket til en
hjemmeside, hvorfra der udsendes phishing-kampagner.
Det skal endvidere indgå i vurderingen, om der er grundlag
for at antage, at en phishing-kampagne alene kan nå ud til
et meget begrænset antal potentielle ofre, eller at der alene
er risiko for, at de pågældende bliver franarret et meget lille
beløb.
Yderligere skal grovheden af den straffelovsovertrædelse,
der antages at blive begået fra hjemmesiden, inddrages i
proportionalitetsafvejningen.
Reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 vil
– som det er tilfældet med de nuværende regler – blive
opretholdt ved siden af den foreslåede udvidelse af bloker-
ingsbestemmelsen. Det vil således fortsat være muligt for
politiet at beslaglægge hjemmesider efter reglerne i retsple-
jelovens kapitel 74. Eftersom det på nuværende tidspunkt
alene er teknisk muligt ved hjælp af en DNS-blokering at
blokere en hel hjemmeside, vil der kunne være tilfælde,
hvor de foreslåede regler om blokering ikke vil kunne finde
anvendelse som følge af kravet om proportionalitet i retsple-
jelovens § 791 d, stk. 3, men hvor det efter en konkret vur-
dering kan være proportionalt at gå frem efter reglerne om
beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74, eftersom det er
muligt alene at beslaglægge bestemte dokumenter på hjem-
mesiden og ikke hele hjemmesiden. Reglerne om beslaglæg-
gelse forudsættes således anvendt, når denne fremgangsmå-
de vurderes praktisk anvendelig.
Der foreslås derudover ingen ændringer i betingelserne og
fremgangsmåden for at kunne blokere en hjemmeside, jf.
dog den foreslåede bestemmelse i § 791 d, stk. 6. Politiet
skal dermed i overensstemmelse med gældende ret bl.a. hur-
tigst muligt foranledige, at en blokering fjernes, hvis politiet
bliver bekendt med, at grundlaget for en kendelse om bloke-
ring ikke længere er til stede, ligesom politiet ved blokering
forudsættes at foretage underretning af den, som indgrebet
retter sig mod, jf. pkt. 2.1.1.
De straffelovbestemmelser, der foreslås omfattet af retsple-
jelovens § 791 d, stk. 1, er beskrevet nærmere i det følgen-
de.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne
blokeres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesi-
den begås en overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 1.
Efter straffelovens § 263, stk. 1, straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der uberettiget skaf-
fer sig adgang til en andens datasystem eller data, som er
bestemt til at bruges i et datasystem.
Hvis de forhold, der er nævnt i stk. 1, begås med forsæt
til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om
en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre
skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel
indtil 6 år. På samme måde straffes de forhold, der er nævnt
i stk. 1, når der er tale om overtrædelser af mere systematisk
eller organiseret karakter, jf. straffelovens § 263, stk. 3.
Henvisningen til § 263, stk. 1, indebærer, at der efter en
konkret vurdering f.eks. vil kunne ske blokering af en hjem-
meside, hvorfra personer udsender phishing-kampagner med
henblik på at skaffe sig adgang til en anden persons compu-
ter, tablet eller lignende.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne
blokeres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesi-
den begås en overtrædelse af straffelovens § 263 a.
Efter straffelovens § 263 a straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder den, der uberettiget 1) erhvervs-
mæssigt sælger eller i en videre kreds udbreder et adgangs-
middel til et datasystem, 2) videregiver et større antal ad-
gangsmidler til et datasystem, eller 3) skaffer sig eller vide-
regiver et adgangsmiddel til et datasystem, (a) der er sam-
fundsvigtigt, jf. § 193, (b) der behandler oplysninger, som
er omfattet af artikel 9, stk. 1, eller artikel 10 i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning nr. 2016/679/EU af 27. april
2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger, eller (c) hvortil adgangen er forbeholdt
betalende brugere.
Hvis de forhold, der er nævnt i stk. 1, begås under særligt
skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel
indtil 6 år, jf. § 263 a, stk. 2.
Henvisningen til § 263 a indebærer, at der efter en konkret
vurdering f.eks. vil kunne ske blokering af en hjemmeside,
hvorfra personer udsender phishing-kampagner med henblik
på at skaffe sig adgang til en anden persons password til et
datasystem for efterfølgende at kunne udbrede oplysninger-
ne til en bredere kreds.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne
blokeres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesi-
den begås en overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 2.
Efter straffelovens § 264 d, stk. 1, straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder den, som uberettiget videregiver
meddelelser eller billeder vedrørende en andens private for-
12
hold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstæn-
digheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere
offentlighed. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor
meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.
Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videre-
givelsens karakter og omfang eller antallet af berørte per-
soner særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige
til fængsel indtil 3 år, jf. § 264 d, stk. 2.
Henvisningen til § 264 d, stk. 2, indebærer, at der efter
en konkret vurdering f.eks. vil kunne ske blokering af en
hjemmeside, der bruges til at dele billeder eller videoer af
særlig krænkende karakter, f.eks. hvor der begås drab, eller
hvor der foregår seksuel aktivitet.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne
blokeres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemme-
siden begås en overtrædelse af straffelovens §§ 279, 279 a
eller 300 a.
Efter straffelovens § 279 straffes for bedrageri den, som,
for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding,
ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vild-
farelse bestemmer en anden til en handling eller undladelse,
hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen
eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.
Efter straffelovens § 279 a om databedrageri straffes den,
som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vin-
ding retsstridigt ændrer, tilføjer eller sletter oplysninger eller
programmer til elektronisk databehandling eller i øvrigt rets-
stridigt søger at påvirke resultatet af sådan databehandling.
Strafferammen for bedrageri og databedrageri er fængsel
indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1, 1.
pkt. Efter straffelovens § 286, stk. 2, kan straffen stige til
fængsel indtil 8 år, når lovovertrædelsen er af særligt grov
beskaffenhed, navnlig på grund af udførelsesmåden eller på
grund af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding
Efter straffelovens § 287, stk. 1, er straffen for bedrageri
og databedrageri bøde, hvis den begåede forbrydelse er
af mindre strafværdighed på grund af de omstændigheder,
hvorunder handlingen er begået, de tilvendte genstandes el-
ler det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grun-
de. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen
bortfalde, jf. straffelovens § 287, stk. 1, 2. pkt.
Efter straffelovens § 300 a straffes for groft uagtsomt bedra-
geri den, som, uden at betingelserne for at anvende § 279
foreligger, på retsstridig måde forsætligt eller groft uagtsomt
bevirker, at en person, der befinder sig i en vildfarelse, af
denne grund bestemmes til en handling eller undladelse, og
derved påfører ham eller nogen, for hvem handlingen eller
undladelsen bliver afgørende, et betydeligt formuetab, med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Henvisningen til §§ 279, 279 a og 300 indebærer, at der
efter en konkret vurdering f.eks. vil kunne ske blokering af
en hjemmeside, hvorfra en person udsender phishing-kam-
pagner med henblik på at franarre en anden persons kredit-
kortoplysninger for derefter at kunne misbruge oplysninger
til at opnå en økonomisk vinding.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne
blokeres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesi-
den begås en overtrædelse af straffelovens § 281.
Ifølge straffelovens § 281 straffes for afpresning 1) den, som
for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding,
truer nogen med vold, betydelig skade på gods eller friheds-
berøvelse, med at fremsætte usand sigtelse for strafbart el-
ler ærerørigt forhold eller åbenbare privatlivet tilhørende
forhold, og 2) den, som truer nogen med at anmelde eller
åbenbare et strafbart forhold eller med at fremsætte sande
ærerørige beskyldninger for derigennem at skaffe sig eller
andre en vinding, der ikke er tilbørligt begrundet ved det
forhold, som har givet anledning til truslens fremsættelse.
Strafferammen for afpresning er fængsel indtil 1 år og 6
måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1, 1. pkt. Efter straffe-
lovens § 286, stk. 1, kan straffen stige til fængsel i 6 år, når
lovovertrædelsen er af særligt grov beskaffenhed, navnlig på
grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført
af flere i forening eller under medtagelse af våben eller
andet farligt redskab eller middel, eller fordi der er tale om
systematisk eller organiseret afpresning, eller når et større
antal forbrydelser er begået.
Efter straffelovens § 287, stk. 1, er straffen for afpresning
bøde, hvis den begåede forbrydelse er af mindre strafvær-
dighed på grund af de omstændigheder, hvorunder handlin-
gen er begået, de tilvendte genstandes eller det lidte formue-
tabs ringe betydning eller af andre grunde. Under i øvrigt
formildende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. §
287, stk. 1, 2. pkt.
Henvisningen til § 281 indebærer, at der efter en konkret
vurdering f.eks. vil kunne ske blokering af en hjemmeside,
hvorfra der udsendes phishing-kampagner med henblik på
at komme i besiddelse af oplysninger, der efterfølgende vil
kunne anvendes som led i afpresning.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne
blokeres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesi-
den begås en overtrædelse af straffelovens §§ 290 eller 290
a.
13
Efter straffelovens § 290, stk. 1, om hæleri straffes den,
som uberettiget modtager eller skaffer sig eller andre del
i udbytte, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse,
med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. På samme
måde straffes den, der uberettiget ved at skjule, opbevare,
transportere, hjælpe til afhændelse eller på lignende måde
efterfølgende virker til at sikre en anden udbyttet af en straf-
bar lovovertrædelse.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen stige til fængsel i 6
år, når hæleriet er af særligt grov beskaffenhed navnlig på
grund af forbrydelsens erhvervsmæssige karakter eller som
følge af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et
større antal forbrydelser er begået.
Det følger af bestemmelsens stk. 3, at straf efter stk. 1 og 2
ikke kan pålægges den, som modtager udbytte til sædvanligt
underhold fra familiemedlemmer eller samlever, eller den,
der modtager udbytte som normalt vederlag for sædvanlige
forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.
Efter straffelovens § 290 a, stk. 1, straffes for hvidvask
den, der konverterer eller overfører penge, som direkte eller
indirekte er udbytte af en strafbar handling, for at skjule
eller tilsløre den ulovlige oprindelse, med fængsel indtil 1 år
og 6 måneder.
Straffen kan efter stk. 2, stige til fængsel indtil 8 år, når
hvidvasken er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund
af forbrydelsens erhvervsmæssige eller professionelle karak-
ter eller som følge af den opnåede vinding, eller når et større
antal forbrydelser er begået.
Henvisningen til §§ 290 og 290 a indebærer, at der efter
en konkret vurdering f.eks. vil kunne ske blokering af en
hjemmeside, hvorfra der udsendes phishing-kampagner med
henblik på at opnå adgang til en anden persons MitID,
person- eller kontooplysninger for efterfølgende at kunne
anvende oplysningerne til at videreføre udbytte fra anden
økonomisk kriminalitet eller sløre bagmændenes identitet.
Efter den foreslåede bestemmelse vil en hjemmeside kunne
blokeres, hvis der er grund til at antage, at der fra hjemmesi-
den begås en overtrædelse af straffelovens § 301.
Efter straffelovens § 301 straffes med bøde eller fængsel
indtil 1 år og 6 måneder den, der med forsæt til uberettiget
anvendelse fremstiller, skaffer sig, besidder eller videregiver
1) oplysninger, som identificerer et betalingsmiddel, der er
tildelt andre, eller 2) genererede betalingskortnumre.
Hvis den i stk. 1 nævnte videregivelse mv. sker i en videre
kreds eller under i øvrigt særligt skærpende omstændighe-
der, er straffen fængsel indtil 6 år, jf. stk. 2.
Efter stk. 3 finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse på
ægte betalingskort.
Henvisningen til § 301 indebærer, at der efter en konkret
vurdering f.eks. vil kunne ske blokering af en hjemmeside,
hvorfra der udsendes phishing-kampagner med henblik på at
opnå adgang til en anden persons kontooplysninger.
Det foreslås, at der indføres en mulighed for, at politiet
kan træffe beslutning om blokering i sager om overtrædelse
af straffelovens § 263, stk. 1, §§ 263 a, 279, 279 a, 281,
290, 290 a, 300 a eller 301, hvis indgrebets øjemed ville
forspildes, såfremt retskendelse skulle afventes.
Forslaget indebærer, at politiet vil kunne iværksætte indgre-
bet ud fra en øjemedsbetragtning, når blokeringen sker i
sager om overtrædelse af en af de anførte straffelovsbestem-
melser.
Politiet skal snarest muligt og senest inden 24 timer fra
indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten
afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes, og om
det kan opretholdes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse
ikke have været foretaget, skal retten give meddelelse herom
til Rigsadvokaten. Hvis indgrebet er foretaget af Politiets
Efterretningstjeneste, skal indberetningen gives til Justitsmi-
nisteriet.
Det bemærkes, at det ved beslutninger om blokering på øje-
medet i første række vil være overladt til politiet at foretage
den fornødne proportionalitetsafvejning, jf. retsplejelovens §
791 d, stk. 3. Det vil i afvejningen skulle indgå, at indgrebet
i disse tilfælde foretages uden forudgående forelæggelse for
domstolene.
Også i tilfælde hvor politiet træffer beslutning om blokering
på øjemedet, skal politiet hurtigst muligt foranledige, at
en blokering fjernes, hvis politiet bliver bekendt med, at
grundlaget for en kendelse om blokering ikke længere er til
stede, ligesom politiet ved blokering forudsættes at foretage
underretning af den, som indgrebet retter sig mod, jf. pkt.
2.1.1. Det forudsættes, at politiet ved en beslutning om blo-
kering på øjemedet i underretningen angiver de forhold, der
har begrundet blokeringen.
Retsplejelovens § 791 d, stk. 4, hvorefter det påhviler ud-
bydere af elektroniske kommunikationsnet- og tjenester og
administratorer af internetdomæner at bistå politiet ved gen-
nemførelsen af kendelser efter bestemmelsens stk. 2, jf. pkt.
2.1.1, foreslås ændret, sådan at det på tilsvarende hvis på-
hviler de pågældende udbydere og administratorer at bistå
politiet i de tilfælde, hvor politiet træffer beslutning om
blokering på øjemedet.
14
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
2, nr. 8-10.
2.2. Fremstilling via videokommunikation af udlændinge
efter afsoning med henblik på udsendelse
2.2.1. Gældende ret
En udlænding kan efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, vare-
tægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse vare-
tægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens til-
stedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil den
pågældende kan udsendes som følge af en eventuel beslut-
ning om udvisning, og mindst en af følgende betingelser er
opfyldt: 1) udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og
der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom, eller
2) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.
Varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, finder
anvendelse i tilfælde, hvor udvisning på grund af strafbart
forhold sker ved dom i forbindelse med straffesagens be-
handling, og hvor der er behov for en særlig hjemmel til
sikring af udlændingens tilstedeværelse under straffesagen,
under en eventuel appel, og indtil dommens bestemmelser
om udvisning efter domfældelse kan fuldbyrdes.
Efter bestemmelsen kan en varetægtsfængsling oprethol-
des, indtil der kan ske fuldbyrdelse af en udvisning ved
dom. Fuldbyrdelse af en dom om udvisning indebærer, at
udlændingens udsendelse skal varetages af Hjemrejsestyrel-
sen og om nødvendigt med politiets bistand, jf. hjemrejse-
lovens § 1, stk. 3. En udvist udlænding kan således vare-
tægtsfængsles efter at have afsonet eventuel straf, så længe
den pågældendes udsendelsessag er under forberedelse, og
fremdriften af udsendelsen sikres med den fornødne omhu.
Varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 2,
sikrer, at en udlænding, der har overtrådt et indrejseforbud
– og som idømmes frihedsstraf herfor – kan varetægtsfængs-
les under sagen og med henblik på fuldbyrdelse af straffe-
dommen for overtrædelse af indrejseforbuddet.
Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 2, at en udlænding,
som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af
udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom ef-
ter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med
henblik på at sikre asylansøgerens udsendelse som følge af
beslutningen om udvisning.
Der kan således ske varetægtsfængsling efter endelig dom
og efter endt afsoning, og indtil asylansøgeren enten opnår
opholdstilladelse efter reglerne om asyl (udlændingelovens
§ 7), opholdstilladelse på andet grundlag eller kan udsendes
af landet.
Varetægtsfængsling skal ikke ske, hvis det er overvejende
sandsynligt, at den pågældende på baggrund af en bestemt
nationalitet eller befolkningsgruppe vil få opholdstilladelse
efter reglerne om asyl (udlændingelovens § 7).
Varetægtsfængsling, herunder forlængelsen af denne, skal
altid ske efter en konkret og individuel vurdering af den
pågældendes forhold. Der skal således tages stilling til, om
betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt på det tids-
punkt, hvor udlændingen søger asyl efter endelig dom, eller
når en asylansøger, der afsoner for et kriminelt forhold,
nærmer sig endt afsoning. Såfremt en varetægtsfængsling
ønskes forlænget, skal der endvidere tages stilling til, om
betingelserne herfor er opfyldt.
I den forbindelse indhenter Hjemrejsestyrelsen en udtalelse
fra Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet om bl.a.,
hvornår den pågældende asylansøgers sag kan forventes af-
gjort, og om andre eventuelle forhold der måtte være af
betydning for spørgsmålet om varetægtsfængsling.
Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., at retsple-
jelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstalt-
ninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse.
Bestemmelsen i hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., er
en videreførelse af den tidligere bestemmelse i udlændingel-
ovens § 35, som blev ophævet med hjemrejselovens ikraft-
træden. Der var med overførslen af bestemmelsen tale om
en videreførelse af gældende ret uden materielle ændringer.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at adgangen til varetægts-
fængsling i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 3, supplerer
varetægtsfængslingsreglerne i retsplejelovens kapitel 70 og
navnlig § 762, jf. Folketingstidende 2020-21, A, L 203 som
fremsat, side 161.
Henvisningen til retsplejelovens regler i bestemmelsen om-
fatter ikke blot bestemmelserne om varetægtsfængsling i
retsplejelovens kapitel 70, men også de relevante bestem-
melser i retsplejelovens øvrige kapitler, jf. Folketingstidende
1999-00, tillæg A, side 7394.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 748 b om sigtedes, for-
svarerens og anklagerens deltagelse i retsmøder om forlæn-
gelse af varetægtsfængsling eller andre frihedsberøvende
foranstaltninger efter retsplejelovens kapitel 70 finder såle-
des tilsvarende anvendelse på udlændingens, forsvarerens
og anklagerens deltagelse i retsmøder om forlængelse af en
varetægtsfængsling i medfør af hjemrejselovens § 14.
Det betyder, at retten efter omstændighederne kan bestem-
me, at deltagelse i retsmøder om forlængelse af varetægts-
15
fængsling i medfør af hjemrejselovens § 14 skal ske ved
anvendelse af telekommunikation med billede.
Det følger endvidere af hjemrejselovens § 14, stk. 3, 2. og 3.
pkt., at der altid fastsættes en frist for varetægtsfængslingens
eller foranstaltningens længde, når denne træder i stedet
herfor og alene iværksættes med henblik på udsendelse som
følge af beslutning ved endelig dom om udvisning. Fristen
efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændin-
gen er tilbageholdt.
Der er ikke fastsat en øvre grænse for varigheden af vare-
tægtsfængslingen, og den afhænger derfor af de konkrete
omstændigheder, herunder den udmålte strafs længde, læng-
den af en eventuel reststraf, udlændingens eventuelt mang-
lende medvirken med hensyn til f.eks. id-oplysninger, om
Hjemrejsestyrelsen og andre relevante myndigheder frem-
mer sagen med fornøden omhu, samt om der er reel udsigt
til udsendelse.
Det følger af retsplejelovens § 748 b, stk. 1, at retten kan
bestemme, at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling
eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter retsplejelo-
vens kapitel 70, deltager i et retsmøde om forlængelse af
fristen for varetægtsfængslingen eller foranstaltningen ved
anvendelse af telekommunikation med billede (herefter vi-
deokommunikation), når retten finder det ubetænkeligt hen-
set til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændig-
heder. Dette gælder dog bl.a. ikke for retsmøder, hvor der
første gang skal tages stilling til forlængelse af en varetægts-
fængsling ud over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk. 1
og 2.
Det følger af retsplejelovens § 748 b, stk. 2, at deltager en
sigtet i et retsmøde om fristforlængelse via videokommuni-
kation, skal forsvareren deltage i retsmødet på samme sted
som sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at
forsvareren i stedet møder frem i retten eller deltager via
videokommunikation fra et andet sted end sigtede. Deltager
den sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan ret-
ten tillade, at forsvareren deltager i retsmødet via videokom-
munikation, hvis det er forsvarligt.
Sigtede kan som nævnt kun deltage ved anvendelse af vi-
deokommunikation, når retten finder det ubetænkeligt hen-
set til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændig-
heder, hvilket vil bero på en konkret helhedsvurdering. Ved
vurderingen kan bl.a. indgå sigtedes og forsvarerens begrun-
delse for et ønske om sigtedes personlige deltagelse, og om
sigtede er blevet sigtet for nye og væsentlige lovovertrædel-
ser, som skal indgå i rettens behandling under retsmødet.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 748 b, stk. 3, at
deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved an-
vendelse af telekommunikation med billede, eller deltager
sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, deltager an-
klageren i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation
med billede, medmindre retten undtagelsesvis bestemmer
andet. Det vil som ved vurderingen efter retsplejelovens
§ 748 b, stk. 2, bero på en konkret helhedsvurdering, om
det undtagelsesvist er betænkeligt henset til formålet med
retsmødet og sagens øvrige omstændigheder, at anklageren
deltager ved anvendelse af videokommunikation.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Retten kan i dag beslutte, at en udlænding, der allerede er
varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 eller
2, og hvis varetægtsfængslings eventuelle forlængelse skal
behandles på et retsmøde, kan fremstilles for retten ved
anvendelse af telekommunikation med billede, når retten
finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og
sagens øvrige omstændigheder.
Justitsministeriet har overvejet, hvorvidt den nugældende
ordning kan udstrækkes til også at gælde for udlændinge,
der første gang fremstilles for retten med henblik på en stil-
lingtagen til varetægtsfængsling i medfør af hjemrejselovens
§ 14 med henblik på udsendelse efter en endelig dom om
udvisning.
Det er efter Justitsministeriets opfattelse ikke de samme
hensyn, der gør sig gældende, alt efter om beslutningen om
varetægtsfængsling træffes før eller efter endelig dom.
Ved varetægtsfængsling før dom vil retten efter hjemrejselo-
vens § 14, stk. 1, nr. 1, både skulle tage stilling til, om der
er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom, og
om der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling
for nødvendig med henblik på at sikre udlændingens udsen-
delse. Da der ved varetægtsfængsling før dom skal tages
stilling til mistankegrundlaget, taler det med en vis styrke
for, at udlændingen skal have mulighed for at være til stede i
retten, hvis vedkommende ønsker det.
Efter endelig dom vil der omvendt allerede være taget stil-
ling til, at udlændingen skal udvises. Retten vil derfor som
udgangspunkt kun skulle vurdere, om der på baggrund af
oplysninger fra Hjemrejsestyrelsen er bestemte grunde til at
anse varetægtsfængsling for nødvendig med henblik på at
sikre udlændingens udsendelse.
Der foretages således ingen vurdering af mistankegrundla-
get, og i praksis vil retsmøder, hvor der første gang tages
stilling til spørgsmålet om varetægtsfængsling for at sikre
udlændingens tilstedeværelse med henblik på udsendelse
som følge af en endelig beslutning om udvisning, normalt
være både korte og relativt ukomplicerede.
16
Det samme gælder, når retten skal tage stilling til varetægts-
fængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 2, som giver
mulighed for at varetægtsfængsle en udlænding, som har
indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlæn-
dingelovens § 7 (asyl), og som er udvist ved endelig dom
efter udlændingelovens §§ 22-24, med henblik på at sikre
udlændingens udsendelse som følge af beslutningen om ud-
visning
Retsmøder, der afholdes med henblik på varetægtsfængs-
ling, når denne alene iværksættes med henblik på udsendel-
se som følge af en beslutning ved endelig dom om udvis-
ning, er derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke sam-
menlignelige med grundlovsforhør, hvor der skal tages stil-
ling til mistankegrundlaget. Sådanne retsmøder er nærmere
at sammenligne med retsmøder om fristforlængelse, som al-
lerede i dag kan afholdes ved anvendelse af telekommunika-
tion med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.
Det er endvidere Justitsministeriets vurdering, at erfaringer-
ne med at anvende telekommunikation med billede ved frist-
forlængelser er gode. Ministeriet finder derfor ikke, at der
er tungtvejende hensyn, som taler imod, at også det første
retsmøde om iværksættelse af varetægtsfængsling efter en-
delig dom om udvisning kan afholdes ved anvendelse af
telekommunikation med billede.
En sådan mulighed vil desuden betyde en stor ressource-
besparelse for politiet, anklagemyndigheden og kriminalfor-
sorgen. Det vil således både spare de ganske betydelige
ressourcer, der i dag anvendes til transport og bevogtning af
de udviste udlændinge i forbindelse med transporten, samt
transporttid for de anklagere, der skal møde i sagerne.
Der bør efter Justitsministeriets opfattelse således være mu-
lighed for, at retten fremover kan beslutte, at retsmøder,
hvor der skal tages stilling til, om betingelserne for vare-
tægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 eller 2,
er opfyldt når denne alene iværksættes med henblik på ud-
sendelse som følge af en beslutning ved endelig dom om
udvisning, afholdes ved anvendelse af telekommunikation
med billede.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4 i hjemrejselovens
§ 14, hvorefter retten kan bestemme, at en udlænding del-
tager i et retsmøde efter § 14, stk. 1 eller 2, om varetægts-
fængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter
retsplejelovens kapitel 70 alene med henblik på udsendelse
som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning ved
anvendelse af telekommunikation med billede, når retten
finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og
sagens øvrige omstændigheder.
Forslaget indebærer, at en udlænding fremover vil skulle
deltage i det retsmøde, hvor der efter dom og endt afsoning
første gang tages stilling til, om betingelserne for varetægts-
fængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 eller 2, er op-
fyldt, ved anvendelse af telekommunikation med billede.
Det vil dog være en betingelse, at retten henset til formålet
med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder finder det
ubetænkeligt at anvende telekommunikation med billede.
Bestemmelsen omfatter ikke efterfølgende retsmøder, hvor
der skal tages stilling til forlængelse af fristen for varetægts-
fængslingen, da retsplejelovens § 748 b i medfør af den gæl-
dende § 14, stk. 3, 1. pkt., i hjemrejseloven allerede finder
anvendelse på disse retsmøder. Der kan således allerede i
dag anvendes telekommunikation med billede i forbindelse
med disse retsmøder.
Det er efter forslaget ikke en betingelse, at udlændingen
giver sit samtykke til, at deltage i retsmøde ved anvendelse
af telekommunikation med billede. Retten kan således træffe
bestemmelse om en sådan deltagelse, selv om udlændingen
ønsker at være personligt til stede, og selv om en sådan per-
sonlig tilstedeværelse ved retsmødet ikke vil være forbundet
med uforholdsmæssige vanskeligheder.
Udlændingens deltagelse ved anvendelse af telekommunika-
tion med billede vil kun kunne ske, når retten finder det
ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens
øvrige omstændigheder. Det vil bero på en konkret vurde-
ring, om der skal ske anvendelse af telekommunikation med
billede. I denne vurdering bør bl.a. udlændingens og den
beskikkede advokats begrundelse for et ønske om udlændin-
gens personlige deltagelse indgå.
Udlændingens deltagelse ved anvendelse af telekommunika-
tion vil som udgangspunkt forudsætte, at der inden retsmø-
det er beskikket en advokat for den pågældende, hvilket
ikke nødvendigvis er tilfældet i dag, hvor beskikkelse ofte
først sker i forbindelse med selve retsmødet. Det forudsættes
således med lovforslaget, at der fremover sker beskikkelse
forud for retsmødet, således at retsmøderne som forudsat
kan afvikles ved anvendelse af telekommunikation med bil-
lede.
Det foreslås herudover, at der indsættes et nyt stk. 5 i
hjemrejselovens § 14, hvorefter den beskikkede advokat,
såfremt en udlænding deltager i et retsmøde ved anvendelse
af telekommunikation med billede, jf. det foreslåede stk. 4,
skal deltage i retsmødet på samme sted som udlændingen,
medmindre retten finder det ubetænkeligt, at den beskikke-
de advokat i stedet møder frem i retten eller deltager ved
anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet
sted end udlændingen.
17
Endvidere foreslås det, at der indsættes et nyt stk. 6 i hjem-
rejselovens § 14, hvorefter anklageren, såfremt en udlæn-
ding deltager i et retsmøde om varetægtsfængsling efter §
14, stk. 1 eller 2, ved anvendelse af telekommunikation med
billede, deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommu-
nikation med billede, medmindre retten undtagelsesvis be-
stemmer andet.
De foreslåede bestemmelser i stk. 5 og 6 om henholdsvis
den beskikkede advokats og anklagerens deltagelse via vi-
deokommunikation i et retsmøde om varetægtsfængsling ef-
ter § 14, stk. 1 eller 2, svarer i det væsentlige til reglerne i
retsplejelovens § 748 b, stk. 2 og 3.
Der henvises til i øvrigt til bemærkningerne til § 4, nr. 1.
2.3. Adgang for politiet til at registrere en mistænkts
eller anden persons færden ved brug af gps eller et andet
lignende apparat uden retskendelse
2.3.1. Gældende ret
Retsplejelovens § 791 a indeholder regler om, at politiet
under nærmere angivne betingelser som led i efterforsknin-
gen af en lovovertrædelse kan foretage observation og te-
leobservation.
Det følger af bestemmelsens stk. 1, at politiet kan foreta-
ge fotografering eller iagttagelse ved hjælp af kikkert eller
andet apparat af personer, der befinder sig på et ikke frit
tilgængeligt sted (observation), hvis indgrebet må antages at
være af væsentlig betydning for efterforskningen, og efter-
forskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan
medføre fængselsstraf.
Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at
der er tale om observation af personer, der befinder sig på et
ikke frit tilgængeligt sted. Fotografering eller iagttagelse ved
hjælp af kikkert eller andet apparat af personer, der befinder
sig på et frit tilgængeligt sted, er dermed ikke omfattet af §
791 a.
Beslutning om observation i medfør af retsplejelovens § 791
a, stk. 1, træffes af politiet. Der stilles således ved observa-
tion efter stk. 1 ikke krav om retskendelse, jf. bestemmel-
sens stk. 8.
Ifølge § 791 a, stk. 2, må observation som nævnt i stk.
1 ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-ka-
mera, fotografiapparat eller lignende apparat kun foretages,
hvis efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter
loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller der-
over. Ved observation efter stk. 2 stilles der som udgangs-
punkt krav om forudgående retskendelse, jf. bestemmelsens
stk. 8.
Politiets anvendelse af teleobservation er reguleret i § 791
a, stk. 5, hvorefter politiet kan foretage teleobservation, hvis
indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for
efterforskningen, og efterforskningen vedrører en lovover-
trædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller
derover.
Politiet kan i medfør af stk. 5, nr. 1, indhente oplysninger
fra udbydere af telenet og teletjenester vedrørende lokalise-
ringen af en mobiltelefon, der antages benyttet af en mis-
tænkt. Dette drejer sig navnlig om oplysninger om, hvilke
mobiltelefonmaster den pågældende mobiltelefon er i for-
bindelse med ved opdateringer, hvilken celle der er anvendt
ved opdateringen, og i hvilken retning og afstand fra masten
mobiltelefonen befinder sig.
Politiet kan desuden på anden måde end nævnt i stk. 5, nr. 1,
ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registrere
en mistænkts færden eller en anden persons færden, hvis den
pågældende har tilknytning til en mistænkt eller til samme
køretøj eller ejendom som en mistænkt eller lignende, jf. stk.
5, nr. 2.
Bestemmelsens stk. 5, nr. 2, fastsætter således hjemmel for
politiet til efter visse nærmere betingelser at foretage regi-
strering af personers færden ved brug af gps eller andet
lignende apparat, i det omfang det ellers vil være strafbart at
foretage sådanne indgreb.
Bestemmelsen omfatter politiets anvendelse af en gps eller
andet lignende teknisk apparat til at registrere en bestemt
persons færden, dvs. transmittere eller lagre oplysninger
om personens geografiske placering, sådan at det er mu-
ligt enten løbende eller efterfølgende at følge personens
færden. Bestemmelsen omfatter desuden overvågning ved
pejling af radiosignaler, der udsendes af genstande mv.,
som personen har med sig (herunder en mobiltelefon, tablet
mv.), eller ved hjælp af et videokamera, der viser personens
færden. Bestemmelsen omfatter modsat ikke tilfælde, hvor
der uden politiets medvirken er lagret oplysninger om en
persons geografiske placering.
Det følger af bemærkningerne til retsplejelovens § 791 a,
stk. 5, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 20
som fremsat, side 69, at når politiet kan foretage teleobser-
vation ved hjælp af gps eller andet lignende apparat efter nr.
2, kan politiet også foretage de foranstaltninger, der teknisk
muliggør den pågældende teleobservation. Dette kan f.eks.
indbefatte indtrængen på privat område, placering af udstyr
og indgreb i udstyr, som den mistænkte anvender.
Efter § 791 a, stk. 5, nr. 2, litra a, om registrering af en
mistænkts færden forudsættes der adgang for politiet til at
placere eller montere en gps eller et andet lignende apparat
18
på eller i bl.a. en mistænkts køretøj med henblik på at følge
den mistænktes færden. Bestemmelsen kan anvendes som
hjemmel for sådanne indgreb over for en mistænkt, uanset
om f.eks. placeringen eller monteringen af en gps på køretø-
jet også medfører registrering af færden for andre personer
end mistænkte, som måtte benytte det samme køretøj eller
fartøj.
Efter § 791 a, stk. 5, nr. 2, litra b, er der adgang for poli-
tiet til at foretage tilsvarende indgreb rettet mod andre per-
soner end en mistænkt. Den pågældende person skal enten
have en tilknytning til en mistænkt eller til samme køretøj
eller ejendom som en mistænkt eller lignende. Udtrykket
”tilknytning til en mistænkt” skal forstås bredt og omfatter
bl.a. en mistænkts familie, kæreste, venner eller bekendte,
som formodes at have kontakt til den mistænkte på en sådan
måde, at det kan have væsentlig betydning for efterforsknin-
gen at kende den pågældendes færden, f.eks. for at undgå
kompromittering af efterforskningen, jf. Folketingstidende
2018-19, 1. samling, A, L 20 som fremsat, side 70.
Med udtrykket tilknytning ”til samme køretøj eller ejendom
som en mistænkt eller lignende” tilkendegives det, at også
andre ikke-mistænkte end personer med en tilknytning til en
mistænkt er omfattet af bestemmelsen, hvis der er en anden
tilknytning, som gør, at det kan være væsentligt for politiet
at kunne registrere den pågældendes færden i forbindelse
med efterforskningen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der
er en eller flere personer, der benytter det samme køretøj
eller ejendom som en mistænkt, men ikke som sådan har en
tilknytning til den mistænkte, jf. Folketingstidende 2018-19,
1. samling, A, L 20 som fremsat, side 70.
Det fremgår af § 791 a, stk. 8, 2. pkt., at reglerne i §§
783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 1, § 788, stk. 3 og
4, samt § 791 finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 5
omhandlede tilfælde.
Dette indebærer bl.a., at teleobservation, herunder ved hjælp
af gps eller lignende apparat, som udgangspunkt kræver
forudgående retskendelse, medmindre indgrebets øjemed
hermed forspildes. I sådanne tilfælde skal politiet snarest
muligt og senest inden for 24 timer forelægge indgrebet for
retten, jf. retsplejelovens § 783. Det medfører endvidere,
at der skal beskikkes en indgrebsadvokat i medfør af §§
784 og 785, og at der efterfølgende gives underretning om
indgrebet, medmindre retten bestemmer andet efter § 788.
Efter retsplejelovens § 791 a, stk. 6, påhviler det udbydere
af telenet eller teletjenester at bistå politiet ved gennemførel-
se af teleobservation, herunder ved at give oplysninger om
lokaliseringen af en mobiltelefon, der antages benyttet af en
mistænkt efter stk. 5, nr. 1.
Der gælder endvidere efter § 791 a, stk. 7, en almindelig
proportionalitetsregel, hvorfor observation og teleobservati-
on ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets formål,
sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgre-
bet må antages at forvolde den eller de personer, som det
rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Det fremgår af retsplejelovens § 788, stk. 1, at der efter
afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal
gives underretning om indgrebet. Har den person, til hvem
underretning skal gives, været mistænkt i sagen, skal der
tillige gives underretning herom og om, hvilken lovovertræ-
delse mistanken har angået.
Som følge af henvisningen i § 791 a, stk. 8, 2. pkt., til § 788,
stk. 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 3 og 4, omfatter underretningsfor-
pligtelsen desuden indgreb ved gps-overvågning efter § 791
a, stk. 5, nr. 2.
Det fremgår af § 788, stk. 2, nr. 1, at underretningen ved
telefonaflytning og teleoplysning gives til indehaveren af
den pågældende telefon. Efter § 788, stk. 3, gives underret-
ningen af den byret, som har truffet afgørelse om indgre-
bet. Underretningen gives snarest muligt, såfremt politiet
ikke senest 14 dage efter udløbet af det tidsrum, for hvilket
indgrebet har været tilladt, har fremsat begæring om undla-
delse af eller udsættelse med underretning.
Det følger af § 788, stk. 4, at hvis underretningen vil være
til skade for efterforskningen eller til skade for efterforsk-
ningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse,
som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i medde-
lelseshemmeligheden, eller taler hensynet til beskyttelse af
fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder
eller omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan ret-
ten efter begæring fra politiet beslutte, at underretning skal
undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan
forlænges ved senere beslutning.
Det fremgår af retsplejelovens § 793, stk. 1, at politiet efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 73 kan foretage ransagning
af 1) boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lig-
nende samt indholdet af aflåste genstande og 2) andre gen-
stande samt lokaliteter uden for husrum.
Af bemærkningerne til § 793, stk. 1, fremgår, at ransagning
af de lokaliteter og genstande, der er nævnt i stk. 1, nr. 1,
er de mest intense indgreb, mens de mindre indgribende ran-
sagninger er beskrevet i stk. 1, nr. 2. Kategori 1 omfatter så-
ledes ransagning af boliger og andre husrum, herunder f.eks.
kontorer, værksteder, beboelsesvogne og kahytter. Endvide-
re omfatter denne kategori ransagning af dokumenter, pa-
pirer og lignende, herunder elektroniske medier, samt ind-
holdet af aflåste genstande. Kategori 2 omfatter lokaliteter
uden for husrum, dvs. haver og andre arealer under åben
himmel, samt bygninger, der ikke kan anses for »husrum«,
19
f.eks. halvtage, carporte, åbne skure og lignende. Endvidere
omfatter kategori 2 andre løsøregenstande end de i kategori
1 nævnte. Det kan f.eks. være tøj, biler, hvis døre ikke er af-
låste, maskiner eller uaflåste kufferter. Finder politiet under
ransagning af f.eks. en have, der er omfattet af kategori 2,
en løsøregenstand, der er omfattet af kategori 1, f.eks. en
aflåst beholder, må politiet, hvis indholdet af beholderen
skal ransages, gå frem efter de mere strenge betingelser
for ransagning (kategori 1), jf. Folketingstidende 1996-97,
tillæg A, side 2488-2489.
Det følger af § 793, stk. 2, at undersøgelser af lokaliteter
eller genstande, som er frit tilgængelige for politiet, ikke er
omfattet af reglerne i retsplejelovens kapitel 73.
Det fremgår af retsplejelovens § 796, stk. 1, at afgørelse
om ransagning vedrørende de i § 793, stk. 1, nr. 2, nævnte
genstande eller lokaliteter, som en mistænkt har rådighed
over, træffes af politiet. Af stk. 2, 1. pkt., følger, at afgørelse
om ransagning i andre tilfælde træffes ved rettens kendelse,
jf. dog stk. 5 og 6.
Politiet har herefter kompetencen til at træffe afgørelse om
ransagning af de i § 793, stk. 1, nr. 2, nævnte genstande og
lokaliteter hos mistænkte. Ransagning kan således besluttes
af politiet med hensyn til en mistænkts uaflåste taske eller
kuffert, bil, have mv. For så vidt angår ransagning af de i
§ 793, stk. 1, nr. 1, nævnte genstande over for mistænkte
samt ransagning over for ikke mistænkte, kræves der ifølge
§ 796, stk. 2, 1. pkt., som hovedregel retskendelse, jf. Folke-
tingstidende 1996-97, tillæg A, side 2522.
Det fremgår af retsplejelovens § 796, stk. 5, at såfremt ran-
sagningen er rettet imod husrum, lokaliteter eller genstande,
som en mistænkt har rådighed over, og denne meddeler
skriftligt samtykke til, at ransagningen foretages, kan beslut-
ning om ransagning også træffes af politiet. Af stk. 6 føl-
ger, at bestemmelse om, at der i tilslutning til opdagelsen
eller anmeldelsen af en forbrydelse skal ske ransagning af
gerningsstedet, uanset bestemmelsen i stk. 2 også kan træf-
fes af politiet, såfremt den person, der har rådighed over
vedkommende husrum, lokalitet eller genstand, ikke er mis-
tænkt og det ikke er muligt straks at komme i kontakt med
den pågældende. Der skal i så fald snarest muligt gives den
pågældende underretning om ransagningen.
Det fremgår af retsplejelovens § 746, stk. 1, at retten afgør
tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt
samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser, herunder om
begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af
yderligere efterforskningsskridt.
Bestemmelsen fastlægger rettens opgaver under efterforsk-
ningen. For så vidt angår politiets efterforskningsskridt,
træffer retten kun afgørelse om lovligheden, men ikke om
hensigtsmæssigheden, jf. betænkning nr. 622/71 om efter-
forskning i straffesager m.v.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er afgørende, at politiet har nødvendige og effektive
efterforskningsredskaber for at kunne forebygge og opklare
bl.a. alvorlig, organiseret og grænseoverskridende kriminali-
tet.
Som anført ovenfor under pkt. 2.3.1 har politiet i dag ad-
gang til at foretage registrering af en mistænkts eller anden
persons færden ved brug af gps eller et andet lignende appa-
rat, jf. retsplejelovens § 791 a, stk. 5, nr. 2. Politiets iværk-
sættelse af dette efterforskningsredskab er betinget af, at det
må antages at være af væsentlig betydning for efterforsk-
ningen (indikationskravet), og at efterforskningen vedrører
en lovovertrædelse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6
måneder eller derover (kriminalitetskravet). Samtidig gælder
der – i lighed med politiets observation, jf. § 791 a, stk.
1, og øvrig teleobservation, jf. § 791 a, stk. 5, nr. 1 – en
almindelig proportionalitetsregel i relation til indgrebet.
Herudover forudsætter indgrebet som anført ovenfor under
pkt. 2.3.1 forudgående retskendelse, medmindre indgrebets
øjemed hermed forspildes, jf. henholdsvis retsplejelovens §
783, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt.
Justitsministeriet vurderede i forbindelse med kriminalise-
ringen af uberettiget anvendelse af en gps eller et andet
lignende apparat, at beslutningen om at iværksætte politiets
registrering af en mistænkts eller anden persons færden ved
hjælp af en gps eller et andet lignende apparat bør træffes
af retten, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 20
som fremsat, side 16, hvilket er baggrunden for den gælden-
de retstilstand, jf. pkt. 2.3.1.
Det bemærkes i forlængelse heraf, at Straffelovrådet i sin
betænkning nr. 1563/2017 om freds- og ærekrænkelser lagde
op til, at hjemlen for politiet til under nærmere fastsatte
betingelser at anvende sporings- og pejlingsudstyr i forbin-
delse med efterforskningen af strafbare forhold kunne tage
udgangspunkt i retsplejelovens § 791 a, stk. 1, herunder
også således, at indgrebet ikke skulle kræve en forudgående
kendelse fra retten, jf. betænkningens side 115. Efter retsple-
jelovens § 791 a, stk. 1, om observation gælder der ikke
krav om indhentelse af retskendelse eller om efterfølgende
underretning om indgrebet.
Selvom politiet i medfør af retsplejelovens § 783, stk. 4,
1. pkt., har adgang til selv at træffe beslutning om at iværk-
sætte gps-overvågning, hvis indgrebets øjemed forspildes,
dersom retskendelse skal afventes er denne adgang imidler-
tid ressourcetung for politiet, idet politiet snarest muligt
og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse skal
20
forelægge sagen for retten, som afgør, om indgrebet kan
godkendes, og om det kan opretholdes, og i bekræftende
fald for hvilket tidsrum, jf. bestemmelsens 2. pkt.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at retsplejelovens
§ 791 a, stk. 8, 2. pkt., bør ændres, så politiet fremover
kan foretage registrering af en mistænkts eller anden persons
færden ved brug af gps eller andet lignende apparat, jf. §
791 a, stk. 5, nr. 2, uden retskendelse. En sådan ændring
vil kunne bidrage til ressourcebesparelser for både politiet,
anklagemyndigheden og domstolene, da der fremover ikke
vil skulle indhentes retskendelse i de pågældende sager.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at der ikke vil være væ-
sentlige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet
med den foreslåede ordning, idet ovennævnte indikations-
krav og kriminalitetskrav fortsat vil gælde for indgrebet,
ligesom den almindelige proportionalitetsregel, jf. § 791 a,
stk. 7, fortsat vil gælde i relation til indgrebet. Justitsmini-
steriet finder imidlertid, at de personer, som indgrebet rettes
imod, bør sikres kendskab til, at der har været iværksat
et indgreb. Dette skal ses i lyset af, at retsplejelovens §
746 om adgangen til at få prøvet lovligheden af politiets
efterforskningsskridt ikke kan udgøre et effektivt retsmiddel,
hvis de pågældende ikke bliver bekendt med, at der har
været iværksat et indgreb. Derfor bør der efter ministeriets
opfattelse indføres et krav om efterfølgende underretning.
Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at kravet om, at
der som udgangspunkt skal ske indhentelse af forudgående
retskendelse, bør opretholdes i tilfælde, hvor politiet med
henblik på placering eller montering af en gps eller et andet
lignende apparat skal tilgå boliger og andre husrum og lig-
nende eller indholdet af aflåste genstande eller tilgå andre
genstande eller lokaliteter uden for husrum, som en person,
der ikke er mistænkt, har rådighed over. På tilsvarende vis
bør kravet om beskikkelse af en indgrebsadvokat i medfør af
§§ 784 og 785 i disse tilfælde opretholdes.
Det bemærkes i den forbindelse, at opretholdelse af et krav
om, at der som udgangspunkt skal ske indhentelse af forud-
gående retskendelse i tilfælde, hvor politiet med henblik på
placering eller montering af en gps eller et andet lignende
apparat skal tilgå boliger og andre husrum og lignende eller
indholdet af aflåste genstande eller tilgå andre genstande
eller lokaliteter uden for husrum, som en person, der ikke
er mistænkt, har rådighed over, skal skabe en retstilstand
der i vidt omfang tilsvarer den retstilstand, der var gældende
forud for indførelsen af det generelle krav om indhentelse
af retskendelse forud for placering eller montering af en
gps eller et andet lignende apparat, jf. bemærkningerne til
retsplejelovens § 791 a, stk. 5, nr. 2. Det fremgår heraf,
at sporing og pejling, inden kriminaliseringen af uberettiget
anvendelse af en gps eller et andet lignende apparat, blev
anset som et straffeprocessuelt tvangsindgreb, hvis det f.eks.
var nødvendigt at bryde ind i en bil for at anbringe udstyr,
men ikke hvis udstyr kunne anbringes uden på en bil, som
befandt sig et frit tilgængeligt sted. Når der var tale om et
straffeprocessuelt indgreb, anvendtes retsplejelovens § 791
a om observation analogt, jf. Folketingstidende 2018-19, 1.
samling, A, L 20 som fremsat, side 15, og Højesterets ken-
delse af 26. september 2000 i sag 220/2000 som gengivet i
UfR 2000.2476 H.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at retsplejelovens § 791 a, stk. 8, 2. pkt., æn-
dres, så reglerne i retsplejelovens §§ 783-785, § 788, stk. 3,
samt § 791 ikke finder anvendelse på politiets registrering
af en mistænkts eller anden persons færden ved hjælp af en
gps eller et andet lignende apparat efter § 791 a, stk. 5, nr.
2. Samtidig foreslås der indsat to nye punktummer som 3.
og 4. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8. Efter det nye 3.
pkt. finder reglerne i lovens § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 4,
og § 788, stk. 4, 1. pkt., anvendelse på politiets registrering
af en mistænkts eller anden persons færden ved hjælp af en
gps eller et andet lignende apparat efter § 791 a, stk. 5, nr. 2,
dog sådan at underretning efter retsplejelovens § 788, stk. 1,
i disse tilfælde gives af politiet, ligesom kompetencen til at
træffe beslutning om at undlade eller udsætte underretning i
et nærmere fastsat tidsrum efter § 788, stk. 4, i disse tilfælde
tilkommer politiet, jf. dog 4. pkt. Efter det nye 4. pkt. finder
reglerne i lovens §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr.
4, og § 788, stk. 3 og 4, tilsvarende anvendelse, hvis politiet
med henblik på placering eller montering af en gps eller et
andet lignende apparat skal tilgå boliger og andre husrum og
lignende eller indholdet af aflåste genstande eller tilgå andre
genstande eller lokaliteter uden for husrum, som en person,
der ikke er mistænkt, har rådighed over.
Ændringen vil indebære, at politiet har adgang til at registre-
re en mistænkts eller anden persons færden ved hjælp af en
gps eller et andet lignende apparat, jf. § 791 a, stk. 5, nr.
2, uden retskendelse efter retsplejelovens § 783, ligesom der
ikke skal beskikkes en advokat for den, som indgrebet ve-
drører, efter § 784, forudsat at placeringen eller monteringen
af en gps eller et andet lignende apparat ikke sker i boliger
og andre husrum og lignende eller i aflåste genstande eller
på eller i andre genstande eller lokaliteter uden for husrum,
som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over.
Indgrebet vil fortsat være betinget af, at det må antages
at være af væsentlig betydning for efterforskningen (indika-
tionskravet), og at efterforskningen vedrører en lovovertræ-
delse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller
derover (kriminalitetskravet).
Samtidig vil der – i lighed med politiets observation, jf. §
791 a, stk. 1, og øvrig teleobservation, jf. § 791 a, stk. 5,
nr. 1 – fortsat gælde en almindelig proportionalitetsregel i
relation til indgrebet. Indgrebet må derfor ikke foretages,
hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den
21
krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde
den eller de personer, som det rammer, vil være et ufor-
holdsmæssigt indgreb.
Endvidere vil politiet skulle foretage efterfølgende underret-
ning, medmindre der er grundlag for at undlade underret-
ning som følge af, at underretningen vil være til skade for
efterforskningen eller til skade for efterforskningen i en an-
den verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven
kan danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmelig-
heden, eller hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger
om politiets efterforskningsmetoder eller omstændighederne
i øvrigt taler imod underretning.
Det foreslås derudover, at der i retsplejelovens § 788, stk.
2, indsættes et nr. 4, hvor det præciseres, at ved registrering
af en persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lig-
nende apparat gives underretning til personen, hvis færden
registreres, samt til kendte brugere af det køretøj eller den
ejendom, registreringen angår.
Ved ”kendte brugere” af køretøjer og ejendom forstås per-
soner, som politiet har grund til at antage har brugt køretøjet
eller ejendommen i den pågældende periode. Det vil som
udgangspunkt i forhold til køretøjer omfatte et køretøjs regi-
strerede ejer og brugere, medmindre politiet har konkrete
holdepunkter til at antage, at den eller de pågældende per-
soner ikke har anvendt køretøjet i den pågældende periode.
Det foreslåede 4. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, vil in-
debære, at den gældende retstilstand, herunder kravet om, at
der som udgangspunkt skal ske indhentelse af forudgående
retskendelse, opretholdes for så vidt angår de tilfælde, hvor
politiet med henblik på placering eller montering af en gps
eller et andet lignende apparat skal tilgå boliger og andre
husrum og lignende eller indholdet af aflåste genstande eller
tilgå andre genstande eller lokaliteter uden for husrum, som
en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over.
Afgrænsningen af, i hvilke tilfælde politiet selv kan træffe
afgørelse om placering eller montering af gps eller et andet
lignende apparat, er baseret på princippet i retsplejelovens §
796, stk. 1 og 2, jf. § 793, stk. 1, hvorefter politiet kan træf-
fe afgørelse om ransagning af ikke-aflåste genstande samt
lokaliteter uden for husrum, som en mistænkt har rådighed
over, mens afgørelse om ransagning i andre tilfælde træffes
ved rettens kendelse. Begreberne ”boliger og andre husrum
og lignende eller indholdet af aflåste genstande” og ”andre
genstande eller lokaliteter uden for husrum”, skal således
forstås i overensstemmelse med de tilsvarende begreber i
retsplejelovens § 793, stk. 1. Politiet vil dermed skulle gå
frem efter det foreslåede 4. pkt., hvis det f.eks. er nødven-
digt at bryde ind i en bil for at anbringe udstyr, eller hvis det
er nødvendigt at bryde ind i en garage for at anbringe udstyr
på en bil.
Der vil kunne opstå situationer, hvor politiet med henblik på
placering eller montering af en gps eller et andet lignende
apparat har behov for at kunne tilgå boliger og andre husrum
og lignende eller indholdet af aflåste genstande eller tilgå
andre genstande eller lokaliteter uden for husrum, som en
person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, uden at
skulle afvente retskendelse. Det foreslås på den baggrund,
at politiet i tilfælde, hvor indgrebets øjemed ville forspildes,
dersom retskendelse skulle afventes, fortsat skal kunne træf-
fe beslutning om at foretage indgrebet med efterfølgende
forelæggelse af indgrebet for retten til godkendelse, jf. rets-
plejelovens § 783, stk. 4.
Det foreslåede 4. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, inde-
bærer endvidere, at retten fortsat i de tilfælde, hvor der skal
indhentes retskendelse, vil skulle beskikke en indgrebsadvo-
kat for den person, indgrebet vedrører, jf. retsplejelovens §§
784 og 785.
Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer
i anvendelsesområdet for retsplejelovens § 791 a, stk. 5 eller
stk. 8, eller af den gældende retstilstand i forhold til politiets
indgreb i øvrigt.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
2, nr. 6 og 7.
2.4. Adgang for politiet til at foretage stikprøvekontrol-
ler for eksplosivstoffer
2.4.1. Gældende ret
Lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indeholder en
lang række forbud og restriktioner vedrørende bl.a. besid-
delse og anvendelse af våben og eksplosivstoffer.
Det er efter våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, bl.a.
forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, mini-
steren bemyndiger dertil, at indføre, fremstille, erhverve,
besidde, bære eller anvende bl.a. skydevåben, ammunition,
håndgranater, bomber, miner og eksplosivstoffer.
Efter knivlovens § 1, stk. 1, må knive og blankvåben mv.
ikke bæres eller besiddes på offentligt tilgængelige steder,
uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og
lignende, medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse
eller til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller
har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål.
Ved offentligt tilgængelige steder forstås steder, hvortil der
er almindelig adgang, herunder veje, parker, offentlige trans-
portmidler, restaurationer (herunder diskoteker, værtshuse
og lignende), butikker og butikscentre i åbningstiden, forly-
stelsessteder og offentlige kontorer. Området svarer til det
område, der er omfattet af ordensbekendtgørelsens § 2. Ved
22
uddannelsessteder forstås steder, hvor der foregår undervis-
ning, såsom folkeskoler, gymnasier, universiteter, tekniske
skoler, produktionsskoler mv., uanset om der er tale om pri-
vate uddannelsessteder. Uddannelsessteder dækker såvel un-
dervisningslokaler som andre områder på disse steder (f.eks.
et sportsområde eller en fællessal). Ved ungdomsklubber
forstås klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud
til større børn og unge, jf. lov om social service, men også
andre klubordninger og lignede fritidstilbud til større børn
og unge er omfattet af bestemmelsen, uanset om ordninger-
ne drives i kommunalt, regionalt eller privat regi eller som
selvejende institutioner, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L
107 som fremsat, side 13.
Overtrædelse af våbenlovgivningen straffes som udgangs-
punkt med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skær-
pende omstændigheder fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens
§ 10 og knivlovens § 7, stk. 1. Særligt grove overtrædelser
af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer straffes efter
straffelovens § 192 a.
Det følger af straffelovens § 192 a, stk. 1, at den, der over-
træder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller arti-
kel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 258/2012 af 14. marts 2012 ved under særligt
skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere,
erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvik-
le eller med henblik på udvikling forske i skydevåben (straf-
felovens § 192 a, stk. 1, nr. 1) eller andre våben eller eks-
plosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund
af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde
betydelig skade (straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2), straffes
med fængsel fra 2 år indtil 8 år.
Den, der i øvrigt overtræder lovgivningen om våben og
eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder,
straffes med fængsel indtil 6 år, jf. straffelovens § 192 a, stk.
2.
Politiloven regulerer bl.a. politiets opgavevaretagelse og lo-
vens kapitel 3 regulerer politiets mulighed for at foretage
indgreb uden for strafferetsplejen.
Politiet har efter gældende ret ikke mulighed for at foretage
visitation af en person, der ikke er mistænkt for en forbry-
delse, eller dennes ejendele med henblik på at kontrollere,
om den pågældende er i besiddelse af eksplosivstoffer
Det følger af politilovens § 3, 1. pkt., at politiet uden for de
tilfælde, hvor indgreb er hjemlet i anden lovgivning, alene
kan foretage indgreb over for borgerne i det omfang, det føl-
ger af bestemmelserne i lovens kapitel 3. Politiloven hjemler
således en række indgreb, som politiet kan foretage over for
borgerne som led i politiets opgavevaretagelse i forbindelse
med orden og sikkerhed (§§ 4-6 b), offentlige forsamlinger
og opløb (§§ 7-9) og svage og udsatte persongrupper (§§
10-13).
Det følger af politilovens § 4, stk. 1, at politiet har til
opgave at forebygge fare for forstyrrelse af den offentlige
orden samt fare for enkeltpersoners eller den offentlige sik-
kerhed. Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor der ikke fore-
ligger en konkret og nærliggende fare, men hvor omstæn-
dighederne ved situationen i øvrigt tilsiger, at der er behov
for en politimæssig indsats i form af forebyggende foran-
staltninger med henblik på at regulere borgernes adfærd, jf.
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5915.
I det omfang, det er nødvendigt for at forebygge fare som
nævnt i stk. 1, kan politiet rydde og afspærre områder samt
etablere adgangskontrol til områder, jf. bestemmelsens stk.
2.
Er en person i besiddelse af farlige genstande, som den
pågældende ikke vil aflevere, vil politiet kunne afvise
vedkommende fra et arrangement. Bestemmelsen indeholder
derimod ikke hjemmel til at fratage en person genstande
imod den pågældendes vilje. Hjemmel hertil skal i givet
fald søges i kapitlets øvrige bestemmelser om indgreb over
for borgerne, eller hvis der er tale om ulovlige genstande
i retsplejelovens regler om beslaglæggelse og straffelovens
regler om konfiskation, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg
A, side 5916.
Det følger af politilovens § 5, stk. 1, at politiet har til opgave
at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt
fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.
Bestemmelsens anvendelsesområde er navnlig tilfælde, hvor
en person udgør en fare for andre eller den offentlige orden
eller sikkerhed, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
5916.
Med henblik på at afværge fare som nævnt i stk. 1 kan
politiet foretage indgreb over for den eller de personer, der
giver anledning til faren. Politiet kan herunder udstede på-
bud, besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og
andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes be-
siddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse
af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden
eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den
offentlige sikkerhed, samt fratage personer genstande, jf.
bestemmelsens stk. 2.
Indgreb efter bestemmelsen kan foretages med henblik på
at "afværge fare". Indgreb forudsætter således, at der er
konstateret en konkret og nærliggende fare for forstyrrelse
af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller
den offentlige sikkerhed. Hvorvidt der foreligger den til et
23
indgreb fornødne fare, afhænger af en konkret vurdering
af situationen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
5917.
Det er ikke en betingelse, at der er realiseret en krænkelse af
den offentlige orden eller enkeltpersoners eller den offentli-
ge sikkerhed, men der skal være en vis sandsynlighed for, at
det vil ske. Et indgreb forudsætter ikke nødvendigvis viden
om, hvorledes en krænkelse i detaljer vil udmønte sig, eller
hvilke konkrete interesser der vil blive krænket. Endvidere
forudsætter en konkret og nærliggende fare ikke nødvendig-
vis, at faren i tidsmæssig sammenhæng er tæt på at blive
realiseret. Det afgørende er sandsynligheden for, at faren vil
blive realiseret, hvis ikke politiet griber ind, jf. Folketingsti-
dende 2003-04, tillæg A, side 5917-5918.
Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 2, kan politiet besigtige en
persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande i
den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at
være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den
offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkelt-
personers eller den offentlige sikkerhed.
Legemsbesigtigelse af en person omfatter besigtigelse af
legemets ydre, optagelse af fotografier, aftryk og lignende
af legemets ydre samt visitation af det tøj, som den pågæl-
dende er iført. Afgrænsningen svarer til retsplejelovens §
792, stk. 1, nr. 1, om legemsbesigtigelse inden for straffe-
retsplejen. Bestemmelsen indeholder endvidere hjemmel til
undersøgelse af andet tøj end det, personen er iført, samt an-
dre genstande, herunder køretøjer, i dennes besiddelse. Her-
efter vil f.eks. tasker, kufferter eller lignende kunne under-
søges. Køretøjer skal forstås i overensstemmelse med færd-
selslovens afgrænsning heraf, jf. Folketingstidende 2003-04,
tillæg A, side 5917-5918.
Efter stk. 2, nr. 3, kan politiet fratage personer genstan-
de. Det er en forudsætning, at fratagelsen – eventuelt sam-
men med andre indgreb – kan medvirke til at afværge fare
for ordensforstyrrelser eller sikkerheden, jf. Folketingstiden-
de 2003-04, tillæg A, side 5919.
Bestemmelsen indeholder ikke hjemmel til at konfiskere
de pågældende genstande. Genstandene vil således som ud-
gangspunkt skulle tilbageleveres, når den fare, der begrun-
dede fratagelsen, ikke længere er til stede. Viser en genstand
sig at være ulovlig, vil politiet herefter skulle følge de regler,
der gælder inden for strafferetsplejen, jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 5919.
Anvendelse af indgreb efter nr. 2 og 3 er betinget af, at
vedkommende "formodes" at være i besiddelse af genstande
bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt
til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige
sikkerhed. Formodningen skal være velbegrundet, f.eks. ved
at politiet observerer, at en person forsøger at gemme de
omhandlede genstande på kroppen eller i en medbragt taske
eller lignende, eller modtager troværdige oplysninger om, at
en person er i besiddelse af farlige genstande, jf. Folketings-
tidende 2003-04, tillæg A, side 5919.
Det er endvidere en forudsætning, at politiet har en formod-
ning om, at en ordensforstyrrelse mv. vil blive realiseret,
hvis der ikke gribes ind, jf. Folketingstidende 2003-04, til-
læg A, side 5919.
Politiet kan skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted
uden retskendelse, når det er nødvendigt for at afværge fare
som nævnt i stk. 1, jf. bestemmelsens stk. 4.
Efter politilovens § 6, stk. 1, kan politiet på steder, hvor der
efter lov om knive og blankvåben m.v. § 1 gælder forbud
mod at besidde eller bære knive m.v., besigtige en persons
legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder
køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder
eller bærer våben, jf. stk. 2. Som det følger af bestemmel-
sens stk. 3, 2. pkt., skal en beslutning om besigtigelse og
undersøgelse efter stk. 1 bl.a. indeholde en angivelse af det
sted, som beslutningen gælder for (en såkaldt ”visitationszo-
ne”).
Det fremgår af politilovens § 6, stk. 2, at besigtigelse og
undersøgelse som nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der er grund
til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager
strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv,
helbred eller velfærd. Denne formulering indebærer, at der
skal være en forøget risiko for, at nogen på det pågældende
sted foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for
personers liv, helbred eller velfærd. Det afhænger af en
samlet vurdering af de konkrete oplysninger, som politiet
har, om der foreligger en sådan forøget risiko. Det er ikke
et krav, at der foreligger en mistanke om konkrete strafbare
handlinger, der indebærer fare for liv, helbred eller velfærd,
og det er således heller ikke en betingelse, at der foreligger
en konkret mistanke mod enkeltpersoner. Det kan efter om-
stændighederne være tilstrækkeligt for at træffe beslutning
om visitation mv., at der for nylig på det pågældende sted er
begået strafbare handlinger, der indebærer fare for liv, hel-
bred eller velfærd, f.eks. slagsmål eller et voldeligt overfald,
eller at der foreligger oplysninger om, at der er optræk til
eller planlægges sådanne strafbare handlinger, og der derfor
er forøget risiko herfor, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg
A, side 5893.
Ved vurderingen af, om der på baggrund af tidligere strafba-
re handlinger er en sådan forøget risiko for, at nogen foreta-
ger strafbare handlinger, der indebærer fare for personers liv,
helbred eller velfærd, at der er grund til at foretage visitation
mv. for at forebygge dette, skal karakteren og omfanget af
de tidligere konstaterede strafbare handlinger indgå. En ræk-
24
ke mindre overtrædelser af våbenlovgivningen, der er kon-
stateret inden for en kortere periode, kan danne det fornødne
grundlag for at anvende bestemmelsen. Endvidere kan én
alvorlig strafbar handling, hvor der f.eks. er blevet stukket
med kniv eller anvendt andre våben i forbindelse med et
overfald eller røveri, efter omstændighederne begrunde, at
der træffes beslutning om visitation mv. med henblik på at
forebygge lignende forhold, jf. Folketingstidende 2003-04,
tillæg A, side 5893.
Der må endvidere være en vis tidsmæssig sammenhæng
mellem det tidligere strafbare forhold, der giver anledning
til beslutningen om visitation mv., og selve beslutningen. En
beslutning om visitation mv. kan som udgangspunkt ikke
begrundes i forhold, som ligger flere måneder forud, med-
mindre der i den mellemliggende periode er begået andre
strafbare handlinger, som sammen med det eller de ældre
forhold kan begrunde en beslutning om visitation, eller der
foreligger helt særlige omstændigheder, f.eks. at et arrange-
ment, som tidligere har været præget af vold mv., afholdes
med længere mellemrum, f.eks. én gang om året, jf. Folke-
tingstidende 2003-04, tillæg A, side 5893.
Selve karakteren af et sted, område eller arrangement kan
ikke alene danne det fornødne grundlag for en beslutning
om visitation mv. efter bestemmelsen. Det er således et krav,
at politiet kan begrunde, hvorfor der på det pågældende sted
er en forhøjet risiko for strafbare handlinger, der indebærer
fare for nogens liv, legeme eller velfærd. Det kan f.eks.
være tilfældet, hvis der tidligere har været slagsmål eller
andre voldshandlinger i forbindelse med det diskotek eller
værtshus, som beslutningen gælder for, jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 5893.
En beslutning om visitation mv., der er baseret på forekom-
sten af tidligere strafbare handlinger, kan være begrænset
til det bestemte sted eller arrangement, hvor de tidligere
handlinger fandt sted. Tidligere strafbare handlinger kan
imidlertid være af en sådan karakter, at de tillige giver
grundlag for at træffe beslutning om stikprøvevis kontrol
på andre steder. Det gælder i tilfælde, hvor de tidligere straf-
bare handlinger indebærer en forøget risiko for nye strafbare
handlinger på andre nærmere afgrænsede steder – f.eks. hvis
de begåede strafbare handlinger anses for at være et led i et
opgør mellem kriminelle bander mv., jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 5894.
Det geografiske anvendelsesområde for den konkrete beslut-
ning om visitation mv. må fastlægges på baggrund af de for-
hold, som begrunder politiets vurdering af, at der er en for-
øget risiko for, at nogen foretager strafbare handlinger, som
indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd. Det-
te indebærer, at en beslutning om visitation mv. typisk vil
omfatte et bestemt afgrænset område, f.eks. et værtshus, et
butikscenter, en gade eller en plads, mens der ikke kan træf-
fes beslutning om visitation mv. i f.eks. en hel politikreds
eller kommune. Der er derimod ikke noget til hinder for,
at der kan træffes flere samtidige beslutninger om visitation
mv. i den enkelte politikreds, hvis betingelserne for hver
enkelt beslutning i øvrigt er opfyldt, jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 5894. Det geografiske anvendelses-
område for den konkrete beslutning omtales undertiden som
”visitationszonen”.
Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter bestem-
melsens stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som
denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig
og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og
tidsrum, som beslutningen gælder for, jf. bestemmelsens stk.
3. Der vil således ikke kunne foretages visitation mv. efter
bestemmelsens stk. 1, før der er etableret en visitationszone
i et nærmere afgrænset tidsrum.
Det følger af bestemmelsen, at besigtigelse af personer og
undersøgelse af tøj mv. alene kan ske efter en forudgående
beslutning fra politidirektøren eller den, som denne bemyn-
diger hertil. Det er forudsat, at beslutning om stikprøvekon-
trol for våben træffes på ledelsesniveau. Visitation efter be-
stemmelsen kan ske uden retskendelse, jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 5894.
En beslutning om visitation mv. skal nærmere angive de
forhold, der begrunder, at der er en forøget risiko for vold
eller andre strafbare handlinger, som indebærer fare for per-
soners liv, helbred eller velfærd. Det skal samtidig angives,
hvilket sted og tidsrum beslutningen gælder for, og beslut-
ningen kan alene danne grundlag for visitationer mv. inden
for det tidsrum, som er angivet i beslutningen. Bestemmel-
sen indeholder ikke en absolut grænse for, hvor lang tid en
beslutning om at foretage visitationer mv. kan være gælden-
de, men det forudsættes, at tidsrummet fastsættes efter en
konkret vurdering af forholdene på stedet og de foreliggende
erfaringer. Medmindre helt særlige omstændigheder gør sig
gældende, er der ikke grundlag for at fastsætte en længere
periode end én måned. Hvis betingelserne er opfyldt, kan
der imidlertid ved udløbet af den fastsatte periode træffes
en ny beslutning om visitation mv., jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 5894.
Det er endvidere forudsat, at det i beslutningen angives,
hvilket sted, område eller arrangement beslutningen er gæl-
dende for, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
5894.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er afgørende, at politiet har tilstrækkelige mulighe-
der for at sikre trygheden og sikkerheden i det offentlige
rum. Den utryghed, som besiddelse af eksplosivstoffer i det
offentlige rum kan medføre hos befolkningen, bør derfor
også afspejles i de værktøjer, som politiet har til rådighed til
25
at kunne foretage en effektiv præventiv indsats mod eksplo-
sivstoffer.
Som det fremgår af pkt. 2.4.1, har politiet efter gældende ret
ikke mulighed for at foretage visitation af en person, der ik-
ke er mistænkt for en forbrydelse, eller dennes ejendele med
henblik på at kontrollere, om den pågældende er i besiddelse
af eksplosivstoffer.
Justitsministeriet finder, at en sådan mulighed bør indføres
for politiet, så politiet som en kriminalitetsforebyggende for-
anstaltning uden for strafferetsplejens regler og uden krav
om, at der er konstateret en konkret og nærliggende fare
for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, i visitati-
onszoner kan foretage stikprøvekontroller for eksplosivstof-
fer. Dette vil kunne give politiet en hurtig indikation af mu-
lig indførelse eller transport af eksplosivstoffer og dermed
udgøre et vigtigt led i at sikre tilstrækkelig kontrol hermed.
Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at sprængninger
med eksplosivstoffer kan bringe almindelige borgeres liv
i fare og skabe en trussel mod borgernes tryghed og det
normale samfundsliv. Ulovlig anvendelse af eksplosivstof-
fer indebærer generelt en alvorlig fare for personers liv,
helbred eller velfærd. Eksplosivstoffer er således – ligesom
det er tilfældet for våben, som politiet efter gældende ret
har mulighed for at visitere for, jf. pkt. 2.4.1 – af farlig og
utryghedsskabende karakter, og som det bl.a. var tilfældet
i hovedstadsområdet i 2019, er der set eksempler på, at
eksplosivstoffer besiddes på offentligt tilgængelige steder.
Justitsministeriet finder endvidere, at der i forbindelse med
indførelsen af en sådan adgang for politiet til at foretage
stikprøvekontroller tillige bør indføres adgang for politiet
til at tilbageholde den person, der undersøges, sådan at den
pågældende vil kunne tages i politiets varetægt, hvis prøven
måtte vise spor af eksplosivstoffer.
Visitation af enkeltpersoner uden konkret mistanke er et
politimæssigt indgreb af en vis intensitet. Det skal imidlertid
fremhæves, at der alene vil være tale om en adgang for
politiet til at foretage en undersøgelse ved brug af særligt
prøvetagningsudstyr, herunder såkaldte ”swipes” bestående
af en serviet, vatpind eller lignende, der kan teste en persons
ydre legeme samt vedkommendes ejendele, herunder tasker
mv., for eksplosivstoffer svarende til f.eks. den sikkerheds-
kontrol, der i dag foretages i Københavns Lufthavn. Dette
skal sammenholdes med, at en sådan adgang for politiet
efter Justitsministeriets vurdering vil have en præventiv ef-
fekt og dermed også vil kunne medvirke til at begrænse
risikoen for sprængninger med eksplosivstoffer, som bl.a.
hovedstadsområdet i 2019 var udsat for.
Det er desuden Justitsministeriets vurdering, at en adgang
for politiet til at foretage stikprøvevis kontrol efter eksplo-
sivstoffer vil indebære en forbedret mulighed for at håndhæ-
ve lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, herunder for-
buddet mod bl.a. at besidde eller anvende eksplosivstoffer,
da muligheden for opdagelse af ulovlige eksplosivstoffer vil
forøges.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i politiloven indsættes en ny bestemmel-
se i § 5 a, hvorefter politiet på steder, hvor der efter lov om
knive og blankvåben mv. § 1 gælder forbud mod at besidde
eller bære knive m.v., kan besigtige en persons legeme samt
undersøge tøj og andre genstande med henblik på at kontrol-
lere, om vedkommende er i besiddelse af eksplosivstoffer, jf.
den foreslåede § 5 a, stk. 1.
Betingelserne for, hvornår der på steder, hvor der gælder
forbud mod at besidde eller bære knive mv., kan ske besig-
tigelse og undersøgelse af personer og genstande, fremgår
af stk. 2 i den foreslåede bestemmelse. Besigtigelse og un-
dersøgelse for eksplosivstoffer kan herefter ske, hvis der er
grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foreta-
ger strafbare handlinger, som indebærer fare for personers
liv, helbred eller velfærd. Eksempler på, hvornår der kan ske
besigtigelse mv. i medfør af bestemmelsen vil kunne være,
hvor der tidligere har været sprængninger i det pågældende
område. Det vil endvidere kunne være i situationer, hvor
der har været sprængninger i bestemte områder i Danmark,
f.eks. områder, der er kendt som tilholdssted for bestemte
grupperinger mv., og politiet på den baggrund vurderer, at
der i lignende områder er en risiko for sprængninger. Her-
udover vil det kunne omfatte tilfælde, hvor der i andre lan-
de har været sprængninger ved bestemte lokationer, f.eks.
parlamentsbygninger, trafikknudepunkter mv., og politiet på
baggrund heraf vurderer, at der er risiko for sprængninger
ved tilsvarende lokationer på dansk grund. Betingelserne
skal forstås i overensstemmelse med betingelserne efter po-
litilovens § 6, stk. 2, jf. pkt. 2.4.1.
Det følger af den foreslåede § 5 a, stk. 3, 1. pkt., at beslut-
ningen om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 skal
træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndi-
ger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en
begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som
beslutningen gælder for. Beslutningen om stikprøvekontrol
efter den foreslåede § 5 a, stk. 3, 1. pkt., er undergivet de
samme betingelser som beslutningen om visitation mv. efter
politilovens § 6, stk. 3, jf. pkt. 2.4.1.
Den foreslåede § 5 a betyder således, at politiet i visitations-
zoner, som etableres efter den foreslåede § 5 a, stk. 3, uden
mistankegrundlag og uden samtykke hertil kan foretage stik-
prøvekontrol af, om en person er i besiddelse af eller har
været i kontakt med eksplosivstoffer.
Med bestemmelsen vil politiet kunne anvende særligt prøve-
26
tagningsudstyr til brug for undersøgelsen, herunder såkaldte
”swipes” bestående af en serviet, vatpind eller lignende, der
kan teste for eksplosivstoffer på personer, disse personers
tøj og andre genstande. Dette prøvetagningsudstyr vil give
politiet mulighed for at få en hurtig indikation af besiddelse
af eksplosivstoffer.
Der er tale om visitation af ikke-mistænkte personer, svaren-
de til metoden anvendt i lufthavne, hvor der stikprøvevis
aftørres bagage mv., og hvor der kort tid herefter foreligger
et prøvesvar på, hvorvidt der er udslag for eksplosivstoffer.
Politiet vil således efter den foreslåede bestemmelse kunne
aftørre en persons legeme, det vil sige aftørring af lege-
mets ydre, samt undersøge det tøj, som den pågældende er
iført. Der vil endvidere være adgang til at aftørre andet tøj
og genstande, herunder køretøjer, der befinder sig på det
sted, der undersøges. Politiet kan således med henblik på at
kontrollere, om nogen besidder eksplosivstoffer, undersøge
og aftørre f.eks. tasker, kufferter og biler, som personer, der
befinder sig på stedet, er i besiddelse af. Fsva. indgrebets
intensitet vurderes den besigtigelse eller undersøgelse, der
vil kunne foretages i medfør af den foreslåede § 5 a, at
kunne sidestilles med den besigtigelse og undersøgelser, der
kan foretages i medfør af politilovens § 6.
Det følger af den foreslåede § 5 a, stk. 4, at politiet vil kunne
tilbageholde en person, der undersøges i medfør af stk. 1,
i det tidsrum, der er nødvendigt til gennemførelse af under-
søgelsen. Politiet vil således kunne tilbageholde en person,
hvis tøj og andre genstande er blevet aftørret, indtil der efter
få minutter foreligger et prøvesvar på, hvorvidt der er udslag
for eksplosivstoffer. Bestemmelsen giver derimod ikke poli-
tiet adgang til at indbringe personer til prøveafgivelse eller
undersøgelser på f.eks. en politistation eller til at tilbagehol-
de den pågældende, indtil særligt prøvetagningsudstyr kom-
mer til stede. Det bemærkes, at denne adgang går videre end
politiets beføjelser i forbindelse med visitation for knive mv.
efter politilovens § 6, hvilket hænger sammen med, at der
i forbindelse med stikprøvekontroller for eksplosivstoffer –
modsat ved visitation for våben – er behov for at afvente
prøvesvaret på, hvorvidt der er udslag for eksplosivstoffer.
Besigtigelse og undersøgelse efter bestemmelsen kan ske
med henblik på at kontrollere, om nogen på steder, hvor
der efter knivloven gælder forbud mod at besidde eller bære
knive mv., besidder eksplosivstoffer. Formålet skal således
være at undersøge, om nogen besidder eksplosivstoffer. Der
kan ikke efter bestemmelsen foretages visitation mv. med
henblik på at undersøge, om nogen f.eks. er i besiddelse
af ulovlige euforiserende stoffer eller redskaber, som kan an-
vendes ved indbrud. Visitationer med dette formål vil skulle
ske under iagttagelse af retsplejelovens bestemmelser om
legemsbesigtigelse mv.
Adgangen til at foretage besigtigelse eller undersøgelse efter
den foreslåede bestemmelse vil som anført være afgrænset
til offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ung-
domsklubber, fritidsordninger og lignende, sådan som disse
begreber anvendes i knivlovens § 1, jf. pkt. 2.4.1. Der vil
således ikke kunne foretages besigtigelse eller undersøgelse
efter den foreslåede bestemmelse i boliger, private garager
eller andre steder, hvor det ikke er forbudt at besidde eller
bære knive mv.
Da der er tale om et politimæssigt indgreb uden for straffe-
processen, indebærer politiets besigtigelse efter den foreslå-
ede bestemmelse ikke, at den, der besigtiges, herved får sta-
tus som sigtet. Findes der imidlertid under besigtigelsen el-
ler undersøgelsen ulovlige genstande, der kan danne grund-
lag for sigtelse for et strafbart forhold, vil retsplejelovens
bestemmelser om sigtede personers rettigheder og om be-
slaglæggelse mv. skulle finde anvendelse fra det tidspunkt,
hvor den pågældende findes i besiddelse af den ulovlige
genstand.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
5, nr. 1.
2.5. Optagelse og videregivelse af personfotografier i for-
bindelse med kontakt- og opholdsforbud
2.5.1. Gældende ret
Straffeloven indeholder i dag en række bestemmelser om,
at en person, der dømmes for overtrædelse af en række
nærmere bestemte overtrædelser, ved dommen kan gives et
kontakt- og/eller opholdsforbud. Sådanne regler findes i §§
79 a-79 c og 236.
For så vidt angår kontaktforbud efter straffelovens § 79 b,
stk. 1, jf. stk. 3, samt opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1, jf.
stk. 2, og § 236, stk. 1, nr. 1, er der hjemmel til, at politiet
kan videregive visse personoplysninger til nærmere bestem-
te personer uden for politiet, i det omfang det er nødvendigt
for at håndhæve de nævnte kontakt- og opholdsforbud. Reg-
lerne herom findes i straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk.
5, og § 236, stk. 13.
Efter straffelovens § 79 b, stk. 1, kan den, som idømmes
ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af
frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfat-
tet af § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 1, for så vidt angår
tilskyndelse til en af de i 12. eller 13. kapitel omhandlede
forbrydelser, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt
angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j, ved
dommen gives bl.a. et kontaktforbud.
Det fremgår af § 79 b, stk. 3, at der ved et sådant kontaktfor-
bud forstås et forbud mod at søge at kontakte personer, der
27
er dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er nævnt
i stk. 1. Kontaktforbud omfatter dog ikke nærmeste familie-
medlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks
internationale forpligtelser.
Efter § 79 b, stk. 8, kan politiet videregive oplysninger til
den dømte, der er meddelt et kontaktforbud, om, at en anden
person er dømt for en eller flere af de overtrædelser, der
er nævnt i stk. 1, og således er omfattet af kontaktforbud-
det. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nødven-
digt for at håndhæve kontaktforbuddet.
Af bemærkningerne til § 79 b, stk. 8, jf. Folketingstidende
2019-20, A, L 130 som fremsat, side 37, fremgår bl.a., at
politiet som udgangspunkt vil kunne videregive oplysninger
om andre dømtes navn og andre dømtes billede mv. Op-
lysninger om, hvilken af de konkrete terrorbestemmelser i
straffeloven, den pågældende er domfældt for, vil derimod
ikke kunne videregives.
Den dømte har efter § 79 b, stk. 9, 1. pkt., tavshedspligt
med hensyn til oplysninger, som den pågældende er kommet
i besiddelse af i medfør af § 79 b, stk. 8. Overtrædelse af
tavshedspligten kan straffes efter straffelovens §§ 152 og
152 c-152 f, jf. § 79 b, stk. 9, 2. pkt.
Efter straffelovens § 79 c, stk. 1, kan den, som idømmes
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
røvende karakter for en overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123,
134 a og 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk.
1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288 og 291,
af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lov-
givningen om knive og blankvåben, ved dommen gives et
opholdsforbud.
Af § 79 c, stk. 2, fremgår, at der ved opholdsforbud efter
stk. 1 forstås et forbud mod at færdes og opholde sig på
serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til
nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig
adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør § 6 b i lov
om politiets virksomhed. Et sådant opholdsforbud gælder i
tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Udtrykket ”serveringssteder” i
bestemmelsen omfatter ikke servering i tog, busser, fly eller
skibe i fart, herunder i international rutefart, eller servering
ved enkeltstående arrangementer.
Efter § 79 c, stk. 5, kan politiet videregive oplysninger til in-
dehavere og bestyrere af serveringssteder om, hvilke person-
er der er meddelt opholdsforbud efter stk. 1. Videregivelsen
må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve
forbuddet.
Af bemærkningerne til § 79 c, stk. 5, jf. Folketingstidende
2020-21, A, L 189 som fremsat, side 11, fremgår bl.a., at
politiet alene vil kunne videregive oplysninger om den døm-
tes navn, den dømtes billede og om forbuddets tidsmæssige
udstrækning. Oplysninger om, hvilke konkrete strafbare for-
hold der ligger til grund for forbuddet vil derimod ikke kun-
ne videregives, da oplysningen ikke i sig selv har betydning
for håndhævelsen af forbuddet.
Det følger af § 79 c, stk. 6, at de oplysninger, som politiet
videregiver i medfør af stk. 5, kun må behandles af inde-
havere, bestyrere og dørmænd, dog kan justitsministeren i
medfør af § 79 c, stk. 8, nr. 3, fastsætte nærmere regler
om, bl.a. hvorvidt oplysningerne i nødvendigt omfang kan
behandles af andre ansatte end de nævnte.
Indehavere, bestyrere, dørmænd og andre, der i medfør af
regler fastsat efter stk. 8, nr. 3, kan behandle de pågældende
oplysninger, har tavshedspligt med hensyn til oplysninger-
ne. Overtrædelse af tavshedspligten kan straffes efter straffe-
lovens §§ 152 og 152 c-152 f, jf. § 79 c, stk. 7, 2. pkt.
Efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, kan der, når nogen
dømmes efter straffelovens §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2,
§ 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller
§ 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, §
232 eller § 262 a, stk. 2, ved dommen gives den pågældende
opholdsforbud. Ved et sådant opholdsforbud forstås forbud
mod at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede om-
råder, hvor der er fare for, at den pågældende vil begå ny
lovovertrædelse af lignende beskaffenhed.
Efter § 236, stk. 13, kan politiet videregive oplysninger til
indehavere og ledere af virksomheder, institutioner m.v. om,
hvilke personer der har fået et sådant forbud mod at opholde
sig eller færdes i den pågældende virksomhed, institution
m.v. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nødven-
digt for at håndhæve opholdsforbuddet. Oplysningerne må
kun behandles af modtagerne i det omfang, det er nødven-
digt af hensyn til håndhævelse af forbuddet.
Med virksomheder, institutioner mv. sigtes bl.a. til svømme-
haller, idrætshaller, daginstitutioner og skoler, dvs. steder
som kan være opfattet af et opholdsforbud efter straffelo-
vens § 236, stk. 1, nr. 1, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L
9 som fremsat, side 7.
Det fremgår af bemærkningerne til § 236, stk. 13, jf. Fol-
ketingstidende 2019-20, A, L 9 som fremsat, side 19, at
politiet som udgangspunkt vil kunne videregive oplysninger
om den dømtes navn, den dømtes billede, og om forbuddets
tidsmæssige udstrækning. Oplysning om, hvilket konkret
strafbart forhold der ligger til grund for det meddelte forbud,
vil derimod ikke kunne videregives, da disse oplysninger
ikke i sig selv har betydning for håndhævelsen af forbuddet.
28
Justitsministeren kan i medfør af § 236, stk. 15, nr. 3, fast-
sætte nærmere regler om, bl.a. at oplysningerne i nødvendigt
omfang kan behandles af andre ansatte end de i stk. 10
nævnte.
Efter § 236, stk. 14, har modtagerne og andre personer, som
i medfør af regler fastsat efter stk. 15, nr. 3, kan behandle
de pågældende oplysninger, tavshedspligt med hensyn til
oplysningerne. Overtrædelse af tavshedspligten kan straffes
efter straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f, jf. § 236, stk. 14,
3. pkt.
Politiet kan i en række nærmere bestemte tilfælde i forbin-
delse med en konkret efterforskning optage personfotografi-
er efter retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb. Politi-
et kan desuden i en række nærmere bestemte tilfælde optage
eller registrere personfotografier af en udlænding efter ud-
lændingelovens § 40 b, stk. 1-4. Sådanne personfotos opta-
get eller registreret af politiet lagres i Nationalt Fotoregister,
der administreres af National enhed for Særlig Kriminalitet.
Desuden kan kriminalforsorgen optage fotos af indsatte og
arrestanter i medfør af hhv. straffuldbyrdelseslovens § 61 og
retsplejelovens § 776 a.
Optagelse af personfotografier af en sigtet i medfør af rets-
plejelovens kapitel 72 skal foretages i overensstemmelse
med retsplejelovens § 792 e.
Efter retsplejelovens § 792 e, stk. 1, må legemsindgreb
ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens
betydning og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet
må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt ind-
greb. Bestemmelsens stk. 1 lovfæster den proportionalitets-
grundsætning, der antages at gælde ved alle former for straf-
feprocessuelle tvangsindgreb, jf. Folketingstidende 1988-89,
tillæg A, spalte 2250.
Efter retsplejelovens § 792 e, stk. 2, skal legemsindgreb
foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det
skal herved bl.a. så vidt muligt iagttages, at et indgreb, der
ellers kan føles krænkende for blufærdigheden, kun foreta-
ges af personer af samme køn som den undersøgte eller af
sundhedspersonale. Kræver et sådant indgreb afklædning,
må det så vidt muligt kun overværes af personer af samme
køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale.
Bestemmelsens stk. 2 lovfæster således den såkaldte skån-
somhedsgrundsætning. I 2. og 3. pkt. reguleres specielt
spørgsmålet om kønsfællesskab mellem den undersøgte per-
son og de personer, der henholdsvis foretager eller over-
værer indgrebet. Reglerne i 2. og 3. pkt. knytter sig til
begrebet blufærdighed, men finder dog anvendelse på et
væsentligt videre område end det, der er omfattet af straffe-
lovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, jf. Justitsministe-
riets strafferetsplejeudvalgs betænkning nr. 1104/1987 om
legemsindgreb, side 68. Henvisning til begrebet blufærdig-
hed giver mulighed for i retspraksis at lade bestemmelserne
tilpasse sig skiftende tiders vurderinger, jf. Folketingstiden-
de 1988-89, tillæg A, spalte 2250. Bestemmelserne omfatter
således alene indgreb, der efter den til enhver tid gældende
retsopfattelse er egnede til at krænke blufærdigheden. Hvor-
vidt der ved afklædning kræves kønsfællesskab, vil derimod
i det enkelte tilfælde afhænge af, om der er tale om hel eller
delvis afklædning, om det er en mand eller kvinde, hvor
på kroppen undersøgelsen foretages osv., jf. Folketingsti-
dende 1988-89, tillæg A, spalte 2250. Af betænkning nr.
1104/1987, side 68, fremgår som et eksempel, at bestemmel-
sen i 3. punktum om afklædning ikke omfatter en undersø-
gelse, der består i, at en mand affører sig skjorten, for at man
kan se, om han har kradsemærker på ryggen.
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af bemærkninger til straffelovens § 79 b, stk. 8,
§ 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13, at den dømtes billede er en
af de oplysninger, som politiet kan videregive i medfør af de
pågældende bestemmelser.
Det er således Justitsministeriets vurdering, at der efter gæl-
dende ret er hjemmel til, at politiet i medfør af bestemmel-
serne kan forevise eller videregive personfotografier, der er
optaget eller registreret i medfør af bl.a. retsplejelovens §
776 a og kapitel 72, udlændingelovens § 40 b og straffuld-
byrdelseslovens § 61, hvis det er nødvendigt til brug for
håndhævelsen af et kontakt- eller opholdsforbud.
Det er dog Justitsministeriets vurdering, at et udtrykkeligt
og let gennemskueligt hjemmelsgrundlag for videregivelsen
vil være hensigtsmæssigt både af hensyn til politiet og bor-
gerne.
Herudover er der efter ministeriets vurdering behov for, at
politiet gives mulighed for at optage personfotografier med
det formål, at fotografiet kan videregives, hvis det bliver
nødvendigt for at håndhæve et kontakt- eller opholdsfor-
bud. Da en sådan adgang først vil være relevant, når den på-
gældende ved endelig dom er idømt et opholdsforbud efter
straffelovens § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller § 236, stk. 1, nr.
1, eller er dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er
nævnt i § 79 b, stk. 1, foreslås det af proportionalitetshensyn
at begrænse adgangen til fotooptagelse til dette formål til
efter endelig dom.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven
som § 79 d, stk. 1, hvori det tydeliggøres, at de oplysninger,
som politiet kan videregive i medfør af § 79 b, stk. 8, § 79
29
c, stk. 5, og § 236, stk. 13, bl.a. omfatter fotografier af de
pågældende personer.
Der er ikke med bestemmelsen tiltænkt nogen materiel æn-
dring i forhold til gældende ret, idet der allerede efter straf-
felovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13,
er adgang til at videregive billeder af de personer, som er
nævnt i de respektive bestemmelser.
Det foreslås i § 79 d, stk. 1, tillige at tydeliggøre, at de
fotografier, som politiet kan videregive, bl.a. omfatter per-
sonfotografier optaget i medfør af det foreslåede stk. 2,
personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens kapitel
72, personfotografier optaget eller registreret i medfør af
udlændingelovens § 40 b samt personfotografier optaget af
kriminalforsorgen i medfør af retsplejelovens § 776 a eller
straffuldbyrdelseslovens § 61.
Det bemærkes, at oplistningen i det foreslåede § 79 d, stk.
1, ikke er udtømmende. Hvis det vurderes at være nødven-
digt, kan politiet som hidtil også videregive personfotografi-
er optaget af politiet eller andre myndigheder efter andre
bestemmelser, når behandlingen foretages med henblik på
at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare
handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder
for at beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentli-
ge sikkerhed, jf. retshåndhævelseslovens § 1, stk. 1. Tilsva-
rende vil politiet som hidtil også kunne videregive personfo-
tografier optaget af politiet eller andre myndigheder efter
andre bestemmelser, når behandlingen sker på baggrund af
lov og er nødvendig og forholdsmæssig i forhold til dette
efterfølgende formål, jf. retshåndhævelseslovens § 5, stk. 1.
Det foreslås i § 79 d, stk. 2, at politiet med henblik på vide-
regivelse kan optage fotografier af personer, der ved endelig
dom 1) er dømt for en eller flere af de overtrædelser, som er
nævnt i § 79 b, stk. 1, 2) er idømt et opholdsforbud efter §
79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller 3) er idømt et opholdsforbud efter
§ 236, stk. 1, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse kan anvendes i de tilfælde,
hvor politiet ikke er i besiddelse af personfotografi af den
pågældende person, eller hvor de fotografier, som politiet
er i besiddelse af, ikke er anvendelige til videregivelse i
medfør af straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og §
236, stk. 13. Det sidste kunne f.eks. være tilfældet, hvor de
personfotografier, som politiet er i besiddelse af, kan afsløre
oplysninger om det strafbare forhold, som vedkommende er
dømt for, eller hvis de pågældende personfotografier ikke
længere er vellignende.
Som det fremgår af den foreslåede ordlyd, kan bestemmel-
sen først anvendes, når der foreligger endelig dom om det
forhold, der medfører, at oplysninger om vedkommende kan
videregives efter straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5,
og § 236, stk. 13.
Det er derimod ikke en betingelse for fotooptagelsen, at der
er en aktuel anledning til at videregive oplysninger efter de
nævnte bestemmelser. Politiet vil således efter bestemmel-
sen være berettiget til at optage fotos af en person, der ved
endelig dom er idømt et opholdsforbud efter straffelovens §
79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller § 236, stk. 1, 1. pkt., eller som
ved endelig dom er dømt for en af de overtrædelser, som
er nævnt i § 79 b, stk. 1, og som således vil være omfattet
af eventuelle kontaktforbud, som andre personer måtte være
eller blive idømt i medfør af § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, med
henblik på et eventuelt fremtidigt behov for videregivelse.
Det bemærkes, at der er tale om et supplement til retsple-
jelovens regler om optagelse af fotografier af sigtede og
andre i retsplejelovens kapitel 72, og at der således ikke med
bestemmelsen er tilsigtet nogen begrænsning af politiets ad-
gang til at optage fotografier efter gældende regler. Politiet
kan således optage fotografier af en person, der er nævnt i
den foreslåede § 79 d, stk. 2, i medfør af retsplejelovens reg-
ler herom, såfremt betingelserne i retsplejeloven er opfyldt.
Det foreslås i § 79 d, stk. 3, at optagelse af personfotografier
efter stk. 2 skal foretages i overensstemmelse med reglerne
i retsplejelovens § 792 e, stk. 1 og 2, og dermed i overens-
stemmelse med proportionalitets- og skånsomhedsgrundsæt-
ningerne, jf. pkt. 2.5.1.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 1.
2.6. Aktindsigt i anklageskrifter
2.6.1. Gældende ret
Bestemmelsen i retsplejelovens § 41 e angår fremgangsmå-
den ved behandlingen af anmodninger om aktindsigt efter
§§ 41 a-41 d. Bestemmelsen omfatter således både aktind-
sigt efter reglerne i §§ 41 a-41 c for enhver og aktindsigt
efter § 41 d for personer, der kan påvise en særlig interesse i
at få aktindsigt.
Retsplejelovens § 41 e, stk. 1, stiller det grundlæggende
krav til enhver anmodning om aktindsigt efter §§ 41 a-41
d, at ansøgeren kan identificere det dokument eller den sag,
som den pågældende ønsker aktindsigt i. Stk. 2 angiver,
hvilken myndighed en anmodning om aktindsigt skal ind-
gives til, og stk. 3 foreskriver en frist for myndighedens
svar på anmodningen. Endelig indeholder stk. 4 regler om
anonymisering, mens stk. 5 undtager personnumre fra retten
til aktindsigt.
Retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 1. pkt., fastslår, at den, der
30
anmoder om aktindsigt, skal angive det dokument eller den
sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.
Efter retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt., kan anmodnin-
ger om aktindsigt i et større antal sager afslås, medmindre
anmodningen er rimeligt begrundet, herunder når der søges
aktindsigt til brug for videnskabelig forskning eller journali-
stisk eller redaktionelt arbejde. Det bemærkes, at den særli-
ge adgang til at anmode om aktindsigt i et større antal sager
ikke kun gælder for danske massemedier, men derimod –
ligesom for den videnskabelige forsknings vedkommende –
er udformet generelt, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg
A, side 638.
Reglen er begrundet i, at der ikke bør være adgang for en-
hver til at gennemgå sagerne i en given periode med henblik
på herigennem at finde frem til en bestemt sag eller til sager
af en bestemt art. Det er således muligt ved hjælp af retsli-
sterne at udarbejde en fortegnelse over alle afsagte domme i
en vis periode, og hvis der ikke gjaldt nogen begrænsninger
i, hvor mange domme man samtidig kunne få aktindsigt i,
ville enhver på grundlag af en sådan fortegnelse kunne for-
lange aktindsigt i samtlige afsagte domme i en given periode
jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 638.
Formålet med reglen er således at begrænse mulighederne
for at omgå kravet om, at der kun er adgang til aktind-
sigt i sager, som den, der søger aktindsigt, på forhånd er
bekendt med. Reglen forhindrer ikke, at nogen gentagne
gange anmoder om aktindsigt i et mindre antal domme og
dermed over en periode opnår aktindsigt i et større antal
domme. Ved anvendelsen af reglen kan det dog tillægges
betydning, om den pågældende gentagne gange anmoder om
aktindsigt i nye sager, eller om der er tale om en enkeltståen-
de anmodning, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side
638.
Desuden indebærer bestemmelsen, at en anmodning om akt-
indsigt i et større antal sager, der hver især er individuelt
identificeret, således skal imødekommes, hvis anmodningen
er sagligt begrundet, herunder når der søges aktindsigt til
brug for videnskabelig forskning eller journalistisk eller re-
daktionelt arbejde.
Det er i bemærkningerne til bestemmelsen forudsat, at når
en forsker eller journalist angiver, at der søges aktindsigt
til brug for videnskabelig forskning eller journalistisk eller
redaktionelt arbejde, vil retten i almindelighed uden videre
lægge dette til grund, medmindre særlige forhold giver an-
ledning til at formode, at aktindsigt reelt søges med henblik
på formål, der er den videnskabelige forskning eller det
journalistiske eller redaktionelle arbejde uvedkommende, jf.
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 639.
Retsplejelovens § 41 f, stk. 2, vedrører massemediers ad-
gang til at gøre sig bekendt med anklageskrifter og retsmø-
debegæringer.
Det følger af retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 1. pkt., at ankla-
gemyndigheden efter anmodning udleverer kopi af anklage-
skrift eller retsmødebegæring til de personer, der er nævnt i
§ 41 f, stk. 1, dvs. redaktører og redaktionelle medarbejdere
ved skrifter omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, ved
radio- eller fjernsynsforetagender omfattet af § 1, nr. 2, i
medieansvarsloven og ved massemedier omfattet af § 1, nr.
3, i medieansvarsloven.
Retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 2. pkt., fastslår, at § 41 b,
stk. 3, nr. 1-3, og § 41 e, stk. 5, finder tilsvarende anvendel-
se. Det betyder, at retten til aktindsigt i anklageskrifter alene
kan begrænses, i det omfang det er af væsentlig betydning
for statens sikkerhed, at fortrolighed følger af EU-retlige
eller folkeretlige forpligtelser eller lignende, eller det er
nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til forholdet
til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, jf.
henvisningen til § 41 b, stk. 3, nr. 1-3. Herudover betyder
det, at personnumre ikke er omfattet af retten til aktindsigt,
jf. henvisningen til § 41 e, stk. 5. Derimod giver retsplejelo-
vens § 41 f, stk. 2, i modsætning til § 41 e, stk. 1, ingen
mulighed for at afslå anmodninger om aktindsigt i et større
antal anklageskrifter. Det gælder også, selvom anmodnin-
gerne ikke måtte være rimeligt begrundet.
Det følger videre af retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 3. pkt., at
dokumentet inden kopieringen skal anonymiseres, således at
forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår. Bestemmel-
sen regulerer efter sin ordlyd massemediers adgang til at få
udleveret kopi af dokumenterne, men der er efter forarbej-
derne ikke noget til hinder for, at anklagemyndigheden efter
anmodning giver et massemedium aktindsigt i anklageskrift
eller retsmødebegæring ved gennemsyn, hvis det forekom-
mer hensigtsmæssigt.
Det følger af § 6 i bekendtgørelse nr. 546 af 18. juni 2004
med senere ændringer, der er udstedt med hjemmel i rets-
plejelovens § 41 f, stk. 2, 4. pkt., at anklagemyndighedens
udlevering af kopi af anklageskrift eller retsmødebegæring
i medfør af retsplejelovens § 41 f, stk. 2, kan ske på det
tidligste af følgende tidspunkter:
1) En uge efter at dokumentet er forkyndt for tiltalte eller
sigtede.
2) En uge efter at dokumentet er sendt til tiltalte eller
sigtede med digital post.
3) 14 dage efter at dokumentet er sendt til tiltalte eller
sigtede med almindelig post, medmindre dokumentet er
modtaget retur.
4) På dagen for hovedforhandlingen eller retsmødet
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser
Som anført under pkt. 2.6.1 følger det af retsplejelovens
31
§ 41 f, stk. 2, at anklagemyndigheden efter anmodning ud-
leverer kopi af anklageskrifter eller retsmødebegæringer til
personer omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at pressen, der bl.a.
har til opgave at informere offentligheden om verserende
straffesager, i kraft af kendskab til anklageskriftet eller rets-
mødebegæringen får bedre mulighed for at forstå, hvad der
sker under sagen. Pressen kan således også få mulighed
for at vurdere, om en konkret sag kan have offentlighedens
interesse, og for i givet fald at omtale sagen forud for hoved-
forhandling og dom.
Justitsministeriet finder, at pressens vide adgang til at få
indsigt i anklageskrifter og retsmødebegæringer uden forud-
gående kendskab til den konkrete sag er velbegrundet i pres-
sens særlige rolle.
Rigsadvokaten har imidlertid oplyst, at der i praksis er ek-
sempler på, at samme ansøger på ugentlig basis søger om
aktindsigt i et meget stort antal anklageskrifter eller retsmø-
debegæringer med udgangspunkt i offentliggjorte retslister,
og at samme ansøger desuden sender sådanne ”masseansøg-
ninger” til alle landets politikredse. Rigsadvokaten har vide-
re oplyst, at behandlingen af sådanne ”masseansøgninger”
i sig selv udgør et ikke ubetydeligt ressourceforbrug i politi-
kredsene.
Det er Justitsministeriets vurdering, at et sådant ressource-
forbrug kan udgøre en uforholdsmæssig ressourcebelastning
for den myndighed, der vil skulle behandle anmodningen,
som ikke står mål med ansøgerens interesse i en imødekom-
melse af ansøgningen, hvis ikke ansøgeren har et reelt jour-
nalistisk eller redaktionelt formål. Det skal ses i sammen-
hæng med, at et sådant ressourcetræk i sidste ende kan inde-
bære, at der anvendes ressourcer på behandling af sådanne
masseansøgninger, som kunne være anvendt til behandling
af straffesager.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at der bør kunne
stilles krav om, at anmodninger om aktindsigt i et større
antal anklageskrifter og retsmødebegæringer, jf. retsplejelo-
vens § 41 f, stk. 2, skal være rimeligt begrundede, ligesom
det efter retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt., allerede i
dag gælder for anmodninger om aktindsigt i et større antal
straffesager mv.
Et sådan krav om begrundelse ved anmodninger om aktind-
sigt i et større antal anklageskrifter og retsmødebegæringer
vil gøre det muligt at vurdere, om ansøgerens reelle interes-
se i en imødekommelse af ansøgningen står mål med det
ressourceforbrug, som myndigheden vil skulle anvende for
at behandle anmodningen.
Justitsministeriet er opmærksom på, at et krav om begrun-
delse ved anmodninger om aktindsigt i et større antal ankla-
geskrifter og retsmødebegæringer ikke må hindre medierne
i at få en sådan adgang til aktindsigt i anklageskrifter og
retsmødebegæringer, som er nødvendig for, at medierne kan
vurdere, om en konkret sag kan have offentlighedens inte-
resse, og for i givet fald at omtale sagen forud for hovedfor-
handling og dom.
Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at det i be-
mærkningerne til retsplejelovens § 41 e, stk. 1, er forudsat,
at når en journalist angiver, at der søges aktindsigt til brug
for journalistisk eller redaktionelt arbejde, vil retten i almin-
delighed uden videre lægge dette til grund, medmindre sær-
lige forhold giver anledning til at formode, at aktindsigt reelt
søges med henblik på formål, der er det journalistiske eller
redaktionelle arbejde uvedkommende, jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 639.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 2. pkt., så
det af bestemmelsen kommer til at fremgå, at bestemmelsen
i retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.
Ændringen vil indebære, at det fremover bliver muligt at af-
slå anmodninger om aktindsigt i et større antal anklageskrif-
ter og retsmødebegæringer, når anmodningen ikke er rime-
ligt begrundet. Det er i den forbindelse uden betydning, om
der er tale om én anmodning i et større antal anklageskrifter
og retsmødebegæringer eller mange samtidige anmodninger
i et mindre antal anklageskrifter og retsmødebegæringer,
som samlet udgør et større antal.
Det vil som udgangspunkt bero på en konkret vurdering,
hvad der udgør et ”større antal anklageskrifter og retsmøde-
begæringer”. Det forudsættes dog, at der i almindelighed vil
skulle være tale om anmodninger i et ikke uvæsentligt an-
tal anklageskrifter eller retsmødebegæringer. Der kan i den
forbindelse lægges vægt på, om anmodningen eksempelvis
tager udgangspunkt i offentliggjorte retslister, eller om an-
søgningen i øvrigt er så bredt formuleret og omfatter så
mange sager, at den allerede af den grund ikke kan anses for
rimeligt begrundet. Det forudsættes i øvrigt, at den foreslåe-
de bestemmelse vil blive administreret i overensstemmelse
med retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at en anmod-
ning om aktindsigt i anklageskrifter eller retsmødebegærin-
ger, som i øvrigt er rimeligt begrundet, vil skulle imødekom-
mes, uanset hvor mange anklageskrifter eller retsmødebegæ-
ringer der konkret er anmodet om aktindsigt i. Anmodnin-
gen vil desuden som udgangspunkt være rimeligt begrundet,
hvis der søges om aktindsigt til brug for almindeligt jour-
nalistisk eller redaktionelt arbejde, og derved tilgodese det
32
bagvedliggende formål, at pressen får mulighed for at vurde-
re, om en konkret sag kan have offentlighedens interesse, og
for i givet fald at omtale sagen forud for hovedforhandling
og dom. Anklagemyndigheden forudsættes således at udvise
betydelig tilbageholdenhed med at afvise anmodninger om
aktindsigt fra redaktionelle medier.
Dog vil ikke alle anmodninger, som indgives af et masseme-
die, eller hvor formålet i øvrigt angives at være journalistisk
eller redaktionelt arbejde, uden videre kunne anses for rime-
ligt begrundede. Sådanne anmodninger vil således også kun-
ne afvises efter en samlet vurdering. Anmoder samme ansø-
ger f.eks. på ugentlig basis og til flere politikredse samtidig
om aktindsigt i et større antal anklageskrifter eller retsmøde-
begæringer, vil det således i almindelighed ikke skulle anses
for rimeligt begrundet, med mindre der er indikationer på,
at ansøgningerne reelt er til journalistisk eller redaktionelt
arbejde.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
2, nr. 1.
2.7. Udvidelse af politiets mulighed for at offentliggøre
fotografier mv. mhp. identifikation af vidner
2.7.1. Gældende ret
Retsplejelovens kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt
indeholder regler for politiets mulighed for at offentliggøre
fotos af en formodet gerningsperson.
Efter retsplejelovens § 818, stk. 1, må politiet kun offent-
liggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede
til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand,
såfremt 1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt
for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale,
og 2) offentliggørelsen må antages at være af væsentlig be-
tydning for efterforskningen, herunder for fastlæggelsen af
den pågældendes identitet, eller for at forebygge yderligere
lovovertrædelse.
Offentliggørelse af et fotografi af den formodede gernings-
mand må kun finde sted, såfremt der er begrundet mistanke
om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller
derover, jf. bestemmelsens stk. 2.
Efter § 818, stk. 3, må offentliggørelse som nævnt i stk. 1
og 2 dog ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål,
sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgre-
bet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være
et uforholdsmæssigt indgreb. Afgørelse om offentliggørelse
som nævnt i stk. 1 og 2 træffes af politiet, jf. bestemmelsens
stk. 4.
Det fremgår af forarbejderne til § 818, jf. Folketingstidende
1998-99, tillæg A, side 886, at det alene er offentlige efter-
lysninger, der anses for at være strafprocessuelle tvangsind-
greb, som er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområ-
de. Efterlysning af bortgåede eller savnede personer eller
undvegne strafafsonere er derfor ikke omfattet af bestem-
melsen. Uden for reguleringen falder endvidere efterlysnin-
ger af forurettede eller andre vidner, uanset at efterlysnin-
gen sker som led i strafforfølgningen, jf. Folketingstidende
1998-99, tillæg A, side 856. Sidstnævnte omhandler den
situation, hvor politiet offentliggør oplysninger om den for-
urettede eller andre vidner, uden at der samtidig gives oplys-
ninger om den formodede gerningsmand.
§ 818 vedrører politiets adgang til at offentliggøre signale-
ment eller andre oplysninger, der er »egnede til at fastlægge
identiteten« af en formodet gerningsmand. Bestemmelsen
finder typisk anvendelse i tilfælde, hvor politiet ikke kender
den pågældendes identitet, og hvor formålet med offentlig-
gørelsen af signalement mv. er at få fastlagt identiteten. Be-
stemmelsen finder imidlertid også anvendelse i tilfælde,
hvor politiet nok kender den pågældendes identitet, men
hvor man ikke ønsker at oplyse identiteten, jf. Folketingsti-
dende 1998-99, tillæg A, side 886.
Det følger af retsplejelovens § 819, stk. 1, at hvis der er
særligt bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er
politiet bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter lo-
ven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover,
kan politiet efterlyse den pågældende gennem presse, radio,
fjernsyn eller ved anden form for offentlig efterlysning,
såfremt dette må antages at være af afgørende betydning
for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge
yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.
Ved efterlysning som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysnin-
ger om den påsigtede kriminalitet og om den sigtedes iden-
titet, herunder navn, stilling og bopæl. Ved efterlysningen
kan der tillige ske offentliggørelse af et fotografi af den
pågældende, jf. bestemmelsens stk. 2.
Efterlysning må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets
formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville
være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. bestemmelsens stk.
3. Afgørelse om efterlysning træffes af politiet, jf. bestem-
melsens stk. 4.
Det følger af bemærkningerne til § 819, jf. Folketingstiden-
de 1998-99, tillæg A, side 887, at den omhandler politiets
adgang til at anvende offentlige efterlysninger med henblik
på at finde frem til en formodet gerningsmand, hvis identitet
politiet er bekendt med.
Østre Landsret har ved kendelse af 19. februar 2021 som
33
gengivet i UfR 2021.1507 fastslået, at retsplejelovens §§
818 og 819 ikke indeholder tilstrækkelig sikker hjemmel til,
at politiet kan foretage straffeprocessuelle tvangsindgreb i
form af offentliggørelse af et fotografi af en mistænkt eller
sigtet med det formål at finde frem til en angiveligt foruret-
tet ved eller vidner til den påsigtede kriminalitet.
2.7.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er vigtigt, at politiet har de fornødne redskaber til ef-
fektivt at kunne efterforske grov kriminalitet. Det er i den
forbindelse afgørende, at politiet har mulighed for at vide-
regive oplysninger til offentligheden, så eventuelle vidner
eller andre, der er i besiddelse af relevante oplysninger, kan
henvende sig til politiet.
Retsplejeloven indeholder mulighed for, at politiet som led
i efterforskningen af kriminalitet kan offentliggøre signale-
menter eller andre oplysninger, der er egnet til at fastlægge
identiteten på en formodet gerningsperson. På tilsvarende
vis kan politiet under nærmere bestemte betingelser offent-
liggøre fotografier af en formodet gerningsperson med hen-
blik på at finde frem til den pågældendes opholdssted.
Formålet med offentliggørelsen vil i begge tilfælde være at
finde frem til den formodede gerningsperson. Politiet kan
derimod ikke offentliggøre et fotografi af den formodede
gerningsperson med det formål at finde frem til den angive-
ligt forurettede eller vidner til den påsigtede kriminalitet.
En sådan mulighed vil dog udgøre et effektivt redskab for
politiet i eksempelvis de tilfælde, hvor politiet på den for-
modede gerningspersons telefon eller i den pågældendes
hjem finder billede- eller videomateriale af mulige forbr-
ydelser. I disse tilfælde kan det være afgørende for politiet
at finde frem til den angiveligt forurettede eller andre vidner,
såfremt billede- eller videomaterialet ikke – herunder i lyset
af gerningspersonens forklaring – i sig selv vurderes at være
tilstrækkeligt til at kunne opnå domfældelse. Der bør derfor
indføres en mulighed for, at politiet i særlige tilfælde kan of-
fentliggøre fotografi af den formodede gerningsperson med
henblik på at finde frem til vidnerne.
Det bemærkes, at en sådan offentliggørelse vil udgøre et
straffeprocessuelt tvangsindgreb, der efter omstændigheder-
ne – såfremt det blev iværksat af andre end politiet – kan
være en overtrædelse af straffelovens § 267 (ærekrænkel-
ser). Der bør derfor opstilles restriktive kriterier, som tager
udgangspunkt i formålet med offentliggørelsen og den kræn-
kelse, som offentliggørelsen vil indebære for den formodede
gerningsperson.
Der bør således efter Justitsministeriets vurdering stilles
krav om, at der foreligger et kvalificeret mistankekrav, så
risikoen for at uskyldige udråbes som gerningsperson be-
grænses mest muligt. Det bør således efter bestemmelsen
være en betingelse, at der foreligger en særligt bestyrket
mistanke om, at den pågældende har begået den relevante
lovovertrædelse.
Der bør derudover stilles et kvalificeret kriminalitetskrav, så
det kun er de groveste forbrydelser i straffeloven, der giver
politiet mulighed for at offentliggøre fotografiet. Kriminali-
tetskravet bør efter Justitsministeriets vurdering fastsættes
til 6 år eller derover, hvilket svarer til eksempelvis krimi-
nalitetskravet for indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf.
retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, særlig kvalificeret obser-
vation efter retsplejelovens § 791 a, stk. 3, dataaflæsning,
jf. retsplejelovens § 791 b, stk. 1, nr. 3, eller overtagelse
af tv-overvågning fra andre myndigheder eller private, jf.
retsplejelovens § 791 e, stk. 1, idet tvangsindgreb efter dis-
se andre bestemmelser dog tillige kan iværksættes, såfremt
der foreligger en forsætlig overtrædelse af visse nærmere
bestemte straffelovsbestemmelser.
Endelig bør der efter Justitsministeriets vurdering stilles et
indikationskrav, som indebærer, at offentliggørelsen skal
være af afgørende betydning for strafforfølgningens gen-
nemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertrædel-
ser af tilsvarende grovhed.
Det er Justitsministeriets vurdering, at en beslutning om at
offentliggøre et fotografi af en formodet gerningsperson bør
træffes af politiet. En tilsvarende ordning gælder for offent-
liggørelse af fotografier af en formodet gerningsperson efter
retsplejelovens § 819, og ministeriet finder, at en sådan ord-
ning ikke er betænkelig henset til, at politiet har de bedste
forudsætninger for at skønne over, om offentliggørelsen vil
være nødvendig.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i retsplejelo-
vens § 820, hvorefter politiet kan offentliggøre signalement
eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge iden-
titeten på en formodet gerningsperson, eller et fotografi af
den pågældende med henblik på at identificere vidner, hvis
dette vil være af afgørende betydning for strafforfølgningens
gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertræ-
delser af tilsvarende grovhed.
Forslaget indebærer, at politiets mulighed for at offentliggø-
re et fotografi, et signalement eller andre oplysninger, som
er egnet til at fastlægge identiteten på en formodet gernings-
person, udvides til at omfatte sager, hvor offentliggørelsen
har til formål at finde frem til den angiveligt forurettede
eller andre vidner til den påsigtede kriminalitet. Offentliggø-
relse vil således kunne ske, selvom politiet er bekendt med
gerningspersonens identitet og opholdssted.
34
Oplysninger, der er »egnede til at fastlægge identiteten« om-
fatter bl.a. oplysninger om alder, højde, særlige kendetegn
mv. De såkaldte fantombilleder – dvs. billeder, der er kon-
strueret af politiet på baggrund af oplysninger fra vidner –
vil også være omfattet af reguleringen. Oplysningerne kan
også angå en bil af et bestemt mærke, som den formodede
gerningsperson sættes i forbindelse med, oplysninger om
gerningspersonens »modus operandi« (fremgangsmåde) el-
ler lignende.
Politiet vil efter den foreslåede bestemmelse alene kunne
offentliggøre et fotografi, et signalement eller andre oplys-
ninger, der er egnede til at identificere vedkommende, hvis
der er en særligt bestyrket mistanke om, at vedkommende er
skyldig i en lovovertrædelse, der kan medføre straf i 6 år el-
ler derover. Der vil således alene kunne ske offentliggørelse,
hvis politiet vurderer, at der er en høj grad af sikkerhed for,
at den pågældende faktisk er gerningspersonen.
Det vil derudover være en betingelse, at vidnets forklaring
er af afgørende betydning for straffeforfølgningens gennem-
førelse eller for at forebygge nye lovovertrædelser, hvilket
bl.a. indebærer, at indgrebet kun må anvendes, hvis de øv-
rige oplysninger i sagen ikke er tilstrækkeligt til at kunne
fastslå, om der er begået en forbrydelse, og det vurderes, at
vidnet vil kunne bidrage med yderligere oplysninger til brug
herfor. Det kan f.eks. været tilfældet, hvis politiet har fundet
videomateriale på den formodede gerningspersons telefon af
en potentiel overtrædelse af straffelovens § 216 (voldtægt),
hvor det er afgørende at høre forklaringen fra den person,
som optræder på videoen.
Det foreslås, at politiet samtidig med offentliggørelsen af
et fotografi, et signalement eller andre oplysninger, der er
egnede til at identificere vedkommende, vil kunne give
oplysninger om den kriminalitet, som den pågældende er
mistænkt for at have begået samt, hvis dette er relevant,
oplysninger om vedkommendes navn, stilling og bopæl.
Det forudsættes i den forbindelse, at det i størstedelen af
tilfældene vil være tilstrækkeligt at offentliggøre et fotografi
i kombination med oplysninger om den påsigtede kriminali-
tet, således at det alene vil være relevant at offentliggøre op-
lysninger om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling
og bopæl, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Offentliggørelse må ikke foretages, såfremt det efter indgre-
bets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe,
som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer,
ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Offentliggørelse af signalement eller andre oplysninger, der
er egnede til at identificere vedkommende, samt fotografier
må således ikke foretages, hvis mindre indgribende foran-
staltninger er tilstrækkelige til at kunne identificere angiveli-
ge vidner. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis politiet gennem
offentliggørelse af oplysninger om forbrydelsens karakter
eller gerningsstedet vil kunne finde frem til de angivelige
vidner. På tilsvarende vis skal det indgå i vurderingen, om
det vil være tilstrækkeligt at offentliggøre navn, stilling eller
bopæl på den formodede gerningsperson. Endvidere skal det
indgå, om det vil være tilstrækkeligt at foretage offentliggø-
relse i en snævrere kreds, f.eks. hvis der er grund til at
antage, at de relevante vidner har tilknytning til en bestemt
forening eller lignende. Yderligere forudsættes det, at politi-
et ikke vil foretage offentliggørelse, såfremt der ikke er en
vis sandsynlighed for, at det vil kunne medvirke til at iden-
tificere vidner. Dette vil eksempelvis ikke være tilfældet,
såfremt politiet har en stærk formodning for, at de relevante
vidner ikke længere befinder sig i Danmark.
Beslutningen om offentliggørelse vil skulle træffes af politi-
et.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
2, nr. 11.
2.8. Automatisk udstedelse af bøder til enkeltmandsvirk-
somheder ved visse hastighedsovertrædelser i ATK-sy-
stemet
2.8.1. Gældende ret
Det følger af færdselslovens § 118 c, stk. 1, at for overtræ-
delser af §§ 42 og 43 eller anden hastighedsgrænse fastsat
ved færdselstavler eller anden afmærkning konstateret ved
hastighedskontrol, hvor køretøjet ikke bringes til standsning
(automatisk trafikkontrol), som ikke kan medføre frakendel-
se af førerretten eller kørselsforbud efter kapitel 18, og som
ikke er omfattet af § 125, stk. 2, nr. 5, pålægges ejeren
(brugeren) af køretøjet bødeansvar efter § 118, stk. 1-3, selv
om den pågældende ikke var fører, og selv om overtrædel-
sen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller
uagtsom.
Bestemmelsen, der indebærer et såkaldt betinget objektivt
ejeransvar, omfatter alene hastighedsovertrædelser, som er
konstateret ved automatisk trafikkontrol (ATK). Hastigheds-
overtrædelser, der er konstateret på anden vis, f.eks. med
lasermåling eller tids- og distancemåling, er ikke underlagt
et betinget objektivt ejeransvar.
Bestemmelsen om det betingede objektive ejeransvar i
ATK-sager omfatter endvidere alene hastighedsovertrædel-
ser på højest 30 pct. Det betingede objektive ejeransvar
omfatter således ikke sager, hvor andre sanktioner end en
bøde for hastighedsforseelsen kan komme på tale.
Det er ejeren, der pålægges bødeansvaret, medmindre en
anden person er registreret i Motorstyrelsens Motorregister
35
som bruger. I disse tilfælde pålægges brugeren bødeansva-
ret. Det er det reelle ejer- eller brugerforhold, der er afgøren-
de for, hvem bødeansvaret pålægges. Hvis det således kan
påvises af den på gerningstidspunktet registrerede ejer (bru-
ger), at der er sket en ændring af ejer- eller brugerforholdet,
som endnu ikke var blevet registreret i Motorregistret på
gerningstidspunktet, ifalder den pågældende ikke bødean-
svar. Bødeforelægget vil i stedet kunne rettes mod den reelle
ejer (bruger) af køretøjet.
Ifølge § 118 c, stk. 2, pålægges ejeren (brugeren) ikke an-
svar efter stk. 1, hvis en anden end ejeren (brugeren) af kø-
retøjet, inden for 30 dage fra at ejeren (brugeren) har modta-
get et bødeforelæg vedrørende forseelsen, over for politiet
har erkendt at have ført køretøjet på gerningstidspunktet.
Trækkes erkendelsen efter stk. 2 tilbage, inden påtale er
opgivet efter stk. 4, kan ejeren (brugeren) fortsat pålægges
ansvar efter stk. 1, jf. § 118 c, stk. 3.
Det følger af § 118 c, stk. 4, at hvis der ikke inden for
3 måneder fra politiets modtagelse af en førers erkendelse
efter stk. 2 er tilkendegivet andet over for ejeren (brugeren),
er påtalen efter stk. 1 mod denne opgivet.
Ifølge § 118 c, stk. 5, pålægges ejeren (brugeren) af køre-
tøjet ikke ansvar efter stk. 1, hvis en anden person ved
brugstyveri, berigelseskriminalitet eller på tilsvarende vis
uberettiget var i besiddelse af køretøjet på gerningstidspunk-
tet.
I medfør af § 118 c, stk. 6, kan der pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
kapitel 5.
Efter § 118 c, stk. 7, kan der ikke fastsættes forvandlings-
straf for bødeansvaret efter stk. 1.
Det følger endvidere af § 118 c, stk. 8, at straffelovens §
50, stk. 3, ikke finder anvendelse for bøder pålagt efter stk.
1. Efter straffelovens § 50, stk. 3, kan en person, der er
idømt en bøde, ikke kræve bøden betalt eller erstattet af an-
dre. Bestemmelsen i færdselslovens § 118 c, stk. 8, indebæ-
rer, at hvis en ejer på objektivt grundlag pålægges en bøde
efter stk. 1, selvom denne ikke har ført køretøjet, er forhol-
det mellem ejeren og føreren af civilretlig karakter. Det
vil således kunne aftales mellem f.eks. biludlejnings- og
delebilsselskaber og disses lejere, at lejeren efterfølgende
til selskabet skal betale bøder pålagt selskabet på objektivt
grundlag efter færdselslovens § 118 c, stk. 1, mens køretøjet
har været i lejerens besiddelse.
Ifølge straffelovens § 25 kan en juridisk person straffes med
bøde, når det er bestemt ved eller i medfør af lov.
Det følger af straffelovens § 26, stk. 1, at bestemmelser om
strafansvar for selskaber m.v. omfatter, medmindre andet er
bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og
andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer,
kommuner og statslige myndigheder. Ifølge § 26, stk. 2,
omfatter bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v.
enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under
hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med
de i stk. 1 nævnte selskaber.
Det fremgår af bemærkningerne til straffelovens § 26, stk. 2,
at strafansvar for en enkeltmandsvirksomhed ifølge bestem-
melsen kun kan anvendes, hvor enkeltmandsvirksomheden
klart kan sidestilles med et af de i § 26, stk. 1, nævnte sel-
skaber, det vil sige aktie-, anparts- eller andelsselskaber. Det
anføres videre, at bestemmelsen således forudsættes afgræn-
set til tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden under hen-
syn til kompetence- og ansvarsfordeling og den praktiske
arbejdsdeling er organiseret på en sådan måde, at det findes
rigtigt og naturligt at sidestille virksomheden med en jurid-
isk person, der kan ifalde strafansvar som sådan. Derudover
anføres det, at det bør anses for en forudsætning, at enkelt-
mandsvirksomheden (på gerningstidspunktet) beskæftiger
omkring 10-20 ansatte, og at dette gælder, uanset om en
sådan mindre enkeltmandsvirksomhed vil kunne sidestilles
med f.eks. et anpartsselskab med et tilsvarende antal ansatte,
jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, side 4060.
Strafansvar kan således i henhold til straffelovens § 26,
stk. 2, ikke pålægges mindre enkeltmandsvirksomheder, der
alene består af ejeren og et mindre antal ansatte. I sådanne
situationer skal et strafansvar rettes mod virksomhedsejeren
personligt.
Henvisningen i færdselslovens § 118 c, stk. 6, til reglerne
i straffelovens kapitel 5 om strafansvar for selskaber (juridi-
ske personer), medfører således, at strafansvaret i sager efter
§ 118 c, stk. 1, kun kan pålægges større enkeltmandsvirk-
somheder, hvorimod strafansvaret i sager efter § 118 c, stk.
1, skal rettes mod virksomhedsejeren personligt, hvis der er
tale om mindre enkeltmandsvirksomheder.
Sager efter færdselslovens § 118 c, stk. 1, de såkaldte ejer-
ansvarssager, behandles ved en automatiseret sagsbehand-
lingsproces i politiets sagsbehandlingssystem ATKS og po-
litiets bødesystem, hvor udregning af bødens størrelse, dan-
nelse af bødeforelæg og udsendelse af bødeforelægget til
den person, virksomhed eller lignende, der står registreret
som ejer (bruger) af køretøjet, sker automatisk uden invol-
vering af manuel sagsbehandling. Oplysninger om et køre-
tøjs ejer (bruger) findes via Motorregistret.
I tilfælde, hvor et køretøj er ejet af en virksomhed, er
virksomheden registreret med firmanavn og CVR-nr. som
ejer (bruger) i Motorregisteret, uden at den personlige ejer
36
nødvendigvis er angivet ved navn og personnummer. Mo-
torregistret indeholder endvidere ikke oplysninger om antal
ansatte i de enkelte virksomheder.
Det er således ikke muligt ved den automatiserede sagsbe-
handling, der i dag finder sted for ejeransvarssagerne efter
færdselslovens § 118 c, stk. 1, at skelne mellem større og
mindre enkeltmandsvirksomheder, og i tilfælde, hvor der
er tale om mindre enkeltmandsvirksomheder, at udstede
bødeforelægget til virksomhedsejeren personligt på dennes
personnummer.
2.8.2. Justitsministeriets overvejelser
For høj hastighed er blandt de største ulykkesfaktorer i
trafikken og har afgørende betydning for, om en ulykke
sker. Samtidig øger for høj hastighed risikoen for alvorlige
personskader eller død ved et færdselsuheld.
Det har således stor færdselssikkerhedsmæssig betydning,
at de gældende hastighedsgrænser overholdes. Et væsentligt
element til at sikre overholdelse af hastighedsgrænserne er
politiets anvendelse af mobile og stationære ATK-enheder,
der udgør en særlig effektiv kontrolmetode.
Overtrædelser af hastighedsgrænserne konstateret ved ATK
er – modsat forseelser konstateret ved andre hastighedskon-
troller – kendetegnet ved, at køretøjet ikke straks bringes
til standsning, hvorefter forseelsen umiddelbart foreholdes
føreren.
Hvis ATK i befolkningen skal opfattes som et effektivt red-
skab mod hastighedsovertrædelser, er det vigtigt, at politiets
sagsbehandling af ATK-sagerne er effektiv og hurtig. Hvis
befolkningen får en opfattelse af, at konstaterede hastigheds-
overtrædelser ikke strafforfølges, eller at sagerne ekspederes
langsomt, kan det have negativ indvirkning på færdselssik-
kerheden.
Den automatiserede sagsbehandlingsproces, der i dag finder
sted via politiets sagsbehandlingssystem ATKS og politiets
bødesystem, og som er mulig i kraft af reglerne om det be-
tingede objektive ejeransvar, er en afgørende forudsætning
for, at en meget stor del af hastighedsovertrædelser konstate-
ret ved ATK sagsbehandles hurtigt og effektivt.
Overtrædelse af hastighedsgrænserne med op til 30 pct., der
konstateres ved ATK, og som sker med et køretøj, der ejes
af en enkeltmandsvirksomhed, er omfattet af reglerne om
det betingede objektive ejeransvar for visse ATK-forseelser
i færdselslovens § 118 c, stk. 1. Dette gælder uanset enkelt-
mandsvirksomhedens størrelse.
På grund af straffelovens generelle regler om strafansvar
for juridiske personer og enkeltmandsvirksomheder er den
konkrete enkeltmandsvirksomheds størrelse imidlertid som
udgangspunkt afgørende for, om bødeansvaret i medfør af
færdselslovens betingede objektive ejeransvar i ATK-sager
skal rettes mod virksomheden eller virksomhedsejeren per-
sonligt.
Det er dog ikke muligt i den nuværende automatiserede
sagsbehandlingsproces at skelne mellem større og mindre
enkeltmandsvirksomheder, hvorfor det har vist sig vanske-
ligt at håndtere de pågældende sager.
Af hensyn til at sikre en effektiv sagsbehandling er det
Justitsministeriets opfattelse, at alle sager, der er omfattet
af reglerne om det betingede objektive ejeransvar for visse
ATK-forseelser i færdselslovens § 118 c, stk. 1, skal kunne
behandles i den automatiserede sagsbehandlingsproces i po-
litiets ATKS-system. Det gælder også for overtrædelser, der
begås i køretøjer, som ejes af enkeltmandsvirksomheder.
Da vurderingen af, hvorvidt en enkeltmandsvirksomhed ef-
ter straffelovens § 26, stk. 2, kan sidestilles med et af de
i stk. 1 nævnte selskaber er et konkret skøn på baggrund
af kompetence- og ansvarsfordeling, den praktiske arbejds-
deling og antallet af ansatte i enkeltmandsvirksomheden,
jf. pkt. 2.8.1, kan politiets it-systemer ikke foretage vurde-
ringen. Justitsministeriet finder derfor, at der i stedet bør
indføres en ordning, hvorefter enkeltmandsvirksomheders
organisation og størrelse ikke skal være afgørende for, om
det betingede objektive ejeransvar for visse ATK-forseelser i
færdselslovens § 118 c, stk. 1, skal pålægges virksomheden
eller virksomhedens ejer personligt, men at det betingede
objektive ejeransvar i alle tilfælde vil skulle kunne pålægges
enkeltmandsvirksomheden.
Det bemærkes i den forbindelse, at ejeren af en enkelt-
mandsvirksomhed hæfter personligt for virksomhedens for-
pligtelser, hvorfor det i praksis næppe vil have afgørende
betydning for hverken den enkelte virksomhedsejer eller sta-
tens inddrivelsesmuligheder, at bødeansvaret vil kunne på-
lægges enkeltmandsvirksomheden i stedet for virksomheds-
ejeren personligt.
2.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i færdselslovens § 118 c, stk. 6, indsættes
et 2. punktum, hvoraf fremgår, at der uanset straffelovens
§ 26, stk. 2, kan pålægges enkeltmandsvirksomheder straf-
ansvar efter reglerne i straffelovens §§ 25 og 27 uanset
virksomhedens størrelse og organisation.
Den foreslåede ordning vil udgøre en fravigelse af straffelo-
vens § 26, stk. 2, idet størrelsen på enkeltmandsvirksomhe-
den i de omhandlede tilfælde ikke vil være afgørende for,
37
om enkeltmandsvirksomheden vil kunne pålægges strafan-
svar i medfør af færdselslovens § 118 c.
Den foreslåede ordning vil ikke indebære ændringer for
større enkeltmandsvirksomheder. Det følger således allerede
af den gældende bestemmelse i færdselslovens § 118 c, stk.
6, der henviser til straffelovens kapitel 5, at disse virksom-
heder kan pålægges strafansvar efter færdselslovens § 118 c,
stk. 1.
For de mindre enkeltmandsvirksomheder vil den foreslåede
ordning alene indebære, at strafansvaret efter § 118 c, stk. 1,
kan pålægges virksomheden, i modsætning til de gældende
regler, hvor strafansvaret skal pålægges virksomhedsejeren
personligt.
Der foreslås ikke yderligere ændringer af færdselslovens §
118 c, hvilket indebærer, at alle øvrige gældende betingelser
for pålæggelse af betinget objektivt ejeransvar i ATK-sager
fortsat vil være gældende for hastighedsforseelser, der begås
i køretøjer, som ejes af en enkeltmandsvirksomhed. Der
henvises herved nærmere til beskrivelsen af gældende ret
i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.8.1.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
3, nr. 1.
2.9. Udvidelse af anvendelsesområdet for ungdomskrimi-
nalitetslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, om person-
farlig kriminalitet
2.9.1. Gældende ret
Ungdomskriminalitetsnævnet blev oprettet som følge af
”Aftale om en reform af indsatsen mod ungdomskriminali-
tet – Alle handlinger har konsekvenser” af 29. juni 2018
mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Allian-
ce og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og
Dansk Folkeparti. De nærmere regler om Ungdomskrimina-
litetsnævnet, herunder om behandling af sager i nævnet og
nævnets kompetencer mv., er fastsat i lov nr. 1705 af 27.
december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, der
trådte i kraft den 1. januar 2019.
Formålet med Ungdomskriminalitetsnævnet er at sikre en
hurtig konsekvens af kriminelle handlinger og et målrettet
fokus på at bringe børn og unge ud af kriminalitet og tilbage
i fællesskabet. Ungdomskriminalitetsnævnet fastlægger in-
dividuelle forebyggende indsatser for børn og unge i alderen
10 til 17 år med henblik på at få barnet eller den unge ud af
kriminalitet og tilbage i fællesskabet.
§ 2 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (ungdoms-
kriminalitetsloven) fastsætter lovens anvendelsesområde.
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, at
loven finder anvendelse for unge i alderen 15 til 17 år,
som har opholdstilladelse eller i øvrigt fast, lovligt ophold i
Danmark, og som er 1) idømt fængselsstraf for personfarlig
kriminalitet, eller 2) idømt fængselsstraf for anden alvorlig
kriminalitet ved overtrædelse af straffeloven, lov om eufori-
serende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som samtidig
vurderes at være i særlig risiko for at begå yderligere krimi-
nalitet.
Endvidere følger det af bestemmelsens § 2, stk. 2, at ung-
domskriminalitetsloven ligeledes finder anvendelse for børn
og unge i alderen 10 til 14 år, som har opholdstilladelse
eller i øvrigt fast, lovligt ophold i Danmark, og som er 1)
mistænkt for personfarlig kriminalitet eller 2) mistænkt for
anden alvorlig kriminalitet ved overtrædelse af straffeloven,
lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og
som samtidig vurderes at være i særlig risiko for at begå
yderligere kriminalitet.
Bestemmelsen indeholder således et alderskriterium, et op-
holdskriterium og et kriminalitetskriterium. Særligt for så
vidt angår anden alvorlig kriminalitet omfattet af § 2, stk.
1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, kræves det endvidere, at barnet
eller den unge vurderes at være i særlig risiko for at begå
yderligere kriminalitet.
Ved »personfarlig kriminalitet« forstås i denne sammen-
hæng overtrædelser af bestemmelser i straffelovens kapitel
25 om forbrydelser mod liv og legeme, straffelovens kapitel
26 om forbrydelser mod den personlige frihed, straffelovens
§ 119 om vold og trusler mod en person i offentlig tjeneste
eller hverv, § 123 om vidnetrusler, § 180 om ildspåsættelse
under skærpende omstændigheder, seksualforbrydelser om-
fattet af §§ 216-225, § 266 om trusler, § 281 om afpresning
og § 288 om røveri, jf. nærmere Folketingstidende 2018-19,
1. samling, A, L 84 som fremsat, side 57.
Det afgørende ved vurderingen af, om et barn eller en ung
kan henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet efter lovens
§ 2, stk. 2, er, om den eller de pågældende kriminelle
handlinger efter praksis ville kunne udløse en fængselsstraf,
hvis sagen blev behandlet som en straffesag mod en min-
dreårig. Vurderingen skal således ikke ske på baggrund af
strafferammerne i de relevante strafbestemmelser, men på
baggrund af en konkret vurdering, jf. nærmere Folketingsti-
dende 2018-19, 1. samling, A, L 84 som fremsat, side 58.
Politiets eller domstolenes henvisning af en sag til Ung-
domskriminalitetsnævnet vil i alle sager skulle ske med ud-
gangspunkt i karakteren af kriminaliteten og barnets eller
den unges udsathed i forhold til at begå yderligere krimi-
nalitet. I forhold til børn og unge, der begår personfarlig
kriminalitet som f.eks. vold eller røveri, vil kriminalitetens
karakter alene kunne begrunde henvisningen, da denne form
38
for kriminalitet i sig selv vil tale for iværksættelse af en sær-
lig kriminalitetsforebyggende indsats over for barnet eller
den unge, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 84
som fremsat, side 29.
2.9.2. Justitsministeriets overvejelser
Efter ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk.
2, nr. 1, kan et barn eller en ung henvises til Ungdomskrimi-
nalitetsnævnet, hvis den pågældende er mistænkt for eller
idømt fængselsstraf for personfarlig kriminalitet. Det frem-
går nærmere af bemærkningerne til bestemmelsen, at per-
sonfarlig kriminalitet i denne sammenhæng omfatter over-
trædelser af bestemmelser i straffelovens kapitel 25 om
forbrydelser mod liv og legeme, straffelovens kapitel 26 om
forbrydelse mod den personlige frihed og straffelovens §
119 om vold og trusler mod en person i offentlig tjeneste
eller hverv, jf. nærmere Folketingstidende 2018-19, 1. sam-
ling, A, L 84 som fremsat, side 57.
Siden ungdomskriminalitetsloven trådte i kraft den 1. januar
2019 er § 119 b blevet indsat i straffeloven ved lov nr. 1832
af 8. december 2020. Efter straffelovens § 119 b straffes
den, der med genstande angriber nogen af de i § 119 nævnte
personer, med bøde eller fængsel.
Justitsministeriet finder, at overtrædelser af straffelovens §
119 b i lighed med overtrædelser af f.eks. straffelovens §
119 udgør personfarlig kriminalitet, der bør være omfattet
af anvendelsesområdet for ungdomskriminalitetsloven. Efter
ministeriets vurdering bør begrebet »personfarlig kriminali-
tet« i ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk.
2, nr. 1, derfor udvides til også at omfatte overtrædelser af
straffelovens § 119 b.
Det må dog antages, at overtrædelser af straffelovens § 119
b allerede i dag vil kunne være omfattet af ungdomskrimi-
nalitetslovens § 2, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, såfremt
betingelsen om, at den unge vurderes at være i særlig risiko
for at begå yderligere kriminalitet, også er opfyldt.
2.9.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre »personfarlig kriminalitet« til: »over-
trædelse af bestemmelser omfattet af straffelovens kapitel 25
og 26 samt §§ 119, 119 b, 123, 180, 216-225, 266, 281 og
288« i ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk.
2, nr. 1. Der er tale om sproglige ændringer af lovteksten,
der har til formål at udvide begrebet »personfarlig kriminali-
tet« til også at omfatte overtrædelser af straffelovens § 119
b.
Forslaget indebærer herved, at ungdomskriminalitetsloven
efter § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, vil kunne finde
anvendelse på børn og unge, der er mistænkt for eller idømt
fængselsstraf for at have overtrådt straffelovens § 119 b ved
at angribe personer i offentlig tjeneste eller hverv. De pågæl-
dende sager vil derfor kunne henvises til Ungdomskrimina-
litetsnævnet, uanset om den pågældende samtidig vurderes
at være i særlig risiko for at begå yderligere kriminalitet, jf.
bestemmelsens stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
6, nr. 2.
2.10. Mulighed for at undtage børn og unge med svært
nedsat psykisk funktionsevne fra nævnsbehandling
2.10.1. Gældende ret
Som det nærmere fremgår af pkt. 2.9.1 ovenfor, følger det af
ungdomskriminalitetslovens § 2, at loven finder anvendelse
på børn og unge i alderen 10 til 17 år.
Det bemærkes i den forbindelse, at 15-17-årige, der får en
foranstaltningsdom fremfor en fængselsstraf, ikke vil kunne
få deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Ungdomskriminalitetslovens § 2 fastsætter lovens anvendel-
sesområde på baggrund af et alderskriterium, et opholdskri-
terium og et kriminalitetskriterium. Loven giver imidlertid
ikke i dag mulighed for efter et konkret skøn at undtage
børn og unge, der formelt er omfattet af målgruppen for
Ungdomskriminalitetsnævnet, selv om de lider af en svært
nedsat psykisk funktionsevne, der bevirker, at det ikke er
formålstjenligt at behandle sagen i nævnet.
2.10.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af Justitsministeriets delevaluering ”Screening
og henvisning. En delevaluering af Ungdomskriminalitets-
nævnet”, at sager, der vedrører børn og unge med svært
nedsat psykisk funktionsevne er omfattet af Ungdomskrimi-
nalitetsnævnets målgruppe, men at der er en opfattelse af, at
disse sager ikke i alle tilfælde er formålstjenlige at behandle
i Ungdomskriminalitetsnævnet. Videre fremgår det, at der
omfangsmæssigt vurderes at være tale om få sager, men
at det samtidig er et stort problem, at sagerne ikke kan
undtages fra behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet, jf.
delevalueringens side 67.
Der peges i den forbindelse bl.a. på, at børn og unge med
svært nedsat psykisk funktionsevne ikke vurderes at være
kognitivt i stand til at forstå sagsprocessen, og at deltagelsen
i nævnsmødet kan være en belastning for det pågældende
barns eller den unges mentale helbred. Videre peges på,
at børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne
39
i vidt omfang i forvejen modtager omfattende social støtte
efter serviceloven, hvorfor et af Ungdomskriminalitetsnæv-
net fastsat forbedringsforløb med dertilhørende tilsyn ved
ungekriminalforsorgen ikke vurderes at kunne forbedre den
kriminalpræventive indsats.
Efter Justitsministeriets opfattelse illustrerer delevaluerin-
gen, at det ikke i alle tilfælde vurderes formålstjenligt i
forhold til den kriminalpræventive indsats, at børn og un-
ge med svært nedsat psykisk funktionsevne får deres sag
behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, uanset at lovens
kriminalitetskriterium mv. formelt er opfyldt.
Justitsministeriet finder derfor, at der i ungdomskriminali-
tetsloven bør indsættes en ny bestemmelse som § 36 a, hvor-
efter kommunen kan indstille til Ungdomskriminalitetsnæv-
net, at der ikke skal iværksættes foranstaltninger efter lovens
§§ 12-14 af hensyn til svært nedsat psykisk funktionsevne
hos et barn eller en ung. Ministeriet har herved lagt vægt
på, at sådanne børn og unge af fagpersoner ikke vurderes at
være kognitivt i stand til at forstå sagsprocessen i nævnet,
og at deltagelsen i nævnsmødet kan være en belastning for
det pågældende barns eller den unges mentale helbred. Der
er ligeledes lagt vægt på, at børn og unge med svært nedsat
psykisk funktionsevne i vidt omfang i forvejen modtager
omfattende social støtte efter serviceloven.
2.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i ungdoms-
kriminalitetsloven som § 36 a, stk. 1, 1. pkt., hvorefter kom-
munen kan indstille til Ungdomskriminalitetsnævnet, at der
ikke skal iværksættes foranstaltninger, jf. §§ 12-14 (straks-
reaktion, forbedringsforløb eller tvangsmæssig anbringelse)
af hensyn til svært nedsat psykisk funktionsevne hos barnet
eller den unge. Ungdomskriminalitetsnævnet træffer på bag-
grund af kommunens indstilling afgørelse herom, jf. den
foreslåede bestemmelses 2. pkt.
Den foreslåede ændring indebærer, at kommunen under for-
beredelsen af sagen og indstillingen til Ungdomskriminali-
tetsnævnet vil skulle afdække barnets eller den unges særli-
ge udfordringer, herunder barnets eller den unges eventuelle
svært nedsatte psykiske funktionsevne med henblik på at af-
klare, om der er behov for, at Ungdomskriminalitetsnævnet
undtager barnet eller den unge fra behandling i nævnet, uan-
set at kriterierne i ungdomskriminalitetslovens § 2 formelt er
opfyldt.
Det forudsættes i den forbindelse, at kommunens indstilling
til nævnet som udgangspunkt vil bygge på konklusionerne
i den ungefaglige undersøgelse efter lovens § 31. Kommu-
nen kan dog også uden at udarbejde en sådan undersøgel-
se indstille til nævnet, at sagen ikke skal behandles i næv-
net, såfremt kommunen under sagens forberedelse, herunder
gennem tidligere udarbejdet materiale vedrørende barnet el-
ler den unge, kan konstatere, at barnet eller den unge har
en svært nedsat psykisk funktionsevne. Det forudsættes, at
kommunens indstilling indgår som et væsentligt og tungtve-
jende element i nævnets vurdering, selvom nævnet ikke er
bundet af kommunens indstilling.
Ved »svært nedsat psykisk funktionsevne« forstås særligt
børn eller unge, hvis psykiske udviklingsniveau er langt
fra aldersmæssigt svarende, således at barnets eller den un-
ges udvikling, herunder særligt den pågældendes modenhed
(dvs. evnen til at handle klogt, ansvarsbevidst og selvstæn-
digt) og evne til at forstå konsekvensen af sine handlinger,
er betydeligt hæmmet. Målgruppen vil således bl.a. kunne
omfatte børn og unge, der er diagnosticeret med infantil au-
tisme, udviklingshæmning og lignende. Endvidere vil mål-
gruppen kunne omfatte børn og unge, der er diagnosticeret
med en opmærksomhedsforstyrrelse, eksempelvis ADHD
eller autismespektrum-forstyrrelse, men vil også kunne om-
fatte børn og unge, som har betydelige psykiske udfordrin-
ger, uden at der foreligger en psykiatrisk diagnose.
Ved vurderingen af, om et barn eller en ung har svært nedsat
psykisk funktionsevne, kan der særligt lægges vægt på, om
barnets eller den unges evne til at fungere i hverdagen afvi-
ger betydeligt fra en gennemsnitlig person på samme alder,
og om barnet eller den unge vurderes at være kognitivt i
stand til at forstå sagsprocessen i Ungdomskriminalitetsnæv-
net. Der vil ligeledes kunne lægges vægt på, om et forløb
fastsat i Ungdomskriminalitetsnævnet vurderes at kunne ha-
ve en positiv effekt på barnets eller den unges fremadrettede
udvikling og bidrage til, at barnet eller den unge bringes
ud af kriminalitet, eller om deltagelsen i nævnsmødet mv.
omvendt vurderes at være en belastning for barnets eller den
unges mentale helbred, herunder i lyset af allerede igangsat-
te indsatser efter f.eks. serviceloven.
Det foreslås i ungdomskriminalitetslovens § 36 a, stk. 2,
at Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse efter stk. 1 kan
træffes af formanden eller en næstformand på skriftligt
grundlag. Der er tale om en konkret vurdering i forhold
til, om svært nedsat psykisk funktionsevne hos barnet eller
den unge med betydelig vægt taler for, at sagen ikke skal
behandles af nævnet. Formanden eller en næstformand vil
i den forbindelse kunne lægge vægt på de samme forhold,
som kommunen kan lægge vægt i forbindelse med sin ind-
stilling efter stk. 1.
I sager, hvor det konkret vurderes, at der bør ske nævns-
behandling af børn eller unge med svært nedsat psykisk
funktionsevne, bør der efter omstændighederne tages højde
herfor under behandlingen af sagen i Ungdomskriminalitets-
nævnet, f.eks. ved at lade barnet deltage via videolink i et
andet lokale eller lignende. I sådanne sager vil formanden
eller næstformanden endvidere kunne træffe afgørelse om,
at Ungdomskriminalitetsnævnet skal bistås af en børnesag-
40
kyndig, jf. den foreslåede § 6, stk. 3, samt bemærkningerne
hertil nedenfor.
2.11. Øget mulighed for at anvende børnesagkyndige i
sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år
2.11.1. Gældende ret
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 6, stk. 1, at
Ungdomskriminalitetsnævnet i sager vedrørende børn og
unge i alderen 10 til 14 år bistås af en børnesagkyndig,
jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3 og §
51, stk. 3. Den børnesagkyndige deltager i alle mundtlige
nævnsmøder, men ikke i sager hvor der træffes afgørelse om
formandskompetencen.
Det følger endvidere af § 6, stk. 2, at Ungdomskriminalitets-
nævnet bistås af en børnesagkyndig i sager vedrørende unge
i alderen 15 til 17 år, når der skal træffes afgørelse om 1)
gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse under ophold
på institution, indlæggelse på et sygehus eller benyttelse af
et børnehus, jf. § 32, 2) anbringelse uden for hjemmet uden
samtykke, jf. § 14, stk. 2-4, 3) anbringelse på delvist luk-
kede døgninstitutioner eller afdelinger, jf. § 15, 4) anbrin-
gelse på sikrede døgninstitutioner, jf. § 16, 5) anbringelse
på særligt sikrede afdelinger, jf. § 17, 6) tilbageholdelse i
forbindelse med anbringelse, jf. § 18, stk. 1, 7) samvær og
kontakt, jf. § 18, stk. 2, eller § 32, stk. 2, 8) opretholdelse
af en anbringelse uden samtykke, jf. § 23 og 9) ændring af
anbringelsessted, jf. § 24.
Den børnesagkyndiges opgave er at sikre en yderligere
faglig indsigt, men den pågældende deltager ikke som et
nævnsmedlem og har således ikke stemmeret, jf. nærmere
Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 84 som frem-
sat, side 61.
2.11.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet bemærker, at børnesagkyndige som ud-
gangspunkt skal deltage på nævnsmøder, når sagen vedrører
børn og unge i alderen 10 til 14 år, mens dette alene er
tilfældet i særlige tilfælde, når det gælder unge i alderen 15
til 17 år.
Det fremgår af Justitsministeriets delevaluering ”Nævnsmø-
det. En delevaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet”, at
de fleste nævnsmedlemmer tilkendegiver, at afgrænsningen
af de børnesagkyndiges deltagelse på nævnsmøder er vel-
fungerende, mens få giver udtryk for et ønske om børnesag-
kyndiges deltagelse ved flere nævnsmøder. Enkelte nævns-
medlemmer nævner også eksempler på nævnsmøder med
15-17-årige, hvor en børnesagkyndig ekstraordinært har del-
taget på grund af barnets eller den unges nedsatte psykiske
funktionsevne, jf. side 41 og 56. Størstedelen af dommerne
(71 pct.) finder samtidig, at de børnesagkyndiges deltagelse
styrker dialogen ved mere end 90 pct. af nævnsmøderne.
På denne baggrund finder Justitsministeriet, at der bør gi-
ves yderligere mulighed for, at Ungdomskriminalitetsnævnet
kan bistås af en børnesagkyndig i sager vedrørende børn
og unge i alderen 15 til 17 år, hvor det skønnes særdeles
påkrævet af hensyn til den unge.
2.11.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indføre et nyt stk. 3 i ungdomskriminalitets-
lovens § 6, hvorefter formanden eller næstformanden kan
træffe afgørelse om, at Ungdomskriminalitetsnævnet, ud
over de i stk. 2 nævnte tilfælde, skal bistås af en børnesag-
kyndig i sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når det
skønnes særdeles påkrævet af hensyn til den unge.
Ved vurderingen af om det skønnes »særdeles påkrævet af
hensyn til den unge«, at Ungdomskriminalitetsnævnet bistås
af en børnesagkyndig, vil der navnlig skulle lægges vægt på,
om den unge har nedsat psykisk funktionsevne eller andre
psykiske udfordringer, uden at der dog er tale om en sådan
svært nedsat psykisk funktionsevne, at den pågældende efter
den foreslåede § 36 a i ungdomskriminalitetsloven bør und-
tages fra nævnsbehandling.
Det kan eksempelvis være i sager, hvor det konkret vurde-
res, at der bør ske nævnsbehandling af en ung med nedsat
psykisk funktionsevne eller andre psykiske udfordringer,
fordi nævnsbehandlingen vurderes at kunne have en positiv
effekt på den unges fremadrettede udvikling. I sådanne sager
kan der være behov for yderligere faglig indsigt i forhold til,
om den unges nedsatte psykiske funktionsevne eller andre
psykiske udfordringer medfører, at den unge ikke vil profite-
re af en straksreaktion og/eller et forbedringsforløb.
Det ville være at anse som særdeles påkrævet at benytte
en børnesagkyndig, såfremt den børnesagkyndige – udover
at kunne bidrage til en bedre dialog med den unge – er
nødvendig for yderligere fagligt indsigt i forhold til, om den
unges nedsatte psykiske funktionsevne eller andre psykiske
udfordringer medfører, at den unge ikke vil profitere af en
straksreaktion/og eller et forbedringsforløb.
Der vil ved vurderingen endvidere kunne lægges vægt på,
om den gennemførte ungefaglige undersøgelse efter ung-
domskriminalitetslovens § 31 vurderes at udgøre et tilstræk-
keligt grundlag, således at der ikke er behov for yderligere
faglig indsigt.
Det er alene formanden eller næstformanden, der vil kunne
træffe afgørelse om at lade Ungdomskriminalitetsnævnet bi-
stå af en børnesagkyndig.
41
Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af den gældende
retstilstand.
2.12. Øget brug af straksreaktioner mv.
2.12.1. Gældende ret
Formålet med nævnsprocessen i Ungdomskriminalitetsnæv-
net er at bringe barnet eller den unge ud af sin kriminelle
løbebane og ikke at placere et strafferetligt ansvar. Ung-
domskriminalitetsnævnet har i den forbindelse en række
reaktionsmuligheder, herunder mulighed for at træffe afgø-
relse om en straksreaktion efter ungdomskriminalitetslovens
§ 12. Det fremgår nærmere af bestemmelsens stk. 1, at Ung-
domskriminalitetsnævnet kan pålægge et barn eller en ung
en straksreaktion, som kan bestå i at bidrage til at genoprette
forrettet skade eller deltage i andre aktiviteter med genopret-
tende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde.
Det følger af bestemmelsens bemærkninger, jf. Folketings-
tidende 2018-19, 1. samling, A, L 84 som fremsat, side
36f, at straksreaktionen som udgangspunkt skal fastsættes
ud fra principperne om ”restorative justice” (genoprettende
ret). Formålet med reaktionen er således at gøre den skete
skade god igen, og at den, der primært skal forpligtes hertil,
er en konkret person, nemlig gerningsmanden.
Det følger endvidere af forarbejderne, at der ikke kan op-
regnes en udtømmende liste over de straksreaktioner, som
vil kunne anvendes, idet det ikke på forhånd er muligt at
forudse, hvilken konkret reaktion der vil være bedst egnet i
en konkret sag i forhold til barnet eller den unge og under
hensyn til de lokale forhold.
En straksreaktion vil ifølge forarbejderne f.eks. kunne bestå
i at rydde op efter begået hærværk, at vaske brandbiler, at
gøre rent i boligforeninger eller hjælpe med at gøre rent i
offentlige parker og områder. Ligeledes vil en straksreaktion
kunne bestå i konfliktmægling, hvis et barn eller en ung
har udøvet vold mod en anden, og hvor den forurettede og
barnet eller den unge mødes under tilstedeværelsen af en
neutral mægler.
Det afgørende er i den forbindelse, at straksreaktionen har et
klart opdragende og dermed udviklingsmæssigt sigte, herun-
der at barnet eller den unge bringes til at forstå konsekven-
serne af sine handlinger. Straksreaktionen indgår således i
den forebyggende indsats og skal støtte barnet eller den un-
ge i at ændre adfærd. Endvidere skal straksreaktionen være
klart formuleret, så det er tydeligt, hvad barnet eller den
unge skal gøre for at efterleve straksreaktionen.
De nærmere betingelser for, at Ungdomskriminalitetsnæv-
net kan pålægge barnet eller den unge en straksreaktion,
er reguleret i ungdomskriminalitetslovens § 12, stk. 2. Det
fremgår heraf, at det er en betingelse for pålæg af en straks-
reaktion, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller
den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd
af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den
unges udvikling er i fare.
Det fremgår nærmere af bestemmelsens bemærkninger, jf.
Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 84 som frem-
sat, side 64, at adfærdsproblemer f.eks. kan være oplysnin-
ger om kriminalitet af et vist omfang eller grovhed, ulovligt
skolefravær eller anden forsømmelse af undervisningsplig-
ten, alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller at
barnet eller den unge forud for en sags behandling har næg-
tet at samarbejde med de relevante myndigheder om løsning
af sine problemer.
Det er Ungdomskriminalitetsnævnets opgave at vurdere, om
der er det tilstrækkelige grundlag for at pålægge et barn eller
en ung en straksreaktion. Der skal foretages en konkret vur-
dering af barnets eller den unges forhold på baggrund af den
ungefaglige undersøgelse, som kommunen har udarbejdet til
sagen.
Straksreaktionen skal udføres hurtigst muligt efter Ung-
domskriminalitetsnævnets afgørelse og skal have en kortere
varighed. Ungdomskriminalitetsnævnet har i de sager, hvor
der er fastsat straksreaktioner, pålagt barnet eller den unge at
deltage i et møde med en konfliktrådsmægler eller konflikt-
mægler med henblik på at etablere konfliktmægling eller
lignende.
En straksreaktion, der efter ungdomskriminalitetslovens §
12, stk. 1, er fastsat af Ungdomskriminalitetsnævnet, har
ikke karakter af arbejde for en arbejdsgiver i henhold til lov
nr. 2062 af 16. november 2021 om arbejdsmiljø (arbejdsmil-
jøloven). Dette skyldes, at en sådan straksreaktion vil indgå
i den forebyggende indsats og have til formål at støtte barnet
eller den unge i at ændre adfærd. Ved fastsættelsen af en
straksreaktion vil der dog alligevel skulle tages hensyn til de
særlige gældende regler om bl.a. arbejdstid mv. for børn og
unge under 18 år.
Ungdomskriminalitetsloven indeholder ikke bestemmelser,
der regulerer spørgsmålet om erstatningsforhold mv., så-
fremt et barn eller en ung kommer til skade eller pådrager
sig sygdomme i forbindelse med udførelsen af en straksre-
aktion.
Spørgsmålet om eventuel erstatning for skader i denne for-
bindelse reguleres derfor af de almindelige regler i lov om
arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31.
marts 2020 med senere ændringer (arbejdsskadesikringslo-
ven), som indeholder regler om erstatning og godtgørelse til
tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskader. For
at kunne tilkendes erstatning eller godtgørelse skal skaden
42
i medfør af lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., være forårsaget af
arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens §§ 5-7,
men arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspå-
dragende. Ved en arbejdsskade forstås i medfør af lovens § 5
ulykke og erhvervssygdom.
Ved ”ulykke” forstås efter arbejdsskadesikringslovens § 6,
stk. 1, en personskade forårsaget af en hændelse eller en
påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.
Ved ”erhvervssygdomme” forstås efter arbejdsskadesi-
kringslovens § 7, stk. 1, nr. 1, bl.a. sygdomme, som efter
medicinsk dokumentation er forårsaget af særlige påvirknin-
ger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller
de forhold, det foregår under, er udsat for i højere grad end
personer uden sådant arbejde.
Det afhænger af en konkret vurdering i den enkelte sag,
om straksreaktioner fastsat af Ungdomskriminalitetsnævnet
vil kunne blive anset som omfattet af arbejdsskadesikrings-
loven.
Det vil i den forbindelse f.eks. kunne tale herfor, hvis en af
aktiviteterne skulle have været løst af egentlig arbejdskraft,
såfremt den ikke var blevet udført af barnet eller den unge
som en del af en straksreaktion. I sådanne situationer har ak-
tiviteten således en værdi for den, der bliver udført arbejde
hos, selvom der ikke er tale om et egentligt arbejdsforhold
mellem en ansat og en arbejdsgiver. Hvis straksreaktionen
ikke har karakter af at have værdi for den, der bliver udført
arbejde hos, vil der ikke være grundlag for, at reaktionen er
omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Det kan f.eks. være i
tilfælde, hvor der holdes møde med en konfliktmægler med
henblik på at undersøge muligheden for mægling.
En offentlig myndighed eller privat virksomhed, der drager
nytte af den aktivitet, et barn eller en ung udfører i forbin-
delse med en straksreaktion, betragtes som arbejdsgiver i ar-
bejdsskadesikringslovens forstand, hvilket medfører en pligt
til at sikre barnet eller den unge.
2.12.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår bl.a. af Justitsministeriets delevaluering
”Nævnsmødet. En delevaluering af Ungdomskriminalitets-
nævnet”, at straksreaktioner i dag bliver benyttet i få sager
i praksis. Fra 1. januar 2019 til 31. august 2020 blev der
truffet afgørelse i 1.059 sager i Ungdomskriminalitetsnæv-
net. Heraf blev 24 sager afvist og 1.035 sager optaget til
behandling, jf. side 63. Kun i 21 af disse sager er der truffet
afgørelse om en straksreaktion. I fem af sagerne er der alene
truffet afgørelse om straksreaktion, mens der i de resterende
16 desuden er truffet afgørelse om et forbedringsforløb. Al-
le sagerne var blevet henvist på baggrund af personfarlig
kriminalitet, og straksreaktionerne bestod i alle sager af kon-
fliktmægling, jf. delevalueringens side 67.
Som forklaring herpå peges der i delevalueringen bl.a. på, at
en af barriererne for den begrænsede brug af straksreaktio-
ner er formuleringen i ungdomskriminalitetslovens § 12, stk.
2, hvorefter det er en betingelse for, at Ungdomskriminali-
tetsnævnet kan pålægge en straksreaktion, at der foreligger
oplysninger om, at barnet eller den unge har adfærdsproble-
mer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at
der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i
fare. Dette opfattes af nogle af nævnsmedlemmerne som et
snævert anvendelsesområde, jf. delevalueringens side 75.
Der peges i delevalueringen endvidere på, at kommunerne
sjældent indstiller til straksreaktioner. Nogle nævnsmedlem-
mer oplever derfor, at det er vanskeligt at træffe afgørelse
om en straksreaktion om eksempelvis renholdelse af offent-
lige parker, hvis ikke kommunen på forhånd har undersøgt
mulighederne herfor, og det er afklaret, at en sådan afgørelse
kan realiseres. Der peges herudover også på, at en barriere
for indstilling til straksreaktioner angår vurderingen af, at
der i praksis ofte ikke vil være tale om en hurtig reaktion,
hvis der er gået lang tid fra hændelsen, der har ført til hen-
visningen til Ungdomskriminalitetsnævnet, til afholdelse af
nævnsmødet.
Endelig fremgår det af Justitsministeriets delevaluering
”Ungefaglige undersøgelser og indstillinger. En delevalue-
ring af Ungdomskriminalitetsnævnet”, at der blandt fagper-
sonerne er et manglende kendskab til, hvad straksreaktioner
er, og hvad det vil sige at indstille til en straksreaktion,
og at en barriere for den begrænsede brug af straksreaktio-
ner angår tvivl om rammer og retningslinjer for brugen af
straksreaktioner, herunder sammenhængen med arbejdsmil-
jølovgivningen og forsikringsmæssige forhold.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at straksreaktioner er et
vigtigt forebyggende redskab, der er egnet til at få børn og
unge til at forstå, at kriminelle handlinger har konsekvenser
og herved hjælpe dem ud af en kriminel løbebane. Justitsmi-
nisteriet finder det derfor ikke tilfredsstillende, at Ungdoms-
kriminalitetsnævnet alene i 21 sager har truffet afgørelse
om en straksreaktion. Efter ministeriets opfattelse bør an-
vendelsesområdet for straksreaktioner derfor udvides med
henblik på at sikre, at kommunerne i langt videre omfang
indstiller til brug af straksreaktion i de sager, som henvises
til Ungdomskriminalitetsnævnet, og at nævnet i langt videre
omfang end i dag pålægger straksreaktioner.
Det er Justitsministeriets vurdering, at en sådan øget brug
af straksreaktioner bedst vil kunne opnås ved at ophæve
ungdomskriminalitetslovens § 12, stk. 2. En ophævelse vil
således indebære, at det ikke længere er en betingelse for at
pålægge en straksreaktion, at der foreligger oplysninger om,
43
at barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser
negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at
barnets eller den unges udvikling er i fare. I stedet vil en
straksreaktion skulle pålægges, hvis barnets eller den unges
udviste adfærd giver grundlag herfor.
Det bemærkes i tilknytning hertil, at regeringen som en
del af udspillet ”Et tryggere Danmark” af 14. november
2021 vil udarbejde et idékatalog med en række nye bud
på mulige straksreaktioner. Formålet med idékataloget er
at gøre straksreaktioner til et mere anvendeligt værktøj for
kommunerne ved at give kommunerne en række konkrete
bud på straksreaktioner, der vil kunne anvendes udover kon-
fliktmægling.
Det er herudover Justitsministeriets opfattelse, at alle børn
og unge, der udfører en straksreaktion, bør være sikret ret til
erstatning eller godtgørelse i tilfælde af ulykker m.v., som
forårsages i forbindelse med udførelse af en straksreaktion
fastsat af Ungdomskriminalitetsnævnet. Det gælder også,
selvom formålet med en straksreaktion ikke er, at en virk-
somhed skal drage nytte af den aktivitet, som barnet eller
den unge udfører.
2.12.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at nyaffatte ungdomskriminalitetslovens § 12,
stk. 2. Nyaffattelsen vil indebære, at det ikke længere er en
betingelse for at pålægge en straksreaktion efter bestemmel-
sens stk. 1, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller
den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd
af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den
unges udvikling er i fare. I stedet vil en straksreaktion skulle
pålægges, hvis barnets eller den unges udviste adfærd giver
grundlag herfor. I den forbindelse vil Ungdomskriminalitets-
nævnet bl.a. kunne tage udgangspunkt i den ungefaglige
undersøgelse.
Det forudsættes således med ændringen, at Ungdomskrimi-
nalitetsnævnet fremadrettet alene vil skulle lægge vægt på
de grundlæggende hensyn, der ligger til grund for reglerne
om straksreaktioner, herunder navnlig at reaktionen skal ha-
ve en opdragende karakter over for barnet eller den unge,
og at reaktionen har et udviklingsmæssigt sigte, således at
barnet eller den unge kommer til at opleve, at barnet eller
den unge bidrager til et trygt og ordentligt samfund.
Ungdomskriminalitetsnævnet vil fortsat kunne lægge vægt
på, om barnets eller den unges adfærd giver grundlag for
at pålægge en straksreaktion. Oplysninger om kriminalitet,
herunder af et vist omfang eller grovhed, ulovligt skolefra-
vær eller anden forsømmelse af undervisningspligten, ad-
færds- eller tilpasningsproblemer, eller at barnet eller den
unge forud for sagens behandling har nægtet eller undladt
at samarbejde med de relevante myndigheder om løsning af
sine problemer, vil derfor fortsat kunne give grundlag for
afgørelse om en straksreaktion.
Ungdomskriminalitetsnævnet vil i forbindelse med afgørel-
sen om, hvorvidt der skal pålægges en straksreaktion efter
lovens § 12, stk. 1, skulle foretage en konkret helhedsvurde-
ring af alle sagens oplysninger med henblik på at fastsætte
den straksreaktion, som vurderes bedst egnet til at få barnet
eller den unge til at indse konsekvenserne af kriminelle
handlinger og understøtte barnet eller den unge i at komme
væk fra den kriminelle løbebane. En pålagt straksreaktion
skal være klart formuleret, så det er tydeligt, hvad barnet
eller den unge skal gøre for at efterleve reaktionen.
Det er kommunen, som indstiller til en straksreaktion. Det
forudsættes, at kommunerne i langt videre omfang end i dag
vil skulle indstille til brug af straksreaktion i de sager, som
henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
6, nr. 8.
Det foreslås at affatte et nyt stk. 2 i § 12 i ungdomskrimi-
nalitetsloven, hvorefter justitsministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om erstatning og godtgørelse til børn og
unge for følger af skader, der pådrages ved udførelsen af en
straksreaktion fastsat efter bestemmelsens stk. 1.
»Skade« skal forstås i overensstemmelse med begrebet ”per-
sonskade” i arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 1 og stk. 2,
og omfatter således en personskade forårsaget af en hændel-
se eller påvirkning, der sker pludseligt eller inden for fem
dage, jf. arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 1.
Det er en betingelse for erstatning, at den pågældende skade
pådrages ved udførelsen af en straksreaktion. Herved forstås
f.eks. situationer, hvor et barn eller en ung i forbindelse med
udførelse af en straksreaktion pådrager sig skade i forbindel-
se med et fald eller lignende.
Det forudsættes, at der ved bekendtgørelse vil blive fastsat
nærmere regler om, at den relevante offentlige myndighed
yder erstatning og godtgørelse til børn og unge for følger
af ulykkestilfælde, der pådrages under udførelse af en sådan
straksreaktion. Dette indebærer, at barnet eller den unge
efter omstændighederne vil kunne tildeles erstatning og/eller
godtgørelse for ulykkestilfælde, uanset om straksreaktionen
kan antages at have værdi for den, der bliver udført arbejde
hos.
44
En kommende bekendtgørelse vil medføre, at børn og unge,
der er underlagt en straksreaktion fra Ungdomskriminalitets-
nævnet, klart vil være omfattet af reglerne i arbejdsskadesi-
kringsloven. Dermed vil børn og unge kunne ydes erstatning
og godtgørelse for en ulykke, som pådrages under udførelse
af en straksreaktion.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
6, nr. 8.
2.13. Sekretariatsbistand til Ungdomskriminalitetsnæv-
net
2.13.1. Gældende ret
Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 9, at politiet
stiller sekretariatsbistand til rådighed for Ungdomskrimina-
litetsnævnet.
Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat har siden oprettel-
sen af nævnet i 2019 været organisatorisk forankret i Rigs-
politiet, men virker i øvrigt uafhængigt af politiets arbej-
de. Nævnssekretariatets hovedopgave er at yde kvalificeret
juridisk og praktisk servicering af Ungdomskriminalitets-
nævnets formandskab, koordinationsudvalget og nævnets
øvrige medlemmer. Sekretariatet forbereder sagerne til brug
for nævnets behandling, herunder fremsendelse af sagen til
nævnet, indhentning af udtalelse fra den ansvarlige kommu-
ne, fremsendelse af akter til barnet eller den unge og indkal-
delse af de relevante personer til nævnsmøderne m.v.
Sekretariatet bistår endvidere med undersøgelse af juridiske
problemstillinger, besvarelse af folketingsspørgsmål og hen-
vendelser fra andre myndigheder eller institutioner og vil
herudover bistå formandskabet med udfærdigelse af udkast
til afgørelser vedrørende spørgsmål om genoptagelse af sag-
er og andre henvendelser i konkrete sager, jf. Folketingsti-
dende 2018-19, 1. samling, A, L 84 som fremsat, side 62.
Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 8, at justits-
ministeren fastsætter Ungdomskriminalitetsnævnets forret-
ningsorden. Sekretariatets opgaver mv. er nærmere reguleret
i bekendtgørelse nr. 32 af 9. januar 2019 om forretningsor-
den for Ungdomskriminalitetsnævnet. I forretningsordenen
er fastsat nærmere regler for bl.a. valg af formand, beskik-
kelse af medlemmer, nævnets virksomhed, herunder gene-
relle regler om nævnets behandling af sager mv. og retnings-
linjer for nævnets koordinationsudvalg.
2.13.2. Justitsministeriets overvejelser
Regeringen (Socialdemokratiet) og Dansk Folkeparti, Radi-
kale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Kon-
servative Folkeparti og Nye Borgerlige blev med aftalen om
politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 eni-
ge om en reform af Rigspolitiet, der bl.a. indebærer, at der
skal ske en halvering af Rigspolitiets størrelse, og at Rigs-
politiet fremover skal fokusere på de klassiske styrelsesop-
gaver som øverste politimyndighed i Danmark. På denne
baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at Ungdoms-
kriminalitetsnævnets sekretariat skal udskilles fra Rigspoli-
tiet. Det er i den forbindelse forudsat i loven, at sekretari-
atsbetjeningen af Ungdomskriminalitetsnævnet fra den 1.
januar 2023 vil blive overført fra politiet til Domstolsstyrel-
sen.
2.13.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at ungdomskriminalitetslovens § 9 nyaffattes
således, at der til Ungdomskriminalitetsnævnet tilknyttes et
sekretariat. Desuden foreslås som nyt stk. 2, at Domstolssty-
relsen varetager Ungdomskriminalitetsnævnets bevillings-
mæssige og administrative forhold.
Den foreslåede ordning bygger på den ordning, som gælder
for Domstolsstyrelsens varetagelse af sekretariatsfunktionen
for Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 26, stk.
3. Denne forankring vil bl.a. indebære, at Domstolsstyrelsen
stiller administrativ bistand og it til rådighed. Sekretariatet
kan oplyse sagerne, foretage de nødvendige høringer, udar-
bejde sagsfremstillinger, redegørelser for hidtidig rets- og
nævnspraksis og begrundede indstillinger, alt efter reglerne
i forretningsordenen og nævnets nærmere bestemmelse i de
enkelte sager.
Sekretariatsbetjeningen af Ungdomskriminalitetsnævnet
overføres fra politiet til Domstolsstyrelsen den 1. januar
2023.
Efterfølgende ændringer vedrørende sekretariatsbetjeningen
af nævnet, herunder myndighedsplacering, fysisk og geo-
grafisk placering samt organisering, skal drøftes med Ung-
domskriminalitetsnævnets formand.
I den forbindelse foreslås det, at ungdomskriminalitetslo-
vens § 8 nyaffattes således, at Ungdomskriminalitetsnævnet
selv fastlægger sin forretningsorden. Idet den eksisterende
§ 8 er en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsæt-
te Ungdomskriminalitetsnævnets forretningsorden, bortfal-
der den hidtidige forretningsorden automatisk den samme
dag, som bemyndigelsen ophører, hvilket er den 1. januar
2023. Ungdomskriminalitetsnævnets forretningsorden udar-
bejdes herefter af Ungdomskriminalitetsnævnet selv.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
45
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
6, nr. 6 og 7.
2.14. Øget mulighed for at træffe afgørelser på skriftligt
grundlag
2.14.1. Gældende ret
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 42, stk. 1, 2.
pkt., at Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en sag, hvis
den unge fylder 18 år senest 1 måned efter sagens behand-
ling i nævnet. Bestemmelsen skal ses i lyset af lovens § 20,
hvorefter foranstaltninger efter §§ 12-14 ophører, når den
unge fylder 18 år. Der vil således i sådanne situationer være
tale om, at nævnet enten ikke vil kunne fastsætte foranstalt-
ninger på grund af § 20, eller at foranstaltninger tidsmæssigt
ikke kan nå at blive iværksat og derved bidrage menings-
fuldt til den unges udvikling henset til det meget korte for-
løb til det fyldte 18. år, jf. Folketingstidende 2018-19, 1.
samling, A, L 84 som fremsat, side 104.
Endvidere følger det af ungdomskriminalitetslovens § 25,
stk. 1, at sager for Ungdomskriminalitetsnævnt skal frem-
mes med den fornødne hurtighed. Det følger af bemærknin-
gerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2018-19, 1.
samling, A, L 84 som fremsat, side 88, at dette indebærer,
at sagerne skal behandles uden unødigt ophold, og at det
forudsættes, at en sag vedrørende en 10 til 14-årig som
udgangspunkt skal behandles senest 4 uger efter politiets
henvisning af sagen til nævnet. Det forudsættes endvidere,
at sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år henvist
fra domstolene som udgangspunkt skal behandles senest 14
dage efter endelig dom.
Hvis den unge skal afsone en ubetinget fængselsstraf forud-
sættes det, at sagen som udgangspunkt skal behandles se-
nest 14 dage før prøveløsladelses- eller løsladelsestidspunk-
tet. Udgangspunktet kan fraviges, når der er tale om korte
fængselsstraffe, hvor dette ikke tidsmæssigt vil være muligt.
2.14.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår bl.a. af Justitsministeriets delevaluering
”Nævnsmødet. En delevaluering af Ungdomskriminalitets-
nævnet” side 33-34, at andelen af hovedsager (sager, der be-
handles ved nævnet for første gang), som ikke er behandlet
inden for den forudsatte frist på senest 4 uger efter politiets
henvisning af sagen for så vidt angår 10 til 14-årige og på
senest 14 dage efter endelig dom for så vidt angår 15 til
17-årige, er steget i perioden fra 1. halvår 2019 til 3. kvartal
2020. Justitsministeriet finder dette problematisk i forhold
til ungdomskriminalitetslovens § 25, stk. 1, hvorefter sager
for Ungdomskriminalitetsnævnt skal fremmes med den for-
nødne hurtighed.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at det er afgørende, at
der er en hurtig og mærkbar reaktion, når børn og unge
begår kriminalitet. Barnet eller den unge skal ansvarliggøres
og skal opleve, at kriminel adfærd har konsekvenser.
Justitsministeriet finder på denne baggrund, at de hidtidige
erfaringer med behandlingen af sager i Ungdomskriminali-
tetsnævnet har vist, at nævnsprocessen kan smidiggøres og
effektiviseres.
Justitsministeriet finder, at der i ungdomskriminalitetslovens
§ 42 bør indsættes et nyt stk. 2, der giver formanden eller
en næstformand mulighed for at træffe skriftlig afgørelse
om afvisning af sager, hvor den unge fylder 18 år senest 1
måned efter sagens behandling i nævnet, jf. § 42, stk. 1, 2.
pkt.
2.14.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i ungdomskriminalitets-
lovens § 42, hvorefter afvisning af en sag på baggrund af
den unges alder, jf. stk. 1, 2. pkt., kan afgøres skriftligt af
formanden eller en næstformand. Den foreslåede § 42, stk.
2, vil være en undtagelse til udgangspunktet om mundtlig-
hed.
Den foreslåede ændring har til formål at sikre, at nævnets
formand eller en næstformand på skriftligt grundlag kan
afvise sager i de tilfælde, hvor Ungdomskriminalitetsnævnet
– henset til det meget korte forløb til det fyldte 18. år –
alligevel ikke vil kunne fastsætte foranstaltninger, der vil
kunne bidrage meningsfuldt til den unges udvikling.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
6, nr. 17.
2.15. Mulighed for udsættelse af en sag inden nævnsmø-
de
2.15.1. Gældende ret
Kommunalbestyrelsen kan iværksætte en ungefaglig under-
søgelse efter ungdomskriminalitetslovens § 31, når den unge
ved dom er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. lo-
vens § 30, stk. 1, 1. pkt., jf. § 10, og når barnet eller den
unge er henvist til nævnet, jf. lovens § 29, stk. 1, 1. pkt., jf.
§ 11.
Den ungefaglige undersøgelse skal i sager, der henvises
efter lovens § 10, afsluttes tidsnok til, at der kan sendes
en indstilling til nævnet, jf. lovens § 34, senest 1 uge før
nævnsmødet, jf. § 30, stk. 2, 1. pkt. Den ungefaglige under-
søgelse skal i sager, der henvises efter lovens § 11, afsluttes
46
senest 3 uger efter modtagelsen af en anmodning fra Ung-
domskriminalitetsnævnet, jf. § 29, stk. 2, 1. pkt.
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 43, stk. 1,
at Ungdomskriminalitetsnævnet beslutter, om en sag er til-
strækkeligt oplyst, og at Ungdomskriminalitetsnævnet kan
udsætte en sag med henblik på indhentelse af yderligere
oplysninger.
Vurderer nævnet under mødet, at ikke alle relevante forhold
er belyst, og kan de ikke belyses på mødet, f.eks. gennem
opklarende spørgsmål til kommunens repræsentant eller par-
terne, kan nævnet udsætte sagen med henblik på, at der
indhentes yderligere oplysninger, jf. ”Ud af kriminalitet og
tilbage i trivsel – håndbog til behandling af sager omfattet
af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet”, udgivet af
Børne- og Socialministeriet sammen med Justitsministeriet,
side 42.
2.15.2. Justitsministeriets overvejelser
Ungdomskriminalitetsnævnet har over for Justitsministeriet
oplyst, at flere sager bliver udsat på nævnsmødet, fordi det
på nævnsmødet kan konstateres, at der ikke er tilstrækkelige
oplysninger til, at sagen kan afgøres. Dette fører bl.a. til,
at der i praksis indkaldes til en række nævnsmøder, selvom
sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, hvilket både medfører
et øget tids- og ressourceforbrug for Ungdomskriminalitets-
nævnets medlemmer og er til gene for barnet eller den unge,
der som følge heraf skal møde op i nævnet flere gange end
nødvendigt.
Justitsministeriet finder derfor, at der i ungdomskriminali-
tetslovens § 43, stk. 1, bør indsættes et 2. pkt. med henblik
på at give mulighed for, at Ungdomskriminalitetsnævnets
formand eller en næstformand forud for et nævnsmøde kan
beslutte at udsætte en sag for at indhente yderligere oplys-
ninger.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil den pågældende æn-
dring kunne bidrage til, at Ungdomskriminalitetsnævnets
ressourcer i højere grad anvendes optimalt, hvilket på sigt
må forventes at have en positiv effekt på den samlede sags-
behandlingstid i nævnet.
2.15.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 43, stk.
1, indsættes et nyt punktum, således at Ungdomskrimina-
litetsnævnets formand eller en næstformand forud for et
nævnsmøde kan beslutte at udsætte en sag med henblik på
indhentelse af yderligere oplysninger.
Den foreslåede ændring indebærer, at formanden eller en
næstformand vil kunne udsætte en sag forud for et nævns-
møde, hvis det konkret vurderes, at en sag ikke er tilstræk-
keligt oplyst, og med henblik på indhentelse af yderligere
oplysninger. Et eksempel herpå kan være, at barnets eller
den unges skoleforhold eller lignende ikke er tilstrækkeligt
oplyst i den ungefaglige undersøgelse.
Sagen vil skulle udsættes, hvis det konkret vurderes, at sag-
en ikke er tilstrækkeligt belyst til, at sagen på nævnsmødet
vil kunne afgøres.
Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at en
formand eller en næstformand under sagens forberedelse
vil kunne beslutte at udsætte sagens behandling, hvis det
konstateres, at der f.eks. mangler oplysninger om barnets
eller den unges skoleforhold eller lignende, der må anses
for afgørende med henblik på at kunne træffe en afgørel-
se. Derimod vil sagen ikke skulle udsættes, hvis der alene
er tale om mindre vigtige oplysninger, der f.eks. vil kunne
afdækkes gennem spørgsmål til barnet eller den unge eller
forældremyndighedsindehaverne under nævnsmødet.
En beslutning om udsættelse vil i praksis f.eks. kunne træf-
fes på grundlag af en indstilling fra et nævnsmedlem, der i
forbindelse med sagens forberedelse vurderer, at sagen ikke
er tilstrækkeligt belyst til, at nævnet kan træffe afgørelse
i sagen, ligesom formanden eller en næstformand også af
egen drift vil kunne beslutte at udsætte sagen.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
6, nr. 18.
2.16. Smidigere overgang til den sociale indsats
2.16.1. Gældende ret
2.16.1.1. Fastsættelse af genbehandlingsfrister i sager med
tvangsmæssige anbringelser
Ungdomskriminalitetsnævnet kan efter ungdomskriminali-
tetslovens § 13, stk. 1, 1. pkt., fastsætte et forbedringsforløb
i form af en handleplan med en varighed af op til 2 år. For
børn og unge i alderen 10 til 14 år kan varigheden under
ganske særlige omstændigheder fastsættes til op til fire år,
jf. bestemmelsens 2. pkt. Et sådant forbedringsforløb er et
struktureret og kontrolleret fremadrettet forløb, som skal ha-
ve til formål at bringe barnet eller den unge tilbage i trivsel
og væk fra sin kriminelle løbebane.
Som led i et forbedringsforløb kan Ungdomskriminalitets-
nævnet efter lovens § 14 under nærmere betingelser træffe
afgørelse om, at et barn eller en ung skal anbringes uden for
hjemmet på et anbringelsessted med samtykke fra forældre-
47
myndighedsindehaveren og en ung, der er fyldt 15 år, jf. stk.
1, eller uden samtykke fra forældremyndighedsindehaverne
og en ung, der er fyldt 15 år, jf. stk. 2.
Efter lovens § 14, stk. 3, kan nævnet dog træffe afgørelse
om, at barnet eller den unge skal anbringes uden for hjem-
met efter stk. 2, selvom forældremyndighedsindehaverne og
en ung, der er fyldt 15 år, giver samtykke til anbringelse ef-
ter stk. 1, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende
måde taler for det.
Endvidere kan Ungdomskriminalitetsnævnet i medfør af lo-
vens § 14, stk. 4, uanset betingelserne i stk. 2, anbringe en
ung, der er fyldt 15 år, uden for hjemmet efter stk. 1, hvis
den unge giver samtykke til anbringelsen, anbringelsen må
anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den
unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses under
den unges fortsatte ophold i hjemmet. Efter bestemmelsens
stk. 5 skal nævnet i alle sager vedrørende grovere personfar-
lig kriminalitet overveje, om der er grundlag for at anbringe
barnet eller den unge uden for hjemmet, jf. bestemmelsens
stk. 1-4.
Ungdomskriminalitetslovens § 14 svarer til servicelovens §§
52 og 58 og skal administreres i overensstemmelse hermed.
Ungdomskriminalitetslovens § 23 regulerer varigheden og
opretholdelsen af en afgørelse om tvangsmæssig anbringelse
efter § 14, stk. 2-4. Ungdomskriminalitetsnævnet skal altid,
når nævnet træffer afgørelse om en tvangsmæssig anbrin-
gelse, tage stilling til varigheden og opretholdelsen (genbe-
handlingsfristen), hvilket vil sige tidspunktet for Ungdoms-
kriminalitetsnævnets genbehandling af sagen for at påse, om
betingelserne for den tvangsmæssige anbringelse fortsat er
opfyldt, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 84
som fremsat, side 84.
Varigheden af en anbringelse efter § 14, stk. 2-4, ud over
1 år fra Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse forudsætter
fornyet afgørelse i nævnet, jf. lovens § 23, stk. 1, 1. pkt.
Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, at såfremt barnet
eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden
for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse,
forudsætter opretholdelse af en foranstaltning efter § 14, stk.
2-4, ud over 2 år fra nævnets afgørelse fornyet afgørelse i
nævnet.
Ungdomskriminalitetslovens § 23 svarer til servicelovens
§ 62, stk. 1-4, hvor det dog er kommunens børn- og unge-
udvalg, der har kompetencen. Bestemmelsen skal således
administreres i overensstemmelse hermed.
2.16.1.2. Kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgø-
relse om hjemgivelse efter reglerne i serviceloven
Reglerne om hjemgivelse (dvs. hvis forældremyndigheds-
indehaver ønsker, at barnet eller den unge kommer hjem og
bor igen, eller den unge, der er over 15 år, ikke længere
ønsker at være anbragt eller på initiativ fra kommunen) af
et barn eller en ung, som er anbragt efter ungdomskriminali-
tetslovens § 14, følger af ungdomskriminalitetslovens § 22.
Det er i medfør af lovens § 22, stk. 1, 1. pkt., Ungdomskri-
minalitetsnævnet, som efter forelæggelse fra kommunalbe-
styrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller
en ung, som er anbragt efter lovens § 14, stk. 2 (anbringelse
uden for hjemmet uden samtykke), eller stk. 3 (anbringel-
se uden for hjemmet efter reglerne § 14, stk. 2, selv om
forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15
år, giver samtykke). Forelæggelsen kan ske efter begæring
fra forældremyndighedsindehaverne eller den unge, der er
fyldt 15 år, eller på kommunalbestyrelsens initiativ, jf. be-
stemmelsens 2. pkt.
Lovens § 22, stk. 2, fastsætter, at kommunalbestyrelsens fo-
relæggelse skal indeholde en begrundet stillingtagen til, om
der bør ske hjemgivelse, hjemgivelsesperiodens længde og
indsatsen under og efter hjemgivelsesperioden efter reglerne
i servicelovens § 68, stk. 4.
Formålet med at fastsætte en hjemgivelsesperiode er at hin-
dre, at en hjemgivelse sker pludseligt og uden forberedelse,
så den er til skade for barnets eller den unges trivsel og ud-
vikling. Det kan f.eks. være, at barnet eller den unge er ved
at afslutte et igangværende skole- eller uddannelsesforløb på
anbringelsesstedet, at barnet eller den unge har brug for tid
til at vænne sig til at skulle hjem gennem hyppigere samvær
med forældrene, eller at barnet eller den unge har brug for
tid til at tage ordentligt afsked med venner og omsorgsperso-
ner på anbringelsesstedet, jf. Folketingstidende 2018-19, 1.
samling, A, L 84 som fremsat, side 82.
Bestemmelsens stk. 3 og 4 vedrører kommunalbestyrelsens
mulighed for at afvise at behandle en sag om hjemgivelse
af et anbragt barn eller ung, herunder hvis sagen om hjem-
givelse er under behandling hos Ankestyrelsen eller retten,
med henblik på at sikre stabilitet og ro omkring barnets eller
den unges anbringelse, ligesom det er uhensigtsmæssigt, at
flere instanser behandler sagen på samme tid.
Efter lovens § 22, stk. 5, kan kommunalbestyrelsen efter
reglerne i servicelovens § 68, stk. 1-4, træffe afgørelse om
hjemgivelse af et barn eller en ung anbragt efter § 14, stk.
1, (anbringelse uden for hjemmet med samtykke), hvis for-
ældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år,
samtykker hertil.
Endelig fastsætter bestemmelsens stk. 6 bl.a. nærmere regler
om, at kommunalbestyrelsen efter reglerne i servicelovens §
68, stk. 1-4, kan træffe afgørelse om hjemgivelse af et barn
48
eller en ung anbragt efter § 14, stk. 4 (anbringelse uden for
hjemmet af en ung, der er fyldt 15 år, hvor anbringelsen an-
ses for at være af væsentlig betydning mv.), hvis barnet el-
ler den unge giver samtykke til hjemgivelsen. Kommunalbe-
styrelsen skal straks orientere Ungdomskriminalitetsnævnet,
hvis der træffes afgørelse om hjemgivelse, og kommunalbe-
styrelsen skal ved fastsættelsen af længden af hjemgivelses-
perioden tage hensyn til, at nævnet skal have mulighed for
at gennemgå kommunalbestyrelsens orientering om hjemgi-
velse, jf. stk. 6, 2. og 3. pkt.
De nærmere betingelser for hjemgivelse af et barn eller en
ung efter ungdomskriminalitetslovens § 22 og fastsættelsen
af længden for hjemgivelse fremgår således af servicelovens
§ 68, stk.1-4.
Det følger af servicelovens § 68, stk. 1, at foranstaltninger
efter lovens § 52, stk. 3 (kommunalbestyrelsens iværksættel-
se af hjælp inden for visse typer af tilbud, f.eks. ophold i
dagtilbud eller anbringelse uden for hjemmet på et anbrin-
gelsessted), skal ophøre, når formålet er nået, når de ikke
længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18
år, jf. dog lovens §§ 76 og 76 a (tilbud til unge i alderen 18
til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning
af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er
indforstået hermed).
Det fremgår endvidere af servicelovens § 68, stk. 2, at et
anbragt barn eller en anbragt ung først kan hjemgives, efter
at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om hjemgivel-
se og om hjemgivelsesperiodens længde, jf. stk. 4. I særlige
tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der ikke skal
være en hjemgivelsesperiode.
I tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder
om at få hjemgivet et barn eller en ung, der er anbragt
med samtykke efter lovens § 52, stk. 1, skal kommunalbe-
styrelsen tage stilling til spørgsmålet om hjemgivelse senest
7 dage fra anmodningen fremsættes, jf. § 68, stk. 3. Det
samme gælder, såfremt en ung over 15 år, der er anbragt
med samtykke efter § 52, stk. 1, anmoder om at blive hjem-
givet.
Endelig følger det af lovens § 68, stk. 4, at kommunal-
bestyrelsen skal fastsætte længden af en hjemgivelsesperio-
de. Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder, og
længden skal fastsættes under hensyn til 1) muligheden for
at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller
den unge, 2) forberedelse af eventuel støtte til barnet eller
den unge eller forældrene efter hjemgivelsen efter § 52, stk.
3, nr. 1, 3, 5 eller 6, og 3) kommunens mulighed for at
foretage en vurdering af, om der er grundlag for at træffe
afgørelse efter § 58 eller § 68 a i situationer, hvor forældrene
har tilbagekaldt et samtykke til en frivillig anbringelse efter
lovens § 52, stk. 3, nr. 7.
2.16.2. Justitsministeriets overvejelser
Ungdomskriminalitetsnævnet har over for Justitsministeriet
oplyst, at der i praksis ses at være et uhensigtsmæssigt over-
lap mellem nævnets og Ankestyrelsens kompetence efter
henholdsvis ungdomskriminalitetsloven og serviceloven. Ef-
ter det oplyste har Ankestyrelsen i flere sager vedrørende
anbringelse uden samtykke ændret Ungdomskriminalitets-
nævnets afgørelse, således at der efter ungdomskriminali-
tetslovens § 23 er blevet fastsat en genbehandlingsfrist, der
ligger samtidig med eller efter det tidspunkt, hvor forbed-
ringsforløbet efter Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse
udløber. Ungdomskriminalitetsnævnet har endvidere oplyst,
at Ankestyrelsen i flere sager har truffet afgørelse om, at
en anbringelse skal vare ud over den periode, hvori forbed-
ringsforløbet løber.
Dette skal ses i sammenhæng med retningslinjerne i ”Ud af
kriminalitet og tilbage i trivsel – håndbog til behandling af
sager omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminali-
tet”. Det fremgår af håndbogens kapitel 16 ”Overgang til
det sociale system”, at såfremt et barn eller en ung, der er
anbragt uden for hjemmet efter afgørelse fra Ungdomskrimi-
nalitetsnævnet, fortsat vurderes at skulle være anbragt uden
for hjemmet, vil kommunen skulle træffe fornyet afgørelse
herom eller forelægge en sådan afgørelse for børn- og un-
ge-udvalget. En sådan afgørelse eller forelæggelse bør ske
forud for afslutningen af forbedringsforløbet, så barnet eller
den unge ikke oplever unødige brud i indsatsen ved at blive
hjemgivet for kort tid efter at blive anbragt igen.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at der på området er be-
hov for at tilvejebringe en klarere kompetencefordeling mel-
lem de involverede myndigheder og en tydeligere overgang
fra kriminalitetsforebyggende indsatser iværksat efter ung-
domskriminalitetsloven til sociale indsatser efter servicelo-
ven.
Justitsministeriet vurderer desuden, at den løbende efterpr-
øvelse af grundlaget for tvangsanbringelser bør lovfæstes
med henblik på at styrke retssikkerheden på området og
undgå en forkert administrativ praksis på området. Justits-
ministeriet finder i den forbindelse, at det bør fremgå direk-
te af ungdomskriminalitetslovens § 23 – og ikke alene af
håndbogen – at en anbringelse efter lovens § 14, stk. 2-4,
der af Ungdomskriminalitetsnævnet er fastsat som led i et
forbedringsforløb, alene vil kunne opretholdes efter forbed-
ringsforløbets udløb, hvis kommunens børn- og unge-udvalg
træffer fornyet afgørelse herom efter reglerne i servicelo-
vens § 62.
Herudover har Ungdomskriminalitetsnævnet over for Ju-
stitsministeriet oplyst, at der i praksis er tvivl om, hvem der
træffer afgørelse om hjemgivelse af et anbragt barn eller ung
i en situation, hvor hjemgivelsesprocessen ønskes igangsat i
forbindelse med, at et forbedringsforløb fastsat af Ungdoms-
49
kriminalitetsnævnet efter ungdomskriminalitetslovens § 13
ophører. Det er i praksis tillige uklart, om der bør fastsættes
en hjemgivelsesperiode for et barn eller en ung, hvis forbed-
ringsforløb ophører.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at denne uklarhed hæn-
ger sammen med, at ungdomskriminalitetsloven i dag ikke
i tilstrækkeligt omfang regulerer overgangen fra et forbed-
ringsforløb, som er fastsat i medfør af loven, til det sociale
system.
Justitsministeriet finder derfor, at der bør indsættes et nyt
stk. 7 i ungdomskriminalitetslovens § 22, der fastsætter, at
kommunalbestyrelsen – forud for et forbedringsforløbs op-
hør – har kompetence til at træffe afgørelse om hjemgivelse
efter reglerne i servicelovens § 68, stk. 1-4. Herved sikres
det, at barnet eller den unge ikke oplever unødige brud i
indsatsen. Hensigten med den foreslåede ændring er således
at give kommunalbestyrelsen mulighed for at tilrettelægge
et velovervejet hjemgivelsesforløb for barnet eller den unge,
således at en hjemgivelse efter et forbedringsforløbs ophør
ikke sker pludseligt og uden forberedelse til skade for bar-
nets eller den unges trivsel og udvikling.
2.16.3. Den foreslåede ordning
2.16.3.1. Fastsættelse af genbehandlingsfrister i sager med
tvangsmæssige anbringelser
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 5 i ungdomskriminalitets-
lovens § 23, hvorefter fornyet afgørelse, jf. stk. 1 eller 2,
træffes af kommunens børn- og unge-udvalg efter reglerne
i servicelovens § 62. Samtidig foreslås det at nyaffatte be-
stemmelsens stk. 1 og 2 således, at henvisningen til fornyet
afgørelse i nævnet udgår.
Det foreslåede indebærer, at der ikke skal ske genbehandling
i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis forbedringsforløbet er
udløbet, og at kompetencen til at træffe afgørelse om fortsat
anbringelse fremadrettet ligger hos kommunalbestyrelsen el-
ler børn og unge-udvalget efter serviceloven.
Den foreslåede bestemmelse i ungdomskriminalitetslovens
§ 23, stk. 5, sammenholdt med de foreslåede justeringer af
bestemmelsens stk. 1 og 2, indebærer, at en anbringelse efter
lovens § 14, stk. 2-4, der af Ungdomskriminalitetsnævnet
er fastsat som led i et forbedringsforløb, alene vil kunne
opretholdes efter forbedringsforløbets udløb, hvis kommu-
nens børn- og ungeudvalg træffer fornyet afgørelse herom
efter reglerne i servicelovens § 62. Børn- og unge-udvalgets
fornyede afgørelse skal foreligge inden udløbet af det af
Ungdomskriminalitetsnævnet fastsatte forbedringsforløb.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
6, nr. 12.
2.16.3.2. Kommunalbestyrelsens adgang til at træffe afgø-
relse om hjemgivelse efter reglerne i serviceloven
Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 22 ind-
sættes et nyt stk. 7, hvoraf det følger, at kommunalbestyrel-
sen forud for et forbedringsforløbs ophør, jf. § 13, har kom-
petence til at træffe afgørelse om hjemgivelse efter reglerne
i servicelovens § 68, stk. 1-4.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen inden udløbet
af et af Ungdomskriminalitetsnævnet fastsat forbedringsfor-
løb efter lovens § 13 vil kunne træffe afgørelse om hjem-
givelse efter reglerne i servicelovens § 68, stk. 1-4, som
fastsætter nærmere regler om hjemgivelse af et barn eller en
ung og længden for en hjemgivelsesperiode.
Det forudsættes i den forbindelse, at hjemgivelsesperioden
kan vare op til 6 måneder, og at en hjemgivelse ikke sker
pludseligt og uden forberedelse, så den kan være til skade
for barnets eller den unges trivsel og udvikling, jf. de i
servicelovens § 68, stk. 4, oplistede hensyn.
Det forudsættes endvidere, at Ungdomskriminalitetsnævnet i
forbindelse med kommunalbestyrelsens afgørelse om hjem-
givelse skal orienteres herom.
Det forudsættes endeligt, at kommunalbestyrelsen i forbin-
delse med afgørelse om hjemgivelse, ligeledes skal træffe
afgørelse om anbringelse, således at anbringelsen i den del
af hjemgivelsesperioden, der ligger efter udløb af forbed-
ringsforløbet har hjemmel i serviceloven.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
6, nr. 9.
2.17. Forældremyndighedsindehaverens kompetencer
2.17.1. Gældende ret
Ungdomskriminalitetslovens § 31 indeholder nærmere reg-
ler for den ungefaglige undersøgelse. Det følger af bestem-
melsens stk. 1, 1. pkt. at den ungefaglige undersøgelse gen-
nemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndig-
hedsindehaverne og barnet eller den unge. Efter bestemmel-
sens 2. pkt. skal undersøgelsen gennemføres så skånsomt,
som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende,
end formålet tilsiger.
50
Det fremgår endvidere af lovens § 31, stk. 4, 2. pkt., at
kommunen, såfremt det er nødvendigt, skal lade barnet eller
den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.
Bestemmelsen i ungdomskriminalitetslovens § 31 svarer i
det væsentligste til en børnefaglig undersøgelse efter ser-
vicelovens § 50. Servicelovens § 50, stk. 5, 4. pkt., giver
dog – i modsætning til ungdomskriminalitetslovens § 31 –
endvidere mulighed for, at kommunen kan iværksætte en
psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehave-
ren, som foretages af en autoriseret psykolog.
Det fremgår af bemærkningerne til servicelovens § 50, stk.
5, 4. pkt., jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 68 som frem-
sat, side 25, at bestemmelsen har til formål at sikre, at hvis
kommunen som led i en børnefaglig undersøgelse iværksæt-
ter en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsind-
ehaveren f.eks. for at belyse forældrekompetencer, skal un-
dersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog. Det frem-
går endvidere, at bestemmelsens formål er at øge kvaliteten
af eventuelle psykologiske undersøgelser af forældremyn-
dighedsindehaveren ved børnefaglige undersøgelser med
henblik på at styrke det faglige grundlag for kommunernes
afgørelser om foranstaltninger, herunder i sager om anbrin-
gelse af børn og unge uden for hjemmet uden samtykke.
Det er kommunen, som i medfør af bestemmelsen vurderer,
om der er behov for at iværksætte en psykologisk under-
søgelse af forældremyndighedsindehaveren som led i den
børnefaglige undersøgelse, jf. nærmere Folketingstidende
2019-20, L 68 som fremsat, side 28.
Bestemmelsen i ungdomskriminalitetslovens § 33 vedrører
resultatet af den ungefaglige undersøgelse, som kommunal-
bestyrelsen har iværksat. Det følger af bestemmelsens 1.
pkt., at den ungefaglige undersøgelse skal resultere i en
begrundet indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at
iværksætte foranstaltninger om en straksreaktion, et forbed-
ringsforløb eller en anbringelse uden for hjemmet efter §§
12-14, jf. § 34.
Det følger endvidere af lovens § 33, 2. pkt., at der, hvis
barnet eller den unge i forvejen er underlagt foranstaltnin-
ger efter § 52 i serviceloven (kommunens afgørelse om at
iværksætte hjælp inden for forskellige typer af tilbud, herun-
der bl.a. ophold i dagtilbud eller lignende), desuden skal
tages stilling til, om disse foranstaltninger bør videreføres.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 2018-19, 1. samling, A, L 84 som fremsat, side
97, at det skal vurderes, om den umiddelbare vurdering af
barnets eller den unges behov for støtte bakkes op af resulta-
terne af den ungefaglige undersøgelse, ligesom der i beslut-
ningen om, hvilken konkret støtte der skal iværksættes, skal
tages højde for, hvis barnet eller den unge allerede er under-
lagt foranstaltninger, som det kan være hensigtsmæssigt at
fortsætte.
Derudover følger det af § 33, 3. pkt., at indstillingen skal in-
deholde oplysninger om, hvordan forældremyndighedsinde-
haverne og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltnin-
gerne, og om forhold i familien eller i dennes omgivelser
kan bidrage til at bringe barnet eller den unge tilbage i
trivsel. Bestemmelsen har bl.a. til formål at tydeliggøre, om
der ses enighed og motivation hos barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaverne til den givne foranstaltning
og sikre, at der redegøres for de forhold, der taler for, at
en foranstaltning er egnet, jf. nærmere Folketingstidende
2018-19, 1. samling, A, L 84 som fremsat, side 97.
Bestemmelsen i ungdomskriminalitetslovens § 34 vedrører
indholdet af kommunens indstilling til brug for Ungdoms-
kriminalitetsnævnets afgørelse.
Det følger af § 34, stk. 1, at indstillingen til Ungdomskrimi-
nalitetsnævnet skal omfatte den ungefaglige undersøgelse,
jf. § 31, herunder en beskrivelse af de foranstaltninger, jf. §§
12-14, som foreslås iværksat.
Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 2, at en indstil-
ling om anbringelse uden for hjemmet, jf. §14 eller § 14, jf.
§§ 15-17, herudover skal indeholde 1) en beskrivelse af, at
betingelserne for anbringelse i § 14 eller i § 14, jf. §§ 15-17,
anses for opfyldt, og af de ressourcer hos den unge, familien
og netværket, som kan bidrage til at bringe barnet eller den
unge tilbage i trivsel under anbringelsen, 2) en beskrivelse
af den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet
eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden
for hjemmet og i tiden derefter, og 3) den unges holdning til
den påtænkte anbringelse.
Efter § 34, stk. 3, 1. pkt., skal indstillingen indeholde oplys-
ning om, hvorvidt kommunen indstiller, at der skal indkal-
des ressourcepersoner til mødet, og barnets eller den unges
og forældremyndighedsindehavernes holdning hertil. Ende-
lig følger det af § 34, stk. 3, 2. pkt., at hvis barnet eller
den unge eller forældremyndighedsindehaverne har anmodet
om deltagelse af ressourcepersoner, som kommunen ikke
indstiller, skal dette og begrundelsen herfor fremgå af ind-
stillingen.
Bestemmelsen i ungdomskriminalitetslovens § 34 svarer i
det væsentligste til servicelovens § 59, som fastsætter krav
til, hvad kommunens indstilling til børn- og unge-udvalget
om anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens § 58
skal omfatte. Servicelovens § 59, stk. 1, nr. 2, indeholder
dog endvidere et krav om, at kommunen ved indstilling om
anbringelse uden for hjemmet har foretaget en vurdering af
forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at vareta-
ge omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om
51
barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp
og støtte efter serviceloven eller anden relevant lovgivning.
Det fremgår i den forbindelse af bemærkningerne til bestem-
melsen, jf. nærmere Folketingstidende 2018-19, 1. samling,
A, L 84 som fremsat, side 24, at det forudsættes, at vur-
deringen af forældremyndighedsindehaverens kompetencer
foretages på grundlag af den børnefaglige undersøgelse og
sagens oplysning i øvrigt. Det fremgår endvidere, at kom-
munen skal sammenfatte de relevante eksisterende oplysnin-
ger i den børnefaglig undersøgelse og sagen i øvrigt, så det
sikres, at kommunens samlede vurdering af forældremyn-
dighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg for
barnet eller den unge, herunder med støtte, fremgår tydeligt
af indstillingen til børn- og unge-udvalget, så udvalget ik-
ke selv skal uddrage disse, jf. nærmere Folketingstidende
2018-19, 1. samling, A, L 84 som fremsat, side 24.
2.17.2. Justitsministeriets overvejelser
Ungdomskriminalitetsloven giver ikke i dag mulighed for,
at der i forbindelse med den ungefaglige undersøgelse ef-
ter lovens § 31 kan foretages en psykologisk undersøgel-
se af forældremyndighedsindehaveren. Ligeledes indeholder
ungdomskriminalitetsloven ikke direkte krav om, at der i
kommunalbestyrelsens indstilling til Ungdomskriminalitets-
nævnet om anbringelse uden for hjemmet skal indgå en
vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer
til at drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd
om barnets eller den unges særlige behov.
Justitsministeriet finder, at det i visse sager kan være hen-
sigtsmæssigt, at der foretages en psykologisk undersøgelse
af forældremyndighedsindehaveren, herunder særligt i de
sager hvor barnets eller den unges familieforhold skal be-
lyses i den ungefaglige undersøgelse. En psykologisk un-
dersøgelse af forældremyndighedsindehaveren vil endvidere
efter Justitsministeriets opfattelse kunne bidrage positivt til
at få belyst barnets eller den unges familieforhold, ligesom
en hensigtsmæssig tilrettelagt inddragelse af forældremyn-
dighedsindehaveren vil kunne styrke den ungefaglige under-
søgelses kvalitet.
Justitsministeriet finder, at den pågældende ordning bør gen-
nemføres ved at indsætte et 3. pkt. i ungdomskriminalitets-
lovens § 31, stk. 4, der giver kommunen mulighed for at
iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndig-
hedsindehaveren. Det bør i den forbindelse fastsættes, at
den psykologiske undersøgelse vil skulle foretages af en
autoriseret psykolog.
Justitsministeriet finder samtidig, at det i ungdomskriminali-
tetslovens § 34, stk. 2, bør fastsættes, at kommunalbestyrel-
sens indstilling til Ungdomskriminalitetsnævnet om anbrin-
gelse uden for hjemmet endvidere skal indeholde en vurde-
ring af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at
drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd om
barnets eller den unges særlige behov.
Herved sikres der dokumentation for, hvilke forhold hos for-
ældremyndighedsindehaveren kommunalbestyrelsen lægger
vægt på og/eller vurderer som udslagsgivende for indstillin-
gen om anbringelse uden samtykke. Dette vurderes samtidig
at ville styrke forældremyndighedsindehavernes retssikker-
hed.
De foreslåede ændringer vil samtidig indebære, at retstil-
standen efter ungdomskriminalitetsloven i højere grad svarer
til serviceloven.
2.17.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 31, stk.
4, indsættes et 3. pkt., hvorefter kommunen kan iværksætte
en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindeha-
veren. Iværksætter kommunen en sådan undersøgelse, skal
den foretages af en autoriseret psykolog.
Forslaget indebærer, at kommunen som led i den ungefag-
lige undersøgelse vil kunne iværksætte en psykologisk un-
dersøgelse af forældremyndighedsindehaveren. Forslaget in-
debærer samtidig, at hvis kommunen iværksætter en sådan
undersøgelse, vil det skulle være en autoriseret psykolog,
som foretager undersøgelsen. Dette kan f.eks. være relevant
for at belyse forældremyndighedsindehaverens kompetencer
til at drage omsorg for barnet eller den unge og tage hånd
om den pågældendes særlige behov.
Baggrunden for, at den psykologiske undersøgelse af foræl-
dremyndighedsindehaveren skal foretages af en autoriseret
psykolog, er, at lov om psykologer m.v., jf. lovbekendtgø-
relse nr. 1534 af 1. juli 2021, fastsætter en række faglige
krav, som psykologer skal leve op til at for kunne meddeles
autorisation, ligesom autoriserede psykologer har pligt til
bl.a. at udvise omhu og være upartiske ved udfærdigelse af
erklæringer, som de afgiver i deres egenskab af autoriserede
psykologer, jf. § 16 i lov om psykologer. Autoriserede psy-
kologer er endvidere underlagt Psykolognævnets tilsyn og
tilsynsforanstaltninger, jf. lovens kapitel 1 b.
Den psykologiske undersøgelse vil så vidt muligt skulle
gennemføres i samarbejde med den pågældende forældre-
myndighedsindehaver og barnet eller den unge, jf. ung-
domskriminalitetslovens § 31, stk. 1. Bestemmelsen vil såle-
des ikke give kommunen mulighed for at iværksætte en psy-
kologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren
ved brug af en autoriseret psykolog, hvis der ikke foreligger
samtykke hertil fra forældremyndighedsindehaveren.
Den foreslåede bestemmelse i ungdomskriminalitetslovens
52
§ 31, stk. 4, 3. pkt., vil herefter indholdsmæssigt svare til
servicelovens § 50, stk. 5, 4. pkt.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Det foreslås endvidere at indsætte et nyt nr. 4 i ungdomskri-
minalitetslovens § 34, stk. 2, hvorefter en vurdering af for-
ældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage
omsorgen for barnet eller den unges særlige behov, herunder
med hjælp og støtte efter serviceloven eller anden relevant
lovgivning, skal indgå i en indstilling om anbringelse uden
for hjemmet efter lovens § 14 eller § 14, jf. §§ 15-17.
Det forudsættes, at vurderingen af forældremyndighedsinde-
haverens kompetencer vil kunne foretages på grundlag af
den ungefaglige undersøgelse og sagens oplysning i øvrigt,
og uden at kommunen vil skulle foretage en række supple-
rende undersøgelser mv., som kommunen ikke også foreta-
ger efter de gældende regler. Det bemærkes i den forbindel-
se, at kommunalbestyrelsen allerede efter de gældende reg-
ler i ungdomskriminalitetslovens § 32, stk. 2, er forpligtet til
at anlægge en helhedsvurdering, der som udgangspunkt bl.a.
skal omfatte barnets eller den unges udvikling og adfærd,
familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold
og venskaber og andre relevante forhold. Kommunalbesty-
relsen er endvidere allerede efter gældende ret forpligtet til
at afdække ressourcer og problemer hos barnet eller den
unge, familien og netværket, jf. lovens § 31, stk. 3, 1. pkt.
Den foreslåede ændring vil således alene betyde, at kommu-
nalbestyrelsen skal sammenfatte de relevante eksisterende
oplysninger i den ungefaglig undersøgelse og sagen i øvrigt,
så det sikres, at kommunens samlede vurdering af forældre-
myndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg
for barnet eller den unge, herunder med støtte, fremgår ty-
deligt af indstillingen til Ungdomskriminalitetsnævnet. Det-
te skal sikre, at forældremyndighedsindehaverens retssikker-
hed og grundlaget for kommunalbestyrelsens og børn- og
unge-udvalgets afgørelse styrkes.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand. Det bemærkes i den forbindelse
særligt, at den foreslåede ordning således ikke vil medføre
ændringer af kravene til en ungefaglig undersøgelse efter
ungdomskriminalitetslovens § 31, herunder til kommunalbe-
styrelsens undersøgelse af barnets eller den unges familie-
forhold og afdækning af ressourcer og problemer hos barnet
eller den unge og familien. Det vil således fortsat være op til
kommunen ud fra en konkret og individuel vurdering at tage
stilling til, hvordan disse forhold i en given sag skal belyses,
herunder om der eventuelt er behov for at foretage f.eks.
en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindeha-
verens forældrekompetencer.
Den foreslåede bestemmelse i ungdomskriminalitetslovens
§ 34, stk. 2, nr. 4, vil herefter i det væsentligste svare til
servicelovens § 59.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
6, nr. 13 og nr. 15.
2.18. Præcisering af retsgrundlaget for danske myndig-
heders og domstoles samarbejde med EPPO
2.18.1. Gældende ret
Der er en række muligheder for, at danske myndigheder og
domstolene kan anmode om og yde retshjælp til andre lan-
des myndigheder. Visse af disse er kommet til udtryk i rets-
akter vedtaget i Europarådet, herunder Europarådets kon-
vention om gensidig retshjælp, samt i EU-retshjælpskonven-
tionen. Der findes også en række øvrige regler vedrørende
samarbejdet på det strafferetlige område mellem EU-med-
lemsstater, herunder Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA
af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om pro-
cedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, Rådets
rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyr-
delse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning
af formuegoder eller bevismateriale og Rådets rammeafgø-
relse 2009/948/RIA af 30. november 2009 om forebyggelse
og bilæggelse af konflikter om udøvelse af jurisdiktion i
straffesager. Implementeringen af de nævnte regler i dansk
ret omtales nedenfor under de enkelte retsakter. Det bemær-
kes, at opregningen af de nævnte regler vedrørende rets-
hjælpssamarbejde ikke er udtømmende.
Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) har i medfør
af Rådets forordning 2017/1939 af 12. oktober 2017 om
gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse
af Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO-forordnin-
gen) mulighed for at overtage efterforsknings- og retsfor-
følgningskompetencen fra de EU-medlemsstater, der delta-
ger i samarbejdet om EPPO, vedrørende lovovertrædelser,
der skader Unionens finansielle interesser. Hidtil har 22 EU-
medlemslande tilsluttet sig det forstærkede samarbejde om
EPPO.
Danmark har ikke mulighed for at deltage i det forstærkede
samarbejde, da EPPO-forordningen er omfattet af retsforbe-
holdet, hvilket indebærer, at den ikke er bindende for eller
finder anvendelse i Danmark.
I det følgende redegøres for EPPO, herunder rammerne for
EPPO’s samarbejde med EU-medlemsstater, der ikke delta-
ger i EPPO, samt i relevant omfang for retsgrundlaget for
Danmarks samarbejde med øvrige EU-lande på det straffe-
retlige område.
2.18.1.1. EPPO-forordningen
53
Ved Rådets forordning 2017/1939 af 12. oktober 2017 om
gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af
Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) blev oprettet
en uafhængig anklagemyndighed i Den Europæiske Union,
som har kompetence til at efterforske og retsforfølge lov-
overtrædelser, der skader Unionens finansielle interesser.
EPPO er oprettet som et EU-organ, jf. EPPO-forordningens
artikel 3, stk. 1, og er uafhængig, jf. artikel 6.
EPPO har to niveauer. Det centrale niveau udgøres af et
centralt kontor ved EPPO᾽s hovedsæde, og det centrale
kontor udgøres af kollegiet, de permanente afdelinger, den
europæiske chefanklager, de europæiske vicechefanklagere,
de europæiske anklagere og den administrerende direktør,
jf. artikel 8, stk. 3. Det decentrale niveau udgøres af europæ-
iske delegerede anklagere, der befinder sig i medlemsstater-
ne, jf. artikel 8, stk. 4. De europæiske delegerede anklagere
handler på vegne af EPPO i deres respektive medlemsstater
og har samme beføjelser som de nationale anklagere med
hensyn til efterforskning, retsforfølgning og indbringelse af
sager for domstolene, ud over og med forbehold af de spe-
cifikke beføjelser og den status, som de tildeles, og på de
betingelser, der fastsættes i forordningen, jf. artikel 13, stk.
1.
De europæiske delegerede anklagere følger de anvisninger
og instrukser, som den permanente afdeling, som er ansvar-
lig for sagen, giver dem, samt instrukserne fra den tilsynsfø-
rende europæiske anklager, jf. artikel 13, stk. 2.
EPPO’s saglige kompetence er beskrevet i artikel 22 i EP-
PO-forordningen. Det fremgår bl.a. heraf, at EPPO som
udgangspunkt har kompetence med hensyn til de strafbare
handlinger til skade for Unionens finansielle interesser, som
fremgår af direktiv (EU) 2017/1371 om strafferetlig bekæm-
pelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle
interesser som gennemført i national ret, jf. artikel 22, stk.
1. EPPO’s territoriale og personelle kompetence er beskre-
vet i artikel 23, hvor det fremgår, at EPPO bl.a. har kompe-
tence, hvor en lovovertrædelse helt eller delvis blev begået
på en eller flere medlemsstaters område.
EPPO-forordningen bygger på en ordning med delt kompe-
tence mellem EPPO og de nationale myndigheder for så vidt
angår bekæmpelse af lovovertrædelser, der skader Unionens
finansielle interesser. Hvis EPPO beslutter at udøve sin
kompetence, udøver de kompetente nationale myndigheder
ikke deres egen kompetence i forbindelse med den samme
strafbare adfærd, jf. artikel 25, stk. 1.
Det fremgår af EPPO-forordningens artikel 105, stk. 3, om
forbindelser med EU-medlemsstater, der ikke deltager i et
forstærket samarbejde om oprettelse af EPPO, at de med-
lemsstater, der deltager i det forstærkede samarbejde om
EPPO, underretter EPPO som kompetent myndighed med
henblik på gennemførelse af gældende EU-retsakter om ret-
ligt samarbejde i straffesager, der henhører under EPPO’s
kompetence, i deres forbindelser med EU-medlemsstater,
der ikke deltager i et forstærket samarbejde om oprettelse af
EPPO. Det er således forudsat i EPPO-forordningen, at ik-
ke-deltagende medlemsstater som Danmark vil skulle sam-
arbejde med EPPO på grundlag af de allerede eksisterende
EU-retsakter, som hidtil har dannet grundlag for danske
myndigheders samarbejde med andre EU-medlemsstaters
myndigheder på området for gensidig retshjælp i straffesa-
ger.
Der arbejdes aktuelt på at indgå en samarbejdsaftale med
EPPO, der skal sikre klare rammer for samarbejdet med
EPPO. Denne samarbejdsaftale forventes ligeledes at være
baseret på en forudsætning om, at samarbejdet med EPPO
sker på grundlag af de allerede eksisterende retsakter, som
er baggrunden for danske myndigheders samarbejde med
andre EU-medlemsstater på området for gensidig retshjælp
i straffesager. Grundlaget for aftaleudkastet er EPPO-forord-
ningens artikel 99, stk. 3, hvoraf det fremgår, at EPPO kan
indgå samarbejdsordninger med bl.a. myndigheder i de EU-
medlemsstater, der ikke deltager i et forstærket samarbejde
om oprettelse af EPPO, og artikel 105, stk. 3, om forbindel-
ser med EU-medlemsstater, der ikke deltager i et forstær-
ket samarbejde om oprettelse af EPPO, hvoraf det som
nævnt følger, at de deltagende medlemsstater underretter
EPPO som kompetent myndighed med henblik på gennem-
førelse af gældende EU-retsakter om retligt samarbejde i
straffesager, der henhører under EPPO’s kompetence, i deres
forbindelser med EU-medlemsstater, der ikke deltager i et
forstærket samarbejde om oprettelse af EPPO. Ifølge EPPO-
forordningens artikel 99, stk. 3, skal de nævnte samarbejds-
ordninger være af teknisk og/eller operationel karakter og
navnlig tage sigte på at lette samarbejdet og udvekslingen af
oplysninger mellem parterne i ordningerne, og samarbejds-
ordningerne må ikke have retligt bindende virkninger for
Unionen eller dens medlemsstater.
I det følgende omtales en række af de retsakter, der skal lig-
ge til grund for samarbejdet mellem danske myndigheder og
domstole og EPPO, og reguleringen heri af, hvilke myndig-
heder der er kompetente til at anmode om og yde retshjælp.
2.18.1.2. Europarådets konvention om gensidig retshjælp
samt EU-retshjælpskonventionen
Anmodninger mellem Europarådslande, herunder EU-lan-
de, om gensidig retshjælp i straffesager kan fremsættes på
grundlag af bl.a. den europæiske konvention af 20. april
1959 om gensidig retshjælp i straffesager (1959-konventio-
nen), jf. bekendtgørelse nr. 18 af 17. juli 1963 (Lovtidende
C), med tilhørende tillægsprotokol af 17. marts 1978 (1978-
tillægsprotokollen), jf. bekendtgørelse nr. 82 af 4. september
1986 (Lovtidende C), og tillægsprotokol af 8. november
54
2001 (2001-tillægsprotokollen), jf. bekendtgørelse af 12. juli
2007.
Hverken 1959-konventionen eller 1978-tillægsprotokollen
er selvstændigt inkorporeret i dansk lovgivning, men det er
fastslået i retspraksis, at retsanmodninger, der har karakter
af straffeprocessuelle tvangsindgreb, f.eks. beslaglæggelse
af bevismidler til brug for straffesager i udlandet, kan iværk-
sættes med hjemmel i retsplejeloven eller dennes analogi,
idet det afgørende er, om foranstaltningen ville kunne fore-
tages i en tilsvarende straffesag her i landet, jf. pkt. 2 i
de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 141, frem-
sat den 27. februar 2002, jf. Folketingstidende 2001-2002
(2. samling), tillæg A, side 3339. Gennemførelsen af 2001-
tillægsprotokollen i dansk ret krævede visse lovændringer,
der blev vedtaget ved lov nr. 258 af 8. maj 2002 om æn-
dring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence-
og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om internatio-
nal fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af EU-rets-
hjælpskonventionen, den 2. tillægsprotokol til Europarådets
retshjælpskonvention og EU-rammeafgørelse om fælles ef-
terforskningshold).
Den 29. maj 2000 vedtog og undertegnede EU-landene en
konvention om gensidig retshjælp i straffesager (2000-kon-
ventionen), der supplerer Europarådets konvention og be-
stemmelserne om gensidig retshjælp i straffesager i Schen-
gen-konventionen. Formålet med 2000-konventionen er at
styrke det retlige samarbejde mellem EU-landene, navnlig
ved at gøre samarbejdet mere smidigt og effektivt. Gennem-
førelsen af 2000-konventionen i dansk ret krævede ligeledes
visse lovændringer, herunder ændringer af retsplejeloven,
der blev vedtaget ved lov nr. 258 af 8. maj 2002 om
ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurren-
ce- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om inter-
national fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af EU-
retshjælpskonventionen, den 2. tillægsprotokol til Europarå-
dets retshjælpskonvention og EU-rammeafgørelse om fælles
efterforskningshold). Den 16. oktober 2001 tiltrådte bl.a.
Danmark en tillægsprotokol til 2000-konventionen (2001-
tillægsprotokollen).
2.18.1.3. Øvrige relevante retsakter om samarbejde mellem
EU-medlemsstaterne på det strafferetlige område
Der findes en række EU-retsakter, der vedrører samarbejdet
mellem EU-medlemsstaterne på det strafferetlige område,
og som ligeledes har snitflader til samarbejdet med EPPO.
Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 re-
gulerer den europæiske arrestordre og procedurerne for
overgivelse mellem medlemsstaterne. Rammeafgørelsen er
gennemført i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003
om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov
om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge
og Sverige (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den
europæiske arrestordre m.v., der er en ændringslov til den
dagældende udleveringslov. Den dagældende udleveringslov
blev ved lov nr. 117 af 11. februar 2020 erstattet af en ny
udleveringslov.
Den 22. juli 2003 vedtog Rådet rammeafgørelse
2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Euro-
pæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder
eller bevismateriale. Rammeafgørelsen trådte i kraft den 2.
august 2003. Rammeafgørelsen er gennemført i dansk ret
ved lov nr. 1434 af 22. december 2004 om fuldbyrdelse
af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union
(EU-fuldbyrdelsesloven).
Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA af 30. november
2009 om forebyggelse og bilæggelse af konflikter om udø-
velse af jurisdiktion i straffesager tager sigte på at forebygge
situationer, hvor den samme person er genstand for paral-
lelle straffesager i forskellige medlemsstater vedrørende de
samme faktiske forhold, ved at indføre en mekanisme, som
løser tilfælde, hvor to eller flere medlemsstater har jurisdik-
tion i forhold til en lovovertrædelse og ønsker at benytte
deres jurisdiktion til at foretage retsforfølgning. Rammeaf-
gørelsen fastlægger således proceduren for, hvordan kompe-
tente myndigheder kontakter hinanden, når der er rimelig
grund til at antage, at der føres en parallel straffesag i et
andet EU-land. Den fastsætter også rammen for, hvordan
disse myndigheder kan indlede direkte høringer, hvis der
foreligger parallelle sager, med henblik på at finde en løs-
ning, der kan forhindre de negative konsekvenser af sådanne
parallelle sager.
Dansk rets bestemmelser om dansk straffemyndighed findes
i straffelovens §§ 6-12, som bygger på grundlæggende ju-
risdiktionsprincipper, som også kendes fra lovgivningen i
andre EU-medlemsstater. Herudover indeholder dansk lov-
givning ikke bestemmelser om, hvorvidt det er Danmark
eller et andet land, der skal indlede retsforfølgning i forhold
til en strafbar handling, som er omfattet af både dansk og
udenlandsk straffemyndighed.
Rigsadvokaten vurderede i forbindelse med rammeafgørel-
sens vedtagelse, at principperne i rammeafgørelsen allerede
blev efterlevet i praksis i anklagemyndigheden. Rigsadvo-
katen har på baggrund af rammeafgørelsen udarbejdet et
afsnit i Rigsadvokatmeddelelsen om Konkurrerende straffe-
myndighed i internationale straffesager, som har til formål at
give en samlet beskrivelse af, hvordan anklagemyndigheden
skal håndtere viden om, at en straffesag samtidig føres i
et eller flere lande ud over Danmark (cirkulæreskrivelse nr.
10503 af 15. september 2016).
2.18.1.4. EPPO’s status i henhold til retsakterne på området
for gensidig retshjælp i straffesager
De ovenfor gennemgåede retsakter (den europæiske konven-
55
tion af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager,
konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straf-
fesager, Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni
2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne
for overgivelse mellem medlemsstaterne, Rådets rammeaf-
gørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyrdelse i
Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af
formuegoder eller bevismateriale og Rådets rammeafgørel-
se 2009/948/RIA af 30. november 2009 om forebyggelse
og bilæggelse af konflikter om udøvelse af jurisdiktion i
straffesager) og den relevante implementering heraf er ved-
taget inden oprettelsen af EPPO. Der tages derfor ikke i
de pågældende regler stilling til EPPO som en kompetent
myndighed.
Som omtalt under pkt. 2.18.1.1 i de almindelige bemærknin-
ger, fremgår det dog af EPPO-forordningens artikel 105, stk.
3, om forbindelser med EU-medlemsstater, der ikke deltager
i et forstærket samarbejde om oprettelse af EPPO, at de
deltagende medlemsstater underretter EPPO som kompetent
myndighed med henblik på gennemførelse af gældende EU-
retsakter om retligt samarbejde i straffesager, der henhører
under EPPO’s kompetence, i deres forbindelser med EU-
medlemsstater, der ikke deltager i et forstærket samarbejde
om oprettelse af EPPO.
EPPO-forordningen er som nævnt omfattet af retsforbehol-
det, hvilket indebærer, at den ikke er bindende for eller
finder anvendelse i Danmark.
2.18.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår af gennemgangen under pkt. 2.18.1 i de
almindelige bemærkninger, findes der en række regler, der
danner baggrund for, at danske myndigheder og domstole
kan anmode om retshjælp fra andre landes myndigheder og
tilsvarende yde retshjælp til andre landes myndigheder. Som
det ligeledes fremgår under pkt. 2.18.1 i de almindelige
bemærkninger, har EPPO mulighed for at overtage efter-
forsknings- og retsforfølgningskompetencen fra de EU-med-
lemsstater, der deltager i samarbejdet om EPPO, vedrøren-
de lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle inte-
resser. Hidtil har 22 EU-medlemsstater tilsluttet sig dette
forstærkede samarbejde. Danmark har ikke mulighed for
at deltage i det forstærkede samarbejde, da EPPO-forordnin-
gen er omfattet af retsforbeholdet, hvilket indebærer, at den
ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark.
EPPO-forordningen bygger på en forudsætning om, at ikke-
deltagende medlemsstater som Danmark vil samarbejde med
EPPO på grundlag af de allerede eksisterende EU-retsakter,
som danner grundlag for danske myndigheders samarbejde
med andre EU-medlemsstater på området for gensidig rets-
hjælp i straffesager, jf. herved også gennemgangen under
pkt. 2.18.1.4. i de almindelige bemærkninger. Den samar-
bejdsaftale, der aktuelt forhandles om med EPPO, jf. pkt.
2.18.1 i de almindelige bemærkninger, forventes ligeledes
at være baseret på en forudsætning om, at samarbejdet med
EPPO sker på baggrund af de allerede eksisterende retsakter,
som danner grundlag for danske myndigheders samarbejde
med andre EU-medlemsstater på området for gensidig rets-
hjælp i straffesager, navnlig den europæiske konvention af
20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager, EU-rets-
hjælpskonventionen, Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA
af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om pro-
cedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, Rådets
rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli 2003 om fuldbyr-
delse i Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning
af formuegoder eller bevismateriale og Rådets rammeafgø-
relse 2009/948/RIA af 30. november 2009 om forebyggelse
og bilæggelse af konflikter om udøvelse af jurisdiktion i
straffesager.
Som nævnt finder EPPO-forordningen ikke anvendelse i
Danmark, hvorfor grundlaget for danske myndigheders og
domstolenes samarbejde med EPPO skal findes i de på-
gældende eksisterende retsakter, implementeringen heraf i
dansk ret og dansk ret i øvrigt.
Det er i den forbindelse Justitsministeriets vurdering, at rets-
grundlaget bør præciseres, således at der skabes en klar
lovhjemmel til, at danske myndigheder og domstole kan
samarbejde med EPPO som kompetent myndighed inden for
rammerne af den regulering, der danner grundlag for danske
myndigheders samarbejde med andre EU-medlemsstater på
området for gensidig retshjælp i straffesager.
2.18.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås på den baggrund, at det præciseres, at danske
myndigheder og domstole kan behandle anmodninger om
retshjælp fra og fremsende anmodninger om retshjælp til
Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) efter alminde-
lige regler om staters gensidige retshjælp i straffesager. Det
foreslås endvidere, at justitsministeren kan fastsætte nærme-
re regler herom.
Når der i den foreslåede bestemmelse henvises til de almin-
delige regler om staters gensidige retshjælp i straffesager,
menes der hermed de eksisterende regler, som er gennem-
gået overordnet ovenfor under punkt 2.18.1, herunder de
nævnte eksisterende Europaråds- og EU-retsakter samt den
nationale lovgivning, der i relevant omfang implementerer
disse. Eventuelle fremtidige regler om staters gensidige rets-
hjælp i straffesager vil dog også være omfattet af bestem-
melsen.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil alene kunne
anvendes til at fastsætte regler om, hvornår der kan samar-
bejdes med EPPO som kompetent myndighed i henhold til
de pågældende regler, dvs. til at klargøre, hvornår der efter
de almindelige regler om gensidig retshjælp i straffesager
(sammenholdt med den foreslåede bestemmelse) kan samar-
56
bejdes med EPPO. I den forbindelse kan der bl.a. afklares
praktiske spørgsmål med tilknytning til samarbejdet med
EPPO, navnlig proceduremæssige spørgsmål om, i hvilke
tilfælde der efter de gældende regler skal samarbejdes med
EPPO, og i så fald hvordan, og i hvilke tilfælde der efter
de gældende regler fortsat skal samarbejdes med de enkelte
medlemsstaters myndigheder.
Ordningen er således baseret på, at samarbejdet med EPPO
skal ske på grundlag af de allerede eksisterende regler, som
danner grundlag for danske myndigheders samarbejde med
andre EU-medlemsstaters myndigheder på området for gen-
sidig retshjælp i straffesager, jf. herved også gennemgangen
under pkt. 2.18.1 i de almindelige bemærkninger, samt even-
tuelle nye regler herom.
Hvad angår det fremtidige samarbejde mellem Danmark og
EPPO i henhold til retshjælpskonventionerne, forventes det
på den baggrund, at justitsministeren vil fastsætte nærmere
regler om, at EPPO kan anses for kompetent myndighed i
henhold til disse konventioner og den nationale lovgivning,
der i relevant omfang implementerer disse.
Hvad angår det fremtidige samarbejde mellem Danmark og
EPPO i henhold til de øvrige retsakter, der er nævnt oven-
for under punkt 2.18.1 (det vil sige Rådets rammeafgørelse
2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrest-
ordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlems-
staterne, Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli
2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser
om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og Rå-
dets rammeafgørelse 2009/948/RIA af 30. november 2009
om forebyggelse og bilæggelse af konflikter om udøvelse af
jurisdiktion i straffesager), forventes det, at justitsministeren
vil fastsætte nærmere regler om, at EPPO kan anses for
kompetent myndighed i henhold til disse retsakter og den
nationale lovgivning, der i relevant omfang implementerer
disse.
3. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention
Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
(EMRK) artikel 10, stk. 1, har enhver ret til ytringsfri-
hed. Artikel 10 omfatter udtrykkeligt såvel ytringer i form af
oplysninger om faktiske forhold som tilkendegivelser af per-
sonlige meninger. Beskyttelsen omfatter dog ifølge praksis
fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke ytrin-
ger, der truer med eller tilskynder til vold, eller ytringer, der
er udtryk for ekstremt had eller forhånelse af andre persong-
rupper.
Beskyttelse af ytringsfriheden efter artikel 10 er ikke ube-
grænset. Der kan foretages indgreb i ytringsfriheden, hvis
indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et de-
mokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed,
territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge
uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sæ-
deligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller
rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplys-
ninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartisk-
hed, jf. artikel 10, stk. 2.
Justitsministeriet finder, at lovforslagets § 2, nr. 8-10 (for-
slag til ændring af retsplejelovens § 791 d om blokering af
hjemmesider), vil kunne indebære indgreb i rettighederne
efter EMRK artikel 10, jf. Den Europæiske Menneskerettig-
hedsdomstols dom af 18. december 2012 i sagen Ahmet
Yildirim mod Tyrkiet og dom af 1. december 2015 i sagen
Cengiz m.fl. mod Tyrkiet. Det er imidlertid Justitsministeri-
ets vurdering, at ændringerne kan gennemføres inden for
rammerne af denne artikel. Der er herved lagt vægt på, at
der med den foreslåede bestemmelse indføres lovhjemmel
for indgrebene, som forfølger en række saglige formål, her-
under forebyggelse af uorden eller forbrydelse.
Ved vurderingen af, om den foreslåede bestemmelse er nød-
vendig i et demokratisk samfund (proportional), er der lagt
vægt på, at der gælder en række betingelser for blokering af
en hjemmeside. Ifølge den foreslåede ændring af retsplejelo-
vens § 791 d, stk. 1, skal der således være grund til at anta-
ge, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af en af de
nævnte straffelovsbestemmelser. Endvidere fastslår retsple-
jelovens § 791 d, stk. 3, et proportionalitetsprincip, hvorefter
blokering ikke må foretages, hvis den står i misforhold til
sagens betydning og den ulempe, indgrebet må antages at
medføre. Som det fremgår af pkt. 2.1.3 ovenfor, vil der
således skulle foretages en proportionalitetsafvejning, inden
der træffes afgørelse om blokering.
Det vil bl.a. skulle indgå i denne vurdering, at det på nu-
værende tidspunkt alene er teknisk muligt ved hjælp af
DNS-blokering at blokere en hel hjemmeside, selvom det
kun er en del af indholdet på hjemmesiden, der udgør en
lovovertrædelse omfattet af den foreslåede ordning. Det in-
debærer, at det f.eks. ikke med en DNS-blokering er muligt
at blokere en profil på et socialt medie, og det må derfor
generelt antages at være et uproportionalt indgreb at blokere
hele det sociale medie. I den forbindelse kan der henvises
til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af
18. december 2012 i sagen Ahmet Yildirim mod Tyrkiet,
hvor Domstolen fandt, at det var i strid med legalitetskravet
i EMRK artikel 10 at blokere al adgang til hostingsiden
Google Sites med henvisning til indholdet på en enkelt
brugers webside, som Google Sites hostede. Det må antages
at følge af dommen, at der ved vurderingen af, om der kan
ske blokering af en hjemmeside, bl.a. skal tages hensyn til
mængden af information, der gøres utilgængelig, og den
afledte effekt af blokeringen (præmis 66).
Det forudsættes endvidere, at politiet – hvis politiet bliver
57
bekendt med, at grundlaget for blokeringen ikke længere er
til stede – hurtigst muligt skal fjerne blokeringen.
Der er endvidere lagt vægt på, at det følger af den gældende
bestemmelse i retsplejelovens § 791 d, stk. 2, at afgørelse
om blokering af en hjemmeside træffes af domstolene ved
en konkret begrundet kendelse. Det foreslås dog af hensyn
til effektivt at kunne begrænse visse straffelovsovertrædel-
ser, der begås via tidskritiske phishing-kampagner, at politiet
i disse tilfælde skal kunne træffe beslutning om blokering,
hvis indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse
skulle afventes. I sådanne tilfælde, hvor det konkret vurde-
res, at der er tale om et tilstrækkeligt tidskritisk forhold, vil
der imidlertid fortsat være efterfølgende domstolskontrol,
idet politiet snarest muligt og senest inden 24 timer efter
indgrebets iværksættelse skal forelægge sagen for retten.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre yderligere udgifter i om-
egnen af 0,3 mio. kr. årligt til beskikkelse af børnesagkyndi-
ge.
Lovforslaget forventes i øvrigt ikke at medføre økonomiske
konsekvenser for det offentlige af betydning. Eventuelle be-
grænsede merudgifter vil blive håndteret inden for myndig-
hedernes eksisterende økonomiske rammer.
Lovforslaget har ikke i øvrigt implementeringsmæssige kon-
sekvenser for det offentlige.
I forhold til principperne for digitaliseringsklar lovgivning
er det Justitsministeriets vurdering, at lovforslaget efterlever
princippet om sammenhæng på tværs – ensartede begreber
og genbrug af data (princip 4). Lovforslaget er således ud-
formet sådan, at der i videst muligt omfang er en ensartet
begrebsanvendelse på tværs af bl.a. de pågældende love,
der ændres i lovforslaget. Derudover vurderes lovforslaget
at efterleve princippet om tryg og sikker datahåndtering
(princip 5), idet der bl.a. i forslaget om optagelse og videre-
givelse af personfotografier i forbindelse med opholds- og
kontaktforbud sker en tydeliggørelse af hjemmelsgrundlaget
for politiets videregivelse af sådanne personfotografier. De
øvrige principper er efter Justitsministeriets vurdering ikke
relevante.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
nistrative konsekvenser for erhvervslivet, og principperne
for agil erhvervsrettet regulering ses ikke at være relevante i
relation til de i lovforslaget foreslåede bestemmelser.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget medfører ingen administrative konsekvenser
for borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget medfører ingen klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget medfører ingen miljø- og naturmæssige konse-
kvenser.
9. Forholdet til EU-retten
9.1. Udvidelse af politiets mulighed for at offentliggøre foto-
grafier mv. mhp. identifikation af vidner
Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 820 fastsæt-
ter – som anført under lovforslagets pkt. 2.7.3 – nærmere
betingelser for, hvornår politiet må offentliggøre fotografier
mv. af en formodet gerningsperson med henblik på iden-
tifikation af vidner. Betingelserne består af et kvalificeret
mistankekrav, et kvalificeret kriminalitetskrav og et indikati-
onskrav.
Bestemmelsen indebærer en behandling af personoplys-
ninger omfattet af retshåndhævelsesdirektivet (direktiv
2016/680 af 27. april 2016), som Danmark har tilsluttet sig
i oktober 2016. Retshåndhævelsesdirektivet er gennemført i
retshåndhævelsesloven (lov nr. 410 af 27. april 2017).
Efter retshåndhævelsesdirektivets artikel 4 skal der fastsæt-
tes nogle grundlæggende principper for kompetente myndig-
heders behandling af personoplysninger om, at personoplys-
ninger bl.a. skal være tilstrækkelige, relevante og ikke om-
fatte mere end, hvad der kræves til opfyldelse af de formål,
hvortil de behandles.
Efter direktivets artikel 8 skal det fastsættes, at behandling
af personoplysninger kun er lovlig, hvis og i det omfang
behandlingen er nødvendig for, at en kompetent myndighed
kan udføre en opgave bl.a. med henblik på efterforskning
og strafforfølgning af strafbare handlinger. Er der tale om
særlige kategorier af personoplysninger, herunder f.eks. op-
lysninger om race, etnisk oprindelse eller seksuelle forhold,
må behandling af oplysningerne kun behandles til sådanne
formål, når det er strengt nødvendigt, jf. artikel 10.
Retshåndhævelsesdirektivets artikel 4, 8 og 10 er gennem-
ført i retshåndhævelseslovens §§ 4, 5, 9 og 10.
Retshåndhævelsesdirektivet fastsætter minimumsstandarder
for beskyttelse af den registreredes rettigheder og friheds-
58
rettigheder med hensyn til kompetente myndigheders be-
handling af personoplysninger og forhindrer således ikke
medlemsstaterne i at fastsætte højere standarder, jf. herved
direktivets artikel 1, stk. 3. Det er på den baggrund fastsat
i retshåndhævelsesloven, at regler i anden lovgivning, som
giver den registrerede en bedre retsstilling, går forud for
reglerne i retshåndhævelsesloven, jf. lovens § 2.
Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 820 rejser
således ikke spørgsmål i forhold til retshåndhævelsesdirekti-
vet.
9.2. Præcisering af retsgrundlaget for danske myndigheders
og domstoles samarbejde med EPPO
Formålet med lovforslagets pkt. 2.18 om præcisering af
retsgrundlaget for danske myndigheders og domstoles sam-
arbejde med EPPO er at skabe et klart retsgrundlag for,
at danske myndigheder og domstole kan samarbejde med
Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO), der er et EU-
organ, inden for rammerne af den regulering, der danner
rammen for danske myndigheders og domstoles samarbejde
med andre EU-medlemsstater på området for retshjælp mv.
i straffesager. Baggrunden herfor er, at Danmark pga. rets-
forbeholdet ikke deltager i det forstærkede samarbejde om
EPPO og derfor skal samarbejde med EPPO på grundlag af
det eksisterende retsgrundlag, som i dag danner rammen for
danske myndigheders samarbejde med andre staters myn-
digheder på området.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 3. marts 2022
til den 31. marts 2022 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten,
samtlige byretter, 3F Fagligt Fælles Forbund, 3F Privat
Service, Hotel og Restauration (3F PSHR), Advokatrådet,
Advokatsamfundet, Alkohol og Samfund, Amnesty Interna-
tional, Ankestyrelsen, Autobranchen Danmark, Automobil-
branchens Handels- og Industriforening, Bedsteforældre for
Asyl, Beredskabsstyrelsen, Business Danmark, Centralorga-
nisationernes Fællesudvalg, Cyklistforbundet, Danes World-
wide, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Motor Uni-
on, Danmarks Rejsebureau Forening, Danmarks Tekniske
Universitet – Institut for Transport (DTU Transport), Dansk
Bilbrancheråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Bilfor-
handler Union, Dansk Erhverv, Dansk Flygtningehjælp,
Dansk Industri (DI), Dansk IT, Dansk Kørelærer-Union,
Dansk Køreskole Forening, Dansk Mobilitet, Dansk So-
cialrådgiver-forening, Dansk Standard, Dansk Transport &
Logistik (DTL), Danske Advokater, Danske Biludlejere,
Danske Kørelæreres Landsforbund, Danske Motorcyklister,
Danske Rederier, Danske Regioner, Danske Revisorer, Dan-
ske Seniorer, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, Den
Danske Dommerforening, Den Danske Helsinki-Komité
for Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Danmark,
Det Kriminalpræventive Råd, DFUNK – Dansk Flygtnin-
gehjælp Ungdom, DI, Digitaliseringsstyrelsen, DIGNITY
– Dansk Institut Mod Tortur, Direktoratet for Kriminalfor-
sorgen, Dommer-fuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Erhvervsstyrelsen, Falck Danmark A/S, Familieretshuset,
Finans og Leasing, Flygtningenævnet, Folkehøjskolernes
Forening i Danmark, Folketingets Ombudsmand, Forbruger-
ombudsmanden, Forbrugerrådet TÆNK, Forenede Danske
Motorejere (FDM), Foreningen af Frie Kørelærere, Forenin-
gen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Udlændingeret-
sadvokater, Forsikring & Pension, Frie Danske Lastbilvogn-
mænd (FDL), Færøernes landsstyre, HK/Danmark, Hånd-
værksrådet, Indvandrermedicinsk klinik, Institut for Men-
neskerettigheder, International Transport Danmark (ITD),
IT-Branchen, IT-Politisk Forening, Justitia, Kirkernes Inte-
grationstjeneste, KL, Knud Vilby (på vegne af Fredsfon-
den), Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
(Kvindefredsligaen), Københavns Universitet (Juridisk Fa-
kultet), Køreprøvesagkyndiges Landsforening, Landdistrik-
ternes Fællesråd, Landsforeningen Adoption & Samfund,
Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen af
Polio Trafik- og Ulykkesskadede, Landsforeningen KRIM,
Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Landsorganisati-
on af kvindekrisecentre (LOKK), Mellemfolkeligt Samvir-
ke, NOAH-Trafik, Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre),
Odense Universitetshospital, Pension Danmark, Plums Fond
for fred, økologi og bæredygtighed (Tidl. Freds-fonden),
Politiforbundet, PROSA, PRO-Vest, Refugees Welcome,
Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rigsre-
visionen, Røde Kors, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet
for Digital Sikkerhed, Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet
for Sikker Trafik, SikkerhedsBranchen, SOS Racisme, Syd-
dansk Universitet (Juridisk Institut), Trafikforskningsgrup-
pen ved Aalborg Universitet, Udlændingenævnet, Veteran-
knallertklubben Aktiv, Ægteskab uden grænser, Ældre Sag-
en, Aalborg Universitet (Juridisk Fakultet), Aarhus Univer-
sitet (Juridisk Fakultet).
Et udkast til lovforslag har desuden i perioden fra den 4.
marts 2022 til den 1. april 2022 været sendt i høring hos
følgende organisationer:
Dansk Journalistforbund, Danske Medier, DR, TV 2 Dan-
mark.
Et udkast til lovforslag har endelig i perioden fra den 15.
marts 2022 til den 31. marts 2022 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer:
BUPL, Børnehjælpsdagen, Børne- og Kulturchefforeningen,
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Børnerådet, Børne-
sagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danmarks Lærerforening,
Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykiatrisk Selskab, For-
eningen af Døgn- og Dagtilbud (FADD), Foreningen af
59
Institutionschefer og Områdechefer m.fl., Foreningen af So-
cialchefer, ForældreLANDSforeningen (FBU), Fængselsfor-
bundet i Danmark, Kriminalforsorgsforeningen, Landsfor-
eningen for SocialpædagogerLivsværk – Børn med vilje,
LOS – De Private Sociale Tilbud, Plejefamiliernes Lands-
forening, Red Barnet, Rådet for Socialt Udsatte, Selveje
Danmark, Socialpædagogernes Landsforbund, SSP-samrå-
det, Ungdommens Røde Kors.
Lovforslagets pkt. 2.18 om præcisering af retsgrundlaget
for danske myndigheders samarbejde med EPPO har ikke
været i offentlig høring forud for fremsættelsen af lovforsla-
get. Det beror på, at der er tale om et mindre præciserende
element af mere teknisk karakter, som det af tidsmæssige
grunde ikke har været muligt at få med i høringen over det
samlede lovforslag, og at dette element bør vedtages i denne
samling, således at det danske retsgrundlag for samarbejdet
mellem danske myndigheder og domstole og EPPO præcise-
res hurtigst muligt. Lovforslagets pkt. 2.18 blev dog sendt i
høring i Domstolsstyrelsen den 8. april 2022.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Lovforslaget forventes at medføre yderligere
udgifter i omegnen af 0,3 mio. kr. årligt til
beskikkelse af børnesagskyndige.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klima- og miljømæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 820 fastsætter nærmere betingelser for,
hvornår politiet må offentliggøre fotografier mv. af en formodet gerningsperson med
henblik på identifikation af vidner, hvilket indebærer en behandling af personoplysninger
omfattet af retshåndhævelsesdirektivet.
Retshåndhævelsesdirektivet fastsætter minimumsstandarder for beskyttelse af den regi-
streredes rettigheder og frihedsrettigheder med hensyn til kompetente myndigheders be-
handling af personoplysninger og er gennemført i retshåndhævelsesloven. Da direktivet
ikke forhindrer medlemsstaterne i at fastsætte højere standarder end dem, der er fastsat
i direktivet, rejser den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 820 ikke spørgsmål i
forhold til retshåndhævelsesdirektivet.
Herudover indeholder lovforslaget ingen EU-retlige aspekter.
Går videre end minimumskrav i
EU-regulering
(sæt X)
JA
X
NEJ
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
60
Til § 1
Til nr. 1
I straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13,
er der hjemmel til, at politiet kan videregive visse personop-
lysninger til nærmere bestemte personer uden for politiet,
i det omfang det er nødvendigt for at håndhæve hhv. et
kontaktforbud efter § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, et opholdsforbud
efter § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller et opholdsforbud efter §
236, stk. 1, nr. 1.
I bemærkningerne til hver af bestemmelserne er det præci-
seret, at de oplysninger, som politiet kan videregive, bl.a.
omfatter vedkommendes billede.
Det foreslås, at der i straffeloven indsættes en ny § 79 d.
Det fremgår af foreslåede § 79 d, stk. 1, at de oplysninger,
som politiet kan videregive i medfør af § 79 b, stk. 8, § 79 c,
stk. 5, og § 236, stk. 13, bl.a. omfatter fotografier af de på-
gældende personer, herunder 1) personfotografier optaget i
medfør af det foreslåede stk. 2, 2) personfotografier optaget
i medfør af retsplejelovens kapitel 72, 3) personfotografier
optaget eller registreret i medfør af udlændingelovens § 40
b, og 4) personfotografier optaget af kriminalforsorgsområ-
det i medfør af retsplejelovens § 776 a eller straffuldbyrdel-
seslovens § 61.
Der er med bestemmelsen ikke tiltænkt nogen materiel æn-
dring i forhold til gældende ret. Personfotografier optaget
i medfør af retsplejelovens kapitel 72 eller § 776 a, person-
fotografier optaget eller registreret i medfør af udlændingel-
ovens § 40 b samt personfotografier optaget efter straffuld-
byrdelseslovens § 61 kan således allerede efter gældende ret
videregives i medfør af straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c,
stk. 5, og § 236, stk. 13. Denne retstilstand videreføres.
Det bemærkes, at oplistningen i det foreslåede § 79 d, stk. 1,
ikke er udtømmende. Hvis det vurderes at være nødvendigt,
vil politiet som hidtil også kunne videregive personfotogra-
fier optaget af politiet eller andre myndigheder efter andre
bestemmelser, når behandlingen foretages med henblik på
at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare
handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder
for at beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentli-
ge sikkerhed, jf. retshåndhævelseslovens § 1, stk. 1. Tilsva-
rende vil politiet som hidtil også kunne videregive personfo-
tografier optaget af politiet eller andre myndigheder efter
andre bestemmelser, når behandlingen sker på baggrund af
lov og er nødvendig og forholdsmæssig i forhold til dette
efterfølgende formål, jf. retshåndhævelseslovens § 5, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 79 d, stk. 2, indebærer, at
politiet med henblik på videregivelse vil kunne optage per-
sonfotografier af personer, der ved endelig dom 1) er dømt
for en eller flere af de overtrædelser, som er nævnt i § 79 b,
stk. 1, 2) er idømt et opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1, jf.
stk. 2, eller 3) er idømt et opholdsforbud efter § 236, stk. 1,
nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes i de tilfæl-
de, hvor politiet ikke er i besiddelse af personfotografi af
den pågældende person, eller hvor de fotografier, som politi-
et er i besiddelse af, ikke er anvendelige til videregivelse i
medfør af straffelovens § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og §
236, stk. 13. Det sidste kunne f.eks. være tilfældet, hvor de
personfotografier, som politiet er i besiddelse af, kan afsløre
oplysninger om det strafbare forhold, som vedkommende er
dømt for, eller hvis de pågældende personfotografier ikke
længere er vellignende.
Bestemmelsen kan først anvendes, når der foreligger ende-
lig dom om det forhold, der medfører, at oplysninger om
vedkommende kan videregives efter straffelovens § 79 b,
stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13.
Det er derimod ikke en betingelse for fotooptagelsen, at der
er en aktuel anledning til at videregive oplysninger efter de
nævnte bestemmelser. Politiet vil således efter bestemmel-
sen være berettiget til at optage fotos af en person, der ved
endelig dom er idømt et opholdsforbud efter straffelovens §
79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller § 236, stk. 1, 1. pkt., eller som
ved endelig dom er dømt for en af de overtrædelser, som
er nævnt i § 79 b, stk. 1, og som således vil være omfattet
af eventuelle kontaktforbud, som andre personer måtte være
eller blive idømt i medfør af § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, med
henblik på et eventuelt fremtidigt behov for videregivelse.
Politiet vil i medfør af bestemmelsen være berettiget til
at opsøge den dømte på vedkommendes bopæl eller andre
steder, hvor politiet måtte få kendskab til, at den dømte
opholder sig, med henblik på at optage et personfotografi af
den pågældende.
Den foreslåede bestemmelse i § 79 d, stk. 3, indebærer, at
optagelse af personfotografier efter stk. 2 skal foretages i
overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 792 e,
stk. 1 og 2, og dermed i overensstemmelse med proportiona-
litets- og skånsomhedsgrundsætningerne.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Det følger af retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 1, pkt., at ankla-
61
gemyndigheden efter anmodning udleverer kopi af anklage-
skrift eller retsmødebegæring til de personer, der er nævnt i
§ 41 f, stk. 1, dvs. redaktører og redaktionelle medarbejdere
ved skrifter omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, ved
radio- eller fjernsynsforetagender omfattet af § 1, nr. 2, i
medieansvarsloven og ved massemedier omfattet af § 1, nr.
3, i medieansvarsloven.
Det følger af retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt., at an-
modninger om aktindsigt i et større antal sager kan afslås,
medmindre anmodningen er rimeligt begrundet, herunder
når der søges aktindsigt til brug for videnskabelig forskning
eller journalistisk eller redaktionelt arbejde. Det bemærkes,
at den særlige adgang til at anmode om aktindsigt i et stør-
re antal sager ikke kun gælder for danske massemedier,
men derimod – ligesom for den videnskabelige forsknings
vedkommende – er udformet generelt, jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 638.
Bestemmelsen i § 41 e, stk. 1, 2. pkt., finder ikke anvendelse
på anmodninger om aktindsigt omfattet af retsplejelovens §
41 f, stk. 2.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 41 f, stk. 2, 2. pkt.,
indsættes en henvisning til § 41 e, stk. 1, 2. pkt., således at
denne bestemmelse fremover vil finde tilsvarende anvendel-
se på anmodninger om aktindsigt omfattet af retsplejelovens
§ 41 f, stk. 2.
Ændringen vil indebære, at det fremover bliver muligt at
stille krav om, at anmodninger om aktindsigt i et større antal
anklageskrifter og retsmødebegæringer skal være rimeligt
begrundet. Anmodninger i et større antal anklageskrifter og
retsmødebegæringer, der ikke er rimeligt begrundede, vil
således kunne afslås. Det er i den forbindelse uden betyd-
ning, om der er tale om én anmodning i et større antal an-
klageskrifter og retsmødebegæringer eller mange samtidige
anmodninger i et mindre antal anklageskrifter og retsmøde-
begæringer, som samlet udgør et større antal.
Det vil som udgangspunkt bero på en konkret vurdering,
hvad der udgør et ”større antal anklageskrifter og retsmøde-
begæringer”. Det forudsættes dog, at der i almindelighed vil
skulle være tale om anmodninger i et ikke uvæsentligt an-
tal anklageskrifter eller retsmødebegæringer. Der kan i den
forbindelse lægges vægt på, om anmodningen eksempelvis
tager udgangspunkt i offentliggjorte retslister, eller om an-
søgningen i øvrigt er så bredt formuleret og omfatter så
mange sager, at den allerede af den grund ikke kan anses for
rimeligt begrundet. Det forudsættes i øvrigt, at den foreslåe-
de bestemmelse vil blive administreret i overensstemmelse
med retsplejelovens § 41 e, stk. 1, 2. pkt.
Er en anmodning om aktindsigt i anklageskrifter eller rets-
mødebegæringer i øvrigt rimeligt begrundet, vil der ikke
kunne meddeles afslag, uanset hvor mange anklageskrifter
eller retsmødebegæringer der konkret er anmodet om akt-
indsigt i. Anmodningen vil som udgangspunkt være rimeligt
begrundet, hvis der søges om aktindsigt til brug for alminde-
ligt journalistisk eller redaktionelt arbejde. Dette skal ses i
sammenhæng med, at adgangen til aktindsigt i anklageskrif-
ter og retsmødebegæringer bl.a. har til formål at sikre, at
pressen har mulighed for at vurdere, om en konkret sag
kan have offentlighedens interesse, og for i givet fald at
omtale sagen forud for hovedforhandling og dom. Anklage-
myndigheden forudsættes således at udvise betydelig tilba-
geholdenhed med at afvise anmodninger om aktindsigt fra
redaktionelle medier.
Dog vil ikke alle anmodninger, som indgives af et masseme-
die, eller hvor formålet i øvrigt angives at være journalistisk
eller redaktionelt arbejde, uden videre kunne anses for rime-
ligt begrundede. Sådanne anmodninger vil således også kun-
ne afvises efter en samlet vurdering. Anmoder samme ansø-
ger f.eks. på ugentlig basis og til flere politikredse samtidig
om aktindsigt i et større antal anklageskrifter eller retsmøde-
begæringer, vil det således i almindelighed ikke skulle anses
for rimeligt begrundet, medmindre der er indikationer på,
at ansøgningerne reelt er til journalistisk eller redaktionelt
arbejde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 2
Som det fremgår af gennemgangen under pkt. 2.18.1 i de
almindelige bemærkninger, findes der en række regler, der
danner baggrund for, at danske myndigheder og domstole
kan anmode om retshjælp fra andre landes myndigheder og
tilsvarende yde retshjælp til andre landes myndigheder.
I medfør af EPPO-forordningen har EPPO mulighed for
at overtage efterforsknings- og retsforfølgningskompetencen
fra de EU-medlemsstater, der deltager i samarbejdet om
EPPO, vedrørende lovovertrædelser, der skader Unionens
finansielle interesser. Danmark har ikke mulighed for at del-
tage i det forstærkede samarbejde om EPPO, da EPPO-for-
ordningen er omfattet af retsforbeholdet.
EPPO-forordningen bygger på en forudsætning om, at ikke-
deltagende medlemsstater som Danmark vil skulle samar-
bejde med EPPO på grundlag af de allerede eksisterende
EU-retsakter, som hidtil har dannet grundlag for danske
myndigheders samarbejde med andre EU-medlemsstaters
myndigheder på området for gensidig retshjælp i straffesa-
ger, og det er forventningen, at samarbejdsaftalen med EP-
PO ligeledes vil være baseret på en forudsætning om, at
samarbejdet med EPPO sker på baggrund af de allerede
eksisterende retsakter, som danner grundlag for danske myn-
digheders samarbejde med andre EU-medlemsstater på om-
62
rådet for gensidig retshjælp i straffesager, navnlig den euro-
pæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp
i straffesager, EU-retshjælpskonventionen, Rådets rammeaf-
gørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske
arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem
medlemsstaterne, Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af
22. juli 2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union
af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevis-
materiale og Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA af 30.
november 2009 om forebyggelse og bilæggelse af konflikter
om udøvelse af jurisdiktion i straffesager. Der henvises her-
om til pkt. 2.18.1 i de almindelige bemærkninger.
Som det fremgår under pkt. 2.18.1, finder EPPO-forordnin-
gen ikke anvendelse i Danmark, hvorfor grundlaget for dan-
ske myndigheders og domstoles samarbejde med EPPO skal
findes i de pågældende eksisterende retsakter, implemente-
ringen heraf i dansk ret og dansk ret i øvrigt.
Det er i den forbindelse Justitsministeriets vurdering, at rets-
grundlaget bør præciseres, således at der skabes en klar lov-
hjemmel til, at danske myndigheder og domstole kan samar-
bejde med EPPO som en kompetent myndighed inden for
rammerne af den regulering, der danner grundlag for danske
myndigheders samarbejde med andre EU-medlemsstater.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 107 a, at
danske myndigheder og domstole kan behandle anmodnin-
ger om retshjælp fra og fremsende anmodninger om rets-
hjælp til Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) efter
almindelige regler om staters gensidige retshjælp i straffe-
sager, og at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler
herom.
Den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. indebærer, at det præ-
ciseres, at danske myndigheder og domstole kan behandle
anmodninger om retshjælp fra Den Europæiske Anklage-
myndighed (EPPO) og ligeledes fremsende anmodninger
om retshjælp til EPPO efter almindelige regler om staters
gensidige retshjælp i straffesager.
Når der i bestemmelsen henvises til de almindelige regler
om staters gensidige retshjælp i straffesager, menes der her-
med de eksisterende regler, som er gennemgået overordnet
ovenfor under punkt 2.18.1 i de almindelige bemærkninger,
herunder de nævnte eksisterende Europaråds- og EU-retsak-
ter samt den nationale lovgivning, der i relevant omfang
implementerer disse. Eventuelle fremtidige regler om staters
gensidige retshjælp i straffesager vil dog også være omfattet
af bestemmelsen.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i 2. pkt. vil ale-
ne kunne anvendes til at fastsætte regler om, hvornår der
kan samarbejdes med EPPO i henhold til de pågældende
regler, dvs. til at klargøre, hvornår der efter de almindelige
regler om gensidig retshjælp i straffesager (sammenholdt
med den foreslåede bestemmelse i 1. pkt.) kan samarbejdes
med EPPO. I den forbindelse kan der bl.a. afklares praktiske
spørgsmål med tilknytning til samarbejdet med EPPO, navn-
lig proceduremæssige spørgsmål om, i hvilke tilfælde der
efter de gældende regler skal samarbejdes med EPPO, og i
så fald hvordan, og i hvilke tilfælde der efter de gældende
regler fortsat skal samarbejdes med de enkelte medlemssta-
ters myndigheder.
Ordningen er således baseret på, at samarbejdet med EP-
PO skal ske på grundlag af de allerede eksisterende regler,
som hidtil har dannet grundlag for danske myndigheders
samarbejde med andre EU-medlemsstaters myndigheder på
området for gensidig retshjælp i straffesager, jf. herved også
gennemgangen under pkt. 2.18.1 i de almindelige bemærk-
ninger, samt eventuelle nye regler herom.
Hvad angår det fremtidige samarbejde mellem Danmark og
EPPO i henhold til retshjælpskonventionerne, forventes det
på den baggrund, at justitsministeren ved bekendtgørelse vil
fastsætte nærmere regler om, at EPPO kan anses for kom-
petent myndighed i henhold til disse konventioner og den
nationale lovgivning, der i relevant omfang implementerer
disse.
Hvad angår det fremtidige samarbejde mellem Danmark og
EPPO i henhold til de øvrige retsakter, der er nævnt oven-
for under punkt 2.18.1 (det vil sige Rådets rammeafgørelse
2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrest-
ordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlems-
staterne, Rådets rammeafgørelse 2003/577/RIA af 22. juli
2003 om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af kendelser
om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale og Rå-
dets rammeafgørelse 2009/948/RIA af 30. november 2009
om forebyggelse og bilæggelse af konflikter om udøvelse af
jurisdiktion i straffesager), forventes det, at justitsministeren
ved bekendtgørelse vil fastsætte nærmere regler om, at EP-
PO kan anses for kompetent myndighed i henhold til disse
retsakter og den nationale lovgivning, der i relevant omfang
implementerer disse.
Til nr. 3-5
Det fremgår af retsplejelovens § 788, stk. 1, at der efter
afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmeligheden skal
gives underretning om indgrebet, jf. dog stk. 4 og 5. Har den
person, til hvem underretning efter stk. 2 skal gives, været
mistænkt i sagen, skal der tillige gives underretning herom
og om, hvilken lovovertrædelse mistanken har angået.
Som følge af henvisningen i § 791 a, stk. 8, 2. pkt., til § 788,
stk. 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 3 og 4, omfatter underretningsfor-
pligtelsen desuden indgreb ved gps-overvågning efter § 791
a, stk. 5, nr. 2.
63
Det fremgår af § 788, stk. 2, nr. 1, at underretningen ved
telefonaflytning og teleoplysning gives til indehaveren af
den pågældende telefon. Efter § 788, stk. 3, gives underret-
ningen af den byret, som har truffet afgørelse om indgre-
bet. Underretningen gives snarest muligt, såfremt politiet
ikke senest 14 dage efter udløbet af det tidsrum, for hvilket
indgrebet har været tilladt, har fremsat begæring om undla-
delse af eller udsættelse med underretning.
Det følger af § 788, stk. 4, at hvis underretningen vil være
til skade for efterforskningen eller til skade for efterforsk-
ningen i en anden verserende sag om en lovovertrædelse,
som efter loven kan danne grundlag for et indgreb i medde-
lelseshemmeligheden, eller taler hensynet til beskyttelse af
fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder
eller omstændighederne i øvrigt imod underretning, kan ret-
ten efter begæring fra politiet beslutte, at underretning skal
undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum, der kan
forlænges ved senere beslutning.
Det foreslås at ændre retsplejelovens § 788, stk. 2, nr. 2,
således at ”og” udgår. Det foreslås endvidere at foretage en
ændring af retsplejelovens § 788, stk. 2, nr. 3, således at
”forsendelsen” ændres til ”forsendelsen, og”. Ændringerne
skal ses i sammenhæng med det foreslåede nr. 4 i § 788, stk.
2, i retsplejeloven.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 788, stk. 2, indsættes
et nr. 4, hvor det præciseres, at ved registrering af en persons
færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende appa-
rat gives underretning til personen, hvis færden registreres,
samt til kendte brugere af det køretøj eller den ejendom,
registreringen angår.
Det foreslåede nr. 4 vil indebære, at ved registrering af en
persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende
apparat vil underretning skulle gives til personen, hvis fær-
den registreres, samt til kendte brugere af det køretøj eller
den ejendom, registreringen angår.
Ved ”kendte brugere” af køretøjer og ejendom forstås per-
soner, som politiet har grund til at antage har brugt køretøjet
eller ejendommen i den pågældende periode. Det vil som
udgangspunkt i forhold til køretøjer omfatte et køretøjs regi-
strerede ejer og brugere, medmindre politiet har konkrete
holdepunkter for at antage, at den eller de pågældende per-
soner ikke har anvendt køretøjet i den pågældende periode.
Til nr. 6-7
Det følger af retsplejelovens § 791 a, stk. 8, 2. pkt., at
retsplejelovens §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 1,
§ 788, stk. 3 og 4, samt § 791 finder anvendelse på politiets
teleobservation efter § 791 a, stk. 5, og dermed også stk. 5,
nr. 2.
Der gælder således i dag bl.a. krav om retskendelse, om
at der skal beskikkes en advokat for den, som indgrebet
vedrører, og om efterfølgende underretning, når politiet som
straffeprocessuelt tvangsindgreb foretager teleobservation
ved at indhente oplysninger fra udbydere af telenet eller
teletjenester vedrørende lokaliseringen af en mobiltelefon,
der antages benyttet af en mistænkt, eller på anden måde ved
hjælp af en gps eller et andet lignende apparat at registrere
en mistænkts færden eller en anden persons færden, hvis den
pågældende har tilknytning til en mistænkt eller til samme
køretøj eller ejendom som en mistænkt eller lignende.
Det følger af retsplejelovens § 788, stk. 1, 1. pkt., at der
efter afslutningen af et indgreb i meddelelseshemmelighe-
den skal gives underretning om indgrebet, jf. dog stk. 4
og 5. Det følger af bestemmelsens 2. pkt., at såfremt den
person, til hvem underretning skal gives, har været mistænkt
i sagen, skal der tillige gives underretning herom og om,
hvilken lovovertrædelse mistanken har angået.
I medfør af retsplejelovens § 788, stk. 3, 1. pkt., skal under-
retningen gives af den byret, som har truffet afgørelse efter §
783.
Det følger af retsplejelovens § 788, stk. 4, 1. pkt., at vil
underretning som nævnt i stk. 1-3 være til skade for efter-
forskningen eller til skade for efterforskningen i en anden
verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan
danne grundlag for et indgreb i meddelelseshemmeligheden,
eller taler hensynet til beskyttelse af fortrolige oplysninger
om politiets efterforskningsmetoder eller omstændighederne
i øvrigt imod underretning, kan retten efter begæring fra
politiet beslutte, at underretning skal undlades eller udsættes
i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges ved senere
beslutning.
Det foreslås at ændre retsplejelovens § 791 a, stk. 8, 2.
pkt., så reglerne i retsplejelovens §§ 783-785, § 788, stk. 3,
samt § 791 ikke finder anvendelse på politiets registrering
af en mistænkts eller anden persons færden ved hjælp af en
gps eller et andet lignende apparat efter § 791 a, stk. 5, nr.
2. Samtidig foreslås der indsat et nyt 3. pkt. i retsplejelovens
§ 791 a, stk. 8, hvorefter § 788, stk. 1, det foreslåede §
788, stk. 2, nr. 4, i retsplejeloven, og § 788, stk. 4, 1. pkt.,
finder anvendelse på politiets registrering af en mistænkts
eller anden persons færden ved hjælp af en gps eller et andet
lignende apparat efter § 791 a, stk. 5, nr. 2. Dog sådan at
underretning efter retsplejelovens § 788, stk. 1, i disse tilfæl-
de gives af politiet, ligesom kompetencen til at træffe beslut-
ning om at undlade eller udsætte underretning i et nærmere
fastsat tidsrum efter § 788, stk. 4, i disse tilfælde tilkommer
politiet, jf. dog 4. pkt. Det foreslås endelig at indsætte et nyt
4. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, hvorefter reglerne i
lovens §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 4, og §
788, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse, hvis politiet
64
med henblik på placering eller montering af en gps eller et
andet lignende apparat skal tilgå boliger og andre husrum og
lignende eller indholdet af aflåste genstande eller tilgå andre
genstande eller lokaliteter uden for husrum, som en person,
der ikke er mistænkt, har rådighed over.
Det foreslåede 3. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, vil
indebære, at politiet kan registrere en mistænkts eller anden
persons færden ved hjælp af en gps eller et andet lignende
apparat, jf. § 791 a, stk. 5, nr. 2, uden retskendelse efter
retsplejelovens § 783, ligesom der ikke skal beskikkes en
advokat for den, som indgrebet vedrører, efter § 784, forud-
sat at placeringen eller monteringen af en gps eller et andet
lignende apparat ikke sker i boliger og andre husrum og
lignende eller indholdet af aflåste genstande eller på eller i
andre genstande eller lokaliteter uden for husrum, som en
person, der ikke er mistænkt, har rådighed over.
Indgrebet vil fortsat være betinget af, at det må antages
at være af væsentlig betydning for efterforskningen (indika-
tionskravet), og at efterforskningen vedrører en lovovertræ-
delse, der kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller
derover (kriminalitetskravet).
Samtidig vil der – i lighed med politiets observation, jf. §
791 a, stk. 1, og øvrig teleobservation, jf. § 791 a, stk. 5,
nr. 1 – fortsat gælde en almindelig proportionalitetsregel i
relation til indgrebet. Indgrebet må derfor ikke foretages,
hvis det efter indgrebets formål, sagens betydning og den
krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde
den eller de personer, som det rammer, vil være et ufor-
holdsmæssigt indgreb.
Ligeledes skal der fortsat ske efterfølgende underretning,
hvis politiet har iværksat registrering af en mistænkts eller
anden persons færden ved hjælp af en gps eller et andet
lignende apparat efter § 791 a, stk. 5, nr. 2. Underretningen,
der i dag gives af retten, jf. retsplejelovens § 788, stk. 3, 1.
pkt., vil dog skulle gives af politiet, da der som følge af op-
hævelse af kravet om retskendelse ikke vil ske involvering
af domstolene. Tilsvarende vil kompetencen til at undlade
eller udsætte underretning i et nærmere fastsat tidsrum, som
i dag tilkommer retten, jf. retsplejelovens § 788, stk. 4, 1.
pkt., i disse tilfælde tilkomme politiet.
Det foreslåede 4. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, vil in-
debære, at den gældende retstilstand, herunder kravet om, at
der som udgangspunkt skal ske indhentelse af forudgående
retskendelse, opretholdes for så vidt angår de tilfælde, hvor
politiet med henblik på placering eller montering af en gps
eller et andet lignende apparat skal tilgå boliger og andre
husrum og lignende eller indholdet af aflåste genstande eller
tilgå andre genstande eller lokaliteter uden for husrum, som
en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over.
Afgrænsningen af, i hvilke tilfælde politiet selv kan træffe
afgørelse om placering eller montering af gps eller et andet
lignende apparat, er baseret på princippet i retsplejelovens §
796, stk. 1 og 2, jf. § 793, stk. 1, hvorefter politiet kan træf-
fe afgørelse om ransagning af ikke-aflåste genstande samt
lokaliteter uden for husrum, som en mistænkt har rådighed
over, mens afgørelse om ransagning i andre tilfælde træffes
ved rettens kendelse. Begreberne ”boliger og andre husrum
og lignende eller indholdet af aflåste genstande” og ”andre
genstande eller lokaliteter uden for husrum”, skal således
forstås i overensstemmelse med de tilsvarende begreber i
retsplejelovens § 793, stk. 1. Politiet vil dermed skulle gå
frem efter det foreslåede 4. pkt., hvis det f.eks. er nødven-
digt at bryde ind i en bil for at anbringe udstyr, eller hvis det
er nødvendigt at bryde ind i en garage for at anbringe udstyr
på en bil.
Der vil kunne opstå situationer, hvor politiet med henblik
på placering eller montering af en gps eller et andet lignen-
de apparat har behov for at tilgå boliger og andre husrum
og lignende eller indholdet af aflåste genstande eller tilgå
andre genstande eller lokaliteter uden for husrum, som en
person, der ikke er mistænkt, har rådighed over, uden at
skulle afvente retskendelse. Det foreslås på den baggrund,
at politiet i tilfælde, hvor indgrebets øjemed ville forspildes,
dersom retskendelse skulle afventes, fortsat skal kunne træf-
fe beslutning om at foretage indgrebet med efterfølgende
forelæggelse af indgrebet for retten til godkendelse, jf. rets-
plejelovens § 783, stk. 4.
Det foreslåede 4. pkt. i retsplejelovens § 791 a, stk. 8, inde-
bærer endvidere, at retten fortsat i de tilfælde, hvor der skal
indhentes retskendelse, vil skulle beskikke en indgrebsadvo-
kat for den person, indgrebet vedrører, jf. retsplejelovens §§
784 og 785.
Der er med forslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændringer
i anvendelsesområdet for retsplejelovens § 791 a, stk. 5 eller
stk. 8, eller af den gældende retstilstand i forhold til politiets
indgreb i øvrigt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 8
Efter retsplejelovens § 791 d, stk. 1, kan der ske blokering
af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der
fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§
114-114 i (terrorisme), 119 (vold og trusler om vold mod
personer i offentlig tjeneste) eller 119 a (chikane mod per-
soner i offentlig tjeneste).
Ved »blokering« forstås en ordning, der er rettet mod dan-
ske internetudbydere med henblik på direkte DNS-blokering
65
fra udbyderens side af hjemmesider med ulovligt materia-
le. DNS-blokering medfører, at forsøg på at opnå adgang til
siden automatisk afvises af internetudbyderen. Det er dog
muligt at omgå en blokering af en hjemmeside for en person
med en vis teknisk indsigt.
Kravet om, at der skal være »grund til at antage«, skal
forstås i overensstemmelse med det tilsvarende udtryk i
retsplejelovens §§ 803 og 804 om beslaglæggelse over for
ikke-mistænkte og edition, jf. Folketingstidende 2016-17, A,
L 192 som fremsat, side 32.
Kravet om, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse
af straffelovens §§ 114-114 i, 119 eller 119 a indebærer, at
siden skal indeholde tekst, video eller lyd mv., der udgør en
sådan overtrædelse, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 192
som fremsat, side 32.
Efter § 791 d, stk. 2, træffes afgørelse om blokering af
en hjemmeside af retten ved kendelse efter politiets begæ-
ring. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i
sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er
opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Blokering må ikke foretages, såfremt indgrebet står i misfor-
hold til sagens betydning og den ulempe, som indgrebet må
antages at medføre, jf. bestemmelsens stk. 3.
Det påhviler udbydere af elektroniske kommunikationsnet
og -tjenester og administratorer af internetdomæner at bistå
politiet ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Afviser
udbyderen eller administratoren uden lovlig grund at bistå
politiet, finder bestemmelsen i retsplejelovens § 178 tilsva-
rende anvendelse, jf. bestemmelsens stk. 4.
Fremsætter den, mod hvem indgrebet retter sig, anmodning
herom, skal politiet snarest muligt forelægge sagen for ret-
ten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal oprethol-
des, jf. bestemmelsens stk. 5.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 791 d, stk. 1, indsæt-
tes en henvisning til straffelovens § 263, stk. 1 (uberettiget
adgang til et datasystem), § 263 a (udbredelse af adgang
til et datasystem), § 264 d, stk. 2 (uberettiget videregivel-
se af meddelelser eller billeder vedrørende private forhold
under særligt skærpende omstændigheder), §§ 279 og 300
a (hhv. forsætlig og groft uagtsomt bedrageri), 279 a (data-
bedrageri), 281 (afpresning), 290 (hæleri), 290 a (hvidvask)
eller 301 (uberettiget anvendelse af betalingsoplysninger).
Forslaget indebærer, at der på samme måde som for hjem-
mesider, hvorfra der begås overtrædelser af straffelovens
§§ 114-114 i (terrorisme), 119 (vold og trusler om vold
mod personer i offentlig tjeneste) eller 119 a (chikane mod
personer i offentlig tjeneste) fremover efter en konkret vur-
dering vil kunne ske blokering af en hjemmeside, hvis der
er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en
overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 1, § 263 a, § 264 d,
stk. 2, §§ 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301.
Vurderingen af, om der er »grund til at antage«, at der
fra hjemmesiden begås en af de pågældende straffelovsover-
trædelser, skal foretages ud fra sagens samlede omstændig-
heder, herunder fremtoningen af domænenavnet og hjem-
mesiden. Det kan i den forbindelse bl.a. indgå, om domæ-
nenavnet eller hjemmesidens titel har stor lighed med en
hjemmeside for en myndighed, organisation, koncessioneret
virksomhed eller lignende, og om besøgende på hjemmesi-
den opfordres til at indtaste NemID-oplysninger, cpr-num-
mer og/eller kreditkortoplysninger. Andre oplysninger på
hjemmesiden kan ligeledes indgå i vurderingen, herunder
forkert/falsk cvr-nummer og kontaktoplysninger, der henvi-
ser til forkerte/falske adresser mv. Det kan ligeledes indgå,
om besøgende opfordres til at rette henvendelse via f.eks.
e-mail eller telefon til kontaktoplysninger, der er falske eller
har stor lighed med en dansk myndigheds kontaktoplysnin-
ger.
Registreringen af et domænenavn vil ikke i sig selv give
grund til at antage, at der begås en af de pågældende lov-
overtrædelser, idet registreringen ikke nødvendigvis vil være
strafbar. Det forudsættes, at hjemmesiden har et indhold
i form af lyd, tekst, video, links, tekniske indretninger el-
ler lignende, der udgør en overtrædelse af de pågældende
bestemmelser. Domænenavnet vil dog som nævnt ovenfor
indgå som et moment i den samlede vurdering.
Kravet om, at der fra hjemmesiden begås en af de pågælden-
de lovovertrædelser, indebærer, at hjemmesiden på blokerin-
gstidspunktet skal have et indhold, der udgør en overtrædel-
se. Blokering vil dermed ikke kunne ske med henvisning
til, at tidligere indhold på hjemmesiden, som nu er fjernet,
udgjorde en overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 1, §
263 a, § 264 d, stk. 2, §§ 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a
eller 301.
Der vil i medfør af retsplejelovens § 791 d, stk. 3, skulle
foretages en proportionalitetsafvejning inden, der træffes af-
gørelse om blokering, og blokering må således ikke foreta-
ges, såfremt indgrebet står i misforhold til sagens betydning
og den ulempe, som indgrebet må antages at medføre.
Det skal bl.a. indgå i vurderingen, at det på nuværende tids-
punkt alene er teknisk muligt ved hjælp af DNS-blokering
at blokere en hel hjemmeside, også selvom det kun er en
del af indholdet på hjemmesiden, der udgør en lovovertræ-
delse. Det skal derfor indgå i vurderingen, om det efter en
konkret vurdering vil være for indgribende at blokere en
hel hjemmeside, hvis det kun er en lille del af indholdet
66
på siden, der er ulovligt. Det vil f.eks. ikke i dag være
teknisk muligt alene at DNS-blokere en profil på et socialt
medie. Med en DNS-blokering er det således kun på nuvæ-
rende tidspunkt muligt at blokere hele det sociale medie,
hvilket generelt må antages at være et disproportionalt ind-
greb. Tilsvarende må det i almindelighed antages at være
et disproportionalt indgreb at blokere en hel hjemmeside,
hvis der i et kommentarspor eller lignende er linket til en
hjemmeside, hvorfra der udsendes phishing-kampagner eller
videregives indhold i strid med straffelovens § 264 d, stk.
2. Det skal indgå i vurderingen, om den hjemmeside, det
overvejes at blokere, må antages at være oprettet med det
formål at begå en af de omfattede straffelovsovertrædelser,
eller om der må antages at være tale om en hjemmeside med
et legitimt formål, som af tredjemand forsøges anvendt til
at begå en af de omfattede straffelovsovertrædelser. I den
forbindelse kan det indgå i vurderingen, om ejeren af hjem-
mesiden trods henvendelse fra politiet ikke fjerner indhold
på undersider eller i kommentarspor eller lignende, hvor
der f.eks. er linket til en hjemmeside, hvorfra der udsendes
phishing-kampagner, eller hvorpå der findes indhold, som
udgør en overtrædelse af straffelovens § 264 d, stk. 2.
Det skal endvidere indgå i vurderingen, om der er grundlag
for at antage, at en phishing-kampagne alene kan nå ud til
et meget begrænset antal potentielle ofre, eller at der alene
er risiko for, at de pågældende bliver franarret et meget lille
beløb.
Yderligere skal grovheden af den straffelovsovertrædelse,
der antages at blive begået fra hjemmesiden, inddrages i
proportionalitetsafvejningen.
Reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 vil
– som det er tilfældet med de nuværende regler – blive
opretholdt ved siden af den foreslåede udvidelse af bloker-
ingsbestemmelsen. Det vil således fortsat være muligt for
politiet at beslaglægge hjemmesider efter reglerne i retsple-
jelovens kapitel 74. Eftersom det på nuværende tidspunkt
alene er teknisk muligt ved hjælp af en DNS-blokering at
blokere en hel hjemmeside, vil der kunne være tilfælde,
hvor de foreslåede regler om blokering ikke vil kunne finde
anvendelse som følge af kravet om proportionalitet i retsple-
jelovens § 791 d, stk. 3, men hvor det efter en konkret vur-
dering kan være proportionalt at gå frem efter reglerne om
beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74, eftersom det er
muligt alene at beslaglægge bestemte dokumenter på hjem-
mesiden og ikke hele hjemmesiden. Reglerne om beslaglæg-
gelse forudsættes således anvendt, når denne fremgangsmå-
de vurderes praktisk anvendelig.
Der foreslås ingen ændringer i betingelserne og fremgangs-
måden for at kunne blokere en hjemmeside, jf. dog den
foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 791 d, stk. 6. Po-
litiet skal dermed i overensstemmelse med gældende ret
bl.a. hurtigst muligt foranledige, at en blokering fjernes, hvis
politiet bliver bekendt med, at grundlaget for en kendelse
om blokering ikke længere er til stede, ligesom politiet ved
blokering forudsættes at foretage underretning af den, som
indgrebet retter sig mod, jf. pkt. 2.1.1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 9
Efter retsplejelovens § 791 d, stk. 1, kan der ske blokering
af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der
fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§
114-114 i, 119 eller 119 a.
Efter § 791 d, stk. 2, træffes afgørelse om blokering af
en hjemmeside af retten ved kendelse efter politiets begæ-
ring. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i
sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er
opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Det påhviler udbydere af elektroniske kommunikationsnet
og -tjenester og administratorer af internetdomæner at bistå
politiet ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Afviser
udbyderen eller administratoren uden lovlig grund at bistå
politiet, finder bestemmelsen i retsplejelovens § 178 tilsva-
rende anvendelse, jf. bestemmelsens stk. 4.
Med lovforslagets § 2, nr. 10, foreslås der indsat et nyt stk.
6 i retsplejelovens § 791 d, hvorefter politiet kan træffe
beslutning om blokering, såfremt øjemedet med blokeringen
efter det foreslåede stk. 1 vedrørende straffelovens § 263,
stk. 1, §§ 263 a, 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301,
ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes.
Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 791 d,
stk. 4, ændres, sådan at det også i de tilfælde, hvor politiet
træffer beslutning om blokering på øjemedet, påhviler ud-
bydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og
administratorer af internetdomæner at bistå politiet ved gen-
nemførelsen af blokeringen. Henset til at politiets beslutning
om blokering vil blive truffet efter den foreslåede § 791 d,
stk. 6, udgår henvisningen til bestemmelsens stk. 2.
Til nr. 10
Efter retsplejelovens § 791 d, stk. 1, kan der ske blokering
af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der
fra hjemmesiden begås en overtrædelse af straffelovens §§
114-114 i, 119 eller 119 a.
Efter § 791 d, stk. 2, træffes afgørelse om blokering af
en hjemmeside af retten ved kendelse efter politiets begæ-
ring. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i
67
sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er
opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 6 i retsplejelovens §
791 d, hvorefter politiet kan træffe beslutning om blokering,
såfremt øjemedet med blokeringen efter den foreslåede stk.
1 vedrørende straffelovens § 263, stk. 1, §§ 263 a, 279, 279
a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301 ville forspildes, hvis
retskendelse skulle afventes.
Forslaget indebærer, at politiet vil kunne iværksætte indgre-
bet ud fra en øjemedsbetragtning, hvis der er en grund til
at antage, at der fra hjemmesiden begås en overtrædelse af
straffelovens § 263, stk. 1, §§ 263 a, 279, 279 a, 281, 290,
290 a, 300 a eller 301, og øjemedet ville forspildes, såfremt
retskendelse skulle afventes.
Det vil bero på en konkret vurdering, om indgrebets øjemed
ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes.
Bestemmelsen vil dog særlig være relevant i tilfælde, hvor
politiet kan konstatere, at en phishing-kampagne er nået ud
til en stor personkreds, eller hvor der er tale om falske myn-
dighedssider, hvor de besøgende anmodes om at indtaste
MitID eller kreditkortoplysninger.
Det foreslås, at politiet snarest muligt og senest inden 24
timer fra indgrebets iværksættelse vil skulle forelægge sagen
for retten. Retten skal ved kendelse afgøre, om indgrebet
kan godkendes, og om det kan opretholdes. Burde indgrebet
efter rettens opfattelse ikke have været foretaget, skal retten
give meddelelse herom til Rigsadvokaten. Indgreb, der efter
rettens opfattelse ikke burde være foretaget af Politiets Ef-
terretningstjeneste, indberettes til Justitsministeriet.
Det bemærkes, at det ved beslutninger om blokering på øje-
med i første række vil være overladt til politiet at foretage
den fornødne proportionalitetsafvejning, jf. retsplejelovens §
791 d, stk. 3, og bemærkningerne til § 2, nr. 7. Det vil i af-
vejningen skulle indgå, at indgrebet i disse tilfælde foretages
uden forudgående forelæggelse for domstolene.
Også i tilfælde hvor politiet træffer beslutning om blokering
på øjemedet, skal politiet hurtigst muligt foranledige, at en
blokering fjernes, hvis politiet bliver bekendt med, at grund-
laget for en kendelse om blokering ikke længere er til stede,
ligesom politiet ved blokering forudsættes at foretage under-
retning af den, som indgrebet retter sig mod, jf. pkt. 2.1.1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 11
Retsplejelovens kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt
indeholder regler for politiets mulighed for at offentliggøre
fotos af en formodet gerningsperson.
Efter retsplejelovens § 818, stk. 1, må politiet kun offent-
liggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede
til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand,
såfremt 1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt
for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale,
og 2) offentliggørelsen må antages at være af væsentlig be-
tydning for efterforskningen, herunder for fastlæggelsen af
den pågældendes identitet, eller for at forebygge yderligere
lovovertrædelse.
Offentliggørelse af et fotografi af den formodede gernings-
mand må kun finde sted, såfremt der er begrundet mistanke
om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der
efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller
derover, jf. bestemmelsens stk. 2.
Efter bestemmelsens stk. 3 må offentliggørelse som nævnt i
stk. 1 og 2 dog ikke foretages, såfremt det efter indgrebets
formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville
være et uforholdsmæssigt indgreb. Afgørelse om offentlig-
gørelse som nævnt i stk. 1 og 2 træffes af politiet, jf. bestem-
melsens stk. 4.
Det følger af retsplejelovens § 819, stk. 1, at hvis der er
særligt bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er
politiet bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter lo-
ven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover,
kan politiet efterlyse den pågældende gennem presse, radio,
fjernsyn eller ved anden form for offentlig efterlysning,
såfremt dette må antages at være af afgørende betydning
for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge
yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.
Ved efterlysning som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysnin-
ger om den påsigtede kriminalitet og om den sigtedes iden-
titet, herunder navn, stilling og bopæl. Ved efterlysningen
kan der tillige ske offentliggørelse af et fotografi af den
pågældende, jf. bestemmelsens stk. 2.
Efterlysning må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets
formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville
være et uforholdsmæssigt indgreb, jf. bestemmelsens stk.
3. Afgørelse om efterlysning træffes af politiet, jf. bestem-
melsens stk. 4.
Retsplejeloven indeholder ikke i dag regler om offentliggø-
relse af fotos mv. af en formodet gerningsperson med hen-
blik på at identificere vidner til en forbrydelse.
68
Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i retsplejelo-
vens § 820, stk. 1, om, at politiet, hvis der er en særligt
bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet
bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter denne lov
kan medføre fængsel i 6 år eller derover, kan offentliggøre
et fotografi, et signalement eller andre oplysninger, der er
egnede til at identificere den pågældende, i presse, radio,
fjernsyn eller anden form for medie, med henblik på at
identificere vidner, såfremt vidnernes forklaringer må anta-
ges at være af afgørende betydning for strafforfølgningens
gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertræ-
delser af tilsvarende grovhed.
Forslaget indebærer, at politiets mulighed for at offentliggø-
re et fotografi, et signalement eller andre oplysninger, som
er egnede til at fastlægge identiteten på en formodet ger-
ningsperson, udvides til at omfatte sager, hvor offentliggø-
relsen har til formål at finde frem til den angiveligt foruret-
tede eller andre vidner til den påsigtede kriminalitet. Offent-
liggørelse vil således kunne ske, selvom politiet er bekendt
med vedkommendes identitet og opholdssted.
Oplysninger, der er »egnede til at fastlægge identiteten«,
omfatter bl.a. oplysninger om alder, højde, særlige kende-
tegn mv. De såkaldte fantombilleder – dvs. billeder, der er
konstrueret af politiet på baggrund af oplysninger fra vidner
– vil også være omfattet af reguleringen. Oplysningerne
kan også angå en bil af et bestemt mærke, som den formo-
dede gerningsperson sættes i forbindelse med, oplysninger
om gerningspersonens »modus operandi« (fremgangsmåde)
eller lignende.
Kravet om, at der skal foreligge en »særligt bestyrket mis-
tanke«, indebærer, at der skal være en meget høj grad af
sandsynlighed for, at vedkommende er skyldig i en lovover-
trædelse, der kan medføre straf i 6 år eller derover.
Kravet om, at vidnets forklaring skal være af »afgørende
betydning for straffeforfølgningens gennemførelse eller for
at forebygge nye lovovertrædelser«, indebærer bl.a., at ind-
grebet kun må anvendes, hvis de øvrige oplysninger i sagen
ikke er tilstrækkeligt til at kunne fastslå, om der er begået
en forbrydelse, og det vurderes, at vidnet vil kunne bidrage
med yderligere oplysninger til brug herfor.
Det kan f.eks. været tilfældet, hvis politiet har fundet video-
materiale på den formodede gerningspersons telefon af en
potentiel overtrædelse af straffelovens § 216, hvor det er
afgørende at høre forklaringen fra den person, som optræder
på videoen.
Det foreslås i § 820, stk. 2, at politiet ved offentliggørelsen
af fotografier som nævnt i stk. 1, vil kunne give oplysninger
om den påsigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet,
herunder navn, stilling og bopæl.
Bestemmelsen indebærer, at politiet samtidig med offent-
liggørelsen af et fotografi vil kunne give oplysninger om
kriminalitet, som den pågældende er mistænkt for at have
begået samt oplysninger om vedkommendes navn, stilling
og bopæl.
Politiet vil skulle foretage en konkret vurdering af, hvor
mange oplysninger det er nødvendigt at offentliggøre for at
kunne identificere potentielle vidner.
Det forudsættes i den forbindelse, at det i størstedelen af
tilfældene vil være tilstrækkeligt at offentliggøre et fotografi
i kombination med oplysninger om den påsigtede kriminali-
tet, således at det alene vil være relevant at offentliggøre op-
lysninger om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling
og bopæl, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Det foreslås i § 820, stk. 3, at offentliggørelse som nævnt
i stk. 1, ikke må foretages, såfremt det efter indgrebets for-
mål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som
indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville
være et uforholdsmæssigt indgreb.
Forslaget indebærer, at der vil skulle foretages en proporti-
onalitetsvurdering, inden politiet beslutter at offentliggøre
signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at
identificere vedkommende, eller et fotografi af den formo-
dende gerningsperson.
Offentliggørelse må således ikke foretages, hvis mindre ind-
gribende foranstaltninger er tilstrækkelige til at kunne iden-
tificere angivelige vidner. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis
politiet gennem offentliggørelse af oplysninger om forbry-
delsens karakter eller gerningsstedet vil kunne finde frem
til de angivelige vidner. På tilsvarende vis skal det indgå
i vurderingen, om det vil være tilstrækkeligt at offentliggø-
re navn, stilling eller bopæl på den formodede gerningsper-
son. Endvidere skal det indgå, om det vil være tilstrække-
ligt at foretage offentliggørelse i en snævrere kreds, f.eks.
hvis der er grund til at antage, at de relevante vidner har
tilknytning til en bestemt forening eller lignende. Yderligere
forudsættes det, at politiet ikke vil foretage offentliggørelse,
såfremt der ikke er en vis sandsynlighed for, at det vil kunne
medvirke til at identificere vidner. Dette vil eksempelvis
ikke være tilfældet, såfremt politiet har en stærk formodning
for, at de relevante vidner ikke længere befinder sig i Dan-
mark.
Det foreslås i § 820, stk. 4, at politiet træffer afgørelse om
offentliggørelse.
Forslaget indebærer, at politiet vil kunne beslutte at offent-
liggøre et fotografi af den formodede gerningsperson uden
forudgående retskendelse.
69
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
Det følger af færdselslovens § 118 c, stk. 1, at for overtræ-
delser af §§ 42 og 43 eller anden hastighedsgrænse fastsat
ved færdselstavler eller anden afmærkning konstateret ved
hastighedskontrol, hvor køretøjet ikke bringes til standsning
(automatisk trafikkontrol), som ikke kan medføre frakendel-
se af førerretten eller kørselsforbud efter kapitel 18, og som
ikke er omfattet af § 125, stk. 2, nr. 5, pålægges ejeren
(brugeren) af køretøjet bødeansvar efter § 118, stk. 1-3, selv
om den pågældende ikke var fører, og selv om overtrædel-
sen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller
uagtsom.
Bestemmelsen, der indebærer et såkaldt betinget objektivt
ejeransvar, omfatter alene hastighedsovertrædelser, der er
konstateret ved automatisk trafikkontrol (ATK), og hvor ha-
stighedsovertrædelsen er på højest 30 pct.
I medfør af § 118 c, stk. 6, kan der pålægges selskaber m.v.
(juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
kapitel 5.
For så vidt angår enkeltmandsvirksomheder indebærer hen-
visningen til straffelovens kapitel 5, at et bødesvar efter
færdselslovens § 118 c, stk. 1, kan pålægges større enkelt-
mandsvirksomheder, hvorimod bødeansvaret skal pålægges
virksomhedsejeren personligt, hvis der er tale om en mindre
enkeltmandsvirksomhed.
Det foreslås, at der i færdselslovens § 118 c, stk. 6, indsættes
et nyt 2. pkt., hvoraf det fremgår, at der uanset straffelovens
§ 26, stk. 2, kan pålægges enkeltmandsvirksomheder straf-
ansvar efter reglerne i straffelovens §§ 25 og 27 uanset
virksomhedens størrelse og organisation.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære en fravigelse af
straffelovens § 26, stk. 2, idet størrelsen på enkeltmands-
virksomheden i de omhandlede tilfælde ikke vil være afgø-
rende for, om virksomheden vil kunne pålægges strafansvar
i medfør af færdselslovens § 118 c.
Den foreslåede bestemmelse vil således have den betydning
for mindre enkeltmandsvirksomheder, at et bødeansvar efter
§ 118 c, stk. 1, vil kunne pålægges virksomheden, i modsæt-
ning til de gældende regler, hvor strafansvaret skal pålægges
virksomhedsejeren personligt.
Den foreslåede bestemmelse medfører ikke ændringer af
de materielle betingelser for pålæggelse af bødeansvar i
færdselslovens § 118 c, stk. 1-3, og stk. 5, ligesom den
foreslåede bestemmelse ikke medfører ændringer af § 118 c,
stk. 4, og stk. 7-9.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1
Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 1, at en udlænding
kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse
varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens
tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil
den pågældende kan udsendes som følge af en eventuel be-
slutning om udvisning, og mindst en af følgende betingelser
er opfyldt: 1) udlændingen ikke har fast bopæl her i landet,
og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået
en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom, el-
ler 2) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.
Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 2, at en udlænding,
som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af
udlændingelovens § 7, og som er udvist ved endelig dom ef-
ter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med
henblik på at sikre asylansøgerens udsendelse som følge af
beslutningen om udvisning.
I medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., finder
retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og for-
anstaltninger, der træder i stedet herfor, i øvrigt anvendelse.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i hjemrejselovens § 14,
som fastslår, at retten kan bestemme, at en udlænding del-
tager i et retsmøde efter § 14, stk. 1 eller 2, om varetægts-
fængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter
retsplejelovens kapitel 70 alene med henblik på udsendelse
som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning ved
anvendelse af telekommunikation med billede, når retten
finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og
sagens øvrige omstændigheder.
Forslaget indebærer, at en udlænding fremover vil skulle
deltage i det retsmøde, hvor der efter dom og endt afsoning
første gang tages stilling til, om betingelserne for varetægts-
fængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1 eller 2, er op-
fyldt, ved anvendelse af telekommunikation med billede.
Det vil dog være en betingelse, at retten henset til formålet
med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder finder det
ubetænkeligt at anvende telekommunikation med billede.
70
Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke efterfølgende
retsmøder, hvor der skal tages stilling til fristen for vare-
tægtsfængslingen, da retsplejelovens § 748 b i medfør af
hjemrejselovens § 14, stk. 3, 1. pkt., allerede finder anven-
delse på disse retsmøder.
Det følger således af retsplejelovens § 748 b, stk. 1, 1.
pkt., at retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet
varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstalt-
ning efter retsplejelovens kapitel 70, deltager i et retsmøde
om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller
foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med
billede (herefter videokommunikation), når retten finder det
ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens
øvrige omstændigheder. Dette gælder dog bl.a. ikke for rets-
møder, hvor der første gang skal tages stilling til varetægts-
fængsling, jf. retsplejelovens § 748 b, stk. 1., 2. pkt.
Det er efter forslaget ikke en betingelse, at udlændingen
giver sit samtykke til deltagelse i retsmødet ved anvendelse
af telekommunikation med billede. Retten kan således træffe
bestemmelse om en sådan deltagelse, selv om udlændingen
ønsker at være personligt til stede, og selv om en sådan per-
sonlig tilstedeværelse ved retsmødet ikke vil være forbundet
med uforholdsmæssige vanskeligheder.
Udlændingens deltagelse ved anvendelse af telekommuni-
kation med billede kan alene ske, når det er ubetænkeligt
henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstæn-
digheder. Dette vil bero på en konkret helhedsvurdering. I
denne vurdering bør bl.a. udlændingens og den beskikkede
advokats begrundelse for et ønske om udlændingens person-
lige deltagelse indgå.
Udlændingens deltagelse ved anvendelse af telekommunika-
tion med billede vil som udgangspunkt forudsætte, at der
inden retsmødet er beskikket en advokat for udlændingen.
Det foreslås herudover, at der indsættes et nyt stk. 5 i
hjemrejselovens § 14, hvorefter den beskikkede advokat,
såfremt en udlænding deltager i et retsmøde ved anvendelse
af telekommunikation med billede, jf. det foreslåede stk. 4,
skal deltage i retsmødet på samme sted som udlændingen,
medmindre retten finder det ubetænkeligt, at den beskikke-
de advokat i stedet møder frem i retten eller deltager ved
anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet
sted end udlændingen.
Den beskikkede advokat vil i disse tilfælde således kunne
deltage i retsmødet 1) via videokommunikation fra samme
sted som udlændingen, 2) ved at møde frem i retten eller 3)
via videokommunikation fra et andet sted end udlændingen.
Endvidere foreslås det, at der indsættes et nyt stk. 6 i hjem-
rejselovens § 14, hvorefter anklageren, såfremt en udlæn-
ding deltager i et retsmøde om varetægtsfængsling efter §
14, stk. 1 eller 2, ved anvendelse af telekommunikation med
billede, deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommu-
nikation med billede, medmindre retten undtagelsesvis be-
stemmer andet.
De foreslåede bestemmelser i stk. 5 og 6 om henholdsvis
den beskikkede advokats og anklagerens deltagelse via vi-
deokommunikation i et retsmøde om varetægtsfængsling ef-
ter § 14, stk. 1 eller 2, svarer i det væsentlige til reglerne i
retsplejelovens § 748 b, stk. 2 og 3.
Den beskikkede advokat vil som udgangspunkt altid skul-
le møde frem i retten, hvis udlændingen er til stede i ret-
ten. Hvis udlændingen deltager via videokommunikation, vil
advokaten alene kunne deltage fra et andet sted end udlæn-
dingen, hvis retten finder det ubetænkeligt. Det vil bero på
en konkret helhedsvurdering, om det vil være ubetænkeligt,
at advokaten deltager fra et andet sted end udlændingen.
Det er dog en forudsætning for, at udlændingens advokat
kan deltage i retsmødet via videokommunikation fra et andet
sted end udlændingen, at udlændingen og den beskikkede
advokat har adgang til direkte og fortrolig kommunikation
med hinanden. Herudover må udlændingens og advokatens
ønsker om advokatens placering indgå med betydelig vægt.
Hvis udlændingen og advokaten ikke deltager i retsmødet
fra samme sted, bør retten ved retsmødets begyndelse vejle-
de udlændingen om muligheden for at få en pause med hen-
blik på drøftelser med sin advokat. Den direkte og fortrolige
kommunikation mellem udlændingen og advokaten må i så-
danne situationer således sikres ved særlige foranstaltninger,
f.eks. ved at de begge får mulighed for at gå til et tilstødende
lokale og derfra tale uforstyrret sammen via en særskilt og
ikke overvåget telefon- eller videoforbindelse. Udlændingen
og advokaten skal endvidere have mulighed for at udveksle
dokumenter i fortrolighed, f.eks. via en opsætning af video-
udstyr der tillader dokumentfremvisning.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 6 indebærer, at såfremt
udlændingen deltager i retsmødet via videokommunikation,
vil den mødende anklager på samme vis kunne deltage i
retsmødet via videokommunikation, medmindre retten und-
tagelsesvis bestemmer andet, f.eks. fordi retten i en konkret
sag finder, at det er betænkeligt, at anklageren deltager
i retsmødet via videokommunikation. Dette vil, som ved
vurderingen efter retsplejelovens § 748 b, stk. 2, bero på
en konkret helhedsvurdering, om det undtagelsesvist er be-
tænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvri-
ge omstændigheder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
71
Til § 5
Til nr. 1
Det følger af politilovens § 3, 1. pkt., at politiet uden for de
tilfælde, hvor indgreb er hjemlet i anden lovgivning, alene
kan foretage indgreb over for borgerne i det omfang, det føl-
ger af bestemmelserne i lovens kapitel 3. Politiloven hjemler
således en række indgreb, som politiet kan foretage over for
borgerne som led i politiets opgavevaretagelse i forbindelse
med orden og sikkerhed (§§ 4-6 b), offentlige forsamlinger
og opløb (§§ 7-9) og svage og udsatte persongrupper (§§
10-13).
Politiet har ikke efter gældende ret mulighed for at foretage
stikprøvevis undersøgelse af en person, der ikke er mistænkt
for en forbrydelse, og dennes ejendele med henblik på at
undersøge for besiddelse af eksplosivstoffer.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 5 a i
politiloven.
Det følger af det foreslåede § 5 a, stk. 1, at politiet på
steder, hvor der efter lov om knive og blankvåben m.v. §
1 gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan
besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre
genstande med henblik på at kontrollere, om vedkommende
er i besiddelse af eksplosivstoffer.
Efter det foreslåede § 5 a, stk. 2, kan besigtigelse og under-
søgelse som nævnt i stk. 1 ske, hvis der er grund til det
med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare
handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred
eller velfærd.
Det følger af det foreslåede § 5 a, stk. 3, 1. pkt., at beslutnin-
gen om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 træffes af
politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil.
Efter det foreslåede § 5 a, stk. 3, 2. pkt., skal beslutningen
være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse
af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for.
Det følger af det foreslåede § 5 a, stk. 4, at politiet vil
kunne tilbageholde en person, der undersøges i medfør af
stk. 1, i det tidsrum, der er nødvendigt til gennemførelse af
undersøgelsen.
Beslutningen om stikprøvekontrol efter den foreslåede § 5
a, stk. 3, 1. pkt., er undergivet de samme betingelser som
beslutningen om visitation mv. efter politilovens § 6, stk. 3,
jf. pkt. 2.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 5 a betyder således, at politiet ved visitati-
onszoner, som etableres efter den foreslåede § 5 a, stk. 3,
uden mistankegrundlag og uden samtykke hertil kan foreta-
ge stikprøvekontrol af, om en person er i besiddelse af eller
har været i kontakt med eksplosivstoffer.
Med bestemmelsen vil politiet kunne anvende særligt prøve-
tagningsudstyr til brug for undersøgelsen, herunder såkaldte
”swipes” bestående af en serviet, vatpind eller lignende, der
kan teste for eksplosivstoffer på personer, disse personers
tøj og andre genstande. Dette prøvetagningsudstyr vil give
politiet mulighed for at få en hurtig indikation af besiddelse
af eksplosivstoffer.
Politiet vil således efter den foreslåede bestemmelse kunne
aftørre en persons legeme samt tøj, som den pågældende
er iført. Der vil endvidere være adgang til at aftørre andet
tøj og genstande, herunder køretøjer, der befinder sig på det
sted, der undersøges. Politiet kan således med henblik på at
kontrollere, om nogen besidder eksplosivstoffer, undersøge
og aftørre f.eks. tasker, kufferter og biler, som personer, der
befinder sig på stedet, er i besiddelse af. Fsva. indgrebets
intensitet vurderes den besigtigelse eller undersøgelse, der
vil kunne foretages i medfør af den foreslåede § 5 a at kunne
sidestilles med den besigtigelse og undersøgelser, der kan
foretages i medfør af politilovens § 6.
Betingelserne i § 5 a, stk. 2, skal forstås i overensstemmelse
med betingelserne efter politilovens § 6, stk. 2, jf. pkt. 2.4.1
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Politiet vil efter den foreslåede § 5 a, stk. 4, således kunne
tilbageholde en person, hvis tøj og andre genstande er ble-
vet aftørret, indtil der efter få minutter foreligger et prøve-
svar på, hvorvidt der er udslag for eksplosivstoffer. Bestem-
melsen giver derimod ikke politiet adgang til at indbringe
personer til prøveafgivelse eller undersøgelser på f.eks. en
politistation eller til at tilbageholde den pågældende, indtil
særligt prøvetagningsudstyr kommer til stede. Det bemær-
kes, at denne adgang går videre end politiets beføjelser i
forbindelse med visitation for våben efter politilovens § 6,
hvilket hænger sammen med, at der i forbindelse med stik-
prøvekontroller for eksplosivstoffer – modsat ved visitation
for våben – er behov for at afvente prøvesvaret på, hvorvidt
der er udslag for eksplosivstoffer.
Besigtigelse og undersøgelse efter bestemmelsen kan ske
med henblik på at kontrollere, om nogen på steder, hvor
der efter knivloven gælder forbud mod at besidde eller bære
knive mv., besidder eksplosivstoffer. Formålet skal således
være at undersøge, om nogen besidder eksplosivstoffer. Der
kan ikke efter bestemmelsen foretages visitation mv. med
henblik på at undersøge, om nogen f.eks. er i besiddelse
af ulovlige euforiserende stoffer eller redskaber, som kan an-
vendes ved indbrud. Visitationer med dette formål vil skulle
72
ske under iagttagelse af retsplejelovens bestemmelser om
legemsbesigtigelse mv.
Adgangen til at foretage besigtigelse efter den foreslåede
bestemmelse vil være afgrænset til offentligt tilgængelige
steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordnin-
ger og lignende, sådan som disse begreber anvendes i kniv-
lovens § 1. Der vil således ikke kunne foretages besigtigel-
se eller undersøgelse efter den foreslåede bestemmelse i
boliger, private garager eller andre steder, hvor det ikke er
forbudt at besidde eller bære knive mv.
Da der er tale om et politimæssigt indgreb uden for straffe-
processen, indebærer politiets besigtigelse efter den foreslå-
ede bestemmelse ikke, at den, der besigtiges, herved får
status som sigtet. Findes der imidlertid under besigtigelsen
ulovlige eksplosivstoffer, der kan danne grundlag for sigtel-
se for et strafbart forhold, vil de straffeprocessuelle regler
herefter skulle anvendes, herunder retsplejelovens regler om
sigtede personers rettigheder og om beslaglæggelse mv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 6
Til nr. 1
Det følger af § 1, 3. pkt., i lov om bekæmpelse af ungdoms-
kriminalitet (ungdomskriminalitetsloven), at barnets eller
den unges synspunkter altid skal inddrages med passende
vægt i overensstemmelse med, alder og modenhed.
Det foreslås, at »,« i ungdomskriminalitetslovens § 1, 3.
pkt., udgår. Der er alene tale om en justering af sproglig
karakter, som ikke ændrer på gældende ret.
Til nr. 2
Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 1, at
loven finder anvendelse for unge i alderen 15 til 17 år,
som har opholdstilladelse eller i øvrigt fast, lovligt ophold
i Danmark, og som er idømt fængselsstraf for personfarlig
kriminalitet (nr. 1) eller idømt fængselsstraf for anden alvor-
lig kriminalitet ved overtrædelse af straffeloven, lov om
euforiserende stoffer, våbenloven eller knivloven, og som
samtidig vurderes at være i særlig risiko for at begå yderli-
gere kriminalitet (nr. 2).
Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 2, stk. 2, at
loven finder anvendelse for børn i alderen 10 til 14 år,
som har opholdstilladelse eller i øvrigt fast, lovligt ophold i
Danmark, og som er mistænkt for personfarlig kriminalitet
(nr. 1) eller mistænkt for anden alvorlig kriminalitet ved
overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer,
våbenloven eller knivloven, og som samtidig vurderes at
være i særlig risiko for at begå yderligere kriminalitet (nr.
2).
Bestemmelsen indeholder således et alderskriterium, et op-
holdskriterium og et kriminalitetskriterium. Særligt for så
vidt angår anden alvorlig kriminalitet omfattet af § 2, stk.
1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, kræves det endvidere, at barnet
eller den unge vurderes at være i særlig risiko for at begå
yderligere kriminalitet.
Ved personfarlig kriminalitet forstås i denne sammenhæng
overtrædelser af bestemmelser i straffelovens kapitel 25 om
forbrydelser mod liv og legeme, straffelovens kapitel 26 om
forbrydelser mod den personlige frihed, straffelovens § 119
om vold og trusler mod en person i offentlig tjeneste eller
hverv, § 123 om vidnetrusler, § 180 om ildspåsættelse under
skærpende omstændigheder, seksualforbrydelser omfattet af
§§ 216-225, § 266 om trusler, § 281 om afpresning og §
288 om røveri, jf. nærmere Folketingstidende 2018-19, 1.
samling, A, L 84 som fremsat, side 57.
Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det at ændre »person-
farlig kriminalitet« til: »overtrædelse af bestemmelser om-
fattet af straffelovens kapitel 25 og 26 samt §§ 119, 119
b, 123, 180, 216-225, 266, 281 og 288« i ungdomskriminali-
tetslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1.
Der er tale om sproglige ændringer af lovteksten, der har til
formål at udvide begrebet »personfarlig kriminalitet« til og-
så at omfatte overtrædelser af straffelovens § 119 b. Forsla-
get indebærer, at ungdomskriminalitetsloven efter § 2, stk. 1,
nr. 1, og stk. 2, nr. 1, vil kunne finde anvendelse på børn og
unge, der er mistænkt for eller idømt fængselsstraf for at ha-
ve overtrådt straffelovens § 119 b ved at angribe personer i
offentlig tjeneste eller hverv. De pågældende sager vil derfor
kunne henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet, uanset om
den pågældende samtidig vurderes at være i særlig risiko for
at begå yderligere kriminalitet, jf. bestemmelsens stk. 1, nr.
2, og stk. 2, nr. 2.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 3
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 5, stk. 2, at
nævnets afgørelser træffes på et møde ved stemmeflerhed,
medmindre sagen kan afgøres af formanden eller en næst-
formand, jf. lovens § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30,
stk. 3, eller § 51, stk. 3. De nævnte bestemmelser giver
73
formanden eller en næstformand kompetence til at træffe
afgørelse på skriftligt grundlag.
Det foreslås at ændre »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3,
§ 30, stk. 3, eller § 51, stk. 3.« til: »jf. dog § 21, stk. 3 og 6,
§ 29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 36 a, stk. 2, § 42, stk. 2, eller §
51, stk. 3«.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at
der med lovforslaget, gives flere muligheder for, at forman-
den eller en næstformand kan træffe afgørelse på skriftligt
grundlag.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Til nr. 4
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 6, stk. 1, at i
sager vedrørende børn og unge i alderen 10 til 14 år bistås
Ungdomskriminalitetsnævnet af en børnesagkyndig, jf. dog
§ 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, og § 51, stk. 3.
Det foreslås, at »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30,
stk. 3, og § 51, stk. 3.« i ungdomskriminalitetslovens § 6,
stk. 1, ændres til »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30,
stk. 3, § 36 a, stk. 2, § 42, stk. 2, og § 51, stk. 3«.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at
der med lovforslaget gives flere muligheder for, at forman-
den eller en næstformand kan træffe afgørelse på skriftligt
grundlag.
Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af den gældende
retstilstand.
Til nr. 5
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 6, stk. 2, at
Ungdomskriminalitetsnævnet bistås af en børnesagkyndig i
sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når der skal
træffes afgørelse om 1) gennemførelse af en ungefaglig un-
dersøgelse under ophold på institution, indlæggelse på et
sygehus eller benyttelse af et børnehus, jf. § 32, 2) anbrin-
gelse uden for hjemmet uden samtykke, jf. § 14, stk. 2-4, 3)
anbringelse på delvist lukkede døgninstitutioner eller afde-
linger, jf. § 15, 4) anbringelse på sikrede døgninstitutioner,
jf. § 16, 5) anbringelse på særligt sikrede afdelinger, jf. § 17,
6) tilbageholdelse i forbindelse med anbringelse, jf. § 18,
stk. 1, 7) samvær og kontakt, jf. § 18, stk. 2 eller § 32, stk.
2, 8) opretholdelse af en anbringelse uden samtykke, jf. § 23
og 9) ændring af anbringelsessted, jf. § 24.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i ungdomskriminali-
tetslovens § 6, hvorefter formanden eller næstformanden
kan træffe afgørelse om, at Ungdomskriminalitetsnævnet, ud
over de i stk. 2 nævnte tilfælde, skal bistås af en børnesag-
kyndig i sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når det
skønnes særdeles påkrævet af hensyn til den unge.
Forslaget har til formål at sikre, at børnesagkyndige endvi-
dere vil kunne bistå Ungdomskriminalitetsnævnet i sager
vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når det af formanden
eller næstformanden skønnes særdeles påkrævet af hensyn
til den unge.
Ved vurderingen af om det skønnes »særdeles påkrævet af
hensyn til den unge«, at Ungdomskriminalitetsnævnet bistås
af en børnesagkyndig, vil der navnlig skulle lægges vægt på,
om den unge har nedsat psykisk funktionsevne eller andre
psykiske udfordringer, uden at der dog er tale om en sådan
svært nedsat psykisk funktionsevne, at den pågældende efter
den foreslåede § 36 a bør undtages fra nævnsbehandling.
Det kan eksempelvis være i sager, hvor det konkret vurde-
res, at der bør ske nævnsbehandling af en ung med nedsat
psykisk funktionsevne eller andre psykiske udfordringer,
fordi nævnsbehandlingen vurderes at kunne have en positiv
effekt på den unges fremadrettede udvikling. I sådanne sager
kan der være behov for yderligere faglig indsigt i forhold til,
om den unges nedsatte psykiske funktionsevne eller andre
psykiske udfordringer medfører, at den unge ikke vil profite-
re af en straksreaktion og/eller et forbedringsforløb.
Det ville være at anse som særdeles påkrævet at benytte
en børnesagkyndig, såfremt den børnesagkyndige – udover
at kunne bidrage til en bedre dialog med den unge – er
nødvendig for yderligere fagligt indsigt i forhold til, om den
unges nedsatte psykiske funktionsevne eller andre psykiske
udfordringer medfører, at den unge ikke vil profitere af en
straksreaktion/og eller et forbedringsforløb.
Der vil ved vurderingen endvidere kunne lægges vægt på,
om den gennemførte ungefaglige undersøgelse efter ung-
domskriminalitetslovens § 31 vurderes at udgøre et tilstræk-
keligt grundlag, således at der ikke er behov for yderligere
faglig indsigt.
Det er alene formanden, der vil kunne træffe afgørelse om at
lade Ungdomskriminalitetsnævnet bistå af en børnesagkyn-
dig.
Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring af den gældende
retstilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 6
74
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 8, at justitsmini-
steren fastsætter Ungdomskriminalitetsnævnets forretnings-
orden.
Det foreslås, at ungdomskriminalitetslovens § 8 nyaffattes,
så Ungdomskriminalitetsnævnet selv fastsætter sin forret-
ningsorden. Nyaffattelsen af ungdomskriminalitetslovens §
8 træder i kraft den 1. januar 2023, jf. den foreslåede § 7,
stk. 2.
Idet ungdomskriminalitetslovens § 8 er en bemyndigelse til
justitsministeren til at fastsætte Ungdomskriminalitetsnæv-
nets forretningsorden, bortfalder den hidtidige forretnings-
ordenen automatisk 1. januar 2023. Ungdomskriminalitets-
nævnets forretningsorden udarbejdes herefter af Ungdoms-
kriminalitetsnævnet selv.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.3.
Til nr. 7
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 9, at politiet
stiller sekretariatsbistand til rådighed for Ungdomskrimina-
litetsnævnet.
Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat har siden oprettel-
sen været organisatorisk forankret i Rigspolitiet, men virker
i øvrigt uafhængigt af politiets arbejde. Regeringen (Social-
demokratiet) og Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socia-
listisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti
og Nye Borgerlige blev med aftalen om politiets og ankla-
gemyndighedens økonomi 2021-2023 enige om en reform
af Rigspolitiet, der bl.a. indebærer, at der skal ske en halve-
ring af Rigspolitiets størrelse, og at Rigspolitiet fremover
skal fokusere på de klassiske styrelsesopgaver som øverste
politimyndighed i Danmark. På denne baggrund er det Ju-
stitsministeriets vurdering, at Ungdomskriminalitetsnævnets
sekretariat skal udskilles fra Rigspolitiet.
Det foreslås, at ungdomskriminalitetslovens § 9 nyaffattes
således, at der til Ungdomskriminalitetsnævnet tilknyttes et
sekretariat. Desuden foreslås som nyt stk. 2, at Domstolssty-
relsen varetager Ungdomskriminalitetsnævnets bevillings-
mæssige og administrative forhold.
Denne forankring vil bl.a. indebære, at Domstolsstyrelsen
stiller administrativ bistand og it til rådighed. Sekretariatet
kan oplyse sagerne, foretage de nødvendige høringer, udar-
bejde sagsfremstillinger, redegørelser for hidtidig rets- og
nævnspraksis og begrundede indstillinger, alt efter reglerne
i forretningsordenen og nævnets nærmere bestemmelse i de
enkelte sager.
Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat overflyttes fra
Rigspolitiet til Domstolsstyrelsen den 1. januar 2023, jf. den
foreslåede § 7, stk. 3.
Efterfølgende ændringer vedrørende sekretariatsbetjeningen
af nævnet, herunder myndighedsplacering, fysisk og geo-
grafisk placering samt organisering, skal drøftes med Ung-
domskriminalitetsnævnets formand.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.13.3.
Til nr. 8
Efter ungdomskriminalitetslovens § 12, stk. 1, kan Ung-
domskriminalitetsnævnet pålægge barnet eller den unge en
straksreaktion, som kan bestå i at bidrage til at genoprette
forrettet skade eller deltage i andre aktiviteter med genopret-
tende formål, herunder udføre samfundsnyttigt arbejde
Efter § 12, stk. 2, er det en betingelse for pålæg af en
straksreaktion, at der foreligger oplysninger om, at barnet
eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ
adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnet
eller den unges udvikling er i fare.
En straksreaktion efter ungdomskriminalitetslovens § 12,
stk. 1, har ikke karakter af arbejde for en arbejdsgiver i hen-
hold til lov nr. 2062 af 16. november 2021 om arbejdsmiljø
(arbejdsmiljøloven).
Ungdomskriminalitetsloven indeholder ikke bestemmelser,
der regulerer spørgsmålet om erstatningsforhold mv., så-
fremt et barn eller en ung kommer til skade eller pådrager
sig sygdomme i forbindelse med udførelsen af en straksre-
aktion.
Spørgsmålet om eventuel erstatning for skader i denne for-
bindelse reguleres derfor af de almindelige regler i lov om
arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 376 af 31.
marts 2020 med senere ændringer (arbejdsskadesikringslo-
ven), som indeholder regler om erstatning og godtgørelse til
tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskader. For
at kunne tilkendes erstatning eller godtgørelse skal skaden
i medfør af lovens § 1, stk. 1, 2. pkt., være forårsaget af
arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens §§ 5-7,
men arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspå-
dragende. Ved en arbejdsskade forstås i medfør af lovens § 5
ulykke og erhvervssygdom.
Det foreslås for det første at nyaffatte den nuværende §
12, stk. 2, i ungdomskriminalitetsloven, således at det ikke
længere er en betingelse for at pålægge en straksreaktion
efter bestemmelsens stk. 1, at der foreligger oplysninger om,
at barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser
negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at
75
barnets eller den unges udvikling er i fare. I stedet vil en
straksreaktion skulle pålægges, hvis barnets eller den unges
udviste adfærd giver grundlag herfor. I den forbindelse vil
Ungdomskriminalitetsnævnet bl.a. kunne tage udgangspunkt
i den ungefaglige undersøgelse.
Det forudsættes i den forbindelse, at Ungdomskriminalitets-
nævnet fremadrettet alene vil skulle lægge vægt på de
grundlæggende hensyn, der ligger til grund for reglerne om
straksreaktioner, herunder navnlig at reaktionen skal have en
opdragende karakter over for barnet eller den unge, og at
reaktionen har et udviklingsmæssigt sigte, således at barnet
eller den unge kommer til at opleve, at barnet eller den unge
bidrager til et trygt og ordentligt samfund.
Ungdomskriminalitetsnævnet vil fortsat kunne lægge vægt
på, om barnets eller den unges adfærd giver grundlag for
at pålægge en straksreaktion. Oplysninger om kriminalitet,
herunder af et vist omfang eller grovhed, ulovligt skolefra-
vær eller anden forsømmelse af undervisningspligten, ad-
færds- eller tilpasningsproblemer, eller at barnet eller den
unge forud for sagens behandling har nægtet eller undladt
at samarbejde med de relevante myndigheder om løsning af
sine problemer, vil derfor fortsat kunne give grundlag for
afgørelse om en straksreaktion.
Endvidere vil der fortsat kunne pålægges en straksreaktion,
såfremt barnet eller den unge har udvist en adfærd omfattet
af den ophævede bestemmelse i ungdomskriminalitetslovens
§ 12, stk. 2, idet den pågældende adfærd også fremadrettet
vil være omfattet af anvendelsesområdet for straksreaktio-
ner.
Det forudsættes, at kommunerne i langt videre omfang end i
dag vil skulle indstille til brug af straksreaktion.
Ungdomskriminalitetsnævnet vil i forbindelse med afgørel-
sen om, hvorvidt der skal pålægges en straksreaktion efter
lovens § 12, stk. 1, skulle foretage en konkret helhedsvurde-
ring af alle sagens oplysninger med henblik på at fastsætte
den straksreaktion, som vurderes bedst egnet til at få barnet
eller den unge til at indse konsekvenserne af kriminelle
handlinger og understøtte barnet eller den unge i at komme
væk fra den kriminelle løbebane. En pålagt straksreaktion
skal være klart formuleret, så det er tydeligt, hvad barnet
eller den unge skal gøre for at efterleve reaktionen.
Det er kommunen, som indstiller til en straksreaktion. Det
forudsættes, at kommunerne i langt videre omfang end i dag
vil skulle indstille til brug af straksreaktion i de sager, som
henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet.
Det foreslås for det andet at affatte et nyt § 12, stk. 2,
i ungdomskriminalitetsloven, hvorefter justitsministeren be-
myndiges til at fastsætte regler om erstatning og godtgørelse
til børn og unge for følger af skader, der pådrages ved udfø-
relse af straksreaktioner fastsat efter bestemmelsens stk. 1.
»Skade« skal forstås i overensstemmelse med begrebet ”per-
sonskade” i arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 1 og stk. 2,
og omfatter således en personskade forårsaget af en hændel-
se eller påvirkning, der sker pludseligt eller inden for fem
dage, jf. arbejdsskadesikringslovens § 6, stk. 1.
Det er en betingelse for erstatning, at det pågældende
ulykkestilfælde pådrages ved udførelsen af en straksreakti-
on. Herved forstås f.eks. situationer, hvor et barn eller en
ung i forbindelse med udførelse af en straksreaktion pådra-
ger sig skade i forbindelse med et fald eller lignende.
Det forudsættes, at der ved bekendtgørelse vil blive fastsat
nærmere regler om, at den relevante offentlige myndighed
yder erstatning og godtgørelse til børn og unge for følger
af ulykkestilfælde, der pådrages under udførelse af en sådan
straksreaktion. Dette indebærer, at barnet eller den unge
efter omstændighederne vil kunne tildeles erstatning og/eller
godtgørelse for ulykkestilfælde, uanset om straksreaktionen
kan antages at have værdi for den, der bliver udført arbejde
hos.
Dette vil indebære, at børn og unge, der er underlagt en
straksreaktion fra Ungdomskriminalitetsnævnet, klart vil
være omfattet af reglerne i arbejdsskadesikringsloven. Der-
med vil børn og unge kunne ydes erstatning og godtgørelse
for ulykke, som pådrages under udførelse af en straksreakti-
on.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 9
Ungdomskriminalitetslovens § 22 indeholder regler om
hjemgivelse (dvs. hvis forældremyndighedsindehaver øn-
sker, at barnet eller den unge kommer hjem og bor igen,
eller den unge, der er over 15 år, ikke længere ønsker at
være anbragt, eller hvis hjemgivelse sker på initiativ fra
kommunen) af et barn eller en ung, som er anbragt efter
ungdomskriminalitetslovens § 14. De nærmere betingelser
for hjemgivelse af et barn eller en ung efter ungdomskrimi-
nalitetslovens § 22 og fastsættelsen af længden for hjemgi-
velse fremgår af servicelovens § 68, stk.1-4.
Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 22 ind-
sættes et nyt stk. 7, hvoraf det følger, at forud for, at et
76
forbedringsforløb fastsat i medfør af § 13 ophører, kan kom-
munalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse efter reg-
lerne i § 68, stk. 1-4, i lov om social service.
Formålet med den foreslåede ændring er at skabe klarhed
over, hvem der træffer afgørelse om hjemgivelse af et an-
bragt barn eller ung i en situation, hvor hjemgivelsesproces-
sen ønskes igangsat i forbindelse med, at et forbedringsfor-
løb fastsat af Ungdomskriminalitetsnævnet efter ungdoms-
kriminalitetsloven ophører.
Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen inden udløbet
af et af Ungdomskriminalitetsnævnet fastsat forbedringsfor-
løb efter lovens § 13 vil kunne træffe afgørelse om hjem-
givelse efter reglerne i servicelovens § 68, stk. 1-4, som
fastsætter nærmere regler om hjemgivelse af et barn eller en
ung og længden for en hjemgivelsesperiode.
Det forudsættes i den forbindelse, at hjemgivelsesperioden
kan vare op til 6 måneder, og at en hjemgivelse ikke sker
pludseligt og uden forberedelse, så den kan være til skade
for barnets eller den unges trivsel og udvikling, jf. de i
servicelovens § 68, stk. 4, oplistede hensyn.
Det forudsættes endvidere, at Ungdomskriminalitetsnævnet i
forbindelse med kommunalbestyrelsens afgørelse om hjem-
givelse skal orienteres herom.
Det forudsættes endeligt, at kommunalbestyrelsen i forbin-
delse med afgørelse om hjemgivelse, ligeledes skal træffe
afgørelse om anbringelse, således at anbringelsen i den del
af hjemgivelsesperioden, der ligger efter udløb af forbed-
ringsforløbet, har hjemmel i serviceloven.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.16.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 10
Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 23, stk. 1, 1.
pkt., at opretholdelse af en anbringelse efter § 14, stk. 2-4,
ud over 1 år fra Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse for-
udsætter fornyet afgørelse i nævnet, jf. dog stk. 2. Sagen
forelægges af kommunalbestyrelsen, jf. bestemmelsens 2.
pkt. Endvidere følger det af § 23, stk. 2, at har barnet eller
den unge været anbragt uden for hjemmet inden for det se-
neste år før datoen for den aktuelle anbringelse, forudsætter
opretholdelse af en foranstaltning efter § 14, stk. 2-4 (an-
bringelser uden for hjemmet), ud over 2 år fra Ungdomskri-
minalitetsnævnets afgørelse fornyet afgørelse i nævnet. Er
sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt domstolene,
regnes fristen fra den endelige afgørelse eller dom, jf. be-
stemmelsens stk. 3, 1. pkt.
Det foreslås, at »i nævnet, jf. dog stk. 2. Sagen forelægges af
kommunalbestyrelsen« i ungdomskriminalitetslovens § 23,
stk. 1, 1. pkt., udgår.
Til nr. 11
Det foreslås, at »i nævnet« i ungdomskriminalitetslovens §
23, stk. 2, udgår.
Der er tale om sproglige præciseringer som følge af ændrin-
gen af ungdomskriminalitetslovens § 23, stk. 5.
Til nr. 12
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 5 i ungdomskri-
minalitetslovens § 23, hvorefter fornyet afgørelse efter be-
stemmelsens stk. 1 eller 2, træffes af kommunens børn- og
unge-udvalg efter reglerne i servicelovens § 62 inden for-
bedringsforløbets udløb, når en anbringelse uden samtykke
skal opretholdes efter udløb.
Det foreslåede indebærer, at der ikke skal ske genbehandling
i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis forbedringsforløbet er
udløbet, og at kompetencen til at træffe afgørelse om fortsat
anbringelse fremadrettet ligger hos kommunalbestyrelsen el-
ler børn og unge-udvalget efter serviceloven.
Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 5, sammenholdt
med de foreslåede konsekvensændringer af § 23, stk. 1,
1. pkt., og § 23, stk. 2, indebærer, at en anbringelse efter
lovens § 14, stk. 2-4, der af Ungdomskriminalitetsnævnet
er fastsat som led i et forbedringsforløb, alene vil kunne
opretholdes efter forbedringsforløbets udløb, hvis kommu-
nens børn- og unge-udvalg træffer fornyet afgørelse herom
efter reglerne i servicelovens § 62. Børn- og unge-udvalgets
fornyede afgørelse skal foreligge inden udløbet af det af
Ungdomskriminalitetsnævnet fastsatte forbedringsforløb.
Bestemmelsen har til formål at lovfæste den løbende efterpr-
øvelse af grundlaget for tvangsanbringelser.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.16.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 13
De nærmere regler for den ungefaglige undersøgelse er fast-
sat i ungdomskriminalitetslovens § 31. Det fremgår nærmere
77
af § 31, stk. 4, at der som led i undersøgelsen skal indhentes
oplysninger fra fagfolk, som allerede har viden om barnets
eller den unges og familiens forhold. Er det nødvendigt, skal
kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge
eller en autoriseret psykolog. Bestemmelsen giver imidlertid
ikke mulighed for, at der i forbindelse med den ungefaglige
undersøgelse kan foretages en psykologisk undersøgelse af
forældremyndighedsindehaveren.
Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 31, stk.
4, indsættes et 3. pkt., hvorefter kommunen kan iværksætte
en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindeha-
veren. Iværksætter kommunen en sådan undersøgelse, skal
den foretages af en autoriseret psykolog.
Forslaget indebærer, at kommunen som led i den ungefagli-
ge undersøgelse vil kunne iværksætte en psykologisk under-
søgelse af forældremyndighedsindehaveren. Forslaget inde-
bærer samtidig, at hvis kommunen iværksætter en sådan
undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren, vil det
skulle være en autoriseret psykolog, som foretager undersø-
gelsen. Dette kan f.eks. være relevant for at belyse forældre-
myndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg
for barnet eller den unge og tage hånd om den pågældendes
særlige behov.
Den psykologiske undersøgelse vil så vidt muligt skulle
gennemføres i samarbejde med den pågældende forældre-
myndighedsindehaver og barnet eller den unge, jf. ung-
domskriminalitetslovens § 31, stk. 1. Bestemmelsen vil såle-
des ikke give kommunen mulighed for at iværksætte en psy-
kologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren
ved brug af en autoriseret psykolog, hvis der ikke foreligger
samtykke hertil fra forældremyndighedsindehaveren.
Den foreslåede bestemmelse i ungdomskriminalitetslovens
§ 31, stk. 4, 3. pkt., vil indholdsmæssigt svare til servicelo-
vens § 50, stk. 5, 4. pkt.
Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende
retstilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 14
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 33, 1. pkt., at
den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31, skal resultere i en
begrundet indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at
iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken
art disse bør være, jf. § 34. Det fremgår af lovens § 34,
stk. 1,, at indstillingen til Ungdomskriminalitetsnævnet skal
omfatte den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31, herunder en
beskrivelse af de foranstaltninger, jf. §§ 12-14, som foreslås
iværksat.
De nærmere regler for den ungefaglige undersøgelse er fast-
sat i ungdomskriminalitetslovens § 31. Det fremgår dog af
lovens § 32, stk. 1, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan be-
slutte, at den ungefaglige undersøgelse skal gennemføres
under ophold på en institution, ved benyttelse af et børne-
hus eller indlæggelse på et sygehus, herunder psykiatrisk
afdeling, når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om
der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den
unges sundhed eller udvikling.
Det foreslås, at henvisningen til »§ 31,« i ungdomskrimina-
litetslovens § 33, 1. pkt., og § 34, stk. 1, ændres til: »§§ 31
og 32,«.
Der er alene tale om en sproglig præcisering af lovteksten,
der har til formål at understrege, at den ungefaglige undersø-
gelse – selvom denne som oftest vil være iværksat efter §
31 – tillige vil kunne iværksættes efter § 32, såfremt under-
søgelsen skal gennemføres under en indlæggelse mv.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Til nr. 15
Bestemmelsen i ungdomskriminalitetslovens § 34 vedrører
indholdet af kommunens indstilling til brug for Ungdoms-
kriminalitetsnævnets afgørelse. Det følger af § 34, stk. 1,
at indstillingen til Ungdomskriminalitetsnævnet skal omfat-
te den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31, herunder en be-
skrivelse af de foranstaltninger, jf. §§ 12-14, som foreslås
iværksat.
Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 2, at en indstil-
ling om anbringelse uden for hjemmet, jf. §14 eller § 14, jf.
§§15-17, herudover skal indeholde 1) en beskrivelse af, at
betingelserne for anbringelse i § 14 eller i § 14, jf. §§ 15-17,
anses for opfyldt, og af de ressourcer hos den unge, familien
og netværket, som kan bidrage til at bringe barnet eller den
unge tilbage i trivsel under anbringelsen, 2) en beskrivelse
af den støtte og de initiativer, som er påtænkt for barnet
eller den unge og dennes familie under anbringelsen uden
for hjemmet og i tiden derefter, og 3) den unges holdning til
den påtænkte anbringelse.
Det foreslås at indsætte et nyt nr. 4 i ungdomskriminalitets-
lovens § 34, stk. 2, hvorefter en vurdering af forældremyn-
dighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen
for barnet eller den unges særlige behov, herunder med
hjælp og støtte efter serviceloven eller anden relevant lov-
givning, skal indgå i en indstilling om anbringelse uden for
hjemmet efter lovens § 14 eller § 14, jf. §§ 15-17.
78
Det forudsættes, at vurderingen af forældremyndighedsinde-
haverens kompetencer vil kunne foretages på grundlag af
den ungefaglige undersøgelse og sagens oplysning i øvrigt,
og uden at kommunen vil skulle foretage en række supple-
rende undersøgelser mv., som kommunen ikke også foreta-
ger efter de gældende regler. Det bemærkes i den forbindel-
se, at kommunalbestyrelsen allerede efter de gældende reg-
ler i ungdomskriminalitetslovens § 32, stk. 2, er forpligtet til
at anlægge en helhedsvurdering, der som udgangspunkt bl.a.
skal omfatte barnets eller den unges udvikling og adfærd,
familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold
og venskaber og andre relevante forhold. Kommunalbesty-
relsen er endvidere allerede efter gældende ret forpligtet til
at afdække ressourcer og problemer hos barnet eller den
unge, familien og netværket, jf. lovens § 31, stk. 3, 1. pkt.
Den foreslåede ændring vil således alene betyde, at kommu-
nalbestyrelsen skal sammenfatte de relevante eksisterende
oplysninger i den ungefaglig undersøgelse og sagen i øvrigt,
så det sikres, at kommunens samlede vurdering af forældre-
myndighedsindehaverens kompetencer til at drage omsorg
for barnet eller den unge, herunder med støtte, fremgår ty-
deligt af indstillingen til Ungdomskriminalitetsnævnet. Det-
te skal sikre, at forældremyndighedsindehaverens retssikker-
hed og grundlaget for kommunalbestyrelsens og børn- og
unge-udvalgets afgørelse styrkes.
Den foreslåede ændring vil samtidig indebære, at retstilstan-
den efter ungdomskriminalitetsloven i højere grad svarer til
den gældende efter serviceloven.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand. Det bemærkes i den forbindelse
særligt, at den foreslåede ordning således ikke vil medføre
ændringer af kravene til en ungefaglig undersøgelse efter
ungdomskriminalitetslovens § 31, herunder til kommunalbe-
styrelsens undersøgelse af barnets eller den unges familie-
forhold og afdækning af ressourcer og problemer hos barnet
eller den unge og familien. Det vil således fortsat være op til
kommunen ud fra en konkret og individuel vurdering at tage
stilling til, hvordan disse forhold i en given sag skal belyses,
herunder om der eventuelt er behov for at foretage f.eks.
en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindeha-
verens forældrekompetencer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 16
Ungdomskriminalitetslovens § 2 fastsætter lovens anvendel-
sesområde på baggrund af et alderskriterium, et opholdskri-
terium og et kriminalitetskriterium. Loven giver imidlertid
ikke i dag mulighed for at undtage børn og unge med svært
nedsat psykisk funktionsevne fra behandling ved Ungdoms-
kriminalitetsnævnet i de situationer, hvor de objektivt er
omfattet af nævnets målgruppe.
Det bemærkes i den forbindelse, at 15-17-årige, der får en
foranstaltningsdom fremfor en fængselsstraf, ikke vil kunne
få deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i ungdoms-
kriminalitetsloven som § 36 a, der giver mulighed for at
børn og unge med svært nedsat psykisk funktionsevne kan
undtages fra at få deres sag behandlet ved Ungdomskrimina-
litetsnævnet.
Det foreslås i § 36 a, stk. 1, 1. pkt., at kommunen kan
indstille til Ungdomskriminalitetsnævnet, at der ikke iværk-
sættes foranstaltninger, jf. §§ 12-14 (straksreaktion, forbed-
ringsforløb eller tvangsmæssig anbringelse) af hensyn til
svært nedsat psykisk funktionsevne hos barnet eller den un-
ge. Ungdomskriminalitetsnævnet træffer afgørelse om for-
anstaltninger efter §§ 12-14 på baggrund af kommunens
indstilling herom, jf. den foreslåede bestemmelses 2. pkt.
Kommunen vil under forberedelsen af sagen og indstillingen
til Ungdomskriminalitetsnævnet skulle afdække barnets el-
ler den unges særlige udfordringer, herunder barnets eller
den unges eventuelle svært nedsatte psykiske funktionsevne
med henblik på at vurdere, om der er behov for, at barnet
eller den unges sag skal undtages fra at blive behandlet i
Ungdomskriminalitetsnævnet, uanset at kriterierne i lovens
§ 2 formelt er opfyldt.
Det forudsættes i den forbindelse, at kommunens indstilling
til nævnet som udgangspunkt vil bygge på konklusionerne
i den ungefaglige undersøgelse efter lovens § 31. Kommu-
nen kan dog også uden at udarbejde en sådan undersøgel-
se indstille til nævnet, at sagen ikke skal behandles i næv-
net, såfremt kommunen under sagens forberedelse, herunder
gennem tidligere udarbejdet materiale vedrørende barnet el-
ler den unge, kan konstatere, at barnet eller den unge har
en svært nedsat psykisk funktionsevne. Det forudsættes, at
kommunens indstilling indgår som et væsentligt og tungtve-
jende element i nævnets vurdering, selvom at nævnet ikke er
bundet af kommunens indstilling.
Ved »svært nedsat psykisk funktionsevne« forstås særligt
børn eller unge, hvis psykiske udviklingsniveau er langt
fra aldersmæssigt svarende, således at barnet eller den un-
ges udvikling, herunder særligt den pågældendes modenhed
(dvs. evnen til at handle klogt, ansvarsbevidst og selvstæn-
digt) og evne til at forstå konsekvensen af sine handlinger,
er betydeligt hæmmet. Målgruppen vil således bl.a. kunne
omfatte børn og unge, der er diagnosticeret med infantil au-
tisme, udviklingshæmning og lignende. Endvidere vil mål-
gruppen kunne omfatte børn og unge, der er diagnosticeret
med en opmærksomhedsforstyrrelse, eksempelvis ADHD
79
eller autismespektrum-forstyrrelse, men vil også kunne om-
fatte børn og unge som har betydelige psykiske udfordrin-
ger, uden at der foreligger en psykiatrisk diagnose.
Ved vurderingen af, om et barn eller en ung har svært nedsat
psykisk funktionsevne kan der særligt lægges vægt på, om
barnet eller den unges evne til at fungere i hverdagen afvi-
ger betydeligt fra en gennemsnitlig person på samme alder,
og om barnet eller den unge vurderes at være kognitivt i
stand til at forstå sagsprocessen i Ungdomskriminalitetsnæv-
net. Der vil ligeledes kunne lægges vægt på, om et forløb
fastsat i Ungdomskriminalitetsnævnet vurderes at kunne ha-
ve en positiv effekt på barnet eller den unges fremadrettede
udvikling og bidrage til, at barnet eller den unge bringes
ud af kriminalitet, eller om deltagelsen i nævnsmødet mv.
omvendt vurderes at være en belastning for barnets eller den
unges mentale helbred, herunder i lyset af allerede igangsat-
te indsatser efter f.eks. serviceloven.
Det foreslås endvidere i § 36 a, stk. 2, at Ungdomskrimina-
litetsnævnets afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., kan træffes af
formanden eller en næstformand, og at sådanne afgørelsee
skal ske på skriftligt grundlag.
Der er tale om en konkret vurdering i forhold til, om svært
nedsat psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge med
betydelig vægt taler for, at sagen ikke skal behandles af
nævnet. Formanden eller en næstformand vil i den forbin-
delse bl.a. kunne lægge vægt på en eventuel diagnose hos
barnet eller den unge, at barnet eller den unge i forvejen
modtager støtte fra kommunen efter f.eks. serviceloven, og
at barnet eller den unge er anbragt på en institution og
derigennem er tilknyttet en eller flere støttepersoner.
I sager, hvor det konkret vurderes, at der bør ske nævns-
behandling af børn eller unge med svært nedsat psykisk
funktionsevne, bør der efter omstændighederne tages højde
herfor under behandlingen af sagen i Ungdomskriminalitets-
nævnet, f.eks. ved at lade en børnesagkyndig medvirke eller
ved at lade barnet eller den unge deltage via videolink i
et andet lokale. I sådanne sager vil formanden eller næstfor-
manden endvidere kunne træffe afgørelse om, at Ungdoms-
kriminalitetsnævnet skal bistås af en børnesagkyndig, jf. den
foreslåede § 6, stk. 3, samt bemærkningerne hertil nedenfor.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 17
Det følger af ungdomskriminalitetsnævnets § 42, stk. 1, 2.
pkt., at Ungdomskriminalitetsnævnet afviser en sag, hvis
den unge fylder 18 år senest 1 måned efter sagens behand-
ling i nævnet. Bestemmelsen skal ses i lyset af lovens § 20,
hvorefter foranstaltninger efter §§ 12-14 ophører, når den
unge fylder 18 år.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 2 i ungdomskriminalitets-
lovens § 42, hvorefter formanden eller en næstformand kan
træffe afgørelse på skriftligt grundlag om afvisning af en sag
på baggrund af den unges alder, jf. bestemmelsens stk. 1, 2.
pkt.
Som konsekvens heraf bliver de gældende § 42, stk. 2 og 3,
herefter stk. 3 og 4.
Den foreslåede ændring har til formål at sikre, at nævnets
formand eller en næstformand på skriftligt grundlag kan
afvise sager i de tilfælde, hvor Ungdomskriminalitetsnævnet
– henset til det meget korte forløb til det fyldte 18. år –
alligevel ikke vil kunne fastsætte foranstaltninger, der vil
kunne bidrage meningsfuldt til den unges udvikling.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 18
Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 43, stk. 1,
at Ungdomskriminalitetsnævnet beslutter, om en sag er til-
strækkeligt oplyst, og at Ungdomskriminalitetsnævnet kan
udsætte en sag med henblik på indhentelse af yderligere
oplysninger.
Det foreslås, at der i ungdomskriminalitetslovens § 43, stk.
1, indsættes et nyt 2. punktum således, at beslutning efter 1.
pkt. kan træffes af formanden eller en næstformand.
Den foreslåede ændring indebærer, at formanden eller en
næstformand under sagens forberedelse vil kunne udsætte
en sag, hvis det konkret vurderes, at en sag ikke er tilstræk-
keligt oplyst, og med henblik på indhentelse af yderligere
oplysninger. Et eksempel herpå kan være, at barnets eller
den unges skoleforhold eller lignende ikke er tilstrækkeligt
oplyst i den ungefaglige undersøgelse. Derimod vil sagen
ikke skulle udsættes, hvis der alene er tale om mindre
vigtige oplysninger, der f.eks. vil kunne afdækkes gennem
spørgsmål til barnet eller den unge eller forældremyndig-
hedsindehaverne under nævnsmødet.
Det forudsættes, at sagen vil skulle udsættes, hvis det kon-
kret vurderes, at sagen ikke er tilstrækkeligt belyst til, at
sagen på nævnsmødet vil kunne afgøres.
80
En beslutning om udsættelse vil i praksis f.eks. kunne træf-
fes på grundlag af en indstilling fra et nævnsmedlem, der i
forbindelse med sagens forberedelse vurderer, at sagen ikke
er tilstrækkeligt belyst til, at nævnet kan træffe afgørelse
i sagen, ligesom formanden eller en næstformand også af
egen drift vil kunne beslutte at udsætte sagen.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af
den gældende retstilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 7
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2022.
Det foreslås endvidere, at §§ 8 og 9 i lov om nr. 1705 af
17. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
som ændret ved § 3 i lov nr. 2394 af 14. december 2021,
træder i kraft den 1. januar 2023.
Endelig foreslås det, at § 107 a i retsplejeloven, som affattet
ved denne lovs § 2, nr. 2, træder i kraft dagen efter bekendt-
gørelsen i Lovtidende.
Men den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse sikres det,
at der hurtigt skabes en klar hjemmel til, at danske myndig-
heder og domstole kan samarbejde med EPPO som kompe-
tent myndighed inden for rammerne af den regulering, der
danner grundlag for danske myndigheders samarbejde med
andre EU-medlemsstater.
Til § 8
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesom-
råde.
Det fremgår af den foreslåede stk. 1, at loven ikke skal
gælde for Færøerne og Grønland. Efter den foreslåede stk.
2, kan §§ 4 og 5 ved kongelig anordning sættes helt eller
delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
som henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Den forslåede ændring af straffelovens § 79 d, jf. lovforsla-
gets § 1, vil ikke gælde for Færøerne og Grønland. Færøerne
overtog således pr. 1. marts 2010 lovgivningskompetencen
på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder
en særlig kriminallov.
De forslåede ændringer af retsplejeloven, jf. lovforslagets
§ 2, vil heller ikke finde anvendelse for hverken Færøerne
eller Grønland, da Færøerne og Grønland har egne retspleje-
love.
Ifølge § 143 i færdselsloven gælder loven ikke for Færøer-
ne og Grønland, og loven indeholder ikke en anordnings-
bestemmelse om, at lovens regler kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland. Lovforslagets § 3 vil derfor ikke
finde anvendelse eller kunne sættes i kraft for Færøerne eller
Grønland.
Det følger af hjemrejselovens § 31, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt
eller delvis kan sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger. Det foreslås derfor, at lovens § 4 ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt
eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Det foreslås endvidere, at lovens § 5 ved kongelig anordning
helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Det følger af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitets §
63, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Loven
indeholder ikke en anordningsbestemmelse om, at lovens
regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Derfor
vil lovforslagets § 6 ikke finde anvendelse eller kunne sæt-
tes i kraft for hverken Færøerne eller Grønland.
81
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20. sep-
tember 2021, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 452 af 20.
april 2022, foretages følgende ændring:
1. Efter § 79 c indsættes i 9. kapitel:
Ȥ 79 d. De oplysninger, som politiet kan videregive i
medfør af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13, om-
fatter bl.a. fotografier af de pågældende personer, herunder
1) personfotografier optaget i medfør af stk. 2,
2) personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens
kapitel 72,
3) personfotografier optaget eller registreret i medfør af
udlændingelovens § 40 b, og
4) personfotografier optaget af kriminalforsorgen i medfør
af retsplejelovens § 776 a eller straffuldbyrdelseslovens
§ 61.
Stk. 2. Politiet kan med henblik på videregivelse i medfør
af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13, optage
personfotografier af personer, der ved endelig dom
5) er dømt for en eller flere af de overtrædelser, som er
nævnt i § 79 b, stk. 1,
6) er idømt et opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2,
eller
7) er idømt et opholdsforbud efter § 236, stk. 1, nr. 1.
Stk. 3. Optagelse af personfotografier efter stk. 2 skal fore-
tages i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens §
792 e, stk. 1 og 2.«
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. sep-
tember 2021, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 291 af 8.
marts 2022, foretages følgende ændringer:
§ 41 f. ---
Stk. 2. Efter anmodning udleverer anklagemyndigheden
kopi af anklageskrift eller retsmødebegæring til de i stk. 1
nævnte personer. § 41 b, stk. 3, nr. 1-3, og § 41 e, stk.
5, finder tilsvarende anvendelse. Dokumentet skal inden ko-
pieringen anonymiseres, således at forurettedes eller vidners
identitet ikke fremgår. Justitsministeren fastsætter regler om,
i hvilken periode retten til aktindsigt gælder.
1. I § 41 f, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »§ 41 e,«: » stk. 1, 2.
pkt., og«.
Stk. 3-7. ---
2. Efter § 107 indsættes i kapitel 10:
Ȥ 107 a. Danske myndigheder og domstole kan behandle
anmodninger om retshjælp fra og fremsende anmodninger
om retshjælp til Den Europæiske Anklagemyndighed (EP-
PO) efter almindelige regler om staters gensidige retshjælp
i straffesager. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler
herom.«
82
§ 788. --- 3. I § 788, stk. 2, nr. 2, udgår »og«.
Stk. 2. Underretning gives
1) ---
2) ved anden aflytning til den, der har rådighed over det
sted eller det lokale, hvor samtalen er afholdt eller udtalelsen
fremsat, og
3) ved brevåbning og brevstandsning til afsenderen eller
modtageren af forsendelsen.
Stk. 3-5. ---
4. I § 788, stk. 2, nr. 3, ændres »forsendelsen.« til: »forsen-
delsen, og«.
5. I § 788, stk. 2, indsættes som nr. 4:
»4) ved registrering af en persons færden ved hjælp af en
gps eller et andet lignende apparat til personen, hvis færden
registreres, samt til kendte brugere af det køretøj eller den
ejendom, registreringen angår.«
§ 791 a. 6. I § 791 a, stk. 8, 2. pkt., ændres »stk. 5« til: »stk. 5, nr.
1,«.
Stk. 1-7. ---
Stk. 8. Reglerne i § 782, stk. 2, §§ 783-785, § 788, stk. 1,
§ 788, stk. 2, nr. 2, og § 788, stk. 3 og 4, § 789 samt § 791
finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 2 og 3 omhandlede
tilfælde. Reglerne i §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788, stk.
2, nr. 1, § 788, stk. 3 og 4, samt § 791 finder tilsvarende
anvendelse på de i stk. 5 omhandlede tilfælde.
7. I § 791 a, stk. 8, indsættes som 3. pkt. og 4. pkt.:
»Reglerne i § 788, stk. 1, § 788, stk. 2, nr. 4, og § 788,
stk. 4, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 5, nr.
2, omhandlede tilfælde, dog således at underretning i disse
tilfælde gives af politiet, ligesom kompetencen til at træffe
beslutning om at undlade eller udsætte underretning i et
nærmere fastsat tidsrum i disse tilfælde tilkommer politiet,
jf. dog 4. pkt. Skal politiet med henblik på placering eller
montering af en gps eller et andet lignende apparat tilgå bo-
liger og andre husrum og lignende eller indholdet af aflåste
genstande eller tilgå andre genstande eller lokaliteter uden
for husrum, som en person, der ikke er mistænkt, har rådig-
hed over, finder reglerne i §§ 783-785, § 788, stk. 1, § 788,
stk. 2, nr. 4, og § 788, stk. 3 og 4, tilsvarende anvendelse.«
§ 791 d. Der kan ske blokering af en hjemmeside, hvis
der er grund til at antage, at der fra hjemmesiden begås en
overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 i, 119 eller 119 a.
8. I § 791 d, stk. 1, ændres » eller 119 a« til: », 119 a, § 263,
stk. 1, § 263 a, § 264 d, stk. 2, §§ 279, 279 a, 281, 290, 290
a, 300 a eller 301«.
Stk. 2-3. --- 9. I § 791 d, stk. 4, ændres »kendelser efter stk. 2« til:
»blokeringer«.
Stk. 4. Det påhviler udbydere af elektroniske kommunika-
tionsnet og -tjenester og administratorer af internetdomæner
at bistå politiet ved gennemførelsen af kendelser efter stk.
2. Afviser udbyderen eller administratoren uden lovlig grund
at bistå politiet, finder bestemmelsen i § 178 tilsvarende
anvendelse.
10. I § 791 d indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Såfremt øjemedet med blokeringen efter stk. 1 ved-
rørende straffelovens § 263, stk. 1, §§ 263 a, 279, 279 a,
281, 290, 290 a, 300 a eller 301 ville forspildes, hvis rets-
kendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om
blokering. Ved beslutning efter 1. pkt. skal politiet snarest
muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse
forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om
indgrebet kan godkendes, og om det kan opretholdes. Burde
indgrebet efter rettens opfattelse ikke have været foretaget,
skal retten give meddelelse herom til Rigsadvokaten. Ind-
greb, der efter rettens opfattelse ikke burde være foretaget
af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justitsmini-
steriet.«
Stk. 5. ---
11. Efter § 819 indsættes i kapitel 75 a:
»§ 820. Er der en særligt bestyrket mistanke om, at en
person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en lov-
overtrædelse, der efter denne lov kan medføre fængsel i 6
83
år eller derover, kan politiet offentliggøre et fotografi, et
signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at
identificere den pågældende, i presse, radio, fjernsyn eller
anden form for medie, med henblik på at identificere vidner,
såfremt vidnernes forklaringer må antages at være af afgø-
rende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller
for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende
grovhed.
Stk. 2. I forbindelse med offentliggørelse af oplysninger
som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den på-
sigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder
navn, stilling og bopæl.
Stk. 3. Offentliggørelse som nævnt i stk. 1 må ikke foreta-
ges, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og
den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at for-
volde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt
indgreb.
Stk. 4. Afgørelse om offentliggørelse træffes af politiet.«
§ 3
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1710 af 13. au-
gust 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 2396 af 14. decem-
ber 2021 og § 22 i lov nr. 2601 af 28. december 2021,
foretages følgende ændring:
§ 118 c. 1. I § 118 c, stk. 6, indsættes som 2. pkt.:
Stk. 1-5. --- »Der kan uanset straffelovens § 26, stk. 2, pålægges en-
keltmandsvirksomheder strafansvar efter reglerne i straffelo-
vens §§ 25 og 27 uanset virksomhedens størrelse og organi-
sation.«
Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person-
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Stk. 7-9. ---
§ 4
I hjemrejseloven, lov nr. 982 af 26. maj 2021, som senest
ændret ved § 12 i lov nr. 452 af 20. april 2022, foretages
følgende ændring:
§ 14 1. I § 14 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
Stk. 1-4. --- »Stk. 4. Retten kan bestemme, at en udlænding deltager i
et retsmøde efter stk. 1 eller 2 om varetægtsfængsling eller
anden frihedsberøvende foranstaltning efter retsplejelovens
kapitel 70 alene med henblik på udsendelse som følge af
beslutning ved endelig dom om udvisning ved anvendelse
af telekommunikation med billede, når retten finder det ube-
tænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige
omstændigheder.
Stk. 5. Deltager en udlænding i et retsmøde ved anvendel-
se af telekommunikation med billede, jf. stk. 4, skal den
beskikkede advokat deltage i retsmødet på samme sted som
udlændingen, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at
den beskikkede advokat i stedet møder frem i retten eller
deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede
fra et andet sted end udlændingen.
Stk. 6. Deltager en udlænding i et retsmøde om varetægts-
fængsling efter stk. 1 eller 2 ved anvendelse af telekommu-
nikation med billede, deltager anklageren i retsmødet ved
84
anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre
retten undtagelsesvis bestemmer andet.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 7.
§ 5
I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
1270 af 29. november 2019, som ændret ved § 2 i lov nr.
1174 af 8. juni 2021, foretages følgende ændring:
1. Efter § 5 indsættes:
»§ 5 a. På steder, hvor der efter lov om knive og blankvå-
ben m.v. § 1 gælder forbud mod at besidde eller bære knive
m.v., kan politiet besigtige en persons legeme samt undersø-
ge tøj og andre genstande med henblik på at kontrollere, om
vedkommende er i besiddelse af eksplosivstoffer.
Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1
kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebyg-
ge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer
fare for personers liv, helbred eller velfærd.
Stk. 3. Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter
stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne be-
myndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indehol-
de en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum,
som beslutningen gælder for.
Stk. 4. Politiet kan tilbageholde en person, der undersøges
i medfør af stk. 1, i det tidsrum, der er nødvendigt til gen-
nemførelse af undersøgelsen.«
§ 6
I lov om nr. 1705 af 17. december 2018 om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, som ændret ved § 3 i lov nr. 2394 af
14. december 2021, foretages følgende ændringer:
§ 1. Formålet med loven er at forebygge ungdomskrimina-
litet ved et Ungdomskriminalitetsnævn, der skal fastlægge
målrettede individuelle forebyggende indsatser for børn og
unge i alderen 10 til 17 år, og en ungekriminalforsorg, der
skal føre tilsyn med, at indsatserne gennemføres. Indsatserne
skal fastlægges og gennemføres for barnets eller den unges
bedste, være helhedsorienterede, bygge på barnets eller den
unges egne ressourcer og tilrettelægges på baggrund af en
konkret vurdering af barnets eller den unges og familiens
forhold. Barnets eller den unges synspunkter skal altid ind-
drages med passende vægt i overensstemmelse med, alder
og modenhed
1. I § 1, 3. pkt., ændres »med,« til »med«
§ 2. Loven finder anvendelse for unge i alderen 15 til
17 år, som har opholdstilladelse eller i øvrigt fast, lovligt
ophold i Danmark, og som er
1) idømt fængselsstraf for personfarlig kriminalitet eller
2) ---
2. I § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, ændres »personfarlig
kriminalitet« til: »overtrædelse af bestemmelser omfattet af
straffelovens kapitel 25 og 26 samt straffelovens §§ 119, 119
b, 123, 180, 216-225, 266, 281 og 288«
Stk. 2. Loven finder tillige anvendelse for børn og unge i
alderen 10 til 14 år, som har opholdstilladelse eller i øvrigt
fast, lovligt ophold i Danmark, og som er
85
1) mistænkt for personfarlig kriminalitet eller
2) ---
§ 5. --- 3. I § 5, stk. 2, ændres »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3,
§ 30, stk. 3, eller § 51, stk. 3« til: »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, §
29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 36 a, stk. 2, § 42, stk. 2, eller § 51,
stk. 3«.
Stk. 2. Nævnets afgørelser træffes på et møde ved stemme-
flerhed, medmindre sagen kan afgøres af formanden eller
næstformanden, jf. § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3,
eller § 51, stk. 3.
§ 6. I sager vedrørende børn og unge i alderen 10 til 14 år
bistås Ungdomskriminalitetsnævnet af en børnesagkyndig,
jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, og § 51, stk. 3.
4. I § 6, stk. 1, ændres »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk.
3, § 30, stk. 3, og § 51, stk. 3« til: »jf. dog § 21, stk. 3 og 6,
§ 29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 36 a, stk. 2, § 42, stk. 2, og § 51,
stk. 3«.
Stk. 2. ---
5. I § 6 indsættes som stk. 3:
»Formanden eller næstformanden kan træffe afgørelse om,
at Ungdomskriminalitetsnævnet, ud over de i stk. 2 nævnte
tilfælde, bistås af en børnesagkyndig i sager vedrørende un-
ge i alderen 15 til 17 år, når det skønnes særdeles påkrævet
af hensyn til den unge.«
§ 8. Justitsministeren fastsætter Ungdomskriminalitets-
nævnets forretningsorden.
6. § 8 affattes således:
»§ 8. Ungdomskriminalitetsnævnet fastsætter selv sin for-
retningsorden.«
§ 9. Politiet stiller sekretariatsbistand til rådighed for Ung-
domskriminalitetsnævnet.
7. § 9 affattes således:
»§ 9. Til Ungdomskriminalitetsnævnet tilknyttes et sekre-
tariat.«
Stk. 2. Domstolsstyrelsen varetager Ungdomskriminali-
tetsnævnets bevillingsmæssige og administrative forhold.«
§ 12. --- 8. § 12, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. Det er en betingelse for pålæg af en straksreaktion,
at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge
har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en
sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges
udvikling er i fare
»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om erstat-
ning og godtgørelse til børn og unge for skader, der pådrages
ved udførelse af straksreaktioner fastsat efter stk. 1.«
§ 22. --- 9. I § 22 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Forud for, at et forbedringsforløb fastsat i medfør af
§ 13 ophører, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om
hjemgivelse efter reglerne i § 68, stk. 1-4, i lov om social
service.«
§ 23. Opretholdelse af en anbringelse efter § 14, stk. 2-4,
ud over 1 år fra Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse for-
udsætter fornyet afgørelse i nævnet, jf. dog stk. 2. Sagen
forelægges af kommunalbestyrelsen.
10. I § 23, stk. 1, 1. pkt., udgår »i nævnet, jf. dog stk.
2. Sagen forelægges af kommunalbestyrelsen.«
Stk. 2. Har barnet eller den unge været anbragt uden for
hjemmet inden for det seneste år før datoen for den aktuelle
anbringelse, forudsætter opretholdelse af en foranstaltning
efter § 14, stk. 2-4, ud over 2 år fra Ungdomskriminalitets-
nævnets afgørelse fornyet afgørelse i nævnet.
11. I § 23, stk. 2, udgår »i nævnet«.
Stk. 3. Er sagen indbragt for Ankestyrelsen eller forelagt
domstolene, regnes fristen fra den endelige afgørelse eller
dom. Uanset stk. 1 eller 2 kan Ungdomskriminalitetsnævnet,
12. I § 23 indsættes som stk. 5:
86
Ankestyrelsen eller retten fastsætte en kortere frist for forny-
et behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet
»Stk. 5. Fornyet afgørelse, jf. stk. 1 eller 2, træffes af kom-
munens børn- og unge-udvalg efter reglerne i § 62 i lov
om social service inden forbedringsforløbets udløb, når en
anbringelse uden samtykke skal opretholdes efter udløb.«
Stk. 4. ---
§ 31. --- 13. I § 31, stk. 4, indsættes som 3. pkt.: »Kommunen kan
iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndig-
hedsindehaveren. Iværksætter kommunen en sådan undersø-
gelse, skal den foretages af en autoriseret psykolog.«
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Som led i undersøgelsen skal der indhentes oplys-
ninger fra fagfolk, som allerede har viden om barnets eller
den unges og familiens forhold. Er det nødvendigt, skal
kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge
eller en autoriseret psykolog.
§ 33. Den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31, skal resulte-
re i en begrundet indstilling om, hvorvidt der er grundlag
for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald, af
hvilken art disse bør være, jf. § 34. Er barnet eller den unge
i forvejen underlagt foranstaltninger efter § 52 i lov om
social service, skal der desuden tages stilling til, om disse
foranstaltninger bør videreføres. Indstillingen skal indeholde
oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaverne
og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltningerne, og
om forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan
bidrage til at bringe barnet eller den unge tilbage i trivsel
14. I § 33, 1. pkt., og § 34, stk. 1, ændres »§ 31,« til: »§§ 31
og 32,«.
§ 34. --- 15. I § 34, stk. 2, indsættes som nr. 4:
Stk. 2. En indstilling om anbringelse uden for hjemmet, jf.
§ 14 eller § 14, jf. §§ 15-17, skal derudover indeholde:
1) ---
2) ---
3) ---
»4) En vurdering af forældremyndighedsindehaverens kom-
petencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge
og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov,
herunder med hjælp og støtte efter lov om social service
eller anden relevant lovgivning.«
16. Efter § 36 indsættes før overskriften før § 37:
Ȥ 36 a. Kommunen kan indstille til Ungdomskriminali-
tetsnævnet, at der ikke iværksættes foranstaltninger, jf. §§
12-14, af hensyn til svært nedsat psykisk funktionsevne hos
barnet eller den unge. Ungdomskriminalitetsnævnet træffer
afgørelse om foranstaltninger efter §§ 12-14 på baggrund af
kommunens indstilling herom.
Stk. 2. Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse, jf. stk. 1,
2. pkt., kan træffes af formanden eller en næstformand. Af-
gørelser truffet af formanden eller en næstformand skal ske
på skriftligt grundlag.«
§ 42. --- 17. I § 42 indsættes efter stk. 1 som stykke:
Stk. 2. Fremkommer der under sagens behandling nye
væsentlige oplysninger om mistanken mod barnet eller den
unge, jf. § 2, stk. 2, kan Ungdomskriminalitetsnævnet ud-
sætte sagen med henblik på politiets vurdering af oplys-
ningerne. Frafalder politiet på denne baggrund mistanken
mod barnet eller den unge, underrettes Ungdomskriminali-
tetsnævnet, hvorefter nævnets formand eller en næstformand
kan afvise sagen, jf. stk. 1.
»Stk. 2. Formanden eller en næstformand kan træffe af-
gørelse på skriftligt grundlag, om afvisning af en sag på
baggrund af den unges alder, jf. stk. 1, 2. pkt.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
87
Stk. 3. ---
§ 43. Ungdomskriminalitetsnævnet beslutter, om en sag er
tilstrækkeligt oplyst, og kan udsætte en sag med henblik på
indhentelse af yderligere oplysninger.
18. I § 43, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Beslutning efter 1. pkt. kan træffes af formanden eller en
næstformand.«
Stk. 2. ---
88