Fremsat den 28. januar 2022 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Jan Bjergskov Larsen (SF) og Trine Torp (SF)

Tilhører sager:

Aktører:


    AX27282

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20211/beslutningsforslag/b77/20211_b77_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 28. januar 2022 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Jan Bjergskov Larsen (SF) og Trine Torp (SF)
    Forslag til folketingsbeslutning
    om kriminalisering af groft misbrug af afhængighedsforholdet mellem religiøse
    ledere og personer fra menigheden
    Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte lovforslag, der indebærer, at det
    kriminaliseres, hvis en religiøs leder skaffer sig samleje eller andet seksuelt forhold med en person fra menigheden gennem
    groft misbrug af afhængighedsforholdet mellem den religiøse leder og den forurettede person fra menigheden.
    Beslutningsforslag nr. B 77 Folketinget 2021-22
    AX027282
    Bemærkninger til forslaget
    Formål og gældende regler
    Formålet med beslutningsforslaget er, at det bliver straf-
    bart for religiøse ledere at skaffe sig samleje eller andet
    seksuelt forhold med en person fra menigheden ved at mis-
    bruge den forurettedes afhængighedsforhold til den religiøse
    leder. Kriminaliseringen kan f.eks. ske ved at udvide anven-
    delsesområdet for straffelovens § 220, således at groft mis-
    brug af religiøse afhængighedsforhold også bliver omfattet
    af bestemmelsen og den strafferamme, der er fastsat heri.
    Den gældende bestemmelse i straffelovens § 220 lyder:
    »Den, som ved groft misbrug af en persons arbejdsmæssige,
    økonomiske eller behandlings- eller plejemæssige afhængig-
    hed skaffer sig samleje med den pågældende, straffes med
    fængsel indtil 1 år eller, såfremt forholdet er begået over for
    en person under 18 år, med fængsel indtil 4 år.«
    Samtidig er det fastsat i straffelovens § 225, at bestemmel-
    sen i § 220 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til
    andet seksuelt forhold end samleje.
    Bestemmelsen i § 220 blev senest ændret i 2013, da
    der bl.a. på baggrund af anbefalinger fra Straffelovrådet (be-
    tænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser) blev indsat
    en henvisning til behandlings- eller plejemæssig afhængig-
    hed. Ifølge lovforslaget bag ændringen omfatter plejemæs-
    sig afhængighed personer, der modtager pleje i eget hjem
    eller anden boform, hvis der foreligger et stærkt afhængig-
    hedsforhold mellem plejepersonalet og den pågældende, og
    behandlingsmæssig afhængighed omfatter stærk afhængig-
    hed mellem en læge eller anden behandler og en patient,
    som f.eks. er i længerevarende behandling med afhængig-
    hedsskabende lægemidler (lovforslag nr. 141 om ændring
    af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsfor-
    bud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og
    alkoholbevilling m.v. (seksualforbrydelser), folketingsåret
    2012-13).
    En sag om misbrug af religiøst afhængighedsforhold
    I foråret 2021 blev en sag beskrevet i pressen om en
    frikirkepræst i udkanten af Aarhus, som i adskillige tilfælde
    havde misbrugt sin position som præst til at opnå seksuelle
    forhold med flere kvinder i menigheden. Præsten blev politi-
    anmeldt for flere forhold, men efterforskningen blev stoppet
    på grund af manglende beviser. For selv om forholdene var
    moralsk forkerte, var de ikke nødvendigvis strafbare efter
    gældende lovgivning. (»25-årige Jasmine følte sig manipu-
    leret til sex med sin frikirkepræst. Men præster har loven på
    deres side« fra dr.dk den 17. maj 2021).
    Som hændelserne er beskrevet, mener forslagsstillerne,
    det er tydeligt, at præsten i den beskrevne sag i høj grad
    misbrugte sin position og den forurettedes afhængighed af
    relationen til bl.a. at opnå samleje med den forurettede kvin-
    de.
    En præst eller religiøs leder har som oftest en særlig status
    blandt menigheden og er på samme tid fortrolig, leder, sjæ-
    lesørger, ven og ikke mindst den person, der kan bevare og
    give adgang til det religiøse og sociale fællesskab, som me-
    nigheden udgør. Præsten eller den religiøse leder har derfor
    en særlig rolle, hvor de enkelte medlemmer af menigheden
    kan være afhængige af personen for at bevare tilknytningen
    til den øvrige menighed, ligesom præsten eller den religiøse
    leder i kraft af den tillid og fortrolighed denne kan opnå
    blandt medlemmer af menigheden desværre også har mulig-
    hed for at udnytte og misbruge sin position og overlegenhed
    i afhængighedsforholdet.
    Forslagsstillerne mener på den baggrund, at misbrug af
    sådanne religiøse afhængighedsforhold kan og bør sidestil-
    les med misbrug i arbejdsmæssige, økonomiske og behand-
    lings- eller plejemæssige afhængighedsforhold.
    Seneste ændring og justitsministerens svar
    Justitsministeren har i et svar til Kirkeudvalget fra juni
    2021 oplyst, at Straffelovrådet i forbindelse med lovændrin-
    gen i 2013 bemærkede, »at en udvidelse [af § 220] til
    at omfatte andre former for afhængighed ville være prin-
    cipielt vidtgående og ville kunne gøre bestemmelsen for
    upræcis«. Derudover henviser justitsministeren til den nye,
    samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, der blev indført
    i 2021, men forholder sig i sit svar i øvrigt ikke til den
    resterende del af spørgsmålet: »om der bør indføres regler
    i lighed med reglerne for psykologer og læger om ikke at
    bruge et tillidsforhold til sex med deres klienter«, og »hvilke
    andre initiativer han [ministeren] vil tage for at beskytte
    kirkemenigheder mod udnyttelse i en sårbar og troende situ-
    ation« (KIU alm. del – svar på spørgsmål 50, folketingsåret
    2020-21).
    Det skal bemærkes, at Straffelovrådets bemærkning dog
    var rettet mod en udvidelse i forhold til den oprindelige be-
    stemmelse, der var gældende før lovændringen i 2013. Straf-
    felovrådets anbefaling om at udvide bestemmelsen i 2013
    omfattede desuden kun plejemæssig afhængighed, mens det
    var Justitsministeriet, der vurderede, at behandlingsmæssig
    afhængighed mellem læger og andre behandlere og deres
    patienter også skulle omfattes af ændringen og derfor blev
    en del af bestemmelsen i § 220.
    Derudover bør det også indgå i overvejelserne, at der er
    sket en ikke ubetydelig udvikling af området siden Straf-
    felovrådets betænkning fra 2012, f.eks. er der indført en
    samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, som Straffelovrå-
    det heller ikke anbefalede i 2012. Og som det fremgår af den
    daværende regerings lovforslag fra 2013, er det »vigtigt, at
    reglerne [om seksualforbrydelser] er tidssvarende og passer
    til dagens samfund«.
    Forslagsstillerne mener, at den nævnte sag fra Aarhus net-
    op beskriver det hul, der er i den gældende lovgivning, og
    det behov, der er for at kriminalisere præsters og lignende
    religiøse lederes misbrug af den afhængighed, som opstår
    mellem præsten og menigheden, til at skaffe sig samleje
    eller andet seksuelt forhold med medlemmer af menigheden.
    2
    Skriftlig fremsættelse
    Karina Lorentzen Dehnhardt (SF):
    Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
    at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om om kriminalisering
    af groft misbrug af afhængighedsforholdet mellem religiøse
    ledere og personer fra menigheden.
    (Beslutningsforslag nr. B 77)
    Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
    forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
    3