Fremsat den 20. januar 2022 af Sikandar Siddique (FG), Uffe Elbæk (FG) og Susanne Zimmer (FG)

Tilhører sager:

Aktører:


    AX27259

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20211/beslutningsforslag/b70/20211_b70_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 20. januar 2022 af Sikandar Siddique (FG), Uffe Elbæk (FG) og Susanne Zimmer (FG)
    Forslag til folketingsbeslutning
    om indførelse af en progressiv formueskat
    Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag
    inden udgangen af 2022, hvormed der med virkning fra
    den 1. januar 2023 indføres en progressiv formueskat efter
    følgende model:
    – Borgere med nettoformuer på mellem 3,5 mio. kr. og 10
    mio. kr. (og det dobbelte for ægtepar) beskattes med 1
    pct.
    – Borgere med nettoformuer på mellem 10 mio. kr. og 50
    mio. kr. (og det dobbelte for ægtepar) beskattes med 2
    pct.
    – Borgere med nettoformuer på mellem 50 mio. kr. og 100
    mio. kr. (og det dobbelte for ægtepar) beskattes med 5
    pct.
    – Borgere med nettoformuer på mellem 100 mio. kr. og 1
    mia. kr. (og det dobbelte for ægtepar) beskattes med 10
    pct.
    – Borgere med nettoformuer på 1 mia. kr. og derover (og
    det dobbelte for ægtepar) beskattes med 20 pct.
    Skattegrundlaget for formueskatten opgøres så bredt som
    muligt, dvs. inklusive ejerboliger, pensionsformue, finansiel
    formue (f.eks. aktier, obligationer og indestående i bank)
    fratrukket alle lån (dvs. også banklån, su-lån m.v.). Værdien
    af unoterede aktier og værdien af andelsboliger medregnes
    også i grundlaget. Pensionsformuen korrigeres for udskudte
    skatter.
    Beslutningsforslag nr. B 70 Folketinget 2021-22
    AX027259
    Bemærkninger til forslaget
    Formålet med forslaget er at mindske den galopperende
    ulighed i samfundet og udligne uligheden i formuer.
    Det er velkendt, at den globale ulighed er stigende, og at
    kløften mellem rig og fattig på globalt plan bliver større og
    større. I 2020 ejede den rigeste ene procent i verden mere
    end dobbelt så meget som 6,9 milliarder mennesker (»Time
    to care«, Oxfam Ibis, januar 2020).
    Arbejdernes Erhvervsråd har påvist, at de rigeste 10 pct.
    i Danmark har øget deres indkomst efter skat og inflation
    med 25 pct. siden 2010. Alene i 2019 voksede indkomsten
    i det øverste lag med 5,4 pct. – langt mere end indkomst-
    stigningen for den typiske dansker, som lå på 1,5 pct. Den
    rigeste ene procent i Danmark har haft en indkomststigning
    på i alt 48 pct. efter skat og inflation siden 2010, hvilket
    i høj grad bunder i voksende formueindkomster, der udgør
    over halvdelen af indkomstfremgangen (»Sprækkerne i det
    danske samfund vokser sig stadig større«, Arbejdernes Er-
    hvervsråd, den 20. januar 2021).
    Ulighedsredegørelsen fra Finansministeriet i december
    2020 viser, at de rigeste 10 pct. af danskerne ejer 50,2 pct.
    af befolkningens samlede formue. Endvidere ejer den rigeste
    ene procent hele 13 pct. af formuerne (»Ny undersøgelse:
    Danmark i top, når det gælder vilje til at bekæmpe ulighed«,
    Oxfam Ibis, Malene Aadal Bo, den 8. oktober 2020).
    Ifølge Skatteministeriet modsvarer den nedre grænse for
    formuer, der omfattes af forslaget, omtrent den nedre grænse
    for gruppen af de rigeste 10 pct. i Danmark (svar på SAU
    alm. del – spørgsmål 626, folketingsåret 2020-21), som er
    på 3,55 mio. kr. Forslaget er udformet ud fra en interesse i at
    omfatte formuerne i den rigeste decil af befolkningen.
    Internationalt set er Danmark kendetegnet ved relativt små
    indkomstforskelle efter skat og overførsler, men når det
    kommer til formueforskelle, ligger Danmark ifølge OECD
    i den høje ende (»Boligmarkedet er en ulighedsgenerator
    – men hvordan bremser vi den? «, senioranalytiker Sune
    Caspersen, Arbejdernes Erhvervsråd, »Vi Lejere«, den 6.
    september 2021). En del af formueuligheden kan tilskrives
    alder, men selv når tallene renses for aldersforskelle, er ulig-
    heden i formuer væsentligt større end uligheden i indkom-
    ster (Ulighedsredegørelsen, Finansministeriet, 2020).
    Det er forslagsstillernes opfattelse, at den økonomiske
    afstand mellem fattige og rige for det første er etisk og
    moralsk uforsvarlig. For det andet er uligheden et demokra-
    tisk problem, bl.a. fordi folk med store formuer har mere
    indflydelse på samfundet end folk med en lille eller ingen
    formue, hvilket f.eks. er problematisk i forhold til at løse
    klimakrisen, da de rigeste mennesker også er dem, der
    udleder mest CO2 og profiterer af fossiltunge forretninger
    (»Emissions Gap Report 2020«, FN). For det tredje betyder
    den store formueulighed også, at børn og unge træder ind
    i voksenlivet med meget forskellige udgangspunkter og der-
    med ikke har de samme muligheder for at udfolde deres liv
    og potentialer. Udsigten til at gældsætte sig er alt andet lige
    større for unge uden forældre med store formuer. Forskning
    viser også, at stor ulighed kan skade sammenhængskraften
    og føre til mere utryghed og kriminalitet (»Rapport afslører:
    Stor ulighed i danskernes formue«, Alexander Sokoler, Fag-
    bladet 3F, den 19. januar 2021).
    Gældende ret
    Der er ingen generel formuebeskatning på nuværende
    tidspunkt. I Danmark blev formueskatten udfaset i folke-
    tingsåret 1996-1997. Formueskattesatsen var i 1995 1 pct. af
    formuer over ca. 1,6 mio. kr. (1995-niveau svarende til knap
    3 mio. kr. i 2021-niveau) og det dobbelte for ægtepar. Prove-
    nuet udgjorde ca. 840 mio. kr. (1995-niveau svarende til ca.
    2 mia. kr. i 2021-niveau).
    Forslaget
    På den baggrund foreslås det at pålægge regeringen at
    fremsætte lovforslag om at indføre en formuebeskatning for
    de rigeste 10 pct. af befolkningen, som udmøntes således:
    – Borgere med nettoformuer på mellem 3,5 mio. kr. og 10
    mio. kr. (og det dobbelte for ægtepar) beskattes med 1
    pct.
    – Borgere med nettoformuer på mellem 10 mio. kr. og 50
    mio. kr. (og det dobbelte for ægtepar) beskattes med 2
    pct.
    – Borgere med nettoformuer på mellem 50 mio. kr. og 100
    mio. kr. (og det dobbelte for ægtepar) beskattes med 5
    pct.
    – Borgere med nettoformuer på mellem 100 mio. kr. og 1
    mia. kr. (og det dobbelte for ægtepar) beskattes med 10
    pct.
    – Borgere med nettoformuer på 1 mia. kr. og derover (og
    det dobbelte for ægtepar) beskattes med 20 pct.
    Skattegrundlaget for formueskatten opgøres så bredt som
    muligt, dvs. inklusive ejerboliger, pensionsformue, finansiel
    formue (f.eks. aktier, obligationer og indestående i bank)
    fratrukket alle lån (dvs. også banklån, su-lån m.v.). Værdien
    af unoterede aktier og værdien af andelsboliger medregnes
    også i grundlaget. Pensionsformuen korrigeres for udskudte
    skatter.
    Forslagsstillerne har stillet spørgsmål til skatteministeren
    om at opgøre provenukonsekvenserne af forslaget. Det for-
    ventes, at svaret herpå foreligger inden 1. behandling af
    beslutningsforslaget.
    2
    Skriftlig fremsættelse
    Sikandar Siddique (Frie Grønne):
    Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
    at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en
    progressiv formueskat.
    (Beslutningsforslag nr. B 70)
    Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
    forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
    3