Aktstykke 182
Tilhører sager:
Aktører:
Aktstykke.pdf
https://www.ft.dk/RIPdf/samling/20211/aktstykke/aktstk182/20211_aktstk_anmeldt182.pdf
182 Transportministeriet. København, den 19. januar 2022. a. Transportministeren orienterer hermed Finansudvalget om, at Øresundsbro Konsortiet I/S i første halvår 2022 refinansierer lån for op til 1,2 mia. kr. under hensyn til den verserende statsstøttesag. Refinansieringen medfører ikke udgifter i finansåret. b. I henhold til § 11 i lov nr. 588 af 24. juni 2005 om Sund og Bælt Holding A/S garanterer staten for forpligtelser vedrørende Øresundsbro Konsortiet I/S’ lån og andre finansielle instrumenter, som benyttes i forbindelse med finansieringen af den faste forbindelse over Øresund. Statsstøttesag Den 16. april 2013 indgav Scandlines Øresund (i dag ForSea) en klage til Europa-Kommissionens konkurrencemyndigheder over finansieringsmodellen for Øresundsforbindelsen og de garantier, som den danske og den svenske stat giver til Øresundsbro Konsortiet I/S’ finansiering og refinansiering af anlægsudgifterne til den faste forbindelse over Øresund. Scandlines Øresund hævdede i sin klage, at der er tale om ulovlig statsstøtte, som forvrider konkurrencen i forhold til rederiets færgeoverfart mellem Helsingør og Helsingborg. Den 8. januar 2014 indgav Scandlines Øresund en ny klage til Kommissionen. Denne gang over de skattemæssige vilkår, som infrastrukturselskaberne i Sund & Bælt-koncernen havde på det tids- punkt. Med lov nr. 581 af 4. maj 2015 blev de særlige skatteregler for Sund & Bælt Holding A/S, A/S Storebælt, A/S Øresund, Femern A/S og A/S Femern Landanlæg ophævet med virkning fra 1. januar 2016. Kommissionen traf den 15. oktober 2014 afgørelse i de to klagesager. Af afgørelsen fremgår det, at Kommissionen fandt, at Øresundsbro Konsortiet I/S er omfattet af EU’s statsstøtteregler. Kom- missionen konkluderede imidlertid, at den danske og svenske statsgarantimodel er forenelig med EU-retten. Endvidere meddelte Kommissionen, at den ikke havde indvendinger imod de særlige afskrivningsregler og muligheder for at fremføre underskud, som dele af Sund & Bælt-koncernen havde på det tidspunkt. Den danske og den svenske regering forpligtede sig med statsstøtteafgørelsen til at indhente Kommissionens forudgående godkendelse, hvis der mod forventning måtte blive behov for at yde statsstøtte til Konsortiet efter 2040. Af samme grund ville de særlige regler om skattemæssige afskrivninger og fremførsel af underskud, der var gældende på tidspunktet for Aktstykke nr. 182 Folketinget 2021-22 2021-3753 DG000325 statsstøtteafgørelsen, blive ophævet senest i 2040, jf. ovenfor. På tidspunktet for statsstøtteafgørelsen forventedes Øresundsbro Konsortiet I/S at være gældfri i 2034. Den 12. februar 2015 anfægtede Scandlines Øresund Kommissionens statsstøtteafgørelse med krav om annullation af afgørelsen. Den 19. september 2018 afsagde Retten ved Den Europæiske Unions Domstol dom i sagen. Retten fastslog i dommen, at Kommissionen begik en række processuelle fejl, idet den skulle have indledt en såkaldt ’formel undersøgelsesprocedure’ i sagen. Retten annullerede derfor Kommissionens afgø- relse. Den 28. februar 2019 igangsatte Kommissionen en formel undersøgelsesprocedure. Undersøgelsen er endnu ikke afsluttet. Under en formel undersøgelse er det ikke tilladt at anvende de statsstøtteinstru- menter, der er anfægtede. Derfor skal Øresundsbro Konsortiet I/S betale en markedsrente for sine lån, indtil Kommissionen har truffet en ny statsstøtteafgørelse, hvorefter lånevilkårene skal efterleve betingelserne i den nye statsstøtteafgørelse. Refinansiering af Konsortiets gæld Øresundsbro Konsortiet I/S havde pr. 30. juni 2021 en rentebærende nettogæld på 9,4 mia. kr. Med henvisning til den orientering, transportministeren gav Finansudvalget med aktstykke 320 af 21. september 2020 refinansierede Øresundsbro Konsortiet I/S i oktober 2020 lån for 3,7 mia. kr. Lånene blev optaget uden statsgarantier til en merrente på omkring 0,25 procentpoint i forhold til et lån med statsgaranti. I løbet af første halvår 2022 har Øresundsbro Konsortiet I/S brug for at refinansiere lån for op til 1,2 mia. kr. Da der endnu ikke foreligger en ny statsstøtteafgørelse, må Øresundsbro Konsortiet I/S aktuelt ikke blive begunstiget af statsgarantier, men skal som i oktober 2020 låne på markedsvilkår. Den danske stat garanterer i henhold til § 11 i lov nr. 588 af 24. juni 2005 om Sund og Bælt Holding A/S for Øresundsbro Konsortiet I/S’ lån og øvrige finansielle forpligtelser. Det følger af artikel 12 i Regeringsaftalen af 23. marts 1991 mellem Danmark og Sverige om den faste forbindelse over Øresund, at disse garantier stilles solidarisk med den svenske stat. Ved manglende betaling af renter og afdrag vil långiverne således normalt kunne kræve garantierne udløst. Selv om låneprogrammet udtrykkeligt fastslår, at der er tale om ugaranterede lån, er der som følge af ovennævnte § 11 i lov nr. 588 af 24. juni 2005 om Sund og Bælt Holding A/S en risiko for, at långiverne vil kunne trække på statsgarantierne. Den situation vil alene opstå, hvis Øresundsbro Konsortiet I/S skulle gå konkurs. Øresundsbro Konsortiet I/S fik i foråret 2020 foretaget en kreditvurdering uden statsgarantier af Standard & Poor’s. Øresundsbro Konsortiet I/S fik en kreditvurdering på AA+, dvs. den næsthøjeste vurdering, for lån mv. uden statsgarantier. Til trods for en nedgang i vejtrafikken på Øresundsfor- bindelsen som følge af coronarestriktioner i perioden har Øresundsbro Konsortiet I/S nedbragt sin rentebærende nettogæld med 1 mia. kr. siden Standard & Poor’s foretog kreditvurderingen. Standard & Poor’s bekræftede i foråret 2021 sin rating fra foråret 2020. Risikoen for, at statsgarantierne skulle blive udløst ved den foreslåede refinansiering på op til 1,2 mia. kr., vurderes på den baggrund at være meget lille. Da Øresundsbro Konsortiet I/S i låneprogram- met betaler en merrente på skønnet 0,25 procentpoint i en situation, hvor staten principielt set stadig garanterer for lånene, orienteres Finansudvalget derfor om låneprogrammet. 2 Som det var tilfældet ved refinansieringen af lån i oktober 2020 vurderer Transportministeriet, at den foreslåede model for Øresundsbro Konsortiet I/S’ låneprogram lever op til betingelserne om ikke at måtte benytte statsstøtteinstrumenter, der er anfægtet, mens der verserer en formel undersøgelsespro- cedure om statsstøtte, da det afgørende for Europa-Kommissionen er, at Øresundsbro Konsortiet I/S betaler en rente for sine lån, der svarer til markedsvilkårene. d. Da Øresundsbro Konsortiet I/S er ejet 50 pct. af den danske stat via det 100 pct. statsejede selskab A/S Øresund og 50 pct. af den svenske stat via SVEDAB, der er ejet af den svenske stat, har Øresundsbro Konsortiet været i dialog med de svenske myndigheder om udstedelsen af lån uden garanti fra den svenske stat. Svenske Rigsgälden har den 25. juni 2021 tiltrådt låneprogrammet. f. Finansministeriets tilslutning foreligger. København, den 19. januar 2022 Benny Engelbrecht / Thomas Jørgensen Til Finansudvalget. 3