Orientering om samspillet mellem vejpakkens regler om udstationering af fører og de nationale krav om minimumstimesats ved udførelse af visse former for vejtransport, fra transportministeren

Transportministeren
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon 41 71 27 00
Til Folketingets Transportudvalg 9. december 2021
2021-482
Orientering om samspillet mellem vejpakkens
regler om udstationering af fører og de natio-
nale krav om minimumstimesats ved udfø-
relse af visse former for vejtransport
Der er i forbindelse med 1. behandlingen af L 62 - forslag til lov om
ændring af lov om godskørsel, lov om buskørsel og lov om udstati-
onering af lønmodtagere m.v. (Tilladelsesordning for international
kørsel i varebiler, ændrede betingelser for udøvelse af national
godskørsel i varebiler, udstationering af førere i vejtransporten
m.v.) blevet spurgt ind til, hvorvidt Danmark i medfør af EU-retten
er forpligtet til at udvide anvendelsesområdet for de nationale reg-
ler om fastsættelse af omkostningsniveau til chauffører, der udfø-
rer tredjelandskørsel.
Transportministeriet har i samarbejde med Beskæftigelsesministe-
riet udarbejdet vedlagte notat med henblik på at uderede reglerne
for udvalget.
Vedlagte notat redegør for, hvorvidt Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af di-
rektiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i ud-
veksling af tjenesteydelser og om ændring af forordning (EU) nr.
1024/2012 om administrativt samarbejde via informationssyste-
met for det indre marked (»IMI-forordningen«) medfører, at der
ved implementering af vejpakken skal indføres krav om omkost-
ningsniveau ved udførsel af tredjelandskørsel.
Som det fremgår af notatet, er det Beskæftigelsesministeriets vur-
dering, at der ikke består en pligt til at omfatte udenlandske virk-
somheder, der udfører såkaldt tredjelandstransporter, af udstatio-
neringslovens regler om minimumstimesatser for udførsel af visse
transporter. At chauffører, der udfører tredjelandskørsel, i medfør
af Vejpakkens regler må betragtes som udstationerede, kan ikke
føre til en ændret vurdering.
Offentligt
L 62 - Bilag 8
Transportudvalget 2021-22
Side 2/2
Med henvisning til vedlagte notat er det således Transportministe-
riets vurdering, at der med lovforslag L 62 sker korrekt implemen-
tering af direktiv 2020/1057 om særlige regler for udstationering af
førere.
Såfremt udvalget på baggrund af vedlagte notat ønsker en mundt-
lig gennemgang at reglerne, vil Transportministeriet invitere til en
sådan gennemgang.
Afslutningsvis kan jeg orientere om, at jeg på baggrund af den ak-
tuelle drøftelse om, hvorvidt tredjelandskørsel skal omfattes af om-
kostningsniveauet eller ej, vil tage skridt til, at arbejdsmarkedets
parter inviteres til et møde i Transportministeriet om spørgsmålet.
Med venlig hilsen
Benny Engelbrecht


NO T AT
Notat om krav til minimumstimesats ved
tredjelandskørsel mv.
7. december 2021
J.nr. 2021 - 10639
CALI
Alexander Budek Rosenberg
1. Baggrund
Der er anmodet om en vurdering af, hvorvidt reglerne i EU’s direktiv om håndhæ-
velse af udstationeringsreglerne1
gør, at der ved implementering af Vejpakken skal
indføres krav om og tilsyn med udenlandske vognmænds omkostningsniveau for
løn ved udførsel af tredjelandskørsel. Notatet har til formål at afklare dette spørgs-
mål.
Tredjelandskørsel defineres som en vejtransport mellem to EU-lande, hvor ingen af
landene er virksomhedens etableringsland. En chauffør fra en svensk virksomhed,
der kører godskørsel for fremmed regning mellem Tyskland og Danmark, udfører
tredjelandskørsel. Tredjelandskørsel er også kendt som en ikke-bilateral internatio-
nal transport. Det bemærkes, at Transportministeriet har vurderet, at en fører, der
udfører tredjelandskørsel, er at betragte som udstationeret efter Vejpakkens regler.
Det er lagt til grund i vurderingen.
Ved lov nr. 870 af 14. juni 2020 blev der indført et omkostningsniveau i form af en
minimumstimesats for den løn, som udenlandske chauffører skal oppebære under
visse typer transporter i Danmark (cabotagekørsel og kombineret transport). For-
målet med reglerne er at sikre fair konkurrencevilkår mellem danske vognmænd og
udenlandske vognmænd, som udfører rent national kørsel i Danmark, og lige ar-
bejdsvilkår for chauffører. Minimumstimesatsen bygger på omkostningsniveauet
for de mest repræsentative overenskomster på det pågældende område. Tredje-
landskørsel er ikke omfattet af denne ordning.
2. Retsgrundlag
Lov nr. 870 af 14. juni 2020
Det fremgår af godskørselslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., at den, der er etableret på
dansk område og udfører godskørsel for fremmed regning med dansk indregistreret
motorkøretøj eller vogntog med en samlet tilladt totalvægt, der overstiger 3.500 kg,
skal have tilladelse hertil2
.
Det fremgår endvidere af godskørselslovens § 6, stk. 3, at en ansøger eller en inde-
haver af en tilladelse efter § 1, stk. 1, skal enten:
1
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU af 15. maj 2014
2
Lov nr. 735 af 8. juni 2018.
Offentligt
L 62 - Bilag 8
Transportudvalget 2021-22
2
1) følge et omkostningsniveau, som ikke afviger entydigt og væsentligt fra
det samlede omkostningsniveau i de bestemmelser om løn- og arbejdsvil-
kår, der findes i de kollektive overenskomster for chauffører, der er indgået
af de på godskørselslovens område, jf. § 1, stk. 1, mest repræsentative ar-
bejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område,
2) være omfattet af en kollektiv overenskomst, hvis faglige gyldighedsområde
dækker arbejde under den i godskørselslovens § 1, stk. 1, nævnte tilladelse,
og som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Dan-
mark og gælder på hele det danske område, eller
3) være omfattet af en landsdækkende kollektiv overenskomst for chauffører,
som ikke afviger entydigt og væsentligt fra det samlede omkostningsni-
veau i de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der findes i de kollektive
overenskomster for chauffører, der er indgået af de på godskørselslovens
område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gæl-
der på hele det danske område.
Det bemærkes, at der i buskørselsloven findes lignende bestemmelser.
Videre fremgår det af udstationeringslovens § 8 c, at en udenlandsk virksomhed
skal betale en lønmodtager en timeløn, der som minimum svarer til den timesats,
som er fastsat i medfør af stk. 2, når lønmodtageren udfører følgende arbejde for
virksomheden:
1) cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets eller vogntogets samlede
tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg,
2) buscabotagekørsel, eller
3) vejdelen af kombineret transport i Danmark.
Minimumstimesatserne er fastsat ved bekendtgørelse nr. 250 af 23. februar 2021.
Udstationeringsdirektivet og håndhævelsesdirektivet
Udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, fastsætter en kerne af ufravigelige
regler for minimumsbeskyttelse af den udstationerede arbejdstager, som skal over-
holdes i værtslandet uanset hvilken ret der finder anvendelse på ansættelsesforhol-
det. Bestemmelsen indebærer, at medlemsstaterne skal sørge for, at virksomhe-
derne sikrer udstationerede lønmodtagere individuelle rettigheder på et vist niveau.
Det fremgår således af udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, at medlemssta-
terne sikrer, at virksomheder som omhandlet i artikel 1, stk. 1, uanset hvilken ret
der finder anvendelse på ansættelsesforholdet, på grundlag af et princip om ligebe-
handling skal sikre arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, de arbejds-
og ansættelsesvilkår, der i den medlemsstat, på hvis område arbejdet udføres, er
fastsat ved lov eller administrative bestemmelser, og/eller ved kollektive aftaler el-
ler voldgiftskendelser, der finder generel eller anden anvendelse i overensstem-
melse med stk. 8. De nærmere krav er specificeret i artikel 3, stk. 1, litra a)-i).
Kravet i udstationeringslovens § 8 c om aflønning på overenskomstniveau, når
udenlandske vognmænd udfører cabotagekørsel og kombineret transport, er ikke en
3
individuel rettighed for den enkelte lønmodtager, men et krav rettet mod virksom-
hedens omkostningsniveau, jf. nærmere herom nedenfor. Kravet er derfor indført
med hjemmel i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 10, der giver mulighed for
at stille yderligere krav til udstationerende virksomheder end dem, der er nævnt i
artikel 3, stk. 1, ud fra et ordre public-hensyn. Det fremgår således af udstatione-
ringsdirektivets artikel 3, stk. 10, at dette direktiv er ikke til hinder for, at medlems-
staterne i overensstemmelse med traktaten og på grundlag af et princip om ligebe-
handling pålægger nationale virksomheder og andre medlemsstaters virksomheder
arbejds- og ansættelsesvilkår på andre områder end dem, der er omhandlet i stk. 1,
første afsnit, for så vidt der er tale om grundlæggende retsprincipper (ordre public).
Det følger af EU-Domstolens praksis om udstationeringsdirektivets artikel 3, stk.
10, at "de bestemmelser, som en medlemsstat betegner som nationale ordens- og
sikkerhedsforskrifter, må forstås således, at der sigtes til bestemmelser, hvis over-
holdelse er blevet anset for at være så afgørende for opretholdelsen af den pågæl-
dende medlemsstats politiske, sociale og økonomiske organisation, at de kræves
overholdt af enhver person, der befinder sig på denne medlemsstats nationale om-
råde, eller i forbindelse med ethvert retsforhold i denne stat", og at ”udtrykket "or-
dre public-bestemmelser" skal forstås således, at det dækker de obligatoriske reg-
ler, som ikke kan fraviges, og som i kraft af deres art og formål tilgodeser ufravige-
lige krav i almenhedens interesse".
Hvis man ønsker at omfatte tredjelandskørsel af udstationeringslovens § 8 c om et
omkostningsniveau for aflønning af chauffører, skal det vurderes, om betingelserne
ovenfor er opfyldt, ligesom man vurderede det var tilfældet i forhold til cabotage-
kørsel og kombineret transport.
Håndhævelsen af de regler, der er fastsat i udstationeringsdirektivet, reguleres i det
såkaldte ”håndhævelsesdirektiv” (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/67/EU af 15. maj 2014 om håndhævelse af direktiv 96/71/EF om udstatione-
ring af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og om ændring af for-
ordning (EU) nr. 1024/2012 om administrativt samarbejde via informationssyste-
met for det indre marked (»IMI-forordningen«)).
Håndhævelsesdirektivet tager i udgangspunktet sigte på håndhævelsen af den
enkelte udstationerede lønmodtagers individuelle rettigheder, jf. udstationeringsdi-
rektivets artikel 3, stk. 1.
Det fremgår bl.a. af håndhævelsesdirektivets artikel 10, stk. 1, at medlemsstaterne
sikrer, at passende og effektive kontrol- og overvågningsmekanismer i overens-
stemmelse med national lovgivning og praksis, er indført, og at de myndigheder,
der er udpeget i henhold til national lovgivning, foretager effektivt og tilstrækkeligt
tilsyn på deres område for at kontrollere og overvåge, at bestemmelserne i direktiv
96/71/EF overholdes, idet de tager hensyn til de relevante bestemmelser i nærvæ-
rende direktiv og dermed sikrer, at de anvendes og håndhæves korrekt.
3. Beskæftigelsesministeriets overvejelser
Udstationeringsdirektivet fastsætter som nævnt en pligt til at sikre udstationerede
en række minimumsvilkår under arbejdet i Danmark, på de områder, der er nævnt i
4
artikel 3, stk. 1, litra a)-i) – den såkaldte ”hårde kerne”. Pligten er dog alene til
stede, når der er tale om individuelle rettigheder for den enkelte arbejdstager, og
når de pågældende vilkår er fastsat ved lov eller administrative bestemmelser,
og/eller ved kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der er alment gældende.
Det centrale i vurderingen af hvilke arbejds- og ansættelsesvilkår Danmark er for-
pligtet til at sikre udstationerede arbejdstagere er dermed, om 1) de pågældende vil-
kår er nævnt i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, og 2) om vilkårene er fast-
sat ved lov eller alment gældende overenskomster som en individuel rettighed for
den enkelte arbejdstager.
Udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra c, omtaler ”aflønning, herunder
overtidsbetaling; dette gælder ikke for erhvervstilknyttede tillægspensionsordnin-
ger”. Løn er altså i udgangspunktet omfattet af den hårde kerne i udstationeringsdi-
rektivet.
Løn er et rent nationalt anliggende. I forhold til udstationeringsområdet slås dette
fast både i udstationeringsdirektivet og i håndhævelsesdirektivet, ligesom dette
støttes af EU-Domstolens praksis. Lønvilkår er i Danmark hverken reguleret i lov-
givningen eller i alment gældende overenskomster. I stedet reguleres lønvilkår via
kollektive overenskomster, som gælder for de parter, som har indgået dem, eller
som har tiltrådt dem.
På grund af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel er der således ikke lovgivet
eller almengjort overenskomster om aflønning som omtalt i udstationeringsdirekti-
vets artikel 3, stk. 1, litra c. I stedet varetager arbejdsmarkedets parter opgaven med
at sikre og håndhæve lønvilkår, herunder også i forhold til udstationerede arbejds-
tagere, ved at indgå overenskomst med udenlandske tjenesteydere eventuelt via
konflikt.
Udstationeringslovens § 6 a fastlægger rammerne for anvendelse af kollektive
kampskridt til støtte for indgåelse af kollektive overenskomster med den udenland-
ske virksomhed, der udstationerer arbejdstagere til Danmark med henblik på at
sikre de udstationerede arbejdstagere lønvilkår svarende til, hvad en dansk arbejds-
giver skal betale for udførelsen af tilsvarende arbejde. Det er et krav efter udstatio-
neringslovens § 6 a, stk. 2, at der forinden over for den udenlandske tjenesteyder er
henvist til bestemmelser i de kollektive overenskomster, der indgås af de mest re-
præsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske
område. Det skal af disse overenskomster sammenholdt med det centrale officielle
nationale websted med den fornødne klarhed fremgå, hvilken aflønning, herunder
aflønningens bestanddele, der efter overenskomsterne skal betales.
Den enkelte udstationerede arbejdstager har dermed ikke i medfør af udstatione-
ringsreglerne et individuelt krav på en bestemt løn i Danmark, som de danske myn-
digheder skal håndhæve.
Lønvilkår reguleres derimod som for ansatte i danske virksomheder enten af en
kollektiv overenskomst eller af den individuelle ansættelsesaftale, som er indgået
5
mellem arbejdstager og arbejdsgiver, og vilkårene håndhæves enten af overens-
komstens parter i det fagretlige system eller af den individuelle arbejdstager ved de
civile domstole eventuelt med bistand fra en faglig organisation.
Gods- og buskørsel og minimumstimesatser
Med lov nr. 870 af 14. juni 2020 valgte Folketinget – som nævnt ovenfor - at ind-
føre krav om et omkostningsniveau for løn i forhold til virksomheder, der udfører
cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets eller vogntogets samlede tilladte
totalvægt overstiger 3.500 kg, buscabotagekørsel eller hele vejdelen af kombineret
transport i Danmark. Reglerne blev indført på baggrund af en fælles anbefaling fra
Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening om, at uden-
landske vognmænd, der udfører national kørsel i Danmark, skal følge omkostnings-
niveauet i de kollektive overenskomster, der er indgået af de på området mest re-
præsentative arbejdsmarkedsparter. Da chauffører, som udfører de pågældende
transportformer, betragtes som udstationerede, var det muligt at indføre et krav om
aflønning med hjemmel i udstationeringsdirektivet.
Det bemærkes i den forbindelse, at der netop er tale om et krav til virksomhedens
omkostningsniveau. Det følger af bestemmelsernes ordlyd, jf. herved fx godskør-
selslovens § 6, stk. 3, nr. 1, hvoraf det fremgår, at indehaveren af en tilladelse til
godskørsel skal følge et omkostningsniveau, og udstationeringslovens § § 8 c, stk.
1, hvoraf det fremgår, at virksomheden skal betale arbejdstageren en nærmere fast-
sat timeløn.
Det fremgår endvidere af de specielle bemærkninger til § 8 c i lov nr. 870 af 14.
juni 2020, at aflønningskravet betyder, at arbejdstageren, der udfører den konkrete
cabotagekørsel eller kombinerede transport, skal oppebære løn for de timer, som
den pågældende har arbejdet i Danmark i forbindelse med den pågældende kørsel,
der som minimum svarer til den timesats, som er fastsat ved bekendtgørelse i med-
før af stk. 2. Det fremgår endvidere, at der er ikke tale om et krav, som den enkelte
arbejdstager vil kunne støtte ret på, men et offentligretligt vilkår forbundet med
udenlandske virksomheders udførelse af nationale kørsler i Danmark, hvor de er i
direkte konkurrence med danske virksomheder.
Der er således ikke tale om en individuel rettighed, som arbejdstageren kan støtte
ret på.
Kravet om omkostningsniveau i udstationeringslovens § 8 c, jf. ovenfor, blev som
tidligere nævnt gennemført under henvisning til udstationeringsdirektivets artikel
3, stk. 10, om ordre public-hensyn. Idet der ikke er tale om en individuel rettighed
omfattet af artikel 3, stk. 1, blev det i forbindelse med reglernes indførelse lagt til
grund, at håndhævelsesdirektivet ikke finder anvendelse ved kontrollen med kravet
om omkostningsniveau3
.
3
Betænkning fra udvalgsarbejdet vedr. ordnede forhold på vejtransportområdet, side 40
6
4. Konklusion
Spørgsmålet, der skal besvares, er, hvorvidt Danmark er forpligtet til at indføre og
håndhæve regler om omkostningsniveau for tredjelandskørsel, som det er gjort for
fx virksomheder, der udfører cabotagekørsel med gods, hvor motorkøretøjets eller
vogntogets samlede tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg.
Allerede fordi arbejdstagere i Danmark ikke har krav på en bestemt løn i medfør af
lov eller alment gældende overenskomster, er Danmark ikke forpligtet til at indføre
regler om lønvilkår for udstationerede. Der er dermed heller ikke i medfør af hånd-
hævelsesdirektivets artikel 10 en forpligtelse til at føre tilsyn med sådanne lønvil-
kår.
Det er på den baggrund Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at der ikke består en
pligt til at omfatte udenlandske virksomheder, der udfører tredjelandstransporter af
udstationeringslovens regler om minimumstimesatser for udførsel af visse transpor-
ter.
Beskæftigelsesministeriet bemærker, at såfremt tredjelandskørsel og varebilskørsel
falder inden for anvendelsesområdet af direktiv for udstationering af førere i vej-
transportsektoren4
, og førerne dermed betragtes som udstationerede, vil de pågæl-
dende transportformer kunne omfattes af reglerne i lov nr. 870 af 14. juni 2020,
hvis det vurderes, at betingelserne til undtagelsen i udstationeringsdirektivets arti-
kel 3, stk. 10, om ordre public-hensyn er opfyldt. Det vil bl.a. indgå i en sådan vur-
dering, om tredjelandskørsel er i direkte konkurrence med national kørsel.
En udvidelse af de nationale regler om omkostningsniveau, så de omfatter tredje-
landskørser, vil kræve en ændring af udstationeringsloven5
.
4
Europa-Parlamentets of Rådets Direktiv 2020/1057 af 15. juli 2020
5
Det bemærkes, at i lovforslaget, L62 2021-22, der implementerer vejpakken, er det fore-
slået, at regler om omkostningsniveau for udstationerede flyttes til gods- og buskørselslo-
ven.