L 84 - svar på spm. 10 om forslagets indhold i sammenhæng med de politiske forhandlinger om en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen, fra justitsministeren

Side 1/3
Handlingsplan til imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter
Jeg ser med stor alvor på de senere års fangeflugter fra både institutioner på
kriminalforsorgens område og retspsykiatriske institutioner.
Den 19. november 2019 undveg en indsat fra Psykiatrisygehus Slagelse,
hvor den pågældende var varetægtsfængslet i surrogat. Jeg anmodede på den
baggrund Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsor-
gen om at redegøre for forløbet i sagen, og jeg oversendte myndighedernes
samlede redegørelse til Retsudvalget, hvori der indgik en række konkrete
læringspunkter. Samtidig oplyste jeg Retsudvalget om, at regionerne havde
indgået en aftale med politiet, anklagemyndigheden og kriminalforsorgen
om tre konkrete tiltag, der kunne tages på den korte bane.
Den 20. oktober 2020 flygtede en livstidsdømt fange fra Herstedvester
Fængsel. Jeg anmodede på den baggrund Direktoratet for Kriminalforsor-
gen om en samlet redegørelse, og jeg oversendte denne redegørelse til Rets-
udvalget, jf. REU bilag 67 (Alm. del). Jeg oversendte samtidig en initiativ-
plan, der havde fokus på undvigelser fra lukkede fængsler og arrester.
En fælles handlingsplan til at imødegå udfordringerne med fangeflugter
Jeg anmodede umiddelbart efter undvigelsen fra Psykiatrisygehus Slagelse
i 2019 Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsorgen
om i fællesskab at udarbejde en handlingsplan til at imødegå udfordringerne
med fangeflugter. Rigspolitiet har koordineret udarbejdelsen af handlings-
planen og har i den forbindelse sørget for inddragelse af såvel PET som
øvrige relevante myndigheder, herunder Danske Regioner og Psykiatrien
Region Sjælland.
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K Dato: 25. marts 2021
Kontor: Straffuldbyrdelseskonto-
ret
Sagsbeh: Kenneth Schmidt Ras-
mussen
Sagsnr.: 2019-0110-0186
Dok.: 1911217
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 3392 3340
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del - Bilag 263
Offentligt
Offentligt
L 84 - endeligt svar på spørgsmål 10
Sundhedsudvalget 2021-22
Side 2/3
Ved min besvarelse af 4. marts 2020 af spørgsmål nr. 618 (Alm. del) fra
Sundheds- og Ældreudvalget og ved mine breve til Retsudvalget af 28. april
2020, 15. oktober 2020 og 18. december 2020 orienterede jeg om, at hand-
lingsplanen var blevet forsinket, herunder på grund af COVID-19.
Jeg har nu modtaget den fælles handlingsplan, som jeg hermed oversender
til Retsudvalget og Sundhedsudvalget.
Handlingsplanen indeholder 10 fælles initiativer fra myndighederne. Hand-
lingsplanen indeholder bl.a. initiativer, der er målrettet forholdene i psyki-
atrien. Der foreslås ensartede sikkerhedskontroller med brug af eksempelvis
metaldetektorer, øget brev- og besøgskontrol og ensartede regler for besøg
til bandemedlemmer. Derudover indeholder handlingsplanen også et initia-
tiv om øget udveksling af oplysninger mellem myndigheder samt øget brug
af håndjern og andre sikringsmidler, når indsatte skal transporteres. Desu-
den indeholder handlingsplanen et initiativ om oprettelse af særlige pladser
for undvigelsestruede personer i kriminalforsorgen til brug for psykiatriske
udredninger.
Det videre arbejde
Enhver flugt fra et dansk fængsel, arresthus eller en retspsykiatrisk afdeling
er en meget alvorlig sag. Fangeflugter skaber utryghed i samfundet og bela-
ster de medarbejdere, der går på arbejde for at sikre andres tryghed. Det
siger sig selv, at vi har en forpligtelse til at sikre, at personer, der er vare-
tægtsfængslet eller afsoner en dom, ikke flygter. Det er for mig helt afgø-
rende for et velfungerende retssamfund, at de, der skal være indespærret,
forbliver indespærret.
Jeg er derfor tilfreds med, at jeg nu har modtaget en gennemarbejdet hand-
lingsplan fra de relevante myndigheder, hvori der foreslås brugbare løsnin-
ger på udfordringerne med fangeflugter. Jeg har også konstateret, at der lø-
bende er iværksat øvrige tiltag som skitseret i vedlagte faktaark. Handlings-
planen løser ikke udfordringerne alene, da de fleste af initiativerne kræver
lovændringer.
Jeg vil nu nærstudere handlingsplanen og hurtigst muligt få iværksat de til-
tag, der ikke kræver lovgivning. For så vidt angår de øvrige tiltag, der kræ-
ver lovændringer, vil jeg fremsætte lovforslag til opfølgning på handlings-
planen i efteråret 2021.
Side 3/3
Jeg ved, at sundhedsministeren er indstillet på at gøre det samme for så vidt
angår de initiativer, der ligger på Sundhedsministeriets område (initiativ nr.
5 og 6).
Nick Hækkerup
/
Anders Lotterup


Side 1/3
Handlingsplan til imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter
Jeg ser med stor alvor på de senere års fangeflugter fra både institutioner på
kriminalforsorgens område og retspsykiatriske institutioner.
Den 19. november 2019 undveg en indsat fra Psykiatrisygehus Slagelse,
hvor den pågældende var varetægtsfængslet i surrogat. Jeg anmodede på den
baggrund Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsor-
gen om at redegøre for forløbet i sagen, og jeg oversendte myndighedernes
samlede redegørelse til Retsudvalget, hvori der indgik en række konkrete
læringspunkter. Samtidig oplyste jeg Retsudvalget om, at regionerne havde
indgået en aftale med politiet, anklagemyndigheden og kriminalforsorgen
om tre konkrete tiltag, der kunne tages på den korte bane.
Den 20. oktober 2020 flygtede en livstidsdømt fange fra Herstedvester
Fængsel. Jeg anmodede på den baggrund Direktoratet for Kriminalforsor-
gen om en samlet redegørelse, og jeg oversendte denne redegørelse til Rets-
udvalget, jf. REU bilag 67 (Alm. del). Jeg oversendte samtidig en initiativ-
plan, der havde fokus på undvigelser fra lukkede fængsler og arrester.
En fælles handlingsplan til at imødegå udfordringerne med fangeflugter
Jeg anmodede umiddelbart efter undvigelsen fra Psykiatrisygehus Slagelse
i 2019 Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsorgen
om i fællesskab at udarbejde en handlingsplan til at imødegå udfordringerne
med fangeflugter. Rigspolitiet har koordineret udarbejdelsen af handlings-
planen og har i den forbindelse sørget for inddragelse af såvel PET som
øvrige relevante myndigheder, herunder Danske Regioner og Psykiatrien
Region Sjælland.
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K Dato: 25. marts 2021
Kontor: Straffuldbyrdelseskonto-
ret
Sagsbeh: Kenneth Schmidt Ras-
mussen
Sagsnr.: 2019-0110-0186
Dok.: 1911217
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 3392 3340
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Sundhedsudvalget 2020-21
SUU Alm.del - Bilag 329
Offentligt
Offentligt
L 84 - endeligt svar på spørgsmål 10
Sundhedsudvalget 2021-22
Side 2/3
Ved min besvarelse af 4. marts 2020 af spørgsmål nr. 618 (Alm. del) fra
Sundheds- og Ældreudvalget og ved mine breve til Retsudvalget af 28. april
2020, 15. oktober 2020 og 18. december 2020 orienterede jeg om, at hand-
lingsplanen var blevet forsinket, herunder på grund af COVID-19.
Jeg har nu modtaget den fælles handlingsplan, som jeg hermed oversender
til Retsudvalget og Sundhedsudvalget.
Handlingsplanen indeholder 10 fælles initiativer fra myndighederne. Hand-
lingsplanen indeholder bl.a. initiativer, der er målrettet forholdene i psyki-
atrien. Der foreslås ensartede sikkerhedskontroller med brug af eksempelvis
metaldetektorer, øget brev- og besøgskontrol og ensartede regler for besøg
til bandemedlemmer. Derudover indeholder handlingsplanen også et initia-
tiv om øget udveksling af oplysninger mellem myndigheder samt øget brug
af håndjern og andre sikringsmidler, når indsatte skal transporteres. Desu-
den indeholder handlingsplanen et initiativ om oprettelse af særlige pladser
for undvigelsestruede personer i kriminalforsorgen til brug for psykiatriske
udredninger.
Det videre arbejde
Enhver flugt fra et dansk fængsel, arresthus eller en retspsykiatrisk afdeling
er en meget alvorlig sag. Fangeflugter skaber utryghed i samfundet og bela-
ster de medarbejdere, der går på arbejde for at sikre andres tryghed. Det
siger sig selv, at vi har en forpligtelse til at sikre, at personer, der er vare-
tægtsfængslet eller afsoner en dom, ikke flygter. Det er for mig helt afgø-
rende for et velfungerende retssamfund, at de, der skal være indespærret,
forbliver indespærret.
Jeg er derfor tilfreds med, at jeg nu har modtaget en gennemarbejdet hand-
lingsplan fra de relevante myndigheder, hvori der foreslås brugbare løsnin-
ger på udfordringerne med fangeflugter. Jeg har også konstateret, at der lø-
bende er iværksat øvrige tiltag som skitseret i vedlagte faktaark. Handlings-
planen løser ikke udfordringerne alene, da de fleste af initiativerne kræver
lovændringer.
Jeg vil nu nærstudere handlingsplanen og hurtigst muligt få iværksat de til-
tag, der ikke kræver lovgivning. For så vidt angår de øvrige tiltag, der kræ-
ver lovændringer, vil jeg fremsætte lovforslag til opfølgning på handlings-
planen i efteråret 2021.
Side 3/3
Jeg ved, at sundhedsministeren er indstillet på at gøre det samme for så vidt
angår de initiativer, der ligger på Sundhedsministeriets område (initiativ nr.
5 og 6).
Nick Hækkerup
/
Anders Lotterup


Fremsat den 10. november 2021 af Justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven, straffuldbyrdelsesloven og straffeloven
(Opfølgning på initiativer i handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter og delegation af
afgørelseskompetence i sager om udgang for personer anbragt i hospital eller institution ved dom)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15.
september 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 748 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Retten kan bestemme, at sigtede deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med det pågældende retsmøde og sagens øvrige
omstændigheder. Stk. 1, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anven-
delse.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. I § 748 b, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Retten kan tilsvarende træffe sådan bestemmelse, hvis
sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge undvi-
gelse.«
3. I § 771 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Politiet kan modsætte sig, at varetægtsarrestanten
modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under
kontrol, hvis varetægtsarrestantens forhold gør det nødven-
digt for at forebygge undvigelse. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Politiet kan modsætte sig, at en varetægtsarrestant,
som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden
for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning
til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens
§ 180, modtager besøg af personer med tilknytning til den
pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, med-
mindre ganske særlige grunde gør sig gældende. Stk. 1, 3.-5.
pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Politiet kan forlange, at besøg til en varetægtsarre-
stant, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller
koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal finde sted
under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det ikke er
nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller
af hensyn til at forebygge kriminalitet. Stk. 1, 4.-5. pkt.
finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 5.
4. I § 772, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »orden og sikkerhed
i varetægtsfængslet«: », samt hvis varetægtsarrestantens for-
hold gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse«.
5. I § 777, stk. 1, 4. pkt., ændres »§ 771, stk. 2« til: »§ 771,
stk. 5«.
6. I § 854 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Retten kan bestemme, at tiltalte deltager i retsmø-
der under hovedforhandlingen ved anvendelse af telekom-
munikation med billede, hvis sigtedes forhold gør det nød-
vendigt for at forebygge undvigelse, og når retten finder det
ubetænkeligt henset til formålet med de pågældende retsmø-
der og sagens øvrige omstændigheder.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
7. I § 854, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 1,«:
»eller truffet bestemmelse i medfør af stk. 2,«.
8. I § 890, stk. 2, indsættes efter »§ 854«: », stk. 1«.
§ 2
I straffuldbyrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333
af 9. december 2019, som ændret ved §1 i lov nr. 1942 af
Lovforslag nr. L 77 Folketinget 2021-22
Justitsmin., j.nr. 2021-0090-2988
AA012725
Offentligt
L 84 - endeligt svar på spørgsmål 10
Sundhedsudvalget 2021-22
15. december 2020 og § 28 i lov nr. 982 af 26. maj 2021,
foretages følgende ændring:
1. Efter § 65 indsættes før overskriften før § 66:
»§ 65 a. Håndjern kan anvendes ved den indsattes enkelt-
stående fravær fra lukkede fængsler og arrester. Bestemmel-
sen finder ikke anvendelse ved den indsattes enkeltstående
fravær ved besøg hos nærtstående.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse
om, at en indsat i institutionen i en periode på op til 4 uger,
kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen, hvis
1) den indsatte har optrådt voldeligt over for personale
ansat i institutionerne,
2) den indsatte udviser en grov eller gentagen utilladelig
adfærd over for personale ansat i institutionerne, eller
3) hvis den indsatte er tilknyttet en gruppe af personer,
som tilsammen står bag omfattende og alvorlig krimi-
nalitet, der aktuelt har begået voldelige overfald mod
personale ansat i institutionerne.
Stk. 3. § 65, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om brugen af
håndjern efter stk. 1 og 2, herunder at afgørelser efter stk. 1,
ikke skal begrundes.
§ 65 b. Justitsministeren kan fastsætte regler om godken-
delse af nye sikringsmidler. Reglerne i § 65 og § 65 a
finder tilsvarende anvendelse ved anvendelsen af disse sik-
ringsmidler.«
§ 3
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20.
september 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 68, 2. pkt., ændres »i hospital for sindslidende« til: »på
psykiatrisk afdeling«.
2. I § 73 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »i hospital for sindsliden-
de« til: »på psykiatrisk afdeling«.
3. I § 73 a, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler
om, at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af
tilladelse til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på
psykiatriske afdelinger samt til lederen og lederens stedfor-
træder på boformer, jf. § 108 i lov om social service, der
drives af kommuner, regioner og private.«
4. I § 73 a, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt. indsættes efter »i
den forbindelse«: »endvidere«.
5. I § 73 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »et hospital for
sindslidende« til: »en psykiatrisk afdeling«.
6. I § 74 a, stk. 4, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler
om, at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af
tilladelse til udgang m.v. kan delegeres til lederen eller lede-
rens stedfortræder på sikrede afdelinger på døgninstitutioner
for børn og unge, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social servi-
ce, der drives af kommuner, regioner eller som selvejende
institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet
indgår aftale med.«
7. I § 74 a, stk. 4, 2. pkt., der bliver 3. pkt. indsættes efter »i
den forbindelse«: »endvidere«.
§ 4
Loven træder i kraft den 1. februar 2022.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold
tilsiger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Øgede muligheder for anvendelse af brev- og besøgskontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelses-
truede
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelses-
truede
2.1.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af brevkontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestrue-
de
2.2. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol over for varetægtsfængslede bandemedlemmer
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.3.1. Adgang til at modsætte sig besøg under en verserende voldelig konflikt
2.2.3.2. Adgang til overværelse af besøg
2.3. Øgede muligheder for sigtedes og tiltaltes deltagelse i retsmøder ved anvendelse af telekommunikation med
billede
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern og andre sikringsmidler over for indsatte
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.4.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern ved enkeltstående fravær fra lukkede fængsler og
arrester
2.4.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern inden for institutionen
2.4.3.3. Mulighed for godkendelse af nye sikringsmidler
2.5. Delegation af afgørelseskompetence i sager om udgang for personer anbragt på psykiatrisk afdeling eller i
institution ved dom
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Om anbringelser
2.5.1.2. Fuldbyrdelse af anbringelsesdomme
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
3
2.5.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klimamæssige konsekvenser
7. Miljø og naturmæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Den 19. november 2019 undveg en indsat fra Psykiatrisyge-
hus Slagelse, hvor den pågældende var varetægtsfængslet i
surrogat. Justitsministeren anmodede på den baggrund Rigs-
politiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsor-
gen om i fællesskab at udarbejde en handlingsplan til at
imødegå udfordringerne med fangeflugter. Rigspolitiet har
koordineret udarbejdelsen af handlingsplanen og har i den
forbindelse sørget for inddragelse af relevante myndigheder.
Ved udgangen af 1. kvartal 2021 oversendte Rigspolitiet den
samlede handlingsplan til Justitsministeriet. Justitsministe-
ren oversendte ved brev af 25. marts 2021 handlingsplanen
til Folketingets Retsudvalg, jf. REU bilag 263. Handlings-
planen indeholder 10 fælles initiativer fra myndighederne.
Handlingsplanen indeholder bl.a. initiativer om øget brev-
og besøgskontrol og ensartede regler for besøg til rocker- og
bandemedlemmer. Derudover indeholder handlingsplanen
initiativer om øget brug af videoretsmøder, samt øget brug
af håndjern og andre sikringsmidler bl.a. når indsatte skal
transporteres.
Formålet med lovforslaget er at implementere de initiativer,
der er indeholdt i den myndighedsfælles handlingsplan til
imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter, som på
Justitsministeriets område kræver lovændringer. De øvrige
initiativer på Justitsministeriets område, der er indeholdt i
handlingsplanen vurderes at kunne implementeres inden for
gældende lovgivning.
Lovforslaget indeholder forslag til ændringer i retsplejelo-
ven med henblik på at skabe øgede muligheder for anven-
delse af brev- og besøgskontrol over for varetægtsfængsle-
de, der er undvigelsestruede, og besøgskontrol over for vare-
tægtsfængslede rocker og bandemedlemmer.
Lovforslaget indeholder derudover forslag til ændringer i
retsplejeloven med henblik på at skabe øgede muligheder
for at afholde videoretsmøder, hvis den sigtede/tiltalte vur-
deres undvigelsestruet.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag til ændringer i
straffuldbyrdelsesloven med henblik på at give kriminalfor-
sorgen øgede muligheder for anvendelse af håndjern og at
etablere hjemmel til at fastætte regler, der muliggør anven-
delse af yderligere sikringsmidler ud over de allerede anfør-
te i straffuldbyrdelsesloven.
Lovforslaget har endelig til formål at indføre hjemmel i
straffeloven til delegation af afgørelseskompetence i visse
sager om udgang m.v. for personer anbragt på psykiatrisk
afdeling eller i institution ved dom.
I tilknytning til dette lovforslag arbejdes der på baggrund af
lov nr. 1621 af 26. december 2013 om ændring af retspleje-
loven (Sikkerhed i retssale) på at etablere en særligt sikret
retsbygning ved Vestre Fængsel. Retsplejelovens § 8, stk. 4
og 6, og § 13, stk. 3 og 5, giver adgang til at sætte retten i en
sådan retssal, når særlige sikkerhedsmæssige hensyn tilsiger
det.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Øgede muligheder for anvendelse af brev- og besøgs-
kontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelses-
truede
2.1.1. Gældende ret
Reglerne om brev- og besøgskontrol fremgår af retsplejelo-
vens §§ 771-772.
Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægt-
sarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelsen
af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politi-
et kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte
sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange,
at besøg finder sted under kontrol.
Efter retsplejelovens § 772 har en varetægtsarrestant ret til
at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene
inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest
muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet
vil kunne være til skade for efterforskningen eller oprethol-
delse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.
Disse regler gælder tilsvarende ved varetægtsfængsling i
4
surrogat, jf. Østre Landsrets dom af 18. februar 1999 gengi-
vet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 933.
Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsarrrestanters be-
søg og brevveksling suppleres af en række administrative
forskrifter, som findes i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. sep-
tember 2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørel-
sen).
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af den myndighedsfælles handlingsplan til imø-
degåelse af udfordringerne med fangeflugter, at flere af de
seneste års fangeflugter, herunder undvigelsen fra Vestre
Fængsel i august 2018 og undvigelsen fra Psykiatrien Sla-
gelse i november 2019, har været planlagte og er blevet
gennemført med bistand fra personer, som ikke var friheds-
berøvede.
Det fremgår endvidere, at hverken den undvegne i august
2018 eller den undvegne i november 2019 var underlagt
brev- og besøgskontrol. Det skyldtes navnlig, at de undveg-
ne ikke var varetægtsfængslet på baggrund af en indikation
om påvirkningsrisiko, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3,
og at det i litteraturen og til dels i retspraksis er forudsat,
at brev- og besøgskontrol normalt alene anvendes, når der
foreligger en påvirkningsrisiko, men derimod ikke som føl-
ge af mistanke om undvigelsesrisiko. Der er således uklar-
hed om rækkevidden af bestemmelserne i retsplejelovens §§
771 og 772.
Der kan i denne forbindelse bl.a. henvises til Vestre Lands-
rets dom af 31. august 1992 gengivet i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 1992, s. 905.
Det fremgår af handlingsplanen, at myndighederne har vur-
deret, at øget anvendelse af brev- og besøgskontrol over for
varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede, kan forbedre
politiets mulighed for at afdække og derved forhindre plan-
lagte fangeflugter.
Det anbefales derfor i handlingsplanen, at det præciseres i
bestemmelserne om brev- og besøgskontrol, jf. retsplejelo-
vens §§ 771 og 772, at brev- og besøgskontrol også kan
iværksættes for at forhindre, at varetægtsarrestanten undvi-
ger. Justitsministeriet kan tilslutte sig denne opfattelse.
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol
over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede
Med henblik på at tilvejebringe et sikkert lovgrundlag fore-
slås det, at besøgskontrol også kan iværksættes, hvis vare-
tægtsarrestantens forhold gør det nødvendigt for at forebyg-
ge undvigelse
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 771 vil medfø-
re, at besøgskontrol vil kunne anvendes over for varetægts-
fængslede, der er undvigelsestruede.
Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konse-
kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september
2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
2.1.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af brevkontrol
over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede
Med henblik på at tilvejebringe et sikkert lovgrundlag fore-
slås det, at brevkontrol også kan iværksættes, hvis varetægt-
sarrestantens forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 772 vil med-
føre, at politiets adgang til brevstandsning udvides, idet
bestemmelsen også vil kunne anvendes over for varetægts-
fængslede, der er undvigelsestruede.
Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konse-
kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september
2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
2.2. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol
over for varetægtsfængslede bandemedlemmer
2.2.1. Gældende ret
Reglerne om brev- og besøgskontrol fremgår af retsplejelo-
vens §§ 771-772. Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk.
1, at en varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang,
opretholdelsen af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet
tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens
øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager be-
søg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol.
Disse regler gælder tilsvarende ved varetægtsfængsling i
surrogat, jf. Østre Landsrets dom af 18. februar 1999 gengi-
vet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 933.
Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsarrrestanters be-
søg suppleres af en række administrative forskrifter, som
findes i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september 2021 om
ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
Det fremgår af § 42 i den nævnte bekendtgørelse, at politiet
efter retsplejelovens § 771, stk. 1, af hensyn til varetægts-
fængslingens øjemed kan modsætte sig, at varetægtsarre-
stanten modtager besøg. Efter § 43 kan kriminalforsorgsom-
rådet forbyde besøg af bestemte personer, hvis dette i det
enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerheds-
mæssige grunde.
Det fremgår af § 44 i den nævnte bekendtgørelse, at politiet
efter retsplejelovens § 771, stk. 1, af hensyn til varetægts-
fængslingens øjemed kan forlange, at besøg skal finde sted
under kontrol. Det følger derudover af § 45, at besøg i
almindelighed gennemføres uden overværelse af personale i
institutionen. Kriminalforsorgsområdet kan dog i det enkelte
tilfælde bestemme, at besøg skal gennemføres under over-
værelse af personale i institutionen, hvis det ud fra ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn findes påkrævet.
5
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er i dag ikke muligt at modsætte sig, at varetægtsar-
restanter tilknyttet en rocker- eller bandegruppering modta-
ger besøg fra personer tilknyttet den samme gruppering,
medmindre dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af or-
dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller hvis varetægts-
fængslingens øjemed kan begrunde det.
Endvidere er det i dag alene muligt at overvære varetægtsar-
restanter tilknyttet en rocker- eller bandegrupperings besøg
under henvisning til, at det konkret er nødvendigt af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn eller hvis varetægtsfængs-
lingens øjemed kan begrunde det.
I straffuldbyrdelsesloven er der fastsat regler, der begræn-
ser rocker- og bandemedlemmers adgang til at modtage be-
søg. Det følger således af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk.
4, at en indsat tilknyttet en rocker- eller bandegruppering
som udgangspunkt ikke har ret til at modtage besøg af per-
soner med tilknytning til den pågældende gruppe eller en
anden tilsvarende gruppe, når den indsattes gruppering er
i konflikt med en anden gruppering. Det følger derudover
af straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1, at indsatte, der er
ledende rocker- eller bandemedlemmer, som udgangspunkt
skal have overværet deres besøg.
Bestemmelserne gælder alene for afsonere og således ikke
for varetægtsarrestanter. I handlingsplanen til imødegåelse
af udfordringerne med fangeflugter anføres det, at myndig-
hederne er af den opfattelse, at hensynene bag de nævnte
bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven også synes at være
gældende på dette stadie af frihedsberøvelsen. Justitsmini-
steriet kan tilslutte sig denne opfattelse.
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.3.1. Adgang til at modsætte sig besøg under en verseren-
de voldelig konflikt
Det foreslås, at politiet kan modsætte sig, at en varetægtsar-
restant, som af politiet skønnes at have tilknytning til en
gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verseren-
de voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og
at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at
have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet
til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse
omfattet af straffelovens § 180, modtager besøg af personer
med tilknytning til den pågældende gruppe eller en anden
tilsvarende gruppe, medmindre ganske særlige grunde gør
sig gældende.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget konse-
kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september
2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
Det bemærkes, at varetægtsarrestanten altid har ret til ukon-
trolleret besøg af sin forsvarer.
2.2.3.2. Adgang til overværelse af besøg
Det foreslås, at politiet kan forlange, at besøg til en vare-
tægtsarrestant, som af politiet skønnes at indtage en leden-
de eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som
tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal
finde sted under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det
ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-
syn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget konse-
kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september
2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
Det bemærkes, at varetægtsarrestanten altid har ret til ukon-
trolleret besøg af sin forsvarer.
2.3. Øgede muligheder for sigtedes og tiltaltes deltagelse
i retsmøder ved anvendelse af telekommunikation med
billede
2.3.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens regler er det udgangspunktet, at rets-
møder afholdes i retten med fremmøde af straffesagens
aktører, f.eks. de sigtede (de tiltalte), dommere, forsvarere
og anklagere. Retsplejeloven giver dog også mulighed for,
at retsmøder i visse tilfælde kan afholdes ved hjælp af tele-
kommunikation med billede.
Efter retsplejelovens § 748 a, stk. 1, kan retten tillade, at
sigtede deltager i et retsmøde under efterforskningen eller
forberedelsen af hovedforhandlingen ved anvendelse af tele-
kommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i
retten ikke er nødvendig.
Efter retsplejelovens § 748 b, stk. 1, kan retten bestemme,
at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden
frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et
retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen
eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation
med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til for-
målet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Det
gælder dog ikke for retsmøder, hvor der første gang skal
tages stilling til fristforlængelse.
Efter retsplejelovens § 854, stk. 1, kan retten under hoved-
forhandlingen i 1. instans tillade, at tiltalte deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis der alene er spørgsmål om bøde eller fængsel indtil 1
år, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller tvangsbøder. Be-
stemmelsen finder ikke anvendelse i nævningesager, jf. §
890, stk. 2.
Efter retsplejelovens § 917, stk. 1, kan retten tilsvaren-
de under en ankesag der omfatter bevisførelse om skylds-
spørgsmålet tillade, at tiltalte deltager i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation med billede. Forsvareren
skal som udgangspunkt deltage i retsmødet fra samme sted
som sigtede.
6
Det følger af retsplejelovens § 937, stk. 1, at reglerne i
retsplejelovens § 748 a finder anvendelse i ankesager for
Højesteret.
De eksisterende regler om anvendelse af telekommunika-
tion med billede inden for strafferetsplejen er indført på
baggrund af betænkning nr. 1401/2001. Der henvises i den
forbindelse bl.a. til betænkningens side 352-361, samt til lov
nr. 538 af 6. august 2006 om ændring af retsplejeloven og
forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) og lov
nr. 493 af 6. december 2009 om ændring af retsplejeloven
og udlændingeloven (Videokommunikation ved fristforlæn-
gelser og justering af dommernormering).
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Der er installeret Video3-løsning på tværs af justitsområdet,
primært hos domstolene, politiet og anklagemyndigheden
samt i kriminalforsorgens institutioner. Endvidere er Video3
installeret i alle retspsykiatriske afdelinger. Video3 giver
mulighed for at deltage i retsmøder via telekommunikation
med billede.
Det fremgår af handlingsplanen til imødegåelse af udfor-
dringerne med fangeflugter, at der i de seneste år er kon-
stateret flere undvigelser i forbindelse med afholdelse af
retsmøder. Myndighederne anbefaler derfor, at det overvejes
at præcisere, at det ved vurderingen af, om sigtede kan del-
tage i et retsmøde via telekommunikation med billede, skal
tillægges særlig vægt, at sigtede er frihedsberøvet.
Ved fastsættelsen af reglerne om videoretsmøder inden for
strafferetsplejen skal der tages hensyn til, at sigtedes eller
tiltaltes personlige tilstedeværelse i retten normalt er af
større betydning end parternes personlige tilstedeværelse i
civile sager, og at sådanne regler udgør en fravigelse af
den grundlæggende ret til som tiltalt at møde anklageren og
dommeren i sagen ansigt til ansigt.
Der må dog derudover tages hensyn til, at risikoen for und-
vigelser er størst, når myndighederne af forskellige årsager
skal håndtere indsatte uden for institutionerne, samt at der
i de seneste år er konstateret flere undvigelser i forbindelse
med afholdelse af retsmøder. En øget anvendelse af video-
retsmøder vil dermed kunne begrænse risikoen for undvigel-
ser.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at retten kan bestemme, at sigtede deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med det pågældende retsmøde og sagens øvrige
omstændigheder.
Det foreslås derudover, at retten kan bestemme, at en sigtet,
der er undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsbe-
røvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et retsmø-
de om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller
foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med
billede, hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at fore-
bygge undvigelse.
Det foreslås endelig, at retten kan bestemme, at tiltalte delta-
ger i retsmøder under hovedforhandlingen ved anvendelse
af telekommunikation med billede, hvis sigtedes forhold
gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, og når
retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med de på-
gældende retsmøder og sagens øvrige omstændigheder. Det
foreslås, at bestemmelsen også skal kunne anvendes i næv-
ningesager.
De foreslåede bestemmelser forudsættes anvendt i lyset af
de praktiske forhold hos anklagemyndighed, domstole, kri-
minalforsorg og psykiatriske institutioner mv.
Det forudsættes, at politi, anklagemyndighed og kriminal-
forsorg løbende udveksler oplysninger om varetægtsarre-
stanters og surrogatanbragtes undvigelsesrisiko således, at
anklagemyndigheden har grundlag for at vurdere om det
skal begæres, at sigtede og tiltalte fremstilles ved anvendel-
se af telekommunikation med billede.
2.4. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern og
andre sikringsmidler over for indsatte
2.4.1. Gældende ret
Reglerne om kriminalforsorgens anvendelse af håndjern
fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 65.
Det fremgår heraf, at der kan anvendes håndjern, hvis det
er nødvendigt for at afværge truende vold eller overvinde
voldsom modstand, for at forhindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse eller for at forhindre undvigelse. Håndjern
må ikke anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og
den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at
forvolde, er et uforholdsmæssigt indgreb.
Håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændigheder-
ne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er
mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den
indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller
hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om anvendelse af
håndjern suppleres af en række administrative forskrifter,
som bl.a. findes i bekendtgørelse nr. 1111 af 17. august
2016 om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens
institutioner og bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om
undersøgelse af person samt anvendelse af magt og håndjern
i forbindelse med kriminalforsorgens transport af visse dom-
fældte og arrestanter.
Beslutning om anvendelse af håndjern efter straffuldbyrdel-
seslovens § 65 er en afgørelse i forvaltningslovens forstand,
og kan i medfør af § 17 i bekendtgørelse nr. 1111 af 17.
august 2016 om anvendelse af sikringsmidler i kriminalfor-
7
sorgens institutioner påklages til Direktoratet for Kriminal-
forsorgen.
Det følger bl.a. derudover af bekendtgørelsens § 14, at kri-
minalforsorgsområdet så hurtigt som muligt skal udarbejde
rapport om anvendelse af håndjern, sikringscelle, herunder
tvangsfiksering, samt andre sikringsmidler. Rapporten skal
bl.a. indeholde oplysning om begrundelsen for anvendelsen,
om dato og klokkeslæt for, hvornår anvendelsen af sikring-
smidlet er ophørt, samt om, at den indsatte er orienteret om
muligheden for at klage til Direktoratet for Kriminalforsor-
gen.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Kriminalforsorgen kan efter en konkret vurdering anvende
håndjern, herunder håndjernstransportbælte, over for indsat-
te hvis det er nødvendigt for at hindre undvigelse. Krimi-
nalforsorgen har ikke hjemmel til at anvende andre sikring-
smidler end håndjern, herunder håndjernstransportbælter,
over for indsatte ved deres fravær fra institutionen.
Det anføres i handlingsplanen til imødegåelse af udfordrin-
gerne med fangeflugter, at langt hovedparten af de undvigel-
ser, der er sket fra lukkede fængsler og arrester, er sket mens
den indsatte har opholdt sig uden for fængslet/arresten, ek-
sempelvis i forbindelse med transport eller ledsaget udgang
til retsmøder eller behandling på hospital/sygehus.
Kravet om konkret nødvendighed sammenholdt med propor-
tionalitetsprincippet ved anvendelse af håndjern indebærer,
at kriminalforsorgen ikke må anvende håndjern i alle tilfæl-
de af den indsattes fravær fra institutionen eller ved håndte-
ring af bestemte grupper af indsatte. Der kan derfor ikke rent
rutinemæssigt anvendes håndjern i forbindelse med f.eks.
transport af indsatte eller i forbindelse med ledsaget udgang.
I handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med
fangeflugter anbefales, at det undersøges nærmere, om reg-
lerne for kriminalforsorgens brug af håndjern under trans-
port af indsatte er for restriktive, og om der er behov for
at indføre hjemmel til, at kriminalforsorgen kan anvende
øvrige sikringsmidler over for indsatte under transport. Det
anbefales, at det i samme forbindelse bør undersøges, om
der er øvrige situationer, hvor afgrænsningen af om friheds-
berøvede må ilægges håndjern skal tydeliggøres.
Kriminalforsorgen anser anvendelsen af håndjern for at væ-
re et virkningsfuldt redskab til at imødegå undvigelser, og
anser anvendelsen af håndjern som et naturligt led i bevogt-
ningen, herunder ledsagelse, af indsatte ved disses fravær
uden for kriminalforsorgens institutioner.
Behovet for at anvende håndjern vil ifølge kriminalforsor-
gen ofte ikke være begrundet i en aktuel adfærd, der konkret
indikerer, at eksempelvis en undvigelse er nært forestående.
På denne baggrund har kriminalforsorgen derfor foreslået, at
der indføres en bestemmelse i straffuldbyrdelsesloven, hvor-
efter indsatte kan ilægges håndjern ved enkeltstående fravær
fra lukkede fængsler og arrester. Baggrunden herfor er, at
langt hovedparten af de undvigelser, der er sket fra lukkede
fængsler og arrester, er sket mens den indsatte opholdt sig
uden for fængslet/arresten, eksempelvis i forbindelse med
transport eller ledsaget udgang til retsmøder eller behand-
ling på hospital.
Kriminalforsorgen har i den forbindelse foreslået, at krimi-
nalforsorgen ved den indsattes enkeltstående fravær fra luk-
kede fængsler og arrester ikke skal begrunde anvendelsen af
håndjern nærmere, og at der som følge heraf ikke skal gøres
notat om begrundelsen for anvendelsen af håndjern.
Baggrunden herfor er, at der med forslaget lægges op til eta-
blere en generel adgang til at anvende håndjern i forbindelse
med de indsattes enkeltstående fravær fra lukkede fængsler
og arrester, hvorved navnlig forstås indsattes udgang til sær-
lige formål, herunder f.eks. transport og ledsaget udgang til
retsmøder eller behandling på hospital/sygehus. Som nævnt
nedenfor vil bestemmelsen også skulle gælde for varetægt-
sarrestanter m.fl. De nævnte persongruppers fravær til ek-
sempelvis retsmøder i forbindelse med fristforlængelser vil
således også være omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Det vurderes, at indførelsen af en pligt til at udarbejde rap-
port efter den foreslåede bestemmelse vil medføre et unødigt
højt ressourceforbrug. Ved ikke at indføre en pligt til at
udarbejde rapport efter hver enkelt håndjernsbelægning vil
sagsbehandlingen blive gjort lettere for at frigøre tid til an-
dre opgaver i en travl hverdag. Det bemærkes, at pligten til
at udarbejde rapport efter anvendelse af håndjern efter den
gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 65 vil
blive opretholdt.
Kriminalforsorgen har derudover foreslået, at der indføres
en bestemmelse, der muliggør at en indsat i institutionen i
en periode på op til 4 uger, kan ilægges håndjern ved ophold
uden for cellen, hvis den indsatte har optrådt voldeligt over
for personale ansat i institutionerne, den indsatte udviser
en grov eller gentagen utilladelig adfærd over for personale
ansat i institutionerne, eller hvis den indsatte er tilknyttet
en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende
og alvorlig kriminalitet, der aktuelt har begået voldelige
overfald mod personale ansat i institutionerne.
Kriminalforsorgen har endvidere foreslået, at der tilvejebrin-
ges en bemyndigelsesbestemmelse i straffuldbyrdelsesloven
til, at justitsministeren kan udstede nærmere regler om god-
kendelse af nye sikringsmidler ud over håndjern og sikrings-
celle for at sikre muligheden for hurtigt at implementere
eventuelle nye sikringsmidler og derved generelt eller kon-
kret styrke sikkerheden og muligheden for at sikre en ind-
sats tilstedeværelse, samt at undgå undvigelse og overfald
på personalet.
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.4.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern ved
enkeltstående fravær fra lukkede fængsler og arrester
8
Som det fremgår ovenfor, jf. pkt. 2.4.2., er der ikke efter de
gældende regler mulighed for generelt at anvende håndjern i
forbindelse med de indsattes fravær fra institutionerne.
Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse i straf-
fuldbyrdelsesloven, hvorefter håndjern kan anvendes ved
den indsattes enkeltstående fravær fra lukkede fængsler og
arrester. Betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 65, stk.
1, skal således ikke være opfyldt.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den foreslåe-
de § 65 a, stk. 4, blive foretaget ændringer i bekendtgørelse
nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af sikringsmidler
i kriminalforsorgens institutioner.
Det vil således i den nævnte bekendtgørelse nærmere blive
fastsat, at den indsatte ikke har krav på en begrundelse for
anvendelsen af håndjern i det nævnte tilfælde. Der lægges
samtidig op til ikke at indføre en pligt for kriminalforsor-
gen til at udarbejde rapport om håndjernsbelægninger i det
nævnte tilfælde.
Det vil endvidere i medfør af retsplejelovens § 776 blive
fastsat, at bestemmelsen også vil finde anvendelse for vare-
tægtsarrestanter.
Hvis lovforlaget vedtages vil der endvidere i medfør af rets-
plejelovens § 765, stk. 7, § 777, stk. 2, og § 811, stk. 3,
og straffelovens § 73 a, stk. 2, blive foretaget ændringer i
bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om undersøgelse
af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindel-
se med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og
arrestanter. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestem-
melsen også vil finde anvendelse for personer anbragt i
institution eller hospital m.v. i medfør af retsplejelovens §
765, stk. 2, nr. 3 eller 4, personer anbragt i hospital m.v. i
medfør af retsplejelovens § 777, stk. 1, personer indlagt på
hospital for sindslidende m.v. i medfør af retsplejelovens §
809, stk. 2, og personer anbragt i hospital for sindslidende
m.v. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af straffelo-
vens §§ 68 eller 69.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, at af-
gørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminal-
forsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myn-
dighed. Der lægges op til ikke at indføre en administrativ
klageadgang for afgørelser truffet i medfør af den foreslåede
bestemmelse.
2.4.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern inden
for institutionen
Det foreslås derudover, at der indføres en bestemmelse, der
muliggør at en indsat i institutionen i en periode på op til 4
uger, kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen, hvis
den indsatte har optrådt voldeligt over for personale ansat i
institutionerne, den indsatte udviser en grov eller gentagen
utilladelig adfærd over for personale ansat i institutionerne,
eller hvis den indsatte er tilknyttet en gruppe af personer,
som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,
der aktuelt har begået voldelige overfald mod personale an-
sat i institutionerne.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den fore-
slåede § 65 a, stk. 4, straffuldbyrdelseslovens § 111, stk.
3, og retsplejelovens § 776, blive foretaget ændringer i be-
kendtgørelse nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af
sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner, blive ænd-
ret. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestemmelsen
også vil finde anvendelse for varetægtsarrestanter.
Der vil derudover blive fastsat en administrativ klageadgang
til den nævnte foranstaltning. En indsat vil dog ikke kunne
påklage enkelte håndjernsbelægninger.
Der lægges samtidig op til ikke at indføre en pligt for kri-
minalforsorgen til at udarbejde rapport om de enkelte hånd-
jernsbelægninger.
2.4.3.3. Mulighed for godkendelse af nye sikringsmidler
Det foreslås desuden, at der indføres en bemyndigelsesbe-
stemmelse i straffuldbyrdelsesloven til, at justitsministeren
kan udstede nærmere regler om godkendelse af nye sikring-
smidler ud over håndjern og sikringscelle for at sikre mu-
ligheden for hurtigt at implementere eventuelle nye sikring-
smidler og derved generelt eller konkret styrke sikkerheden
og muligheden for at sikre en indsats tilstedeværelse, samt at
undgå undvigelse og overfald på personalet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at minimere
risikoen for både undvigelse og overfald på personale og
medindsatte, ved hurtigt at kunne indføre sådanne midler,
såfremt disse findes egnede.
Hvis lovforslaget vedtages, kan der blive fastsat nærmere
administrative regler om godkendelse af nye sikringsmidler.
2.5. Delegation af afgørelseskompetence i visse sager om
udgang m.v. for personer anbragt på psykiatrisk afde-
ling eller i institution ved dom
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Om anbringelser ved dom
Det følger af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., at person-
er, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund
af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed,
er straffri. Tilsvarende gælder for personer, der er mentalt
retarderede i højere grad, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt. Befandt
gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller
andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom
eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog
pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor, jf. § 16,
stk. 1, 3. pkt.
Det følger endvidere af straffelovens § 16, stk. 2, 1. pkt., at
personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderede
i lettere grad, er straffri, medmindre særlige omstændigheder
taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der
9
befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med
mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2, 2. pkt.
Hvis en person frifindes for straf i medfør af straffelovens §
16, kan retten efter straffelovens § 68, 1. pkt., træffe bestem-
melse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes
formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Hvis mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, be-
stemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvæn-
ningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes
tilstrækkelige, kan det ifølge straffelovens § 68, 2. pkt.,
bestemmes, at den dømte skal anbringes i hospital for sinds-
lidende, i institution for personer med vidtgående psykiske
handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ
anbringelse eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje
eller forsorg.
Det følger af straffelovens § 69, at retten, hvis det findes
formålstjenligt kan træffe bestemmelse om anvendelse af
foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt., i stedet for straf,
hvis gerningsmanden på gerningstidspunktet befandt sig i en
tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse
eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er
af den i § 16 nævnte beskaffenhed.
Endvidere følger det af straffelovens § 73, at hvis en per-
son, der har begået en strafbar handling, men efter dennes
foretagelse, og før dom er afsagt, er kommet i en ikke blot
forbigående tilstand af den art, der er nævnt i § 16 eller § 69,
afgør retten, om straf skal idømmes eller bortfalde. Hvis det
findes formålstjenligt, kan retten bestemme, at foranstaltnin-
ger efter § 68 eller § 69 skal anvendes i stedet for straf, eller
indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes.
Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, at justitsministe-
ren efter forhandling med social- og ældreministeren og
sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang m.v. til
personer, der er anbragt i hospital for sindslidende m.v. i
henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Ju-
stitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser,
der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed.
Endvidere følger det af straffelovens § 74 a, stk. 1, at hvis en
person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har
begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig
kriminalitet, kan retten kan bestemme, at den pågældende
skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpæda-
gogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses
for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertræ-
delser. Retten kan give den dømte pålæg svarende til de
vilkår, der kan fastsættes efter § 57 om betingede domme, jf.
stk. 2.
Endelig følger det af § 74 a, stk. 4, at justitsministeren efter
forhandling med social- og ældreministeren kan fastsætte
regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til person-
er, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1 og 2. Ju-
stitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser,
der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed.
Bemyndigelsesbestemmelserne i straffelovens § 73 a, stk.
1, og § 74 a, stk. 4, er bl.a. udnyttet til udstedelse af be-
kendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse
m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution
i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlig-
hedsdekret, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6.
december 2012 (udgangsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelsens §§ 2 og 3 indeholder regler om udgang
m.v. for anbringelse i henhold til dom efter straffelovens §
68, § 69 og § 73.
Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, at overlæ-
gen træffer afgørelse om bl.a. adgang til at færdes inden for
hospitalets område og om udgang i en række nærmere an-
givne tilfælde for personer, der er dømt til anbringelse i ho-
spital eller sygehusafdeling for sindslidende med undtagelse
af Sikringsafdelingen under Psykiatrien i Region Sjælland.
Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, at amts-
rådet for personer, der er dømt til anbringelse i institution
for personer med vidtgående psykiske handicap, træffer af-
gørelse om adgang til at færdes inden for institutionens om-
råde og om udgang i en række nærmere angivne tilfælde.
»Amtsrådet« skal i den forbindelse forstås som den kommu-
nalbestyrelse, der har pligt til at yde hjælp (herefter handle-
og tilsynskommunen) efter § 9, stk. 1, jf. stk. 7, i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1647 af 4. august 2021.
Efter udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, træffer statsad-
vokaten afgørelse om udgange, der ikke er omfattet af be-
kendtgørelsens § 2, stk. 1 eller 2.
Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, at for
personer, der er anbragt i en sikret afdeling på en døgninsti-
tution for børn og unge som led i en dom efter straffelovens
§ 74 a, træffer lederen af den sikrede afdeling afgørelse om
udgang i en række nærmere angivne tilfælde.
Efter udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, træffer politime-
steren (Politidirektøren i København) afgørelse om udgang
i en række nærmere angivne tilfælde. Afgørelsen sker efter
indstilling fra lederen af den sikrede afdeling, jf. stk. 4.
Efter udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, træffer statsad-
vokaten afgørelse om udgange, der ikke er omfattet af be-
kendtgørelsens § 4, stk. 1 eller 2. Afgørelsen sker efter
indstilling fra lederen af den sikrede afdeling, jf. stk. 4.
Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, at bl.a.
afgørelser efter § 2, stk. 1 og 2, ikke kan påklages. Efter
udgangsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, kan afgørelser efter §
2, stk. 3, og § 4, stk. 3, påklages til Rigsadvokaten. Rigsad-
vokatens afgørelser kan ikke påklages til Justitsministeriet.
2.5.1.2. Fuldbyrdelse af anbringelsesdomme
10
Foranstaltninger over for personkredsen omfattet af straffe-
lovens § 16, stk. 1, 1. pkt., § 16, stk. 1, 3. pkt., og § 69
fuldbyrdes af sygehusvæsenet, der drives af regionerne, jf. §
74 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. au-
gust 2019. Det gælder bl.a. for personer, der ved strafferetlig
dom er anbragt på en psykiatrisk afdeling.
Regionsrådenes modtagepligt på psykiatriske afdelinger er
beskrevet i § 1 i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om
retspsykiatrisk behandling, som senest ændret ved lov nr.
504 af 1. maj 2019.
Foranstaltninger over for personkredsen omfattet af straffe-
lovens § 16, stk. 1, 2. pkt., § 16, stk. 2, og § 69 fuldbyrdes
af kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at
yde hjælp til borgeren efter den sociale lovgivning.
Det følger af § 16 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, at kommunalbestyrel-
sen kan træffe afgørelse om ophold i en boform efter § 108
i lov om social service (serviceloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 1548 af 1. juli 2021.
Det fremgår af § 108, stk. 1, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til
længerevarende ophold, til personer, som på grund af bety-
delig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har
behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktio-
ner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få
dækket disse behov på anden vis.
Det følger af servicelovens § 108, stk. 7, at social- og æl-
dreministeren fastsætter regler om særlige sikkerhedsforan-
staltninger i boformer, der er omfattet af § 108, stk. 1, og
om pligt for en region eller en eller flere kommuner til at
modtage personer i de boformer, der er omfattet af stk. 1,
bl.a. når disse personer i henhold til dom eller kendelse skal
anbringes i en boform for personer med betydelig nedsat
psykisk funktionsevne eller undergives tilsyn, herunder med
mulighed for administrativ anbringelse.
Kommunerne kan ved valg af boform vælge et § 108-tilbud
i egen kommune, et allerede eksisterende kommunalt § 108-
tilbud i egen kommune, et § 108-tilbud i en anden kommu-
ne, et regionalt tilbud, eller et privat tilbud, som er godkendt
efter servicelovens § 108 til målgruppen af personer med
nedsat psykisk funktionsevne dømt til anbringelse ved dom.
Det følger af servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, at anbrin-
gelsessteder for børn og unge kan være døgninstitutioner,
herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutio-
ner og særligt sikrede afdelinger. Døgninstitutioner kan op-
rettes og drives af kommuner eller af regioner eller som
selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller re-
gionsrådet indgår aftale med, jf. lovens § 66, stk. 3.
Servicelovens bestemmelser om boformer og døgninstituti-
oner suppleres af en række administrative forskrifter, som
bl.a. findes i bekendtgørelse nr. 1239 af 22. november 2019
om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesret-
ten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstalt-
ninger for voksne og modtagepligt i boformer efter lov om
social service og bekendtgørelse nr. 810 af 13. august 2019
om voksenansvar for anbragte børn og unge.
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet har sammen med Social- og Ældreministe-
riet og Sundhedsministeriet fundet anledning til at justere i,
hvordan visse sager om udgang m.v. for personer anbragt på
psykiatriske afdelinger, i boform eller i døgninstitution ved
dom skal behandles.
Det er bl.a. sket i lyset af, at Folketingets Ombudsmand
i 2020 og 2021 har haft fokus på domfældte med udvik-
lingshæmning (mentalt retarderede) og i den forbindelse
har gennemført tilsynsbesøg på en række tilbud til målgrup-
pen. Som en del af dette arbejde foretog Folketingets Om-
budsmand en høring af Justitsministeriet vedrørende regler
og praksis for udgangstilladelser efter udgangsbekendtgørel-
sen.
I praksis kan der opstå situationer, hvor en udgang, som
en kommunalbestyrelse, en statsadvokat eller Rigsadvokaten
har tilladt efter bestemmelser i udgangsbekendtgørelsen, ik-
ke bør iværksættes, fordi lederen på boformen på baggrund
af en konkret risikovurdering forud for en udgang vurderer,
at det ikke vil være forsvarligt at iværksætte udgangen,
f.eks. fordi den domsanbragte er udadreagerende eller har
indtaget euforiserende stoffer. Efter en hidtidig praksis er
sådanne beslutninger om ikke at gennemføre en bevilget
udgang i visse tilfælde truffet uden, at den myndighed, der
havde meddelt udgangstilladelsen, havde tilbagekaldt tilla-
delsen.
Efter Justitsministeriets opfattelse har der været behov for at
justere denne praksis. Det skyldes, at det efter ministeriets
opfattelse er rigtigst at behandle situationen som en afgørel-
se om tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang, som skal
leve op til de forvaltningsretlige krav om f.eks. partshøring
og klagevejledning, og som skal træffes af den kompetente
myndighed.
En afgørelse om tilbagekaldelse skal, medmindre afgørel-
seskompetencen kan delegeres, træffes af den myndighed,
som har udstedt tilladelsen.
Kommunalbestyrelsen i handle- og tilsynskommunen kan
delegere kompetencen til at træffe afgørelse efter udgangs-
bekendtgørelsens § 2, stk. 2, til ledelsen på et af kommunens
egne boformer. Når afgørelseskompetencen er delegeret fra
kommunalbestyrelsen til ledelsen på en af kommunens egne
boformer, vil ledelsen af boformen også kunne træffe afgø-
relse om tilbagekaldelse, hvis ledelsen vurderer, at betingel-
serne herfor er tilstede, f.eks. fordi en konkret udgang ikke
vurderes forsvarlig.
Der er derimod ikke hjemmel til at delegere afgørelseskom-
11
petencen i denne type sager fra kommunalbestyrelsen i
handle- og tilsynskommunen til boformer i en anden kom-
mune eller til private eller regionale boformer. Det indebæ-
rer, at en eventuel afgørelse om tilbagekaldelse i sådanne
situationer skal træffes af kommunalbestyrelsen.
Endvidere er der ikke hjemmel til at delegere afgørelses-
kompetencen efter udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, fra
statsadvokaterne til hverken kommunale, regionale eller pri-
vate boformer. Det indebærer, at en eventuel afgørelse om
tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang, der er udstedt i
medfør af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, skal træffes
af statsadvokaterne.
Endelig er der ikke hjemmel til at delegere afgørelseskom-
petencen efter udgangsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, jf. § 2,
stk. 3, fra Rigsadvokaten til hverken kommunale, regionale
eller private boformer. Det indebærer, at en eventuel afgø-
relse om tilbagekaldelse i disse sager skal tilbagekaldes af
Rigsadvokaten.
Samlet indebærer dette efter Justitsministeriets opfattelse,
at ledelsen på boformer, hvor der er personer anbragt ved
dom, efter de nugældende regler ikke kan træffe afgørelse
om tilbagekaldelse af udgangstilladelser, der er udstedt af en
kommunalbestyrelse, statsadvokat eller Rigsadvokaten.
Det betyder, at hvis ledelsen på boformen vurderer, at det
ikke vil være forsvarligt at iværksætte en tilladt udgang,
vil dette i stedet skulle indgå i grundlaget for kommunalbe-
styrelsens, statsadvokatens eller Rigsadvokatens eventuelle
afgørelse om tilbagekaldelse.
For at justere praksis i overensstemmelse med det oven-
nævnte er der for det første etableret en midlertidig telefon-
ordning, som gælder i forhold til boformer for personer med
vidtgående psykiske handicap. Ordningen skal sikre, at bo-
formens ledelse hurtigt kan komme i kontakt med kommu-
nalbestyrelsen, den regionale statsadvokat eller Rigsadvoka-
ten, hvis boformens ledelse vurderer, at det ikke vil være
forsvarligt, at en udgang, der er bevilget af kommunalbe-
styrelsen, en statsadvokat eller af Rigsadvokaten, iværksæt-
tes. Den myndighed (kommunalbestyrelsen, en statsadvokat
eller Rigsadvokaten), der har meddelt udgangstilladelsen, vil
herefter tage stilling til, om udgangstilladelsen skal tilbage-
kaldes.
Ombudsmandens tilsyn har haft fokus på udviklingshæm-
mede, der ved dom er anbragt på institutioner inden for det
sociale område. Justitsministeriet har sammen med Sund-
hedsministeriet imidlertid fundet, at de samme hensyn gør
sig gældende i forhold til afgørelser om udgangstilladelser
m.v. til psykisk syge personer, der i henhold til dom er
anbragt på en psykiatrisk afdeling. Afgørelser om udgang
m.v. for denne persongruppe træffes enten af overlægen,
jf. udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, statsadvokaten, jf.
bekendtgørelsens § 2, stk. 3, eller af Rigsadvokaten, jf.
bekendtgørelsens § 14, stk. 2, jf. § 2, stk. 3. På denne
baggrund er der for det andet også etableret en midlertidig
ordning i disse sager. Ordningen skal sikre, at overlægen
hurtigt kan komme i kontakt med den regionale statsadvokat
eller Rigsadvokaten, hvis overlægen vurderer, at det ikke vil
være forsvarligt, at en udgang, der er tilladt af en statsadvo-
kat eller af Rigsadvokaten, iværksættes.
Justitsministeriet finder imidlertid, at der som erstatning for
disse midlertidige ordninger bør etableres mulighed for at
delegere kompetencen til at træffe afgørelse om tilbagekal-
delse i denne type af sager til lederen eller dennes stedfor-
træder på den pågældende boform eller til overlægen på
den pågældende afdeling. Det skal navnlig sikre, at ledelsen
eller overlægen selv får mulighed for at træffe afgørelse
i situationer, hvor der som led i den behandlingsmæssige
eller pædagogiske indsats er behov for at træffe en afgørelse
om udgang. Det gælder eksempelvis situationer, hvor der
forud for en planlagt udgang på baggrund af en forsvarlig-
hedsvurdering vurderes at være behov for at tilbagekalde
udgangstilladelsen.
I tilfælde, hvor ledelsen på boformen eller overlægen vurde-
rer, at det ikke længere er forsvarligt at opretholde en gene-
rel udgangstilladelse, bør dette meddeles den myndighed,
der har bevilget den generelle tilladelse. Denne myndighed
skal herefter vurdere, om den generelle udgangstilladelse
skal tilbagekaldes.
Endvidere finder Justitsministeriet, at der bør tilvejebringes
et lovgrundlag med henblik på at sikre, at ledelsen på
boformer kan træffe afgørelse om udgang til uopsættelige
indlæggelser på et hospital til somatisk eller psykiatrisk
behandling. En sådan kompetence tilfalder allerede i dag
kommunalbestyrelsen i handle- og tilsynskommunen efter
udgangsbekendtgørelsen, ligesom overlægen på en psykia-
trisk afdeling efter bekendtgørelsen kan træffe bestemmelse
om uopsættelig indlæggelse på et somatisk hospital.
På den baggrund finder Justitsministeriet samlet, at der bør
etableres mulighed for, at afgørelseskompetencen kan dele-
geres til ledelsen på boformer og overlægen på afdelinger,
hvor der er anbragt personer i henhold til en strafferetlig
dom efter straffelovens § 68, § 69 og § 73, i et videre
omfang end efter de gældende regler.
Den samme mulighed bør efter Justitsministeriets opfattelse
også etableres i forhold døgninstitutioner for børn og unge,
hvor der er anbragt personer i henhold til en strafferetlig
dom efter straffelovens § 74 a. Det skyldes tilsvarende grun-
de, som dem der er anført ovenfor.
I medfør af § 74 a, stk. 4, er der således fastsat regler
i udgangsbekendtgørelsens § 4, hvorefter afgørelseskompe-
tencen i sager om udgang m.v. er tillagt forskellige myn-
digheder. I visse tilfælde er afgørelseskompetencen tillagt
lederen på den sikrede afdeling på døgninstitutionen (stk. 1),
mens kompetencen i andre tilfælde er tillagt politidirektøren
i København (stk. 2) og statsadvokaten (stk. 3) samt endelig
Rigsadvokaten i visse klagesager (§ 14, stk. 2, jf. § 2, stk.
3). Justitsministeriet finder derfor, at der også i disse sager
12
bør være adgang til, at institutionsledelsen i videre omfang
får delegeret afgørelseskompetence, herunder i sager om
tilbagekaldelse af udgangstilladelser.
Endelig bør der efter Justitsministeriets opfattelse etableres
hjemmel til at delegation af myndighedsopgaven med at
træffe visse afgørelser om udgang m.v. også kan ske til
døgninstitutioner og boformer, som drives af private og som
selvejende institutioner.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Der foreslås ændringer af bemyndigelsesbestemmelserne i
straffelovens § 73 a, stk. 1, og § 74 a, stk. 4. Formålet er at
skabe lovhjemmel til, at kompetencen til at træffe afgørelser
om udgang m.v. i visse tilfælde kan delegeres fra den myn-
dighed, der som udgangspunkt nu er tillagt kompetencen,
til ledelsen på den boform, døgninstitution eller psykiatriske
afdeling, hvor den pågældende person er anbragt.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af de foreslåede
ændringer i § 73 a, stk. 1, og § 74 a, stk. 4, i bekendtgørelse
nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v. til per-
soner, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6. december 2012
(udgangsbekendtgørelsen).
Det lægges samtidig op til at ændre begrebet »hospital for
sindslidende« til »psykiatrisk afdeling« alle steder i straffe-
loven, da »hospital for sindslidende« er en forældet beteg-
nelse. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt nogle indholds-
mæssige ændringer.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre begrænsede merudgif-
ter for Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet og domstolene til bl.a. eventuel udvidelse af
videokonferencefaciliteter i retterne samt håndtering af og
eventuel prøvelse ved domstolene af det ekstra antal afgørel-
ser om afslag på besøg, som lovforslaget medfører. Merud-
gifterne vil blive håndteret inden for eksisterende rammer.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekven-
ser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 10. septem-
ber 2021 til den 8. oktober 2021 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Højesteret, Vestre Landsret, Østre Landsret, Sø- og Handels-
retten, samtlige byretter, Advokatrådet, Advokatsamfundet,
alle landets kommuner, Amnesty International, Ankestyrel-
sen, Bedre Psykiatri, BUPL, Børne- og Ungdomspædago-
gernes Landsforbund – forbundet for pædagoger og klub-
folk, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Cen-
tralorganisationernes Fællesudvalg, Copenhagen Business
School – CBS – CBS LAW – Institut for Ledelse, Dan-
marks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), Dansk Retspoli-
tisk Forening, Danske Advokater, Danske Handicaporgani-
sationer (DH), Danske Regioner, Dansk Psykiatrisk Selskab,
Dansk Socialrådgiverforening, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Kriminal-
præventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dom-
merfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsfor-
ening, Domstolsstyrelsen, Fonden NOVAVI , Folketingets
Ombudsmand, Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsat-
te børn og unge (FADD), Foreningen af Fængselsinspektø-
rer og Vicefængselsinspektører, Foreningen af Offentlige
Anklagere, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds-
og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Foreningen
af Speciallæger, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen
af Statsforvaltningsjurister, Fængselsforbundet, HK Lands-
klubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kriminal-
forsorgen, HK Landsklubben Politiet, Institut for Menne-
skerettigheder, Justitia, Kommunernes Landsforening (KL),
Kommunaldirektørforeningen, Kriminalforsorgsforeningen,
Københavns Retshjælp, Københavns Universitet – Det Ju-
ridiske Fakultet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Landsforeningen KRIM, Landsforeningen af nuværende og
tidligere psykiatribrugere (LAP), Landsorganisationen for
sociale tilbud (LOS), Lægeforeningen, Odense Retshjælp,
Offerrådgivningen, Plejefamiliernes Landsforening (PLF),
Politidirektørforeningen, Politiforbundet i Danmark, Psyki-
atrifonden, Region Hovedstaden , Region Sjælland , Regi-
on Syddanmark, Region Midtjylland, Region Nordjylland,
Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet
for Socialt Udsatte, SAVN, Selveje Danmark, Socialpæda-
gogernes Landsforbund, Socialt Lederforum, Syddansk Uni-
versitet – Juridisk Institut, TABUKA - Landsforeningen
for nuværende og tidligere anbragte, Udviklingshæmmedes
Landsforbund (ULF), Yngre Læger, Aalborg Universitet –
Juridisk Institut, Aarhus Retshjælp, Aarhus Universitet –
Juridisk Institut.
13
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget forventes at medføre begræn-
sede merudgifter for Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet og
domstolene til bl.a. eventuel udvidelse af vi-
deokonferencefaciliteter i retterne samt hånd-
tering af og eventuel prøvelse ved domstole-
ne af det ekstra antal afgørelser om afslag på
besøg, som lovforslaget medfører. Merudgif-
terne vil blive håndteret inden for eksisteren-
de rammer.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de principper for
implementering af erhvervsrettet
EU-regulering/ Går videre end
minimumskrav i EU-regulering
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter retsplejelovens § 748 a, stk. 1, kan retten tillade, at
sigtede deltager i et retsmøde under efterforskningen eller
forberedelsen af hovedforhandlingen ved anvendelse af tele-
kommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i
retten ikke er nødvendig.
Det følger af den foreslåede § 748 a, stk. 2, at retten kan
bestemme, at sigtede deltager i et retsmøde ved anvendelse
af telekommunikation med billede, hvis sigtedes forhold gør
det nødvendigt for at forebygge undvigelse, og når retten
finder det ubetænkeligt henset til formålet med det pågæl-
dende retsmøde og sagens øvrige omstændigheder. Stk. 1,
2.-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 748 a, stk. 2, vil medføre,
at retten kan bestemme, at sigtede deltager i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtede
vurderes undvigelsestruet. Bestemmelsen omfatter alle rets-
møder under efterforskningen af en straffesag, herunder og-
så retsmøder, hvor medsigtedes forhold skal behandles. Der
kan også være tale om et retsmøde, hvor en medsigtedes sag
er udskilt til separat behandling i retten, herunder f.eks. i
forbindelse med en tilståelsessag.
I praksis vil bestemmelsen navnlig kunne tænkes anvendt
over for sigtede, der er varetægtsfængslet eller undergivet
14
anden frihedsberøvende foranstaltning efter reglerne i rets-
plejelovens kapitel 70.
Ved vurderingen af sigtedes undvigelsesrisiko kan der bl.a.
lægges vægt på kriminalitetens art, forventet domslængde,
spørgsmål om udvisning, sigtedes tilknytning til Danmark,
sigtedes tilhørsforhold til bander, sigtedes netværk, samt den
sigtedes evne og vilje til at undvige.
I forhold til den konkrete vurdering af risiko for undvigelse
i forbindelse med afholdelse af et retsmøde vil der efter
omstændighederne bl.a. også kunne lægges vægt på oplys-
ninger om aktuel adfærd, eventuelle konfliktudmeldinger i
bandemiljøet, mulighed for tilhørere, samt risiko for befriel-
se.
Kriminalforsorgen vurderer både generelt og konkret undvi-
gelsesrisiko for indsatte, eksempelvis i forbindelse med pla-
cering og transport. Vurderingerne udfærdiges på baggrund
af informationer fra politi, andre myndigheder og kriminal-
forsorgens egne oplysninger.
Forslaget indebærer, at det ikke længere vil være en betin-
gelse, at den sigtede giver sit samtykke til at deltage via vi-
deokommunikation, hvis vedkommende vurderes undvigel-
sestruet. Retten vil således kunne træffe bestemmelse om en
sådan deltagelse, selv om sigtede ønsker at være personligt
til stede, og selv om en sådan personlig deltagelse i retsmø-
det ikke kan siges at ville være forbundet med uforholds-
mæssige vanskeligheder. Det forudsættes, at retten træffer
afgørelse på baggrund af anklagemyndighedens begæring
herom.
Bestemmelsen kan alene anvendes i forbindelse med et rets-
møde, hvor retten finder det ubetænkeligt henset til formålet
med det pågældende retsmøde og sagens øvrige omstændig-
heder.
Det vil bero på en konkret helhedsvurdering, om det vil væ-
re ubetænkeligt, at sigtede deltager i retsmødet ved anven-
delse af telekommunikation med billede. Ved vurderingen
kan bl.a. indgå sigtedes og forsvarerens begrundelse for et
ønske om sigtedes personlige deltagelse.
Det er en afgørende forudsætning for, at sigtede kan pålæg-
ges at deltage via videoforbindelse, at sigtede og dennes
forsvarer har adgang til direkte og fortrolig kommunika-
tion. Det bør bero på rettens vurdering, om denne forudsæt-
ning i det konkrete tilfælde kræver, at forsvareren fysisk
befinder sig samme sted som sigtede, eller om den fortrolige
kommunikation kan sikres, selvom forsvareren befinder sig
et andet sted end sigtede. Retten bør ved sin afgørelse herom
lægge betydelig vægt på de ønsker, som den sigtede og
forsvareren måtte have med hensyn til forsvarerens fysiske
placering. Hvis den sigtede og forsvareren ikke deltager fra
samme sted, må retten ved retsmødets begyndelse vejlede
den sigtede om muligheden for at få en pause med henblik
på drøftelser med sin forsvarer.
Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske
forhold hos anklagemyndighed, domstole, kriminalforsorg
og psykiatriske institutioner mv.
Til nr. 2
Efter retsplejelovens § 748 b, stk. 1, kan retten bestemme,
at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden
frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et
retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen
eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation
med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til for-
målet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Det
gælder dog ikke for retsmøder, hvor der første gang skal
tages stilling til fristforlængelse.
Det følger af den foreslåede § 748 b, stk. 1, 2. pkt., at retten
tilsvarende kan træffe sådan bestemmelse, hvis sigtedes for-
hold gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 748 b, stk. 1, 2. pkt.,
vil medføre, at retten kan bestemme, at en sigtet, der er
undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende
foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om for-
længelse af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstalt-
ningen ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis den sigtede vurderes undvigelsestruet.
Ved vurderingen af sigtedes undvigelsesrisiko kan der bl.a.
lægges vægt på kriminalitetens art, forventet domslængde,
spørgsmål om udvisning, sigtedes tilknytning til Danmark,
sigtedes tilhørsforhold til bander, sigtedes netværk, samt den
sigtedes evne og vilje til at undvige.
I forhold til den konkrete vurdering af risiko for undvigelse
i forbindelse med afholdelse af et retsmøde vil der efter
omstændighederne bl.a. også kunne lægges vægt på oplys-
ninger om aktuel adfærd, eventuelle konfliktudmeldinger i
bandemiljøet, mulighed for tilhørere, samt risiko for befriel-
se.
Kriminalforsorgen vurderer både generelt og konkret undvi-
gelsesrisiko for indsatte, eksempelvis i forbindelse med pla-
cering og transport. Vurderingerne udfærdiges på baggrund
af informationer fra politi, andre myndigheder og kriminal-
forsorgens egne oplysninger.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 748 b vil med-
føre, at retten i øget omfang kan bestemme, at sigtede
deltager i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse
af telekommunikation med billede, hvis sigtede er undvigel-
sestruet. Baggrunden herfor er, at det efter den foreslåede
bestemmelse ikke er et krav, at retten finder den sigtedes
deltagelse via telekommunikation med billede for ubetænke-
15
ligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige om-
stændigheder.
Retten vil således kunne træffe bestemmelse om en sådan
deltagelse, selv om sigtede ønsker at være personligt til
stede, og selv om en sådan personlig deltagelse i retsmødet
ikke kan siges at være ubetænkeligt henset til formålet med
retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.
Det forudsættes, at retten træffer afgørelse på baggrund af
anklagemyndighedens begæring herom. Der vil kunne fore-
komme tilfælde, hvor anklagemyndigheden efter en konkret
vurdering af samtlige relevante omstændigheder i sagen ik-
ke finder grundlag for at fremsætte begæring til retten om,
at sigtede skal deltage via telekommunikation med billede
på trods af, at der foreligger oplysninger, der indikerer, at
den sigtede er undvigelsestruet. Dette vil eksempelvis kunne
være tilfældet, hvor der er rejst sigtelse for nye væsentlige
lovovertrædelser, som skal indgå i rettens behandling under
retsmødet, og hvor de oplysninger, der danner grundlag for
at antage, at sigtede er undvigelsestruet, ikke vurderes at
veje tungere end hensynet til, at sigtede bør møde fysisk.
Den foreslåede regel finder ikke anvendelse for retsmøder,
hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en
varetægtsfængsling eller varetægtsfængsling i isolation ud
over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2, og §
770 c, stk. 3-5, eller når kæremål behandles mundtligt efter
§ 767, stk. 4, og § 770 e.
Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske
forhold hos anklagemyndighed, domstole, kriminalforsorg
og psykiatriske institutioner mv.
Til nr. 3
Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægt-
sarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelsen
af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politi-
et kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte
sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange,
at besøg finder sted under kontrol.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
2.1.1 og 2.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get.
Det følger af den foreslåede § 771, stk. 2, at politiet kan
modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller
forlange, at besøg finder sted under kontrol, hvis varetægt-
sarrestantens forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 771, stk. 2, vil medføre, at
politiet kan modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager
besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol, hvis
varetægtsarrestanten vurderes undvigelsestruet.
Ved vurderingen af varetægtsarrestantens undvigelsesrisiko
kan der bl.a. lægges vægt på kriminalitetens art, forventet
domslængde, spørgsmål om udvisning, varetægtsarrestan-
tens tilknytning til Danmark, varetægtsarrestantens tilhørs-
forhold til bander, varetægtsarrestantens netværk, samt vare-
tægtsarrestantens evne og vilje til at undvige. Der vil efter
omstændighederne bl.a. også kunne lægges vægt på oplys-
ninger om aktuel adfærd, samt eventuelle konfliktudmeldin-
ger i bandemiljøet. Nægter politiet besøg, skal varetægtsar-
restanten underrettes herom, medmindre dommeren af hen-
syn til efterforskningen træffer anden bestemmelse. Vare-
tægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg eller
krav om kontrol forelægges retten til afgørelse. Arrestanten
har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.
Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konse-
kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september
2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
Det følger af den foreslåede § 771, stk. 3, at politiet kan
modsætte sig, at en varetægtsarrestant, som af politiet skøn-
nes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er
aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en
anden gruppe af personer, og at der inden for den gruppe,
som den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led
i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt
våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, el-
ler er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180,
modtager besøg af personer med tilknytning til den pågæl-
dende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, medmindre
ganske særlige grunde gør sig gældende. Stk. 1, 3.-5. pkt.
finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede regel udgør et supplement til de eksisterende
regler om besøgskontrol.
Forslaget indebærer ikke, at der indføres en pligt for politiet
til at modsætte sig besøg. Der vil således kunne forekomme
tilfælde, hvor politiet skønner, at det af politimæssige eller
efterforskningsmæssige grunde er mere hensigtsmæssigt at
undlade at modsætte sig besøg.
Begrebet »tilknytning« indebærer, at der skal foreligge
en antagelse om en stærk tilknytning til gruppen som så-
dan. Forslaget omfatter således ikke personer med en løsere
tilknytning til den pågældende persongruppe. Det blotte be-
kendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe
falder således uden for den foreslåede bestemmelses anven-
delsesområde.
Det afgørende for at bringe den foreslåede bestemmelse i
anvendelse er for så vidt angår tilknytning på det punkt ale-
ne, at varetægtsarrestanten ifølge politiets skøn har en sådan
tilstrækkelig tilknytning til den pågældende persongruppe.
Det forhold, at en varetægtsarrestant på tidspunktet for va-
retægtsfængslingens påbegyndelse har haft tilknytning til
rocker- og bandemiljøet mv., men under varetægtsfængslin-
gen har forladt dette miljø, vil kunne indgå i vurderingen
af, hvorvidt den pågældende ikke længere har den fornødne
tilknytning til gruppen.
16
En tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv., der
først er opstået under varetægtsfængslingen, vil medføre, at
besøg kan modsættes under de nævnte omstændigheder.
Begrebet »grupper af personer« indebærer, at der skal være
mere end én person på hver side i konflikten. Som grupper
anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur
og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted
og med navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også
mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et
fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster
i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som
regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-
kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende
begivenheder, som indtræffer.
Begrebet »voldelig« indebærer, at konflikten skal have givet
sig udslag i mindst én hændelse, der kan karakteriseres som
voldelig. Hermed sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor
en eller flere personer med tilknytning til en persongruppe
har overfaldet en eller flere personer med tilknytning til en
anden gruppe. Også situationer, hvor en eller flere personer
fra de involverede grupper er stødt sammen efter aftale eller
indbyrdes forståelse, og hvor der derfor ikke kan siges at
være tale om et egentligt angreb, er omfattet, hvis sammen-
stødet har indebåret en voldelig konfrontation.
For at en konflikt kan anses for voldelig, skal der dog være
tale om et voldeligt præg af en vis styrke. Handlinger, som
alene må anses for omfattet afstraffelovens § 244 om simpel
vold, vil således ikke i sig selv kunne føre til, at en konflikt
skal betragtes som voldelig. Simpel vold omfatter eksempel-
vis i almindelighed slag, spark og lignende.
Den foreslåede bestemmelse tager derimod navnlig sigte på
tilfælde, hvor der som led i konflikten er sket angreb eller
sammenstød under anvendelse af stik- eller slagvåben eller
lignende. Anvendelse af skydevåben mv. vil også medfø-
re, at konflikten skal betragtes som voldelig. Som udgangs-
punkt må der således som led i konflikten være begået hand-
linger, der som minimum kan karakteriseres som kvalificeret
vold, jf. straffelovens § 245.
Det er ikke en betingelse, at der er tale om en gensidigt
voldelig konflikt. Der vil også være tale om en verserende
voldelig konflikt i den foreslåede bestemmelses forstand i
tilfælde, hvor en gruppe af personer ensidigt forfølger en an-
den gruppe af personer. I sådanne tilfælde vil konflikten dog
alene have konsekvenser for adgangen til at modtage besøg
for personer med tilknytning til den gruppe i konflikten, der
udfører angrebene.
Begrebet »verserende« indebærer, at der skal være en aktuel
risiko for yderligere hændelser af den ovenfor nævnte karak-
ter. Det gælder, uanset om et besøg kan frygtes at virke som
katalysator for yderligere hændelser eller ej.
Det vil bero på et politifagligt skøn, om der er tale om
en verserende voldelig konflikt. Det vil i den forbindelse i
almindelighed kunne lægges til grund, at der vil være en
aktuel risiko for yderligere voldelige hændelser, og at den
voldelige konflikt således fortsat er verserende, hvis konflik-
ten inden for de seneste tre måneder er kommet til udtryk i
en eller flere voldelige hændelser.
Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode, vil
konflikten i almindelighed fortsat skulle anses for at være
aktuelt voldelig i yderligere en periode på tre måneder. Der
kan imidlertid også være tale om en verserende voldelig
konflikt, selv om der er forløbet mere end tre måneder, uden
at der har fundet voldelige hændelser sted. En sådan længere
periode uden angreb kan således ikke i sig selv tages som
udtryk for, at risikoen for nye voldelige hændelser er drevet
over.
Der kan således være flere grunde til, at en konflikt i en
periode ikke konkret har givet sig udslag i voldelige angreb
eller sammenstød. Der kan f.eks. være tale om, at de grup-
per, der er involveret i konflikten, har haft behov for at
bruge tid på at planlægge et nyt angreb eller for at skaffe
våben.
Endvidere kan der f.eks. være tale om, at flere af en grup-
pes medlemmer har været frihedsberøvet. Den eller de på-
gældende grupper kan derfor have ønsket at afvente f.eks.
prøveløsladelse af en eller flere af de frihedsberøvede med-
lemmer, således at den enkelte gruppe vil stå stærkere ved et
senere angreb.
Også mere tilfældige omstændigheder kan have betydet, at
de stridende grupper ikke fysisk er stødt sammen, ligesom
der kan være tale om, at de pågældende grupper nok har haft
sammenstød, men at disse ikke har haft en voldelig karakter.
I det politifaglige skøn af, om der er en aktuel risiko for nye
voldelige hændelser mv., kan der indgå andre momenter. Po-
litiet vil således – ud over den forløbne tid siden seneste
voldelige hændelse – eksempelvis kunne lægge vægt på, om
personer med tilknytning til de involverede persongrupper
er eller har været i besiddelse af våben som led i konflikten,
eller om der som led i konflikten anvendes eller har været
anvendt skud- eller stiksikre veste eller lignende, ligesom
episoder med utryghedsskabende adfærd i øvrigt vil kunne
tillægges betydning.
Sådanne handlinger vil kunne tale for, at der fortsat er en
aktuel risiko for voldelige hændelser, uanset om der har væ-
ret tale om en forberedelse af eller en forholdsregel mod et
voldeligt angreb eller sammenstød. Det vil i den forbindelse
tillige kunne tillægges betydning, om konflikten har ført til
oprettelse af visitationszoner.
Herudover vil også andre momenter af relevans kunne indgå
i den politifaglige vurdering af risikosituationen. Omvendt
vil der også kunne forekomme særlige tilfælde, hvor der
ikke kan siges at være en aktuel risikosituation, selv om der
har fundet en voldelig hændelse sted inden for de seneste tre
måneder. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er et klart
grundlag for at anse den voldelige konflikt som afsluttet,
f.eks. hvis den ene gruppe i konflikten må anses for opløst.
17
Bestemmelsen vil alene ramme personer med tilknytning
til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i den
verserende voldelige konflikt. Denne betingelse indebærer,
at mindst én af de handlinger, som medfører, at konflikten
anses for verserende voldelig, jf. herom ovenfor, skal være
begået af en person, der er tilknyttet den gruppe, som vare-
tægtsarrestanten er knyttet til.
Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale
om et (første) angreb, eller om handlingen er begået som
eksempelvis et modangreb eller en hævnaktion. Det er hel-
ler ikke nogen betingelse, at gruppen som helhed står bag
voldshandlingen.
Det er imidlertid en betingelse, at voldsudøvelsen er begå-
et som led i konflikten. Dette indebærer eksempelvis, at
et enkelt voldeligt angreb vil kunne begrænse muligheden
for besøg for varetægtsarrestanter tilknyttet den angribende
gruppe, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Hvis der sene-
re udføres en hævnaktion, vil også varetægtsarrestanter, som
er tilknyttet den gruppe, som tager hævn, være omfattet af
bestemmelsen, forudsat at betingelserne i øvrigt er til stede.
Begrebet »konflikt« skal forstås bredt. Enhver uoverens-
stemmelse eller uenighed mellem to eller flere grupper vil
kunne udgøre en konflikt i den foreslåede bestemmelses for-
stand. Det er uden betydning for vurderingen af, om en kon-
flikt er omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvad der er
årsagen til konflikten, og hvad konflikten drejer sig om. Det
er ligeledes uden betydning, om konflikten er begrundet i et
eller flere forhold. Det vil bero på et politifagligt skøn, om
der er tale om en konflikt.
Det er en betingelse for den foreslåede ordnings anvendelse,
at der inden for den gruppe, som varetægtsarrestanten skøn-
nes knyttet til, som led i konflikten enten er anvendt sky-
devåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som
på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse efter
straffelovens § 180. De våbentyper, der er omfattet af den
foreslåede bestemmelse, svarer således til de våbentyper, der
er omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1.
Denne betingelse skal ses i lyset af, at hvis en part i en kon-
flikt mellem forskellige grupper på et tidspunkt i konflikten
har anvendt et så alvorligt våben mv., som de omfattede,
må konflikten i almindelighed antages at have en sådan grad
af alvor, at den vil kunne udvikle sig til en trussel mod
tilfældige personer.
Det er ikke en betingelse, at gruppen som helhed står bag
anvendelsen af skydevåben mv., men det er en betingelse,
at skydevåbnet mv. er anvendt som led i konflikten. Er der
således anvendt skydevåben mv. en enkelt gang, uden at der
i øvrigt foreligger en konflikt, vil den foreslåede ordning
ikke kunne finde anvendelse.
Det er ikke en betingelse, at anvendelsen af skydevåben mv.
er sket som led i den voldsudøvelse, som gør, at konflikten
betragtes som verserende voldelig, jf. herom ovenfor. Også
i tilfælde, hvor der ikke aktuelt har været anvendt skydevå-
ben, men hvor konflikten ikke desto mindre må karakterise-
res som verserende voldelig, vil besøg kunne modsættes,
hvis der én gang tidligere har været anvendt skydevåben mv.
som led i konflikten. Det gælder, uanset hvor lang tid der
måtte være gået siden anvendelsen af skydevåbnet mv.
Eksempelvis vil besøg i almindelighed kunne modsættes for
personer med tilknytning til en gruppe, der flere år tidligere
har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en
anden persongruppe, og som nu har begået et knivoverfald
mod den anden gruppe som led i samme konflikt. I dette
tilfælde vil betingelsen om anvendelse af skydevåben mv.
være opfyldt, ligesom betingelsen om, at konflikten skal
være verserende voldelig, vil være opfyldt i kraft af knivo-
verfaldet.
Omvendt vil anvendelsen af et skydevåben mv. også i sig
selv kunne udgøre den begivenhed, som medfører, at en
konflikt nu må betegnes som verserende voldelig. Anven-
delsen af et skydevåben mv. vil således i sig selv kunne
være den udløsende begivenhed, som bevirker, at besøg kan
modsættes, uanset at der ikke herudover er begået volds-
handlinger inden for den pågældende gruppe.
Eksempelvis vil adgangen til besøg kunne modsættes for
varetægtsarrestanter med tilknytning til en gruppe, der nu
har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en
anden persongruppe, uanset at der aldrig tidligere har været
begået voldshandlinger eller har været anvendt skydevåben
som led i konflikten.
Her vil den aktuelle anvendelse af skydevåbnet således i sig
selv opfylde både betingelsen om, at der skal være anvendt
skydevåben mv., og betingelsen om, at konflikten skal være
verserende voldelig. I begge tilfælde vil adgangen til besøg
alene kunne modsættes for varetægtsarrestanter, der skønnes
at have tilknytning til den gruppe som den eller de personer,
der har anvendt skydevåbnet mv. tilhører.
Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil kunne fin-
de anvendelse, hvis ganske særlige grunde gør sig gældende.
Det bemærkes i den forbindelse, at besøg også fra nærtstå-
ende som det klare udgangspunkt under de foreslåede om-
stændigheder vil kunne modsættes.
Ganske særlige grunde vil navnlig kunne foreligge, hvis
humanitære eller lignende tungtvejende hensyn gør sig gæl-
dende.
I tilfælde, hvor den foreslåede ordning ikke vil kunne finde
anvendelse, idet ganske særlige grunde gør sig gældende,
vil der være mulighed for at træffe bestemmelse om, at
besøg skal gennemføres under overværelse af politiet, hvis
betingelserne herfor er opfyldt, jf. den foreslåede § 771, stk.
4.
Forslaget indebærer, at politiet træffer afgørelse om, hvor-
18
vidt adgangen til at modtage besøg kan modsættes under de
foreslåede omstændigheder.
Det vil i den forbindelse være politiets oplysninger, som vil
skulle danne grundlag for afgørelsen i de pågældende sag-
er. Dette gælder såvel i forhold til oplysninger om varetægt-
sarrestantens tilknytning til en rocker- eller bandegruppering
mv. som i forhold til oplysninger om hvorvidt den, der ansø-
ger om besøg har tilknytning til en sådan gruppering.
I forbindelse med politiets afgørelse kan politiet eksempel-
vis lægge vægt på oplysninger om det strafbare forhold og
eventuelle tidligere forhold, ligesom der kan lægges vægt
på oplysninger om arrestanten og den person, der ansøger
om at besøge arrestanten. Der kan endvidere lægges vægt
på rapportmateriale fra politiets efterretnings- og analyseen-
heder, der beskriver, hvorfor politiet på dette stadie i efter-
forskningen mener, at pågældende muligt har tilknytning til
en rocker- eller bandegruppering, som er aktivt involveret i
en verserende voldelig konflikt.
Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten underrettes
herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen
træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan kræve,
at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol forelægges
retten til afgørelse. Arrestanten har altid ret til ukontrolleret
besøg af sin forsvarer.
Det følger af den foreslåede § 771, stk. 4, at politiet kan
forlange, at besøg til en varetægtsarrestant, som af politiet
skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en
gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og
alvorlig kriminalitet, skal finde sted under kontrol, medmin-
dre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge
kriminalitet. Stk. 1, 4.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede regel udgør et supplement til de eksisterende
regler om besøgskontrol. Ved ordet kontrol« forstås, at vare-
tægtsarrrestanten skal have overværet sit besøg.
Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter, at va-
retægtsarrestanten efter politiets oplysninger skønnes at ind-
tage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af
personer, hvor de pågældende personer tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet.
Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en
politifaglig vurdering.
Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor grup-
pens medlemmer står bag organiseret eller systematisk kri-
minalitet, men også situationer, hvor (nogle af) de enkeltper-
soner, som har tilknytning til gruppen, hver især har begået
lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang
eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må
anses for omfattende og alvorlig, falder ind under bestem-
melsen.
Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en
fastere tilknytning til gruppen, er dømt for kriminalitet, men
det kræves, at andelen af personer, som er dømt, i sammen-
hæng med antallet og grovheden af de kriminelle forhold
gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses
for omfattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at
være baseret på fældende strafferetlige afgørelser.
Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen sam-
let set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der
endvidere skulle lægges vægt på, om de pådømte forhold
er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædelserne har
ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil
ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gå-
et, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået
af personer, der må anses for ledende eller toneangivende
figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges
betydelig vægt.
Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rocker-
og bandegrupperinger mv.
Det er ikke en betingelse, at varetægtsarrestanten er sigtet
for rocker- eller banderelateret kriminalitet, ligesom det ikke
er en betingelse, at varetægtsarrestanten er sigtet for at have
begået kriminalitet, der kan karakteriseres som omfattende
og alvorlig.
Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter, at vare-
tægtsarrestanten efter politiets oplysninger skønnes at indta-
ge en »ledende eller koordinerende rolle« i den pågælden-
de gruppe. Begrebet indebærer, at den pågældende enten
officielt er udnævnt til at varetage en ledende funktion i
gruppen eller blot gennem sin adfærd og sine handlinger har
påtaget sig en styrende rolle i gruppen i forhold til gruppens
aktiviteter og udvikling, f.eks. i forhold til rekruttering af
nye medlemmer, opbygning af alliancer, påvirkning af kon-
fliktsituationer samt tilpasning af territorier og kriminelle
markeder.
Forslaget indebærer, at politiet træffer afgørelse om, hvor-
vidt en varetægtsarrestants besøg kan være overværede. Det
bemærkes i den forbindelse, at det vil bero på et politifagligt
skøn, om en varetægtsarrestant kan antages at indtage en
ledende eller koordinerende rolle i den gruppering, som den
pågældende har en tilknytning til.
Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil kunne
finde anvendelse, hvis det er åbenbart, at de nævnte foran-
staltninger ikke er nødvendige af ordens- eller sikkerheds-
mæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt
miljø og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte
indbyrdes som i forhold til personalet.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til foranstaltninger til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved
at forebygge og forhindre, at varetægtsarrestanterne undvi-
19
ger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at va-
retægtsarrestanterne begår kriminalitet under anbringelsen,
f.eks. i form af trusler eller vold mod personalet eller med-
indsatte, fængselsoptøjer, samt handel med og indsmugling
af narkotika og lignende i forbindelse med besøg.
Med udtrykket »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som
uden for kriminalforsorgens institutioner.
Hvis lovforslaget vedtages kan de nævnte foranstaltninger
iværksættes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nød-
vendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af
hensyn til at forebygge kriminalitet.
Denne undtagelse tager navnlig sigte på tilfælde, hvor der er
tale om besøg med nærtstående.
Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever,
børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, olde-
forældre og andre personer, til hvem varetægtsarrestanten
har en sådan tilknytning, at det kan ligestilles med de nævn-
te familiebånd.
I forhold til denne persongruppe vil der være en formodning
for, at det er åbenbart, at de foreslåede foranstaltninger ikke
er nødvendige at iværksætte af ordens- eller sikkerhedsmæs-
sige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Dette gælder dog ikke nærtstående, der har tilknytning til
den samme gruppering som varetægtsarrestanten, hvor de
foreslåede foranstaltninger derfor som det klare udgangs-
punkt vil kunne iværksættes.
Også i situationer, hvor politiet er i besiddelse af oplysnin-
ger om, at en varetægtsarrestant har misbrugt eller vil mis-
bruge adgangen til at kommunikere med nærtstående til at
opretholde en kontakt med den pågældendes gruppering vil
de foreslåede foranstaltninger kunne iværksættes i forhold
til nærtstående.
Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor varetægtsarrestanten
gennem kommunikation med nærtstående har opretholdt
eller forsøgt at opretholde sin position som ledende eller
koordinerende i rocker- eller bandemiljøet mv. og i kraft
heraf har understøttet eller direkte deltaget i planlægning
eller udførsel af ulovlige aktiviteter.
Forslaget indebærer, at politiet træffer afgørelse om, hvor-
vidt adgangen til at modtage besøg kan kontrolleres under
de foreslåede omstændigheder. Det vil i den forbindelse
være politiets oplysninger, som vil skulle danne grundlag
for afgørelsen i de pågældende sager, ligesom det vil være
politipersonale, der forestår den pågældende kontrol.
I forbindelse med politiets afgørelse kan politiet eksempel-
vis lægge vægt på oplysninger om det strafbare forhold og
eventuelle tidligere forhold, ligesom der kan lægges vægt
på oplysninger om arrestanten og den person, der ansøger
om at besøge arrestanten. Der kan endvidere lægges vægt
på rapportmateriale fra politiets efterretnings- og analyse-
enheder, der beskriver, hvorfor politiet på dette stadie i
efterforskningen mener, at pågældende muligt indtager en
ledende eller koordinerende rolle i en rocker- eller bande-
gruppering.
Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg
eller krav om kontrol forelægges retten til afgørelse. Arre-
stanten har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.
Til nr. 4
Efter retsplejelovens § 772 har en varetægtsarrestant ret til
at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene
inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest
muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet
vil kunne være til skade for efterforskningen eller oprethol-
delse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
2.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af den foreslåede ændring af § 772, stk. 1, 3.
pkt., at politiet kan undlade at udlevere eller sende breve,
hvis varetægtsarrestantens forhold gør det nødvendigt for at
forebygge undvigelse.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 772 vil med-
føre, at bestemmelsen kan anvendes over for varetægtsarre-
stanter, der er undvigelsestruet.
Ved vurderingen af varetægtsarrestantens undvigelsesrisiko
kan der bl.a. lægges vægt på kriminalitetens art, forventet
domslængde, spørgsmål om udvisning, varetægtsarrestan-
tens tilknytning til Danmark, varetægtsarrestantens tilhørs-
forhold til bander, varetægtsarrestantens netværk, samt vare-
tægtsarrestantens evne og vilje til at undvige.
Der vil efter omstændighederne bl.a. også kunne lægges
vægt på oplysninger om aktuel adfærd, samt eventuelle kon-
fliktudmeldinger i bandemiljøet.
Til nr. 5
Det følger af retsplejelovens § 777, stk. 1, 4. pkt., at arre-
stanten ikke uden rettens godkendelse må forlade institutio-
nen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.
Det følger af den foreslåede ændring af retsplejelovens §
777, stk. 1, 4. pkt., arrestanten ikke uden rettens godkendelse
må forlade institutionen bortset fra de tilfælde, der er nævnt
i § 771, stk. 5.
Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås der indført nye stykker
i retsplejelovens § 771. Stk. 2 bliver herefter stk. 5.
Henvisningen til § 771, stk. 2, i lovens § 777, stk. 1, der
bliver til § 771, stk. 5, skal som en konsekvens heraf ændres
til en henvisning til § 771, stk. 5
20
Til nr. 6
Efter retsplejelovens § 854, stk. 1, kan retten under hoved-
forhandlingen i 1. instans tillade, at tiltalte deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis der alene er spørgsmål om bøde eller fængsel indtil 1
år, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller tvangsbøder. Be-
stemmelsen finder ikke anvendelse i nævningesager, jf. §
890, stk. 2.
Det følger af den foreslåede § 854, stk. 2, retten kan be-
stemme, at tiltalte deltager i retsmøder under hovedforhand-
lingen ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med de pågældende retsmøder og sagens øvrige
omstændigheder
Den foreslåede bestemmelse i § 854, stk. 2, vil medføre, at
retten kan bestemme, at tiltalte deltager i et retsmøde under
hovedforhandlingen ved anvendelse af telekommunikation
med billede, hvis tiltalte vurderes undvigelsestruet.
I praksis vil bestemmelsen navnlig kunne tænkes anvendt
over for tiltalte, der er varetægtsfængslet eller undergivet
anden frihedsberøvende foranstaltning efter reglerne i rets-
plejelovens kapitel 70.
Ved vurderingen af tiltaltes undvigelsesrisiko kan der bl.a.
lægges vægt på kriminalitetens art, forventet domslængde,
spørgsmål om udvisning, tiltaltes tilknytning til Danmark,
tiltaltes tilhørsforhold til bander, tiltaltes netværk, samt den
tiltaltes evne og vilje til at undvige. I forhold til den kon-
krete vurdering af risiko for undvigelse i forbindelse med
afholdelse af et retsmøde vil der efter omstændighederne
bl.a. også kunne lægges vægt på oplysninger om aktuel ad-
færd, eventuelle konfliktudmeldinger i bandemiljøet, mulig-
hed for tilhørere, samt risiko for befrielse. Kriminalforsor-
gen vurderer både generelt og konkret undvigelsesrisiko for
indsatte, eksempelvis i forbindelse med placering og trans-
port. Vurderingerne udfærdiges på baggrund af informati-
oner fra politi, andre myndigheder og kriminalforsorgens
egne oplysninger. Forslaget indebærer, at retten kan træffe
bestemmelse om en sådan deltagelse, selv om der ikke alene
bliver tale om spørgsmål om bøde eller fængsel indtil 1 år,
konfiskation, rettighedsfrakendelse, tvangsbøder eller erstat-
ning.
Bestemmelsen forudsættes bl.a. anvendt i sager med flere
tiltalte, hvor en af de tiltalte f.eks. er tiltalt for færre forhold
end de andre, samt i større sager som berammes med adskil-
lige retsmøder, hvor retten henset til formålet med visse af
disse retsmøder finder det ubetænkeligt at den tiltalte delta-
ger via telekommunikation med billede.
Bestemmelsen kan alene anvendes i forbindelse med rets-
møder under hovedforhandlingen, hvor retten finder det
ubetænkeligt henset til formålet med de pågældende retsmø-
der. Bestemmelsen kan som udgangspunkt ikke anvendes til
at lade tiltalte deltage i samtlige dele af hovedforhandlingen
via telekommunikation med billede.
Det vil bero på en konkret helhedsvurdering, om det vil
være ubetænkeligt, at tiltalte deltager i retsmødet ved anven-
delse af telekommunikation med billede. Ved vurderingen
kan bl.a. indgå tiltaltes og forsvarerens begrundelse for et
ønske om tiltaltes personlige deltagelse, og om tiltaltes tilta-
lepunkter behandles i det pågældende retsmøde.
Det forudsættes, at retten træffer afgørelse på baggrund af
anklagemyndighedens begæring herom.
Det følger af retsplejelovens § 917, stk. 1, at den foreslåede
bestemmelse vil kunne anvendes i forbindelse med ankesa-
ger, som omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes
skyld.
Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske
forhold hos anklagemyndighed, domstole, kriminalforsorg
og psykiatriske institutioner mv.
Hensynet til at kunne gennemføre en smidig hovedforhand-
ling kan ligeledes indgå i rettens vurdering. Det bemærkes
dog i forlængelse heraf, at der skal være konkrete holde-
punkter for at antage, at der vil blive rejst spørgsmål vedrø-
rende den tiltalte for på denne baggrund ikke at fremstille
den tiltalte ved anvendelse af telekommunikation med bille-
de.
Til nr. 7
Det fremgår af retsplejelovens § 854, stk. 3, at forsvareren
skal deltage i retsmødet på samme sted som tiltalte, hvis
retten har givet tilladelse som nævnt i stk. 1, medmindre
retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder
frem i retten.
Det følger af den foreslåede ændring af § 854, stk. 3, at
forsvareren skal deltage i retsmødet på samme sted som
tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse i medfør af stk.
2, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i
stedet møder frem i retten.
Den foreslåede ændring af § 854, stk. 3, vil medføre, at
bestemmelsen i retsplejelovens § 854, stk. 3, tilsvarende
vil finde anvendelse, hvis retten har truffet bestemmelse i
medfør af stk. 2.
Tiltaltes forsvarer skal som udgangspunkt være sammen
med tiltalte og dermed ligeledes deltage i retsmødet ved
anvendelse af telekommunikation. Tiltalte bør kunne tale
direkte med forsvareren, uden at nogen overhører samtalen,
og forsvarerens fysiske tilstedeværelse er generelt en bedre
støtte for tiltalte, end hvis forsvareren optræder med et bil-
lede på en skærm. Hvis retten finder det ubetænkeligt, at
forsvareren i stedet møder frem i retten, bør der dog være
mulighed herfor.
Til nr. 8
21
Det fremgår af retsplejelovens § 890, stk. 2, at reglerne i
§ 854, § 871, stk. 6, og § 878 ikke finder anvendelse i
nævningesager.
Det følger af den foreslåede ændring af § 890, stk. 2, at §
854, stk. 1, ikke finder anvendelse i nævningesager.
Den foreslåede ændring af § 890, stk. 2, vil medføre, at den
foreslåede bestemmelse i § 854, stk. 2, finder anvendelse i
nævningesager.
Til § 2
Til nr. 1
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, håndjern
kan anvendes, hvis det er nødvendigt for at afværge truende
vold eller overvinde voldsom modstand, for at forhindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse eller for at forhindre
undvigelse. Håndjern må ikke anvendes, såfremt det efter
indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som
indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholds-
mæssigt indgreb.
Der er ikke efter de gældende regler mulighed for generelt at
anvende håndjern i forbindelse med de indsattes fravær fra
institutionerne.
Det følger af den foreslåede § 65 a, stk. 1, at håndjern kan
anvendes ved den indsattes enkeltstående fravær fra lukkede
fængsler og arrester. Bestemmelsen finder ikke anvendelse
ved den indsattes enkeltstående fravær ved besøg hos nært-
stående.
Den foreslåede bestemmelse i § 65 a, stk. 1, vil medføre,
at håndjern kan anvendes ved den indsattes enkeltstående
fravær fra lukkede fængsler og arrester. Betingelserne i
straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, skal således ikke være
opfyldt.
Baggrunden for reglen er, at den største trussel for undvi-
gelse kommer fra varetægtsarrestanter og afsonere i lukke-
de fængsler/arresthuse, samt at risikoen for undvigelser er
størst, når myndighederne af forskellige årsager skal hånd-
tere denne gruppe af personer uden for institutionerne. Bag-
grunden er derudover, at behovet for at anvende håndjern
ofte ikke vil være begrundet i en aktuel adfærd, der konkret
indikerer, at eksempelvis en undvigelse er nært forestående.
For så vidt angår persongruppen omfattet af den foreslåede
bestemmelse bemærkes det, at det følger af straffuldbyrdel-
seslovens § 22, stk. 2, at fuldbyrdelse af straf som udgangs-
punkt skal ske i lukket fængsel, når straffen er på 5 år eller
mere. Det følger bl.a. derudover af straffuldbyrdelseslovens
§ 22, stk. 3, at fuldbyrdelse af straf i fængsel kan ske i
lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i
institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme, og af stk. 4, at det samme
gælder, hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger
om den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte grun-
de til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fæng-
sel vil undvige eller begå strafbart eller groft disciplinært
forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig
med ophold i åbent fængsel. Det bemærkes endvidere, at
en sigtet bl.a. kan varetægtsfængsles efter retsplejelovens §
762, stk. 1, hvortil det er et krav, at den mistænktes lovover-
trædelse efter loven kan føre til fængsel i 1 år og 6 måneder.
Enkeltstående fravær i forbindelse med eksempelvis afsone-
res udgang til særlige formål efter udgangsbekendtgørelsens
§ 31 vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Som
nævnt nedenfor vil bestemmelsen også skulle gælde for va-
retægtsarrestanter m.fl. De nævnte persongruppers fravær til
eksempelvis retsmøder i forbindelse med fristforlængelser
vil således også være omfattet af den foreslåede bestemmel-
se.
Mere regelmæssig fravær, herunder f.eks. regelmæssig ud-
gang efter udgangsbekendtgørelsens kapitel 9, vil ikke være
omfattet af forslaget.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse ved indsattes enkelt-
stående fravær ved besøg hos »nærtstående«.
Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende,
børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, olde-
forældre og andre personer, til hvem den indsatte har en så-
dan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.
En generel adgang til at anvende håndjern ved den indsat-
tes enkeltstående fravær fra lukket fængsel eller arresthus
vil efter Justitsministeriets opfattelse give kriminalforsorgen
mulighed for effektivt at hindre undvigelser mens den ind-
satte opholder sig uden for institutionen f.eks. i forbindelse
med transport eller ledsaget udgang til retsmøder eller til
sygehusbehandling.
Det bemærkes, at den foreslåede regel ikke medfører en
pligt for kriminalforsorgen til at anvende håndjern ved
den indsattes fravær fra det lukkede fængsel eller arrest-
hus. Håndjern må ikke anvendes, såfremt det efter indgre-
bets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet
må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt ind-
greb. Der består dog en formodning for, at anvendelse af
håndjern i det foreslåede tilfælde vil være proportionalt,
da risikoen for undvigelser er størst, når myndighederne af
forskellige årsager skal håndtere denne gruppe af personer
uden for institutionerne.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den foreslåe-
de § 65 a, stk. 4, blive foretaget ændringer i bekendtgørelse
nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af sikringsmidler
i kriminalforsorgens institutioner.
Det vil således i den nævnte bekendtgørelse nærmere blive
fastsat, at den indsatte ikke har krav på en begrundelse for
anvendelsen af håndjern i det nævnte tilfælde. Der lægges
samtidig op til ikke at indføre en pligt for kriminalforsorgen
22
til at udarbejde rapport om anvendelse af håndjern i det
nævnte tilfælde.
Det vil endvidere i medfør af retsplejelovens § 776 blive
fastsat, at bestemmelsen også vil finde anvendelse for vare-
tægtsarrestanter.
Hvis lovforlaget vedtages vil der endvidere i medfør af rets-
plejelovens § 765, stk. 7, § 777, stk. 2, og § 811, stk. 3,
og straffelovens § 73 a, stk. 2, blive foretaget ændringer i
bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om undersøgelse
af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindel-
se med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og
arrestanter. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestem-
melsen med tilhørende administrative regler også vil finde
anvendelse for personer anbragt i institution eller hospital
m.v. i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4,
personer anbragt i hospital m.v. i medfør af retsplejelovens
§ 777, stk. 1, personer indlagt på hospital for sindslidende
m.v. i medfør af retsplejelovens § 809, stk. 2, og personer
anbragt i hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgø-
relse truffet i medfør af straffelovens §§ 68 eller 69.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, at af-
gørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminal-
forsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myn-
dighed. Der lægges op til ikke at indføre en administrativ
klageadgang for afgørelser truffet i medfør af den foreslåede
bestemmelse.
Det følger af den foreslåede § 65 a, stk. 2, at kriminalfor-
sorgsområdet kan træffe bestemmelse om, at en indsat i
institutionen i en periode på op til 4 uger, kan ilægges
håndjern ved ophold uden for cellen, hvis den indsatte har
optrådt voldeligt over for personale ansat i institutionerne,
den indsatte udviser en grov eller gentagen utilladelig ad-
færd over for personale ansat i institutionerne, eller hvis den
indsatte er tilknyttet en gruppe af personer, som tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, der aktuelt har
begået voldelige overfald mod personale ansat i institutio-
nerne.
Den foreslåede § 65 a, stk. 2, vil medføre, at kriminalfor-
sorgsområdet kan træffe bestemmelse om, at en indsat i in-
stitutionen kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen
i en periode på op til 4 uger, hvis betingelserne herfor er
opfyldt.
Baggrunden for reglen er, at der efter de eksisterende regler
skal foreligge konkret nødvendighed for hver håndjernsbe-
lægning, og at håndjern aktuelt kun anvendes i begrænset
omfang i kriminalforsorgens fængsler og arrester, idet an-
vendelsen primært sker i forbindelse med behov for pacifi-
cering af en indsat efter magtanvendelse. Den foreslåede
regel vil have til hensigt at gøre det muligt i højere grad at
afværge voldsepisoder og utilladelig adfærd mod ansatte i
landets fængsler og arrester.
Den foreslåede bestemmelse om bandetilknyttede har sær-
ligt til formål at imødegå koordinerede angreb mod fæng-
selspersonalet. Når en eller flere bandetilknyttede har begået
et overfald på fængselspersonalet har det erfaringsmæssigt
vist sig, at der i den efterfølgende tid er et konfliktoptrap-
pende miljø, ligesom det har vist sig, at et overfald kan føre
til flere.
Med den foreslåede ordning vil der blive tale om en regel,
der gør det muligt at anvende håndjern på de ovennævnte
grupper af indsatte i institutionen ved ophold uden for cellen
i løbet af den periode, som foranstaltningen gælder.
Ved ophold uden for cellen forstås primært situationer, hvor
den pågældende ledsages af personalet fra én lokalitet i
fængslet til en anden.
De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvalt-
ningsloven og forvaltningsretlige grundsætninger, vil finde
anvendelse. En afgørelse om anvendelse af håndjern efter
den foreslåede bestemmelse skal således leve op til forvalt-
ningsretlige krav om f.eks. klagevejledning og begrundelse.
Proportionalitetsprincippet skal i den forbindelse være iagt-
taget både i forhold til iværksættelse af foranstaltningen,
samt i forhold til fastsættelsen af den periode, hvor foran-
staltningen skal gælde. Foranstaltningen skal ikke oprethol-
des længere tid, end det er nødvendigt.
Der er mulighed for at forlænge perioden, hvis betingelserne
fortsat er opfyldt. Dette kræver således en ny afgørelse på
baggrund af en konkret og aktuel vurdering.
Med begrebet »har optrådt voldeligt over for personale ansat
i institutionerne« sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor
en eller flere indsatte har overfaldet en eller flere ansatte i
institutionen.
Handlinger, som må anses for omfattet af straffelovens §
244 om simpel vold, vil i sig selv kunne føre til, at en ad-
færd skal betragtes som voldelig. Det omfatter eksempelvis i
almindelighed slag, spark og lignende.
Med begrebet »grov eller gentagen utilladelig adfærd over
for personale ansat i institutionerne« forstås, at den indsatte
har udøvet en adfærd over for personalet, der kan betegnes
som grov, herunder f.eks. ved at have fremsat trusler mod
personalet. Med gentagen utilladelig adfærd forstås, at den
indsatte over tid er blevet mere konfliktsøgende over for
personalet dog uden, at det er et krav, at den indsatte har
udøvet vold eller fremsat egentlige trusler mod personalet.
Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat har opført sig groft eller
gentagent utilladeligt over for personalet vil bero på en kon-
kret fængselsfaglig vurdering. Der stilles dog krav om, at
adfærden over for personalet kan betegnes som enten grov
eller gentagen. Enkeltstående episoder, hvor en indsat har
udvist utilladelig adfærd, der ikke kan betegnes som grov, er
således ikke omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.
Begrebet »en gruppe af personer, som tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet« indebærer, at der må
23
foreligge en antagelse om en stærk tilknytning til gruppen
som sådan. Forslaget omfatter således ikke indsatte med
en løsere tilknytning til den pågældende persongruppe. Det
blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende
gruppe falder således uden for den foreslåede bestemmelses
anvendelsesområde.
Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rock-
er- og bandegrupperinger mv. Det er ikke en betingelse, at
den dømte afsoner en straf for rocker- eller banderelateret
kriminalitet, ligesom det ikke er en betingelse, at den dømte
selv har begået kriminalitet, der kan karakteriseres som om-
fattende og alvorlig.
Det vil i den forbindelse i forhold til den indsattes tilknyt-
ning til en rocker- eller bandegruppering være oplysninger
fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalfor-
sorgens afgørelse i de pågældende sager.
Det afgørende for at bringe den foreslåede bestemmelse i
anvendelse er på det punkt alene, at den indsatte ifølge
politiets skøn har en sådan tilstrækkelig tilknytning til den
pågældende persongruppe.
Det forhold, at en indsat på tidspunktet for indsættelsens
påbegyndelse har haft tilknytning til rocker- og bandemiljøet
mv., men under afsoningen har forladt dette miljø, vil som
udgangspunkt indebære, at den pågældende ikke længere
har den fornødne tilknytning til gruppen.
En tilknytning til en rocker- eller bandegruppe mv., der først
er opstået under afsoningen, vil medføre, at den indsatte er
omfattet af den foreslåede bestemmelses anvendelsesområ-
de.
Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med
en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et
fast tilholdssted og med navn eller lignende. Bestemmelsen
omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog
virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reak-
tionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i
gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon-
eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller
truende begivenheder, som indtræffer.
Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en
politifaglig vurdering.
Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor grup-
pens medlemmer står bag organiseret eller systematisk kri-
minalitet, men også situationer, hvor (nogle af) de enkeltper-
soner, som har tilknytning til gruppen, hver især har begået
lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang
eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må
anses for omfattende og alvorlig, falder ind under bestem-
melsen.
Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en
fastere tilknytning til gruppen, er dømt for kriminalitet, men
det kræves, at andelen af personer, som er dømt, i sammen-
hæng med antallet og grovheden af de kriminelle forhold
gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses
for omfattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at
være baseret på fældende strafferetlige afgørelser.
Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen sam-
let set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der
endvidere skulle lægges vægt på, om de pådømte forhold
er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædelserne har
ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil
ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gå-
et, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået
af personer, der må anses for ledende eller toneangivende
figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges
betydelig vægt.
Kriminalforsorgsområdet skal til brug for afgørelsen sikre
sig, at der foreligger de nødvendige oplysninger fra politiet,
og at disse ved eventuelle efterfølgende afgørelser er opda-
terede.
Med begrebet »voldelige overfald mod personale ansat i
institutionerne« sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor en
eller flere indsatte med tilknytning til persongruppen har
overfaldet personale ansat i institutionerne. Dette kan både
være overfald begået mod institutionspersonalet inden og
uden for fængslet.
Handlinger, som må anses for omfattet af straffelovens §
244 om simpel vold, vil i sig selv kunne føre til, at en kon-
flikt skal betragtes som voldelig. Det omfatter eksempelvis i
almindelighed slag, spark og lignende.
Det er med den foreslåede bestemmelse ikke et krav, at den
konkrete indsatte har udøvet vold mod personalet.
Begrebet »aktuelt« indebærer, at der må være en aktuel ri-
siko for yderligere hændelser af den ovenfor nævnte karak-
ter. Det vil i den forbindelse i almindelighed kunne lægges
til grund, at der vil være en aktuel risiko for yderligere
voldelige hændelser, hvis volden inden for de seneste tre
måneder er kommet til udtryk i en eller flere voldelige hæn-
delser.
Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode,
vil volden i almindelighed fortsat skulle anses for at være
aktuelt i yderligere en periode på tre måneder. Der kan imid-
lertid også være tale om en aktuel voldelig konflikt, selv om
der er forløbet mere end tre måneder, uden at der har fundet
voldelige hændelser sted. En sådan længere periode uden
angreb kan således ikke i sig selv tages som udtryk for, at
risikoen for nye voldelige hændelser er drevet over.
I skønnet af, om der er en aktuel risiko for nye voldelige
hændelser mv., kan der indgå andre momenter. Kriminalfor-
sorgen vil således – ud over den forløbne tid siden seneste
voldelige hændelse – eksempelvis kunne lægge vægt på, om
personer med tilknytning til de involverede persongrupper
har opført sig konfliktsøgende over for personalet.
24
Omvendt vil der også kunne forekomme særlige tilfælde,
hvor der ikke kan siges at være en aktuel risikosituation,
selv om der har fundet en voldelig hændelse sted inden for
de seneste tre måneder. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis
gruppen må anses for opløst.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den fore-
slåede § 65 a, stk. 4, straffuldbyrdelseslovens § 111, stk.
3, og retsplejelovens § 776, blive foretaget ændringer i be-
kendtgørelse nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af
sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner, blive ænd-
ret. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestemmelsen
også vil finde anvendelse for varetægtsarrestanter.
Der vil derudover blive fastsat en administrativ klageadgang
til den nævnte foranstaltning. En indsat vil dog ikke kunne
påklage enkelte håndjernsbelægninger.
Der lægges samtidig op til ikke at indføre en pligt for kri-
minalforsorgen til at udarbejde rapport om de enkelte hånd-
jernsbelægninger.
Det følger af den foreslåede § 65 a, stk. 3, at § 65, stk. 2 og
3, tilsvarende finder anvendelse.
Den foreslåede § 65 a, stk. 3, vil medføre, at håndjern
ikke må anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og
den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages
at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, samt
at håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændighe-
derne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er
mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den
indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller
hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Det følger af den foreslåede § 65 a, stk. 4, at justitsministe-
ren kan fastsætte regler om brugen af håndjern efter stk. 1
og 2, herunder at afgørelser efter stk. 1, ikke skal begrundes.
Efter de gældende administrative regler skal kriminalfor-
sorgsområdet så hurtigt som muligt udarbejde rapport i Kli-
entsystemets håndjerns- eller sikringscellemodul om anven-
delse af håndjern.
Der vil ikke blive indført en tilsvarende pligt til at udarbejde
rapport på baggrund af håndjernbelægninger efter reglerne
i straffuldbyrdelseslovens § 65 a. Baggrunden herfor er, at
der med § 65 a, stk. 1, foreslås indført en generel adgang
til at anvende håndjern ved indsattes enkeltstående fravær
fra lukkede fængsler og arrester, og at der ikke vil blive
fastsat en administrativ klageadgang. Baggrunden er derud-
over, at afgørelser efter straffuldbyrdelseslovens § 65 a, stk.
2, muliggør anvendelse af håndjern ved ophold uden for
cellen for en periode på op til 4 uger, hvorfor håndjernsbe-
lægninger i perioden vil få et rutinemæssigt præg. Det vil
derfor medføre et unødigt højt ressourceforbrug, hvis der
skulle stilles krav om udarbejdelse af rapport på baggrund af
håndjernsbelægninger efter disse bestemmelser.
Der forudsættes, at der i stedet fastsættes regler om registre-
ring af brugen af håndjern efter den foreslåede § 65 a, stk. 1.
Efter forvaltningslovens §§ 22-24 har den, der får en afgø-
relse meddelt, krav på en begrundelse. Der lægges med
den foreslåede regel op til, at justitsministeren kan fastsætte
regler, der afskærer retten til begrundelse efter forvaltnings-
loven for så vidt angår afgørelser truffet i medfør af straf-
fuldbyrdelseslovens § 65 a, stk. 1. Baggrunden herfor er,
at der med den foreslåede bestemmelse indføres en generel
adgang til at anvende håndjern ved indsattes enkeltstående
fravær fra lukkede fængsler og arrester, og at der ikke vil
blive fastsat en administrativ klageadgang.
Det følger af den foreslåede § 65 b, at justitsministeren kan
fastsætte regler om godkendelse af nye sikringsmidler. Reg-
lerne i § 65 og § 65 a finder tilsvarende anvendelse ved
anvendelsen af disse sikringsmidler.
Hvis lovforslaget vedtages, kan der blive fastsat nærmere
administrative regler om godkendelse af nye sikringsmidler.
Formålet med bestemmelsen er at sikre muligheden for
hurtigt at implementere eventuelle nye sikringsmidler og
derved generelt eller konkret styrke sikkerheden i kriminal-
forsorgens institutioner. Sådanne sikringsmidler vil kunne
øge muligheden for at sikre en indsats tilstedeværelse, samt
undgå undvigelser og overfald på personale og medindsatte.
I takt med at sikkerhedsorganisationen i kriminalforsorgen
opbygges og styrkes, stiger også organisationens muligheder
for at undersøge, teste og implementere yderligere relevante
værktøjer, herunder også sikringsmidler.
På nuværende tidspunkt kan kriminalforsorgen foruden sik-
ringscelle anvende håndjern, herunder håndjernstransport-
bælte. Disse ville, efter en målrettet afsøgning af markedet
og efter at være blevet testet, kunne suppleres med yderli-
gere sikringsmidler. Det kunne være en form for store hånd-
jern, som monteres på anklerne og som er forbundet med
en ekstra lang kæde imellem, som vanskeliggør muligheden
for at løbe. Der kan også være tale om andre former for
fiksering, som vil være mere hensigtsmæssig at anvende
ved eksempelvis længere transport eller i forbindelse med
transport til læge, tandlæge og lignende, hvor håndjern må
fjernes for at kunne afklæde sig, ligge på en briks eller sidde
i en tandlægestol og lignende. Det kunne ligeledes være
relevant at indføre flere eller andre muligheder for fiksering
for at nedbringe anvendelsen af sikringscelle eller for at gøre
anvendelsen heraf mere skånsom.
Betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 65 eller § 65 a
skal være opfyldt for at anvende sikringsmidler godkendt i
medfør af den foreslåede bestemmelse.
Til § 3
Til nr. 1
Det følger af straffelovens § 68, 2. pkt., at såfremt mindre
25
indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser ved-
rørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling,
psykiatrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan
det bestemmes, at en person, som er frifundet for straf i
medfør af § 16 i straffeloven, skal anbringes i hospital
for sindslidende, i institution for personer med vidtgående
psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for ad-
ministrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til
særlig pleje eller forsorg.
Det følger af den foreslåede ændring af § 68, 2. pkt., at
begrebet »i hospital for sindslidende« ændres til »på psykia-
trisk afdeling«.
Formålet med den foreslåede ændring er, at begrebet »psyki-
atrisk afdeling« skal erstatte det forældede begreb »hospital
for sindslidende«. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt
nogle indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 2
Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, 1. pkt., at justits-
ministeren efter forhandling med social- og ældreministeren
og sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang mv.
til personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i
henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69.
Det følger af den foreslåede ændring af § 73 a, stk. 1, 1.
pkt., at begrebet »i hospital for sindslidende« ændres til »på
psykiatrisk afdeling«.
Formålet med den foreslåede ændring er, at begrebet »psyki-
atrisk afdeling« skal erstatte det forældede begreb »hospital
for sindslidende«. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt
nogle indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 3
Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, at justitsministe-
ren efter forhandling med social- og ældreministeren og
sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang mv. til
personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i hen-
hold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Det
fremgår videre, at justitsministeren i den forbindelse kan
fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler,
ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
Bemyndigelsen er bl.a. udnyttet til udstedelse af bekendtgø-
relse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v. til
personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold
til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6. december
2012 (udgangsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelsens §§ 2 og 3 indeholder regler om udgang
m.v. for personer anbragt i henhold til dom efter straffelo-
vens § 68, § 69 og § 73. Ledelsen på den boform eller
overlægen på den afdeling, hvor den pågældende er anbragt
kan efter de gældende regler træffe visse afgørelser om
udgang m.v. Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor afgø-
relseskompetencen er tillagt en myndighed. Det indebærer
eksempelvis, at ledelsen på boformen eller overlægen på
den psykiatriske afdeling ikke kan tilbagekalde en udgangs-
tilladelse, der er udstedt af en myndighed, selvom ledelsen
eller overlægen vurderer, at en sådan udgang ikke vil være
forsvarlig.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
2.5.1 og 2.5.2 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get.
Det følger af den foreslåede § 73 a, stk. 1, 2. pkt., at ju-
stitsministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om, at
kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse
til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på psykiatriske
afdelinger samt til lederen og lederens stedfortræder på bo-
former, jf. § 108 i lov om social service, der drives af kom-
muner, regioner og private.
Formålet er at etablere lovhjemmel til, at kompetencen til at
træffe afgørelser om udgang m.v. i visse tilfælde kan delege-
res fra den myndighed, der som udgangspunkt nu er tillagt
kompetencen, til ledelsen på den boform eller til overlægen
på den hospitalsafdeling, hvor den pågældende person er
anbragt.
Udtrykket »i den forbindelse« i det foreslåede 2. pkt. hen-
viser til bestemmelsens 1. pkt., hvoraf følger, at justitsmi-
nisteren efter forhandling med social- og ældreministeren
og sundhedsministeren kan fastsætte regler om meddelelse
af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er anbragt på
psykiatriske afdelinger m.v. i henhold til en afgørelse truf-
fet i medfør af §§ 68 eller 69. Henvisningen indebærer, at
justitsministerens eventuelle fastsættelse af regler om dele-
gation af kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af
tilladelse til udgang m.v. sker efter forhandling med social-
og ældreministeren og sundhedsministeren.
Udtrykket »m.v.« ved siden af ordet »udgang« svarer til
formuleringen i bestemmelsens 1. pkt. og sigter tilsvarende
navnlig til tilfælde, hvor der opstår behov for at indlægge
den pågældende på et hospital til behandling for en somatisk
lidelse.
Efter den foreslåede ændring i straffelovens § 73 a, stk. 1,
kan delegation for det første ske til overlægen på psykiatri-
ske afdelinger. Det indebærer, at delegation kan ske til over-
lægen på afdelinger, hvor personer, der er sindssyge eller
i en tilstand sidestillet hermed, er anbragt ved dom. Over-
lægen kan delegere sin afgørelseskompetence til en anden
læge på afdelingen.
For det andet kan delegation efter den foreslåede bestem-
melse ske til lederen eller dennes stedfortræder på boformer,
jf. servicelovens § 108, der drives af kommuner, regioner
eller private. Det indebærer, at delegation kan ske til ledel-
sen på boformer, hvor der i henhold til dom er anbragt
personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, jf.
servicelovens § 108. Boformens leder kan delegere sin af-
26
gørelseskompetence til det personale, der er ansat under
lederens instruktionsbeføjelse til at varetage omsorgen for
borgerne.
Med henvisning til boformer »der drives af kommuner, re-
gioner og private« skabes der hjemmel til, at delegation
af myndighedsopgaven med at træffe visse afgørelser om
udgang m.v. kan ske til bl.a. private boformer.
De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvalt-
ningsloven, og forvaltningsretlige grundsætninger skal finde
anvendelse i de sager, hvor der er delegeret afgørelseskom-
petence. Det gælder også, hvor delegationen sker til en pri-
vat boform.
Den foreslåede tilføjelse i 2. pkt. i bemyndigelsesbestem-
melsen i straffelovens § 73 a, stk. 1, påtænkes i første
omgang udmøntet ved administrativt at fastsætte regler i
udgangsbekendtgørelsen med henblik på at sikre, at overlæ-
gen på en psykiatrisk afdeling og ledelsen på boformer, hvor
der i henhold til dom er anbragt personer, kan træffe visse
afgørelser om meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til
udgang.
Det forudsættes i den forbindelse ikke, at der grundlæggen-
de skal ændres på reglerne i udgangsbekendtgørelsen, om
hvilke myndigheder, f.eks. statsadvokaten eller kommunal-
bestyrelsen i handle- og tilsynskommunen, der kan træffe
afgørelse om udgang.
Det forudsættes derimod, at der fastsættes supplerende reg-
ler, hvorefter afgørelseskompetencen kan delegeres fra den
myndighed, der som udgangspunkt nu er tillagt kompetence
til at træffe afgørelse om udgang, til ledelsen på den boform
eller overlægen på den psykiatriske afdeling, hvor den på-
gældende anbragte person befinder sig.
Nærmere bestemt forudsættes det, at der fastsættes regler,
hvorefter ledelsen på boformen eller overlægen på den psy-
kiatriske afdeling kan tilbagekalde en udgangstilladelse ud-
stedt af en myndighed, hvis ledelsen eller overlægen finder,
at der behov for en sådan tilbagekaldelse. Sådanne regler
forudsættes eksempelvis at indebære, at ledelsen på en bo-
form kan tilbagekalde en udgangstilladelse udstedt af en
kommunalbestyrelse, hvis ledelsen forud for udgangen fin-
der, at det vil være uforsvarligt at iværksætte udgangen.
De nærmere regler om eventuel klageadgang i disse tilfælde
vil blive fastsat administrativt i udgangsbekendtgørelsen.
Yderligere forudsættes det, at der kan fastsættes regler, om
at ledelsen på boformen kan træffe afgørelse om udgang til
uopsættelige indlæggelser på et hospital til somatisk eller
psykiatrisk behandling.
Endelig bemærkes, at socialtilsynet ikke fører tilsyn med
tilbuddenes håndtering af og overholdelse af reglerne om
udgang.
Til nr. 4
Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, at justitsministe-
ren efter forhandling med social- og ældreministeren og
sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang mv. til
personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i
henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Af
bestemmelsens 2. pkt. fremgår det, at justitsministeren i den
forbindelse kan fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør
af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ
myndighed.
Det følger af den foreslåede ændring af § 73 a, stk. 1, 2. pkt.,
der bliver 3. pkt., at der efter »i den forbindelse« indsættes
»endvidere«.
Formålet med ændringen er, at konsekvensrette straffelovens
§ 73 a, stk. 1, som følge af den foreslåede tilføjelse af et nyt
2. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 3, hvorefter det gældende 2.
pkt. bliver 3. pkt.
Der er lægges med forslaget op til, at der ikke sker nogen
ændring af, at justitsministeren i forbindelse med fastsættel-
se af regler efter bestemmelsens 1. pkt., kan fastsætte regler
om afskæring af administrativ rekursadgang.
Endvidere lægges der med forslaget op til, at justitsministe-
rens adgang til at fastsætte regler om afskæring af admini-
strativ rekurs også gælder i forhold til afgørelser, der træffes
i medfør det foreslåede 2. pkt., hvorefter ministeren kan
fastsætte regler om delegation af afgørelseskompetence. Det
indebærer eksempelvis, at justitsministeren kan fastsætte
regler om, at afgørelser, der er truffet af ledelsen på en bo-
form i medfør af bemyndigelse, ikke skal kunne indbringes
for en højere administrativ myndighed. Det skal også gælde
i forhold til afgørelser truffet af boformer drevet af private.
Til nr. 5
Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., at
justitsministeren kan fastsætte regler vedrørende personer,
der er anbragt på et hospital for sindslidende.
Det følger af de foreslåede ændringer af § 73 a, stk. 2, 1. og
2. pkt., at begrebet »et hospital for sindslidende« ændres til
»en psykiatrisk afdeling«.
Formålet med de foreslåede ændringer er, at begrebet »psy-
kiatrisk afdeling« skal erstatte det forældede begreb »hospi-
tal for sindslidende«. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt
nogle indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 6
Det fremgår af straffelovens § 74 a, stk. 4, at justitsministe-
ren efter forhandling med social- og ældreministeren kan
fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v.
til personer, der er undergivet en foranstaltning efter stk.
1 og 2 om ungdomssanktioner. Justitsministeren kan i den
forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af
27
disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ
myndighed.
Bemyndigelsen er bl.a. udnyttet til udstedelse af udgangsbe-
kendtgørelsen.
Bekendtgørelsens §§ 4-6 indeholder regler om udgang m.v.
for personer anbragt i henhold til dom efter straffelovens
§ 74 a om ungdomssanktioner. Lederen af den sikrede af-
deling på den døgninstitution, hvor en anbragt opholder
sig i henhold til dom, kan efter de gældende regler træffe
visse afgørelser om udgang m.v. Det gælder dog ikke i
de tilfælde, hvor afgørelseskompetencen er tillagt en myn-
dighed. Det indebærer eksempelvis, at institutionsledelsen
ikke kan tilbagekalde en udgangstilladelse, der er udstedt af
en myndighed, selvom institutionsledelsen vurderer, at en
sådan udgang ikke vil være forsvarlig.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
2.5.1 og 2.5.2 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get.
Det følger af den foreslåede § 74 a, stk. 4, 2. pkt., at ju-
stitsministeren kan fastsætte regler om at kompetencen til
meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang m.v.
kan delegeres til lederen eller lederens stedfortræder på si-
krede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge, jf.
§ 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, der drives af
kommuner, regioner eller som selvejende institutioner, som
kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.
Formålet er at etablere lovhjemmel til, at kompetencen til
at træffe afgørelser om udgang m.v. i visse tilfælde kan
delegeres fra den myndighed, der som udgangspunkt nu er
tillagt kompetencen, til ledelsen på den sikrede afdeling på
døgninstitutionen, hvor den pågældende person er anbragt.
Udtrykket »i den forbindelse« henviser til bestemmelsens 1.
pkt., hvoraf følger, at justitsministeren efter forhandling med
social- og ældreministeren kan fastsætte regler om medde-
lelse af tilladelse til udgang mv. til personer, der er undergi-
vet en foranstaltning efter stk. 1 og 2 om ungdomssanktio-
ner. Henvisningen indebærer, at justitsministerens eventuelle
fastsættelse af regler om delegation af kompetencen til med-
delelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang sker efter
forhandling med social- og ældreministeren.
Udtrykket »m.v.« ved siden af ordet »udgang« svarer til
formuleringens i bestemmelsens 1. punktum, og sigter lige-
ledes navnlig til tilfælde, hvor der opstår behov for at ind-
lægge den pågældende på et hospital.
Delegation kan efter den foreslåede tilføjelse i straffelovens
§ 74 a, stk. 4, ske til lederen eller lederens stedfortræder
på sikrede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge,
jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, der drives
af kommuner, regioner eller som selvejende institutioner,
som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale
med. Institutionens leder kan delegere sin afgørelseskompe-
tence til det personale, der er ansat under lederens instrukti-
onsbeføjelse til at varetage omsorgen for borgerne.
Med henvisning til døgninstitutioner for børn og unge, der
drives af »kommuner, regioner eller som selvejende institu-
tioner« skabes der hjemmel til, at delegation af myndigheds-
opgaven med at træffe visse afgørelser om udgang m.v. kan
ske til bl.a. selvejende institutioner.
De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvalt-
ningsloven og forvaltningsretlige grundsætninger, skal finde
anvendelse i de sager, hvor der er delegeret afgørelseskom-
petence i medfør af den foreslåede ændring i straffelovens §
74 a, stk. 4. Det gælder også, hvor delegationen sker til en
selvejende institution.
Den foreslåede tilføjelse i bemyndigelsesbestemmelserne i
straffelovens § 74 a stk. 4, påtænkes i første omgang ud-
møntet ved administrativt at fastsætte regler i udgangsbe-
kendtgørelsen med henblik på at sikre, at ledelsen på sikrede
afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge, hvor der
i henhold til dom er anbragt personer, kan træffe visse af-
gørelser om meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til
udgang.
Det forudsættes i den forbindelse ikke, at der grundlæggen-
de skal ændres på reglerne i udgangsbekendtgørelsen, om
hvilke myndigheder, f.eks. statsadvokaten eller politidirektø-
ren, der kan træffe afgørelse om udgang.
Det forudsættes derimod, at der fastsættes supplerende reg-
ler, hvorefter afgørelseskompetencen kan delegeres fra den
myndighed, som udgangspunkt nu er tillagt kompetence til
at træffe afgørelse om udgang m.v., til ledelsen på den
institutionsafdeling, hvor den pågældende anbragte person
befinder sig.
Nærmere bestemt forudsættes det, at der fastsættes regler,
hvorefter ledelsen på institutionsafdelingen kan tilbagekalde
en udgangstilladelse udstedt af en myndighed, hvis ledelsen
finder, at der behov for en sådan tilbagekaldelse. Sådanne
regler forudsættes eksempelvis at indebære, at ledelsen på
en sikret afdeling på en døgninstitution kan tilbagekalde en
udgangstilladelse udstedt af en statsadvokat, hvis ledelsen
forud for udgangen finder, at det vil være uforsvarligt at
iværksætte udgangen.
De nærmere regler om eventuel klageadgang i disse tilfælde
vil blive fastsat administrativt i udgangsbekendtgørelsen.
Til nr. 7
Det følger straffelovens § 74 a, stk. 4, 1. pkt., at justitsmi-
nisteren efter forhandling med social- og ældreministeren
kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang
m.v. til personer, der er undergivet en foranstaltning efter
stk. 1 og 2 om ungdomssanktioner. Af bestemmelsens 2.
pkt. fremgår det, at justitsministeren i den forbindelse kan
28
fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler,
ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
Det følger af den foreslåede ændring af § 74 a, stk. 4, 2. pkt.,
der bliver 3. pkt., at der efter »i den forbindelse« indsættes
»endvidere«.
Formålet med ændringen er, at konsekvensrette straffelovens
§ 74 a, stk. 4, som følge af den foreslåede tilføjelse af et nyt
2. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 6, hvorefter det gældende 2.
pkt. bliver 3. pkt.
Der lægges med forslaget op til, at der ikke sker nogen æn-
dring af, at justitsministeren i forbindelse med fastsættelse
af regler efter bestemmelsen 1. pkt., kan fastsætte regler om
afskæring af administrativ rekursadgang.
Endvidere lægges der med forslaget op til, at justitsministe-
rens adgang til at fastsætte regler om afskæring af admini-
strativ rekurs også skal gælde i forhold til afgørelser, der
træffes i medfør af det foreslåede 2. pkt., hvorefter ministe-
ren kan fastsætte regler om delegation af afgørelseskompe-
tence. Det indebærer eksempelvis, at justitsministeren kan
fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet af ledelsen på
en sikret afdeling i en døgninstitution i medfør af bemyndi-
gelse, ikke skal kunne indbringes for en højere administrativ
myndighed. Det skal også gælde i forhold til afgørelser truf-
fet af selvejende institutioner.
Til § 4
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. februar 2022.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse fastsætter lovens territoriale
anvendelsesområde. Efter bestemmelsen gælder loven ikke
for Færøerne og Grønland.
Færøerne og Grønland har egne retsplejelove, hvorfor det
ikke vil være relevant at sætte lovens § 1 i kraft for hverken
Færøerne eller Grønland.
Straffuldbyrdelsesloven er ikke sat i kraft på Færøerne, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Det fore-
slås på den baggrund, at lovens § 2 ved kongelig anordning
helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Straffuldbyrdelsesloven kan ikke sættes i kraft for Grønland,
hvor de gældende regler om fuldbyrdelse af straf findes i
den grønlandske kriminallov.
Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompe-
tencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland
gælder en særlig kriminallov. Derfor vil det ikke være rele-
vant at sætte lovens § 3 i kraft for hverken Færøerne eller
Grønland.
29
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. sep-
tember 2021, foretages følgende ændringer:
§ 748 a. -- 1. I § 748 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
Stk. 2. Retten kan tillade, at forsvareren deltager i et rets-
møde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis det er forsvarligt og sigtede ikke deltager i retsmødet.
Stk. 3. Retten kan tillade, at anklageren deltager i et rets-
møde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 4. Retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå
rettens kendelse om foranstaltninger i henhold til denne lovs
kapitel 69-74, hvor der ikke er beskikket en forsvarer eller
en bistandsadvokat eller en advokat for den, som indgrebet
vedrører, gennemføres så vidt muligt, ved at anklageren del-
tager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med
billede eller på skriftligt grundlag.
»Stk. 2. Retten kan bestemme, at sigtede deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med det pågældende retsmøde og sagens øvrige
omstændigheder. Stk. 1, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anven-
delse.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 748 b. Retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet
varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstalt-
ning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om forlængel-
se af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstaltningen
ved anvendelse af telekommunikation med billede, når ret-
ten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmø-
det og sagens øvrige omstændigheder. Dette gælder ikke
for retsmøder, hvor der første gang skal tages stilling til for-
længelse af en varetægtsfængsling eller varetægtsfængsling
i isolation ud over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk.
1 og 2, og § 770 c, stk. 3-5, eller når kæremål behandles
mundtligt efter § 767, stk. 4, og § 770 e. Skal sigtede afgive
forklaring, finder § 192 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2-3. --
2. I § 748 b, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Retten kan tilsvarende træffe sådan bestemmelse, hvis sig-
tedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge undvigel-
se.«
§ 771. En varetægtsarrestant kan modtage besøg i det om-
fang, opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfæng-
slet tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængs-
lingens øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten mod-
tager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kon-
trol. Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten under-
rettes herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforsk-
ningen træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan
kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol
forelægges retten til afgørelse. Arrestanten har altid ret til
ukontrolleret besøg af sin forsvarer.
Stk. 2. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan kri-
minalforsorgsområdet med politiets samtykke give en vare-
tægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere
tidsrum.
3. I § 771 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Politiet kan modsætte sig, at varetægtsarrestanten
modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under
kontrol, hvis varetægtsarrestantens forhold gør det nødven-
digt for at forebygge undvigelse. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Politiet kan modsætte sig, at en varetægtsarrestant,
som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden
for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning
til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
30
skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens
§ 180, modtager besøg af personer med tilknytning til den
pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, med-
mindre ganske særlige grunde gør sig gældende. Stk. 1, 3.-5.
pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Politiet kan forlange, at besøg til en varetægtsarre-
stant, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller
koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal finde sted
under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det ikke er
nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller
af hensyn til at forebygge kriminalitet. Stk. 1, 4.-5. pkt.
finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 5.
§ 772. En varetægtsarrestant har ret til at modtage og af-
sende breve. Politiet kan gennemse brevene inden modtagel-
sen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere
eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til
skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden og
sikkerhed i varetægtsfængslet. Tilbageholdes et brev, skal
spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks
forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen,
skal afsenderen straks underrettes, medmindre dommeren af
hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse.
Stk. 2. --
4. I § 772, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »orden og sikkerhed
i varetægtsfængslet«: », samt hvis varetægtsarrestantens for-
hold gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse«
§ 777. En varetægtsarrestant kan anbringes i en anstalt for
personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i ho-
spital m.v., jf. straffelovens §§ 68 og 69, hvis den pågælden-
de selv, anklagemyndigheden og kriminalforsorgsområdet
samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensy-
net til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan retten undta-
gelsesvis godkende en sådan anbringelse uden arrestantens
samtykke. I institutionen behandles den frivilligt overførte
varetægtsarrestant efter de regler, der gælder for personer,
der er anbragt dér i henhold til dom, mens den tvangsmæs-
sigt overførte varetægtsarrestant behandles efter reglerne om
varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden og sik-
kerhed i institutionen gør det muligt. Arrestanten må dog
ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen, bortset
fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.
Stk. 2. --
5. I § 777, stk. 1, ændres »§ 771, stk. 2« til: »§ 771, stk. 5«.
§ 854. Retten kan tillade, at tiltalte deltager i hovedfor-
handlingen ved anvendelse af telekommunikation med bille-
de, hvis tiltaltes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig
og der alene bliver spørgsmål om bøde eller fængsel indtil
1 år, konfiskation, rettighedsfrakendelse, tvangsbøder eller
erstatning.
Stk. 2. Skal tiltalte afgive forklaring, finder reglen i § 192
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Har retten givet tilladelse som nævnt i stk. 1, skal
forsvareren deltage i retsmødet på samme sted som tiltalte,
medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i
stedet møder frem i retten.
6. I § 854 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Retten kan bestemme, at tiltalte deltager i retsmø-
der under hovedforhandlingen ved anvendelse af telekom-
munikation med billede, hvis sigtedes forhold gør det nød-
vendigt for at forebygge undvigelse, og når retten finder det
ubetænkeligt henset til formålet med de pågældende retsmø-
der og sagens øvrige omstændigheder.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
31
§ 890. -- 7. I § 890, stk. 2, indsættes efter »§ 854«: », stk. 1«
Stk. 2. Reglerne i § 854, § 871, stk. 6, og § 878 finder ikke
anvendelse i nævningesager.
§ 2
I straffuldbyrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af
9. december 2019, som ændret ved §1 i lov nr. 1942 af
15. december 2020 og § 28 i lov nr. 982 af 26. maj 2021,
foretages følgende ændringer:
1. Efter § 65 indsættes før overskriften før § 66:
»§ 65 a. Håndjern kan anvendes ved den indsattes enkelt-
stående fravær fra lukkede fængsler og arrester. Bestemmel-
sen finder ikke anvendelse ved den indsattes enkeltstående
fravær ved besøg hos nærtstående
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse
om, at en indsat i institutionen i en periode på op til 4 uger,
kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen, hvis
1) den indsatte har optrådt voldeligt over for personale ansat
i institutionerne,
2) den indsatte udviser en grov eller gentagen utilladelig
adfærd over for personale ansat i institutionerne, eller
3) hvis den indsatte er tilknyttet en gruppe af personer, som
tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, der
aktuelt har begået voldelige overfald mod personale ansat i
institutionerne.
Stk. 3. § 65, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om brugen af
håndjern efter stk. 1 og 2, herunder at afgørelser efter stk. 1,
ikke skal begrundes.
§ 65 b. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
godkendelse af nye sikringsmidler. Regler i § 65 og § 65
a finder tilsvarende anvendelse ved anvendelsen af disse
sikringsmidler.«
§ 3
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20. septem-
ber 2021, foretages følgende ændringer:
§ 68. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af § 16, kan
retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstalt-
ninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere
lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltnin-
ger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller
arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v.
ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågæl-
dende skal anbringes i hospital for sindslidende, i institution
for personer med vidtgående psykiske handicap eller under
tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse eller i
egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg. An-
1. I § 68, 2. pkt., ændres »i hospital for sindslidende« til: »på
psykiatrisk afdeling«.
32
bringelse i forvaring kan ske under de betingelser, der er
nævnt i § 70.
§ 73 a. Justitsministeren kan efter forhandling med social-
og integrationsministeren og ministeren for sundhed og fo-
rebyggelse fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til
udgang mv. til personer, der er anbragt i hospital for sindsli-
dende mv. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§
68 eller 69. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte,
at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om anvendel-
se af magt og sikringsmidler over for personer, der er an-
bragt på et hospital for sindslidende m.v. i henhold til en
afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69, i forbindelse med
transport, der forestås af kriminalforsorgens personale. Ju-
stitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersø-
gelse uden retskendelse af personer, der er anbragt på et
hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgørelse truf-
fet i medfør af §§ 68 eller 69, i forbindelse med transport,
der forestås af kriminalforsorgens personale.
2. I § 73 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »i hospital for sindsliden-
de« til: »på psykiatrisk afdeling«.
3. I § 73 a, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om,
at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladel-
se til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på psykiatri-
ske afdelinger samt til lederen og lederens stedfortræder på
boformer, jf. § 108 i lov om social service, der drives af
kommuner, regioner og private.
4. I § 73 a, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt. indsættes efter »i
den forbindelse«: »endvidere«.
5. I § 73 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »et hospital for
sindslidende« til: »en psykiatrisk afdeling«.
§ 74. a. --
Stk. 2-3. --
Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med social-
og integrationsministeren fastsætte regler om meddelelse af
tilladelse til udgang m.v. til personer, der er undergivet en
foranstaltning efter stk. 1 og 2 Justitsministeren kan i den
forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af
disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ
myndighed
6. I § 74 a, stk. 4, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om,
at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladel-
se til udgang m.v. kan delegeres til lederen eller lederens
stedfortræder på sikrede afdelinger på døgninstitutioner for
børn og unge, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service,
der drives af kommuner, regioner eller som selvejende insti-
tutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår
aftale med.
7. I § 74 a, stk. 4, 2. pkt., der bliver 3. pkt. indsættes efter »i
den forbindelse«: »endvidere«.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. februar 2022.
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
33


Fremsat den 11. november 2021 af sundhedsministeren (Magnus Heunicke)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. og
sundhedsloven
(Husordener på psykiatriske afdelinger, notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede patienter, sikkerhedskontroller i
retspsykiatrien, særlige regler for surrogatanbragte, interval mellem lægelige vurderinger m.v.)
§ 1
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 936 af 2. september 2019, som ændret
ved § 6 i lov af nr. 1185 af 8. juni 2021, foretages følgende
ændringer:
1. § 2 a, stk. 1, affattes således:
»For at tilgodese et trygt miljø på alle psykiatriske af-
delinger skal sygehusmyndigheden sikre, at der findes en
skriftlig husorden på de enkelte afdelinger, som er tilgænge-
lig for patienterne. Husordenen skal indeholde en beskrivel-
se af, hvilke afskæringer og begrænsninger fastsat i medfør
af § 2 b, og foranstaltninger fastsat i medfør af § 2 c, der kan
forekomme på afdelingen, samt generelle regler vedrørende
orden, adfærd, og lignende.«
2. Efter § 2 a indsættes:
»§ 2 b. Sundhedsministeren fastsætter regler om sygehus-
myndighedens mulighed for at iværksætte følgende afskæ-
ringer og begrænsninger:
1) Afskæring fra eller begrænsning af adgang til mobilte-
lefon, computer eller lignende kommunikationsudstyr
af hensyn til patienten, medpatienter, personale, pårø-
rende, offentlige myndigheder, m.v. ved opførsel som
åbenbart vil være imod patientens egne interesser eller
ved åbenlys chikanende opførsel.
2) Afskæring fra eller begrænsning af handel, bytte og
spil, herunder mellem patienter, af hensyn til patienten,
medpatienter eller personale, hvis handel, bytte eller
spil åbenbart må formodes at være imod patientens in-
teresser, hvor patienten i forbindelse med handel, bytte
eller spil bliver udsat for pres af medpatienter, eller
handel, bytte eller spil medfører konflikter på afdelin-
gen.
3) Afskæring fra eller begrænsning af seksuelt samkvem
mellem patienter på afdelingen af hensyn til patienten,
medpatienter eller personale, hvis det betragtes skade-
ligt for en patient at indgå i en seksuel relation med
en medpatient, eller hvis medpatienter eller personalets
blufærdighed krænkes.
4) Afskæring fra eller begrænsning af patientens adgang
til nærmere angivne bøger, tidsskrifter og lignende af
behandlingsmæssige hensyn, dog således at afskærin-
gen eller begrænsningen skal være begrundet i, at pa-
tientens adgang efter en lægelig vurdering væsentligt
vil forringe dennes tilstand eller videre behandlingsud-
sigter.
5) Afskæring fra eller begrænsning af patientens adgang
til at anvende nærmere angivne sociale medier og lig-
nende samt nærmere angivne hjemmesider af behand-
lingsmæssige hensyn, dog således at afskæringen eller
begrænsningen skal være begrundet i, at patientens ad-
gang efter en lægelig vurdering væsentligt vil forringe
dennes tilstand eller videre behandlingsudsigter.
6) Afskæringer eller begrænsninger begrundet i hygiejne-
mæssige forhold af hensyn til patienten, medpatienter
og personale.
7) Afskæringer eller begrænsninger begrundet i ordens-
og sikkerhedsmæssige forhold af hensyn til patienten,
medpatienter og personale.
8) Afskæringer eller begrænsninger begrundet i behand-
lingsmæssige forhold af hensyn til patienten.
Stk. 2. Afskæringer og begrænsninger fastsat i medfør af
stk. 1, må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt
for at opnå patientens frivillige medvirken, og skal stå i ri-
meligt forhold til det, der søges opnået herved. Afskæringer
Lovforslag nr. L 84 Folketinget 2021-22
Sundhedsmin., j.nr. 2104597
DI000360
Offentligt
L 84 - endeligt svar på spørgsmål 10
Sundhedsudvalget 2021-22
og begrænsninger fastsat i medfør af stk. 1, må endvidere
ikke benyttes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt
for at opnå det tilsigtede formål.«
§ 2 c. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler
om sygehusmyndighedens mulighed for at træffe foranstalt-
ninger med henblik på at undgå gentagelse af adfærd i strid
med iværksatte afskæringer eller begrænsninger, der er fast-
sat i medfør af § 2 b, stk. 1. Foranstaltningerne skal stå
i rimeligt forhold til den adfærd, hvorom der er iværksat
afskæringer eller begrænsninger, og må ikke benyttes i vi-
dere omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål.«
3. I § 4 a indsættes efter »og 7,«: »§§ 19 c og d,«.
4. I § 16 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Den faste vagt skal udarbejde en objektiv be-
skrivelse af patientens aktuelle tilstand, mens patienten er
tvangsfikseret med bælte.«
5. I § 18 a, stk. 1, udgår », jf. kapitel 11«.
6. I § 18 b, stk. 1, udgår », jf. kapitel 11«.
7. I overskriften til kapitel 5 a indsættes efter »post,«: »af-
givelse af udåndingsprøve eller urinprøve,«, og efter »krops-
scannere« indsættes: », bagagescannere«.
8. I § 19 a, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) at en patient skal afgive udåndingsprøve eller urinprø-
ve,«.
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.
9. I § 19 a, stk. 2, 3 og 8, indsættes efter »kropsscannere«:
»og bagagescannere«.
10. I § 19 a, stk. 3, indsættes efter »Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland,«: »og retspsykia-
triske afdelinger«.
11. I § 19 a, stk. 7, 1. pkt., ændres »og farlige genstande«
til: », farlige genstande og mobiltelefoner eller lignende
kommunikationsudstyr«, og »og 6« ændres til: », 6 og §§
19 c og d«.
12. I § 19 a, stk. 8, indsættes efter »post,«: »patienters afgi-
velse af udåndingsprøve eller urinprøve,«.
13. Efter kapitel 5 a indsættes:
»Kapitel 5 b
Særlige regler for personer anbragt i varetægtssurrogat
§ 19 b. For at sikre et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau på
de psykiatriske afdelinger kan regionsrådene oprette afdelin-
ger for personer anbragt i varetægtssurrogat.
§ 19 c. Overlægen kan på afdelinger for personer anbragt
i varetægtssurrogat for at sikre hensynet til orden og sikker-
hed uden retskendelse beslutte at,
1) den anbragtes post skal åbnes eller kontrolleres,
2) den anbragtes stue eller ejendele skal undersøges, eller
3) der kan anvendes kropsscannere, bagagescannere og
magnetiske detektorer for mobiltelefoner ved undersø-
gelse af en anbragt eller personer, som søger adgang
til afdelingen, med henblik på at sikre, at medikamen-
ter, rusmidler, farlige genstande eller mobiltelefoner og
lignende kommunikationsudstyr ikke er blevet indført
eller vil blive forsøgt indført i afdelingen.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 2 a-c finder tilsvarende anven-
delse på afdelinger for personer anbragt i varetægtssurrogat.
§ 19 d. Overlægen kan beslutte at afskære eller begrænse
den anbragtes mulighed for at medtage, besidde eller råde
over mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr på af-
delingen, hvis den anbragtes medtagelse, besiddelse eller
råden er uforenligt med hensynet til orden og sikkerhed.«
§ 19 e. Den psykiatriske afdeling skal i relevant om-
fang videregive oplysninger om personer, der er anbragt
i varetægtssurrogat, til politiet, anklagemyndigheden eller
kriminalforsorgen, hvis videregivelsen af oplysningerne er
nødvendige for, at politiet, anklagemyndigheden eller kri-
minalforsorgen kan vurdere undvigelsesrisiko, farlighed og
trusselsniveau for de pågældende personer.«
14. I § 21, stk. 4, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Den første vurdering skal foretages senest 4 timer efter,
at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er truf-
fet. Efterfølgende vurderinger skal foretages med højst 10
timers mellemrum. 2. og 3. pkt. finder ikke anvendelse, så-
fremt patienten sover, og det ud fra en lægefaglig vurdering
vurderes skadeligt at vække patienten.«
15. I § 40, stk. 1, indsættes efter »justitsministeren«: »eller
den, ministeren bemyndiger dertil,«.
16. I § 40, stk. 2, indsættes efter »Justitsministeren«: »eller
den, ministeren bemyndiger efter stk. 1,«.
17. I § 40 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgan-
gen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til
bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.«
18. I § 41, stk. 1, indsættes efter »justitsministeren«: »eller
den, ministeren bemyndiger dertil«.
19. I § 41, stk. 2, 1. pkt. udgår »af justitsministeren«, og i 2.
pkt. ændres »justitsministerens afgørelse« til: »afgørelsen«,
og »justitsministerens afslag« ændres til: »afslaget«.
20. I § 41 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgan-
gen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til
bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.«.
21. I § 41 a indsættes som 2. pkt.:
2
»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler
om, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke
kan indbringes for anden administrativ myndighed, og at
overlægen ved Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk af-
deling, Region Sjælland, kan træffe afgørelse om tilbagekal-
delse af tilladelse til udgang m.v.«
§ 2
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26.
august 2019, som ændret bl.a. ved lov nr. 1854 af 9.
december 2020, § 1 i lov nr. 1855 af 9. december 2020 og
senest ved lov nr. 1184 af 8. juni 2021, foretages følgende
ændring:
1. § 212 b, som indsat ved lov nr. 1854 af 9. december 2020,
ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 212 c. Styrelsen for Patientklager foretager efter an-
modning fra et udvalg, der er nedsat af Folketinget, en vur-
dering af lægeerklæringer, som er udfærdiget til brug for
behandlingen af sager om naturalisation. Anmodningen om
vurdering fremsendes gennem Udlændinge- og Integrations-
ministeriet.
Stk. 2. Styrelsen for Patientklager kan af sundhedsperso-
ner, af private og af myndigheder afkræve enhver oplysning,
som er nødvendig for styrelsens vurdering efter stk. 1.
Stk. 3. Styrelsen for Patientklager kan videregive sin vur-
dering efter stk. 1 til Styrelsen for Patientsikkerhed, som kan
anvende den modtagne vurdering til brug for sit tilsyn med
sundhedspersoner og behandlingssteder.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsi-
ger.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Husordener på psykiatriske afdelinger
2.1.1.Gældende ret
2.1.1.1.Psykiatriloven
2.1.1.2.Anstaltsforholdet
2.1.1.3.Folketingets Ombudsmand om begrænsninger på psykiatriske afdelinger
2.1.2.Sundhedsministeriets overvejelser
2.1.3.Den foreslåede ordning
2.1.3.1.Formålet med husordenen (§ 2 a, stk. 1, 1. pkt.)
2.1.3.2.Sundhedsministerens bemyndigelse til at fastsætte begrænsninger (§ 2 b, stk. 1)
2.1.3.2.1. Afskæring fra eller begrænsning af adgang til mobiltelefoner, computer og lignende (§ 2 b,
stk. 1, nr. 1)
2.1.3.2.2. Afskæring fra eller begrænsning af adgang til handel, bytte og spil (§ 2 b, stk. 1, nr. 2)
2.1.3.2.3. Afskæring fra eller begrænsning af seksuel samkvem mellem patienter (§ 2 b, stk. 1, nr. 3)
2.1.3.2.4. Afskæring fra eller begrænsning af litteratur m.v. (§ 2 a, stk. 2, nr. 9b, stk. 1, nr. 4)
2.1.3.2.5. Afskæring fra eller begrænsning af adgang til sociale medier og hjemmesider (§ 2 a, stk. 2, nr.
5)
2.1.3.2.6. Afskæringer eller begrænsninger begrundet i hygiejnemæssige hensyn, ordens- og sikkerheds-
mæssige hensyn og behandlingsmæssige hensyn (§ 2 b, stk. 1, nr. 6-8)
2.1.3.3.Mindstemiddel- og proportionalitetsprincippet i forbindelse med afgrænsninger og begrænsninger (§ 2
b, stk. 2)
2.1.3.4.Sundhedsministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om sygehusmyndighedens mulighed
for at træffe foranstaltninger (§ 2 c)
2.2. Notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede patienter
2.2.1.Gældende ret
2.2.2.Sundhedsministeriets overvejelser
2.2.3.Den foreslåede ordning
2.3. Anvendelse af udåndingsprøver og urinprøver i forbindelse med mistanke om medikamenter på den psykiatri-
ske afdeling
2.3.1.Gældende ret
2.3.2.Sundhedsministeriets overvejelser
2.3.3.Den foreslåede ordning
2.4. Brug af bagagescannere i forbindelse med mistanke om medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på
den psykiatriske afdeling
2.4.1.Gældende ret
2.4.2.Sundhedsministeriets overvejelser
2.4.3.Den foreslåede ordning
2.5. Sikkerhedskontroller i retspsykiatrien
2.5.1.Gældende ret
2.5.2.Sundhedsministeriets overvejelser
2.5.3.Den foreslåede ordning
2.6. Særlige regler for personer anbragt i varetægtssurrogat
2.6.1.Gældende ret
2.6.1.1.Straffeloven og retsplejelovens bestemmelser
2.6.1.2.Lov om retspsykiatrisk behandling m.v.
2.6.1.3.Videregivelse af oplysninger
2.6.1.3.1. Psykiatrilovens regler om videregivelse af oplysninger
2.6.1.3.2. Sundhedslovens regler om videregivelse af oplysninger
4
2.6.1.4.Handlingsplan til imødegåelse af udfordringer med fangeflugter
2.6.2.Sundhedsministeriets overvejelser
2.6.3.Den foreslåede ordning
2.7. Intervallet for det lægelige tilsyn i forbindelse med spørgsmålet om anvendelse af tvangsfiksering
2.7.1.Gældende ret
2.7.1.1.Dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
2.7.2.Sundhedsministeriets overvejelser
2.7.3.Den foreslåede ordning
2.8. Delegation af afgørelseskompetence i farlighedsdekretssager og mulighed for tilbagekaldelse af afgørelse om
tilladelse til udgang m.v.
2.8.1.Gældende ret
2.8.2.Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.8.2.1.Overførsel af afgørelseskompetence
2.8.2.2.Afskæring af klageadgang
2.8.2.3.Tilbagekaldelse af afgørelser om tilladelse til udgang m.v.
3. Konsekvenser for FN’s verdensmål
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgere
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Det psykiatriske område har i en længere årrække været
underprioriteret. Det er derfor en vigtig prioritet for regerin-
gen (Socialdemokratiet), at det psykiatriske område løftes.
Regeringens første skridt var at prioritere 600 mio. kr.
årligt fra 2020 og frem til psykiatrien med »Aftale om fi-
nansloven for 2020« sammen med de øvrige aftalepartier
(Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og
Alternativet). Regeringen besluttede endvidere at igangsætte
arbejdet med en 10-års plan for psykiatrien, som skal adres-
sere de grundlæggende udfordringer på tværs af sundheds-
og socialområdet, og som skal sætte den langsigtede retning
for udviklingen af psykiatrien. Med »Aftale om finansloven
for 2020« blev aftaleparterne endvidere enige om at afsætte
90 mio. kr. årligt af psykiatrimidlerne fra 2020 for at styrke
retspsykiatrien.
Antallet af retspsykiatriske patienter er gennem de seneste
20 år ca. tredoblet, og i 2019 blev der afsagt over 800 dom-
me til behandling i psykiatrien. Det retspsykiatriske område
er komplekst med en patientgruppe, som udfordrer både
kapacitet og ressourcer i forhold til problemer med vold
og konflikter på afdelingerne. Der er inden for de seneste
år set eksempler på, at sikkerhedsniveauet på de psykiatri-
ske afdelinger ikke har været tilstrækkeligt. I 2019 undveg
en person med relation til bandemiljøet i varetægtssurrogat
fra en retspsykiatrisk afdeling på Sjælland ved hjælp af
indsmugling af våben og trusler mod personalet. På denne
baggrund udarbejdede Rigspolitiet m.fl. med inddragelse af
Danske Regioner »Handlingsplan til imødegåelse af udfor-
dringerne med fangeflugter« fra marts 2021. Handlingspla-
nen peger på en række initiativer til at undgå undvigelser
og flugter, herunder initiativer målrettet de psykiatriske af-
delinger. Blandt disse stilles der forslag om mulighed for
rutinemæssig kropsscanning på retspsykiatriske afdelinger
samt oprettelse af særlige afdelinger for personer anbragt i
varetægtssurrogat.
Sikkerheden på de psykiatriske og retspsykiatriske afde-
linger for både patienter, besøgende og sundhedspersonale
er af afgørende betydning for regeringen. Det sundhedsfagli-
ge personale skal kunne udføre deres arbejde uden at blive
udsat for vold eller trusler, ligesom sårbare patienter skal
beskyttes mod patienter med voldelig eller kriminel adfærd.
Regeringen stiller bl.a. derfor forslag om, at der rutine-
mæssigt kan anvendes krops- og bagagescannere på de rets-
psykiatriske afdelinger. Regeringen stiller derudover forslag
om, at der kan oprettes særlige afdelinger for personer an-
bragt i varetægtssurrogat, og at der på disse afdelinger kan
iværksættes begrænsninger uden foregående mistanke om
indførsel af rusmidler eller farlige gentande, ligesom adgan-
gen til mobiltelefoner, computere og lignende kan afskæres.
Som en del af prioriteringen af det psykiatriske område
er det endvidere regeringens ønske, at den generelle retssik-
kerhed for psykiatriske patienter højnes. Som en del heraf
er det afgørende, at der sker en nedbringelse af tvang på
de psykiatriske afdelinger, og at tvang alene anvendes, når
mindre indgribende midler ikke er tilstrækkelige.
Regeringen så derfor også med stor alvor på, at Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 15. september
2020 fandt, at der samlet set var sket en overtrædelse af
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3
om forbud mod bl.a. umenneskelig eller nedværdigende be-
handling i forbindelse med bæltefikseringen af en patient i
5
2013. Som opfølgning på ét af kritikpunkterne i dommen
stiller regeringen derfor forslag om, at de tre lægelige vurde-
ringer i døgnet af bæltefikserede patienter bliver fastsat med
maksimale intervaller, så den første lægelige vurdering skal
foregå senest 4 timer efter, at beslutningen om anvendelse
af tvangsfiksering er truffet, og at der højst må gå 10 timer
mellem de efterfølgende vurderinger.
Der stilles endvidere forslag om, at det klart skal frem-
gå af psykiatrilovens bestemmelser, hvilke afskæringer og
begrænsninger der kan fastsættes på de psykiatriske afdelin-
ger, og hvilke oplysninger som skal fremgå af husordener-
ne. Husordeners formål er at skabe trygge og gennemsigti-
ge rammer på afdelingen, som understøtter patienternes be-
handling og udfoldelsesmuligheder. Samtidig skal der tages
hensyn til sikkerheden for personale og medpatienter. Klare
rammer for indholdet af husordener vil sikre patienternes
kendskab til reglerne på afdelingerne og dermed øge gen-
nemsigtigheden og forudsigeligheden i den daglige drift,
ligesom det vil sikre, at begrænsningerne ikke går videre,
end hvad psykiatrilovens bestemmelser giver mulighed for.
Der stilles herudover forslag om, at der indføres en notat-
pligt for den faste vagt for patienter, der er tvangsfikseret
med bælte, så vagten skal udarbejde et notat med en beskri-
velse af patientens tilstand, mens vagten fører opsyn med
patienten. Formålet er bl.a. en styrkelse af retssikkerheden
for patienter i bælte, ligesom notatpligten kan være et værk-
tøj for den ansvarlige læge.
Med lovforslaget foreslås endeligt nogle lovtekniske til-
pasninger af sundhedsloven.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Husordener på psykiatriske afdelinger
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Psykiatriloven
Det fremgår af psykiatrilovens § 2 a, stk. 1, at sygehus-
myndigheder skal sikre, at der på enhver psykiatrisk afde-
ling findes en skriftlig husorden, som er tilgængelig for
patienterne. Afdelingsledelsen skal sikre, at den skriftlige
husorden udleveres til patienten i forbindelse med indlæg-
gelse, og at patienterne ved udformning eller ændring af
den skriftlige husorden skal inddrages, inden der træffes
beslutning herom, jf. § 2 a, stk. 2 og 3.
Med psykiatrilovens § 2 a følger således en pligt for
sygehusmyndigheden til at sikre, at der på enhver psykia-
trisk afdeling findes en skriftlig husorden, som skal være
tilgængelig for patienten. Det følger af forarbejderne til
bestemmelsen, at dette f.eks. kan ske ved, at husordenen
hænges op på stuen eller fællesarealer eller ligger fremme
i andre opholdsrum, jf. Folketingstidende 2005-2006, tillæg
A, side 4240. Derudover har afdelingsledelsen pligt til at
udlevere den skriftlige husorden til patienten i forbindelse
med indlæggelse, således at patienten får lejlighed til at gøre
sig bekendt med den.
Det blev i forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget,
som dannede baggrund for indførelsen af husordenspligten,
bemærket, at en husorden skal indeholde generelle regler
om patienternes udfoldelsesmuligheder under indlæggelse,
f.eks. regler om adgangen til at telefonere, regler om ryg-
ning i afdelingen, besøgsforhold, overvåget besøg, m.v.,
samt konsekvenserne af at husordenen ikke overholdes, jf.
Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, side 4240.
Forud for vedtagelsen af lovforslaget udarbejdede Ram-
bøll Management A/S i 2005 en undersøgelse (»Psykiatri-
lovsundersøgelsen«), hvor det bl.a. blev undersøgt, om reg-
lerne i psykiatriloven blev overholdt, og om reglerne opfyld-
te deres formål. I den forbindelse blev det konkluderet, at
der var behov for en nærmere definition af begrebet hus-
ordener, og at der blev taget stilling til, om der skulle udfær-
diges vejledende retningslinjer herfor. Det blev tilkendegivet
i ovennævnte lovforslag, at der ikke var ønske om at følge
anbefalingen i rapporten, for så vidt angik udarbejdelsen
af vejledende retningslinjer, da husordener fleksibelt burde
kunne tilpasses den enkelte afdelings behov, jf. Folketingsti-
dende 2005-2006, tillæg A, side 4222.
Det fremgår herudover af Sundhedsstyrelsens vejledning
nr. 9552 af 10. august 2020 om tvang i psykiatrien afsnit 10,
at der ved vurderingen af, hvilke elementer husordenen skal
indeholde, skal tages udgangspunkt i de konkrete forhold på
den enkelte afdeling. Ved udformningen bør der rettes særlig
opmærksomhed mod de forhold, der på den enkelte afdeling
har givet anledning til tvivl og eventuelle konflikter, og
hvor der således er særlig grund til at have synlige og klare
retningslinjer.
Det fremgår endvidere af vejledningen, at hvis en patient
overtræder husordenen, skal personalet i den konkrete og
aktuelle situation vurdere, om sanktionen ifølge husordenen
skal iværksættes. I vurderingen skal der tages hensyn til
patienten og de konkrete omstændigheder, hvorunder over-
trædelsen skete, herunder af hensyn til patientens sygdoms-
tilstand.
2.1.1.2. Anstaltsforholdet
Psykiatrilovens § 2 a om husordener suppleres af anstalts-
forholdet.
Anstaltsforholdet, også kaldet anstaltsanordning, antages
at have hjemmel i enten retssædvane eller stiltiende lov-
hjemmel og fastsætter overordnede generelle regler om in-
stitutioners generelle forhold og drift. Det er den grundlæg-
gende betragtning, at når anstaltens eksistens er forudsat i
lovgivning, må der i denne forudsætning ligge den tilstræk-
kelige hjemmel for fastsættelse af regler, der er nødvendige
for at få institutionen til at fungere, jf. Jens Garde, m.fl. -
Forvaltningsret – Almindelige Emner, 5. udgave, side 206.
Således kan ledelsen på eksempelvis hospitaler, pleje-
hjem, skoler og døgninstitutioner fastsætte konkrete eller
generelle bestemmelser for institutionens brugere, som har
til formål at sikre institutionens overordnede funktion.
6
2.1.1.3. Folketingets Ombudsmand om begrænsninger på
psykiatriske afdelinger
Folketingets Ombudsmand har i udtalelser og i henven-
delser til Sundhedsministeriet i hhv. 2019 og 2020 gjort op-
mærksom på, at ombudsmanden i forbindelse med tilsyns-
besøg på psykiatriske afdelinger er blevet bekendt med en
række husordener, som indeholdt regler om bl.a. begræns-
ning eller afskæring af adgang til litteratur, anvendelse af
udåndingsprøve i form af alkoholprøve samt urinprøve, reg-
ler om afskæring eller begrænsning af adgang til mobiltele-
fon, computer og lignende, regler om handel og bytte, regler
om besøg, regler om seksuelt samkvem og regler om rutine-
mæssig kropsvisitation.
Der henvises til følgende udtalelser fra Folketingets Om-
budsmand: FOB 2020-43 og FOB 2020-16.
Ombudsmanden har særligt i forhold til begrænsning i pa-
tienters adgang til litteratur bemærket, at en sådan begræns-
ning udgør et indgreb i patienternes selvbestemmelsesret,
som kræver klar og sikker hjemmel, jf. det almindelige
legalitetsprincip. Derudover bemærkede ombudsmanden, at
begrænsningen udgør et indgreb i patienternes ret til at mod-
tage information, der er beskyttet i Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention artikel 10 om retten til ytringsfri-
hed, herunder retten til at modtage oplysninger eller tanker.
Ombudsmanden har dertil bemærket, at det må anses for
tvivlsomt, om begrænsninger i adgangen til litteratur kan
indføres med hjemmel i en husorden, jf. psykiatrilovens §
2 a, da bestemmelsen alene fastsætter en pligt for myndighe-
derne til at sikre, at der findes en husorden på de psykiatri-
ske afdelinger. Det kan således ifølge ombudsmanden ikke
derved antages, at bestemmelsen indeholder en selvstændig
hjemmel til at foretage konkrete tvangsindgreb over for den
enkelte patient.
Endelig har ombudsmanden tilkendegivet, at mest taler
for, at der ikke kan gennemføres begrænsninger i ytrings-
friheden med henvisning til den ulovbestemte retsgrundsæt-
ning om anstaltsbetragtninger.
2.1.2. Sundhedsministeriets overvejelser
Husordeners formål er at skabe trygge og gennemsigti-
ge rammer på den enkelte psykiatriske afdeling, som både
understøtter patienternes behandling og udfoldelsesmulighe-
der, ligesom husordenerne skal medvirke til at højne sikker-
heden på afdelingen for både personale og patienter. I den
forbindelse skal der tages hensyn til patienternes personlige
frihed, samtidig med at det både af hensyn til patienten selv,
men også af hensyn til medpatienter og personale, kan være
nødvendigt at fastsætte indgreb, som begrænser friheden for
den enkelte patient.
Samtidig er det et grundlæggende udgangspunkt i dansk
ret, at foranstaltninger, der medfører indgreb i den person-
lige frihed, kræver udtrykkelig hjemmel. Anstaltsforholdet
kan som beskrevet i afsnit 2.1.1.2 på ulovbestemt grundlag
alene fastsætte bestemmelser for en institutions overordnede
funktion.
Sundhedsministeriet blev i forbindelse med henvendelser
fra Folketingets Ombudsmand i 2019 og 2020 opmærksom
på, at husordenerne på en række psykiatriske afdelinger
indeholdt begrænsninger med henvisning til enten psykiatri-
lovens § 2 a eller anstaltsforholdet. Folketingets Ombuds-
mand anmodede i denne forbindelse Sundhedsministeriet
om at udtale sig om hjemmelsgrundlaget, for så vidt angik
indgreb vedrørende anvendelse af alkometer og urinprøve,
afskæring eller begrænsning af adgang til mobiltelefon, pc
og lignende, adgang til besøg, adgang til handel og bytte og
seksuelt samkvem. Sundhedsministeriet anerkendte i denne
forbindelse, at der var usikkerhed om rækkevidden af psyki-
atrilovens § 2 a og anstaltsforholdet.
Sundhedsministeriet finder på denne baggrund, at der bør
skabes et klart hjemmelsgrundlag for de nævnte begræns-
ninger fastsat i husordener på de psykiatriske afdelinger.
Danske Regioner har i forbindelse med udtalelserne fra
Folketingets Ombudsmand understreget regionernes behov
for at kunne fastsætte begrænsninger i husordenerne på de
psykiatriske afdelinger for at sikre et trygt miljø for patien-
ter, personale og pårørende. Der foreslås således, at der etab-
leres et klart hjemmelsgrundlag til den praksis, der er på de
psykiatriske afdelinger.
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.3.1. Formålet med husordenen (§ 2 a, stk. 1, 1. pkt.)
Med den foreslåede ændring vil det følge af § 2 a, stk. 1,
at for at tilgodese et trygt miljø på alle psykiatriske afdelin-
ger skal sygehusmyndigheden sikre, at der findes en skriftlig
husorden på de enkelte afdelinger, som er tilgængelig for
patienterne. Husordenen vil skulle indeholde en beskrivelse
af, hvilke afskæringer og begrænsninger fastsat i medfør af
§ 2 b, og foranstaltninger fastsat i medfør af § 2 c, der kan
forekomme på afdelingen, samt generelle regler vedrørende
orden, adfærd og lignende.
Formålet med ændringen er for det første at understrege
husordenernes overordnede formål. Derudover understreges
det, at der vil skulle findes en skriftlig husorden på alle
psykiatriske afdelinger, herunder retspsykiatriske afdelinger
samt afdelinger for personer anbragt i varetægtssurrogat,
jf. den foreslåede § 19 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 10. For-
målet er derudover at understrege indholdet af husordener-
ne, herunder at husordenerne skal indeholde en beskrivelse
af, hvilke afskæringer og begrænsninger der potentielt kan
iværksættes på afdelingen, samt en beskrivelse af mulige
foranstaltninger, som kan iværksættes med henblik på at
undgå gentagelse af adfærd i strid med iværksatte afskærin-
ger eller begrænsninger, der er fastsat i medfør af § 2 b,
stk. 1. Husordenerne skal samtidig indeholde regler af mere
basal karakter eksempelvis spisetider og rygeregler.
Sundhedsministeriet bemærker i denne forbindelse, at den
foreslåede ordning ikke indebærer, at alle husordener skal
indeholde de samme begrænsninger. Ved udarbejdelsen af
husordenerne vil der således skulle tages udgangspunkt i
forholdene på den enkelte afdeling. Der vil bl.a. være afskæ-
ringer og begrænsninger, som alene vil være tilladt i forbin-
delse med behandlingen af retspsykiatriske patienter, jf. den
7
foreslåede ændring i § 19 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr.
10, samt personer anbragt i varetægtssurrogat, jf. det fore-
slåede nye kapitel 5 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 13. Afskæ-
ringer og begrænsninger i husordenen vil endvidere kunne
variere, alt efter hvilken afdeling der er tale om. Indholdet
og udformningen af den konkrete husorden vil således som
tidligere bero på sygehusmyndighedens vurdering af afde-
lingens behov samt hvilke begrænsninger, der i medfør af
loven kan være nødvendige på den enkelte afdeling. Eksem-
pelvis vil indholdet af husordenen variere, alt efter om der er
tale om en afdeling for personer anbragt i varetægtssurrogat
eller en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling.
Muligheden for, at en afskæring eller begrænsning kan
blive iværksat, bør i alle tilfælde fremgå af husordener på
de afdelinger, hvor disse kan opstå. Det understreges, at
sygehusmyndigheden ikke kan fastsætte mere vidtgående af-
skæringer eller begrænsninger, end psykiatrilovens bestem-
melser tillader. Afskæringer og begrænsninger skal således
ske inden for rammerne af psykiatrilovens øvrige bestem-
melser. Dette indebærer bl.a., at det ikke fremgå af husorde-
nen, at der eksempelvis kan indføres rutinemæssige kropsvi-
sitationer.
Formålet med forslaget er derudover at understrege det
grundlæggende indhold i husordenerne, herunder at hus-
ordenerne skal indeholde en beskrivelse af, hvilke afskæ-
ringer og begrænsninger der potentielt kan iværksættes på
afdelingen, samt en beskrivelse af mulige foranstaltninger,
som kan iværksættes med henblik på at undgå gentagelse af
adfærd i strid med iværksatte afskæringer eller begrænsnin-
ger, der er fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1. Husordenerne
skal samtidig indeholde helt grundlæggende regler som ek-
sempelvis spisetider og rygeregler.
Sundhedsministeriet bemærker for så vidt angår oriente-
ring mulighed for iværksættelse af eventuelle tvangsforan-
staltninger på den psykiatriske afdeling, at det fremgår af §
3, stk. 4, at patienten i forbindelse med indlæggelsessamta-
len skal høres om eventuelle tilkendegivelser af præferencer
i forhold til behandlingen, herunder hvis tvang kommer på
tale. Derudover skal indlæggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling så vidt muligt finde sted med patientens
samtykke, jf. § 3, ligesom patienterne skal inddrages, inden
der træffes beslutning om udformning eller ændring af hus-
ordenen, jf. § 2 a, stk. 3.
Endelig bemærker Sundhedsministeriet, at det forudsæt-
tes, at det bortset fra afskæringer eller begrænsninger af
bagatelagtig karakter vil skulle noteres i patientens journal,
hvis der fastsættes konkrete og individuelle afskæringer el-
ler begrænsninger for patienten. Som eksempler på afskæ-
ringer eller begrænsninger, som forudsættes noteret, kan
nævnes afskæring eller begrænsning af litteratur eller mobil-
telefoner. Som eksempel på foranstaltninger af bagatelagtig
karakter kan bl.a. nævnes afskæring eller begrænsning af
adgang til tobak.
2.1.3.2. Sundhedsministerens bemyndigelse til at fastsætte
begrænsninger (§ 2 b, stk. 1)
Det foreslås i § 2 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, at sund-
hedsministeren fastsætter nærmere regler om sygehusmyn-
dighedens mulighed for at iværksætte følgende afskæringer
og begrænsninger:
Afskæring fra eller begrænsning af adgang til mobiltele-
fon, computer eller lignende kommunikationsudstyr af hen-
syn til patienten, medpatienter, personale, pårørende, offent-
lige myndigheder, m.v. ved opførsel som åbenbart vil være
imod patientens egne interesser eller ved åbenlys chikanen-
de opførsel.
Afskæring fra eller begrænsning af handel, bytte og spil,
herunder mellem patienter, af hensyn til patienten, medpa-
tienter eller personale, hvis handel, bytte eller spil åbenbart
må formodes at være imod patientens interesser, hvor pa-
tienten i forbindelse med handel, bytte eller spil bliver udsat
for pres af medpatienter, eller handel, bytte eller spil medfø-
rer konflikter på afdelingen.
Afskæring fra eller begrænsning af seksuelt samkvem
mellem patienter på afdelingen af hensyn til patienten, med-
patienter eller personale, hvis det betragtes skadeligt for en
patient at indgå i en seksuel relation med en medpatient,
eller hvis medpatienter eller personalets blufærdighed kræn-
kes.
Afskæring fra eller begrænsning af patientens adgang til
nærmere angivne bøger, tidsskrifter og lignende af behand-
lingsmæssige hensyn, dog således at afskæringen eller be-
grænsningen skal være begrundet i, at patientens adgang
efter en lægelig vurdering væsentligt vil forringe dennes
tilstand eller videre behandlingsudsigter.
Afskæring fra eller begrænsning af patientens adgang til
at anvende nærmere angivne sociale medier og lignende
samt nærmere angivne hjemmesider af behandlingsmæssige
hensyn, dog således at afskæringen eller begrænsningen skal
være begrundet i, at patientens adgang efter en lægelig vur-
dering væsentligt vil forringe dennes tilstand eller videre
behandlingsudsigter.
Afskæringer eller begrænsninger begrundet i hygiejne-
mæssige forhold af hensyn til patienten, medpatienter og
personale.
Afskæringer eller begrænsninger begrundet i ordens- og
sikkerhedsmæssige forhold af hensyn til patienten, medpa-
tienter og personale.
Afskæringer eller begrænsninger begrundet i behandlings-
mæssige forhold af hensyn til patienten.
2.1.3.2.1. Afskæringer fra eller begrænsning af adgang til
mobiltelefoner, computer og lignende (§ 2 b, stk. 1, nr. 1)
Med den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk. 1, nr. 1,
vil sundhedsministeren kunne fastsætte regler om sygehus-
myndighedens mulighed for at afskære eller begrænse pa-
tienters adgang til mobiltelefoner, computer eller lignende
kommunikationsudstyr. Reglerne forventes udmøntet såle-
des, at begrænsningen skal være konkret begrundet i enten
behandlingsmæssige hensyn eller hensynet til medpatienter
eller personale. Således vil sygehusmyndigheden skulle fo-
retage en konkret og individuel vurdering af behovet for at
8
begrænse eller afskære patientens adgang til mobiltelefoner,
computere eller lignende.
Som eksempler på situationer, hvor afskæring eller be-
grænsning kan overvejes, kan bl.a. nævnes situationer, hvor
patienten grundet dennes mentale tilstand gentagne gange
tager uønsket telefonisk kontakt til pårørende eller offentli-
ge myndigheder i en sådan grad, at det må betragtes som
åbenlyst uønsket for modtageren eller egentlig chikane, eller
såfremt patienten anvender mobiltelefon til at tage uønskede
billeder eller videoer af medpatienter og personale, som po-
tentielt kan blive delt på sociale medier. Vil det åbenbart væ-
re i patientens egen interesses, forventes afskæring eller be-
grænsning endvidere at kunne ske, såfremt patienten optager
så mange kviklån eller lignende onlinelån eller af en sådan
økonomisk størrelse, at det vurderes skadeligt for patientens
fremtidige muligheder for privatøkonomisk bæredygtighed
og stabilitet.
Så snart det vurderes håndterbart for patienten, vil syge-
husmyndigheden skulle aflevere mobiltelefon, computere og
lignende udstyr tilbage til patienten.
Det bemærkes, at såfremt der er tale om husordener på
afdelinger for personer anbragt i varetægtssurrogat, jf. lov-
forslagets § 1, nr. 13, hvor et nyt kapitel 5 b herom foreslås
indsat i loven, vil det b.la. skulle fremgå af husordenen,
at overlægen kan beslutte at afskære eller begrænse patien-
tens mulighed for at medtage, besidde eller råde over mobil-
telefon og lignende kommunikationsudstyr på afdelingen,
medmindre det er foreneligt med hensynet til orden og sik-
kerhed.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige be-
mærkninger afsnit 2.6.3.
2.1.3.2.2. Afskæringer fra eller begrænsning af adgang til
handel, bytte og spil (§ 2 b, stk. 1, nr. 2)
Med den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk. 1, nr. 2, vil
sundhedsministeren kunne fastsætte regler om sygehusmyn-
dighedens mulighed for at afskære eller begrænse handel,
bytte og spil mellem patienter. Reglerne forventes udmøn-
tet således, at begrænsninger eller afskæringer skal være
konkret begrundet i enten patientens behandlingsmæssige
hensyn eller hensynet til medpatienter eller personale.
Som eksempler på situationer, hvor begrænsning eller af-
skæring af handel, bytte og spil vil kunne finde sted, kan
bl.a. nævnes situationer, hvor handel, bytte eller spil mellem
patienter medfører konflikter på afdelingen. Derudover vil
begrænsning eller afskæring kunne ske i tilfælde af, at sår-
bare patienter bliver udsat for pres til at handle eller bytte
ejendele eller genstande med andre patienter, og hvor dette
må formodes at være imod patientens interesser. Det samme
vil kunne gøre sig gældende, hvis personalet bliver bekendt
med egentlig hasardspil mellem patienter med betragtelige
eller usædvanlige indsatser såsom tjenesteydelser eller sek-
suelle ydelser.
2.1.3.2.3. Afskæringer fra eller begrænsning af seksuelt
samkvem mellem patienter (§ 2 b, stk. 1, nr. 3)
Med den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk. 1, nr. 3, vil
sundhedsministeren kunne fastsætte regler om sygehusmyn-
dighedens mulighed for at afskære eller begrænse seksuelt
samkvem mellem patienter på afdelingen. Afskæringen eller
begrænsningen skal ske ud fra en konkret og individuel
vurdering.
Som eksempler på situationer, hvor der kan fastsættes
afskæring eller begrænsning af seksuelt samkvem mellem
patienter, kan nævnes situationer, hvor den seksuelle relation
mellem patienterne indebærer, at medpatienters og persona-
les blufærdighed krænkes. Derudover kan der være situati-
oner, hvor det må betragtes som skadeligt for en sårbar
patient at indgå i en seksuel relation med en medpatient
grundet patientens mentale tilstand, alder, sygdomshistorik,
m.v. Det kan eksempelvis være en patient, som har været
udsat for overgreb, eller en sårbar patient, som grundet pa-
tientens mentale tilstand betragtes som særligt påvirkelig.
Sundhedsministeriet bemærker, at der ikke gives særskilt
hjemmel til at anvende fysisk magt i forbindelse med
en begrænsning eller afskæring af seksuelt samkvem mel-
lem patienter. Personalet kan således som foranstaltning
eksempelvis vælge at adskille patienterne ved at placere
patienterne på eksempelvis separate afdelinger, eller afskæ-
re eller afgrænse besøg mellem patienterne på patienternes
stuer. Sundhedsministerens mulighed for at fastsætte nær-
mere regler om sygehusmyndighedens mulighed for at træf-
fe foranstaltninger for at undgå gentagelse af adfærd i strid
med iværksatte afskæringer eller begrænsninger, beskrives
nærmere i lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit
2.1.3.4.
Det bemærkes endvidere, at det forudsættes, at personalet
i tilfælde af eventuelle strafbare forhold retter henvendelse
til politiet.
2.1.3.2.4 Afskæringer fra eller begrænsning af litteratur m.v.
(§ 2 b, stk. 1, nr. 4)
Med den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk. 1, nr. 4, vil
sundhedsministeren kunne fastsætte regler om sygehusmyn-
dighedens mulighed for at afskære eller begrænse de enkelte
patienters adgang til nærmere angivne bøger, tidsskrifter og
lignende på psykiatrisk afdeling. Det foreslås endvidere, at
begrænsningen skal være begrundet i, at patienternes adgang
til bøger, tidsskrifter og lignende, efter en lægelig vurdering
væsentlig vil forringe patienternes aktuelle tilstand eller vi-
dere behandling eller videre behandlingsudsigter.
Reglerne forventes udmøntet således, at såfremt sygehus-
myndigheden vælger at fastsætte regler i husordenen om
afskæring eller begrænsning heraf, vil sygehusmyndigheden
konkret vurdere, hvilke bøger, tidsskrifter og lignende, der
er omfattet af begrænsningen for den enkelte patient. Den
foreslåede ordning vil således ikke give mulighed for gene-
relt at afskære en patient fra adgang til alle tidsskrifter,
bøger og lignende.
Det vil derudover blive et krav, at patientens adgang
9
til den nærmere afgrænsede litteratur efter en konkret og
individuel lægefaglig vurdering væsentligt vil forringe pa-
tientens tilstand. Der kan eksempelvis være tale om bøger,
tidsskrifter eller lignende med voldsomme grafiske illustrati-
oner, religiøse skrifter eller historisk litteratur, som i væsent-
lig grad kan påvirke patientens mentale tilstand og forvræn-
ge patientens virkelighedsopfattelse.
Kravet om, at adgangen til litteratur alene kan afskæres
eller begrænses, såfremt patientens tilstand væsentligt for-
ringes, skal ses i lyset af, at afskæring eller begrænsning i
adgang til litteratur og lignende er af indgribende karakter i
forhold til patientens grundlæggende rettighed til at modtage
information.
Så snart afskæringen eller begrænsningen ikke længere
vurderes relevant, vil sygehusmyndigheden skulle give pa-
tienten adgang til de tilbageholdte tidsskrifter, bøger og lig-
nende.
2.1.3.2.5. Afskæringer fra eller begrænsninger af adgang til
sociale medier og hjemmesider (§ 2 b, stk. 1, nr. 5)
Med den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk. 1, nr. 5, vil
sundhedsministeren kunne fastsætte regler om sygehusmyn-
dighedens mulighed for at afskære eller begrænse de enkelte
patienters adgang til nærmere angivne sociale medier og
lignende samt nærmere angivne hjemmesider. Det foreslås
endvidere, at afskæringen eller begrænsningen skal være be-
grundet i, at patientens adgang til nærmere angivne sociale
medier eller hjemmesider efter en lægelig vurdering væsent-
ligt vil forringe patientens tilstand eller videre behandlings-
udsigter.
Reglerne forventes udmøntet således, at såfremt sygehus-
myndigheden vælger at fastsætte regler i husordenen om
begrænsning eller afskæring af adgang til sociale medier
eller hjemmesider, vil sygehusmyndigheden i første omgang
konkret skulle vurdere, om det er muligt alene at begrænse
adgangen til et nærmere angivet socialt medie eller hjem-
meside. Det kan eksempelvis være ved, at patienten kan
anvende mobiltelefon, computer eller lignende under opsyn
af personalet, og således ikke anvender det nærmere angivne
sociale medie eller hjemmeside. Såfremt dette ikke viser sig
tilstrækkeligt, vil sygehusmyndigheden helt kunne afskære
patientens adgang til mobiltelefoner, computer eller lignen-
de, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk. 1, nr. 1.
Det vil blive et krav, at patientens adgang til de nærmere
afgrænsede sociale medier eller hjemmesider efter en kon-
kret og individuel lægefaglig vurdering væsentligt vil forrin-
ge patientens tilstand eller videre behandlingsudsigter. Der
kan eksempelvis være tale om patienter, som tilgår sociale
medier eller hjemmesider med grupper eller fora, hvor andre
personer opfordrer til eller beskriver metoder for selvskade
eller selvmord, som i væsentlig grad kan påvirke sårbare
patienter eller patienter i psykotisk tilstand.
Som beskrevet i afsnit 2.1.3.2.4 om begrænsning af litte-
ratur m.v., skal kravet om, at adgangen til sociale medier
og hjemmesider alene kan afskæres eller begrænses, såfremt
patientens tilstand væsentligt forringes, ses i lyset af, at
begrænsningen i adgang til sociale medier og hjemmesider
er af indgribende karakter i forhold til patientens grundlæg-
gende rettighed til at modtage information.
Der skal i den forbindelse tages særligt hensyn til, at soci-
ale medier ofte anvendes til at holde kontakt til patientens
pårørende og netværk, hvilket kan være af stor betydning for
patienten samt for patientens mentale helbred. Således bør
det altid være muligt for patienten at komme i kontakt med
pårørende, eksempelvis ved at låne en telefon på den psykia-
triske afdeling. Det bemærkes endvidere for så vidt angår
patientens kontakt til patientrådgivere, at patientrådgiveren
har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk
forbindelse med patienten, jf. § 26, stk. 2.
Endelig bemærkes det, at sygehusmyndigheden skal afle-
vere mobiltelefon, computer og lignende udstyr tilbage til
patienten, så snart det ikke længere vurderes nødvendigt at
begrænse eller afskære adgangen.
2.1.3.2.6. Afgrænsninger eller begrænsninger begrundet i
hygiejnemæssige hensyn, ordens- og sikkerhedsmæssige
hensyn og behandlingsmæssige hensyn (§ 2 b, stk. 1, nr.
6-8)
Med de foreslåede bestemmelser i § 2 b, stk. 1, nr. 6-8, vil
sundhedsministeren kunne fastsætte regler om sygehusmyn-
dighedens mulighed for at iværksætte afskæringer eller be-
grænsninger begrundet i hygiejnemæssige hensyn, ordens-
og sikkerhedsmæssige hensyn og behandlingsmæssige hen-
syn, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Som eksempler på situationer, hvor der vil kunne fastsæt-
tes afskæringer eller begrænsninger begrundet i hygiejne-
mæssige hensyn, kan nævnes situationer, hvor personalet
vurderer, at det er nødvendigt at sanere patientens stue, hvis
patienten eksempelvis har efterladt eller gemt fordærvede
fødevarer eller lignende og ikke ønsker at medvirke til, at
dette fjernes. Det kan endvidere være vask af patientens tøj
uden patientens samtykke, hvis tøjet er meget beskidt. Af-
skæringer eller begrænsninger kan således iværksættes både
af hensyn til patienten selv, særligt patienter som grundet
svær psykisk sygdom ikke kan overskue stillingtagen til
rengøring eller vask af tøj, samt af hensyn til medpatienter
og personale.
Som eksempel på situationer, hvor der vil kunne fastsættes
afskæringer eller begrænsninger begrundet i ordensmæssige
hensyn, kan nævnes situationer, hvor patienten eksempelvis
i forbindelse med en psykose ønsker at afklæde sig på afde-
lingens fællesområder.
Som eksempel på situationer, hvor der vil kunne fastsæt-
tes afskæringer eller begrænsninger begrundet i sikkerheds-
mæssige hensyn, kan nævnes situationer, hvor personalet
opfordrer til begrænsning af samtaleemner mellem patien-
ter på fællesområder, som omhandler eksempelvis beskrivel-
se af eller opfordring til kriminelle eller skadelige handlin-
ger. Der kan endvidere eksempelvis være tale om vask af
patientens tøj uden samtykke, hvis det formodes, at patien-
ten har gemt ulovlige medikamenter eller lignende i tøjet,
da indtagelse af ulovlige medikamenter kan medføre udad-
10
reagerende og farlig adfærd. Begrænsningen er af hensyn til
sikkerheden for medpatienter og personale.
Som eksempler på situationer, hvor der vil kunne fast-
sættes afskæringer eller begrænsninger begrundet i behand-
lingsmæssige hensyn, kan nævnes situationer, hvor besøg
mellem patienter på én af patienternes stuer begrænses eller
afskæres, hvis besøget medfører en forværring af patientens
mentale tilstand, eksempelvis grundet overstimulering. Der
kan endvidere eksempelvis være tale om situationer, hvor
patientens stue sanere for at skabe ro og minimere indtryk,
hvis der er opbevaret mange genstande og lignende på stuen.
Sundhedsministeriet bemærker, for så vidt angår den fore-
slåede bestemmelse i § 2 b, stk. 1, nr. 6-8, at visse begræns-
ninger kan være af så indgribende karakter, at de i lighed
med f.eks. muligheden for at foretage kropsvisitation af en
patient vil kræve et særskilt hjemmelsgrundlag og derfor
ikke kan gennemføres alene med hjemmel i den foreslåede
bestemmelse i § 2 b, stk. 1, nr. 6-8.
Sundhedsministeriet bemærker endvidere, at beslutning
om iværksættelse af afskæringer eller begrænsninger fastsat
i husordenen vil kunne foretages af personalet på den psy-
kiatriske afdeling. Som undtagelse hertil er begrænsninger,
som er af så indgribende karakter, at de er fastsat med
særskilt hjemmel i loven, og hvoraf det fremgår, at det er
overlægen, der træffer beslutning. Således vil begrænsninger
fastsat i § 19 a, stk. 1-2, skulle foretages af overlægen. Dette
vil ligeledes være tilfældet i §§ 19 c og d, jf. lovforslagets §
1, nr. 13.
2.1.3.3. Mindstemiddel- og proportionalitetsprincippet i for-
bindelse med afgrænsninger og begrænsninger (§ 2 b, stk. 2)
Med den foreslåede ændring i § 2 b, stk. 2, må afskærin-
ger og begrænsninger fastsat i medfør af stk. 1, ikke benyt-
tes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens
frivillige medvirken, og afskæringer og begrænsninger skal
stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået herved. Af-
skæringer og begrænsninger fastsat i medfør af stk. 1, må
endvidere ikke benyttes i videre omfang, end hvad der er
nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.
Formålet er at understrege, at mindstemiddel- og proporti-
onalitetsprincippet i § 4 om anvendelse af tvang tilsvarende
finder anvendelse i forbindelse med anvendelse af afskærin-
ger eller begrænsninger som fremgår i husordenen på den
psykiatriske afdeling. Der må således ikke fastsættes eller
iværksættes uforholdsmæssige eller unødvendige afskærin-
ger eller begrænsninger, ligesom disse ikke må anvendes i
videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål. Ministeret henviser i den forbindelse til, at
der endvidere skal tages højde for Danmarks internationale
forpligtigelser, herunder særligt i forhold til Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til re-
spekt for privat- og familieliv og artikel 10 om ytringsfrihed,
i forbindelse med sundhedsmyndighedernes iværksættelse af
afskæringer og begrænsninger i henhold til den foreslåede
bestemmelse i § 2 b, stk. 1.
2.1.3.4. Sundhedsministerens bemyndigelse til at fastsætte
nærmere regler om sygehusmyndighedens mulighed for at
træffe foranstaltninger (§ 2 c)
Med den foreslåede ændring i § 2 c, jf. lovforslagets §
1, nr. 2, vil sundhedsministeren kunne fastsætte nærmere
regler om sygehusmyndighedens mulighed for at træffe for-
anstaltninger med henblik på at undgå gentagelse af adfærd
i strid med iværksatte afskæringer eller begrænsninger, der
er fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1. Foranstaltningerne skal
stå i rimeligt forhold til den adfærd, hvorom der er iværk-
sat afskæringer eller begrænsninger, og må ikke benyttes i
videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål.
Formålet er at give personalet reaktionsmuligheder i til-
fælde af, at patienten udviser adfærd, hvor der er fastsat
afskæringer eller begrænsninger i henhold til den foreslåede
bestemmelse i § 2 b, stk., 1, således at fremtidig lignende
adfærd undgås. Også i denne henseende vil de grundlæg-
gende proportionalitets- og mindstemiddelsprincipper finde
anvendelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2 c, 2. pkt.
Der vil således ikke som reaktion på adfærd, hvor der er
fastsat afskæringer eller begrænsninger, kunne iværksættes
uforholdsmæssige eller unødvendige foranstaltninger over
for involverede patienter, som går videre, end hvad der er
nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Iværksættelse
af foranstaltninger må således ikke få karakter af straf, og
meddelelse om iværksættelsen må så vidt muligt ikke virke
konfliktoptrappende.
Foranstaltninger bør derudover som udgangspunkt have
relation til den konkrete overtrædelse af husordenens reg-
ler. Således vil en foranstaltning for overtrædelse af regler
i husordenen om for eksempel seksuelt samkvem mellem
patienter kunne være, at én af patienterne flyttes til en anden
afdeling. Såfremt en patient gentagne gange anvender en
mobiltelefon til at chikanere medpatienter eller personale,
vil en foranstaltning kunne være at afskære patienten for
at anvende mobiltelefon i en periode. Såfremt en patient
eksempelvis ryger i fællesrum eller på stuen, trods forbud
og anmodninger om at ophøre med dette, kan cigaretterne
fratages for en periode.
Der vil i forbindelse med iværksættelse af foranstaltninger
skulle tages hensyn til omstændighederne og patientens syg-
domstilstand.
Det bemærkes, at Sundhedsstyrelsen som opfølgning på
lovforslagets vedtagelse vil gennemgå Sundhedsstyrelsens
vejledning nr. 9552 af 10. august 2020 om anvendelse af
tvang m.v. med henblik på eventuelle konsekvensrettelser.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, samt be-
mærkningerne hertil.
2.2. Notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede pa-
tienter
2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af psykiatrilovens § 16, at en patient, der er
tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.
Det blev i forbindelse med lovforslaget, som dannede
11
baggrund for bestemmelsen, bemærket, at formålet med
bestemmelsen dels er at afbøde noget af den traumatiske
effekt, som kan være forbundet med at blive fikseret, dels
at beskytte patienten mod eventuelle overgreb eller gener
fra medpatienter. Derudover vil brugen af fast vagt kunne
begrænse brugen af bæltefiksering, navnlig således at den
tidsmæssige udstrækning formindskes. Endelig blev det be-
mærket, at bestemmelsen ikke udelukker, at den faste vagt
efter omstændighederne kan overvåge flere patienter, der er
tvangsfikserede med bælte. Dette fremgår af de almindelige
bemærkninger til forslag til lov om frihedsberøvelse og an-
den tvang i psykiatrien, Folketingstidende 1988-1989, side
2069, venstre spalte.
Sundhedsministeriet bemærker, at de almindelige be-
mærkninger til lovforslaget, som dannede baggrund for §
16, må betragtes som forældede for så vidt angår formålet
om at beskytte patienter mod eventuelle overgreb eller gener
fra medpatienter. Således opholder patienter, der er tvangs-
fikseret med bælte, sig på en separat enkeltstue, hvor der
ikke er adgang for medpatienter.
2.2.2. Sundhedsministeriets overvejelser
Sundhedsministeriet har stort fokus på, at der sker en ned-
bringelse af tvang på de psykiatriske afdelinger, herunder at
langvarige bæltefikseringer for så vidt muligt undgås.
Sundhedsministeriet finder på denne baggrund, at den
faste vagt for patienter, der er tvangsfikseret med bælte,
skal udarbejde et kort notat med en objektiv beskrivelse af
patientens tilstand, mens den faste vagt fører opsyn med
patienten.
Denne notatpligt vil kunne være et bidrag til den lægelige
vurdering af patienten, og således både være et redskab for
den ansvarlige læge, som skal foretage det lægelige tilsyn,
men også en styrkelse af retssikkerheden for bæltefikserede
patienter. Dette ved at sikre, at der findes en skriftlig beskri-
velse af patienten i en situation, hvor nogle patienter kan
opleve, at det er svært at løfte bevisbyrden i en eventuel
efterfølgende klagesag med påstand om en ulovlig bæltefik-
sering.
Sundhedsministeriet understreger, at notatpligten ikke vil
kunne anvendes som alternativ til de minimum tre lægelige
vurderinger i henhold til psykiatrilovens § 21, stk. 4, men
alene vil skulle opfattes som et bidrag til vurderingen af
patientens tilstand.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der stilles krav om, at den faste vagt skal
udarbejde et notat med en beskrivelse af patientens tilstand,
mens patienten er tvangsfikseret med bælte.
Med den foreslåede ændring vil det således følge af psy-
kiatrilovens § 16, stk. 2, at den faste vagt skal udarbejde
en objektiv beskrivelse af patientens aktuelle tilstand, mens
patienten er tvangsfikseret med bælte.
Det er som oftest ikke sundhedsfagligt personale, som
fungerer som fast vagt for patienter, som er tvangsfikseret
med bælte. Således vil der være tale om en objektiv og
aktuel beskrivelse, som vil kunne udføres af en lægmand
uden indgående sundhedsfaglig viden eller kendskab til pa-
tientens psykiske lidelse eller tilstand. Der vil således ikke
være tale om en sundhedsfaglig beskrivelse eller vurdering
af patienten eller patientens helbredsmæssige tilstand, og be-
skrivelsen vil ikke være sammenlignelig med den lægelige
vurdering af patienten, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 4.
Den objektive beskrivelse vil skulle udarbejdes så ofte,
som det vurderes relevant, forventeligt hver 30. – 60. mi-
nut. Det vil typisk være, hvis der sker ændringer i patientens
tilstand, eller omvendt hvis patientens tilstand er uændret i
en længere periode. Det vil eksempelvis være, hvis patienten
har ligget stille i en længere periode, er faldet i søvn, eller
hvis patientens tilstand har ændret karakter, eksempelvis
hvis patienten er gået fra at råbe til at tale med normal
stemmeføring. Retningslinjerne for, hvordan notatet bør ud-
formes, og hvad der bør fremgå af notatet, vil blive uddybet
nærmere i administrative forskrifter.
Det bemærkes, at det formodes, at den faste vagt allerede
i relevant omfang er i dialog med lægen om patientens til-
stand i forbindelse med den lægelige vurdering.
Notatet skal overleveres til lægen i forbindelse med den
lægelige vurdering og tilføjes patientens journal.
Det overordnede formål er at sikre, at bæltefikseringer
ikke udstrækkes i længere tid end nødvendigt. En del af
formålet med beskrivelsen er endvidere til dels at give den
ansvarlige læge et værktøj til at vurdere patientens tilstand
i forbindelse med den lægelige vurdering, herunder særligt
om patienten kan løsnes fra bæltefikseringen, og til dels
at styrke retssikkerheden for patienter i bælte. Således vil
beskrivelsen af patientens tilstand kunne anvendes i tilfælde
af, at patienten ønsker at klage over bæltefikseringen. I den-
ne forbindelse vil beskrivelsen kunne indgå i en klagesag
som dokumentation for patientens tilstand sammen med pa-
tientens journal samt patientens forelæggelse af sagen.
Der henvises til lovforslagets § 1 nr. 4, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.3. Anvendelse af udåndingsprøver og urinprøver i for-
bindelse med mistanke om medikamenter på den psykia-
triske afdeling
2.3.1. Gældende ret
Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-3, at
ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlæ-
gen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført
eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i
afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post
skal åbnes eller kontrolleres, at en patients stue og ejendele
skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af
en patient.
Formålet med bestemmelsen er bl.a. at sikre patienternes
behandlingsmuligheder og sikkerheden for såvel patienter
som personale ved at forsøge at forhindre, at patienter begår
personfarlig kriminalitet under indlæggelsen.
12
For så vidt angår medikamenter, rusmidler og farlige gen-
stande, kan der være tale om genstande eller midler, der kan
udgøre en fare for patienten selv eller andre, hvis genstan-
dene findes på afdelingen. Farlige genstande kan eksempel-
vis være knive eller andre våben, men det kan også være
genstande, der normalt ikke betragtes som farlige, f.eks.
værktøj, nåle eller glasflasker. Af rusmidler kan nævnes nar-
kotiske stoffer eller alkohol. For så vidt angår medikamen-
ter, kan det være alle former for medicin, både receptpligt
medicin og håndkøbsmedicin. Dette fremgår af de alminde-
lige bemærkninger til forslag til lov om ændring af lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven og
forskellige andre love (Udarbejdelse af udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner, anvendelse af kropsscannere og nar-
kohunde, ambulant behandling af retspsykiatriske patienter
på privathospitaler m.v.), jf. Folketingstidende 2018-2019,
A, L 164 som fremsat, side 9.
Hjemlen til at åbne og kontrollere post indebærer, at både
breve og pakker kan undersøges. Posten skal alene undersø-
ges for, om de nævnte genstande, medikamenter, rusmidler
eller farlige genstande findes i posten. Der er ikke hjemmel
til at læse indholdet af posten. En beslutning om undersøgel-
se af stue og ejendele omfatter f.eks. undersøgelse af skabe
og skuffer på stuen, men også patientens personlige tasker
og andre ejendele kan med hjemmel i denne bestemmelse
undersøges.
Det bemærkes endvidere, at der indtil 2015 fremgik et
krav om begrundet mistanke forud for iværksættelse af kon-
trolindgrebene i § 19 a, stk. 1. Dette blev ændret ved lov
nr. 579 af 4. maj 2015 om ændring af lov om anvendelse
af tvang i psykiatrien, hvorefter der nu alene skal foreligge
en mistanke forud for iværksættelsen. Det forstås herved,
at overlægen eller det øvrige personale blot skal have en
rimelig grund til at formode, at der er indført medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande på afdelingen, eller at disse
er forsøgt indført, jf. § 1 i bekendtgørelse om åbning og
kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele,
kropsvisitation og anvendelse af kropsscannere og narko-
hunde m.v.
Det bemærkes i denne forbindelse, at mindstemiddelprin-
cippet altid skal iagttages, jf. psykiatrilovens § 4, stk. 2. Det
følger heraf, at der i en given situation altid skal anvendes
den mindst muligt indgribende foranstaltning, og at den
tidsmæssige udstrækning skal begrænses til det absolut nød-
vendige. I mindstemiddelprincippet ligger endvidere, at ind-
greb skal udføres så skånsomt som muligt og med størst
mulig hensyntagen til patienten, så der ikke forvoldes unø-
dig krænkelse eller ulempe.
2.3.2. Sundhedsministeriets overvejelser
Sundhedsministeriet blev i forbindelse med henvendelser
fra Folketingets Ombudsmand i 2019 og 2020 opmærksom
på, at husordenerne på en række psykiatriske afdelinger in-
deholdt afskæringer eller begrænsninger med henvisning til
enten psykiatrilovens § 2 a eller anstaltsforholdet. Folketin-
gets Ombudsmand anmodede i denne forbindelse Sundheds-
ministeriet om at udtale sig om hjemmelsgrundlaget for så
vidt angik for indgreb vedrørende anvendelse af alkometer
og urinprøve, afskæring eller begrænsning af adgang til
mobiltelefon, pc og lignende, adgang til besøg, adgang til
handel og bytte og seksuelt samkvem. Sundhedsministeriet
anerkendte efterfølgende, at der var usikkerhed om række-
vidden af psykiatrilovens § 2 a og anstaltsforholdet.
Der henvises til lovforslagets afsnit 2.1.2.
Danske Regioner har i forbindelse med udtalelserne fra
Folketingets Ombudsmand understreget regionernes behov
for at kunne fastsætte begrænsninger på afdelingerne, herun-
der i form af mulighed for at foretage alkohol- og urinprø-
ver. Dette er særligt relevant i forhold til patienter, som har
en kendt historik med misbrug, og som kommer på udgang
uden for afdelingen.
Sundhedsministeriet finder på den baggrund, at de psykia-
triske afdelinger fortsat bør have mulighed for at foretage
alkohol- og urinprøver på de psykiatriske afdelinger ved
mistanke om alkohol eller stofmisbrug. Det er dog Sund-
hedsministeriets vurdering, at der med muligheden for at
foretage alkohol- og urinprøver er tale om foranstaltninger
af forholdsvist indgribende karakter, som kræver eksplicit
hjemmel, og som ikke kan indeholdes i den foreslåede be-
stemmelse i § 2 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Sundhedsministeriet finder endvidere, at alkohol- og urin-
prøver er velegnede til at påvise, om en patient har indtaget
rusmidler eller ulovlige medikamenter, og at dette giver per-
sonalet mulighed for at reagere og træffe foranstaltninger
med henblik på at undgå fremtidige gentagelser. Dette vil
endvidere medvirke til, at sikkerheden på de psykiatriske
afdelinger højnes, idet indtagelse af rusmidler og ulovlige
medikamenter kan medføre truende og voldelig adfærd mod
personale og medpatienter.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der skabes hjemmel til, at overlægen uden
retskendelse kan beslutte, at der skal foretages udåndings-
prøver i form af alkoholprøver samt urinprøver, hvis overlæ-
gen eller det øvrige sundhedspersonale har mistanke om, at
patienten er påvirket af rusmidler eller ulovlige medikamen-
ter, og at der således er indført eller forsøgt indført rusmidler
på afdelingen.
Med den foreslåede ændring vil det således følge af psyki-
atrilovens § 19 a, stk. 2, nr. 2, at ved mistanke om, at der er
medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psy-
kiatriske afdeling, kan overlægen med henblik på at sikre,
at disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført
til en eller flere patienter i afdelingen, uden retskendelse
beslutte, at der skal foretages udåndings- eller urinprøver.
Det bemærkes, at overlægen eller det øvrige sundhedsper-
sonale alene vil skulle have en rimelig grund til at formo-
de, at patienten har indtaget medikamenter eller rusmidler,
jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1081 af 27. oktober 2019 om
åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og
ejendele, kropsvisitation og anvendelse af kropsscannere og
narkohunde m.v.
Formålet er at undgå misbrug af medikamenter eller rus-
13
midler på de psykiatriske afdelinger, som kan medføre util-
regnelig og farlig opførsel hos patienterne, ligesom misbrug
kan forringe patienternes behandling på afdelingen.
Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om sy-
gehusmyndighedens mulighed for at træffe foranstaltninger
med henblik på at undgå gentagelse af adfærd i strid med
iværksatte afskæringer eller begrænsninger, der er fastsat i
medfør af § 2 b, stk. 1, jf. den foreslåede bestemmelse i §
2 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 2. Der kan eksempelvis være
tale om inddragelse af muligheden for besøg fra konkrete
medpatienter, hvis det kan konstateres, at patienten efter be-
søget er påvirket af rusmidler eller ulovlige medikamenter.
Foranstaltningerne skal stå i rimeligt forhold til overtræ-
delsen af husordenen og må ikke benyttes i videre omfang,
end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 2 c, 2. pkt. Det henvises
til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.3. 4.
Det bemærkes endvidere, at anvendelsen af alkohol- eller
urinprøver skal ske så skånsomt og respektfuldt som muligt,
og at der ikke bør være andre patienter til stede i forbindelse
med anvendelse af alkohol- eller urinprøver.
Der henvises til lovforslagets § 1 nr. 8, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.4. Brug af bagagescannere i forbindelse med mistanke
om medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på
den psykiatriske afdeling
2.4.1. Gældende ret
Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-3, at
ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlæ-
gen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført
eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i
afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post
skal åbnes eller kontrolleres, at en patients stue og ejendele
skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af
en patient.
Formålet med bestemmelsen er bl.a. at sikre patienternes
behandlingsmuligheder og sikkerheden for såvel patienter
som personale ved at søge at forhindre, at patienter begår
personfarlig kriminalitet under indlæggelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i
afsnit 2.3.1.
Det fremgår endvidere af § 19 a, stk. 2, at ved mistanke
som nævnt i stk. 1 kan overlægen med henblik på at sikre,
at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke er
blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere
patienter på afdelingen, beslutte, at der skal anvendes krops-
scannere ved undersøgelse af en patient eller personer, der
søger adgang til den psykiatriske afdeling.
Det fremgår af forarbejderne, som dannede baggrund for
den seneste ændring af psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, at
der ved kropsscannere skal forstås apparater, der kan un-
dersøge personer visuelt ved gennemstråling af tøj for at
afsløre eventuelle skjulte genstande uden for kroppen, jf.
Folketingstidende 2018-2019, A, L 164 som fremsat, side
10. Dette kan f.eks. være scannere, der benytter mikrobølge-
teknik. Der gives ikke hjemmel til at anvende scannere med
brug af ioniserende stråling (røntgenteknologi), der kan gen-
nemlyse kroppen og afsløre genstande skjult i den undersøg-
tes krop. Sundhedsministeriet bemærker i den forbindelse, at
alene kropsscannere baseret på røntgenteknologi er omfattet
af lov om ioniserende stråling og strålebeskyttelse (herefter
strålebeskyttelsesloven).
2.4.2. Sundhedsministeriets overvejelser
Formålet med sikkerhedsforanstaltninger på de psykiatri-
ske afdelinger er at imødekomme de udfordringer, det kan
medføre, når patienter eller andre, der søger adgang til afde-
lingen, tager eller sælger stoffer, eller hvis patienter kommer
i besiddelse af farlige genstande.
For at imødekomme disse udfordringer blev det i 2019
med lov nr. 504 af 1. maj 2019 om ændring af lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven og
forskellige andre love muligt at anvende kropsscannere, der
kan undersøge patienter eller besøgende ved mistanke om
indførsel eller forsøg på at indføre medikamenter, rusmidler
eller farlige genstande.
Sundhedsministeriet er i forbindelse med »Handlingsplan
til imødegåelse af udfordringer med fangeflugter« af 17.
marts 2021, udarbejdet af bl.a. Rigspolitiet med inddragel-
se af Danske Regioner, blevet opmærksom på, at psykiatri-
loven i henhold til ordlyden i § 19 a, stk. 2, ikke giver
mulighed for at undersøge patienters eller besøgendes tasker
ved anvendelse af scanningsudstyr, men at der alene kan
foretages kropsscanning af patienter eller besøgende. Det
bemærkes, at patienters baggage vil kunne undersøges ma-
nuelt i medfør af bestemmelsen i § 19 a, stk. 1, nr. 2, om
undersøgelse af bl.a. ejendele.
Det må dog betragtes som en naturlig del af en effektiv
sikkerhedskontrol, at der også kan foretages en undersøgelse
af både patienter og besøgendes tasker ved brug af bagage-
scannere med henblik på at undersøge, om taskerne indehol-
der medikamenter, rusmidler eller farlige genstande, som
forsøges indført på den psykiatriske afdeling. Det er således
Sundhedsministeriets opfattelse, at det ikke har været tilsig-
tet, at det alene skal være muligt at anvende kropsscannere.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der skabes hjemmel til, at der ved mistan-
ke om, at der uretmæssigt søges at medbringe medikamen-
ter, rusmidler eller farlige genstande ind på de psykiatriske
afdelinger, kan anvendes bagagescannere ved undersøgelse
af patienter eller andre, der søger adgang til de psykiatriske
afdelinger, f.eks. besøgende, pårørende m.fl.
Med den foreslåede ændring vil det følge af psykiatrilo-
vens § 19 a, stk. 2, at overlægen kan beslutte, at der skal
anvendes kropsscannere og bagagescannere ved undersøgel-
se af en patient eller andre, der søger adgang til den psykia-
triske afdeling ved mistanke om, at medikamenter, rusmidler
eller farlige genstande uretmæssigt søges medbragt til afde-
14
lingen. Det bemærkes i denne forbindelse, at det forudsæt-
tes, at brug af håndscannere kan anvendes som en del af
undersøgelsen med kropsscannere.
Det vil endvidere med den foreslåede ændring følge af
psykiatrilovens § 19 a, stk. 3, at kravet om mistanke efter
stk. 1 ikke gælder for Sikringsafdelingen under Retspsykia-
trisk afdeling, Region Sjælland, i forbindelse med anven-
delse af kropsscannere og bagagescannere, jf. stk. 2, og
at mistankekravet heller ikke vil gælde for retspsykiatriske
afdelinger, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 9, og bemærk-
ningerne hertil, samt pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Ved bagagescannere forstås apparater, der kan undersøge
tasker, pakker og lignende ved gennemstråling med ionise-
rende stråling.
Bagagescannere tilhører gruppen selvafskærmende strå-
lingsgeneratorer, som er reguleret i lov nr. 23 af 15. januar
2018 om ioniserende stråling og strålebeskyttelse (strålebe-
skyttelsesloven), bekendtgørelse nr. 669 af 1. juli 2019 om
ioniserende stråling og strålebeskyttelse og bekendtgørelse
nr. 671 af 1. juli 2019 om brug af strålingsgeneratorer.
Reglerne om anvendelse af selvafskærmende strålingsge-
neratorer, herunder bagagescannere, er beskrevet i Sund-
hedsstyrelsens vejledning »Selvafskærmende strålingsgene-
ratorer« fra 2019.
Strålebeskyttelsesloven og bekendtgørelserne på området
indeholder en række krav til at anvende selvafskærmende
strålingsgeneratorer. Der stilles bl.a. krav om, at institutio-
nen råder over en strålebeskyttelseskoordinator, som skal
godkendes af Sundhedsstyrelsen. Derudover skal institutio-
nen underrette Sundhedsstyrelsen om anvendelsen af den
selvafskærmende strålingsgenerator, som skal registreres i
Sundhedsstyrelsens register over strålekilder. Derudover er
der fastsat en række tekniske krav til selvafskærmende strå-
lingsgeneratorer.
I forhold til undersøgelse af andre, der søger adgang til
en psykiatrisk afdeling, vil undersøgelsen ved brug af ba-
gagescannere efter lovforslaget normalt kunne finde sted
i forbindelse med en adgangskontrol. Det bemærkes, at
undersøgelserne i forhold til besøgende ikke vil kunne gen-
nemtvinges, men at de pågældende vil kunne nægtes adgang
til afdelingen, hvis de ikke vil lade sig undersøge.
Der henvises til lovforslagets § 1 nr. 9, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.5. Sikkerhedskontroller i retspsykiatrien
2.5.1. Gældende ret
Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-3, at
ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlæ-
gen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført
eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i
afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post
skal åbnes eller kontrolleres, at en patients stue og ejendele
skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af
en patient.
Det fremgår endvidere af § 19 a, stk. 2, at ved mistanke
som nævnt i stk. 1, kan overlægen med henblik på at sikre,
at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke er
blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere
patienter på afdelingen, beslutte, at der skal anvendes krops-
scannere ved undersøgelse af en patient eller personer, der
søger adgang til den psykiatriske afdeling.
Endelig fremgår det af psykiatrilovens § 19 a, stk. 3, at
kravet om mistanke efter stk. 1 ikke gælder for Sikringsaf-
delingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, i
forbindelse med anvendelse af kropsscannere, jf. stk. 2.
Det fremgår af forslag til lov om ændring af lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven og
forskellige andre love (Udarbejdelse af udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner, anvendelse af kropsscannere og nar-
kohunde, ambulant behandling af retspsykiatriske patienter
på privathospitaler m.v.), som dannede baggrund for lov nr.
504 af 1. maj 2019 om ændring af lov om anvendelse af
tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven og forskellige andre
love, at det således i modsætning til alle øvrige psykiatriske-
og retspsykiatriske afdelinger vil være muligt rutinemæssigt
at anvende kropsscannere på Sikringsafdelingen, jf. Folke-
tingstidende 2018-2019, A, L 164 som fremsat, side 10-11.
Baggrunden for at undtage Sikringsafdelingen for kravet
om mistanke er de helt særlige forhold, der omgiver Sik-
ringsafdelingen, og de sikkerhedsmæssige krav, Sikringsaf-
delingen er underlagt. På Sikringsafdelingen anbringes de
ekstraordinært farlige patienter, der enten har en dom, ken-
delse eller administrativ resolution, der medfører, at patien-
terne skal være omfattet af særlige sikkerhedsforanstaltnin-
ger under indlæggelsen på afdelingen. Sikringsafdelingen
yder derfor både en særlig fængselsmæssig sikkerhed, som
ikke findes på andre psykiatriske- og retspsykiatriske afde-
linger, samtidig med at der ydes behandling og pleje af
patienterne. For at opretholde et højt sikkerhedsmæssigt ni-
veau er det nødvendigt, at Sikringsafdelingen grundigt og
rutinemæssigt kan kontrollere alle personer, som søger ad-
gang til afdelingen, samt patienter, som f.eks. har været i
behandling på et somatisk sygehus.
2.5.2. Sundhedsministeriets overvejelser
Sikkerheden på de psykiatriske- og retspsykiatriske afde-
linger for både patienter og personale skal højnes. Inden for
de seneste år er der primært på de retspsykiatriske afdelin-
ger set eksempler på, at sikkerhedsniveauet ikke har været
tilstrækkeligt til at forhindre flugter og trusler fra retspsykia-
triske patienter.
På baggrund af en undvigelse af en person i varetægts-
surrogat fra en retspsykiatrisk afdeling i 2019 anmodede
Justitsministeriet i februar 2020 Rigspolitiet, Rigsadvokaten
og Direktoratet for Kriminalforsorgen om at udarbejde en
handlingsplan til at imødegå udfordringerne med fangeflug-
ter med inddragelse af relevante myndigheder, herunder
Danske Regioner.
15
I marts 2021 offentliggjorde Justitsministeriet »Hand-
lingsplan til imødegåelse af udfordringerne med fangeflug-
ter«. Handlingsplanen indeholder 10 fælles initiativer fra
myndighederne, herunder initiativer, der er målrettet de rets-
psykiatriske afdelinger. Et af disse initiativer omhandler
muligheden for rutinemæssigt at anvende krops- og bagage-
scannere på de retspsykiatriske afdelinger, uden der forelæg-
ger en mistanke om, at patienter eller besøgende forsøger at
indføre medikamenter, rusmidler eller farlige genstande.
Muligheden for rutinemæssigt at anvende krops- og ba-
gagescannere vil ifølge konklusionerne i handlingsplanen
have stor betydning for sikkerheden på de retspsykiatriske
afdelinger, da farlige genstande og særligt medikamenter
og rusmidler kan tages i forvaring. Danske Regioner har i
forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanen henvist
til, at patienternes tilstand forværres, hvis patienterne får
adgang til narkotika, og at det bliver sværere at arbejde
terapeutisk, når patienterne er påvirkede. Narkotiske stoffer
medfører endvidere et forhøjet konfliktniveau med risiko for
vold og aggressioner. Endelig har Danske Regioner henvist
til, at nogle patienter eller pårørende trues eller lokkes til at
indsmugle stofferne for andre, hvilket også vil kunne afhjæl-
pes ved muligheden for rutinemæssigt at anvende krops- og
bagagescannere.
Sundhedsministeriet ønsker på den baggrund at skærpe
psykiatrilovens regler, så det bliver muligt at foretage ru-
tinemæssig anvendelse af krops- og bagagescannere. Det
understreges dog, at forslaget alene vil gælde retspsykiatri-
ske afdelinger. Almenpsykiatriske afdelinger er således ikke
omfattet af forslaget, hvorfor der fortsat vil være krav om, at
der skal forelægge en mistanke om indførsel af medikamen-
ter, rusmidler eller farlige genstande for at anvende krops-
scannere og bagagescannere, jf. psykiatrilovens § 19 a, stk.
2.
Sundhedsministeriet bemærker som baggrund herfor, at
der på de retspsykiatriske afdelinger bliver behandlet patien-
ter, som kan være dømt for alvorlig kriminalitet, og som
oftere opleves at forsøge at indbringe stoffer eller farlige
genstande på afdelingerne, ligesom det formodes oftere fo-
rekommende, at besøgende til disse patienter vil forsøge at
indbringe ulovlige stoffer eller farlige genstande til patien-
terne.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der skabes hjemmel til at foretage ruti-
nemæssig anvendelse af krops- og bagagescannere på rets-
psykiatriske afdelinger ved undersøgelse af patienter eller
andre, der søger adgang til de psykiatriske afdelinger, f.eks.
besøgende, pårørende m.fl.
Med den foreslåede ændring vil det således følge af psyki-
atrilovens § 19 a, stk. 3, at kravet om mistanke efter stk.
1 ikke gælder for Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland og retspsykiatriske afdelinger,
i forbindelse med anvendelse af kropsscannere og bagage-
scannere, jf. stk. 2.
Formålet med ændringen er at højne sikkerheden på de
retspsykiatriske afdelinger ved i højere grad at kunne hindre,
at patienter eller besøgende medbringer farlige genstande og
ulovlige stoffer på afdelingen. Derved søges det at undgå
potentielt farlige situationer for både personale og medpa-
tienter.
Det bemærkes, at den rutinemæssige undersøgelse, som
efter gældende ret vil kunne finde sted ved adgangskontrol,
og at undersøgelserne i forhold til besøgende ikke vil kunne
gennemtvinges, men at de pågældende vil kunne nægtes
adgang til afdelingen, hvis de ikke vil lade sig undersøge.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.6. Særlige regler for personer anbragt i varetægtssur-
rogat
2.6.1. Gældende ret
2.6.1.1. Straffeloven og retsplejelovens bestemmelser
Det fremgår af straffelovens § 16, at personer, der på ger-
ningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom
eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Til-
svarende gælder for personer, der er mentalt retarderede i
højere grad.
Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i
lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændighe-
der taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer,
der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med
mental retardering.
Ifølge straffelovens § 68 kan retten, hvis en tiltalt frifindes
for straf i medfør af straffelovens § 16, træffe bestemmelse
om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formåls-
tjenelige for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Af
bestemmelsens 2. pkt. fremgår, at såfremt mindre indgriben-
de foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende op-
holdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk
behandling mv. ikke findes tilstrækkelige, kan det bestem-
mes, at den pågældende skal anbringes i hospital for sinds-
lidende, i institution for personer med vidtgående psykiske
handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ
anbringelse eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje
eller forsorg.
Endvidere følger af straffelovens § 69, at hvis gernings-
manden ikke er straffri efter § 16, men dog ved den strafbare
handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var be-
tinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse
af de psykiske funktioner, kan retten, såfremt det findes for-
målstjenligt, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse
om de samme foranstaltninger, som er nævnt i § 68, 2. pkt.
Reglerne om varetægtsfængsling fremgår af retsplejelo-
vens kapitel 70. Varetægtsfængsling kan ske i det omfang,
betingelserne herfor i retsplejelovens §§ 762 eller 763 er
opfyldt.
Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til
stede, men kan varetægtsfængslingens øjemed opnås ved
mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten, hvis sig-
16
tede samtykker heri, i stedet for varetægtsfængsling bestem-
melse derom, jf. retsplejelovens § 765. I bestemmelsens
andet stykke er en ikke udtømmende liste af foranstaltnin-
ger, som retten kan træffe bestemmelse om, herunder bl.a.
at retten kan træffe bestemmelse om, at sigtede skal tage
ophold i eget hjem eller institution (nr. 3), eller at sigtede
skal undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænnings-
behandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende,
om fornødent på hospital eller særlig institution (nr. 4).
Endvidere fremgår det af § 777 i retsplejeloven, at en
varetægtsarrestant kan anbringes i en anstalt for personer,
der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i et hospital, jf.
straffelovens §§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, ankla-
gemyndigheden og kriminalforsorgsområdet samtykker heri,
eller undtagelsesvist uden samtykke, hvis helbredsmæssige
hensyn eller hensynet til andres sikkerhed gør det påkræ-
vet. I institutionen behandles den frivilligt overførte vare-
tægtsarrestant efter de regler, der gælder for personer, der
er anbragt dér i henhold til dom, mens den tvangsmæssigt
overførte varetægtsarrestant behandles efter reglerne om va-
retægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden og sikker-
hed i institutionen gør det muligt. Arrestanten må dog som
udgangspunkt ikke uden rettens godkendelse forlade institu-
tionen.
I henhold til Rigsadvokatmeddelelsen om psykisk afvi-
gende kriminelle fra 2021, pkt. 2.5, kan en overførsel til
et hospital eller anden institution efter § 777 komme på
tale, hvor der under en varetægtsfængsling fremkommer op-
lysninger om, at den sigtede er psykisk syg eller mentalt
retarderet og derfor bør opholde sig på psykiatrisk afdeling,
institution for personer med vidtgående psykiske handikap
eller anden egnet institution i stedet for arresthus.
Arrestanter, der frivilligt overføres til en fuldbyrdelsesin-
stitution efter retsplejelovens § 777, stk. 1, 1. pkt., skal
behandles efter de regler, der gælder for de øvrige personer,
der er anbragt dér i henhold til dom, jf. § 777, stk. 1, 3.
pkt. Det gælder også besøgs- og brevkontrol, og hvis institu-
tionens regler ikke er tilstrækkelige til at opnå øjemedet med
varetægtsfængslingen, f.eks. hvis der er kollusionsfare efter
retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, bør anbringelse efter §
777 ikke ske.
Arrestanter, der tvangsmæssigt er overført til institutionen
efter retsplejelovens § 777, stk. 1, 2. pkt., behandles efter
reglerne om varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til
orden og sikkerhed i institutionen gør det muligt.
Det fremgår endvidere af Rigsadvokatmeddelelsen pkt.
2.4.1, at anklagemyndigeden altid skal være opmærksom på,
om øjemedet med varetægtsfængslingen vil forspildes ved
overførsel til surrogat og eventuelt protestere imod, at retten
træffer afgørelse herom. Det skal til enhver tid sikres, at
der er en løbende dialog mellem anklagemyndigheden og
regionerne i situationer, hvor en flugt- og befrielsestruet per-
son, herunder et bandemedlem er blevet varetægtsfængslet
i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling, og hvor det sund-
hedsfaglige personale på afdelingen efterfølgende vurderer,
at der ikke er et psykiatrisk behandlingsbehov.
I sådanne situationer skal den retspsykiatriske afdeling
have mulighed for direkte at kontakte den lokale anklage-
myndighed, således at den surrogatanbragte kan blive frem-
stillet for domstolene med henblik på varetægtsfængsling i
et almindeligt arresthus eller en arrestafdeling i et fængsel.
En tilbageførsel skal således ikke afvente en kommende
fristforlængelse, men skal fremmes hurtigst muligt. Såfremt
en sådan information måtte tilgå politisøjlen skal informati-
onen overgives til anklagemyndigheden hurtigst muligt med
henblik på iværksættelse af ovennævnte.
Udgangstilladelse mv. for personer anbragt i varetægtssur-
rogat på hospital eller institution i medfør af retsplejelovens
§ 765, stk. 2, nr. 3 og 4, er reguleret i § 7 i bekendtgørelse
nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse mv. til per-
soner, der er anbragt på hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret.
2.6.1.2. Lov om retspsykiatrisk behandling m.v.
Det fremgår af § 1 i lov om retspsykiatrisk behandling
m.v., at regionsrådene har pligt til på deres psykiatriske
sygehuse eller sygehusafdelinger at modtage personer, der
efter retskendelse skal indlægges til mentalundersøgelse, der
i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i psykiatrisk
sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk behand-
ling, der efter Justitsministeriets eller overøvrighedens be-
stemmelse skal anbringes på psykiatrisk sygehus, eller per-
soner, der som vilkår for prøveløsladelse eller tiltalefrafald,
skal undergives psykiatrisk behandling.
2.6.1.3. Videregivelse af oplysninger
2.6.1.3.1. Psykiatrilovens regler om videregivelse af oplys-
ninger
Det fremgår af psykiatrilovens § 13 c, at den psykiatri-
ske afdeling kan videregive oplysninger om patienters rent
private forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for
nødvendig af hensyn til indgåelse af og tilsyn med overhol-
delse af en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. I
samme omfang kan myndigheder, privatpraktiserende sund-
hedspersoner m.fl. videregive oplysninger om patienter til
den psykiatriske afdeling og andre myndigheder, privatprak-
tiserende sundhedspersoner m.fl.
Det fremgår endvidere af psykiatrilovens § 42 h, at til
brug for kommunalbestyrelsens eller regionsrådets afgørelse
om visitation af patienten til en af de særlige pladser på
psykiatrisk afdeling, til brug for visitationsforummets ind-
stilling om visitation af patienten efter § 42 b og til brug for
visitationsforummets revurdering efter § 42 d kan kommu-
nalbestyrelsen, regionsrådet og visitationsforummet indhen-
te relevante oplysninger, herunder helbredsoplysninger og
socialoplysninger, om patienten fra sygehusafdelinger, den
ambulante psykiatri, myndigheder, privatpraktiserende sund-
hedspersoner m.fl. De pågældende sygehusafdelinger, myn-
digheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. skal
videregive de pågældende oplysninger, hvis videregivelsen
17
må anses for nødvendig af hensyn til vurderingen af, om
patienten skal visiteres til afdelingen.
Det fremgår af § 42 h, stk. 2, at ledelsen for de særlige
pladser på psykiatrisk afdeling skal videregive relevante
oplysninger om patienterne, herunder helbredsoplysninger
og sociale oplysninger, til andre myndigheder, privatprak-
tiserende sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må
anses for nødvendig af hensyn til behandlingen af og den
socialfaglige indsats over for patienten, herunder indgåelse
af og tilsyn med overholdelse af den samlede plan, jf. § 42
e, stk. 1. På samme måde og i samme omfang skal kommu-
nalbestyrelser, sygehusafdelinger, myndigheder, privatprak-
tiserende sundhedspersoner m.fl. videregive oplysninger om
patienter til ledelsen for en af de særlige pladser på psyki-
atrisk afdeling og andre myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl.
Det bemærkes, at lovforslaget ikke medfører ændringer i
bestemmelsernes indhold eller anvendelsen af disse.
2.6.1.3.2. Sundhedslovens regler om videregivelse af oplys-
ninger
Det fremgår af § 40, stk. 1, at en patient har krav på,
at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under
udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om
angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger,
jf. dog reglerne i denne lov.
Sundhedslovens § 43 regulerer sundhedspersoners videre-
givelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysnin-
ger fra patientjournaler m.v., når videregivelsen sker til an-
dre formål end patientbehandling.
Det fremgår af § 43, stk. 1, at sundhedspersoner med pa-
tientens samtykke til andre formål end behandling kan vide-
regive oplysninger om patientens helbredsforhold og andre
fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder,
organisationer, private personer m.fl.
Sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1 – 5, angiver forskellige
situationer, hvor der kan ske en fravigelse fra hovedreglens
princip om, at der altid skal foreligge et samtykke til videre-
givelse.
Det følger af forarbejderne til § 43, stk. 2, at det forudsæt-
tes, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der
foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder
sted, forsøger at indhente patientens samtykke. Endvidere
forudsættes det, at der aldrig efter stk. 2 må ske videregivel-
se af oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet
efter formålet, jf. bemærkningerne til § 26, jf. Folketingsti-
dende 1997-98, tillæg A, side 541. § 26 i lov om patienters
retsstilling blev videreført i sundhedslovens § 43 ved lov nr.
546 af 24. juni 2005 (sundhedsloven).
Det fremgår af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, at vide-
regivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden
patientens samtykke, når det følger af lov eller bestemmel-
ser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives
og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for
den modtagende myndigheds sagsbehandling.
Der findes i gældende lovgivning en række bestemmelser,
som fastsætter pligt for sundhedspersoner til at udlevere
oplysninger til andre myndigheder. Som eksempel kan næv-
nes psykiatrilovens § 42 h, som er beskrevet ovenfor under
punkt 2.6.1.3.1.
Det følger af forarbejderne til sundhedslovens § 43, stk.
2, nr. 1, at der kun er pligt til at videregive sådanne oplys-
ninger, der må antages at have væsentlig betydning for den
modtagende myndigheds sagsbehandling. Reglen vil navnlig
have betydning i de situationer, hvor den rekvirerende myn-
dighed fremsætter en meget bred formuleret begæring om at
modtage oplysninger om en konkret patient. Det indebærer,
at såfremt en patientjournal indeholder oplysninger, der ikke
kan antages at have væsentlig betydning for den modtagen-
de myndigheds sagsbehandling, må disse oplysninger ikke
videregives. Det kan f.eks. være oplysninger om ægteskabe-
lige forhold og forholdet til ens pårørende, der må antages
at være uden betydning for den myndighed, der anmoder
om oplysningerne. Den pågældende sundhedsperson skal
inden videregivelse frasortere de irrelevante oplysninger,
enten ved overdækning i forbindelse med kopiering eller
ved at tilbageholde dele af journalen. I nogle tilfælde vil
det være mest hensigtsmæssigt at udfærdige en erklæring,
redegørelse el. lign. til den pågældende myndighed, jf. Fol-
ketingstidende 1997-98, tillæg A, side 542, bemærkningerne
til § 26, stk. 1, nr. 1.
Det fremgår af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at vide-
regivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden
patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig for
berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller
af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller
andre.
Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at bestem-
melsen er en værdispringsregel, der som udgangspunkt for-
udsætter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Be-
stemmelsen er kun relevant, hvor der ikke er fastsat ud-
trykkelige pligtudleveringsbestemmelser som nævnt i nr.
1. Formålet hermed er navnlig at foretage en nærmere regu-
lering af spørgsmålet om sundhedspersoners videregivelse
af oplysninger til politi og anklagemyndighed i forbindelse
med efterforskning af mindre grov kriminalitet. Endvidere
fremgår det, at betingelserne for videregivelse i nogle til-
fælde uden videre vil være opfyldt. Det gælder bl.a., hvor
den øvrige lovgivning forudsætter et samvirke mellem flere
myndigheder. Der vil f.eks. som hidtil kunne udveksles op-
lysninger i forbindelse med mentalundersøgelser efter rets-
plejelovens § 809, ligesom resultatet m.v. af en blodprøve
i sager om spritkørsel, faderskabssager m.v. vil kunne vide-
regives uden samtykke fra den pågældende. Der vil også
som hidtil kunne videregives helbredsoplysninger m.v. fra
sundhedspersoner til Justitsministeriet i forbindelse med an-
modning om udfærdigelse af farlighedsdekret efter psykia-
trilovens § 40.
Det følger endvidere af forarbejderne til § 43, stk. 2, nr. 2,
at det anførte endvidere gælder f.eks., hvor en patient eller
andre under ophold på et sygehus har begået et strafbart for-
hold, eller der opstår mistanke herom. I sådanne tilfælde er
bestemmelsen ikke til hinder for, at sundhedspersonen ind-
18
giver anmeldelse til politiet, uanset kriminalitetens art. Der
vil således ikke kun kunne indgives anmeldelse i anledning
af kriminalitet af den karakter, der er nævnt ovenfor, men
også i anledning af f.eks. tyveri, hærværk, besiddelse af
euforiserende stoffer m.v.
Det følger herudover af forarbejderne til bestemmelsen,
at bestemmelsen i princippet indebærer, at der – i modsæt-
ning til, hvad der i dag efter forvaltningslovens § 31 gælder
for offentligt ansatte sundhedspersoner – ikke i nogen tilfæl-
de er pligt til at videregive oplysninger til f.eks. politi og
anklagemyndighed, uanset hvor grov kriminalitet m.v., der
er tale om. Det forudsættes som modstykke hertil, at der
i alle tilfælde, hvor videregivelse må anses for berettiget,
foretages en konkret vurdering af, om videregivelse også
bør finde sted. I denne vurdering må navnlig indgå karakte-
ren af den begåede kriminalitet. Der vil således ikke på sy-
gehuse m.v. kunne etableres en praksis, hvorefter der aldrig
eller kun undtagelsesvis videregives oplysninger til politi og
anklagemyndighed, jf. Folketingstidende 1997-98, tillæg A,
side 542, bemærkningerne til § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om
patienters retsstilling, der, som nævnt ovenfor, er videreført i
sundhedslovens § § 43, stk. 2, nr. 2.
2.6.1.4. Handlingsplan til imødegåelse af udfordringer med
fangeflugter
I november 2019 undveg en person fra en retspsykiatrisk
afdeling på Sjælland. Personen var anbragt i varetægtssurro-
gat og undveg med bistand fra en besøgende, som havde
medbragt skydevåben.
På denne baggrund anmodede Justitsministeriet i februar
2020 Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen om at udarbejde en handlingsplan til at imø-
degå udfordringerne med fangeflugter med inddragelse af
relevante myndigheder, herunder Danske Regioner.
I marts 2021 offentliggjorde Justitsministeriet »Hand-
lingsplan til imødegåelse af udfordringer med fangeflug-
ter«. Handlingsplanen indeholder 10 fælles initiativer til
at imødegå flugter fra retspsykiatriske afdelinger, herunder
at der fastsættes særlige regler for afsnit for personer i va-
retægtssurrogat (herefter varetægtssurrogater). Det fremgår
af afsnit 6 i handlingsplanen, at regionerne oplever en ræk-
ke sikkerhedsmæssige udfordringer i forhold til surrogatan-
bragte, særligt i forhold til dem, der er til udredning, men
ikke er psykisk syge. Udfordringerne påvirker både andre
patienter og ansatte i psykiatrien og skaber et råt miljø. Psy-
kiatrien har ikke på samme måde som kriminalforsorgen
fysiske rammer og regler, der gør, at raske kriminelle kan
håndteres. F.eks. færdes alle surrogatanbragte frit på afdelin-
gerne, hvor de i kriminalforsorgens institutioner vil være
låst inde i egen celle en stor del af døgnet. Personalet er
sundhedsfagligt, og de fysiske rammer er f.eks. ikke sikret
mod, at flugt arrangeres udefra.
For at dæmpe konfliktniveauet på andre afdelinger har
enkelte regioner, der har mange surrogatanbragte, oprettet
et særligt afsnit til surrogatanbragte. Regionerne kan efter
de gældende regler ikke indføre husordener, der indeholder
specielle regler for disse afsnit. Den manglende hjemmel
betyder, at varetægtssurrogatanbragte, der er pålagt restrik-
tioner fra politiet, kan få adgang til mobiltelefon eller få
smuglet ting ind ved at true eller lokke medpatienter, som
har adgang til mobiltelefon, besøg eller udgang.
Det anbefales derfor bl.a. i handlingsplanen, at der indfø-
res hjemmel til, at der kan fastsættes specielle regler for
afsnit, der er særligt oprettet til at huse surrogatanbragte. Så-
danne specielle regler skal f.eks. give hjemmel til adgangs-
kontrol, adgang til kontrol med mobiltelefoner og anden
kommunikation samt kontrol med narkotiske stoffer. Anven-
delse af den konkrete foranstaltning i de nye regler forud-
sætter, at der foreligger en vurdering af behovet for sikker-
hed i afdelingen.
Det anbefales endvidere, at der sikres hjemmel til at ud-
veksle data om en surrogatanbragt patients farlighed uden
patientens samtykke, og som afvejer hensynet til patientens
privatliv med andre hensyn, jf. handlingsplanen side 9.
Endelig anbefales det, at der udarbejdes landsdækkende
retningslinjer for udveksling af oplysninger mellem politi,
anklagemyndighed, kriminalforsorgen og regionerne til brug
for udarbejdelse af de respektive myndigheders sikkerheds-
vurderinger. Dette vil sikre en ensartet håndtering på tværs
af myndighederne, jf. handlingsplanen side 8. Retningslin-
jerne bør udarbejdes af de relevante myndigheder, herun-
der bl.a. Rigspolitiet og Rigsadvokaten, som har udarbejdet
handlingsplanen, hvor anbefalingen fremgår, samt Danske
Regioner, som har bidraget til arbejdet med handlingspla-
nen.
2.6.2. Sundhedsministeriets overvejelser
Sikkerheden for personale og patienter på de psykiatriske
afdelinger skal højnes, så tilfælde som undvigelsen fra en
retspsykiatrisk afdeling i Slagelse i november 2019 kan und-
gås eller minimeres.
Sundhedsministeriet finder på denne baggrund og på bag-
grund af forslagene i handlingsplanen fra Rigspolitiet m.fl.,
at det bør være muligt for regionsrådene at oprette afdelin-
ger for varetægtssurrogater, hvor der gives hjemmel til at
anvende særlige begrænsninger. Sundhedsministeriet finder
ligeledes, at der bør indføres hjemmel til, at overlægen uden
retskendelse kan beslutte at kontrollere varetægtssurrogaters
post, ejendele og stue uden retskendelse eller mistanke om
farlige genstande eller ulovlige stoffer, og at overlægen kan
beslutte at afskære eller begrænse varetægtssurrogaters ad-
gang til mobiltelefoner og lignende udstyr.
Sundhedsministeriet bemærker hertil, at varetægtssurro-
gater ikke er at betragte som retspsykiatriske patienter,
som i forbindelse med afsigelse af dom ikke kan straffes
med fængsel på grund af sindssygdom eller lignende tilstan-
de. Der er derimod tale om en persongruppe, som opholder
sig på retspsykiatriske afdelinger med henblik på at blive
udredt for psykiske lidelser.
Formålet med at give hjemmel til yderligere begræns-
ninger for varetægtssurrogater er at højne sikkerheden for
personale og andre patienter samt at undgå lignende undvi-
gelser som i 2019. Derudover vil begrænsningerne kunne
19
medvirke til, at varetægtssurrogater begrænses i eventuelle
fortsatte kriminelle aktiviteter ved at begrænse muligheden
for at kommunikere med omverdenen.
Sundhedsministeriet understreger, at det ikke kan forven-
tes, at afdelingerne har et sikkerhedsniveau tilsvarende kri-
minalforsorgen, da der tale om hospitaler, som bliver ad-
ministreret af det almindelige sundhedspersonale, og hvis
primære fokus er den sundhedsfaglige behandling af patien-
terne.
Sundhedsministeriet finder herudover, at det er nødven-
digt, at der fastsættes en pligt for sundhedspersoner på den
psykiatriske afdeling, hvor en varetægtssurrogatanbragt op-
holder sig, til at videregive oplysninger, hvis det må antages
at være nødvendigt for, at kriminalforsorgen, politiet eller
anklagemyndigheden har mulighed for at foretage en vurde-
ring af, om der er undvigelsesrisiko, personens farlighed og
trusselsniveau.
Sundhedsministeriet har overvejet, om det er nødvendigt
at fastsætte en pligtbestemmelse, idet sundhedspersoner ef-
ter en konkret vurdering efter gældende regler vil kunne
videregive sådanne oplysninger til politi, anklagemyndighed
og kriminalforsorg efter den såkaldte værdispringsregel i
sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, hvorefter oplysninger kan
videregives uden patientens samtykke, når videregivelsen er
nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen
interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundheds-
personen eller andre. Sundhedsministeriet finder imidlertid,
at der er behov for et mere klart hjemmelsgrundlag, der
fastsætter en pligt for sundhedspersoner til at videregive
oplysninger til politi m.v. i nærmere angivne situationer,
idet det ofte kan være vanskeligt for sundhedspersoner at
vurdere, om betingelserne i den såkaldte værdispringsregel
er til stede.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som psykia-
trilovens § 19 b, hvorefter regionsrådene kan oprette afde-
linger for personer anbragt i varetægtssurrogat for at sikre
et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau på de psykiatriske afdelin-
ger.
Den foreslåede ændring vil give mulighed for at oprette
afdelinger for varetægtssurrogater for de regioner, som vur-
derer et behov herfor. Der vil således ikke være tale om
krav, men alene en mulighed for de regioner, som har en
større tilgang af varetægtssurrogater.
Det bemærkes, at unge under 18 år i princippet også vil
kunne anbringes på en afdeling for varetægtssurrogater. Det
vil være sjældent forekommende, da unge under 18 år som
udgangspunkt vil blive anbragt i varetægtssurrogat på en
sikret døgninstitution for børn og unge, herunder eventuelt
på en særligt sikret afdeling på en sådan institution. I til-
fælde af, at unge under 18 år placeres på en afdeling for
varetægtssurrogater, bemærkes det, at der bør tages højde
for den anbragtes unge alder.
Det foreslås endvidere at indsætte en ny bestemmelse
som psykiatrilovens § 19 c, hvorefter overlægen uden rets-
kendelse kan beslutte, at den anbragtes post skal åbnes el-
ler kontrolleres, at den anbragtes stue eller ejendele skal
undersøges, og at der kan anvendes kropsscannere, bagage-
scannere, og magnetiske detektorer for mobiltelefoner ved
undersøgelse af en anbragt eller personer, som søger adgang
til afdelingen, med henblik på at sikre, at medikamenter,
rusmidler, farlige genstande eller mobiltelefoner og lignende
kommunikationsudstyr ikke er indført eller vil blive forsøgt
indført. De nævnte indgreb vil således kunne udføres rutine-
mæssigt.
Sundhedsministeriet bemærker, at hjemlen i den foreslåe-
de bestemmelse i § 19 c er tilsvarende hjemlen i § 19 a, dog
således at der i henhold til den foreslåede bestemmelse i §
19 c ikke er krav om, at der skal foreligge en mistanke om,
at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande er blevet
indført eller vil forsøgt blive indført i afdelingen. Ligeledes
gives der med den foreslåede bestemmelse i § 19 c hjem-
mel til at anvende magnetiske detektorer for mobiltelefoner,
hvilket ikke er muligt i henhold til § 19 a.
For så vidt angår det nærmere indhold af mulighederne for
begrænsninger i den foreslåede bestemmelse i § 19 c, hen-
vises der således til forarbejderne som dannede baggrund
for § 19 a, jf. Folketingstidende 2018-2019, A, L 164 som
fremsat, side 9.
Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger,
for så vidt angår medikamenter, rusmidler og farlige gen-
stande, at der kan være tale om genstande eller midler, der
kan udgøre en fare for patienten selv eller andre, hvis gen-
standene findes på afdelingen. Farlige genstande kan eksem-
pelvis være knive eller andre våben, men det kan også være
genstande, der normalt ikke betragtes som farlige, f.eks.
værktøj, nåle eller glasflasker. Af rusmidler kan nævnes nar-
kotiske stoffer eller alkohol. For så vidt angår medikamen-
ter, kan det være alle former for medicin, både receptpligt
medicin og håndkøbsmedicin. Det fremgår endvidere, at
hjemlen til at åbne og kontrollere post indebærer, at både
breve og pakker kan undersøges. Posten skal alene undersø-
ges for, om de nævnte genstande, medikamenter, rusmidler
eller farlige genstande, findes i posten. Der er ikke hjemmel
til at læse indholdet af posten. En beslutning om undersøgel-
se af stue og ejendele omfatter f.eks. undersøgelse af skabe
og skuffer på stuen, men også patientens personlige tasker
og andre ejendele kan med hjemmel i denne bestemmelse
undersøges.
Det foreslås derudover at indsætte en ny bestemmelse som
psykiatrilovens § 19 d, hvorefter overlægen kan afskære
eller begrænse den anbragtes mulighed for at medtage, be-
sidde eller råde over mobiltelefon og lignende kommunika-
tionsudstyr på afdelingen, medmindre det er foreneligt med
hensynet til orden og sikkerhed.
Således kan overlægen efter det foreslåede beslutte at af-
skære eller begrænse den anbragtes mulighed for at råde
over mobiltelefoner og lignende, uden et foregående krav
om mistanke om kriminelle aktiviteter eller forsøg på indfø-
relse af farlige genstande eller ulovlige stoffer.
Det foreslås desuden at indsætte en ny bestemmelse som
20
psykiatrilovens § 19 e, hvorefter den psykiatriske afdeling
i relevant omfang skal videregive oplysninger om personer,
der er anbragt i varetægtssurrogat, til politiet, anklagemyn-
digheden eller kriminalforsorgen, hvis videregivelsen af op-
lysningerne er nødvendige for, at politiet, anklagemyndighe-
den eller kriminalforsorgen kan vurdere undvigelsesrisiko,
farlighed og trusselsniveau for de pågældende personer.
Der indføres således en pligt til, at den psykiatriske afde-
ling skal videregive relevante oplysninger til politiet, ankla-
gemyndigheden og kriminalforsorgen, hvis videregivelsen
må anses nødvendig for vurderingen af undvigelsesrisiko,
farlighed og trusselsniveau.
Formålet er at skabe en klar og tilstrækkelig hjemmel,
der sikrer, at sundhedspersoner, der har personer i varetægts-
surrogat i behandling på en psykiatrisk afdeling, har pligt
til at videregive oplysninger til politi, anklagemyndighed
og kriminalforsorgen, når det er nødvendigt for, at politiet,
anklagemyndigheden og kriminalforsorgen kan vurdere den
anbragtes undvigelsesrisiko, farlighed og trusselsniveau.
Forslaget indebærer, at den psykiatriske afdeling kan vi-
deregive oplysningerne uden patientens samtykke, jf. sund-
hedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, hvoraf det fremgår, at vide-
regivelse af oplysninger om patientens helbredsforhold og
andre fortrolige oplysninger kan ske uden patientens sam-
tykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i hen-
hold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen
må antages at have væsentlig betydning for den modtagende
myndighed.
Sundhedspersonen skal dog, uanset at der er fastsat en
pligt til at videregive oplysninger i anden lovgivning, i
almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde,
forinden en videregivelse finder sted, forsøge at indhente
patientens samtykke. Hvornår der foreligger sådanne særlige
grunde vil bero på en konkret vurdering.
Forslaget indebærer endvidere, at sundhedspersonale på
den psykiatriske afdeling alene kan videregive oplysninger i
relevant omfang, og oplysningerne skal være nødvendige for
politiet, anklagemyndigheden eller kriminalforsorgens vur-
dering af undvigelsesrisiko, farlighed og trusselsniveau for
den varetægtssurrogatanbragte person. Oplysninger, der kan
være relevante og nødvendige kan eksempelvis være oplys-
ninger om specifikke forhold omkring den anbragte som
kan udløse farlige situationer eller udadreagerende adfærd,
herunder hvordan denne udmønter sig, og om der er særlige
forhold, som kan udløse den udadreagerende adfærd. Derud-
over kan det være oplysninger om tidligere forsøg på undvi-
gelse, herunder en beskrivelse af, i hvilke situationer dette
har forekommet, og om der har været anvendt hjælpemidler
hertil. Oplysninger af ren sundhedsfaglig karakter, som ikke
vurderes at kunne være relevante for politiet, anklagemyn-
digheden eller kriminalforsorgens vurdering af undvigelses-
risiko, farlighed og trusselsniveau, må ikke videregives i
medfør af bestemmelsen. Det er samtidig en betingelse, at
oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for
den modtagende myndighed, jf. sundhedslovens § 43, stk.
2, nr. 1. Det vil bl.a. indebære, at den psykiatriske afdeling
kan være nødt til at frasortere irrelevante oplysninger fra
patientjournalen, inden oplysningerne oversendes til politiet,
anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen.
Endelig bemærkes det, at der vil blive udarbejdet retnings-
linjer for udvekslingen af oplysninger mellem politiet, an-
klagemyndigheden, kriminalforsorgen og den psykiatriske
afdeling.
Endelig foreslås det med en ændring af psykiatrilovens
§ 19 a, stk. 7, at overlægen kan beslutte, at medikamenter,
rusmidler, farlige genstand og mobiltelefoner eller lignende
kommunikationsudstyr, som bliver fundet ved indgreb efter
stk. 1, 2, 6 og §§ 19 c og 19 d, tages i forvaring. Overlæ-
gen skal overlade til politiet at afgøre, om medikamenter,
rusmidler, farlige genstande og mobiltelefoner eller lignende
kommunikationsudstyr besiddes i strid med den almindelige
lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer
og lovgivning om våben m.v.
Der er med § 19 a, stk. 7, ikke tiltænkt en indholdsmæs-
sig ændring af den gældende bestemmelse, men alene en
tilføjelse af de foreslåede bestemmelser i §§ 19 c og 19
d. Således er formålet med bestemmelsen fortsat at give
overlægen mulighed for at opbevare medikamenter, rusmid-
ler, farlige genstande, og mobiltelefoner eller lignende kom-
munikationsudstyr, som ikke nødvendigvis er i strid med
almindelig lovgivning, som grundet tilstedeværelse på psy-
kiatrisk afdeling kan medføre fare eller uhensigtsmæssige
situationer.
Det kan f.eks. være fund af alkohol, håndskøbsmedicin
eller en lighter. I disse tilfælde vil det være åbenlyst, at
besiddelse af disse genstande ikke vil være i strid med al-
mindelig lovgivning, jf. forslag til lov om ændring af lov
om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., sundhedsloven og
forskellige andre love (Udarbejdelse af udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner, anvendelse af kropsscannere og nar-
kohunde, ambulant behandling af retspsykiatriske patienter
på privathospitaler m.v.), jf. Folketingstidende 2018-2019,
A, L 164 som fremsat, side 11.
Der henvises til lovforslagets § 1 nr. 13, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.7. Intervallet for det lægelige tilsyn i forbindelse med
spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering
2.7.1. Gældende ret
Det fremgår af psykiatrilovens § 21, stk. 4, at så længe
en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet
lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af
tvangsfikseringen, så ofte forholdene tilsiger det, dog mindst
tre gange i døgnet, som skal være jævnt fordelt, efter beslut-
ningen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet.
I forbindelse med den seneste ændring af psykiatrilovens
§ 21, stk. 4, blev det vedtaget, at de lægelige tilsyn skulle
ændres fra minimum 4 lægelige tilsyn i døgnet til 3 lægelige
tilsyn. Forslaget skulle ses i lyset af, at den eksterne lægeli-
ge vurdering samtidig blev fremrykket fra 48 timer til 24
timer. Sundhedsstyrelsen vurderede derfor, at der ikke var
en øget patientsikkerhedsmæssig risici ved at ændre tilsynet
21
med bæltefikserede patienter fra 4 til 3 gange i døgnet. Der
henvises til forslag til lov om ændring af lov om anvendelse
af tvang i psykiatrien, jf. Folketingstidende 2014-2015, A, L
137 som fremsat, side 14.
Kravet om 4 lægelige tilsyn blev oprindelig indført med
vedtagelsen af L 140 om ændring af lov om frihedsberø-
velse og anden tvang i psykiatrien og retsplejeloven (Revi-
sion af psykiatriloven, herunder tvangsdefinition, tvungen
opfølgning efter udskrivning, personlig skærmning, aflås-
ning af døre i afdelingen, øget lægeligt tilsyn og ekstern
efterprøvelse, ændret klageadgang m.v.). Det fremgår af be-
mærkningerne, som dannede baggrund for lovændringen, at
de 4 lægelige tilsyn blev indført på baggrund af anbefalinger
fra Sundhedsstyrelsen, som henviste til, at de systematisk
øgede lægetilsyn skulle skærpe lægens opmærksomhed, i
relation til om tvangsfikseringen skulle opretholdes og muli-
ge alternativer hertil, jf. Folketingstidende 2005-2006, tillæg
A, side 4230. Det fremgik endvidere, at ændringen ville
øge patienternes retssikkerhed og styrke det faglige niveau i
forhold til længerevarende tvangsfikseringer.
2.7.1.1. Dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdom-
stol
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den
15. september 2020 dom i sagen Aggerholm mod Danmark
(45439/18) vedrørende bæltefikseringen af en retspsykia-
trisk patient, som i 2013 blev bæltefikseret i 22 timer og
50 minutter.
Domstolen fandt, at der var sket en krænkelse af den del
af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-
on om bl.a. forbud mod umenneskelig eller nedværdigende
behandling.
Domstolen lagde bl.a. vægt på følgende:
For det første at patienten fik løsnet én af ankelstropperne
og fik lov til at bruge toilettet, efter en læge havde vurde-
ret, at patienten slappede mere af, men at patienten i forbin-
delse med et senere lægeligt tilsyn fortsat blev beskrevet
som »potentiel« farlig, hvilket ikke var tilstrækkeligt efter
gældende dansk ret, hvor der stilles krav om nærliggende
fare. For det andet at patienten var bæltefikseret hen over
natten i 12 timer uden at blive tilset af en læge, og at der
således ikke var gennemført en vurdering i den periode. En-
delig at der gik halvanden time fra en vagthavende læge
vurderede, at tvangsfikseringen kunne ophøre, til patienten
blev løsnet fra tvangsfikseringen, og at der ikke var fremlagt
nogen begrundelse herfor.
Dommen blev endelig i december 2020, og der blev udbe-
talt erstatning til patienten.
2.7.2. Sundhedsministeriets overvejelser
Regeringen har et stort fokus på nedbringelsen af anven-
delsen af tvang på de psykiatriske afdelinger, herunder bru-
gen af langvarige tvangsforanstaltninger.
Tvangsforanstaltninger bør alene anvendes, når mindre
indgribende midler ikke er tilstrækkelige. Tvangen må end-
videre ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nød-
vendigt, og psykiatrilovens betingelser for at anvende tvang
skal være opfyldte.
Regeringen så derfor med alvor på, at Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol i september 2020 vurderede, at
der var sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonventions artikel 3 i forbindelse med tvangsfikse-
ring af en retspsykiatrisk patient i 2013.
Regeringen igangsatte på baggrund af dommen flere initi-
ativer for at minimere risikoen for lignende sager, herunder
at Sundhedsstyrelsen i efteråret 2021 vil igangsætte et arbej-
de med at præcisere vejledningen om anvendelse af tvang.
For at imødekomme kritikpunktet vedrørende intervallet
mellem de lægelige tilsyn finder Sundhedsministeriet imid-
lertid, at der bør fastsættes et fast maksimalt interval mellem
tilsynene. Formålet er at undgå, at patienter tvangsfikseres i
længere tid uden et lægeligt tilsyn.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Der foreslås ikke ændringer i kravet om, at der skal foreta-
ges en fornyet lægelig vurdering om den forsatte anvendelse
af tvangsfiksering, så ofte forholdene tilsiger, dog mindst tre
gange i døgnet jævnt fordelt. Der foreslås derimod indført
krav om, at den første lægelige vurdering skal foregå senest
4 timer efter, at beslutningen om anvendelse af tvangsfikse-
ring er truffet, og at der højst må gå 10 timer mellem de
efterfølgende tilsyn.
Med den foreslåede ændring vil det således følge af psyki-
atrilovens § 21, stk. 4, at så længe en tvangsfiksering opret-
holdes, vil der skulle foretages fornyet lægelig vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så
ofte forholdene tilsiger, dog mindst tre gange i døgnet, som
skal være jævnt fordelt, og således at den første vurdering
skal foretages senest 4 timer, efter at beslutningen om an-
vendelse af tvangsfiksering er truffet, og at de efterfølgende
vurderinger skal foretages med højst 10 timers mellemrum.
Det er således efter gældende ret ikke et lovgivningsmæs-
sigt krav, at den første lægelige vurdering skal foretages
senest 4 timer efter, beslutningen om tvangsfiksering er truf-
fet. Det fremgår dog af Sundhedsstyrelsens vejledning nr.
9552 af 10. august 2020 om anvendelse af tvang afsnit 4,
at den første lægelige revurdering af fortsat tvangsfiksering
bør foregå senest 2-4 timer efter, at tvangsfikseringen er
påbegyndt.
Formålet med den foreslåede ændring er således at sikre
patientens retssikkerhed yderligere ved at sætte et lovfastsat
interval for den første lægelige vurdering efter iværksættel-
sen af tvangsforanstaltningen på 4 timer og et ligeledes lov-
forsat interval, hvorved de efterfølgende vurderinger højest
må ske med 10 timers mellemrum, som skal være jævnt
fordelt.
Det foreslås endvidere, at der indføres en undtagelse til de
maksimale interval på 4 timer for det første lægelige tilsyn
efter iværksættelsen af tvangsfikseringen og 10 timer for de
øvrige lægelige tilsyn, såfremt patienten sover, og det vil
være skadeligt at vække patienten.
Med den foreslåede ændring vil det således også fremgå
22
af § 21, stk. 4, at kravet om, at der maksimalt må gå 4 timer
efter det første lægelige tilsyn og maksimalt 10 timer for de
øvrige lægelige tilsyn, ikke finder anvendelse i de tilfælde,
hvor patienten sover, og det ud fra en lægefaglig vurdering
vurderes skadeligt at vække patienten, herunder hvis det
indebærer en risiko for, at patientens behandling forringes,
eller hvis det kan medføre unødige konflikter, som potentielt
kan risikere at forlænge bæltefikseringen.
Der er tale om en undtagelsesbestemmelse, som alene
finder anvendelse i særlige tilfælde ud fra en lægefaglig vur-
dering af, at det eksempelvis vil være kontraproduktivt eller
skadeligt at vække patienten, eksempelvis hvis patienten har
været vågen i en længere periode forud for iværksættelsen
af tvangsforanstaltningen. Beslutningen om, at det vurderes
skadeligt at vække patienten, skal noteres i patientens jour-
nal.
Det understreges, at det foreslåede ikke ændrer på kravet
om, at der fortsat skal ske fornyet lægelig vurdering af
spørgsmålet om tvangsfiksering, så ofte forholdene tilsiger
det, eller at de tre lægelige tilsyn i døgnet fortsat er ufravige-
ligt et minimum.
Der henvises til lovforslagets § 1 nr. 14, samt bemærknin-
gerne hertil.
2.8. Delegation af afgørelseskompetence i farlighedsde-
kretssager og mulighed for tilbagekaldelse af afgørelse
om tilladelse til udgang m.v.
2.8.1. Gældende ret
Efter psykiatrilovens § 40, stk. 1, kan justitsministeren
bestemme, at en person, der er sindssyg, og som vedvarende
udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængen-
de fare, skal anbringes i Sikringsafdelingen under Retspsy-
kiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Fol-
ketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2098, at farligheds-
dekreter i praksis anvendes navnlig over for personer, der
opholder sig på en psykiatrisk afdeling i henhold til en straf-
feretlig foranstaltning efter straffelovens § 68. Bestemmelse
om anbringelse på Sikringsafdelingen kan dog også træffes
over for andre personer, der opholder sig på en psykiatrisk
afdeling, uanset om de er frihedsberøvede eller frivilligt ind-
lagte. Det forekommer i sjældne tilfælde, at farlighedsdekret
afsiges over for personer, der er anbragt i Kriminalforsor-
gens institutioner f.eks. på grundlag af en dom til forvaring.
Det fremgår derudover, at den grundlæggende betingelse
for at træffe en sådan administrativ bestemmelse om anbrin-
gelse på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, er, at den pågældende person er sindssyg.
Endvidere kræves det, at den sindssyge vedvarende udsæt-
ter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende
fare. Der er tale om et kvalificeret farlighedsbegreb, der ikke
omfatter selvmordsfare. Der skal foreligge en vedvarende
mere kvalificeret og konkret farlighed rettet mod andres liv
eller legeme. Det er endvidere en betingelse, at denne far-
lighed ikke kan imødegås eller afværges ved andre mindre
indgribende foranstaltninger end anbringelse i Sikringsafde-
lingen.
Efter psykiatrilovens § 40, stk. 2, skal justitsministeren
inden 5 søgnedage efter, at der er truffet afgørelse om ud-
stedelse af farlighedsdekret, indbringe sagen for retten til
prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Efter psykiatrilovens § 41, stk. 1, kan justitsministeren
administrativt ophæve et farlighedsdekret. Begæring om op-
hævelse kan fremsættes af overlægen ved Sikringsafdelin-
gen, patienten selv eller dennes advokat, bistandsværge eller
patientrådgiver.
Heraf følger, at overlægen ved Sikringsafdelingen ikke
selv kan træffe bestemmelse om ophævelse, men skal, når
fortsat ophold i Sikringsafdelingen ikke længere findes på-
krævet, rette henvendelse til Justitsministeriet med indstil-
ling om, at farlighedsdekretet ophæves.
Afslag på ophævelse forelægges på begæring for retten til
prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Efter psykiatrilovens § 41 a, kan justitsministeren fastsæt-
te regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til per-
soner, der efter § 40, stk. 1, er anbragt i Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Der er i bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6. december 2012
om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i ho-
spital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse
eller i medfør af farlighedsdekret fastsat nærmere regler om
udgang for personer anbragt i Sikringsafdelingen i henhold
til dom eller farlighedsdekret.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 1-4, at
overlægen ved Sikringsafdelingen, kan træffe afgørelse om
1) ophold inden for afdelingen, 2) udgang med ledsagelse
af mindst 2 medarbejdere fra Sikringsafdelingen til hospita-
lets terræn eller til nærmeste omegn, skov og strand, når
Justitsministeriet tidligere har givet tilladelse til udgang til
hospitalets terræn eller til nærmeste omegn, skov og strand,
3) ambulant undersøgelse på somatisk hospital, klinik m.v.
under ledsagelse af politiet eller mindst 2 medarbejdere fra
Sikringsafdelingen, og 4) uopsættelig indlæggelse på soma-
tisk hospital under ledsagelse af politiet eller mindst 2 med-
arbejdere fra Sikringsafdelingen.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 12, stk. 4, at Justits-
ministeriet træffer afgørelse om udgange m.v., der ikke er
omfattet af stk. 1. Justitsministeriet kan, såfremt særlige
forhold gør sig gældende, bestemme, at tilladelser efter stk.
1, nr. 2 og 3, til en bestemt person indtil videre gives af
Justitsministeriet.
2.8.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
2.8.2.1. Overførsel af afgørelseskompetence
Justitsministeriet finder, at afgørelseskompetencen i kon-
krete sager om udstedelse og ophævelse af farlighedsdekre-
ter samt meddelelse af tilladelse til udgange m.v. bør overfø-
res fra justitsministeren til en myndighed på Justitsministeri-
23
ets område. Afgørelserne træffes i dag af Justitsministeriet
efter forudgående høring af øvrige myndigheder, herunder
Retslægerådet.
Overordnet vil en overdragelse af sagsområdet bidrage
til en optimering og effektivisering af sagsbehandlingen, og
det vil yderligere bidrage til en målsætning om at forankre
behandlingen af konkrete sager på styrelsesniveau. Det be-
mærkes, at sagsbehandlingen i konkrete sager på forskellige
områder gennem de senere år er flyttet fra Justitsministeriets
departement til relevante styrelser.
Det foreslås derfor, at der i psykiatriloven indsættes be-
myndigelsesbestemmelser, der muliggør, at de beføjelser,
der efter psykiatrilovens §§ 40 og 41 er tillagt justitsmini-
steren, ved bekendtgørelse kan overføres til en myndighed
på Justitsministeriets område. Da det på længere sigt kan
vise sig hensigtsmæssigt, at beføjelserne kan placeres hos
forskellige myndigheder på Justitsministeriets område, giver
den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse mulighed herfor.
2.8.2.2. Afskæring af klageadgang
Afgørelser om udstedelse og ophævelse af farlighedsde-
kreter, som i dag træffes af Justitsministeriet, kan ikke på-
klages til en anden administrativ myndighed. Derimod er
der i psykiatriloven fastsat en obligatorisk domstolsprøvelse
af et udstedt farlighedsdekrets lovlighed. Der er derudover
fastsat en særligt let adgang til prøvelse af afslag på ophæ-
velse af farlighedsdekreter.
Under hensyn til et farlighedsdekrets særdeles indgribende
karakter er det Justitsministeriets vurdering, at den gældende
ordning med efterfølgende obligatorisk domstolsprøvelse af
udstedelse af farlighedsdekreter bør fastholdes. Dette gælder
tilsvarende for den særligt lette adgang til prøvelse af afslag
på ophævelse af farlighedsdekreter.
Justitsministeriet finder i den anledning, at den gældende
ordning, hvorefter en afgørelse om udstedelse og ophævelse
af farlighedsdekreter ikke kan påklages administrativt, men
enten skal indbringes for retten eller kan forlanges indbragt
for retten, bør fastholdes.
Hertil kommer, at sager om udstedelse og ophævelse af
farlighedsdekreter ofte er af hastende karakter. En ordning,
hvorefter en beslutning om udstedelse af et farlighedsdekret
tillige skulle kunne påklages administrativt, ville derfor væ-
re uhensigtsmæssig.
Det foreslås derfor, at der i psykiatriloven indsættes be-
myndigelser til, at justitsministeren ved overførsel af afgø-
relseskompetence i medfør af de foreslåede bestemmelser
i psykiatriloven tillige kan fastsætte regler om, at afgørel-
ser truffet i medfør af bemyndigelserne ikke kan påklages
til en anden administrativ myndighed. I forbindelse med,
at det administrativt bliver fastsat, at kompetencen henlæg-
ges til en myndighed på Justitsministeriets område, vil det
administrativt blive bestemt, at myndighedens afgørelser i
disse sager ikke kan påklages til Justitsministeriets departe-
ment. Dette kan tilsvarende gøre sig gældende, for så vidt
angår afgørelser om udgang m.v.
2.8.2.3. Tilbagekaldelse af afgørelser om tilladelse til ud-
gang m.v.
Justitsministeriet er blevet opmærksom på, at der i praksis
kan opstå situationer, hvor en udgang, som Justitsministeriet
har tilladt efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 200 af
25. marts 2004, ikke bør iværksættes, fordi overlægen på
Sikringsafdelingen på baggrund af en risikovurdering vurde-
rer, at det ikke vil være forsvarligt at iværksætte udgangen.
En afgørelse om tilbagekaldelse af en tilladelse skal, med-
mindre afgørelseskompetencen kan delegeres, træffes af den
myndighed, som har udstedt tilladelsen. Det er Justitsmini-
steriets opfattelse, at overlægen på Sikringsafdelingen efter
de nugældende regler ikke kan træffe afgørelse om tilbage-
kaldelse af udgangstilladelser, der er udstedt af Justitsmini-
steriet.
Efter Justitsministeriets opfattelse er der derfor behov for
at justere bemyndigelsesbestemmelsen i psykiatrilovens §
41 a. Det skyldes, at det efter ministeriets opfattelse er
rigtigst at behandle situationen som en afgørelse om tilba-
gekaldelse af en tilladelse til udgang, som skal leve op til
forvaltningsretlige krav, og som skal træffes af den kompe-
tente myndighed.
Det foreslås derfor, at der indsættes en bemyndigelsesbe-
stemmelse i psykiatrilovens § 41 a, hvorefter der kan fast-
sættes regler om, at overlægen ved Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan træffe afgø-
relse om tilbagekaldelse af tilladelse til udgang m.v.
Det forudsættes, at der fastsættes regler, hvorefter overlæ-
gen på Sikringsafdelingen kan tilbagekalde en udgangstilla-
delse udstedt af en myndighed, hvis overlægen finder, at der
er behov for en sådan tilbagekaldelse. Sådanne regler forud-
sættes eksempelvis at indebære, at overlægen ved Sikrings-
afdelingen kan tilbagekalde en udgangstilladelse udstedt af
en myndighed på Justitsministeriets område, hvis overlægen
forud for udgangen finder, at det vil være uforsvarligt at
iværksætte udgangen. Det foreslås, at det i den forbindelse
skal være muligt at fastsætte regler om, at overlægens tilba-
gekaldelse af en udgangstilladelse udstedt af en myndighed
på Justitsministeriets område ikke kan påklages administra-
tivt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15-21, samt bemærk-
ningerne hertil.
3. Konsekvenser for FN’s verdensmål
De foreslåede ændringer i lovforslaget forventes ikke at
have konsekvenser for FN’s verdensmål.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
De forslåede ændringer i lovforslaget forventes ikke at få
økonomiske konsekvenser af betydning for det offentlige.
Det er endvidere sundhedsministeriets vurdering, at lov-
forslaget lever op til principperne for digitaliseringsklar lov-
givning.
24
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes ikke at medføre økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Det er endvidere sundhedsministeriets vurdering, at prin-
cipperne for agil erhvervsrettet regulering ikke er relevante
for lovforslaget.
6. Administrative konsekvenser for borgere
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et lovudkast har i perioden 31. august til 29. september
2021 været i høring hos følgende myndigheder og organisa-
tioner m.v.:
3F, Advokatrådet, Alzheimerforeningen, Ankestyrelsen,
Ansatte Tandlægers Organisation, Bedre Psykiatri, Branche-
foreningen for Private Hospitaler og Klinikker, Danmarks
Apotekerforening, Danmarks Optikerforening, Dansk Er-
hverv, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk
IT – Råd for IT-og persondatasikkerhed, Dansk Kiroprak-
tor Forening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog
Forening, Dansk Psykoterapeutforening, Dansk Selskab for
Almen Medicin, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi,
Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab for
Retsmedicin, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Stan-
dard, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandplejerforening, Dan-
ske Bandagister, Danske Bioanalytikere, Danske Dental
Laboratorier, Danske Dental Laboratorier, Danske Fodte-
rapeuter, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporgani-
sationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Danske Se-
niorer, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den Danske Dom-
merforening, Den Danske Dyrlægeforening, Den Nationale
Videnskabsetiske Komité, Det Centrale Handicapråd, Det
Etiske Råd, Diabetesforeningen, Dignity – Dansk Institut
mod Tortur, Ergoterapeutforeningen, Erhvervsstyrelsen, Far-
makonomforeningen, Finanstilsynet, FOA, Forbrugerrådet,
Foreningen af Kliniske Diætister, Foreningen af Kommu-
nale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Dan-
mark, Foreningen af Speciallæger, Forsikring & Pension,
Færøernes Landsstyre, Gigtforeningen, Grønlands Selvsty-
re, Hjernesagen, Hjerteforeningen, Høreforeningen, Institut
for Menneskerettigheder, Jordemoderforeningen, KL, Kost-
og Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse, Landsfor-
eningen af Kliniske Tandteknikere, Landsforeningen af nu-
værende og tidligere psykiatribrugere (LAP), Landsforenin-
gen LEV, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selv-
skade (LMS), Landsforeningen SIND, Lægeforeningen, Or-
ganisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Patientfor-
eningen, Patientforeningen i Danmark, Patientforeningernes
Samvirke, Praktiserende Lægers Organisation, Praktiseren-
de Tandlægers Organisation, Psykiatrifonden, Psykolognæv-
net, Radiograf Rådet, Region Hovedstaden, Region Midtjyl-
land, Region Nordjylland, Region Sjælland, Region Syddan-
mark, Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Retspolitisk
Forening, Scleroseforeningen, Sjældne Diagnoser, Social-
pædagogernes Landsforbund, Tandlægeforeningen, Tandlæ-
geforeningens Tandskadeerstatning, Udviklingshæmmedes
Landsforbund, Yngre Læger, ÆldreForum, Ældresagen.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/
Hvis nej, anfør »Ingen«
Negative konsekvenser/
merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/
Hvis nej, anfør »Ingen«
Økonomiske konsekvenser for
stat, regioner og kommuner
Ingen Ingen
Implementeringskonsekvenser
for stat, regioner og kommuner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser
for borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
25
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervs-
rettet EU-regulering / Går vide-
re en minimumskrav i EU-regu-
lering
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det følger af psykiatrilovens § 2 a, stk. 1, at sygehusmyn-
digheden skal sikre, at der på enhver psykiatrisk afdeling
findes en skriftlig husorden, som er tilgængelig for patien-
terne. Det følger af § 2 a, stk. 2, at afdelingsledelsen skal
sikre, at den skriftlige husorden udleveres til patienten i for-
bindelse med indlæggelse. Det fremgår endelig, at patienter-
ne ved udformning eller ændring af den skriftlige husorden
skal inddrages, inden der træffes beslutning herom, jf. § 2
a, stk. 3. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Det foreslås med lovforslaget, at § 2 a, stk. 1, nyaffattes
således, at det fremgår, at sygehusmyndigheden for at tilgo-
dese et trygt miljø på alle psykiatriske afdelinger skal sikre,
at der findes en skriftlig husorden på de enkelte afdelinger,
som er tilgængelig for patienterne. Husordenen skal indehol-
de en beskrivelse af, hvilke afskæringer og begrænsninger
fastsat i medfør af § 2 b, og foranstaltninger fastsat i medfør
af § 2 c, der kan forekomme på afdelingen, samt generelle
regler vedrørende orden, adfærd, og lignende.
Den foreslåede ændring vil betyde, at formålet med hus-
ordenernes overordnede formål vil blive understreget. Der-
udover understreges det, at der vil skulle findes en skriftlig
husorden på alle psykiatriske afdelinger, herunder retspsy-
kiatriske afdelinger samt afdelinger for personer anbragt i
varetægtssurrogat, jf. den foreslåede § 19 b, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 10.
Det betyder herudover, at det vil blive understreget, at
husordenen skal indeholde en beskrivelse af, hvilke afskæ-
ringer og begrænsninger der potentielt kan iværksættes på
afdelingen, samt en beskrivelse af mulige foranstaltninger
som kan iværksættes med henblik på at undgå gentagelse af
adfærd i strid med iværksatte afskæringer eller begrænsnin-
ger, der er fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, jf. lovforslagets §
1, nr. 2. Derudover skal reglerne i husordenerne afspejle be-
hovene for begrænsninger på den enkelte afdeling. Således
vil der på nogle afdelinger være behov for at fastsætte be-
grænsninger, som der ikke vil være behov for andre steder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 2
Psykiatrilovens § 2 a indeholder bestemmelser om hus-
ordener på psykiatriske afdelinger. Der henvises i øvrigt
til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger og
bemærkningerne til § 1, nr. 1.
Det foreslås efter § 2 a at indsætte § 2 b som ny bestem-
melse.
I det nye § 2 b, stk. 1, foreslås, at sundhedsministeren
fastsætter regler om sygehusmyndighedens mulighed for at
iværksætte følgende afskæringer og begrænsninger:
1) Afskæring fra eller begrænsning af adgang til mobilte-
lefon, computer eller lignende kommunikationsudstyr
af hensyn til patienten, medpatienter, personale, pårø-
rende, offentlige myndigheder, m.v. ved opførsel som
åbenbart vil være imod patientens egne interesser eller
ved åbenlys chikanende opførsel.
2) Afskæring fra eller begrænsning af handel, bytte og
spil, herunder mellem patienter, af hensyn til patienten,
medpatienter eller personale, hvis handel, bytte eller
spil åbenbart må formodes at være imod patientens in-
teresser, hvor patienten i forbindelse med handel, bytte
eller spil bliver udsat for pres af medpatienter, eller
handel, bytte eller spil medfører konflikter på afdelin-
gen.
3) Afskæring fra eller begrænsning af seksuelt samkvem
mellem patienter på afdelingen af hensyn til patienten,
medpatienter eller personale, hvis det betragtes skade-
ligt for en patient at indgå i en seksuel relation med
en medpatient, eller hvis medpatienter eller personalets
blufærdighed krænkes.
4) Afskæring fra eller begrænsning af patientens adgang
til nærmere angivne bøger, tidsskrifter og lignende af
behandlingsmæssige hensyn, dog således at afskærin-
gen eller begrænsningen skal være begrundet i, at pa-
tientens adgang efter en lægelig vurdering væsentligt
vil forringe dennes tilstand eller videre behandlingsud-
sigter.
5) Afskæring fra eller begrænsning af patientens adgang
til at anvende nærmere angivne sociale medier og lig-
nende samt nærmere angivne hjemmesider af behand-
lingsmæssige hensyn, dog således at afskæringen eller
begrænsningen skal være begrundet i, at patientens ad-
gang efter en lægelig vurdering væsentligt vil forringe
dennes tilstand eller videre behandlingsudsigter.
6) Afskæringer eller begrænsninger begrundet i hygiejne-
26
mæssige forhold af hensyn til patienten, medpatienter
og personale.
7) Afskæringer eller begrænsninger begrundet i ordens-
og sikkerhedsmæssige forhold af hensyn til patienten,
medpatienter og personale.
8) Afskæringer eller begrænsninger begrundet i behand-
lingsmæssige forhold af hensyn til patienten.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at sundhedsmini-
steren vil kunne fastsætte regler om sygehusmyndighedens
mulighed for at iværksætte regler om afskæringer og be-
grænsninger som beskrevet i § 2 b, stk. 1, nr. 1-8.
Det betyder for så vidt angår den foreslåede bestemmelse
i § 2 b, stk. 1, nr. 1, at sygehusmyndigheden vil kunne
afskære eller begrænse en patients adgang til mobiltelefon,
computer eller lignende kommunikationsudstyr, både for at
beskytte patientens egne interesser, såfremt patienten opta-
ger kviklån eller lignende, samt for at beskytte personale
eller medpatienter for åbenlys chikanerende opførsel af for-
skellig art, hvis patienten eksempelvis gentagne gange tager
telefonisk kontakt til pårørende eller offentlige myndigheder
i en sådan grad, at det må betragtes som åbenlyst uønsket for
modtageren.
For så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 2 b,
stk. 1, nr. 2, om afskæring fra eller begrænsning af handel,
bytte og spil mellem psykiatriske patienter, betyder det,
at sygehusmyndigheden vil kunne afskære eller begrænse
handel, bytte og spil mellem patienter, hvis dette medfører
konflikter, eller hvis sårbare patienter bliver udsat for pres
til at handle eller bytte ejendele eller genstande med andre
patienter, hvis det må formodes at være imod patientens
interesser. Formålet er at beskytte sårbare patienter samt det
generelle miljø på den psykiatriske afdeling.
For så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 2 b,
stk. 1, nr. 3, om afskæring fra eller begrænsning af seksuelt
samkvem, betyder det, at sygehusmyndigheden vil kunne
afskære eller begrænse seksuel samkvem mellem patienter,
for at beskytte særligt sårbare og udsatte patienter mod
eventuelle krænkelser, samt personale og medpatienters blu-
færdighed. Det kan eksempelvis være situationer, hvor det
vurderes at være skadeligt for en sårbar patient at indgå i
en seksuel relation med en medpatient grundet patientens
mentale tilstand, alder, sygdomshistorik m.v.
For så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 2 b,
stk. 1, nr. 4, om afskæring fra eller begrænsning af adgang
til bøger, tidsskrifter og lignende, betyder det, at sygehus-
myndigheden vil kunne afskære eller begrænse patientens
adgang for nærmere afgrænset information, som kan virke
skadelig for patienten og ud fra en lægelig vurdering for-
ringe patientens tilstand væsentligt. Det kan eksempelvis
være situationer, hvor bøger, tidsskrifter eller lignende med
voldsomme grafiske illustrationer, religiøse skrifter eller hi-
storisk litteratur, i væsentlig grad vil påvirke patienternes
mentale tilstand og forvrænge patientens virkelighedsopfat-
telse. Sygehusmyndigheden vil konkret skulle vurdere, hvil-
ke bøger, tidsskrifter og lignende som patienten vil kunne
afskæres eller begrænses fra.
For så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk.
1, nr. 5, om afskæringer fra eller begrænsning af nærmere
angivne sociale medier og lignende, betyder det, at sygehus-
myndigheden vil kunne afskære eller begrænse patienten ad-
gang til nærmere afgrænsede sociale medier eller hjemmesi-
der. Det kan eksempelvis være situationer, hvor patient tilgår
sociale medier eller hjemmesider med grupper eller fora,
hvor andre personer opfordrer til eller beskriver metoder for
selvskade eller selvmord, som i væsentlig grad kan påvirke
sårbare patienter eller patienter i psykotisk tilstand.
For så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 2 b,
stk. 1, nr. 6, om afskæringer eller begrænsninger begrundet i
hygiejnemæssige forhold betyder det, at sygehusmyndighe-
den vil kunne fastsætte afskæringer eller begrænsninger så
patienten, medpatienter eller personale vil blive skærmet for
uhygiejniske forhold. Det kan eksempelvis være situationer,
hvor patienten ikke ønsker at få vasket sit tøj hvis tøjet er
meget beskidt, eller hvis det er nødvendigt at sanere patien-
tens stue.
For så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 2 b,
stk. 1, nr. 7, om afskæringer eller begrænsninger af begrun-
det i ordensmæssige hensyn betyder det, at sygehusmyndig-
heden vil kunne fastsætte afskæringer eller begrænsninger
hvorved der vil kunne sikres rolige og ordentlige rammer
på den psykiatriske afdelinger for patienten, medpatienter
eller personale. Det kan eksempelvis være situationer, hvor
patienten i forbindelse med en psykose ønsker at afklæde
sig på afdelingens fællesområder. For så vidt angår afskæ-
ringer eller begrænsninger af sikkerhedsmæssige hensyn,
er formålet primært af hensyn til personale og medpatien-
ter, eksempelvis hvis samtaleemner mellem patienter på
fællesområder omhandler eksempelvis beskrivelse af eller
opfordring til kriminelle eller skadelige handlinger. Der kan
endvidere eksempelvis være tale om vask af patientens tøj
uden samtykke, hvis det formodes, at patienten har gemt
ulovlige medikamenter eller lignende i tøjet, da indtagelse
af ulovlige medikamenter kan medføre udadreagerende og
farlig adfærd.
For så vidt angår den foreslåede bestemmelse i § 2 b,
stk. 1, nr. 8, om afskæringer eller begrænsninger begrundet i
behandlingsmæssige forhold betyder det, at sygehusmyndig-
heden vil kunne fastsætte afskæringer eller begrænsninger
hvorved patientens sundhedsfaglige behandling vil kunne
sikres. Det kan eksempelvis være ved situationer, hvor be-
søg mellem patienter på én af patienternes stue begrænses
eller afskæres, hvis besøget medfører en forværring af pa-
tientens mentale tilstand, eksempelvis grundet overstimule-
ring.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.2 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslås derudover i det nye § 2 b, stk. 2, at afskærin-
ger og begrænsninger fastsat i medfør af stk. 1, må ikke
benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå
patientens frivillige medvirken, og skal stå i rimeligt forhold
til det, der søges opnået herved. Afskæringer og begræns-
ninger fastsat i medfør af stk. 1, må endvidere ikke benyttes
27
i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål.
Det betyder, at mindstemiddel- og proportionalitetsprin-
cippet i § 4 om anvendelse af tvang tilsvarende vil finde
anvendelse i forbindelse med anvendelse af afskæringer el-
ler begrænsninger på den psykiatriske afdeling.
Det vil endvidere betyde, at der ikke må fastsættes eller
iværksættes uforholdsmæssige eller unødvendige afskærin-
ger eller begrænsninger, ligesom disse ikke må anvendes i
videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål.
Der henvises endvidere til, at der skal tages højde for
Danmarks internationale forpligtigelser, herunder særligt i
forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv og
artikel 10 om ytringsfrihed, i forbindelse med sundhedsmyn-
dighedernes iværksættelse af afskæringer og begrænsninger
i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Endelig foreslås det efter den foreslåede bestemmelse i §
2 b, at indsætte § 2 c som ny bestemmelse.
I det nye § 2 c, forslås det, at sundhedsministeren bemyn-
diges til at kunne fastsætte nærmere regler om sygehusmyn-
dighedens mulighed for at træffe foranstaltninger med hen-
blik på at undgå gentagelse af adfærd i strid med iværksatte
afskæringer eller begrænsninger, der er fastsat i medfør af
§ 2 b, stk. 1. Foranstaltningerne skal stå i rimeligt forhold
til den adfærd, hvorom der er iværksat afskæringer eller
begrænsninger, og må ikke benyttes i videre omfang, end
hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.
Det betyder, at personalet vil få reaktionsmuligheder i
tilfælde af, at patienten udviser adfærd, hvor der er fastsat
afskæringer eller begrænsninger i henhold til den foreslåede
bestemmelse i § 2 b, stk., 1, således at fremtidig lignende
adfærd undgås. Samtidig understreges det, at de grundlæg-
gende proportionalitets- og mindstemiddelsprincipper også
vil finde anvendelse. Således vil der ikke som reaktion på
adfærd, hvor der er fastsat afskæringer eller begrænsninger,
kunne iværksættes uforholdsmæssige eller unødvendige for-
anstaltninger over for involverede patienter, som går vide-
re, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede
formål. Foranstaltninger bør derudover som udgangspunkt
have relation til den konkrete overtrædelse af husordenens
regler.
Det betyder endvidere, at en foranstaltning for overtræ-
delse af regler i husordenen om for eksempel seksuelt sam-
kvem mellem patienter vil kunne være, at én af patienterne
flyttes til en anden afdeling. Såfremt en patient gentagne
gange anvender en mobiltelefon til at chikanere medpatien-
ter eller personale, vil en foranstaltning kunne være at
afskære patienten for at anvende mobiltelefon i en perio-
de. Såfremt en patient eksempelvis ryger i fællesrum eller på
stuen, trods forbud og anmodninger om at ophøre med dette,
kan cigaretterne fratages for en periode.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.4 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af psykiatrilovens § 4 a, at bestemmelserne i
§ 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 11, § 12, stk.
4, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 1 og 2, § 18 g, § 19 a, stk.
1, 2, 6 og 7, og § 21, stk. 2, er ikke er til hinder for, at en
beslutning i overlægens fravær kan træffes af en anden læge,
hvorefter overlægen snarest efterfølgende skal tage stilling
til beslutningen.
Det foreslås med en ændring af § 4 a, at bestemmelsen
udvides til også at omfatte overlægens beslutning om, at den
anbragtes post skal åbnes eller kontrolleres, at den anbragtes
stue eller ejendele skal undersøges, eller at der kan anvendes
kropsscannere, bagagescannere og magnetiske detektorer
ved undersøgelse af en anbragt eller personer, som søger
adgang til afdelingen, i henhold til den foreslåede bestem-
melse i § 19 c. Bestemmelsen udvides endvidere til også at
omfatte overlægens beslutning om afskære eller begrænse
varetægtssurrogaters mulighed for at medtage, besidde eller
råde over mobiltelefon, computer og lignende kommunikati-
onsudstyr på afdelingen, medmindre det er foreneligt med
hensynet til orden og sikkerhed, i henhold til den foreslåede
bestemmelse i § 19 d.
Det foreslåede vil indebære, at beslutninger om at den
anbragtes post skal åbnes eller kontrolleres, at den anbragtes
stue eller ejendele skal undersøges, eller at der kan anven-
des kropsscannere, bagagescannere og magnetiske detekto-
rer ved undersøgelse af en anbragt eller personer, som søger
adgang til afdelingen i overlægens fravær kan træffes af en
anden læge hvorefter overlægen snarest efterfølgende skal
tage stilling til beslutningen. Det betyder, at det vil stå klart,
at det er overlægen, der efter forslagets §§ 19 c og d, har
beslutningskompetence.
Til nr. 4
Det følger af psykiatrilovens § 16, at en patient, der er
tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.
Formålet med bestemmelsen er dels at afbøde noget af
den traumatiske effekt, som kan være forbundet med at blive
fikseret, samt at brugen af fast vagt vil kunne begrænse
brugen af bæltefiksering, navnlig således at den tidsmæssige
udstrækning formindskes.
Det foreslås med en ændring af § 16, at der indsættes et
nyt stk. 2. Det forslåede stk. 2 vil medføre, at den faste vagt
skal udarbejde en objektiv beskrivelse af patientens aktuelle
tilstand, mens patienten er tvangsfikseret med bælte.
Det vil betydet, at den faste vagt skal udarbejde en kort,
faktuel beskrivelse af patientens aktuelle tilstand. Eksempel-
vis kan den faste vagt notere om patienten ligger stille,
taler med normal stemmeføring eller råber. Beskrivelsen vil
skulle udarbejdes så ofte som det vurderes relevant, forven-
teligt hver 30. – 60. minut. Der vil således være tale om
beskrivelser, som vil kunne udføres af en lægmand uden
nærmere sundhedsfaglig viden eller kendskab til patientens
psykiske lidelse eller tilstand. Der vil således ikke være tale
28
om en sundhedsfaglig beskrivelse eller vurdering af patien-
ten og patientens tilstand, og beskrivelsen ikke vil ikke være
sammenlignelig med den lægelige vurdering af patienten, jf.
psykiatrilovens § 21, stk. 4.
Med forslaget vil den ansvarlige læge til dels vil få et
værktøj til at vurdere patientens tilstand i forbindelse med
den lægelige vurdering, herunder særligt om patienten kan
løsnes fra bæltefikseringen, og til dels vil der ske en styrkel-
se af retssikkerheden for patienten.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 5-6
Det følger af psykiatrilovens § 18 a, stk. 1, at aflåsning af
patientstue kan anvendes over for patienter, der er anbragt
i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk Afdeling, Region
Sjælland, jf. kapitel 11.
Det følger af psykiatrilovens § 18 b, stk. 1, at aflåsning af
patientstuer i følgende tilfælde kan foretages af sikkerheds-
mæssige grunde over for patienter, der er anbragt i Sikrings-
afdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland,
jf. kapitel 11: om natten, under den ugentlige konference og
under den daglige behandlingskonference.
Med vedtagelsen af psykiatrilovens §§ 18 a og b blev en
årelang praksis for aflåsning af patientstuer på Sikringsafde-
lingen lovfæstet. Dette fremgår af lovforslagets almindelige
bemærkninger til forslag til lov om ændring af lov om fri-
hedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (Indførelse af
mulighed for aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen
under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland), jf. Folke-
tingstidende 2001-2002, A, L 202 som fremsat, side 5591.
Der henvises i lovforslaget, som dannede baggrund for
indførelsen af §§ 18 a og b, alene til patienter på Sikringsaf-
delingen. Det retlige grundlag for patienternes anbringelse
på Sikringsafdelingen fremgår ikke.
Det følger af § 40, stk. 1, i psykiatrilovens kapitel 11,
at i ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende for-
anstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan justitsministeren be-
stemme, at en person, der er sindssyg, og som vedvarende
udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængen-
de fare, skal anbringes i Sikringsafdelingen under Retspsy-
kiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Justitsministerens afgørelse betegnes som et farligheds-
dekret.
Det følger af § 68 i straffeloven, at hvis en tiltalt frifin-
des for straf i medfør af § 16, kan retten træffe bestem-
melse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes
formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædel-
ser. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn,
bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvæn-
ningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes
tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal
anbringes i hospital for sindslidende, i institution for person-
er med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med
mulighed for administrativ anbringelse eller i egnet hjem
eller institution til særlig pleje eller forsorg. Anbringelse i
forvaring kan ske under de betingelser, der er nævnt i § 70.
Det følger af § 777 i retsplejeloven, at en varetægtsar-
restant kan anbringes i en anstalt for personer, der udstår
fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital m.v., jf. straffe-
lovens §§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyn-
digheden og kriminalforsorgsområdet samtykker heri. Hvis
helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed
gør det påkrævet, kan retten undtagelsesvis godkende en så-
dan anbringelse uden arrestantens samtykke. I institutionen
behandles den frivilligt overførte varetægtsarrestant efter de
regler, der gælder for personer, der er anbragt dér i henhold
til dom, mens den tvangsmæssigt overførte varetægtsarre-
stant behandles efter reglerne om varetægtsarrestanter, i det
omfang hensynet til orden og sikkerhed i institutionen gør
det muligt. Arrestanten må dog ikke uden rettens godkendel-
se forlade institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i
§ 771, stk. 2.
Det følger af § 777, stk. 2, at justitsministeren kan fastsæt-
te regler om anvendelse af magt og sikringsmidler over for
personer, der er anbragt på et hospital m.v. i medfør af stk.
1, i forbindelse med transport, der forestås af kriminalfor-
sorgens personale. Justitsministeren kan endvidere fastsætte
regler om undersøgelse uden retskendelse af personer, der er
anbragt på et hospital m.v. i medfør af stk. 1, i forbindelse
med transport, der forestås af kriminalforsorgens personale.
Det følger af § 809 i retsplejeloven, at sigtede skal un-
derkastes mentalundersøgelse, når dette findes at være af
betydning for sagens afgørelse. Hvis han ikke udtrykkeligt
samtykker i undersøgelsen, kan denne kun finde sted efter
retskendelse. Er sigtede udeblevet fra et retsmøde trods lov-
lig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt forfald, kan
retten uden sigtedes tilstedeværelse bestemme, at sigtede
skal underkastes mentalundersøgelse. Det skal fremgå af
indkaldelsen til retsmødet, at udeblivelse uden dokumenteret
lovligt forfald kan medføre, at retten træffer bestemmelse
om mentalundersøgelse. Er sigtede fængslet, kan han ikke
mentalundersøges uden rettens bestemmelse.
Det følger endvidere af § 809, stk. 2, at findes det påkræ-
vet, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse på hospital
for sindslidende, i institution for personer med vidtgående
psykiske handicap eller i anden egnet institution, træffer
retten ved kendelse bestemmelse herom.
Endelig følger det af regulativ af 1. juni 1994 for Sikrings-
afdelingen, at afdelingen optager personer der er sindssyge,
om hvem det ved dom, kendelse eller administrativ resolu-
tion i medfør af psykiatrilovens § 40 bestemmes, at der bør
træffes sikkerhedsforanstaltninger over for. Desuden modta-
ges ifølge regulativet varetægtsfængslede efter kendelse til
hospitalsmæssig mentalobservation i henhold til retsplejelo-
vens § 809, stk. 2. Herudover modtages varetægtsfængslede
alene i henhold til retsplejelovens § 777.
Det foreslås med ændringen af § 18 a og § 18 b, at
henvisningen til kapitel 11 udgår. Den foreslåede ændring
vil medføre, at det for så vidt angår § 18 a fremgår, at aflås-
ning af patientstue kan anvendes over for patienter, der er
29
anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk Afdeling,
Region Sjælland, og at det så vidt angår § 18 b, fremgår, at
aflåsning af patientstuer i følgende tilfælde kan foretages af
sikkerhedsmæssige grunde over for patienter, der er anbragt
i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland: om natten, under den ugentlige konference og
under den daglige behandlingskonference
Det vil med den foreslåede ændring blive præciseret, at
§§ 18 a og b ikke kun finder anvendelse i forbindelse med
afgørelse om farlighedsdekreter, jf. § 40, stk. 1, som fremgår
under kapitel 11, men også for patienter, som er blevet dømt
til anbringelse på Sikringsafdelingen, jf. straffelovens § 68
og retsplejelovens §§ 777 og 809.
Det vurderes ikke at have været hensigten med lovforsla-
get som dannede baggrund for indførelsen af §§ 18 a og
b, at bestemmelserne alene skulle omfatte personer anbragt
på Sikringsafdelingen med farlighedsdekret, jf. § 40. Dette
da der i bemærkningerne ikke sondres mellem det retslige
grundlag for patienternes anbringelse på Sikringsafdelingen.
Til nr. 7
Overskriften til kapitel 5 a er åbning og kontrol af post,
undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation og
anvendelse af kropsscannere og narkohunde m.v.
Med lovforslagets § 1, nr. 8, er der lagt op til at ændre
psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, således, at overlægen ved
mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande på den psykiatriske afdeling, uden retskendelse
kan beslutte, at der skal foretages udåndingsprøver eller
urintest.
Med lovforslagets § 1, nr. 7 og 9, er der lagt op til, at der
i række bestemmelser i psykiatriloven skabes hjemmel til,
at der ved mistanke om, at der er eller søges bragt medika-
menter, rusmidler eller farlige genstande ind på psykiatriske
afdelinger, kan anvendes bagagescannere ved undersøgelse
af patienter eller andre, der søger adgang hertil, f.eks. besø-
gende, pårørende m.fl.
Det foreslås med dette ændringsnummer, at der i over-
skriften til kapitel 5 a tilføjes henvisninger til »afgivelse af
udåndingsprøve eller urinprøve« og »bagagescannere«.
Med den foreslåede ændring tilpasses overskriften til ka-
pitlet, så den afspejler kapitlets indhold. Det betyder, at
overskriften til kapitel 5 a herefter vil afspejle de nye ind-
grebstyper, som foreslås introduceret med lovforslagets § 1,
nr. 7, 8 og 9.
Til nr. 8
Det følger af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1-3, at
ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlæ-
gen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført
eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i
afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post
skal åbnes eller kontrolleres, at en patients stue og ejendele
skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af
en patient.
Formålet med bestemmelsen er bl.a. at sikre patienternes
behandlingsmuligheder og sikkerheden for såvel patienter
som personale, ved at søge at forhindre, at patienter begår
personfarlig kriminalitet under indlæggelsen.
Det foreslås at ændre § 19 a, stk. 1, således, at der ind-
sættes et nyt nr. 2, hvorved der skabes hjemmel til, at ved
mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlægen med
henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil
blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen,
uden retskendelse kan beslutte, at der skal foretages udån-
dingsprøver eller urintest.
Den foreslåede ændring vil betyde, at det i højere grad vil
blive muligt at undgå patienters misbrug af medikamenter
eller rusmidler på de psykiatriske afdelinger, som kan med-
føre utilregnelig og farlig opførsel hos patienterne, ligesom
misbrug kan forringe patienternes behandling på afdelingen.
Sygehusmyndigheden vil ved en patients overtrædelse af
reglerne på afdelingen kunne træffe foranstaltninger med
henblik på at undgå gentagelse af overtrædelsen, såfremt
dette fremgår af husordenen, jf. den foreslåede bestemmelse
i § 2 c i lovforslagets § 1, nr. 2.
Foranstaltningerne skal stå i rimeligt forhold til overtræ-
delsen af husordenen og må ikke benyttes i videre omfang,
end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 2 c, 2. pkt. Det henvises
til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.3. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 9
Det følger af psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, at ved mistan-
ke som nævnt i stk. 1 kan overlægen med henblik på at
sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ik-
ke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller
flere patienter på afdelingen, beslutte at der skal anvendes
kropsscannere ved undersøgelse af en patient eller personer,
der søger adgang til den psykiatriske afdeling.
Det følger af psykiatrilovens § 19 a, stk. 3, at kravet
om mistanke efter stk. 1 ikke gælder for Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, i forbin-
delse med anvendelse af kropsscannere, jf. stk. 2.
Det følger endelig af psykiatrilovens § 19 a, stk. 8, at
sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler
om bl.a. anvendelse af kropsscannere.
Det foreslås at ændre psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, såle-
des at der skabes hjemmel, til at der ved mistanke om, at
der uretmæssigt søges at medbringe medikamenter, rusmid-
ler eller farlige genstande ind på de psykiatriske afdelinger,
tillige kan anvendes bagagescannere ved undersøgelse af
patienter eller andre, der søger adgang til de psykiatriske
afdelinger, f.eks. besøgende, pårørende m.fl.
Det foreslås endvidere at ændre psykiatrilovens § 19 a,
stk. 3, således, at kravet om mistanke ikke gælder for
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland og, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, heller ikke for
30
retspsykiatriske afdelinger, i forbindelse med anvendelse af
bagagescannere.
Det betyder, at der skabes hjemmel til at der kan anvendes
bagagescannere som en naturlig del af sikkerhedskontrollen
på de psykiatriske og retspsykiatriske afdelinger. Formålet
er at højne sikkerheden på de retspsykiatriske afdelinger ved
i højere grad at kunne hindre, at patienter eller besøgende
medbringer farlige genstande og ulovlige stoffer på retspsy-
kiatriske afdelinger. Derved søges det at undgå potentielt
farlige situationer for både personale og medpatienter.
Endelig foreslås det at ændre psykiatrilovens § 19 a, stk.
8, således at sundhedsministeren tillige vil kunne fastsætte
nærmere regler om anvendelse af bagagescannere.
Der er ikke hermed tiltænkt en indholdsmæssig ændring
af den gældende bestemmelse, men alene en tilføjelse som
følge af de øvrige foreslåede bestemmelser i lovforslaget
om anvendelse af baggagescannere. Den foreslåede bemyn-
digelse forventes udmøntet ved relevante ændringer af be-
kendtgørelse om åbning og kontrol af post, undersøgelse af
patientstuer og ejendele, kropsvisitation og anvendelse af
kropsscannere og narkohunde m.v.
Ved bagagescannere forstås apparater, der kan undersøge
tasker, pakker og lignende ved gennemstråling med ionise-
rende stråling.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 10
Det følger af psykiatrilovens § 19 a, stk. 3, at kravet om
mistanke vedrørende rusmidler m.v. efter stk. 1 ikke gælder
for Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Regi-
on Sjælland, i forbindelse med anvendelse af kropsscannere,
jf. stk. 2.
Det foreslås med en ændring af § 19 a, stk. 3, at de rets-
psykiatriske afdelinger indsættes efter Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Det betyder, at kravet om mistanke ikke vil gælde for
retspsykiatriske afdelinger. Forslaget vil således indebære,
at rutinemæssig undersøgelse vil kunne finde sted som ad-
gangskontrol, idet undersøgelser af besøgende m.fl. ikke vil
kunne gennemtvinges, men at de pågældende dog vil kunne
nægtes adgang til afdelingen, hvis de ikke vil lade sig under-
søge.
Formålet med den foreslåede ændring er at højne sikker-
heden på de retspsykiatriske afdelinger ved i højere grad
at kunne hindre, at patienter eller besøgende medbringer
farlige genstande og ulovlige stoffer på afdelingen. Derved
søges det at undgå potentielt farlige situationer for både
personale og medpatienter.
Forslaget vil indebære, at der også på de retspsykiatriske
afdelinger rutinemæssigt, dvs. uden et egentligt mistanke-
grundlag, vil kunne anvendes krops- og bagagescannere ved
undersøgelse af patienter eller andre, der søger adgang til
afdelingen, f.eks. besøgende, pårørende m.fl.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 11
Det følger af psykiatrilovens § 19 a, stk. 7, 1. pkt., at over-
lægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige
genstande, som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, 2, og
6, tages i forvaring.
Med lovforslagets § 1, nr. 13, er der lagt op til at indsætte
et nyt kapitel 5 b i psykiatriloven med bestemmelser om
mulighed for oprettelse af særlige afdelinger for personer
anbragt i varetægtssurrogat samt en række indgrebsmulighe-
der i den henseende.
I den forbindelse foreslås en ny § 19 c, nr. 3, hvorefter
overlægen på sådanne afdelinger for at sikre hensynet til
orden og sikkerhed uden retskendelse skal kunne beslutte,
at der bl.a. kan anvendes kropsscannere og bagagescannere
ved undersøgelse af en anbragt eller andre personer, som
søger adgang til afdelingen, med henblik på at sikre, at me-
dikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet
indført eller vil blive forsøgt indført i afdelingen.
Derudover foreslås det med en ny § 19 d, at overlægen
kan beslutte at afskære eller begrænse varetægtssurrogaters
mulighed for at medtage, besidde eller råde over mobiltele-
fon, computer og lignende kommunikationsudstyr på afde-
lingen, medmindre det er foreneligt med hensynet til orden
og sikkerhed.
Det foreslås at ændre psykiatrilovens § 19 a, stk. 7, såle-
des, at overlægens mulighed for beslutte, at medikamenter,
rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet ved ind-
greb efter stk. 1, 2, 6, tages i forvaring, også vil omfatte
indgreb efter det foreslåede nye §§ 19 c, nr. 3 og § 19 d.
Det foreslås endvidere med ændringen af § 19 a, stk. 7, at
overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler, farlige
genstand og mobiltelefoner eller lignende kommunikations-
udstyr, som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, 2, 6 og §§
19 c og 19 d, tages i forvaring.
Der er ikke hermed tiltænkt en indholdsmæssig ændring
af den gældende bestemmelse, men alene en tilføjelse af den
foreslåede bestemmelse i §§ 19 c, nr. 3 og 19 d.
Det betyder således, at den foreslåede bestemmelse reelt
blot vil være en konsekvens af de foreslåede nye indgrebs-
muligheder over for surrogatanbragte på særlige afdelinger.
Forslaget vil indebære, at overlægen får mulighed for at
beslutte, at også og mobiltelefoner eller lignende kommuni-
kationsudstyr kan tages i forvaring.
Forslaget vil endvidere indebære, at overlægen også i
henseende til surrogatanbragte på særlige afdelinger vil ha-
ve mulighed for at opbevare medikamenter, rusmidler, farli-
ge genstande og mobiltelefoner eller lignende kommunikati-
onsudstyr, som ikke nødvendigvis er i strid med almindelig
lovgivning, men som grundet tilstedeværelse på psykiatrisk
afdeling kan medføre fare eller uhensigtsmæssige situatio-
ner.
Overlægen vil fortsat have pligt til at overlade til politiet
31
at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande
besiddes i strid med almindelig lovgivning, herunder lovgiv-
ning om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben
m.v.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 12
Det følger af psykiatrilovens § 19 a, stk. 8, at sundheds-
og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om åbning
og kontrol af patienters post, undersøgelse af patientstuer og
patienters ejendele, kropsvisitation af patienter, anvendelse
af kropsscannere og anvendelse af narkohunde.
Det foreslås at ændre § 19 a, stk. 8, således, at sundheds-
og ældreministeren tillige kan fastsætte nærmere regler om
afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve.
Der er ikke hermed tiltænkt en indholdsmæssig ændring
af den gældende bestemmelse, men alene en tilføjelse som
følge af den foreslåede bestemmelse om anvendelse af udån-
dingsprøve eller urinprøve i §§ 19 a, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 8. Den foreslåede bemyndigelse vil formentlig bli-
ve udmøntet ved relevante ændringer af bekendtgørelse om
åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og
ejendele, kropsvisitation og anvendelse af kropsscannere og
narkohunde m.v.
Til nr. 13
Det følger af straffelovens § 16, at personer, der på ger-
ningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom
eller tilstande, der må ligestilles hermed, ikke straffes. Til-
svarende gælder for personer, der er mentalt retarderede
i højere grad. Ifølge straffelovens § 68 kan retten træffe
bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der
findes formålstjenelige for at forebygge yderligere overtræ-
delser, hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af straffelo-
vens § 16.
Det følger endvidere af § 1 i lov om retspsykiatrisk be-
handling m.v., at regionsrådene har pligt til på deres psykia-
triske sygehuse eller sygehusafdelinger at modtage personer,
der efter retskendelse skal indlægges til mentalundersøgelse,
der i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i psykia-
trisk sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk be-
handling, der efter Justitsministeriets eller overøvrighedens
bestemmelse skal anbringes på psykiatrisk sygehus, eller
personer, der som vilkår for prøveløsladelse eller tiltalefra-
fald skal undergives psykiatrisk behandling.
Det foreslås at indsætte kapitel 5 b, bestående af §§ 19
b-19 e, om særlige regler for personer anbragt i varetægts-
surrogat.
Det foreslås med § 19 b, at regionsrådene kan oprette
afdelinger for personer anbragt i varetægtssurrogat, for at
sikre et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau på de psykiatriske
afdelinger.
Det foreslås derudover med § 19 c, at overlægen på afde-
linger for personer anbragt i varetægtssurrogat for at sikre
hensynet til orden og sikkerhed uden retskendelse kan be-
slutte, at den anbragtes post skal åbnes eller kontrolleres, at
den anbragtes stue eller ejendele skal undersøges, eller at
der kan anvendes kropsscannere, bagagescannere og magne-
tiske detektorer ved undersøgelse af en anbragt eller person-
er, som søger adgang til afdelingen, med henblik på at sikre,
at medikamenter, rusmidler, farlige genstande eller mobilte-
lefoner, computer og lignende kommunikationsudstyr ikke
er blevet indført eller vil blive forsøgt indført i afdelingen.
Det foreslås med § 19 d, at overlægen kan beslutte at
afskære eller begrænse varetægtssurrogaters mulighed for at
medtage, besidde eller råde over mobiltelefon, computer og
lignende kommunikationsudstyr på afdelingen, medmindre
det er foreneligt med hensynet til orden og sikkerhed.
Endelig foreslås det med § 19 e, at den psykiatriske afde-
ling i relevant omfang skal videregive oplysninger om per-
soner, der er anbragt i varetægtssurrogat, til politiet, ankla-
gemyndigheden eller kriminalforsorgen, hvis videregivelsen
af oplysningerne er nødvendige for, at politiet, anklagemyn-
digheden eller kriminalforsorgen kan vurdere undvigelsesri-
siko, farlighed og trusselsniveau for de pågældende person-
er.
Det betyder for så vidt angår den foreslåede bestemmelse
i § 19 b, at der vil blive givet mulighed for at oprette afde-
linger for varetægtssurrogater i de regioner, som vurderer et
behov herfor. Der vil således ikke være tale om et krav, men
alene en mulighed for de regioner, som har en større tilgang
af varetægtssurrogater.
For så vidt angår §§ 19 c og d, betyder den foreslåede æn-
dring, at der vil kunne iværksættes yderligere begrænsninger
uden et foregående krav om mistanke om kriminelle akti-
viteter eller forsøg på indførelse af farlige genstande eller
ulovlige stoffer for varetægtssurrogater for at højne sikker-
heden for personale og andre patienter, samt at undgå undvi-
gelser fra de psykiatriske afdelinger. Derudover vil begræns-
ningerne medvirke til, at varetægtssurrogater begrænses i
eventuelle fortsatte kriminelle aktiviteter, ved at begrænse
muligheden for at kommunikere med omverdenen.
Det bemærkes, at der med forslaget ikke stilles krav om,
at undersøgelserne af en varetægtssurrogats ejendele kræver,
at der er mistanke om, at medikamenter, rusmidler eller far-
lige genstande eller kommunikationsudstyr er indført eller
vil forsøges indført til anbragte på afdelingen. Således vil
undersøgelserne kunne ske rutinemæssigt eller ud fra over-
lægens eller personalets vurdering.
Endelig betyder det for så vidt angår den foreslåede §
19 e, at der vil kunne indføres en pligt til, at den psykiatri-
ske afdeling i relevant omfang skal videregive oplysninger
om personer, der er anbragt i varetægtssurrogat, til politiet,
anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen, hvis videregi-
velsen af oplysningerne er nødvendige for, at politi, ankla-
gemyndighed eller kriminalforsorgen kan vurdere undvigel-
sesrisiko, farlighed og trusselsniveau for de pågældende per-
soner.
Forslaget vil indebære, at oplysningerne kan videregives
uden patientens samtykke, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2,
nr. 1.
32
Sundhedspersonen skal dog, uanset, at der er fastsat en
pligt til at videregive oplysninger i anden lovgivning i
almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde,
forinden en videregivelse finder sted, forsøge at indhente
patientens samtykke. Hvornår der foreligger sådanne særlige
grunde vil bero på en konkret vurdering.
Den psykiatriske afdelings behandling, herunder videre-
givelse af personoplysninger vil skulle ske i overensstem-
melse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske person-
er i forbindelse med behandling af personoplysninger og
om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse
af direktiv 95/46/EF (herefter databeskyttelsesforordningen)
og lov om supplerende bestemmelser til forordning om be-
skyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling
af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplys-
ninger (herefter databeskyttelsesloven).
De personoplysninger, der vil kunne videregives, vil bl.a.
være oplysninger om udadreagerende adfærd hos de person-
er, der er anbragt i varetægtssurrogat. Der vil efter forsla-
get desuden kunne videregives helbredsoplysninger, men
kun i det omfang det er relevant for den vurdering, som
politiet, anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen skal
foretage i forhold til undvigelsesrisiko, farlighed og trussels-
niveau. Endelig vil der kunne videregives oplysninger om
strafbare forhold.
Der vil således kunne videregives personoplysninger om-
fattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6, artikel 9 og
artikel 10.
Efter databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra e, er
behandling af personoplysninger f.eks. lovlig, hvis behand-
lingen er nødvendig af hensyn til at udføre en opgave i sam-
fundets interesse eller som henhører under offentlig myndig-
hedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk.
1, at behandling af en række særlige kategorier af oplysnin-
ger (herefter følsomme personoplysninger) er forbudt. Der
gælder imidlertid en række undtagelser til dette forbud. Det
følger bl.a. af artikel 9, stk. 2, litra g, at stk. 1, ikke finder
anvendelse, hvis behandling er nødvendig af hensyn til væ-
sentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller
medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til
det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold
af retten til databeskyttelse og sikre passende og specifikke
foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grund-
læggende rettigheder og interesser.
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 10, at
behandling af personoplysninger vedrørende straffedomme
og lovovertrædelser eller tilknyttede sikkerhedsforanstalt-
ninger på grundlag af artikel 6, stk. 1, må kun foretages
under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behand-
ling har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes nati-
onale ret, som giver passende garantier for registreredes
rettigheder og frihedsrettigheder. Ethvert omfattende register
over straffedomme må kun føres under kontrol af en offent-
lig myndighed.
For så vidt angår den foreslåede bestemmelse og behand-
lingen af personoplysninger om strafbare forhold i medfør
heraf og overensstemmelse med databeskyttelsesforordnin-
gens artikel 10 skal det nævnes, at behandlingen af person-
oplysninger
i medfør af den foreslåede bestemmelse vil ske under kon-
trol af en offentlig myndighed, idet oplysningerne vil blive
videregivet fra regionsrådet (psykiatriafdelingen) til politiet,
anklagemyndigheden eller kriminalforsorgen. Den foreslåe-
de bestemmelse vil endvidere udgøre hjemmel i national ret
til behandling af personoplysningerne. Der vil endelig ikke
blive ført et omfattende register over straffedomme.
Det er Sundhedsministeriets vurdering, at den foreslåede
bestemmelse i psykiatrilovens § 19 e vil kunne fastsættes
inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen, idet
den foreslåede behandling af personoplysninger om den
varetægtssurrogatanbragte vurderes at være nødvendig af
hensyn til væsentlige samfundsinteresser, og videregivelsen
vurderes at stå i rimeligt forhold til det mål, der forfølges,
respektere det væsentligste indhold af retten til databeskyt-
telse og sikre passende og specifikke foranstaltninger til
beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder
og interesser jf. databeskyttelsesforordningens artikel6, stk.
1, litra e, jf. artikel 6, stk. 2 og 3, og artikel 9, stk. 2, litra g.
Endelig skal det bemærkes, at de grundlæggende princip-
per i forordningens artikel 5 desuden altid skal iagttages i
forbindelse med behandling af personoplysninger. Det vur-
deres, at den foreslåede bestemmelse kan indføres inden
for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 5, da
personoplysningerne indsamles til legitime forhold i form af
myndighedsudøvelse, personoplysningerne er begrænset til,
hvad der er nødvendigt i forhold til formålet, og personoply-
sningerne behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig
måde i forhold til den registrerede.
Det bemærkes i den forbindelse, at de øvrige bestemmel-
ser i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven
også skal iagttages, når personoplysninger behandles, herun-
der videregives af psykiatriafdelingen efter den foreslåede
bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 14
Det følger af psykiatrilovens § 21, stk. 4, at så længe
en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet
lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af
tvangsfikseringen, så ofte forholdene tilsiger det, dog mindst
tre gange i døgnet, som skal være jævnt fordelt, efter beslut-
ningen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet.
Det foreslås at ændre § 21, stk. 4, således, at der indsættes
nye 2. og 3. pkt., hvorved den første vurdering skal foreta-
ges senest 4 timer, efter at beslutningen om anvendelse af
tvangsfiksering er truffet, og at de efterfølgende vurderinger
skal foretages med højst 10 timers mellemrum.
Det foreslås endvidere, at der indsættes som nyt 4. pkt.,
hvorefter kravet om, at der maksimalt må gå 4 timer efter
33
det første lægelig tilsyn og højst 10 timer mellem de efter-
følgende lægelige tilsyn, ikke finder anvendelse, såfremt pa-
tienten sover, og det ud fra en lægefaglig vurdering vurderes
skadeligt at vække patienten.
Det betyder, at der vil blive fastsat et fast interval for
den første lægelige vurdering efter iværksættelsen af tvangs-
foranstaltningen på 4 timer, og at der ved de efterfølgende
vurderinger højst må ske med 10 timers mellemrum, som
skal være jævnt fordelt. Formålet er at sikre patientens rets-
sikkerhed.
Det betyder endvidere, at patienten ikke må kunne væk-
kes, hvis det ud fra en lægefaglig vurdering vil være kon-
traproduktivt eller skadeligt at vække patienten, herunder
hvis det indebærer en risiko for, at patientens behandling
forringes, eller hvis det kan medføre unødige konflikter, som
potentielt kan risikere at forlænge bæltefikseringen. Der er
tale om en undtagelsesbestemmelse, vil kunne finde anven-
delse i særlige tilfælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 15
Det følger af psykiatrilovens § 40, stk. 1, at justitsministe-
ren kan bestemme, at en person, der er sindssyg, og som
vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig
og overhængende fare, skal anbringes i Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Det følger af den foreslåede ændring af psykiatrilovens §
40, stk. 1, at justitsministeren, eller den, ministeren bemyn-
diger der til, kan bestemme, at en person, der er sindssyg, og
som vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig
og overhængende fare, skal anbringes i Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Den foreslåede ændring af psykiatrilovens § 40, stk. 1, vil
medføre, at de beføjelser, der efter psykiatrilovens § 40 er
tillagt justitsministeren, ved bekendtgørelse kan overføres til
en myndighed på Justitsministeriets område.
Da det på længere sigt kan vise sig hensigtsmæssigt, at
beføjelserne kan placeres hos forskellige myndigheder på
Justitsministeriets område giver den foreslåede bemyndigel-
sesbestemmelse mulighed herfor.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 16
Det følger af psykiatrilovens § 40, stk. 2, at justitsmini-
steren inden 5 søgnedage efter, at der er truffet afgørelse
efter stk. 1, skal indbringe sagen for retten til prøvelse efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Det følger af den foreslåede ændring af psykiatrilovens §
40, stk. 2, at justitsministeren eller den, ministeren bemyndi-
ger efter stk. 1, skal indbringe sagen for retten til prøvelse
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Den foreslåede ændring af psykiatrilovens § 40, stk. 2,
vil medføre, at det er den myndighed, der har udstedt farlig-
hedsdekretet, der skal indbringe afgørelsen for retten inden
5 søgnedage.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede æn-
dring af psykiatrilovens § 40, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr.
15.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 17
Det følger af den foreslåede bestemmelse i psykiatrilovens
§ 40, stk. 5, at Justitsministeren kan fastsætte regler om
adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til
bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse i psykiatrilovens § 40, stk.
5, giver mulighed for, at justitsministeren ved overførsel af
afgørelseskompetence i medfør af den foreslåede ændring
af psykiatrilovens § 40, stk. 1, tillige kan fastsætte regler
om, at afgørelser truffet i medfør af bemyndigelsen ikke kan
påklages til en anden administrativ myndighed.
I det omfang, at det administrativt bliver fastsat, at kom-
petencen efter psykiatrilovens § 40, stk. 1, henlægges til
en myndighed på Justitsministeriets område, vil det admi-
nistrativt blive bestemt, at den underliggende myndigheds
afgørelser i disse sager ikke kan påklages administrativt.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede æn-
dring af psykiatrilovens § 40, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr.
15.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 18
Det følger af psykiatrilovens § 41, stk. 1, at justitsministe-
ren administrativt kan ophæve et farlighedsdekret. Begæring
om ophævelse kan fremsættes af overlægen ved Sikringsaf-
delingen, patienten selv eller dennes advokat, bistandsværge
eller patientrådgiver.
Det følger af den foreslåede ændring af § 41, stk. 1, at
justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, ad-
ministrativt kan ophæve et farlighedsdekret.
Den foreslåede ændring vil medføre, at de beføjelser, der
efter psykiatrilovens § 41 er tillagt justitsministeren, ved
bekendtgørelse kan overføres til en myndighed på Justitsmi-
nisteriets område.
Da det på længere sigt kan vise sig hensigtsmæssigt, at
beføjelserne kan placeres hos forskellige myndigheder giver
den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse mulighed herfor.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 19
Det følger af psykiatrilovens § 41, stk. 2, at hvis en be-
gæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen
om ophævelse af anbringelsen er blevet afslået af justitsmi-
34
nisteren, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der er forlø-
bet 2 måneder efter justitsministerens afgørelse.
Det følger af den foreslåede ændring af psykiatrilovens §
41, stk. 2, at hvis en begæring fra patienten, patientrådgive-
ren eller bistandsværgen om ophævelse af anbringelsen er
blevet afslået, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der
er forløbet 2 måneder efter afgørelsen. Hvis afslaget har
været forelagt for retten, regnes den nævnte frist fra rettens
afgørelse.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede æn-
dring af psykiatrilovens § 41, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr.
18.
Til nr. 20
Det følger af den foreslåede § 41, stk. 3, at justitsmini-
steren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgø-
relser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk.
1, herunder at afgørelserne ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at justitsministe-
ren ved overførsel af afgørelseskompetence i medfør af den
foreslåede bestemmelse i psykiatrilovens § 41, stk. 1, jf.
lovforslagets § 1, nr. 18, tillige kan fastsætte regler om, at
afgørelser truffet i medfør af bemyndigelsen ikke kan påkla-
ges til anden administrativ myndighed.
I det omfang, at det administrativt bliver fastsat, at kom-
petencen efter psykiatrilovens § 41, stk. 1, henlægges til
en myndighed på Justitsministeriets område, vil det admini-
strativt blive bestemt, at den underliggende myndigheds af-
gørelser i disse sager ikke kan påklages til Justitsministeriets
departement.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede æn-
dring af psykiatrilovens § 41, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr.
18.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 21
Det følger af psykiatrilovens § 41 a, at justitsministeren
kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang
m.v. til personer, der efter § 40, stk. 1, er anbragt i Sikrings-
afdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Det følger af den foreslåede ændring af § 41 a, at ju-
stitsministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om, at
afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan ind-
bringes for anden administrativ myndighed, samt at overlæ-
gen ved Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, kan træffe afgørelse om tilbagekaldelse af
tilladelse til udgang m.v.
Den foreslåede ændring vil medføre, at justitsministeren
kan fastsætte regler om, at afgørelser, der træffes i medfør
af disse regler, ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed. I det omfang, at det administrativt bliver fastsat,
at kompetencen til at meddele tilladelse til udgang m.v. hen-
lægges til en myndighed på Justitsministeriets område, kan
det administrativt blive bestemt, at myndighedens afgørelser
i disse sager ikke kan påklages administrativt.
Den foreslåede ændring vil derudover medføre, at ju-
stitsministeren kan fastsætte regler om, at overlægen ved
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, kan træffe afgørelse om tilbagekaldelse af tilladel-
se til udgang m.v.
Det forudsættes, at der fastsættes regler, hvorefter overlæ-
gen på Sikringsafdelingen kan tilbagekalde en udgangstilla-
delse udstedt af en myndighed, hvis overlægen finder, at der
er behov for en sådan tilbagekaldelse. Sådanne regler forud-
sættes eksempelvis at indebære, at overlægen ved Sikrings-
afdelingen kan tilbagekalde en udgangstilladelse udstedt af
en myndighed på Justitsministeriets område, hvis overlægen
forud for udgangen finder, at det vil være uforsvarligt at
iværksætte udgangen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede æn-
dring af psykiatrilovens § 41, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr.
18.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til § 2
Den foreslåede ændring af sundhedsloven har til formål
at gennemføre lovtekniske tilpasninger som følge af, at Fol-
ketinget tidligere har vedtaget to samtidige ændringer af
sundhedsloven, hvorved der i sundhedsloven blev indsat to
§ 212 b med forskellig ordlyd og indhold.
Efter sundhedslovens § 212 b, stk. 1, som indsat ved lov
nr. 1854 af 9. december 2020, foretager Styrelsen for Patie-
ntklager efter anmodning fra et udvalg, der er nedsat af Fol-
ketinget, en vurdering af lægeerklæringer, som er udfærdiget
til brug for behandlingen af sager om naturalisation. An-
modningen om vurdering fremsendes gennem Udlændinge-
og Integrationsministeriet.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan Styrelsen for Patientklager
af sundhedspersoner, af private og af myndigheder afkræve
enhver oplysning, som er nødvendig for styrelsens vurdering
efter stk. 1.
Styrelsen for Patientklager kan efter stk. 3 videregive sin
vurdering efter stk. 1 til Styrelsen for Patientsikkerhed, som
kan anvende den modtagne vurdering til brug for sit tilsyn
med sundhedspersoner og behandlingssteder.
Efter sundhedslovens § 212 b, stk. 1, som indsat ved §
1 i lov nr. 1855 af 9. december 2020, er Styrelsen for Patie-
ntklager en styrelse under sundhedsministeren, der varetager
behandlingen af klager fra patienter over den sundhedsfagli-
ge behandling og klager over forhold vedrørende patientret-
tigheder.
Efter stk. 2 stiller Styrelsen for Patientklager sekretaria-
tsbetjening til rådighed for Sundhedsvæsenets Disciplinær-
nævn, Ankenævnet for Patienterstatningen, Abortankenæv-
net, Det Psykiatriske Ankenævn, Tvangsbehandlingsnævnet
og Ankenævnet for Tilsynsafgørelser.
Det foreslås at ændre sundhedsloven, således der ikke
35
gælder to § 212 b, men derimod en § 212 b og en § 212
c. Der foretages ikke indholdsmæssige ændringer af gælden-
de ret.
Det foreslås således, at sundhedslovens § 212 b, som ind-
sat ved lov nr. 1854 af 9. december 2020, ophæves, og at der
i stedet indsættes en § 212 c.
Med det foreslåede § 212 c, stk. 1, 1. pkt., fastsættes det,
at Styrelsen for Patientklager efter anmodning fra et udvalg,
der er nedsat af Folketinget, foretager en vurdering af læge-
erklæringer, som er udfærdiget til brug for behandlingen af
sager om naturalisation.
Efter § 212 c, stk. 1, 2. pkt., fremsendes anmodningen om
vurdering af et udvalg, der er nedsat af Folketinget gennem
Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Forslaget vil indebære, at folketingsudvalget over for Ud-
lændinge- og Integrationsministeriet vil kunne tilkendegive,
at udvalget – til brug for udvalgets vurdering af, om der
skal meddeles en ansøger dispensation på grund af sygdom
– ønsker en konkret sygdomssag forelagt for Styrelsen for
Patientklager med henblik på en vurdering af de lægelige
oplysninger i sagen, før udvalget tager endelig stilling til,
om vedkommende ansøger skal optages på et lovforslag om
indfødsrets meddelelse.
Styrelsen for Patientklagers behandling af anmodningen
fra Udlændinge- og Integrationsministeriet vil blive tilrette-
lagt på den måde, at Styrelsen for Patientklager i forbindel-
se med modtagelse af anmodningen fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet modtager sagens akter, herunder den
pågældende lægeerklæring. Styrelsen for Patientklager vil
herefter indhente sagens øvrige oplysninger, jf. det foreslåe-
de stk. 2 nedenfor, herunder eksempelvis journalmateriale,
samt en udtalelse fra den læge, der har udarbejdet erklærin-
gen.
Herefter vil en sagkyndig, som arbejder inden for samme
speciale som den læge, der har udarbejdet erklæringen ved-
rørende den pågældende ansøger, af Styrelsen for Patientkla-
ger blive bedt om at vurdere sagen, og derefter på baggrund
af en række spørgsmål afgive en udtalelse til sagen. Styrel-
sen for Patientklager vil på baggrund af den sagkyndiges ud-
talelse efter omstændighederne kunne indhente supplerende
oplysninger fra ansøgeren og den læge, som har udarbejdet
erklæringen. Styrelsen for Patientklager vil herefter vurde-
re sagen og udarbejde en udtalelse om, hvorvidt styrelsen
er enig i lægens vurderinger og konklusion i lægeerklærin-
gen. Det bemærkes, at Styrelsen for Patientklagers udtalelse
til Udlændinge- og Integrationsministeriet eller folketings-
udvalget ikke vil udgøre en forvaltningsretlig afgørelse.
Med det foreslåede § 212 c, stk. 2, foreslås det, at Styrel-
sen for Patientklager af sundhedspersoner, af private og af
myndigheder kan afkræve enhver oplysning, som er nødven-
dig for styrelsens vurdering efter det foreslåede stk. 1.
Efter bestemmelsen kan Styrelsen for Patientklager såle-
des med henblik på styrelsens vurdering af lægeerklærin-
gen, afkræve enhver sundhedsperson og ethvert offentligt
eller privat behandlingssted, organisation m.v. oplysninger,
som af styrelsen vurderes nødvendig for styrelsens vurde-
ring. Styrelsen for Patientklager vil bl.a. kunne afkræve op-
lysning fra journaler, herunder, diagnoser m.v. Styrelsen vil
derudover efter bestemmelsen kunne indhente en udtalelse
fra den læge, der har afgivet den erklæring, som styrelsen
skal vurdere.
Med det forslåede § 212 c, stk. 3, foreslås det, at Styrelsen
for Patientklager kan videregive oplysninger om styrelsens
vurdering efter stk. 1 til Styrelsen for Patientsikkerhed, som
kan anvende de modtagne oplysninger til brug for Styrel-
sen for Patientsikkerheds tilsyn med sundhedspersoner og
behandlingssteder.
Med bestemmelsen sikres det, at Styrelsen for Patientkla-
ger kan videregive oplysninger om den læge, der har udfær-
diget erklæring til Styrelsen for Patientsikkerhed. Herved
sikres det, at Styrelsen for Patientsikkerhed, som i medfør af
regler i autorisationsloven fører tilsyn med sundhedsperso-
ners sundhedsfaglige virksomhed, bliver bekendt med Sty-
relsen for Patientklagers udtalelse. Bestemmelsen sikrer så-
ledes, at Styrelsen for Patientklagers udtalelse kan indgå
i grundlaget for en tilsynsafgørelse fra Styrelsen for Patie-
ntsikkerhed, i det omfang det er relevant og er udtryk for
lægens faglige virksomhed. Bestemmelsen sikrer ligeledes,
at udtalelsen kan indgå i datagrundlaget for Styrelsen for Pa-
tientsikkerheds risikobaserede tilsyn med behandlingssteder,
som styrelsen fører i medfør af regler i sundhedsloven.
Den foreslåede bestemmelse er en indholdsmæssig uænd-
ret videreførelse af den gældende § 212 b, som indsat ved
lov nr. 1854 af 9. december 2020.
Den foreslåede ophævelse af sundhedslovens § 212 b,
som indsat ved lov nr. 1854 af 9. december 2020, og den
derved foreslåede § 212 c, vil ikke medføre ændringer af
sundhedslovens § 212 b, som indsat ved § 1 i lov nr. 1855 af
9. december 2020. Sundhedslovens § 212 b, som indsat ved
§ 1 i lov nr. 1855 af 9. december 2020, vil således fortsat
være gældende.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2022.
Til § 4
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
For så vidt angår Grønland, overtog det grønlandske
hjemmestyre ved lov nr. 369 af 6. juni 1991 sundhedsvæse-
net pr. 1. januar 1992 i henhold til hjemmestyrelovens §
5. Ved lov nr. 1406 af 27. december 2008 om ændring af
sundhedsvæsenet i Grønland overtog hjemmestyret desuden
sagsområdet tvang i psykiatrien pr. 1. januar 2009 i henhold
til hjemmestyrelovens § 7, jf. § 5.
Det betyder, at lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v. ikke gælder for og heller ikke kan sættes i kraft for
Grønland. Sundhedsloven gælder som udgangspunkt heller
ikke for Grønland, men efter sundhedslovens § 278, stk.
3, kan lovens kapitel 12 og 54-67 ved kongelig anordning
sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særli-
ge grønlandske forhold tilsiger. Sundhedsloven gælder som
udgangspunkt heller ikke for Færøerne, men efter sundheds-
36
lovens § 278, stk. 2, kan sundhedslovens §§ 5 og 6, kapi-
tel 4-9, §§ 61-63, kapitel 36-38, kapitel 61, kapitel 66-68,
og §§ 247-250, 254, 259, 266-268, 272-274 og 276 ved
kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Fær-
øerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger. Lovens kapitel 12 og kapitel 54-57 kan tilsvarende
ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige færøske og forhold tilsiger, jf.
sundhedslovens § 278, stk. 3.
For så vidt angår Færøerne, følger det af psykiatrilovens
§ 47, at loven ikke gælder for Færøerne, men at den ved
kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsi-
ger.
Det foreslås derfor, at loven ikke skal gælde for Færøerne
og Grønland, men kan sættes helt eller delvist i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsi-
ger.
37
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af 2. september
2019, som ændret ved § 6 i lov af nr. 1185 af 8.
juni 2021, foretages følgende ændringer:
1. § 2 a, stk. 1, affattes således:
§ 2 a. Sygehusmyndigheden skal sikre, at der
på enhver psykiatrisk afdeling findes en skriftlig
husorden, som er tilgængelig for patienterne.
»§ 2 a. »For at tilgodese et trygt miljø på alle
psykiatriske afdelinger skal sygehusmyndigheden
sikre, at der findes en skriftlig husorden på de
enkelte afdelinger, som er tilgængelig for patien-
terne. Husordenen skal indeholde en beskrivelse
af, hvilke afskæringer og begrænsninger fastsat i
medfør af § 2 b, og foranstaltninger fastsat i med-
før af § 2 c, der kan forekomme på afdelingen,
samt generelle regler vedrørende orden, adfærd,
og lignende.«
Stk. 2. Afdelingsledelsen skal sikre, at den skrift-
lige husorden udleveres til patienten i forbindelse
med indlæggelse.
Stk. 3. Ved udformning eller ændring af den
skriftlige husorden skal patienterne, inden der
træffes beslutning herom, inddrages.
2. Efter § 2 a indsættes:
»§ 2 b. Sundhedsministeren fastsætter regler om
sygehusmyndighedens mulighed for at iværksætte
følgende afskæringer og begrænsninger:
1) Afskæring fra eller begrænsning af adgang
til mobiltelefon, computer eller lignende kommu-
nikationsudstyr af hensyn til patienten, medpatien-
ter, personale, pårørende, offentlige myndigheder,
m.v. ved opførsel som åbenbart vil være imod
patientens egne interesser eller ved åbenlys chika-
nende opførsel.
2) Afskæring fra eller begrænsning af handel,
bytte og spil, herunder mellem patienter, af hensyn
til patienten, medpatienter eller personale, hvis
handel, bytte eller spil åbenbart må formodes at
være imod patientens interesser, hvor patienten
i forbindelse med handel, bytte eller spil bliver
38
udsat for pres af medpatienter, eller handel, bytte
eller spil medfører konflikter på afdelingen.
3) Afskæring fra eller begrænsning af seksuelt
samkvem mellem patienter på afdelingen af hen-
syn til patienten, medpatienter eller personale,
hvis det betragtes skadeligt for en patient at indgå
i en seksuel relation med en medpatient, eller hvis
medpatienter eller personalets blufærdighed kræn-
kes.
4) Afskæring fra eller begrænsning af patientens
adgang til nærmere angivne bøger, tidsskrifter og
lignende af behandlingsmæssige hensyn, dog såle-
des at afskæringen eller begrænsningen skal være
begrundet i, at patientens adgang efter en lægelig
vurdering væsentligt vil forringe dennes tilstand
eller videre behandlingsudsigter.
5) Afskæring fra eller begrænsning af patientens
adgang til at anvende nærmere angivne sociale
medier og lignende samt nærmere angivne hjem-
mesider af behandlingsmæssige hensyn, dog såle-
des at afskæringen eller begrænsningen skal være
begrundet i, at patientens adgang efter en lægelig
vurdering væsentligt vil forringe dennes tilstand
eller videre behandlingsudsigter.
6) Afskæringer eller begrænsninger begrundet i
hygiejnemæssige forhold af hensyn til patienten,
medpatienter og personale.
7) Afskæringer eller begrænsninger begrundet i
ordens- og sikkerhedsmæssige forhold af hensyn
til patienten, medpatienter og personale.
8) Afskæringer eller begrænsninger begrundet i
behandlingsmæssige forhold af hensyn til patien-
ten.
Stk. 2. Afskæringer og begrænsninger fastsat i
medfør af stk. 1, må ikke benyttes, før der er gjort,
hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige
medvirken, og skal stå i rimeligt forhold til det,
der søges opnået herved. Afskæringer og begræns-
ninger fastsat i medfør af stk. 1, må endvidere
ikke benyttes i videre omfang, end hvad der er
nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.«
§ 2 c. Sundhedsministeren kan fastsætte nærme-
re regler om sygehusmyndighedens mulighed for
at træffe foranstaltninger med henblik på at und-
gå gentagelse af adfærd i strid med iværksatte
afskæringer eller begrænsninger, der er fastsat i
39
medfør af § 2 b, stk. 1. Foranstaltningerne skal stå
i rimeligt forhold til den adfærd, hvorom der er
iværksat afskæringer eller begrænsninger, og må
ikke benyttes i videre omfang, end hvad der er
nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.«
§ 4 a. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1,
§ 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 11, § 12, stk. 4, § 13, stk.
2, 1. pkt., § 15, stk. 1 og 2, § 18 g, § 19 a, stk.
1, 2, 6 og 7, og § 21, stk. 2, er ikke er til hinder
for, at en beslutning i overlægens fravær kan træf-
fes af en anden læge, hvorefter overlægen snarest
efterfølgende skal tage stilling til beslutningen.
3. I § 4 a indsættes efter »og 7,« »§§ 19 c og d, «
§ 16. En patient, der er tvangsfikseret med bæl-
te, skal have fast vagt.
4. I § 16 indføres som stk. 2:
»Den faste vagt skal udarbejde en objektiv be-
skrivelse af patientens aktuelle tilstand, mens pa-
tienten er tvangsfikseret med bælte.«
§ 18 a. Aflåsning af patientstue kan anvendes
over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelin-
gen under Retspsykiatrisk Afdeling, Region Sjæl-
land, jf. kapitel 11.
5. I § 18 a, stk. 1, udgår », jf. kapitel 11«
§ 18 b. Aflåsning af patientstuer kan i følgen-
de tilfælde foretages af sikkerhedsmæssige grunde
over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelin-
gen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjæl-
land, jf. kapitel 11:
1) om natten,
2) under den ugentlige konference og
3) under den daglige behandlingskonference.
6. I § 18 b, stk. 1, udgår », jf. kapitel 11«
7. I overskriften til kapitel 5 a indsættes efter
»post,«: »afgivelse af udåndingsprøve eller urin-
prøve,«, og efter »kropsscannere« indsættes: »,
bagagescannere«.
§ 19 a. Ved mistanke om, at der er medikamen-
ter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen,
kan overlægen med henblik på at sikre, at disse
ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført
til en eller flere patienter i afdelingen, uden rets-
kendelse beslutte,
1) at en patients post skal åbnes og kontrolleres,
8. I § 19 a, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt
nummer:
»2) at en patient skal afgive udåndingsprøve el-
ler urinprøve,«.
2) at en patients stue og ejendele skal undersø-
ges, eller
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.
40
3) at der skal foretages kropsvisitation af en pa-
tient.
Stk. 2. Ved mistanke som nævnt i stk. 1 kan
overlægen med henblik på at sikre, at medikamen-
ter, rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet
indført eller vil blive forsøgt indført til en eller
flere patienter i afdelingen, beslutte, at der skal
anvendes kropsscannere ved undersøgelse af en
patient eller personer, der søger adgang til den
psykiatriske afdeling.
9. I § 19 a, stk. 2, 3 og 8, indsættes efter »krops-
scannere«: »og bagagescannere«.
Stk. 3. Kravet om mistanke efter stk. 1 gælder
ikke for Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland, i forbindelse med an-
vendelse af kropsscannere, jf. stk. 2.
Stk. 4. ---
Stk. 5. ---
Stk. 6. ---
10. I § 19 a, stk. 3, indsættes efter »Sikringsaf-
delingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland«: »og retspsykiatriske afdelinger«.
Stk. 7. Overlægen kan beslutte, at medikamenter,
rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet
ved indgreb efter stk. 1, 2 og 6, tages i forva-
ring. Overlægen skal overlade til politiet at afgøre,
om medikamenter, rusmidler og farlige genstande
besiddes i strid med den almindelige lovgivning,
herunder lovgivningen om euforiserende stoffer
og lovgivningen om våben m.v.
11. I § 19 a, stk. 7, 1. pkt., ændres »og farlige gen-
stande« til: », farlige genstande og mobiltelefoner
eller lignende kommunikationsudstyr«, og »og 6«
ændres til: », 6 og §§ 19 c og d«.
Stk. 8. Sundheds- og ældreministeren kan fast-
sætte nærmere regler om åbning og kontrol af
patienters post, undersøgelse af patientstuer og pa-
tienters ejendele, kropsvisitation af patienter, an-
vendelse af kropsscannere og anvendelse af narko-
hunde.
12. I § 19 a, stk. 8, indsættes efter »post,«: »pa-
tienters afgivelse af udåndingsprøve eller urinprø-
ve,«.
13. Efter kapitel 5 a indsættes:
»Kapitel 5 b
Særlige regler for personer anbragt i varetægts-
surrogat
§ 19 b. For at sikre et tilstrækkeligt sikkerheds-
niveau på de psykiatriske afdelinger kan regions-
rådene oprette afdelinger for personer anbragt i
varetægtssurrogat.
§ 19 c. Overlægen kan på afdelinger for person-
er anbragt i varetægtssurrogat for at sikre hensynet
til orden og sikkerhed uden retskendelse beslutte
at,
41
1) den anbragtes post skal åbnes eller kontrolle-
res,
2) den anbragtes stue eller ejendele skal under-
søges, eller
3) der kan anvendes kropsscannere, bagagescan-
nere og magnetiske detektorer for mobiltelefoner
ved undersøgelse af en anbragt eller personer, som
søger adgang til afdelingen, med henblik på at sik-
re, at medikamenter, rusmidler, farlige genstande
eller mobiltelefoner og lignende kommunikations-
udstyr ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt
indført i afdelingen.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 2 a-c finder tilsvaren-
de anvendelse på afdelinger for personer anbragt i
varetægtssurrogat.
§ 19 d. Overlægen kan beslutte at afskære eller
begrænse den anbragtes mulighed for at medtage,
besidde eller råde over mobiltelefon og lignende
kommunikationsudstyr på afdelingen, hvis den an-
bragtes medtagelse, besiddelse eller råden er ufor-
enligt med hensynet til orden og sikkerhed.«
§ 19 e. Den psykiatriske afdeling skal i relevant
omfang videregive oplysninger om personer, der
er anbragt i varetægtssurrogat, til politiet, anklage-
myndigheden eller kriminalforsorgen, hvis videre-
givelsen af oplysningerne er nødvendige for, at
politiet, anklagemyndigheden eller kriminalforsor-
gen kan vurdere undvigelsesrisiko, farlighed og
trusselsniveau for de pågældende personer.«
§ 21. Overlægen har ansvaret for, at frihedsberø-
velse og anvendelse af anden tvang efter reglerne
i denne lov ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt.
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
Stk. 4. Så længe en tvangsfiksering opretholdes,
skal der foretages fornyet lægelig vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikse-
ringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog
mindst tre gange i døgnet, som skal være jævnt
fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af
tvangsfiksering er truffet.
14. I § 21, stk. 4, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Den første vurdering skal foretages senest 4
timer efter, at beslutningen om anvendelse af
tvangsfiksering er truffet. Efterfølgende vurderin-
ger skal foretages med højst 10 timers mellem-
rum. 2. og 3. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt
patienten sover, og det ud fra en lægefaglig vurde-
ring vurderes skadeligt at vække patienten.«
Stk. 5. ---
Stk. 6. ---
42
Stk. 7. ---
Stk. 8. ---
§ 40. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre
indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige,
kan justitsministeren bestemme, at en person, der
er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres
liv eller legeme for alvorlig og overhængende fa-
re, skal anbringes i Sikringsafdelingen under Rets-
psykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
15. I § 40, stk. 1, indsættes efter »justitsministe-
ren«: »eller den, ministeren bemyndiger dertil,«.
Stk. 2. Justitsministeren skal inden 5 søgnedage
efter, at der er truffet afgørelse efter stk. 1, ind-
bringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a
16. I § 40, stk. 2, indsættes efter »Justitsministe-
ren«: »eller den, ministeren bemyndiger efter stk.
1,«.
17. I § 40 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om
adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i
henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at
afgørelserne ikke kan indbringes for anden admi-
nistrativ myndighed.«
§ 41. Anbringelse efter § 40, stk. 1, kan ad-
ministrativt kun ophæves af justitsministeren. Be-
gæring om ophævelse kan fremsættes af over-
lægen, patienten, patientrådgiveren eller bistands-
værgen. Begæring fra patienten, patientrådgiveren
eller bistandsværgen kan tidligst fremsættes, når
der er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse,
jf. § 40, stk. 2. Afslag på ophævelse forelægges
på begæring for retten til prøvelse efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
18. I § 41, stk. 1, indsættes efter »justitsministe-
ren«: »eller den, ministeren bemyndiger dertil«.
§ 41. ---
Stk. 2. Er en begæring fra patienten, patientråd-
giveren eller bistandsværgen om ophævelse af an-
bringelsen blevet afslået af justitsministeren, kan
spørgsmålet først på ny rejses, når der er forløbet
2 måneder efter justitsministerens afgørelse. Har
justitsministerens afslag været forelagt for retten,
regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse
19. I § 41, stk. 2, 1. pkt. udgår »af justitsmini-
steren«, og i 2. pkt. ændres »justitsministerens af-
gørelse« til: »afgørelsen«, og »justitsministerens
afslag« ændres til: »afslaget«.
20. I § 41 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om
adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i
henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at
afgørelserne ikke kan indbringes for anden admi-
nistrativ myndighed.«.
43
§ 41 a. Justitsministeren kan fastsætte regler om
meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til person-
er, der efter § 40, stk. 1, er anbragt i Sikringsaf-
delingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland.
21. I § 41 a indsættes som 2. pkt.:
»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsæt-
te regler om, at afgørelser, der træffes i medfør
af disse regler, ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed, og at overlægen ved
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, kan træffe afgørelse om tilbage-
kaldelse af tilladelse til udgang m.v.«
§ 2
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903
af 26. august 2019, som ændret bl.a. ved lov nr.
1854 af 9. december 2020, § 1 i lov nr. 1855 af
9. december 2020 og senest ved lov nr. 1184 af 8.
juni 2021, foretages følgende ændring:
1. § 212 b, som indsat ved lov nr. 1854 af 9.
december 2020, ophæves, og i stedet indsættes:
§ 212 b. Styrelsen for Patientklager foretager
efter anmodning fra et udvalg, der er nedsat af
Folketinget, en vurdering af lægeerklæringer, som
er udfærdiget til brug for behandlingen af sager
om naturalisation. Anmodningen om vurdering
fremsendes gennem Udlændinge- og Integrations-
ministeriet.
Stk. 2. Styrelsen for Patientklager kan af sund-
hedspersoner, af private og af myndigheder afkræ-
ve enhver oplysning, som er nødvendig for styrel-
sens vurdering efter stk. 1.
Stk. 3. Styrelsen for Patientklager kan videregive
sin vurdering efter stk. 1 til Styrelsen for Patie-
ntsikkerhed, som kan anvende den modtagne vur-
dering til brug for sit tilsyn med sundhedspersoner
og behandlingssteder.«
§ 212 b. Styrelsen for Patientklager er en sty-
relse under sundheds- og ældreministeren, der va-
retager behandlingen af klager fra patienter over
den sundhedsfaglige behandling og klager over
forhold vedrørende patientrettigheder.
Stk. 2. Styrelsen for Patientklager stiller sekreta-
riatsbetjening til rådighed for Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn, Ankenævnet for Patienterstat-
ningen, Abortankenævnet, Det Psykiatriske Anke-
nævn, Tvangsbehandlingsnævnet og Ankenævnet
for Tilsynsafgørelser.
Ȥ 212 c. Styrelsen for Patientklager foretager
efter anmodning fra et udvalg, der er nedsat af
Folketinget, en vurdering af lægeerklæringer, som
er udfærdiget til brug for behandlingen af sager
om naturalisation. Anmodningen om vurdering
fremsendes gennem Udlændinge- og Integrations-
ministeriet.
Stk. 2. Styrelsen for Patientklager kan af sund-
hedspersoner, af private og af myndigheder afkræ-
ve enhver oplysning, som er nødvendig for styrel-
sens vurdering efter stk. 1.
Stk. 3. Styrelsen for Patientklager kan videregive
sin vurdering efter stk. 1 til Styrelsen for Patie-
ntsikkerhed, som kan anvende den modtagne vur-
dering til brug for sit tilsyn med sundhedspersoner
og behandlingssteder.«
44
§ 3
Loven træder i kraft 1. januar 2022.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning sættes helt eller
delvist i kraft for Færøerne med de ændringer,
som de færøske forhold tilsiger.
45


Handlingsplan
til imødegåelse af udfordringer
med fangeflugter
17. marts 2021
Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del - Bilag 263
Offentligt
Offentligt
L 84 - endeligt svar på spørgsmål 10
Sundhedsudvalget 2021-22
2
Indholdsfortegnelse
1. Resume.........................................................................................................................................3
2. Indledning ....................................................................................................................................4
3. Afgrænsning.................................................................................................................................5
4. Forslag til yderligere initiativer til at imødegå fangeflugter........................................................6
1. Grundig visitation .....................................................................................................................7
2. Oprettelse af særlige pladser i kriminalforsorgen til psykiatrisk udredning.............................7
3. Styrket fokus på sikkerheden ved ledsagede udgange..............................................................8
4. Udveksling af oplysninger mellem myndighederne .................................................................8
5. Sikkerhedskontroller i psykiatrien ............................................................................................9
6. Særlige regler for afsnit for surrogatanbragte i psykiatrien ......................................................9
7. Pålæg om brev- og besøgskontrol ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1,
nr. 1 ................................................................................................................................................10
8. Lighed i regelsæt vedrørende afskæring af besøg og overvåget besøg...................................10
9. Video3.....................................................................................................................................11
10. Anvendelse af håndjern...........................................................................................................11
5. Initiativer taget efter fangeflugten den 19. november 2019.......................................................11
6. Udveksling af oplysninger mellem myndighederne ..................................................................15
6.1 Regler for udveksling af oplysninger...................................................................................15
6.2 Udveksling af oplysninger i praksis.....................................................................................17
7. Ansvarsfordelingen mellem politiet og kriminalforsorgen ved transport af arrestanter............18
8. Sikkerhedsmæssige forhold i kriminalforsorgens institutioner .................................................19
8.1 Sikkerhedsvurderinger .........................................................................................................19
8.2 Sikkerhedsregimet i institutionerne .....................................................................................20
8.3 Brug af håndjern under transport .........................................................................................21
8.4 Kontrol af besøgende ...........................................................................................................22
8.5 Regler for arrestanters muligheder for kommunikation ud af fængslet/arresten .................23
8.6 Afsoneres muligheder for kommunikation ud af fængslet/arresten.....................................25
9. Sikkerhedsmæssige forhold på psykiatriske afdelinger.................................................................28
9.1 Sikkerhedsregimet på psykiatriske afdelinger .....................................................................28
9.2 Kontrol af patienter og besøgende – psykiatrien .................................................................29
9.3 Mulighed for besøg mv........................................................................................................30
3
1. Resume
I 2019 undveg en person fra retspsykiatrisk afdeling, Psykiatrien Slagelse. Som opfølgning har
Justitsministeriet bedt Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsorgen om i fællesskab at
udarbejde en handlingsplan til at imødegå udfordringerne med undvigelser fra lukkede fængsler/arresthuse og
psykiatriske afsnit, der huser surrogatanbragte varetægtsarrestanter.
For at afdække eventuelle fællestræk og karakteristika ved undvigelser er der foretaget en gennemgang af data
fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS) vedrørende fangeflugter for perioden 2017-2019. Gennemgangen
viser, at den største trussel for alvorlige undvigelser kommer fra varetægtsarrestanter og afsonere i lukkede
fængsler/arresthuse, samt at risiko for undvigelser er størst, når myndighederne af forskellige årsager skal
håndtere denne gruppe af personer uden for institutionerne.
Handlingsplanen er på den baggrund afgrænset til at imødegå undvigelser fra lukkede fængsler/arresthuse og
psykiatriske afsnit, der huser surrogatanbragte varetægtsarrestanter.
Handlingsplanen indeholder 10 nye initiativer til at forebygge at undvigelsestruede afsonere og
varetægtsarrestanter, herunder surrogatanbragte personer på psykiatriske afsnit, kan flygte under
varetægtsfængslingen eller afsoningen. Implementering af de 10 forslag medfører udgifter, som ikke er
beskrevet i handlingsplanen.
De 10 initiativer er:
1. Grundigere visitation, så det hurtigere kan afklares, om en person bør tilbydes behandling og
undersøgelse i psykiatrien.
2. Oprettelse af særlige pladser i kriminalforsorgen til særligt undvigelsestruede personer og/eller
personer, som har en negativ stærk styrende adfærd, hvor der kan foretages en psykiatrisk udredning
forud for en eventuel varetægtsfængsling i surrogat på en psykiatrisk afdeling.
3. Styrket fokus på sikkerhed ved ledsagede udgange, så kriminalforsorgen f.eks. kan tilbyde flere
sundhedsydelser uden at skulle flytte personer ud af fængsler og arresthuse.
4. Øget udveksling af oplysninger mellem myndigheder, således at myndighederne har samme grundlag
for sikkerhedsvurdering af frihedsberøvede personer.
5. Sikkerhedskontroller i psykiatrien.
6. Særlige regler for afsnit for surrogatanbragte i psykiatrien.
7. Øget anvendelse af brev- og besøgskontrol.
8. Ensartede regler for besøg til bandemedlemmer.
9. Øget brug af videoretsmøder.
10. Øget hjemmel til brug af sikringsmidler ud over håndjern overfor indsatte under transport.
Der er efter flugten i 2019 fra retspsykiatrisk afdeling, Psykiatrien Slagelse taget en række initiativer for at
forbedre kommunikationen mellem myndighederne, højne sikkerheden og forebygge nye flugtforsøg.
Herudover har Direktoratet for Kriminalforsorgen som opfølgning på en livstidsdømt drabsmands undvigelse
fra Herstedvester Fængsel den 20. oktober 2020 lanceret en indsatsplan med 12 initiaitiver, der skal styrke
sikkerheden i kriminalforsorgen. Alle disse initiativer er nærmere beskrevet i vedlagte faktaark.
4
2. Indledning
Justitsministeriet anmodede ved brev af 27. november 2019 Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for
Kriminalforsorgen om i fællesskab at udarbejde en handlingsplan til at imødegå udfordringerne med
fangeflugter.
Endvidere anmodede Justitsministeriet om, at Rigspolitiet koordinerer udarbejdelsen af handlingsplanen og i
den forbindelse sørger for inddragelse af såvel PET som øvrige relevante myndigheder, herunder
sundhedsmyndighederne i relevant omfang.
Forud for anmodningen om udarbejdelsen af handlingsplan anmodede Justitsministeriet den 20. november
2019 Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsorgen om at udarbejde en samlet redegørelse
vedrørende en undvigelse fra Psykiatrien Slagelse, Retspsykiatrisk Afdeling SL10, den 19. november 2019.
Den 28. januar 2020 afleverede Rigspolitiet til Justitsministeriet redegørelsen vedrørende undvigelsen fra
Psykiatrien Slagelse, Retspsykiatrisk Afdeling SL10, den 19. november 2019. Redegørelsen peger på følgende
overordnede læringspunkter og anbefalinger til handlingsplanen, der navnlig har fokus på det tværgående
myndighedssamarbejde i forhold til afsonere og arrestanter, der er under transport, eller som er anbragt i
surrogat:
a. Behov for at skabe en stærkere kobling mellem den vurdering politiet foretager i forhold til
transport af arrestanten og politiets øvrige sikkerhedstiltag omkring arrestanten, særligt når
anbringelse sker uden for kriminalforsorgens institutioner.
b. Et landsdækkende koncept for udveksling af oplysninger, herunder ikke mindst
sikkerhedsoplysninger, mellem politi, anklagemyndighed, kriminalforsorgen og de
psykiatriske afdelinger, undersøges nærmere.
c. Nærmere undersøgelse af mulighederne for at fastsætte fælles kriterier for vurderingen af,
hvornår en person må anses for undvigelsestruet , således at der sikres en ensartet håndtering
på tværs af myndighederne.
d. Nærmere undersøgelse af, om der i såvel varetægtsbekendtgørelsen som psykiatriloven kan
indføres bestemmelser rettet mod banderelaterede arrestanter i lighed med reglerne i
straffuldbyrdelsesloven.
Disse læringspunkter og anbefalinger er implementeret i handlingsplanen.
Den 20. oktober 2020 undveg en livstidsdømt drabsmand fra Herstedvester Fængsel. Den 21. oktober 2020
anmodede Justitsministeriet Direktoratet for Kriminalforsorgen om en redegørelse for undvigelsen, som
direktoratet afleverede til Justitsministeriet den 12. november 2020. Redegørelsen belyser dels
omstændighederne ved selve undvigelsen, dels hvilke sikkerhedsmæssige overvejelser, der har været forud for
undvigelsen, dels hvilke sikkerhedstiltag, der efter undvigelsen konkret er taget i Herstedvester Fængsel.
Direktoratet for Kriminalforsorgen udarbejdede herudover som opfølgning på undvigelsen fra Herstedvester
Fængsel en ny indsatsplan mod undvigelser fra lukkede fængsler og arrester, der også blev sendt til
Justitsministeriet den 12. november 2020. Tiltagene i indsatsplanen, der navnlig har fokus på undvigelser inde
fra lukkede fængsler og arrester, er medtaget i handlingsplanens afsnit 5.
5
Handlingsplanen indeholder i afsnit 3 en afgrænsning af, hvilken målgruppe handlingsplanens initiativer har
fokus på, og i afsnit 4 en række initiativer til at imødegå fangeflugter. Afsnit 5 indeholder en beskrivelse af de
initiativer til at imødegå fangeflugter, som myndighederne allerede har taget efter flugten den 19. november
2019, mens afsnit 6 indeholder en beskrivelse af reglerne for myndighedernes udveksling af oplysninger og en
beskrivelse af, hvordan udvekslingen sker i praksis. Afsnit 7 beskriver ansvarsfordelingen mellem politiet og
kriminalforsorgen i forbindelse med transport af arrestanter. Endelig indeholder afsnit 8 og 9 en beskrivelse af
de sikkerhedsmæssige forhold i henholdsvis kriminalforsorgens institutioner og på de psykiatriske afdelinger,
herunder en gennemgang af reglerne for bl.a. besøg og kommunikation med andre.
Handlingsplanen er udarbejdet til brug for offentliggørelse. Det indebærer, at handlingsplanen ikke indeholder
oplysninger, som kan skade de involverede myndigheders muligheder for forebyggelse, efterforskning og
forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i
sager om strafferetlig forfølgning.
Handlingsplanen er udarbejdet i samarbejde mellem Rigspolitiet, Rigsadvokaten, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Danske Regioner og Psykiatrien Region Sjælland.
3. Afgrænsning
Til brug for handlingsplanen har Rigspolitiet og kriminalforsorgen hver især indhentet og gennemgået
myndighedernes data vedrørende undvigelser i perioden fra 2017 til 2019. Regionerne har ikke en samlet
opgørelse over undvigelser mv. i perioden.1
Rigspolitiet har gennemgået anmeldelser registreret i sagsstyringssystemet POLSAS under gerningskode
70335, som vedrører overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, hvorefter den, der flygter som anholdt eller
fængslet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Gerningskoden anvendes ved undvigelse i forbindelse med en anholdelse, ved undvigelse efter anbringelse i
kriminalforsorgens institutioner, og ved undvigelse under surrogatanbringelse. Gerningskoden anvendes
således uanset om den frihedsberøvede er i politiets, kriminalforsorgens eller en tredje myndigheds varetægt.
Gerningskoden anvendes ikke ved undvigelse fra en tilbageholdelse efter politiloven.
Kriminalforsorgen registrerer i Klientsystemet undvigelser, som er foretaget af personer, som på
undvigelsestidspunktet var varetægtsfængslet eller afsonede en fængselstraf, og som var i kriminalforsorgens
varetægt ved undvigelsen.
Politiets og kriminalforsorgens tal viser, at langt hovedparten af de registrerede undvigelser skete, mens den
undvegne var indsat i et åbent fængsel.
1
Regionerne skelner mellem rømning, undvigelse og udeblivelse. Rømning dækker over situationer, hvor en indsat
stikker af fra et lukket afsnit eller en lukket have, og kan sidestilles med en fangeflugt. Undvigelse dækker over situationer,
hvor patienten stikker af fra en ledsaget udgang, mens udeblivelse dækker over situationer, hvor patienten ikke vender
tilbage som aftalt efter uledsaget færden på hospitalsområdet eller uledsaget udgang.
6
Disse undvigelser, der typisk sker ved at den indsatte går fra fængslet, er vanskelige at dæmme op for uden
samtidig at skulle gå på kompromis med det normaliseringsprincip2
, der gælder ved fuldbyrdelse af straf.
Langt hovedparten af de undvigelser, der er sket fra lukkede fængsler og arrester, skete mens den indsatte
opholdt sig uden for fængslet/arresten, eksempelvis i forbindelse med transport eller ledsaget udgang til
retsmøder eller behandling på hospital/sygehus.
Der ses herudover årligt at have været enkelte undvigelser direkte fra et lukket fængsel eller arresthus. Disse
undvigelser er typisk sket ved, at de indsatte er lykkedes med at forcere den fysiske sikring omkring
fængslet/arresthuset.
Ved undvigelserne ses der i ét tilfælde at være anvendt skydevåben. Herudover blev der anvendt skydevåben
ved undvigelsen fra Psykiatrisygehus Slagelse, den 19. november 2019. Endvidere blev der ved undvigelsen
fra Herstedvester Fængsel den 20. oktober 2020, anvendt en attrap pistol og en bombeattrap. Det skal
bemærkes, at undvigelsen fra Herstedvester Fængsel ikke indgår i perioden for de gennemgåede data.
Gennemgangen af data vedrørende undvigelser viser, at den største trussel kommer fra varetægtsarrestanter og
afsonere i lukkede fængsler/arresthuse, som huser indsatte, der er sigtet eller dømt for de alvorligste
forbrydelser, samt at risikoen for undvigelser er størst, når myndighederne af forskellige årsager skal håndtere
denne gruppe af personer uden for institutionerne.
Handlingsplanen er på den baggrund afgrænset til at imødegå undvigelser fra lukkede fængsler/arresthuse og
psykiatriske afsnit, der huser surrogatanbragte varetægtsarrestanter.
Handlingsplanen fokuserer således ikke særskilt på at imødegå undvigelser af personer, der ved dom er anbragt
på et psykiatrisk afsnit, ligesom handlingsplanen ikke særskilt fokuserer på at imødegå undvigelser fra indsatte,
der i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78 er anbragt uden for kriminalforsorgens institutioner. Det skyldes,
at valget af anbringelsessted for disse personer afhænger af den enkeltes behandlings- og/eller støttebehov og
derfor er varierende.
Handlingsplanen fokuserer heller ikke på at imødegå undvigelser, der sker i umiddelbar forbindelse med en
politiforretning, f.eks. en anholdelse, eller fra et åbent fængsel eller en af kriminalforsorgens pensioner, da
tiltag heroverfor vil forudsætte en ændring af grundlæggende principper for henholdsvis politiets
magtanvendelse og straffuldbyrdelsen. Af samme årsag fokuserer handlingsplanen heller ikke på undvigelser,
der sker under afsoning under intensiv overvågning (fodlænke).
4. Forslag til yderligere initiativer til at imødegå fangeflugter
På baggrund af oplysninger om de seneste års undvigelser, myndighedernes samlede erfaringer på området
samt læringspunkterne fra Rigspolitiets redegørelse af 28. januar 2020 anbefales følgende initiativer til
imødegåelse af fangeflugter:
2
Det følger af normaliseringsprincippet, at fuldbyrdelse af straf så vidt muligt skal afspejle forholdene i samfundet, og at
de indsatte under afsoningen skal kunne bevare kontakten til samfundet og familien og selv tage ansvar for dagligdagens
gøremål. Derfor er det også udgangspunktet, at fuldbyrdelse af straf normalt skal ske i åbne fængsler, hvor der ikke er
nogen ringmur og lignende sikkerhedsmidler, jf. straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 1.
7
1. Grundig visitation
Danske Regioner skønner, at det er sjældent, at akut opstået sindssyge forekommer hos en person, der ikke i
forvejen er kendt i psykiatrien, og som samtidig har bandetilknytning. Danske Regioner skønner derfor, at der
formentlig sjældent vil kunne opstå akut behov for varetægtsfængsling i surrogat for denne persongruppe. Der
bør derfor ikke ske varetægtsfængsling af disse personer i surrogat, før der er foretaget en kvalificeret
retspsykiatrisk vurdering af personen. En sådan vurdering vil typisk tage op til 8 dage og vil kunne foretages
af regionernes psykiatere.
For at modvirke, at retten afsiger kendelse om varetægtsfængsling i surrogat, inden der foreligger en
kvalificeret retspsykiatrisk vurdering af personer, der ikke tidligere har været i kontakt med psykiatrien, vil
Rigsadvokaten overveje, hvorvidt det bør anføres i Rigsadvokatmeddelelsen, at anklagemyndigheden skal
være opmærksom på, om der er tilstrækkeligt grundlag for at nedlægge påstand om varetægtsfængsling i
surrogat på psykiatrisk hospital, førend der foreligger en kvalificeret og konkret retspsykiatrisk vurdering af
arrestanten, og at der forud for retsmøder, hvor spørgsmålet om varetægtsfængsling i surrogat på psykiatrisk
hospital kan forventes behandlet, skal indhentes en udtalelse fra psykiatrien om, hvornår en sådan vurdering
kan forventes at foreligge. Anklagemyndigheden vil påstå fængslingsfristen fastsat herefter.3
2. Oprettelse af særlige pladser i kriminalforsorgen til psykiatrisk udredning
Det følger af anbefalingerne i De Europæiske Fængselsregler, at sindssyge ikke bør opholde sig i
kriminalforsorgens institutioner. Indsatte med en psykose (sindssygdom) søges derfor hurtigst muligt overført
til et psykiatrisk hospital eller anden behandlingsinstitution.
Øvrige indsatte, som har behov for psykiatrisk/psykologisk støtte og bistand, får den relevante behandling,
mens de er i kriminalforsorgens regi. Fængslerne har således tilknyttet psykiatere, og i et vist omfang
psykologer. Herudover har Herstedvester Fængsel fuldtidsansatte psykiatere og psykologer, der kan behandle
indsatte med særligt behov for psykiatrisk/psykologisk bistand.
Det beror på en lægefaglig vurdering, om en indsat lider af en psykose, og derfor skal overføres fra et
fængsel/arresthus til et psykiatrisk hospital eller en anden behandlingsinstitution. I visse tilfælde kræver
overførslen en retskendelse, mens overførslen i andre tilfælde kan ske med den indsattes samtykke.
Ofte kræver det en nærmere udredning af den indsatte, før det kan vurderes, om den indsatte lider af en psykose,
jf. initiativ 1 ovenfor. Denne udredning foretages typisk på et psykiatrisk hospital. Personen behøver ikke være
indlagt i psykiatrien, men kan komme til ambulant udredning og behandling. Der vil dog være indsatte, hvor
der allerede, inden udredningen påbegyndes, vil være indikationer på, at den indsatte ikke er psykotisk.
Blandt disse indsatte kan der være indsatte, som er særligt undvigelsestruede, og/eller som har en negativt
stærkt styrende adfærd, der er svær at håndtere på et psykiatrisk hospital, og som vanskeliggør muligheden for
behandling og pleje af hospitalets øvrige patienter.
For at imødegå de behandlings- og sikkerhedsmæssige udfordringer, som denne gruppe indsatte udgør,
anbefales det, at der i to af kriminalforsorgens lukkede fængsler/arrester oprettes cellepladser, hvor der inden
for fængslets sikkerhedsmæssige rammer kan foretages den psykiatriske udredning af navnlig disse indsatte.
3
Se nærmere herom i afsnit 5.
8
Det skal i den forbindelse bemærkes, at det er kriminalforsorgens vurdering, at de psykiatriske udredninger
ikke bør foretages i Herstedvester Fængsel, der normalt ikke håndterer arrestanter.
Helt parallelt hermed er det Danske Regioners vurdering, at de psykiatriske udredninger af denne gruppe
indsatte, der er særligt undvigelsestruede eller har en negativt stærkt styrende adfærd, ikke skal foregå i
surrogat, da det vil være stærkt ødelæggende for behandlingen af de øvrige patienter i psykiatrien.
Endvidere skal det bemærkes, at det på grund af den aktuelle bemandings- og kapacitetssituation i
kriminalforsorgen vil kræve en længere forberedelse samt yderligere tilførsel af ressourcer til
kriminalforsorgen, før der kan etableres særskilt kapacitet til formålet.
Som led i oprettelsen af cellepladser i to af kriminalforsorgens lukkede fængsler til målgruppen, anbefales det,
at der indgås konkrete aftaler om psykiatrisk bistand til udredning mv. med beliggenhedsregionen, der vil have
ansvaret for den psykiatriske udredning.
3. Styrket fokus på sikkerheden ved ledsagede udgange
For at hindre undvigelser under ledsagede udgange og transporter arbejder kriminalforsorgen på tiltag, der kan
afdække muligheden for at begrænse udgange og transporter til sundhedsmæssig behandling. Det kan
eksempelvis ske ved, at:
Udbrede in-house tandbehandling, blodprøvetagning og fysioterapi/genoptræning i kriminalforsorgens
institutioner.
Styrke samarbejdet med lokale sygehuse om sikkerheden vedrørende transport og bevogtning.
Undersøge mulighederne for telemedicinske løsninger.
Herudover er det kriminalforsorgens plan, at der udarbejdes og implementeres et regelsæt, der skal sikre, at
der forud for alle ledsagede udgange foretages en konkret sikkerhedsmæssig vurdering af den indsatte, og at
antallet af ledsagere tilpasses sikkerhedsniveauet.
4. Udveksling af oplysninger mellem myndighederne
Der er ikke ensartede regler for, hvilke sikkerhedsmæssige oplysninger sundhedsmyndighederne skal modtage
fra politiet og eventuelt kriminalforsorgen, når sundhedsmyndighederne overtager ansvaret for en
frihedsberøvet.
Det anbefales, at der udarbejdes landsdækkende retningslinjer for udveksling af oplysninger mellem politi,
anklagemyndighed, kriminalforsorgen og regionerne til brug for udarbejdelse af de respektive myndigheders
sikkerhedsvurderinger af personer, der er varetægtsfængslet eller afsoner en dom, således at der sikres en
ensartet håndtering på tværs af myndighederne, herunder særligt når anbringelse sker uden for
kriminalforsorgens institutioner.
I disse retningslinjer kan der eksempelvis fastsættes fælles kriterier for vurderingen af den pågældendes
undvigelsesrisiko, farlighed samt trusselsniveau i forhold til transport med det formål at understøtte
myndighedernes sikkerhedsmæssige håndtering af varetægtsarrestanter og afsonere. I henhold til Rigspolitiets
retningslinjer af 29. november 2019, skal politikredsene være særlig opmærksomme på behovet for eventuelle
sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med situationer, hvor bandemedlemmer mv. skal anbringes i
varetægtssurrogat, ligesom kredsene af egen drift bør tage kontakt til det sted, hvor den pågældende skal
anbringes, med henblik på at drøfte sikkerheden omkring anbringelsen.
9
Det skal i den forbindelse sikres, at der i alle relevante tilfælde er tilstrækkelig klar hjemmel for regionerne til
at behandle og videregive oplysninger til politi, anklagemyndighed eller kriminalforsorgen af
sikkerhedsmæssige hensyn, herunder til brug for vurderingen af den pågældendes undvigelsesrisiko, farlighed
og trusselsniveau.
Det anbefales, at det sikres, at der er hjemmel i sundhedsloven til udveksling af data om en surrogatanbragt
patients farlighed uden patientens samtykke, og som afvejer hensynet til patientens privatliv med andre hensyn.
5. Sikkerhedskontroller i psykiatrien
Danske Regioner afgav i 2012 elleve anbefalinger til standardiserede sikkerhedskrav for retspsykiatriske
afdelinger. Anbefalingerne udgør minimumskrav til den fysiske sikring på afdelingerne. Regionerne er som
led i udmøntning af kvalitetfondsmidlerne og egne anlægsinvesteringer i gang med at modernisere eksisterende
psykiatriske hospitaler og bygge nyt over hele landet. Generelt har byggeriet givet mulighed for at
implementere nye og opdaterede sikkerhedsmæssige tiltag, men det kan være nødvendigt at oprette kontrol
ved indgange med henblik på at beskytte andre patienter og personale på afdelinger mod indsmuglede våben,
andre farlige genstande og euforiserende stoffer. Tilsvarende foranstaltninger kendes fra lufthavne og findes i
domhuse.
Det anbefales, at der oprettes hjemmel til, at alle retspsykiatriske afsnit får mulighed for at opsætte generel
kontrol med metal og taskescanner af alle, der færdes ind og ud af afsnittet, uden at der foreligger mistanke,
som det kendes fra f.eks. byretterne. Det er bl.a. metalscanning af person og scanning af tasker, pakker og lign.
i taskescanner.
Narkotiske stoffer er et problem på psykiatriske afdelinger, som påvirker både patienter og personale negativt.
Patienternes tilstand forværres, og det bliver sværere at arbejde terapeutisk, når patienterne er påvirkede.
Narkotiske stoffer medfører også et forhøjet konfliktniveau med risiko for vold og aggressioner. Det kan være
svært at udelukke narkotiske stoffer, bl.a. fordi nogle patienter eller pårørende trues eller lokkes til at indsmugle
stofferne for andre. Det taler for at fjerne krav om mistanke, så kontrol kan gennemføres systematisk ved
behov.
Det anbefales, at der skabes hjemmel til, at alle retspsykiatriske afsnit får mulighed for at føre kontrol med
indsmugling af narkotiske stoffer ved færdsel ind og ud af afsnittet, uden der foreligger mistanke.
6. Særlige regler for afsnit for surrogatanbragte i psykiatrien
Personer i varetægtssurrogat er personer, der har begået kriminalitet, hvor det ikke er afgjort, om de er psykisk
syge eller ej. Varetægtssurrogatanbragte er således først og fremmest arrestanter. I psykiatrien behandles de,
og er underlagt de samme regler som patienter. Regionerne oplever en række sikkerhedsmæssige udfordringer
i forhold til surrogatanbragte. Særligt i forhold til dem, der er til udredning, men ikke er psykisk syge.
Udfordringerne påvirker både andre patienter og ansatte i psykiatrien, og skaber et råt miljø. Psykiatrien har
ikke, på samme måde som kriminalforsorgen, fysiske rammer og regler, der gør at raske kriminelle kan
håndteres. F.eks. færdes alle surrogatanbragte frit på afdelingerne, hvor de i kriminalforsorgens institutioner
vil være låst inde i egen celle en stor del af døgnet. Personalet er sundhedsfagligt, og de fysiske rammer er
f.eks. ikke sikret mod, at flugt arrangeres udefra.
For at dæmpe konfliktniveauet på andre afdelinger har enkelte regioner, der har mange surrogatanbragte,
oprettet et særligt afsnit til surrogatanbragte. Regionerne kan efter de gældende regler ikke indføre husordner,
der indeholder specielle regler for disse afsnit. Den manglende hjemmel betyder, at varetægtssurrogatanbragte,
10
der er pålagt restriktioner fra politiet, kan få adgang til mobiltelefon eller få smuglet ting ind ved at true eller
lokke medpatienter, som har adgang til mobiltelefon, besøg eller udgang.
Derfor anbefales det, at der i psykiatriloven indføres hjemmel til, at der kan fastsættes specielle regler for
afsnit, der er særligt oprettet til at huse surrogatanbragte. Sådanne specielle regler skal f.eks. give hjemmel til
adgangskontrol, adgang til kontrol med mobiltelefoner og anden kommunikation samt kontrol med narkotiske
stoffer. Anvendelse af den konkrete foranstaltning i de nye regler forudsætter, at der foreligger en vurdering
af behovet for sikkerhed i afdelingen. Det bemærkes, at det ikke er alle regioner, der har et patientunderlag af
en størrelse, der gør det hensigtsmæssigt at oprette særlige afdelinger eller afsnit til surrogatanbragte.
De mulige sikkerhedstiltag skal afspejle, at der er tale om et hospital og skal kunne administreres af det normale
sundhedsfaglige personale. Uanset om der indføres hjemmel til at fastsætte specielle regler, vil der fortsat ikke
kunne etableres et sikkerhedsniveau i den regionale psykiatri, som de særligt undvigelsestruende personer
kræver. Disse personer bør derfor udredes på de særlige pladser i kriminalforsorgen, jf. initiativ 2 ovenfor.
Det anbefales endvidere, at der i psykiatriloven indføres hjemmel til udvidet kontrol på afsnit etableret til
surrogatanbragte i den regionale psykiatri. Der bør indføres hjemmel til, at sygehusmyndigheden ud fra en
vurdering af målgruppen på afsnittet kan vurdere, at der er indikation for generelle forebyggende initiativer,
som efter gældende regler forudsætter mistanke, jf. psykiatrilovens § 19 a, stk. 2. Det drejer sig f.eks. om
hjemmel til husordner, der giver mulighed for screening for euforiserende stoffer, scanning af personer, der
skal ind og ud af afsnit, f.eks. efter udgang eller mulighed for ransagning af patientstue og kropsvisitation ved
mistanke om besiddelse af mobiltelefon eller andre devices, der kan bruges til kommunikation med omverden.
7. Pålæg om brev- og besøgskontrol ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1
Flere af de seneste års fangeflugter, herunder undvigelsen fra Vestre Fængsel i august 2018 og undvigelsen fra
Psykiatrien Slagelse i november 2019, har været planlagte og er blevet gennemført med bistand fra personer,
som ikke var frihedsberøvede.
Hverken den undvegne i august 2018 eller den undvegne i november 2019 var underlagt brev- og
besøgskontrol. Det skyldtes navnlig, at de undvegne ikke var varetægtsfængslet på baggrund af en indikation
om påvirkningsrisiko (den såkaldte kollusionsarrest), jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, og at det i
litteraturen og til dels i retspraksis er forudsat, at brev- og besøgskontrol normalt alene anvendes, når der
foreligger en påvirkningsrisiko4
, men derimod ikke som følge af mistanke om undvigelsesrisiko.
Øget anvendelse af brev- og besøgskontrol over for varetægtsfængslede, der er særligt undvigelsestruede, kan
dog forbedre politiets mulighed for at afdække og derved forhindre planlagte fangeflugter. Brev- og
besøgskontrol over for disse arrestanter kan således hjælpe til at sikre, at arrestanterne ikke unddrager sig
forfølgning eller fuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1. Brev- og besøgskontrol vil derfor i disse
tilfælde hjælpe til at opretholde varetægtsfængslingens øjemed, jf. retsplejelovens § 771, stk. 1. Det anbefales
derfor, at det præciseres i bestemmelserne om brev- og besøgskontrol, jf. retsplejelovens §§ 771 og 772, at
brev- og besøgskontrol også kan iværksættes for at forhindre, at varetægtsarrestanten unddrager sig forfølgning
eller fuldbyrdelse.
8. Lighed i regelsæt vedrørende afskæring af besøg og overvåget besøg
Som beskrevet i afsnit 8.6 har en banderegistreret indsat som udgangspunkt ikke ret til at modtage besøg, når
den indsattes gruppering er i konflikt med en anden gruppering, jf. straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4.
4
Se nærmere om gældende regler og praksis i afsnit 8.5
11
Endvidere skal besøg til en indsat, som skønnes at være ledende og koordinerende i en bandegruppering, som
udgangspunkt overvåges, jf. straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1.
Bestemmelserne gælder alene for afsonere, og således ikke for varetægtsarrestanter eller surrogatanbragte.
Hensynene bag bestemmelserne synes dog også at være gældende i disse stadier af frihedsberøvelsen, og det
anbefales derfor, at der indføres regler svarende til straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4, og § 53, stk. 1, for
varetægtsfængslede, herunder surrogatanbragte.
9. Video3
Efter retsplejeloven kan retten i visse tilfælde tillade, at sigtede/tiltalte og andre aktører deltager i retsmøder i
straffesager og civile sager via video.
Der er installeret Video3-løsning på tværs af justitsområdet, primært hos Danmarks Domstole, politiet og
anklagemyndigheden samt i kriminalforsorgens institutioner. Endvidere er Video3 installeret i alle
retspsykiatriske afdelinger. Video3 giver mulighed for at deltage i retsmøder via telekommunikation med
billede.
Der er i de seneste år konstateret flere undvigelser i forbindelse med afholdelse af retsmøder. Det anbefales
derfor, at det overvejes at præcisere, at det ved vurderingen af, om sigtede kan deltage i et retsmøde via video,
skal tillægges særlig vægt, at sigtede er frihedsberøvet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at
justitsministeren den 13. maj 2020 over for Folketingets Retsudvalg har oplyst, at det er vigtigt at få afdækket,
om de muligheder for at afholde videoretsmøder, der i dag findes i retsplejeloven, udnyttes i tilstrækkelig grad,
og om der under iagttagelse af de fornødne retssikkerhedsgarantier kan videreudvikles på området.
10. Anvendelse af håndjern
Kriminalforsorgen kan efter en konkret vurdering ilægge indsatte håndjern, herunder håndjernstransportbælte,
hvis det er nødvendigt for at hindre undvigelse. Kriminalforsorgen har ikke hjemmel til at anvende andre
sikringsmidler end håndjern, herunder håndjernstransportbælter over for indsatte under transport.
Det anbefales, at det undersøges nærmere, om reglerne for kriminalforsorgens brug af håndjern under transport
af indsatte er for restriktive, og om der er behov for at skabe hjemmel til, at kriminalforsorgen kan anvende
øvrige sikringsmidler over for indsatte under transport. Det kunne f.eks. være relevant at undersøge andre
modeller af håndjern og håndjernstransportbælter, herunder modeller som vil gøre det lettere for personalet at
have fysisk fat i den indsatte, eller som vil kunne forhindre den indsatte i at kunne løbe. I samme forbindelse
bør det undersøges, om der er øvrige situationer, hvor afgrænsningen af om frihedsberøvede må ilægges
håndjern, skal tydeliggøres, eksempelvis om det skal afgrænses, hvornår frihedsberøvede må være ilagt
håndjern i retten.
5. Initiativer taget efter fangeflugten den 19. november 2019
Den 29. november 2019 udsendte Rigspolitiet som reaktion på undvigelsen følgende retningslinjer til
politikredsene:
”I lyset af hændelsen, hvor [HDS] den 19. november 2019 flygtede fra retspsykiatrisk afdeling
i Slagelse, skal Rigspolitiet hermed indskærpe over for politikredsene, at kredsene skal være
særlig opmærksomme på behovet for eventuelle sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med
situationer, hvor bandemedlemmer mv. skal anbringes i varetægtssurrogat.
12
Rigspolitiet skal ligeledes anmode politikredsene om, at kredsene i forbindelse med sådanne
anbringelser af bandemedlemmer mv., af egen drift tager kontakt til det sted, hvor den
pågældende skal anbringes, med henblik på at drøfte sikkerheden omkring anbringelsen.”
Den 5. december 2019 blev der afholdt et møde med deltagelse af bl.a. rigspolitichefen, rigsadvokaten,
direktøren for kriminalforsorgen samt repræsentanter for Region Sjælland og Danske Regioner. På mødet blev
drøftet en række mulige tiltag i forhold til håndteringen af bandemedlemmer mv., som i forbindelse med en
straffesag optræder på en måde, der peger i retning af, at der er behov for psykiatrisk behandling.
På den baggrund blev det aftalt, at man arbejdede videre med følgende tre spor:
a. Det skal i et tæt samarbejde mellem politiet, anklagemyndigheden, kriminalforsorgen og
psykiatrien sikres, at der sker en grundig visitation af bandemedlemmer, som i forbindelse
med en straffesag optræder påfaldende. Danske Regioner vil bl.a. undersøge, om der er
mulighed for, at regionerne stiller psykiatrisk bistand til rådighed for politiet og anklage-
myndigheden, således at der, f.eks. i forbindelse med en varetægtsfængsling, er mulighed for
at tilkalde en psykiater i stedet for en almindelig praktiserende læge. En psykiater vil have
bedre forudsætninger for at vurdere, om der i det konkrete tilfælde er behov for psykiatrisk
behandling.
En sådan ordning vil give domstolene et bedre grundlag for at vurdere, hvorvidt der f.eks. er
et egentligt behov for at varetægtsfængsle den pågældende i surrogat på en retspsykiatrisk
afdeling, og vil være med til at sikre, at bandemedlemmer mv., som foregiver at have
symptomer på psykiske lidelser, ikke bliver placeret i psykiatrien.
b. Der skal være en bedre dialog mellem politiet og regionerne i forbindelse med
surrogatvaretægtsfængsling af bandemedlemmer mv. i retspsykiatrien, jf. Rigspolitiets
retningslinjer udsendt den 29. november 2019.
Det bemærkes i øvrigt, at den retspsykiatriske afdeling i Slagelse efter fangeflugten har
indgået en aftale med et sikkerhedsfirma, som også anvendes på Sikringsafdelingen, ligesom
der er indført en række administrative regler, som giver mulighed for at begrænse patienternes
adgang til besøg.
c. Det skal sikres, at der er en løbende dialog mellem anklagemyndigheden og regionerne i
situationer, hvor et bandemedlem mv. er blevet varetægtsfængslet i surrogat på en
retspsykiatrisk afdeling, og hvor det sundhedsfaglige personale på afdelingen efterfølgende
vurderer, at der ikke er et psykiatrisk behandlingsbehov.
I sådanne situationer skal den retspsykiatriske afdeling have mulighed for direkte at kontakte
den lokale anklagemyndighed, således at det pågældende bandemedlem mv. kan blive
fremstillet for domstolene med henblik på varetægtsfængsling i et arresthus eller en
arrestafdeling i et fængsel. En tilbageførsel bør således ikke afvente en kommende
fristforlængelse, men skal fremmes hurtigst muligt.
13
Der er i den forbindelse udsendt en e-mail til alle politidirektører, chefanklagere og
chefpolitiinspektører den 10. januar 2020 herom.
I januar 2020 udsendte Rigspolitiet – som led i en overordnet indsats mod fangeflugter – retningslinjer til
politikredsene vedrørende arrestanttransporter og sikkerhedsvurderinger.5
Det fremgår heraf, at politiet i alle
sager, hvor en anholdt/frihedsberøvet skal fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling,
herunder anmodning om varetægtsfængsling i surrogat med henblik på psykiatrisk behandling, skal udarbejde
en sikkerhedsvurdering af bl.a. den pågældendes undvigelsesrisiko og farlighed.
Politiets sikkerhedsvurdering skal danne grundlag for politiets sikkerhedsmæssige håndtering af den
pågældende i forbindelse med bl.a. transporter og retsmøder. Sikkerhedsvurderingen indgår endvidere i
kriminalforsorgens efterfølgende interne sikkerhedsvurdering af pågældende, ligesom den også indgår i
kriminalforsorgens afgørelse om placering af arrestanten i fængsel, arresthus, ungdomsinstitution eller ved
udmøntning af en kendelse fra retten om surrogatanbringelse i en psykiatrisk institution.
Den 5. februar 2020 præciserede Rigsadvokaten i Rigsadvokatmeddelelsen, at anklagemyndigheden altid skal
være opmærksom på, om øjemedet med varetægtsfængslingen vil forspildes ved overførsel til fængsling i
surrogat og eventuelt protestere imod, at retten træffer afgørelse herom.
Det er desuden blevet præciseret i Rigsadvokatmeddelelsen, at det til enhver tid skal sikres, at der er en løbende
dialog mellem anklagemyndigheden og regionerne i situationer, hvor en flugt og befrielsestruet person,
herunder et bandemedlem, er blevet varetægtsfængslet i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling, og hvor det
sundhedsfaglige personale på afdelingen efterfølgende vurderer, at der ikke er et psykiatrisk behandlings-
behov. I sådanne situationer skal den retspsykiatriske afdeling have mulighed for direkte at kontakte den lokale
anklagemyndighed, således at den surrogatanbragte kan blive fremstillet for domstolene med henblik på
varetægtsfængsling i et almindeligt arresthus eller en arrestafdeling i et fængsel. En tilbageførsel skal således
ikke afvente en kommende fristforlængelse, men skal fremmes hurtigst muligt. Såfremt en sådan information
måtte tilgå politiet skal informationen overgives til anklagemyndigheden hurtigst muligt med henblik på
iværksættelse af ovennævnte.
Danske Regioner har oplyst, at de konkrete forudsætninger for at yde psykiatrisk bistand er forskellige på tværs
af landet, hvorfor udformning og organisering af den psykiatriske bistand skal aftales nærmere mellem
domstole, politikredse og de respektive regioner.
Direktoratet for Kriminalforsorgen udarbejdede i november 2020 – som opfølgning på undvigelsen fra
Herstedvester Fængsel den 20. oktober 2020 – en national indsatsplan mod undvigelser fra lukkede fængsler
og arrester, der indeholder følgende generelle sikkerhedstiltag:
- Direktoratet for Kriminalforsorgen udsendte den 21. oktober 2020 en sikkerhedsorientering om
undvigelser til samtlige lukkede fængsler og arrester med anmodning om, at institutionerne gennemgår
beredskabsplanerne med fokus på undvigelser og gidseltagning, og at det sikres, at gældende
standarder for visitationer efterleves, herunder at opholdsrum er visitérbare.
- Den generelle udfordring på sikkerhedsområdet er et fokusområde for koncernledelsen. De fire
områdedirektører har som følge heraf indskærpet over for samtlige institutionschefer, at sikkerheden,
5
Se nærmere herom i afsnit 7.
14
herunder indsatsen mod undvigelser, skal have førsteprioritet i det daglige arbejde og i den løbende
planlægning.
- Der gennemføres en landsdækkende inspektion, hvor kriminalforsorgens straffuldbyrdelsesdirektør og
koncernsikkerhedschef besigtiger samtlige lukkede fængsler og arrester i sikkerhedsklasse 2 med
henblik på at styrke det ledelsesmæssige fokus på sikkerheden.
- Der gennemføres en landsdækkende screening af alle indsatte, der er idømt langvarige straffe for
alvorlig kriminalitet, i landets lukkede fængsler og arrester. Formålet er at udpege højrisikoindsatte og
sikre, at de indsatte er placeret og håndteres sikkerhedsmæssigt forsvarligt, herunder fx i forhold til
frihedsgrader og omgang med civilt personale.
- Der udarbejdes nye skærpede nationale regler om de indsattes adgang til effekter i celler i lukkede
fængsler og arrester, så det sikres, at cellerne til enhver tid er visitérbare, og at der ikke forefindes
effekter, der kan bruges mod personalet eller til kriminelle forhold i øvrigt.
- Kriminalforsorgens plansæt vedrørende gidseltagning gennemgås under inddragelse af praksis i andre
lande, så det sikres, at de konkrete beredskabsplaner i fængsler og arrester bedst muligt værner om
sikkerheden og imødegår risikoen for undvigelser.
- Der udpeges en eller flere sikkerhedskoordinatorer i alle fængsler og arrester, så der sikres en lokal
forankring af sikkerhedsindsatserne og et tæt samarbejde med den centrale sikkerhedsorganisation i
direktoratet og sikkerhedsenhederne i de fire kriminalforsorgsområder med henblik på at få omsat
sikkerhedsstrategien til konkrete indsatser i de enkelte institutioner.
- Det konkrete sikkerhedsarbejde i landets lukkede fængsler og arrester styrkes med 8
sikkerhedsspecialister, som skal indgå i og løfte arbejdet i de enkelte institutioner, herunder sikre
markant øget fokus på institutionernes sikkerhedsbevidsthed og personalets efterlevelse af
sikkerhedsstandarder. Sikkerhedsspecialisterne fordeles med to til hver af de fire
kriminalforsorgsområder og refererer til områdernes sikkerhedsenheder.
- De fire kriminalforsorgsområder gennemfører i 2021 en række tilsynsbesøg i lukkede fængsler og
arresthuse med fokus på, om de fornødne sikkerhedsforanstaltninger er på plads, og om de fastsatte
sikkerhedsprocedurer efterleves. Det vil blive overvejet, om tilsynene skal gennemføres uanmeldt.
- Direktoratet for Kriminalforsorgen afsætter målrettede midler til at efteruddanne områdernes
sikkerhedseksperter og institutionernes sikkerhedskoordinatorer, så det sikres, at medarbejderne har
de fornødne kompetencer inden for de vigtigste discipliner på sikkerhedsområdet, herunder
sikkerhedsbevidsthed og efterretningsarbejde mv.
- Fængselsbetjentuddannelsen revideres, så denne styrkes med seneste viden fra
sikkerhedsorganisationens nye arbejdsmetoder, og så der kommer mere fokus på sikkerhedsbevidsthed
og den enkelte fængselsbetjents rolle i det samlede sikkerhedsarbejde i kriminalforsorgen.
15
6. Udveksling af oplysninger mellem myndighederne
6.1 Regler for udveksling af oplysninger
Politiets, anklagemyndighedens og kriminalforsorgens behandling – herunder udveksling – af almindelige og
følsomme personoplysninger med henblik på at sikre varetægtsfængslingens eller afsoningens øjemed
reguleres af retshåndhævelsesloven, jf. lovens § 1, stk. 1, hvoraf det fremgår, at loven finder anvendelse, når
behandlingen foretages med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare
handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler mod
den offentlige sikkerhed.
Efter retshåndhævelseslovens § 9 kan behandling af almindelige personoplysninger (herunder bl.a. oplysninger
om strafbare forhold) finde sted, når det er nødvendigt for at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge
strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge
trusler mod den offentlige sikkerhed.
Retshåndhævelseslovens § 10, stk. 1, indeholder et almindeligt forbud mod behandling af følsomme
personoplysninger (såsom bl.a. helbredsoplysninger). Efter lovens § 10, stk. 2, må følsomme
personoplysninger dog behandles, når det er strengt nødvendigt og sker af hensyn til retshåndhævelsesformål,
herunder for at beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale interesser.
Reglerne i retshåndhævelsesloven kræver ikke, at formålet med behandlingen er fastsat i særlovgivningen, idet
formålene allerede er fastlagt i lovens § 1, stk. 1.
Det må antages, at politiets, anklagemyndighedens og kriminalforsorgens udveksling af almindelige og
følsomme personoplysninger med henblik på at sikre varetægtsfængslingens eller afsoningens øjemed opfylder
betingelserne i retshåndhævelseslovens § 9 og § 10, stk. 2, og at de nævnte myndigheder derfor har den
fornødne hjemmel til at udveksle de relevante oplysninger. Dette er dog under forudsætning af, at de
grundlæggende betingelser for behandling af personoplysninger (proportionalitet mv.) i retshåndhævelses-
lovens § 4 er opfyldt.
Det kan i den forbindelse endvidere bemærkes, at kriminalforsorgen tillige efter straffuldbyrdelseslovens § 66
b, stk. 1, kan indsamle, behandle og videregive oplysninger om indsatte og personer, som indsatte har kontakt
til, til andre myndigheder, hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, hensyn til kriminalforsorgens eller
andre myndigheders indsats mod radikalisering og ekstremisme eller hensyn til at bekæmpe og forebygge
kriminalitet taler herfor.
Ifølge forarbejderne til bestemmelsen sigter udtrykket ”sikkerhedsmæssige hensyn” navnlig til hensyn til
opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at forebygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge
kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet under afsoning.
Endvidere følger det af forarbejderne til bestemmelsen, at kriminalforsorgen med bestemmelsen af egen drift
kan indsamle oplysninger, som kan videregives til andre myndigheder, herunder politiet, og at
kriminalforsorgens behandling af oplysninger om indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, skal ske
inden for rammerne af retshåndhævelsesloven.
Regionernes indsamling og behandling af personfølsomme oplysninger vedrørende surrogatanbragte mv. er
ikke reguleret af retshåndhævelsesloven, men af sundhedsloven eftersom den surrogatanbragte er patient.
Derfor skal regionerne ved videregivelse af oplysninger have hjemmel i sundhedslovens kapitel 9 om
16
tavshedspligt, videregivelse og indhentning af oplysninger. Det betyder bl.a., at en surrogatanbragt som
udgangspunkt har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv
erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, jf. sundhedslovens
§ 40.
Det følger dog af sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at sundhedspersoner kan videregive oplysninger om
patienten til andre myndigheder, når det er nødvendigt for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse
eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Sundhedslovens § 43 – der oprindeligt
var § 44 – er en videreførelse af § 26 i patientretsstillingsloven6
. Det fremgår af forarbejderne til denne
bestemmelse7
, at i forhold til politi og anklagemyndighed vil en videregivelse af oplysninger bl.a. være
berettiget, såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser,
grovere vold mv., herunder vold mod børn. Det er således en såkaldt værdispringsregel, hvor
sundhedspersonalet får hjemmel til at afveje patientens ret til privatliv med hensynet til andre. Retspraksis er
dog, at der skal være tale om meget alvorlige forhold, hvis sundhedspersonen skal bryde sin tavshedspligt. Det
skal eksempelvis være hensynet til ofre for alvorlig kriminalitet eller muligheden for at forebygge alvorlig
kriminalitet. Bestemmelsen tager ikke konkret stilling til udveksling af oplysninger om patienter, der er anbragt
i surrogat.
Det fremgår videre af forarbejderne, at der inden for f.eks. fængselsvæsenet kan videregives oplysninger fra
fængselslæger til fængslets ledelse mv. om de indsatte, såfremt det er et nødvendigt led i fængslets virksomhed,
ligesom det fremgår, at betingelserne for videregivelse i nogle tilfælde uden videre vil være opfyldt i det
omfang den øvrige lovgivning forudsætter et samvirke mellem flere myndigheder, f.eks. i forbindelse med
mentalundersøgelser efter retsplejelovens § 809. Mentalundersøgelser er i modsætning til alle andre
lægefaglige undersøgelser ikke underlagt sundhedsvæsenets tavshedspligt, da formålet med mental-
undersøgelsen er at vurdere, om den sigtede er egnet til straf.
Inden for rammerne af databeskyttelseslovgivningen kan regionerne behandle almindelige personoplysninger,
hvis det er nødvendigt for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, af hensyn til at
udføre en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den
dataansvarlige har fået pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra c og e, i databeskyttelsesforordningen. Regionerne har
hjemmel til at behandle følsomme personoplysninger, hvis det er nødvendigt af hensyn til væsentlige
samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, jf. artikel 9, stk. 2, litra g.
Her er det afgørende, at i behandling af personoplysninger efter reglerne i databeskyttelsesforordningen,
forudsætter, at grundlaget for behandling af personoplysninger skal fremgå af EU-retten eller
medlemsstaternes nationale ret, jf. artikel 6, stk. 3, og ordlyden i artikel 9, stk. 2, litra g. Databeskyttelses-
forordningen eller anden EU-lovgivning udmønter ikke en hjemmel til udveksling af oplysninger om
surrogatanbragte i Danmark. En klar hjemmel skal således fremgå af national lovgivning inden for rammerne
af databeskyttelseslovgivningen og anden national relevant lovgivning.
Det vurderes dog at være muligt inden for rammerne af databeskyttelseslovgivningen at etablere en hjemmel
til, at regionerne kan behandle og videregive personoplysninger i forbindelse med regionernes myndigheds-
udøvelse over for varetægtsarrestanter og afsonere og til at behandle følsomme personoplysninger, der er
indsamlet på grundlag af sundhedslovgivningen eller anden særlovgivning, hvis behandlingen er nødvendig af
hensyn til væsentlige samfundsinteresser. Det vurderes endvidere, at regionernes videregivelse af
6
Lov 1998-07-01 nr. 482 om patienters retsstilling.
7
Forslag til Lov om patienters retsstilling, fremsat den 26. marts 1998.
17
personoplysninger indsamlet på grundlag af sundhedslovgivningen mv. til politiet, anklagemyndigheden eller
kriminalforsorgen kan ske i overensstemmelse med princippet om formålsbegrænsning i databeskyttelses-
forordningens artikel 5, stk. 1, litra b, idet regionernes indsamling og videregivelse begge sker med henblik på
offentlig myndighedsudøvelse.
6.2 Udveksling af oplysninger i praksis
Det følger af cirkulæreskrivelse nr. 11175 af 26. marts 1980 om underretning til varetægtsfængslet
(arresthuset), at kommunikation mellem politi og arresthusene samt Københavns Fængsler om personlige
oplysninger, sikkerhedsniveau mv. før og efter fremstilling i grundlovsforhør skal sikres via en følgeseddel,
som overdrages fra politi til arresthuset i forbindelse med grundlovsforhør, fristforlængelser og dom.
Blanketten ”følgeseddel” dannes på sagen i politiets sagsstyringssystem (POLSAS), hvor sagsbehandleren
udfylder den øverste del af blanketten vedrørende personoplysninger, særligt om anholdte – sygdom, skader
eller lignende samt tidspunkt for anholdelse. Hvis anholdte er i sag med andre, skal sidde isoleret frem til
fremstillingen eller lignende anføres det på blanketten. Derudover skal politiet anføre oplysninger om farlighed
og unddragelsesrisiko. Anklageren påfører efter fremstillingen oplysninger om fængslingsgrundlaget,
herunder om der er afsagt kendelse om isolation, varetægt i surrogat eller lignende. Derudover skal anklageren
angive, om der skal iværksættes besøgs- og brevkontrol.
Politiets og anklagemyndighedens oplysninger på følgesedlen er som nærmere beskrevet i afsnit 7 en del af
den sikkerhedsvurdering politiet foretager i forhold til varetægtsarrestanter. Oplysninger på følgeseddel indgår
i øvrigt i kriminalforsorgens sikkerhedsvurdering af den indsatte, herunder i vurderingen af hvilke generelle
og konkrete sikkerhedsforanstaltninger den indsatte skal håndteres efter.8
Den gældende følgeseddel er i forlængelse af opfølgningsarbejdet efter undvigelsen fra Vestre Fængsel den 1.
august 2018 revideret. Ny følgeseddel er således implementeret den 15. januar 2020 sammen med bl.a. et nyt
actioncard om politiets sikkerhedsvurderinger i forhold til anholdte/frihedsberøvede og varetægtsarrestanter,
herunder også surrogatfængslede.
Følgesedlen anvendes alene i samarbejdet mellem politi og kriminalforsorgen. Ved eventuel
varetægtsfængsling i surrogat sker udveksling af relevante oplysninger efter aftale med modtagende afdeling,
og inden overførsel af arrestanten finder sted. Der er således ikke fastsat landsdækkende generelle regler for,
hvilke oplysninger der skal udveksles med den modtagende afdeling.
I Region Hovedstaden er der dog i 2018 indgået en samarbejdsaftale mellem Kriminalforsorgen Hovedstaden,
Nordsjællands Politi, Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Region Hovedstadens Psykiatri. Det
følger af bilag 2 til samarbejdsaftalen, at psykiatriens centrale visitation skal modtage følgende oplysninger,
før en psykiatrisk arrestant/patient kan modtages:
Udskrift af dombog med oplysninger om sigtelser, retskendelse om varetægtssurrogat,
mentalundersøgelse under indlæggelse eller andet
Evt. uddybende oplysninger om grundlaget for retskendelse om varetægtssurrogat på psykiatrisk
afdeling
Oplysning om den indsatte samtykker til overførsel
Kopi af psykiatrisk tilsyn fra fængslet
Kopi af almen lægejournal, herunder oplysninger om medicin og evt. rusmiddel-misbrug
8
Se nærmere herom i afsnit 8
18
Oplysning om særlige restriktioner, for eksempel besøgs- og brevkontrol
Oplysning om flugtrisiko, udadreagerende eller selvskadende adfærd
Stamdata fra Kriminalforsorgen
Kontakt oplysninger til politi/anklagemyndigheden
Endvidere følger det af punkt 4 i vejledning nr. 9505 af 25. juni 2018 om anbringelse af dømte i institution
mv. uden for fængsel eller arresthus (§ 78-vejledningen), at kriminalforsorgen ved anbringelse af dømte på en
psykiatrisk afdeling eller hospital, sammen med høringsskrivelsen til hospitalet (afdelingen) skal sende
grundskema, domsudskrifter, genpart af eventuelle mental- og personundersøgelser, lægeerklæring vedrørende
den dømtes aktuelle psykiske tilstand samt oplysning om den dømtes indstilling til eventuel overførsel.
Endvidere skal det oplyses, om der foreligger særlig undvigelsesrisiko eller anden sikkerhedsrisiko. Det
bemærkes, at overførsel forudsættes at ske med den dømtes samtykke, og at den dømte derfor skal være
indforstået med, at de nævnte sagsakter sendes til en psykiatrisk afdeling eller hospital.
7. Ansvarsfordelingen mellem politiet og kriminalforsorgen ved transport
af arrestanter
For at styrke kriminalforsorgens samlede transportorganisation og for at frigøre ressourcer i politiet, blev det i
forbindelse med flerårsaftalen for kriminalforsorgen for 2018 – 2021 besluttet, at kriminalforsorgen skulle
overtage størstedelen af politiets arrestanttransporter, herunder bevogtning af arrestanter under retsmøder.
Der blev på den baggrund indgået en national samarbejdsaftale mellem Rigspolitiet og kriminalforsorgen
vedrørende transporter af varetægtsarrestanter og foranstaltningsdømte – i daglig tale kaldet ”Transportant-
aftalen” – ligesom kriminalforsorgen oprettede enheden Institution for Transport- og Bevogtning (ITB). Det
fremgår bl.a. af aftalen, at politikredsene skal udfærdige en konkret trusselsvurdering for alle personer, som
varetægtsfængsles, og at trusselsvurderingen skal dokumenteres i arrestantens stamdata i politiets
arrestanttransportsystem.
Politiets trusselsvurdering af den enkelte arrestant er afgørende for, om en given transport skal varetages af
kriminalforsorgen eller politiet, og ved trusselsvurderingen tages der udgangspunkt i, om der indgår en risiko
for en udefrakommende trussel mod den enkelte varetægtsarrestant og/eller mod transporten.
Trusselsvurderingen er trindelt i 4 niveauer, hvor grøn angiver laveste niveau, hvor der ingen trussel er.
Herefter er niveauerne stigende fra gul, orange til rød.
Kriminalforsorgen varetager alle transporter, der er kategoriseret som grøn, og politiet varetager alle
transporter, der er kategoriseret som gul, orange eller rød. Langt størstedelen af alle transporter bliver
kategoriseret på grønt trusselsniveau.
Som supplement til aftalen er der den 30. januar 2020 udsendt et cirkulære om politiets administration,
koordination og opgavevaretagelse vedrørende transporter af varetægtsarrestanter og foranstaltningsdømte
samt besøg til varetægtsarrestanter (Arrestanttransportcirkulæret), og et actioncard om politiets
sikkerhedsvurdering i forhold til anholdte/frihedsberøvede i varetægtsarrestantsager.
Arrestanttransportcirkulæret skal sikre, at gennemførsel af arrestanttransporter planlægges og koordineres på
tværs af politikredsene. Det fremgår af cirkulæret, at politiet har ansvaret for administration, koordination og
overordnede opgavevaretagelse vedrørende transporter af varetægtsarrestanter og foranstaltningsdømte,
ligesom politiet har ansvaret for administration, koordination og øvrige opgaver i forbindelse med overvågede
19
besøg til varetægtsarrestanter. Cirkulæret beskriver endvidere opgavefordelingen mellem kriminalforsorgen
og politiet ved den praktiske gennemførsel af en arrestanttransport, og ved bevogtning af varetægtsarrestanter
ved hospitalsindlæggelse.
Hvis kriminalforsorgen skal varetage en transport af en varetægtsarrestant, sker det blandt andet under
forudsætning af, at politiet som anført i Transportaftalen har udfærdiget en sikkerhedsvurdering, herunder en
aktuel vurdering af trusselniveauet i forhold til transport af varetægtsarrestanten. Politiet udfærdiger
sikkerhedsvurderinger for alle varetægtsarrestanter og foranstaltningsdømte, og for alle anholdte og
frihedsberøvede, som skal fremstilles i grundlovsforhør.
Politiets sikkerhedsvurderinger, herunder en aktuel vurdering af trusselniveauet i forhold til transport,
udarbejdes på baggrund af en række oplysninger. Det drejer sig blandt andet om oplysninger om den konkrete
sag, andre verserende sager og eventuelle tidligere domme. Samlet foretages der derefter en vurdering af den
pågældendes undvigelsesrisiko, farlighed og trusselsniveau ift. transport. Sikkerhedsvurderingerne danner
grundlag for politiets sikkerhedsmæssige håndtering og dimensionering af en varetægtsarrestant/
anholdt/frihedsberøvet i forbindelse med bl.a. transporter og retsmøder. Sikkerhedsvurderingerne indgår
endvidere i kriminalforsorgens afgørelse om placering i fængsler, arresthuse, ungdomsinstitutioner, eller ved
udmøntning af en kendelse fra retten om surrogatanbringelse i psykiatriske institutioner, ligesom politiets
sikkerhedsvurdering indgår i kriminalforsorgens efterfølgende interne sikkerhedsvurdering af pågældende.
Udveksling af oplysninger mellem politiet, anklagemyndigheden og kriminalforsorgen, herunder politiets
sikkerhedsvurderinger, sker dels ved opdatering af arrestantens stamdata i arrestanttransportsystemet, dels ved
brug af de i afsnit 6.2 nævnte følgesedler der udfyldes i forbindelse med grundlovsforhør, fristforlængelser og
dom.
8. Sikkerhedsmæssige forhold i kriminalforsorgens institutioner
8.1 Sikkerhedsvurderinger
Kriminalforsorgen foretager en sikkerhedsvurdering af alle anholdte og arrestanter, når de indsættes i
Kriminalforsorgens institutioner. Sikkerhedsvurderingen skal understøtte korrekt sikkerhedsmæssig
håndtering af den anholdte og arrestanten, herunder sikre en målrettet placering, så den enkelte kan håndteres
under forhold, der er afstemt det konkrete sikkerhedsbehov. Personer med banderelationer placeres som
udgangspunkt i et arresthus med forhøjet sikkerhed.
I sikkerhedsvurderingen indgår adskillige risikofaktorer, blandt andet den indsattes farlighed, undvigelses-
risikoen, risikoen for ulovlig kommunikation og den indsattes eventuelle banderelationer.
Sikkerhedsvurderingen baseres på oplysninger fra politiet, følgesedlen, tidligere kendskab til indsatte mv.,
herunder oplysning om, hvorvidt pågældende er underlagt restriktioner i form af brev- og besøgskontrol mv.
Konkret foretages sikkerhedsvurderingen ved udfyldelse af et skema, hvor der tages stilling til, om de enkelte
risikofaktorer foreligger, eller om dette ikke kan vurderes. I forhold til undvigelsesrisikoen skal der tages
stilling til, om der foreligger en ”særlig undvigelsesrisiko”. Baggrunden for, at undvigelsesrisikoen skal være
”særlig” er, at det som udgangspunkt må antages, at der foreligger en undvigelsesrisiko for indsatte i
kriminalforsorgens institutioner.
20
Sikkerhedsvurderingen resulterer i en sikkerhedsklassificering af den enkelte indsatte, hvor denne kan
klassificeres i sikkerhedsklasse 1 – 4 (rød, orange, gul og grøn). Hvis der foreligger helt særlige forhold, vil
det endvidere baseret på sikkerhedsvurderingen være muligt at iværksætte en yderligere skærpet
sikkerhedsprocedure, hvor arrestanten undergives endnu mere skærpede forhold med hyppigere visitationer
og skærpet sikkerhed.
Kriminalforsorgen forventer, at anvendelsen af sikkerhedsvurderinger udvides til også at omfatte afsonere,
ligesom der i sikkerhedsvurderingerne vil indgå flere risikomomenter.
8.2 Sikkerhedsregimet i institutionerne
Til understøttelse af de individuelle sikkerhedsvurderinger har kriminalforsorgen foretaget en
sikkerhedsklassificering af fængsler og arresthuse, således at visse institutioner har fået styrket sikkerheden
med f.eks. yderligere sikkerhedsteknik. De individuelle sikkerhedsvurderinger anvendes således til at sikre et
match mellem de individuelle behov og det relevante sikkerhedsregime i institutionen.
Om de konkrete forhold vedrørende sikkerhedsregimerne i fængsler og arresthuse kan følgende oplyses:
Sikkerhedsklasse 1 (rød): Særligt skærpet regime med høj grad af fysisk/teknisk sikkerhed og høj
personalebemanding. Særlige kriterier skal være opfyldt for at kunne placeres på en afdeling. Antallet af
indsatte i denne kategori er meget begrænset.
Sikkerhedsklasse 2 (orange): Særlige pladser målrettet større institutioner, der er sikret særligt mod ulovlig
kommunikation, og hvor der grundet institutionens størrelse er et større personaleberedskab. Negativt stærke
afdelinger og fokusafdelinger, hvor adfærd eller relationer til rocker/bandegrupperinger er afgørende for
placeringen.
Sikkerhedsklasse 3 (gul): Almindelige fællesskabs- og specialafdelinger i lukkede fængsler og arresthuse.
Størrelsen af institutionerne, den fysiske og tekniske sikkerhed samt personaleressourcerne varierer inden for
kategorien.
Sikkerhedsklasse 4 (grøn): Almindelige åbne fængselsafdelinger.
Sikkerhedsregimet afspejler som beskrevet sikkerhedsklassen. Der betyder eksempelvis, at der i
sikkerhedsklasse 1 og 2 oftere end i sikkerhedsklasse 3 og 4 skal ske detektering med teknisk udstyr, og
foretages visitation af den indsatte, cellerne, opholdsrum, gårdtursarealer, arbejdspladser mv.
Derudover er adgangskontrollen skærpet i sikkerhedsklasse 1 og 2. Således skal der ifølge kriminalforsorgens
standard af 20. juni 2017 for adgangskontrol i sikkerhedsklasse 1 og 2 anvendes følgende tekniske
kontrolforanstaltninger over for bl.a. besøgende til indsatte i et fængsel eller arresthus i sikkerhedsklasse 1
eller 2:
- metaldetektorkarm, eventuelt suppleret af en undersøgelse med håndholdt metaldetektor,
- baggagescanner,
- millimeterbølgescanner, der kan detektere genstande og materialer udvortes på kroppen, og
- Magnetic Static Detector, der detekterer mobiltelefoner mv. gemt i beklædning eller kroppens hulrum.
21
I sikkerhedsklasse 3 anvendes metaldetektorkarm, eventuelt suppleret af en undersøgelse med håndholdt
metaldetektor.
Herudover bliver alle indsatte i sikkerhedsklasse 1 – 3 visiteret ved indsættelse, før og efter besøg og før og
efter udgang og transport. Reglerne for visitation af besøgende er nærmere beskrevet neden for.
Arrestanter placeres efter en konkret sikkerhedsvurdering og som minimum i sikkerhedsklasse 3. Arrestanter
med bandetilknytning placeres som udgangspunkt i sikkerhedsklasse 2.
Indsatte, der er registreret som bandemedlemmer, herunder indsatte med en adfærd, der kan sammenlignes
med den, der kendes fra indsatte med registrerede rocker- eller bandetilhørsforhold (gråzonepersoner),
anmeldes som hovedregel til afsoning i lukket fængsel. Udgangspunktet er, at personkredsen anmeldes til
afsoning ved almindelige fællesskabsafdelinger i lukkede fængsler eller ved lukkede afdelinger i åbne fængsler
med almindeligt fællesskab (sikkerhedsklasse 3). Indsatte med tilknytning til den nu forbudte
bandegruppering, Loyal To Familia, Bandidos eller Hells Angels placeres dog som udgangspunkt i en
fængselsafdeling i sikkerhedsklasse 2.
8.3 Brug af håndjern under transport
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, at håndjern over for indsatte kan anvendes, hvis det er
nødvendigt for at afværge truende vold eller overvinde voldsom modstand, for at hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse eller for at hindre undvigelse. Endvidere følger det af straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 2 og
3, at anvendelsen af håndjern skal være proportional og så skånsom, som omstændighederne tillader.
Nødvendighedsbetingelsen sammenholdt med proportionalitets- og skånsomhedsgrundsætningen indebærer,
at kriminalforsorgen ikke er berettiget til at træffe bestemmelse om, at håndjern skal anvendes i alle tilfælde
af transport, men at det skal bero på en konkret vurdering, om anvendelse af håndjern skal finde sted. Det
følger dog af pkt. 2 i vejledning nr. 9819 af 18. august 2016 om anvendelse af sikringsmidler i
kriminalforsorgens institutioner, at ved transport af indsatte, hvor der er en konkret mistanke om undvigelse,
eller hvor den indsatte har sat sig til modværge i forbindelse med transporten, skal den indsatte som
altovervejende hovedregel være belagt med håndjern.
Efter § 5 i bekendtgørelse om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner, må der kun
anvendes håndjern af en type, der er godkendt af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Direktoratet har i den
forbindelse godkendt, at der kan anvendes håndjernstransportbælte. Det bemærkes, at håndjernstransportbæltet
ikke kan anses for lige så sikkert som håndjern. Det skal derfor i hvert enkelt tilfælde overvejes, om
håndjernstransportbælte er et tilstrækkeligt sikringsmiddel, eller om der i stedet skal anvendes almindelige
håndjern.
Reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 65 gælder også for varetægtsarrestanter, jf. 1, stk. 2, i bekendtgørelse om
anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner.
Kriminalforsorgen har ikke hjemmel til at anvende andre sikringsmidler end håndjern, herunder
håndjernstransportbælter, over for indsatte under transport.
22
8.4 Kontrol af besøgende
Besøg kræver, at den besøgende indhenter en forudgående tilladelse, herunder meddeler samtykke til, at der
kan indhentes nærmere oplysninger om ansøgeren i Det Centrale Kriminalregister, jf.
varetægtsbekendtgørelsens 47, stk. 1, jf. stk. 3 og besøgsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, jf. stk. 3.
Kriminalforsorgen kan under hensyn til forholdene i den enkelte institution, og i det omfang ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, fastsætte begrænsninger med hensyn til antallet af personer, der
samtidig kan være godkendte besøgende til en indsat, og antallet af personer, der kan aflægge besøg hos den
indsatte, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 48 og besøgsbekendtgørelsens § 2, stk. 1.
Kriminalforsorgen har i den forbindelse i standard af 17. januar 2019 for afvikling af pårørendebesøg i lukkede
fængsler og arrester bl.a. anført:
- at der som udgangspunkt maksimalt må være tre besøgende pr. besøg og kun to besøgende over 18 år,
- at den besøgende skal fremgå af besøgslisten og skal kunne fremvise gyldig besøgstilladelse og
vellignende billedlegitimation. Som gyldig billedlegitimation anses pas, kørekort, borgerkort og
opholdstilladelse med foto. Besøgende under 18 år der ikke har billedlegitimation, kan fremvise
sygesikringskort hvor relationen kontrolleres ved opslag i CPR-registeret, og
- at den besøgendes identitet skal kontrolleres og sammenholdes med legitimationen, inden den
besøgende kan forlade fængslet/arresten.
Kriminalforsorgen kan endvidere under hensyn til forholdene i den enkelte institution, og i det omfang ordens-
og sikkerhedsmæssige hensyn taler herfor, fastsætte begrænsninger for, hvilke genstande de besøgende må
medtage eller være i besiddelse af under besøget, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 50, stk. 1, og
besøgsbekendtgørelsens § 8, stk. 1. Kriminalforsorgen kan herunder fastsætte bestemmelser om, at de
besøgende ikke må medbringe genstande, som er vanskelige at undersøge, og andre genstande, som det ikke
er de indsatte tilladt at have i institutionen, jf. reglerne i genstandsbekendtgørelsen og forskrifter udstedt efter
denne.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har i den forbindelse den 20. maj 2016 henledt kriminalforsorgsområdernes
opmærksomhed på, at effekter, herunder ved besøg, alene må besiddes, hvis det er muligt at foretage de
nødvendige undersøgelser af effekterne, jf. besøgsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, og genstandsbekendtgørelsens
§ 2, stk. 1, nr. 8. Indleverede effekter, herunder butiksvarer mv., skal i alle tilfælde visiteres (og scannes om
muligt) forud for udlevering.
Ved besøg i lukkede institutioner foretages der visitation af det tøj, som den besøgende er iført ved fremmødet,
jf. besøgsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, og § 10, stk. 1, jf. til dels varetægtsbekendtgørelsens § 52. Det kan gøres
til et vilkår for besøget, at den besøgende efter anmodning lader sig undersøge af kriminalforsorgens
narkotikahunde. Ved begrundet mistanke om indsmugling, kan den besøgende opfordres til at aftage sin
yderbeklædning med henblik på nærmere undersøgelse af denne, jf. besøgsbekendtgørelsens § 11. jf. til dels
varetægtsbekendtgørelsens § 52.
Herudover skal den besøgende igennem den oven for beskrevne adgangskontrol.
23
8.5 Regler for arrestanters muligheder for kommunikation ud af fængslet/arresten
8.5.1. Brev- og besøgskontrol
Det følger af retsplejelovens § 770, at en varetægtsarrestant alene er undergivet de indskrænkninger, som er
nødvendige til sikring af varetægtsfængslingens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed i
varetægtsfængslet.
Det følger af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang,
opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politiet kan af hensyn til
varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange, at besøg
finder sted under kontrol.
Derudover følger det af retsplejelovens § 772, stk. 1, at en varetægtsarrestant har ret til at modtage og afsende
breve. Politiet kan gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere
eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for efterforskningen eller opretholdelse af
orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.
I forbindelse med varetægtssurrogat af frihedsberøvende karakter i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr.
3 og 4, kan politiet træffe bestemmelse om besøgs- og brevkontrol i medfør af en analogi af retsplejelovens §§
771 og 772, jf. U1999.933Ø.
Det fremgår af Rigsadvokatmeddelelsen om brev- og besøgskontrol, at anklagemyndigheden – efter drøftelse
med politiet – forud for fremstilling i grundlovsforhør skal vurdere, om arrestanten skal være undergivet brev-
og besøgskontrol, jf. retsplejelovens § 771 og § 772, under en eventuel varetægtsfængsling. Besøgskontrol
skal kun anvendes, hvis anklagemyndigheden vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til
varetægtsfængslingens øjemed mv. Brevkontrol skal kun anvendes, hvis anklagemyndigheden vurderer, at det
er nødvendigt af hensyn til efterforskningen eller opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.
Ifølge den kommenterede retsplejelov, 10. udgave, noten til § 771, stk. 1, vil varetægtsfængslingens øjemed
som udgangspunkt kun være til hinder for (ukontrolleret) besøg, hvis fængslingen er begrundet i kollusions-
risiko efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.
Det følger ligeledes af Straffeprocessen, 3. udgave, side 600, at henvisningen til varetægtsfængslingens øjemed
indebærer, at der normalt kun kan iværksættes besøgskontrol, hvis der er sket fængsling efter § 762, stk. 1, nr.
3, jf. U 1992.905 V, hvor retten anførte, at varetægtsfængslingens øjemed ikke fandtes at afskære arrestanten
fra at modtage besøg, idet fængslingen alene var sket i medfør af § 762, stk. 2, nr. 1.
Det fremgår desuden af Rigsadvokatmeddelelsen, at anklagemyndigheden også i sager om udlevering skal
vurdere, om arrestanten under fængsling skal være undergivet særlige foranstaltninger, herunder brev- og
besøgskontrol, jf. retsplejelovens §§ 771-772. I sager om udlevering kan brev- og besøgskontrol være relevant,
når der foreligger oplysninger om en særlig øget flugtrisiko eller særlige grunde til at antage, at anholdte vil
påvirke efterforskningen af sagen. Afsnittet blev tilføjet meddelelsen efter undvigelsen fra Vestre Fængsel i
august 2018, og retter sig særligt mod udleveringssager, hvor de danske myndigheder er afhængige af
oplysninger modtaget fra det land, der har begæret den pågældende udleveret.
Anklagemyndigheden skal i perioden fra grundlovsforhøret og frem til dom i 1. instans – efter drøftelse med
politiet – løbende og af egen drift konkret vurdere, om det af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed mv.
fortsat er nødvendigt, at arrestanten er undergivet brev- og besøgskontrol, jf. retsplejelovens §§ 771-772.
24
Hvis der ikke er grundlag for at ophæve brev- og besøgskontrol, skal det overvejes, om kontrollen i stedet kan
ophæves delvist, f.eks. for arrestantens nærmeste familie, herunder mindreårige børn.
I vurderingen af, om brev- og besøgskontrol kan ophæves (delvist), skal bl.a. indgå oplysninger om, hvorvidt
sagen er færdigefterforsket, om sagens afgørende vidner er afhørt (evt. indenretligt), eller om sagens vidner
alene er polititjenestemænd. Behovet for brev- og besøgskontrol kan således ændre sig i forbindelse med, at
sagen (færdig)efterforskes.
8.5.2. Besøg
Besøg til arrestanter i fængsler og arresthuse med besøgs- og brevkontrol efter retsplejelovens § 771 og § 772
varetages af politiet efter reglerne i varetægtsbekendtgørelsen. Dog foretages den sikkerhedsmæssige
adgangskontrol af kriminalforsorgen. Adgangskontrollen er nærmere beskrevet oven for i afsnit 8.2.
Det følger af § retsplejelovens § 771, stk. 1, at politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan
modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg eller forlange, at besøg finder sted under kontrol, jf.
varetægtsbekendtgørelsens § 42. Afgørelsen om, hvorvidt en arrestant kan modtage besøg, herunder
kontrolleret besøg, træffes efter en konkret vurdering. Nægter politiet besøg, skal arrestanten som
udgangspunkt underrettes herom. Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg forelægges for
retten til afgørelse.
Besøg til arrestanter uden besøgs- og brevkontrol varetages af kriminalforsorgen, som i medfør af
varetægtsbekendtgørelsens § 43 kan forbyde besøg af bestemte personer, hvis dette i enkelte tilfælde findes
påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde. Det følger således af varetægtsvejledningens kapitel 21,
punkt 122, at der skal foretages en konkret vurdering af, om tilladelse til besøg i det enkelte tilfælde skal
nægtes. I denne vurdering skal alle relevante omstændigheder, som taler for eller imod at meddele
besøgstilladelse, indgå, og afgørelsen skal træffes efter en konkret afvejning af omstændighederne i den enkelte
sag.
Straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4, indeholder en bestemmelse, hvorefter ”en indsat, som af politiet
skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af personer, og om hvem politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som
den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180, har ikke ret til at
modtage besøg af personer med tilknytning til den pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe,
medmindre ganske særlige grunde gør sig gældende”. En tilsvarende adgang til at afskære besøg til
varetægtsarrestanter findes ikke.
Kriminalforsorgen kan således ikke ved afslag på besøg til en varetægtsarrestant, som et bærende moment
lægge vægt på, at arrestanten og den besøgende tilhører en gruppering, som er i konflikt, medmindre dette
efter en konkret vurdering i den pågældende sag kan begrundes med hensynet til orden eller sikkerhed.
Straffuldbyrdelseslovens § 53 indeholder endvidere en bestemmelse, hvorefter ”besøg til en indsat, som af
politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe personer, som tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet, skal overværes af personalet i institutionen, medmindre det er åbenbart,
25
at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller hensyn til at forebygge kriminalitet.”
En tilsvarende adgang til at overvære besøg til varetægtsarrestanter findes ikke.
Det følger dog af varetægtsbekendtgørelsen § 45, stk. 1, at kriminalforsorgen i det enkelte tilfælde ud fra
ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn kan beslutte, at besøg skal gennemføres under overværelse af personale
i institutionen.
8.5.3. Brevveksling
Varetægtsarrestanter der ikke er underlagt brevkontrol har ret til at modtage og afsende breve, jf.
varetægtsbekendtgørelsens § 61. Dog kan kriminalforsorgen uden retskendelse åbne og lukke breve til og fra
varetægtsarrestanter med henblik på at hindre ind- og udsmugling, ligesom gennemlæsning af breve til og fra
en varetægtsarrestant kan ske, hvis dette af kriminalforsorgen skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 63, stk. 1 og 2.
Det følger af varetægtsbekendtgørelsens § 72, at en varetægtsarrestant, hvis forbindelse gennem brevveksling
ikke uden væsentlig ulempe kan afventes, kan få tilladelse til at føre telefonsamtaler, i det omfang det er
praktisk muligt. Politiet kan dog af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig dette, ligesom
kriminalforsorgen kan nægte en varetægtsarrestant at føre telefonsamtaler, hvis dette findes nødvendigt af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn. Meddeles en varetægtsarrestant tilladelse til at føre telefonsamtaler
påhøres eller aflyttes disse uden retskendelse af kriminalforsorgen, medmindre dette ikke findes nødvendigt af
ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde.
8.5.4. Udgang
Det følger af retsplejelovens § 771, stk. 2, at kriminalforsorgen, når særlige omstændigheder taler derfor, med
politiets samtykke kan give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsagelse for et kortere tidsrum.
Ifølge varetægtsbekendtgørelsens § 38, stk. 1, må udgangen normalt ikke overstige en dag ud over rejsetiden.
Kriminalforsorgen har den 17. januar 2019 udstedt en standard for planlægning af udgang til ikke akut
sundhedsbehandling for indsatte i lukkede fængsler og arrester, der ikke har tilladelse til udgang med henblik
på at besøge bestemte personer. Standarden foreskriver, at udgang til akut sundhedsbehandling alene må ske,
hvis det er lægefagligt nødvendigt, og hvis det vurderes sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Endvidere angiver
standarden en række tiltag, der skal sikre, at den indsatte ikke bliver bekendt med afviklingstidspunktet og
lokaliteten for sundhedsbesøget.
Kriminalforsorgen har iværksat et udviklingsprojekt, der bl.a. skal udmønte sig i en standard for det
sikkerhedsmæssige setup i forbindelse med ledsagede udgange. Standarden forventes at foreligge inden årets
udgang.
8.6 Afsoneres muligheder for kommunikation ud af fængslet/arresten
8.6.1. Besøg
En indsat har ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst en times varighed, jf. straffuldbyrdelseslovens § 51,
stk. 1. Hvis den indsatte har tilknytning til en bandegruppering, som er i konflikt med en anden
bandegruppering, kan besøg af personer med tilknytning til en bandegruppering afskæres, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4, som er beskrevet oven for. Kriminalforsorgen er løbende i dialog med
Rigspolitiet om registrerede bandemedlemmer, ligesom kriminalforsorgen løbende bliver holdt orienteret om
udmeldte konflikter mellem bandegrupperinger.
26
Besøg af bestemte personer kan endvidere forbydes, og en meddelt besøgstilladelse kan inddrages, hvis dette
i det enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde, jf. besøgsbekendtgørelsens
§ 4, stk. 1. Eksempelvis meddeles der som udgangspunkt afslag til besøgende, som har verserende sigtelser
eller inden for det seneste år er dømt for narkotikakriminalitet, vold, trusler mod personer i offentlig tjeneste
eller våbenlovgivningen.
Besøg er som udgangspunkt ikke overvåget. Dog skal besøg til ledende eller koordinerende bandemedlemmer,
som hovedregel overværes, jf. straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1. Det er politiet, der skønner, om en indsat
er ledende eller koordinerende bandemedlem. Hvis politiet skønner, at en indsat er ledende eller koordinerende,
skal dette anføres på følgesedlen eller – hvis den indsatte er på fri fod – ved anmeldelsen af dommen til
kriminalforsorgen.
Besøg kan endvidere overværes af personale i institutionen, hvis det findes påkrævet ud fra ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, jf. besøgsbekendtgørelsens § 6, stk. 2.
8.6.2. Brevveksling
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 1, at en indsat har ret til brevveksling. Kriminalforsorgen kan
uden retskendelse åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Der kan ske gennemlæsning af breve til og fra
den indsatte, hvis kriminalforsorgen skønner dette påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af
hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at forebygge
kriminalitet eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 2
og 3.
Breve til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe
af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal dog gennemlæses, medmindre
det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at
forebygge kriminalitet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 4.
8.6.3. Telefoni
En indsat har, i det omfang det er praktisk muligt, ret til at føre telefonsamtaler, jf. straffuldbyrdelseslovens §
57, stk. 1. Adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, af
hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 2. I lukkede institutioner optages, påhøres eller aflyttes telefonsamtalen
uden retskendelse, medmindre dette ikke findes nødvendigt, jf. straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 3.
Telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i
en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal optages, påhøres eller
aflyttes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller
af hensyn til at forebygge kriminalitet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4.
Det følger af telefonbekendtgørelsens § 14, at den enkelte indsatte i afsoningsafdelinger med almindeligt
fællesskab, hvor de tekniske forudsætninger for at føre kontrol er til stede, kan få en generel tilladelse til at
telefonere til 10 telefonindehavere, som forinden skal godkendes af kriminalforsorgen. Til brug for
godkendelsen indhentes der oplysninger om telefonindehaveren i Det centrale Kriminalregister. Ordningen er
dog ikke en garanti for, at den indsatte ikke kommunikerer med andre end telefonindehaveren, da de
27
teknologiske muligheder og de fatiske forhold i institutionerne – ligesom ved andre sikkerhedsforanstaltninger,
som eksempelvis brev- og besøgskontrol – muliggør misbrug og omgåelse af reglerne.
Samtalerne optages og er i en periode efterfølgende til rådighed for senere kontrol.
Indsatte på andre afsoningsafdelinger end almindelige fællesskabsafdelinger kan også få en generel tilladelse
til at telefonere, hvis særlige ordens- og sikkerhedshensyn ikke taler herimod, jf. telefonbekendtgørelsens §
18.
8.6.4. Udgang
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 1, at en indsat kan få tilladelse til udgang, når
udgangsformålet er rimeligt begrundet i den indsattes personlige hensyn. Udgang kan dog ikke tillades, når
der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil misbruge udgangen, eksempelvis ved at unddrage sig
fortsat straffuldbyrdelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 2. Ved vurderingen af risikoen for misbrug
af udgangstilladelsen skal det bl.a. tillægges særlig vægt, hvis den indsatte under strafudståelsen eller en
tidligere strafudståelse er undveget eller har forsøgt herpå, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 3.
Udgang kan ikke finde sted, hvis den indsatte af politiet skønnes af have tilknytning til en gruppe af personer,
som er aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oplyser,
at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er
anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige
karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180,
jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3.
Indsatte kan få udgang til særlige formål eller med henblik på besøg hos bestemte personer mv., jf.
udgangsbekendtgørelsens § 31 og § 35. Udgang til særlige formål kan bl.a. tillades, hvis den indsatte skal
møde i retten eller skal til lægeundersøgelse eller –behandling eller anden behandling, der ikke
hensigtsmæssigt kan finde sted i institutionen. Tilladelse til udgang til besøg hos bestemte personer mv.
meddeles typisk til besøg hos bestemte nærtstående personer, men kan også, hvis ganske særlige forhold i det
enkelte tilfælde taler derfor, og det i øvrigt findes formålstjenesteligt, tillades til besøg hos andre bestemte
personer end nærtstående.
Der er til udgangen knyttet en række obligatoriske vilkår, som nærmere beskrevet i straffuldbyrdelseslovens §
48, stk. 1 og udgangsbekendtgørelsens § 11. Herudover kan der i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 48, stk.
2 og udgangsbekendtgørelsens § 12, fastsættes andre vilkår, som findes formålstjenlige, eksempelvis at den
indsatte under udgangen ledsages af personale fra kriminalforsorgen.
Ved afgørelsen af, om en udgang skal ske med eller uden ledsagelse, tages der hensyn til formålet med
udgangen og risikoen for misbrug, jf. udgangsbekendtgørelsens § 13, stk. 1. Udgang til indsatte, der opholder
sig i lukket institution på grund af en særlig undvigelsesrisiko, vil i almindelighed kun kunne tillades med
ledsagelse, jf. udgangsbekendtgørelsens § 13, stk. 3.
Om udgang til ikke akut sundhedsbehandling for indsatte i lukkede fængsler og arrester, der ikke har tilladelse
til udgang med henblik på at besøge bestemte personer, henvises til det oven for anførte om arrestanters
udgang, hvoraf det også fremgår, at kriminalforsorgen har iværksat et udviklingsprojekt, der bl.a. skal udmønte
sig i en standard for det sikkerhedsmæssige setup i forbindelse med alle ledsagede udgange.
28
Afgørelse om udgang træffes af kriminalforsorgen. I udgangsbekendtgørelsens kapitel 4 er der dog angivet en
række tilfælde, hvor kriminalforsorgen, inden der gives tilladelse til udgang, skal anmode den politidirektør,
der har behandlet straffesagen, om en udtalelse.
9. Sikkerhedsmæssige forhold på psykiatriske afdelinger
9.1 Sikkerhedsregimet på psykiatriske afdelinger
De retspsykiatriske afdelinger er indrettet med det primære formål at behandle forskellige grupper med
psykiatriske sygdomme. Derudover er de indrettet, så de i væsentligt omfang kan forebygge, at patienter ikke
flygter fra afdelingerne. Afdelingerne er derimod ikke opført eller indrettet, så de i særligt omfang kan
forhindre, at udefrakommende tiltvinger sig adgang til afdelingerne.
Danske Regioner udgav i 2012 11 anbefalinger for standardiserede sikkerhedskrav for retspsykiatriske
afdelinger, der skulle bidrage til at forebygge undvigelser. Regionerne implementerer anbefalingerne sammen
med andre sikkerhedsmæssige tiltag i de nye retspsykiatriske afsnit, der bliver etableret som led i
moderniseringen af psykiatrien. Anbefalingerne udgør minimumskrav, og omhandler bl.a. to-lagssikring, hvor
2. lag minimum er fire meter højt, slusefunktion på dagligt benyttede døre ind i afdelingen, elektronisk
adgangskontrol og perimetersikring ved eksempelvis video og/eller bevægelsessensorer.
Sikkerhed i psykiatrien opdeles i tre aspekter – fysiske rammer, procedurer omkring sikkerhed og relationer
mellem patient og personale. Derudover opererer man med forskellige sikkerhedsniveauer.
Sikringsafdelingen i Slagelse, der er en del af Psykiatrien Slagelse, har det højeste sikkerhedsniveau.
Sikringsafdelingen, der råder over i alt 30 pladser, har landsfunktion og skal udadtil yde fængselsmæssig
sikkerhed og indadtil fungere som et psykiatrisk hospital og varetage behandlingen af bl.a.
varetægtsarrestanter, der er indlagt til mentalundersøgelse og/eller behandling. På sikringsafdelingen er det
ifølge psykiatrilovens § 18a muligt, at en læge, i særlige tilfælde, træffer beslutning om at aflåse patientdøre.
Indlæggelse i Sikringsafdelingen kan alene ske
i henhold til farlighedsdekret,
på baggrund af en anbringelsesdom,
med henblik på udarbejdelse af mentalobservationserklæring,
som varetægtssurrogat (i henhold til retsplejelovens § 777).
I realiteten modtager Sikringen på grund af den begrænsede kapacitet og en generel høj belægning stort set
aldrig varetægtssurrogatanbragte. Dertil hører, at en organiseret flugt, kan medføre risiko for at andre mere
farlige patienter får mulighed for at undslippe samtidigt.
Retspsykiatriske afdelinger har, hvad der svarer til mellem sikkerhedsniveau, men sikkerhedsniveauet på
afdelingerne kan variere, alt efter den bygningsmæssige indretning, typen af døre og vinduer, hegn samt
sikkerhedsprocedurer. I retspsykiatrien bestemmes begrænsninger af besøg, breve, telefoni m.m. af
afdelingernes husorden og psykiatriloven. Surrogatanbragte kan have særlige restriktioner, som politiet
meddeler afdelingen.
På de retspsykiatriske afdelinger behandles patienter, der er dømt til behandling eller anbringelse på baggrund
af behov for psykiatrisk undersøgelse eller behandling og risiko for kriminalitetsrecidiv. Patienter på
retspsykiatriske afdelinger er indlagt både af behandlingsmæssige og af sikkerhedsmæssige årsager. De
29
retspsykiatriske afdelinger behandler også strafafsonere, der er blevet psykisk syge under deres
fængselsophold. I alt sker der ca. 4.000 indlæggelser i retspsykiatrien årligt.
Almindelige lukkede psykiatriske sengeafsnit har som udgangspunkt et lavere sikkerhedsniveau end
retspsykiatriske afdelinger. Afdelingerne er forskellige med hensyn til lokaler, indretning m.m. Sikkerhed og
restriktioner i almen psykiatrien imødekommes ved individuelle handlingsplaner og samarbejde med politi og
anklagemyndighed. Når det vurderes relevant og forsvarligt kan surrogatanbragte anbringes i almen
psykiatrien, hvor de opholder sig sammen med andre patienter, der har behov for behandling på en lukket
psykiatrisk afdeling.
9.2 Kontrol af patienter og besøgende – psykiatrien
Det følger af § 19 a, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven), at overlægen ved
mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen, uden retskendelse kan
beslutte, at en patients post skal åbnes og kontrolleres, at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller at
der skal foretages kropsvisitation af patienten. Ifølge § 19 stk. 7 skal overlægen overlade til politiet at afgøre,
om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder
lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben mv.
Endvidere følger det af psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, at overlægen for at hindre indførsel af medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande, kan beslutte, at der skal anvendes kropsscannere ved undersøgelse af en
patient eller personer, der søger adgang til den psykiatriske afdeling. Anvendelsen af kropsscannere
forudsætter, at der er mistanke om, at der hos patienten eller den besøgende forefindes medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande.
Herudover kan overlægen ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den
psykiatriske afdelings udearealer, beslutte, at der kan anvendes narkohunde ved undersøgelse af disse arealer,
jf. psykiatrilovens § 19 a, stk. 6. Narkohunde må ikke anvendes over for patienter eller besøgende, jf. § 9, stk.
4, i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1081 af 27. oktober 2019 om åbning og kontrol af post,
undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation og anvendelse af kropsscannere og narkohunde mv.
Straffelovens § 124 stk. 4 kriminaliserer, hvis en surrogatanbragt uretmæssigt besidder en mobiltelefon, og
afdelingen er forpligtiget til at foretage politianmeldelse ved uretmæssig besiddelse. Såfremt besøgende eller
medpatienter medbringer mobiltelefon til en person, der er underlagt restriktioner på mobiltelefon, kan
vedkommende straffes for medvirken. Der er ikke hjemmel til at forhindre, at varetægtssurrogatanbragte
kontakter medpatienter, der har adgang til mobiltelefon, besøg og udgang.
På de psykiatriske afsnit kan patienterne færdes frit, og de kan ikke pålægges begrænsninger ved at henvises
til eget værelse eller på anden måde afgrænses fra andre patienter. Det gælder også for arrestanter, der
varetægtsfængsles i surrogat på psykiatrisk afdeling. Aflåsning til patientstue kan kun ske på Sikringen. På
psykiatriske afdelinger kan der ikke fastsættes standardiserede regler for frihedsindskrænkning ved brev- og
besøgskontrol af politiet, da sådanne begrænsninger skal fastsættes ud fra en konkret og individuel vurdering
ud fra formålet med varetægtsfængslingen af den konkrete patient fx i forhold til den fortsatte efterforskning.
I brev til Folketingets ombudsmand den 12. august 2020 skriver Sundheds- og Ældreministeriet, at der efter
ministeriets vurdering ikke er hjemmel til at fastsætte regler om åbning af post, der fraviger reglerne i
psykiatrilovens § 19a. Ministeriet har lagt vægt på, at det er et grundlæggende udgangspunkt i dansk ret, at
foranstaltninger, der medfører indgreb i den personlige frihed, kræver udtrykkelig lovhjemmel.
30
Det følger af § 1 i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1081 af 27. oktober 2019, at der ved mistanke om,
at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen, jf. psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, forstås,
at overlægen eller det øvrige personale på afdelingen har en rimelig grund til at formode, at der er
medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på afdelingen, eller at disse er forsøgt indført.
Endvidere følger det af LFF nr. 164 af 7. februar 2019 - Ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
mv., at det ikke er hensigten med psykiatrilovens § 19 a, stk. 1 og 2, at der skal indføres rutinemæssig kontrol
af patienter og besøgende. Dog kan der på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland foretages en sådan rutinemæssig kontrol, jf. psykiatrilovens § 19 a, stk. 3.
9.3 Mulighed for besøg mv.
Politiet bestemmer, i hvilket omfang en surrogatfængslet arrestant må modtage besøg og i øvrigt kommunikere
med personer uden for den psykiatriske afdeling, hvis arrestanten er underlagt brev- og besøgskontrol. Brev-
og besøgskontrol, som er bestemt af politiet kræver, at politiet overværer besøg, gennemlæser breve og lytter
med på telefonopkald. Har den surrogatfængslede arrestant ikke brev- og besøgskontrol, følger muligheden
for adgang til besøg og øvrig kommunikation med personer uden for den psykiatriske afdeling af den husorden,
der gælder for det pågældende opholdssted. Tilsvarende gælder øvrige psykiatriske patienter. Det skal i den
forbindelse bemærkes, at det følger af psykiatrilovens § 2 a, stk. 1, at sygehusmyndigheden skal sikre, at der
på enhver psykiatrisk afdeling findes en skriftlig husorden.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at husordenen bl.a. skal fastsætte regler om adgangen til at
telefonere, om besøgsforhold, om overvåget besøg, mv., samt om konsekvenserne af, at husordenen ikke
overholdes. Husorden må ikke indeholde begrænsninger, der ikke er lovhjemmel til. For eksempel må der ikke
være et generalt forbud mod mobiltelefoner i en afdeling. Der vil være forskel på sikkerhedsniveauet i husorden
på retspsykiatriske afdelinger og almen psykiatriske afdelinger. Surrogatanbragte befinder sig på begge typer
afdelinger.
Herudover kan overlægen, jf. psykiatrilovens §19a, såfremt der foreligger mistanke om medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande er eller vil blive forsøgt indført på afdelingen uden retskendelse beslutte,
- at en patients post skal åbnes og kontrolleres,
- at en patients stue og ejendele skal undersøges,
- eller at der skal foretages kropsvisitation af en patient.
Overlægens mistanke skal anføres i journalen og kropsvisitation omfatter ikke undersøgelse af kroppens
hulrum.
Det kan således konkluderes, at psykiatriloven ikke giver psykiatrien samme muligheder for at gennemføre
brev- og besøgskontrol samt visitation, som gælder i Kriminalforsorgens regi.


Side 1/3
Besvarelse af spørgsmål nr. 10 vedrørende forslag til lov om ændring af
lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. og sundhedsloven. (Hus-
ordener på psykiatriske afdelinger, notatpligt for den faste vagt for
bæltefikserede patienter, sikkerhedskontroller i retspsykiatrien, sær-
lige regler for surrogatanbragte, interval mellem lægelige vurderinger
m.v.) (L 84) fra Folketingets Sundhedsudvalg.
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 10 vedrørende forslag til lov om
ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. og sundhedsloven.
(Husordener på psykiatriske afdelinger, notatpligt for den faste vagt for bæl-
tefikserede patienter, sikkerhedskontroller i retspsykiatrien, særlige regler
for surrogatanbragte, interval mellem lægelige vurderinger m.v.).
Nick Hækkerup
/
Gustav Schaldemose
Folketinget
Sundhedsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato: 6. december 2021
Kontor: Straffuldbyrdelseskonto-
ret
Sagsbeh: Kenneth Schmidt Ras-
mussen
Sagsnr.: 2021-0037-0139
Dok.: 2239883
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 3392 3340
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
L 84 - endeligt svar på spørgsmål 10
Sundhedsudvalget 2021-22
Side 2/3
Spørgsmål nr. 10 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om anven-
delse af tvang i psykiatrien m.v. og sundhedsloven. (Husordener på psykia-
triske afdelinger, notatpligt for den faste vagt for bæltefikserede patienter,
sikkerhedskontroller i retspsykiatrien, særlige regler for surrogatanbragte,
interval mellem lægelige vurderinger m.v.):
”Vil ministeren redegøre for lovforslagets indhold og formål i
sammenhæng med de politiske forhandlinger om en ny flerårs-
aftale for Kriminalforsorgen?”
Svar:
1. Jeg anmodede umiddelbart efter en undvigelse fra Psykiatrisygehus Sla-
gelse i 2019 Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsor-
gen om i fællesskab at udarbejde en handlingsplan til at imødegå udfordrin-
gerne med fangeflugter. Rigspolitiet har koordineret udarbejdelsen af hand-
lingsplanen og har i den forbindelse sørget for inddragelse af øvrige rele-
vante myndigheder, herunder Danske Regioner og Psykiatrien Region Sjæl-
land.
Jeg oversendte den 25. marts 2021 handlingsplanen til Retsudvalget og
Sundhedsudvalget, jf. REU bilag 263 og SUU bilag 329.
Handlingsplanen indeholder 10 fælles initiativer fra myndighederne. Hand-
lingsplanen indeholder bl.a. initiativer, der er målrettet forholdene i psyki-
atrien. Der foreslås ensartede sikkerhedskontroller med brug af eksempelvis
metaldetektorer, øget brev- og besøgskontrol og ensartede regler for besøg
til bandemedlemmer. Derudover indeholder handlingsplanen også et initia-
tiv om øget udveksling af oplysninger mellem myndigheder samt øget brug
af håndjern og andre sikringsmidler, når indsatte skal transporteres. Desu-
den indeholder handlingsplanen et initiativ om oprettelse af særlige pladser
for undvigelsestruede personer i kriminalforsorgen til brug for psykiatriske
udredninger.
Jeg har den 10. november 2021 fremsat lovforslag nr. L 77 (Opfølgning på
initiativer i handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med fange-
flugter og delegation af afgørelseskompetence i sager om udgang for perso-
ner anbragt i hospital eller institution ved dom), jf. Folketingstidende 2021-
22, A, L 77, som fremsat. Formålet med lovforslaget er at implementere de
Side 3/3
initiativer i handlingsplanen, som på Justitsministeriets område kræver lov-
ændringer.
Jeg er bekendt med, at sundhedsministeren har fremsat lovforslag nr. L 84
(Husordener på psykiatriske afdelinger, notatpligt for den faste vagt for bæl-
tefikserede patienter, sikkerhedskontroller i retspsykiatrien, særlige regler
for surrogatanbragte, interval mellem lægelige vurderinger m.v.), jf. Folke-
tingstidende 2021-22, A, L 84, som fremsat. For en nærmere redegørelse af
lovforslagets indhold må jeg henvise til sundhedsministeren.
2. Lovforslagene følger op på de af handlingsplanens initiativer, der kræver
lovændringer på Justitsministeriets og Sundhedsministeriets område.
De aktuelle politiske forhandlinger om en ny flerårsaftale for kriminalfor-
sorgen handler om noget andet og bredere, nemlig kriminalforsorgens øko-
nomi for 2022-2025.