Fremsat den 23. november 2021 af Alex Ahrendtsen (DF), Karina Adsbøl (DF), Liselott Blixt (DF), René Christensen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marie Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF)

Fremsat den 23. november 2021 af Alex Ahrendtsen (DF), Karina Adsbøl (DF), Liselott Blixt (DF),
René Christensen (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF),
Marie Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om borgeres adgang til at forlange bindende kommunale folkeafstemninger
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af inde-
værende folketingsår at fremsætte lovforslag med følgende
virkning:
– Borgere i en kommune skal kunne forlange folkeafstem-
ning om en sag, hvori kommunalbestyrelsen har truffet
beslutning, hvis de kan indsamle et passende antal un-
derskrifter fra borgere i kommunen med stemmeret til
kommunalvalg, f.eks. 10 pct., inden for f.eks. 100 dage.
– Borgere i en kommune skal kunne forlange folkeafstem-
ning om et konkret kommunalt anliggende, der ikke har
været behandlet i byrådet eller kommunalbestyrelsen,
hvis de kan indsamle et passende antal underskrifter fra
borgere i kommunen med stemmeret til kommunalvalg,
f.eks. 10 pct., inden for f.eks. 12-18 måneder.
– Der skal være forslag til kriterier, der sikrer, at emnerne
for folkeafstemningerne ikke strider mod grundloven el-
ler anden lovgivning.
Beslutningsforslag nr. B 48 Folketinget 2021-22
AX026925
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af be-
slutningsforslag nr. B 35, folketingsåret 2019-2020. Der
henvises til Folketingstidende 2019-20, tillæg A, B 35
som fremsat. Beslutningsforslag nr. B 35 var en delvis
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 102, folketings-
året 2016-17. Der henvises til Folketingstidende 2016-17, 1.
samling, tillæg A, B 102 som fremsat, og tillæg F, møde 99,
kl. 13:51.
Dansk Folkeparti fremsætter dette beslutningsforslag, for-
di partiet mener, at tiden er ved at være moden til, at vi giver
vores folkestyre en vitaminindsprøjtning ved at inddrage
borgerne mere. Det repræsentative demokrati i Danmark er
begyndt at vise træthedstegn. Hvor to ud af tre vælgere i
2007 havde tillid til de folkevalgte (»Nye tal: Så voldsom
er vælgernes mistillid til politikerne«, Avisen Danmark, den
17. marts 2019), udtrykker halvdelen af danskerne cirka et
årti senere at have oplevet politikerlede (»Forsker om kritisk
lav tillid til politikerne: - De skal lære at lytte til borgerne «,
TV2 Øst, den 19. april 2019). Samtidig er partiernes samle-
de medlemstal markant faldende (»Partiernes medlemstal fra
1960«, folketinget.dk, opdateret marts 2019).
Men målinger viser også, at folk interesserer sig meget
for politik (»Udviklingen af politisk tillid, interesse og de-
mokratisk tilfredshed«, Julie Hassing Nielsen, Kraka, 2015),
især de unge (»Society at a Glance 2016: OECD Social
Indicators«, OECD, 2016, side 130).
Borgerne og vælgerne i Danmark slutter op om det repræ-
sentative demokrati, men de vil også gerne have indflydel-
se. De vil ikke vente på at stemme hvert fjerde år, og de vil
have lov til at stemme fra sag til sag i stedet for et vælge en
hel pakke, som et parti er.
Formålet med dette beslutningsforslag er således at øge
den lokale borgerinddragelse og skabe et alternativ for de
mange vælgere, der er interesserede i politik, men som har
svært ved at se sig selv inden for de etablerede partiers
politik. Målet er dermed også at mindske kløften mellem
folkevalgte og vælgere og derved forhåbentlig komme noget
af politikerleden til livs.
En styrkelse af det lokale demokrati
Det er vigtigt for Dansk Folkeparti at understrege, at dette
beslutningsforslag ikke på nogen måde skal fortolkes som
et forsøg på at svække lokaldemokratiet, tværtimod. Det
skal forstås som en måde at styrke det lokale demokrati på
ved at tilføje værktøjer, der kan inddrage borgerne yderlige-
re. Dansk Folkeparti har tillid til, at borgerne gerne vil og
kan træffe kvalificerede beslutninger. Og partiet har tillid til
kommunerne, som allerede i mange år har arbejdet aktivt og
principielt med borgerinddragelse og nye demokratiformer
i forhold til beslutninger, der har betydning for borgernes
dagligdag.
Folkeafstemninger svækker ikke det repræsentative demo-
krati. Det styrker det, fordi det inddrager borgerne og gi-
ver dem mulighed for at korrigere en beslutning taget af
politikerne. Folkeafstemninger oplyser også borgerne. Tre
uafhængige forskningsresultater fra Schweiz viser, at tre
ud af fire borgere, der deltager i folkeafstemningerne, har
et godt eller meget godt kendskab til afstemningens ind-
hold (»Citoyenneté et démocratie directe«, Bütschi, Han-
speter Kriesi (red.), 1993, side 99-119, »Direct democratic
choice: The Swiss experience«, Hanspeter Kriesi, Lanham:
Lexington Books, 2005, og »Handbuch der Schweizer Po-
litik«, Scaiarini/Tresch, Peter Knoepfel (red.), 2014, side
497-561). Forskning viser også, at folkeafstemninger med-
virker til at inkludere politiske grupperinger på grund af
frygten for afstemning. For at undgå en afstemning sørger
politikerne for at inkludere så mange som muligt i en beslut-
ning (»Das politische System der Schweiz«, Adrian Vatter,
2014).
Folkeafstemninger modvirker ifølge forskningen også, at
isolerede politiske grupperinger og bevægelser bliver for
ekstreme, og er altså en slags ventilfunktion (»Der Schwei-
zer Rechtsextremismus im internationalen Vergleich«, Klaus
Armingeon, Swiss Political Science Review, bd. 1, nr. 4,
1995, side 18-19). I Schweiz er det undertiden lykkedes små
partier og bevægelser, som ingen indflydelse har overhove-
det, at vinde folkeafstemninger om f.eks. at gøre nationalda-
gen til en helligdag (»Mit dem fremden politisieren. Recht-
spopulismus und Migrationspolitik in der Schweiz seit den
1960᾽er Jahren«, Damir Skenderovic og Gianni D᾽Amato,
Chronos Verlag, 2008).
Man hører tit indvendinger om, at folkeafstemninger vil
medføre uansvarlige økonomiske beslutninger, men det er
ikke erfaringen fra Schweiz. Her har et flertal f.eks. forka-
stet et forslag om 6 ugers ferie (mod 4 i dag). Schweiz
er interessant for politologer, fordi kantonerne i sig selv er
meget forskelligt strukturerede. I de fransktalende kantoner
er der tendens til, at det repræsentative spiller en større
rolle, mens folkeafstemningerne i de tysktalende har en stør-
re vægt. Forskningen har derfor kunne iagttage, hvordan
udgifterne er mindre i kantoner, hvor det er let at forlan-
ge afstemning om finanserne, sammenlignet med kantoner,
hvor det repræsentative ideal dominerer. Forskningen viser
også, at væksten og makroøkonomien er bedre i kantoner
med mange folkeafstemninger (»Das politische System der
Schweiz«, Adrian Vatter, 2014).
Endelig bevirker folkeafstemninger, at der er mindre mud-
derkastning mellem politikerne. Diskussionen om den rå
tone og det barske debatniveau fylder meget i Danmark. Så
konklusionen er, at jo mere repræsentativt et folkestyre er, jo
større er risikoen for mudderkastning.
Schweizisk forbillede
I 2018 blev det gennemført ved lov, at en kommunalbesty-
relse kan udskrive en bindende folkeafstemning (lov nr. 748
af 8. juni 2018). Det er op til et flertal i kommunalbestyrel-
sen at beslutte, om der skal afholdes en folkeafstemning i
kommunen. Ved folkeafstemningen skal vælgerne stemme
om en beslutning, som kommunalbestyrelsen har truffet i
2
en sag. Det vil sige, at vælgerne enten skal godkende el-
ler forkaste den pågældende beslutning. Det er ikke muligt
for borgerne at indsamle underskrifter for en afstemning
om en konkret sag, de såkaldte vælgerinitiativer, og gøre
den bindende. Dansk Folkeparti har ladet sig inspirere af
Schweiz, hvor man i mere end 100 år har haft gode erfarin-
ger med folkeafstemninger både på kommunalt, kantonalt
og nationalt niveau. Det skyldes, at borgerne i Schweiz har
den egentlige suverænitet i landet i modsætning til i Dan-
mark. Sat på spidsen kan man sige, at frie schweiziske bor-
gere har afgivet noget af deres frihed til kantonen, der har
afgivet frihed til staten. Modsat var det i Danmark kongen,
der gav frihed til Folketinget, som gav den til kommunerne
og i sidste ende til borgerne. Folkestyret i Schweiz kommer
således nedefra og op, mens det i Danmark kommer oppefra
og ned.
Dette har haft stor betydning for vort folkestyre. Det er
repræsentativt. Vi har folkevalgte, der træffer beslutninger
på vælgernes vegne. Det har man også i Schweiz, men i
modsætning til danskerne kan schweizerne få direkte indfly-
delse på beslutningerne gennem folkeafstemninger. Det er
derfor, at systemet i Schweiz kaldes halvdirekte folkestyre.
Der findes tre forskellige former for folkeafstemninger i
Schweiz. For det første er der de obligatoriske afstemnin-
ger. Her er det forfatningerne, både de nationale og de
kantonale, der afgør, om folket skal høres eller ej, når parla-
menter vedtager en lov. For det andet er der de fakultative
afstemninger. Hvis vælgerne er utilfredse med en lov, kan de
samle underskrifter og forlange en folkeafstemning. For det
tredje er der de såkaldte vælgerinitiativer. Her kan borgerne
forenes om en konkret sag, hvis de kan samle de fornødne
underskrifter inden for en givet frist. Resultaterne af disse
afstemninger er alle bindende.
Den danske model
Det er ovennævnte muligheder, Dansk Folkeparti har kig
på, men partiet ønsker at gå lidt forsigtigere til værks. Dansk
Folkeparti foreslår derfor i første omgang at indføre adgang
til, at borgerne kan forlange folkeafstemning om en konkret
sag. Det kan enten være en beslutning truffet af kommunal-
bestyrelsen eller en sag, som borgerne ønsker at stemme
om. For at sikre en vis grad af kvalitet og seriøsitet i de
emner, der ønskes afstemning om, skal borgerne indsamle et
vist antal støtter for deres forslag i form af underskrifter fra
borgere med stemmeret til kommunalvalg. Dansk Folkeparti
anbefaler, at der skal indsamles underskrifter fra 10 pct. af
de stemmeberettigede borgere i en kommune, men dette er
til drøftelse, lige så vel som at det tidsrum, en borger har til
at indsamle underskrifter, må bero på en nærmere analyse
af, hvad der er mest hensigtsmæssigt.
Dansk Folkeparti er opmærksomme på, at der er en række
overvejelser, som man bør tage stilling til. F.eks. er der
spørgsmålet om, hvordan man indsamler underskrifter fra
vælgerne. Her har partiet forestillet sig, at indsamlingen af
underskrifterne skal ske skriftligt, og at folkeafstemninger
kan være skriftlige, hvis de kan gennemføres samtidig med
et andet valg. Alternativt vil kommunen have mulighed for
at beslutte, at de vil have elektroniske afstemninger.
For at undgå, at partierne sætter sig på borgernes initiati-
ver, kan det desuden overvejes, at der forud for et initiativ
dannes uafhængige afstemningskomitéer. De schweiziske
erfaringer med afstemningskomitéer skal danne baggrund
for udarbejdelse af regler for en dansk model. Byrådet vil
i sidste ende skulle godkende initiativet. Det vil sige, at
det skal prøves af kommunens juridiske embedsværk, så det
ikke strider mod grundloven eller anden lovgivning. Kom-
munen skal derfor også rådgive afstemningskomitéen under
hele forløbet og sikre, at de emner, der afholdes folkeaf-
stemning om, også reelt er nogle, kommunalbestyrelsen har
kompetence till at ændre eller træffe beslutning om. Afstem-
ningskomitéen må ikke være en politisk lokalforening, men
skal operere uafhængigt af partierne. Det skal dog ikke for-
hindre politikere og medlemmer af partier i at være med i
komitéen og hjælpe til med indsamlingen af underskrifterne.
Det vigtigste for Dansk Folkeparti er, at der indføres ad-
gang til, at borgerne i en kommune kan forlange afstemnin-
ger om konkrete kommunale anliggender, og derudover er
partiet indstillet på at drøfte ordningens nærmere udform-
ning.
Økonomi
Som udgangspunkt skal kommunerne selv afholde udgif-
terne vedrørende afstemningerne, men da nærværende be-
slutningsforslag kan føre til minimalt øgede udgifter, skal en
eventuel udligning indgå i forhandlingerne mellem regerin-
gen og KL.
3
Skriftlig fremsættelse
Alex Ahrendtsen (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om borgeres adgang til at
forlange bindende kommunale folkeafstemninger.
(Beslutningsforslag nr. B 48)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
4