Fremsat den 24. april 2014 af miljøministeren (Kirsten Brosbøl)

Fremsat den 24. april 2014 af miljøministeren (Kirsten Brosbøl)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning
(Kapacitet til destruktion af farligt affald m.v.)
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 879 af
26. juni 2010, som ændret senest ved lov nr. 87 af 28. januar
2014, foretages følgende ændring:
1. Efter § 49 indsættes før overskriften før § 50:
»Kapacitet til destruktion af farligt affald
§ 49 a. Miljøministeren kan indgå aftale om kapacitets-
forpligtelse mod betaling med en eller flere virksomheder
for at sikre, at der findes kapacitet til destruktion af farligt
affald i Danmark.«
§ 2
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 27.
maj 2013, som ændret ved § 3 i lov nr. 1630 af 26.
december 2013, § 8 i lov nr.1631 af 26. december 2013, § 2
i lov nr. 80 af 28. januar 2014 og § 5 i lov nr. 86 af 28.
januar 2014, foretages følgende ændring:
1. I § 5 a, stk. 3, ændres »§ 11 e, stk. 1, nr. 8,« til: »§ 11 e,
stk. 1, nr. 9,«.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2014, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
træden af § 2.
Lovforslag nr. L 181 Folketinget 2013-14
Miljømin.,
Miljøstyrelsen, j.nr. 001-09369
AL002978
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Regeringen med Socialistisk Folkeparti indgik den 24.
april 2013 Aftale om en Vækstplan med Venstre, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Dette lovforslag udmønter et element fra aftalen og følger
anbefalingerne fra en tværministeriel arbejdsgruppe, som
bl.a. havde til formål at udarbejde konkrete forslag til sik-
ring af fortsat dansk kapacitet til bortskaffelse (destruktion
ved forbrænding) af farligt affald. Arbejdsgruppen anbefale-
de, at kapaciteten i Danmark til bortskaffelse af farligt affald
ved forbrænding af hensyn til de miljømæssige EU-forplig-
telser understøttes. Det er således vurderingen, at en vis
dansk kapacitet er nødvendig for, at der kan destrueres far-
ligt affald i nærområdet, og at der er en risiko for, at kapaci-
teten ikke vil blive udbudt, hvis de virksomheder, der kan
stille kapacitet til rådighed, skal gøre det på markedsvilkår,
jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 1.1 og 1.2.
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
Hovedformålet med lovforslaget er på den baggrund at gi-
ve mulighed for, at miljøministeren (Miljøstyrelsen efter de-
legation) kan indgå en aftale om kapacitetspligt med en eller
flere virksomheder, som mod betaling forpligter sig til at ga-
rantere, at der er en vis kapacitet til destruktion af dansk far-
ligt affald til rådighed.
Regeringen nedsatte i maj 2012 en tværministeriel ar-
bejdsgruppe, som bl.a. havde til opgave at udarbejde kon-
krete forslag til sikring af fortsat kapacitet til forbrænding af
dansk farligt affald.
Farligt affald til forbrænding kan bl.a. være syrer, opløs-
ningsmidler, malingrester, bekæmpelsesmidler og klinisk ri-
sikoaffald. Hovedparten af dansk farligt affald kommer fra
fremstillingsindustrien.
I dag behandles farligt affald til destruktion ved forbræn-
ding primært af Nord A/S og Special Waste System A/S,
som er specialiseret i højtemperaturforbrænding, som sikrer,
at de organiske stoffer i affaldet uskadeliggøres. Herudover
har en række af de konventionelle forbrændingsanlæg tilla-
delse til at forbrænde bestemte fraktioner af farligt affald.
Ca. 90 % af det danske forbrændingsegnede farlige affald,
som forbrændes i Danmark, forbrændes på NORD og SWS,
mens den resterende del forbrændes på de konventionelle
forbrændingsanlæg.
Arbejdsgruppen har lagt til grund for sit arbejde, at i til-
fælde af, at den fornødne destruktionskapacitet ikke længere
er til stede i Danmark, vil der være behov for, at det danske
farlige affald bortskaffes i andre EU-lande. På baggrund af
Affaldsrammedirektivets og Transportforordningens regler,
jf. nedenfor afsnit 1.2, vurderes kapaciteten til destruktion af
farligt affald i nærområdet imidlertid ikke at udgøre et til-
strækkeligt og sikkert net til bortskaffelse af farligt affald
produceret i Danmark. Nedlukning af den eksisterende dan-
ske kapacitet til forbrænding af farligt affald vil således in-
debære, at såvel større virksomheder som kommuner (med
farligt affald fra husstande og mindre virksomheder) ikke vil
have den fornødne sikkerhed for en adækvat bortskaffelse af
affaldet. Det indebærer, at der vil være risiko for en miljø-
mæssigt mindre optimal affaldsbehandling samt øgede
transportomkostninger og dertil knyttede miljø- og kli-
maomkostninger, ligesom bortskaffelsesomkostningerne kan
blive mere usikre end hidtil, afhængigt af svingningerne på
det europæiske spotmarked for bortskaffelse af farligt affald
ved forbrænding. Endvidere vil der være risiko for, at Dan-
mark ikke kan bortskaffe farligt affald opstået akut i forbin-
delse med større uheld, fx kemikalieudslip eller olieudslip
fra skibsforlis.
Arbejdsgruppen har på den baggrund anbefalet, at kapaci-
teten i Danmark til bortskaffelse af farligt affald ved for-
brænding af hensyn til de miljømæssige EU-forpligtelser
understøttes. Endvidere har arbejdsgruppen vurderet, at ind-
gåelse af aftaler om kapacitetspligt, der forpligter en eller
flere virksomheder til mod betaling at garantere kapacitet i
Danmark til bortskaffelse af farligt affald ved forbrænding,
er den bedste og mest hensigtsmæssige måde at sikre tilste-
deværelsen af den fornødne kapacitet i nærområdet på en
klima- og miljømæssigt forsvarlig måde. Det vurderes, at
den bortskaffelseskapacitet, som er nødvendig til forbræn-
ding af farligt affald i Danmark, udgør ca. 100.000 tons om
året.
Arbejdsgruppen har endvidere vurderet, at betalingen for
at garantere kapacitet til destruktion af farligt affald ved for-
brænding bør fastsættes i overensstemmelse med EU-Kom-
missionens afgørelse af 20. december 2011 om anvendelse
af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af
kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomhe-
der, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af al-
mindelig økonomisk interesse (2012/21/EU), som fastsætter
betingelserne for, hvornår statsstøtte ydet i form af kompen-
sation for offentlig tjeneste er forenelig med det indre mar-
ked og fritaget for anmeldelsespligten i artikel 108, stk. 3, i
medfør af artikel 106, stk. 2, jf. afsnit 1.3. Arbejdsgruppen
har således fundet, at betalingen bør fastsættes som en støtte
til investeringer og vedligeholdelse af kapaciteten, hvor der
helt eller delvist kompenseres for forskellen på omkostnin-
gerne og indtægterne. Der vil dermed blive etableret en un-
derskudsdækning, som også kan omfatte, at kapacitetsudby-
deren opnår en rimelig forrentning af den af virksomheden
investerede egenkapital.
1.2. Nærheds- og selvforsyningsprincippet samt
Transportforordningen
I medfør af artikel 16 i Affaldsrammedirektivet (Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. novem-
ber 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver)
træffer EU-medlemsstaterne, hvis det er nødvendigt eller
hensigtsmæssigt i samarbejde med andre medlemsstater,
passende foranstaltninger til at oprette et integreret og til-
2
strækkeligt net af bortskaffelsesanlæg. Netværket skal ud-
formes på en sådan måde, at Unionen som helhed får til-
strækkelig egenkapacitet til at bortskaffe sit affald, og med-
lemsstaterne hver især kan nærme sig dette mål, under hen-
syntagen til de geografiske forhold eller behovet for særlige
anlæg til bestemte typer affald. Medlemsstaterne er i medfør
af direktivets artikel 28 forpligtet til at redegøre for denne
kapacitet i den nationale plan for affaldshåndtering. Nettet
skal muliggøre bortskaffelse af affald eller nyttiggørelse af
affald, som omhandlet i stk. 1, på et af de nærmeste egnede
anlæg under anvendelse af de mest hensigtsmæssige meto-
der og teknologier til sikring af et højt beskyttelsesniveau
for miljøet og folkesundheden. Nærheds- og selvforsynings-
princippet betyder dog ikke, at hver enkelt medlemsstat skal
være i besiddelse af hele spektret af endelige nyttiggørelses-
anlæg inden for sit område.
Artikel 16’s nærheds- og selvforsyningsprincip indebærer
således, at medlemsstaterne skal medvirke til at sikre, at der
er den fornødne kapacitet til bortskaffelse af affald i EU, og
at affaldet skal bortskaffes så tæt på kilden som muligt.
Bortskaffelse (deponering eller destruktion ved forbræn-
ding) af farligt affald skal ske på særlige anlæg, som er i be-
siddelse af den fornødne teknologi til at kunne håndtere de
problematiske stoffer i affaldet på en miljømæssigt forsvar-
lig måde og til at oplagre affaldet, indtil det kan bortskaffes.
Der er et begrænset antal anlæg af denne karakter i EU.
Danmark producerer årligt ca. 500.000 tons farligt affald,
hvoraf ca. 100.000 tons destrueres ved forbrænding i Dan-
mark eller i udlandet. Der er tale om affald, der opstår lø-
bende i virksomheder, og er underlagt EU-krav om destruk-
tion (deriblandt et antal miljøskadelige affaldsfraktioner som
f.eks. affaldsfraktioner forurenet med særligt skadelige stof-
fer som PCB og HCB), og affald, der opstår akut ved større
ulykker, fx kemikalieudslip eller olieudslip fra skibsforlis.
Der er en vis specialisering og arbejdsdeling mellem de
europæiske anlæg til bortskaffelse (deponering eller destruk-
tion ved forbrænding) af farligt affald. Det er derfor teknolo-
gisk og miljømæssigt hensigtsmæssigt, at der i et vist om-
fang kan føres affald til bortskaffelse på specialanlæg i an-
dre lande. Danmark eksporterer bl.a. reststoffer fra affalds-
forbrændingsanlæg i Danmark til bortskaffelse (deponering)
i Tyskland og Norge. Tilsvarende accepterer Danmark im-
port af farligt affald til bortskaffelse i form af forbrænding.
I medfør af artikel 11 og 12 i Transportforordningen
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr.
1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald) sam-
menholdt med artikel 16 i Affaldsrammedirektivet er EU-
medlemsstaterne imidlertid ikke forpligtede til at acceptere
indførsel af farligt affald fra andre medlemsstater til bort-
skaffelse, og visse medlemsstater i nærområdet accepterer
alene indførsel af farligt affald i ganske særlige situationer.
Affaldsrammedirektivets artikel 16 sammenholdt med
Transportforordningen indebærer således, at kapaciteten til
destruktion af farligt affald i nærområdet ikke altid vil udgø-
re et tilstrækkeligt og sikkert net til bortskaffelse af dansk
farligt affald.
1.3. EU's statsstøtteregler
En betaling af kompensation til virksomheder for at stille
kapacitet til rådighed skal være i overensstemmelse med de
til enhver tid gældende statsstøtteregler i EU. På tidspunktet
for lovforslagets fremsættelse er navnlig EU-Kommissio-
nens afgørelse af 20. december 2011 om anvendelse af be-
stemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Euro-
pæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kom-
pensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder,
der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af alminde-
lig økonomisk interesse (2012/21/EU) relevant. Afgørelsen
fastsætter betingelserne for, hvornår statsstøtte ydet i form
af kompensation for offentlig tjeneste er forenelig med det
indre marked og fritaget for anmeldelsespligten i artikel
108, stk. 3, i medfør af artikel 106, stk. 2.
Udgangspunktet er, at den kompensation, der betales af de
offentlige myndigheder for udførelsen af tjenesteydelsen af
almen økonomisk karakter, ikke må være på over 15 mio.
EUR om året, og kun må dække nettoomkostningerne ved
udførelse af tjenesteydelsen.
Følgende kriterier skal være opfyldt, for at kompensatio-
nen er forenelig med EU's statsstøtteregler:
• Udførelsen af tjenesteydelsen skal være overdraget den
pågældende virksomhed ved en retsakt eller aftale, og
indholdet og varigheden af forpligtelsen skal være klart
defineret og afgrænset.
• Kompensationen må ikke overstige, hvad der er nødven-
digt for at dække nettoomkostningerne ved opfyldelsen
af forpligtelsen, herunder en rimelig forrentning af egen-
kapitalen.
• Medlemsstaten skal føre kontrol med, at der ikke sker
overkompensation og skal kræve en eventuel overkom-
pensation tilbagebetalt.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Gældende ret
Bortskaffelse af farligt affald, herunder destruktion ved
forbrænding af sådant affald, er reguleret i kapitel 6 i miljø-
beskyttelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 879 af 26. juni
2010, som senest ændret ved lov nr. 87 af 28. januar 2014)
og i affaldsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr.1309 af 18.
december 2012 om affald), hvorefter ansvaret for håndterin-
gen af farligt affald, som skal bortskaffes, påhviler kommu-
nalbestyrelsen. Efter reglerne er kommunalbestyrelsen for-
pligtet til at etablere ordninger for bl.a. farligt affald, som
bortskaffes (herunder destruktionspligtigt affald) eller alter-
nativt konkret at anvise husholdninger og virksomheder,
hvor de kan aflevere deres farlige affald. Affaldsproduceren-
de virksomheder, som kan godtgøre, at det farlige affald til
forbrænding og deponering kan håndteres miljømæssigt for-
svarligt ved virksomhedens egen foranstaltning, kan dog fri-
tages fra benyttelsespligten for den kommunale ordning for
farligt affald. Der gælder ikke en lignende fritagelsesadgang
for husholdninger. Det er derfor kommunen, der er ansvarlig
for, at det farlige affald til bortskaffelse fra husholdninger
og ikke fritagne virksomheder håndteres i overensstemmelse
3
med gældende miljøregler, og at affaldet bortskaffes på mil-
jøgodkendte anlæg.
2.2. Den foreslåede ordning
Det vurderes, som redegjort for ovenfor i afsnit 1, at der
bør være tilstrækkelig kapacitet til bortskaffelse af farligt af-
fald i Danmark i form af destruktion ved forbrænding. Det
gælder både det farlige affald, der opstår løbende i virksom-
heder, og som er underlagt EU-krav om destruktion, og af-
fald, der opstår akut ved større uheld, fx kemikalieudslip el-
ler olieudslip fra skibsforlis.
Det foreslås derfor, at miljøministeren (efter delegation i
praksis Miljøstyrelsen) gives bemyndigelse til at indgå en
aftale om kapacitetspligt mod betaling med en eller flere
virksomheder (kapacitetsudbydere), som er godkendt til at
destruere farligt affald, og som forpligtes til at garantere, at
der er dansk behandlingskapacitet svarende til den del af de
danske affaldsmængder, som det farlige affald til destrukti-
on udgør. Ved affald til destruktion forstås affald, som efter
EU og internationale regler er underlagt krav om destrukti-
on, f.eks. PCB-affald, samt affald, som af f.eks. hygiejne- og
smittemæssige hensyn skal destrueres.
Det forudsættes, at de virksomheder, der indgås aftale
med, er miljøgodkendte til at destruere farligt affald. Sådan-
ne virksomheder er typisk karakteriseret ved, at de pågæl-
dende anlæg er udstyret med støtteanlæg til forbehandling af
affald, et særligt indfyringsarrangement samt højtemperatur-
ovnlinjer, som muliggør forbrænding af affald forurenet
med særligt farlige affaldsstoffer, som f.eks. PCB og HCB.
Det er intentionen, at der indgås en eller flere aftaler om
kapacitet, som indebærer, at en eller flere virksomheder mod
betaling stiller en samlet minimumskapacitet på ca. 100.000
tons farligt affald til bortskaffelse (destruktion ved forbræn-
ding) til rådighed årligt. Kapacitetsbehovet er fastsat på bag-
grund af en vurdering af den maksimale nødvendige kapaci-
tet med henblik på at sikre, at der er den fornødne kapacitet
til rådighed til bortskaffelse af dansk farligt affald til de-
struktion ved forbrænding i Danmark. Det er imidlertid ikke
ensbetydende med, at kapacitetsudbyderne får eneret til eller
er garanteret behandling af denne mængde farligt affald. Ka-
pacitetsbehovet er vurderet på baggrund af oplysninger om
bl.a. behandlede mængder farligt affald, som er bortskaffet i
form af forbrænding på specialiserede og konventionelle
forbrændingsanlæg, oplysninger om eksporterede mængder
anmeldepligtigt affald til bortskaffelse samt et estimat over
beredskabskapacitet til håndtering af farligt affald genereret
som følge af uheld. Det forudsættes, at aftalen giver mulig-
hed for, at minimumskapaciteten justeres, såfremt det anfør-
te beregningsgrundlag ændrer sig væsentligt.
Det forudsættes endvidere, at det sikres, at kapaciteten
med den fornødne sikkerhed er til rådighed for destruktion
af farligt affald fra Danmark, herunder i forbindelse med
akut opståede behov. Aftalerne skal således sikre den for-
nødne kapacitetssikkerhed for destruktion af farligt affald i
Danmark. Der henvises herom til afsnit 1.2 og 1.4.
Det forventes reguleret i aftalen, at kapaciteten skal stilles
til rådighed mod betaling for enhver kommune eller virk-
somhed i Danmark, som ønsker at aflevere farligt affald til
destruktion hos kapacitetsudbyderen. Aftalen forventes tilli-
ge at regulere kapacitetsudbyderens forpligtelser vedrørende
håndtering af farligt affald genereret i forbindelse med større
uheld. Lovforslaget er ikke herudover til hinder for, at kapa-
citetsudbyderen kan udnytte kapaciteten i overensstemmelse
med gældende regler, lige som det ikke er intentionen med
lovforslaget i øvrigt at regulere hvilke aktiviteter, der i over-
ensstemmelse med gældende regler kan udøves af kapaci-
tetsudbyderen. Indgåelse af en kapacitetsaftale er således fx
ikke til hinder for, at en kapacitetsudbyder foretager anden
affaldsbehandling end destruktion af farligt affald, som
f.eks. nyttiggørelse af affald.
Kapacitetsforpligtelsen har som tidligere anført alene til
formål, at sikre, at der også fremover er kapacitet til bort-
skaffelse (destruktion ved forbrænding) af dansk farligt af-
fald i Danmark. Lovforslaget berører således ikke de gæl-
dende regler i miljøbeskyttelsesloven og affaldsbekendtgø-
relsen, og kommunerne har fortsat anvisningsret og anvis-
ningspligt med hensyn til det farlige affald, som skal for-
brændes eller deponeres, i det omfang virksomhederne ikke
er fritaget for benyttelsespligten til den kommunale ordning
for forbrændings- eller deponeringsegnet farligt affald efter
affaldsbekendtgørelsens regler.
For så vidt angår prissætningen mellem de kommuner og
virksomheder, som afleverer farligt affald til destruktion, og
de affaldsforbrændingsanlæg, som foretager destruktionen,
forventes denne fastsat til maksimalt omkostningerne for-
bundet med forbrændingen af det pågældende farlige affald
med tillæg af en rimelig avance. Dette kan fx ske efter lig-
nende principper som principperne for beregning af varme-
priserne efter varmekapacitetsloven. I prisen kan i så fald fx
indregnes nødvendige udgifter til energi, lønninger og andre
driftsomkostninger, administration og salg, omkostninger
som følge af pålagte offentlige forpligtelser samt finansie-
ringsudgifter ved fremmedkapital. Det er således ikke inten-
tionen med lovforslaget, at kapacitetsudbyderen opnår en
konkurrencefordel i forhold til andre affaldsforbrændingsan-
læg for farligt affald. Principperne for prissætning overfor
kunderne vil blive reguleret i aftalen.
Det forventes reguleret i aftalen, at en kapacitetsaftale skal
omfatte en pligt for virksomhedsejeren til løbende at vedli-
geholde forbrændingsanlægget samt til løbende at gennem-
føre produktivitetsforbedringer og teknologiudvikling, såle-
des at anlægget teknisk og miljømæssigt til enhver tid er i
besiddelse af den bedste tilgængelige teknologi.
Det forudsættes, at kapacitetsaftaler indgås i overensstem-
melse med de almindelige regler for indgåelse af offentlige
aftaler, herunder udbudsreglerne og EU’s statsstøtteregler,
jf. afsnit 1.3.
Det følger af Kommissionens afgørelse omtalt i afsnit 1.3,
at der skal indgås en retligt gensidigt forpligtende aftale,
som fastlægger forpligtelsen, kompensationsmekanismen og
parametrene for beregning, kontrol og revision af kompen-
sationen. Endvidere følger det, at kontraktperioden skal væ-
re afgrænset.
4
For at sikre, at kapacitetsaftalen ligger indenfor rammerne
af afgørelsen, og at kapacitetsudbyderen fortsat har incita-
ment til profitable investeringer og effektiv drift af forbræn-
dingsanlægget, forudsættes betalingen for ydelsen fastsat
med udgangspunkt i en såkaldt »gap«-model, hvor der helt
eller delvist kompenseres for forskellen på omkostningerne
og indtægterne. Der er derved tale om en underskudsdæk-
ning, som også kan omfatte, at selskabet får en mindre for-
rentning af selskabets egenkapital.
En model, hvor staten dækker hele underskuddet, er imid-
lertid ikke ønskelig af flere årsager. En sådan model fratager
kapacitetsudbyderen incitamentet til at effektivisere driften,
da staten oppebærer den fulde merudgift. Derudover sikrer
en sådan model ikke, at kapaciteten bliver opretholdt på
samme niveau som i dag, da den ikke garanterer, at de nød-
vendige investeringer foretages. For at tage højde for disse
problematikker skal følgende betingelser være opfyldt for, at
der kan ske betaling for kapacitetsgarantien:
1. Der skal i aftalen sikres mod overkompensation, f.eks.
ved at der laves en tilbagebetalingsmekanisme.
2. Betalingen kan maksimalt udgøre en andel af de samle-
de investeringer og vedligeholdelsesomkostninger.
3. Der sættes et absolut loft for betalingen i kr. og øre.
4. Krav om produktivitetsforbedring.
5. Krav om teknologiudvikling.
Der ydes alene kompensation for den del af virksomhe-
dens underskud, som kan henføres til kapacitetsforpligtel-
sen. Det forventes derfor reguleret i aftalen, at kapacitetsud-
byderen skal føre særskilte regnskaber for den del af virk-
somhedens aktiviteter, som er omfattet af kapacitetsforplig-
telsen, og den del, som ligger udenfor. Det forudsættes end-
videre, at aftalen indeholder bestemmelser om opstilling af
regnskaber og dokumentation for at sikre, at kapacitetsudby-
derens regnskab og øvrige dokumentation kan anvendes til
at beregne betalingens størrelse. Med henblik på at imødegå
en uhensigtsmæssig fordeling af omkostningerne mellem
den del af virksomhedens aktiviteter, der er omfattet af ka-
pacitetsforpligtelsen, og den del, der ligger uden for, forven-
tes det reguleret i aftalen, at det er en betingelse for udbeta-
ling af kompensationen, at kapacitetsudbyderen giver Miljø-
styrelsen fuld indsigt i regnskaber og øvrige relevante oplys-
ninger for begge dele af anlægget.
For så vidt angår mekanismer til sikring mod overbetaling
skal aftalen indeholde vilkår, der sikrer, at betalingens stør-
relse ikke er højere, end at denne er i overensstemmelse med
EU's statsstøtteregler, herunder Kommissionens afgørelse af
20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i arti-
kel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funk-
tionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig
tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget
at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse
(2012/21/EU). Aftalen skal endvidere indeholde vilkår, der
regulerer kapacitetsudbyderens pligt til tilbagebetaling af for
meget betalt kompensation.
Endelig skal aftalen indeholde bestemmelser om tidsfri-
ster, herunder for hvornår kapacitetsudbydere skal indsende
godkendt årsregnskab samt øvrige relevante oplysninger til
brug for beregning af betalingen og for udbetaling af beta-
lingen.
Miljøstyrelsen påser kapacitetsudbyderens overholdelse af
aftalens vilkår, herunder at den aftalte kapacitet de facto er
til rådighed, og at kapacitetsudbyderen ikke overkompense-
res for dermed at sikre, at betalingen ligger indenfor de EU-
retlige rammer for statsstøtte.
Lovforslaget indeholder endvidere en bestemmelse om
ændring af planloven. Ændringen er en konsekvens af lov
nr. 1606 af 26. december 2013 om vandplanlægning og blev
som følge af en teknisk fejl ikke korrekt indsat i lov om
planlægning i forbindelse med vedtagelse af lov nr. 1631 af
26. december 2013 om ændring af lov om vandforsyning
m.v., lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisi-
koen fra vandløb og søer og forskellige andre love.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Finansieringen af betalingen for kapacitetsforpligtelsen
dækkes af staten og er finansieret i forbindelse med Aftale
om en Vækstplan. Beløbet vil afhænge af resultatet af ud-
buddet, herunder de i udbudsmaterialet fastsatte krav og kri-
terier, og udmøntes som en bevilling til Miljøministeriet på
Finansloven.
Der må forventes administrative udgifter for staten pri-
mært i form af advokat- og revisorbistand til indgåelse af af-
tale med en eller flere virksomheder, herunder afholdelse af
udbud, samt til løbende kontrol med, at den garanterede ka-
pacitet de facto er til rådighed, og at kapacitetsudbyderne ik-
ke overkompenseres for dermed at sikre, at betalingen ligger
indenfor de EU-retlige rammer for statsstøtte. Miljøstyrel-
sens administrative omkostninger til administration af kapa-
citetsaftalerne, herunder til løbende kontrol med, at den ga-
ranterede kapacitet de facto er til rådighed, og at kapacitets-
udbyderne ikke overkompenseres for dermed at sikre, at be-
talingen ligger indenfor de EU-retlige rammer for statsstøtte,
forventes at udgøre 0,3 årsværk. Lovforslaget forventes ikke
at have økonomiske eller administrative konsekvenser for
kommunerne eller regionerne.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes at indebære en vis underskudsdæk-
ning for den eller de virksomheder, der indgås aftale med
om kapacitetspligt. Underskudsdækningen kan også omfat-
te, at virksomheden opnår en rimelig forrentning af virk-
somhedens egenkapital.
Forslaget forventes ikke i øvrigt at have økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget forventes ikke at indebære administrative konse-
kvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget forventes at understøtte en fortsat miljømæssig
forsvarlig håndtering af farligt affald, herunder destruktion
af særligt miljøfarlige stoffer som fx PCB i affaldet, idet for-
5
slaget sikrer fortsat kapacitet i Danmark til destruktion af
farligt affald.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget understøtter Danmarks opfyldelse af forplig-
telsen i artikel 16 i Affaldsrammedirektivet. Der henvises i
øvrigt til afsnit 1.2.
De kapacitetsaftaler, som lovforslaget skaber hjemmel til
indgåelse af, skal indgås i overensstemmelse med EU's reg-
ler for indgåelse af offentlige aftaler, herunder udbudsregler-
ne og statsstøttereglerne, herunder Kommissionens afgørelse
af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i
artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for of-
fentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået
overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økono-
misk interesse (2012/21/EU).
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden 13. – 25. marts 2014
været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisa-
tioner m.v.:
Danske Regioner, KL, Aalborg Portland A/S, Advokat-
samfundet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Arbej-
derbevægelsens Erhvervsråd, BL – Danmarks Almene Boli-
ger, Byggesocietetet, Bygherreforeningen, CO-industri,
CONCITO, Copenhagen Ressource Institute, DAKOFA,
Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Affaldsforening,
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejen-
domsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk
Fjernvarme, DI, DPA-System, Dansk Standard, Danske Ad-
vokater, DANVA, Den Danske Landinspektørforening, Det
Økologiske Råd, DONG Energy, DTL, Dækbranchens Mil-
jøfond, elretur, Energi – og olieforum, ERP Danmark, Fag-
ligt Fælles Forbund (3F), Finansrådet, Forbrugerrådet, FOR-
CE Technology, Foreningen af Miljømedarbejdere i kom-
munen (ENVINA), Foreningen af Rådgivende Ingeniører,
Foreningen Danske Revisorer, Forsikring og Pension, Fri-
luftsrådet, GenvindingsIndustrien (GI), Greenpeace, Hånd-
værksrådet, Informationscenter for Miljø & Sundhed, Inge-
niørforeningen i Danmark (IDA), Kommunalteknisk Chef-
forening (KTC), Konkurrencerådet, Landbrug & Fødevarer,
Landsorganisationen i Danmark (LO), LWF (Lyskildebran-
chens WEEE-forening), Miljøbevægelsen NOAH, Nord-
group A/S, Parcelhusejernes landsforening, Plastindustrien,
Realkreditforeningen, Realkreditrådet, RENE, Returbat,
Rigsrevisionen, Special Waste System A/S, Teknologisk In-
stitut, Vattenfall A/S, WWF Verdensnaturfonden
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser /merudgifter
Økonomiske konsekvenser for det offent-
lige
Ingen konsekvenser for regioner og kom-
muner
- Betalingen for kapacitetsforpligtelsen
fastsættes i forbindelse med udbuddet he-
raf.
- Administrative udgifter for Miljøstyrel-
sen i forbindelse med udpegning af og af-
taleindgåelse med kapacitetsudbydere
samt løbende kontrol med betaling m.m.
Administrative konsekvenser for det of-
fentlige
-Ingen konsekvenser for regioner og kom-
muner
Begrænsede administrative konsekvenser
for Miljøstyrelsen i forbindelse med ud-
pegning af og aftaleindgåelse med kapa-
citetsudbydere samt løbende kontrol med
betaling m.m.
Administrative konsekvenser for det of-
fentlige
-Ingen konsekvenser for regioner og kom-
muner
Begrænsede administrative konsekvenser
for Miljøstyrelsen i forbindelse med ud-
pegning af og aftaleindgåelse med kapa-
citetsudbydere samt løbende kontrol med
betaling m.m.
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
-En vis underskudsdækning for de virk-
somheder, der indgås aftale med.
-Ingen konsekvenser for øvrige erhvervs-
liv.
Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borger-
ne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Fortsat forsvarlig håndtering af farligt af-
fald
Ingen
Forholdet til EU-retten Kapacitetsforpligtelsen understøtter, at Danmark løfter sin forpligtelse efter artikel
16 i Affaldsrammedirektivet (2008/98/EU).
6
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse (§ 49 a)
med tilhørende overskrift, hvorefter miljøministeren bemyn-
diges til at indgå aftale om kapacitetspligt mod betaling med
en eller flere virksomheder (kapacitetspligtudbydere). For-
målet med kapacitetspligten er at sikre fortsat kapacitet til
bortskaffelse (destruktion ved forbrænding) af farligt affald i
Danmark for herved at sikre, at kommuner og virksomheder
kan få bortskaffet farligt affald, som er underlagt krav om
destruktion.
Bemyndigelsen til at indgå aftaler om kapacitetspligt for-
ventes delegeret til Miljøstyrelsen.
Det nærmere indhold af kapacitetsforpligtelsen, som der
skal indgås aftale om, er beskrevet under de almindelige be-
mærkninger, afsnit 2.2.
Det forudsættes, at aftaler om kapacitetspligt indgås i
overensstemmelse med de almindelige regler for indgåelse
af offentlige aftaler, herunder udbudsreglerne, og EU’s
statsstøtteregler, herunder Kommissionens afgørelse af 20.
december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel
106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funkti-
onsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig
tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget
at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse
(2012/21/EU). Indholdet af de væsentligste aftalevilkår er
nærmere beskrevet under de almindelige bemærkninger af-
snit 2.2.
Kapacitetspligtudbyderne modtager en betaling for at ga-
rantere, at den pågældende kapacitet er til rådighed. Det er
hensigten, at betalingen for kapacitetsforpligtelsen følger en
såkaldt »gap-model«. Der henvises herom til de almindelige
bemærkninger afsnit 2.2.
Ved beregning af betalingen skal det sikres, at virksomhe-
der, som udpeges som kapacitetsudbydere, fortsat har incita-
ment til profitable investeringer og effektiv drift af forbræn-
dingsanlæggene. Det er således ikke hensigten, at betalingen
skal dække alle kapacitetsudbyderens dokumenterede netto-
omkostninger, som det kendes fra f.eks. teleområdet. Der er
derimod tale om en underskudsdækning, som skal sikre, at
virksomheden gennemfører produktivitetsforbedringer og
teknologiudvikling for dermed at opnå, at det relevante an-
læg til destruktion af farligt affald løbende optimerer sin
drift og til enhver tid anvender den bedste tilgængelige og
mest miljøvenlige teknologi.
For at sikre overensstemmelse med Kommissionens afgø-
relse forventes aftalen desuden at regulere bl.a. principperne
for beregning, kontrol og revision af betalingen for kapaci-
tetsforpligtelsen, og desuden forventes kontraktperioden at
være tidsbegrænset.
Det er ikke med forslaget intentionen at ændre på kommu-
nens anvisningsret og anvisningspligt for det pågældende af-
fald. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger
afsnit 2.2.
Miljøstyrelsen påser kapacitetsudbydernes overholdelse af
aftalens vilkår, herunder at den aftalte kapacitet de facto er
til rådighed, og at betalingen ligger indenfor de EU-retlige
rammer for statsstøtte.
Til § 2
Der foreslås en ændring af planlovens § 5 a, stk. 3.
Som konsekvens af lov nr. 1606 af 26. december 2013 om
vandplanlægning blev der med vedtagelsen af lov nr. 1631
af 26. december 2013 om ændring af lov om vandforsyning
m.v., lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisi-
koen fra vandløb og søer og forskellige andre love (konse-
kvensændringer som følge af lov om vandplanlægning) gen-
nemført en række ændringer i lov om planlægning. Der blev
herunder bl.a. indsat et nyt nummer i lovens § 11 e, stk. 1,
som medfører behov for en konsekvensændring i planlovens
§ 5 a, stk. 3.
Under behandlingen af lovforslaget til sidstnævnte lov (L
72, FT 2013-2014) blev et ændringsforslag, der således ret-
telig skulle være en konsekvensændring til bestemmelsen i §
5 a, stk. 3, i lov om planlægning, ved en fejl stillet til lovfor-
slagets § 1, der vedrører ændringer i lov om vandforsyning
m.v., i stedet for til lovforslagets § 8, der vedrører ændringer
i lov om planlægning. Forslaget har til formål at rette op på
denne fejl.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2014. Dette
vil muliggøre indgåelse af kapacitetsaftaler til ikrafttræden
pr. 1. januar 2015.
For at sikre harmoni med ikrafttræden af § 8 i lov nr. 1631
af 26. december 2013, foreslås det, at miljøministeren fast-
sætter tidspunktet for ikrafttræden af § 2.
7
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovebekendtgørelse
nr. 879 af 26. juni 2010, som ændret senest ved lov
nr. 87 af 28. januar 2014, foretages følgende æn-
dring:
1. Efter § 49 indsættes før overskriften før § 50:
»Kapacitet til destruktion af farligt affald
§ 49 a. Miljøministeren kan indgå aftale om ka-
pacitetsforpligtelse mod betaling med en eller flere
virksomheder for at sikre, at der findes kapacitet til
destruktion af farligt affald i Danmark.«
§ 2
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr.
587 af 27. maj 2013, som ændret ved § 3 i lov nr.
1630 af 26. december 2013, § 8 i lov nr. 1631 af
26. december 2013, § 2 i lov nr. 80 af 28. januar
2014 og § 5 i lov nr. 86 af 28. januar 2014, foreta-
ges følgende ændring:
Stk. 3. Kystnærhedszonen, der omfatter landzo-
nerne og sommerhusområderne i kystområderne,
fremgår af kortbilaget til loven. I kystnærhedszo-
nen gælder bestemmelserne i § 5 b, § 11 a, nr. 20, §
11 e, stk. 1, nr. 8, og stk. 2, § 11 f, § 16, stk. 3 og 5,
§ 29 og § 35, stk. 3.
1. I § 5 a, stk. 3, ændres »§ 11 e, stk. 1, nr. 8,« til:
»§ 11 e, stk. 1, nr. 9,«.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2014.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af § 2.
8