Fremsat den 10. november 2021 af Justitsministeren (Nick Hækkerup)

Fremsat den 10. november 2021 af Justitsministeren (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven, straffuldbyrdelsesloven og straffeloven
(Opfølgning på initiativer i handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter og delegation af
afgørelseskompetence i sager om udgang for personer anbragt i hospital eller institution ved dom)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15.
september 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 748 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Retten kan bestemme, at sigtede deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med det pågældende retsmøde og sagens øvrige
omstændigheder. Stk. 1, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anven-
delse.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. I § 748 b, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Retten kan tilsvarende træffe sådan bestemmelse, hvis
sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge undvi-
gelse.«
3. I § 771 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Politiet kan modsætte sig, at varetægtsarrestanten
modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under
kontrol, hvis varetægtsarrestantens forhold gør det nødven-
digt for at forebygge undvigelse. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Politiet kan modsætte sig, at en varetægtsarrestant,
som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden
for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning
til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens
§ 180, modtager besøg af personer med tilknytning til den
pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, med-
mindre ganske særlige grunde gør sig gældende. Stk. 1, 3.-5.
pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Politiet kan forlange, at besøg til en varetægtsarre-
stant, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller
koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal finde sted
under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det ikke er
nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller
af hensyn til at forebygge kriminalitet. Stk. 1, 4.-5. pkt.
finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 5.
4. I § 772, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »orden og sikkerhed
i varetægtsfængslet«: », samt hvis varetægtsarrestantens for-
hold gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse«.
5. I § 777, stk. 1, 4. pkt., ændres »§ 771, stk. 2« til: »§ 771,
stk. 5«.
6. I § 854 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Retten kan bestemme, at tiltalte deltager i retsmø-
der under hovedforhandlingen ved anvendelse af telekom-
munikation med billede, hvis sigtedes forhold gør det nød-
vendigt for at forebygge undvigelse, og når retten finder det
ubetænkeligt henset til formålet med de pågældende retsmø-
der og sagens øvrige omstændigheder.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
7. I § 854, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 1,«:
»eller truffet bestemmelse i medfør af stk. 2,«.
8. I § 890, stk. 2, indsættes efter »§ 854«: », stk. 1«.
§ 2
I straffuldbyrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333
af 9. december 2019, som ændret ved §1 i lov nr. 1942 af
Lovforslag nr. L 77 Folketinget 2021-22
Justitsmin., j.nr. 2021-0090-2988
AA012725
15. december 2020 og § 28 i lov nr. 982 af 26. maj 2021,
foretages følgende ændring:
1. Efter § 65 indsættes før overskriften før § 66:
»§ 65 a. Håndjern kan anvendes ved den indsattes enkelt-
stående fravær fra lukkede fængsler og arrester. Bestemmel-
sen finder ikke anvendelse ved den indsattes enkeltstående
fravær ved besøg hos nærtstående.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse
om, at en indsat i institutionen i en periode på op til 4 uger,
kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen, hvis
1) den indsatte har optrådt voldeligt over for personale
ansat i institutionerne,
2) den indsatte udviser en grov eller gentagen utilladelig
adfærd over for personale ansat i institutionerne, eller
3) hvis den indsatte er tilknyttet en gruppe af personer,
som tilsammen står bag omfattende og alvorlig krimi-
nalitet, der aktuelt har begået voldelige overfald mod
personale ansat i institutionerne.
Stk. 3. § 65, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om brugen af
håndjern efter stk. 1 og 2, herunder at afgørelser efter stk. 1,
ikke skal begrundes.
§ 65 b. Justitsministeren kan fastsætte regler om godken-
delse af nye sikringsmidler. Reglerne i § 65 og § 65 a
finder tilsvarende anvendelse ved anvendelsen af disse sik-
ringsmidler.«
§ 3
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20.
september 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 68, 2. pkt., ændres »i hospital for sindslidende« til: »på
psykiatrisk afdeling«.
2. I § 73 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »i hospital for sindsliden-
de« til: »på psykiatrisk afdeling«.
3. I § 73 a, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler
om, at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af
tilladelse til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på
psykiatriske afdelinger samt til lederen og lederens stedfor-
træder på boformer, jf. § 108 i lov om social service, der
drives af kommuner, regioner og private.«
4. I § 73 a, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt. indsættes efter »i
den forbindelse«: »endvidere«.
5. I § 73 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »et hospital for
sindslidende« til: »en psykiatrisk afdeling«.
6. I § 74 a, stk. 4, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler
om, at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af
tilladelse til udgang m.v. kan delegeres til lederen eller lede-
rens stedfortræder på sikrede afdelinger på døgninstitutioner
for børn og unge, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social servi-
ce, der drives af kommuner, regioner eller som selvejende
institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet
indgår aftale med.«
7. I § 74 a, stk. 4, 2. pkt., der bliver 3. pkt. indsættes efter »i
den forbindelse«: »endvidere«.
§ 4
Loven træder i kraft den 1. februar 2022.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold
tilsiger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Øgede muligheder for anvendelse af brev- og besøgskontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelses-
truede
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelses-
truede
2.1.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af brevkontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestrue-
de
2.2. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol over for varetægtsfængslede bandemedlemmer
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.3.1. Adgang til at modsætte sig besøg under en verserende voldelig konflikt
2.2.3.2. Adgang til overværelse af besøg
2.3. Øgede muligheder for sigtedes og tiltaltes deltagelse i retsmøder ved anvendelse af telekommunikation med
billede
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern og andre sikringsmidler over for indsatte
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.4.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern ved enkeltstående fravær fra lukkede fængsler og
arrester
2.4.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern inden for institutionen
2.4.3.3. Mulighed for godkendelse af nye sikringsmidler
2.5. Delegation af afgørelseskompetence i sager om udgang for personer anbragt på psykiatrisk afdeling eller i
institution ved dom
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Om anbringelser
2.5.1.2. Fuldbyrdelse af anbringelsesdomme
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
3
2.5.3. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klimamæssige konsekvenser
7. Miljø og naturmæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Den 19. november 2019 undveg en indsat fra Psykiatrisyge-
hus Slagelse, hvor den pågældende var varetægtsfængslet i
surrogat. Justitsministeren anmodede på den baggrund Rigs-
politiet, Rigsadvokaten og Direktoratet for Kriminalforsor-
gen om i fællesskab at udarbejde en handlingsplan til at
imødegå udfordringerne med fangeflugter. Rigspolitiet har
koordineret udarbejdelsen af handlingsplanen og har i den
forbindelse sørget for inddragelse af relevante myndigheder.
Ved udgangen af 1. kvartal 2021 oversendte Rigspolitiet den
samlede handlingsplan til Justitsministeriet. Justitsministe-
ren oversendte ved brev af 25. marts 2021 handlingsplanen
til Folketingets Retsudvalg, jf. REU bilag 263. Handlings-
planen indeholder 10 fælles initiativer fra myndighederne.
Handlingsplanen indeholder bl.a. initiativer om øget brev-
og besøgskontrol og ensartede regler for besøg til rocker- og
bandemedlemmer. Derudover indeholder handlingsplanen
initiativer om øget brug af videoretsmøder, samt øget brug
af håndjern og andre sikringsmidler bl.a. når indsatte skal
transporteres.
Formålet med lovforslaget er at implementere de initiativer,
der er indeholdt i den myndighedsfælles handlingsplan til
imødegåelse af udfordringerne med fangeflugter, som på
Justitsministeriets område kræver lovændringer. De øvrige
initiativer på Justitsministeriets område, der er indeholdt i
handlingsplanen vurderes at kunne implementeres inden for
gældende lovgivning.
Lovforslaget indeholder forslag til ændringer i retsplejelo-
ven med henblik på at skabe øgede muligheder for anven-
delse af brev- og besøgskontrol over for varetægtsfængsle-
de, der er undvigelsestruede, og besøgskontrol over for vare-
tægtsfængslede rocker og bandemedlemmer.
Lovforslaget indeholder derudover forslag til ændringer i
retsplejeloven med henblik på at skabe øgede muligheder
for at afholde videoretsmøder, hvis den sigtede/tiltalte vur-
deres undvigelsestruet.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag til ændringer i
straffuldbyrdelsesloven med henblik på at give kriminalfor-
sorgen øgede muligheder for anvendelse af håndjern og at
etablere hjemmel til at fastætte regler, der muliggør anven-
delse af yderligere sikringsmidler ud over de allerede anfør-
te i straffuldbyrdelsesloven.
Lovforslaget har endelig til formål at indføre hjemmel i
straffeloven til delegation af afgørelseskompetence i visse
sager om udgang m.v. for personer anbragt på psykiatrisk
afdeling eller i institution ved dom.
I tilknytning til dette lovforslag arbejdes der på baggrund af
lov nr. 1621 af 26. december 2013 om ændring af retspleje-
loven (Sikkerhed i retssale) på at etablere en særligt sikret
retsbygning ved Vestre Fængsel. Retsplejelovens § 8, stk. 4
og 6, og § 13, stk. 3 og 5, giver adgang til at sætte retten i en
sådan retssal, når særlige sikkerhedsmæssige hensyn tilsiger
det.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Øgede muligheder for anvendelse af brev- og besøgs-
kontrol over for varetægtsfængslede, der er undvigelses-
truede
2.1.1. Gældende ret
Reglerne om brev- og besøgskontrol fremgår af retsplejelo-
vens §§ 771-772.
Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægt-
sarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelsen
af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politi-
et kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte
sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange,
at besøg finder sted under kontrol.
Efter retsplejelovens § 772 har en varetægtsarrestant ret til
at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene
inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest
muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet
vil kunne være til skade for efterforskningen eller oprethol-
delse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.
Disse regler gælder tilsvarende ved varetægtsfængsling i
4
surrogat, jf. Østre Landsrets dom af 18. februar 1999 gengi-
vet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 933.
Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsarrrestanters be-
søg og brevveksling suppleres af en række administrative
forskrifter, som findes i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. sep-
tember 2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørel-
sen).
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af den myndighedsfælles handlingsplan til imø-
degåelse af udfordringerne med fangeflugter, at flere af de
seneste års fangeflugter, herunder undvigelsen fra Vestre
Fængsel i august 2018 og undvigelsen fra Psykiatrien Sla-
gelse i november 2019, har været planlagte og er blevet
gennemført med bistand fra personer, som ikke var friheds-
berøvede.
Det fremgår endvidere, at hverken den undvegne i august
2018 eller den undvegne i november 2019 var underlagt
brev- og besøgskontrol. Det skyldtes navnlig, at de undveg-
ne ikke var varetægtsfængslet på baggrund af en indikation
om påvirkningsrisiko, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3,
og at det i litteraturen og til dels i retspraksis er forudsat,
at brev- og besøgskontrol normalt alene anvendes, når der
foreligger en påvirkningsrisiko, men derimod ikke som føl-
ge af mistanke om undvigelsesrisiko. Der er således uklar-
hed om rækkevidden af bestemmelserne i retsplejelovens §§
771 og 772.
Der kan i denne forbindelse bl.a. henvises til Vestre Lands-
rets dom af 31. august 1992 gengivet i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 1992, s. 905.
Det fremgår af handlingsplanen, at myndighederne har vur-
deret, at øget anvendelse af brev- og besøgskontrol over for
varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede, kan forbedre
politiets mulighed for at afdække og derved forhindre plan-
lagte fangeflugter.
Det anbefales derfor i handlingsplanen, at det præciseres i
bestemmelserne om brev- og besøgskontrol, jf. retsplejelo-
vens §§ 771 og 772, at brev- og besøgskontrol også kan
iværksættes for at forhindre, at varetægtsarrestanten undvi-
ger. Justitsministeriet kan tilslutte sig denne opfattelse.
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol
over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede
Med henblik på at tilvejebringe et sikkert lovgrundlag fore-
slås det, at besøgskontrol også kan iværksættes, hvis vare-
tægtsarrestantens forhold gør det nødvendigt for at forebyg-
ge undvigelse
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 771 vil medfø-
re, at besøgskontrol vil kunne anvendes over for varetægts-
fængslede, der er undvigelsestruede.
Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konse-
kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september
2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
2.1.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af brevkontrol
over for varetægtsfængslede, der er undvigelsestruede
Med henblik på at tilvejebringe et sikkert lovgrundlag fore-
slås det, at brevkontrol også kan iværksættes, hvis varetægt-
sarrestantens forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 772 vil med-
føre, at politiets adgang til brevstandsning udvides, idet
bestemmelsen også vil kunne anvendes over for varetægts-
fængslede, der er undvigelsestruede.
Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konse-
kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september
2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
2.2. Øgede muligheder for anvendelse af besøgskontrol
over for varetægtsfængslede bandemedlemmer
2.2.1. Gældende ret
Reglerne om brev- og besøgskontrol fremgår af retsplejelo-
vens §§ 771-772. Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk.
1, at en varetægtsarrestant kan modtage besøg i det omfang,
opretholdelsen af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet
tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens
øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager be-
søg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol.
Disse regler gælder tilsvarende ved varetægtsfængsling i
surrogat, jf. Østre Landsrets dom af 18. februar 1999 gengi-
vet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 933.
Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsarrrestanters be-
søg suppleres af en række administrative forskrifter, som
findes i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september 2021 om
ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
Det fremgår af § 42 i den nævnte bekendtgørelse, at politiet
efter retsplejelovens § 771, stk. 1, af hensyn til varetægts-
fængslingens øjemed kan modsætte sig, at varetægtsarre-
stanten modtager besøg. Efter § 43 kan kriminalforsorgsom-
rådet forbyde besøg af bestemte personer, hvis dette i det
enkelte tilfælde findes påkrævet af ordens- eller sikkerheds-
mæssige grunde.
Det fremgår af § 44 i den nævnte bekendtgørelse, at politiet
efter retsplejelovens § 771, stk. 1, af hensyn til varetægts-
fængslingens øjemed kan forlange, at besøg skal finde sted
under kontrol. Det følger derudover af § 45, at besøg i
almindelighed gennemføres uden overværelse af personale i
institutionen. Kriminalforsorgsområdet kan dog i det enkelte
tilfælde bestemme, at besøg skal gennemføres under over-
værelse af personale i institutionen, hvis det ud fra ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn findes påkrævet.
5
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er i dag ikke muligt at modsætte sig, at varetægtsar-
restanter tilknyttet en rocker- eller bandegruppering modta-
ger besøg fra personer tilknyttet den samme gruppering,
medmindre dette i det enkelte tilfælde findes påkrævet af or-
dens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller hvis varetægts-
fængslingens øjemed kan begrunde det.
Endvidere er det i dag alene muligt at overvære varetægtsar-
restanter tilknyttet en rocker- eller bandegrupperings besøg
under henvisning til, at det konkret er nødvendigt af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn eller hvis varetægtsfængs-
lingens øjemed kan begrunde det.
I straffuldbyrdelsesloven er der fastsat regler, der begræn-
ser rocker- og bandemedlemmers adgang til at modtage be-
søg. Det følger således af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk.
4, at en indsat tilknyttet en rocker- eller bandegruppering
som udgangspunkt ikke har ret til at modtage besøg af per-
soner med tilknytning til den pågældende gruppe eller en
anden tilsvarende gruppe, når den indsattes gruppering er
i konflikt med en anden gruppering. Det følger derudover
af straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1, at indsatte, der er
ledende rocker- eller bandemedlemmer, som udgangspunkt
skal have overværet deres besøg.
Bestemmelserne gælder alene for afsonere og således ikke
for varetægtsarrestanter. I handlingsplanen til imødegåelse
af udfordringerne med fangeflugter anføres det, at myndig-
hederne er af den opfattelse, at hensynene bag de nævnte
bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven også synes at være
gældende på dette stadie af frihedsberøvelsen. Justitsmini-
steriet kan tilslutte sig denne opfattelse.
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.3.1. Adgang til at modsætte sig besøg under en verseren-
de voldelig konflikt
Det foreslås, at politiet kan modsætte sig, at en varetægtsar-
restant, som af politiet skønnes at have tilknytning til en
gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verseren-
de voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og
at der inden for den gruppe, som den indsatte skønnes at
have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt
skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet
til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse
omfattet af straffelovens § 180, modtager besøg af personer
med tilknytning til den pågældende gruppe eller en anden
tilsvarende gruppe, medmindre ganske særlige grunde gør
sig gældende.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget konse-
kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september
2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
Det bemærkes, at varetægtsarrestanten altid har ret til ukon-
trolleret besøg af sin forsvarer.
2.2.3.2. Adgang til overværelse af besøg
Det foreslås, at politiet kan forlange, at besøg til en vare-
tægtsarrestant, som af politiet skønnes at indtage en leden-
de eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som
tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal
finde sted under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det
ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-
syn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget konse-
kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september
2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
Det bemærkes, at varetægtsarrestanten altid har ret til ukon-
trolleret besøg af sin forsvarer.
2.3. Øgede muligheder for sigtedes og tiltaltes deltagelse
i retsmøder ved anvendelse af telekommunikation med
billede
2.3.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens regler er det udgangspunktet, at rets-
møder afholdes i retten med fremmøde af straffesagens
aktører, f.eks. de sigtede (de tiltalte), dommere, forsvarere
og anklagere. Retsplejeloven giver dog også mulighed for,
at retsmøder i visse tilfælde kan afholdes ved hjælp af tele-
kommunikation med billede.
Efter retsplejelovens § 748 a, stk. 1, kan retten tillade, at
sigtede deltager i et retsmøde under efterforskningen eller
forberedelsen af hovedforhandlingen ved anvendelse af tele-
kommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i
retten ikke er nødvendig.
Efter retsplejelovens § 748 b, stk. 1, kan retten bestemme,
at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden
frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et
retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen
eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation
med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til for-
målet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Det
gælder dog ikke for retsmøder, hvor der første gang skal
tages stilling til fristforlængelse.
Efter retsplejelovens § 854, stk. 1, kan retten under hoved-
forhandlingen i 1. instans tillade, at tiltalte deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis der alene er spørgsmål om bøde eller fængsel indtil 1
år, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller tvangsbøder. Be-
stemmelsen finder ikke anvendelse i nævningesager, jf. §
890, stk. 2.
Efter retsplejelovens § 917, stk. 1, kan retten tilsvaren-
de under en ankesag der omfatter bevisførelse om skylds-
spørgsmålet tillade, at tiltalte deltager i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation med billede. Forsvareren
skal som udgangspunkt deltage i retsmødet fra samme sted
som sigtede.
6
Det følger af retsplejelovens § 937, stk. 1, at reglerne i
retsplejelovens § 748 a finder anvendelse i ankesager for
Højesteret.
De eksisterende regler om anvendelse af telekommunika-
tion med billede inden for strafferetsplejen er indført på
baggrund af betænkning nr. 1401/2001. Der henvises i den
forbindelse bl.a. til betænkningens side 352-361, samt til lov
nr. 538 af 6. august 2006 om ændring af retsplejeloven og
forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) og lov
nr. 493 af 6. december 2009 om ændring af retsplejeloven
og udlændingeloven (Videokommunikation ved fristforlæn-
gelser og justering af dommernormering).
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Der er installeret Video3-løsning på tværs af justitsområdet,
primært hos domstolene, politiet og anklagemyndigheden
samt i kriminalforsorgens institutioner. Endvidere er Video3
installeret i alle retspsykiatriske afdelinger. Video3 giver
mulighed for at deltage i retsmøder via telekommunikation
med billede.
Det fremgår af handlingsplanen til imødegåelse af udfor-
dringerne med fangeflugter, at der i de seneste år er kon-
stateret flere undvigelser i forbindelse med afholdelse af
retsmøder. Myndighederne anbefaler derfor, at det overvejes
at præcisere, at det ved vurderingen af, om sigtede kan del-
tage i et retsmøde via telekommunikation med billede, skal
tillægges særlig vægt, at sigtede er frihedsberøvet.
Ved fastsættelsen af reglerne om videoretsmøder inden for
strafferetsplejen skal der tages hensyn til, at sigtedes eller
tiltaltes personlige tilstedeværelse i retten normalt er af
større betydning end parternes personlige tilstedeværelse i
civile sager, og at sådanne regler udgør en fravigelse af
den grundlæggende ret til som tiltalt at møde anklageren og
dommeren i sagen ansigt til ansigt.
Der må dog derudover tages hensyn til, at risikoen for und-
vigelser er størst, når myndighederne af forskellige årsager
skal håndtere indsatte uden for institutionerne, samt at der
i de seneste år er konstateret flere undvigelser i forbindelse
med afholdelse af retsmøder. En øget anvendelse af video-
retsmøder vil dermed kunne begrænse risikoen for undvigel-
ser.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at retten kan bestemme, at sigtede deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med det pågældende retsmøde og sagens øvrige
omstændigheder.
Det foreslås derudover, at retten kan bestemme, at en sigtet,
der er undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsbe-
røvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et retsmø-
de om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller
foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med
billede, hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at fore-
bygge undvigelse.
Det foreslås endelig, at retten kan bestemme, at tiltalte delta-
ger i retsmøder under hovedforhandlingen ved anvendelse
af telekommunikation med billede, hvis sigtedes forhold
gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse, og når
retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med de på-
gældende retsmøder og sagens øvrige omstændigheder. Det
foreslås, at bestemmelsen også skal kunne anvendes i næv-
ningesager.
De foreslåede bestemmelser forudsættes anvendt i lyset af
de praktiske forhold hos anklagemyndighed, domstole, kri-
minalforsorg og psykiatriske institutioner mv.
Det forudsættes, at politi, anklagemyndighed og kriminal-
forsorg løbende udveksler oplysninger om varetægtsarre-
stanters og surrogatanbragtes undvigelsesrisiko således, at
anklagemyndigheden har grundlag for at vurdere om det
skal begæres, at sigtede og tiltalte fremstilles ved anvendel-
se af telekommunikation med billede.
2.4. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern og
andre sikringsmidler over for indsatte
2.4.1. Gældende ret
Reglerne om kriminalforsorgens anvendelse af håndjern
fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 65.
Det fremgår heraf, at der kan anvendes håndjern, hvis det
er nødvendigt for at afværge truende vold eller overvinde
voldsom modstand, for at forhindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse eller for at forhindre undvigelse. Håndjern
må ikke anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og
den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at
forvolde, er et uforholdsmæssigt indgreb.
Håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændigheder-
ne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er
mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den
indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller
hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om anvendelse af
håndjern suppleres af en række administrative forskrifter,
som bl.a. findes i bekendtgørelse nr. 1111 af 17. august
2016 om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens
institutioner og bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om
undersøgelse af person samt anvendelse af magt og håndjern
i forbindelse med kriminalforsorgens transport af visse dom-
fældte og arrestanter.
Beslutning om anvendelse af håndjern efter straffuldbyrdel-
seslovens § 65 er en afgørelse i forvaltningslovens forstand,
og kan i medfør af § 17 i bekendtgørelse nr. 1111 af 17.
august 2016 om anvendelse af sikringsmidler i kriminalfor-
7
sorgens institutioner påklages til Direktoratet for Kriminal-
forsorgen.
Det følger bl.a. derudover af bekendtgørelsens § 14, at kri-
minalforsorgsområdet så hurtigt som muligt skal udarbejde
rapport om anvendelse af håndjern, sikringscelle, herunder
tvangsfiksering, samt andre sikringsmidler. Rapporten skal
bl.a. indeholde oplysning om begrundelsen for anvendelsen,
om dato og klokkeslæt for, hvornår anvendelsen af sikring-
smidlet er ophørt, samt om, at den indsatte er orienteret om
muligheden for at klage til Direktoratet for Kriminalforsor-
gen.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Kriminalforsorgen kan efter en konkret vurdering anvende
håndjern, herunder håndjernstransportbælte, over for indsat-
te hvis det er nødvendigt for at hindre undvigelse. Krimi-
nalforsorgen har ikke hjemmel til at anvende andre sikring-
smidler end håndjern, herunder håndjernstransportbælter,
over for indsatte ved deres fravær fra institutionen.
Det anføres i handlingsplanen til imødegåelse af udfordrin-
gerne med fangeflugter, at langt hovedparten af de undvigel-
ser, der er sket fra lukkede fængsler og arrester, er sket mens
den indsatte har opholdt sig uden for fængslet/arresten, ek-
sempelvis i forbindelse med transport eller ledsaget udgang
til retsmøder eller behandling på hospital/sygehus.
Kravet om konkret nødvendighed sammenholdt med propor-
tionalitetsprincippet ved anvendelse af håndjern indebærer,
at kriminalforsorgen ikke må anvende håndjern i alle tilfæl-
de af den indsattes fravær fra institutionen eller ved håndte-
ring af bestemte grupper af indsatte. Der kan derfor ikke rent
rutinemæssigt anvendes håndjern i forbindelse med f.eks.
transport af indsatte eller i forbindelse med ledsaget udgang.
I handlingsplanen til imødegåelse af udfordringerne med
fangeflugter anbefales, at det undersøges nærmere, om reg-
lerne for kriminalforsorgens brug af håndjern under trans-
port af indsatte er for restriktive, og om der er behov for
at indføre hjemmel til, at kriminalforsorgen kan anvende
øvrige sikringsmidler over for indsatte under transport. Det
anbefales, at det i samme forbindelse bør undersøges, om
der er øvrige situationer, hvor afgrænsningen af om friheds-
berøvede må ilægges håndjern skal tydeliggøres.
Kriminalforsorgen anser anvendelsen af håndjern for at væ-
re et virkningsfuldt redskab til at imødegå undvigelser, og
anser anvendelsen af håndjern som et naturligt led i bevogt-
ningen, herunder ledsagelse, af indsatte ved disses fravær
uden for kriminalforsorgens institutioner.
Behovet for at anvende håndjern vil ifølge kriminalforsor-
gen ofte ikke være begrundet i en aktuel adfærd, der konkret
indikerer, at eksempelvis en undvigelse er nært forestående.
På denne baggrund har kriminalforsorgen derfor foreslået, at
der indføres en bestemmelse i straffuldbyrdelsesloven, hvor-
efter indsatte kan ilægges håndjern ved enkeltstående fravær
fra lukkede fængsler og arrester. Baggrunden herfor er, at
langt hovedparten af de undvigelser, der er sket fra lukkede
fængsler og arrester, er sket mens den indsatte opholdt sig
uden for fængslet/arresten, eksempelvis i forbindelse med
transport eller ledsaget udgang til retsmøder eller behand-
ling på hospital.
Kriminalforsorgen har i den forbindelse foreslået, at krimi-
nalforsorgen ved den indsattes enkeltstående fravær fra luk-
kede fængsler og arrester ikke skal begrunde anvendelsen af
håndjern nærmere, og at der som følge heraf ikke skal gøres
notat om begrundelsen for anvendelsen af håndjern.
Baggrunden herfor er, at der med forslaget lægges op til eta-
blere en generel adgang til at anvende håndjern i forbindelse
med de indsattes enkeltstående fravær fra lukkede fængsler
og arrester, hvorved navnlig forstås indsattes udgang til sær-
lige formål, herunder f.eks. transport og ledsaget udgang til
retsmøder eller behandling på hospital/sygehus. Som nævnt
nedenfor vil bestemmelsen også skulle gælde for varetægt-
sarrestanter m.fl. De nævnte persongruppers fravær til ek-
sempelvis retsmøder i forbindelse med fristforlængelser vil
således også være omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Det vurderes, at indførelsen af en pligt til at udarbejde rap-
port efter den foreslåede bestemmelse vil medføre et unødigt
højt ressourceforbrug. Ved ikke at indføre en pligt til at
udarbejde rapport efter hver enkelt håndjernsbelægning vil
sagsbehandlingen blive gjort lettere for at frigøre tid til an-
dre opgaver i en travl hverdag. Det bemærkes, at pligten til
at udarbejde rapport efter anvendelse af håndjern efter den
gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 65 vil
blive opretholdt.
Kriminalforsorgen har derudover foreslået, at der indføres
en bestemmelse, der muliggør at en indsat i institutionen i
en periode på op til 4 uger, kan ilægges håndjern ved ophold
uden for cellen, hvis den indsatte har optrådt voldeligt over
for personale ansat i institutionerne, den indsatte udviser
en grov eller gentagen utilladelig adfærd over for personale
ansat i institutionerne, eller hvis den indsatte er tilknyttet
en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende
og alvorlig kriminalitet, der aktuelt har begået voldelige
overfald mod personale ansat i institutionerne.
Kriminalforsorgen har endvidere foreslået, at der tilvejebrin-
ges en bemyndigelsesbestemmelse i straffuldbyrdelsesloven
til, at justitsministeren kan udstede nærmere regler om god-
kendelse af nye sikringsmidler ud over håndjern og sikrings-
celle for at sikre muligheden for hurtigt at implementere
eventuelle nye sikringsmidler og derved generelt eller kon-
kret styrke sikkerheden og muligheden for at sikre en ind-
sats tilstedeværelse, samt at undgå undvigelse og overfald
på personalet.
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.4.3.1. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern ved
enkeltstående fravær fra lukkede fængsler og arrester
8
Som det fremgår ovenfor, jf. pkt. 2.4.2., er der ikke efter de
gældende regler mulighed for generelt at anvende håndjern i
forbindelse med de indsattes fravær fra institutionerne.
Det foreslås derfor, at der indføres en bestemmelse i straf-
fuldbyrdelsesloven, hvorefter håndjern kan anvendes ved
den indsattes enkeltstående fravær fra lukkede fængsler og
arrester. Betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 65, stk.
1, skal således ikke være opfyldt.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den foreslåe-
de § 65 a, stk. 4, blive foretaget ændringer i bekendtgørelse
nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af sikringsmidler
i kriminalforsorgens institutioner.
Det vil således i den nævnte bekendtgørelse nærmere blive
fastsat, at den indsatte ikke har krav på en begrundelse for
anvendelsen af håndjern i det nævnte tilfælde. Der lægges
samtidig op til ikke at indføre en pligt for kriminalforsor-
gen til at udarbejde rapport om håndjernsbelægninger i det
nævnte tilfælde.
Det vil endvidere i medfør af retsplejelovens § 776 blive
fastsat, at bestemmelsen også vil finde anvendelse for vare-
tægtsarrestanter.
Hvis lovforlaget vedtages vil der endvidere i medfør af rets-
plejelovens § 765, stk. 7, § 777, stk. 2, og § 811, stk. 3,
og straffelovens § 73 a, stk. 2, blive foretaget ændringer i
bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om undersøgelse
af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindel-
se med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og
arrestanter. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestem-
melsen også vil finde anvendelse for personer anbragt i
institution eller hospital m.v. i medfør af retsplejelovens §
765, stk. 2, nr. 3 eller 4, personer anbragt i hospital m.v. i
medfør af retsplejelovens § 777, stk. 1, personer indlagt på
hospital for sindslidende m.v. i medfør af retsplejelovens §
809, stk. 2, og personer anbragt i hospital for sindslidende
m.v. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af straffelo-
vens §§ 68 eller 69.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, at af-
gørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminal-
forsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myn-
dighed. Der lægges op til ikke at indføre en administrativ
klageadgang for afgørelser truffet i medfør af den foreslåede
bestemmelse.
2.4.3.2. Øgede muligheder for anvendelse af håndjern inden
for institutionen
Det foreslås derudover, at der indføres en bestemmelse, der
muliggør at en indsat i institutionen i en periode på op til 4
uger, kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen, hvis
den indsatte har optrådt voldeligt over for personale ansat i
institutionerne, den indsatte udviser en grov eller gentagen
utilladelig adfærd over for personale ansat i institutionerne,
eller hvis den indsatte er tilknyttet en gruppe af personer,
som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,
der aktuelt har begået voldelige overfald mod personale an-
sat i institutionerne.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den fore-
slåede § 65 a, stk. 4, straffuldbyrdelseslovens § 111, stk.
3, og retsplejelovens § 776, blive foretaget ændringer i be-
kendtgørelse nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af
sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner, blive ænd-
ret. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestemmelsen
også vil finde anvendelse for varetægtsarrestanter.
Der vil derudover blive fastsat en administrativ klageadgang
til den nævnte foranstaltning. En indsat vil dog ikke kunne
påklage enkelte håndjernsbelægninger.
Der lægges samtidig op til ikke at indføre en pligt for kri-
minalforsorgen til at udarbejde rapport om de enkelte hånd-
jernsbelægninger.
2.4.3.3. Mulighed for godkendelse af nye sikringsmidler
Det foreslås desuden, at der indføres en bemyndigelsesbe-
stemmelse i straffuldbyrdelsesloven til, at justitsministeren
kan udstede nærmere regler om godkendelse af nye sikring-
smidler ud over håndjern og sikringscelle for at sikre mu-
ligheden for hurtigt at implementere eventuelle nye sikring-
smidler og derved generelt eller konkret styrke sikkerheden
og muligheden for at sikre en indsats tilstedeværelse, samt at
undgå undvigelse og overfald på personalet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at minimere
risikoen for både undvigelse og overfald på personale og
medindsatte, ved hurtigt at kunne indføre sådanne midler,
såfremt disse findes egnede.
Hvis lovforslaget vedtages, kan der blive fastsat nærmere
administrative regler om godkendelse af nye sikringsmidler.
2.5. Delegation af afgørelseskompetence i visse sager om
udgang m.v. for personer anbragt på psykiatrisk afde-
ling eller i institution ved dom
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Om anbringelser ved dom
Det følger af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., at person-
er, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund
af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed,
er straffri. Tilsvarende gælder for personer, der er mentalt
retarderede i højere grad, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt. Befandt
gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller
andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom
eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog
pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor, jf. § 16,
stk. 1, 3. pkt.
Det følger endvidere af straffelovens § 16, stk. 2, 1. pkt., at
personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderede
i lettere grad, er straffri, medmindre særlige omstændigheder
taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der
9
befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med
mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2, 2. pkt.
Hvis en person frifindes for straf i medfør af straffelovens §
16, kan retten efter straffelovens § 68, 1. pkt., træffe bestem-
melse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes
formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Hvis mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, be-
stemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvæn-
ningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes
tilstrækkelige, kan det ifølge straffelovens § 68, 2. pkt.,
bestemmes, at den dømte skal anbringes i hospital for sinds-
lidende, i institution for personer med vidtgående psykiske
handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ
anbringelse eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje
eller forsorg.
Det følger af straffelovens § 69, at retten, hvis det findes
formålstjenligt kan træffe bestemmelse om anvendelse af
foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt., i stedet for straf,
hvis gerningsmanden på gerningstidspunktet befandt sig i en
tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse
eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er
af den i § 16 nævnte beskaffenhed.
Endvidere følger det af straffelovens § 73, at hvis en per-
son, der har begået en strafbar handling, men efter dennes
foretagelse, og før dom er afsagt, er kommet i en ikke blot
forbigående tilstand af den art, der er nævnt i § 16 eller § 69,
afgør retten, om straf skal idømmes eller bortfalde. Hvis det
findes formålstjenligt, kan retten bestemme, at foranstaltnin-
ger efter § 68 eller § 69 skal anvendes i stedet for straf, eller
indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes.
Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, at justitsministe-
ren efter forhandling med social- og ældreministeren og
sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang m.v. til
personer, der er anbragt i hospital for sindslidende m.v. i
henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Ju-
stitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser,
der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed.
Endvidere følger det af straffelovens § 74 a, stk. 1, at hvis en
person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har
begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig
kriminalitet, kan retten kan bestemme, at den pågældende
skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpæda-
gogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses
for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertræ-
delser. Retten kan give den dømte pålæg svarende til de
vilkår, der kan fastsættes efter § 57 om betingede domme, jf.
stk. 2.
Endelig følger det af § 74 a, stk. 4, at justitsministeren efter
forhandling med social- og ældreministeren kan fastsætte
regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til person-
er, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1 og 2. Ju-
stitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser,
der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed.
Bemyndigelsesbestemmelserne i straffelovens § 73 a, stk.
1, og § 74 a, stk. 4, er bl.a. udnyttet til udstedelse af be-
kendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse
m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution
i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlig-
hedsdekret, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6.
december 2012 (udgangsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelsens §§ 2 og 3 indeholder regler om udgang
m.v. for anbringelse i henhold til dom efter straffelovens §
68, § 69 og § 73.
Det følger af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, at overlæ-
gen træffer afgørelse om bl.a. adgang til at færdes inden for
hospitalets område og om udgang i en række nærmere an-
givne tilfælde for personer, der er dømt til anbringelse i ho-
spital eller sygehusafdeling for sindslidende med undtagelse
af Sikringsafdelingen under Psykiatrien i Region Sjælland.
Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, at amts-
rådet for personer, der er dømt til anbringelse i institution
for personer med vidtgående psykiske handicap, træffer af-
gørelse om adgang til at færdes inden for institutionens om-
råde og om udgang i en række nærmere angivne tilfælde.
»Amtsrådet« skal i den forbindelse forstås som den kommu-
nalbestyrelse, der har pligt til at yde hjælp (herefter handle-
og tilsynskommunen) efter § 9, stk. 1, jf. stk. 7, i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1647 af 4. august 2021.
Efter udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, træffer statsad-
vokaten afgørelse om udgange, der ikke er omfattet af be-
kendtgørelsens § 2, stk. 1 eller 2.
Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, at for
personer, der er anbragt i en sikret afdeling på en døgninsti-
tution for børn og unge som led i en dom efter straffelovens
§ 74 a, træffer lederen af den sikrede afdeling afgørelse om
udgang i en række nærmere angivne tilfælde.
Efter udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, træffer politime-
steren (Politidirektøren i København) afgørelse om udgang
i en række nærmere angivne tilfælde. Afgørelsen sker efter
indstilling fra lederen af den sikrede afdeling, jf. stk. 4.
Efter udgangsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, træffer statsad-
vokaten afgørelse om udgange, der ikke er omfattet af be-
kendtgørelsens § 4, stk. 1 eller 2. Afgørelsen sker efter
indstilling fra lederen af den sikrede afdeling, jf. stk. 4.
Det fremgår af udgangsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, at bl.a.
afgørelser efter § 2, stk. 1 og 2, ikke kan påklages. Efter
udgangsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, kan afgørelser efter §
2, stk. 3, og § 4, stk. 3, påklages til Rigsadvokaten. Rigsad-
vokatens afgørelser kan ikke påklages til Justitsministeriet.
2.5.1.2. Fuldbyrdelse af anbringelsesdomme
10
Foranstaltninger over for personkredsen omfattet af straffe-
lovens § 16, stk. 1, 1. pkt., § 16, stk. 1, 3. pkt., og § 69
fuldbyrdes af sygehusvæsenet, der drives af regionerne, jf. §
74 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. au-
gust 2019. Det gælder bl.a. for personer, der ved strafferetlig
dom er anbragt på en psykiatrisk afdeling.
Regionsrådenes modtagepligt på psykiatriske afdelinger er
beskrevet i § 1 i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om
retspsykiatrisk behandling, som senest ændret ved lov nr.
504 af 1. maj 2019.
Foranstaltninger over for personkredsen omfattet af straffe-
lovens § 16, stk. 1, 2. pkt., § 16, stk. 2, og § 69 fuldbyrdes
af kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at
yde hjælp til borgeren efter den sociale lovgivning.
Det følger af § 16 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, at kommunalbestyrel-
sen kan træffe afgørelse om ophold i en boform efter § 108
i lov om social service (serviceloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 1548 af 1. juli 2021.
Det fremgår af § 108, stk. 1, i serviceloven, at kommunal-
bestyrelsen skal tilbyde ophold i boformer, der er egnet til
længerevarende ophold, til personer, som på grund af bety-
delig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har
behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktio-
ner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få
dækket disse behov på anden vis.
Det følger af servicelovens § 108, stk. 7, at social- og æl-
dreministeren fastsætter regler om særlige sikkerhedsforan-
staltninger i boformer, der er omfattet af § 108, stk. 1, og
om pligt for en region eller en eller flere kommuner til at
modtage personer i de boformer, der er omfattet af stk. 1,
bl.a. når disse personer i henhold til dom eller kendelse skal
anbringes i en boform for personer med betydelig nedsat
psykisk funktionsevne eller undergives tilsyn, herunder med
mulighed for administrativ anbringelse.
Kommunerne kan ved valg af boform vælge et § 108-tilbud
i egen kommune, et allerede eksisterende kommunalt § 108-
tilbud i egen kommune, et § 108-tilbud i en anden kommu-
ne, et regionalt tilbud, eller et privat tilbud, som er godkendt
efter servicelovens § 108 til målgruppen af personer med
nedsat psykisk funktionsevne dømt til anbringelse ved dom.
Det følger af servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7, at anbrin-
gelsessteder for børn og unge kan være døgninstitutioner,
herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutio-
ner og særligt sikrede afdelinger. Døgninstitutioner kan op-
rettes og drives af kommuner eller af regioner eller som
selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller re-
gionsrådet indgår aftale med, jf. lovens § 66, stk. 3.
Servicelovens bestemmelser om boformer og døgninstituti-
oner suppleres af en række administrative forskrifter, som
bl.a. findes i bekendtgørelse nr. 1239 af 22. november 2019
om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesret-
ten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstalt-
ninger for voksne og modtagepligt i boformer efter lov om
social service og bekendtgørelse nr. 810 af 13. august 2019
om voksenansvar for anbragte børn og unge.
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet har sammen med Social- og Ældreministe-
riet og Sundhedsministeriet fundet anledning til at justere i,
hvordan visse sager om udgang m.v. for personer anbragt på
psykiatriske afdelinger, i boform eller i døgninstitution ved
dom skal behandles.
Det er bl.a. sket i lyset af, at Folketingets Ombudsmand
i 2020 og 2021 har haft fokus på domfældte med udvik-
lingshæmning (mentalt retarderede) og i den forbindelse
har gennemført tilsynsbesøg på en række tilbud til målgrup-
pen. Som en del af dette arbejde foretog Folketingets Om-
budsmand en høring af Justitsministeriet vedrørende regler
og praksis for udgangstilladelser efter udgangsbekendtgørel-
sen.
I praksis kan der opstå situationer, hvor en udgang, som
en kommunalbestyrelse, en statsadvokat eller Rigsadvokaten
har tilladt efter bestemmelser i udgangsbekendtgørelsen, ik-
ke bør iværksættes, fordi lederen på boformen på baggrund
af en konkret risikovurdering forud for en udgang vurderer,
at det ikke vil være forsvarligt at iværksætte udgangen,
f.eks. fordi den domsanbragte er udadreagerende eller har
indtaget euforiserende stoffer. Efter en hidtidig praksis er
sådanne beslutninger om ikke at gennemføre en bevilget
udgang i visse tilfælde truffet uden, at den myndighed, der
havde meddelt udgangstilladelsen, havde tilbagekaldt tilla-
delsen.
Efter Justitsministeriets opfattelse har der været behov for at
justere denne praksis. Det skyldes, at det efter ministeriets
opfattelse er rigtigst at behandle situationen som en afgørel-
se om tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang, som skal
leve op til de forvaltningsretlige krav om f.eks. partshøring
og klagevejledning, og som skal træffes af den kompetente
myndighed.
En afgørelse om tilbagekaldelse skal, medmindre afgørel-
seskompetencen kan delegeres, træffes af den myndighed,
som har udstedt tilladelsen.
Kommunalbestyrelsen i handle- og tilsynskommunen kan
delegere kompetencen til at træffe afgørelse efter udgangs-
bekendtgørelsens § 2, stk. 2, til ledelsen på et af kommunens
egne boformer. Når afgørelseskompetencen er delegeret fra
kommunalbestyrelsen til ledelsen på en af kommunens egne
boformer, vil ledelsen af boformen også kunne træffe afgø-
relse om tilbagekaldelse, hvis ledelsen vurderer, at betingel-
serne herfor er tilstede, f.eks. fordi en konkret udgang ikke
vurderes forsvarlig.
Der er derimod ikke hjemmel til at delegere afgørelseskom-
11
petencen i denne type sager fra kommunalbestyrelsen i
handle- og tilsynskommunen til boformer i en anden kom-
mune eller til private eller regionale boformer. Det indebæ-
rer, at en eventuel afgørelse om tilbagekaldelse i sådanne
situationer skal træffes af kommunalbestyrelsen.
Endvidere er der ikke hjemmel til at delegere afgørelses-
kompetencen efter udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, fra
statsadvokaterne til hverken kommunale, regionale eller pri-
vate boformer. Det indebærer, at en eventuel afgørelse om
tilbagekaldelse af en tilladelse til udgang, der er udstedt i
medfør af udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 3, skal træffes
af statsadvokaterne.
Endelig er der ikke hjemmel til at delegere afgørelseskom-
petencen efter udgangsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, jf. § 2,
stk. 3, fra Rigsadvokaten til hverken kommunale, regionale
eller private boformer. Det indebærer, at en eventuel afgø-
relse om tilbagekaldelse i disse sager skal tilbagekaldes af
Rigsadvokaten.
Samlet indebærer dette efter Justitsministeriets opfattelse,
at ledelsen på boformer, hvor der er personer anbragt ved
dom, efter de nugældende regler ikke kan træffe afgørelse
om tilbagekaldelse af udgangstilladelser, der er udstedt af en
kommunalbestyrelse, statsadvokat eller Rigsadvokaten.
Det betyder, at hvis ledelsen på boformen vurderer, at det
ikke vil være forsvarligt at iværksætte en tilladt udgang,
vil dette i stedet skulle indgå i grundlaget for kommunalbe-
styrelsens, statsadvokatens eller Rigsadvokatens eventuelle
afgørelse om tilbagekaldelse.
For at justere praksis i overensstemmelse med det oven-
nævnte er der for det første etableret en midlertidig telefon-
ordning, som gælder i forhold til boformer for personer med
vidtgående psykiske handicap. Ordningen skal sikre, at bo-
formens ledelse hurtigt kan komme i kontakt med kommu-
nalbestyrelsen, den regionale statsadvokat eller Rigsadvoka-
ten, hvis boformens ledelse vurderer, at det ikke vil være
forsvarligt, at en udgang, der er bevilget af kommunalbe-
styrelsen, en statsadvokat eller af Rigsadvokaten, iværksæt-
tes. Den myndighed (kommunalbestyrelsen, en statsadvokat
eller Rigsadvokaten), der har meddelt udgangstilladelsen, vil
herefter tage stilling til, om udgangstilladelsen skal tilbage-
kaldes.
Ombudsmandens tilsyn har haft fokus på udviklingshæm-
mede, der ved dom er anbragt på institutioner inden for det
sociale område. Justitsministeriet har sammen med Sund-
hedsministeriet imidlertid fundet, at de samme hensyn gør
sig gældende i forhold til afgørelser om udgangstilladelser
m.v. til psykisk syge personer, der i henhold til dom er
anbragt på en psykiatrisk afdeling. Afgørelser om udgang
m.v. for denne persongruppe træffes enten af overlægen,
jf. udgangsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, statsadvokaten, jf.
bekendtgørelsens § 2, stk. 3, eller af Rigsadvokaten, jf.
bekendtgørelsens § 14, stk. 2, jf. § 2, stk. 3. På denne
baggrund er der for det andet også etableret en midlertidig
ordning i disse sager. Ordningen skal sikre, at overlægen
hurtigt kan komme i kontakt med den regionale statsadvokat
eller Rigsadvokaten, hvis overlægen vurderer, at det ikke vil
være forsvarligt, at en udgang, der er tilladt af en statsadvo-
kat eller af Rigsadvokaten, iværksættes.
Justitsministeriet finder imidlertid, at der som erstatning for
disse midlertidige ordninger bør etableres mulighed for at
delegere kompetencen til at træffe afgørelse om tilbagekal-
delse i denne type af sager til lederen eller dennes stedfor-
træder på den pågældende boform eller til overlægen på
den pågældende afdeling. Det skal navnlig sikre, at ledelsen
eller overlægen selv får mulighed for at træffe afgørelse
i situationer, hvor der som led i den behandlingsmæssige
eller pædagogiske indsats er behov for at træffe en afgørelse
om udgang. Det gælder eksempelvis situationer, hvor der
forud for en planlagt udgang på baggrund af en forsvarlig-
hedsvurdering vurderes at være behov for at tilbagekalde
udgangstilladelsen.
I tilfælde, hvor ledelsen på boformen eller overlægen vurde-
rer, at det ikke længere er forsvarligt at opretholde en gene-
rel udgangstilladelse, bør dette meddeles den myndighed,
der har bevilget den generelle tilladelse. Denne myndighed
skal herefter vurdere, om den generelle udgangstilladelse
skal tilbagekaldes.
Endvidere finder Justitsministeriet, at der bør tilvejebringes
et lovgrundlag med henblik på at sikre, at ledelsen på
boformer kan træffe afgørelse om udgang til uopsættelige
indlæggelser på et hospital til somatisk eller psykiatrisk
behandling. En sådan kompetence tilfalder allerede i dag
kommunalbestyrelsen i handle- og tilsynskommunen efter
udgangsbekendtgørelsen, ligesom overlægen på en psykia-
trisk afdeling efter bekendtgørelsen kan træffe bestemmelse
om uopsættelig indlæggelse på et somatisk hospital.
På den baggrund finder Justitsministeriet samlet, at der bør
etableres mulighed for, at afgørelseskompetencen kan dele-
geres til ledelsen på boformer og overlægen på afdelinger,
hvor der er anbragt personer i henhold til en strafferetlig
dom efter straffelovens § 68, § 69 og § 73, i et videre
omfang end efter de gældende regler.
Den samme mulighed bør efter Justitsministeriets opfattelse
også etableres i forhold døgninstitutioner for børn og unge,
hvor der er anbragt personer i henhold til en strafferetlig
dom efter straffelovens § 74 a. Det skyldes tilsvarende grun-
de, som dem der er anført ovenfor.
I medfør af § 74 a, stk. 4, er der således fastsat regler
i udgangsbekendtgørelsens § 4, hvorefter afgørelseskompe-
tencen i sager om udgang m.v. er tillagt forskellige myn-
digheder. I visse tilfælde er afgørelseskompetencen tillagt
lederen på den sikrede afdeling på døgninstitutionen (stk. 1),
mens kompetencen i andre tilfælde er tillagt politidirektøren
i København (stk. 2) og statsadvokaten (stk. 3) samt endelig
Rigsadvokaten i visse klagesager (§ 14, stk. 2, jf. § 2, stk.
3). Justitsministeriet finder derfor, at der også i disse sager
12
bør være adgang til, at institutionsledelsen i videre omfang
får delegeret afgørelseskompetence, herunder i sager om
tilbagekaldelse af udgangstilladelser.
Endelig bør der efter Justitsministeriets opfattelse etableres
hjemmel til at delegation af myndighedsopgaven med at
træffe visse afgørelser om udgang m.v. også kan ske til
døgninstitutioner og boformer, som drives af private og som
selvejende institutioner.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Der foreslås ændringer af bemyndigelsesbestemmelserne i
straffelovens § 73 a, stk. 1, og § 74 a, stk. 4. Formålet er at
skabe lovhjemmel til, at kompetencen til at træffe afgørelser
om udgang m.v. i visse tilfælde kan delegeres fra den myn-
dighed, der som udgangspunkt nu er tillagt kompetencen,
til ledelsen på den boform, døgninstitution eller psykiatriske
afdeling, hvor den pågældende person er anbragt.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af de foreslåede
ændringer i § 73 a, stk. 1, og § 74 a, stk. 4, i bekendtgørelse
nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v. til per-
soner, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6. december 2012
(udgangsbekendtgørelsen).
Det lægges samtidig op til at ændre begrebet »hospital for
sindslidende« til »psykiatrisk afdeling« alle steder i straffe-
loven, da »hospital for sindslidende« er en forældet beteg-
nelse. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt nogle indholds-
mæssige ændringer.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre begrænsede merudgif-
ter for Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rigsadvokaten,
Rigspolitiet og domstolene til bl.a. eventuel udvidelse af
videokonferencefaciliteter i retterne samt håndtering af og
eventuel prøvelse ved domstolene af det ekstra antal afgørel-
ser om afslag på besøg, som lovforslaget medfører. Merud-
gifterne vil blive håndteret inden for eksisterende rammer.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekven-
ser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 10. septem-
ber 2021 til den 8. oktober 2021 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Højesteret, Vestre Landsret, Østre Landsret, Sø- og Handels-
retten, samtlige byretter, Advokatrådet, Advokatsamfundet,
alle landets kommuner, Amnesty International, Ankestyrel-
sen, Bedre Psykiatri, BUPL, Børne- og Ungdomspædago-
gernes Landsforbund – forbundet for pædagoger og klub-
folk, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Cen-
tralorganisationernes Fællesudvalg, Copenhagen Business
School – CBS – CBS LAW – Institut for Ledelse, Dan-
marks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), Dansk Retspoli-
tisk Forening, Danske Advokater, Danske Handicaporgani-
sationer (DH), Danske Regioner, Dansk Psykiatrisk Selskab,
Dansk Socialrådgiverforening, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Kriminal-
præventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Dom-
merfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsfor-
ening, Domstolsstyrelsen, Fonden NOVAVI , Folketingets
Ombudsmand, Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsat-
te børn og unge (FADD), Foreningen af Fængselsinspektø-
rer og Vicefængselsinspektører, Foreningen af Offentlige
Anklagere, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds-
og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Foreningen
af Speciallæger, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen
af Statsforvaltningsjurister, Fængselsforbundet, HK Lands-
klubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kriminal-
forsorgen, HK Landsklubben Politiet, Institut for Menne-
skerettigheder, Justitia, Kommunernes Landsforening (KL),
Kommunaldirektørforeningen, Kriminalforsorgsforeningen,
Københavns Retshjælp, Københavns Universitet – Det Ju-
ridiske Fakultet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Landsforeningen KRIM, Landsforeningen af nuværende og
tidligere psykiatribrugere (LAP), Landsorganisationen for
sociale tilbud (LOS), Lægeforeningen, Odense Retshjælp,
Offerrådgivningen, Plejefamiliernes Landsforening (PLF),
Politidirektørforeningen, Politiforbundet i Danmark, Psyki-
atrifonden, Region Hovedstaden , Region Sjælland , Regi-
on Syddanmark, Region Midtjylland, Region Nordjylland,
Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet
for Socialt Udsatte, SAVN, Selveje Danmark, Socialpæda-
gogernes Landsforbund, Socialt Lederforum, Syddansk Uni-
versitet – Juridisk Institut, TABUKA - Landsforeningen
for nuværende og tidligere anbragte, Udviklingshæmmedes
Landsforbund (ULF), Yngre Læger, Aalborg Universitet –
Juridisk Institut, Aarhus Retshjælp, Aarhus Universitet –
Juridisk Institut.
13
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget forventes at medføre begræn-
sede merudgifter for Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet og
domstolene til bl.a. eventuel udvidelse af vi-
deokonferencefaciliteter i retterne samt hånd-
tering af og eventuel prøvelse ved domstole-
ne af det ekstra antal afgørelser om afslag på
besøg, som lovforslaget medfører. Merudgif-
terne vil blive håndteret inden for eksisteren-
de rammer.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de principper for
implementering af erhvervsrettet
EU-regulering/ Går videre end
minimumskrav i EU-regulering
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter retsplejelovens § 748 a, stk. 1, kan retten tillade, at
sigtede deltager i et retsmøde under efterforskningen eller
forberedelsen af hovedforhandlingen ved anvendelse af tele-
kommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i
retten ikke er nødvendig.
Det følger af den foreslåede § 748 a, stk. 2, at retten kan
bestemme, at sigtede deltager i et retsmøde ved anvendelse
af telekommunikation med billede, hvis sigtedes forhold gør
det nødvendigt for at forebygge undvigelse, og når retten
finder det ubetænkeligt henset til formålet med det pågæl-
dende retsmøde og sagens øvrige omstændigheder. Stk. 1,
2.-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 748 a, stk. 2, vil medføre,
at retten kan bestemme, at sigtede deltager i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtede
vurderes undvigelsestruet. Bestemmelsen omfatter alle rets-
møder under efterforskningen af en straffesag, herunder og-
så retsmøder, hvor medsigtedes forhold skal behandles. Der
kan også være tale om et retsmøde, hvor en medsigtedes sag
er udskilt til separat behandling i retten, herunder f.eks. i
forbindelse med en tilståelsessag.
I praksis vil bestemmelsen navnlig kunne tænkes anvendt
over for sigtede, der er varetægtsfængslet eller undergivet
14
anden frihedsberøvende foranstaltning efter reglerne i rets-
plejelovens kapitel 70.
Ved vurderingen af sigtedes undvigelsesrisiko kan der bl.a.
lægges vægt på kriminalitetens art, forventet domslængde,
spørgsmål om udvisning, sigtedes tilknytning til Danmark,
sigtedes tilhørsforhold til bander, sigtedes netværk, samt den
sigtedes evne og vilje til at undvige.
I forhold til den konkrete vurdering af risiko for undvigelse
i forbindelse med afholdelse af et retsmøde vil der efter
omstændighederne bl.a. også kunne lægges vægt på oplys-
ninger om aktuel adfærd, eventuelle konfliktudmeldinger i
bandemiljøet, mulighed for tilhørere, samt risiko for befriel-
se.
Kriminalforsorgen vurderer både generelt og konkret undvi-
gelsesrisiko for indsatte, eksempelvis i forbindelse med pla-
cering og transport. Vurderingerne udfærdiges på baggrund
af informationer fra politi, andre myndigheder og kriminal-
forsorgens egne oplysninger.
Forslaget indebærer, at det ikke længere vil være en betin-
gelse, at den sigtede giver sit samtykke til at deltage via vi-
deokommunikation, hvis vedkommende vurderes undvigel-
sestruet. Retten vil således kunne træffe bestemmelse om en
sådan deltagelse, selv om sigtede ønsker at være personligt
til stede, og selv om en sådan personlig deltagelse i retsmø-
det ikke kan siges at ville være forbundet med uforholds-
mæssige vanskeligheder. Det forudsættes, at retten træffer
afgørelse på baggrund af anklagemyndighedens begæring
herom.
Bestemmelsen kan alene anvendes i forbindelse med et rets-
møde, hvor retten finder det ubetænkeligt henset til formålet
med det pågældende retsmøde og sagens øvrige omstændig-
heder.
Det vil bero på en konkret helhedsvurdering, om det vil væ-
re ubetænkeligt, at sigtede deltager i retsmødet ved anven-
delse af telekommunikation med billede. Ved vurderingen
kan bl.a. indgå sigtedes og forsvarerens begrundelse for et
ønske om sigtedes personlige deltagelse.
Det er en afgørende forudsætning for, at sigtede kan pålæg-
ges at deltage via videoforbindelse, at sigtede og dennes
forsvarer har adgang til direkte og fortrolig kommunika-
tion. Det bør bero på rettens vurdering, om denne forudsæt-
ning i det konkrete tilfælde kræver, at forsvareren fysisk
befinder sig samme sted som sigtede, eller om den fortrolige
kommunikation kan sikres, selvom forsvareren befinder sig
et andet sted end sigtede. Retten bør ved sin afgørelse herom
lægge betydelig vægt på de ønsker, som den sigtede og
forsvareren måtte have med hensyn til forsvarerens fysiske
placering. Hvis den sigtede og forsvareren ikke deltager fra
samme sted, må retten ved retsmødets begyndelse vejlede
den sigtede om muligheden for at få en pause med henblik
på drøftelser med sin forsvarer.
Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske
forhold hos anklagemyndighed, domstole, kriminalforsorg
og psykiatriske institutioner mv.
Til nr. 2
Efter retsplejelovens § 748 b, stk. 1, kan retten bestemme,
at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden
frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et
retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen
eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation
med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til for-
målet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Det
gælder dog ikke for retsmøder, hvor der første gang skal
tages stilling til fristforlængelse.
Det følger af den foreslåede § 748 b, stk. 1, 2. pkt., at retten
tilsvarende kan træffe sådan bestemmelse, hvis sigtedes for-
hold gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 748 b, stk. 1, 2. pkt.,
vil medføre, at retten kan bestemme, at en sigtet, der er
undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende
foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om for-
længelse af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstalt-
ningen ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis den sigtede vurderes undvigelsestruet.
Ved vurderingen af sigtedes undvigelsesrisiko kan der bl.a.
lægges vægt på kriminalitetens art, forventet domslængde,
spørgsmål om udvisning, sigtedes tilknytning til Danmark,
sigtedes tilhørsforhold til bander, sigtedes netværk, samt den
sigtedes evne og vilje til at undvige.
I forhold til den konkrete vurdering af risiko for undvigelse
i forbindelse med afholdelse af et retsmøde vil der efter
omstændighederne bl.a. også kunne lægges vægt på oplys-
ninger om aktuel adfærd, eventuelle konfliktudmeldinger i
bandemiljøet, mulighed for tilhørere, samt risiko for befriel-
se.
Kriminalforsorgen vurderer både generelt og konkret undvi-
gelsesrisiko for indsatte, eksempelvis i forbindelse med pla-
cering og transport. Vurderingerne udfærdiges på baggrund
af informationer fra politi, andre myndigheder og kriminal-
forsorgens egne oplysninger.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 748 b vil med-
føre, at retten i øget omfang kan bestemme, at sigtede
deltager i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse
af telekommunikation med billede, hvis sigtede er undvigel-
sestruet. Baggrunden herfor er, at det efter den foreslåede
bestemmelse ikke er et krav, at retten finder den sigtedes
deltagelse via telekommunikation med billede for ubetænke-
15
ligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige om-
stændigheder.
Retten vil således kunne træffe bestemmelse om en sådan
deltagelse, selv om sigtede ønsker at være personligt til
stede, og selv om en sådan personlig deltagelse i retsmødet
ikke kan siges at være ubetænkeligt henset til formålet med
retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.
Det forudsættes, at retten træffer afgørelse på baggrund af
anklagemyndighedens begæring herom. Der vil kunne fore-
komme tilfælde, hvor anklagemyndigheden efter en konkret
vurdering af samtlige relevante omstændigheder i sagen ik-
ke finder grundlag for at fremsætte begæring til retten om,
at sigtede skal deltage via telekommunikation med billede
på trods af, at der foreligger oplysninger, der indikerer, at
den sigtede er undvigelsestruet. Dette vil eksempelvis kunne
være tilfældet, hvor der er rejst sigtelse for nye væsentlige
lovovertrædelser, som skal indgå i rettens behandling under
retsmødet, og hvor de oplysninger, der danner grundlag for
at antage, at sigtede er undvigelsestruet, ikke vurderes at
veje tungere end hensynet til, at sigtede bør møde fysisk.
Den foreslåede regel finder ikke anvendelse for retsmøder,
hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en
varetægtsfængsling eller varetægtsfængsling i isolation ud
over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2, og §
770 c, stk. 3-5, eller når kæremål behandles mundtligt efter
§ 767, stk. 4, og § 770 e.
Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske
forhold hos anklagemyndighed, domstole, kriminalforsorg
og psykiatriske institutioner mv.
Til nr. 3
Det fremgår af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægt-
sarrestant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelsen
af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet tillader det. Politi-
et kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte
sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange,
at besøg finder sted under kontrol.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
2.1.1 og 2.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get.
Det følger af den foreslåede § 771, stk. 2, at politiet kan
modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller
forlange, at besøg finder sted under kontrol, hvis varetægt-
sarrestantens forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 771, stk. 2, vil medføre, at
politiet kan modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager
besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol, hvis
varetægtsarrestanten vurderes undvigelsestruet.
Ved vurderingen af varetægtsarrestantens undvigelsesrisiko
kan der bl.a. lægges vægt på kriminalitetens art, forventet
domslængde, spørgsmål om udvisning, varetægtsarrestan-
tens tilknytning til Danmark, varetægtsarrestantens tilhørs-
forhold til bander, varetægtsarrestantens netværk, samt vare-
tægtsarrestantens evne og vilje til at undvige. Der vil efter
omstændighederne bl.a. også kunne lægges vægt på oplys-
ninger om aktuel adfærd, samt eventuelle konfliktudmeldin-
ger i bandemiljøet. Nægter politiet besøg, skal varetægtsar-
restanten underrettes herom, medmindre dommeren af hen-
syn til efterforskningen træffer anden bestemmelse. Vare-
tægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg eller
krav om kontrol forelægges retten til afgørelse. Arrestanten
har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.
Hvis lovforslaget vedtages vil der blive foretaget konse-
kvensrettelser i bekendtgørelse nr. 1839 af 18. september
2021 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen).
Det følger af den foreslåede § 771, stk. 3, at politiet kan
modsætte sig, at en varetægtsarrestant, som af politiet skøn-
nes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er
aktivt involveret i en verserende voldelig konflikt med en
anden gruppe af personer, og at der inden for den gruppe,
som den indsatte skønnes at have tilknytning til, som led
i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er anvendt
våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles
farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, el-
ler er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180,
modtager besøg af personer med tilknytning til den pågæl-
dende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, medmindre
ganske særlige grunde gør sig gældende. Stk. 1, 3.-5. pkt.
finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede regel udgør et supplement til de eksisterende
regler om besøgskontrol.
Forslaget indebærer ikke, at der indføres en pligt for politiet
til at modsætte sig besøg. Der vil således kunne forekomme
tilfælde, hvor politiet skønner, at det af politimæssige eller
efterforskningsmæssige grunde er mere hensigtsmæssigt at
undlade at modsætte sig besøg.
Begrebet »tilknytning« indebærer, at der skal foreligge
en antagelse om en stærk tilknytning til gruppen som så-
dan. Forslaget omfatter således ikke personer med en løsere
tilknytning til den pågældende persongruppe. Det blotte be-
kendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende gruppe
falder således uden for den foreslåede bestemmelses anven-
delsesområde.
Det afgørende for at bringe den foreslåede bestemmelse i
anvendelse er for så vidt angår tilknytning på det punkt ale-
ne, at varetægtsarrestanten ifølge politiets skøn har en sådan
tilstrækkelig tilknytning til den pågældende persongruppe.
Det forhold, at en varetægtsarrestant på tidspunktet for va-
retægtsfængslingens påbegyndelse har haft tilknytning til
rocker- og bandemiljøet mv., men under varetægtsfængslin-
gen har forladt dette miljø, vil kunne indgå i vurderingen
af, hvorvidt den pågældende ikke længere har den fornødne
tilknytning til gruppen.
16
En tilknytning til en rocker- eller bandegruppering mv., der
først er opstået under varetægtsfængslingen, vil medføre, at
besøg kan modsættes under de nævnte omstændigheder.
Begrebet »grupper af personer« indebærer, at der skal være
mere end én person på hver side i konflikten. Som grupper
anses ikke kun formaliserede grupper med en fast struktur
og rollefordeling medlemmerne imellem, et fast tilholdssted
og med navn eller lignende. Bestemmelsen omfatter også
mere løse grupperinger, hvis gruppen dog virker med et
fælles sigte eller mål og/eller har et fast reaktionsmønster
i bestemte situationer, f.eks. at personerne i gruppen som
regel bliver alarmeret og instrueret via telefon- eller sms-
kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller truende
begivenheder, som indtræffer.
Begrebet »voldelig« indebærer, at konflikten skal have givet
sig udslag i mindst én hændelse, der kan karakteriseres som
voldelig. Hermed sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor
en eller flere personer med tilknytning til en persongruppe
har overfaldet en eller flere personer med tilknytning til en
anden gruppe. Også situationer, hvor en eller flere personer
fra de involverede grupper er stødt sammen efter aftale eller
indbyrdes forståelse, og hvor der derfor ikke kan siges at
være tale om et egentligt angreb, er omfattet, hvis sammen-
stødet har indebåret en voldelig konfrontation.
For at en konflikt kan anses for voldelig, skal der dog være
tale om et voldeligt præg af en vis styrke. Handlinger, som
alene må anses for omfattet afstraffelovens § 244 om simpel
vold, vil således ikke i sig selv kunne føre til, at en konflikt
skal betragtes som voldelig. Simpel vold omfatter eksempel-
vis i almindelighed slag, spark og lignende.
Den foreslåede bestemmelse tager derimod navnlig sigte på
tilfælde, hvor der som led i konflikten er sket angreb eller
sammenstød under anvendelse af stik- eller slagvåben eller
lignende. Anvendelse af skydevåben mv. vil også medfø-
re, at konflikten skal betragtes som voldelig. Som udgangs-
punkt må der således som led i konflikten være begået hand-
linger, der som minimum kan karakteriseres som kvalificeret
vold, jf. straffelovens § 245.
Det er ikke en betingelse, at der er tale om en gensidigt
voldelig konflikt. Der vil også være tale om en verserende
voldelig konflikt i den foreslåede bestemmelses forstand i
tilfælde, hvor en gruppe af personer ensidigt forfølger en an-
den gruppe af personer. I sådanne tilfælde vil konflikten dog
alene have konsekvenser for adgangen til at modtage besøg
for personer med tilknytning til den gruppe i konflikten, der
udfører angrebene.
Begrebet »verserende« indebærer, at der skal være en aktuel
risiko for yderligere hændelser af den ovenfor nævnte karak-
ter. Det gælder, uanset om et besøg kan frygtes at virke som
katalysator for yderligere hændelser eller ej.
Det vil bero på et politifagligt skøn, om der er tale om
en verserende voldelig konflikt. Det vil i den forbindelse i
almindelighed kunne lægges til grund, at der vil være en
aktuel risiko for yderligere voldelige hændelser, og at den
voldelige konflikt således fortsat er verserende, hvis konflik-
ten inden for de seneste tre måneder er kommet til udtryk i
en eller flere voldelige hændelser.
Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode, vil
konflikten i almindelighed fortsat skulle anses for at være
aktuelt voldelig i yderligere en periode på tre måneder. Der
kan imidlertid også være tale om en verserende voldelig
konflikt, selv om der er forløbet mere end tre måneder, uden
at der har fundet voldelige hændelser sted. En sådan længere
periode uden angreb kan således ikke i sig selv tages som
udtryk for, at risikoen for nye voldelige hændelser er drevet
over.
Der kan således være flere grunde til, at en konflikt i en
periode ikke konkret har givet sig udslag i voldelige angreb
eller sammenstød. Der kan f.eks. være tale om, at de grup-
per, der er involveret i konflikten, har haft behov for at
bruge tid på at planlægge et nyt angreb eller for at skaffe
våben.
Endvidere kan der f.eks. være tale om, at flere af en grup-
pes medlemmer har været frihedsberøvet. Den eller de på-
gældende grupper kan derfor have ønsket at afvente f.eks.
prøveløsladelse af en eller flere af de frihedsberøvede med-
lemmer, således at den enkelte gruppe vil stå stærkere ved et
senere angreb.
Også mere tilfældige omstændigheder kan have betydet, at
de stridende grupper ikke fysisk er stødt sammen, ligesom
der kan være tale om, at de pågældende grupper nok har haft
sammenstød, men at disse ikke har haft en voldelig karakter.
I det politifaglige skøn af, om der er en aktuel risiko for nye
voldelige hændelser mv., kan der indgå andre momenter. Po-
litiet vil således – ud over den forløbne tid siden seneste
voldelige hændelse – eksempelvis kunne lægge vægt på, om
personer med tilknytning til de involverede persongrupper
er eller har været i besiddelse af våben som led i konflikten,
eller om der som led i konflikten anvendes eller har været
anvendt skud- eller stiksikre veste eller lignende, ligesom
episoder med utryghedsskabende adfærd i øvrigt vil kunne
tillægges betydning.
Sådanne handlinger vil kunne tale for, at der fortsat er en
aktuel risiko for voldelige hændelser, uanset om der har væ-
ret tale om en forberedelse af eller en forholdsregel mod et
voldeligt angreb eller sammenstød. Det vil i den forbindelse
tillige kunne tillægges betydning, om konflikten har ført til
oprettelse af visitationszoner.
Herudover vil også andre momenter af relevans kunne indgå
i den politifaglige vurdering af risikosituationen. Omvendt
vil der også kunne forekomme særlige tilfælde, hvor der
ikke kan siges at være en aktuel risikosituation, selv om der
har fundet en voldelig hændelse sted inden for de seneste tre
måneder. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er et klart
grundlag for at anse den voldelige konflikt som afsluttet,
f.eks. hvis den ene gruppe i konflikten må anses for opløst.
17
Bestemmelsen vil alene ramme personer med tilknytning
til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i den
verserende voldelige konflikt. Denne betingelse indebærer,
at mindst én af de handlinger, som medfører, at konflikten
anses for verserende voldelig, jf. herom ovenfor, skal være
begået af en person, der er tilknyttet den gruppe, som vare-
tægtsarrestanten er knyttet til.
Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale
om et (første) angreb, eller om handlingen er begået som
eksempelvis et modangreb eller en hævnaktion. Det er hel-
ler ikke nogen betingelse, at gruppen som helhed står bag
voldshandlingen.
Det er imidlertid en betingelse, at voldsudøvelsen er begå-
et som led i konflikten. Dette indebærer eksempelvis, at
et enkelt voldeligt angreb vil kunne begrænse muligheden
for besøg for varetægtsarrestanter tilknyttet den angribende
gruppe, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Hvis der sene-
re udføres en hævnaktion, vil også varetægtsarrestanter, som
er tilknyttet den gruppe, som tager hævn, være omfattet af
bestemmelsen, forudsat at betingelserne i øvrigt er til stede.
Begrebet »konflikt« skal forstås bredt. Enhver uoverens-
stemmelse eller uenighed mellem to eller flere grupper vil
kunne udgøre en konflikt i den foreslåede bestemmelses for-
stand. Det er uden betydning for vurderingen af, om en kon-
flikt er omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvad der er
årsagen til konflikten, og hvad konflikten drejer sig om. Det
er ligeledes uden betydning, om konflikten er begrundet i et
eller flere forhold. Det vil bero på et politifagligt skøn, om
der er tale om en konflikt.
Det er en betingelse for den foreslåede ordnings anvendelse,
at der inden for den gruppe, som varetægtsarrestanten skøn-
nes knyttet til, som led i konflikten enten er anvendt sky-
devåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som
på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at
forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse efter
straffelovens § 180. De våbentyper, der er omfattet af den
foreslåede bestemmelse, svarer således til de våbentyper, der
er omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1.
Denne betingelse skal ses i lyset af, at hvis en part i en kon-
flikt mellem forskellige grupper på et tidspunkt i konflikten
har anvendt et så alvorligt våben mv., som de omfattede,
må konflikten i almindelighed antages at have en sådan grad
af alvor, at den vil kunne udvikle sig til en trussel mod
tilfældige personer.
Det er ikke en betingelse, at gruppen som helhed står bag
anvendelsen af skydevåben mv., men det er en betingelse,
at skydevåbnet mv. er anvendt som led i konflikten. Er der
således anvendt skydevåben mv. en enkelt gang, uden at der
i øvrigt foreligger en konflikt, vil den foreslåede ordning
ikke kunne finde anvendelse.
Det er ikke en betingelse, at anvendelsen af skydevåben mv.
er sket som led i den voldsudøvelse, som gør, at konflikten
betragtes som verserende voldelig, jf. herom ovenfor. Også
i tilfælde, hvor der ikke aktuelt har været anvendt skydevå-
ben, men hvor konflikten ikke desto mindre må karakterise-
res som verserende voldelig, vil besøg kunne modsættes,
hvis der én gang tidligere har været anvendt skydevåben mv.
som led i konflikten. Det gælder, uanset hvor lang tid der
måtte være gået siden anvendelsen af skydevåbnet mv.
Eksempelvis vil besøg i almindelighed kunne modsættes for
personer med tilknytning til en gruppe, der flere år tidligere
har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en
anden persongruppe, og som nu har begået et knivoverfald
mod den anden gruppe som led i samme konflikt. I dette
tilfælde vil betingelsen om anvendelse af skydevåben mv.
være opfyldt, ligesom betingelsen om, at konflikten skal
være verserende voldelig, vil være opfyldt i kraft af knivo-
verfaldet.
Omvendt vil anvendelsen af et skydevåben mv. også i sig
selv kunne udgøre den begivenhed, som medfører, at en
konflikt nu må betegnes som verserende voldelig. Anven-
delsen af et skydevåben mv. vil således i sig selv kunne
være den udløsende begivenhed, som bevirker, at besøg kan
modsættes, uanset at der ikke herudover er begået volds-
handlinger inden for den pågældende gruppe.
Eksempelvis vil adgangen til besøg kunne modsættes for
varetægtsarrestanter med tilknytning til en gruppe, der nu
har anvendt et skydevåben som led i en konflikt med en
anden persongruppe, uanset at der aldrig tidligere har været
begået voldshandlinger eller har været anvendt skydevåben
som led i konflikten.
Her vil den aktuelle anvendelse af skydevåbnet således i sig
selv opfylde både betingelsen om, at der skal være anvendt
skydevåben mv., og betingelsen om, at konflikten skal være
verserende voldelig. I begge tilfælde vil adgangen til besøg
alene kunne modsættes for varetægtsarrestanter, der skønnes
at have tilknytning til den gruppe som den eller de personer,
der har anvendt skydevåbnet mv. tilhører.
Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil kunne fin-
de anvendelse, hvis ganske særlige grunde gør sig gældende.
Det bemærkes i den forbindelse, at besøg også fra nærtstå-
ende som det klare udgangspunkt under de foreslåede om-
stændigheder vil kunne modsættes.
Ganske særlige grunde vil navnlig kunne foreligge, hvis
humanitære eller lignende tungtvejende hensyn gør sig gæl-
dende.
I tilfælde, hvor den foreslåede ordning ikke vil kunne finde
anvendelse, idet ganske særlige grunde gør sig gældende,
vil der være mulighed for at træffe bestemmelse om, at
besøg skal gennemføres under overværelse af politiet, hvis
betingelserne herfor er opfyldt, jf. den foreslåede § 771, stk.
4.
Forslaget indebærer, at politiet træffer afgørelse om, hvor-
18
vidt adgangen til at modtage besøg kan modsættes under de
foreslåede omstændigheder.
Det vil i den forbindelse være politiets oplysninger, som vil
skulle danne grundlag for afgørelsen i de pågældende sag-
er. Dette gælder såvel i forhold til oplysninger om varetægt-
sarrestantens tilknytning til en rocker- eller bandegruppering
mv. som i forhold til oplysninger om hvorvidt den, der ansø-
ger om besøg har tilknytning til en sådan gruppering.
I forbindelse med politiets afgørelse kan politiet eksempel-
vis lægge vægt på oplysninger om det strafbare forhold og
eventuelle tidligere forhold, ligesom der kan lægges vægt
på oplysninger om arrestanten og den person, der ansøger
om at besøge arrestanten. Der kan endvidere lægges vægt
på rapportmateriale fra politiets efterretnings- og analyseen-
heder, der beskriver, hvorfor politiet på dette stadie i efter-
forskningen mener, at pågældende muligt har tilknytning til
en rocker- eller bandegruppering, som er aktivt involveret i
en verserende voldelig konflikt.
Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten underrettes
herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen
træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan kræve,
at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol forelægges
retten til afgørelse. Arrestanten har altid ret til ukontrolleret
besøg af sin forsvarer.
Det følger af den foreslåede § 771, stk. 4, at politiet kan
forlange, at besøg til en varetægtsarrestant, som af politiet
skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en
gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og
alvorlig kriminalitet, skal finde sted under kontrol, medmin-
dre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge
kriminalitet. Stk. 1, 4.-5. pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Den foreslåede regel udgør et supplement til de eksisterende
regler om besøgskontrol. Ved ordet kontrol« forstås, at vare-
tægtsarrrestanten skal have overværet sit besøg.
Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter, at va-
retægtsarrestanten efter politiets oplysninger skønnes at ind-
tage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af
personer, hvor de pågældende personer tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet.
Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en
politifaglig vurdering.
Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor grup-
pens medlemmer står bag organiseret eller systematisk kri-
minalitet, men også situationer, hvor (nogle af) de enkeltper-
soner, som har tilknytning til gruppen, hver især har begået
lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang
eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må
anses for omfattende og alvorlig, falder ind under bestem-
melsen.
Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en
fastere tilknytning til gruppen, er dømt for kriminalitet, men
det kræves, at andelen af personer, som er dømt, i sammen-
hæng med antallet og grovheden af de kriminelle forhold
gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses
for omfattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at
være baseret på fældende strafferetlige afgørelser.
Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen sam-
let set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der
endvidere skulle lægges vægt på, om de pådømte forhold
er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædelserne har
ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil
ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gå-
et, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået
af personer, der må anses for ledende eller toneangivende
figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges
betydelig vægt.
Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rocker-
og bandegrupperinger mv.
Det er ikke en betingelse, at varetægtsarrestanten er sigtet
for rocker- eller banderelateret kriminalitet, ligesom det ikke
er en betingelse, at varetægtsarrestanten er sigtet for at have
begået kriminalitet, der kan karakteriseres som omfattende
og alvorlig.
Anvendelsen af den foreslåede ordning forudsætter, at vare-
tægtsarrestanten efter politiets oplysninger skønnes at indta-
ge en »ledende eller koordinerende rolle« i den pågælden-
de gruppe. Begrebet indebærer, at den pågældende enten
officielt er udnævnt til at varetage en ledende funktion i
gruppen eller blot gennem sin adfærd og sine handlinger har
påtaget sig en styrende rolle i gruppen i forhold til gruppens
aktiviteter og udvikling, f.eks. i forhold til rekruttering af
nye medlemmer, opbygning af alliancer, påvirkning af kon-
fliktsituationer samt tilpasning af territorier og kriminelle
markeder.
Forslaget indebærer, at politiet træffer afgørelse om, hvor-
vidt en varetægtsarrestants besøg kan være overværede. Det
bemærkes i den forbindelse, at det vil bero på et politifagligt
skøn, om en varetægtsarrestant kan antages at indtage en
ledende eller koordinerende rolle i den gruppering, som den
pågældende har en tilknytning til.
Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke vil kunne
finde anvendelse, hvis det er åbenbart, at de nævnte foran-
staltninger ikke er nødvendige af ordens- eller sikkerheds-
mæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
foranstaltninger til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt
miljø og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte
indbyrdes som i forhold til personalet.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til foranstaltninger til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved
at forebygge og forhindre, at varetægtsarrestanterne undvi-
19
ger, og at forebygge kriminalitet ved at modvirke, at va-
retægtsarrestanterne begår kriminalitet under anbringelsen,
f.eks. i form af trusler eller vold mod personalet eller med-
indsatte, fængselsoptøjer, samt handel med og indsmugling
af narkotika og lignende i forbindelse med besøg.
Med udtrykket »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som
uden for kriminalforsorgens institutioner.
Hvis lovforslaget vedtages kan de nævnte foranstaltninger
iværksættes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nød-
vendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af
hensyn til at forebygge kriminalitet.
Denne undtagelse tager navnlig sigte på tilfælde, hvor der er
tale om besøg med nærtstående.
Ved nærtstående personer forstås ægtefælle eller samlever,
børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, olde-
forældre og andre personer, til hvem varetægtsarrestanten
har en sådan tilknytning, at det kan ligestilles med de nævn-
te familiebånd.
I forhold til denne persongruppe vil der være en formodning
for, at det er åbenbart, at de foreslåede foranstaltninger ikke
er nødvendige at iværksætte af ordens- eller sikkerhedsmæs-
sige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Dette gælder dog ikke nærtstående, der har tilknytning til
den samme gruppering som varetægtsarrestanten, hvor de
foreslåede foranstaltninger derfor som det klare udgangs-
punkt vil kunne iværksættes.
Også i situationer, hvor politiet er i besiddelse af oplysnin-
ger om, at en varetægtsarrestant har misbrugt eller vil mis-
bruge adgangen til at kommunikere med nærtstående til at
opretholde en kontakt med den pågældendes gruppering vil
de foreslåede foranstaltninger kunne iværksættes i forhold
til nærtstående.
Dette gælder navnlig i tilfælde, hvor varetægtsarrestanten
gennem kommunikation med nærtstående har opretholdt
eller forsøgt at opretholde sin position som ledende eller
koordinerende i rocker- eller bandemiljøet mv. og i kraft
heraf har understøttet eller direkte deltaget i planlægning
eller udførsel af ulovlige aktiviteter.
Forslaget indebærer, at politiet træffer afgørelse om, hvor-
vidt adgangen til at modtage besøg kan kontrolleres under
de foreslåede omstændigheder. Det vil i den forbindelse
være politiets oplysninger, som vil skulle danne grundlag
for afgørelsen i de pågældende sager, ligesom det vil være
politipersonale, der forestår den pågældende kontrol.
I forbindelse med politiets afgørelse kan politiet eksempel-
vis lægge vægt på oplysninger om det strafbare forhold og
eventuelle tidligere forhold, ligesom der kan lægges vægt
på oplysninger om arrestanten og den person, der ansøger
om at besøge arrestanten. Der kan endvidere lægges vægt
på rapportmateriale fra politiets efterretnings- og analyse-
enheder, der beskriver, hvorfor politiet på dette stadie i
efterforskningen mener, at pågældende muligt indtager en
ledende eller koordinerende rolle i en rocker- eller bande-
gruppering.
Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg
eller krav om kontrol forelægges retten til afgørelse. Arre-
stanten har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.
Til nr. 4
Efter retsplejelovens § 772 har en varetægtsarrestant ret til
at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene
inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest
muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet
vil kunne være til skade for efterforskningen eller oprethol-
delse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
2.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af den foreslåede ændring af § 772, stk. 1, 3.
pkt., at politiet kan undlade at udlevere eller sende breve,
hvis varetægtsarrestantens forhold gør det nødvendigt for at
forebygge undvigelse.
Den foreslåede ændring af retsplejelovens § 772 vil med-
føre, at bestemmelsen kan anvendes over for varetægtsarre-
stanter, der er undvigelsestruet.
Ved vurderingen af varetægtsarrestantens undvigelsesrisiko
kan der bl.a. lægges vægt på kriminalitetens art, forventet
domslængde, spørgsmål om udvisning, varetægtsarrestan-
tens tilknytning til Danmark, varetægtsarrestantens tilhørs-
forhold til bander, varetægtsarrestantens netværk, samt vare-
tægtsarrestantens evne og vilje til at undvige.
Der vil efter omstændighederne bl.a. også kunne lægges
vægt på oplysninger om aktuel adfærd, samt eventuelle kon-
fliktudmeldinger i bandemiljøet.
Til nr. 5
Det følger af retsplejelovens § 777, stk. 1, 4. pkt., at arre-
stanten ikke uden rettens godkendelse må forlade institutio-
nen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.
Det følger af den foreslåede ændring af retsplejelovens §
777, stk. 1, 4. pkt., arrestanten ikke uden rettens godkendelse
må forlade institutionen bortset fra de tilfælde, der er nævnt
i § 771, stk. 5.
Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås der indført nye stykker
i retsplejelovens § 771. Stk. 2 bliver herefter stk. 5.
Henvisningen til § 771, stk. 2, i lovens § 777, stk. 1, der
bliver til § 771, stk. 5, skal som en konsekvens heraf ændres
til en henvisning til § 771, stk. 5
20
Til nr. 6
Efter retsplejelovens § 854, stk. 1, kan retten under hoved-
forhandlingen i 1. instans tillade, at tiltalte deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis der alene er spørgsmål om bøde eller fængsel indtil 1
år, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller tvangsbøder. Be-
stemmelsen finder ikke anvendelse i nævningesager, jf. §
890, stk. 2.
Det følger af den foreslåede § 854, stk. 2, retten kan be-
stemme, at tiltalte deltager i retsmøder under hovedforhand-
lingen ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med de pågældende retsmøder og sagens øvrige
omstændigheder
Den foreslåede bestemmelse i § 854, stk. 2, vil medføre, at
retten kan bestemme, at tiltalte deltager i et retsmøde under
hovedforhandlingen ved anvendelse af telekommunikation
med billede, hvis tiltalte vurderes undvigelsestruet.
I praksis vil bestemmelsen navnlig kunne tænkes anvendt
over for tiltalte, der er varetægtsfængslet eller undergivet
anden frihedsberøvende foranstaltning efter reglerne i rets-
plejelovens kapitel 70.
Ved vurderingen af tiltaltes undvigelsesrisiko kan der bl.a.
lægges vægt på kriminalitetens art, forventet domslængde,
spørgsmål om udvisning, tiltaltes tilknytning til Danmark,
tiltaltes tilhørsforhold til bander, tiltaltes netværk, samt den
tiltaltes evne og vilje til at undvige. I forhold til den kon-
krete vurdering af risiko for undvigelse i forbindelse med
afholdelse af et retsmøde vil der efter omstændighederne
bl.a. også kunne lægges vægt på oplysninger om aktuel ad-
færd, eventuelle konfliktudmeldinger i bandemiljøet, mulig-
hed for tilhørere, samt risiko for befrielse. Kriminalforsor-
gen vurderer både generelt og konkret undvigelsesrisiko for
indsatte, eksempelvis i forbindelse med placering og trans-
port. Vurderingerne udfærdiges på baggrund af informati-
oner fra politi, andre myndigheder og kriminalforsorgens
egne oplysninger. Forslaget indebærer, at retten kan træffe
bestemmelse om en sådan deltagelse, selv om der ikke alene
bliver tale om spørgsmål om bøde eller fængsel indtil 1 år,
konfiskation, rettighedsfrakendelse, tvangsbøder eller erstat-
ning.
Bestemmelsen forudsættes bl.a. anvendt i sager med flere
tiltalte, hvor en af de tiltalte f.eks. er tiltalt for færre forhold
end de andre, samt i større sager som berammes med adskil-
lige retsmøder, hvor retten henset til formålet med visse af
disse retsmøder finder det ubetænkeligt at den tiltalte delta-
ger via telekommunikation med billede.
Bestemmelsen kan alene anvendes i forbindelse med rets-
møder under hovedforhandlingen, hvor retten finder det
ubetænkeligt henset til formålet med de pågældende retsmø-
der. Bestemmelsen kan som udgangspunkt ikke anvendes til
at lade tiltalte deltage i samtlige dele af hovedforhandlingen
via telekommunikation med billede.
Det vil bero på en konkret helhedsvurdering, om det vil
være ubetænkeligt, at tiltalte deltager i retsmødet ved anven-
delse af telekommunikation med billede. Ved vurderingen
kan bl.a. indgå tiltaltes og forsvarerens begrundelse for et
ønske om tiltaltes personlige deltagelse, og om tiltaltes tilta-
lepunkter behandles i det pågældende retsmøde.
Det forudsættes, at retten træffer afgørelse på baggrund af
anklagemyndighedens begæring herom.
Det følger af retsplejelovens § 917, stk. 1, at den foreslåede
bestemmelse vil kunne anvendes i forbindelse med ankesa-
ger, som omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes
skyld.
Bestemmelsen forudsættes anvendt i lyset af de praktiske
forhold hos anklagemyndighed, domstole, kriminalforsorg
og psykiatriske institutioner mv.
Hensynet til at kunne gennemføre en smidig hovedforhand-
ling kan ligeledes indgå i rettens vurdering. Det bemærkes
dog i forlængelse heraf, at der skal være konkrete holde-
punkter for at antage, at der vil blive rejst spørgsmål vedrø-
rende den tiltalte for på denne baggrund ikke at fremstille
den tiltalte ved anvendelse af telekommunikation med bille-
de.
Til nr. 7
Det fremgår af retsplejelovens § 854, stk. 3, at forsvareren
skal deltage i retsmødet på samme sted som tiltalte, hvis
retten har givet tilladelse som nævnt i stk. 1, medmindre
retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder
frem i retten.
Det følger af den foreslåede ændring af § 854, stk. 3, at
forsvareren skal deltage i retsmødet på samme sted som
tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse i medfør af stk.
2, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i
stedet møder frem i retten.
Den foreslåede ændring af § 854, stk. 3, vil medføre, at
bestemmelsen i retsplejelovens § 854, stk. 3, tilsvarende
vil finde anvendelse, hvis retten har truffet bestemmelse i
medfør af stk. 2.
Tiltaltes forsvarer skal som udgangspunkt være sammen
med tiltalte og dermed ligeledes deltage i retsmødet ved
anvendelse af telekommunikation. Tiltalte bør kunne tale
direkte med forsvareren, uden at nogen overhører samtalen,
og forsvarerens fysiske tilstedeværelse er generelt en bedre
støtte for tiltalte, end hvis forsvareren optræder med et bil-
lede på en skærm. Hvis retten finder det ubetænkeligt, at
forsvareren i stedet møder frem i retten, bør der dog være
mulighed herfor.
Til nr. 8
21
Det fremgår af retsplejelovens § 890, stk. 2, at reglerne i
§ 854, § 871, stk. 6, og § 878 ikke finder anvendelse i
nævningesager.
Det følger af den foreslåede ændring af § 890, stk. 2, at §
854, stk. 1, ikke finder anvendelse i nævningesager.
Den foreslåede ændring af § 890, stk. 2, vil medføre, at den
foreslåede bestemmelse i § 854, stk. 2, finder anvendelse i
nævningesager.
Til § 2
Til nr. 1
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, håndjern
kan anvendes, hvis det er nødvendigt for at afværge truende
vold eller overvinde voldsom modstand, for at forhindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse eller for at forhindre
undvigelse. Håndjern må ikke anvendes, såfremt det efter
indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som
indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholds-
mæssigt indgreb.
Der er ikke efter de gældende regler mulighed for generelt at
anvende håndjern i forbindelse med de indsattes fravær fra
institutionerne.
Det følger af den foreslåede § 65 a, stk. 1, at håndjern kan
anvendes ved den indsattes enkeltstående fravær fra lukkede
fængsler og arrester. Bestemmelsen finder ikke anvendelse
ved den indsattes enkeltstående fravær ved besøg hos nært-
stående.
Den foreslåede bestemmelse i § 65 a, stk. 1, vil medføre,
at håndjern kan anvendes ved den indsattes enkeltstående
fravær fra lukkede fængsler og arrester. Betingelserne i
straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, skal således ikke være
opfyldt.
Baggrunden for reglen er, at den største trussel for undvi-
gelse kommer fra varetægtsarrestanter og afsonere i lukke-
de fængsler/arresthuse, samt at risikoen for undvigelser er
størst, når myndighederne af forskellige årsager skal hånd-
tere denne gruppe af personer uden for institutionerne. Bag-
grunden er derudover, at behovet for at anvende håndjern
ofte ikke vil være begrundet i en aktuel adfærd, der konkret
indikerer, at eksempelvis en undvigelse er nært forestående.
For så vidt angår persongruppen omfattet af den foreslåede
bestemmelse bemærkes det, at det følger af straffuldbyrdel-
seslovens § 22, stk. 2, at fuldbyrdelse af straf som udgangs-
punkt skal ske i lukket fængsel, når straffen er på 5 år eller
mere. Det følger bl.a. derudover af straffuldbyrdelseslovens
§ 22, stk. 3, at fuldbyrdelse af straf i fængsel kan ske i
lukket fængsel, hvis det må anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i
institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme, og af stk. 4, at det samme
gælder, hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger
om den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte grun-
de til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent fæng-
sel vil undvige eller begå strafbart eller groft disciplinært
forhold eller udvise anden adfærd, der er åbenbart uforenelig
med ophold i åbent fængsel. Det bemærkes endvidere, at
en sigtet bl.a. kan varetægtsfængsles efter retsplejelovens §
762, stk. 1, hvortil det er et krav, at den mistænktes lovover-
trædelse efter loven kan føre til fængsel i 1 år og 6 måneder.
Enkeltstående fravær i forbindelse med eksempelvis afsone-
res udgang til særlige formål efter udgangsbekendtgørelsens
§ 31 vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Som
nævnt nedenfor vil bestemmelsen også skulle gælde for va-
retægtsarrestanter m.fl. De nævnte persongruppers fravær til
eksempelvis retsmøder i forbindelse med fristforlængelser
vil således også være omfattet af den foreslåede bestemmel-
se.
Mere regelmæssig fravær, herunder f.eks. regelmæssig ud-
gang efter udgangsbekendtgørelsens kapitel 9, vil ikke være
omfattet af forslaget.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse ved indsattes enkelt-
stående fravær ved besøg hos »nærtstående«.
Ved »nærtstående« forstås ægtefæller eller samlevende,
børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, olde-
forældre og andre personer, til hvem den indsatte har en så-
dan tilknytning, at den kan ligestilles med disse familiebånd.
En generel adgang til at anvende håndjern ved den indsat-
tes enkeltstående fravær fra lukket fængsel eller arresthus
vil efter Justitsministeriets opfattelse give kriminalforsorgen
mulighed for effektivt at hindre undvigelser mens den ind-
satte opholder sig uden for institutionen f.eks. i forbindelse
med transport eller ledsaget udgang til retsmøder eller til
sygehusbehandling.
Det bemærkes, at den foreslåede regel ikke medfører en
pligt for kriminalforsorgen til at anvende håndjern ved
den indsattes fravær fra det lukkede fængsel eller arrest-
hus. Håndjern må ikke anvendes, såfremt det efter indgre-
bets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet
må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt ind-
greb. Der består dog en formodning for, at anvendelse af
håndjern i det foreslåede tilfælde vil være proportionalt,
da risikoen for undvigelser er størst, når myndighederne af
forskellige årsager skal håndtere denne gruppe af personer
uden for institutionerne.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den foreslåe-
de § 65 a, stk. 4, blive foretaget ændringer i bekendtgørelse
nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af sikringsmidler
i kriminalforsorgens institutioner.
Det vil således i den nævnte bekendtgørelse nærmere blive
fastsat, at den indsatte ikke har krav på en begrundelse for
anvendelsen af håndjern i det nævnte tilfælde. Der lægges
samtidig op til ikke at indføre en pligt for kriminalforsorgen
22
til at udarbejde rapport om anvendelse af håndjern i det
nævnte tilfælde.
Det vil endvidere i medfør af retsplejelovens § 776 blive
fastsat, at bestemmelsen også vil finde anvendelse for vare-
tægtsarrestanter.
Hvis lovforlaget vedtages vil der endvidere i medfør af rets-
plejelovens § 765, stk. 7, § 777, stk. 2, og § 811, stk. 3,
og straffelovens § 73 a, stk. 2, blive foretaget ændringer i
bekendtgørelse nr. 481 af 29. april 2019 om undersøgelse
af person samt anvendelse af magt og håndjern i forbindel-
se med kriminalforsorgens transport af visse domfældte og
arrestanter. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestem-
melsen med tilhørende administrative regler også vil finde
anvendelse for personer anbragt i institution eller hospital
m.v. i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4,
personer anbragt i hospital m.v. i medfør af retsplejelovens
§ 777, stk. 1, personer indlagt på hospital for sindslidende
m.v. i medfør af retsplejelovens § 809, stk. 2, og personer
anbragt i hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgø-
relse truffet i medfør af straffelovens §§ 68 eller 69.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 1, at af-
gørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminal-
forsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myn-
dighed. Der lægges op til ikke at indføre en administrativ
klageadgang for afgørelser truffet i medfør af den foreslåede
bestemmelse.
Det følger af den foreslåede § 65 a, stk. 2, at kriminalfor-
sorgsområdet kan træffe bestemmelse om, at en indsat i
institutionen i en periode på op til 4 uger, kan ilægges
håndjern ved ophold uden for cellen, hvis den indsatte har
optrådt voldeligt over for personale ansat i institutionerne,
den indsatte udviser en grov eller gentagen utilladelig ad-
færd over for personale ansat i institutionerne, eller hvis den
indsatte er tilknyttet en gruppe af personer, som tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, der aktuelt har
begået voldelige overfald mod personale ansat i institutio-
nerne.
Den foreslåede § 65 a, stk. 2, vil medføre, at kriminalfor-
sorgsområdet kan træffe bestemmelse om, at en indsat i in-
stitutionen kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen
i en periode på op til 4 uger, hvis betingelserne herfor er
opfyldt.
Baggrunden for reglen er, at der efter de eksisterende regler
skal foreligge konkret nødvendighed for hver håndjernsbe-
lægning, og at håndjern aktuelt kun anvendes i begrænset
omfang i kriminalforsorgens fængsler og arrester, idet an-
vendelsen primært sker i forbindelse med behov for pacifi-
cering af en indsat efter magtanvendelse. Den foreslåede
regel vil have til hensigt at gøre det muligt i højere grad at
afværge voldsepisoder og utilladelig adfærd mod ansatte i
landets fængsler og arrester.
Den foreslåede bestemmelse om bandetilknyttede har sær-
ligt til formål at imødegå koordinerede angreb mod fæng-
selspersonalet. Når en eller flere bandetilknyttede har begået
et overfald på fængselspersonalet har det erfaringsmæssigt
vist sig, at der i den efterfølgende tid er et konfliktoptrap-
pende miljø, ligesom det har vist sig, at et overfald kan føre
til flere.
Med den foreslåede ordning vil der blive tale om en regel,
der gør det muligt at anvende håndjern på de ovennævnte
grupper af indsatte i institutionen ved ophold uden for cellen
i løbet af den periode, som foranstaltningen gælder.
Ved ophold uden for cellen forstås primært situationer, hvor
den pågældende ledsages af personalet fra én lokalitet i
fængslet til en anden.
De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvalt-
ningsloven og forvaltningsretlige grundsætninger, vil finde
anvendelse. En afgørelse om anvendelse af håndjern efter
den foreslåede bestemmelse skal således leve op til forvalt-
ningsretlige krav om f.eks. klagevejledning og begrundelse.
Proportionalitetsprincippet skal i den forbindelse være iagt-
taget både i forhold til iværksættelse af foranstaltningen,
samt i forhold til fastsættelsen af den periode, hvor foran-
staltningen skal gælde. Foranstaltningen skal ikke oprethol-
des længere tid, end det er nødvendigt.
Der er mulighed for at forlænge perioden, hvis betingelserne
fortsat er opfyldt. Dette kræver således en ny afgørelse på
baggrund af en konkret og aktuel vurdering.
Med begrebet »har optrådt voldeligt over for personale ansat
i institutionerne« sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor
en eller flere indsatte har overfaldet en eller flere ansatte i
institutionen.
Handlinger, som må anses for omfattet af straffelovens §
244 om simpel vold, vil i sig selv kunne føre til, at en ad-
færd skal betragtes som voldelig. Det omfatter eksempelvis i
almindelighed slag, spark og lignende.
Med begrebet »grov eller gentagen utilladelig adfærd over
for personale ansat i institutionerne« forstås, at den indsatte
har udøvet en adfærd over for personalet, der kan betegnes
som grov, herunder f.eks. ved at have fremsat trusler mod
personalet. Med gentagen utilladelig adfærd forstås, at den
indsatte over tid er blevet mere konfliktsøgende over for
personalet dog uden, at det er et krav, at den indsatte har
udøvet vold eller fremsat egentlige trusler mod personalet.
Spørgsmålet om, hvorvidt en indsat har opført sig groft eller
gentagent utilladeligt over for personalet vil bero på en kon-
kret fængselsfaglig vurdering. Der stilles dog krav om, at
adfærden over for personalet kan betegnes som enten grov
eller gentagen. Enkeltstående episoder, hvor en indsat har
udvist utilladelig adfærd, der ikke kan betegnes som grov, er
således ikke omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.
Begrebet »en gruppe af personer, som tilsammen står bag
omfattende og alvorlig kriminalitet« indebærer, at der må
23
foreligge en antagelse om en stærk tilknytning til gruppen
som sådan. Forslaget omfatter således ikke indsatte med
en løsere tilknytning til den pågældende persongruppe. Det
blotte bekendtskab med enkeltpersoner fra den pågældende
gruppe falder således uden for den foreslåede bestemmelses
anvendelsesområde.
Der tænkes med den foreslåede betingelse særligt på rock-
er- og bandegrupperinger mv. Det er ikke en betingelse, at
den dømte afsoner en straf for rocker- eller banderelateret
kriminalitet, ligesom det ikke er en betingelse, at den dømte
selv har begået kriminalitet, der kan karakteriseres som om-
fattende og alvorlig.
Det vil i den forbindelse i forhold til den indsattes tilknyt-
ning til en rocker- eller bandegruppering være oplysninger
fra politiet, som vil skulle danne grundlag for kriminalfor-
sorgens afgørelse i de pågældende sager.
Det afgørende for at bringe den foreslåede bestemmelse i
anvendelse er på det punkt alene, at den indsatte ifølge
politiets skøn har en sådan tilstrækkelig tilknytning til den
pågældende persongruppe.
Det forhold, at en indsat på tidspunktet for indsættelsens
påbegyndelse har haft tilknytning til rocker- og bandemiljøet
mv., men under afsoningen har forladt dette miljø, vil som
udgangspunkt indebære, at den pågældende ikke længere
har den fornødne tilknytning til gruppen.
En tilknytning til en rocker- eller bandegruppe mv., der først
er opstået under afsoningen, vil medføre, at den indsatte er
omfattet af den foreslåede bestemmelses anvendelsesområ-
de.
Som grupper anses ikke kun formaliserede grupper med
en fast struktur og rollefordeling medlemmerne imellem, et
fast tilholdssted og med navn eller lignende. Bestemmelsen
omfatter også mere løse grupperinger, hvis gruppen dog
virker med et fælles sigte eller mål og/eller har et fast reak-
tionsmønster i bestemte situationer, f.eks. at personerne i
gruppen som regel bliver alarmeret og instrueret via telefon-
eller sms-kæder i forbindelse med bestemte voldelige eller
truende begivenheder, som indtræffer.
Spørgsmålet om, hvorvidt en gruppe af personer »tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet«, vil bero på en
politifaglig vurdering.
Den foreslåede betingelse vil omfatte tilfælde, hvor grup-
pens medlemmer står bag organiseret eller systematisk kri-
minalitet, men også situationer, hvor (nogle af) de enkeltper-
soner, som har tilknytning til gruppen, hver især har begået
lovovertrædelser af en sådan grovhed og i et sådant omfang
eller antal, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må
anses for omfattende og alvorlig, falder ind under bestem-
melsen.
Det er således ikke et krav, at alle de personer, der har en
fastere tilknytning til gruppen, er dømt for kriminalitet, men
det kræves, at andelen af personer, som er dømt, i sammen-
hæng med antallet og grovheden af de kriminelle forhold
gør, at den samlede kriminalitet inden for gruppen må anses
for omfattende og alvorlig. Vurderingen heraf forudsættes at
være baseret på fældende strafferetlige afgørelser.
Ved vurderingen af, om personerne knyttet til gruppen sam-
let set står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, vil der
endvidere skulle lægges vægt på, om de pådømte forhold
er overtrædelser af straffeloven, og om overtrædelserne har
ført til idømmelse af ubetingede fængselsstraffe. Det vil
ligeledes skulle tillægges betydning, hvor lang tid der er gå-
et, siden forholdene blev begået. Hvis forholdene er begået
af personer, der må anses for ledende eller toneangivende
figurer inden for gruppen, vil dette ligeledes skulle tillægges
betydelig vægt.
Kriminalforsorgsområdet skal til brug for afgørelsen sikre
sig, at der foreligger de nødvendige oplysninger fra politiet,
og at disse ved eventuelle efterfølgende afgørelser er opda-
terede.
Med begrebet »voldelige overfald mod personale ansat i
institutionerne« sigtes navnlig til voldelige angreb, hvor en
eller flere indsatte med tilknytning til persongruppen har
overfaldet personale ansat i institutionerne. Dette kan både
være overfald begået mod institutionspersonalet inden og
uden for fængslet.
Handlinger, som må anses for omfattet af straffelovens §
244 om simpel vold, vil i sig selv kunne føre til, at en kon-
flikt skal betragtes som voldelig. Det omfatter eksempelvis i
almindelighed slag, spark og lignende.
Det er med den foreslåede bestemmelse ikke et krav, at den
konkrete indsatte har udøvet vold mod personalet.
Begrebet »aktuelt« indebærer, at der må være en aktuel ri-
siko for yderligere hændelser af den ovenfor nævnte karak-
ter. Det vil i den forbindelse i almindelighed kunne lægges
til grund, at der vil være en aktuel risiko for yderligere
voldelige hændelser, hvis volden inden for de seneste tre
måneder er kommet til udtryk i en eller flere voldelige hæn-
delser.
Finder der en ny voldelig hændelse sted i denne periode,
vil volden i almindelighed fortsat skulle anses for at være
aktuelt i yderligere en periode på tre måneder. Der kan imid-
lertid også være tale om en aktuel voldelig konflikt, selv om
der er forløbet mere end tre måneder, uden at der har fundet
voldelige hændelser sted. En sådan længere periode uden
angreb kan således ikke i sig selv tages som udtryk for, at
risikoen for nye voldelige hændelser er drevet over.
I skønnet af, om der er en aktuel risiko for nye voldelige
hændelser mv., kan der indgå andre momenter. Kriminalfor-
sorgen vil således – ud over den forløbne tid siden seneste
voldelige hændelse – eksempelvis kunne lægge vægt på, om
personer med tilknytning til de involverede persongrupper
har opført sig konfliktsøgende over for personalet.
24
Omvendt vil der også kunne forekomme særlige tilfælde,
hvor der ikke kan siges at være en aktuel risikosituation,
selv om der har fundet en voldelig hændelse sted inden for
de seneste tre måneder. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis
gruppen må anses for opløst.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den fore-
slåede § 65 a, stk. 4, straffuldbyrdelseslovens § 111, stk.
3, og retsplejelovens § 776, blive foretaget ændringer i be-
kendtgørelse nr. 1111 af 17. august 2016 om anvendelse af
sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner, blive ænd-
ret. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at bestemmelsen
også vil finde anvendelse for varetægtsarrestanter.
Der vil derudover blive fastsat en administrativ klageadgang
til den nævnte foranstaltning. En indsat vil dog ikke kunne
påklage enkelte håndjernsbelægninger.
Der lægges samtidig op til ikke at indføre en pligt for kri-
minalforsorgen til at udarbejde rapport om de enkelte hånd-
jernsbelægninger.
Det følger af den foreslåede § 65 a, stk. 3, at § 65, stk. 2 og
3, tilsvarende finder anvendelse.
Den foreslåede § 65 a, stk. 3, vil medføre, at håndjern
ikke må anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og
den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages
at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb, samt
at håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændighe-
derne tillader. Der skal gennemføres lægetilsyn, hvis der er
mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst, hos den
indsatte i forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller
hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Det følger af den foreslåede § 65 a, stk. 4, at justitsministe-
ren kan fastsætte regler om brugen af håndjern efter stk. 1
og 2, herunder at afgørelser efter stk. 1, ikke skal begrundes.
Efter de gældende administrative regler skal kriminalfor-
sorgsområdet så hurtigt som muligt udarbejde rapport i Kli-
entsystemets håndjerns- eller sikringscellemodul om anven-
delse af håndjern.
Der vil ikke blive indført en tilsvarende pligt til at udarbejde
rapport på baggrund af håndjernbelægninger efter reglerne
i straffuldbyrdelseslovens § 65 a. Baggrunden herfor er, at
der med § 65 a, stk. 1, foreslås indført en generel adgang
til at anvende håndjern ved indsattes enkeltstående fravær
fra lukkede fængsler og arrester, og at der ikke vil blive
fastsat en administrativ klageadgang. Baggrunden er derud-
over, at afgørelser efter straffuldbyrdelseslovens § 65 a, stk.
2, muliggør anvendelse af håndjern ved ophold uden for
cellen for en periode på op til 4 uger, hvorfor håndjernsbe-
lægninger i perioden vil få et rutinemæssigt præg. Det vil
derfor medføre et unødigt højt ressourceforbrug, hvis der
skulle stilles krav om udarbejdelse af rapport på baggrund af
håndjernsbelægninger efter disse bestemmelser.
Der forudsættes, at der i stedet fastsættes regler om registre-
ring af brugen af håndjern efter den foreslåede § 65 a, stk. 1.
Efter forvaltningslovens §§ 22-24 har den, der får en afgø-
relse meddelt, krav på en begrundelse. Der lægges med
den foreslåede regel op til, at justitsministeren kan fastsætte
regler, der afskærer retten til begrundelse efter forvaltnings-
loven for så vidt angår afgørelser truffet i medfør af straf-
fuldbyrdelseslovens § 65 a, stk. 1. Baggrunden herfor er,
at der med den foreslåede bestemmelse indføres en generel
adgang til at anvende håndjern ved indsattes enkeltstående
fravær fra lukkede fængsler og arrester, og at der ikke vil
blive fastsat en administrativ klageadgang.
Det følger af den foreslåede § 65 b, at justitsministeren kan
fastsætte regler om godkendelse af nye sikringsmidler. Reg-
lerne i § 65 og § 65 a finder tilsvarende anvendelse ved
anvendelsen af disse sikringsmidler.
Hvis lovforslaget vedtages, kan der blive fastsat nærmere
administrative regler om godkendelse af nye sikringsmidler.
Formålet med bestemmelsen er at sikre muligheden for
hurtigt at implementere eventuelle nye sikringsmidler og
derved generelt eller konkret styrke sikkerheden i kriminal-
forsorgens institutioner. Sådanne sikringsmidler vil kunne
øge muligheden for at sikre en indsats tilstedeværelse, samt
undgå undvigelser og overfald på personale og medindsatte.
I takt med at sikkerhedsorganisationen i kriminalforsorgen
opbygges og styrkes, stiger også organisationens muligheder
for at undersøge, teste og implementere yderligere relevante
værktøjer, herunder også sikringsmidler.
På nuværende tidspunkt kan kriminalforsorgen foruden sik-
ringscelle anvende håndjern, herunder håndjernstransport-
bælte. Disse ville, efter en målrettet afsøgning af markedet
og efter at være blevet testet, kunne suppleres med yderli-
gere sikringsmidler. Det kunne være en form for store hånd-
jern, som monteres på anklerne og som er forbundet med
en ekstra lang kæde imellem, som vanskeliggør muligheden
for at løbe. Der kan også være tale om andre former for
fiksering, som vil være mere hensigtsmæssig at anvende
ved eksempelvis længere transport eller i forbindelse med
transport til læge, tandlæge og lignende, hvor håndjern må
fjernes for at kunne afklæde sig, ligge på en briks eller sidde
i en tandlægestol og lignende. Det kunne ligeledes være
relevant at indføre flere eller andre muligheder for fiksering
for at nedbringe anvendelsen af sikringscelle eller for at gøre
anvendelsen heraf mere skånsom.
Betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 65 eller § 65 a
skal være opfyldt for at anvende sikringsmidler godkendt i
medfør af den foreslåede bestemmelse.
Til § 3
Til nr. 1
Det følger af straffelovens § 68, 2. pkt., at såfremt mindre
25
indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser ved-
rørende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling,
psykiatrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan
det bestemmes, at en person, som er frifundet for straf i
medfør af § 16 i straffeloven, skal anbringes i hospital
for sindslidende, i institution for personer med vidtgående
psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for ad-
ministrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til
særlig pleje eller forsorg.
Det følger af den foreslåede ændring af § 68, 2. pkt., at
begrebet »i hospital for sindslidende« ændres til »på psykia-
trisk afdeling«.
Formålet med den foreslåede ændring er, at begrebet »psyki-
atrisk afdeling« skal erstatte det forældede begreb »hospital
for sindslidende«. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt
nogle indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 2
Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, 1. pkt., at justits-
ministeren efter forhandling med social- og ældreministeren
og sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang mv.
til personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i
henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69.
Det følger af den foreslåede ændring af § 73 a, stk. 1, 1.
pkt., at begrebet »i hospital for sindslidende« ændres til »på
psykiatrisk afdeling«.
Formålet med den foreslåede ændring er, at begrebet »psyki-
atrisk afdeling« skal erstatte det forældede begreb »hospital
for sindslidende«. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt
nogle indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 3
Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, at justitsministe-
ren efter forhandling med social- og ældreministeren og
sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang mv. til
personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i hen-
hold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Det
fremgår videre, at justitsministeren i den forbindelse kan
fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler,
ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
Bemyndigelsen er bl.a. udnyttet til udstedelse af bekendtgø-
relse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v. til
personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold
til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6. december
2012 (udgangsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelsens §§ 2 og 3 indeholder regler om udgang
m.v. for personer anbragt i henhold til dom efter straffelo-
vens § 68, § 69 og § 73. Ledelsen på den boform eller
overlægen på den afdeling, hvor den pågældende er anbragt
kan efter de gældende regler træffe visse afgørelser om
udgang m.v. Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor afgø-
relseskompetencen er tillagt en myndighed. Det indebærer
eksempelvis, at ledelsen på boformen eller overlægen på
den psykiatriske afdeling ikke kan tilbagekalde en udgangs-
tilladelse, der er udstedt af en myndighed, selvom ledelsen
eller overlægen vurderer, at en sådan udgang ikke vil være
forsvarlig.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
2.5.1 og 2.5.2 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get.
Det følger af den foreslåede § 73 a, stk. 1, 2. pkt., at ju-
stitsministeren i den forbindelse kan fastsætte regler om, at
kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse
til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på psykiatriske
afdelinger samt til lederen og lederens stedfortræder på bo-
former, jf. § 108 i lov om social service, der drives af kom-
muner, regioner og private.
Formålet er at etablere lovhjemmel til, at kompetencen til at
træffe afgørelser om udgang m.v. i visse tilfælde kan delege-
res fra den myndighed, der som udgangspunkt nu er tillagt
kompetencen, til ledelsen på den boform eller til overlægen
på den hospitalsafdeling, hvor den pågældende person er
anbragt.
Udtrykket »i den forbindelse« i det foreslåede 2. pkt. hen-
viser til bestemmelsens 1. pkt., hvoraf følger, at justitsmi-
nisteren efter forhandling med social- og ældreministeren
og sundhedsministeren kan fastsætte regler om meddelelse
af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er anbragt på
psykiatriske afdelinger m.v. i henhold til en afgørelse truf-
fet i medfør af §§ 68 eller 69. Henvisningen indebærer, at
justitsministerens eventuelle fastsættelse af regler om dele-
gation af kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af
tilladelse til udgang m.v. sker efter forhandling med social-
og ældreministeren og sundhedsministeren.
Udtrykket »m.v.« ved siden af ordet »udgang« svarer til
formuleringen i bestemmelsens 1. pkt. og sigter tilsvarende
navnlig til tilfælde, hvor der opstår behov for at indlægge
den pågældende på et hospital til behandling for en somatisk
lidelse.
Efter den foreslåede ændring i straffelovens § 73 a, stk. 1,
kan delegation for det første ske til overlægen på psykiatri-
ske afdelinger. Det indebærer, at delegation kan ske til over-
lægen på afdelinger, hvor personer, der er sindssyge eller
i en tilstand sidestillet hermed, er anbragt ved dom. Over-
lægen kan delegere sin afgørelseskompetence til en anden
læge på afdelingen.
For det andet kan delegation efter den foreslåede bestem-
melse ske til lederen eller dennes stedfortræder på boformer,
jf. servicelovens § 108, der drives af kommuner, regioner
eller private. Det indebærer, at delegation kan ske til ledel-
sen på boformer, hvor der i henhold til dom er anbragt
personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, jf.
servicelovens § 108. Boformens leder kan delegere sin af-
26
gørelseskompetence til det personale, der er ansat under
lederens instruktionsbeføjelse til at varetage omsorgen for
borgerne.
Med henvisning til boformer »der drives af kommuner, re-
gioner og private« skabes der hjemmel til, at delegation
af myndighedsopgaven med at træffe visse afgørelser om
udgang m.v. kan ske til bl.a. private boformer.
De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvalt-
ningsloven, og forvaltningsretlige grundsætninger skal finde
anvendelse i de sager, hvor der er delegeret afgørelseskom-
petence. Det gælder også, hvor delegationen sker til en pri-
vat boform.
Den foreslåede tilføjelse i 2. pkt. i bemyndigelsesbestem-
melsen i straffelovens § 73 a, stk. 1, påtænkes i første
omgang udmøntet ved administrativt at fastsætte regler i
udgangsbekendtgørelsen med henblik på at sikre, at overlæ-
gen på en psykiatrisk afdeling og ledelsen på boformer, hvor
der i henhold til dom er anbragt personer, kan træffe visse
afgørelser om meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til
udgang.
Det forudsættes i den forbindelse ikke, at der grundlæggen-
de skal ændres på reglerne i udgangsbekendtgørelsen, om
hvilke myndigheder, f.eks. statsadvokaten eller kommunal-
bestyrelsen i handle- og tilsynskommunen, der kan træffe
afgørelse om udgang.
Det forudsættes derimod, at der fastsættes supplerende reg-
ler, hvorefter afgørelseskompetencen kan delegeres fra den
myndighed, der som udgangspunkt nu er tillagt kompetence
til at træffe afgørelse om udgang, til ledelsen på den boform
eller overlægen på den psykiatriske afdeling, hvor den på-
gældende anbragte person befinder sig.
Nærmere bestemt forudsættes det, at der fastsættes regler,
hvorefter ledelsen på boformen eller overlægen på den psy-
kiatriske afdeling kan tilbagekalde en udgangstilladelse ud-
stedt af en myndighed, hvis ledelsen eller overlægen finder,
at der behov for en sådan tilbagekaldelse. Sådanne regler
forudsættes eksempelvis at indebære, at ledelsen på en bo-
form kan tilbagekalde en udgangstilladelse udstedt af en
kommunalbestyrelse, hvis ledelsen forud for udgangen fin-
der, at det vil være uforsvarligt at iværksætte udgangen.
De nærmere regler om eventuel klageadgang i disse tilfælde
vil blive fastsat administrativt i udgangsbekendtgørelsen.
Yderligere forudsættes det, at der kan fastsættes regler, om
at ledelsen på boformen kan træffe afgørelse om udgang til
uopsættelige indlæggelser på et hospital til somatisk eller
psykiatrisk behandling.
Endelig bemærkes, at socialtilsynet ikke fører tilsyn med
tilbuddenes håndtering af og overholdelse af reglerne om
udgang.
Til nr. 4
Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 1, at justitsministe-
ren efter forhandling med social- og ældreministeren og
sundhedsministeren kan fastsætte regler om udgang mv. til
personer, der er anbragt i hospital for sindslidende mv. i
henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69. Af
bestemmelsens 2. pkt. fremgår det, at justitsministeren i den
forbindelse kan fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør
af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ
myndighed.
Det følger af den foreslåede ændring af § 73 a, stk. 1, 2. pkt.,
der bliver 3. pkt., at der efter »i den forbindelse« indsættes
»endvidere«.
Formålet med ændringen er, at konsekvensrette straffelovens
§ 73 a, stk. 1, som følge af den foreslåede tilføjelse af et nyt
2. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 3, hvorefter det gældende 2.
pkt. bliver 3. pkt.
Der er lægges med forslaget op til, at der ikke sker nogen
ændring af, at justitsministeren i forbindelse med fastsættel-
se af regler efter bestemmelsens 1. pkt., kan fastsætte regler
om afskæring af administrativ rekursadgang.
Endvidere lægges der med forslaget op til, at justitsministe-
rens adgang til at fastsætte regler om afskæring af admini-
strativ rekurs også gælder i forhold til afgørelser, der træffes
i medfør det foreslåede 2. pkt., hvorefter ministeren kan
fastsætte regler om delegation af afgørelseskompetence. Det
indebærer eksempelvis, at justitsministeren kan fastsætte
regler om, at afgørelser, der er truffet af ledelsen på en bo-
form i medfør af bemyndigelse, ikke skal kunne indbringes
for en højere administrativ myndighed. Det skal også gælde
i forhold til afgørelser truffet af boformer drevet af private.
Til nr. 5
Det følger af straffelovens § 73 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., at
justitsministeren kan fastsætte regler vedrørende personer,
der er anbragt på et hospital for sindslidende.
Det følger af de foreslåede ændringer af § 73 a, stk. 2, 1. og
2. pkt., at begrebet »et hospital for sindslidende« ændres til
»en psykiatrisk afdeling«.
Formålet med de foreslåede ændringer er, at begrebet »psy-
kiatrisk afdeling« skal erstatte det forældede begreb »hospi-
tal for sindslidende«. Der er i den forbindelse ikke tiltænkt
nogle indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 6
Det fremgår af straffelovens § 74 a, stk. 4, at justitsministe-
ren efter forhandling med social- og ældreministeren kan
fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v.
til personer, der er undergivet en foranstaltning efter stk.
1 og 2 om ungdomssanktioner. Justitsministeren kan i den
forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af
27
disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ
myndighed.
Bemyndigelsen er bl.a. udnyttet til udstedelse af udgangsbe-
kendtgørelsen.
Bekendtgørelsens §§ 4-6 indeholder regler om udgang m.v.
for personer anbragt i henhold til dom efter straffelovens
§ 74 a om ungdomssanktioner. Lederen af den sikrede af-
deling på den døgninstitution, hvor en anbragt opholder
sig i henhold til dom, kan efter de gældende regler træffe
visse afgørelser om udgang m.v. Det gælder dog ikke i
de tilfælde, hvor afgørelseskompetencen er tillagt en myn-
dighed. Det indebærer eksempelvis, at institutionsledelsen
ikke kan tilbagekalde en udgangstilladelse, der er udstedt af
en myndighed, selvom institutionsledelsen vurderer, at en
sådan udgang ikke vil være forsvarlig.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
2.5.1 og 2.5.2 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get.
Det følger af den foreslåede § 74 a, stk. 4, 2. pkt., at ju-
stitsministeren kan fastsætte regler om at kompetencen til
meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang m.v.
kan delegeres til lederen eller lederens stedfortræder på si-
krede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge, jf.
§ 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, der drives af
kommuner, regioner eller som selvejende institutioner, som
kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.
Formålet er at etablere lovhjemmel til, at kompetencen til
at træffe afgørelser om udgang m.v. i visse tilfælde kan
delegeres fra den myndighed, der som udgangspunkt nu er
tillagt kompetencen, til ledelsen på den sikrede afdeling på
døgninstitutionen, hvor den pågældende person er anbragt.
Udtrykket »i den forbindelse« henviser til bestemmelsens 1.
pkt., hvoraf følger, at justitsministeren efter forhandling med
social- og ældreministeren kan fastsætte regler om medde-
lelse af tilladelse til udgang mv. til personer, der er undergi-
vet en foranstaltning efter stk. 1 og 2 om ungdomssanktio-
ner. Henvisningen indebærer, at justitsministerens eventuelle
fastsættelse af regler om delegation af kompetencen til med-
delelse og tilbagekaldelse af tilladelse til udgang sker efter
forhandling med social- og ældreministeren.
Udtrykket »m.v.« ved siden af ordet »udgang« svarer til
formuleringens i bestemmelsens 1. punktum, og sigter lige-
ledes navnlig til tilfælde, hvor der opstår behov for at ind-
lægge den pågældende på et hospital.
Delegation kan efter den foreslåede tilføjelse i straffelovens
§ 74 a, stk. 4, ske til lederen eller lederens stedfortræder
på sikrede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge,
jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, der drives
af kommuner, regioner eller som selvejende institutioner,
som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale
med. Institutionens leder kan delegere sin afgørelseskompe-
tence til det personale, der er ansat under lederens instrukti-
onsbeføjelse til at varetage omsorgen for borgerne.
Med henvisning til døgninstitutioner for børn og unge, der
drives af »kommuner, regioner eller som selvejende institu-
tioner« skabes der hjemmel til, at delegation af myndigheds-
opgaven med at træffe visse afgørelser om udgang m.v. kan
ske til bl.a. selvejende institutioner.
De almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvalt-
ningsloven og forvaltningsretlige grundsætninger, skal finde
anvendelse i de sager, hvor der er delegeret afgørelseskom-
petence i medfør af den foreslåede ændring i straffelovens §
74 a, stk. 4. Det gælder også, hvor delegationen sker til en
selvejende institution.
Den foreslåede tilføjelse i bemyndigelsesbestemmelserne i
straffelovens § 74 a stk. 4, påtænkes i første omgang ud-
møntet ved administrativt at fastsætte regler i udgangsbe-
kendtgørelsen med henblik på at sikre, at ledelsen på sikrede
afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge, hvor der
i henhold til dom er anbragt personer, kan træffe visse af-
gørelser om meddelelse og tilbagekaldelse af tilladelse til
udgang.
Det forudsættes i den forbindelse ikke, at der grundlæggen-
de skal ændres på reglerne i udgangsbekendtgørelsen, om
hvilke myndigheder, f.eks. statsadvokaten eller politidirektø-
ren, der kan træffe afgørelse om udgang.
Det forudsættes derimod, at der fastsættes supplerende reg-
ler, hvorefter afgørelseskompetencen kan delegeres fra den
myndighed, som udgangspunkt nu er tillagt kompetence til
at træffe afgørelse om udgang m.v., til ledelsen på den
institutionsafdeling, hvor den pågældende anbragte person
befinder sig.
Nærmere bestemt forudsættes det, at der fastsættes regler,
hvorefter ledelsen på institutionsafdelingen kan tilbagekalde
en udgangstilladelse udstedt af en myndighed, hvis ledelsen
finder, at der behov for en sådan tilbagekaldelse. Sådanne
regler forudsættes eksempelvis at indebære, at ledelsen på
en sikret afdeling på en døgninstitution kan tilbagekalde en
udgangstilladelse udstedt af en statsadvokat, hvis ledelsen
forud for udgangen finder, at det vil være uforsvarligt at
iværksætte udgangen.
De nærmere regler om eventuel klageadgang i disse tilfælde
vil blive fastsat administrativt i udgangsbekendtgørelsen.
Til nr. 7
Det følger straffelovens § 74 a, stk. 4, 1. pkt., at justitsmi-
nisteren efter forhandling med social- og ældreministeren
kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang
m.v. til personer, der er undergivet en foranstaltning efter
stk. 1 og 2 om ungdomssanktioner. Af bestemmelsens 2.
pkt. fremgår det, at justitsministeren i den forbindelse kan
28
fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler,
ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
Det følger af den foreslåede ændring af § 74 a, stk. 4, 2. pkt.,
der bliver 3. pkt., at der efter »i den forbindelse« indsættes
»endvidere«.
Formålet med ændringen er, at konsekvensrette straffelovens
§ 74 a, stk. 4, som følge af den foreslåede tilføjelse af et nyt
2. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 6, hvorefter det gældende 2.
pkt. bliver 3. pkt.
Der lægges med forslaget op til, at der ikke sker nogen æn-
dring af, at justitsministeren i forbindelse med fastsættelse
af regler efter bestemmelsen 1. pkt., kan fastsætte regler om
afskæring af administrativ rekursadgang.
Endvidere lægges der med forslaget op til, at justitsministe-
rens adgang til at fastsætte regler om afskæring af admini-
strativ rekurs også skal gælde i forhold til afgørelser, der
træffes i medfør af det foreslåede 2. pkt., hvorefter ministe-
ren kan fastsætte regler om delegation af afgørelseskompe-
tence. Det indebærer eksempelvis, at justitsministeren kan
fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet af ledelsen på
en sikret afdeling i en døgninstitution i medfør af bemyndi-
gelse, ikke skal kunne indbringes for en højere administrativ
myndighed. Det skal også gælde i forhold til afgørelser truf-
fet af selvejende institutioner.
Til § 4
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. februar 2022.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse fastsætter lovens territoriale
anvendelsesområde. Efter bestemmelsen gælder loven ikke
for Færøerne og Grønland.
Færøerne og Grønland har egne retsplejelove, hvorfor det
ikke vil være relevant at sætte lovens § 1 i kraft for hverken
Færøerne eller Grønland.
Straffuldbyrdelsesloven er ikke sat i kraft på Færøerne, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Det fore-
slås på den baggrund, at lovens § 2 ved kongelig anordning
helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Straffuldbyrdelsesloven kan ikke sættes i kraft for Grønland,
hvor de gældende regler om fuldbyrdelse af straf findes i
den grønlandske kriminallov.
Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompe-
tencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland
gælder en særlig kriminallov. Derfor vil det ikke være rele-
vant at sætte lovens § 3 i kraft for hverken Færøerne eller
Grønland.
29
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. sep-
tember 2021, foretages følgende ændringer:
§ 748 a. -- 1. I § 748 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
Stk. 2. Retten kan tillade, at forsvareren deltager i et rets-
møde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis det er forsvarligt og sigtede ikke deltager i retsmødet.
Stk. 3. Retten kan tillade, at anklageren deltager i et rets-
møde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 4. Retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå
rettens kendelse om foranstaltninger i henhold til denne lovs
kapitel 69-74, hvor der ikke er beskikket en forsvarer eller
en bistandsadvokat eller en advokat for den, som indgrebet
vedrører, gennemføres så vidt muligt, ved at anklageren del-
tager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med
billede eller på skriftligt grundlag.
»Stk. 2. Retten kan bestemme, at sigtede deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge
undvigelse, og når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med det pågældende retsmøde og sagens øvrige
omstændigheder. Stk. 1, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anven-
delse.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 748 b. Retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet
varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstalt-
ning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om forlængel-
se af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstaltningen
ved anvendelse af telekommunikation med billede, når ret-
ten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmø-
det og sagens øvrige omstændigheder. Dette gælder ikke
for retsmøder, hvor der første gang skal tages stilling til for-
længelse af en varetægtsfængsling eller varetægtsfængsling
i isolation ud over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk.
1 og 2, og § 770 c, stk. 3-5, eller når kæremål behandles
mundtligt efter § 767, stk. 4, og § 770 e. Skal sigtede afgive
forklaring, finder § 192 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2-3. --
2. I § 748 b, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Retten kan tilsvarende træffe sådan bestemmelse, hvis sig-
tedes forhold gør det nødvendigt for at forebygge undvigel-
se.«
§ 771. En varetægtsarrestant kan modtage besøg i det om-
fang, opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfæng-
slet tillader det. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængs-
lingens øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten mod-
tager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kon-
trol. Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten under-
rettes herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforsk-
ningen træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan
kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol
forelægges retten til afgørelse. Arrestanten har altid ret til
ukontrolleret besøg af sin forsvarer.
Stk. 2. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan kri-
minalforsorgsområdet med politiets samtykke give en vare-
tægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere
tidsrum.
3. I § 771 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 2. Politiet kan modsætte sig, at varetægtsarrestanten
modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under
kontrol, hvis varetægtsarrestantens forhold gør det nødven-
digt for at forebygge undvigelse. Stk. 1, 3.-5. pkt. finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Politiet kan modsætte sig, at en varetægtsarrestant,
som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden
for den gruppe, som den indsatte skønnes at have tilknytning
til, som led i konflikten enten er anvendt skydevåben eller er
anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
30
skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens
§ 180, modtager besøg af personer med tilknytning til den
pågældende gruppe eller en anden tilsvarende gruppe, med-
mindre ganske særlige grunde gør sig gældende. Stk. 1, 3.-5.
pkt. finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Politiet kan forlange, at besøg til en varetægtsarre-
stant, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller
koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen
står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal finde sted
under kontrol, medmindre det er åbenbart, at det ikke er
nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller
af hensyn til at forebygge kriminalitet. Stk. 1, 4.-5. pkt.
finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 5.
§ 772. En varetægtsarrestant har ret til at modtage og af-
sende breve. Politiet kan gennemse brevene inden modtagel-
sen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere
eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til
skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden og
sikkerhed i varetægtsfængslet. Tilbageholdes et brev, skal
spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks
forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen,
skal afsenderen straks underrettes, medmindre dommeren af
hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse.
Stk. 2. --
4. I § 772, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »orden og sikkerhed
i varetægtsfængslet«: », samt hvis varetægtsarrestantens for-
hold gør det nødvendigt for at forebygge undvigelse«
§ 777. En varetægtsarrestant kan anbringes i en anstalt for
personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i ho-
spital m.v., jf. straffelovens §§ 68 og 69, hvis den pågælden-
de selv, anklagemyndigheden og kriminalforsorgsområdet
samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensy-
net til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan retten undta-
gelsesvis godkende en sådan anbringelse uden arrestantens
samtykke. I institutionen behandles den frivilligt overførte
varetægtsarrestant efter de regler, der gælder for personer,
der er anbragt dér i henhold til dom, mens den tvangsmæs-
sigt overførte varetægtsarrestant behandles efter reglerne om
varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden og sik-
kerhed i institutionen gør det muligt. Arrestanten må dog
ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen, bortset
fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.
Stk. 2. --
5. I § 777, stk. 1, ændres »§ 771, stk. 2« til: »§ 771, stk. 5«.
§ 854. Retten kan tillade, at tiltalte deltager i hovedfor-
handlingen ved anvendelse af telekommunikation med bille-
de, hvis tiltaltes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig
og der alene bliver spørgsmål om bøde eller fængsel indtil
1 år, konfiskation, rettighedsfrakendelse, tvangsbøder eller
erstatning.
Stk. 2. Skal tiltalte afgive forklaring, finder reglen i § 192
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Har retten givet tilladelse som nævnt i stk. 1, skal
forsvareren deltage i retsmødet på samme sted som tiltalte,
medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i
stedet møder frem i retten.
6. I § 854 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Retten kan bestemme, at tiltalte deltager i retsmø-
der under hovedforhandlingen ved anvendelse af telekom-
munikation med billede, hvis sigtedes forhold gør det nød-
vendigt for at forebygge undvigelse, og når retten finder det
ubetænkeligt henset til formålet med de pågældende retsmø-
der og sagens øvrige omstændigheder.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
31
§ 890. -- 7. I § 890, stk. 2, indsættes efter »§ 854«: », stk. 1«
Stk. 2. Reglerne i § 854, § 871, stk. 6, og § 878 finder ikke
anvendelse i nævningesager.
§ 2
I straffuldbyrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af
9. december 2019, som ændret ved §1 i lov nr. 1942 af
15. december 2020 og § 28 i lov nr. 982 af 26. maj 2021,
foretages følgende ændringer:
1. Efter § 65 indsættes før overskriften før § 66:
»§ 65 a. Håndjern kan anvendes ved den indsattes enkelt-
stående fravær fra lukkede fængsler og arrester. Bestemmel-
sen finder ikke anvendelse ved den indsattes enkeltstående
fravær ved besøg hos nærtstående
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse
om, at en indsat i institutionen i en periode på op til 4 uger,
kan ilægges håndjern ved ophold uden for cellen, hvis
1) den indsatte har optrådt voldeligt over for personale ansat
i institutionerne,
2) den indsatte udviser en grov eller gentagen utilladelig
adfærd over for personale ansat i institutionerne, eller
3) hvis den indsatte er tilknyttet en gruppe af personer, som
tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, der
aktuelt har begået voldelige overfald mod personale ansat i
institutionerne.
Stk. 3. § 65, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om brugen af
håndjern efter stk. 1 og 2, herunder at afgørelser efter stk. 1,
ikke skal begrundes.
§ 65 b. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
godkendelse af nye sikringsmidler. Regler i § 65 og § 65
a finder tilsvarende anvendelse ved anvendelsen af disse
sikringsmidler.«
§ 3
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20. septem-
ber 2021, foretages følgende ændringer:
§ 68. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af § 16, kan
retten træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstalt-
ninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere
lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltnin-
ger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller
arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v.
ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågæl-
dende skal anbringes i hospital for sindslidende, i institution
for personer med vidtgående psykiske handicap eller under
tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse eller i
egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg. An-
1. I § 68, 2. pkt., ændres »i hospital for sindslidende« til: »på
psykiatrisk afdeling«.
32
bringelse i forvaring kan ske under de betingelser, der er
nævnt i § 70.
§ 73 a. Justitsministeren kan efter forhandling med social-
og integrationsministeren og ministeren for sundhed og fo-
rebyggelse fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til
udgang mv. til personer, der er anbragt i hospital for sindsli-
dende mv. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§
68 eller 69. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte,
at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om anvendel-
se af magt og sikringsmidler over for personer, der er an-
bragt på et hospital for sindslidende m.v. i henhold til en
afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69, i forbindelse med
transport, der forestås af kriminalforsorgens personale. Ju-
stitsministeren kan endvidere fastsætte regler om undersø-
gelse uden retskendelse af personer, der er anbragt på et
hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgørelse truf-
fet i medfør af §§ 68 eller 69, i forbindelse med transport,
der forestås af kriminalforsorgens personale.
2. I § 73 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »i hospital for sindsliden-
de« til: »på psykiatrisk afdeling«.
3. I § 73 a, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om,
at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladel-
se til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på psykiatri-
ske afdelinger samt til lederen og lederens stedfortræder på
boformer, jf. § 108 i lov om social service, der drives af
kommuner, regioner og private.
4. I § 73 a, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt. indsættes efter »i
den forbindelse«: »endvidere«.
5. I § 73 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., ændres »et hospital for
sindslidende« til: »en psykiatrisk afdeling«.
§ 74. a. --
Stk. 2-3. --
Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med social-
og integrationsministeren fastsætte regler om meddelelse af
tilladelse til udgang m.v. til personer, der er undergivet en
foranstaltning efter stk. 1 og 2 Justitsministeren kan i den
forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af
disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ
myndighed
6. I § 74 a, stk. 4, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om,
at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse af tilladel-
se til udgang m.v. kan delegeres til lederen eller lederens
stedfortræder på sikrede afdelinger på døgninstitutioner for
børn og unge, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service,
der drives af kommuner, regioner eller som selvejende insti-
tutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår
aftale med.
7. I § 74 a, stk. 4, 2. pkt., der bliver 3. pkt. indsættes efter »i
den forbindelse«: »endvidere«.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. februar 2022.
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
33