Fremsat den 13. oktober 2021 af Leif Lahn Jensen (S), Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Karsten Hønge (SF), Andreas Steenberg (RV), Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Peter Seier Christensen (NB), Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT), Jens Rohde (KD), Aaja Chemnitz Larsen (IA), Susanne Zimmer (UFG), Uffe Elbæk (UFG) og Sikandar Siddique (UFG)

Fremsat den 13. oktober 2021 af Leif Lahn Jensen (S), Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF),
Karsten Hønge (SF), Andreas Steenberg (RV), Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Peter Seier Christensen (NB),
Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT), Jens Rohde (KD), Aaja Chemnitz Larsen (IA), Susanne Zimmer (UFG),
Uffe Elbæk (UFG) og Sikandar Siddique (UFG)
Forslag til folketingsbeslutning
om sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i
sagsbehandlingen for syge (borgerforslag)
For sygdomsramte omfattet af målgrupperne i § 6 i lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats stilles borgerforslag om
indførelse af nationalt fastsatte tidsfrister for afklaring af
arbejdsevnen frem mod afgørelse af et mere permanent for-
sørgelsesgrundlag.
§ 3 i bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og admini-
stration på det sociale område skal præciseres til også at
omfatte sagsbehandlingstider for afklaring af arbejdsevnen
og forsørgelsesgrundlag på beskæftigelsesområdet. Fristerne
skal med forslaget fastlægges nationalt, så der sikres en
mere ensartet sagsbehandling uanset bopælskommune, og så
det bidrager til gennemsigtighed, tryghed og tillid til den
offentlige forvaltning.
Det skal ikke være muligt at fastholde borgere i formålslø-
se afklaringsforløb år efter år. En klar lovhjemmel med en
sagsbehandlingsgaranti på maksimalt 2 år fra tidspunktet fra
den første henvendelse til kommunen skal indføres for per-
soner, der modtager sygedagpenge, uddannelseshjælp, kon-
tanthjælp, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, ressour-
ceforløbsydelse i jobafklaringsforløb og ledighedsydelse.
For samtidig at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen skal
sagsbehandler og borger sammen eller hver for sig have ret
til sundhedsfaglig rådgivning, herunder vurdering af både
helbred og funktionsevne på ethvert tidspunkt i sagsbehand-
lingen. En sådan sundhedsfaglig vurdering kan i henhold
til intentionerne bag samarbejdsmodellen kvalificeres i be-
kendtgørelse om kommuner og regioners samarbejde om
sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressour-
ceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. og gælde for alle
ovennævnte målgrupper i § 6 i lov om en aktiv beskæftigel-
sesindsats.
Syge skal ikke have deres helbred vurderet af kommunen,
men af den praktiserende læge, speciallæger, sygehusafde-
linger m.fl. ikke mindst af hensyn til sektorrespekten. Læge-
faglige oplysninger, der tilgår de enkelte sager, skal i den
sammenhæng løbende vurderes af regionens kliniske funk-
tion, når helbredet ikke tillader et job eller en raskmelding.
Beslutningsforslag nr. B 13 Folketinget 2021-22
AX026758
Bemærkninger til forslaget
Ingen tidsramme og meningsløse afklaringsprocesser
Der foreligger i dag ingen tidsramme for sagsbehandling
i forbindelse med afklaring af arbejdsevnen. Det betyder, at
mange sygdomsramte, uanset om de modtager sygedagpen-
ge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, ressourceforløbsydelse
eller ledighedsydelse, er underlagt uvished og årelange sags-
processer ofte med iværksættelse af forløb efter forløb. Vi
hører alle løbende om sager, hvor en sygdomsramt borger
har været i afklaring i 5, 10 eller 15 år, uden at der endnu
er taget stilling til arbejdsevnens nedsættelse eller et mere
permanent forsørgelsesgrundlag. Det er blevet praksis og
en ganske ureflekteret kultur, at syge fastholdes i systemet
på midlertidige forsørgelsesgrundlag og udsættes for frag-
menteret sagsbehandling. Meningsløse arbejdsprøvninger og
unødig lang sagsbehandlingstid er der f.eks. i »Skrivelse om
ressourceforløb« af marts 2017 forsøgt gjort op med uden
held. Mange er fortsat bundet til et forsørgelsesgrundlag,
hvor de ikke juridisk hører hjemme – og uden at blive til-
budt afklaring, hvorfor de forvaltningsretlige afgørelser end-
videre udebliver. Denne problematik er særlig velkendt fra
bl.a. kontanthjælp, ressourceforløb og jobafklaringsforløb,
hvor mange oplever at blive visiteret til målgruppen uden
at få tilbudt egentlige indsatser eller sagsbelysning. Dette
er stik imod anbefalingerne fra Styrelsen for Arbejdsmar-
ked og Rekruttering. For andre gælder, at de ikke kan delta-
ge på grund af svær sygdom, men alligevel fastholdes på
kontanthjælp, i ressourceforløb eller jobafklaringsforløb. En
præcisering af lovgivningen vedrørende ressourceforløb og
førtidspension med ikrafttrædelse den 1. juni 2018 og løben-
de reviderede retskilder har ligeledes ikke afhjulpet proble-
met for nogen af de nævnte målgrupper, som er tilknyttet
jobcenteret.
Det er et retssikkerhedsmæssigt problem, at der overord-
net set ikke findes lovhjemmel med indhold af en fast-
sat tidsramme for afklaring af arbejdsevne og forsørgelses-
grundlag. Kommunerne kan i dag selv beslutte, hvilke tids-
frister eller mangel på samme de vil tilbyde som en del af
serviceniveauet. Det giver for det første en uensartet sagsbe-
handling kommunerne imellem, samtidig med at det ikke
stiller nogen former for krav til en retssikkerhedsmæssig og
effektiv sagsbehandling. Med en nærmere fastsat national
frist vil der kunne sikres ensartet sagsbehandlingsgaranti,
så alle borgere har udsigt til samme sagsbehandlingsramme
uanset bopælskommune. En frist på 2 år giver samtidig
kommunen mulighed for at tilbyde et progressivt forløb
med fokus på kerneopgaven – nemlig konkret afklaring af
arbejdsevne og et mere permanent forsørgelsesgrundlag for
dem, der ikke kan raskmeldes eller opnå tilknytning til job
på grund af sygdom. Det skal understreges, at 2-årsgrænsen
er fra første henvendelse til kommunen og således gælder
uanset eventuelt skift af forsørgelsesgrundlag, så tidsram-
men ikke kan forlænges til ugunst for sygdomsramte.
2 år er erfaringsmæssigt lang tid, når tiden benyttes til
konkret og målrettet sagsbelysning i et tæt samarbejde mel-
lem kommunen, herunder flere forvaltninger i kommunen,
en praktiserende læge, speciallæger, sygehusafdelinger, kli-
nisk funktion, arbejdsgivere/virksomheder og borgeren. I de
2 år er således indregnet tid til både arbejdsevnevurderin-
ger, funktionsevnebeskrivelser, indhentelse af lægefaglige
oplysninger samt forelæggelse for rehabiliteringsteamet og
efterfølgende afgørelse. Det er samtidig afgørende at anføre,
at 2-årsgrænsen ikke ændrer på den materielle lovgivning,
hvor afgørelser skal træffes inden for kortere tidsfrister,
herunder f.eks. § 21 i lov om social pension, hvoraf det
fremgår, at kommunen skal træffe en afgørelse, senest 3 må-
neder efter at sagen er rejst, ligesom kommunen til enhver
tid og under alle omstændigheder bør træffe afgørelse før
2-årsfristens udløb, når sagen og dokumentationsgrundlaget
taler herfor. 2-årsgrænsen er således en maksimal tidsfrist
uanset forsørgelsesgrundlag og eventuelt skift i forsørgelses-
grundlaget.
Kvaliteten og sikkerhed for progression i sagsbehandlingen
Med nærværende borgerforslag er fokus ligeledes koncen-
treret om, at en tidsramme ikke isoleret set kan medføre af-
klaring. Der skal endvidere stilles krav om kvalificeret tvær-
faglig sagsbehandling i løbet af 2-årsperioden. Vurderinger
af den helbredsmæssige tilstand skal foretages af sundheds-
fagligt personale undervejs og ikke af kommunen. Det er
således afgørende, at afklaring af arbejdsevne og forsørgel-
sesgrundlag sker med inddragelse og respekt for lægefaglige
vurderinger, uden kommunen kan nedlægge veto eller se
bort fra lægefaglige vurderinger. Flere læger har offentligt
ytret bekymring over, at der ses bort fra deres vurderinger,
hvilket ikke burde kunne finde sted. Alle syge skal kunne
finde tryghed i at bevare forsørgelsesgrundlaget på et fyl-
destgørende grundlag og med overholdelse af garantiforsk-
rifterne, herunder tilstrækkelig objektiv sagsbelysning, frem
mod et mere permanent forsørgelsesgrundlag.
Ingen sygdomsramte og pårørende skal udsættes for for-
værring i deres tilstand af kontakt med systemet, hvad vi
desværre har hørt meget om igennem de seneste mange
år. Når vi som samfund bliver gjort bekendt med rappor-
ter fra bl.a. Psykiatrifonden udarbejdet i samarbejde med
SIND i maj 2019 (»UNDERSØGELSE AF LIVSKVALI-
TET OG PSYKISK HELBRED FOR SYGEMELDTE TIL-
KNYTTET ET JOBCENTER«, Joan Bentzon og Anne Ma-
rie Lyager Kaae), hvoraf det fremgår, at syge oplever en
forværring i deres helbredstilstand af kontakten med jobcen-
teret, har vi et fælles ansvar og en forpligtelse til at gribe
ind. Reformtiden har betydet fokusskifte, hvor status nu
er, at alle skal bidrage til velfærdsmodellen igennem arbej-
de. Vi er således gået fra welfare til workfare, og projekter
som »Flere skal med« er løbende blevet iværksat, dette dog
uden respekt for dem, der ikke kan – og uden sagsbehand-
lingsgarantier, hvilket til stadighed er med risiko for fasthol-
delse og fejlbehandling i systemet.
De, der kan bidrage, skal i den sammenhæng også have
muligheden. Det får de ikke, når de fastholdes i kommunal
afklaring frem for løntimer og f.eks. midlertidig fleksjob
2
hos en arbejdsgiver. Her må det ligeledes være afgørende at
have respekt for progressionsmodellen i fleksjobsordningen,
som i henhold til intentionen bag reformen om fleksjob og
førtidspension i 2013 samt retskilder på området betyder,
at arbejdstimer ikke skal være dokumenteret stationære for-
ud for visiteringen til fleksjob, men at arbejdstimerne i hen-
hold til progressionsmodellen netop kan øges eller justeres
i selve fleksjobbet. Der er utvivlsomt mange syge, uanset
målgruppe, der inden for en 2-årig sagsbehandlingsramme
vil kunne afklares til fleksjob og derefter indgå i opfølgning
med henblik på løbende justering af timeantal, skånebehov
m.m. De, som ikke kan, skal have tilbudt en førtidspension,
når kriterierne er opfyldt. Og de, der bliver helbredt, og kan
tilknyttes ordinært job eller uddannelse, er ikke problemet i
nærværende kontekst. Der kan i den forbindelse henvises til
allerede eksisterende retskilder om fleksjob og førtidspen-
sion.
Det er paradoksalt, at vi ikke har større fokus på arbejde
og løntimer, men har opbygget en praksis med bevidst/ube-
vidst fokus på fastholdelse af mennesker i et jobcentersy-
stem. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, og en nati-
onalt fastsat sagsbehandlingsgaranti og lægefaglig løbende
kvalificering vil kunne bryde med denne praksis og kultur.
2-årsgrænsen er beskeden set i forhold til seniorpension,
hvor der i lovgivningen er indsat krav om afgørelse inden
for 6 måneder. En 2-årsgrænse er derfor yderst rimelig for
alle målgrupper, som borgerforslaget retter sig mod. Det
giver samtidig kommunerne og de enkelte sagsbehandlere
muligheden for at organisere sig derefter. Grænsen skal så-
ledes også gælde for personer i ressourceforløb, så ingen
målgrupper risikerer en såkaldt parkering i systemet, men
som minimum sikres en forvaltningsretlig afgørelse efter 2
års kvalificeret forløb.
Manglende overholdelse af garantien skal udløse ret til ad-
vokatbistand
Manglende overholdelse af den nationale tidsfrist på 2 år
skal udløse ret til advokatbistand betalt af kommunen og
efter samme regler som gældende ved fri proces. Det er i
dag velkendt, at det er den syge og dennes pårørende eller
netværk, der står med et alt for stort koordineringsansvar
for både sagsbelysning og hjælp. Det er normalt kun ved
domstolene efter forhandlingsprincippet, at vi kender den
fremgangsmåde, og hvor der af den årsag er adgang til fri
proces eller retshjælpsforsikring. Kommunerne er underlagt
officialprincippet, hvilket betyder, at de har pligt til at belyse
sagerne tilstrækkeligt, i modsætning til forhandlingsprincip-
pet. Sker det ikke inden for 2 år med en forvaltningsafgørel-
se som endeligt resultat, skal retten til advokatbistand udlø-
ses. Dette skal endvidere ske med henblik på bevilling af
hjælp og ydelser med tilbagevirkende kraft, når kriterierne
er opfyldt.
Klagesager på social- og beskæftigelsesområdet
Ankestyrelsen omgjorde i 2019 32,5 pct. af de realitets-
behandlede sager fra det kommunale område. I alt har An-
kestyrelsen klagebehandlet 26.400 afgørelser på social- og
beskæftigelsesområdet i 2019. Omgørelsesprocenten er an-
delen af sager, som er enten ændret, ophævet eller hjemvist,
ud af det totale antal realitetsbehandlede afgørelser. Heraf
14,2 pct. af sagerne ændret eller ophævet, og 18,3 pct.
hjemvist. Siden 2018 er der konstateret en stigning i omgø-
relsesprocenten, der i 2018 udgjorde 30,5 pct. af de realitets-
behandlede sager. Mange har igennem de seneste år ytret
ønske om et tungere klagesystem, herunder også ønsket om
en forvaltningsdomstol. Det er hovedstiller og medstillernes
opfattelse, at det vil have større retssikkerhedsmæssig værdi
at sikre kvalificeret sagsbehandling hos første instans, så
borgerne hurtigst muligt kan få den hjælp, de har krav på.
Det er værd at bemærke, at dette er indsigt i tal fra klage-
sager, der er nået frem til Ankestyrelsens bord. De sager, der
ikke bliver påklaget, og de sager, der har lange udsigter til
afgørelse hos første instans, har vi ikke et indblik i fejlpro-
centen af.
3
Skriftlig fremsættelse
Leif Lahn Jensen (S), Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF), Karsten Hønge (SF), Andreas Steenberg (RV), Peder
Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Peter Seier Christensen (NB), Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT), Jens Rohde
(KD), Aaja Chemnitz Larsen (IA), Susanne Zimmer (UFG), Uffe Elbæk (UFG) og Sikandar Siddique (UFG):
Vi tillader os herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og
tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen for syge.
(Beslutningsforslag nr. B 13)
Der er tale om et borgerforslag, som inden for den fast-
satte frist har opnået det antal støttetilkendegivelser fra bor-
gere, som kræves for at få forslaget fremsat og behandlet
som beslutningsforslag i Folketinget. Der henvises til folke-
tingsbeslutning af 2. juni 2016 om mulighed for at få borger-
drevne beslutningsforslag behandlet i Folketinget, lov om
etablering af en ordning for borgerforslag med henblik på
behandling i Folketinget og bekendtgørelse om en ordning
for borgerforslag med henblik på behandling i Folketinget.
Borgerforslaget er oprindelig indgivet af Louise Schelde
Frederiksen, adressebeskyttelse, som hovedstiller med Jes
Jensen Frederiksen, Haderslev, Anne Margrethe Charlotte
Pedersen, Vejen, og Rasmus Schelde Frederiksen, Aarhus,
som medstillere.
Fremsættelsen er alene udtryk for, at forslagsstillerne på
vegne af de partier, som støtter borgerforslagsordningen,
påtager sig at opfylde en nødvendig betingelse for, at bor-
gerforslaget kan blive behandlet i Folketinget i overensstem-
melse med intentionerne bag ordningen.
4