EUU alm. del - svar på spm. 272 om Kammeradvokatens undersøgelse vedr. rammerne i forhold til anerkendelsesdirektivet og muligheden for at opstille krav til udenlandske læger, fra sundhedsministeren

Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: um@um.dk
http://www.um.dk
Girokonto 3 00 18 06
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
Bilag Sagsnummer Kontor
3 2021-17 EKN 12. oktober 2021
SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Sundhedsmi-
nisteriets besvarelse af spørgsmål 272 ad EUU alm. del af 26. august
2021 vedrørende krav til udenlandske læger.
Jeppe Kofod
Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 272
Offentligt


Folketingets Europaudvalg har den 26. august 2021 stillet følgende spørgsmål nr. 272
(Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Søren Søndergaard (EL).
Spørgsmål nr. 272:
”Ministeren bedes oversende Kammeradvokatens undersøgelse vedr. rammerne i
forhold til anerkendelsesdirektivet og muligheden for at opstille krav til udenlandske
læger som omtalt i svar på spørgsmål 3 (L 219 – SUU, 2018-2019)”
Svar:
Jeg kan henvise til min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 271 (alm. del).
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke / Sofie Charlotte de Fine Skibsted
Folketingets Europaudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 12-10-2021
Enhed: SUNDJUR
Sagsbeh.: DEPSCS
Sagsnr.: 2113824
Dok. nr.: 1942902
. / .
Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 272
Offentligt


Folketingets Europaudvalg har den 26. august 2021 stillet følgende spørgsmål nr. 271
(Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Søren Søndergaard (EL).
Spørgsmål nr. 271:
”Ministeren bedes redegøre for resultatet af drøftelserne med Danske Regioner
vedrørende nationale sprogkrav til udenlandske læger, som ministeren 9.
november 2019 bebudede overfor DR jf. artiklen ”'Man skal kunne forstå, hvad
lægen siger': Regeringen vil stille krav til læger fra udlandet”.”
Svar:
Jeg skal indledningsvist gøre opmærksom på, at jeg lægger til grund, at spørgsmålet
alene vedrører sprogkrav til læger, der søger om dansk autorisation i medfør af EU’s
anerkendelsesdirektiv.
Jeg kan bekræfte, at Sundhedsministeriet har afholdt et møde med Danske Regioner
den 18. december 2019 om national sprogkontrol til EU-læger. Håndteringen af coro-
napandemien har dog lagt beslag på betydelige ressourcer i Sundhedsministeriets de-
partement. Arbejdet om nationale sprogkrav til udenlandske læger er derfor beklage-
ligvis blevet udskudt. Ministeriet har nu genoptaget arbejdet og vil på ny indlede dia-
log med Danske Regioner om en hensigtsmæssig sprogmodel.
Med Kammeradvokatens undersøgelse, der vedlægges, har vi heldigvis et godt juri-
disk afsæt for det videre arbejde.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke / Sofie Charlotte de Fine Skibsted
Folketingets Europaudvalg
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 12-10-2021
Enhed: SUNDJUR
Sagsbeh.: DEPSCS
Sagsnr.: 2113824
Dok. nr.: 1939479
. / .
Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 272
Offentligt


1. MAJ 2019
4005634 PIN / KHKR
KØBENHAVN
VESTER FARIMAGSGADE 23
DK-1606 KØBENHAVN V
AARHUS
ÅBOULEVARDEN 49
DK-8000 AARHUS C
T +45 33 15 20 10
@ MAIL@KAMMERADVOKATEN.DK
W WWW.KAMMERADVOKATEN.DK
Revideret notat om sproglige krav til
læger fra andre EU-medlemsstater
1. INDLEDNING OG BAGGRUND
Foranlediget af medieomtalen om læger fra andre EU-medlemsstater, der har vanskeligt ved at kommu-
nikere på dansk, har Sundheds- og Ældreministeriet bedt om min vurdering af, hvorvidt det inden for de
EU-retlige rammer er muligt at skærpe sprogkravene til læger fra andre EU-medlemsstater og kontrollen
hermed, herunder om det er muligt at indføre sprogkrav lignende de svenske.
På baggrund af de modtagne oplysninger fremsendte jeg den 11. marts 2019 et kort notat, som efterføl-
gende er drøftet på et møde den 21. marts 2019 med ministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed, hvor
jeg har modtaget supplerende oplysninger om indholdet af den ordning med skærpede generelle sprog-
krav til læger fra andre EU-medlemsstater, som Sverige har indført, jf. nærmere nedenfor. Herudover
har jeg modtaget supplerende oplysninger om, hvorledes kontrollen med lægernes sproglige og kommu-
nikative evner gennemføres i dag og hvorledes autorisationsordningen i Danmark er tilrettelagt.
På baggrund af drøftelserne på mødet og de supplerende oplysninger har jeg udarbejdet dette uddybende
og omarbejdede notat, hvori de yderligere forhold, som styrelsen har fremført, søges inddraget, herunder
hvilken betydning forholdene har for vurderingerne.
Efter det foreliggende, er det på baggrund af den nye ordning i Sverige et krav for at få udstedt autorisa-
tion som læge i Sverige, at der kan dokumenteres sprogfærdigheder i svensk, dansk eller norsk over for
Socialstyrelsen. Dokumentation for opfyldelse af sprogkravene kan ske på følgende måder:
- Ved at bestå svensk, dansk eller norsk på C-1 niveau
- Ved at bestå svensk 3 eller svensk som andetsprog gennem gymnasial voksenuddannelse
- Ved at bestå andre kurser eller tests, som giver adgang til videregående uddannelser i Sverige, Dan-
mark eller Norge
- Ved at en repræsentant for en relevant del af sundhedsvæsenet bekræfter, at den enkeltes sprogfær-
digheder er tilstrækkelige til at virke som læge.
Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 272
Offentligt
1. MAJ 2019
4005634 PIN / KHKR
Side 2 / 10
Den angivne mulighed i sidste ”pind” ovenfor angår efter det nu oplyste udelukkende en supplerende
mulighed for at dokumentere sprogfærdighederne for at kunne udøve erhvervet generelt, men er ikke
udtryk for, at kravet til sprogfærdigheder kan nedsættes ud fra en vurdering af den pågældende læges
konkrete job/funktion.
Om den nuværende danske ordning er det oplyst, at det allerede nu påhviler arbejdsgivere at føre løbende
kontrol med lægernes sproglige og kommunikative evner både ved og under ansættelsen, ligesom der ved
det almindelige individtilsyn kan skrides ind, hvis der er faglige, sproglige eller personlige problemer,
som skaber en risiko for patientsikkerheden, jf. nærmere punkt 3.1 nedenfor. Der er derimod ikke etab-
leret en central forudgående sprogkontrol af læger fra andre EU-medlemsstater inden udstedelse af au-
torisation sker.
Det er formålet med dette notat at vurdere, om det inden for rammerne af EU-retten er muligt at skærpe
de eksisterende sprogkrav og kontrollen hermed yderligere for læger fra andre EU-medlemsstater.
I den anledning bemærker jeg følgende:
2. KONKLUSION
Efter artikel 53, stk. 1 og 4, i direktiv 2005/36/EF, skal læger være i besiddelse af de sprogkundskaber,
der er nødvendige for at kunne udøve erhvervet i værtsmedlemsstaten, og sprogkravet skal stå i rimeligt
forhold til den virksomhed, som skal udøves.
Det må på denne baggrund antages at være i overensstemmelse med anerkendelsesdirektivet at indføre
et generelt krav om, at læger fra andre EU-medlemsstater skal dokumentere nødvendige sprogkundska-
ber i dansk for at få adgang til at udøve selve lægehvervet, ligesom der kan fastsættes regler om forud-
gående kontrol af, at de enkelte læger lever op til sådanne sprogkrav, inden autorisation udstedes.
Et sådant generelt sprogkrav skal udover at være sagligt begrundet overholde proportionalitetsprincip-
pet. Hvor strenge krav, der kan stilles til sprogkundskaber, må således bero på en konkret vurdering af,
hvad der navnlig af hensyn til patientsikkerhed er nødvendigt for at kunne udøve erhvervet generelt
(nødvendige minimumskrav, som alle må forventes at skulle være i besiddelse af for at kunne udøve
erhvervet), uanset de pågældende lægers specifikke funktion/job.
Det vil bero på en konkret vurdering, som jeg ikke har forudsætningerne for at kunne foretage, hvilke
generelle krav til niveauet for sprogkundskaber, der på denne baggrund kan fastsættes. Det må dog for-
modes, at Domstolen ud fra proportionalitetsbetragtninger vil foretage en indgående kontrol af et
1. MAJ 2019
4005634 PIN / KHKR
Side 3 / 10
generelt sprogkrav, der gælder for alle læger uanset funktion, hvorfor der bør udøves en vis forsigtighed
ved fastlæggelsen af det relevante niveau.
Hvad angår kravene til dokumentation og kontrol, følger det af artikel 53, stk. 3, sammenholdt med be-
tragtning 26 i præamblen til ændringsdirektivet, at medlemsstaterne har mulighed for at indføre en for-
udgående kontrol af sprogkravene. Med forudgående sprogkontrol menes efter direktivet, at sprogkon-
trollen kan foretages efter anerkendelsen af de erhvervsmæssige kvalifikationer, men inden selve udø-
velse af erhvervet påbegyndes, jf. betragtning 26 i præamblen til ændringsdirektivet.
Direktivet indeholder ikke klare retningslinjer for, hvordan en sådan proces i givet fald skal tilrettelæg-
ges, herunder om der skal være tale om egentlige adskilte sagsbehandlingsskridt, hvor der først sker en
formel anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, dernæst en kontrol af sprogfærdigheder og
endelig udstedelse af autorisation. Det kan på den baggrund næppe være i strid med direktivet, at den
administrative proces tilrettelægges således, at der stilles krav om, at dokumentation for sprogfærdighe-
der indsendes samtidig med ansøgningen om anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer.
Dokumentation og kontrol for nødvendige sprogkundskaber kan bestå i en egentlig prøve eller fremlæg-
gelse af anden tilstrækkelig dokumentation for opfyldelse af sprogkravene. Eventuelle dokumentations-
krav bør tage højde for, at lægen på anden vis kan tillades at dokumentere opfyldelse af dokumentations-
kravet f.eks. ved fremvisning af tilsvarende prøveresultater gennemført i andre EU-lande. Det vil endvi-
dere være tilrådeligt at indføre regler om, at en repræsentant fra sundhedsvæsenet eller eventuelt (kom-
mende) arbejdsgiveren kan attestere, at den enkelte læge behersker dansk på et tilstrækkeligt niveau til
at kunne varetage hvervet. Der vil i den forbindelse ikke være noget til hinder for, at sprogkravet alter-
nativt kan opfyldes ved kendskab til svensk eller norsk.
På den baggrund må det antages, at det vil være i overensstemmelse med direktivet at indføre en ordning
som i Sverige under forudsætning af, at sprogkravene er fastsat på et passende niveau.
Det kan overvejes, om der efter direktivet kan differentieres mellem de sprogkrav, som kan stilles af-
hængig af den konkrete funktion, som den pågældende læge skal varetage. Dette vil være bedst stem-
mende med proportionalitetsprincippet og vil alt andet lige betyde, at der ville kunne stilles lidt strengere
krav til sprogfærdighederne end i en generel ordning uden dispensationsmuligheder. Styrelsen har imid-
lertid peget på, at en sådan differentieret ordning kan være i strid med direktivets og den danske autori-
sationsordnings opbygning, hvorefter autorisation giver adgang til at udøve erhvervet varigt og uden
begrænsninger i forhold til funktioner, hvilket imidlertid de facto kan blive konsekvensen, hvis der op-
stilles differentierede sprogkrav ud fra de konkrete funktioner.
1. MAJ 2019
4005634 PIN / KHKR
Side 4 / 10
Det må på baggrund af direktivets ordlyd medgives styrelsen, at det er forbundet med en ikke ubetydelig
tvivl, om det vil være muligt at indføre en egentlig funktionsbestemt differentiering af sprogkravet. En
sådan ordning vil desuden medføre en større administrativ byrde end et generelt sprogkrav og vil forud-
sætte, at det er muligt administrativt at følge op på sprogkrav ved funktionsændringer. Om dette er
realistisk, herunder i forhold til at skaffe de fornødne administrative ressourcer, ligger udenfor rammerne
af dette notat at besvare.
Det kan videre overvejes, om det vil være muligt at indføre en ordning for visse afgrænsede områder, hvor
f.eks. en læge, som udelukkende forsker på en virksomhed, og hvor der ikke er samme hensyn at tage til
patientsikkerheden, ikke er undergivet et sprogkrav eller efter konkret ansøgning kan undtages fra
sprogkravet i relation til det konkrete job.
Direktivet synes ikke at udelukke, at der kan gennemføres en sådan ordning, men direktivet er ikke
ganske klart, og det vil formentlig være hensigtsmæssigt at drøfte dette med Kommissionen forinden en
sådan ordning i givet fald indføres. Det ligger udenfor rammerne af dette notat at vurdere evt. praktiske
og administrative vanskeligheder ved at indføre en sådan ordning.
Hvis det besluttes at indføre skærpede krav til dokumentationen for sprogfærdigheder og regler om for-
udgående central kontrol, bør det endelig nøje overvejes, om der skal indføres en overgangsordning for de
læger fra andre EU-medlemsstater, som allerede er ansat i Danmark.
I den forbindelse bemærker jeg, at det er tvivlsomt om det vil være i overensstemmelse med proportiona-
litetsprincippet at kræve, at de læger, som allerede gennem deres arbejde har dokumenteret, at de besid-
der de fornødne sprogkundskaber til at bestride erhvervet, skal opfylde de nye krav til dokumentation.
3. RETSGRUNDLAGET
3.1 Dansk ret
De danske regler om sprogkrav til læger fremgår af § 1, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 49 af 13. januar
2010 om EU- og EØS-statsborgeres adgang til udøvelse af virksomhed som autoriseret sundhedsperson.
Det følger af § 1, stk. 2, 2. pkt., at:
”Personen skal dog tillige have sproglig færdighed til at udøve virksomheden med den i au-
torisationslovens § 17 forudsatte omhu og samvittighedsfuldhed, jf. direktivets artikel 53”.
Dette betyder, at en læge skal have sproglige færdigheder til at kunne handle i overensstemmelse med
den til enhver tid værende almindelige anerkendte faglige standard på området.
1. MAJ 2019
4005634 PIN / KHKR
Side 5 / 10
Derudover kan ved det almindelige individtilsyn skrides ind, hvis der er faglige, sproglige eller personlige
problemer, som skaber en risiko for patientsikkerheden.
Derimod er der ikke i Danmark fastsat nærmere regler om en forudgående central kontrol af sprogfær-
digheder.
3.2 EU-ret
Bekendtgørelsens § 1, stk. 2, 2. pkt., henviser til artikel 53 i direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om
anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (anerkendelsesdirektivet). Dette direktiv blev vedtaget
med henblik på at gøre de allerede eksisterende regler om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikati-
oner mere enkle og bedre, og det var med vedtagelsen af direktivet tilsigtet at bibeholde de allerede eksi-
sterende betingelser og garantier.
Det fremgår af artikel 53 i anerkendelsesdirektivet, at:
”De personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes, skal være i besiddelse af de
sprogkundskaber, der er nødvendige for at kunne udøve hvervet i værtsmedlemsstaten”.
I medfør af ændringsdirektiv 2013/55/EU af 20. november 2013 er bestemmelsen ændret, så værtsstatens
mulighed for at anvende sprogkontrol er blevet tydeliggjort.
Det følger af betragtning nr. 26 til ændringsdirektivet, at der er behov for at klarlægge de kompetente
myndigheders og arbejdsgiveres rolle, navnlig af hensyn til bedre sikring af patientsikkerheden. De kom-
petente myndigheder bør kunne anvende sprogkontrol efter anerkendelsen af erhvervsmæssig kvalifika-
tion. Det er navnlig vigtigt for erhverv, som har konsekvenser for patientsikkerheden, at sprogkontrollen
foretages, inden erhvervsudøveren påbegynder udøvelsen af erhvervet. Sprogkontrollen bør være rimelig
og nødvendig for de pågældende job, ligesom den ikke bør have til formål at udelukke erhvervsudøvere
fra andre medlemsstater. Videre fremgår det af betragtning nr. 26, at arbejdsgivere fortsat bør spille en
vigtig rolle med hensyn til at konstatere, at erhvervsudøveren har kendskab til de sprog, der er nødven-
dige for at udføre de erhvervsmæssige aktiviteter på deres arbejdspladser.
Den nugældende artikel 53, som affattet ved ændringsdirektivet, lyder således:
”1. De erhvervsudøvere, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer anerkendes, skal være i besid-
delse af de sprogkundskaber, der er nødvendige for at kunne udøve erhvervet i værtsmed-
lemsstaten.
1. MAJ 2019
4005634 PIN / KHKR
Side 6 / 10
2. Medlemsstaten sikrer, at kontrol, der varetages eller foregår under tilsyn af den kompe-
tente myndighed for at kontrollere overholdelsen af betingelserne i stk. 1, er begrænset til
kendskab til ét af værtsmedlemsstatens officielle eller ét af værtsmedlemsstatens admini-
strative sprog, forudsat at dette også er et af Unionens officielle sprog.
3. Kontrol, der foretaget i henhold til stk. 2, kan indføres, såfremt det erhverv, der skal ud-
øves, har konsekvenser for patientsikkerheden. […]
4. Sprogkontrollen skal stå i rimeligt forhold til den virksomhed, der skal udøves. Den på-
gældende erhvervsudøver har mulighed for at påklage denne kontrol i henhold til national
lovgivning”.
Dette betyder, at Danmark kan indføre regler om kontrol af andre EU-medlemsstaters lægers sprogfær-
digheder, i det omfang lægernes arbejde har konsekvenser for patientsikkerheden, og sprogkontrollen
står i rimeligt forhold til den virksomhed, der skal udøves.
Der er ikke afsagt domme af Domstolen, der bidrager til fortolkningen af artikel 53, heller ikke i relation
til den oprindelige udformning af bestemmelsen i direktiv 2005/36/EF eller det inden da gældende direk-
tiv 93/16/EØF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af
deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der indeholdt en næsten tilsvarende
bestemmelse i artikel 20, stk. 3.
Derimod har Domstolen afsagt en dom, der vedrører artikel 18, stk. 3, i direktiv 78/686/EØF af 25. juli
1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tand-
læger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling
af tjenesteydelser. Dette direktiv er ophævet og i dag erstattet af direktiv 2005/36/EF.
Det fremgår af Domstolens dom af 4. juli 2000 i sag C-424/97, EU:C:2000:357, i præmis 59, at:
”Som generaladvokaten har anført […] udgør pålideligheden af kommunikationen mellem
tandlægen og patienten ligesom kommunikationen med de administrative myndigheder og
faglige organer i denne henseende et tvingende samfundsmæssigt hensyn, der efter sin natur
kan begrunde, at sygesikringsanerkendelse af en tandlæge underlægges betingelser af sprog-
lig art. Både dialog med patienten og overholdelsen af fagetiske og specifikt juridiske regler
inden for tandlægeerhvervet i etableringsmedlemsstaten samt gennemførelsen af admini-
strative opgaver kræver et passende kendskab til denne stats sprog”.
1. MAJ 2019
4005634 PIN / KHKR
Side 7 / 10
Det følger af dommen, at de sproglige krav ikke må gå videre, end hvad der er nødvendigt for, at tandlæ-
gerne på tilstrækkelig pålidelig vis kan kommunikere med sine patienter, administrative myndigheder
og faglige organer.
For en ordens skyld bemærker jeg, at der foreligger retspraksis fra Domstolen om sprogkrav på andre
områder, men denne praksis ændrer ikke på ovenstående.
4. MIN VURDERING
Efter artikel 53, stk. 1 og 4, i direktiv 2005/36/EF, skal læger være i besiddelse af de sprogkundskaber,
der er nødvendige for at kunne udøve erhvervet i værtsmedlemsstaten, og sprogkravet skal stå i rimeligt
forhold til den virksomhed, som skal udøves.
Det må på denne baggrund antages at være i overensstemmelse med anerkendelsesdirektivet at indføre
et generelt krav om, at læger fra andre EU-medlemsstater skal dokumentere nødvendige sprogkundska-
ber i dansk for at få adgang til at udøve selve lægehvervet, ligesom der kan fastsættes regler om forud-
gående kontrol af, at de enkelte læger lever op til sådanne sprogkrav, inden autorisation udstedes.
Et sådant generelt sprogkrav skal udover at være sagligt begrundet overholde proportionalitetsprincip-
pet. Hvor strenge krav, der kan stilles til sprogkundskaber, må således bero på en konkret vurdering af,
hvad der navnlig af hensyn til patientsikkerhed er nødvendigt for at kunne udøve erhvervet generelt
(nødvendige minimumskrav, som alle må forventes at skulle være i besiddelse af for at kunne udøve
erhvervet), uanset de pågældende lægers specifikke funktion/job.
Ved fastlæggelsen af sprogkravet har hensynet til patientsikkerheden afgørende betydning. Det kan her-
ved indgå, at læger har direkte kontakt med patienter, men det må tilsvarende antages at kunne have
betydning for patientsikkerheden, hvis lægen skal kommunikere med pårørende, faglige organer og/eller
administrative myndigheder, jf. herved Domstolens dom af 4. juli 2000 i sag C-424/97, EU:C:2000:357
omtalt ovenfor i afsnit 3. De anførte eksempler udgør ikke en udtømmende oplistning af forhold, der har
betydning for patientsikkerheden, og hvor der dermed er behov for at kunne forstå og kommunikere sik-
kert på dansk.
Da en autorisation er varig og ikke er begrænset til et konkret job/en konkret funktion, men efter det
oplyste giver mulighed for selvstændigt virke indtil læger fylder 75 år, vil det efter min opfattelse i ud-
gangspunktet være sagligt og proportionalt at fastlægge kravet til sprogfærdigheder med udgangspunkt
i det behov, som er nødvendigt for at udøve selvstændigt virke.
1. MAJ 2019
4005634 PIN / KHKR
Side 8 / 10
Det vil bero på en konkret vurdering, som jeg ikke har forudsætningerne for at kunne foretage, hvilke
generelle krav til niveauet for sprogkundskaber, der på denne baggrund kan fastsættes. Det må dog for-
modes, at Domstolen ud fra proportionalitetsbetragtninger vil foretage en indgående kontrol af et gene-
relt sprogkrav, der gælder for alle læger uanset funktion, hvorfor der bør udøves en vis forsigtighed ved
fastlæggelsen af det relevante niveau.
Hvad angår kravene til dokumentation og kontrol, følger det af artikel 53, stk. 3, sammenholdt med be-
tragtning 26 i præamblen til ændringsdirektivet, at medlemsstaterne har mulighed for at indføre en for-
udgående kontrol af sprogkravene. Med forudgående sprogkontrol menes efter direktivet, at sprogkon-
trollen kan foretages efter anerkendelsen af de erhvervsmæssige kvalifikationer, men inden selve udø-
velse af erhvervet påbegyndes, jf. betragtning 26 i præamblen til ændringsdirektivet.
Direktivet indeholder ikke klare retningslinjer for, hvordan en sådan proces i givet fald skal tilrettelæg-
ges, herunder om der skal være tale om egentlige adskilte sagsbehandlingsskridt, hvor der først sker en
formel anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, dernæst en kontrol af sprogfærdigheder og
endelig udstedelse af autorisation. Det kan på den baggrund næppe være i strid med direktivet, at den
administrative proces tilrettelægges således, at der stilles krav om, at dokumentation for sprogfærdighe-
der indsendes samtidig med ansøgningen om anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, da
direktivet netop åbner op for, at der kan kræves dokumentation for sprogfærdigheder inden udøvelsen af
erhvervet påbegyndes. Det vil derfor ikke udgøre en yderligere hindring for ansøgernes adgang til at
udøve erhvervet, at dokumentation for sprogfærdigheder skal indsendes sammen med ansøgningen om
anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer.
Dokumentation og kontrol for nødvendige sprogkundskaber kan bestå i en egentlig prøve eller fremlæg-
gelse af anden tilstrækkelig dokumentation for opfyldelse af sprogkravene. Eventuelle dokumentations-
krav bør tage højde for, at lægen på anden vis kan tillades at dokumentere opfyldelse af dokumentations-
kravet f.eks. ved fremvisning af tilsvarende prøveresultater gennemført i andre EU-lande. Det vil endvi-
dere være tilrådeligt at indføre regler om, at en repræsentant fra sundhedsvæsenet eller eventuelt (kom-
mende) arbejdsgiveren endvidere kan attestere, at den enkelte læge behersker dansk på et tilstrækkeligt
niveau til at kunne varetage hvervet. Der vil i den forbindelse ikke være noget til hinder for, at sprogkra-
vet alternativt kan opfyldes ved kendskab til svensk eller norsk.
På den baggrund må det antages, at det vil være i overensstemmelse med direktivet at indføre en ordning
som i Sverige under forudsætning af, at sprogkravene er fastsat på et passende niveau.
Det kan overvejes, om der efter direktivet kan differentieres mellem de sprogkrav, som kan stilles af-
hængig af den konkrete funktion, som den pågældende læge skal varetage. Dette vil være bedst stem-
mende med proportionalitetsprincippet og vil alt andet lige betyde, at der ville kunne stilles lidt strengere
1. MAJ 2019
4005634 PIN / KHKR
Side 9 / 10
krav til sprogfærdighederne end i en generel ordning uden dispensationsmuligheder. Styrelsen har imid-
lertid peget på, at en sådan differentieret ordning kan være i strid med direktivets og den danske autori-
sationsordnings opbygning, hvorefter autorisation giver adgang til at udøve erhvervet varigt og uden
begrænsninger i forhold til funktioner, hvilket imidlertid de facto kan blive konsekvensen, hvis der op-
stilles differentierede sprogkrav ud fra de konkrete funktioner.
Hertil bemærkes, at det fremgår af betragtning 26 i præamblen til ændringsdirektivet, at sprogkontrollen
skal være rimelig og nødvendig for de pågældende job. Dette tyder på, at der skal foretages en konkret
proportionalitetsvurdering. I samme retning peger ordlyden af artikel 53, stk. 4, der taler om den virk-
somhed, som skal udøves, dvs. et andet ordvalg end efter artikel 53, stk. 1, hvor der tales om adgangen
til erhvervet generelt. Sidstnævnte taler derimod for, at der ikke kan foretages en funktionsbestemt dif-
ferentiering af sprogkravet efter direktivet.
Det må på den baggrund medgives styrelsen, at det er forbundet med en ikke ubetydelig tvivl, om det vil
være muligt inden for rammerne af direktivet at indføre en egentlig funktionsbestemt differentiering af
sprogkravet. En sådan ordning vil desuden medføre en større administrativ byrde end et generelt sprog-
krav og vil forudsætte, at det er muligt administrativt at følge op på sprogkrav ved funktionsændringer.
Alternativt vil det være muligt at starte i en funktion med lave sprogkrav og så skifte til en funktion med
højere sprogkrav, hvilket kan få uheldige konsekvenser for patientsikkerheden. Om det er realistisk med
en sådan administrativ kontrol, herunder i forhold til at skaffe de fornødne administrative ressourcer,
ligger udenfor rammerne af dette notat at besvare.
Det kan videre overvejes, om det alternativt vil være muligt at indføre en ordning for visse på forhånd
afgrænsede områder, hvor f.eks. en læge, der udelukkende forsker på en virksomhed, og hvor der ikke er
samme hensyn at tage til patientsikkerheden, ikke er undergivet sprogkravet eller efter konkret ansøg-
ning kan undtages fra sprogkravet.
En sådan dispensation skulle i givet fald være begrænset til det pågældende job, således at dispensatio-
nen bortfalder, hvis den pågældende læge på et tidspunkt skifter job. På dette tidspunkt vil den pågæl-
dende herefter skulle dokumentere at være i besiddelse af tilstrækkelige sprogfærdigheder, ikke for at
opnå anerkendelse af de erhvervsmæssige færdigheder, idet allerede er sket, men inden den pågældende
begynder at udøve erhvervet uden for det område, som er omfattet af undtagelsen/dispensationen.
Til forskel fra et egentligt differentieret sprogkrav er en sådan ordning udtryk for, at det frafaldes eller
udskydes at anvende muligheden for at stille sprogkrav i visse afgrænsede tilfælde, hvilket taler for, at
en sådan ordning er forenelig med direktivet, herunder idet det er i god overensstemmelse med proporti-
onalitetskravet. Formuleringen i betragtning 26 i præamblen til ændringsdirektivet og ordlyden af arti-
kel 53 synes ikke at udelukke, at der kan gennemføres en sådan ordning.
1. MAJ 2019
4005634 PIN / KHKR
Side 10 / 10
Det er imidlertid et særskilt problem, at den nuværende danske autorisationsordning betyder, at de på-
gældende læger efter det oplyste vil opnå ret til selvstændigt virke. Det kan derfor være svært at forklare,
at den potentielle risiko for patientsikkerheden, som dette kan medføre, hvis adgangen udnyttes, og som
er anvendt som begrundelse for et sprogkrav i forhold til andre læger med selvstændigt virke, konkret
ikke har betydning. Det vil formentlig være hensigtsmæssigt at drøfte dette med Kommissionen forinden
en sådan ordning i givet fald indføres.
Også denne model vil forudsætte, at det er muligt administrativt at følge op på sprogkrav ved ændrede
forhold. Det ligger udenfor rammerne af dette notat at vurdere evt. praktiske og administrative vanske-
ligheder ved at indføre en sådan ordning.
Hvis det besluttes at indføre skærpede krav til dokumentationen for sprogfærdigheder og regler om for-
udgående central kontrol, bør det endelig nøje overvejes, om der skal indføres en overgangsordning for de
læger fra andre EU-medlemsstater, som allerede er ansat i Danmark. Det må i den forbindelse særligt
overvejes, om de nye regler kun skal gælde fremadrettet for nye ansøgninger om autorisation.
I den forbindelse bemærker jeg, at det det er tvivlsomt om det vil være i overensstemmelse med propor-
tionalitetsprincippet at kræve, at de læger, som allerede gennem deres arbejde har dokumenteret, at de
besidder de fornødne sprogkundskaber til at bestride erhvervet, skal opfylde de nye krav til dokumenta-
tion. Dette skal også ses i lyset af, at de pågældende læger har modtaget en varig autorisation og tilladelse
til selvstændigt virke, hvorfor der også må tages hensyn til de pågældendes berettigede forventning, og
at lægerne fortsat vil være under tilsyn fra arbejdsgivere og individtilsyn i forhold til, om lægerne har
sproglige problemer, som skaber en risiko for patientsikkerheden.
København, 1. maj 2019
Kammeradvokaten
v/Jacob Pinborg
Partner, Advokat (H)