GRU alm. del - svar på spm. 118 om, hvilke overvejelser der foreligger for en oprydning af den store mængde affald under isen i forbindelse med Camp Century, fra miljøministeren
Tilhører sager:
- Hovedtilknytning: GRU alm. del (Spørgsmål 118)
Aktører:
(20201)GRU alm. del - svar på spm. 118.pdf
https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/gru/spm/118/svar/1817676/2460885.pdf
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk Den 10. oktober 2021 Folketingets Grønlandsudvalg Christiansborg 1240 København K Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 118 (GRU alm. del) stillet 13. september 2021 efter ønske fra Christian Juhl (EL). Spørgsmål GRU alm. del nr. 118 ”I forlængelse af svaret på GRU alm. del – spm. 102 bedes ministeren redegøre for, hvilke overvejelser der foreligger for en oprydning af den store mængde affald under isen i forbindelse med Camp Century - og hvorfor den ikke er medtaget i ministerens opgørelse. Hvorfor er der ikke udarbejdet en plan for oprydning, når mængden og farligheden af det lavradioaktive affald tidligere er blevet undersøgt? Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Christian Juhl (EL)”. Svar Den 14. juni 2017 underskrev daværende statsminister og daværende formand for Naalakkersuisut en hensigtserklæring om oprydning efter tidligere amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland. Erklæringen gælder steder, som ikke længere er i brug, ikke er overdraget til andre eller omfattet af øvrige aftaler mellem regeringen og Naalakkersuisut. Der var enighed om at igangsætte et dansk-grønlandsk samarbejde forankret i en fælles styregruppe med relevante grønlandske og danske myndigheder. Hensigtserklæringen blev fulgt op af en aftale af 11. januar 2018 mellem daværende miljø- og fødevareminister og daværende Naalakkersuisoq for miljø og natur, som fastlægger rammerne for det fælles arbejde, der er beskrevet i hensigtserklæringen fra juni 2017. Det fremgår eksplicit af aftalen, at der for Camp Century mellem daværende Udenrigsminister og daværende Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender i februar 2017 er aftalt et særskilt undersøgelses-og moniteringsforløb for Camp Century, samt at eventuelle fremtidige supplerende aktiviteter relateret til Camp Century ikke er omfattet af aftalen fra 11. januar 2018. Foranlediget af aftalen fra februar 2017 om Camp Century mellem daværende udenrigsminister og daværende Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender har GEUS etableret en klimastation på indlandsisen oven over Camp Century og moniterer med denne station udviklingen af islaget over Camp Century. I marts 2021 oplyste GEUS på sin hjemmeside (https://www.geus.dk/om-geus/nyheder/nyhedsarkiv/2021/mar/camp-century), at et nyt videnskabeligt studie konkluderer, at Camp Century basens efterladenskaber ikke vil smelte ud af indlandsisen, og at smeltevandet heller ikke vil nå ned til efterladenskaberne inden for klimascenarierne, som løber frem til år 2100. Grønlandsudvalget 2020-21 GRU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 118 Offentligt 2 Det oplyses videre fra GEUS, at klimamodellerne viser, at der i fremtiden vil være højere luftfugtighed og højere temperaturer ved Camp Century, men på trods af stigende overfladesmeltning i sneen ved Camp Century hver sommer, forudsiges der fortsat større snefald end afsmeltning i alle fremtidige scenarier. I alle modellerne er den dybeste årlige smeltevandsnedsivning 1,1 meter, men i langt de fleste tilfælde er sommerens nedsivning mindre end 0,5 meter. Da efterladenskaberne i 2100 vil befinde sig i 58 til 64 meters dybde, er der ingen risiko for at smeltevandet fra overfladen kan sive ned og blande sig med efterladenskaberne inden udgangen af dette århundrede. Spørgsmålet om efterladt radioaktivt materiale hører under Sundhedsministeren, der har modtaget følgende fra Sundhedsstyrelsen: "Der er foretaget overvågning af radioaktivitet og strålingsniveau ved Camp Century fra planlægningsfasen og til efter afviklingen af reaktoren. Der er ikke i dette materiale beskrevet udledninger af radioaktive stoffer, som kan anses for at være af strålebeskyttelsesmæssig betydning, og de i 2018 gennemførte radiologiske undersøgelser har endvidere bekræftet denne forventning. På det grundlag har Sundhedsstyrelsen vurderet, at der ikke findes scenarier der fra et strålebeskyttelsesmæssigt synspunkt berettiger gennemførelse af tiltag for at nedbringe påvirkningen fra udledningen af radioaktive stoffer ved Camp Century.” Miljøministeriet og Udenrigsministeriet er fortsat i dialog med Grønlands Selvstyre og USA med henblik på at afklare, hvad der blev efterladt på Camp Century af driftsmidler og fra de hytter, ”tagkonstruktioner” og lignende, der har indgået som en del af selve konstruktionen og driften af stationen. Som nævnt har GEUS, med den viden vi har i dag, påvist, at islaget over Camp Century fortsat vil øges. GEUS følger fortsat udviklingen i islaget, og skulle der komme oplysninger fra GEUS om, at klimamodellerne viser en ny situation, hvor Camp Century i scenarieperioden frem til 2100 ikke længere bliver begravet dybere og dybere i isen, så vil der kunne ses på, hvilken betydning det kan forventes at få for miljøet. Lea Wermelin / Henrik Hedeman Olsen