Temarapport om tilsynsbesøg på voksenområdet i 2020, fra Folketingets Ombudsmand

Side 1 | 1
Til orientering sender jeg et eksemplar af ombudsmandens temarapport 2020
om dømte personer med udviklingshandicap.
Dømte personer med udviklingshandicap var temaet for de tilsynsbesøg, som
ombudsmanden i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og
DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur gennemførte på voksenområdet i 2020.
I rapporten sammenfattes og formidles de væsentligste resultater af temaet.
Jeg lægger en nyhed på ombudsmandens hjemmeside om temarapporten.
Jeg har sendt et enslydende brev til Retsudvalget, Folketingets Social- og
Ældreudvalg og Folketingets Sundhedsudvalg.
Med venlig hilsen
30. september 2021
Dok.nr. 21/00006-35/JE
Bedes oplyst ved
henvendelse
+ bilag
Folketingets
Ombudsmand
Gammeltorv 22
1457 København K
33 13 25 12
www.ombudsmanden.dk
post@ombudsmanden.dk
Oplysning om telefontid
og mulighed for personlig
henvendelse findes på
ombudsmanden.dk/kontakt
Folketinget, Tilsynet i henhold til grundlovens § 71
Christiansborg
1240 København K
Temarapport om tilsynsbesøg på
voksenområdet i 2020
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2020-21
§71 Alm.del - Bilag 85
Offentligt
Temarapport 2020
Dømte personer med
udviklingshandicap
Side 2 | 36
Indhold
1. Hvad konkluderer ombudsmanden generelt?........................................4
1.1. Indledning ................................................................................................4
1.2. Generelle konklusioner ............................................................................4
2. Hvad anbefaler ombudsmanden? ...........................................................5
3. Hvad var genstanden for ombudsmandens undersøgelse? ................7
4. Hvorfor valgte ombudsmanden dette tema?..........................................9
5. Hvordan gjorde ombudsmanden? ........................................................10
5.1. Hvordan var undersøgelsen tilrettelagt?................................................10
5.2. Hvad undersøgte ombudsmanden?.......................................................10
5.3. Hvordan blev forholdene undersøgt under tilsynsbesøgene? ...............11
6. Hvad fandt ombudsmanden ud af?.......................................................11
6.1. Er der fokus på en kriminalitetsforebyggende indsats? .........................11
6.1.1. Er der pligt til at iværksætte en kriminalitetsforebyggende indsats?...11
6.1.2. Bliver der iværksat en kriminalitetsforebyggende indsats i praksis,
og er der mål for indsatsen? .........................................................................13
6.1.3. Dokumenteres indsatsen og dens resultater? ....................................16
6.1.4. Bistandsværger...................................................................................17
6.2. Overholdes reglerne om udgang? .........................................................18
6.3. Er der adgang til misbrugsbehandling og sexologisk behandling eller
seksualvejledning?........................................................................................21
6.3.1. Misbrugsbehandling............................................................................21
6.3.2. Sexologisk behandling eller seksualvejledning...................................22
6.4. Udøves magt og andre indgreb efter de gældende regler?...................23
6.5. Er der risiko for afsmitning af vilkår?......................................................25
6.6. Forebygger botilbuddene vold og trusler mellem beboerne?.................25
6.7. Har beboerne adgang til relevant sundhedsmæssig behandling?.........26
30. september 2021
Dok.nr. 21/00006-4/NMR
Side 3 | 36
6.8. Er der fokus på forebyggelse af selvmord og selvskade? .....................27
6.9. Statistisk overblik over populationen......................................................27
6.10. Kommunerne og samrådene ...............................................................28
Bilag 1 – Resumé af ombudsmandens sag om fortolkningen af
”udgangsbekendtgørelsen”.......................................................................30
Bilag 2 – Oversigt over regler om forholdene for dømte personer
med udviklingshandicap............................................................................32
Side 4 | 36
1. Hvad konkluderer ombudsmanden generelt?
1.1. Indledning
Hvis mennesker med udviklingshandicap begår kriminalitet, bliver de i mange
tilfælde ikke idømt en fængselsstraf. De kan i stedet blive idømt en såkaldt
foranstaltningsdom.
Foranstaltningsdomme har til formål at forebygge yderligere
lovovertrædelser. Personer, der idømmes en foranstaltningsdom, kan bl.a.
anbringes på et almindeligt botilbud eller på en sikret afdeling. Under
opholdet iværksættes en socialpædagogisk indsats.
En foranstaltningsdom er ikke en straf, men kan ikke desto mindre medføre
væsentlige begrænsninger for de dømte. F.eks. må nogle af de dømte kun
forlade botilbuddet eller den sikrede afdeling, hvis der er givet en tilladelse til
dette. En del af de dømte kan også få begrænset adgangen til internet eller
telefon.
Dommene kan have en varighed på 3 eller 5 år eller kan være
tidsubegrænsede. De tidsbegrænsede domme kan forlænges. Dommene må
ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt og kan
ophæves.
Ved vurderingen af, om en foranstaltningsdom bør ændres eller ophæves,
lægges der vægt på risikoen for ny kriminalitet.
Ombudsmandens tilsynsbesøg på voksenområdet i 2020 havde særligt fokus
på forholdene for dømte personer med udviklingshandicap, som er anbragt
på botilbud eller sikret afdeling i henhold til en foranstaltningsdom.
1.2. Generelle konklusioner
Ombudsmanden finder generelt, at botilbud og de ansvarlige ministerier bør
styrke den kriminalpræventive indsats i forhold til dømte med
udviklingshandicap.
Dette skyldes bl.a., at det kan have betydning for, hvor længe en
foranstaltningsdom bør opretholdes, om der er risiko for, at den dømte begår
yderligere kriminalitet. Det kan således have betydning for varigheden af
foranstaltningsdommen, om der er iværksat en socialpædagogisk indsats
med fokus på at opnå færdigheder, så den dømte kan undgå at begå ny
kriminalitet, og om resultatet af denne indsats er dokumenteret.
Dermed er der risiko for, at der kan opstå situationer, hvor det er nødvendigt
at opretholde foranstaltningsdomme i længere tid, end hvis der havde været
Side 5 | 36
et tilstrækkeligt fokus på den samlede forebyggende indsats. Denne risiko
opstår bl.a., når:
 botilbuddene yder en socialpædagogisk indsats uden at udpege den
nødvendige kriminalpræventive indsats
 botilbuddene ikke dokumenterer resultatet af den kriminalpræventive
indsats
 botilbuddene ikke ved, hvem der er den dømtes bistandsværge, og derfor
ikke giver bistandsværgen relevante oplysninger
 den dømte ikke har adgang til relevant misbrugsbehandling.
Ombudsmanden peger også på, at der mangler centrale statistiske
oplysninger på området. Der er f.eks. ikke kendskab til antallet af
igangværende foranstaltningsdomme eller udviklingen i varigheden af
dommene.
Derudover har ombudsmanden set eksempler på, at de dømte bliver eller har
været uretmæssigt døgnovervåget. Ombudsmandens tilsyn har også vist, at
der kan være risiko for, at de dømte uretmæssigt får begrænset f.eks. deres
adgang til internet eller til at forlade botilbuddet, når botilbuddene ikke sikrer,
at personalet kender de særlige regler på området, eller når reglerne eller
fortolkningen af reglerne er uklar.
2. Hvad anbefaler ombudsmanden?
Ombudsmanden anbefaler generelt, at botilbud, der modtager
foranstaltningsdømte personer med udviklingshandicap:
 har fokus på det kriminalpræventive formål med foranstaltningsdomme,
herunder fastsætter mål for den kriminalpræventive indsats samt sikrer
dokumentation af resultaterne heraf, når kommunen har bedt botilbuddet
om at iværksætte en sådan indsats
 sikrer, at botilbuddet ved, hvem de dømte beboeres bistandsværger er, og
giver bistandsværgerne de oplysninger, der er nødvendige for, at
bistandsværgerne kan varetage deres arbejde
 sikrer, at personalet har kendskab til reglerne om udgang, og at der
udarbejdes dækkende notat om afviklingen af udgange, herunder
udgange der er forløbet problemfrit
 sikrer, at personalet har kendskab til reglerne i serviceloven om
anvendelse af magt og andre indgreb, herunder de særlige regler i
Side 6 | 36
servicelovens kapitel 24 d om fuldbyrdelse af strafferetlige foranstaltninger
mv.
 har klare retningslinjer for politianmeldelse af vold og trusler mv. mellem
beboerne, og at beboerne orienteres om retningslinjerne og om, at en
politianmeldelse af strafbare forhold kan have en negativ betydning for
muligheden for at få lempet eller ophævet en dom
 fastsætter retningslinjer for forebyggelse og håndtering af selvmord,
selvmordsforsøg og selvskade, hvis der blandt botilbuddets beboere er
risiko for dette, og at botilbuddene registrerer og analyserer sådanne
tilfælde.
Ombudsmanden anbefaler endvidere, at Justitsministeriet i forbindelse med
den kommende revision af reglerne om tilladelse til, at foranstaltningsdømte
må forlade botilbuddet, overvejer at udarbejde en vejledning om reglerne.
Ombudsmanden vil drøfte de generelle konklusioner og anbefalinger med de
ansvarlige ressortministerier (Social- og Ældreministeriet og
Justitsministeriet).
Herudover vil ombudsmanden drøfte med ministerierne, hvordan der kan
sikres et mere detaljeret statistisk overblik over antallet af dømte personer
med udviklingshandicap anbragt på botilbud i henhold til en
foranstaltningsdom.
Et sådant overblik vil kunne være en hjælp for de centrale myndigheder ved
vurderingen af, om der er behov for en generel indsats på området, herunder
f.eks. ændringer af reglerne eller udarbejdelse af nye metoder, som kan
bruges i den kriminalpræventive socialpædagogiske indsats. Det vil også –
løbende – kunne give et overblik over, om antallet af pladser på botilbud, der
kan modtage foranstaltningsdømte, er tilstrækkeligt.
Socialstyrelsen har den 24. juni 2021 udsendt en nyhed om kortlægning af
rusmiddelproblemer blandt voksne med udviklingshandicap. Kortlægningen
er en del af et projekt, hvor der vil blive udviklet en prototype for en ny
behandlingsindsats. Ombudsmanden vil bede Socialstyrelsen om orientering
om resultatet af undersøgelsen og den nye behandlingsindsats.
Yderligere vil ombudsmanden drøfte de oplysninger om kommunernes
udførelse af opgaverne på området, som ombudsmanden modtog i
forbindelse med tilsynsbesøgene, med Social- og Ældreministeriet og KL.
Ombudsmanden vil herunder drøfte med ministeriet og KL, om der også hos
kommunerne er behov for et øget fokus på det kriminalpræventive formål
med foranstaltningsdomme. Bl.a. indeholdt de fleste kommunale
Side 7 | 36
handleplaner, som ombudsmanden modtog fra de besøgte steder, enten ikke
mål eller indsatser med fokus på en kriminalpræventiv indsats, eller de
indeholdt kun helt overordnede mål for indsatsen.
Endelig vil ombudsmanden drøfte den varierende brug af såkaldte samråd
med Social- og Ældreministeriet og Justitsministeriet. Nogle kommuner
bruger samråd, dvs. at flere fagkyndige sammen er med til at foretage en
faglig vurdering af f.eks. indstillingen til, om en dom bør lempes eller
opretholdes. Andre steder er det den enkelte kommune selv, der foretager
denne vurdering.
På ombudsmandens hjemmeside findes en samlet oversigt over tilsynsbesøg
aflagt i 2020 og de anbefalinger, som blev afgivet under besøgene. Se
www.ombudsmanden.dk/voksentilsyn.
Ombudsmanden har som led i temaet behandlet tre generelle sager om de
retlige rammer for dømte personer med udviklingshandicap. To af sagerne er
offentliggjort på ombudsmandens hjemmeside som FOB 2021-23 og FOB
2021-26. I bilag 1 findes et resumé af den tredje sag.
3. Hvad var genstanden for ombudsmandens undersøgelse?
Ombudsmanden har undersøgt forholdene for dømte personer med
udviklingshandicap. I denne rapport bruges ordet ”udviklingshandicap” i
stedet for ”udviklingshæmning”.
Hvad er et udviklingshandicap?
WHO’s diagnoseliste, ICD-10, definerer udviklingshæmning som: "En
tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau,
som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det
samlede intelligensniveau, det vil sige de kognitive, sproglige, motoriske og
sociale evner og færdigheder".
Kilde: Socialstyrelsens hjemmeside
Som nævnt bliver mennesker med udviklingshandicap, som begår
kriminalitet, i mange tilfælde ikke idømt en fængselsstraf. De kan i stedet
blive idømt en såkaldt foranstaltningsdom. Foranstaltningsdommene har til
formål at forebygge yderligere lovovertrædelser og kan indebære, at den
dømte anbringes på et almindeligt botilbud eller på en sikret afdeling.
Anbringelsen kan være tidsmæssigt afgrænset eller tidsubegrænset. Der
anvendes fem typer foranstaltningsdomme. Retten kan herudover fastsætte
vilkår om f.eks., at den dømte skal modtage misbrugsbehandling.
Side 8 | 36
Side 9 | 36
De fem typer foranstaltningsdomme
Type 1 – Dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med
vidtgående psykiske handicap.
Den dømte anbringes i en sikret afdeling. Sikrede afdelinger har hele eller næsten
hele døgnet yderdøre og vinduer aflåst. Normalt fastsættes der i disse sager ingen
længstetid. På nuværende tidspunkt findes der alene sikrede afdelinger på
botilbuddet Kofoedsminde.
Type 2 – Dom til anbringelse i et botilbud for personer med vidtgående
psykiske handicap med mulighed for at blive overført til en sikret
afdeling, hvis kommunen finder det relevant.
Den dømte anbringes på et botilbud, men kommunen kan beslutte at overføre den
dømte til en sikret afdeling uden rettens godkendelse. Dommen kan være uden
længstetid eller med en længstetid på fem år.
Type 3 – Dom til anbringelse i et botilbud for personer med vidtgående
psykiske handicap.
Den dømte anbringes på et botilbud. Dommen kan være uden længstetid eller med
en længstetid på fem år.
Type 4 – Dom om tilsyn af kommunen med mulighed for overflytning
til et botilbud for personer med vidtgående psykiske handicap.
Der føres som udgangspunkt alene tilsyn med den dømte. Kommunen kan dog
beslutte at anbringe den dømte på et botilbud uden rettens godkendelse. Dommen
kan være uden længstetid eller med en længstetid på fem år.
Type 5 – Dom til tilsyn af kommunen, så den udviklingshæmmede
efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og
arbejde.
Den dømte kan ikke anbringes på et botilbud i henhold til dommen. Dommen er
beregnet på udviklingshæmmede, der har behov for social støtte i dagligdagen.
Tilsynet kan eventuelt suppleres med særlige vilkår. Dommen kan vare i op til tre år.
Kilde: Rigsadvokatens meddelelse om psykisk afvigende kriminelle.
Tidsbegrænsede domme kan forlænges. Dommene kan endvidere ændres
eller ophæves. Disse beslutninger træffes af domstolene.
Undersøgelsen af temaet var afgrænset til dømte personer med
udviklingshandicap, som er anbragt på et botilbud eller en sikret afdeling som
Side 10 | 36
følge af en type 1-3-dom, og dømte med en type 4-dom, hvor kommunen har
besluttet, at den dømte skal anbringes på et botilbud i henhold til dommen.
4. Hvorfor valgte ombudsmanden dette tema?
Baggrunden for, at ombudsmanden valgte at undersøge forholdene for
dømte personer med udviklingshandicap, var følgende:
 Dømte personer med udviklingshandicap udgør en sårbar gruppe og har
ikke altid forståelse for egne rettigheder eller klagemuligheder.
Foranstaltningsdomme kan som nævnt endvidere være tidsubegrænsede,
og de dømte kan være undergivet dommen i mange år, før den bliver
ophævet.
 Foranstaltningsdømte er underlagt regler, som giver mulighed for indgreb
i grundlæggende rettigheder. Reglerne findes i en række love og
tilhørende bekendtgørelser. Det overordnede ansvar for området er fordelt
mellem Justitsministeriet og Social- og Ældreministeriet (herunder
Socialstyrelsen). Fortolkningen af reglerne er ikke altid klar.
 Forholdene for de dømte varetages på tværs af en række myndigheder
mv., herunder
 domstolene
 rigsadvokaten og statsadvokaterne
 kommunerne
 samråd
 botilbud
 bistandsværger
 den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO
 kommunale misbrugsbehandlingstilbud.
Myndigheder mv. har ikke i alle tilfælde denne målgruppe som deres
kerneområde. Mange steder er målgruppen således lille og sagerne få i
forhold til at få opbygget forløbsrutiner og genkendelig praksis i sager om
dømte personer med udviklingshandicap.
 Der findes ikke opgørelser over det samlede antal personer med
udviklingshandicap, som er blevet idømt en foranstaltningsdom.
I bilag 2 findes en oversigt over nogle af de centrale regler om forholdene for
dømte personer med udviklingshandicap.
Side 11 | 36
5. Hvordan gjorde ombudsmanden?
5.1. Hvordan var undersøgelsen tilrettelagt?
Temaet blev undersøgt ved 17 tilsynsbesøg i botilbud, der modtager dømte
beboere, herunder de sikrede afdelinger på botilbuddet Kofoedsminde. Ud af
de 17 botilbud var der syv kommunale botilbud, seks regionale botilbud
(herunder de sikrede afdelinger på Kofoedsminde) og fire private botilbud.
Alle besøg var varslede.
Tilsynsbesøgene blev gennemført som led i ombudsmandens almindelige
tilsynsvirksomhed efter ombudsmandslovens § 18 og som led i
ombudsmandens arbejde med at forebygge, at personer, der er eller kan
blive berøvet deres frihed, udsættes for f.eks. umenneskelig eller
nedværdigende behandling, jf. den valgfri protokol til FN’s Konvention mod
Tortur og Anden Grusom, Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling
eller Straf (”OPCAT-protokollen”).
Ombudsmandens arbejde med at forebygge nedværdigende behandling mv.
i henhold til protokollen udføres i samarbejde med Institut for
Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. DIGNITY
bidrager i samarbejdet med lægefaglig ekspertise. Institut for
Menneskerettigheder bidrager med særlig menneskeretlig ekspertise. Det
betyder bl.a., at personale med disse ekspertiser fra de to institutter deltager i
planlægning og gennemførelse af samt opfølgning på tilsynsbesøg.
Som led i forberedelsen af undersøgelsen havde ombudsmanden møder
med Samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere i Region Syddanmark
og Det Østjyske Samråd i Aarhus Kommune, et privat botilbud, en
repræsentant for Landsforeningen LEV, en repræsentant for Statsadvokaten i
København og to repræsentanter for Landsforeningen for Patientrådgivere og
Bistandsværger i Danmark. Formålet med møderne var at opnå
baggrundsviden om forholdene på området.
Som led i temaet valgte ombudsmanden at indlede tre generelle
undersøgelser af egen drift for at få afklaret fortolkningen af reglerne på
området. To af sagerne er offentliggjort på ombudsmandens hjemmeside
som FOB 2021-23 og FOB 2021-26. Den tredje sag er omtalt i bilag 1.
5.2. Hvad undersøgte ombudsmanden?
Under årets tema blev følgende undersøgt:
 Bliver der gjort en indsats for, at beboeren ikke længere er i risiko for at
begå kriminalitet, og bliver der gjort tilstrækkeligt for at dokumentere
indsatsen (punkt 6.1.2 og 6.1.3)?
Side 12 | 36
 Følger kommunen og botilbuddet reglerne, når de træffer afgørelse om
udgang (punkt 6.2)?
 Har beboerne adgang til relevant misbrugsbehandling og sexologisk
behandling eller seksualvejledning (punkt 6.3)?
 Følger botilbuddet de særlige regler om magtanvendelse og indgreb over
for dømte beboere (punkt 6.4)?
 Er der risiko for afsmitning af vilkår (punkt 6.5)?
 Forebygger botilbuddene vold og trusler mellem beboerne (punkt 6.6)?
 Har beboerne adgang til relevant sundhedsmæssig behandling (punkt
6.7)?
 Er der fokus på forebyggelse af selvmord og selvskade (punkt 6.8)?
5.3. Hvordan blev forholdene undersøgt under tilsynsbesøgene?
Forud for det enkelte tilsynsbesøg blev den seneste tilsynsrapport og
eventuelle supplerende oplysninger fra Socialtilsynet indhentet. Herudover
indhentede ombudsmanden eventuelle tilsynsrapporter fra f.eks. Styrelsen
for Patientsikkerhed og afgørelser mv. fra Arbejdstilsynet.
I åbningsbrevet for det enkelte tilsynsbesøg blev ledelsen anmodet om
oplysninger om en række forhold og kopi af materiale herom. Det drejede sig
om oplysninger om bl.a. beboernes foranstaltningsdomme, kommunale
handleplaner og botilbuddenes pædagogiske planer, udgangstilladelser og
udgangsprotokoller.
Under tilsynsbesøgene blev ledelsen, de ansatte og i videst muligt omfang
beboere, bistandsværger, værger og pårørende interviewet om forholdene for
beboerne, herunder især dømte beboere anbragt på botilbuddet.
6. Hvad fandt ombudsmanden ud af?
6.1. Er der fokus på en kriminalitetsforebyggende indsats?
6.1.1. Er der pligt til at iværksætte en kriminalitetsforebyggende indsats?
Som nævnt i punkt 1 ovenfor er formålet med foranstaltningsdomme at
forebygge yderligere lovovertrædelser. Foranstaltningsdomme er ikke en
straf, men de kan dog medføre væsentlige begrænsninger for de dømte.
F.eks. kan foranstaltningsdomme indebære, at dømte anbringes på et
botilbud eller på en sikret afdeling, og nogle af de dømte må kun forlade
Side 13 | 36
botilbuddet eller den sikrede afdeling, hvis der er givet en tilladelse til det. De
dømte kan også få begrænset adgangen til internet eller telefon.
Statsadvokaten fører tilsyn med, at foranstaltningsdomme ikke opretholdes i
længere tid og i videre omfang end nødvendigt. Statsadvokaten har pligt til at
indbringe spørgsmål herom for domstolene, som træffer afgørelse om
ændring eller ophør af foranstaltningsdomme. Sådanne spørgsmål kan også
indbringes for retten på foranledning af den dømte eller dennes
bistandsværge.
Ved vurderingen af, om en foranstaltningsdom bør ændres eller ophæves,
lægges der bl.a. vægt på risikoen for ny kriminalitet (herunder kriminalitetens
art og grovhed) og foranstaltningens art og længde. Det har derfor betydning
for, hvor længe en dom opretholdes, om der er risiko for, at den dømte begår
yderligere kriminalitet. Det kan således have betydning for varigheden af en
foranstaltningsdom, at der iværksættes en socialpædagogisk indsats med
fokus på at opnå færdigheder, så den dømte kan undgå at begå ny
kriminalitet.
Til brug for vurderingen indhenter statsadvokaterne udtalelser fra botilbuddet,
kommunen eller de såkaldte samråd. Statsadvokaterne instruerer derimod
ikke kommunerne og botilbuddene i, hvilken socialpædagogisk indsats der
skal iværksættes.
Kommunerne har pligt til at modtage foranstaltningsdømte i botilbud.
Kommunerne skal efter retssikkerhedsloven også føre et særligt
kriminalpræventivt tilsyn. I en sag rejst af ombudsmanden i forbindelse med
temaet kunne ombudsmanden ikke tilsidesætte Social- og Ældreministeriets
opfattelse af, at pligten til at føre et kriminalpræventivt tilsyn efter
retssikkerhedslovens § 16 a kun indtræder, når det er bestemt direkte ved
dom eller kendelse mv., at en person skal undergives tilsyn af de sociale
myndigheder. Dette indebærer i praksis, at tilsynspligten efter denne
bestemmelse ikke omfatter personer, der er frihedsberøvet, fordi de er dømt
til anbringelse i en institution (type 1-3-domme).
I den samme sag havde ombudsmanden endvidere samlet set ikke grundlag
for at tilsidesætte Social- og Ældreministeriets opfattelse, hvorefter
bestemmelsen om det kriminalpræventive tilsyn ikke forpligter kommunerne
til som led i tilsynet at iværksætte kriminalpræventive indsatser over for de
personer, som er omfattet af denne bestemmelse.
Han pegede dog på, at flere forhold kunne give en formodning for, at der
efter omstændighederne kan være en pligt til at iværksætte en
kriminalpræventiv indsats. Han pegede på bl.a., at det i Socialstyrelsens
”Håndbog om sigtede og domfældte borgere med udviklingshæmning –
Side 14 | 36
Lovregler og kriminalpræventive indsatser” er anført, at kommunerne kan
have pligt til at iværksætte kriminalpræventive indsatser, og at det i Børne- og
Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det
sociale område er anført, at den kommunale udmøntning af den strafferetlige
afgørelse skal tage højde for og aktualiserer en stillingtagen til borgerens
behov for hjælp og støtte efter serviceloven.
Social- og Ældreministeriet oplyste i forbindelse med sagen, at kommunerne
efter serviceloven har en forpligtelse til at iværksætte indsatser, som er
passende for den enkelte borger, og at tilsynet og handlepligten efter
omstændighederne vil kunne medføre, at kommunalbestyrelsen skal
iværksætte socialpædagogiske indsatser efter serviceloven, som også kan
virke kriminalpræventivt. Kommunen vil også skulle iværksætte indsatser på
baggrund af vilkår i dommen, som ligger inden for serviceloven eller anden
relevant lovgivning.
Ombudsmanden orienterede Social- og Ældreministeriet, Folketingets
Retsudvalg og Folketingets Social- og Ældreudvalg om sin vurdering af
sagen.
Se udtalelsen i sagen FOB 2021-23 på ombudsmandens hjemmeside.
Det fremgår af flere domme fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, at der kan være en forpligtelse til at iværksætte
en kriminalitetsforebyggende indsats over for visse frihedsberøvede
personer. Ombudsmanden er ikke bekendt med domme, hvor domstolen har
taget stilling til den danske ordning med at idømme personer med
udviklingshandicap foranstaltningsdomme.
6.1.2. Bliver der iværksat en kriminalitetsforebyggende indsats i praksis, og
er der mål for indsatsen?
Under tilsynsbesøgene blev det undersøgt, om botilbuddene har fokus på at
iværksætte en kriminalpræventiv indsats over for den dømte.
Mål for det sociale arbejde
Klare og relevante mål er afgørende for kvaliteten og virkningen af praksis.
Når man formulerer klare mål, opnås der synlighed og systematik i
indsatsen og enighed om, hvad der arbejdes hen imod.
Kilde: Socialstyrelsen og SFI’s publikation fra 2016 ”Lovende praksis på
det specialiserede socialområde”
Forud for hvert tilsynsbesøg blev der indhentet tre eksempler på
kommunernes handleplaner og botilbuddets pædagogiske planer eller
tilsvarende materiale.
Side 15 | 36
Formålet med en kommunal handleplan er at tydeliggøre målet med
indsatsen, at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats og at
tydeliggøre forpligtelsen for alle involverede personer, instanser og
forvaltningsgrene. En handleplan skal bl.a. angive, hvilken indsats der er
nødvendig for at opnå formålet.
I den undersøgelse, som ombudsmanden af egen drift rejste over for Social-
og Ældreministeriet som led i temaet, jf. pkt. 6.1.1 ovenfor, har ministeret
oplyst, at kommunerne ikke generelt har en direkte forpligtelse til at
udarbejde en handleplan for dømte personer med udviklingshandicap. Den
direkte forpligtelse hertil indtræder i de tilfælde, hvor der anvendes magt over
for borgeren. Se udtalelsen i sagen FOB 2021-23 på ombudsmandens
hjemmeside.
Ofte udarbejder botilbuddene en pædagogisk plan eller tilsvarende, der
indeholder mål for den eller de konkrete indsatser, der skal realiseres på
botilbuddet.
Besøgsholdene undersøgte, om der var udpeget kriminalpræventive mål og
indsatser for de foranstaltningsdømte i kommunernes handleplaner og
botilbuddenes pædagogiske planer.
I de kommunale handleplaner modtaget fra to af de besøgte steder var der
fokus på den kriminalpræventive indsats. Planerne indeholdt eksempler på
konkrete indsatser, som kommunen vurderede var nødvendige. Herudover
var der et sted, hvor der ikke generelt var kriminalpræventive mål og
indsatser i de modtagne kommunale handleplaner, men hvor der i en
handleplan for en beboer var angivet et mål, som mest nærliggende måtte
forstås sådan, at det havde et kriminalitetsforebyggende sigte.
De kommunale handleplaner modtaget fra de øvrige 14 besøgte steder
indeholdt enten ikke mål eller indsatser med fokus på en kriminalpræventiv
indsats eller indeholdt kun helt overordnede mål for indsatsen. Ud af disse 14
steder havde 13 botilbud heller ikke i botilbuddenes pædagogiske planer eller
tilsvarende udtrykkeligt udpeget, hvilke mål eller indsatser der var
nødvendige for en kriminalpræventiv indsats.
Der var desuden fire botilbud, som ikke fik oplysninger om beboernes
domme, eller som selv måtte indhente oplysninger herom. Det er naturligvis
vigtigt, at botilbuddene er bekendt med eventuelle domsvilkår om f.eks.
misbrugsbehandling eller andre centrale oplysninger af betydning for den
relevante indsats, som f.eks. typen af kriminalitet. I ét tilfælde blev ledelsen
på den baggrund anbefalet at sikre, at botilbuddet havde de nødvendige
Side 16 | 36
oplysninger om beboernes pådømte kriminalitet og vilkårene for
anbringelsen.
Besøgsholdene drøftede disse forhold med ledelsen på de besøgte botilbud.
Ofte oplyste ledelsen og personalet, at den samlede socialpædagogiske
indsats udgjorde den kriminalpræventive indsats. F.eks. oplyste et botilbud,
at hele den socialpædagogiske indsats over for en konkret beboer handlede
om at sikre, at beboeren ikke slog. Et andet botilbud søgte at sikre en struktur
for en beboer, så der ikke blev begået ny kriminalitet. Det blev dog også
oplyst, at der ikke i alle tilfælde kan være en forventning om, at den
socialpædagogiske indsats kan medføre en varig bedring af den dømtes
adfærd.
Botilbuddenes ledelse kunne imidlertid typisk godt se en fordel i at få fastlagt,
hvilke forhold det særligt er nødvendigt at arbejde med for at få den
pågældende ud af kriminalitet og at få dokumenteret udviklingen inden for
disse mål.
Besøgsholdene anbefalede ikke ledelsen på botilbuddene at sikre fokus på
en kriminalpræventiv indsats, når der ikke var udpeget mål for den
kriminalpræventive indsats i kommunernes handleplaner. Det skyldes, at
botilbuddene ikke har en selvstændig retlig forpligtelse til at iværksætte en
kriminalpræventiv indsats.
Det blev imidlertid i seks af disse tilfælde udpeget som
opmærksomhedspunkt at dokumentere målene for det kriminalpræventive
arbejde i de pædagogiske planer.
Herudover blev ledelsen i ét tilfælde anbefalet at sikre, at delmål og
indsatser, der er nødvendige for og indgår i den kriminalpræventive indsats,
beskrives i botilbuddets udmøntning af kriminalpræventive mål i kommunens
handleplaner for beboerne. I kommunens handleplaner var der kun angivet et
helt overordnet kriminalpræventivt mål, men kommunen og botilbuddet havde
aftalt, at botilbuddet skulle udmønte de overordnede mål i konkrete
kriminalpræventive indsatser.
I et andet tilfælde blev der rejst en sag af egen drift over for kommunen, da
den samlede socialpædagogiske og behandlingsmæssige indsats forekom
utilstrækkelig. Den dømte blev overført til en anden institution, og
ombudsmanden afsluttede sagen uden at afgive en udtalelse.
I et tredje tilfælde blev det anbefalet, at ledelsen sikrer, at der iværksættes
indsatser i forhold til beboere, der ikke overholder rammerne for deres
udgange, og at disse indsatser dokumenteres.
Side 17 | 36
I et fjerde tilfælde blev det anbefalet, at botilbuddet i forhold til en bestemt
beboer søger professionel bistand med henblik på at sikre en acceptabel og
ikke grænseoverskridende adfærd på det seksuelle område, og at botilbuddet
i den forbindelse opstiller pædagogiske mål og indsatser, der er nødvendige
for den kriminalitetsforebyggende indsats.
Ombudsmanden har ikke de socialfaglige kompetencer til at foretage en
nærmere vurdering af en socialpædagogisk indsats, herunder om indsatsen
kan virke kriminalpræventivt. Det er imidlertid ombudsmandens indtryk, at der
generelt blev iværksat en indsats med henblik på at hjælpe beboerne med
deres grundlæggende udfordringer.
På baggrund af oplysninger fra botilbuddene lægger ombudsmanden i den
forbindelse til grund, at den iværksatte socialpædagogisk indsats også kan
virke kriminalpræventivt. Der var dog langt fra altid foretaget en identifikation
af, hvilke konkrete socialpædagogiske mål der skulle nås med henblik på at
forebygge ny kriminalitet. Det kan indebære en risiko for, at der ikke er
tilstrækkeligt fokus på den samlede forebyggende indsats, og dermed at
foranstaltningsdomme må opretholdes.
Oplysningerne indgår i grundlaget for den generelle anbefaling om, at
botilbud, der modtager foranstaltningsdømte personer med
udviklingshandicap, har fokus på det kriminalpræventive formål med
foranstaltningsdomme, herunder fastsætter mål for den kriminalpræventive
indsats samt sikrer dokumentation af resultaterne heraf, når kommunen har
bedt botilbuddet om at iværksætte en sådan indsats.
6.1.3. Dokumenteres indsatsen og dens resultater?
Dokumentation af resultaterne af den socialfaglige indsats
Den gode dokumentation og evaluering bidrager til, at borgeren får den
bedst mulige (socialfaglige) indsats.
Kilde: Socialstyrelsens ”Håndbog for socialtilbud – Resultatdokumentation
og evaluering”
Flere botilbud gav udtryk for, at de ikke var blevet instrueret i, hvad det er
nødvendigt at dokumentere til brug for udtalelser til statsadvokaterne om
opretholdelse mv. af foranstaltningsdomme. Botilbuddene blev heller ikke
altid orienteret om indholdet af myndighedernes eller samrådenes udtalelser
til statsadvokaten. Der var derfor ikke på disse botilbud sikker viden om, hvad
der lægges vægt på ved vurderingen af, om en foranstaltningsdom kan
lempes.
Side 18 | 36
I praksis foregik dokumentationen typisk i journaler eller dagbogsmateriale.
Flere steder var der mulighed for at foretage en markering, så der kunne
fremsøges dokumentation om det enkelte mål eller den enkelte indsats. Da
der som nævnt ovenfor i punkt 6.1.2 i mange tilfælde ikke var foretaget en
identifikation af, hvilke indsatser og mål der var nødvendige for at forebygge
yderligere kriminalitet, var der af den grund mange steder heller ikke
mulighed for at dokumentere indsatsen inden for mål, der vedrørte den
kriminalpræventive indsats.
Besøgsholdene afgav ikke anbefalinger om at dokumentere den
kriminalpræventive indsats, hvis der ikke var mål for en kriminalpræventiv
indsats i kommunernes handleplaner. Det skyldes, at botilbuddene ikke har
en selvstændig retlig forpligtelse til at iværksætte en kriminalpræventiv
indsats.
Der blev afgivet én anbefaling om dokumentation af indsatsen over for en
bestemt beboer. Desuden blev det tre steder udpeget som
opmærksomhedspunkt at have øget fokus på at dokumentere den
kriminalpræventive indsats – og resultaterne heraf. Herudover ville flere
botilbud i forlængelse af tilsynsbesøget overveje at begynde at markere mål
og indsatser eller på anden måde sammenkæde dokumentationen af mål,
indsatser og resultater.
Ud over betydningen for kvaliteten af indsatsen har dokumentation af
indsatsen og resultaterne heraf også betydning for, om botilbuddet kan levere
en retvisende og fyldestgørende beskrivelse af beboerens udvikling. En
veldokumenteret beskrivelse kan således være væsentlig, når der skal
træffes afgørelse om udgang eller afgives udtalelser til brug for
statsadvokatens tilsyn med, at foranstaltningsdommen ikke opretholdes i
længere tid end nødvendigt. Ved disse vurderinger lægges der bl.a. vægt på
risikoen for, at den dømte begår ny kriminalitet.
Oplysningerne indgår i grundlaget for den generelle anbefaling om, at
botilbud, der modtager foranstaltningsdømte personer med
udviklingshandicap, har fokus på det kriminalpræventive formål med
foranstaltningsdomme, herunder fastsætter mål for den kriminalpræventive
indsats samt sikrer dokumentation af resultaterne heraf, når kommunen har
bedt botilbuddet om at iværksætte en sådan indsats.
6.1.4. Bistandsværger
Foranstaltningsdømte skal have beskikket en bistandsværge. Denne skal
holde sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at
opholdet i botilbuddet og andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end
nødvendigt. Bistandsværgen kan begære spørgsmål om ændring eller
ophævelse af foranstaltningsdommen indbragt for domstolene.
Side 19 | 36
Botilbuddet har pligt til at underrette bistandsværgen om anbringelsen og skal
endvidere give bistandsværgen enhver oplysning, som er nødvendig for, at
denne kan varetage sit hverv på en forsvarlig måde.
Ombudsmanden har i fem ud af 17 tilfælde anbefalet ledelsen at identificere,
hvem der er beboernes bistandsværger med henblik på, at botilbuddet kan
overholde sin oplysningsforpligtelse i forhold til bistandsværgerne. I to
tilfælde blev ledelsen vejledt om botilbuddets oplysningsforpligtelser over for
bistandsværgerne. I ét tilfælde blev ledelsen anbefalet at ændre de interne
retningslinjer, så botilbuddets forpligtelse til at informere bistandsværgen
fremgik, og i et andet tilfælde blev ledelsen anbefalet at sikre, at botilbuddet
giver bistandsværgen de nødvendige oplysninger.
Ombudsmanden anbefaler generelt, at botilbud, der modtager
foranstaltningsdømte personer med udviklingshandicap, sikrer, at botilbuddet
ved, hvem de dømte beboeres bistandsværger er, og giver bistandsværgerne
de oplysninger, der er nødvendige for, at bistandsværgerne kan varetage
deres arbejde.
6.2. Overholdes reglerne om udgang?
Dømte beboere med type 1-3-domme må ikke forlade botilbuddet uden en
udgangstilladelse. Der findes regler om udgangstilladelser i den såkaldte
udgangsbekendtgørelse. Kompetencen til at træffe afgørelse er (overordnet)
fordelt mellem kommunerne og statsadvokaterne. Man kan klage over
statsadvokaternes afgørelser til Rigsadvokaten. Man kan ikke klage over
kommunernes afgørelser om udgang.
Ombudsmanden har som led i temaet om dømte personer med
udviklingshandicap foretaget en generel egen drift-undersøgelse af reglerne
om udgangstilladelse, idet reglerne har givet anledning til betydelig tvivl og
uens praksis. Ombudsmanden rejste forskellige spørgsmål om forståelsen af
reglerne på området, herunder kompetencespørgsmål. Der er herved
kommet en afklaring af især spørgsmål om, hvem der har kompetence til at
træffe afgørelse om udgangstilladelse.
Ombudsmanden har gjort Justitsministeriet opmærksom på, at de gældende
regler i udgangsbekendtgørelsen kan give anledning til nogle praktiske
udfordringer. Det kan f.eks. opstå, når:
 kommunen eller botilbudslederen ikke kan træffe afgørelse om udgang til
uopsættelig indlæggelse på psykiatrisk hospital
Side 20 | 36
 botilbud, som ikke har fået overladt kompetencen til at træffe afgørelse
om udgang, ikke kan træffe afgørelse om udgang til akutte indlæggelser
på somatisk hospital.
Justitsministeriet har oplyst, at ministeriet i den kommende folketingssamling
vil tage initiativ til en revision af reglerne om udgang. Ministeriet har i den
forbindelse anført, at der bør skabes lovhjemmel til, at kompetencen til at
træffe afgørelse i visse tilfælde kan overlades til institutionens ledelse,
herunder til regionale og private institutioner.
Se resumé af ombudsmandens udtalelse i bilag 1.
Det er vigtigt, at botilbuddene og kommunerne har kendskab til reglerne om
udgang og fortolkningen heraf. Det skyldes bl.a., at udgange udgør en
lempelse af anbringelsesdommen, da beboeren i en afgrænset periode ikke
har pligt til at opholde sig på botilbuddet. Herudover er udgange ofte en del af
den socialpædagogiske indsats, som skal sikre, at den dømte kan være en
del af det omgivende samfund uden at være i risiko for at begå ny
kriminalitet. Udgangene er således et vigtigt element i den samlede
kriminalpræventive indsats, som botilbuddene leverer.
Det er bl.a. på den baggrund vigtigt, at der foretages en retvisende
dokumentation af, hvordan udgange er forløbet, herunder om de er forløbet
problemfrit. Oplysninger herom kan indgå i vurderingen af senere
ansøgninger om udgangstilladelse og i statsadvokaternes og domstolenes
vurdering af spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltningsdomme.
Nogle botilbud oplyste, at der kan være forskel på, hvordan kommunerne
fortolker reglerne i udgangsbekendtgørelsen. Der kan også være forskel på
fortolkningen inden for den enkelte kommune. Under besøgene fik
ombudsmanden kendskab til flere eksempler på forskellige tvivlstilfælde og
uensartet praksis:
 En kommune krævede, at ansøgning om udgangstilladelse blev sendt
30 dage før den ønskede udgang fra botilbuddet. Andre steder blev der
truffet afgørelse kort tid inden eller samme dag, som udgangen skulle
afvikles.
 Et botilbud havde været af den opfattelse, at regionen – ikke kommunen –
kunne træffe afgørelse om tilladelse til at forlade botilbuddet.
 Der var tvivl om, hvornår kommunerne kunne give en dømt tilladelse til
mange udgangsforløb på en gang, og hvornår der skulle træffes en ny
afgørelse om hvert enkelt udgangsforløb.
Side 21 | 36
Den uensartede praksis kan i sidste ende have betydning for opretholdelsen
af en foranstaltningsdom, da den dømte under udgangsforløb har mulighed
for at øve sig i og vise, at vedkommende kan begå sig uden for botilbuddets
rammer.
Ét botilbud angav, at socialtilsynet og statsadvokaten havde forskellige
opfattelser af botilbuddets kompetence til at træffe afgørelser om
udgangstilladelse, hvilket havde vanskeliggjort en afklaring af, om botilbuddet
eller statsadvokaten skulle træffe afgørelse.
I to tilfælde afgav ombudsmanden anbefalinger, som havde til formål at sikre,
at de ansatte har kendskab til reglerne i udgangsbekendtgørelsen. Herudover
blev ledelsen i 12 tilfælde orientereret om ombudsmandens generelle sag om
udgangsbekendtgørelsen. En række spørgsmål om udgangsbekendtgørelsen
blev på grund af den generelle sag ikke behandlet i forhold til det enkelte
botilbud. Ombudsmanden har orienteret Justitsministeriet om eksempler,
hvor der i praksis er tvivl om, hvordan udgangsbekendtgørelsen skal
fortolkes, eller hvor den giver anledning til udfordringer.
Udgangsforløb blev typisk dokumenteret i en særlig log eller i protokoller. I
enkelte tilfælde blev udgangsforløb dokumenteret i dagbøger eller journaler –
ofte med mulighed for at ”tagge” oplysningerne under emnet ”udgang”.
I seks tilfælde blev det udpeget som opmærksomhedspunkt eller over for
ledelsen anbefalet at sikre, at botilbuddet foretager dækkende dokumentation
af udgangsforløb. F.eks. kunne der mangle oplysninger om, at udgangsforløb
var forløbet uden problemer.
Som anført ovenfor, har ombudsmanden under tilsynsbesøgene set
eksempler på uens praksis og tvivl om fortolkningen af reglerne om
udgangstilladelser hos kommuner og botilbud. Der er som nævnt ikke en
adgang til at klage over kommunernes afgørelser. Der er dermed heller ikke
mulighed for at sikre en ensartet praksis via en central klageinstans. Samtidig
er der ikke en vejledning om, hvordan reglerne på området skal forstås.
Ombudsmanden anbefaler, at Justitsministeriet i forbindelse med den
bebudede revision af reglerne om tilladelse til, at foranstaltningsdømte må
forlade botilbuddet, overvejer at udarbejde en vejledning om reglerne.
Ombudsmanden anbefaler generelt, at botilbud, der modtager
foranstaltningsdømte personer med udviklingshandicap, sikrer, at personalet
har kendskab til reglerne om udgang, og at der udarbejdes dækkende notat
om afviklingen af udgang, herunder udgange, der er forløbet problemfrit.
Side 22 | 36
Herudover indgår ombudsmandens observationer under dette punkt i
grundlaget for anbefalingen om, at botilbud, der modtager
foranstaltningsdømte personer med udviklingshandicap, har fokus på det
kriminalpræventive formål med foranstaltningsdomme, herunder fastsætter
mål for den kriminalpræventive indsats samt sikrer dokumentation af
resultaterne heraf, når kommunen har bedt botilbuddet om at iværksætte en
sådan indsats.
Side 23 | 36
6.3. Er der adgang til misbrugsbehandling og sexologisk behandling
eller seksualvejledning?
6.3.1. Misbrugsbehandling
Alkohol- og stofmisbrug er en risikofaktor i forhold til kriminel adfærd hos
dømte personer med udviklingshandicap.
Kilde: Socialstyrelsens Håndbog om domfældte og sigtede
udviklingshæmmede
Under flere tilsynsbesøg pegede botilbuddene på, at flere af de dømte
personer med et udviklingshandicap havde et misbrug.
Det kan have betydning for muligheden for at få lempet eller bragt en
foranstaltningsdom til ophør, at den dømte hjælpes ud af sit eventuelle
misbrug. Det skyldes, at der kan være en sammenhæng mellem den dømtes
misbrug og risikoen for yderligere kriminel adfærd. I nogle tilfælde er der
fastsat vilkår om misbrugsbehandling i foranstaltningsdommen.
Under seks tilsynsbesøg oplyste ledelsen, at det er svært at finde egnede
kommunale tilbud om behandling af misbrug, som er målrettet personer med
en kognitiv funktionsnedsættelse. Botilbuddene efterspurgte også vejledning i
at håndtere dømte, der ikke frivilligt søger misbrugsbehandling.
Nogle botilbud oplyste, at de forsøgte at hjælpe beboere med misbrug
gennem den almindelige pædagogiske indsats. Andre botilbud oplyste, at de
brugte en særlig metode hertil, som tager højde for det kognitive
funktionsniveau. Et enkelt botilbud benyttede sig af VISO (den nationale
videns- og specialrådgivningsorganisation).
Oplysninger om misbrug og behandling af misbrug gav under
tilsynsbesøgene anledning til følgende anbefalinger mv.:
 Ombudsmanden rejste en sag af egen drift over for en kommune om
indsatsen over for en beboer, som ikke fik dækket sit behandlingsbehov
mod misbrug. Beboeren blev overført til en anden institution, og
ombudsmanden afsluttede sagen uden at afgive en udtalelse.
 På et botilbud var der risiko for, at beboere genoptog et tidligere
stofmisbrug eller indledte et stofmisbrug, fordi bl.a. andre beboere havde
et misbrug. Ombudsmanden anbefalede botilbuddets ledelse at sikre, at
den pædagogiske behandling havde øget fokus på at forebygge misbrug.
Side 24 | 36
 På et andet botilbud var der et udbredt misbrug blandt beboerne.
Botilbuddets ledelse blev anbefalet at sikre, at medarbejderne ved,
hvordan de skal håndtere situationen, når en beboer kommer påvirket
tilbage efter udgang. Samtidig blev ledelsen opfordret til at søge viden om
håndtering af misbrug.
 På et botilbud blev ledelsen anbefalet at sikre, at der skabes en klar
forståelse blandt personalet om, hvordan problemstillinger relateret til
hashhandel håndteres.
Oplysningerne om misbrug og misbrugsbehandling indgår i grundlaget for
ombudsmandens genelle anbefaling om, at botilbud, der modtager
foranstaltningsdømte personer med udviklingshandicap, har fokus på det
kriminalpræventive formål med foranstaltningsdomme, herunder fastsætter
mål for den kriminalpræventive indsats samt sikrer dokumentation af
resultaterne heraf, når kommunen har bedt botilbuddet om at iværksætte en
sådan indsats.
Socialstyrelsen har den 24. juni 2021 udsendt en nyhed om kortlægning af
rusmiddelproblemer blandt voksne med udviklingshandicap. Kortlægningen
er en del af et projekt, hvor der vil blive udviklet en prototype for en ny
behandlingsindsats.
Ombudsmanden vil bede Socialstyrelsen om orientering om resultatet af
undersøgelsen og den nye behandlingsindsats.
6.3.2. Sexologisk behandling eller seksualvejledning
Nogle af de dømte personer med udviklingshandicap er dømt for
seksualforbrydelser.
De dømte havde generelt adgang til enten sexologisk behandling i psykiatrisk
regi, herunder i oligofreniteamet (specialister i psykiatriske patienter med
udviklingshandicap), særlige forløb med VISO eller seksualvejledning på
botilbuddene. Forholdene gav derfor ikke besøgsholdene anledning til at
afgive anbefalinger.
Oplysninger om manglende indsatser over for dømte med en
uhensigtsmæssig adfærd gav anledning til følgende anbefalinger mv.:
 Ét botilbud blev i forhold til en bestemt beboer anbefalet at søge
professionel bistand med henblik på at sikre en acceptabel og ikke
grænseoverskridende adfærd på det seksuelle område.
 På et andet botilbud blev det beskrevet, at en beboer oplyste, at han var
seksuelt tiltrukket af børn. Ombudsmanden rejste en sag af egen drift over
Side 25 | 36
for kommunen om indsatsen over for beboeren. Beboeren blev overført til
en anden institution, og ombudsmanden afsluttede sagen uden at afgive
en udtalelse.
6.4. Udøves magt og andre indgreb efter de gældende regler?
Serviceloven indeholder i kapitel 24 regler om, hvilke indgreb der uden
samtykke kan anvendes over for personer med en betydelig og varigt nedsat
psykisk funktionsevne, der efter regler i serviceloven får personlig og praktisk
hjælp eller socialpædagogisk bistand mv., behandling eller aktiverende tilbud.
Det kan f.eks. være anvendelse af fysisk magt i form af fastholdelse. En
række af reglerne blev ændret den 1. januar 2020. De almindelige regler om
magtanvendelse i servicelovens kapitel 24 gælder, uanset om beboeren har
modtaget en foranstaltningsdom.
Herudover indeholder serviceloven i kapitel 24 d særlige regler om
fuldbyrdelse af strafferetlige foranstaltninger mv., som giver adgang til at
foretage indgreb over for dømte, der i henhold til en foranstaltningsdom er
anbragt på et botilbud. Der er f.eks. hjemmel til at begrænse dømtes adgang
til telefon og internet, undersøge dømtes bolig og aflåse dømtes bolig for
natten.
Indgreb som følge af de særlige regler om fuldbyrdelse af strafferetlige
foranstaltninger mv. foretages efter kommunens afgørelse herom. Lederen af
botilbuddet kan dog i uopsættelige tilfælde træffe en foreløbig afgørelse, som
efterfølgende skal forelægges for kommunen til godkendelse.
Der er adgang til at klage over både indgreb efter de almindelige regler om
magtanvendelse og indgreb efter de særlige regler om fuldbyrdelse af
strafferetlige foranstaltninger mv. I nogle tilfælde kan man klage til
kommunalbestyrelsen, og i andre tilfælde kan man klage til Ankestyrelsen.
Indgreb, der har karakter af frihedsberøvelse, kan indbringes for domstolene.
Indgrebene skal registreres og indberettes til bl.a. kommunen. I den
forbindelse har den dømte mulighed for at udtale sig.
Hvis personalet ikke kender de retlige rammer for anvendelse af magt og
andre indgreb, er der risiko for, at der bliver foretaget ulovlige indgreb –
eventuelt uden at beboeren bliver vejledt om muligheden for at klage over
indgrebet. Der kan f.eks. være risiko for, at personalet begrænser en beboers
adgang til internettet uden en forudgående afgørelse fra kommunen, og uden
at beboeren bliver vejledt om muligheden for at klage over indgrebet. Der kan
også være risiko for, at personalet anvender fysisk magt, selvom
betingelserne herfor ikke er opfyldt.
Ombudsmanden anbefalede fire botilbud at ajourføre lokale vejledninger og
instrukser om magtanvendelse i overensstemmelse med de gældende regler.
Side 26 | 36
Ombudsmanden afgav også anbefalinger til tre botilbud om at sikre, at
personalet har kendskab til reglerne om indgreb efter de særlige regler om
fuldbyrdelse af strafferetlige foranstaltninger. Et botilbud blev vejledt om, at
påtænkte begrænsninger af en beboers adgang til internet kunne være
omfattet af de særlige regler om fuldbyrdelse af strafferetlige foranstaltninger
mv.
Generelt havde botilbuddene fokus på at vejlede beboerne om muligheden
for at klage over brugen af magt eller andre indgreb. Et sted blev ledelsen
dog anbefalet at lave retningslinjer for magtanvendelse. Der blev i den
forbindelse lagt vægt på, at to beboere havde oplyst, at de ikke var blevet
vejledt om adgangen til at klage. Et andet sted blev det udpeget som et
opmærksomhedspunkt at sikre afholdelse af eftersamtaler, idet beboerne
som led i eftersamtalen blev vejledt om adgangen til at klage over brugen af
magt i forbindelse med afholdelse af eftersamtaler. To steder blev ledelsen
anbefalet at ajourføre lokale vejledninger og instrukser om magtanvendelse i
overensstemmelse med de gældende regler, herunder de gældende regler
om klagevejledning.
Tre botilbud pegede på et dilemma ved en ny regel i serviceloven om, at
personalelederen på botilbuddet jævnligt skal orientere pårørende,
fremtidsfuldmægtige, værger eller andre repræsentanter om, hvilke indgreb
der er foretaget over for en beboer. Reglen er ufravigelig og lavet for sikre, at
beboere, der ikke selv kan klage over indgreb, kan få hjælp til det.
Botilbuddene oplyste imidlertid, at beboerne ikke altid er interesseret i, at
pårørende mv. bliver orienteret.
Fem botilbud oplyste, at botilbuddene overvågede eller havde overvåget de
dømte beboere døgnet rundt. På ét botilbud kunne det f.eks. ske ved, at
personalet om natten enten gik ind til eller låste sig ind til beboeren, eller ved,
at beboeren sov med gardinerne trukket fra, så personalet kunne se ind til
beboeren.
Som led i temaet rejste ombudsmanden en sag over for Social- og
Ældreministeriet om døgnovervågning af dømte med type 2-4-domme.
Ombudsmanden var enig med ministeriet i, at der ikke er hjemmel til, at et
botilbud for at hindre undvigelse generelt kan overvåge beboere på
boligarealer, som den enkelte beboer alene råder over, ved at skaffe sig
adgang til beboerens bolig uden samtykke eller kræve, at beboerne indretter
sig således, at det er muligt for personalet at kigge ind i boligen udefra.
Ombudsmanden har henstillet til ministeriet at sikre, at botilbuddene gøres
opmærksom på, at de ikke for at hindre undvigelse har hjemmel til uden
samtykke på denne måde at overvåge beboere anbragt i henhold til dom på
Side 27 | 36
boligarealer, som den enkelte beboer alene råder over, medmindre der er
truffet beslutning om indelåsning af en beboer efter serviceloven.
Se udtalelsen i sagen FOB 2021-26 på ombudsmandens hjemmeside.
Ombudsmanden anbefaler generelt, at botilbud, der modtager
foranstaltningsdømte personer med udviklingshandicap, sikrer, at personalet
har kendskab til reglerne i serviceloven om anvendelse af magt og andre
indgreb, herunder de særlige regler i servicelovens kapitel 24 d om
fuldbyrdelse af strafferetlige foranstaltninger mv.
6.5. Er der risiko for afsmitning af vilkår?
Hovedparten af dømte personer med udviklingshandicap, der anbringes i
henhold til en dom, anbringes på et almindeligt botilbud, hvor der også er
beboere, som ikke er dømt.
På flere af de besøgte botilbud var der både personer anbragt i henhold til
dom og personer, som var visiteret til en plads på botilbuddet efter de
almindelige regler i serviceloven.
Under tilsynsbesøgene modtog ombudsmanden ikke oplysninger om tilfælde,
hvor de særlige regler, som finder anvendelse over for dømte anbragt i
henhold til dom på et botilbud, blev anvendt over for personer, der ikke var
dømt. Se punkt 6.2 om reglerne i udgangsbekendtgørelsen og punkt 6.4 om
servicelovens regler om fuldbyrdelse af strafferetlige foranstaltninger mv.
Besøgsholdene afgav derfor ikke anbefalinger om dette spørgsmål.
6.6. Forebygger botilbuddene vold og trusler mellem beboerne?
På alle 17 botilbud var der fokus på at forebygge vold og trusler samt andre
overgreb mellem beboerne. Ofte er den forebyggende indsats individuelt
tilrettelagt og en del af den samlede pædagogiske indsats.
I ét tilfælde anbefalede ombudsmanden, at der blev udarbejdet en
voldspolitik om forebyggelse, da der kunne være risiko for, at personalet
havde en uens tilgang til forebyggelse af vold og trusler.
I fire tilfælde anbefalede ombudsmanden, at der fastsættes retningslinjer for
registrering af vold og trusler mellem beboerne. Registreringen giver
botilbuddene mulighed for at følge udviklingen og analysere, hvornår og over
for hvem der er vold og trusler. Dermed har botilbuddene også bedre
mulighed for at forebygge yderligere tilfælde af vold og trusler.
I otte tilfælde anbefalede eller opfordrede ombudsmanden ledelsen til at
sikre, at der udarbejdes en politik eller foretages en justering af en allerede
Side 28 | 36
gældende politik om anmeldelse af vold og trusler mv. til politiet, herunder at
der fastsættes retningslinjer for, hvad der skal anmeldes, og hvem der har
ansvaret for at foretage anmeldelsen.
I 12 tilfælde blev ledelsen opfordret til eller anbefalet at sikre, at beboerne
gøres bekendt med botilbuddets politik om politianmeldelse, og i 12 tilfælde
blev ledelsen opfordret til eller anbefalet at sikre, at beboeren gøres bekendt
med, at en politianmeldelse af strafbare forhold kan have negativ betydning
for muligheden for at få lempet eller ophævet en dom.
Ombudsmanden anbefaler generelt, at botilbud, der modtager
foranstaltningsdømte personer med udviklingshandicap, har klare
retningslinjer for politianmeldelse af vold og trusler mv. mellem beboerne, og
at beboerne orienteres om retningslinjerne og om, at en politianmeldelse af
strafbare forhold kan have en negativ betydning for muligheden for at få
lempet eller ophævet en dom.
6.7. Har beboerne adgang til relevant sundhedsmæssig behandling?
Det kan være en forudsætning for, at beboere med udviklingshandicap får en
relevant sundhedsmæssig behandling, at sundhedspersonalet forstår de
særlige behov, personer med udviklingshandicap kan have.
De fleste botilbud beskrev adgangen til praktiserende læge og behandling på
sygehus, herunder på psykiatrisk afdeling, som velfungerende.
Besøgsholdene afgav derfor ikke anbefalinger herom.
To botilbud oplevede imidlertid, at der blandt sundhedspersonalet var en
varierende forståelse for de særlige behov, som personer med
udviklingshandicap kan have. Det kan f.eks. være udfordringer med at vente i
et fyldt venteværelse, ikke at være tilknyttet en fast læge eller at møde op for
at få taget blodprøver. Der kan også være udfordringer i forhold til at få
beboerne fuldt udredt, hvis sundhedspersonalet ikke har tilstrækkeligt
kendskab til målgruppen.
Andre botilbud havde et tæt samarbejde med f.eks. beboernes praktiserende
læger og psykiatrisk afdeling. Ét sted blev det f.eks. oplyst, at beboerne kan
gå ind ad bagdøren, så de undgår at skulle vente i venteværelset. Et andet
sted kom psykiateren ud til botilbuddet.
I ét tilfælde var der store udfordringer med at få en beboer udredt på
psykiatrisk afdeling, fordi beboeren også havde et misbrug. Nogle af
botilbuddene oplevede også, at beboerne blev udskrevet for hurtigt fra
psykiatrisk afdeling og uden en klar handleplan.
Side 29 | 36
6.8. Er der fokus på forebyggelse af selvmord og selvskade?
På 13 af de besøgte botilbud var der beboere, der i større eller mindre
omfang var i risiko for at udøve selvskade eller forsøge selvmord. Denne
risiko blev håndteret ved pædagogiske metoder, supervision og gennem
samarbejde med psykiatrien eller VISO.
Det kan være afgørende for beboernes liv og helbred, at personalet,
herunder vikarer, ved, hvad de kan gøre for at forebygge og håndtere
selvmord, selvmordsforsøg og selvskade.
I seks tilfælde blev ledelsen anbefalet eller opfordret til at sikre, at der
udarbejdes retningslinjer for, hvordan selvmord, selvmordsforsøg og
selvskade forebygges og håndteres, og hvordan årsagerne til hændelserne
analyseres.
Retningslinjer om forebyggelse og håndtering af selvmordsforsøg mv. vil
kunne understøtte, at personalet har den nødvendige viden, og vil dermed
også kunne understøtte forebyggelsen af sådanne hændelser.
Et andet redskab til at forebygge selvmord og selvskade er registrering og
analyse af sådanne hændelser. I fire tilfælde blev der afgivet en anbefaling
herom.
Ombudsmanden anbefaler generelt, at botilbud fastsætter retningslinjer for
forebyggelse og håndtering af selvmord, selvmordforsøg og selvskade, hvis
der blandt beboerne er risiko for dette, og at botilbuddene registrerer og
analyserer sådanne tilfælde.
6.9. Statistisk overblik over populationen
Danmarks Statistik og Justitsministeriets Forskningskontor opgør antallet af
nye foranstaltningsdomme hvert år.
Foranstaltningsdommene i Justitsministeriets opgørelse vedrører både
domme til behandling og indlæggelse i psykiatrien og de type 1-5-domme,
der er beskrevet i punkt 3. Antallet af nye type 1-5-domme indgår således i
opgørelsens oplysninger, men det er ikke muligt at se, hvor stor en andel af
det samlede antal foranstaltningsdomme der udgøres af type 1-5-domme. I
årene 2015 til 2019 blev der hvert år afsagt mellem 771 og 835 nye
foranstaltningsdomme. Heraf er mellem 39,9 % og 43,6 % af dommene
tidsubegrænset.
Opgørelsen vedrører alene nye foranstaltningsdomme og indeholder ikke
oplysninger om antallet af igangværende domme, hvor den dømte fortsat er
underlagt foranstaltningen, eller den gennemsnitlige tidsmæssige
udstrækning af dommene.
Side 30 | 36
Kommunerne har i 2019 og 2020 foretaget en opgørelse over antallet af
dømte med type 1- og 2-domme. Opgørelsen er bl.a. foretaget for at få
afdækket, om der er et tilstrækkeligt antal pladser på sikrede afdelinger.
Der er således ikke en opgørelse af antallet af igangværende type 1-5-
domme og længden heraf fordelt på de enkelte domstyper. Sådanne
oplysninger ville kunne give et overblik over, om antallet af igangværende
domme stiger eller falder, og om der er en udvikling i, om dommene
opretholdes i længere eller kortere tid. Dette overblik vil kunne være en hjælp
for de centrale myndigheder ved vurderingen af, om der er behov for en
generel indsats på området, herunder f.eks. ændringer af reglerne eller
udarbejdelse af nye metoder, som kan bruges i den kriminalpræventive
socialpædagogiske indsats. Det vil også – løbende – kunne give et overblik
over, om antallet af pladser på botilbud, der kan modtage
foranstaltningsdømte, er tilstrækkeligt.
Ombudsmanden vil drøfte med Justitsministeriet og Social- og
Ældreministeriet, hvordan der kan sikres et mere detaljeret statistisk overblik
over det samlede antal dømte personer med udviklingshandicap anbragt på
et botilbud i henhold til en foranstaltningsdom fordelt på de enkelte
domstyper, herunder med statistik over den gennemsnitlige varighed af
dommene, så det er muligt at få et overblik over populationen og udviklingen
heraf.
6.10. Kommunerne og samrådene
Som udgangspunkt er det kommunen, der træffer afgørelser i forhold til og
fører tilsyn med den foranstaltningsdømte. I praksis var det dog i en række
tilfælde botilbuddet, der traf afgørelse om udgangstilladelser, og i nogle
tilfælde var udførelsen af tilsynsopgaverne overladt til botilbuddet eller andre
myndigheder.
Nogle kommuner har indgået aftaler om etablering af såkaldte samråd. Der
er ikke regler om samrådene i lovgivningen, men brugen af samråd
indebærer typisk, at flere fagkyndige sammen er med til at foretage en faglig
vurdering af f.eks. indstillingen til, om en dom bør lempes eller opretholdes.
Andre steder er det kommunen selv, der foretager denne vurdering.
Vurderingen bruges af anklagemyndigheden og domstolene.
Ombudsmandens undersøgelse omfattede ikke samrådene eller den
kommunale behandling af sagerne om anbringelse af og socialpædagogisk
støtte til dømte personer med udviklingshandicap.
Ombudsmanden har imidlertid som led i undersøgelsen modtaget
oplysninger, der indikerer, at der også i kommunerne med fordel kan være et
Side 31 | 36
øget fokus på det kriminalpræventive formål med foranstaltningsdomme, den
kriminalpræventive indsats og reglerne om bl.a. udgangstilladelse.
F.eks. indeholdt de kommunale handleplaner modtaget fra 15 af de besøgte
steder enten ikke mål eller indsatser med fokus på en kriminalpræventiv
indsats eller indeholdt kun helt overordnede mål for indsatsen. En umiddelbar
gennemgang af 15 eksempler på afgørelser om anbringelse af en dømt
person med udviklingshandicap på et botilbud i henhold til en
foranstaltningsdom indikerede også, at kommunerne ikke altid får truffet en
afgørelse i umiddelbar forlængelse af foranstaltningsdommen eller en
ændring af foranstaltningsdommen. Endelig oplyste nogle af botilbuddene, at
der kunne være forskel på kommunernes fortolkning af
udgangsbekendtgørelsen.
Ombudsmanden vil drøfte de oplysninger om kommunernes udførelse af
opgaverne på området, som ombudsmanden modtog i forbindelse med
tilsynsbesøgene, med Social- og Ældreministeriet og KL, herunder om der
også hos kommunerne er behov for et øget fokus på det kriminalpræventive
formål med foranstaltningsdomme.
Herudover vil ombudsmanden drøfte den varierende brug af samråd med
Social- og Ældreministeriet og Justitsministeriet.
Med venlig hilsen
Side 32 | 36
Bilag 1 – Resumé af ombudsmandens sag om fortolkningen
af ”udgangsbekendtgørelsen”
I forlængelse af tilsynsbesøgene rejste ombudsmanden af egen drift en sag
om fortolkningen af reglerne om foranstaltningsdømtes udgang fra det
botilbud, hvor den dømte er anbragt.
Reglerne findes i bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 om
udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i
henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6. december 2012
(”udgangsbekendtgørelsen”).
Reglerne gælder for foranstaltningsdømte med domstype 1-3.
Følgende fremgår af ombudsmandens udtalelse i sagen:
 Når der henvises til ”amtsrådet” i bekendtgørelsen, skal det forstås som
den kommunalbestyrelse, som har pligt til at yde hjælp til borgeren.
 Kommunen kan ikke træffe afgørelse om uopsættelig indlæggelse på
psykiatrisk afdeling.
 Lederen af et botilbud kan kun træffe afgørelse om udgang i de tilfælde,
hvor kommunen kan træffe afgørelse om udgang, og hvor
kommunalbestyrelsen – inden for den samme kommunale organisation –
har delegeret sin kompetence til lederen af botilbuddet.
 Botilbud har ikke en selvstændig kompetence til at træffe afgørelse om
udgang til akutte indlæggelser.
 Der er ikke krav om, at afgørelser om tilladelse til udgang skal træffes
samme dag, som udgangen skal afvikles.
 Kommunen kan kun give enkeltvise tilladelser til ledsaget udgang i mere
end 3 timer.
 Kommunen kan give tilladelse til udgangsforløb med flere udgange, som
hver især varer i mindre end 3 timer.
 Den myndighed, der har givet tilladelse til udgang, skal også tage stilling
til, om udgangen kan gennemføres, hvis botilbuddet på dagen, hvor en
udgang skal finde sted, vurderer, at det vil være uforsvarligt at
gennemføre udgangen.
Side 33 | 36
 Der vil blive etableret en midlertidig telefonordning, der gør det muligt for
botilbud at komme i kontakt med anklagemyndigheden i de situationer,
hvor der er behov for, at anklagemyndigheden overvejer at tilbagekalde
en udgangstilladelse, som anklagemyndigheden har meddelt. Social- og
Ældreministeriet vil gå i dialog med Kommunernes Landsforening om
muligheden for etablering af en tilsvarende telefonordning i forhold til
tilbagekaldelse af de afgørelser om udgang, som kommunalbestyrelsen
har truffet.
 Kommunerne kan ikke stille krav om, at en ansøgning om
udgangstilladelse skal indgives senest 30 dage før tidspunktet for den
ønskede udgang.
 Det kan overlades til den dømtes pårørende at føre opsyn med den
dømte under ledsaget udgang i mere end 3 timer.
 Det er alene botilbuddets medarbejdere, der kan føre opsyn med den
dømte under ledsaget udgang i mindre end 3 timer.
 Udgangsbekendtgørelsen vil blive revideret, og der forventes i den
kommende folketingssamling at blive taget initiativ til en revision af
reglerne vedrørende udgang.
Ombudsmanden pegede i udtalelsen også på en række praktiske
udfordringer, som han i forbindelse med sine tilsynsbesøg har erfaret, at den
nugældende ordning i udgangsbekendtgørelsen kan give anledning til.
Side 34 | 36
Bilag 2 – Oversigt over regler om forholdene for dømte
personer med udviklingshandicap
Straffeloven
(Lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20. september 2021)
 § 16 – regler om straffrihed på grund af udviklingshandicap (”mental
retardering”)
 §§ 68 og 69 – regler om andre foranstaltninger end straf, der findes
formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser
 §§ 68 a og 69 a – regler om tidsbegrænsning og forlængelse af visse
foranstaltningsdomme samt tidsubegrænsede foranstaltningsdomme
 § 71 – regler om beskikkelse af en bistandsværge
 § 72 – regler om statsadvokaternes tilsyn med foranstaltningsdomme og
om ændring og ophør af foranstaltningsdomme
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
(Lovbekendtgørelse nr. 1647 af 4. august 2021)
 § 9 – regler om opholdskommune, og om hvilken kommune der har pligt til
at hjælpe en borger (i praksis omtalt som ”handlekommunen”). Også
regler om muligheden for at overlade det til opholdskommunen at
varetage handlekommunens opgaver.
 § 16 a – regler om handlekommunens pligt til at føre kriminalpræventivt
tilsyn
Serviceloven
(Lovbekendtgørelse nr. 1548 af 1. juli 2021)
 Kapitel 16 – regler om personlig hjælp, pleje og omsorg
 Kapitel 18 – regler om behandling, herunder social misbrugsbehandling
 § 108 – regler om boformer, der er egnet til længerevarende ophold, til
personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige
funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket
disse behov på anden vis. Boformer omtales i denne rapport som
”botilbud”. Også regler om kommunernes pligt til at modtage
Side 35 | 36
foranstaltningsdømte, der skal anbringes på et botilbud.
 Kapitel 24 og 24 a – regler om magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten. Indeholder også regler om registrering og
indberetning af magtanvendelse og andre indgreb, orientering af
pårørende om magtanvendelse og indgreb og klageadgang og
domstolsprøvelse.
 Kapitel 24 d – regler om fuldbyrdelse af strafferetlige foranstaltninger m.v.
Indeholder bl.a. hjemmel til at begrænse adgang til telefon og Internettet
og om at låse den dømte inde i den dømtes bolig om natten. Indeholder
også regler om registrering og indberetning af indgreb og klageadgang.
 § 140 – regler om kommunens handleplaner. Der er bl.a. pligt til at lave en
handleplan, når en borger har være udsat for en magtanvendelse.
 § 148 – regler om tilsyn med tilbud til den enkelte borgere
 Kapitel 30 – regler om klage og domstolsprøvelse
Sundhedsloven
(Lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019)
 Kapitel 40 – regler om behandling for alkoholmisbrug
 Kapitel 41 – regler om lægesamtaler og lægelig stofmisbrugsbehandling
Værgemålsloven
(Lovbekendtgørelse nr. 1122 af 28. maj 2021)
 Kapitel 2 – regler om værgemål for voksne
 Kapitel 3 – regler om værgemåls- og værgesager vedrørende voksne
Udgangsbekendtgørelsen
(Bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 1184 af 6. december 2012)
 Regler om tilladelse til udgang fra botilbuddet, herunder hvem der skal
træffe afgørelse, og hvad der skal lægges vægt på ved afgørelsen
Bekendtgørelse om bistandsværger
(Bekendtgørelse nr. 947 af 24. september 2009, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1512 af 17. december 2019)
Side 36 | 36
 Regler om antagelse og beskikkelse af bistandsværger og
bistandsværgers opgaver og beføjelser
Bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige
sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter
lov om social service
(Bekendtgørelse nr. 1239 af 22. november 2019)
 Regler om magtanvendelse og andre indgreb
 Regler om registrering og indberetning
 Regler om sikrede afdelinger (afdelinger med aflåste yderdøre og vinduer)
 Regler om kommunernes pligt til at træffe afgørelse om dømtes ophold i
botilbud i henhold til foranstaltningsdom (”modtagepligt”)