Henvendelse af 2/9-21 fra Kosmetik & Hygiejne Branchen

Kosmetik- og hygiejnebranchen · Børsen · DK-1217 København K · CVR 20965428
+45 4520 2010 · info@kosmetikoghygiejne.dk · www.kosmetikoghygiejne.dk
Til Europa-, forbruger-, og erhvervsordførerne
Folketinget
Christiansborg
1216 København K
2. september 2021
Vedr. B125 - om lige konkurrencevilkår og forbrugersikkerhed blandt netbutikker
Vi kan konstatere, at vores brev 16. august 2021 har givet anledning til, at Erhvervsudvalget på vegne af Kim Valentin
har stillet Spørgsmål 9 i forbindelse med B 125, og at erhvervsministeren har svaret på spørgsmålet 27. august 2021.
På baggrund af det svar, som erhvervsministeren har givet, ser vi os foranlediget til at følge op med en række
opklarende bemærkninger og afklarende spørgsmål overfor de relevante ordførere. Vi opfordrer fortsat til, at
forslaget til beretning B 125 vedtages med henblik på at sikre, at regeringens forhandlingsmandat i forbindelse med
Digital Service Act (DSA) reelt har til hensigt at ligestille traditionelle fysiske importørers ansvar med det ansvar, der
pålægges onlinemarkedspladser.
Hvem kan være ansvarlig for sikkerheden af et kosmetisk produkt der bringes i omsætning i EU?
Erhvervsministeren har indhentet et bidrag fra miljøministeren, hvoraf det fremgår, at kosmetiske produkter er
totalharmoniserede og kun må bringes i omsætning, hvis der er udpeget en ansvarlig person i EU. Det fremgår
samtidig, at denne ansvarlige person har en række pligter, der relaterer sig til sikkerheden og lovligheden af det
kosmetiske produkt – altså forudgående forpligtelser, der skal opfyldes FØR produkterne bringes i omsætning. Disse
pligter er nogle, som vores medlemmer løfter og bruger mange ressourcer på at overholde hver eneste dag for at
være sikre på, at de importerer, fabrikerer eller distribuerer produkter, der er lovlige og sikre at anvende. De fysiske
importører er altså pålagt forpligtelser og er ansvarlige efter kosmetikforordningen.
Derimod mangler vi at klarlægge ansvaret for de digitale importører – altså onlinemarkedspladserne, der forbinder
sælgere i tredjelande med EU. Et produkt er lige så skadeligt for forbrugere og/eller miljø uanset om det kommer til
EU gennem en fysisk eller digital importkanal. Og uanset om produktet ankommer i en fragtcontainer eller i en
selvstændig pakke ombord på et fly.
Som vi gjorde opmærksom på i vores tidligere brev, er udfordringen i sin kerne, at de produkter, der ankommer til
forbrugere i EU gennem onlinemarkedspladser fra sælgere i tredjelande, IKKE er tilknyttet en ansvarlig person i EU og
ikke kan være det i henhold til kosmetikforordningens formulering.
I de tilfælde, vi i vores forrige brev gjorde opmærksom på, er der tale om produkter fabrikeret UDENFOR EU af en
fabrikant, som også er etableret UDENFOR EU og som bliver solgt via en onlinemarkedsplads til europæiske
forbrugere. Hverken erhvervsministeren eller det indhentede svar fra miljøministeren synes at svare på, hvem der er
ansvarlig for sikkerheden i disse tilfælde. Det er her vores opfattelse, at der ikke er nogen ansvarlige indenfor EU og at
der ikke er hjemmel i den nuværende lovgivning til at nogen kan være det.
Det vil være interessant at få ministrene til at bekræfte dette, så man kan finde en løsning på det problem, som
udgør en stor trussel for forbrugerne sikkerhed og danske virksomheders konkurrenceevne.
Eksemplerne på farlige produkter i vores sidste brev er heldigvis blevet fjernet fra de omtalte onlinemarkedspladser.
Så u iddel art irker syste et ed ” oti e a d takedo ”. Me i ge ed, h or a ge produkter der er le et
solgt, før vi gjorde opmærksom på de farlige produkter. Beklageligvis er eksemplerne jo ikke unikke – der kan relativt
let findes flere blandt de milliarder af produkter, som onlinemarkedspladserne stiller til rådighed.
Erhvervsudvalget 2020-21
B 125 - Bilag 12
Offentligt
Kosmetik- og hygiejnebranchen · Børsen · DK-1217 København K · CVR 20965428
+45 4520 2010 · info@kosmetikoghygiejne.dk · www.kosmetikoghygiejne.dk
Eksemplerne i vores sidste brev var kendetegnet ved, at det mest ulovlige ved produktet, også var produktets
stærkeste salgsargument (de indeholdt det ulovlige og kræftfremkaldende hudblegemidlet hydroquinon). I langt de
fleste tilfælde er det imidlertid ikke på tilsvarende vis muligt for forbrugerne eller myndighederne at se, om et produkt
indeholder ulovlige indholdsstoffer, da dette ikke nødvendigvis fremgår på onlinemarkedspladsens hjemmeside. Hvis
man er heldig, vil der når produktet kommer frem til forbrugeren være en indholdsdeklaration – i mange tilfælde vil
denne deklaration dog mangle eller være helt uforståelig. Det er derfor meget afgørende, at onlinemarkedspladserne
får samme kontrolforpligtelse som de importører, der allerede er omfattet af kosmetikforordningen og andre
sikkerheds- og miljøreguleringer.
Hvis ikke onlinemarkedspladserne gøres ansvarlige for denne kontrol vil markedsovervågningsmyndighederne og
dermed de offentlige ressourcer skulle bekoste kontrollen. Er det rimeligt og udtryk for lige konkurrence at online-
arkedspladser slipper for ko trolforpligtelse so ellers er pålagt de ”traditio elle” erh er sdri e de i portører?
Hvad er løsningen på ligestilling af den fysiske og digitale handel?
Vores forslag til løsning er således fortsat, at de onlinemarkedspladser, som har gjort det til deres forretningsmodel at
forbinde sælgere i tredjelande med europæiske forbrugere, gøres ansvarlige på linje med importører, fordi disse de-
facto er digitale importører.
Erhvervsministeren synes med sit svar at sige, at han finder det forsvarligt, at det overlades til
markedsovervågningsmyndighederne at opdage farlige og ulovlige produkter, der allerede er bragt til salg. Og at en
onlinemarkedsplads dermed også kan lade sælgere fra tredjelande have adgang til at sælge deres produkter til
forbrugerne i EU uden ansvar for at undersøge sikkerhedsdokumentationen, så længe den gennemsnitlige forbruger
må antages at kunne indse, at han handler med en sælger fra et tredjeland. Er det rimeligt?
I den fysiske verden svarer det til, at man lovliggør følgende situation:
En erhvervsdrivende stiller en container op på havnen i Shanghai eller Mumbai, åbner den og skriver et skilt med
teksten:
”Kære produktsælgere, ko og sæt jeres produkter i d her, hvis I har lyst til at sælge til EU-forbrugere. Vi sørger for at
stille containeren til rådighed på havne i Rotterdam, København, Malmø og Lissabon, hvor EU-forbrugere kan komme
til havnen og købe jeres produkter. Vi afregner momsen og sender jer 35 % af det beløb forbrugerne betaler for jeres
varer”
Det ville være interessant at få ministerens bud på, om denne forretningsmodel også vil være ansvarsfri for den
erhvervsmæssige aktør, der stiller sådanne containerne op og foretager de nævnte afregninger. Hvis formålet med
DSA´en er at ligestille fysisk og digital handel, vil det jo desværre være tilfældet.
Hvad er det afgørende problem og hvorfor skal der handles nu og i forbindelse med forhandlingen af DSA?
Problemets kerne som ikke fremkommer tydeligt nok er, at der er et regulært hul i produktsikkerhedslovgivningen og
herunder kosmetikforordningen samt miljø- og kemikalielovgivningen. Forretningsmodellen for
onlinemarkedspladsernes er at placeret sig i dette hul – hvilket undergraver det fundamentale europæiske princip om
at der i det indre marked altid skal være en erhvervsmæssig aktør i EU, der er ansvarlig for sikkerheden og lovligheden
når produkter bringes i omsætning på det europæiske marked.
Det hul kunne meget enkelt lukkes ved at ansvarliggøre de onlinemarkedspladser, der er den digitale indgang til EU på
linje med de fysiske importører i produktsikkerhedslovgivningen og i miljø- og kemikalielovgivningen.
Den helt store udfordring fremadrettet er, at DSA´en hvis den vedtages i sin nuværende form udtømmende og
horisontalt vil gøre op med digitale tjenesters (herunder onlinemarkedspladsers) ansvar. Dette vil hvis DSA´en
vedtages i dens nuværende form samtidigt fremadrettet forhindre myndighederne i at kunne lukke hullet og
blåstempler reelt onlinemarkedspladsernes forretningsmodel, samtidigt vil DSA´en fritager onlinemarkedspladser for
ansvar overfor de produkter de sælger.
Uklarheder i ministerens svar
Det vil også være interessant at få erhvervsministerens uddybning af, hvad det praktisk betyder, når han skriver:
Kosmetik- og hygiejnebranchen · Børsen · DK-1217 København K · CVR 20965428
+45 4520 2010 · info@kosmetikoghygiejne.dk · www.kosmetikoghygiejne.dk
”E delig arbejder regeri ge for, at der altid bør være e aktør at stille til a svar. Dvs. såfre t hverke sælgere eller
fabrikanten kan pålægges ansvaret for et ulovligt produkt, vil det slutteligt ku e pålægges platfor e ”.
Betyder det, at onlinemarkedspladsen bør have det endelige ansvar for sikkerheden af de produkter den formidler fra
sælgere i tredjelande? For det giver ikke umiddelbart mening, at en dansk myndighed eller en forbruger skal til Kina
eller Indien for at søge en sanktion effektueret eller en erstatning dækket.
Miljø i istere oplyser ed sit idrag til s aret, at ”Kommissionen arbejder på, at der ved salg af kosmetiske
produkter indføres en forpligtelse til at angive CPNP-nummeret for den ansvarlige person, så denne nemt kan
opspores”.
Det er umiddelbart svært at se, hvordan dette i praksis vil løse udfordringen, da kun ansvarlige personer efter
kosmetikforordningens artikel 4 kan melde produkter til CPNP-databasen og som nævnt ovenfor, er der efter vores
opfattelse netop ingen ansvarlig person i den situation, hvor onlinemarkedspladser lader sælgere fra tredjelande få
adgang til at sælge produkter direkte til forbrugere i EU.
I forlængelse heraf vil det også være meget interessant at få erhvervsministeren og miljøministerens holdning til, om
DSA´en i sin nuværende form overhovedet giver mulighed for, at EU Kommissionen i kosmetikforordningen stiller krav
om, at onlinemarkedspladserne kontrollerer, om alle produkter på deres platform er tilmeldt CPNP-databasen, før de
bliver solgt?
Hvad betyder det, at produktansvarsloven finder anvendelse?
Erhvervsministeren konstaterer kort, at produktansvarsloven finder anvendelse. Det er interessant, for efter vores
opfattelse finder produktansvarsloven netop ikke anvendelse i disse tilfælde, hvor de ulovlige eller defekte produkter
ikke anses for erhvervsmæssigt importeret eller fabrikeret i EU. Vi hører dog meget gerne et mere konkret svar på,
hvem der har ansvaret for skaden, hvis en forbruger får en skade på hud eller tandkød efter at have anvendt et
kosmetisk produkt, som er købt gennem en onlinemarkedsplads fra en sælger i et tredjeland.
Vi står naturligvis til rådighed for uddybning af ovenstående.
Venlig hilsen
Helle Fabiansen
Administrerende direktør
Kosmetik- og hygiejnebranchen