Beretning afgivet af Indenrigs- og Boligudvalget den 15. september 2021

Tilhører sager:

Aktører:


    AX26729

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20201/beslutningsforslag/b220/20201_b220_beretning.pdf

    Beretning afgivet af Indenrigs- og Boligudvalget den 15. september 2021
    Beretning
    over
    Forslag til folketingsbeslutning om bæredygtigt byggeri og bæredygtige
    renoveringer i kommunerne og regionerne
    [af Søren Egge Rasmussen (EL) m.fl.]
    1. Politiske bemærkninger
    Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det
    Konservative Folkeparti og Kristendemokraterne
    Et flertal i udvalget (S, V, SF, KF og KD) konstaterer, at
    regeringen (Socialdemokratiet) sammen med Venstre, Dansk
    Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Fol-
    keparti, Det Konservative Folkeparti og Alternativet den
    5. marts 2021 har indgået en aftale om en national strate-
    gi for bæredygtigt byggeri. Aftalen sætter de langsigtede
    rammer for en ambitiøs omstilling i den danske bygge- og
    anlægssektor og vil i de kommende år bidrage til at sikre et
    kvalitetsbevidst, økonomisk ansvarligt og mere bæredygtigt
    byggeri.
    S, V, SF, KF og KD konstaterer endvidere, at der i hen-
    hold til den politiske aftale om en national strategi for bære-
    dygtigt byggeri skal indføres krav i bygningsreglementet for
    nybyggeri (offentligt såvel som privat) om at opgøre byg-
    ningers klimaaftryk fra 2023. Nybyggeri over 1.000 m2 vil
    desuden være omfattet af krav om CO2-grænseværdi svaren-
    de til 12 kg CO2-ækv. /m2/år. Øvrigt nybyggeri omfattes
    af krav om CO2-grænseværdi fra 2025. Der foreligger en
    mødekadence for aftaleparterne med henblik på at fastsætte
    grænseværdier hvert andet år frem mod 2030.
    S, V, SF, KF og KD bemærker, at der på nuværende
    tidspunkt ikke foreligger et fagligt grundlag for på samme
    vis at stille et generelt krav om livscyklusberegning og CO2-
    grænseværdier for renoveringer. I andre europæiske lande,
    der også er langt i arbejdet med klimakrav til bygninger,
    gælder aktuelle eller kommende krav om CO2-grænseværdi
    således også kun for nybyggeri. Som en del af den politiske
    aftale om en national strategi for bæredygtigt byggeri er der
    igangsat et initiativ om helhedsvurderinger ved renoverin-
    ger, der bl.a. skal medvirke til at understøtte, at beslutningen
    om eventuelle nedrivninger eller ombygninger og renoverin-
    ger afspejler den rette balance mellem økonomi, kvalitet og
    klimabelastning. Aftaleparterne vil ultimo 2022 modtage en
    afrapportering vedrørende initiativet om helhedsvurderinger
    ved renoveringer.
    S, V, SF, KF og KD ønsker ikke at undtage kommuners
    og regioners opfyldelse af klimakrav til bygninger fra an-
    lægsloftet, da udgifter til anlægsinvesteringer i bæredygtigt
    byggeri vil påvirke de samlede offentlige udgifter på lige
    fod med andre kommunale og regionale investeringer. Hvis
    udgifter skal undtages udgiftsstyringen via de aftalte an-
    lægsrammer, vil det kræve særskilt finansiering af et højere
    anlægsniveau for de kommunale og regionale anlægsudgif-
    ter ud fra det samlede økonomiske råderum. Det fremgår ik-
    ke af forslaget, hvordan dette i så fald skulle finansieres. S,
    V, SF, KF og KD noterer sig, at det allerede er muligt
    for kommuner og regioner at stille krav om et maksimalt
    CO2-aftryk for egne byggerier inden for de eksisterende
    reguleringsmæssige rammer.
    Flertallet kan således ikke støtte beslutningsforslaget.
    Radikale Venstre
    Radikale Venstres medlemmer af udvalget vil meget ger-
    ne stille klimakrav til offentligt byggeri, og det gælder selv-
    følgelig også for kommuner og regioner. RV synes egentlig,
    det er en fornuftig tilgang, at kravene strammes gradvis frem
    mod 2030, som det fremgår af selve beslutningsforslaget.
    RV ønsker imidlertid ikke at koble klimakrav og anlægs-
    loft. Anlægsloftet har netop sin gode begrundelse i mulig-
    heden for at styre den offentlige økonomi. Nu har vi i en
    krisesituation under pandemien og coronakrisen valgt at fra-
    vige anlægsloftet, men i fremtiden vil det igen blive relevant
    at have styr på de offentlige finanser – og måske endda
    også i endnu højere grad, når regningen for coronakrisen
    Til beslutningsforslag nr. B 220 Folketinget 2020-21
    AX026729
    skal betales. RV noterer sig i forlængelse heraf, at forslaget
    rækker helt frem til 2030.
    RV kan ikke forstå, hvorfor det skal være frivilligt for
    kommuner og regioner at leve op til klimakrav, hvilket det
    reelt ville blive med selve beslutningsforslaget. Fra RV’s
    side så vi hellere, at der bliver vedtaget klimakrav til alt
    offentligt byggeri og for vores skyld sådan set også gerne
    strammere krav end de generelle.
    RV kan ikke støtte beslutningsforslaget eller forslagsstil-
    lernes beretningstekst.
    Enhedslisten
    Enhedslistens medlemmer af udvalget konstaterer, at of-
    fentligt byggeri og offentligt støttet byggeri udgør en meget
    stor andel af det samlede byggeri. For kommunerne alene vil
    der frem til 2023 blive bygget og renoveret for 72,5 mia. kr.
    (»Kommunale Byggeprojekter 2020-2023«, Byggefakta).
    Derudover står den offentlige sektor og i særdeleshed
    kommunerne over for et enormt renoveringsefterslæb. For-
    eningen af Rådgivende Ingeniører vurderer i deres analyse
    »State of the Nation 2020«, at der er et renoveringsefterslæb
    i offentlige bygninger på mindst 70 mia. kr. I analysen peges
    der bl.a. på den kommunale sektor, hvor der er et markant
    efterslæb: »Blandt de største udfordringer for kommunerne
    er dårligt indeklima i bl.a. skoler. Vurderingen af tilstanden
    af kommunernes bygninger dækker over en stor spredning
    i tilstanden af bygningerne. Således har kommunerne typisk
    en del bygninger med tilstand 2 (dårlig/kritisk) eller lave-
    re. Tilstanden for de kommunale bygninger forventes at væ-
    re nedadgående de kommende fire år, hvilket primært skyl-
    des manglende midler til renovering og nybyggeri.« (»State
    of the Nation 2020«, FRI – Foreningen af Rådgivende Inge-
    niører, 2020, side 92).
    Det er EL´s vurdering, at indsatsen for at få gjort of-
    fentligt nybyggeri og offentlige renoveringsprojekter bære-
    dygtige vil være med til drive hele byggeriet til at blive
    mere bæredygtigt. Det vil samtidig udvikle kompetencer
    og erfaringer, som kan være med til at løfte det samlede
    byggeri. Derudover vil renoveringerne hjælpe på at forbedre
    indeklimaet i bygninger.
    EL noterer sig, at det ifølge en analyse er muligt for
    Danmark at spare 40 mia. kr. i såkaldte »multiple benefits«
    frem mod 2050, hvis vores bygninger renoveres. Heri indgår
    alene de reducerede udgifter i forbindelse med luftvejssyg-
    domme som f.eks. sygefravær, sundhedsudgifter og mistet
    produktivitet på arbejdspladserne, og dermed er det egentli-
    ge besparelsespotentiale ved et forbedret indeklima forment-
    lig væsentligt større (»Analyse af det samfundsøkonomiske
    potentiale for energibesparelser«, Ea Energianalyse for SY-
    NERGI og Renovering på dagsordenen, 2019).
    EL vurderer, at der er behov for at fjerne forhindringerne
    for et mere bæredygtigt byggeri, og at kommuner og regio-
    ner derfor skal fritages fra anlægsloftet, for så vidt angår
    de projekter, som overholder et nærmere bestemt bæredyg-
    tighedskrav.
    EL opfordrer på den baggrund regeringen til at tage
    initiativ til forhandlinger om fastsættelse af bæredygtigheds-
    krav om et maksimalt CO2-aftryk for såvel nybyggeri som
    renoveringer i kommuner og regioner med de partier og
    medlemmer af Folketinget, som støtter denne opfordring, og
    endvidere på baggrund af dialog med branchen, KL og Dan-
    ske Regioner med henblik på efterfølgende fremsættelse af
    de nødvendige forslag m.v. til at sikre bæredygtigt byggeri
    og bæredygtige renoveringer i kommunerne og regionerne.
    Sikandar Siddique (UFG)
    Medlem af udvalget Sikandar Siddique (UFG) bemærker,
    at Frie Grønne ønsker at fastsætte alle bæredygtighedsmål,
    så de afspejler Danmarks forpligtelse i henhold til Parisafta-
    len. Derfor skal reduktionerne for byggeri også til enhver
    tid følge Klimarådets generelle anbefalinger til reduktions-
    kurve.
    Frie Grønne er altid med på at stille klima- og miljø-
    krav til byggeri, da sektoren har et stort medansvar for den
    nuværende klimakrise, men også et stort potentiale for om-
    stilling. Byggeri og bygninger udleder omkring 30 pct. af
    Danmarks CO2, producerer 35 pct. af den samlede affalds-
    mængde og forbruger 40 pct. af det samlede elforbrug.
    I byggebranchen skal der altid stilles bæredygtighedskrav
    til et maksimalt CO2-aftryk ved både nybyggeri og renove-
    ring. Frie Grønne mener, at alle byggerier i både offentligt
    og privat regi og uanset byggeriets størrelse bør have ambi-
    tiøse reduktionsmål.
    I den forbindelse er Frie Grønne kritisk over for den nati-
    onale strategi for bæredygtigt byggeri, da den kun næsten
    indfrier anbefalingerne fra klimapartnerskabet, der baserer
    sig på en målsætning om kun 50 pct. reduktion. Folketinget
    har vedtaget en klimalov med en klar målsætning om at
    reducere Danmarks drivhusgasudledninger med 70 pct. Frie
    Grønne undrer sig over, at den selv samme ambition ikke
    afspejles i klimaaftaler indgået på enkelte områder, herunder
    naturligvis på byggeriområdet.
    Frie Grønne mener, at en omstilling kræver, at bæredyg-
    tighedskravet skærpes betydeligt i forhold til den eksister-
    ende aftale, og at loftet over drivhusgasudledninger i kg
    CO2/kvm/år skal være i overensstemmelse med målene for
    Parisaftalen og dermed følge en reduktionskurve på 60 pct. i
    2025, 80 pct. i 2030 og 100 pct. i 2035.
    Frie Grønne støtter beslutningsforslaget om at koble an-
    lægsloftet med bæredygtighedskrav med en klar forventning
    om, at de konkrete reduktionsmål bliver i overensstemmelse
    med Danmarks internationale forpligtelser på klimaområdet
    og dermed ovenstående reduktionskurve.
    Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og
    Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke
    medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme
    med politiske bemærkninger i beretningen.
    2. Udvalgsarbejdet
    Beslutningsforslaget blev fremsat den 9. marts 2021 og
    var til 1. behandling den 26. april 2021. Beslutningsforslaget
    blev efter 1. behandling henvist til behandling i Indenrigs-
    og Boligudvalget.
    2
    Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og
    dokumenter
    Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med
    udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget
    på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
    Møder
    Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.
    P.u.v.
    Søren Egge Rasmussen
    formand
    3