B 125 - svar på spm. 14 om ministeren helt konkret vil beskrive, hvordan forbrugerne skal få erstatning, hvis et produkt fra et tredjeland solgt gennem en onlinemarkedsplads viser sig at være defekt, fra erhvervsministeren

Folketingets Erhvervsudvalg
Besvarelse af spørgsmål 14 ad B 125 stillet af udvalget den 23. august
2021 efter ønske fra Anne Honoré Østergaard (V).
Spørgsmål 14:
Det fremgår af svar på B 125 – spm. 7 af 12. august, at ministeren
mener, at ansvaret for sikkerheden af de produkter, der via online-
markedspladserne sælges til europæiske forbrugere fra sælgere i
Kina og andre tredjelande, skal ligge hos sælgeren eller fabrikanten
i tredjelandet.
Vil ministeren helt konkret beskrive, hvordan forbrugerne skal få
erstatning, hvis et produkt fra et tredjeland solgt gennem en onli-
nemarkedsplads viser sig at være defekt og forårsager skade på per-
soner eller ting? Skal forbrugerne f.eks. søge erstatning i Kina, hvis
et defekt produkt fra en kinesisk sælger har forårsaget skade på
helbred eller bolig? Synes ministeren, at dette er hensigtsmæssigt
ud fra en forbrugerbeskyttelsesdagsorden?
Vil ministeren samtidig oplyse, hvilket retsgrundlag forbrugeren
skal bygge sit krav på, når der er tale om et produkt fra et tredje-
land, der er solgt gennem den beskrevne forretningsmodel?”
Svar:
Da spørgsmålet vedrører produktansvarsloven, har jeg indhentet bidrag
fra Justitsministeren, som oplyser følgende:
”Justitsministeriet finder det hensigtsmæssigt indledningsvist
at tydeliggøre forskellen på reglerne om produktsikkerhed og
produktansvar. Reglerne om produktsikkerhed, der henhører
under Erhvervsministeriets ressort, indeholder en række krav
til mærkning, emballage, egenskaber osv., som forskellige ty-
per af produkter skal overholde. Reglerne om produktansvar,
der henhører under Justitsministeriets ressort, regulerer er-
statningsspørgsmålet i tilfælde, hvor et defekt produkt har
forvoldt skade.
Efter produktansvarsloven påhviler ansvaret for skader forår-
saget af en defekt ved et produkt den producent og mellem-
handler, der har produceret eller leveret det defekte produkt.
ERHVERVSMINISTEREN
3. september 2021
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf. 33 92 33 50
Fax 33 12 37 78
CVR-nr. 10 09 24 85
EAN nr. 5798000026001
em@em.dk
www.em.dk
Erhvervsudvalget 2020-21
B 125 - endeligt svar på spørgsmål 14
Offentligt
2
Det afgørende er således, hvem der anses for at være produ-
cent og mellemhandler.
Den, der fremstiller et færdigt produkt, et delprodukt eller en
råvare, den, der frembringer eller indsamler et naturprodukt,
samt den, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet
kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets produ-
cent, anses for at være producent.
Den, der som led i sin erhvervsvirksomhed indfører et pro-
dukt i EU med henblik på videresalg, udlejning, leasing eller
anden form for omsætning, anses endvidere for at være pro-
ducent.
Som mellemhandler anses den, som erhvervsmæssigt bringer
et produkt i omsætning uden at anses som producent.
Ved handel på en onlinemarkedsplads, hvor en forbruger
handler med en tredjepart, vil denne tredjepart være at anse
som sælger (herved forstås producent eller mellemhandler).
Dermed handler en forbruger i sådanne tilfælde ikke med ud-
byderen af selve markedspladsen, der således ikke anses for
producent eller mellemhandler i produktansvarslovens for-
stand.
I de tilfælde, hvor en dansk forbruger handler direkte med en
sælger fra et tredjeland, vil det være den danske forbruger,
der selv indfører produktet i Danmark. Dermed er der ikke en
mellemhandler i EU, der kan betragtes som producent og der-
ved ansvarlig for produktskader.
Det vil derfor som udgangspunkt være den sælger, man har
handlet med, der er ansvarlig for produktskader forårsaget af
et defekt produkt, såfremt betingelserne i produktansvarslov-
givningen i øvrigt er opfyldt. Derfor er det som udgangspunkt
også sælgeren, erstatningskravet skal rejses mod.
Dette udgangspunkt kan ændre sig, hvis eksempelvis en onli-
nemarkedsplads anbringer sit navn, mærke eller kendetegn på
produktet og dermed udgiver sig for at være dets producent. I
et sådant tilfælde følger det som beskrevet af produktansvars-
loven, at onlinemarkedspladsen som udgangspunkt vil blive
betragtet som producent, hvorfor markedspladsen vil bære
ansvaret for produktskaden.
3
En anden problemstilling er, at det kan være praktisk vanske-
ligt at inddrive sit krav, hvis den ansvarlige (sælgeren) befin-
der sig i et tredjeland.
Som beskrevet kan importøren af et produkt til EU blive anset
for producent i produktansvarslovens forstand og dermed bæ-
re et produktansvar, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Når
en dansk forbruger køber et produkt, der er produceret i et
tredjeland, men på købstidspunktet er importeret til EU, kan
importøren således være at anse for producent, såfremt impor-
tøren har indført produktet i EU som led i sin erhvervsvirk-
somhed med henblik på videresalg, udlejning, leasing eller
anden form for omsætning.
Den ovenfor beskrevne retsstilling følger af reglerne i pro-
duktansvarsloven, der implementerer Rådets direktiv
85/374/EØF om produktansvar. Da direktivet inden for sit
anvendelsesområde er et totalharmoniseringsdirektiv, kan
Danmark ikke udvide reglernes anvendelsesområde. Ændrin-
ger i reglerne skal i stedet foretages i regi af EU.
Det kan i den forbindelse oplyses, at Kommissionen den 30.
juni 2021 offentliggjorde en ”Inception Impact Assessment”
vedrørende betydning af den teknologiske udvikling og cirku-
lærøkonomi for produktansvarsdirektivet, som bl.a. indehol-
der forskellige oplæg til eller bud på ændring af produktan-
svarsdirektivet med henblik på at imødegå problemstillinger i
forhold til onlinemarkedspladser. Kommissionen forventer at
foretage en høring i 3. kvartal 2021. Der foreligger ikke på
nuværende tidspunkt noget konkret forslag til ændring af pro-
duktansvarsdirektivet. Det er naturligvis et arbejde, som
Justitsministeriet vil følge tæt.
Det bemærkes i øvrigt, at der derudover kan være grundlag
for, at køberen kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende
efter de køberetlige regler, idet produktets defekt ofte vil ud-
gøre en køberetlig mangel.
Justitsministeriet har i lovforslag nr. L 223 (2020-21) om æn-
dring af købeloven og lov om markedsføring som følge af
implementering af varedirektivet og direktivet om digitalt
indhold bemærket, at det af hensyn til forbrugerbeskyttelsen
bør overvejes, om muligheden for at udvide sælgerbegrebet til
at omfatte onlineplatforme, der ikke allerede betragtes som
forbrugerens aftalepart i henhold til varedirektivet og direkti-
vet om digitalt indhold, skal benyttes. Justitsministeriet fandt,
at spørgsmålets kompleksitet tilsiger, at en eventuel udvidelse
4
af sælgerbegrebet forudsætter en nærmere undersøgelse af ef-
fekten for forbrugerbeskyttelsen og implikationerne for er-
hvervslivet samt en nærmere afdækning af, hvilken form for
udvidelse, der i givet fald bedst vil kunne opfylde det ønskede
formål.”
Med venlig hilsen
Simon Kollerup