Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om Den Europæiske Unions tiltrædelse af konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ("domskonventionen")

DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 16.7.2021
COM(2021) 388 final
ANNEX
BILAG
til
Forslag til Rådets afgørelse
om Den Europæiske Unions tiltrædelse af konventionen om anerkendelse og
fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
("domskonventionen")
{SEC(2021) 279 final} - {SWD(2021) 192 final} - {SWD(2021) 193 final}
Europaudvalget 2021
KOM (2021) 0388 - Forslag til afgørelse/beslutning
Offentligt
1
KONVENTIONEN OM ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE AF
UDENLANDSKE RETSAFGØRELSER PÅ DET CIVIL- OG HANDELSRETLIGE
OMRÅDE
De kontraherende parter i denne konvention,
Som ønsker at fremme effektiv adgang til domstolsprøvelse for alle og lette regelbaseret
multilateral handel og multilaterale investeringer samt mobilitet via retligt samarbejde,
Som er overbevist om, at et sådant samarbejde kan styrkes gennem indførelse af et ensartet
sæt overordnede regler for anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område for at lette en effektiv anerkendelse og fuldbyrdelse af
sådanne afgørelser,
Som er overbevist om, at et sådant forstærket retligt samarbejde navnlig kræver en
international retlig ordning, der giver større forudsigelighed og sikkerhed i forbindelse med
den globale udveksling af udenlandske retsafgørelser, og som supplerer konventionen af 30.
juni 2005 om værnetingsaftaler,
har besluttet at indgå denne konvention herom og er blevet enige om følgende bestemmelser –
KAPITEL I – ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER
Artikel 1
Anvendelsesområde
1. Denne konvention finder anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på
det civil- og handelsretlige område. Den omfatter navnlig ikke spørgsmål vedrørende skat,
told eller administrative anliggender.
2. Denne konvention finder anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse i en kontraherende
stat af en retsafgørelse truffet af en domstol i en anden kontraherende stat.
Artikel 2
Udelukkelser fra anvendelsesområdet
1. Denne konvention finder ikke anvendelse på
a) fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne
b) underholdsforpligtelser
c) andre familieretlige anliggender, herunder ordninger for formueforholdet mellem
ægtefæller samt andre rettigheder eller forpligtelser i forbindelse med ægteskab eller lignende
partnerskabsforhold
d) testamenter og arv
e) insolvens, akkord, likvidation af finansielle institutioner og tilsvarende forhold
f) personbefordring og godstransport
2
g) grænseoverskridende havforurening, havforurening i områder uden for national
jurisdiktion, havforurening fra skibe, begrænsning af erstatningsansvar for søretlige krav og
generelt gennemsnit
h) erstatningsansvar for atomare skader
i) juridiske personers eller sammenslutninger af fysiske og juridiske personers gyldighed,
ugyldighed eller opløsning, samt gyldigheden af beslutninger truffet af deres organer
j) gyldigheden af indførelser i offentlige registre
k) ærekrænkelse
l) privatlivets fred
m) intellektuel ejendomsret
n) væbnede styrkers aktiviteter, herunder deres personales aktiviteter under udøvelsen af deres
officielle hverv
o) retshåndhævelsesaktiviteter, herunder retshåndhævelsespersonalets aktiviteter i forbindelse
med udøvelsen af deres officielle hverv
p) kartelsager (konkurrence), medmindre afgørelsen er baseret på en adfærd, der udgør en
konkurrencebegrænsende aftale eller samordnet praksis mellem faktiske eller potentielle
konkurrenter med henblik på fastsættelse af priser, afgivelse af manipulerede bud, fastsættelse
af produktionsbegrænsninger eller kvoter eller opdeling af markeder ved at fordele kunder,
leverandører, territorier eller handelslinjer, og hvor en sådan adfærd og dens virkninger begge
fandt sted i domsstaten
q) omlægning af statsgæld ved hjælp af ensidige statslige foranstaltninger.
2. En retsafgørelse er ikke udelukket fra denne konventions anvendelsesområde, når et
spørgsmål, som denne konvention ikke finder anvendelse på, kun er opstået som et
præjudicielt spørgsmål i den sag, hvor retsafgørelsen er truffet, og ikke var tvistens egentlige
genstand. Den omstændighed, at et sådant spørgsmål opstod som led i de kontradiktoriske
retsforhandlinger, kan navnlig ikke i sig selv medføre, at tvisten udelukkes fra konventionens
anvendelsesområde, hvis dette spørgsmål ikke var tvistens egentlige genstand.
3. Denne konvention finder ikke anvendelse på voldgiftssager og lignende sager.
4. En retsafgørelse er ikke udelukket fra konventionens anvendelsesområde, blot fordi en stat,
herunder en regering, et regeringsorgan eller en af staten bemyndiget person, er part i tvisten.
5. Intet i denne konvention indskrænker privilegier og immuniteter, som er indrømmet stater
eller internationale organisationer for så vidt angår disse og deres ejendom.
Artikel 3
Definitioner
1. I denne konvention forstås ved –
a) "sagsøgt": en person, overfor hvem kravet eller modkravet blev fremsat i domsstaten
b) "retsafgørelse": enhver af en domstol truffet realitetsafgørelse uanset dens benævnelse,
herunder en dom eller en kendelse, og tillige en af domstolen (eller en af det relevante
dommerkontor) foretaget fastsættelse af sagsomkostninger, forudsat at fastsættelsen vedrører
3
en realitetsafgørelse, der kan anerkendes eller fuldbyrdes i henhold til denne konvention. Et
foreløbigt sikrende retsmiddel betragtes ikke som en retsafgørelse.
2. En enhed eller person, der ikke er en fysisk person, anses for at have sit sædvanlige
opholdssted i den stat –
a) i hvilken dens vedtægtsmæssige hjemsted ligger
b) i henhold til hvis lov den blev stiftet,
c) i hvilken dens hovedkontor ligger, eller
d) i hvilken dens hovedforretningssted ligger.
KAPITEL II - ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE
Artikel 4
Almindelige bestemmelser
1. En retsafgørelse, der er truffet af en ret i en kontraherende stat (domsstaten), skal
anerkendes og fuldbyrdes i en anden kontraherende stat (den anmodede stat) i
overensstemmelse med bestemmelserne i dette kapitel. Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan
kun afslås af de grunde, der er anført i denne konvention.
2. Der foretages ingen realitetsprøvelse af afgørelsen i den stat, som anmodningen rettes til.
Der må kun foretages en prøvelse, som er nødvendig for anvendelsen af denne konvention.
3. En retsafgørelse skal kun anerkendes, hvis den har retskraft i domsstaten, og den skal kun
fuldbyrdes, hvis den kan fuldbyrdes i domsstaten.
4. Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan udsættes eller afslås, hvis den i stk. 3 nævnte afgørelse
er appelleret i domsstaten, eller hvis fristen for ordinær appel af afgørelsen ikke er udløbet. Et
afslag er ikke til hinder for en senere anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse af
dommen.
Artikel 5
Grundlaget for anerkendelse og fuldbyrdelse
1. En retsafgørelse kan anerkendes og fuldbyrdes, hvis et af følgende krav er opfyldt –
a) den person, i forhold til hvem der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse, havde
sædvanlig bopæl i domsstaten på det tidspunkt, hvor den pågældende blev part i sagen ved
retten i domsstaten
b) den fysiske person, i forhold til hvem der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse,
havde sit hovedforretningssted i domsstaten på det tidspunkt, hvor personen blev part i sagen
ved retten i denne stat, og det krav, der ligger til grund for afgørelsen, er opstået som følge af
denne virksomheds aktiviteter
c) den person, over for hvem der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse, er den person,
der fremsatte det krav, bortset fra et modkrav, som ligger til grund for afgørelsen
d) sagsøgte havde en filial, et agentur eller en lignende virksomhed uden selvstændig juridisk
personlighed i domsstaten på det tidspunkt, hvor den pågældende blev part i sagen ved retten i
denne stat, og det krav, der ligger til grund for afgørelsen, er opstået som følge af den
pågældende filials, det pågældende agenturs eller den pågældende virksomheds aktiviteter
4
e) sagsøgte udtrykkeligt anerkendte retten i domsstatens kompetence som led i den sag, hvor
afgørelsen blev truffet
f) sagsøgte afgav indlæg vedrørende sagens realitet for retten i domsstaten uden at bestride
rettens kompetence inden for den frist, der er fastsat i domsstatens lovgivning, medmindre det
er åbenbart, at en indsigelse mod kompetencen eller udøvelsen af denne ikke ville være blevet
taget til følge efter denne lovgivning
g) i afgørelsen tog retten stilling til en kontraktlig forpligtelse, og afgørelsen blev truffet af en
ret i den stat, hvor opfyldelsen af denne forpligtelse fandt sted eller skulle have fundet sted, i
overensstemmelse med
i) parternes aftale eller
ii) den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen, i mangel af et aftalt
opfyldelsessted,
medmindre sagsøgtes virksomhed i forbindelse med transaktionen tydeligvis ikke udgjorde en
formålstjenlig og væsentlig tilknytning til denne stat
h) afgørelsen vedrørte udlejning af fast ejendom (lejemål), og den blev truffet af en domstol i
den stat, hvor ejendommen er beliggende
i) afgørelsen, der gik sagsøgte imod, vedrørte en kontraktlig forpligtelse, der er sikret ved en
tinglig rettighed i en fast ejendom beliggende i domsstaten, hvis det kontraktmæssige krav
blev fremsat sammen med et krav over for den samme sagsøgte vedrørende denne tinglige
rettighed
j) afgørelsen vedrørte en forpligtelse uden for kontraktforhold, der udspringer af død,
personskade, beskadigelse eller tab af et materielt gode, og den handling eller undladelse, der
er årsag til skaden, fandt sted i domsstaten, uanset hvor skaden blev forvoldt
k) afgørelsen vedrører gyldigheden, opbygningen, virkningerne, administrationen eller
ændringen af en frivilligt oprettet trust, som der foreligger skriftlig dokumentation for, og –
i) på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, var domsstaten i trustdokumentet udpeget
som den stat, ved hvis domstole tvister om sådanne spørgsmål skulle afgøres eller
ii) på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, var domsstaten udtrykkeligt eller implicit
angivet i stiftelsesdokumentet som den stat, hvor trustens hovedkontor er beliggende.
Dette afsnit finder kun anvendelse på afgørelser vedrørende interne aspekter i en trust mellem
personer, der indgår eller indgik i trusten
l) i afgørelsen tog retten stilling til et modkrav –
i) i det omfang, det var til fordel for modparten, forudsat at modkravet udsprang af den
samme transaktion eller begivenhed som kravet eller
ii) i det omfang afgørelsen gik modparten imod, medmindre det var et krav efter
lovgivningen i domsstaten, at modkravet blev fremsat for at undgå præklusion
m) afgørelsen blev truffet af en domstol, der er udpeget i en aftale, der er indgået mundtligt
eller skriftligt eller ved hjælp af ethvert andet kommunikationsmiddel, der gør oplysningerne
tilgængelige, således at de kan anvendes til en efterfølgende henvisning, bortset fra en
eksklusiv værnetingsaftale.
5
ved "eksklusiv værnetingsaftale" i dette afsnit forstås en mellem to eller flere parter indgået
aftale, hvori det er fastsat, at allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i forbindelse med
et bestemt retsforhold skal indbringes for domstolene i en stat eller for en eller flere nærmere
angivne retter i en stat, således at ingen andre domstole har kompetence til at behandle
sådanne tvister.
2. Hvis der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse i forhold til en fysisk person, der
primært varetager sine personlige, sin families eller sin husholdnings interesser (en forbruger)
i sager om forbrugeraftaler, eller i forhold til en arbejdstager i sager vedrørende
arbejdstagerens ansættelseskontrakt –
a) stk. 1, litra e), finder kun anvendelse, hvis samtykket er afgivet mundtligt eller skriftligt
over for retten
b) stk. 1, litra f), g) og m), finder ikke anvendelse.
3. stk. 1 finder ikke anvendelse på en afgørelse vedrørende leje af fast ejendom til beboelse
(lejeaftale) eller vedrørende registrering af fast ejendom. En sådan afgørelse kan kun
anerkendes og fuldbyrdes, hvis den er truffet af en domstol i den stat, hvor ejendommen er
beliggende.
Artikel 6
Eksklusivt grundlag for anerkendelse og fuldbyrdelse
Uanset artikel 5 anerkendes og fuldbyrdes en retsafgørelse om rettigheder over fast ejendom
kun, hvis ejendommen er beliggende i domsstaten.
Artikel 7
Afslag på anerkendelse eller fuldbyrdelse
1. Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan afslås, hvis –
a) stævningen eller et hermed ligestillet processkrift, der indeholder de vigtigste oplysninger
om kravet –
i) ikke er blevet forkyndt for sagsøgte i rette tid og på en sådan måde, at vedkommende
har haft mulighed for at varetage sit forsvar, medmindre sagsøgte har deltaget i et
retsmøde og redegjort for sine synspunkter ved retten i domsstaten uden at anfægte
forkyndelsen, forudsat at lovgivningen i domsstaten gav mulighed herfor, eller
ii) i den anmodede stat er blevet forkyndt for sagsøgte på en måde, der er uforenelig
med denne stats grundlæggende retsprincipper vedrørende forkyndelse af dokumenter
b) dommen er opnået ved svig
c) anerkendelse eller fuldbyrdelse ville være åbenbart uforenelig med samfundsordenen i den
anmodede stat, herunder situationer hvor den procedure, der gav anledning til dommen, har
været uforenelig med grundlæggende retsplejeprincipper i nævnte stat, og situationer hvor
statens sikkerhed og suverænitet kan bringes i fare
d) sagen ved retten i domsstaten var i strid med en aftale eller en klausul i et trustdokument, i
henhold til hvilken tvisten skulle afgøres ved en ret i en anden stat end domsstaten
e) afgørelsen strider mod en dom, der i den anmodede stat er afsagt i en tvist mellem de
samme parter, eller
6
f) afgørelsen strider mod en dom, der tidligere er afsagt i en anden stat mellem de samme
parter i en tvist om samme sagsgenstand, og den tidligere dom opfylder de nødvendige
betingelser for at blive anerkendt i den anmodede stat.
2. Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan udsættes eller afslås, hvis der verserer en sag mellem
de samme parter om samme sagsgenstand ved en ret i den anmodede stat, hvor –
a) sagen blev anlagt ved retten i den anmodede stat, før det skete ved retten i domsstaten, og
b) der er en tæt forbindelse mellem tvisten og den anmodede stat.
Et afslag efter denne bestemmelse er ikke til hinder for en senere anmodning om anerkendelse
eller fuldbyrdelse af dommen.
Artikel 8
Præjudicielle spørgsmål
1. En afgørelse om et præjudicielt spørgsmål kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes inden for
rammerne af denne konvention, hvis afgørelsen vedrører et spørgsmål, som denne konvention
ikke finder anvendelse på, eller et spørgsmål som omhandlet i artikel 6, og som en ret i en
anden stat end den i nævnte bestemmelse omhandlede har truffet afgørelse om.
2. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse kan afslås, hvis og i det omfang
afgørelsen hviler på en afgørelse om et spørgsmål, som denne konvention ikke finder
anvendelse på, eller et spørgsmål som omhandlet i artikel 6, og som en ret i en anden stat end
den i nævnte bestemmelse omhandlede har truffet afgørelse om.
Artikel 9
Udskillelse
En udskillelig del af en afgørelse anerkendes eller fuldbyrdes, hvis der anmodes om
anerkendelse eller fuldbyrdelse af den pågældende del, eller hvis kun en del af afgørelsen kan
anerkendes eller fuldbyrdes inden for rammerne af denne konvention.
Artikel 10
Erstatning
1. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse kan afslås, hvis og i det omfang der ved
dommen er tilkendt en erstatning, herunder erstatning med afskrækkende eller straffende
formål, som ikke er en kompensation til en af parterne for det faktiske tab eller den faktiske
skade, der er lidt.
2. Retten skal tage hensyn til, om og i hvilket omfang den af oprindelsesdomstolen tilkendte
erstatning har til formål at dække omkostninger og udgifter i forbindelse med sagen.
Artikel 11
Forlig (transactions judiciaires)
Forlig (transactions judiciaires), som en ret i en kontraherende stat har godkendt, eller som
under sagens behandling er blevet indgået ved en ret i en kontraherende stat, og som i
domsstaten kan fuldbyrdes på samme måde som en dom, fuldbyrdes efter denne konvention
på samme måde som en retsafgørelse.
Artikel 12
Dokumenter, der skal fremlægges
1. Den part, der anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse, skal fremlægge
7
a) en fuldstændig bekræftet kopi af afgørelsen
b) hvis der er tale om en udeblivelsesdom, originalen eller en bekræftet kopi af et dokument,
hvoraf det fremgår, at stævningen eller et hermed ligestillet processkrift er blevet forkyndt for
den udeblevne part
c) eventuelle dokumenter, som måtte være nødvendige for at konstatere, at afgørelsen har
retskraft, eller, når det er relevant, at den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten
d) i det i artikel 11 omhandlede tilfælde en attest fra en ret (eller fra det relevante
dommerkontor) i oprindelsesstaten, hvoraf det fremgår, at forliget eller en del heraf i
domsstaten kan fuldbyrdes på samme måde som en dom.
2. Hvis afgørelsens præmisser ikke gør det muligt for den ret, hvortil anmodningen indgives,
at efterprøve, at betingelserne i dette kapitel er opfyldt, kan retten kræve alle nødvendige
dokumenter fremlagt.
3. En anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse kan vedlægges et dokument vedrørende
afgørelsen, der er udfærdiget af en ret i domsstaten (herunder af det relevante dommerkontor),
i den udformning, som Haagerkonferencen om International Privatret har anbefalet og
offentliggjort.
4. Hvis de i denne bestemmelse nævnte dokumenter ikke er affattet på et officielt sprog i den
anmodede stat, skal de ledsages af en autoriseret oversættelse til et i denne stat officielt sprog,
medmindre andet følger af lovgivningen i den anmodede stat.
Artikel 13
Procedure
1. Proceduren for anerkendelse, fuldbyrdelsespåtegning, registrering med henblik på
fuldbyrdelse og fuldbyrdelse af afgørelsen følger lovgivningen i den anmodede stat,
medmindre andet er fastsat i denne konvention. Retten i den anmodede stat skal behandle
sagen så hurtigt som muligt.
2. Retten i den anmodede stat kan ikke afslå at anerkende eller fuldbyrde en retsafgørelse efter
denne konvention med den begrundelse, at der skal anmodes om anerkendelse eller
fuldbyrdelse i en anden stat.
Artikel 14
Sagsomkostninger
1. Det kan ikke pålægges den part, som i en kontraherende stat begærer fuldbyrdelse af en
afgørelse, der er truffet i en anden kontraherende stat, at stille sikkerhed eller betale et
depositum af nogen art med den begrundelse, at parten er udlænding eller ikke har bopæl eller
ophold i det pågældende land.
2. Et pålæg om betaling af sagsomkostninger, der er afgivet i en kontraherende stat over for
enhver person, der er fritaget for krav om at stille sikkerhed eller betale depositum efter stk. 1,
eller efter loven i den stat, hvor sagen er anlagt, skal efter anmodning fra den person, der er
berettiget til erstatning af sagsomkostninger, gøres eksigibelt i enhver anden kontraherende
stat.
3. En stat kan erklære, at den ikke vil anvende stk. 1, eller afgive en erklæring, hvori den
udpeger den ret, der ikke skal anvende stk. 1.
Artikel 15
Anerkendelse og fuldbyrdelse efter national ret
8
Med forbehold af artikel 6 er denne konvention ikke til hinder for anerkendelse eller
fuldbyrdelse af retsafgørelser efter national ret.
Kapitel III – Almindelige bestemmelser
Artikel 16
Overgangsbestemmelse
Denne konvention finder anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, hvis
konventionen på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt i domsstaten, havde retsvirkning
mellem denne stat og den anmodede stat.
Artikel 17
Erklæringer om begrænsning af anerkendelsen og fuldbyrdelsen
En stat kan erklære, at dens domstole kan afslå at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse, der
er truffet af en domstol i en anden kontraherende stat, hvis parterne havde bopæl i den
anmodede stat, og forbindelsen mellem parterne og alle andre relevante forhold i sagen -
bortset fra retten i domsstatens beliggenhed - udelukkende havde tilknytning til den anmodede
stat.
Artikel 18
Erklæringer om specifikke områder
1. Når en stat har en stærk interesse i ikke at anvende denne konvention på et specifikt
område, kan den pågældende stat erklære, at den ikke vil anvende konventionen på dette
område. En stat, der afgiver en sådan erklæring, skal drage omsorg for, at erklæringen ikke er
mere omfattende end nødvendigt, og at det udelukkede specifikke område er klart og præcist
defineret.
2. For så vidt angår det pågældende område, finder konventionen ikke anvendelse –
i den kontraherende stat, der har afgivet erklæringen
i andre kontraherende stater, hvor der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en
retsafgørelse truffet af den ret i en kontraherende stat, der traf afgørelsen.
Artikel 19
Erklæringer vedrørende retsafgørelser, der vedrører en stat
1. En stat kan erklære, at den ikke agter at anvende denne konvention på retsafgørelser, der er
truffet i sager, hvori en af følgende er part –
a) den pågældende stat eller en fysisk person, der repræsenterer den pågældende stat, eller
b) en statslig myndighed i den pågældende stat eller en fysisk person, der repræsenterer en
sådan myndighed.
En stat, der afgiver en sådan erklæring, skal drage omsorg for, at erklæringen ikke er mere
omfattende end nødvendigt, og at det udelukkede område er klart og præcist defineret. I
erklæringen sondres der ikke mellem afgørelser, hvor staten, en statslig myndighed i den
pågældende stat eller en fysisk person, der repræsenterer en af dem, er sagsøgt eller sagsøger i
sagen ved retten i domsstaten.
2. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse, der er truffet af en ret i en stat, der har
afgivet en erklæring efter stk. 1, kan afslås, hvis afgørelsen udsprang af en sag, som enten den
9
stat, der har afgivet erklæringen, eller den anmodede stat, en af deres statslige myndigheder
eller en fysisk person, der repræsenterer en af dem, er part i, i samme omfang som angivet i
erklæringen.
Artikel 20
Ensartet fortolkning
Ved fortolkningen af denne konvention skal der tages hensyn til dens internationale karakter
og behovet for at fremme en ensartet anvendelse af den.
Artikel 21
Vurdering af konventionens anvendelse
Generalsekretæren for Haagerkonferencen om International Privatret træffer med
regelmæssige mellemrum foranstaltninger med henblik på at vurdere, hvordan denne
konvention anvendes, herunder eventuelle erklæringer, og aflægger rapport til Rådet for
Almindelige Anliggender og Politik.
Artikel 22
Forskellige retssystemer
1. I forbindelse med en kontraherende stat, hvor to eller flere retssystemer finder anvendelse i
forskellige territoriale enheder for så vidt angår de i denne konvention omhandlede forhold,
a) skal en henvisning til en stats lovgivning eller procedurer forstås som en henvisning til den
lovgivning eller de procedurer, der gælder for den pågældende territoriale enhed
b) skal en henvisning til retten eller domstolene i en stat forstås som en henvisning til retten
eller domstolene i den pågældende territoriale enhed
c) skal en henvisning til forbindelsen med en stat forstås som en henvisning til forbindelsen
med den pågældende territoriale enhed
d) skal en henvisning til en tilknytningsfaktor i forbindelse med en stat forstås som en
henvisning til denne tilknytningsfaktor i forbindelse med den pågældende territoriale enhed.
2. Uanset stk. 1 er en kontraherende stat med to eller flere territoriale enheder, hvor der
gælder forskellige retssystemer, ikke forpligtet til at anvende denne konvention i tilfælde, der
udelukkende vedrører disse forskellige territoriale enheder.
3. En ret i en territorial enhed i en kontraherende stat med to eller flere territoriale enheder,
hvor der gælder forskellige retssystemer, er ikke forpligtet til at anerkende eller fuldbyrde en
retsafgørelse fra en anden kontraherende stat, blot fordi den efter denne konvention er blevet
anerkendt eller fuldbyrdet i en anden territorial enhed i samme kontraherende stat.
4. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på regionale organisationer for økonomisk
integration.
Artikel 23
Forbindelsen med andre internationale aftaler
1. Denne konvention skal fortolkes således, at den så vidt muligt skal være forenelig med
andre traktater, der gælder for de kontraherende stater, uanset om disse er indgået før eller
efter denne konvention.
2. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en traktat, der er
indgået før denne konvention.
10
3. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en traktat, der er
indgået efter denne konvention, for så vidt angår anerkendelse eller fuldbyrdelse af en
retsafgørelse, der er truffet af en domstol i en anden kontraherende stat, der også er part i den
pågældende traktat. Intet i den anden traktat berører forpligtelserne efter artikel 6 over for
kontraherende stater, der ikke er parter i denne traktat.
4. Denne konvention berører ikke anvendelsen af regler, der hidrører fra en organisationer for
regional økonomisk integration, som er part i denne konvention, for så vidt angår
anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet af en domstol i en anden
kontraherende stat, der også medlem af den pågældende organisation, såfremt –
a) reglerne blev vedtaget, inden denne konvention blev indgået eller
b) reglerne blev vedtaget efter denne konvention blev indgået, i det omfang de ikke berører
forpligtelserne efter artikel 6 over for kontraherende stater, der ikke er medlemmer af
organisationen for regional økonomisk integration.
KAPITEL IV – AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 24
Undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse
1. Denne konvention vil være åben for undertegnelse af alle stater.
2. Signatarstaterne er først bundet af denne konvention, når de har ratificeret, accepteret eller
godkendt den.
3. Denne konvention vil være åben for tiltrædelse af alle stater.
4. Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres i
Kongeriget Nederlandenes udenrigsministerium, som er konventionens depositar.
Artikel 25
Erklæringer vedrørende forskellige retssystemer
1. Hvis en stat har to eller flere territoriale enheder, hvor forskellige retssystemer finder
anvendelse på spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, kan den erklære, at
konventionen skal omfatte alle dens territoriale enheder eller kun en eller flere af dem. I en
sådan erklæring skal det udtrykkeligt angives, hvilke territoriale enheder denne konvention
finder anvendelse på.
2. Hvis en stat ikke afgiver nogen erklæring efter denne artikel, finder konventionen
anvendelse i alle den pågældende stats territoriale enheder.
3. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på regionale organisationer for økonomisk
integration.
Artikel 26
Organisationer for regional økonomisk integration
1. En organisation for regional økonomisk integration, der udelukkende består af suveræne
stater, og som har kompetence på alle eller nogle af de områder, som konventionen regulerer,
kan undertegne, acceptere, godkende eller tiltræde konventionen. Organisationen for regional
økonomisk integration har i så fald de samme rettigheder og forpligtelser som en
kontraherende stat, i det omfang den pågældende organisation har kompetence på de områder,
der reguleres af konventionen.
11
2. Organisationen for regional økonomisk integration giver på tidspunktet for undertegnelsen,
accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen depositaren skriftlig meddelelse om de sagsområder,
der er omfattet af konventionen, og for hvilke organisationen har fået overdraget kompetence
fra dens medlemsstater. Organisationen giver straks depositaren skriftlig meddelelse om
eventuelle ændringer af dens kompetence i forhold til dens seneste meddelelse efter dette
stykke.
3. I forbindelse med ikrafttrædelsen af denne konvention vil instrumenter, der er deponeret af
en organisation for regional økonomisk integration, ikke tælle med, medmindre
organisationen for regional økonomisk integration i overensstemmelse med artikel 27, stk. 1,
erklærer, at dens medlemsstater ikke bliver parter i denne konvention.
4. Enhver henvisning i denne konvention til en "kontraherende stat" eller "stat" er ligeledes,
hvor det er relevant, at betragte som en henvisning til en organisation for regional økonomisk
integration.
Artikel 27
Organisationer for regional økonomisk integration som kontraherende parter uden deres
medlemsstater
1. På tidspunktet for undertegnelsen, accepten, godkendelsen eller tiltrædelsen kan en
organisation for regional økonomisk integration erklære, at den har kompetence på alle de af
denne konvention regulerede områder, og at dens medlemsstater ikke bliver parter i
konventionen, men vil være bundet heraf i kraft af organisationens undertegnelse, accept,
godkendelse eller tiltrædelse.
2. Når en organisation for regional økonomisk integration afgiver en erklæring i
overensstemmelse med stk. 1, er en henvisning i denne konvention til en "kontraherende stat"
eller "stat" ligeledes, når det er relevant, at betragte som en henvisning til organisationens
medlemsstater.
Artikel 28
Ikrafttræden
1. Denne konvention træder i kraft den første dag i måneden efter udløbet af den periode, i
hvilken der kan gives meddelelse i overensstemmelse med artikel 29, stk. 2, for så vidt angår
den anden stat, der har deponeret sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument som omhandlet i artikel 24.
2. Herefter træder konventionen i kraft –
a) for hver stat, der efterfølgende ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder den, den
første dag i den måned, der følger efter udløbet af den periode, i hvilken der kan gives
meddelelse i henhold til artikel 29, stk. 2, for så vidt angår den pågældende stat
b) for territoriale enheder, som bliver omfattet af denne konvention i overensstemmelse med
artikel 25 efter konventionen trådte i kraft i den stat, der afgav erklæringen, den første dag i
den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra meddelelsen af den i
nævnte artikel omhandlede erklæring.
Artikel 29
Oprettelse af forbindelser efter konventionen
1. Denne konvention har kun virkning mellem to kontraherende stater, hvis ingen af dem har
givet depositaren meddelelse om den anden i overensstemmelse med stk. 2 eller 3. Hvis der
ikke foreligger en sådan meddelelse, har konventionen virkning mellem to kontraherende
12
stater fra den første dag i den måned, der følger efter udløbet af den periode, i hvilken der kan
gives meddelelse.
2. En kontraherende stat kan senest 12 måneder efter datoen for depositarens meddelelse, jf.
artikel 32, litra a), meddele depositaren, at en anden stats ratifikation, accept, godkendelse
eller tiltrædelse ikke medfører, at der etableres forbindelser mellem de to stater efter denne
konvention.
3. En stat kan ved deponeringen af sit instrument i henhold til artikel 24, stk. 4, meddele
depositaren, at dens ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse ikke medfører, at der
etableres forbindelser med en kontraherende stat i henhold til denne konvention.
4. En kontraherende stat kan til enhver tid tilbagekalde en meddelelse, som den har givet efter
stk. 2 eller 3. En sådan tilbagekaldelse får virkning fra den første dag i den måned, der følger
efter udløbet af en frist på tre måneder efter datoen for meddelelsen.
Artikel 30
Erklæringer
1. Erklæringer som omhandlet i artikel 14, 17, 18, 19 og 25 kan afgives i forbindelse med
undertegnelse, ratificering, accept, godkendelse eller tiltrædelse eller på et hvilket som helst
tidspunkt derefter, og kan når som helst ændres eller tilbagekaldes.
2. Erklæringer, ændringer og tilbagekaldelser skal meddeles depositaren.
3. En erklæring, der afgives i forbindelse med undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse
eller tiltrædelse, får virkning samtidig med, at konventionen træder i kraft for den pågældende
stat.
4. En erklæring, der afgives på et senere tidspunkt, og en eventuel ændring eller
tilbagekaldelse af en erklæring får virkning den første dag i den måned, der følger efter
udløbet af en periode på tre måneder fra dagen for depositarens modtagelse af meddelelsen.
5. En erklæring, der afgives på et senere tidspunkt, og enhver ændring eller tilbagekaldelse af
en erklæring finder ikke anvendelse på retsafgørelser, der hidrører fra sager, der allerede er
anlagt ved retten i domsstaten, når erklæringen får virkning.
Artikel 31
Opsigelse
1. En kontraherende part i denne konvention, kan opsige denne ved en skriftlig meddelelse til
depositaren. Opsigelsen kan begrænses til en eller flere territoriale enheder i en stat med
forskellige retssystemer, som er omfattet af denne konvention.
2. Opsigelsen får virkning den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode
på 12 måneder fra dagen for depositarens modtagelse af meddelelsen. Hvis der i meddelelsen
er angivet en længere opsigelsesperiode, får opsigelsen virkning ved udløbet af denne længere
periode fra den dag, hvor depositaren modtog meddelelse herom.
Artikel 32
Meddelelser fra depositaren
Depositaren giver medlemmerne af Haagerkonferencen om International Privatret og de andre
stater og organisationer for regional økonomisk integration, som har undertegnet, ratificeret,
accepteret, godkendt eller tiltrådt denne konvention i overensstemmelse med artikel 24, 26 og
27, meddelelse om følgende –
13
a) de i artikel 24, 26 og 27 omhandlede undertegnelser, ratifikationer, accepter, godkendelser
og tiltrædelser
b) datoen for denne konventions ikrafttræden, jf. artikel 28
c) meddelelser, erklæringer, ændringer og tilbagekaldelser som omhandlet i artikel 26, 27, 29
og 30 og
d) opsigelser som omhandlet i artikel 31.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndiget dertil, underskrevet denne
konvention.
Udfærdiget i Haag den 2. juli 2019 på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme
gyldighed, i et eksemplar, som skal deponeres i Kongeriget Nederlandenes regerings arkiv, og
hvoraf en bekræftet genpart vil blive fremsendt ad diplomatisk vej til hver af de stater, som
var medlem af Haagerkonferencen om international privatret på tidspunktet for dens 22.
samling, samt til hver af de øvrige stater, som deltog i denne samling.


DA DA
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 16.7.2021
COM(2021) 388 final
2021/0208 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om Den Europæiske Unions tiltrædelse af konventionen om anerkendelse og
fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
("domskonventionen")
{SEC(2021) 279 final} - {SWD(2021) 192 final} - {SWD(2021) 193 final}
Europaudvalget 2021
KOM (2021) 0388 - Forslag til afgørelse/beslutning
Offentligt
DA 1 DA
BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
EU-borgere og -virksomheder, der ønsker at få en retsafgørelse, der er truffet i EU, anerkendt
og fuldbyrdet i et land uden for EU, står i øjeblikket over for et spredt juridisk landskab, da
der mangler en overordnet international ramme for anerkendelse og fuldbyrdelse af
udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Det betyder, at den, der har
fået medhold i retsafgørelsen, skal navigere gennem et kludetæppe af nationale love i lande
udenfor EU om accept af udenlandske retsafgørelser samt bilaterale, regionale og
multilaterale traktater. For at have en chance for at få afgørelsen fuldbyrdet, skal de, der
anlægger internationale retssager, derfor bruge ressourcer, tid og ofte ekstern ekspertise for at
udarbejde en solid strategi for gennemførelsen af en sådan retssag. Denne kompleksitet samt
de med en sådan sag forbundne omkostninger og manglende retssikkerhed, er afskrækkende
faktorer, der kan få virksomheder og borgere til enten at undgå retssager og søge andre former
for tvistbilæggelse, opgive at forfølge deres krav eller beslutte helt at undlade at indgå i
internationale aftaler. Dette kan igen have en negativ indvirkning på EU's virksomheders og
borgeres vilje til at engagere sig internationale handels- og investeringsaktiviteter. Da
fuldbyrdelsen af EU-retsafgørelser i lande uden for EU er usikker, udgør det endvidere en
hindring for EU's virksomheders og borgeres adgang til at få løst deres tvister ad
domstolsvejen.
Væksten i de internationale handels- og investeringsstrømme øger disse juridiske risici for
EU's virksomheder og borgere, men denne situation kan afhjælpes ved hjælp af et
forudsigeligt system for grænseoverskridende anerkendelse og fuldbyrdelse af civil- og
handelsretlige retsafgørelser. Indtil for nylig var anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område imidlertid ikke udtømmende reguleret på
internationalt plan, selv om der findes visse bilaterale eller multilaterale aftaler med begrænset
rækkevidde. Denne situation har ændret sig med vedtagelsen af konventionen om
anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område.
("domskonventionen")1
i juli 2019.
Domskonventionen, der blev vedtaget inden for rammerne af Haagerkonferencen om
International Privatret (HCCH), har potentiale til at forbedre det nuværende system for
udveksling af udenlandske retsafgørelser. Konventionen har til formål at fremme effektiv
adgang til domstolene for alle og at lette regelbaseret multilateral handel og investeringer
samt mobilitet ved hjælp af retligt samarbejde2
.
EU har altid støttet oprettelsen af et multilateralt system for anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område og har således været aktivt involveret i de
forhandlinger, der gik forud for konventionens vedtagelse, med henblik på en eventuel
tilslutning til denne fremtidige internationale ordning. På grundlag af det mandat, som Rådet
1
Konvention af 2. juli 2019 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil-
og handelsretlige område.
2
Præamblen til domskonventionen.
DA 2 DA
gav Europa-Kommissionen i maj 20163
, varetog Kommissionen Unionens interesser under
forhandlingerne i HCCH.
Forhandlingerne om domskonventionen blev afsluttet med et positivt resultat i juli 2019, og
konventionen er i øjeblikket åben for undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse. Hvis Den
Europæiske Union tiltræder domskonventionen som foreslået af Kommissionen, vil
konventionen finde anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af indkommende og
udgående retsafgørelser mellem EU-medlemsstaterne og andre kontraherende stater i
konventionen.
Dette forslag er i overensstemmelse med Kommissionens mål i de politiske retningslinjer for
Europa-Kommissionen (2019-2024)4
, navnlig i forbindelse med prioriteten "Et nyt skub i det
europæiske demokrati"5
. Det er i overensstemmelse med Unionens engagement i
multilateralisme i internationale forbindelser, og det vil sandsynligvis tilskynde andre lande
og EU's handelspartnere til at tiltræde domskonventionen. EU's tiltrædelse af en multilateral
konvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
område vil også være i overensstemmelse med den del af Unionens politik, der tager sigte på
at øge væksten i international handel og udenlandske investeringer og borgernes mobilitet
rundt om i verden.
• Sammenhæng med de gældende regler på samme område
EU har et veludviklet system6
for gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på
det civil- og handelsretlige område mellem medlemsstaterne, som blev indført som et
nødvendigt supplement til det indre marked. Bruxelles Ia-forordningen7
finder imidlertid ikke
anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er truffet i lande uden for
EU.
På internationalt plan har EU indgået en international konvention med EØS-staterne og
Schweiz (Luganokonventionen af 20078
). Desuden har et første forsøg på at etablere en
multilateral ramme for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser ført til indgåelse af
værnetingskonventionen fra 20059
. Denne konvention sikrer anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser i sager, hvor parterne har aftalt, hvilken ret der har kompetence til at påkende
tvisten. Unionen ratificerede denne konvention i 2015, hvilket betyder, at den nu er en del af
gældende EU-ret.
Ud over værnetingskonventionen fra 2005, som kun har et begrænset anvendelsesområde,
findes der ingen global multilateral ramme for udvekslingen af retsafgørelser.
3
Se Resultatet af samlingen i Rådet (konkurrenceevne)(3470. samling i Rådet) den 26.-27. maj 2016, nr.
9357/16 og Udkastet til Rådets afgørelse (nr. 8814/16) om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om
en konvention om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(domskonventionen) inden for rammerne af Haagerkonferencen om International Privatret.
4
https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/political-guidelines-next-commission_en.pdf.
5
Samtidig med at man støtter Kommissionens mål i de overordnede kategorier "Et stærkere Europa i
verden" og "en økonomi, der tjener alle".
6
Se Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(omarbejdning), EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1, (Bruxelles Ia-forordningen).
7
Ibidem.
8
Konvention om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-
og handelsretlige område, EUT L 339 af 21.12.2007, s. 3.
9
Konvention af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler.
DA 3 DA
Domskonventionen vil således supplere de eksisterende retlige rammer i Unionen og dermed
sikre udveksling af udenlandske retsafgørelser ud over den eksisterende ordning, der gælder
mellem EU-staterne på den ene side og EØS-staterne og Schweiz på den anden side.
Den interne EU-ret vil ikke blive ændret ved tiltrædelse af konventionen, hvis der ikke afgives
nogen erklæring, fordi de to instrumenter finder anvendelse i forskellige sammenhænge10
.
Dette skyldes, at Bruxelles Ia-forordningen finder anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse
af retsafgørelser inden for EU, mens konventionen finder anvendelse på retsafgørelser, der
hidrører fra lande uden for EU. Det er imidlertid nødvendigt med en erklæring for at sikre, at
opfyldelsen af de politiske mål i Bruxelles Ia-forordningen ikke påvirkes af tiltrædelsen af
konventionen. Mere specifikt giver Bruxelles Ia-forordningen i sager om erhvervsmæssig leje
eller forpagtning af fast ejendom enekompetence til retterne i den medlemsstat, hvor den faste
ejendom er beliggende. Domskonventionen indeholder ikke sådanne regler om
enekompetence i relation til erhvervslejemål. I medfør af konventionen vil medlemsstaterne
derfor være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde tredjelandes retsafgørelser om
erhvervsmæssig leje eller forpagtning af fast ejendom, der er beliggende på deres område.
Dette ville være i modstrid med det politiske mål bag Bruxelles Ia-forordningen om at
tillægge domstole i EU enekompetence i tvister vedrørende fast ejendom beliggende i EU.
Derfor bør der ved tiltrædelsen afgives en målrettet erklæring, der udelukker anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende erhvervsmæssig leje og forpagtning af fast ejendom
beliggende i EU. Denne begrænsede erklæring sikrer, at konventionen er i overensstemmelse
med gældende EU-ret, uden at erklæringen er til hinder for fuld opfyldelse af alle de politiske
mål med dette forslag.
• Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Domskonventionen er resultatet af en gradvis proces, der skal lette udvekslingen af
retsafgørelser på verdensplan. Den bygger på værnetingskonventionen fra 2005, der har til
formål at udvide anvendelsesområdet for retsafgørelser, der kan cirkulere mellem stater. De
konventioner, der er vedtaget inden for rammerne af Haagerkonferencen, har til formål at gøre
dette uden at gribe ind i de specialiserede konventioner, der måtte eksistere på særlige
områder som f.eks. vedrørende sø- og transportspørgsmål, eller i eksisterende bilaterale
konventioner.
På grund af den øgede retssikkerhed, de reducerede omkostninger og den kortere varighed af
internationale retssager har domskonventionen potentiale til at tilskynde EU's virksomheder
og borgere til at engagere sig i internationale forretninger og dermed øge omfanget af handel
og investeringer på tværs af grænserne.
Endelig er tiltrædelsen af domskonventionen i overensstemmelse med Unionens engagement i
multilateralisme og i en regelbaseret verdensorden.
10
Jf. domskonventionens artikel 23, stk. 4. Det bør bemærkes, at anvendelsen af Luganokonventionen
eller værnetingskonventionen af 2005 heller ikke vil blive berørt af konventionen, da tidligere traktater
har forrang, jf. artikel 23, stk. 2.
DA 4 DA
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG
PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
Unionens kompetence til at regulere spørgsmål vedrørende anerkendelse og fuldbyrdelse af
udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal søges i artikel 81,
stk. 2, litra a), i TEUF.
Som det fremgår af artikel 3, stk. 2, i TEUF, har Unionen enekompetence til at indgå
internationale aftaler for så vidt de kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde.
Som følge af vedtagelsen af Bruxelles I-forordningen har Unionen fået en sådan ekstern
enekompetence til at regulere spørgsmål vedrørende anerkendelse og fuldbyrdelse af
tredjelandes retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område11
.
Domskonventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser falder
således ind under Unionens eksterne enekompetence. Unionen kan tiltræde den i medfør af
artikel 81, stk. 2, litra a), og artikel 218, stk. 6, litra a), i TEUF.
• Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Ikke relevant
• Proportionalitetsprincippet
Formålet med dette forslag er at forbedre adgangen til domstolene ved at lette anerkendelsen
og fuldbyrdelsen af retsafgørelser, der er truffet af domstole i EU, uanset hvor debitor har
aktiver, øge retssikkerheden for virksomheder og borgere, der inddrages i internationale
retssager, og mindske omkostningerne ved og varigheden af grænseoverskridende retssager.
Samtidig er hensigten med dette forslag kun at tillade anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser fra tredjelande i EU, hvis de grundlæggende principper i EU-retten overholdes,
og den interne EU-ret ikke berøres.
Disse mål kan kun nås ved at tilslutte sig en ordning med gensidig anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser mellem stater som den, der er etableret inden for rammerne af
domskonventionen. Medlemsstaterne har ikke længere mulighed for at forhandle multilaterale
eller bilaterale konventioner om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, fordi den
eksterne kompetence i relation til international kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse
af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område udelukkende ligger hos Den
Europæiske Union.
En ensidig indsats på EU-plan ville ikke nå ovennævnte mål, da det ikke ville lette
anerkendelsen og fuldbyrdelsen af EU-domme i lande uden for EU.
Endelig vil det være mere effektivt at indgå i en eksisterende multilateral ramme, som EU har
været med til at forhandle, end at indlede forhandlinger med ikke-EU-lande på bilateralt plan.
Afhængigt af hvor mange stater der tiltræder konventionen, vil det sikre en fælles retlig
ramme for behandling af retsafgørelser fra tredjelande, uanset hvor de kommer fra. Det vil
11
Dette er blevet bekræftet af EU-Domstolen i Lugano-udtalelsen, hvor den fastslog, at Det Europæiske
Fællesskabs eksterne enekompetence bl.a. finder anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af
tredjelandes retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Jf. udtalelse 1/03,
ECLI:EU:C:2006:81.
DA 5 DA
også sikre en fælles retlig ramme for virksomheder og borgere i EU, der ønsker anerkendelse
og fuldbyrdelse i ikke-EU-lande af retsafgørelser, der er truffet af domstole inden for EU12
.
• Valg af retsakt
Ikke relevant
3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF
INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
• Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Ikke relevant
• Høringer af interesserede parter
Inden for rammerne af vurderingen af de forskellige politiske løsningsmodeller vedrørende
domskonventionen indhentede Kommissionen interessenternes synspunkter via en åben
offentlig høring og en workshop med medlemsstaterne13
. Der blev desuden foretaget en
undersøgelse af en ekstern kontrahent, som også gennemførte en række høringsaktiviteter,
såsom en onlineundersøgelse, målrettede interviews med interessenter samt et spørgeskema,
der blev rundsendt til medlemsstaternes myndigheder.
Disse høringsaktiviteter viste, at en tiltrædelse af domskonventionen blev støttet såvel af
medlemsstaterne som af langt størstedelen af de berørte parter (såsom jurister, virksomheder,
sammenslutninger af advokater og fogeder, professorer osv.). Med hensyn til muligheden for
at afgive erklæringer 14
modsatte medlemsstaterne sig en erklæring efterkonventionens
artikel 19 og gav ikke udtryk for klare holdninger til artikel 18-erklæringer. Kun et lille antal
interesserede parter gik ind for tiltrædelse med en erklæring efter artikel 19, mens der ikke var
nogen klar tendens for så vidt angår artikel 18-erklæringer.
Bidragene fra disse høringsaktiviteter var meget vigtige for Kommissionens overvejelser med
hensyn til den bedste tilgang i dette forslag. Som følge heraf besluttede Kommissionen at
foreslå, at EU tiltræder domskonventionen med en begrænset, målrettet erklæring, der
udelukker anerkendelse og fuldbyrdelse ved domstole i EU af retsafgørelser fra tredjelande,
der vedrører erhvervsmæssig leje (leje- og forpagtningsaftaler) af fast ejendom beliggende i
EU.
12
Se herved også afsnit 3 og 4 i konsekvensanalysen, der ledsager dette forslag.
13
På workshoppen gav medlemsstaterne udtryk for deres foreløbige synspunkter i afventning af en
yderligere analyse af konsekvenserne af alle politiske løsningsmodeller.
14
Erklæring enten på grundlag af konventionens artikel 18 (med undtagelse af visse spørgsmål) og/eller
artikel 19 (bortset fra retsafgørelser i civile sager eller handelssager, der vedrører stater).
DA 6 DA
• Indhentning og brug af ekspertbistand
Mens forhandlingerne om domskonventionen stod på, har Kommissionen løbende konsulteret
og taget hensyn til den ekspertise, som sagkyndige fra medlemsstaterne har bidraget med.
Desuden blev eksperter fra medlemsstaterne også hørt som led i det forberedende arbejde til
dette forslag.
Kommissionen tog også hensyn til en undersøgelse foretaget af en ekstern kontrahent til støtte
for konsekvensanalysen. Denne undersøgelse15
indeholder en omfattende økonomisk og retlig
analyse af de forskellige politiske løsningsmodeller. I undersøgelsen blev der anvendt
forskellige analytiske værktøjer, lige fra anvendelse af empiriske data, der blev tilvejebragt på
forskellige måder (onlineundersøgelse, spørgeskema og interview), til statistikker eller
analyser. I de tilfælde, hvor der ikke forelå kvantitative data, blev der anvendt kvalitative
skøn. Disse skøn og de forskellige antagelser, der blev lagt til grund for undersøgelsen, blev
bekræftet af eksterne eksperter på et workshopmøde.
I undersøgelsen konkluderede man, at den mest hensigtsmæssige måde at nå de politiske mål
på er at tiltræde konventionen uden nogen erklæring. Denne konklusion afspejles i dette
forslag, da tiltrædelse af domskonventionen kun foreslås med en begrænset, målrettet
erklæring, der anses for nødvendig for at opnå sammenhæng med gældende EU-ret. Samtidig
hindrer en sådan begrænset erklæring ikke opfyldelsen af de øvrige mål i dette forslag eller
dets effektivitet med hensyn til de forventede direkte fordele for EU's virksomheder og
borgere.
Endelig har Kommissionen henholdt sig til den omfattende ekspertise i anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på EU-plan i forbindelse med anvendelsen af Bruxelles Ia-
forordningen, dens forgænger forordning (EF) nr. 44/200116
, som selv var efterfølgeren til
Bruxelleskonventionen af 196817
om samme emne. Der findes omfattende vejledning fra EU-
Domstolen i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af disse retsforskrifter på EU-
plan.
• Konsekvensanalyse
Det ønskelige i EU's tiltrædelse af konventionen blev vurderet inden for rammerne af en
konsekvensanalyserapport. Under den antagelse, at EU tiltræder konventionen, blev der taget
hensyn til en række alternative politiske løsningsmodeller. Disse løsningsmodeller omfattede
tiltrædelse enten uden nogen erklæring eller med specifikt definerede erklæringer — enten
med en erklæring i henhold til konventionens artikel 18, der udelukker visse spørgsmål fra
anvendelsesområdet (forbruger-, beskæftigelses- eller forsikringssager og/eller
erhvervsmæssig leje af fast ejendom), eller med en erklæring i henhold til konventionens
artikel 19, der udelukker retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som involverer
stater eller statslige enheder.
Den foretrukne løsning er at tiltræde konventionen med en begrænset, målrettet erklæring, der
udelukker anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der vedrører erhvervsmæssig leje
(leje- og forpagtningsaftaler) af fast ejendom beliggende i EU.
15
Offentliggøres, når forslaget er vedtaget.
16
Jf. Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, EFT L 12 af 16.1.2001,
s. 1.
17
Jf. Bruxelles-konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i
borgerlige sager, herunder handelssager, EFT L 299 af 31. december 1972, s. 32.
DA 7 DA
Med henblik på at kvantificere virkningerne af domskonventionen om udveksling af
retsafgørelser mellem EU og lande uden for EU gik man ud fra, at otte udvalgte lande uden
for EU ville tiltræde konventionen. De udvalgte lande uden for EU er Australien, Argentina,
Brasilien, Canada, Kina, Japan, Sydkorea og USA. Alle virkninger blev anslået for en
referenceperiode, der løber fra 2022 til 2026.
Den foretrukne løsning vil forbedre adgangen til bilæggelse af tvister inden for retssystemet
og øge retssikkerheden og forudsigeligheden i internationale retssager. De direkte fordele for
EU-borgere og -virksomheder, når de forsøger at få en EU-dom anerkendt og fuldbyrdet i de
udvalgte lande uden for EU, anslås til mellem 1.1 og 2.6 mio. EUR i 2026. Dette skal ses i
sammenhæng med et forventet fald på 10-20 % i omkostningerne i forbindelse med
anerkendelse og fuldbyrdelse af EU-domme i lande uden for EU. Desuden forventes den
gennemsnitlige varighed af sagerne at falde med tre til seks måneder i gennemsnit.
Et enklere og mere forudsigeligt system for anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område vil også fremme international handel og
internationale investeringer. Da den internationale handel og de internationale investeringer
sandsynligvis vil øges, kan der være positive virkninger både på mikro- og makroniveau samt
positive virkninger for beskæftigelsesmulighederne. Især SMV'er vil drage fordel af den
forbedrede adgang til domstolene og den forbedrede retssikkerhed i internationale sager, der
følger af domskonventionen.
Den foretrukne løsningsmodel er navnlig fuldt ud i overensstemmelse med gældende EU-ret
på dette område, dvs. Bruxelles Ia-forordningen. Ifølge den foretrukne løsningsmodel er
erhvervslejemål udelukket fra konventionens anvendelsesområde, da Bruxelles Ia-
forordningen giver EU's domstole enekompetence til at behandle tvister vedrørende
erhvervsmæssig leje eller forpagtning af fast ejendom beliggende i EU.
På den anden side blev en erklæring, der ville udelukke de øvrige områder18
, ikke anset for
nødvendig. Konventionen yder tilstrækkelig beskyttelse af svagere parter (forbrugere,
arbejdstagere eller forsikringstagere, forsikrede eller personer, der er begunstiget i en
forsikringspolice), om end på en anden måde end den beskyttelse, der følger af EU-retten. I
modsætning til erhvervsmæssig leje eller forpagtning af fast ejendom, der er beliggende i EU,
kan andre erklæringer, der har et bredere anvendelsesområde, desuden hæmme den fulde
opfyldelse af målene med dette initiativ.
Udvalget for Forskriftskontrol afgav en positiv udtalelse om konsekvensanalysen den 23. april
2021.
• Målrettet regulering og forenkling
Forslaget har ingen omkostningsmæssige konsekvenser for SMV'er. Da SMV'er har en
tendens til at foretrække retssager frem for voldgift, forventes stigningen i retssikkerheden
kombineret med lavere omkostninger og sagsbehandlingstid i internationale retssager desuden
at have en positiv indvirkning på deres villighed til at indgå eller udbygge internationale
aftaler. Tiltrædelsen af konventionen kan også forbedre SMV'ernes konkurrenceevne. Dette
skyldes, at omkostningerne ved internationale retssager og dermed indirekte ved at drive
forretning på internationalt plan vil falde, hvilket vil give SMV'er, der har hjemsted i EU, en
komparativ fordel i forhold til virksomheder fra lande, der ikke har ratificeret konventionen.
Forslaget forventes også at få en positiv indvirkning på international handel og investeringer.
18
Det drejede sig om forbruger-, beskæftigelses- og forsikringsspørgsmål.
DA 8 DA
• Grundlæggende rettigheder
Forslaget tager sigte på at forbedre adgangen til bilæggelse af tvister inden for retssystemet
for EU's virksomheder og borgere, fordi den grænseoverskridende anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser, som er en integreret del af retten til at få tvister afgjort af
domstolene, generelt vil blive forbedret og være mere forudsigelig. Konventionen afspejler i
vid udstrækning reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der finder
anvendelse internt i EU (Bruxelles Ia-forordningen). Konventionen afviger derfor i princippet
ikke fra EU's grundlæggende rettigheder og principper om processuel retfærdighed. Efter
konventionen er der mulighed for at afvise anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der
er uforenelige med grundlæggende principper om en retfærdig rettergang eller med
grundlæggende retsprincipper i den stat, hvor der anmodes om anerkendelse og fuldbyrdelse.
Dette vil på grundlag af en allerede afprøvet tilgang 19
bidrage til at sikre, at grundlæggende
rettigheder såsom retten til kontradiktion eller retten til en retfærdig rettergang er blevet
behørigt overholdt i et ikke-EU-land. Ved at forbedre anerkendelsen og fuldbyrdelsen af
retsafgørelser, der er truffet af EU-domstole, i tredjelande tilsigtes det desuden med
konventionen at lette oprettelse og drift af egen virksomhed og øge respekten for
ejendomsretten i EU.
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget har ingen virkninger for EU's budget. Medlemsstaterne kan have
engangsomkostninger til implementering af konventionen, og der kan være lidt højere
omkostninger for medlemsstaternes domstole på grund af den forventede beskedne stigning i
antallet af sager. Det forventes dog, at disse omkostninger på mellemlang og lang sigt vil
blive opvejet af det forventede fald i sagsbehandlingstiden.
5. ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og
rapportering
Da forslaget vedrører EU's tiltrædelse af en international konvention, der indeholder klare
regler for anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser, vil der ikke blive
udarbejdet nogen gennemførelsesplan.
Med hensyn til overvågning og evaluering af den praktiske anvendelse af konventionen vil
EU deltage i møder i særlige kommissioner, der afholdes regelmæssigt af HCCH for at gøre
status over den praktiske anvendelse af konventionen.
EU's interne evaluerings- og overvågningsmekanisme vil så vidt muligt svare til HCCH's
statusmekanisme. Evalueringen vil blive foretaget med regelmæssige mellemrum og vil
omfatte en vurdering af konsekvenserne af EU's tiltrædelse af domskonventionen samt en
vurdering af, om de vigtigste mål, der forfølges med tiltrædelsen, er nået. Desuden vil
evalueringen også omfatte en analyse af, hvorvidt det er ønskeligt med erklæringer, så det kan
19
Ud over Bruxelles Ia-forordningen er denne tilgang også blevet anvendt i Luganokonventionen og
værnetingskonventionen af 2005.
DA 9 DA
vurderes, om de (n) erklæring (r), der allerede er afgivet, skal opretholdes eller trækkes
tilbage, eller om der skal afgives nye erklæringer.
• Forklarende dokumenter (for direktiver)
Ikke relevant
• Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
I betragtning af Den Europæiske Unions eksterne enekompetence og det forhold, at
domskonventionen i medfør af artikel 26 giver mulighed for, at en organisation for regional
økonomisk integration tiltræder den, bør EU blive kontraherende part i selve konventionen
uden medlemsstaterne på grundlag af en positiv afgørelse truffet af Rådet.
Når Den Europæiske Union undertegner konventionen, bør den derfor i overensstemmelse
med konventionens artikel 27 afgive en erklæring om, at den har kompetence på alle de af
konventionen regulerede områder, og at dens medlemsstater ikke vil blive parter i
konventionen, men vil være bundet af den i kraft af EU's indgåelse. I overensstemmelse med
protokollen (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, hvorefter Danmark ikke deltager i foranstaltninger, der er
truffet i henhold til traktatens artikel 81, stk. 2, omfatter EU's tiltrædelse af domskonventionen
ikke Danmark.
Når EU tiltræder konventionen, bør den også afgive en erklæring om konventionens
materielle anvendelsesområde efter konventionens artikel 18, som udelukker retsafgørelser
om leje eller forpagtning af fast ejendom, der er beliggende i Den Europæiske Union, fra
konventionens anvendelsesområde.
DA 10 DA
2021/0208 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om Den Europæiske Unions tiltrædelse af konventionen om anerkendelse og
fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
("domskonventionen")
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 81,
stk. 2, litra a), og artikel 218, stk. 6, litra a),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet1
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område inden for rammerne af Haagerkonferencen om
International Privatret ("konventionen") blev indgået den 2. juli 2019.
(2) Med konventionen tilstræbes det at fremme adgangen til bilæggelse af tvister inden for
retssystemet globalt ved hjælp af et øget internationalt retligt samarbejde.
Konventionen har navnlig til formål at reducere risici og omkostninger i forbindelse
med grænseoverskridende retssager og tvistbilæggelse og dermed lette international
handel, investeringer og mobilitet.
(3) Unionen deltog aktivt i forhandlingerne forud for vedtagelsen af konventionen og er
enig i dens mål.
(4) Unionsborgere og EU-virksomheder, der ønsker at få en retsafgørelse, der er truffet i
EU, anerkendt og fuldbyrdet i et land uden for EU, står i øjeblikket over for et spredt
juridisk landskab, da der mangler en overordnet international ramme for anerkendelse
og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
Væksten i de internationale handels- og investeringsstrømme øger disse juridiske risici
for EU's virksomheder og borgere, men denne situation kan afhjælpes gennem et
forudsigeligt system for grænseoverskridende anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
(5) Disse mål kan kun nås ved at tilslutte sig en ordning med gensidig anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser mellem stater som den, der er etableret inden for
rammerne af konventionen. Samtidig bør konventionen kun tillade anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser fra tredjelande i EU, hvis de grundlæggende principper i
EU-retten overholdes, og den interne EU-ret ikke berøres.
(6) I henhold til konventionens artikel 26 kan organisationer for regional økonomisk
integration, der har kompetence på nogle af eller alle de områder, der reguleres af
1
EUT C , af , s. .
DA 11 DA
konventionen, i lighed med Unionen, undertegne, acceptere, godkende eller tiltræde
konventionen.
(7) Som det fremgår af traktatens artikel 3, stk. 2 , har Unionen enekompetence til at indgå
internationale aftaler for så vidt de kan berøre fælles EU-regler eller ændre deres
rækkevidde. Konventionen påvirker Unionens afledte ret om retternes kompetence og
om anerkendelse og fuldbyrdelse af de retsafgørelser, navnlig Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1215/20122
. Unionen har derfor enekompetence på alle de
i konventionen regulerede områder.
(8) Det fremgår af konventionens artikel 24, stk. 3, og artikel 28, at tiltrædelse af
konventionen kan finde sted, inden den træder i kraft.
(9) Unionen bør indgå konventionen ved at tiltræde den.
(10) Når Unionen tiltræder konventionen bør den i overensstemmelse med konventionens
artikel 27 erklære, at den har kompetence på alle de af konventionen regulerede
områder. Medlemsstaterne vil derfor blive bundet af konventionen i kraft af Unionens
indgåelse heraf.
(11) I sager om erhvervsmæssig leje eller forpagtning af fast ejendom er retterne i den
medlemsstat, hvor den faste ejendom er beliggende, tillagt enekompetence i medfør af
forordning (EU) nr. 1215/2012. Domskonventionen indeholder ikke sådanne regler om
enekompetence i relation til erhvervslejemål. Når Unionen tiltræder konventionen, bør
den derfor afgive en erklæring efter konventionens artikel 18 med den virkning, at
retsafgørelser om leje eller forpagtning af fast ejendom, der er beliggende i Den
Europæiske Union, udelukkes fra konventionens anvendelsesområde.
(12) Irland er bundet af forordning (EU) 1215/2012 og deltager derfor i vedtagelsen af
denne afgørelse.
(13) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som
bilag til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i
vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i
Danmark.
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Haagerkonventionen af 2. juli 2019 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ("konventionen") indgås hermed af
Unionen.
Konventionen er knyttet til denne afgørelse.
Artikel 2
Kommissionen udpeger den person, der er beføjet til på Unionens vegne at deponere det
tiltrædelsesinstrument, der er omhandlet i konventionens artikel 24, stk. 4.
2
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
område, EUT L 351 af 20.12.2012, s. 1.
DA 12 DA
Artikel 3
Ved deponering af det instrument, der er omhandlet i konventionens artikel 24, stk. 4, afgiver
Unionen følgende erklæring i henhold konventionens artikel 27, stk. 1.
"Den Europæiske Union erklærer i overensstemmelse med konventionens artikel 27, stk. 1, at
den har kompetence på alle de af konventionen regulerede områder. Dens medlemsstater
undertegner, ratificerer, accepterer eller godkender ikke konventionen, men vil være bundet af
konventionen i kraft af Den Europæiske Unions indgåelse heraf.
I forbindelse med denne erklæring omfatter udtrykket "Den Europæiske Union" ikke
Danmark, jf. artikel 1 og 2 i protokollen (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som
bilag til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde".
Artikel 4
Ved deponering af det instrument, der er omhandlet i konventionens artikel 24, stk. 4, afgiver
Unionen følgende erklæring i henhold konventionens artikel 18, for så vidt angår
erhvervsmæssig leje (leje- og forpagtningsaftaler) af fast ejendom:
"Den Europæiske Union erklærer herved i henhold til konventionens artikel 18, at den ikke vil
anvende konventionen på erhvervsmæssig leje (leje- og forpagtningsaftaler) af fast ejendom
beliggende i Den Europæiske Union."
Artikel 5
Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende3
.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
På Rådets vegne
Formand
3
Datoen for aftalens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende af Rådets
generalsekretariat.